Om hoods, ukendte gader og nye territorier.

For tiden, altså for coronatiden, har jeg ofte misundt mennesker, der bor i store eller større byer. Jeg er en inkarneret byvandrer, og når man nu, af mangel på andre fornuftige gøremål og efterhånden også en opbygget afhængighed, skal ud på sine vandrede kilometer hver dag, så føler jeg mig ofte lidt snydt over min bys størrelse. Nok er det pænt og dejligt, det, der er. Men der er jo ligesom ikke så overvældende meget af det. Det bliver til mange gentagelser, mange hus forbi`er omkring det samme hus og mange travninger i ens egne fodspor. Jeg er sygt misundelig på de, der bor i store byer. Som kan trave i timevis uden at møde sig selv igen. Og som hele tiden kan opdage nyt, finde nye, vildt spændende baggårde, forladte industrikvarterer og eksotiske kolonihaver. Det gør vi ikke så meget i her i byen. Jeg tror, jeg har fundet det meste. Igen, igen.

Men somme tider sætter man jo også ubevidste begrænsninger for sig selv. I alt fald oplever jeg mig selv som relativt stavnsbundet omkring det, jeg nok, uden nogensinde at have defineret det, opfatter som mit hood. (Sådan hedder det efterhånden på nudansk!) Det er som om, der er magiske grænser for, hvor langt jeg kan bevæge mig, og hvad jeg kan overskride. Mestendels udgøres mine absurde grænser af noget strengt geografisk betinget, så som en fjord, jeg ikke går over på den anden side af ( vi HAR broer!) eller, endda meget hyppigt, store udfaldsveje, jeg ikke krydser. Men der er også mentale grænser. Det er svært at bevæge sig ind i et rimeligt lukket villakvarter, hvor man ikke hører til. Især her i byen. For i samme villakvarter bor der altid nogen, man kender, og i mit baghoved lurer altid tanken om, hvad de mon egentlig tror, hvis de ser en på afveje. Ligesom jeg da også selv studser, hvis jeg ser folk, der geografisk slet ikke hører til i mit hood, gå frit rundt i det. Til sammenligning er det noget helt, helt andet, hvis man gør det i en fremmed by, hvor ingen kender en. Der er frit spil på alle villaveje! Eller hvis man har gå-allieret sig med en fastboende fra samme kvarter. Underligt. Måske er det også bare mig og mine besynderlige gånykker. Her har de større byer også en klar fordel. Fordi der er så mange mennesker, er det noget lettere at give sig selv gåpas til nye områder.

Det er dog sådan, at hvis man tager sig gevaldigt sammen og overskrider sine mentale grænser, så er der store og nogle gange helt uventede oplevelser. Pludselig bliver ens by faktisk meget større. Og meget mere spændende. I går tog jeg faktisk– også fordi vi var to, og det er altid tryggere at krydse mentale grænser i tosommelig solidaritet– mod til at krydse den fjord. Ikke nok med at vi endte på en ukendt, uvejsom sti, som faktisk gik gennem den skønneste natur, men vi fandt også veje, hvis eksistens vi ikke anede noget om. Smukke, spændende veje med huse ( jeg er vild med huse), der virkelig var værd at beskue. Som at komme til et fremmed, halveksotisk land, bare i en afkrog af ens egen by. Og som at få et dugfrisk input af et sted, man slet ikke troede magtede flere nye input og udfordringer.

Med nye vandreruter er det præcis som med nye ord. Ikke før man har anvendt dem, smagt på dem, brugt dem et tilstrækkeligt antal gange, bliver de ens eje. Et ord skal ud omkring en snes gange, før man ejer det. Sådan er det nok også med fødderne. De skal indtage nye kilometer og strækninger et vist antal gange, før de føler sig fortrolige med at gå et givet sted. Indlemmer et område i ens hood, om man vil. Det er næsten som fortidens pionerer, der skulle overskride vildmarken for omsider at blive settlers i nye territorier, hvor de så kom til at høre til. Også mentalt.

Så jeg kan kun opfordre konservativt gående med strenge hood-grænser til at overskride dem såvel fysisk som mentalt. Det er absolut fantasiløst at gå de samme ruter hele tiden–selv hvis man går dem den modsatte vej ved udvalgte lejligheder. Der er så mange nye syn, oplevelser og belønninger derude. Selv i en lille by. Hvor man må lære at skide højt og flot på sine egne tåbelige normer om, at nogle hoods tilhører andre, og man derfor ikke synes, man har berettigelse til at gå derind. Den sidste skal jeg lige have en alvorlig samtale med mig selv om. Eller rettere: Who cares??

Da vi i sin tid tabte Sydslesvig ( det var i 1864!) opstod slogannet “Hvad udad tabes, skal indad vindes.” Det vil jeg så, her 101 år efter den ufejrede genforening prøve at efterleve, for når jeg ikke kan komme ud og rode i alle verdens uudforskede baggårde og nedbrudte industriområder, så kan jeg da i det mindste overskride mine egne hood-grænser og finde nye territorier i min egen by. Det er jo bare at gå over–altså over udfaldsvejene og fjorden!

You may also like

Skriv et svar