Om livet. På afstand.

Det er jo ikke fordi, jeg virkelig anstrenger mig for at finde på noget at skrive. At jeg ligefrem søger efter det og nærmest bliver stresset, hvis ingenting af væsentlighed dukker op. Tingene plejer at komme til mig. Sådan heftigt bankende på, så jeg ligesom er nødt til at forholde mig til dem og få dem ud. Det er som at føde et barn hver gang. Sådan nogle skal også nødvendigvis presses ud, når de er der. Man har ikke noget valg.

Inspiration, hedder det. Og jeg må dybtfølt erkende, at samme inspiration hos mig dannes af et samspil af, hvad jeg oplever og tænker om det, jeg har oplevet. Det er derfor, det er så svært, så tomt lige nu. Jeg oplever nemlig ikke noget. Jeg ser kun på. Jeg er blevet reduceret til en tilskuer til en verden, jeg ikke sådan for alvor deltager i. For nok sker der da ting i den. Verdenen derude, altså. (T)rumpens pøbel, summen af samtlige indestængte enfoldigheder i det store land derovre, går amok på børnehaveniveau, mens de rotter, der hidtil har mæsket sig i narrens løgne, har fået forbandet travlt med at forlade den synkende skude, og selv herhjemme slår store politiske partier revner og sprækker på niveauer, der næppe når længere op end skolestart. Der er forbavsende få voksne til stede, for tiden. For slet ikke at tale om Coronaen, som styrer vores liv. Dikterer vores adfærd.

Men alt det derude handler jo ikke om mig, om mit personlige plan, sådan på hverdagsbasis. Det er ikke det, der giver mig indhold. Måske influerer det mig, men det er på langdistance. På bølgeskvulp, med stærk forsinkelse. For selv om det er absolut no-go, usolidarisk, en uhyggelig fremvisning af storslået mangel på samfundssind, så er jeg træt, noget så øredøvende, forbandet træt af, at der ingenting sker. Det er muligt, at Coronaen, som de allermest optimistiske guruer udi selvindsigt flittigt hævder, giver os en tiltrængt pause og et frirum til at kigge ind i os selv. At stresse af. At genopfinde både os selv og vores nære forhold til naturen. Og en masse mere, jeg simpelthen ikke gider skrive.

Men jeg HAR set ind i mig selv, og desværre er der beklageligvis ikke mere at se, at få øje på. Jeg er nærmere stresset end afstresset over ikke at skulle noget, ikke at opleve noget, ikke engang at kunne finde på noget at opleve, for hvis jeg gør, er det lukket. Jeg kan hverken komme på arbejde eller nyde at være arbejdsløs, for efter 1 år på denne måde med udsigt til en fuldstændigt svævende deadline, føler jeg mig som en teenager i permanent stuearrest. Jeg er frustreret over, at livet er noget, der foregår på afstand. Af mig. Og jeg sidder faktisk nogle gange med den følelse, der opstår ved erkendelsen af, at jeg nok på ingen måde har så meget liv tilbage, som jeg allerede har brugt. Det er som om, jeg lige nu bare klatter dyrebar tid væk på ingenting. På at vente. Og på at forsøge at se virkelig dybt ind i mig selv, at nyde ikke at skulle noget, at fortælle mig selv at jeg skal stresse af. Uden held!

Selvfølgelig kan jeg ikke stille noget op mod Coronaen. Som alle andre. Jeg kan måske pippe op om, at jeg da synes, det tager vel lang tid at få os vaccineret. Og jeg vil også gerne forsvare, at det her altså ikke er min yndlingskop med livseliksir og levet liv.

Selv hunden i haven ligner en, der ikke aner, hvor han skal gå hen. Med nedslået hale og trøstesløst forsøgende at negligere resterne af den nytårsraket, der ligesom står som en derangeret skamstøtte over næsten et år, der ikke rigtigt var.

Det er langtfra en depression. Men det er utålmodighed. Utålmodighed efter at holde op med at leve livet på afstand. Og et brændende ønske om at få lov til at være med. Opleve noget. Gøre noget. Blive rigtigt overdrevent glad over en god oplevelse og leve længe på den.

I alt fald at holde op med forgæves at spejde efter flere spændende ting inde i mig selv. Hvis der stadig er nogle tilbage, er de i alt fald godt gemt og ret utilgængelige. Tro mig, jeg har prøvet. I næsten 1 år.

You may also like

Skriv et svar