Om mænd og kvinder.

Krisetider kalder altid på syndebukke. Og ingen kan finde noget som helst troværdigt sted at placere skylden for Corona. Ingen tilfældighed at BLM og metoo# blomstrer i vildt flor rundt omkring i de ellers så golde og Coronabefængte haver.

Nu er to af de ikoniske, mandlige ronkedorer fra TV2 så faldet med store brag. De kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt dengang for 20 år siden, hvor de gik rundt på et tilsyneladende kønskriminelt TV2 og krænkede løs. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Altså om det er fair, og om der var noget seriøst om det hele. Min egen hukommelse er også lettere hullet, når det gælder hændelser fra for 20 år siden.

Til gengæld er min korttidshukommelse ofte strålende, så jeg kom lige til at tænke på et interview, jeg så fornylig med en tredje af samme TV-stations ikoniske ronkedorer. Denne gang dog en kvindelig. Hun sagde ” Jeg har haft masser af seksuelle affærer med kolleger på alle de arbejdspladser, jeg har været på. Folk, jeg har rejst med, Gud og hver mand”.

Jeg tror, uden på nogen mulig måde at forklejne eller tvivle spor på berettigelsen af metoo#, at Ulla Terkelsen skal være glad for, hun er en kvinde. Ellers var hun nok hverken sluppet afsted med den udtalelse eller havde undgået en opsigtsvækkende fyring pga. samme. Damen står jo ligefrem der og praler med, hvor mange gylpe hun har fået lynet ned, samt indirekte hvor mange praktikanter ( det er sgu` altid praktikanterne!) hun har scoret. Og hun slipper afsted med det. Uden at komme alvorligt i den folkedomstol, der altid virker mest hysterisk i krisetider, hvor der ikke er så meget andet at tage sig til.

For 20 år siden ville en mand, måske endda kun til nød, kunne slippe afsted med en lignende udtalelse. Det var vel nærmest utænkeligt, at den kunne komme fra en kvinde. Hvis–så var hun en luder, et forsuttet bolche og alle de andre nedgørende klicheer for en kvinde, der åbenlyst scorede mænd. En mand, derimod, kunne stadig–i alt fald i nogle kredse–blive set som en helvedes karl og en scorekaj med positive forbogstaver. Begge dele er passe, ovre. Nu er det næsten lige før, kvinderne legalt og åbenlyst har tilkæmpet sig rettighederne til udtalelser, de selv ville lynche, hvis de kom fra en mand.

Jeg fristes til at spørge, om det er det, vi vil? Jeg fristes ikke til at tage stilling. Kønsdebatten er så kompleks og har så mange fraktioner, variationer, identifikationer og komplikationer, at jeg slet ikke kan overskue at have en stålsat og uigennemhullelig mening. Jeg gider heller ikke fornærme nogen, bare pga. køn. Men det fratager mig jo ikke retten til at påpege, at det hele udefra måske ser en smule mudret ud…

You may also like

Skriv et svar