I mange, mange år led jeg af en lammende, neglebidende, storsvedende flyskræk. Ikke, at det har ret meget med dette at gøre. Og så alligevel! For når flyet endelig satte landingshjulene på jorden, faktisk netop det splitsekund, det skete, så lød der, højt, spontant, overlettet YES fra mig. Det kom sådan langt indefra og ville ud, helt uden planlæggelse eller aktiv medvirken. Det var sådan et YES, der nærmest symboliserede en livsforlængelse, et nyt håb. Så fik den mig heller ikke denne gang, den fæle flyver.

I går kom der et lignende YES ud af mig. Det skete lige præcis det øjeblik, hvor Biden var færdig med at afsige sin ed. Faktisk var jeg tyvstartet lidt, for Harris fik også et på forventet efterbevilling. Normalt ser jeg slet ikke amerikanske præsidentindsættelser. De er for opblæste, for højtidelige, for selvsmagende, for amerikanske, slet og ret, men i går gjorde jeg. Selvfølgelig skyldtes det også Coronaen. Eller det faktum, at der for tiden ikke er så forfærdeligt mange konkrete valgmuligheder og dermed alternativer til amerikanske præsidenteder. Men jeg så det nu også, fordi jeg havde sådan en lyst til legalt at drage et lettelsens suk, at sige YES, om man vil. Måske også for lige at sikre mig, at jeg rent faktisk KUNNE sige YES. At der ikke i sidste øjeblik var mobiliseret en trumpistisk pøbel til at skyde endnu et løgnagtigt hul i demokratiet. Det skete heldigvis ikke.

Og så er det jo slet ikke Biden som sådan, der får det der uimodståelige YES frem. Det er meget mere, at narren, narcissisten, løgneren, den nok farligste mand i verden er frataget sin magt. At verden får en slags fred til at hele sig ud af konstante trusler på såvel demokrati som frihed og sandhed. At hele den magtliderlige familie, hvis styring af et stort land primært fokuserede på egen vinding, er sat fra bestillinger, hvor de ikke blot influerer USA, men hele verden. Også mig.

Og når jeg nu var der og havde udbrudt mit lettelses YES, så blev jeg lidt hængende. Sådan som et af de mange personlignende, blafrende flag, der prydede græsplænen og skulle simulere en menneskemængde. (Det var da i det mindste ærligere end løgnerens insisteren på ikke-eksisterende deltagere til sin egen indsættelse!) Så jeg oplevede en storslået, nærmest gysfremkaldende version af den amerikanske nationalsang og en ung digter, der tryllebandt mig, som jeg ikke i mange år er blevet tryllebundet. Efter bare få linjer af hendes fantastiske digt, fik jeg, nærmest med tårer i øjnene, fremstammet, at for det første stod der her en kommende Nobelpristager, og for det andet fik jeg for første gang nogensinde abstinenser efter at undervise igen. Det digt ville være blevet smidt på bordet i samtlige mine engelskklasser. Hvis jeg underviste. Og hvis der var undervisning overhovedet…

Her til morgen læste jeg, at mange tilhængere af QAnon var dybt skuffede over samme indsættelsesceremoni. De var nemlig blevet lovet af deres kryptiske guru, at netop under ceremonien ville det endelig blive afsløret, det store Deep State attentat, som USA er offer for. For åbent tæppe til verden ville enhver kunne se, at Biden bare var en sølle bloddrikkende pædofil, og den eneste grund til, at Bill Gates ikke var til stede, var vel, at han var uhørt travlt optaget af at implementere mikrochips i samtlige Coronavacciner. Man kan næsten se Trump som en fordægtig Messias stige ned fra himlen med faderlig redning–men nok ikke fra Air Force One, for den var da heldigvis fløjet til Florida, hvor man nok blandt visse vejstående råbere, hvis man skal fornærme tilstrækkeligt mange, finder et intelligensniveau, der har lidt vanskeligt ved at komme i nærheden af gennemsnittet. Det skete så heldigvis ikke. Og det, at det lige præcis ikke skete, giver mig faktisk fornyet håb for, at i alt fald nogle forvildede må begynde at tvivle på såvel konspirationsteorier som på den løgn, Trump har fastholdt dem i.

Jeg er dybt forelsket i USA. Jeg er også dybt frastødt af det. Min ambivalens udgøres af et smukt, pragtfuld land med gæstfrie indbyggere på den ene side og så hele den politiske forvildelse, fattigdommen, ghettoerne og diskriminationen på den anden. Efter at have set indsættelsen og have fået en slags håb tilbage ( et meget langvarigt håb, der kræver tålmodighed) kan jeg næsten ikke vente med at komme derover igen.

Og så tror jeg, at jeg, selv om al den flyskræk heldigvis er totalt ovre, i det splitsekund, landingshjulene rammer jorden vil udstøde mit spontane YES. Ikke fordi, jeg har overlevet flyveturen, men fordi der er håb for, at USA overlever!

Det er efterhånden ved at være en lidt udvandet Coronavits, at vi førhen prøvede at camouflere vores prutter ved at hoste. Nu prutter vi for at skjule et host. Og det skal vi nok lykkes med. At prutte, i alt fald.

For aldrig nogensinde har vi spist så mange kager og så meget slik. Det er som om, belønningscentrene derude er i så akut nød, at man resolut må gribe til det allermest forhåndenværende. Vi erstatter på livet løs ferierejsen med Othellolagkager og spiser Tivolituren op i wienerbrød, mens koncerten bliver til Piratos og det nærmeste alternativ til seriøs powershopping er blevet bland-selv-slik. Jeg ved det, jeg er der selv.

Når jeg traver mine ture på stierne, overhører jeg utallige snakke om, hvad der kan legaliseres af en gåtur. Folk taler i det hele taget meget om kager. Ikke nok med det. De køber dem også i stakkevis. I går, da netop vores belønningscentre var gået i åbenlyse abstinenser, var der simpelthen kageudsolgt i hele byen. Der var selvfølgelig også mange mennesker ude at gå i det fine vejr, så vi burde jo egentlig have forudset, at samtlige byens belønningscentre skulle en tur til bager.

Man kan selvfølgelig bage selv, kan jeg så indskyde som en slags parentes. Men efter 17 års uafbrudt, ulideligt tyranni fra Klassens Time kagen klokken 20 om aftenen før afspisningen, lagde jeg definitivt røreskeen fra mig engang for en 15 års tid siden, og jeg kommer der aldrig igen. Ingen Bagedyst eller nok så mange opfordringer rokker mig en tøddel. Mit mantra er, at så længe vi har bagere, så skal de også have en klar overlevelseschance. Eller så længe, andre er superbe udi hjemmebagningen, så skal ingen mere udsættes for mine kvababbelser, som kun skolebørn ikke gennemskuer som en trist masse bedækket med tonsvis af afledende glasur.

Mit belønningscenter er decideret Coronapåvirket. Det har gradvist opbygget det, der på moderne dansk hedder en craving for kager og slik, som er vokset direkte proportionelt med nedlukninger, kedsomhed og klaustrofobi. Jeg får akutte abstinenser, hvis jeg ikke har is i fryseren, og jeg bliver tilmed mere og mere selektiv indenfor min afspisning. Det er månedsvis siden, jeg var på citronmåne-stadiet eller lod mig nøje med de der paproulader, der smager af plastik og sikkert også er det. Der skal ordentlige kager fra konditoren til, og isen skal helst hedde noget flot og fransk. Forklaringen er ganske simpel og tredelt. For det første skal jeg jo belønnes, fordi det er synd for mig, at jeg ikke må alt det, jeg gerne vil. For det andet har jeg jo råd til det, netop fordi jeg ikke må det, jeg gerne vil. Endelig traver jeg så mange kilometer, at jeg på gående fod kan overbevise mig selv om, at jeg nærmest på forhånd har afgået en halv lagkage–endnu inden den er spist.

Jeg er sikker på, at bagerne og slikbutikkerne vil opleve et markant fald i omsætningen, når livet igen bliver normaliseret. Og det skyldes altså ikke bare, at vi sønderjyder nok igen kan komme over grænsen. Man vil givetvis se en omlægning af belønnelsescentrenes krav, som omdanner romkugler til solrejser, slik til storbyferier og Pandalakridser til festivaller.

Men indtil da har jeg faktisk et lille problem. Netop på grund af kager og slik. Der er desværre opstået en asymmetri i mig rent fordøjelsesmæssigt, hvis man skal gå efter den noget slidte Coronavits.

Jeg hoster simpelthen for lidt!

Når man, som jeg, er usædvanligt terræn-gående i denne ikke-kommen-hinanden-ved-tid, så indvies man mere mere og mere i manualen over absolut uskrevne regler over simpel hilsning. Altså den slags hilsner, der finder sted mellem mennesker, der er ude at gå dagens obligatoriske kedsomhedsdræbertur eller bare godt kan lide lidt frisk luft.

En positiv ting er der da kommet ud af Coronaen. Vi er begyndt at hilse på hinanden. Det er som om, de håndtryk og knus, vi ikke kan give til folk, vi kender, er blevet transformerede over i, at vi hilser på de fleste ukendte, der passerer vores gåvej. Men helt så nemt er det så ikke. Slet ikke. For nok hilser vi, men der er altså en ret kompliceret ting at hilse korrekt.

For det første er der det med alderen. Altså alderen på den eller de personer, der kommer imod en. Den skal man lige have aflæst for at afværge ordmæssige bommerter, selv om det selvfølgelig både kan være svært og sikkert også ind imellem fornærmende. Fra mit aldersmæssige ståsted er hovedreglen, at alle ældre end mig selv hilses med et “Dav”, mens de fleste yngre får et “Hej”. Det indebærer selvfølgelig risikoen for selv at få et Dav, men så kan man jo altid spille halvdøv eller række lidt tunge i frustration bagefter. Brud på alderdomsreglen er dog, at alle, man kender rimeligt godt, altid, nærmest enhver alder underordnet, hilses med Hej. Undtagen dem, man ikke kender så godt alligevel, altså, og som sådan virker en smule datede.

Så er er den med Hej-et. Altså Hej-et til folk, man kender i forskellige grader. De tre bogstaver kan udtales på utallige måder, med diverse tryk og med absolut varierende længde. Som hovedregel er Hej-ets længe direkte proportionelt med, hvor godt man kender folk. Dem, man kun kender lidt eller ikke sådan rigtigt har mod på at komme til at kende mere, får den korteste version, mens rimeligt tætte bekendte får et alenlangt Hej. Nogle endda 2, men så rationerer man lidt og gør dem lidt kortere. Dem, man undervejs lige skal stå og råbe lidt til på 2 meters Coronaafstand, kan man godt spise af med et lidt barberet Hej, for de får jo, om man så kan sige det, erstatning i form af nogle andre ord.

Der er også dem, der kun får mimeudgaven. Dem kan man næsten kende på 10 meters afstand. De ser nemlig enten sure ud eller kigger stift ned i jorden. Så kan man sådan mime et Dav eller Hej, fordi man både er lidt i tvivl og samtidig ikke vil trænge sig på med en hilsen, de måske slet ikke vil have. Man kan også mumle den ned i sit halstørklæde og bagefter fortælle sig selv, at man var høflig.

Undtagelse 1 fra alle disse regler er, hvis man har hund med. Hunde er for det første ligeglade med hilseregler og har helt deres egne. De hilser mest med, på og under numserne og er sande superspredere i samtlige bakterier. Men møder man andre mennesker med hund, dropper man gerne alt det fis med Hej, Dav og længden på trebogstavs-hilsner. I stedet råber man på god afstand “Gør din hund noget?”, og svaret på det er sådan en slags kode for hundeejere, der enten legaliserer, at ens dyr hilser hinanden i numsen–eller at man går i en stor bue udenom hinanden. Helt uden at bekymre sig om Hej-er, Dav-er, snoreførerens alder eller personlige bekendtskaber.

Undtagelse 2 er supermarkedszoner. Hvis man befinder sig indenfor en radius af ca. 200 meter fra et supermarked, suspenderes de fleste regler. Så hilser man kun på dem, man alligevel ville have sagt Hej til. Fremmede mennesker, især dem med poser, forbigåes i tavshed og evig suspension fra alle terræn-gåendes regler. De er ikke med. De er ikke en del af det store terræn-gå fællesskab og dets indbyrdes hils. Det er nemlig meget vigtigt at lokalisere, om fremmede har et indkøbsmæssigt formål med deres gåen, eller de bare er ude at gå en tur. For ligeså vel som man garanteret Hej-er, Dav-er eller halstørklædemumler til akkurat de samme fremmede på stier og traveveje, så ignorerer man dem fuldstændigt, når de ekviperer sig med indkøbsposer. Sådan er det bare.

Og selvfølgelig laver man fejl. Jeg gør i alt fald. I begyndelsen var jeg ret elendig til overhovedet at hilse, for det har jeg ikke sådan brugt så overvældende overfor fremmede, før jeg blev coroneret til det. Man får afkortet de forkerte Hej-er, får Dav-et nogle ikke helt så trekvartgamle, understår sig ind imellem i at hilse på teenagere med ørebøffer og påmonterede mobiler–og så kommer man sådan lidt i familie med alle dem, man næsten møder hver dag på sine ruter. Ikke, at det er forkert. Det, der er problemet, er oftest, at man bliver lidt tvivlrådig omkring, hvordan i alverden man skal hilse efter 30 ganges møde på den samme sti. Kan man virkelig blive ved med det korte Hej, eller skal vokalen forlænges direkte proportionelt med antallet af terræn-gående møder? Skal man måske ligefrem standse op og snakke?

Eller skal man, som den lille dreng, jeg mødte 2 gange på samme rundtur i går, bare konstatere “Er det nu dig igen?” Det er da også en indgangsbøn og et tiltag i en tid, hvor man da i det mindste må sige, at Coronaen, trods alt, har lært os at hilse. Selv om manualen godt nok er svær. Og stadig uskreven.