Om hungeren efter kultur. Eller bare, at der sker noget.

Den første weekend i marts har jeg nogle guidede ture i Københavns Nordvestkvarter. Det skulle egentlig bare have været 2 ture, for man kommer nemt til en tydelig identifikation med en gammeldags pick-up i hak, når man 4 gange på en weekend skal gå samme tur og sige mere eller mindre det samme. Men det er nødvendigt, når man, udover sig selv, kun kan have 4 med hver gang. Derudover gør jeg det faktisk også gerne. Labber det nærmest i mig. For den gamle cirkuselefant, hvis elskede manege (eller hvis liv, sådan i det hele taget) har været uindtagelig i over et år, hopper gladeligt ind i hver eneste kvadratmeter af savsmuldet normalitet. For andre er forståelsen for netop det vel bare at prøve at visualisere, at hele ens arbejdsliv, hele ens identitet, hele ens livsstil og alt det, man elsker, har været ikke-eksisterende i over et år. Borte. Væk.

Men det, der slår mig, ved disse ture, er, at de er så overvældende populære. Jeg er både fuldt booket op og har en venteliste, som er lang som de køer, der for tiden er hos bagerne. Nok kan jeg ikke have mange med, men ventelisten viser i al sin tydelighed et presserende behov for lidt kultur. Eller bare, at der i det mindste sker noget. Viser, at i disse tider, vil masser af mennesker med glæde bruge 2 timer af deres weekend på at trave rundt i gamle industriområder og lettere derangerede boligkvarterer under begyndende gentrificering. Og så har jeg endda ikke sagt noget om vejret endnu. Begyndelsen af marts er næppe garanti for varmt vejr og solskin. Der er nok nærmere risiko for regn og blæst.

Vi hungrer efter kultur. Efter at komme ud af vores dvale, opleve andet end kager og streamingtjenesternes udbud og sikkert også efter at se andre mennesker end de, vi har tildelt os selv i vores små bobler. Og her mener jeg kultur i så bred forstand, at det såmænd kan indebære alt fra at gå i biografen, teatret, til koncert, på museum til bare at slentre shoppingberedt gennem en åben gågade og gå ind i hver eneste forretning af den simple grund, at man kan. Vel er der da kulturmuligheder på nettet, men jeg tror, de fleste af os har erkendt, at der er noget fremmedgørende, noget decideret afstandsskabende i at overvære samme kultur med en skærm mellem den og os selv. Vi er udsultede efter levende mennesker, der helt konkret er til stede, mens de giver os en oplevelse.

Så det er populært på Københavnsegnen at gå en weekendtur med en levende, uvirtuel fortæller. Sjovt nok kan jeg samtidig iagttage endnu en tendens. Nemlig at det tydeligvis er segmentet over 50 ( måske endda 60), der vil på travning. Hvis nogen skulle undre sig over, hvordan jeg kan vide det, så er det faktisk ret enkelt: Det kan man se på navnene. Voksne under 50 hedder sjældent, Karin, Birthe, Bente, Susanne, Hanne og Kirsten. At jeg ikke nævner drengenavne skyldes så også en anden pudsig ting. Nemlig at det for den generation altid er kvinderne, der melder til. Hvad enten de skal have manden med, eller, som det ofte er tilfældet, skal afsted med en veninde.

Men det er da dejligt at være populær. Sådan ligefrem at have venteliste. I øvrigt en tendens, jeg også klart oplevede, da jeg sidste sommer lavede ture i Hurup. Nu skal man selvfølgelig passe på ikke udelukkende at begrunde det hele i sin egen person. For det er slet ikke primært der, den ligger. Den ligger nemlig hovedsageligt i det faktum, at vi lige nu er en nation, der er så kulturelt udsultede, at vi griber ethvert halmstrå( for nu at blive i cirkusmetaforen) for at opleve noget. Bare noget. For Guds skyld bare noget, der er mere end bare en variation over kager og streaming. Der skal levende kultur i manegen. De gamle cirkuselefanter står foran en ny æra af fremvisning af alle de ældgamle tricks. Hvis man lader dem få lov, selvfølgelig.

Det hele betyder forhåbentlig også, at hele kultur- og oplevelseslivet får en blomstrende renæssance og en øredøvende popularitet, når det engang endelig er muligt at åbne det op. For når 4 små ture i en Københavnsk bydel, der absolut ikke er turisternes ( selv dem fra Danmark) foretrukne manege kan afføde så stor popularitet og overtegning, så må alle vores kunstnere og rejsearrangører da møde en overvældende begejstring og opbakning, når kulturen igen må komme ud til de sultende masser.

Det kan man da i alt fald håbe på. Og selv nyde sine 8 hours of fame den weekend, hvor man sådan på lånt tid har fået sit liv tilbage.

You may also like

Skriv et svar