Om bandeord.

Nu læser jeg så, at engelske bandeord er ved at fortrænge de gode, grimme danske hos den unge generation. Ikke, at jeg ikke selv har lagt mærke til det, men nu er det sådan statistisk bevist. Der er tilsyneladende meget mere ungdommelig kraft i alle former for “fuck” end i halvsløve gammelmandssvinere som Fanden og sgu`.

Der er to ting, jeg sådan nostalgisk kommer til at tænke på i den forbindelse. For det første min egen allerførste, temmeligt naive, konfrontation med samme fuck. Det var i 70`erne, hvor jeg først havde tilbragt et år på en engelsk kostskole, milevis fra alt, der kunne fucke. Jeg havde i den grad opgraderet mit noget ubehjælpsomme gymnasieengelsk, men var alligevel aldrig nået til fuck, for det fandtes ikke. Derude i de privilegerede, små drenges skoleland havde vi nok lavatories ( vi havde IKKE toilets!) og table napkins (vi havde IKKE serviettes!), men vi havde på ingen måde fuck eller noget, der bare kom i nærheden. Jeg kan stadig, ved mindet, forestille mig den noget konservative inspektørs ansigt, hvis ordet havde listet sig ind på hans skole. Det var nok derfor, det ikke turde.

Året efter trak jeg rabarber op en hel sommer på en farm nede i Kent. Jeg var i øvrigt elendig til det, men det var i og for sig underordnet, da det hele drejede sig om den gode gamle devise om en husholdningsskole klods op ad en landbrugsskole. Hvis man ikke ansatte et passende antal unge piger til rabarberoptræk, gad ingen unge mænd, hvis arbejdskraft var stærkt påkrævet, jo at komme. Udover et antal unge mænd fra hele verden rummede farmen også mange lokale landbrugsmedhjælpere. Lad mig bare diplomatisk sige, at ingen af dem nogensinde havde gået på min gamle kostskole eller andre lignende fuck-fortrængende institutioner, så her blev jeg for første gang introduceret til et miljø, hvor fuck vel statistisk set udgjorde ca. hvert andet ord. Hos nogle, i alt fald.

Jeg forsvarer lige mig selv med såvel, at jeg aldrig nogensinde havde hørt det før (vi taler 70`erne!), selv om jeg da havde boet et helt år i dets hjemland allerede, som at jeg altid har dyrket en stor sproglig nysgerrighed. Jeg elsker sprog, og jeg elsker at finde ud af, hvorfor sprog opfører sig, som det/de gør. Så jeg kvindede mig op og spurgte naivt den ultimative autoritet på området–han hed Brian og sagde nærmest ikke andet end fuck–hvad det der ord egentlig betød. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet en etymologisk udredning, men i så fald burde jeg nok have vidst, at den givetvis ikke lige ville komme fra Brian. I alt fald kiggede han bare på mig med sådan et sjofelt, skævt smil og sagde–og jeg glemmer det ALDRIG–“Do you want me to show you?” Det var så der, jeg i et splitsekund fattede, både hvad ordet betød, men også, at jeg på ingen måde ønskede, at han ville stå for en en slags anskuelighedsundervisning. Og sjældent har jeg været så flov….

Det andet, jeg ikke kan lade være med at tænke på, hænger også sammen med Brian. Og med kostskolen. Dengang, som nu, er det faktisk og stadig sådan, at velopdragne mennesker i Storbritannien ikke siger fuck. Fuck er et Brian-ord, en klassemarkør, om man vil. Det er sådan et ord, der, når det kommer ind i ens mund på britisk grund, stempler en. Fortæller om, hvor man hører til. Man bliver, mange steder, ikke taget alvorligt med fuck i bagagen, og enhver brite, fra ethvert samfundslag i et samfund, der stadig er relativt klasseopdelt i forhold til vores eget, ved godt, at hvis man vil gøre et godt indtryk, så holder man lige fuck i snor. Derudover er det et ord, som, akkurat som på kostskolen, ikke anvendes af rigtigt mange. Og de samme rigtigt mange ved lige præcis godt, hvad de tænker om folk, der bruger det.

Derfor–og nu kommer der endelig en begyndelse på en slags konklusion–har jeg brugt årevis på at prædike– for danske gymnasieelever, der stod foran en studietur til det britiske– om, ikke at bruge ordet. SLET ikke at bruge ordet. Ikke rende rundt og sige “Fuck, sikken en fed bluse.” højt i forretningerne, ” Hvor er mine fucking penge?” når de skulle betale eller i det hele taget noget som helst med det ord indblandet. Det GØR ordentlige mennesker ikke. Eller, som jeg altid plejede at sige til dem–så bliver I ligesom automatisk sat i bås med nogen, som I nok ikke overhovedet ønsker at blive sat i bås med. Nogle gange, overfor de allermest fuck-inficerede af dem, var jeg endda nødt til at fremmane ham der skinheaden med tatoveringerne og pit bull terrieren. Men det virkede. Sådan da. For fuck er så indgroet et ord hos den danske ungdom, at det bare ryger ubevidst ud. På samme måde som vi andre slipper at sgu`. Hvis vi gør.

Det er altså statistisk bevist, at de unge fucker ganske fortrinligt og meget. At vi trekvartgamle har fået Fanden og alle vores sgu`er i forældet fred. Sprog er en levende mekanisme i konstant forandring, og det er så sådan, det på den front har forandret sig. Det kan vi næppe gøre noget ved. Men vi bør advare de unge mod at slippe ordet løs, når de er i det britiske ( hvis det nogensinde igen bliver muligt at komme derover igen!), hvis de ikke vil ses af de lokale som en flok umuligheder.

De kunne jo, som en begyndelse, begynde at overveje, hvad det egentlig betyder. Og tænke på, at det sådan set ville svare til at bruge fisse, pik eller kusse i flæng som bandeord på dansk.

Jeg ville ønske, de sådan lige før afgang fik en Brian ind over, der kunne spørge dem “Do you want me to show you?”

You may also like

Skriv et svar