YES!

I mange, mange år led jeg af en lammende, neglebidende, storsvedende flyskræk. Ikke, at det har ret meget med dette at gøre. Og så alligevel! For når flyet endelig satte landingshjulene på jorden, faktisk netop det splitsekund, det skete, så lød der, højt, spontant, overlettet YES fra mig. Det kom sådan langt indefra og ville ud, helt uden planlæggelse eller aktiv medvirken. Det var sådan et YES, der nærmest symboliserede en livsforlængelse, et nyt håb. Så fik den mig heller ikke denne gang, den fæle flyver.

I går kom der et lignende YES ud af mig. Det skete lige præcis det øjeblik, hvor Biden var færdig med at afsige sin ed. Faktisk var jeg tyvstartet lidt, for Harris fik også et på forventet efterbevilling. Normalt ser jeg slet ikke amerikanske præsidentindsættelser. De er for opblæste, for højtidelige, for selvsmagende, for amerikanske, slet og ret, men i går gjorde jeg. Selvfølgelig skyldtes det også Coronaen. Eller det faktum, at der for tiden ikke er så forfærdeligt mange konkrete valgmuligheder og dermed alternativer til amerikanske præsidenteder. Men jeg så det nu også, fordi jeg havde sådan en lyst til legalt at drage et lettelsens suk, at sige YES, om man vil. Måske også for lige at sikre mig, at jeg rent faktisk KUNNE sige YES. At der ikke i sidste øjeblik var mobiliseret en trumpistisk pøbel til at skyde endnu et løgnagtigt hul i demokratiet. Det skete heldigvis ikke.

Og så er det jo slet ikke Biden som sådan, der får det der uimodståelige YES frem. Det er meget mere, at narren, narcissisten, løgneren, den nok farligste mand i verden er frataget sin magt. At verden får en slags fred til at hele sig ud af konstante trusler på såvel demokrati som frihed og sandhed. At hele den magtliderlige familie, hvis styring af et stort land primært fokuserede på egen vinding, er sat fra bestillinger, hvor de ikke blot influerer USA, men hele verden. Også mig.

Og når jeg nu var der og havde udbrudt mit lettelses YES, så blev jeg lidt hængende. Sådan som et af de mange personlignende, blafrende flag, der prydede græsplænen og skulle simulere en menneskemængde. (Det var da i det mindste ærligere end løgnerens insisteren på ikke-eksisterende deltagere til sin egen indsættelse!) Så jeg oplevede en storslået, nærmest gysfremkaldende version af den amerikanske nationalsang og en ung digter, der tryllebandt mig, som jeg ikke i mange år er blevet tryllebundet. Efter bare få linjer af hendes fantastiske digt, fik jeg, nærmest med tårer i øjnene, fremstammet, at for det første stod der her en kommende Nobelpristager, og for det andet fik jeg for første gang nogensinde abstinenser efter at undervise igen. Det digt ville være blevet smidt på bordet i samtlige mine engelskklasser. Hvis jeg underviste. Og hvis der var undervisning overhovedet…

Her til morgen læste jeg, at mange tilhængere af QAnon var dybt skuffede over samme indsættelsesceremoni. De var nemlig blevet lovet af deres kryptiske guru, at netop under ceremonien ville det endelig blive afsløret, det store Deep State attentat, som USA er offer for. For åbent tæppe til verden ville enhver kunne se, at Biden bare var en sølle bloddrikkende pædofil, og den eneste grund til, at Bill Gates ikke var til stede, var vel, at han var uhørt travlt optaget af at implementere mikrochips i samtlige Coronavacciner. Man kan næsten se Trump som en fordægtig Messias stige ned fra himlen med faderlig redning–men nok ikke fra Air Force One, for den var da heldigvis fløjet til Florida, hvor man nok blandt visse vejstående råbere, hvis man skal fornærme tilstrækkeligt mange, finder et intelligensniveau, der har lidt vanskeligt ved at komme i nærheden af gennemsnittet. Det skete så heldigvis ikke. Og det, at det lige præcis ikke skete, giver mig faktisk fornyet håb for, at i alt fald nogle forvildede må begynde at tvivle på såvel konspirationsteorier som på den løgn, Trump har fastholdt dem i.

Jeg er dybt forelsket i USA. Jeg er også dybt frastødt af det. Min ambivalens udgøres af et smukt, pragtfuld land med gæstfrie indbyggere på den ene side og så hele den politiske forvildelse, fattigdommen, ghettoerne og diskriminationen på den anden. Efter at have set indsættelsen og have fået en slags håb tilbage ( et meget langvarigt håb, der kræver tålmodighed) kan jeg næsten ikke vente med at komme derover igen.

Og så tror jeg, at jeg, selv om al den flyskræk heldigvis er totalt ovre, i det splitsekund, landingshjulene rammer jorden vil udstøde mit spontane YES. Ikke fordi, jeg har overlevet flyveturen, men fordi der er håb for, at USA overlever!

You may also like

Skriv et svar