Godt nytår!

Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt og Coronafrit nytår. Med ønsket om, at 2021 som udgangspunkt bliver væsentligt anderledes end 2020, og at alt det, der er sjovt, socialt, eksotisk og af stor livsværdi vender noget så inderligt og seriøst tilbage.

Ved årsskifter fristes man altid til at gå i ubehagelig, rørstrømsk sentimentalitet og lave en vurdering af det forgangne år. Lad os bare hurtigt konkludere, at dette med nemhed kan optimeres. Som alle andre har jeg aldrig oplevet et år som dette og håber heller aldrig at komme til det igen. Og jo, der var sandelig positive ting, vi lærte. Om sammenhold, om naturen, om tæthed, om livsværdier, om klima og allermest om os selv. Men jeg ville nu nok have foretrukket andre, mere humane, undervisningsmetoder.

2020 har været superlativernes år. Det bedste og det værste. De 3 bedste, allerbedste uden sammenligning, kom dumpende i januar, marts og juni, og livet er blevet anderledes og har fået et helt andet perspektiv med dem. Det er godt, de også er her, når verden bliver normal igen, for det fortjener de. Det værste var arbejdsløsheden, ydmygelsen, de bristede illusioner om et samfund, der tog hånd om alle sine medborgere, alle de søvnløse nætter og de utallige afslag på jobansøgninger, hvor hver eneste åd endnu en bid af selvværdet. De, der selv har prøvet det, ved, hvordan det er, så jeg vil undgå at gå i detaljer.

Der er billeder fra 2020, der bliver stående. Nok for evigt. Af personlige situationer fra det år, der nu er gået. Af at se det første barnebarn for allerførste gang, af at se det andet hele 3 uger efter, det var født, fordi man ikke måtte andet. Af en smuk sejltur på Mekongfloden, og af småfnisende at måtte tage mundbind på for første gang i februar for at komme ind og bese en stendød og balsameret Ho Chi Mihn. Vi vidste ikke bedre. Af flugten fra Amerika i panik i marts, og af en fantastisk køretur langs Den Mexikanske Golf, gennem Corona og smukke sydstatsbyer. Af en lang, så lang som fra maj til september regnvejrssommer i Hurup, hvor højdepunkterne var alle de dage, hvor jeg endelig, endelig fik lov til at guide rundt der på stranden. Og af årets sene sommerferietur til Harzen, hvor Coronaen indirekte betød, at ikke bare jeg, men også mange andre, fik åbnet øjnene for det uendeligt smukke i det nære. Og når jeg så ser på de billeder, så er de jo næsten alle sammen centreret om noget positivt. Hvilken vel fortæller mig, at selv om 2020 var en decideret fejlleverance, der ind imellem virkede som om, man bare havde taget en dag og kopieret den i 365 eksemplarer, så er vi mennesker heldigvis oftest sådan indrettet, at vi erindrer og gemmer det gode.

Jeg glæder mig til, vi forhåbentlig allesammen oplever en slags genfødselsdag i det nye år–den dag, vi har fået vores vacciner. Det er muligt, alderen sætter visse genstridige begrænsninger for at danse på bordet af samme årsag, men jeg vil i alt fald gøre et effektivt forsøg på at foretage mig noget lignende i samme anledning. Måske–jeg tør næsten ikke sige det af bare forskrækkelse for, at jeg så leger med ilden–kan jeg endda igen komme på arbejde. Og allerede nu ved jeg, at når jeg står der på The Royal Mile, så kommer tårerne. Glædestårerne. Så vil jeg fortælle indgående om Edinburgh Castle, mens tårerne løber i stride strømme ned over mine kinder, og glæden bare sprutter ud af mig. TÆNK!

Godt nytår!

Continue Reading

Om måltidskasser.

Julegaven fra afkommet i år var måltidskasser. Bl.a. Der var også en tur i Ree Park på vej til familiesommerferien på Anholt, som var så kryptisk formuleret, at det ikke helt fremgik, om vi udelukkende skulle sættes af og derefter afvente, indtil resten returnerede fra Anholt. Vi formoder, vi kan få vores egen sti, bur eller indelukke de dage, det drejer sig om. Med fodring.

Men forleden nat ankom, til hele kvarterets og især hundens vækning, den første kasse. Der var, selvfølgelig, tale om vegetarkassen, for mit afkom prøver stadig optimistisk at reformere det, de tror er mine spisevaner. Hvad de ikke lige indregner er, at vi, som alle andre forældre, giver dem det bedste, huset formår, når de er her. Så kan man selvfølgelig på sin vis godt forstå, at de fejlagtigt tror, vi også lever sådan til daglig. Det er langtfra tilfældet. Men under alle omstændigheder eksisterer der en indgroet ( desværre fejlagtig) afkoms-konsensus omkring, at vi er sådan en slags gammeldags modstandere af vegatarmad og nærmest lever og ånder gennem vores kød, så vi skal reformeres, omvendes, missioneres ind i at se vegetarismens lyksaligheder. Sandheden er, at vi elsker grøntsager, spiser store mængder med velbehag, har et meget lille og altid kvalitetsbaseret kødforbrug–men får røde knopper af vegetarmad, der prøver at udgive sig for noget, det ikke er. Så som selleri- og rødbedebøffer og den store åbenbaring fra Beyond Meat, hvor syntetisk produceret planteaffald bliver dobbelt så miljøskadeligt som en helt almindelig ko bare ved selve produktionsprocessen.

Derudover har mit udgiftssky jeg aldrig rigtigt seriøst overvejet det der med måltidskasser. Jeg har regnet på det. Det vil tredoble vores daglige aftensmadsbudget, sådan ca. Til gengæld er det da ufatteligt nemt, lige til at gå til og særdeles madspildsbesparende. Især det sidste er også indgået i mine overvejelser. Altså det, at der er i sådan en kasse er lige præcis det, man skal bruge. På den ene side set, står man altså ikke lige der med det meste af en pose af noget, man sikkert først har mulighed for at anvende om et års tid, eller som går til forrådnelse i køkkenskuffen, men på den anden kan jeg faktisk godt lide rester. De udfordrer min madmæssige fantasi. Lader mig gå nye innovative veje. Den der med at åbne køleskabet og se på, hvad vi egentlig har og derefter fundere over, hvad det mon kan blive til. Den slags kreativitet overlader man til den, der kreerer måltidskassen. Måltidskasser er til mennesker, der helst vil være fri for at tænke selv omkring måltider. Det er også helt i orden!

Og i forlængelse af det er måltidskasser også decideret idiotsikrede. En fantastisk opfindelse til usikre køkkenbrugere. Der medfølger absolut forståelige, instruktive manualer over ethvert måltid. Jeg har, helt bevidst, ladt manden, som, pænt formuleret, er novice på alle stadier over kogte æg, stå i køkkenet med opskriften på Pixi-niveau, og det hele er faldet fremragende ud. Det ligner præcis det, det skal ligne og smager præcis, som det skal. Havde det nu været mig, så havde jeg jo hakket kartoffelhjørner, klippet gulerodstæer og puttet lidt ekstra af dit og dat i, som jeg lige kunne se ville give et ekstra pift. Sådan som man jo gør, når man har lavet mad i adskillige årtier. Men her fik vi den rene vare. Nutidens svar på God Mad, Let at lave, som vi andre i sin tid rejste hjemmefra med og på side 23 kunne se, hvordan man spejlede et æg.

Det er flotte, friske råvarer. Det er også fantasifulde råvarer med ingredienser, der sjældent finder vej til mit køkken. Det er innovative opskrifter, og det er velsmagende, lødig, opfindsom mad. Det er en nydelse at spise det, og det er en genial ide. Hvis jeg var en børnefamilie med travlt liv og prioriteringer, der gik på samvær fremfor indkøb og køkkenståning, så ville jeg nok gå i overvejelser, om det mon ikke var en god løsning. Forudsat at jeg havde råd. For det skal man have. Et måltid for 2 koster 100 kroner eller mere, og det er altså ikke, hvad vi bruger til daglig. Meget, meget langt fra.

Men det er jeg så ikke. Børnefamilien, altså. Jeg er en utravl semi-pensionst, som lige nu er så ufrivilligt arbejdsløs, at jeg sagtens kan bruge tid på at gå ud at handle. Selv udvælge mine råvarer og selv egenrådigt bestemme, hvad jeg lige nu, i dag, har lyst til at spise. Gå efter tilbud og lige regne sammen i hjernen, hvor mange måltidsvariationer jeg kan få ud af et givet godt tilbud. Lave min mad efter de opskrifter, der sidder inde i mit hoved, og som er så fleksible, at de kan bøjes både efter, hvad jeg har i huset, samt hvad jeg har lyst til.

Jeg er blevet introduceret til ting, jeg aldrig har smagt i netop den variation før. Og der er helt sikkert elementer, der er kommet ind i min madlavning for at blive. Bl. a. de fantastiske kartoffel-latkes, som er så simple, at jeg slet ikke forstår, jeg ikke selv har regnet dem ud før nu. Selv om jeg nu nok ville komme lidt ost i….

Som opsummering skal selvfølgelig konkluderes, at missionen omkring omvendelse til vegetarisme har været forgæves. Det har været en fornøjelse at lære så mange nye salater at kende, men jeg er samtidig bange for, at det netop er der, de ender. Som pragtfulde, smagfulde salater og tilbehør. Med det minimale kødforbrug, vi i forvejen har–eller rettere, at vi udelukkende spiser kvalitetskød og masser af fisk i små mængder–kan jeg sagens forsvare ikke at gå totalt vegan. Men jeg kan samtidig anbefale at prøve en måltidskasse. Ikke som noget permanent, men som et supplement en gang imellem–hvor fantasien, innovationen og smagsløgene trænger til en udfordring, og hvor nye sammensætninger og ingredienser på den måde kan blive en del af den daglige madlavning. Alle kender vist den der med at stå med en eksotisk grøntsag, der ser umådelig lækker og spændende ud—mens man ikke aner, hvad man gør ved den eller bruger den til. Det kan en måltidskasse hjælpe på. Den kan åbne ens øjne for ting, der bestemt bør både kunne ses og anvendes.

Continue Reading

Om at gå i dvale.

Da jeg stadig underviste, var første skoledag efter juleferien årets værste dag. Det ultimative mareridt. Altid kold, mørk, våd, uoplagt og noget, der burde have været løgn. Især, hvis man skulle møde kl. 8. De andre førstedage efter ferier var noget mere spiselige. Sommerferien var som regel så lang ( i alt fald dengang, der var RIGTIGE sommerferier til), at man nærmest begyndte at glæde sig til at komme i gang igen, og de andre ferier som regel så korte, at man aldrig rigtigt fik sig vænnet totalt til ferie. Juleferien er problematisk omkring sin længde, for den er præcis lang nok til at gå i forsvarligt feriemode, men samtidig alt for kort til at komme op derfra igen. Det bliver så akut, det hele. Så mørkt.

Jeg kan huske, at det eneste, jeg sådan alvorligt ønskede mig, når juleferiens afslutning stod truende derude foran døren, var at gå i dvale. At bruge januar på, totalt skødesløst og uansvarligt, at gå i vinterhi. Omdanne mig selv til en lykkeligt sovende bjørn, der uvidende om alle verdens fortrædeligheder kunne vågne op igen sådan henad det tidspunkt, hvor der trods alt er lidt mere lys end mørke.

Jeg bryder mig stadig ikke om første hverdag i januar. Skole eller ej. Det kan vel næppe diskuteres, at netop den dag er en form for antiklimaks. Stadsen er pillet ned, juletræet har affældet både pynt og nåle, nisserne ( altså dem, man altid glemmer og finder, efter at kasserne er kommet på loftet) virker decideret malplacerede og ude af takt med tidsånden, og enten er man på skrump eller i alt fald uden benådning for at svælge i overgod julemad. Januar er lidt ligesom kartofler. Et nødvendigt onde, man så må lære at leve med.

Men denne gang ser det ud til, at januar helt legalt bliver dvalemåned. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men hvis de positive tangenter (bare jeg vidste, PRÆCIS hvor de sidder på min pc!) skal rulles frem, så har vi vel egentlig med nedlukningen fået en slags carte blanche til at gå lidt i vinterhi. Faktisk skal en stor del af os–altså også de, der har et arbejde–ikke ud i det modbydelige mørke og kan sagtens leve videre indendøre i sutsko og natbukser. Der bliver ikke al den opstartsstress. Al den banden over, at hjulet er uigenkaldeligt i gang igen, selv om det er mørkt og klamt. Der er, tror jeg, for mange en helt anderledes slags ro på at starte januar. En forståelig og gradvis overgang fra julens lys og stads til januars mørke og ingenting. Jeg er sikker på, at når det nu skal være sådan, så er der faktisk mange, der vil nyde det. Afstresse i det.

Tænk også på, at vi helt slipper for fysiske udsalg. Ikke noget med at stresse i udsalgskøer og prøve stakkevis af tøj, hvoraf en god del ender med at blive anskaffet på det noget usolide parameter, at det er billigt. Vi skal faktisk slet ikke ud i den der januar, med mindre vi skal have noget mere at spise. Der er absolut ingen pres på at deltage i udsalgs-forhindringsløbet–og de fleste af os vil nok ende med at erkende, at vi i virkeligheden slet ikke manglede det fjerneste. Selvfølgelig er det katastrofalt for mange handlende og små virksomheder. Men jeg håber, de måske kan bruge tiden på at lade ekstra op og få nye ideer på en forståelig kompensation, mens vi andre samtidig kan gøre os selv, der i vores hi, endnu mere bevidste om, at når det hele er ovre, så skal vi i den grad ud og bruge nogle af vores sammensparede penge på at støtte alle dem, der har det meget, meget svært.

Så de næste uger bliver hi-uger. Med alt hvad det indebærer. Vi pensionister og semi-pensionister er så heldige, at vi sådan set kan gå i hi på præcis den måde, vi selv ønsker og måske altid har drømt om. Lukke af for januar, fordi det for første gang nogen sinde er helt legalt. Nærmest statsdikteret. Nej, hvor skal der læses. Man kan stadig bestille bøger til afhentning på bibliotekerne på bibliotek.dk, og det er ret fedt, for ikke ret mange er opmærksomme på det, så det er relativt let at få fingre i de bøger, man har ledt efter–eller stået på venteliste til. Nej, hvor skal der Netflixes og HBO-es, for streamingtjenesterne er super tilbud her i vintermørket, hvor man ikke skal se dem OVENI flow-TV, men I STEDET FOR, hvis man gerne vil være selvstændig herre over sit TV-udvalg. Nej, hvor skal der strikkes, hækles og håndarbejdes for de, der ellers mangler tid til den slags. Og nej, hvor skal der puttes i den gode stol med natbukser, tæpper og resterne af juleslikket. Helt legalt, altså.

For der kommer jo ikke sådan lige nogen og forstyrrer. Ligesom man også selv bør holde sig hjemme. Udover de obligatoriske, daglige gåture, som er et must i en nedlukning. Sociale aktiviteter får vente til et vaccineret, forhåbentlig Coronafrit forår (i værste fald sommer), og imens kan hyggemåse som mig så sidde der og nyde, at for første gang i mange, mange år er det helt, totalt, fuldstændigt legalt at gå i individuelt, egoistisk vinterhi i januar.

Der er ikke noget, vi skal. Andet end at vente på, at vi igen både må og skal noget. Lad os se det som en foræring i januar og lige strejfe den tanke, at i januar er det super, mens det godt nok ville være noget af en ubærlig straf i juni……..

Continue Reading

Årets juleserie.

Bridgerton. Netflix.

ENDELIG! Efter 25 års nærmest konstante og sommetider særdeles akutte abstinenser efter noget, der bare tilnærmelsesvist minder om pragtfulde Pride and Prejudice fra 1995 ( den RIGTIGE version, den med Colin Firth og Jenneifer Ehle!), er Bridgerton nu på banen!

For elskere og beundrere af “It is a truth universally acknowledged that a single man in possession of good fortune must be in want of a wife.”, kjoler og manerer i regencystil, intrigante ægteskabsmarkeder, store baller, skjulte kys og forbudte passioner og den relativt simple livsfilosofi, at det hele fundamentalt handler om at blive godt gift, er der nu strålende hjælp at hente. Her er dueller ved daggry, masser af nydelig dansant, artige konversationer med underliggende spidstegning, løse damer i uartige etablissementer og hele det udstyrsstykke på kostumefronten, som BBC plejer at have patent på, men som Netflix godt nok er ved at være en mere end værdig konkurrent til at overtage.

Helt basalt handler Bridgerton altså derfor bare om at få Daphne Bridgerton godt gift. Det er slet ikke så simpelt. For selv om Daphne ikke helt er nogen Elizabeth Bennett, er hun klog, smart, intelligent og selvfølgelig også sødmefyldt nok til ikke bare at nøjes med hvem som helst. Dem er der nemlig nok af. I sin kvide indgår hun en alliance (af hvilken slags må man selv se) med den noget stolte Duke of Hastings (Gæt, hvem HAN minder om!), og det åbner op for såvel intriger som forviklinger og den helt store kærlighed. Det er både morsomt, romantisk og spændende, selv om det selvfølgelig er ret omsiggribende, hvad de to skal igennem.

Omkring Daphne og greven vrimler det med fantastiske bipersoner fra nærmest alle lag i datidens hierarkiske samfund. Allerede nu er jeg decideret skudt i den ironiske, boglige søster Eloise, der i virkeligheden ikke begriber så forfærdeligt meget af verden og veninden Penelope Featherington ( spillet af trivelige Nicola Coughlan, hende den lille fede fra den pragtfulde serie Derry Girls). De to er i øvrigt ude på en mission omkring at lokalisere, hvordan i alverden børn kommer ind i kvinders mave. Det har ingen fortalt dem, og løsningsforslagene fra de to teenagere er intet mindre end hilarious. Her er en sand overflod af giftelystne grever, baroner og hvad al den slags nu ellers går og kalder sig—og det kan vi jo godt lide, vi kvinder!

Der er dog et punkt, hvorpå serien (udover sin underliggende ironi) for alvor adskiller sig fra alt andet, der tidligere er produceret indenfor genren. Nemlig hudfarvemæssigt. Alle hudfarver er repræsenteret her i et enormt kalejdoskop over næsten enhver nuance. Mange af skuespillerne ( bl.a. The Duke of Hastings og dronningen) er sorte, adskillige indiske og asiatiske, og det end ikke nævnes eller kommenteres på. Sådan ER det bare. Det er selvfølgelig ( og desværre) historisk ukorrekt, hvis man ellers ser en sådan fiktionsserie som en afspejling af noget som helst konkret historisk, men når man først har vænnet sig til den særdeles mangenuancerede rollebesætning, bliver man egentlig så glad. Så lettet. For der ligger selvfølgelig også et skjult budskab om, at selv om englændere fra samfundets allerøverste lag i regencytiden ikke var mangefarvede, så kan fiktionen skabe en fuldstændig troværdig verden, hvor hudfarve er totalt irrelevant. Overhovedet ikke et issue. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om mennesker og den fandens gode historie med de umanerligt mange forviklinger, i stedet. Det er ret godt gået!

Og så kommer vi rundt til en masse af i alt fald mine yndlingssteder, rent locationmæssigt. Elskere af Bath vil gå i selvsving. SOM de dog rider rundt om Royal Crescent! Og selvfølgelig er der tonsvis af scener fra Castle Howard deroppe i Yorkshire, hvor BBC med jævne mellemrum producerer endnu en version af Brideshead helt overflødigt. Der er jo kun den med Jeremy Irons, der nogensinde kommer til at tælle. I det hele taget er kostumerne og scenografien så umådelig smukke, at det i sig selv nærmest er nok til at indånde serien.

Her er altså julens serie. Eller måske serie nok til resten af julen. Der er kun 8 afsnit, og det skulle vel nok kunne klares på en dags tid. Jeg mener, hvem kan lade være med at gå i totalt binge? I alt fald næppe ret mange kvinder! Selv Miss Austen, tror jeg, ville være gået i klappende beundring og have nydt en genial opdatering af gode gamle Elizabeth Bennett og Mr. Darcy.

Continue Reading

En stærkt forsinket glædelig jul.

Jeg ville egentlig have ønsket alle læsere en glædelig jul. For 3 dage siden. Det blev, som det tydeligt fremgår, ikke til så meget. Det må derfor blive et ønske om, at julen er forløbet rigtigt glædeligt og rart. Selv om den nok har været anderledes end vanligt for rigtigt mange.

Det har min i alt fald været. Ikke så meget takket være Coronaen. Meget mere med direkte ansvar placeret hos de tre på billedet. De har revolutioneret, reformeret og omstruktureret min jul på alle tænkelige og utænkelige områder. Primært ved at være til stede. Noget så gevaldigt, mærkbart og vidunderligt til stede.

Det var derfor ikke nisser, der trampede rundt ved 6-tiden om morgenen. En på usikker, egen hånd, en anden med sin gåvogn, belæsset med Vinterberg og Bodelsens ikoniske ordbøger, der er den tungeste, bogmæssige modvægt, der findes i huset. Han læste dem i alt fald ikke. Og den tredje på kravl, i den slags svømmende freestyle, der er helt hans egen. Jeg spår ham en stor karriere indenfor disciplinen Butterfly. Jeg tvivler også på, det er samme nisser, der har sat fedtede fingre overalt og næsten rippet juletræet for al skinnende pynt på de nederste 4 grene. Der er et helt konkret skel på samme træ, lige over babyhøjde.

Egentlig var det lige meget med gaverne. Det forholder sig nemlig sådan, at det papir, gaverne er pakket ind i, er væsentligt mere interessant. Eller i alt fald er de gaver, andre får, som hovedregel mere interessante end ens egne. Interessanthedsgraden bedømmes i øvrigt ud fra bling-bling effekt, og julekugler vinder suverænt over enhver form for pædagogisk legetøj. Her er Brio totalt chanceløst.

Heldigvis er det sådan, at al den jul er så utroligt udmattende, at den kræver flere daglige mellem-lure. Så man ligesom kan genopstå med fornyet styrke til at raide juletræer og hive gavepapir i stykker. Det betyder, at de voksne ind imellem sådan må indtage deres julemåltider i forrygende fart på lånt tid. Julemad er derimod, for babyer, et mysterium, der nok skal smages forsigtigt på, men som på ingen måde overtrumfer havregrød og babysmoothies fra Rema, hvor de kun koster halvdelen af, hvad de gør andre steder. Mandariner er dog et hit. Hvis man kan suge saften ud af dem og smide resten på gulvet. Eller putte dem i øret. Megahittet, som ivrigt forsøges indtaget–dog uden held–er dog kålormen i lysende 90-er plastik, som periodevis er direkte årsag til åben krig på jule- og babyfronten. Heldigvis er den så lang, at man kan få hver sin ende og nogle gange enes om at skiftes til at sutte på antennerne.

Der var ikke megen voksentid over den jul, og når det endelig var muligt at spille spil eller foretage sig det, som man nu engang i årevis har foretaget sig til voksenjuler, så lagde der sig en altovervældende træthed over alle. Ingen kunne mere huske de allermest indlysende svar på de allermest basale spørgsmål i Trivial. Der var forlængst gået ble, sut, gavepapir, fedtede fingre og julekugler i det hele.

Til gengæld har det regnet seriøst med små knus og kærlige puttere fra alle de fedtede fingre. Der er blevet grint og hvinet så meget af at sige BØH og putte sig, at man næsten er blevet helt væk af at gemme sig så mange gange. Man har, helt gratis, fået så mange smil, at der er et forråd til langt ind i det nye år. Ydermere har jeg fået ryddet op i alle mine køkkenskuffer, hvor ALT, virkelig ALT, har været ude og oppe og lagt på plads i en alternativ orden, jeg umuligt selv kunne have fundet på.

Jeg må nok indstille mig på, at den voksenjul, der har været afholdt i så mange år her, er sat på pause. At der VIL være omtrampende nisser og fedtede fingre, og at min stue vil være Ground Zero efter juleaften. Samtidig kan jeg nok også relativt nemt lokkes til at indrømme, at selv om julen har været anderledes, så har den været anderledes på den allermest forrygende, hektiske, fantastiske, dybt fascinerende måde. De der tre små mennesker KAN simpelthen noget med jul. Selv har de ingen anelse om, at det er tilfældet. Men i grunden er det jo nok bare at kigge på dem for at komme i ekstraordinær julestemning over, at man lige har fået dem–sådan bare lige dem–som nok den største gave nogensinde!

Continue Reading

Om at komme hjem til jul.

Jeg har siddet og set diverse nyheder omkring en del danskere, som er fanget i et stærkt nedlukket London uden muligheder for at komme hjem til jul. Samtidig er Sverige også blevet lukket, så skal man “hjem” fra Bornholm, er det også enten relativt besværligt eller udelukket.

Der er ligesom noget særligt ved at komme hjem til jul. Alle andre tidspunkter på året kommer man bare hjem. Sådan at forstå, at ingen vel kommer hjem til sommer, efterår eller for den sags skyld pinse. Ligegyldigt, i øvrigt, hvor man måtte komme hjem fra. Personligt kan jeg stadig, alle disse år efter, tydeligt huske de gange, jeg er kommet hjem fra udlandet til jul. Jeg glædede mig som en lille rejsende nisse, for jul holdes nu engang hjemme. Hvor det så end er, for definitionen af “hjem” er såvel personlig som helhjertet emotionel. Jeg erindrer også dengang, datteren tågede inde i London og kun med nød og næppe nåede frem til en meget sen julemiddag. Mens tågen nægtede at lette, sivede julen ligesom ud af al stadsen, fordi der måske var en, der ikke kom hjem. Julen er familiernes højtid, så ubrydelig i alle dens stærkt familiebundne traditioner, at det faktisk kan være svært at holde jul med en anden familie. Det er ligesom ikke rigtigt at komme hjem til jul. Kun at komme til jul.

I år er det ikke bare danskere i udlandet, der ikke kan komme hjem til jul. Af mange forskellige årsager, som dog alle har grobund i corona, afstår mange fra eller bestemmer sig til ikke at komme hjem. De vil få en anderledes jul. Ikke nødvendigvis en dårligere, men den ultimative tryghed, der ligger i at komme hjem til den jul, man kender og ønsker, vil ikke helt så åbenlyst være til stede. For julen skal helst være, som julen nu engang altid har været, og det bliver den ikke for alle i år.

Ualmindeligt forfærdeligt, synes jeg dog, er det for alle, der er afhængige af de offentlige arrangementer, der bare ikke finder sted i år. For jeg er sikker på, at netop disse arrangementer for mange også er en måde at komme hjem til jul på. Der er blevet lidt “lille pige med svovlstikkerne” over den måde, nogle folk bydes at overleve denne jul på, og slutningen på den historie kender vi vel alle. Og kan omsætte i en lidt overført fortolkning.

Jeg håber, at vi alle sammen, nyvaccinerede og coronafri kan komme hjem til jul næste år. Men det, dette virussens sejrsår har lært os så eftertrykkeligt, er vel, i sin inderste kerne, hvor utroligt meget det betyder for os alle at komme hjem til jul–i alle former for betydninger. Og hvor meget vi allerede nu glæder os til, at det næste år forhåbentlig kan lade sig gøre.

For mit eget vedkommende, så bliver det en sejrsmarch, en superbølge af fryd over at have vundet den ultimative superpokal, når alle mine engang, omkostningsfrit, glædende sig og helt befriede for coronaangst engang kan komme hjem til jul som vanligt. Kors, hvor skal vi skråle, spytte, hoppe, danse, puste på hinanden, bytte luft og små snotklatter samt være helt tæt på hinanden, når vi tager hele huset, samtlige rum, over/under senge og møbler samt op at vende i hundens kurv, mens vi vil voldskrige, at “Nu er det jul igen”–og alle kom hjem til jul!

Continue Reading

Endnu en gang Mary.

Mary, Queen of Scots. Netflix.

Hvad er julen uden historiske dramaer? På filmfronten er de næsten lige så uundværlige og julede som alle de film med Hugh Grant, man kun bør se om julen.

Historien om Mary, den ulykkelige, dybt dramatiske historie om skotternes favoritdronning ( hun var den eneste, de havde sådan helt for sig selv!), som samme skotter faktisk kun begyndte at kunne lide en smule, efter hun rent faktisk var død, er altid godt stof. Den har det hele: Ung, vistnok smuk dronning (Saiorse Ronan med det umulige, irske fornavn–vistnok fordi, jeg aldrig har syntes, Ronan var særligt smuk–helt siden hun debuterede som den djævelske lillesøster, der ødelægger liv på stribe i Atonement), ægtemænd en masse, utroskab, religiøse stridigheder, mord, svigt og bedrag. For slet ikke at tale om halshugning, som var ret moderne på den tid i England.

Mary blev faktisk ikke særligt gammel, men sikke en historie hun nåede at gøre ikonisk inden sit sørgelige endeligt, da kusine Elizabeth nede i England omsider fik det hoved hugget af. I filmen får vi det hele med–også det, der ikke står i nogen form for officielle historiebøger og kilder, men det er da (indrømmet!) en god historie, at Darnley og Rizzio skulle have været bøsser, som filmen påstår. Netop DEN version havde jeg så ikke lige stødt over før.

Det er kulørt, Ronan spiller fremragende som altid, men historien halter lidt på de andre karaktertegninger–nok fordi Ronan er så blændende dygtig, Men der er masser af ramasjang, historisk fyrværkeri og modige kvinder, tilligemed at det jo ER, for ever and ever, en rigtig god historie.

Og den opmærksomme, anglofile seer kan også få lidt af et kick ved at nærstudere kulisserne. Som de da har været i Oxford, på Blenheim Palace og de skønneste, genkendelige steder i højlandet for at filme!

Som sagt, Mary er uudtømmelig som baggrund for endnu en udlægning af en fandens god historie. Dette er ikke den bedste version, men sådan om julen kan den sagtens bruges. Især hvis eneste alternativ er Hugh Grant!

Continue Reading

Jonas T. Bengtson: Fra Blokken.

Er man på forhånd fascineret af alle de usle adresser I KBH og de, der bebor samme, så er her en god mulighed for at dyrke såvel samme fascination som en god håndfuld fordomme. Vi kommer ingen pæne steder i denne bog. Og grimme er der nok af.

Heldigvis ledsages historien om barndomsvennerne fra blokken i Nordvest af et formidabelt sprog, som man ikke kan andet end blive helt opløftet af. Den mand, som primært er kendt som forfatter til filmmanuskripter (bl.a. Submarino), kan skrive. Brandgodt.

Så vi har altså det evige trekløver, hvis veje er blevet formet af såvel opvæksten som livet og tilfældighederne–Danny i fængslet, Malik på tandlægehøjskolen og Christian hos politiet. Fanget i et ubrydeligt venskab, fordi man nu engang ikke kan tage blokken ud af drengene, men kun drengene ud af blokken. Desværre ER livet mere end tilfældigheder, når den gamle politibetjent fra dengang i blokken hele tiden sidder og trækker i trådene med drengene, nu unge mænd, som uvidende marionetter.

Plottet er egentlig ikke specielt troværdigt, og slutningen er mildest talt særdeles nedslående uden ret megen optimisme, men selve miljøskildringerne og indsigten i det København, som ikke lige stikker frem på turistens overflade, er spændende, anderledes–og så forbandet velskrevet.

Hvis man lige vil have en dosis “how the other half lives” midt i sin juleforstoppelse, så er den i alt fald anbefalelsesværdig.

Continue Reading

En oplevelsesrig jul.

Heldigvis læser mine børn sjældent bloggen. Men hvis de gør, kan de jo sådan set bare begynde at glæde sig!

For denne jul bliver gavemæssigt noget anderledes end mange af de tidligere. Udelukkende på grund af Corona.

Der vil ikke være mange pakker under træet i år. I alt fald ikke de mere omfangsrige. Hvilket, for sikkert manges vedkommende, måske endda vil være en stor lettelse, da man så ikke for 30. gang skal flå papiret af de fantasiløse sokker eller den tåbelige dims, der nogle gange ender med at blive nødløsningen til alle os, der egentlig ikke ønsker os noget, Fordi vi enten ikke mangler noget. Eller fordi vi som regel godt kan finde ud af selv at gå ud og købe det, vi mangler.

I stedet vil det nok bugne med oplevelser på efterkrav. Med ubestemte udløbsdatoer, engang derude i en Coronafri verden. Store og små. Fra den gode middag, det spændende museum og turen til løveparken eller Legoland til flere dage med overnatning på gode og spændende steder. Masser af oplevelser i en fremtid, der forhåbentlig kommer til at erstatte en periode, hvor det med oplevelserne diplomatisk sagt har været en smule nedprioriteret. Noget at glæde sig til. Noget at leve på og se umådeligt meget frem til. Især, måske, fordi det ligesom er indbygget i det hele, at de positive ting kommer, lige præcis når de negative er ovre.

Vi trænger til at opleve. Vi trænger til at opleve frit. At spadsere mellem flere tusinde andre mennesker, umundbindede, i Legoland, at slentre skødesløst ned ad hovedstrøget i en fremmed by eller på en fremmed strand. At genfinde glæden. Ikke blot ved at opleve, men også ved at være sammen. Glæde os sammen. Frit og utvungent.

Udover det ligger der også den overvejelse i alle disse fremtidige oplevelser, at man på den måde er i stand til at være med til at holde live i industrier, der har umådeligt strenge vilkår og endnu elendigere kompensationsordninger ( his nogen overhovedet!) i disse tider. Der er ikke mange, der har oplevet ret meget de sidste mange måneder, og derfor er en kolossal masse mennesker, der netop lever af at give andre oplevelser, virkelig i krise.

Rigtigt mange voksne mennesker mangler intet materielt. Men der er nok ingen af de samme voksne mennesker, der ikke kunne bruge en rigtig god oplevelse. Samt noget at se frem til. Så sokkerne har fået dødsstødet, og kors hvor skal vi opleve!!

Continue Reading

Om at glemme at være bange.

Da Coronaen ramte os første gang, var jeg så bange, at “bange” i grunden er et forkert ord. Angst er bedre. Efter flugten fra Amerika dengang midt i marts, hvor vi sådan nærmest blev smidt ud af landet, og på hele hjemrejsen svælgede os i bakterier i både fly og lufthavne, oplevede jeg nærmest at være så angst, at jeg gik ind i en slags vegetativ, resignerende tilstand. Jeg var sikker på, at jeg undervejs havde opsnappet et væld af bakterier, sikker på, det kun var et spørgsmål om tid, før samme bakterier overmandede mig samt ikke spor tvivlende overfor, at det ville blive mit endeligt. Det var sådan set bare et spørgsmål om tid.

Forunderligt nok overlevede jeg. Dengang. Men respekten var hamret ind i mig, og foråret gik med tilflugt i sommerhuset og sociale kontakter på et absolut minimum. Der gik 3 uger, inden jeg, umådeligt tøvende, så et nyfødt barnebarn, og jeg mindes stadig, da vi for første gang–engang sidt i april–formastede os til at invitere 2 gæster, som vi, frysende og med kolossal afstand til, indtog en middag sammen med udenfor i aprilvejr, råb henover bordet og halvdårlig samvittighed.

Hen over sommeren var det som om, angsten ligesom døde en langsom død. Respekten ligeså. Ikke, at verden blev normal, men den blev i det mindste normaliseret til noget genkendeligt. Vi lærte at leve med restriktionerne, fordi de ganske enkelt var på en scala, der var til at leve med. Og når man ikke hele tiden skal konfronteres med sygdomsrisiko, så går man sådan lidt og glemmer, at den eksisterer. Man bliver forbandet modig, lidt skødesløs. Samtidig med at man tillader sig selv ikke at være bange.

Og så, allerbedst som det egentlig gik så godt med at leve på en kun halvamputeret måde, så skal vi til at genfinde ikke bare vores respekt, men nok også vores angst, fordi den givetvis hjælper på at opretholde respekten. Det er virkelig svært. Det formidable beredskab, i alt fald jeg mobiliserede dengang i marts, er umådeligt svært at genfinde. At gen-integrere, at få helt ind under huden igen, så det bare sidder.

Det er ikke bare Coronatræthed. Det er mere som at have været personligt angrebet af en grim sygdom, være blevet rimeligt helbredt for den og lært at leve med følgevirkningerne og så pludselig opdage, at den er gået i fuldt og mere alvorligt udbrud igen. Hvilket indikerer, at man skal til at genfinde ubehagelige følelser, man egentlig troede var blevet en del af historien. Det er rimeligt nemt, om end ubehageligt, at gå i akut angst og respekt første gang. Det er straks værre anden.

Og jeg kan jo se, at jeg ikke er den eneste med ambivalente følelser. Da jeg var i KBH i slutningen af april, stod vi som små eremitter i hver vores boble, når vi skulle vente på at komme over et fodgængerfelt. Nu står vi oven på hinanden. Bare for at nævne et enkelt, sigende eksempel. Det er som om, den fantastiske mobilisering af respekt, givetvis næret af ren angst, der dengang herskede, er blevet afløst af en slags laissez-faire holdning, der nok begrundes i, at dengang skete der jo ikke noget, så hvorfor i alverden skulle der dog gøre det nu?

I virkeligheden burde man jo tage en meget alvorlig snak med sig selv og indprente netop den mobilisering, der var dengang. Genhuske og genfinde at gøre præcis om i marts. For denne gang er det faktisk en del mere alvorligt. Vi har årstiden imod os–og vinteren er lang. Men allermest har vi os selv imod os. Vi er løbet tør for ork, for tilstrækkelig angst og respekt. Vi er blevet metaltrætte i Coronaforsvaret–og lige netop det er selve den dumme bakteries livret. Den trives på mangel på angst og respekt.

Helt uden tøven kan jeg sige for mit eget vedkommende, at det bliver den værste januar nogensinde. Januar er i forvejen en måned, der burde afskaffes, nedlægges eller måske endda forbydes. Når de sidste julelys er brændt ned, og alt er gråt og gaveløst, så bider nedlukningen. Hårdt. Det er der, det for alvor bliver en prøvelse at navigere i nedlukning, angst og smittefare. Hvor man godt kan være på nippet til at opgive…

Lige nu kæmper jeg dog, som en stor del af landets befolkning, med at være bange nok. Med at vise tilstrækkelig respekt. Det er på ingen mulig måde, fordi jeg ikke vil. Nok mere fordi jeg ikke sådan lige kan–i alt fald ikke uden grundige søsterlige samtaler med mig selv. Jeg må genlære min angst fra foråret. For med den i bagagen går det meget nemmere. Det gjorde det i alt fald i marts. Og det er det hamrende nødvendigt, at det gør igen!

Continue Reading