Om “hofpoeter”.

–Eller hvordan man ellers på moderne sprog oversætter Poet Laurate. Lad det nu være…

I alt fald undrede det mig ved mødet med den unge, fremragende digter Amanda Gorman, at USA overhovedet havde den slags. Det har de så heller ikke haft så længe. Siden 1936, for at være helt præcis.

I England går traditionen med en hofpoet helt tilbage til 1616, hvor Ben Johnson blev den første. Oprindeligt, selvfølgelig, en slags æresstilling oprettet for digtere, der pålideligt kunne skrive hyldestdigte til regenterne og berette om ærefulde slag, der var slået på nationens vegne. Over årene er det, i takt med tidens forandringer, blevet en slags kunststøtte for poeter, der har udmærket sig. Men man har stadig en slags pligt til at skrive pænt om den siddende regent. For 60.000 om året–indtil 1998 på livstid, nu i en 10-års periode. I netop England er det en vanvittigt stor ære, som selvfølgelig afstedkommer store litterære slag, hver gang en ny poet skal udnævnes. For nogle år siden mødte jeg en ældre herre nede i Sydengland, som havde brugt det meste af sit voksne liv på at promovere en, for mig ukendt, poet, som efter hans mening uretmæssigt var blevet snydt for Poet Laurate titlen i 1800-tallet. Den gik hans næse forbi til forfærdelige Wordsworth, som vist endda havde noget snavs kørende med selveste sin søster deroppe mellem påskeliljerne i Lake District. Eller som da Ted Hughes nærmest blev afvist, fordi i alt fald den mere modne del af kvindebevægelsen klart mente, at han var mere end almindeligt skyldig i, at konen, Sylvia Plath, stak sit hoved i en gasovn og døde af det. Eller også var det fordi, hun uden ret megen diskussion var en langt større litterær begavelse end ham! Ret upopulær var også Cecil Day Lewis, fordi han voksede ind i at blive en gnaven gammel mand og nu vel mest er kendt som ophavsmand til sønnen Daniel, der da i det mindste er en fremragende skuespiller. P.t. hedder hofpoeten Simon Armitage, og han er tilsyneladende så relativt kønsløs og ufarlig, at jeg (og sikkert mange andre) knapt kender ham. Derfor er billedet foroven af ham.

Vi har skam også haft hofpoeter herhjemme. Thomas Kingo var en af de få, der kom på den gren, men han var også umådelig god til både at smigre og sleske. Det skulle man dengang. Lige nu kan vores dronning vel sagtens selv finde ud af at mobilisere noget kunstnerisk, hvis det skulle være.

I USA abede man så efter det moderland, man ellers gerne kulturelt ynder at lægge en vis afstand til, i 1936. Og, som det jo gerne sker i USA, hvor alting er større og en smule mere pralende, så nøjedes man ikke bare sådan lige med at udnævne en for hele landet. Nej, hver stat fik sin. Undtagen de stater, der syntes, det var noget britisk pjat, og derfor ikke har nogen. Det er bibliotekaren i kongressen, der udnævner disse hofpoeter, og her skal jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at prise mig højlydt lykkelig over, at det ikke indgår i præsidentembedet. Skulle en poet have været udnævnt i løbet af de sidste 4 år, havde det da givet massive problemer. Man skal vel have læst et digt for at kunne gøre det.

Udover det har USA så også en Young Poet Laurate, som findes via en konkurrence ( det er vel USA) og udnævnes for et år. Amanda Gorman, som jo er grunden til, at jeg overhovedet begyndte at grave i emnet, blev udnævnt i 2017 og har altså gjort det så godt, at hun stadig i den grad huskes. Målet med en ung poet er at opbygge national bevidsthed og påskønnelse af at læse og skrive poesi, og det må man da klart sige lykkedes Gorman ved præsidentindsættelsen.

I bund og grund svarer det hele til en vis grad til den statsstøtte, vi i Danmark giver mange kunstnere. Vi har bare, på god socialdemokratisk vis, valgt at fordele pengene over et langt bredere udvalg.

Continue Reading

En uhyre aktuel og god bog.

Jeanette Varberg og Poul Duedahl: Den fjerde rytter.

I Johannes Åbenbaring findes fortællingen om de fire ryttere, der hærgende drager gennem verden. De symboliserer krig, erobring, hungersnød–og sygdom. Den fjerde rytter, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom og død i sine hovslag. Epidemier, pandemier.

Så bogen er en utroligt aktuel–og faktuel–gennemgang af de store epidemiers historie. Fra de tidligste stenalderbønders dødelige vira og hele vejen op til Coronaen, selv om der selvfølgelig er en lille tidsmæssig latensperiode fra bogens blev færdigskrevet til dags dato.

Det er en vanvittigt fængslende og skræmmende bog. Og også en, man bliver klog af. Heldigvis undgår den hele vejen igennem at forfalde til decideret indforstået videnskabssprog, så den er tilgængelig for enhver læser og tilmed virkelig godt skrevet, således at man også nyder den måde, forfatterne evner at formidle deres imponerende viden og research.

Nærmest samtlige dokumenterede store epidemier gennemgås, og undervejs oplyses man såvel om epidemi-lingoens oprindelse (Hvorfor hedder det f.eks. lazaret og karantæne?), epidemiernes store indflydelse på verdenshistorien (Hvorfor, f.eks., kunne et forholdsvist lille antal spaniere tilsyneladende erobre Sydamerika så relativt nemt, og er sygdom nogensinde blevet anvendt som krigsvåben?) samt de, trods alt, forbedringer af menneskets levevilkår, som er direkte affødt af epidemier.

Det er en næsten alt for aktuel bog, som klart forklarer, hvorfor vi står præcis, hvor vi står. Samt som afslutningsbøn undrer sig over, at vi overhovedet står der, når vi egentlig burde have viden nok til både at kende og afværge pandemier. Tilsyneladende har vi meget svært ved at blive klogere og lære af fortiden–især i de perioder, hvor vi fortrænger, at pandemierne både er latente og lurer lige om hjørnet. Personligt oplevede jeg nærmest at blive lidt forbløffet ved læsningen om Aids, som jeg vel ikke havde glemt som sådan–men i alt fald var lykkedes med at fortrænge på blot 25 år.

I alt fald blev jeg klogere, mere oplyst, mere vidende. Samtidig er epidemiernes historie på en grusom og grotesk måde fascinerende læsning. Samt en kraftigt løftet pegefinger omkring, at vi nok skal til at forholde os noget mere seriøst på verdensplan til samme epidemier. Også, når vi forhåbentlig alle er kommet ud på den anden side. Især der!

Continue Reading

YES!

I mange, mange år led jeg af en lammende, neglebidende, storsvedende flyskræk. Ikke, at det har ret meget med dette at gøre. Og så alligevel! For når flyet endelig satte landingshjulene på jorden, faktisk netop det splitsekund, det skete, så lød der, højt, spontant, overlettet YES fra mig. Det kom sådan langt indefra og ville ud, helt uden planlæggelse eller aktiv medvirken. Det var sådan et YES, der nærmest symboliserede en livsforlængelse, et nyt håb. Så fik den mig heller ikke denne gang, den fæle flyver.

I går kom der et lignende YES ud af mig. Det skete lige præcis det øjeblik, hvor Biden var færdig med at afsige sin ed. Faktisk var jeg tyvstartet lidt, for Harris fik også et på forventet efterbevilling. Normalt ser jeg slet ikke amerikanske præsidentindsættelser. De er for opblæste, for højtidelige, for selvsmagende, for amerikanske, slet og ret, men i går gjorde jeg. Selvfølgelig skyldtes det også Coronaen. Eller det faktum, at der for tiden ikke er så forfærdeligt mange konkrete valgmuligheder og dermed alternativer til amerikanske præsidenteder. Men jeg så det nu også, fordi jeg havde sådan en lyst til legalt at drage et lettelsens suk, at sige YES, om man vil. Måske også for lige at sikre mig, at jeg rent faktisk KUNNE sige YES. At der ikke i sidste øjeblik var mobiliseret en trumpistisk pøbel til at skyde endnu et løgnagtigt hul i demokratiet. Det skete heldigvis ikke.

Og så er det jo slet ikke Biden som sådan, der får det der uimodståelige YES frem. Det er meget mere, at narren, narcissisten, løgneren, den nok farligste mand i verden er frataget sin magt. At verden får en slags fred til at hele sig ud af konstante trusler på såvel demokrati som frihed og sandhed. At hele den magtliderlige familie, hvis styring af et stort land primært fokuserede på egen vinding, er sat fra bestillinger, hvor de ikke blot influerer USA, men hele verden. Også mig.

Og når jeg nu var der og havde udbrudt mit lettelses YES, så blev jeg lidt hængende. Sådan som et af de mange personlignende, blafrende flag, der prydede græsplænen og skulle simulere en menneskemængde. (Det var da i det mindste ærligere end løgnerens insisteren på ikke-eksisterende deltagere til sin egen indsættelse!) Så jeg oplevede en storslået, nærmest gysfremkaldende version af den amerikanske nationalsang og en ung digter, der tryllebandt mig, som jeg ikke i mange år er blevet tryllebundet. Efter bare få linjer af hendes fantastiske digt, fik jeg, nærmest med tårer i øjnene, fremstammet, at for det første stod der her en kommende Nobelpristager, og for det andet fik jeg for første gang nogensinde abstinenser efter at undervise igen. Det digt ville være blevet smidt på bordet i samtlige mine engelskklasser. Hvis jeg underviste. Og hvis der var undervisning overhovedet…

Her til morgen læste jeg, at mange tilhængere af QAnon var dybt skuffede over samme indsættelsesceremoni. De var nemlig blevet lovet af deres kryptiske guru, at netop under ceremonien ville det endelig blive afsløret, det store Deep State attentat, som USA er offer for. For åbent tæppe til verden ville enhver kunne se, at Biden bare var en sølle bloddrikkende pædofil, og den eneste grund til, at Bill Gates ikke var til stede, var vel, at han var uhørt travlt optaget af at implementere mikrochips i samtlige Coronavacciner. Man kan næsten se Trump som en fordægtig Messias stige ned fra himlen med faderlig redning–men nok ikke fra Air Force One, for den var da heldigvis fløjet til Florida, hvor man nok blandt visse vejstående råbere, hvis man skal fornærme tilstrækkeligt mange, finder et intelligensniveau, der har lidt vanskeligt ved at komme i nærheden af gennemsnittet. Det skete så heldigvis ikke. Og det, at det lige præcis ikke skete, giver mig faktisk fornyet håb for, at i alt fald nogle forvildede må begynde at tvivle på såvel konspirationsteorier som på den løgn, Trump har fastholdt dem i.

Jeg er dybt forelsket i USA. Jeg er også dybt frastødt af det. Min ambivalens udgøres af et smukt, pragtfuld land med gæstfrie indbyggere på den ene side og så hele den politiske forvildelse, fattigdommen, ghettoerne og diskriminationen på den anden. Efter at have set indsættelsen og have fået en slags håb tilbage ( et meget langvarigt håb, der kræver tålmodighed) kan jeg næsten ikke vente med at komme derover igen.

Og så tror jeg, at jeg, selv om al den flyskræk heldigvis er totalt ovre, i det splitsekund, landingshjulene rammer jorden vil udstøde mit spontane YES. Ikke fordi, jeg har overlevet flyveturen, men fordi der er håb for, at USA overlever!

Continue Reading

Når tiderne skifter tilbage.

Jeg går ud fra, de fleste kan huske Pensionistvisen, eller Livets gang, som den egentlig hedder. Den blev såvel et hit som en øjenåbner dengang i 1980 (ja, det er 40 år siden!), hvor Grethe Sønck og Volmer Sørensen trissede den igennem i Cirkusrevyen. Den udstillede på underfundig, kærlig vis det ualmindeligt forudsigelige og mildest talt forfærdeligt kedelige liv, som netop de to pensionister levede. Et liv, hvor turene i Brugsen og det daglige indtag af de nødvendige piller ligesom blev højdepunkterne i et nærmest skemalagt liv, der bare skulle trisses af.

Jeg var ung dengang. Så jeg smilede af de to elskelige trissehoveder, men følte mig egentlig ikke beslægtet med dem. De repræsenterede en potentiel fremtid, som jeg slet ikke kunne forholde mig til, og som jeg da i alt fald ikke på nogen mulig måde kunne se frem til. Det var derfor, jeg kunne betragte dem som kuriositeter, som en slags levende museer over et sted, jeg i alt fald aldrig skulle komme.

Men det er lige før, jeg er der. På det samme museum af trisselighed, forudsigelighed og forbløffende mangel på liv. Det er Coronaens værk.

For i de 40 år, der er gået siden Sønck og Sørensen ristede brød og trissede i Brugsen, er der sket en revolution indenfor pensionismen. Majoriteten af nutidens pensionister trisser ikke–de går aktivt, løber nærmest for at nå det hele. De har et utal af interesser, som de aktivt dyrker, og har nærmest for lidt tid, fordi de skal nå alt det, der ikke var plads til i et travlt arbejdsliv. Nok går de i Brugsen, men de går også på livet, på verden, på oplevelse og til bageren efter brød, der ikke skal ristes. Og ind imellem glemmer de ligefrem deres piller i ren travlhed…

Altså indtil Coronaen. For den møgpandemi har nærmest transformeret pensionistlivet tilbage til den rene triste trissen. Der er jo ikke noget at gå til, steder at rejse hen, ud- af- huset interesser at dyrke, sociale arrangementer der skal passes. Det er som om, livet er ved at gå tilbage til en slags Livets gang, der kun i detaljerne adskiller sig fra 80-ernes trisseri. Dette er ikke et aktivt valg, for så var det blevet et fravalg. Det er såmænd bare fakta indenfor de grænser for muligheder, der er.

Jeg kan jo se det på mig selv. Det er lige før, jeg ubevidst er begyndt at trisse, og manden og jeg oparbejder flere og flere ydre ligheder med Sørensen og Sønck. Det sker sådan nærmest af sig selv, når der på intet tidspunkt er noget, man skal gå hurtigt og aktivt efter. Mine dage er også begyndt at ligne fotokopier af hinanden, hvor de største afvigelser fra normen består af dagens forskellige ruter for gåturene og variationer i aftensmaden. At gå i Brugsen ( eller hvor man nu går hen og handler) nærmer sig en begivenhed på oplevelseskontoen, og så må man endda ikke engang dele den, for sådan er reglerne. Jeg er ikke nået til det ristede brød endnu, men det skal nok komme. Sådan, snigende. Trissende.

Og så tror jeg endda ikke, dette udelukkende er et pensionistproblem. Med et fuldstændigt ustatistisk slag på tasken formoder jeg, at denne intensive fotokopiering af dage er fælles for rigtigt mange i denne tid. Det er som om, papiret har sat sig fast uden mulighed for fornyelse af indhold. At selv om man VIRKELIG gør sig umage for at være kreativ, innovativ og tænke ud af boksen, så strammer boksens begrænsninger, regler og normer så meget, at man næsten opgiver på forhånd og falder tilbage i at gøre præcis det samme som de forudgående dage.

Jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg keder mig, føler mig klaustrofobisk indelukket her i min kopiboks, har fået stækket de vinger, der forfærdeligt gerne ville flyve ud af den og er ved at blive kvalt i krav om tapperhed, som jeg simpelthen ikke kan honorere. Jeg er elendig til tapperhed. På mine daglige gåture får jeg sparket til så mange sten, at jeg ligefrem kan se alle løse sten på min vej forsøge at flygte i tide.

Det er godt, der er lys, forår og vaccinationer derude et sted. Selv om der er langt. For ellers frygter jeg lidt, at vi, med den fart tiderne skifter tilbage, om ikke så længe ser omkring 5 millioner kloner af Sønck og Sørensen trisse individuelt i Brugsen for at hente brød, de kan riste.

–Og så er de færdige med den dag…….

Continue Reading

Endnu en tysk film.

Fog in August. Netflix.

Jeg begriber ikke, hvorfor en tysk film skal udstyres med en engelsk titel på dansk Netflix. Man er bare nødt til at acceptere sprogroderiet for at finde frem til filmen derude i Netflix` enorme bagkatalog.

Endnu engang et af de små tyske mesterværker, for, som jeg har skrevet utallige gange før, så er tyskerne eminente til at lave film og serier. Det er især to faktorer, der tiltaler mig. For det første tager tyskerne deres egen historie dybt seriøst, med udpræget tysk grundighed og imponerende objektivitet. Det sidste noget af en bedrift i et land, der, diplomatisk sagt, godt kunne forfalde til at pynte lidt på visse kendsgerninger. Lige nu befinder tysk film sig i et ståsted, hvor især film om Nazitiden og DDR dominerer, en slags på afstand forligen sig med fortidens uhyrligheder og et opgør med en bagage, der samtidig er en historisk kendsgerning, man ikke kan flygte fra. For det andet har tysk film en både forståelig og på sin vis gammeldags fortællestil. Her er ikke de store eksperimenter, men en rolig, fremadskridende fortælling, der følger alle regler om hjem-ude-hjem og en afsluttet historie med en klar introduktion, forståeligt plot og spændingskurve og en afslutning, der ikke bare står og blafrer eller udelukkende er for de allermest skarpe hjerner. Tyskerne mestrer den gode historie, den store fortælling, om man vil.

Hvis man stadig har mesterværket Drengen i den stribede pyjamas siddende på de små film-fimrehår–for det har man, hvis man har set den!–så er denne film et must! Her er vi på en af de anstalter for samfundets uønskede i form af fysisk og psykisk handicappede og utilpassede, som Hitler meget hurtigt omdannede til en del af sin Endlösung. Det var udelukkende et spørgsmål om tid og tilstrækkelige aflivningsmetoder. Hertil kommer Ernst, en 10-årig rimeligt utilpasset, men absolut ikke på andre måder afvigende sigøjnerdreng. Fortalt fra barnets naive og subjektive synsvinkel introduceres vi til dette rædselssted, som udefra nok forekommer relativt spiseligt, men som voksen tilskuer ved man jo altid bedre. Kan gennemskue. Og så er det meget uspiseligt. Mildt sagt.

Filmens helt store scoop er dens casting. For samtlige skuespillere er tydeligvis valgt efter udseende, æstetisk appel, om man vil. Overlægen og den allermest morderiske sygeplejerske er vanvittigt smukke, tiltalende og perfekte mennesker på ydersiden, mens den hjertevarme og menneskelighed, der heldigvis og trods alt også eksisterer i dette forkammer til døden, bor i den ydre uskønhed, grimhed, om man vil. Det er ret genialt. Ydermere konfronteres vi ( igen, igen) med den blinde tro på socialdarwinismen, på overmennesket, på den rene race, således det bliver en forklaring (IKKE en undskyldning!) for at handle, som man gør.

Ernst er barnet i en grusom, uforståelig handlingsplan, men gennem filmen går han pinefuldt fra erkendelse til erkendelse. Han bliver voksen på den hårde måde. Den slags er selvfølgelig ikke tilladt et sådant sted. Man skal aldrig afsløre slutningen på en god film. Men jeg kan da godt afsløre, at man græder. Græder på præcis samme måde, som man næsten gik i ufrivillig krampegråd over drengen i den stribede pyjamas. Og som med alle de andre gode tyske film, så sidder man også tilbage beriget med en god oplevelse, en god historie, en slags stor fortælling.

PS. Og hvis man har mod på det mere alternative, så er den taiwanesiske film A Sun på Netflix også et lille mesterværk. Dens filmsprog er lidt anderledes, end vi i vesten er vant til, men dens historie er sønderknusende og fuldt ud genkendelig. giv den en chance!

Continue Reading

Om kager, prutter og belønningscentre.

Det er efterhånden ved at være en lidt udvandet Coronavits, at vi førhen prøvede at camouflere vores prutter ved at hoste. Nu prutter vi for at skjule et host. Og det skal vi nok lykkes med. At prutte, i alt fald.

For aldrig nogensinde har vi spist så mange kager og så meget slik. Det er som om, belønningscentrene derude er i så akut nød, at man resolut må gribe til det allermest forhåndenværende. Vi erstatter på livet løs ferierejsen med Othellolagkager og spiser Tivolituren op i wienerbrød, mens koncerten bliver til Piratos og det nærmeste alternativ til seriøs powershopping er blevet bland-selv-slik. Jeg ved det, jeg er der selv.

Når jeg traver mine ture på stierne, overhører jeg utallige snakke om, hvad der kan legaliseres af en gåtur. Folk taler i det hele taget meget om kager. Ikke nok med det. De køber dem også i stakkevis. I går, da netop vores belønningscentre var gået i åbenlyse abstinenser, var der simpelthen kageudsolgt i hele byen. Der var selvfølgelig også mange mennesker ude at gå i det fine vejr, så vi burde jo egentlig have forudset, at samtlige byens belønningscentre skulle en tur til bager.

Man kan selvfølgelig bage selv, kan jeg så indskyde som en slags parentes. Men efter 17 års uafbrudt, ulideligt tyranni fra Klassens Time kagen klokken 20 om aftenen før afspisningen, lagde jeg definitivt røreskeen fra mig engang for en 15 års tid siden, og jeg kommer der aldrig igen. Ingen Bagedyst eller nok så mange opfordringer rokker mig en tøddel. Mit mantra er, at så længe vi har bagere, så skal de også have en klar overlevelseschance. Eller så længe, andre er superbe udi hjemmebagningen, så skal ingen mere udsættes for mine kvababbelser, som kun skolebørn ikke gennemskuer som en trist masse bedækket med tonsvis af afledende glasur.

Mit belønningscenter er decideret Coronapåvirket. Det har gradvist opbygget det, der på moderne dansk hedder en craving for kager og slik, som er vokset direkte proportionelt med nedlukninger, kedsomhed og klaustrofobi. Jeg får akutte abstinenser, hvis jeg ikke har is i fryseren, og jeg bliver tilmed mere og mere selektiv indenfor min afspisning. Det er månedsvis siden, jeg var på citronmåne-stadiet eller lod mig nøje med de der paproulader, der smager af plastik og sikkert også er det. Der skal ordentlige kager fra konditoren til, og isen skal helst hedde noget flot og fransk. Forklaringen er ganske simpel og tredelt. For det første skal jeg jo belønnes, fordi det er synd for mig, at jeg ikke må alt det, jeg gerne vil. For det andet har jeg jo råd til det, netop fordi jeg ikke må det, jeg gerne vil. Endelig traver jeg så mange kilometer, at jeg på gående fod kan overbevise mig selv om, at jeg nærmest på forhånd har afgået en halv lagkage–endnu inden den er spist.

Jeg er sikker på, at bagerne og slikbutikkerne vil opleve et markant fald i omsætningen, når livet igen bliver normaliseret. Og det skyldes altså ikke bare, at vi sønderjyder nok igen kan komme over grænsen. Man vil givetvis se en omlægning af belønnelsescentrenes krav, som omdanner romkugler til solrejser, slik til storbyferier og Pandalakridser til festivaller.

Men indtil da har jeg faktisk et lille problem. Netop på grund af kager og slik. Der er desværre opstået en asymmetri i mig rent fordøjelsesmæssigt, hvis man skal gå efter den noget slidte Coronavits.

Jeg hoster simpelthen for lidt!

Continue Reading

Om at hilse.

Når man, som jeg, er usædvanligt terræn-gående i denne ikke-kommen-hinanden-ved-tid, så indvies man mere mere og mere i manualen over absolut uskrevne regler over simpel hilsning. Altså den slags hilsner, der finder sted mellem mennesker, der er ude at gå dagens obligatoriske kedsomhedsdræbertur eller bare godt kan lide lidt frisk luft.

En positiv ting er der da kommet ud af Coronaen. Vi er begyndt at hilse på hinanden. Det er som om, de håndtryk og knus, vi ikke kan give til folk, vi kender, er blevet transformerede over i, at vi hilser på de fleste ukendte, der passerer vores gåvej. Men helt så nemt er det så ikke. Slet ikke. For nok hilser vi, men der er altså en ret kompliceret ting at hilse korrekt.

For det første er der det med alderen. Altså alderen på den eller de personer, der kommer imod en. Den skal man lige have aflæst for at afværge ordmæssige bommerter, selv om det selvfølgelig både kan være svært og sikkert også ind imellem fornærmende. Fra mit aldersmæssige ståsted er hovedreglen, at alle ældre end mig selv hilses med et “Dav”, mens de fleste yngre får et “Hej”. Det indebærer selvfølgelig risikoen for selv at få et Dav, men så kan man jo altid spille halvdøv eller række lidt tunge i frustration bagefter. Brud på alderdomsreglen er dog, at alle, man kender rimeligt godt, altid, nærmest enhver alder underordnet, hilses med Hej. Undtagen dem, man ikke kender så godt alligevel, altså, og som sådan virker en smule datede.

Så er er den med Hej-et. Altså Hej-et til folk, man kender i forskellige grader. De tre bogstaver kan udtales på utallige måder, med diverse tryk og med absolut varierende længde. Som hovedregel er Hej-ets længe direkte proportionelt med, hvor godt man kender folk. Dem, man kun kender lidt eller ikke sådan rigtigt har mod på at komme til at kende mere, får den korteste version, mens rimeligt tætte bekendte får et alenlangt Hej. Nogle endda 2, men så rationerer man lidt og gør dem lidt kortere. Dem, man undervejs lige skal stå og råbe lidt til på 2 meters Coronaafstand, kan man godt spise af med et lidt barberet Hej, for de får jo, om man så kan sige det, erstatning i form af nogle andre ord.

Der er også dem, der kun får mimeudgaven. Dem kan man næsten kende på 10 meters afstand. De ser nemlig enten sure ud eller kigger stift ned i jorden. Så kan man sådan mime et Dav eller Hej, fordi man både er lidt i tvivl og samtidig ikke vil trænge sig på med en hilsen, de måske slet ikke vil have. Man kan også mumle den ned i sit halstørklæde og bagefter fortælle sig selv, at man var høflig.

Undtagelse 1 fra alle disse regler er, hvis man har hund med. Hunde er for det første ligeglade med hilseregler og har helt deres egne. De hilser mest med, på og under numserne og er sande superspredere i samtlige bakterier. Men møder man andre mennesker med hund, dropper man gerne alt det fis med Hej, Dav og længden på trebogstavs-hilsner. I stedet råber man på god afstand “Gør din hund noget?”, og svaret på det er sådan en slags kode for hundeejere, der enten legaliserer, at ens dyr hilser hinanden i numsen–eller at man går i en stor bue udenom hinanden. Helt uden at bekymre sig om Hej-er, Dav-er, snoreførerens alder eller personlige bekendtskaber.

Undtagelse 2 er supermarkedszoner. Hvis man befinder sig indenfor en radius af ca. 200 meter fra et supermarked, suspenderes de fleste regler. Så hilser man kun på dem, man alligevel ville have sagt Hej til. Fremmede mennesker, især dem med poser, forbigåes i tavshed og evig suspension fra alle terræn-gåendes regler. De er ikke med. De er ikke en del af det store terræn-gå fællesskab og dets indbyrdes hils. Det er nemlig meget vigtigt at lokalisere, om fremmede har et indkøbsmæssigt formål med deres gåen, eller de bare er ude at gå en tur. For ligeså vel som man garanteret Hej-er, Dav-er eller halstørklædemumler til akkurat de samme fremmede på stier og traveveje, så ignorerer man dem fuldstændigt, når de ekviperer sig med indkøbsposer. Sådan er det bare.

Og selvfølgelig laver man fejl. Jeg gør i alt fald. I begyndelsen var jeg ret elendig til overhovedet at hilse, for det har jeg ikke sådan brugt så overvældende overfor fremmede, før jeg blev coroneret til det. Man får afkortet de forkerte Hej-er, får Dav-et nogle ikke helt så trekvartgamle, understår sig ind imellem i at hilse på teenagere med ørebøffer og påmonterede mobiler–og så kommer man sådan lidt i familie med alle dem, man næsten møder hver dag på sine ruter. Ikke, at det er forkert. Det, der er problemet, er oftest, at man bliver lidt tvivlrådig omkring, hvordan i alverden man skal hilse efter 30 ganges møde på den samme sti. Kan man virkelig blive ved med det korte Hej, eller skal vokalen forlænges direkte proportionelt med antallet af terræn-gående møder? Skal man måske ligefrem standse op og snakke?

Eller skal man, som den lille dreng, jeg mødte 2 gange på samme rundtur i går, bare konstatere “Er det nu dig igen?” Det er da også en indgangsbøn og et tiltag i en tid, hvor man da i det mindste må sige, at Coronaen, trods alt, har lært os at hilse. Selv om manualen godt nok er svær. Og stadig uskreven.

Continue Reading

Når humor holder.

Jeg gætter som regel med i Politikens rejsequiz hver søndag. Jeg er ikke særligt god til det, selv om jeg egentlig ikke synes, jeg er udpræget underberejst. Hvis jeg har været på stedet, kan jeg for det meste gætte det. Hvis ikke, er jeg lost. Men i dag kunne jeg brillere med et perfekt gæt–på bare en lille sætning. Og så smilede jeg. Nej, grinte. Grinte lige ud i luften, blev i sådan et rart humør. Det var lige før, jeg ikke kunne stoppe….

For der stod “Det sker, at de lokale i byen blive spurgt om vej til et hotel, der er kendt af mange, men som ikke findes i virkeligheden.”

Og af alle ikke-eksisterende hoteller i hele verden, er der vel kun et, der i min generation har brændt sig ind på nethinden, hvor det danser glædestrålende rundt og bare bliver bedre og bedre for hver gang, det sådan lige dukker op. Faulty Towers. Denne kolos af skidthvid viktoriansk ucharme, som skulle ligge i Torquay på den engelske sydkyst. Der, hvor Basil hysterisk, kolerisk og fuldstændigt umådeholdent surrealistisk generer enhver hotelgæst, der måtte finde vej til stedet. Hvor Sybil spiser uanede mængder af fyldte chokolader i sengen og repræsenterer en form for realitetssans ved dog at forsøge at tæmme sin evigt tikkende bombe af en mand. Hvorfor de to overhovedet er gift med hinanden er en af en slags påstande, som man vel kun accepterer, fordi det trods alt er fiktion. Hvor Manuel, den stakkels spanske tjener med det uhyre begrænsede ordforråd, er et helt leksikon over mulige misforståelser, og hvor Polly, søde, varmhjertede Polly, til enhver tid forsøger at få sin sødme til at dække over samtlige katastrofer. Og dem er der mange af. På en skala, som i real life var ganske utænkelig–tænk bare på sundheds- og veterinærmyndigheder og støttegrupper for udsatte personer, så som pensionerede majorer og andre let narrelige eksistenser. Enhver karakter i serien er som taget ud af det gamle Mester Jakel teater: groft karikeret, stereotyp helt ind til benet, uden nogen åbenlys relevans til virkeligheden. Men dog så genkendelig. Så frygteligt morsomt genkendelig. For vi kender alle sammen Basil. Han sidder både inde i os selv og i alle dem, vi kender. Mere eller mindre.

Faulty Towers blev produceret fra 1975-79. Jeg så den første gang, da jeg som meget ung arbejdede på en kostskole i England. Der tabte jeg mit hjerte. Jeg har så ikke fået det igen siden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set seriens episoder, men det er i alt fald tilstrækkeligt til, at jeg kan de fleste udenad. Sådan, på den måde, at man griner på forventet efterbevilling, fordi man ved præcis hvilken katastrofe, der lurer om hjørnet, når Basil slæber rundt på lig i vasketøjskufferter, når der er rotter i køkkenet, og når vi alle sammen ikke skal “mention the Germans.” Jeg er analfabet med hensyn til episodernes titler, men er ret stærk i “den der, hvor….”, og min personlige manual over pragtfulde replikker er fuldt ud lige så fyldig som mit Matadorkatalog. Jeg ved ikke, om det siger noget om nationaliteter, at vi er så stærke i Matador, mens briterne er omvandrende leksika i Faulty Towers? Måske.

Men det giver da stof til eftertanke, at en serie, der nu er næsten 50 år gammel, stadig holder. Godt nok er de enkelte afsnit blevet lidt snusketgrå i farverne, flere af skuespillerne er døde i endda ret fremskreden alder og det England, der afbildes, minder meget lidt om Boris Johnsons ( selv om han nok i al sin imperialistiske konservatisme ville ønske, det gjorde!), men humoren….. Den holder. Den holder hver evig, eneste gang. Holder, så det er en af de eneste serier, der kan få mig til at grine højt. Nogle gange som sagt endda på forskud. Det er falde-på- halen ( i Manuels tilfælde helt konkret!), det er ofte dybt anakronistisk, det er lagkage, og det er seriernes ukronede konge af gennemført irriterende, øretæveindbydende, gåen- over- stregen opførsel, der står som hovedperson. Men det er F… morsomt. Og det bliver det ved med. I alt fald for mig.

Så der er ingen grund til at opsøge byen for at lokalisere et hotel, der aldrig har eksisteret. Det må man jo heller ikke lige nu. Men man kan komme på besøg og genopfriske både sin latter og sin irritation på Netflix. Hvis da ikke en TV-station genudsender, for et gør de tit. Hvilket fortæller mig, at jeg altså ikke er den eneste, der har været svoren fan af en ubehøvlet hotelejer på et ikke-eksisterende hotel i næsten 50 år!

Continue Reading

Om katedraler og Covid.

Når man står og skal have en masse mennesker vaccineret nogenlunde samtidigt ( som man jo skal, hvis vaccinefirmaerne ellers overholder deres livsvigtige aftaler!), så kræver det meget plads. Til venten, til selve vaccineringen og til efterfølgende observation. I går ventede jeg (det var jo ikke mig, der skulle opgraderes) f.eks. udenfor en stor Arla lagerhal.

Så industrielle er de ikke i England. Her tænker de lidt mere guddommeligt kreativt. For hvorfor ikke anvende de store, og på nuværende tidspunkt, relativt tomme katedraler? Her er masser af plads, nærmest al for megen plads, og måske kan man endda hive sig en form for velsignelse fra oven med hjem ved samme lejlighed. I alt fald har man indrettet vaccinationsområder i flere katedraler, og da England jo på ingen måde går i akut katedralmangel på noget tidspunkt, giver det samtidig en god, decentraliseret spredning.

Det skrives endda, at ( sikkert midlertidigt arbejdsløse) organister stiller op og akkompagnerer stikkeriet med smuk, tordnende orgelmusik. Jeg er sikker på, kanyleangste sagtens kan afledes tilstrækkeligt af et buldrende orgel, mens man i sin efterventning bare kan sidde og falde hen til al den smukke musik.

Sikke da en fantastisk ide! Den kunne vi godt lige efterabe herhjemme. Jeg ville med glæde smutte en tur i domkirken og få mit, på den måde, næsten guddommelige stik. Og mens jeg så skulle afvente de obligatoriske 15 minutter, ville jeg da til enhver tid foretrække at sidde med et smukt tordnende orgel i ørerne og en imponerende gammel domkirke i øjnene. Fremfor en udrangeret, klatmalet og kold lagerhal hos Arla!! Det er som om, det næsten bliver blasfemisk overhovedet at lave sammenligningen. Op på kirketrapperne SSI. Her må gerne kopieres!

Continue Reading

Om vaccinationer.

Manden skal vaccineres i dag. Det skal hans kone så ikke. Og jeg må sige, åbent og ærligt indrømme, at jeg er så misundelig, at jeg næsten ikke kan rumme det. Når jeg sidder der i bilen og venter på ham, mens han er inde og få det, der næsten synes som selve adgangsbilletten til at få livet, normaliteten og befrielsen fra angst tilbage, så vil jeg på den ene side være stormende lykkelig på hans vegne og på den anden skulle bide mig selv seriøst der, hvor misundelsen sidder. Det er nok i læben.

For mig er vaccinationen kommet til at stå som indbegrebet af udfrielse. Jeg ved godt, at man ikke går totalt knuseamok og begynder at holde intime parties med med-vaccinanter af den grund, men jeg tror samtidig, man sådan tillader sig selv en lille følelse af beskyttelse, af lettelse, af mindre basal forskrækkelse. At man kommer til at færdes lidt mere frit. At man begynder at tro på, at der virkelig er en ende på det hele. At det lille prik bliver det, der langsomt, men sikkert, bliver returbilletten til en form for normalitet. Den følelse glæder jeg mig til at prøve at eje.

Nu skal han selvfølgelig ikke tro, det sådan er omkostningsfrit at være på A-holdet. Der følger skam forpligtelser med, for nu kan man jo med god samvittighed og fine begrundelser hælde alt det, der foregår udenfor huset, ud på ham. Han kommer til at købe ret meget ind, gør han. Der må vel, trods alt, være måder, hvorpå man kan vise sin misundelse sådan mere konkret. Imens vil jeg så sidde herhjemme og prøve at være tapper. Jeg er fundamentalt enormt elendig til tapperhed, egner mig ulideligt lidt til det, og synes inderst inde, at tapperhed er en smule overrated. Især for tiden.

Men en ting har nu alligevel slået mig i denne vaccinationstid. Man kunne nemlig med lethed have frygtet en ulmende utilfredshed med de danske vaccinationsstrategier. Altså planerne for, hvem der skal have det i sidste ende måske livsreddende stik, hvornår. Regeringen har udformet en plan, der med udgangspunkt i det, man vel godt kan kalde det stik modsatte af socialdarwinisme, tager klart udgangspunkt i de ældste og svageste borgere. Andre regimer kunne have haft noget anderledes strategier. Det er flot og meget sigende om os, at vi slet ikke har haft diskussioner og markante utilfredsheder herhjemme på den konto. At vi har accepteret og bifaldet, at sådan skal og må det være. Det viser ikke så lidt om vores helt basale måde at tænke på og den fundamentale indstilling, vi har til andre mennesker. Det kan vi vist godt være stolte af! Meget stolte!

Det burde selvfølgelig have været sådan, at dagens mand i vaccine ligesom skulle finansiere en form for fejring. En markering på den nye begyndelse. Vi har virkelig overvejet det! En god frokost på en hyggelig landevejskro på vejen hjem ville bestemt have været en naturlig afslutning på mærkedagen. No-go, desværre. En god gåtur med en smule forretningskig i den fremmede by, hvor han skal vaccineres, så da. Bestemt en mulighed under normale forhold, men jeg må indrømme, at tidens tomme, afdøde gågader nærmere giver mig små depressioner end store opmuntringer. Indtil nu har jeg aldrig rigtigt vidst, hvor livløs en bymidte kan se ud, når selve formålet med den er sat på stand-by. Det hele ligner jo Langfredagene i min barndom. Gange 7. Heldigvis har de tilbud på skyr i den Bilka, vi nødvendigvis skal passere, så det bliver dagens oplevelse og belønning. Selv om vi selvfølgelig må snige os ind og prøve at lade som om, vi handler hver for sig.

Og så vil jeg prøve at tøjle min misundelse. Mobilisere lidt af den tapperhed, der ligger mig så fjern, indtil det bliver min tur dernede sidst i køen. Se frem til den dag, hvor også jeg kan få lettelsens stik og dermed retten til at komme på arbejde igen. Men misundelig–det er jeg sgu`!

Continue Reading