Endnu en tysk film.

Fog in August. Netflix.

Jeg begriber ikke, hvorfor en tysk film skal udstyres med en engelsk titel på dansk Netflix. Man er bare nødt til at acceptere sprogroderiet for at finde frem til filmen derude i Netflix` enorme bagkatalog.

Endnu engang et af de små tyske mesterværker, for, som jeg har skrevet utallige gange før, så er tyskerne eminente til at lave film og serier. Det er især to faktorer, der tiltaler mig. For det første tager tyskerne deres egen historie dybt seriøst, med udpræget tysk grundighed og imponerende objektivitet. Det sidste noget af en bedrift i et land, der, diplomatisk sagt, godt kunne forfalde til at pynte lidt på visse kendsgerninger. Lige nu befinder tysk film sig i et ståsted, hvor især film om Nazitiden og DDR dominerer, en slags på afstand forligen sig med fortidens uhyrligheder og et opgør med en bagage, der samtidig er en historisk kendsgerning, man ikke kan flygte fra. For det andet har tysk film en både forståelig og på sin vis gammeldags fortællestil. Her er ikke de store eksperimenter, men en rolig, fremadskridende fortælling, der følger alle regler om hjem-ude-hjem og en afsluttet historie med en klar introduktion, forståeligt plot og spændingskurve og en afslutning, der ikke bare står og blafrer eller udelukkende er for de allermest skarpe hjerner. Tyskerne mestrer den gode historie, den store fortælling, om man vil.

Hvis man stadig har mesterværket Drengen i den stribede pyjamas siddende på de små film-fimrehår–for det har man, hvis man har set den!–så er denne film et must! Her er vi på en af de anstalter for samfundets uønskede i form af fysisk og psykisk handicappede og utilpassede, som Hitler meget hurtigt omdannede til en del af sin Endlösung. Det var udelukkende et spørgsmål om tid og tilstrækkelige aflivningsmetoder. Hertil kommer Ernst, en 10-årig rimeligt utilpasset, men absolut ikke på andre måder afvigende sigøjnerdreng. Fortalt fra barnets naive og subjektive synsvinkel introduceres vi til dette rædselssted, som udefra nok forekommer relativt spiseligt, men som voksen tilskuer ved man jo altid bedre. Kan gennemskue. Og så er det meget uspiseligt. Mildt sagt.

Filmens helt store scoop er dens casting. For samtlige skuespillere er tydeligvis valgt efter udseende, æstetisk appel, om man vil. Overlægen og den allermest morderiske sygeplejerske er vanvittigt smukke, tiltalende og perfekte mennesker på ydersiden, mens den hjertevarme og menneskelighed, der heldigvis og trods alt også eksisterer i dette forkammer til døden, bor i den ydre uskønhed, grimhed, om man vil. Det er ret genialt. Ydermere konfronteres vi ( igen, igen) med den blinde tro på socialdarwinismen, på overmennesket, på den rene race, således det bliver en forklaring (IKKE en undskyldning!) for at handle, som man gør.

Ernst er barnet i en grusom, uforståelig handlingsplan, men gennem filmen går han pinefuldt fra erkendelse til erkendelse. Han bliver voksen på den hårde måde. Den slags er selvfølgelig ikke tilladt et sådant sted. Man skal aldrig afsløre slutningen på en god film. Men jeg kan da godt afsløre, at man græder. Græder på præcis samme måde, som man næsten gik i ufrivillig krampegråd over drengen i den stribede pyjamas. Og som med alle de andre gode tyske film, så sidder man også tilbage beriget med en god oplevelse, en god historie, en slags stor fortælling.

PS. Og hvis man har mod på det mere alternative, så er den taiwanesiske film A Sun på Netflix også et lille mesterværk. Dens filmsprog er lidt anderledes, end vi i vesten er vant til, men dens historie er sønderknusende og fuldt ud genkendelig. giv den en chance!

You may also like

Skriv et svar