Jeg har været snotforkølet den sidste uges tid. Det er der intet udsædvanligt i, sådan set i bakspejlet, for det er jeg med jævne mellemrum og altid i april og september. Eller var. Siden de mere humane bacillers store nedtur og umådelige tab af terræn i forbindelse med coronafstanden, havde jeg næsten glemt at være forkølet. Omgangssyger, forkølelser og andet smitsomt har fået næsten helt urimelige vilkår det sidste halvandet år. Men denne her tog mig.
Normalt bærer jeg mig tappert gennem sådan en gang snot. Det er ubehageligt, det er voldsomt forbrugende indenfor lommetørklæder og en enkelt gang imellem hovedpinepiller. Det er sådan noget, der skaber et tungt hoved og en doven krop, men det er heldigvis slet ikke i familie med man-flu, så jeg har overlevet. Gang på gang. Jeg har gået og småsnottet sådan til husbehov og passet mig selv i et lidt langsommere tempo. Men generelt har jeg da gjort alt det, jeg ellers plejer at gøre. Akkompagneret af løbenæse, nys og hosten.
Men det har ændret sig noget denne gang. Ikke at min forkølelse på nogen mulig måde har opført sig anderledes end alle de 30017 tidligere. Det er mig, der opfører mig anderledes. Mig, der render rundt med en forkølelse, der belaster på en helt ny måde. Og mig, der pludselig ser min forkølelse som et kæmpe problem. Hvad den altid har været for mig selv, men nu er den akut blevet et problem for alle andre. Et stort et.
Der er den med nysene. Mine nys er små sataner, der nærmest på sekundet afstemmer deres udbrud med tidspunkter, hvor de burde have holdt sig anstændigt tilbage. Som regel i kassekøer. Når det sådan næsten er min tur til at betale, hugger de til. Mens vi står i kø sammen, kan de godt gemme sig lidt, men når jeg så har Dankortet fremme for at skulle betale og i ret uafstandet clinch med kassepersonen, så tager Forkølesesfanden ved dem. Så vil de ud. Højlydt ud. Den sidste uge har jeg ikke talt venligt til en kasseperson. Jeg har bare stået og indestængt lidt og, efter at have samlet mine varer skyndsomt sammen og ræset ud af butikkerne, brudt ud i et stormvejr, en naturkatastrofe af et nys. Eller fem. Så kigger folk så ualmindeligt uvenligt på mig.
Det samme med host. Hos mig koordinerer nys og host tilsyneladende. Host er mest på banen, mens jeg står i kø. Jeg kan gå rundt i supermarkeder i lange tidsrum ( eller i alt fald så længe, som det nu tager at finde ens varer) helt uden ansats til host. Og hvis de kommer ved enhver jo også godt, at man nogle gange lige kan gemme sig lidt blandt havregryn eller flåede tomater og diskret få afhostet i alt fald det allermest presserende. Men når man står der i kassekøen, låst inde mellem to meter til både hende foran og ham bagved, så kender host deres besøgelsestid. Det bedste, man kan håbe på, er, at der ikke er nogen, man sådan kender eller er på hils med. For så ryger den sgu` med ud, den infame hosten. Ellers står man der og ligner en, der er til tælling og bliver mere og mere blå i hovedet. Og hende foran skal altid købe ind til samtlige borgere i sit kvarter–af varer, der er forkert prismærkede. Eller slet ikke. Nogle gange er alternativet at forlade kassekøen. Det gør man i disse tider, for ellers bliver man visuelt lynchet.
Men det aller-allerværste er snottet. For selv om man med rettidig omhu har pudset sin næse på slamsugningsniveau, inden man ifører sig mundbindet, så vil snottet ud som kaskader af vandfald det øjeblik, man træder ind mellem andre mennesker på steder, der kræver mundbind. Det er helligbrøde, grænsende til fængselskrævende forbrydelser, at afføre sig sig mundbind og pudse sit snot ud sådanne steder. I stedet løber det. I rekordfart. Det giver mindelser fra de menstruationsperioder, hvor blodet flød i sande strømme, og man hele tiden var angst for at sætte udvendige pletter på sit tøj. Nu er man decideret panisk for at afsætte våde mærker på sit mundbind. Det er muligt, har jeg erfaring for, at opsamle en hvis portion ved hjælp af munden, for den er heldigvis også dækket, men Niagara-styrker er det helt omsonst at forholde sig til. De vælter og vælder. Og folk kigger altså ret uvenligt på dem, der har udvendige pletter på deres mundbind. Samt tilsyneladende savler.
Det er slet ikke let at være forkølet i disse tider. Man lever under en konstant mistanke om ikke at være det. Om at være inficeret med noget meget værre end snot til husbehov, når årstiderne skifter. Det er overhovedet ikke let at færdes offentlige steder med en forkølelse som min. Den bedrager mig, overfalder mig, kender i overvældene grad sin besøgelsestid og timer helt ned i sekunder, hvornår den sådan for alvor skal slå til. Det er lige før, jeg opgiver at tage den med i byen. Den kan jo ikke opføre sig ordentligt. Og det skal forkølelser i disse tider. Vi må lære at tæmme dem.
Det er lige før, jeg sådan helt opgiver at gå ud. Men heldigvis er det sådan med forkølelser, at hvis man gør noget ved dem, varer de 14 dage, mens de, hvis man intet gør, tager to uger. Så om en uges tid kan jeg nok hoste-nyse- og snotfri færdes igen i et samfund, hvor en simpel forkølelse er årsag til, at man nærmest fryses ud. Tænk, at vi skulle komme dertil!