I had a dream.

Jeg havde den mest fantastiske drøm i nat. Det var forår. Sådan forår med storblomstrende kirsebærtræer, nyudsprungne bøgetræer og små cardigans udenpå lette sommerkjoler. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, men drømme har heldigvis deres egen, indre indiskutable logik. Her er alt muligt.

Der var sådan en stor, meget grøn græsplæne, der skrånede ned til en lille sø. Og i udkanten af græsplænen var alt det der lyserøde og lysegrønne, og man kunne sådan føle spædheden og sprødheden i de der få dage gamle bøgeblade. Det var på den overgrønne græsplæne, vi sad.

Vi var på skovtur, hele familien. Alle børnebørn havde på magisk vis lært at gå, stavre vel nærmest på den der usikre måde, hvor voksne hele tiden frygter katastrofer, mens børnene ret beset er ligeglade. Og de voksne havde madkurve og tæpper med. Så vi sad tæt, meget tæt, på de få tæpper og delte den mad, vi havde med. Børnene legede med alle de andre børn, nærmest i store klumper, hvor de hele tiden rendte efter hinanden eller faldt over og imellem hinanden i store stakke, mens de hvinede og grinte højt.

Henne i det ene hjørne af plænen var der et hyggeligt udskænkningssted med borde og bænke, hvor folk stod i kø for at købe kolde drikkevarer eller maste sig sammen på bænkene, uanset om de tilhørte samme selskab. Der var sådan en stemning af, at alle var velkomne, og der kunne med lethed skaffes plads til de, der gerne ville komme hinanden ved. Det ville de allesammen.

Og der var også en stemning af lethed, inderlig ro i mavefornemmelsen og ren, uforfalsket glæde. Den glæde, der spontant opstår af bare det at være sammen. Vi havde også nogle simple plænespil med, husker jeg, så ind imellem spillede vi dem og grinte og småskændtes lidt over det. Der var også tilskuere, som ivrigt blandede sig i regler og afspilning og endda nogle af dem, der spontant deltog i spillene.

På et tidspunkt blev jeg opmærksom på, at alle de andre mennesker på plænen og i den lille cafe var folk, jeg kendte. Det var simpelthen alle dem, jeg kender, der var på den plæne den dag. Ikke bare lige dem, jeg kender godt og regner for venner og bekendte, men alle dem, der på noget tidspunkt har krydset mit liv og stadig er genkendelige. Drømmens logik tillod endda længst afdøde at møde op, købe kaffe, spille Boule eller bare sidde på den græsplæne. Det var hele mit liv i et menneskeligt panorama, der var ude i de nyudsprungne bøge og kirsebær den dag.

Det mærkelige var også, at de tilsyneladende også alle kendte hinanden, selv om de i real life aldrig ville have haft en chance for at gøre det. Så efterhånden begyndte der sådan en slags folkevandring der på den grønne plæne, omkranset af bøge og kirsebær, hvor alle simpelthen bare måtte gå rundt og hilse på alle med store kram, smil og omfavnelser. Samt henrykte genkendelsessamtaler om alt det, de var gået glip af i hinandens liv.

Jeg kan huske, at selve tanken om alle de mennesker, jeg forfærdeligt gerne ville hilse på, nærmest naglede mig til tæppet af bare angst for at misse nogen, gå forbi dem, opleve at de lige var gået, når jeg nåede frem. Men det var intet problem, for folk kom til mig. Kom til mig og min familie—som vi sad der klistret sammen på tæpperne med skovtursmad og børn i stakke. Jeg kan også huske, at det var underligt, at alle knuste alle. Også folk, jeg aldrig ville drømme om at knuse, fordi jeg slet ikke kender dem godt nok. Men det var bare befriende rart, underligt sådan lettende rart og slet ikke spor akavet alligevel.

Og da vi gik hjemad, blev det pludselig vedtaget, at alle børn skulle med hjem til os at sove, fordi deres forældre bare ville nyde forårsaftenen med at gå på cafe eller slentre på må og få i gader og parker og til sidst måske finde ind i en biograf og se en sen, sen film. Der var sådan noget lys forårsaften over det hele, med det lys, der kun er om foråret, og som varer ved til langt, langt ud på aftenen.

Jeg ville gerne have vidst mere. For netop der i skumringens hjemslentring stoppede filmen, stoppede drømmen, og jeg vågnede op til januar.

Som regel er drømme surrealistiske, genspejlinger af alle vores ikke altid særligt stuerene og ofte ubehagelige fortrængninger. De kan efterlade os med blandende, mærkelige følelser, når vi langsomt prøver at overvinde nattens sjælelige begivenheder. Ødelægge dagens første timer, fordi det både er skræmmende, hvad man sådan selv går og indeholder, samt hvad der sker af uhyrligheder der bag øjenlågenes biograf. Sådan var det ikke denne gang. Det var som at vågne himmelstormende glad, beriget og med mod, håb og glæde.

Altså indtil januar gradvist bankede på med en telefonpæl. Så var det så også, at jeg selvfølgelig tænkte på, hvorfor i alverden jeg lige drømte det? Men ved nærmere eftertanke tror jeg såmænd nok, jeg har svaret.

You may also like

Skriv et svar