Om IKKE at skulle noget.

Lige nu har jeg nok mest ( altså udover de syge, de gamle og de udsatte) ondt af arbejdende forældre med mindre skolebørn. Det er mig ubegribeligt, at de overkommer både at passe deres hjemmearbejde samt at hjemmeundervise børnene samtidig. I min optik kræver det noget så mirakuløst som at være i stand til at være to steder på en gang, og det har jeg aldrig fået lært mig selv. Jeg kender heller ikke nogen, der har. Udover det tænker jeg tit på de udfordringer, samme forældre rent fagligt stilles overfor. Hvis det var mine børn, kom de aldrig længere end 3. klasses pensum i matematik, for slet ikke at tale om andre naturvidenskabelige fag, hvis eksistens jeg egentlig bare tror, jeg ville forsøge at bevare som en hemmelighed. På plussiden ville de nok blive forsvarligt gode til engelsk.

Men det er jo slet ikke mit problem. Som (ufrivillig) pensionist står man, om man så kan sige, med det direkte modsatte problem. Hvor de arbejdende–og især de arbejdende med skolesøgende børn–må finde det ualmindeligt problematisk at få tiden, døgnet, til at slå til timemæssigt, så er problemet vel for mange pensionister og arbejdsløse, at døgnet pludselig står der med alle sine timer, som skal udfyldes med alt andet end det, de normalt går med. Normalt er de fleste pensionister enormt aktive. I alt fald de, jeg kender. De svømmer rundt i sportslige, sociale og børnebørnsrelaterede aktiviteter og har kalendere, der nærmest er overtegnede af alt det, de gerne vil belønne sig selv med efter et langt arbejdsliv.

Men lige nu er der intet. Al sport er lukket ned, man er som hovedregel forbandet ikke-social, for andre mennesker er potentielle smittekilder, og den der med lige at stikke af et par dage eller nogle timer til hovedstaden, eller hvor man nu ellers har sine børn, er absolut no-go. Vinteren byder heller ikke på de store muligheder, eller fornyet lyst, til udendørs aktiviteter, selv om man selvfølgelig, behørigt iklædt de lange underbukser inderst, gerne skal afsted på sine gåture. Efter lange, travle arbejdsliv, hvor det var et puslespil at lokalisere timer eller tid nok, står man pludselig her i nedlukningen med et så overvældende overskud af tid, at det sådan næsten er gået hen og blevet en smule problematisk.

For nok er der bøger nok. Og aviser. Der er også streamingtjenester, flow-TV og masser af garn. Der er også oplagte muligheder for at få den møgkælder, det udhus eller det værelse, der har stået i stampe i sit eget rod i årevis, fuldstændigt ført up-to-date. Det skorter på ingen mulig måde på tilbud, man godt nok overhovedet ikke har lyst til at tage imod. Og som altid har foranlediget utallige overspringshandlinger. Problemet med alle disse gøremål er så bare, at for de fleste er de nogle, man gør oveni, ved siden af, når der er tid–eller når man trænger til en belønning for veludført arbejde. Jeg sætter mig normalt ikke med en bog eller falder i en 10 episoders lang serie efter morgenmaden, for mit indre, moralske kompas synes altså, at den slags er noget, man gør sig fortjent til som afslapning efter endte dåder. Omvendt kaster jeg mig heller ikke over skodkælderen med den ene begrundelse, at det er det eneste, jeg sådan lige kan finde på. Der skal større incitamenter til. Vekselvirkningen mellem ting, man har lyst til og ting, man bør gøre, er ligesom gået i opløsning her i denne tid, hvor der absolut intet obligatorisk er på dagsordenen. Der er intet, man skal og intet, man må gøre som belønning for at have gjort det, man skal. Og samtidig–i alt fald hos mig–kan jeg ikke overtale de sidste rester af gammel arbejdsmoral til, at jeg bare må gå i litterært og TV-sk selvsving den ganske, udslagne dag.

Selvfølgelig var det rart på forhånd at tænke på ikke at skulle noget det meste af januar pga. nedlukning. Det er straks værre at være i det. Selv om “værre” nok er det forkerte ord. Lad os bare bruge røvkedeligt i stedet. Min umiddelbare tanke er også, at det nok ikke standser ved januar, men at nedlukningen mindst går frem til vinterferien. De, der hørte Corona-Lone i Deadline i aftes, er nok tilbøjelige til at give mig ret, for hun ( der af mig anses for den største kapacitet (Ja, større end Brostrøm!) herhjemme på netop det område) var, omend meget smilende, noget pessimistisk omkring såvel oplukning som vores håndtering af den drilske afart, vi har arvet fra det selvudråbte, selvstændige imperium derovre på den anden side af Nordsøen.

Vi er heldigvis to. To der har hinanden at tale, småskændes, gå ture, se TV og finde på gode undskyldninger for at forbigå kælderen med. Jeg ville nødigt være alene i denne tid. Det må være fuldstændigt lige så stressende som de vilkår, børnefamilerne har. Bare med modsat fortegn.

Men for os alle gælder, at det er en udfordring ikke at skulle noget. Ikke at skulle en hujende fis–udover hvad vi selv synes, vi skal. Det er muligt, at vi gennem hele vores travle arbejdsliv så dette som den ultimativt paradisiske tilstand. Hvilket selvfølgelig modsvares af, at de fleste pensionister normalt har enormt travlt med alle deres aktiviteter. Og samtidig forklarer, at den paradisiske tilstand ikke udgøres af simpel lediggang, men af at foretage os ting, vi selv har bestemt og bestemmer over. Men lige nu er der intet.

Den ultimative løsning ville vel være, at alle de løsgående pensionister indgik i et fællesskab med alle de travle børnefamilier og tilbød såvel pasning som undervisning. Det kan bare heller ikke lade sig gøre. Desværre.

I stedet må børnefamilierne kæmpe videre med døgnets alt for få timer, mens pensionisterne i den grad må anvende deres fantasi til såvel gøremål som overspringshandlinger i forhold til forfærdelige tilbud i kældre og andet.

Helt personligt er jeg allerede på kanten af at kede mig. Indrømmet!

You may also like

Skriv et svar