De 283 trin.

En af mine gåruter involverer en trappe med 283 trin. Irriterende undermåler-størrelse, kun befordrende for uelegant trippen OK, men det er godt nok mange alligevel. Derfor har det aldrig nogen sinde faldet mig ind, at man kunne gå andet end NED ad den trappe. For på mystisk vis kan man, hvis man altså går en anden vej tilbage, nøjes med et anseeligt mindre antal trin opad.

Så var det pludselig, at det slog mig, at det da må være muligt at forcere sådan 283 babytrin for opadgående. Det har jeg sgu` aldrig overvejet før. Som sagt, så gjort. Altså så meget gjort, at jeg var nødt til at vende hele turen på hovedet og gå den, hvad man vel godt kan kalde den modsatte vej.

Det er sådan lidt ligesom, når man kører den samme rute ud og hjem på motorvejen. De ligner hverken sig selv eller hinanden. Verden ser anderledes ud, alt sammen ud fra, hvilken vej den bliver angrebet fra. Man undres til stadighed, derude på motorvejen, over, at man virkelig lige er kørt forbi et sted, der bare ser så uendeligt anderledes ud, når man kommer den modsatte vej fra. Sådan noget med, at et hus fra den ene side kan være nærmest dækket af træer, mens det fra den anden ligger helt åbent og synligt. Den slags huse kan det godt tage årevis af kilometer med, før man pludselig opdager, hvordan verden hænger sammen. At det er samme sted.

Det er også noget med udsyn. At udsynet, det at se fremad, er så utroligt forskelligt, alt efter vinklen. Så hvis man vender sine ture om, får man på magisk vis nogle nye ture, der ser helt anderledes ud. Tillægspræmien er nye perspektiver på verden, som ikke nødvendigvis behøver at se ens ud fra alle vinkler. Jeg kan kun anbefale at prøve. For vi er vel alle så forbandet indgroede i vores turvaner, at vi næsten klistrer til, at alle ture gås i en bestemt orden, en bestemt rute, der altid går fra A til B, og aldrig fra B til A.

I alt fald var det som at opdage nye spændende vinkler på en gammelkendt ost at gå den anden vej. Også selv om det involverede de 283 trin.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg også på, at symbolikken er betontyk. Vi burde gå nogle flere ture den anden vej rundt og se de perspektiver, det giver os. Det er givetvis sundt for os med nye vinkler. Og 283 trin virker i grunden kun skræmmende i tankerne. I virkeligheden er de overvindelige. Ligesom så meget andet, vi viger fra, fordi vi nu engang har vores alt for vante og indgroede ruter, der absolut skal angribes fra samme side. Hver gang.

You may also like

Skriv et svar