Om “hofpoeter”.

–Eller hvordan man ellers på moderne sprog oversætter Poet Laurate. Lad det nu være…

I alt fald undrede det mig ved mødet med den unge, fremragende digter Amanda Gorman, at USA overhovedet havde den slags. Det har de så heller ikke haft så længe. Siden 1936, for at være helt præcis.

I England går traditionen med en hofpoet helt tilbage til 1616, hvor Ben Johnson blev den første. Oprindeligt, selvfølgelig, en slags æresstilling oprettet for digtere, der pålideligt kunne skrive hyldestdigte til regenterne og berette om ærefulde slag, der var slået på nationens vegne. Over årene er det, i takt med tidens forandringer, blevet en slags kunststøtte for poeter, der har udmærket sig. Men man har stadig en slags pligt til at skrive pænt om den siddende regent. For 60.000 om året–indtil 1998 på livstid, nu i en 10-års periode. I netop England er det en vanvittigt stor ære, som selvfølgelig afstedkommer store litterære slag, hver gang en ny poet skal udnævnes. For nogle år siden mødte jeg en ældre herre nede i Sydengland, som havde brugt det meste af sit voksne liv på at promovere en, for mig ukendt, poet, som efter hans mening uretmæssigt var blevet snydt for Poet Laurate titlen i 1800-tallet. Den gik hans næse forbi til forfærdelige Wordsworth, som vist endda havde noget snavs kørende med selveste sin søster deroppe mellem påskeliljerne i Lake District. Eller som da Ted Hughes nærmest blev afvist, fordi i alt fald den mere modne del af kvindebevægelsen klart mente, at han var mere end almindeligt skyldig i, at konen, Sylvia Plath, stak sit hoved i en gasovn og døde af det. Eller også var det fordi, hun uden ret megen diskussion var en langt større litterær begavelse end ham! Ret upopulær var også Cecil Day Lewis, fordi han voksede ind i at blive en gnaven gammel mand og nu vel mest er kendt som ophavsmand til sønnen Daniel, der da i det mindste er en fremragende skuespiller. P.t. hedder hofpoeten Simon Armitage, og han er tilsyneladende så relativt kønsløs og ufarlig, at jeg (og sikkert mange andre) knapt kender ham. Derfor er billedet foroven af ham.

Vi har skam også haft hofpoeter herhjemme. Thomas Kingo var en af de få, der kom på den gren, men han var også umådelig god til både at smigre og sleske. Det skulle man dengang. Lige nu kan vores dronning vel sagtens selv finde ud af at mobilisere noget kunstnerisk, hvis det skulle være.

I USA abede man så efter det moderland, man ellers gerne kulturelt ynder at lægge en vis afstand til, i 1936. Og, som det jo gerne sker i USA, hvor alting er større og en smule mere pralende, så nøjedes man ikke bare sådan lige med at udnævne en for hele landet. Nej, hver stat fik sin. Undtagen de stater, der syntes, det var noget britisk pjat, og derfor ikke har nogen. Det er bibliotekaren i kongressen, der udnævner disse hofpoeter, og her skal jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at prise mig højlydt lykkelig over, at det ikke indgår i præsidentembedet. Skulle en poet have været udnævnt i løbet af de sidste 4 år, havde det da givet massive problemer. Man skal vel have læst et digt for at kunne gøre det.

Udover det har USA så også en Young Poet Laurate, som findes via en konkurrence ( det er vel USA) og udnævnes for et år. Amanda Gorman, som jo er grunden til, at jeg overhovedet begyndte at grave i emnet, blev udnævnt i 2017 og har altså gjort det så godt, at hun stadig i den grad huskes. Målet med en ung poet er at opbygge national bevidsthed og påskønnelse af at læse og skrive poesi, og det må man da klart sige lykkedes Gorman ved præsidentindsættelsen.

I bund og grund svarer det hele til en vis grad til den statsstøtte, vi i Danmark giver mange kunstnere. Vi har bare, på god socialdemokratisk vis, valgt at fordele pengene over et langt bredere udvalg.

You may also like

Skriv et svar