Sådan kan det gå….

Vi bor i en indeklemt kommune mellem to af landets absolutte højdescorere på smittetalsbarometret. Ydermere er det sådan i vores område, at mellem netop de to kommuner og vores er der en enormt stor udveksling af arbejdskraft, fordi store industrier og offentlige arbejdspladser befinder sig i de to andre kommuner. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før smørhullet mellem smitterederne udfyldes. Det eneste, vi kan gøre, er at vente….

Oven i det var der lige en visitationsperson ved vagtlægeordningen, der ikke var opmærksom nok forleden og fik manden sendt ud til en coronapatient. Han er heldigvis selv mere opmærksom end den sløvhed, der sendte ham afsted, så han prøvede at holde behørig afstand og beskytte sig selv mest muligt. Men han var inde i vedkommendes hus og i nærheden af patienten nogle minutter. Det kvalificerer efter de officielle regler ikke i sig selv til en isolation. Men det kvalificerer til, at vi herhjemme har omorganiseret vores liv, således at vi selv i det mindste tager alle forholdsregler, indtil der foreligger en negativ test. Eller to.

Han er selvfølgelig af-vaccineret. Men det er jeg ikke. Og jeg ville ikke kunne bære at få sygdommen nu. Hvor det udelukkende er bureaukratisk lal, der gør, at jeg endnu ikke er vaccineret. Før der fandtes en vaccine, var det skæbnen, der bestemte. Nu er det smøl, og det er uacceptabelt. Som at blive snydt og lide fuldstændigt forgæves.

Så vi lever altså i disse dage sammen, på afstand. Jeg er rimeligt OBS på de to meter, jeg har udnævnt til min ubrydelige intimssfære, og selv om jeg ikke decideret går rundt med et målebånd, så har jeg et ret godt indtryk af, hvad to meter er sådan med et slag på tasken. Heldigvis har vi to badeværelser, så fra at bruge dem i flæng, har vi nu hvert sit. Vi har også (i alt fald mig!) et overdrevent forbrug af sprit, og køleskabslågen er ved at være slidt op af bare gedigen afspritning. Når vi spiser vores måltider, ligner vi sådan en parodi på den britiske overklasse, hvor man selvfølgelig må tænke sig til riddersalen og de udstoppede dyr som baggrund, men hvor vi nu alligevel skal hæve stemmen lidt for at kunne høre hinanden. Og heldigvis har vi et dobbeltsenget gæsteværelse, så vi kan undgå sovende smitte. Jeg har også hævdet min uskyldsret ved at forlange soveværelset med TV, så jeg kan falde i søvn derinde alene med alle mine uopklarede TV-mord. Det er vel den uskyldige uvaccineredes eneste lille kompensation.

Det er selvfølgelig problematisk at mødes i gangen, for i parcelhuse fra 70`erne brugte man ikke overflødige kvadratmeter på gangarealer. Men så må man jo steppe to meter ind på et værelse af ren coronahøflighed. Værst er det dog med allergien. Altså den af mandens, som giver sig udslag i store nyseforløb. Så må en af os i haven. Heldigvis er vejret for tiden ganske udendørs coronavenligt, så man kan lige tage en runde og se på vintergækker, mens der nyses og sprittes indenfor.

Vi har dog vedtaget, at udendørs gåture godt må forefindes, hvis behørig afstand opretholdes. Så når vi så går sammen, så tror de fleste nok, at vi er lidt uvenner. Men det er såmænd bare potentiel corona, der er imellem os.

Så jeg føler mig sådan lidt under dobbeltbeskydning for tiden. Både af de der to nabokommuner, der såmænd nok skal få eksproprieret deres lort til os, men også af den lille bombe, jeg måske har i mit eget hjem. Det er selvfølgelig mig, der er mest hysterisk. Men det er også mig, der er ubeskyttet og bare overhovedet ikke, på nogen mulig måde vil have den sygdom.

Endelig tænker jeg også på, om den der ignorant, der visiterede, mon ved, hvordan han har formet vores liv i disse dage. Han burde mindst, som straf, selv prøve at leve sammen, på afstand, i det samme hus og med to meters afstand. Udefra betragtet er det jo nærmest grinagtigt, men for mig er det altså ramme alvor.

Og jeg kan næsten ikke vente til den test, som først skal tages på torsdag. Sådan er reglerne–fire dage. Det er godt nok fire lange, meterlange, om man vil, dage…..

You may also like

Skriv et svar