Mest for skuespillernes skyld!

The Good Liar. Netflix.

Det er et lidt ujævnt plot, for nu at sige det mildt! Sådan en film, der ikke rigtigt kan bestemme sig for, om den vil være en solid komedie, hvor alle snyder alle, og den klogeste griner højst til sidst–eller om den i virkeligheden hellere vil dyrke melodramaet omkring grimme nazister og hævn med (mere end!) halve århundreders forsinkelse.

Det siger sig selv, at når det sidste også er et tema, så må skuespillerne være relativt aldrende. Det gør så heller ikke noget, når man sætter så eminente kræfter som Helen Mirren og Ian McKellen overfor hinanden. Som i SLET ingenting–for det hele gnistrer. McKellens furede ansigt kan afsløre et helt liv og 1000 følelser ved bare et beskedent vrink med en rynke, og Mirren er som altid både yndefuld og dybt fascinerende. Personligt tænker jeg altid på, hvilke magtfulde forbindelser hun dog har, den kvinde, for at ældes med så megen sødme. Hun vil jo stadig ligne en gudinde som 100-årig. Uden Botox.

Men i alt fald prøver alle at snyde alle. McKellen er efter penge, og Mirren er efter hævn, og som sædvanligt vinder den klogeste. Og griner. Man må undervejs sluge nogle dybt urealistiske kameler og skrue sko i helt forkerte størrelser på Askepot, men det hele går–med hiv og sving– op i den sidste ende. Og hvis plottet er en smule utroværdigt, så kan man jo bare nyde de to fænomenale kunstnere. Det er skuespilkunst, så englene synger endog meget højt, og det er selve beviset på, at nogle ting blot bliver bedre, bedre og bedre med årene.

You may also like

Skriv et svar