Om alle de vælgere, der mangler et parti.

Som efterrationalisering og hektisk forsøg på at finde en forklaringsmodel på (T)rumpens for nogle overraskende valgsejr og efterfølgende ( ja, stadigt vedvarende!) popularitet i nogle grupper, er det ofte blevet hævdet, at han ramte lige derind, hvor man fortvivlet ledte efter en løsning. På liv, der var blevet ødelagt af nedlæggelsen af store industrier, på fortvivlelse over ikke at blive hørt i sit samfund, på magtesløshed overfor instanser, der bare bestemte hen over hovedet på en selv.

Det er den slags, der skaber diktatorer. Den slags, som er den allerbedste grobund for populistiske folkeforførere, der eminent kan tale folket efter munden og love dem den oprejsning og, måske især, den hævn, de tørster efter. Anderkendelse, synliggørelse, identitet er vel også ord, der i denne forbindelse er væsentlige som ingredienser i en forklaring.

Det, der bekymrer mig for tiden, er, at vores eget land er ved at nærme sig samme situation. Vi er ved at skabe et fremragende afsæt for lige præcis den/de populist(er), der kan tale de utilfredse masser efter munden. Og dem er der nok af. Utilfredse mennesker, altså. Ligeså med fortvivlede og magtesløse.

Det er korrekt, at vores regering har formået at holde hånden økonomisk under sin kernevælgere, således at offentligt ansatte og ansatte i større firmaer ikke har mærket det store til coronakrisens kradsen. Men venstrefløjen som sådan har på ingen måde tilgodeset eller kæmpet for den store gruppe af andre vælgere, der traditionelt har placeret deres stemme hos dem. Og sikkert også hos Socialdemokratiet. Her tænker jeg på kunstnerne og hele den spirende, kreative klasse, som har måttet iagttage en kulturminister, der hellere har villet dyrke Absolute Music end absolut kompensation. Hun er, sammen med sine støttepartier, forsvundet ind i total fortrængning af, at vores samfund, besynderligt nok ikke længere, består af arbejdsgivere og arbejdstagere og offentligt ansatte, men faktisk også –og heldigvis–har en enorm gruppe af mennesker, der lever fra job til job. Har en gig-økonomi, er freelancere. Og traditionelt hører til på venstrefløjen. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Akkurat det samme gør sig gældende på den anden side af det politiske spektrum, hvor mindre selvstændige, iværksættere og folk med innovation indenfor firmaoprettelser, igen traditionelt, hører hjemme. De borgerlige partier har på ingen måde kunnet få lydhørhed for, at deres vælgere også lider. Hver eneste dag hører jeg skrækhistorier og får udmalet skrækscenarier omkring små slidere, der må kaste håndklædet i ringen. Fordi ingen hjælper dem. Man frygter jo ligefrem en genåbning af sin by, hvor tomme butikslokaler vil stå og grine hånligt, fordi regeringen overså alle indehaverne, og de borgerlige partier ikke magtede at gøre noget for de vælgere, der plejer at lægge deres stemmer der. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Da de Radikale i sin tid brød ud fra Venstre for omkring 100 år siden, bestod de af en besynderlig blanding af husmænd fra landet og intellektuelle fra byerne. Selvfølgelig havde disse grupper ikke specifikt meget til fælles, men de fandt dog trods alt deres fodslag i en afstandtagen fra Venstre. I at være sammen, imod. Man kunne med stor selvfølgelighed godt antage, at nogenlunde det samme havde en mulighed for at ske igen. At de små selvstændige, kunstnerne og freelancerne og alle andre negligerede grupper kunne finde sammen. Selv om det lyder som faktastridigt, at de har så forfærdeligt meget til fælles, så er de i alt fald fælles om at føle sig overset af de traditionelle partier og at opleve en sønderrivende magtesløshed. Og at være blevet partiløse.

Det er så her, vi skal til at passe så forfærdeligt meget på. For lige her i det skisma er der plads til en (T)rumpe. Der er eminent grobund for en folkeforfører, en populist med verbale gaver til de negligerede grupper. Aldrig nogensinde før i de senere årtier har så mange følt sig så svigtet, så overset og (igen) så magtesløse. De fleste vil selvfølgelig hævde, at danskerne som folk betragtet er en del mere veluddannede og kan gennemskue væsentligt mere end amerikanerne, men tilstrækkelig frustration gør desværre meget i retning af at søge en kilde til oprejsning og retfærdighed. Det er muligt, at en demagog ikke på traditionel radikal vis kan ramme ind hos alle grupper. Men det betyder vel bare, at vi så skal have flere af slagsen.

Jeg tror, det er på tide, at samtlige partier begynder at tage deres vælgergrupper seriøst. Med andre ord kæmper for dem. Jeg er samtidig sikker på, at samme samtlige partier vil sige, at det gør de da sandelig også. Men det er ikke sådan, det føles hernede på bunden. I magtesløsheden. Her ligger en kæmpe gruppe mennesker, der ikke forstår, at ingen tager dem alvorligt. Og mange af netop de mennesker er i deres frustration over de traditionelle partier stået af i afmagt. Blevet partiløse. Blevet til salg for meget lidt, hvis der endelig kommer en, der tager dem alvorligt og hører deres stemmer.

Jeg forstår ikke, at partierne, ligegyldigt hvor de står i det politiske landskab, ikke handler på det. For ellers står vi med en forfærdende risiko for, at populismen kommer ind fra bunden. Her er virkelig grobund for en farlighed, der bør mane til politisk alvor.

You may also like

Skriv et svar