Om forbrug. Og om aktier.

Jeg har lige læst, at vores forbrugsvaner har ændret sig markant i Coronaåret 2020. Selvfølgelig har de det. Både fordi, det hele blev, som det blev, men også fordi vi faktisk ikke havde mulighed for at putte vores penge derhen, hvor vi førhen med glæde kastede dem. Tænk bare på, hvor mange penge vi ufrivilligt har sparet på rejser! Og så er det såmænd bare et eksempel.

Der er samtidig brancher, der har oplevet opblomstringer, de næppe havde set komme. Det gælder især byggemarkederne, hvor mændene gik hen og så på skruer, søm og akutte husforbedringer, og hobbybrancen, med garnbutikkerne i ( den strikkede!) førertrøje, hvor kvinderne gik amok. Dette ikke skrevet med sexistiske fortegn, men mere fordi det statistisk er bevisligt, samt–hvilket ikke er uvæsentligt!–at jeg personligt hellere ville brække samtlige brækkelige lemmer på tværs end bruge så meget som et sekund på at beskue søm og skruer i et byggemarked, mens manden samtidig ville føle sig som en garnmæssigt handicappet hanelefant i en strikkebutik.

Derudover har vores tøjindkøb også ændret karakter. Vi går tilsyneladende efter jogging-stilen–herhjemme også kaldet det udvidede natbukse-sortiment. Vi hylder en klar renæssance af camping-habitten på hjemmefronten, og når vi nu alligevel nærmest aldrig skal ud, så henslænges dagene linning- og lynlåsløse og helst i bomuld, fleece og et par numre for stort. Uformelighed ( her taler jeg om tøjet) og hel ordinær slitage er ikke længere udskiftningsårsag. Det er mere en markør af hygge og komfort. I den forbindelse er modeskaberne i øvrigt meget i tvivl om den kommende, forhåbentlig Coronafri sæson, for vil vi fortsætte med at dyrke manglende taljering og posning–eller vil vi gå i den stik modsatte retning og i den grad tage revanche på høje hæle og hælde os i kropsnære, lettere ukomfortable rober? Altså når vi nu engang skal ud.

Det siger selvfølgelig sig selv, at når vi primært kaster vores penge efter søm, skruer, garn, joggingtøj og andre relativt omkostningslave fornøjelser, så ender de fleste af os med en form for overskud. Man kan ikke bruge hele sin løn/pension på surdej ( den arver man vel også?), strømpegarn og rawplugs, og i bankerne har selvsamme overskud næppe ret megen opgang på opsparingen. Enten får man ingen renter, eller også må man selv betale for, at banken sidder på ens penge. Hvordan de så ellers gør det.

Derfor er der sket en enorm opblomstring på aktiemarkedet. Hvor det førhen–i alt fald i nogle kredse!–var suspekt og überkapitalistisk så meget som at tænke i baner, der var forbeholdt de rige og udspekulerede, er aktier nu blevet hvermands eje og et absolut både acceptabelt og tillokkende alternativ til at have et akkumulerende overskud stående at glo formålsløst og dyrt i banken. En af de førende aktieportaler, Nordnet, melder om, at de får omkring 250 nye kunder om ugen. Det er faktisk en hel del, når man samtidig indregner, at adskillige mennesker bare har deres bank som aktiedepot. Det er især blandt de yngre aldersgrupper, at aktierne er yderst populære, men vi trekvartgamle er også rigtigt godt med.

For selvfølgelig er der penge i det. I alt fald sammenlignet med de negative renter i bankerne. Efter at markedet nærmest brød sammen i marts, er det kun gået opad, så de, der dengang var forudseende nok til at investere, har tjent rigtigt godt, mens vi andre mere tøvende da i det mindste har fået vores penge tilbage. Med en pæn portion renter.

Så når nu joggingtøjet er fornyet, der ligesom er søm og skruer nok til det næste årti, og det ustrikkede garn nærmest ikke længere kan være i huset for ene nydeligt og nystrikkede trøjer til ethvert formål, så var det måske en ide at prøve det der med aktierne? Personligt købte jeg min første aktie for 2 år siden, var absolut totalt uvidende og meget enfoldig, har begået enhver tænkelig fejl undervejs, har tabt penge–lad os bare sige, de er fløjet væk, for så ved de fleste, hvad jeg var uforudseende nok til at investere i!–men jeg er altså også kommet ud med et pænt overskud og en akkumuleret viden, der udelukkende er begrundet i anskuelighedsundervisning.

Så når det hele er overstået, så kan jeg faktisk godt sponsere en pæn del af alt det, der er sjovt, og som jeg ikke har været i stand til at bruge penge på et års tid. Så kan jeg jo også altid se, om garderoben skal fornyes med nye natbukser eller stramme, taljerede kjoler, mens jeg sætter søm og skruer i pæne rækker og fylder alle skabe med ustrikket garn.

You may also like

Skriv et svar