Nu er det NOK!

Jeg har gået i flere dage med en klump inde i maven, der bare vokser sig større og større. En klump, der både gør ondt, nager og gør mig vred. Sådan en, man er nødt til at have ud på skrift. For sjældent har jeg følt mig så inderligt trådt på. Sjældent ( måske endda aldrig) har jeg mødt et menneske med så altovervældende dårlig situationsfornemmelse, som ved bare et træk har formået at såre så uendeligt mange andre mennesker.

Det begyndte med, at statsministeren vrælede for åben skærm over, at der i hendes land er ufatteligt mange mennesker, der for tiden lider og er blevet frataget deres levebrød. Som udgangspunkt må man vel kunne forsvare at mene, at det nok var de mennesker, der lider, der burde have grædt. Alle os, der er blevet snydt i en kompensationsordning, der udelukkende er bygget på tilfældighedernes spil. Det gør vi også, græder altså. Der er bare ikke nogen, der tager sig af det.

Det er ikke statsministerens skyld, at vi har Corona. Men det er faktisk statsministeren og hendes regerings skyld, at utallige mennesker ikke er blevet kompenseret for, hvad de har mistet på den konto. At der i Danmark er en endog betydelig gruppe, som er blevet overset. Hvis arbejde er blevet totalt negligeret. Der er masser af mennesker, der ikke har modtaget en øre i det store, tilfældige kompensationslotteri. Og her taler jeg altså ikke om minkavlere, men om ufatteligt mange andre, der nu på 10 måned må klare sig det bedste, de kan. Som i vores såkaldte velfærdssamfund lige nu praktisk talt ikke har mere, de kan sælge. Og (her forsøger jeg så at undgå at blive sentimental!) nok ikke lige har tjek på nogen som helst julegaver.

Det er decideret usmageligt, sårende, hyklerisk og (som sagt) udslag af total mangel på situationsfornemmelse at stille sig op med sin fede ministerløn og Gudhjælpemig vræle offentligt. Det er at bore en syl langt ind i hjertet hos alle de, der burde græde, fordi de lige nu er så magtesløse. Fordi overgræderen tilsyneladende ikke aner, de eksisterer, og tilmed synes, at hun kan tillade sig at gå i spin på den konto.

Man kunne jo også vende det hele på hovedet og spørge, at hvis hun virkelig er så dybt ulykkelig på andre tidspunkter, end når der er kamera på, hvorfor gør hun så ikke noget? Sådan at hun måske kunne holde op med at græde? De tårer er, under de nuværende omstændigheder, så billige, så malplacerede, så sårende, så uendeligt nedværdigende for alle de, der, ulig hende, sidder derhjemme og græder, fordi de faktisk har noget at græde over. Og her kan vi da med lethed inkludere store mængder af andre end bare de, der må klare sig igennem uden nogen form for kompensation ( altså ikke har fået løn siden marts!), så som de udsatte grupper og folk på plejehjem. Mon de ikke også har noget at græde over?

For snart 6 måneder siden sendte jeg et brev til statsministeren. Det bestod primært af to spørgsmål. Nemlig omkring, hvorfor hun ikke syntes, jeg skulle have nogen form for kompensation, og hvad hun havde tænkt sig at iværksætte af tiltag for folk som mig. I mellemtiden har hun ikke iværksat noget som helst. ( Hun har haft travlt med at vræle!). Hun har heller ikke svaret mig, hvilket jeg synes er klart uanstændigt samt en tydelig markering af, at jeg bare skal negligeres.

Jeg tror, vi er mange, rigtigt mange med samme klump i maven, der egentlig bare synes, at statsministeren burde tørre sine øjne, genfinde en anstændig situationsfornemmelse og så sætte sig hen og GØRE noget i stedet for at vræle løs for åben skærm. Det er muligt, at nogle tolker det som udslag for empati. Dem om det. For mange er det i stedet et slag lige i mellemgulvet. Det er muligt, vi ikke har patent på at græde. Men, helt ulig statsministeren, så har vi faktisk en grund til at gøre det!

You may also like

Skriv et svar