Om sne.

Det er lidt vådt, klamt og midlertidigt, men det er, trods alt, sne. Sne i en mængde, som i alt fald jeg ikke har set i flere år. Så længe den varer. Man bliver så glad af sne. Ikke nok med, at der lyser op i en mørk januar, men den indbyder også til at finde ens mere barnlige og infantile sider frem. Jeg kan stadig ikke se sne uden at gå ud i den.

Det har jeg så lige været. Ude i den. Og er nu stærkt forundret over, at vi faktisk var nogle af de eneste. Helt konkret manglede jeg børnene, for selv om de er i skolefri lockdown, så må de da godt gå ud i sneen. Faktisk: bør gå ud i sneen.

For da jeg var barn, lod vi nu aldrig nogen sne gå og falde i fred. Vi var som forårskåde køer på græs fra det første snefnug faldt og indtil, vi havde slidt det sidste op. Der var så mange ting, man kunne med og i sneen, og hvis jeg husker rigtigt, så var snelegetøj altid på vores jule-ønskelister. Dengang fik man slæder, skøjter og ski–sikkert desværre også begrundet i andre klimaforhold, men i alt fald fordi man helt konkret kunne bruge dem. Der var sne om vinteren.

Noget af det, jeg altid tænker på, når sneen falder, er forskellen på vores udendørstøj og det, man kan putte sig selv ind i i dag. Jeg erindrer datidens vintre som uhyre kolde og våde–simpelthen fordi vi havde så dårligt og meget lidt vintervenligt tøj. Dengang var thermo noget, man havde sin kaffe i, og udover halvkolde vinterjakker var det meste af vores udstyr strikket. Oftest hjemmestrikket. Sådan at der var garanti for, at det indenfor den første halve time kunne vrides. Vi gik ud at kælke i gummistøvler og cowboybukser, og overtrækstøj blev den opfindelse, der senere hen revolutionerede vores børns vinterliv. Især skøjtning var en decideret kilde til helhjertet frys. Man måtte nødvendigvis finde et stykke isbelagt vand, og nogle gange var der langt til et sådant, selv om vi nu taknemmeligt tog imod oversvømmede marker med græstuer som klare faldgruber. Vi, der havde kunstskøjter, var heldige, fordi de sjældent faldt af som den model, der skulle spændes på. Til gengæld var de hundekolde og altid for små, fordi den slags ting var noget, man arvede, og når man så havde skøjtet i timevis og skulle til at påbegynde den lange vej hjem, var man både drivvåd samt oplevede en påfaldende mangel på følelse i adskillige legemsdele. Især fingre og tæer. Det eneste, man så ikke skulle, var at hoppe i varmt vand i badekarret ( det havde de fleste, dengang) ved hjemkomst. SÅ gjorde det nas!

Men det var tider. Når vi med vores arvede ski, skøjter eller med hjemmeflækkede kælke drog afsted ud i sneen. Det var festdage. Også for gulerødderne og kartoflerne, som vi ivrigt huggede til udstående legemsdele på alle vores snemænd. Eneste skår i glæden var den absolut mandligt dominerede leg, der hed at “vaske” hinanden. Det var som regel de drenge, der til dagligt nok oplevede flest nederlag, der ivrigst gik i lag med denne storvask af pigerne. Eller de, der ikke kunne finde ud af at vise deres spirende forelskelse på anden måde end at tvære sne ud i ansigtet på den forhåbentligt kommende kæreste. Personligt hadede jeg alt dette vaskeri, og samtidig var jeg håbløs til både at konstruere og afsende snebolde. Jeg var decideret mere til kælk end storvask, mere til skøjter end boldkamp.

Så derfor undrer det mig lidt, at børn, der er så heldige at leve i thermotiden, og som aldrig er udsatte for potentielle forfrysninger i ekstremiteter eller klamvåde vanter, ikke er ude i den sne. Jeg HAR været forbi kvarterets bedste kælkebakke, og der var de i alt fald ikke. Måske har de bare intet vinterlegetøj? Det er jo noget af en satsning klimamæssigt at give sine børn kælke og skøjter i julegave, fremfor pc-ere og spil.

Men det er da også forbandet ærgerligt, at de samme børn ikke kommer ud i den sne. Hvis de bare vidste, hvad vi andre måtte igennem, fordi vi bare overhovedet ikke kunne lade være……

You may also like

Skriv et svar