Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt og Coronafrit nytår. Med ønsket om, at 2021 som udgangspunkt bliver væsentligt anderledes end 2020, og at alt det, der er sjovt, socialt, eksotisk og af stor livsværdi vender noget så inderligt og seriøst tilbage.
Ved årsskifter fristes man altid til at gå i ubehagelig, rørstrømsk sentimentalitet og lave en vurdering af det forgangne år. Lad os bare hurtigt konkludere, at dette med nemhed kan optimeres. Som alle andre har jeg aldrig oplevet et år som dette og håber heller aldrig at komme til det igen. Og jo, der var sandelig positive ting, vi lærte. Om sammenhold, om naturen, om tæthed, om livsværdier, om klima og allermest om os selv. Men jeg ville nu nok have foretrukket andre, mere humane, undervisningsmetoder.
2020 har været superlativernes år. Det bedste og det værste. De 3 bedste, allerbedste uden sammenligning, kom dumpende i januar, marts og juni, og livet er blevet anderledes og har fået et helt andet perspektiv med dem. Det er godt, de også er her, når verden bliver normal igen, for det fortjener de. Det værste var arbejdsløsheden, ydmygelsen, de bristede illusioner om et samfund, der tog hånd om alle sine medborgere, alle de søvnløse nætter og de utallige afslag på jobansøgninger, hvor hver eneste åd endnu en bid af selvværdet. De, der selv har prøvet det, ved, hvordan det er, så jeg vil undgå at gå i detaljer.
Der er billeder fra 2020, der bliver stående. Nok for evigt. Af personlige situationer fra det år, der nu er gået. Af at se det første barnebarn for allerførste gang, af at se det andet hele 3 uger efter, det var født, fordi man ikke måtte andet. Af en smuk sejltur på Mekongfloden, og af småfnisende at måtte tage mundbind på for første gang i februar for at komme ind og bese en stendød og balsameret Ho Chi Mihn. Vi vidste ikke bedre. Af flugten fra Amerika i panik i marts, og af en fantastisk køretur langs Den Mexikanske Golf, gennem Corona og smukke sydstatsbyer. Af en lang, så lang som fra maj til september regnvejrssommer i Hurup, hvor højdepunkterne var alle de dage, hvor jeg endelig, endelig fik lov til at guide rundt der på stranden. Og af årets sene sommerferietur til Harzen, hvor Coronaen indirekte betød, at ikke bare jeg, men også mange andre, fik åbnet øjnene for det uendeligt smukke i det nære. Og når jeg så ser på de billeder, så er de jo næsten alle sammen centreret om noget positivt. Hvilken vel fortæller mig, at selv om 2020 var en decideret fejlleverance, der ind imellem virkede som om, man bare havde taget en dag og kopieret den i 365 eksemplarer, så er vi mennesker heldigvis oftest sådan indrettet, at vi erindrer og gemmer det gode.
Jeg glæder mig til, vi forhåbentlig allesammen oplever en slags genfødselsdag i det nye år–den dag, vi har fået vores vacciner. Det er muligt, alderen sætter visse genstridige begrænsninger for at danse på bordet af samme årsag, men jeg vil i alt fald gøre et effektivt forsøg på at foretage mig noget lignende i samme anledning. Måske–jeg tør næsten ikke sige det af bare forskrækkelse for, at jeg så leger med ilden–kan jeg endda igen komme på arbejde. Og allerede nu ved jeg, at når jeg står der på The Royal Mile, så kommer tårerne. Glædestårerne. Så vil jeg fortælle indgående om Edinburgh Castle, mens tårerne løber i stride strømme ned over mine kinder, og glæden bare sprutter ud af mig. TÆNK!
Godt nytår!