Netflix, HBO.
Der kommer et tidspunkt, hvor man, selv i coronaundtagelsestilstand, får nok af selv BBCs kostumeafdeling og amerikansk Hitchcock scenografi. Hvor fiktionen ligesom har fortalt alle de historier, den evner, og hvor man er fyldt til randen med fiktive personers lige så fiktive liv. Det er i alt fald sket for mig. Og jeg er ret tæt på at kalde mig selv for den ultimative ekspert i streamingtjenesternes udbud. Jeg har nemlig ikke ret meget andet at lave end at forbruge dem.
Så nu har jeg kastet mig over dokumentarer. Jeg har altid været vild med genren, når den har haft væsentlige historier at fortælle. Og været ved at brække mig, når den ikke har. Jeg er allergisk overfor spekulative programmer, der udelukkende tager udgangspunkt i, hvad der KUNNE være sket (men nok ikke er!), deciderede personangreb, som altid viser sig at have personlige årsager og samtlige serier og programmer om amerikanske massemordere, der elsker at dryppe rundt i blod, sigende underlægningsmusik og pseudo-psykologiske forklaringer på, hvorfor det endte så galt og brutalt. Dem er der ellers nok af. Hvis man higer ulideligt efter sine 50 minutes of fame, så er det bare ud med kniven, for der står altid en håbefuld dokumentarist derude og venter på den næste blodige forbryder.
Men, som sagt, så er der også gode, virkeligt gode, dokumentarer derude i streamingland. Hvor instruktørerne har noget på hjerte og en god historie at fortælle. Som man også ofte, som sidegevinst, kan blive lidt klogere af. Oftest er det dem, hvor præmissen for selve filmen som udgangspunkt har været en helt anden end der, hvor det hele faktisk ender. Det gør, i alt fald for mig, troværdighedsværdien endnu højere og fortæller, at der ikke var en fastlagt dagsorden, hvor alting bare skulle hælhugges og tåklippes for at passe ind i en på forhånd vedtaget konklusion eller et angreb.
The Vanishing at the Cecil Hotel er en af slagsen. Nok forledes vi undervejs i historien om den forsvundne canadiske pige på det seedy (oversættelse er lidt svær) LA hotel, sådan nærmest midt på Skid Row, til både at spekulere på overnaturlige kræfter og massemordere, men i grunden er det hele meget simpelt. Dybt tragisk, men simpelt. Og samtidig drejer dokumentaren i en retning, i alt fald jeg ikke havde set, og bliver en sønderlemmende kritik af internettets trolls og fuldstændigt ukritiske brugere, der faktisk ikke behøver de store anstrengelser for at smadre andres liv. Helt og totalt. Jeg anede ikke, der findes en selvbestaltet gruppe såkaldte internetdetektiver, der både har ufattelig stor magt på SoMe, men også anser sig selv for autoriteter, der langt overgår politiet i opklarings-nidkærhed. Alene den vinkel gør serien meget seværdig. Ydermere, men det er absolut ikke noget positivt, så har jeg godt nok også selv boet på den slags rædselsfulde hoteller i staterne, hvor jeg sagtens kunne forestille mig adskillige lig i skabene. Og vandtankene.
The Keepers tager også udgangspunkt i et mord. Men det bliver ikke det, den primært kommer til at handle om. Nonnen og læreren Sister Cathy bliver myrdet i begyndelsen af 70`erne, og adskillige år senere sætter en gruppe af hendes gamle elever (som nu selv er ret godt oppe i årene) sig for at opklare mordet. Det er nogle ihærdige, ældre damer, men de havde nok ikke på nogen mulig måde forestillet sig, hvad det egentlig er for en ormerede, de graver ind i. Kort fortalt kommer det hele til at dreje sig om den katolske kirke i Baltimores intensive fortielse af misbrug, pædofili og sikkert mord over næsten 50 år. Det er rystende, hvad der er foregået. Men det er nærmest endnu mere rystende, hvordan det hele er blevet afvist, fortiet, gemt og udskammet. En udskammelse, der udelukkende har været vendt mod ofrene. Og de er mange. Når man, som jeg, i almindelige tider kommer en del i det katolske Irland, hvor det også har vrimlet med den slags sager i årevis, så skal der meget til at chokere. Men jeg BLEV chokeret. Jeg håber, paven har set serien, og handler på den!
Begge serier har den slags langsomme fortællestil, som ind imellem kan drive utålmodigheder som mig til vanvid. Men det er altså værd at vente på, det hele. Jeg er sikker på, en spillefilm kunne have klaret historierne på de obligatoriske knapt 2 timer, men det, dokumentaren kan, er at skabe forventninger og at gå så tæt på sine virkelige medvirkende, at man nærmest føler sig som en del af deres sorg, deres lidelser og al deres afmagt. Man får det hele bid for bid–og ikke hele paletten på en gang. Det er såmænd rart nok at have tid til at fordøje. Også fordi, man på nuværende tidspunkt da så absolut har tid til den slags!
Så prøv en dokumentar. Det er umagen værd. Og der ligger nogle forbandet gode og meget vigtige historier derude. Med den tiendedel af en oplukning, der måske kommer i dag, er der jo stadig masser af tid til at dyrke streamingtjenesterne. For hvad F….. skal man næsten ellers give sig til!