Om dokumentarer.

Netflix, HBO.

Der kommer et tidspunkt, hvor man, selv i coronaundtagelsestilstand, får nok af selv BBCs kostumeafdeling og amerikansk Hitchcock scenografi. Hvor fiktionen ligesom har fortalt alle de historier, den evner, og hvor man er fyldt til randen med fiktive personers lige så fiktive liv. Det er i alt fald sket for mig. Og jeg er ret tæt på at kalde mig selv for den ultimative ekspert i streamingtjenesternes udbud. Jeg har nemlig ikke ret meget andet at lave end at forbruge dem.

Så nu har jeg kastet mig over dokumentarer. Jeg har altid været vild med genren, når den har haft væsentlige historier at fortælle. Og været ved at brække mig, når den ikke har. Jeg er allergisk overfor spekulative programmer, der udelukkende tager udgangspunkt i, hvad der KUNNE være sket (men nok ikke er!), deciderede personangreb, som altid viser sig at have personlige årsager og samtlige serier og programmer om amerikanske massemordere, der elsker at dryppe rundt i blod, sigende underlægningsmusik og pseudo-psykologiske forklaringer på, hvorfor det endte så galt og brutalt. Dem er der ellers nok af. Hvis man higer ulideligt efter sine 50 minutes of fame, så er det bare ud med kniven, for der står altid en håbefuld dokumentarist derude og venter på den næste blodige forbryder.

Men, som sagt, så er der også gode, virkeligt gode, dokumentarer derude i streamingland. Hvor instruktørerne har noget på hjerte og en god historie at fortælle. Som man også ofte, som sidegevinst, kan blive lidt klogere af. Oftest er det dem, hvor præmissen for selve filmen som udgangspunkt har været en helt anden end der, hvor det hele faktisk ender. Det gør, i alt fald for mig, troværdighedsværdien endnu højere og fortæller, at der ikke var en fastlagt dagsorden, hvor alting bare skulle hælhugges og tåklippes for at passe ind i en på forhånd vedtaget konklusion eller et angreb.

The Vanishing at the Cecil Hotel er en af slagsen. Nok forledes vi undervejs i historien om den forsvundne canadiske pige på det seedy (oversættelse er lidt svær) LA hotel, sådan nærmest midt på Skid Row, til både at spekulere på overnaturlige kræfter og massemordere, men i grunden er det hele meget simpelt. Dybt tragisk, men simpelt. Og samtidig drejer dokumentaren i en retning, i alt fald jeg ikke havde set, og bliver en sønderlemmende kritik af internettets trolls og fuldstændigt ukritiske brugere, der faktisk ikke behøver de store anstrengelser for at smadre andres liv. Helt og totalt. Jeg anede ikke, der findes en selvbestaltet gruppe såkaldte internetdetektiver, der både har ufattelig stor magt på SoMe, men også anser sig selv for autoriteter, der langt overgår politiet i opklarings-nidkærhed. Alene den vinkel gør serien meget seværdig. Ydermere, men det er absolut ikke noget positivt, så har jeg godt nok også selv boet på den slags rædselsfulde hoteller i staterne, hvor jeg sagtens kunne forestille mig adskillige lig i skabene. Og vandtankene.

The Keepers tager også udgangspunkt i et mord. Men det bliver ikke det, den primært kommer til at handle om. Nonnen og læreren Sister Cathy bliver myrdet i begyndelsen af 70`erne, og adskillige år senere sætter en gruppe af hendes gamle elever (som nu selv er ret godt oppe i årene) sig for at opklare mordet. Det er nogle ihærdige, ældre damer, men de havde nok ikke på nogen mulig måde forestillet sig, hvad det egentlig er for en ormerede, de graver ind i. Kort fortalt kommer det hele til at dreje sig om den katolske kirke i Baltimores intensive fortielse af misbrug, pædofili og sikkert mord over næsten 50 år. Det er rystende, hvad der er foregået. Men det er nærmest endnu mere rystende, hvordan det hele er blevet afvist, fortiet, gemt og udskammet. En udskammelse, der udelukkende har været vendt mod ofrene. Og de er mange. Når man, som jeg, i almindelige tider kommer en del i det katolske Irland, hvor det også har vrimlet med den slags sager i årevis, så skal der meget til at chokere. Men jeg BLEV chokeret. Jeg håber, paven har set serien, og handler på den!

Begge serier har den slags langsomme fortællestil, som ind imellem kan drive utålmodigheder som mig til vanvid. Men det er altså værd at vente på, det hele. Jeg er sikker på, en spillefilm kunne have klaret historierne på de obligatoriske knapt 2 timer, men det, dokumentaren kan, er at skabe forventninger og at gå så tæt på sine virkelige medvirkende, at man nærmest føler sig som en del af deres sorg, deres lidelser og al deres afmagt. Man får det hele bid for bid–og ikke hele paletten på en gang. Det er såmænd rart nok at have tid til at fordøje. Også fordi, man på nuværende tidspunkt da så absolut har tid til den slags!

Så prøv en dokumentar. Det er umagen værd. Og der ligger nogle forbandet gode og meget vigtige historier derude. Med den tiendedel af en oplukning, der måske kommer i dag, er der jo stadig masser af tid til at dyrke streamingtjenesterne. For hvad F….. skal man næsten ellers give sig til!

Continue Reading

Om utilstedelighed og arrogance.

Min gamle moster boede en årrække på plejehjem i Varde. Hun døde for nogle år siden, og det er jeg lige nu meget taknemmelig for på hendes vegne. Hun kunne jo, teoretisk set, have været en af de plejehjemsbeboere i den by, som ikke havde fået sin coronavaccine, fordi den var blevet givet til lægernes pårørende i stedet.

Jeg tror slet ikke, jeg har ord for nepotisme i en sådan størrelsesgrad. Her står vi alle pænt i kø for omsider at opnå den på alle måder livgivende vaccine, og så booster nogen deres egen egoisme på en så arrogant og usmagelig måde. Det burde hverken være i lægers eller andres ånd at foretage sig noget sådant på nuværende tidspunkt. Gad vide–også–om det bare er toppen af isbjerget? Man burde vel–igen på nuværende tidspunkt– tage et tjek på sin egen moral og etik og før stikket lige spørge egoet, om man bagefter både, uden flovhed, kan se sig selv i spejlet og i det hele taget være sig selv bekendt.

For vi venter alle. Og jeg håber da, at vi samtidig alle har så megen moral, at vi kan vente, til det er vores retmæssige tur. Sådan at det ikke er mangel på moral, arrogance, nepotisme og noget så simpelt som familiemæssige forhold, der bestemmer, hvem der skal have vaccine hvornår. Jeg ved i alt fald med sikkerhed, at den slags aldrig ville være kunnet foregå i min familie. Man skal nemlig leve med sig selv bagefter.

Jeg fandt frem til lægeløftet og vedhæfter et billede. Det siger det hele, synes jeg. Også om, hvorfor de pågældende derovre i den vestjyske stad nok egentlig bør få en reprimande på størrelse med faldet i BNP. Bare til skræk og eftertanke.

Og så ærgrer det mig, ærgrer mig virkelig–hvis det altså er den måde, vi skal drive samfund på–at jeg i sin tid ikke insisterede på at undervise mine egne børn. Jeg kunne jo have givet dem karakterer, der ville have fået dem ind på ethvert tænkeligt studie!!

Continue Reading

Sådan kan det gå….

Vi bor i en indeklemt kommune mellem to af landets absolutte højdescorere på smittetalsbarometret. Ydermere er det sådan i vores område, at mellem netop de to kommuner og vores er der en enormt stor udveksling af arbejdskraft, fordi store industrier og offentlige arbejdspladser befinder sig i de to andre kommuner. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før smørhullet mellem smitterederne udfyldes. Det eneste, vi kan gøre, er at vente….

Oven i det var der lige en visitationsperson ved vagtlægeordningen, der ikke var opmærksom nok forleden og fik manden sendt ud til en coronapatient. Han er heldigvis selv mere opmærksom end den sløvhed, der sendte ham afsted, så han prøvede at holde behørig afstand og beskytte sig selv mest muligt. Men han var inde i vedkommendes hus og i nærheden af patienten nogle minutter. Det kvalificerer efter de officielle regler ikke i sig selv til en isolation. Men det kvalificerer til, at vi herhjemme har omorganiseret vores liv, således at vi selv i det mindste tager alle forholdsregler, indtil der foreligger en negativ test. Eller to.

Han er selvfølgelig af-vaccineret. Men det er jeg ikke. Og jeg ville ikke kunne bære at få sygdommen nu. Hvor det udelukkende er bureaukratisk lal, der gør, at jeg endnu ikke er vaccineret. Før der fandtes en vaccine, var det skæbnen, der bestemte. Nu er det smøl, og det er uacceptabelt. Som at blive snydt og lide fuldstændigt forgæves.

Så vi lever altså i disse dage sammen, på afstand. Jeg er rimeligt OBS på de to meter, jeg har udnævnt til min ubrydelige intimssfære, og selv om jeg ikke decideret går rundt med et målebånd, så har jeg et ret godt indtryk af, hvad to meter er sådan med et slag på tasken. Heldigvis har vi to badeværelser, så fra at bruge dem i flæng, har vi nu hvert sit. Vi har også (i alt fald mig!) et overdrevent forbrug af sprit, og køleskabslågen er ved at være slidt op af bare gedigen afspritning. Når vi spiser vores måltider, ligner vi sådan en parodi på den britiske overklasse, hvor man selvfølgelig må tænke sig til riddersalen og de udstoppede dyr som baggrund, men hvor vi nu alligevel skal hæve stemmen lidt for at kunne høre hinanden. Og heldigvis har vi et dobbeltsenget gæsteværelse, så vi kan undgå sovende smitte. Jeg har også hævdet min uskyldsret ved at forlange soveværelset med TV, så jeg kan falde i søvn derinde alene med alle mine uopklarede TV-mord. Det er vel den uskyldige uvaccineredes eneste lille kompensation.

Det er selvfølgelig problematisk at mødes i gangen, for i parcelhuse fra 70`erne brugte man ikke overflødige kvadratmeter på gangarealer. Men så må man jo steppe to meter ind på et værelse af ren coronahøflighed. Værst er det dog med allergien. Altså den af mandens, som giver sig udslag i store nyseforløb. Så må en af os i haven. Heldigvis er vejret for tiden ganske udendørs coronavenligt, så man kan lige tage en runde og se på vintergækker, mens der nyses og sprittes indenfor.

Vi har dog vedtaget, at udendørs gåture godt må forefindes, hvis behørig afstand opretholdes. Så når vi så går sammen, så tror de fleste nok, at vi er lidt uvenner. Men det er såmænd bare potentiel corona, der er imellem os.

Så jeg føler mig sådan lidt under dobbeltbeskydning for tiden. Både af de der to nabokommuner, der såmænd nok skal få eksproprieret deres lort til os, men også af den lille bombe, jeg måske har i mit eget hjem. Det er selvfølgelig mig, der er mest hysterisk. Men det er også mig, der er ubeskyttet og bare overhovedet ikke, på nogen mulig måde vil have den sygdom.

Endelig tænker jeg også på, om den der ignorant, der visiterede, mon ved, hvordan han har formet vores liv i disse dage. Han burde mindst, som straf, selv prøve at leve sammen, på afstand, i det samme hus og med to meters afstand. Udefra betragtet er det jo nærmest grinagtigt, men for mig er det altså ramme alvor.

Og jeg kan næsten ikke vente til den test, som først skal tages på torsdag. Sådan er reglerne–fire dage. Det er godt nok fire lange, meterlange, om man vil, dage…..

Continue Reading

Om alle de vælgere, der mangler et parti.

Som efterrationalisering og hektisk forsøg på at finde en forklaringsmodel på (T)rumpens for nogle overraskende valgsejr og efterfølgende ( ja, stadigt vedvarende!) popularitet i nogle grupper, er det ofte blevet hævdet, at han ramte lige derind, hvor man fortvivlet ledte efter en løsning. På liv, der var blevet ødelagt af nedlæggelsen af store industrier, på fortvivlelse over ikke at blive hørt i sit samfund, på magtesløshed overfor instanser, der bare bestemte hen over hovedet på en selv.

Det er den slags, der skaber diktatorer. Den slags, som er den allerbedste grobund for populistiske folkeforførere, der eminent kan tale folket efter munden og love dem den oprejsning og, måske især, den hævn, de tørster efter. Anderkendelse, synliggørelse, identitet er vel også ord, der i denne forbindelse er væsentlige som ingredienser i en forklaring.

Det, der bekymrer mig for tiden, er, at vores eget land er ved at nærme sig samme situation. Vi er ved at skabe et fremragende afsæt for lige præcis den/de populist(er), der kan tale de utilfredse masser efter munden. Og dem er der nok af. Utilfredse mennesker, altså. Ligeså med fortvivlede og magtesløse.

Det er korrekt, at vores regering har formået at holde hånden økonomisk under sin kernevælgere, således at offentligt ansatte og ansatte i større firmaer ikke har mærket det store til coronakrisens kradsen. Men venstrefløjen som sådan har på ingen måde tilgodeset eller kæmpet for den store gruppe af andre vælgere, der traditionelt har placeret deres stemme hos dem. Og sikkert også hos Socialdemokratiet. Her tænker jeg på kunstnerne og hele den spirende, kreative klasse, som har måttet iagttage en kulturminister, der hellere har villet dyrke Absolute Music end absolut kompensation. Hun er, sammen med sine støttepartier, forsvundet ind i total fortrængning af, at vores samfund, besynderligt nok ikke længere, består af arbejdsgivere og arbejdstagere og offentligt ansatte, men faktisk også –og heldigvis–har en enorm gruppe af mennesker, der lever fra job til job. Har en gig-økonomi, er freelancere. Og traditionelt hører til på venstrefløjen. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Akkurat det samme gør sig gældende på den anden side af det politiske spektrum, hvor mindre selvstændige, iværksættere og folk med innovation indenfor firmaoprettelser, igen traditionelt, hører hjemme. De borgerlige partier har på ingen måde kunnet få lydhørhed for, at deres vælgere også lider. Hver eneste dag hører jeg skrækhistorier og får udmalet skrækscenarier omkring små slidere, der må kaste håndklædet i ringen. Fordi ingen hjælper dem. Man frygter jo ligefrem en genåbning af sin by, hvor tomme butikslokaler vil stå og grine hånligt, fordi regeringen overså alle indehaverne, og de borgerlige partier ikke magtede at gøre noget for de vælgere, der plejer at lægge deres stemmer der. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Da de Radikale i sin tid brød ud fra Venstre for omkring 100 år siden, bestod de af en besynderlig blanding af husmænd fra landet og intellektuelle fra byerne. Selvfølgelig havde disse grupper ikke specifikt meget til fælles, men de fandt dog trods alt deres fodslag i en afstandtagen fra Venstre. I at være sammen, imod. Man kunne med stor selvfølgelighed godt antage, at nogenlunde det samme havde en mulighed for at ske igen. At de små selvstændige, kunstnerne og freelancerne og alle andre negligerede grupper kunne finde sammen. Selv om det lyder som faktastridigt, at de har så forfærdeligt meget til fælles, så er de i alt fald fælles om at føle sig overset af de traditionelle partier og at opleve en sønderrivende magtesløshed. Og at være blevet partiløse.

Det er så her, vi skal til at passe så forfærdeligt meget på. For lige her i det skisma er der plads til en (T)rumpe. Der er eminent grobund for en folkeforfører, en populist med verbale gaver til de negligerede grupper. Aldrig nogensinde før i de senere årtier har så mange følt sig så svigtet, så overset og (igen) så magtesløse. De fleste vil selvfølgelig hævde, at danskerne som folk betragtet er en del mere veluddannede og kan gennemskue væsentligt mere end amerikanerne, men tilstrækkelig frustration gør desværre meget i retning af at søge en kilde til oprejsning og retfærdighed. Det er muligt, at en demagog ikke på traditionel radikal vis kan ramme ind hos alle grupper. Men det betyder vel bare, at vi så skal have flere af slagsen.

Jeg tror, det er på tide, at samtlige partier begynder at tage deres vælgergrupper seriøst. Med andre ord kæmper for dem. Jeg er samtidig sikker på, at samme samtlige partier vil sige, at det gør de da sandelig også. Men det er ikke sådan, det føles hernede på bunden. I magtesløsheden. Her ligger en kæmpe gruppe mennesker, der ikke forstår, at ingen tager dem alvorligt. Og mange af netop de mennesker er i deres frustration over de traditionelle partier stået af i afmagt. Blevet partiløse. Blevet til salg for meget lidt, hvis der endelig kommer en, der tager dem alvorligt og hører deres stemmer.

Jeg forstår ikke, at partierne, ligegyldigt hvor de står i det politiske landskab, ikke handler på det. For ellers står vi med en forfærdende risiko for, at populismen kommer ind fra bunden. Her er virkelig grobund for en farlighed, der bør mane til politisk alvor.

Continue Reading

Om kvinder, mænd og biler.

Vi skal åbenbart have en ny bil. Når man sætter ordet “åbenbart” ind i en sætning, der sagtens kunne leve uden, betyder det forundring, kommen bag på. Ofte med en ironisk undertone.

Det var så nok det, jeg ville. Jeg mener, den, vi har, kan da sagtens køre. Den kan udmærket transportere os fra A til B, og selv om den med sine 10+ år på hjulene da er en smule underforsynet med de allermest fancy, moderne bekvemmeligheder og alt det, man ikke længere selv skal gøre personligt under kørslen, så er det da en bil.

Sådan har jeg tænkt hver gang, vi åbenbart har skullet have en ny bil. Jeg har et yderst praktisk forhold til biler og mener basalt, at hovedkravet til dem er, at de kan køre. På alle tidspunkter af døgnet, i al slags vejr og med et begrænset antal mislyde, som man ikke lige ved, hvor kommer fra. Dem, jeg ved hvor kommer fra, kan jeg sagtens leve med. Man lærer jo at indrette sig. Jeg gør. I alt fald.

Jeg mindes stadig, da jeg havde en Toyota Starlet, hvis ene fordør ( heldigvis den på modsatte side af førersædet) gik i udu. Men hvis man ville med, måtte man da finde sig i at kravle over førersædet til sin plads. Eller sno sig til bagsædet, for der var også noget med sædeindstillingerne og ingen bagdøre. Den var i øvrigt ultimativt, selvlysende skriggrøn. Men den var billig. Jeg havde også engang en Fiat, som begyndte at mørne op fra bunden. Men så lærer man jo enormt hurtigt, hvor man ikke skal træde. Og græder lidt i sit bilhjerte, når værkstedet med forfærdelse udtrykker, at der absolut ingen chance er for at få den igennem endnu et syn.

Det er så derfor, jeg skriver “åbenbart”, for det er jo slet ikke der, vi er. Jeg tror, det i mange parforhold er sådan en maskulin, kønsspecifik indstilling, at ganske fornuftigt kørende køretøjer skal udskiftes med jævne mellemrum. Det er ikke sådan noget med pral og flashing af brummende potensforlængere her i huset. Jeg tror, det er et automobilt kromosom, som mange kvinder fødes uden. Et kromosom, der skal op og blande sig sådan med jævne, årlige mellemrum.

Det er så ikke det værste. For det der med intentionerne at skulle have en ny bil er kun begynderstadiet. Det ufarlige. Jeg kan jo bare lade som om, jeg hører efter og siger ja og nej med passende forstillet interesse, når vi skal snakke om at anskaffe sådan en. Det er straks værre, når selve udvælgelsesprocessen starter. Så formodes jeg nemlig at deltage på et passende niveau i at køre rundt og se på biler. Ja, det skrev jeg: KØRE RUNDT OG SE PÅ BILER. Intet, udover lige at blive slæbt med i et byggemarked i mere end 2½ minut for at se på søm og skruer, er stærkere hos mig til lynhurtig reaktion i form af åndenød og røde knopper. Jeg forstår ikke det der med at gå rundt og kigge, mærke, banke på og se nedenunder biler. Jeg er fejlcastet til enhver prøvesidning og lider af sproglig underformåen i forhold til, hvad sælgeren siger omkring ekstraudstyr. Især de, der holder hele prædikener om et givet mærkes lyksaligheder, giver mig sådan et fåret udtryk i hovedet, der klart udtrykker, at vi slet ikke taler samme sprog. Jeg har ofte tænkt på at spørge, om den da ikke bare kan køre. Men det har jeg ladt være med.

Så al den biludvælgelse er en sand tortur. Hvor manden stråler og virkelig engagerer sig, ligner jeg en sagesløs mand, der er med sin kone ude at købe en ny kjole. (Der var den med kromosomerne igen!) Når jeg selv har skullet have en ny ( altså ny brugt, for jeg er også ultimativt udgiftssky, når det kommer til bilkøb), så sniger jeg mig, altid uden manden, op til en forhandler og siger, hvad jeg vil have, og hvad jeg kan betale. Det har virket indtil nu. De har alle sammen kunnet køre.

Men nu har jeg så lavet en yderst fordelagtig aftale i forbindelse med den nye bil, vi åbenbart skal have. Jeg har bedt ham om at finde max. 3 modeller, som er klare potentialer. Han har carte blanche til, om muligt, at køre landet rundt og se på, mærke, sidde i, snakke indforstået udstyrssnak med sælgerne og endda køre rundt i så mange biler, som han vil. Han kan tilbringe dagevis hos samtlige bilmærker og banke på alle fordøre, måle hundens længde i forhold til pladsen, pille i alle skruer og hængsler og alt det der, som hans automobilkromosom byder ham at gøre–helt uden at jeg står som indbegrebet af Tante Kedelig og tripper utålmodigt ved siden af. Jeg vil ikke engang være sur, når han kommer hjem. Jeg vil heller ikke, for den sags skyld, spørge, hvad han har lavet. I disse coronatider kan han da sagtens bruge nogle uger på at finde en bil. På sin egen mandemåde.

For når han så har kandidaterne klar, så vil jeg, om end en smule modvilligt, da godt tage en prøvetur i dem. I alt fald en. Jeg vil intensivt forsøge at lade som om, jeg er interesseret i, hvordan de lige adskiller sig fra hinanden, selv om det er svært for sådan en som mig, der jævnt hen synes, en bil er en bil. Han skulle jo gerne tro, at jeg billiger hans valg. I virkeligheden billiger jeg bare, at han tager et valg. For hvis vi på noget tidspunkt konfronteres undervejs med en af de der overemsige sælgere af ekstraudstyr, som tillader sig at spørge mig om, om jeg har særskilte ønsker, så er jeg lidt bange for, at mit svar bliver noget i retning af “Den kan vel køre?”.

Jeg er helt på det rene med, at mange kvinder selvfølgelig interesserer sig for biler. Det må deres mænd garanteret være glade ved. Det er dem, der, når de skal have en ny bil, vil undlade at skrive “åbenbart” i sætningen.

Continue Reading

Om smittetal og dagens længde.

Egentlig gider jeg ikke udbrede mig mere om tilværelsens ulidelige kedelighed. Som man altid påpeger, når der skal skrives skønlitteratur, så skal man vise og male hændelser, aldrig referere dem. Derved er det op til læseren selv at fortolke.

Jeg vil derfor kort fremmale to af mine fikspunkter i det liv, jeg fører lige nu. Måske endda de to væsentligste. (Det er så her, der virkelig skal fortolkes!) Jeg er nemlig blevet sådan lidt besat af smittetal og dagens længde. Hver eneste dag tjekker jeg ovennævnte, og besættelsen giver mig sådan en dejlig ro i sindet og helt klart en fornemmelse af styring. Af at have tjek på det liv, jeg ellers overhovedet ikke har væsentlig indflydelse på.

Hvilket jo i sig selv er en modsigelse, da netop de to ting er områder, jeg ikke har den fjerneste indflydelse på. Og heller aldrig, ligegyldigt hvad jeg stiller op, vil få. Men jeg oplever en indre beroligelse, en slags fornyet håb for fremtiden ved hver dag at tjekke, om de der smittetal er for nedadgående. Hvis de derimod går ind i en opstigende kurve, føler jeg sådan en snert af lidt depression. Så smager verden af forlænget undtagelsestilstand og en deadline, jeg ikke magter at gribe fat i. Jeg visualiserer også alle de stakkels mennesker, der pludselig har fået deres liv drastisk ændret, og jeg forbander endnu engang en vaccineindsats, der både er katastrofal og i al sin katastrofalitet kommer til at koste menneskeliv. Jeg vil her, og det mener jeg måske, man for alvor bør tilbunds-fortolke, indskyde, at Storbritannien er tæt på at have vaccineret halvdelen af sin befolkning. Men tænk at sidde der og studere smittetal! Som om verdens omdrejningspunkt er placeret i antallet af nysmittede og indlagte. Lige den er åben for en tilbundsgående fortolkning af indholdet i mit liv.

Jeg er også ret OBS på, hvornår solen står op og går ned. Med andre ord har jeg fuldt tjek på dagens længde. Jeg har sådan en indre uro omkring, om det hele nu går planmæssigt derhen, hvor dagslængder på denne tid af året nu helst skal gå. Måske sidder der en slags indre angst for at blive snydt i mig. Forårsaget af, at jeg for tiden gerne vil indrømme, at jeg føler mig lidt snydt af livet som sådan, så er jeg nødt til at være opmærksom på, at i det mindste solen gør, hvad solen nu bør gøre. At vi virkelig går mod forår, og det hele ikke bare kan aflyses eller omdirigeres, som man har for vane at omdirigere vacciner. Jeg bliver så dejligt tryg, når dagen virkelig ER blevet 4 minutter længere, og fniser da også lidt i mit næselange pandehår over, at her er da i det mindste et område, hvor EU ikke kan forhindre processen. Min besættelse af solopgange står også fuldstændig åben for videre fortolkning.

Endelig, og her skriver jeg så noget, som jeg nok slet ikke bør skrive, men altså skriver alligevel, så savner jeg ind imellem lidt (T)rumpen. I det mindste var hans aldrig svigtende vanvid en kærkommen afledning fra smittetal og dagslængder. Inde i mit inderste jeg savner jeg somme tider noget konkret at hænge min forargelse op på. Noget håndfast at være gal på, noget synligt at overøse med samtlige mine frustrationer. Misforstå mig ikke: Jeg savner ikke en psykopatisk narcissist i et af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige embeder, men jeg savner en af skælde ud på. For når livet er en evig række smittetal og tidspunkter for solens op- og nedgang, så ville det nu være rart også at have et andet sted at placere sin forargelse. Og det var han altså god til. Aldrig har jeg mødt et menneske, der i den grad kunne aflaste min indre vrede.

Så her sidder jeg altså. Fra at have været en nærmest evigt omrejsende kosmopolit med interesser, arbejde og engagement i mange af verdens lande og baserer mine daglige højdepunkter på dagens smittetal og solens op- og nedgangstider. Der skulle være rige muligheder for fortolkning!

Continue Reading

Om hoods, ukendte gader og nye territorier.

For tiden, altså for coronatiden, har jeg ofte misundt mennesker, der bor i store eller større byer. Jeg er en inkarneret byvandrer, og når man nu, af mangel på andre fornuftige gøremål og efterhånden også en opbygget afhængighed, skal ud på sine vandrede kilometer hver dag, så føler jeg mig ofte lidt snydt over min bys størrelse. Nok er det pænt og dejligt, det, der er. Men der er jo ligesom ikke så overvældende meget af det. Det bliver til mange gentagelser, mange hus forbi`er omkring det samme hus og mange travninger i ens egne fodspor. Jeg er sygt misundelig på de, der bor i store byer. Som kan trave i timevis uden at møde sig selv igen. Og som hele tiden kan opdage nyt, finde nye, vildt spændende baggårde, forladte industrikvarterer og eksotiske kolonihaver. Det gør vi ikke så meget i her i byen. Jeg tror, jeg har fundet det meste. Igen, igen.

Men somme tider sætter man jo også ubevidste begrænsninger for sig selv. I alt fald oplever jeg mig selv som relativt stavnsbundet omkring det, jeg nok, uden nogensinde at have defineret det, opfatter som mit hood. (Sådan hedder det efterhånden på nudansk!) Det er som om, der er magiske grænser for, hvor langt jeg kan bevæge mig, og hvad jeg kan overskride. Mestendels udgøres mine absurde grænser af noget strengt geografisk betinget, så som en fjord, jeg ikke går over på den anden side af ( vi HAR broer!) eller, endda meget hyppigt, store udfaldsveje, jeg ikke krydser. Men der er også mentale grænser. Det er svært at bevæge sig ind i et rimeligt lukket villakvarter, hvor man ikke hører til. Især her i byen. For i samme villakvarter bor der altid nogen, man kender, og i mit baghoved lurer altid tanken om, hvad de mon egentlig tror, hvis de ser en på afveje. Ligesom jeg da også selv studser, hvis jeg ser folk, der geografisk slet ikke hører til i mit hood, gå frit rundt i det. Til sammenligning er det noget helt, helt andet, hvis man gør det i en fremmed by, hvor ingen kender en. Der er frit spil på alle villaveje! Eller hvis man har gå-allieret sig med en fastboende fra samme kvarter. Underligt. Måske er det også bare mig og mine besynderlige gånykker. Her har de større byer også en klar fordel. Fordi der er så mange mennesker, er det noget lettere at give sig selv gåpas til nye områder.

Det er dog sådan, at hvis man tager sig gevaldigt sammen og overskrider sine mentale grænser, så er der store og nogle gange helt uventede oplevelser. Pludselig bliver ens by faktisk meget større. Og meget mere spændende. I går tog jeg faktisk– også fordi vi var to, og det er altid tryggere at krydse mentale grænser i tosommelig solidaritet– mod til at krydse den fjord. Ikke nok med at vi endte på en ukendt, uvejsom sti, som faktisk gik gennem den skønneste natur, men vi fandt også veje, hvis eksistens vi ikke anede noget om. Smukke, spændende veje med huse ( jeg er vild med huse), der virkelig var værd at beskue. Som at komme til et fremmed, halveksotisk land, bare i en afkrog af ens egen by. Og som at få et dugfrisk input af et sted, man slet ikke troede magtede flere nye input og udfordringer.

Med nye vandreruter er det præcis som med nye ord. Ikke før man har anvendt dem, smagt på dem, brugt dem et tilstrækkeligt antal gange, bliver de ens eje. Et ord skal ud omkring en snes gange, før man ejer det. Sådan er det nok også med fødderne. De skal indtage nye kilometer og strækninger et vist antal gange, før de føler sig fortrolige med at gå et givet sted. Indlemmer et område i ens hood, om man vil. Det er næsten som fortidens pionerer, der skulle overskride vildmarken for omsider at blive settlers i nye territorier, hvor de så kom til at høre til. Også mentalt.

Så jeg kan kun opfordre konservativt gående med strenge hood-grænser til at overskride dem såvel fysisk som mentalt. Det er absolut fantasiløst at gå de samme ruter hele tiden–selv hvis man går dem den modsatte vej ved udvalgte lejligheder. Der er så mange nye syn, oplevelser og belønninger derude. Selv i en lille by. Hvor man må lære at skide højt og flot på sine egne tåbelige normer om, at nogle hoods tilhører andre, og man derfor ikke synes, man har berettigelse til at gå derind. Den sidste skal jeg lige have en alvorlig samtale med mig selv om. Eller rettere: Who cares??

Da vi i sin tid tabte Sydslesvig ( det var i 1864!) opstod slogannet “Hvad udad tabes, skal indad vindes.” Det vil jeg så, her 101 år efter den ufejrede genforening prøve at efterleve, for når jeg ikke kan komme ud og rode i alle verdens uudforskede baggårde og nedbrudte industriområder, så kan jeg da i det mindste overskride mine egne hood-grænser og finde nye territorier i min egen by. Det er jo bare at gå over–altså over udfaldsvejene og fjorden!

Continue Reading

Om hungeren efter kultur. Eller bare, at der sker noget.

Den første weekend i marts har jeg nogle guidede ture i Københavns Nordvestkvarter. Det skulle egentlig bare have været 2 ture, for man kommer nemt til en tydelig identifikation med en gammeldags pick-up i hak, når man 4 gange på en weekend skal gå samme tur og sige mere eller mindre det samme. Men det er nødvendigt, når man, udover sig selv, kun kan have 4 med hver gang. Derudover gør jeg det faktisk også gerne. Labber det nærmest i mig. For den gamle cirkuselefant, hvis elskede manege (eller hvis liv, sådan i det hele taget) har været uindtagelig i over et år, hopper gladeligt ind i hver eneste kvadratmeter af savsmuldet normalitet. For andre er forståelsen for netop det vel bare at prøve at visualisere, at hele ens arbejdsliv, hele ens identitet, hele ens livsstil og alt det, man elsker, har været ikke-eksisterende i over et år. Borte. Væk.

Men det, der slår mig, ved disse ture, er, at de er så overvældende populære. Jeg er både fuldt booket op og har en venteliste, som er lang som de køer, der for tiden er hos bagerne. Nok kan jeg ikke have mange med, men ventelisten viser i al sin tydelighed et presserende behov for lidt kultur. Eller bare, at der i det mindste sker noget. Viser, at i disse tider, vil masser af mennesker med glæde bruge 2 timer af deres weekend på at trave rundt i gamle industriområder og lettere derangerede boligkvarterer under begyndende gentrificering. Og så har jeg endda ikke sagt noget om vejret endnu. Begyndelsen af marts er næppe garanti for varmt vejr og solskin. Der er nok nærmere risiko for regn og blæst.

Vi hungrer efter kultur. Efter at komme ud af vores dvale, opleve andet end kager og streamingtjenesternes udbud og sikkert også efter at se andre mennesker end de, vi har tildelt os selv i vores små bobler. Og her mener jeg kultur i så bred forstand, at det såmænd kan indebære alt fra at gå i biografen, teatret, til koncert, på museum til bare at slentre shoppingberedt gennem en åben gågade og gå ind i hver eneste forretning af den simple grund, at man kan. Vel er der da kulturmuligheder på nettet, men jeg tror, de fleste af os har erkendt, at der er noget fremmedgørende, noget decideret afstandsskabende i at overvære samme kultur med en skærm mellem den og os selv. Vi er udsultede efter levende mennesker, der helt konkret er til stede, mens de giver os en oplevelse.

Så det er populært på Københavnsegnen at gå en weekendtur med en levende, uvirtuel fortæller. Sjovt nok kan jeg samtidig iagttage endnu en tendens. Nemlig at det tydeligvis er segmentet over 50 ( måske endda 60), der vil på travning. Hvis nogen skulle undre sig over, hvordan jeg kan vide det, så er det faktisk ret enkelt: Det kan man se på navnene. Voksne under 50 hedder sjældent, Karin, Birthe, Bente, Susanne, Hanne og Kirsten. At jeg ikke nævner drengenavne skyldes så også en anden pudsig ting. Nemlig at det for den generation altid er kvinderne, der melder til. Hvad enten de skal have manden med, eller, som det ofte er tilfældet, skal afsted med en veninde.

Men det er da dejligt at være populær. Sådan ligefrem at have venteliste. I øvrigt en tendens, jeg også klart oplevede, da jeg sidste sommer lavede ture i Hurup. Nu skal man selvfølgelig passe på ikke udelukkende at begrunde det hele i sin egen person. For det er slet ikke primært der, den ligger. Den ligger nemlig hovedsageligt i det faktum, at vi lige nu er en nation, der er så kulturelt udsultede, at vi griber ethvert halmstrå( for nu at blive i cirkusmetaforen) for at opleve noget. Bare noget. For Guds skyld bare noget, der er mere end bare en variation over kager og streaming. Der skal levende kultur i manegen. De gamle cirkuselefanter står foran en ny æra af fremvisning af alle de ældgamle tricks. Hvis man lader dem få lov, selvfølgelig.

Det hele betyder forhåbentlig også, at hele kultur- og oplevelseslivet får en blomstrende renæssance og en øredøvende popularitet, når det engang endelig er muligt at åbne det op. For når 4 små ture i en Københavnsk bydel, der absolut ikke er turisternes ( selv dem fra Danmark) foretrukne manege kan afføde så stor popularitet og overtegning, så må alle vores kunstnere og rejsearrangører da møde en overvældende begejstring og opbakning, når kulturen igen må komme ud til de sultende masser.

Det kan man da i alt fald håbe på. Og selv nyde sine 8 hours of fame den weekend, hvor man sådan på lånt tid har fået sit liv tilbage.

Continue Reading

Om bandeord.

Nu læser jeg så, at engelske bandeord er ved at fortrænge de gode, grimme danske hos den unge generation. Ikke, at jeg ikke selv har lagt mærke til det, men nu er det sådan statistisk bevist. Der er tilsyneladende meget mere ungdommelig kraft i alle former for “fuck” end i halvsløve gammelmandssvinere som Fanden og sgu`.

Der er to ting, jeg sådan nostalgisk kommer til at tænke på i den forbindelse. For det første min egen allerførste, temmeligt naive, konfrontation med samme fuck. Det var i 70`erne, hvor jeg først havde tilbragt et år på en engelsk kostskole, milevis fra alt, der kunne fucke. Jeg havde i den grad opgraderet mit noget ubehjælpsomme gymnasieengelsk, men var alligevel aldrig nået til fuck, for det fandtes ikke. Derude i de privilegerede, små drenges skoleland havde vi nok lavatories ( vi havde IKKE toilets!) og table napkins (vi havde IKKE serviettes!), men vi havde på ingen måde fuck eller noget, der bare kom i nærheden. Jeg kan stadig, ved mindet, forestille mig den noget konservative inspektørs ansigt, hvis ordet havde listet sig ind på hans skole. Det var nok derfor, det ikke turde.

Året efter trak jeg rabarber op en hel sommer på en farm nede i Kent. Jeg var i øvrigt elendig til det, men det var i og for sig underordnet, da det hele drejede sig om den gode gamle devise om en husholdningsskole klods op ad en landbrugsskole. Hvis man ikke ansatte et passende antal unge piger til rabarberoptræk, gad ingen unge mænd, hvis arbejdskraft var stærkt påkrævet, jo at komme. Udover et antal unge mænd fra hele verden rummede farmen også mange lokale landbrugsmedhjælpere. Lad mig bare diplomatisk sige, at ingen af dem nogensinde havde gået på min gamle kostskole eller andre lignende fuck-fortrængende institutioner, så her blev jeg for første gang introduceret til et miljø, hvor fuck vel statistisk set udgjorde ca. hvert andet ord. Hos nogle, i alt fald.

Jeg forsvarer lige mig selv med såvel, at jeg aldrig nogensinde havde hørt det før (vi taler 70`erne!), selv om jeg da havde boet et helt år i dets hjemland allerede, som at jeg altid har dyrket en stor sproglig nysgerrighed. Jeg elsker sprog, og jeg elsker at finde ud af, hvorfor sprog opfører sig, som det/de gør. Så jeg kvindede mig op og spurgte naivt den ultimative autoritet på området–han hed Brian og sagde nærmest ikke andet end fuck–hvad det der ord egentlig betød. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet en etymologisk udredning, men i så fald burde jeg nok have vidst, at den givetvis ikke lige ville komme fra Brian. I alt fald kiggede han bare på mig med sådan et sjofelt, skævt smil og sagde–og jeg glemmer det ALDRIG–“Do you want me to show you?” Det var så der, jeg i et splitsekund fattede, både hvad ordet betød, men også, at jeg på ingen måde ønskede, at han ville stå for en en slags anskuelighedsundervisning. Og sjældent har jeg været så flov….

Det andet, jeg ikke kan lade være med at tænke på, hænger også sammen med Brian. Og med kostskolen. Dengang, som nu, er det faktisk og stadig sådan, at velopdragne mennesker i Storbritannien ikke siger fuck. Fuck er et Brian-ord, en klassemarkør, om man vil. Det er sådan et ord, der, når det kommer ind i ens mund på britisk grund, stempler en. Fortæller om, hvor man hører til. Man bliver, mange steder, ikke taget alvorligt med fuck i bagagen, og enhver brite, fra ethvert samfundslag i et samfund, der stadig er relativt klasseopdelt i forhold til vores eget, ved godt, at hvis man vil gøre et godt indtryk, så holder man lige fuck i snor. Derudover er det et ord, som, akkurat som på kostskolen, ikke anvendes af rigtigt mange. Og de samme rigtigt mange ved lige præcis godt, hvad de tænker om folk, der bruger det.

Derfor–og nu kommer der endelig en begyndelse på en slags konklusion–har jeg brugt årevis på at prædike– for danske gymnasieelever, der stod foran en studietur til det britiske– om, ikke at bruge ordet. SLET ikke at bruge ordet. Ikke rende rundt og sige “Fuck, sikken en fed bluse.” højt i forretningerne, ” Hvor er mine fucking penge?” når de skulle betale eller i det hele taget noget som helst med det ord indblandet. Det GØR ordentlige mennesker ikke. Eller, som jeg altid plejede at sige til dem–så bliver I ligesom automatisk sat i bås med nogen, som I nok ikke overhovedet ønsker at blive sat i bås med. Nogle gange, overfor de allermest fuck-inficerede af dem, var jeg endda nødt til at fremmane ham der skinheaden med tatoveringerne og pit bull terrieren. Men det virkede. Sådan da. For fuck er så indgroet et ord hos den danske ungdom, at det bare ryger ubevidst ud. På samme måde som vi andre slipper at sgu`. Hvis vi gør.

Det er altså statistisk bevist, at de unge fucker ganske fortrinligt og meget. At vi trekvartgamle har fået Fanden og alle vores sgu`er i forældet fred. Sprog er en levende mekanisme i konstant forandring, og det er så sådan, det på den front har forandret sig. Det kan vi næppe gøre noget ved. Men vi bør advare de unge mod at slippe ordet løs, når de er i det britiske ( hvis det nogensinde igen bliver muligt at komme derover igen!), hvis de ikke vil ses af de lokale som en flok umuligheder.

De kunne jo, som en begyndelse, begynde at overveje, hvad det egentlig betyder. Og tænke på, at det sådan set ville svare til at bruge fisse, pik eller kusse i flæng som bandeord på dansk.

Jeg ville ønske, de sådan lige før afgang fik en Brian ind over, der kunne spørge dem “Do you want me to show you?”

Continue Reading

Om fremtidens arkitektur.

Jeg læste, at den influenza, som de fleste af os sloges med som børn, og som mange stadig har nærmest årlige besøg af som voksne, er reminiscenser fra den såkaldt spanske syge ( som egentlig kom fra USA) lige efter 1. Verdenskrig. Det har været en sejlivet Satan.

I samme åndedrag er det heller ingen hemmelighed, at coronaen er en blivende faktor i vores liv. Vi får den nok ikke udryddet, trods vacciner og andre forholdsregler. Sådan en djævel har det med at mutere i bare innovativt arrigskab, især når vi forsøger at stille barrierer op for den. Det, vi kan håbe på, er, at den gradvist overgår til at opføre sig som den der amerikanskspanske syge og bare blive et irritationsmoment hver vinter, som vi hverken behøver talrige iltapparater og respiratorer for at overleve, men derimod lever med, som vi altid har levet med influenza.

Alligevel er der allerede røster fremme om, at en af de største effekter, coronaen vil have på vores fremtid, er, at den skal indtænkes i måden, vi kommer til at leve på, samt, hvilket jeg synes er interessant, måden vi indretter vores liv på rent arkitektonisk. Vi skal simpelthen have mere plads omkring os, mere afstand til hinanden, mindre risiko for smittefare indbygget i huse, pladser, parker og enhver form for halv- og heloffentlige steder. Som eksempel er det nok slut med de store festivaler og koncerter på de præmisser, vi kender. Roskilde står for at skulle inddrage det meste af Midtsjælland, mens Tønder nok må entrere med et rimeligt uoverskueligt antal marskbønder, hvis det hele skal gå op med samme deltagerantal som nu. Hvis det er det, vi vil.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på alle de unge mennesker, der lige nu sidder 31 i klasselokaler bygget til 24. Der vil, på skolefronten, skulle nytænkes virkelig intensivt, når de store børn og unge endelig engang igen får lov til at komme i skole. Og lufthavnene! Disse supersprederfælder, hvor vi alle sammen står og glaner mod de samme afgangstavler i forvirrede flokke, hvorefter vi maser os til skranker, hvor køerne sådan nærmest går i højden. Der bliver noget at tage fat på.

Men det er jo kun omlægninger og nytænkninger omkring det, vi allerede har. Det, der bliver rigtigt spændende, er, hvordan nye samværsformer kommer til at præge fremtidens arkitektur. Hvordan man allerede på tegnebræts-stadiet skal tænke afstand ind i nye projekter. Og hvordan man lige løser den opgave, at afstand naturligt skal indbygges i et hus, på en plads, i en park og andre steder. Det ultimative er vel, at man formår at gøre det, således at de besøgende og beboerne slet ikke tænker over, at de snildt og opfindsomt holdes fra hinanden.

For mig består den ultimative arkitektprøve dog i at gen-lære mig overhovedet at gå ind i større forsamlinger og deltage i ting, hvor der er mange mennesker samlet. At gen-opnå den tryghed og ubekymrethed, jeg førhen overhovedet ikke sansede, at jeg havde. At skabe en indre forståelse hos mig om, at jeg ikke, til trods for at jeg vil og skal det samme som mange andre, behøver at komme for tæt på dem. At jeg, om man vil, ikke er skydeskive for smitte, selv om jeg går ud på populære steder, og at min afstand fra andre mennesker lige præcis er stor nok til at give mig den tryghed, som jeg i alt fald vil bibevare ønsket om at have meget længe endnu. Jeg tror, vi alle sammen har oplevet, at folk i supermarkeder eller andre steder er kommet alt, alt for foruroligende tæt på, ubehageligt har invaderet vores nu særdeles udvidede intimsfære. Og det er lige præcis det, der, sammen med den nok altid latente smittefare, skal indtænkes i alt, hvad vi fra nu af foretager os på arkitekturfronten.

Det bliver spændende at se og føle. Det bliver også spændende, om det giver grobund for en helt ny arkitektonisk -isme, en ny byggestil, en ny måde at anlægge parker og, for alt i verden da!, en innovativ måde at forhindre at ethvert lufthavnsbesøg ender i snot og feber.

Continue Reading