På opdagelse.

Nu har jeg travet rundt i NordVest i flere dage. I regnvejr. Hvilket, skal jeg hilse og sige, gør det umiddelbart en smule besværligt, når man både skal balancere med paraply og diverse guidebøger og udskrifter. Især sidstnævnte har det med at blive en kende gnidrede og sammenklistrede efterhånden.

Jeg tror, jeg har gået den rute, jeg har tænkt mig at guide folk igennem, omkring 5-6 gange. I alt fald så mange, at jeg sådan lidt føler, jeg er blevet en mistænkelig person i gadebilledet. En, der har skumle hensigter med al den luren. Det følte jeg nok allermest inderligt, da jeg anlagde den mest uskumle bedstemormine og nærmede mig rockerborgen. Der var ingen hjemme. Altså udover det kamera, der effektivt drejede sig efter mig. Så nu sidder helvedes engle nok og nærstuderer optagelserne for at afgøre, om jeg er en alvorlig trussel.

Anyway, så er jeg undervejs blevet lidenskabeligt forelsket. Skudt i denne bydel med al dens uorganiserede grimhed og skønne, kreative planter, der skyder op i snart sagt enhver baggård. Jeg er vild med gamle industriarealer og deres bygninger og vild med den slags kinesiske æskesystemer, som sådanne områder indebærer. Der er altid noget indeni. Noget bagved, noget udforskeligt. Altid et nyt tiltag, der blomstrer, langt inde i det, der udefra ligner forfald og tider, der var. Gamle industrikomplekser har en ufattelig grim skønhed, deres helt egen æstetik, og min fascination går på baggårde. Måske fordi vi provinsboere har været baggårdsløse hele vores liv. Det vrimlede ikke med dem i min barndom.

Undervejs er jeg stødt over maleren Folmer Bendtsen. Kommunisten, der malede livet i NordVests industrikvarterer med mennesket i centrum. Som tydeligvis kunne sin Lowry, Manchestermaleren, jeg er dybt fascineret af. Jeg er ved at spare sammen til bare et litografi, for ham (altså Bendtsen) gad jeg godt have hængende. Det er som om, han indfanger lige præcis det, det hele handlede om.

Jeg har talt med de fyre, der i sin tid malede det store vægmaleri ved Emaljeparken. De var ved at friske det op 15 år efter, det oprindeligt blev sprayet. Dengang var det en del af et håbløst kvarterløft. I mellemtiden har kvarteret løftet sig selv, og sprayfyrene er blevet halvgamle. Jeg har fundet geniale ombygninger i flotte regnbuefarver af ham der Ingels, jeg ellers ikke er fan af, mens Transforms (dem er jeg fan af!) endnu mere geniale bibliotek, der ligner bøger, der er stablet oven på hinanden, slet ikke behøver findes, for det råber nærmest sin eksistens ud. Jeg har opdaget den gamle, flotte smedejernsport ind til Schous Fabrikker, som er det eneste levn, der nu gemmer sig bag vaskehallen på en tankstation. Til gengæld kan vi vel alle huske Tatol. Jeg har set tårnhuse fra Utterslev Mark og studeret linjeføringen på den længst hedengangne bane til Slangerup og forbandet såkaldt byplanlægning og kvarterløft, når det indebærer nedrivning af historie og genopbygning af kønsløst etagebyggeri. Jeg har sværmet omkring den flotte moske i håb om at blive inviteret indenfor–jeg ser nok alt for ugudelig ud–og været en pest rundt omkring på de smarte cafeer, fordi jeg spørger de serverende teenagere om ting, de overhovedet ikke synes er væsentlige, fordi det skete mindst 5 år før, de selv blev født.

Men nu er jeg så rimeligt klar. Klar til at gå en rute, der mildest talt falder lidt ud af min komfortzone, som primært strækker sig over Jylland og de omkringliggende øer, så som England og Irland. Der er givetvis nogen, der ved meget mere end mig. Spørgsmålet er bare, om de også kan formidle som mig? Det er jo sådan set mere end godt og vel halvdelen.

Og så er det altså også rart sådan at blive forelsket–i min alder. Forelsket i en bydel, der bare snakker lige ind i hjertet. Når man nu ikke kan komme ud og dyrke alle sine andre hjertenskære, så er det godt at opdage nye potentialer indenfor en Coronaopnåelig rækkevidde. Jeg kan kun anbefale alle at gå en tur i dette fantastiske område. Og er man bange for at fare vild, så kunne man jo tage med på en guidet tur?

You may also like

Skriv et svar