Julegaven fra afkommet i år var måltidskasser. Bl.a. Der var også en tur i Ree Park på vej til familiesommerferien på Anholt, som var så kryptisk formuleret, at det ikke helt fremgik, om vi udelukkende skulle sættes af og derefter afvente, indtil resten returnerede fra Anholt. Vi formoder, vi kan få vores egen sti, bur eller indelukke de dage, det drejer sig om. Med fodring.

Men forleden nat ankom, til hele kvarterets og især hundens vækning, den første kasse. Der var, selvfølgelig, tale om vegetarkassen, for mit afkom prøver stadig optimistisk at reformere det, de tror er mine spisevaner. Hvad de ikke lige indregner er, at vi, som alle andre forældre, giver dem det bedste, huset formår, når de er her. Så kan man selvfølgelig på sin vis godt forstå, at de fejlagtigt tror, vi også lever sådan til daglig. Det er langtfra tilfældet. Men under alle omstændigheder eksisterer der en indgroet ( desværre fejlagtig) afkoms-konsensus omkring, at vi er sådan en slags gammeldags modstandere af vegatarmad og nærmest lever og ånder gennem vores kød, så vi skal reformeres, omvendes, missioneres ind i at se vegetarismens lyksaligheder. Sandheden er, at vi elsker grøntsager, spiser store mængder med velbehag, har et meget lille og altid kvalitetsbaseret kødforbrug–men får røde knopper af vegetarmad, der prøver at udgive sig for noget, det ikke er. Så som selleri- og rødbedebøffer og den store åbenbaring fra Beyond Meat, hvor syntetisk produceret planteaffald bliver dobbelt så miljøskadeligt som en helt almindelig ko bare ved selve produktionsprocessen.

Derudover har mit udgiftssky jeg aldrig rigtigt seriøst overvejet det der med måltidskasser. Jeg har regnet på det. Det vil tredoble vores daglige aftensmadsbudget, sådan ca. Til gengæld er det da ufatteligt nemt, lige til at gå til og særdeles madspildsbesparende. Især det sidste er også indgået i mine overvejelser. Altså det, at der er i sådan en kasse er lige præcis det, man skal bruge. På den ene side set, står man altså ikke lige der med det meste af en pose af noget, man sikkert først har mulighed for at anvende om et års tid, eller som går til forrådnelse i køkkenskuffen, men på den anden kan jeg faktisk godt lide rester. De udfordrer min madmæssige fantasi. Lader mig gå nye innovative veje. Den der med at åbne køleskabet og se på, hvad vi egentlig har og derefter fundere over, hvad det mon kan blive til. Den slags kreativitet overlader man til den, der kreerer måltidskassen. Måltidskasser er til mennesker, der helst vil være fri for at tænke selv omkring måltider. Det er også helt i orden!

Og i forlængelse af det er måltidskasser også decideret idiotsikrede. En fantastisk opfindelse til usikre køkkenbrugere. Der medfølger absolut forståelige, instruktive manualer over ethvert måltid. Jeg har, helt bevidst, ladt manden, som, pænt formuleret, er novice på alle stadier over kogte æg, stå i køkkenet med opskriften på Pixi-niveau, og det hele er faldet fremragende ud. Det ligner præcis det, det skal ligne og smager præcis, som det skal. Havde det nu været mig, så havde jeg jo hakket kartoffelhjørner, klippet gulerodstæer og puttet lidt ekstra af dit og dat i, som jeg lige kunne se ville give et ekstra pift. Sådan som man jo gør, når man har lavet mad i adskillige årtier. Men her fik vi den rene vare. Nutidens svar på God Mad, Let at lave, som vi andre i sin tid rejste hjemmefra med og på side 23 kunne se, hvordan man spejlede et æg.

Det er flotte, friske råvarer. Det er også fantasifulde råvarer med ingredienser, der sjældent finder vej til mit køkken. Det er innovative opskrifter, og det er velsmagende, lødig, opfindsom mad. Det er en nydelse at spise det, og det er en genial ide. Hvis jeg var en børnefamilie med travlt liv og prioriteringer, der gik på samvær fremfor indkøb og køkkenståning, så ville jeg nok gå i overvejelser, om det mon ikke var en god løsning. Forudsat at jeg havde råd. For det skal man have. Et måltid for 2 koster 100 kroner eller mere, og det er altså ikke, hvad vi bruger til daglig. Meget, meget langt fra.

Men det er jeg så ikke. Børnefamilien, altså. Jeg er en utravl semi-pensionst, som lige nu er så ufrivilligt arbejdsløs, at jeg sagtens kan bruge tid på at gå ud at handle. Selv udvælge mine råvarer og selv egenrådigt bestemme, hvad jeg lige nu, i dag, har lyst til at spise. Gå efter tilbud og lige regne sammen i hjernen, hvor mange måltidsvariationer jeg kan få ud af et givet godt tilbud. Lave min mad efter de opskrifter, der sidder inde i mit hoved, og som er så fleksible, at de kan bøjes både efter, hvad jeg har i huset, samt hvad jeg har lyst til.

Jeg er blevet introduceret til ting, jeg aldrig har smagt i netop den variation før. Og der er helt sikkert elementer, der er kommet ind i min madlavning for at blive. Bl. a. de fantastiske kartoffel-latkes, som er så simple, at jeg slet ikke forstår, jeg ikke selv har regnet dem ud før nu. Selv om jeg nu nok ville komme lidt ost i….

Som opsummering skal selvfølgelig konkluderes, at missionen omkring omvendelse til vegetarisme har været forgæves. Det har været en fornøjelse at lære så mange nye salater at kende, men jeg er samtidig bange for, at det netop er der, de ender. Som pragtfulde, smagfulde salater og tilbehør. Med det minimale kødforbrug, vi i forvejen har–eller rettere, at vi udelukkende spiser kvalitetskød og masser af fisk i små mængder–kan jeg sagens forsvare ikke at gå totalt vegan. Men jeg kan samtidig anbefale at prøve en måltidskasse. Ikke som noget permanent, men som et supplement en gang imellem–hvor fantasien, innovationen og smagsløgene trænger til en udfordring, og hvor nye sammensætninger og ingredienser på den måde kan blive en del af den daglige madlavning. Alle kender vist den der med at stå med en eksotisk grøntsag, der ser umådelig lækker og spændende ud—mens man ikke aner, hvad man gør ved den eller bruger den til. Det kan en måltidskasse hjælpe på. Den kan åbne ens øjne for ting, der bestemt bør både kunne ses og anvendes.

Da jeg stadig underviste, var første skoledag efter juleferien årets værste dag. Det ultimative mareridt. Altid kold, mørk, våd, uoplagt og noget, der burde have været løgn. Især, hvis man skulle møde kl. 8. De andre førstedage efter ferier var noget mere spiselige. Sommerferien var som regel så lang ( i alt fald dengang, der var RIGTIGE sommerferier til), at man nærmest begyndte at glæde sig til at komme i gang igen, og de andre ferier som regel så korte, at man aldrig rigtigt fik sig vænnet totalt til ferie. Juleferien er problematisk omkring sin længde, for den er præcis lang nok til at gå i forsvarligt feriemode, men samtidig alt for kort til at komme op derfra igen. Det bliver så akut, det hele. Så mørkt.

Jeg kan huske, at det eneste, jeg sådan alvorligt ønskede mig, når juleferiens afslutning stod truende derude foran døren, var at gå i dvale. At bruge januar på, totalt skødesløst og uansvarligt, at gå i vinterhi. Omdanne mig selv til en lykkeligt sovende bjørn, der uvidende om alle verdens fortrædeligheder kunne vågne op igen sådan henad det tidspunkt, hvor der trods alt er lidt mere lys end mørke.

Jeg bryder mig stadig ikke om første hverdag i januar. Skole eller ej. Det kan vel næppe diskuteres, at netop den dag er en form for antiklimaks. Stadsen er pillet ned, juletræet har affældet både pynt og nåle, nisserne ( altså dem, man altid glemmer og finder, efter at kasserne er kommet på loftet) virker decideret malplacerede og ude af takt med tidsånden, og enten er man på skrump eller i alt fald uden benådning for at svælge i overgod julemad. Januar er lidt ligesom kartofler. Et nødvendigt onde, man så må lære at leve med.

Men denne gang ser det ud til, at januar helt legalt bliver dvalemåned. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men hvis de positive tangenter (bare jeg vidste, PRÆCIS hvor de sidder på min pc!) skal rulles frem, så har vi vel egentlig med nedlukningen fået en slags carte blanche til at gå lidt i vinterhi. Faktisk skal en stor del af os–altså også de, der har et arbejde–ikke ud i det modbydelige mørke og kan sagtens leve videre indendøre i sutsko og natbukser. Der bliver ikke al den opstartsstress. Al den banden over, at hjulet er uigenkaldeligt i gang igen, selv om det er mørkt og klamt. Der er, tror jeg, for mange en helt anderledes slags ro på at starte januar. En forståelig og gradvis overgang fra julens lys og stads til januars mørke og ingenting. Jeg er sikker på, at når det nu skal være sådan, så er der faktisk mange, der vil nyde det. Afstresse i det.

Tænk også på, at vi helt slipper for fysiske udsalg. Ikke noget med at stresse i udsalgskøer og prøve stakkevis af tøj, hvoraf en god del ender med at blive anskaffet på det noget usolide parameter, at det er billigt. Vi skal faktisk slet ikke ud i den der januar, med mindre vi skal have noget mere at spise. Der er absolut ingen pres på at deltage i udsalgs-forhindringsløbet–og de fleste af os vil nok ende med at erkende, at vi i virkeligheden slet ikke manglede det fjerneste. Selvfølgelig er det katastrofalt for mange handlende og små virksomheder. Men jeg håber, de måske kan bruge tiden på at lade ekstra op og få nye ideer på en forståelig kompensation, mens vi andre samtidig kan gøre os selv, der i vores hi, endnu mere bevidste om, at når det hele er ovre, så skal vi i den grad ud og bruge nogle af vores sammensparede penge på at støtte alle dem, der har det meget, meget svært.

Så de næste uger bliver hi-uger. Med alt hvad det indebærer. Vi pensionister og semi-pensionister er så heldige, at vi sådan set kan gå i hi på præcis den måde, vi selv ønsker og måske altid har drømt om. Lukke af for januar, fordi det for første gang nogen sinde er helt legalt. Nærmest statsdikteret. Nej, hvor skal der læses. Man kan stadig bestille bøger til afhentning på bibliotekerne på bibliotek.dk, og det er ret fedt, for ikke ret mange er opmærksomme på det, så det er relativt let at få fingre i de bøger, man har ledt efter–eller stået på venteliste til. Nej, hvor skal der Netflixes og HBO-es, for streamingtjenesterne er super tilbud her i vintermørket, hvor man ikke skal se dem OVENI flow-TV, men I STEDET FOR, hvis man gerne vil være selvstændig herre over sit TV-udvalg. Nej, hvor skal der strikkes, hækles og håndarbejdes for de, der ellers mangler tid til den slags. Og nej, hvor skal der puttes i den gode stol med natbukser, tæpper og resterne af juleslikket. Helt legalt, altså.

For der kommer jo ikke sådan lige nogen og forstyrrer. Ligesom man også selv bør holde sig hjemme. Udover de obligatoriske, daglige gåture, som er et must i en nedlukning. Sociale aktiviteter får vente til et vaccineret, forhåbentlig Coronafrit forår (i værste fald sommer), og imens kan hyggemåse som mig så sidde der og nyde, at for første gang i mange, mange år er det helt, totalt, fuldstændigt legalt at gå i individuelt, egoistisk vinterhi i januar.

Der er ikke noget, vi skal. Andet end at vente på, at vi igen både må og skal noget. Lad os se det som en foræring i januar og lige strejfe den tanke, at i januar er det super, mens det godt nok ville være noget af en ubærlig straf i juni……..

Da Coronaen ramte os første gang, var jeg så bange, at “bange” i grunden er et forkert ord. Angst er bedre. Efter flugten fra Amerika dengang midt i marts, hvor vi sådan nærmest blev smidt ud af landet, og på hele hjemrejsen svælgede os i bakterier i både fly og lufthavne, oplevede jeg nærmest at være så angst, at jeg gik ind i en slags vegetativ, resignerende tilstand. Jeg var sikker på, at jeg undervejs havde opsnappet et væld af bakterier, sikker på, det kun var et spørgsmål om tid, før samme bakterier overmandede mig samt ikke spor tvivlende overfor, at det ville blive mit endeligt. Det var sådan set bare et spørgsmål om tid.

Forunderligt nok overlevede jeg. Dengang. Men respekten var hamret ind i mig, og foråret gik med tilflugt i sommerhuset og sociale kontakter på et absolut minimum. Der gik 3 uger, inden jeg, umådeligt tøvende, så et nyfødt barnebarn, og jeg mindes stadig, da vi for første gang–engang sidt i april–formastede os til at invitere 2 gæster, som vi, frysende og med kolossal afstand til, indtog en middag sammen med udenfor i aprilvejr, råb henover bordet og halvdårlig samvittighed.

Hen over sommeren var det som om, angsten ligesom døde en langsom død. Respekten ligeså. Ikke, at verden blev normal, men den blev i det mindste normaliseret til noget genkendeligt. Vi lærte at leve med restriktionerne, fordi de ganske enkelt var på en scala, der var til at leve med. Og når man ikke hele tiden skal konfronteres med sygdomsrisiko, så går man sådan lidt og glemmer, at den eksisterer. Man bliver forbandet modig, lidt skødesløs. Samtidig med at man tillader sig selv ikke at være bange.

Og så, allerbedst som det egentlig gik så godt med at leve på en kun halvamputeret måde, så skal vi til at genfinde ikke bare vores respekt, men nok også vores angst, fordi den givetvis hjælper på at opretholde respekten. Det er virkelig svært. Det formidable beredskab, i alt fald jeg mobiliserede dengang i marts, er umådeligt svært at genfinde. At gen-integrere, at få helt ind under huden igen, så det bare sidder.

Det er ikke bare Coronatræthed. Det er mere som at have været personligt angrebet af en grim sygdom, være blevet rimeligt helbredt for den og lært at leve med følgevirkningerne og så pludselig opdage, at den er gået i fuldt og mere alvorligt udbrud igen. Hvilket indikerer, at man skal til at genfinde ubehagelige følelser, man egentlig troede var blevet en del af historien. Det er rimeligt nemt, om end ubehageligt, at gå i akut angst og respekt første gang. Det er straks værre anden.

Og jeg kan jo se, at jeg ikke er den eneste med ambivalente følelser. Da jeg var i KBH i slutningen af april, stod vi som små eremitter i hver vores boble, når vi skulle vente på at komme over et fodgængerfelt. Nu står vi oven på hinanden. Bare for at nævne et enkelt, sigende eksempel. Det er som om, den fantastiske mobilisering af respekt, givetvis næret af ren angst, der dengang herskede, er blevet afløst af en slags laissez-faire holdning, der nok begrundes i, at dengang skete der jo ikke noget, så hvorfor i alverden skulle der dog gøre det nu?

I virkeligheden burde man jo tage en meget alvorlig snak med sig selv og indprente netop den mobilisering, der var dengang. Genhuske og genfinde at gøre præcis om i marts. For denne gang er det faktisk en del mere alvorligt. Vi har årstiden imod os–og vinteren er lang. Men allermest har vi os selv imod os. Vi er løbet tør for ork, for tilstrækkelig angst og respekt. Vi er blevet metaltrætte i Coronaforsvaret–og lige netop det er selve den dumme bakteries livret. Den trives på mangel på angst og respekt.

Helt uden tøven kan jeg sige for mit eget vedkommende, at det bliver den værste januar nogensinde. Januar er i forvejen en måned, der burde afskaffes, nedlægges eller måske endda forbydes. Når de sidste julelys er brændt ned, og alt er gråt og gaveløst, så bider nedlukningen. Hårdt. Det er der, det for alvor bliver en prøvelse at navigere i nedlukning, angst og smittefare. Hvor man godt kan være på nippet til at opgive…

Lige nu kæmper jeg dog, som en stor del af landets befolkning, med at være bange nok. Med at vise tilstrækkelig respekt. Det er på ingen mulig måde, fordi jeg ikke vil. Nok mere fordi jeg ikke sådan lige kan–i alt fald ikke uden grundige søsterlige samtaler med mig selv. Jeg må genlære min angst fra foråret. For med den i bagagen går det meget nemmere. Det gjorde det i alt fald i marts. Og det er det hamrende nødvendigt, at det gør igen!