En anderledes–og sød–film.

Ekstremt højt og utrolig tæt på. Netflix.

Langt inde i Netflix` enorme bagkatalog fandt jeg i går denne lille perle. Glemte, nok. Det er så derfor, jeg lige gør opmærksom på den igen her i en tid, hvor der på mange måder er så mørkt, at det fuldt ud legaliserer at se et væld af film. Og så kan man jo lige så godt se de gode!

Jeg læste romanen af Jonathan Safran Foer i sin tid–dette pragtværk om efterveerne af 9/11, men allermest om noget så rørende som en lille dreng, der savner sin far. Men havde egentlig lidt glemt den. Måske var det lige opblusningen af fokus på terror derovre på den anden side af Atlanten, der fik den til at poppe op. Hvem ved?

I alt fald er det er sød, rørende og anderledes film om Thomas, der som hovedpunkt i sin Aspergerske logik har, at der går 8 minutter, fra solen går ned, til det er helt mørkt. De 8 minutter med sin far, der befandt sig i det ene tårn d. 11. september og siden (måske?) kun er set som et faldende objekt, må han kunne genskabe, genvinde, klemme det sidste ud af. Nøglen til dette er–en nøgle, der måske tilhører en person ved navn Brown. Så Thomas sætter ud på sit helt eget roadtrip ( først til fods, senere, hjulpet af en solidt spillende svensker, med subwayen) gennem New York for at finde det, der i sidste ende bliver såvel en coming-of-age-tur som en selvovervindende hyldest til livet, til kærligheden og til familien. Sådan, på en måde, der næsten gør helt ondt langt ind i sjælen.

Og så er det altså ikke hvem som helst, der er med Thomas på vejen. Ikoniske skuespillere ses i ret små roller, mens Thomas og hans logiske tilgang til livet står i absolut centrum. Det er sådan en finurlig feel-good film, et glad pust på en tragisk baggrund–og en film, der i den grad fortjener at blive hentet frem af det enorme bagkatalog på Netflix.

You may also like

Skriv et svar