Om kvinder, mænd og biler.

Vi skal åbenbart have en ny bil. Når man sætter ordet “åbenbart” ind i en sætning, der sagtens kunne leve uden, betyder det forundring, kommen bag på. Ofte med en ironisk undertone.

Det var så nok det, jeg ville. Jeg mener, den, vi har, kan da sagtens køre. Den kan udmærket transportere os fra A til B, og selv om den med sine 10+ år på hjulene da er en smule underforsynet med de allermest fancy, moderne bekvemmeligheder og alt det, man ikke længere selv skal gøre personligt under kørslen, så er det da en bil.

Sådan har jeg tænkt hver gang, vi åbenbart har skullet have en ny bil. Jeg har et yderst praktisk forhold til biler og mener basalt, at hovedkravet til dem er, at de kan køre. På alle tidspunkter af døgnet, i al slags vejr og med et begrænset antal mislyde, som man ikke lige ved, hvor kommer fra. Dem, jeg ved hvor kommer fra, kan jeg sagtens leve med. Man lærer jo at indrette sig. Jeg gør. I alt fald.

Jeg mindes stadig, da jeg havde en Toyota Starlet, hvis ene fordør ( heldigvis den på modsatte side af førersædet) gik i udu. Men hvis man ville med, måtte man da finde sig i at kravle over førersædet til sin plads. Eller sno sig til bagsædet, for der var også noget med sædeindstillingerne og ingen bagdøre. Den var i øvrigt ultimativt, selvlysende skriggrøn. Men den var billig. Jeg havde også engang en Fiat, som begyndte at mørne op fra bunden. Men så lærer man jo enormt hurtigt, hvor man ikke skal træde. Og græder lidt i sit bilhjerte, når værkstedet med forfærdelse udtrykker, at der absolut ingen chance er for at få den igennem endnu et syn.

Det er så derfor, jeg skriver “åbenbart”, for det er jo slet ikke der, vi er. Jeg tror, det i mange parforhold er sådan en maskulin, kønsspecifik indstilling, at ganske fornuftigt kørende køretøjer skal udskiftes med jævne mellemrum. Det er ikke sådan noget med pral og flashing af brummende potensforlængere her i huset. Jeg tror, det er et automobilt kromosom, som mange kvinder fødes uden. Et kromosom, der skal op og blande sig sådan med jævne, årlige mellemrum.

Det er så ikke det værste. For det der med intentionerne at skulle have en ny bil er kun begynderstadiet. Det ufarlige. Jeg kan jo bare lade som om, jeg hører efter og siger ja og nej med passende forstillet interesse, når vi skal snakke om at anskaffe sådan en. Det er straks værre, når selve udvælgelsesprocessen starter. Så formodes jeg nemlig at deltage på et passende niveau i at køre rundt og se på biler. Ja, det skrev jeg: KØRE RUNDT OG SE PÅ BILER. Intet, udover lige at blive slæbt med i et byggemarked i mere end 2½ minut for at se på søm og skruer, er stærkere hos mig til lynhurtig reaktion i form af åndenød og røde knopper. Jeg forstår ikke det der med at gå rundt og kigge, mærke, banke på og se nedenunder biler. Jeg er fejlcastet til enhver prøvesidning og lider af sproglig underformåen i forhold til, hvad sælgeren siger omkring ekstraudstyr. Især de, der holder hele prædikener om et givet mærkes lyksaligheder, giver mig sådan et fåret udtryk i hovedet, der klart udtrykker, at vi slet ikke taler samme sprog. Jeg har ofte tænkt på at spørge, om den da ikke bare kan køre. Men det har jeg ladt være med.

Så al den biludvælgelse er en sand tortur. Hvor manden stråler og virkelig engagerer sig, ligner jeg en sagesløs mand, der er med sin kone ude at købe en ny kjole. (Der var den med kromosomerne igen!) Når jeg selv har skullet have en ny ( altså ny brugt, for jeg er også ultimativt udgiftssky, når det kommer til bilkøb), så sniger jeg mig, altid uden manden, op til en forhandler og siger, hvad jeg vil have, og hvad jeg kan betale. Det har virket indtil nu. De har alle sammen kunnet køre.

Men nu har jeg så lavet en yderst fordelagtig aftale i forbindelse med den nye bil, vi åbenbart skal have. Jeg har bedt ham om at finde max. 3 modeller, som er klare potentialer. Han har carte blanche til, om muligt, at køre landet rundt og se på, mærke, sidde i, snakke indforstået udstyrssnak med sælgerne og endda køre rundt i så mange biler, som han vil. Han kan tilbringe dagevis hos samtlige bilmærker og banke på alle fordøre, måle hundens længde i forhold til pladsen, pille i alle skruer og hængsler og alt det der, som hans automobilkromosom byder ham at gøre–helt uden at jeg står som indbegrebet af Tante Kedelig og tripper utålmodigt ved siden af. Jeg vil ikke engang være sur, når han kommer hjem. Jeg vil heller ikke, for den sags skyld, spørge, hvad han har lavet. I disse coronatider kan han da sagtens bruge nogle uger på at finde en bil. På sin egen mandemåde.

For når han så har kandidaterne klar, så vil jeg, om end en smule modvilligt, da godt tage en prøvetur i dem. I alt fald en. Jeg vil intensivt forsøge at lade som om, jeg er interesseret i, hvordan de lige adskiller sig fra hinanden, selv om det er svært for sådan en som mig, der jævnt hen synes, en bil er en bil. Han skulle jo gerne tro, at jeg billiger hans valg. I virkeligheden billiger jeg bare, at han tager et valg. For hvis vi på noget tidspunkt konfronteres undervejs med en af de der overemsige sælgere af ekstraudstyr, som tillader sig at spørge mig om, om jeg har særskilte ønsker, så er jeg lidt bange for, at mit svar bliver noget i retning af “Den kan vel køre?”.

Jeg er helt på det rene med, at mange kvinder selvfølgelig interesserer sig for biler. Det må deres mænd garanteret være glade ved. Det er dem, der, når de skal have en ny bil, vil undlade at skrive “åbenbart” i sætningen.

You may also like

Skriv et svar