Om kvinder og biler. Eller kulturarv.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste. Det kan jeg jo se. Jeg ved også, at mange kvinder er nydelige og ryddelige omkring deres biler. Det er jeg dybt imponeret over. Jeg er bare ikke en af dem. Når det kommer til min bil, er den på ethvert tidspunkt et levende museum over mit liv og ville snildt kunne indgå som et øjebliksbillede af verden lige nu på min kvindehøjde. Som en slags kulturarv.

For lige nu er der to ting, der dominerer. Sådan overalt, henkastet i min bil. Jeg er ret stærk på det kørende mundbindsområde. Nok er der ikke den store variation indenfor modeller (jeg er mest til den på ethvert tidspunkt billigste!), men der er et skønsomt udvalg indenfor brugthed. Lige fra dem, der kun har været med i Netto en gang til de, der sådan er lidt løse i næsebøjlen og nok har været med ude at handle et rimeligt antal gange. Desværre har jeg forlængst opgivet at kategorisere mine mundbind. Man skal virkelig studere indersiden eller vrikke lidt med næsebøjlen for helt klart at datere dem. Jeg prøver efter bedste evne at begrænse deres råderum til handskerummet, men det er ikke lykkedes mig. Mine mundbind synes at have deres eget liv, så det kommer efterhånden ikke bag på mig at finde dem under sæderne eller i bagagerummet. Med et slag på tasken ville jeg nok sådan lige p.t. være leveringsdygtig til en hel skoleklasse bare fra bildepotet. Af brugte, altså. Jeg har også en kasse med nye. De er til, når jeg enten bliver akut vildt ansvarlig, eller når næsebøjlen knækker. Opsummerende må det konkluderes, at det er ualmindeligt imponerende, hvor mange mundbind der kan være i en Aygo.

Jeg er også klar på superleverancer indenfor håndsprit fra samme mobile depot. Jeg ville kunne bespritte op til samtlige handlende over en hel dag med mine lagre af halve og trekvartfulde spritbeholdere. Jeg har sprit i alle stråletykkelser, aromaer og mærker. I begyndelsen ville jeg bare være sikker på altid at have sprit i bilen, så jeg tog lige en flaske med for en sikkerheds skyld, hver gang jeg skulle afsted. Al den sikkerhed er nu godt forankret overalt i bilen, også under sæderne. Men ikke i handskerummet, for der er ikke plads for bare mundbind. Hvis jeg løber tør for sprinklervæske på en smattet vinterdag, så er redningen umiddelbart ved rattet. Ikke nok med, at jeg sagtens kan afspritte min bil på samtlige glas-ydersider–jeg kan også tørre og eftertørre med alle de mundbind!

Det er kun nogle år siden, min bil var oplagringsplads for for sent afleverede stile. Dem, der sådan kom dryssende, efter at hunden var holdt op med at æde dem og samtlige bedsteforældre var afgået ved døden op til flere gange, og som jeg absolut ingen hast havde med at få rettet. Og sakse og kuglepenne, for lærere får kun de frynsegoder, de selv anskaffer sig. Det var også dengang, handskerummet flød med kopierede dvd-er, og det kan jeg sagtens indrømme nu, hvor ulovlighederne er strengt forældede, og jeg alligevel aldrig fik alle de film ud af samme handskerum.

Før det var det alt det, der drysser af børn, der dominerede. Fra imponerende udvalg af sutter til surt gymnastiktøj og små ting til Barbier og Lego. Halvtspiste æbler var også et hit, især under sæderne. Mens handskerummet var fyldt med alle de vanvittigt vigtige sedler, man altid fik stukket i hånden, og som gerne skulle udfyldes med det samme. Det var utroligt, hvor meget papir man sådan kunne ophobe i en minibil før intranet og digitalisme.

Det er det, jeg mener med kulturarv. Hvor bilindholdet måske førhen mest pegede på et helt personligt plan og ens aldersmæssige ståsted i livet, så står min lille Aygo lige nu og signalerer med øredøvende dyt, hvor vi alle sammen er henne. Selv de allermest pertentlige bilholdere har garanteret brugte mundbind og sprit henkastet. Selv de mest bil-rengøringsfanatiske har køretøjer, der lugter bare lidt af al den sprit, der kører rundt på vejene for tiden. Vi er blevet en nation af sprittransportører og rejsende i mundbind. Hvis nogen gad lave en opgørelse over hvor mange kilometer, sprit på daglig basis blev fragtet rundt i landet, samt hvor mange liter sprit det drejede sig om–så ville vi garanteret ved fælles indsats overgå selv de allermest optimistiske prognoser for godstransport hos landets førende logistikfirmaer. For slet ikke at tale om, hvor meget vi kører rundt med vores mundbind. Nok kan vi ikke selv rejse, men jeg skal lige da love for, at vores mundbind er på farten.

Så måske skal jeg bare lade den være, som den er–bilen altså. Således at den, når alt dette er ovre, kan indgå som væsentlig kulturarv på Nationalmuseet. Så kan kommende generationer virkelig gå i dyb undren over, hvad i alverden 20`ernes kørende kvinder dog skulle med al den sprit og alle de brugte mundbind!

You may also like

Skriv et svar