Tillykke til os! Så fik vi lige 1 måned mere på kaffe og kager derude i de små parcelhusceller og lejlighedsarresterne. Naturen er der selvfølgelig stadig, og den vil vi med fornyet kraft myldre ud i i en fælles folkebevægelse, der indtil nu har gjort denne januar til den suverænt mest velgåede måned nogensinde. Nok har vi ingen steder at gå hen sådan rigtigt, men vi går de ringe, de cirkler, der ligesom er blevet overskriften for resten af vores liv også. Det er vi nødt til for at forsvare belønningskagen og erstatningskaffen.
Det var det generelle. Nu bliver vi-et personligt. Hvis man føler sig inkluderet, er det nok både en utilsigtet tilfældighed– og uundgåeligt.
Af de 10 bøger, vi nåede at hamstre ud inden den generelle kulturlukning, er de 7 læst, og vi ved godt, at vi, engang midt i februar, må tvinge os selv til at læse resten, selv om det er røvsygt. Netflix, HBO og Filmstriben er slidt op helt derind, hvor bagkataloget nu udelukkende består af amerikanske high school komedier fra 80`erne og danske sømandsfilm med Ove Sprogøe. Vores kvalitetstærskel er for evigt nedadgående, men det har vi lært at abstrahere fra. Vi ser for at se. Ikke for at nyde det. Det er nok derfor, vi spiser så meget kage.
Kælderen er næsten ryddet op. Det, der står tilbage, er de besynderligheder, vi enten ikke aner, hvad er, eller som vi måske engang, engang, engang, lige står og skal bruge. Vi er ved at lave daglige repetitionsrunder omkring, hvad naboerne egentlig hedder, og de lidt fjernere venner har vi monteret billedligt på Memorybrikker, så vi både kan genopfriske deres navn, udseende og hvem de lige er parret med, når vi trænger til andet selskab end vores eget. Vi sniger os til at besøge vores børnebørn i nøje afmålte doser og helst en ad gangen. Men heldigvis kan vi da Facetime og videoe, så vi om få år vil mindes deres første år som abrupte videoklip af babyer, der vokser op stakkato foran en skærm.
Vi er ved at have slidt hverdagskostumerne. Underbukserne og sokkerne røg først, men det ser vi stort på, for de huller kan ingen se. Men nu begynder de blå bukser så småt at blive hvide, og midt i måneden kan der forventes hul på knæene.
Vi er ved at være trænede i at kede os med anstand. Når vi er lige ved at brække os over det hele, spiser vi bare en kage mere, og så går det jo nok. Vi er næsten holdt op med at snakke om, hvor meget vi i grunden keder os, hvor idiotisk det hele er, og hvem det er mest synd for. Det gik vi meget op i en overgang, fordi vi ikke havde andet at gå op i. Nu har vi sådan ligesom resigneret og har affundet os med at mene, at det bare er lige synd for alle. Og så behøver vi jo sådan set ikke snakke mere om det. I det hele taget snakker vi ikke så meget mere. Andet end om, at der ikke er så meget at snakke om.
Vi er fuldstændigt enige om, at en yderligere nedlukning er nødvendig. Her i huset er sundhedshensyn topprioritet, og vi kan da sagtens forsikre hinanden om, at vi da nok heller ikke havde så meget andet, vi skulle. Hellere dø af kedsomhed end af Corona, siger vi og tror, vi mener det. Vi binder bare en knude på vores liv, bider tænderne sammen, finder de sidste 3 bøger og ser en dansk sømandsfilm med Ove Sprogøe.
Ind imellem går vi lidt i enrum og skriger indvendigt. Hver for sig. Men så peger vi også ud i haven på de vintergækker og påskeliljer, der er ved at finde fodfæste, og hvis stængler altså gror et par millimeter hver dag. Vi kunne, for den sags skyld, godt måle dem. For det har vi tid til. Vi tror nemlig på, at vintergækkerne er symbolske forårsbebudere, og at det forår, der kommer, bliver anderledes end alle andre forår, der nogensinde er kommet før.
Og så siger vi sigende “Februar” til hinanden. Det betyder, at februar som den eneste måned kun har 28 dage, og at vi egentlig tvivler på, vi ville overleve den i år, hvis det var skudår. En dag er lang tid. Og så overbeviser vi hinanden om, mens vi spiser kager, at alle andre har det på præcis samme måde som os. Vi ved også godt, at der er mange, der har det meget, meget værre.