Om smittetal og dagens længde.

Egentlig gider jeg ikke udbrede mig mere om tilværelsens ulidelige kedelighed. Som man altid påpeger, når der skal skrives skønlitteratur, så skal man vise og male hændelser, aldrig referere dem. Derved er det op til læseren selv at fortolke.

Jeg vil derfor kort fremmale to af mine fikspunkter i det liv, jeg fører lige nu. Måske endda de to væsentligste. (Det er så her, der virkelig skal fortolkes!) Jeg er nemlig blevet sådan lidt besat af smittetal og dagens længde. Hver eneste dag tjekker jeg ovennævnte, og besættelsen giver mig sådan en dejlig ro i sindet og helt klart en fornemmelse af styring. Af at have tjek på det liv, jeg ellers overhovedet ikke har væsentlig indflydelse på.

Hvilket jo i sig selv er en modsigelse, da netop de to ting er områder, jeg ikke har den fjerneste indflydelse på. Og heller aldrig, ligegyldigt hvad jeg stiller op, vil få. Men jeg oplever en indre beroligelse, en slags fornyet håb for fremtiden ved hver dag at tjekke, om de der smittetal er for nedadgående. Hvis de derimod går ind i en opstigende kurve, føler jeg sådan en snert af lidt depression. Så smager verden af forlænget undtagelsestilstand og en deadline, jeg ikke magter at gribe fat i. Jeg visualiserer også alle de stakkels mennesker, der pludselig har fået deres liv drastisk ændret, og jeg forbander endnu engang en vaccineindsats, der både er katastrofal og i al sin katastrofalitet kommer til at koste menneskeliv. Jeg vil her, og det mener jeg måske, man for alvor bør tilbunds-fortolke, indskyde, at Storbritannien er tæt på at have vaccineret halvdelen af sin befolkning. Men tænk at sidde der og studere smittetal! Som om verdens omdrejningspunkt er placeret i antallet af nysmittede og indlagte. Lige den er åben for en tilbundsgående fortolkning af indholdet i mit liv.

Jeg er også ret OBS på, hvornår solen står op og går ned. Med andre ord har jeg fuldt tjek på dagens længde. Jeg har sådan en indre uro omkring, om det hele nu går planmæssigt derhen, hvor dagslængder på denne tid af året nu helst skal gå. Måske sidder der en slags indre angst for at blive snydt i mig. Forårsaget af, at jeg for tiden gerne vil indrømme, at jeg føler mig lidt snydt af livet som sådan, så er jeg nødt til at være opmærksom på, at i det mindste solen gør, hvad solen nu bør gøre. At vi virkelig går mod forår, og det hele ikke bare kan aflyses eller omdirigeres, som man har for vane at omdirigere vacciner. Jeg bliver så dejligt tryg, når dagen virkelig ER blevet 4 minutter længere, og fniser da også lidt i mit næselange pandehår over, at her er da i det mindste et område, hvor EU ikke kan forhindre processen. Min besættelse af solopgange står også fuldstændig åben for videre fortolkning.

Endelig, og her skriver jeg så noget, som jeg nok slet ikke bør skrive, men altså skriver alligevel, så savner jeg ind imellem lidt (T)rumpen. I det mindste var hans aldrig svigtende vanvid en kærkommen afledning fra smittetal og dagslængder. Inde i mit inderste jeg savner jeg somme tider noget konkret at hænge min forargelse op på. Noget håndfast at være gal på, noget synligt at overøse med samtlige mine frustrationer. Misforstå mig ikke: Jeg savner ikke en psykopatisk narcissist i et af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige embeder, men jeg savner en af skælde ud på. For når livet er en evig række smittetal og tidspunkter for solens op- og nedgang, så ville det nu være rart også at have et andet sted at placere sin forargelse. Og det var han altså god til. Aldrig har jeg mødt et menneske, der i den grad kunne aflaste min indre vrede.

Så her sidder jeg altså. Fra at have været en nærmest evigt omrejsende kosmopolit med interesser, arbejde og engagement i mange af verdens lande og baserer mine daglige højdepunkter på dagens smittetal og solens op- og nedgangstider. Der skulle være rige muligheder for fortolkning!

You may also like

Skriv et svar