Om forkølelse.

Jeg har været snotforkølet den sidste uges tid. Det er der intet udsædvanligt i, sådan set i bakspejlet, for det er jeg med jævne mellemrum og altid i april og september. Eller var. Siden de mere humane bacillers store nedtur og umådelige tab af terræn i forbindelse med coronafstanden, havde jeg næsten glemt at være forkølet. Omgangssyger, forkølelser og andet smitsomt har fået næsten helt urimelige vilkår det sidste halvandet år. Men denne her tog mig.

Normalt bærer jeg mig tappert gennem sådan en gang snot. Det er ubehageligt, det er voldsomt forbrugende indenfor lommetørklæder og en enkelt gang imellem hovedpinepiller. Det er sådan noget, der skaber et tungt hoved og en doven krop, men det er heldigvis slet ikke i familie med man-flu, så jeg har overlevet. Gang på gang. Jeg har gået og småsnottet sådan til husbehov og passet mig selv i et lidt langsommere tempo. Men generelt har jeg da gjort alt det, jeg ellers plejer at gøre. Akkompagneret af løbenæse, nys og hosten.

Men det har ændret sig noget denne gang. Ikke at min forkølelse på nogen mulig måde har opført sig anderledes end alle de 30017 tidligere. Det er mig, der opfører mig anderledes. Mig, der render rundt med en forkølelse, der belaster på en helt ny måde. Og mig, der pludselig ser min forkølelse som et kæmpe problem. Hvad den altid har været for mig selv, men nu er den akut blevet et problem for alle andre. Et stort et.

Der er den med nysene. Mine nys er små sataner, der nærmest på sekundet afstemmer deres udbrud med tidspunkter, hvor de burde have holdt sig anstændigt tilbage. Som regel i kassekøer. Når det sådan næsten er min tur til at betale, hugger de til. Mens vi står i kø sammen, kan de godt gemme sig lidt, men når jeg så har Dankortet fremme for at skulle betale og i ret uafstandet clinch med kassepersonen, så tager Forkølesesfanden ved dem. Så vil de ud. Højlydt ud. Den sidste uge har jeg ikke talt venligt til en kasseperson. Jeg har bare stået og indestængt lidt og, efter at have samlet mine varer skyndsomt sammen og ræset ud af butikkerne, brudt ud i et stormvejr, en naturkatastrofe af et nys. Eller fem. Så kigger folk så ualmindeligt uvenligt på mig.

Det samme med host. Hos mig koordinerer nys og host tilsyneladende. Host er mest på banen, mens jeg står i kø. Jeg kan gå rundt i supermarkeder i lange tidsrum ( eller i alt fald så længe, som det nu tager at finde ens varer) helt uden ansats til host. Og hvis de kommer ved enhver jo også godt, at man nogle gange lige kan gemme sig lidt blandt havregryn eller flåede tomater og diskret få afhostet i alt fald det allermest presserende. Men når man står der i kassekøen, låst inde mellem to meter til både hende foran og ham bagved, så kender host deres besøgelsestid. Det bedste, man kan håbe på, er, at der ikke er nogen, man sådan kender eller er på hils med. For så ryger den sgu` med ud, den infame hosten. Ellers står man der og ligner en, der er til tælling og bliver mere og mere blå i hovedet. Og hende foran skal altid købe ind til samtlige borgere i sit kvarter–af varer, der er forkert prismærkede. Eller slet ikke. Nogle gange er alternativet at forlade kassekøen. Det gør man i disse tider, for ellers bliver man visuelt lynchet.

Men det aller-allerværste er snottet. For selv om man med rettidig omhu har pudset sin næse på slamsugningsniveau, inden man ifører sig mundbindet, så vil snottet ud som kaskader af vandfald det øjeblik, man træder ind mellem andre mennesker på steder, der kræver mundbind. Det er helligbrøde, grænsende til fængselskrævende forbrydelser, at afføre sig sig mundbind og pudse sit snot ud sådanne steder. I stedet løber det. I rekordfart. Det giver mindelser fra de menstruationsperioder, hvor blodet flød i sande strømme, og man hele tiden var angst for at sætte udvendige pletter på sit tøj. Nu er man decideret panisk for at afsætte våde mærker på sit mundbind. Det er muligt, har jeg erfaring for, at opsamle en hvis portion ved hjælp af munden, for den er heldigvis også dækket, men Niagara-styrker er det helt omsonst at forholde sig til. De vælter og vælder. Og folk kigger altså ret uvenligt på dem, der har udvendige pletter på deres mundbind. Samt tilsyneladende savler.

Det er slet ikke let at være forkølet i disse tider. Man lever under en konstant mistanke om ikke at være det. Om at være inficeret med noget meget værre end snot til husbehov, når årstiderne skifter. Det er overhovedet ikke let at færdes offentlige steder med en forkølelse som min. Den bedrager mig, overfalder mig, kender i overvældene grad sin besøgelsestid og timer helt ned i sekunder, hvornår den sådan for alvor skal slå til. Det er lige før, jeg opgiver at tage den med i byen. Den kan jo ikke opføre sig ordentligt. Og det skal forkølelser i disse tider. Vi må lære at tæmme dem.

Det er lige før, jeg sådan helt opgiver at gå ud. Men heldigvis er det sådan med forkølelser, at hvis man gør noget ved dem, varer de 14 dage, mens de, hvis man intet gør, tager to uger. Så om en uges tid kan jeg nok hoste-nyse- og snotfri færdes igen i et samfund, hvor en simpel forkølelse er årsag til, at man nærmest fryses ud. Tænk, at vi skulle komme dertil!

Continue Reading

Om total mangel på logik.

Som sagt består mit daglige morgenritual af at tilmelde mig hypotetiske restvacciner. Det har jeg nu gjort i to måneder. Og jeg agter, i min umådelige stædighed, at blive ved. Det er selvfølgelig i sig selv latterligt, for præmisserne for at få en sikkert ikke-eksisterende vaccine er fuldstændigt surrealistisk tåbelige, og det siges, at kyniske vaccinatorer hellere smider livgivende restvacciner ud end at tage sig tid til at invitere borgere, der kunne få glæde af dem. Men jeg bliver ved. Mest fordi jeg ikke har noget valg, for jeg kan KUN komme på arbejde igen, hvis jeg får vaccinen, og jeg må indtil se andre tage mine destinationer og mit arbejde, fordi de er vaccinerede. Men jeg gør det også som min egen, stille protest.

Hvis man kigger på præmisserne for at få restvaccinerne, kan man se, at tilmeldingerne prioriteres således: 1) De, der har modtaget invitation og 2) de ældste. Fint nok, so far.

Men så er der lige de samlede krav, der siger, at man enten skal være 60 år eller have modtaget en invitation. Så er det ligesom forstået. Det er så også først her, der for alvor går galt, for næste krav er, at man IKKE har booket en tid til at blive vaccineret.

Det vil altså sige, at den mest troværdige mulighed for at nå gennem nåleøjet er, at man ER blevet inviteret til vaccination, men IKKE har booket. For hvem i alverden er det, der får den invitation til det, vi alle venter på, længes efter og tripper i højhastighed for at komme hen til–og så IKKE booker? Hvem er det, der ikke flyver i overlydshastighed hen til computeren det sekund, invitationen tikker ind og booker med arme og ben? Hvem er det dog, der ligesom drikker lidt kaffe, går en tur, sover et par nætter på det og rejser en tur til der, hvor man nu kan rejse til, inden de booker? Ikke nogen, jeg kender. De personer, der altså kan komme gennem kravenes indgangsportal, eksisterer ikke. Omvendt er der vel ingen, der tør satse på at lade være med at booke en vaccinationstid, bare fordi de vil være chanceryttere på restvacciner? Det er i alt fald noget af en satsning. Og hvad så, hvis invitationen kommer i løbet af dagen, EFTER, man om morgenen har tilmeldt sig restvacciner? Skal man så lade være med at booke en tid? No matter what, så er man jo fanget i et surrealistisk regelspil, der er fuldstændigt meningsløst.

Udover det så er det de sidste dage kommet frem, at flere vaccinationssteder slet IKKE tilbyder restvaccine. De smider den ud. De opfordrer skam stadig folk til at tilmelde sig listen, men den er åbenbart bare for syns skyld. Blår i øjnene. Jeg må indrømme, at jeg forfærdeligt gerne ville have en forståelg forklaring fra den eller de personer, der tilsyneladende blot har smidt brugbar vaccine ud. Vacciner finder ikke selv vej til en skraldespand. Der er nogen, der skal hjælpe dem derhen, ved håndkraft. Og jeg ville virkelig gerne vide, hvad hovedet til den hånd lige har tænkt på, da det kasserede brugbar vaccine midt i en pandemi. Utroligt gerne FORSTÅ, for det må jeg indrømme, at jeg ikke gør.

Ifølge vaccinationsskemaet fra marts skulle jeg have modtaget invitation for 4 uger siden. Der kom så en beslutning om at forsinke massevaccination af Danmark på nærmest ubestemt tid pga. 1-2 vaccinerelaterede dødsfald i vejen. De 1-2 dødsfald er så meget mere betydningsfulde end coronadødsfaldene pga. manglende vaccinering, må vi forstå, at de økonomiske, psykiske (tak, jeg ved godt, hvordan det er!) og rent livskvalitetsmæssige omkostninger, der er forbundet med manglende vaccinationer, blot er noget, vi skal lære at leve med. Der bliver ingen festivaller, spejderlejre og store fester–men hvorfor skal der da også være noget sjovt overhovedet? Og direkte parallelt med det styrter små firmaer i grus og konkurs, fordi vi ikke kan blive vaccinerede nok til at hjælpe med at holde dem oven vande. Jeg har svært ved at se logikken.

Akkurat som jeg har umådeligt svært ved at se, hvordan i alverden jeg dog finder det musehul ind i restvaccinerne, som er så surrealistisk gemt i forordningerne, at det nærmer sig Catch 22, caught between a rock and a hard place eller bare total, uforståelig mangel på logik.

Men jeg bliver ved. Hver morgen. De skal vide, jeg er her. Ligesom hele Danmark stadig er her og venter, venter, venter på de vacciner. Og at komme videre.

Continue Reading

Om hastighed.

Hver eneste gang jeg støvsuger, tænker jeg faktisk på det. Og tørrer hår. Sådan render man næsten dagligt ind i hverdagens mysterier.

Altså det med hastighed. Jeg begriber ikke, hvorfor min støvsuger, eller for den sags skyld min hårtørrer, har forskellige hastigheder. Jeg bruger da kun en. Max.

Det overgår mine allermest rengøringsvendte fantasier, hvem i alverden der dog er så vanvittigt fascineret af at støvsuge, at vedkommende trofast sætter sugeren på laveste hastighed og bruger 5 gange så lang tid på at fange krummerne. Man må da virkelig enten være usigeligt dum eller meget, sådan helt overvældende, glad for at støvsuge. Sådan at man presser den ultimative støvsugningsnydelse ud af seancen og i alt fald skal anvende 4-5 forsøg for at få det hele med. Det samme gælder hårtørreren. Hvem i alverden gider bruge timevis på at tørre hår ved laveste hastighed? Hvem er det lige, der står der i timevis over venstre side og frivilligt får krampe i armen for at udnytte nydelsen ved at tørre hår maksimalt?

Jeg forstår til fulde forskellige styrker på blendere, kogeplader og ovne. Her må utålmodigheden vige for tingenes natur og faren for decideret afbrænding. Men min støvsuger brænder altså hverken af eller sammen på maksimum, og min hårtørrer kan da slukkes et par sekunder ind imellem, hvis der lugter for meget som dengang, min mor selv plukkede høns. Med min hårtykkelse er der heller ingen overhængende fare for overhovedet at nå dertil.

Jeg har gået og undret mig over, hvad producenterne mon har tænkt på. At give os en masse indstillinger, der aldrig bliver indstillet? Er det sådan noget med at prale med, at det kan de? At vi skal være taknemmelige over en masse nytteløse funktioner og rigtigt glade over, at de giver os chancen for at gå i max.? Faktisk ville jeg da ønske, at både støvsugeren og hårtørreren kunne maksimere endnu mere til en grad, hvor det hele bare kunne klares på et par sekunder. Hvor støvsugeren kunne suge hele huset på ½ minut, og hårtørreren lige klare sjasket indenfor samme tidsrum. For jeg vil da hellere have mere styrke end pistne sagtmodigheder, der forlænger tidsforbrug på ting, man i virkeligheden overhovedet ikke gider bruge tid på.

I øvrigt er min støvsuger sådan nærmest groet fast på max. og kan kun flyttes derfra med vold–jeg har, for syns skyld, prøvet. Det vil nu heller aldrig overgå den at komme længere ned. Men jeg tror, at jeg, når jeg engang skal have den udskiftet, vil spørge hvidevareforhandleren om, hvad han lige synes, jeg skal bruge de sagtmodige hastigheder til. Det er jo muligt, at han, som fagmand, kan forklare mig noget, jeg bare ikke fatter.

Continue Reading

Om at være god til at spå—og om gensyn med et lille mirakel.

Jeg er ret stolt af mig selv her til morgen. For efter den obligatoriske sengelæsning af morgenaviserne viser det sig jo med al tydelighed, at jeg enten er fabelagtig til at spå–eller også er jeg dedikeret, uovertruffen filmkender. Jeg tror mest på det første. I alt fald fik Frances McDormand og Anthony Hopkins lige præcis de Oscars, mine forudsigelser allerede havde givet dem.

Det udmunder så selvfølgelig i, at jeg endnu engang på det kraftigste vil anbefale de fabelagtigt gode film, de fik dem for. Nemlig Nomadland og The Father. Strøm i biografen, når man igen kan strømme derhen. Der er omtale af begge film her på bloggen. Faktisk vidste jeg også godt (det er lidt billigt at sige her på baghånd, men det er sandt nok alligevel), at den koreanske skuespiller, som spiller bedstemoderen i Minari også ville få en. Den eneste grund til, at jeg ikke har skrevet det, er, at jeg faktisk på ingen måde syntes, at filmen Minari var ret meget at skrive om. Den var da sød og ganske underholdende, men i min optik løftede den sig på ingen måde op over så mange andre film. Undtagen bedstemoderen, altså. Hun var fantastisk.

Og så kan jeg jo lige så godt spolere den nationale stolthed og glæde her fra morgenstunden. Det er fantastisk, at vi fik en grim statue for Druk, og historien bag filmen er så rørende, at den næsten i sig selv burde præmieres med en Oscar. Men jeg har det lidt stramt med den film. Den taler ikke til mig, rører ikke ved noget sønderligt berørligt i mig, skaber ikke en troværdighed, jeg kan identificere mig med og virker både drengerøvet og falsk alvorlig. Hvad de heller ikke ved derovre i det store udland er, at samtlige skuespillere efter min mening bare er ude i gentagelser af roller, de allerede har spillet et utal af gange. Men det er nok bare mig, der ikke har forstået det, jeg formodedes at forstå.

Til gengæld fik jeg ikke gjort tilstrækkelig reklame for det lille filmmirakel, der gik over TV2s skærm lige før den store uddeling i aftes. Heldigvis kan den stadig streames, denne fantastiske The Shape of Water. Det er en lille historie, pakket ind i selve livet, dets mangfoldigheder og den altdominerende tese, at kærligheden vinder til sidst. Sådan en film, man går jublende glad og underfundigt smilende i seng på. Men som også sidder derinde i hjernen med alle sine symboler, hentydninger og en scenografi, der er som taget ud af Edward Hoppers malerier og et USA i koldkrigsmode og stepdansende biograffilm. Faktisk er det vores egen (her kan den nationale stolthed så komme til sin ret!) H C Andersen, der vel står som ophavsmand til en lang ende spundet over en lille havfrue og hendes jordiske kærlighed–med omvendt fortegn. Kun en sjælden gang trigges jeg stadig efter et hedengangent job, men når jeg ser så analyserbart et stykke filmkunst, så længes jeg ligesom lidt efter at blive vejleder på noget, der kunne blive en superb opgave. Jeg så den, da den udkom, men jeg så den meget mere ved dette gensyn. Og jeg skal se den igen.

Så det er hele tre film, der står og blinker i al deres fremragende vælde: Nomadland, The Father og The Shape of Water. Bare glem Druk.

Continue Reading

Om forkasteligt vaccinespild.

Os her fra B-holdet, hvis faste morgenritual i månedsvis har bestået af den evindelige ( og totalt frugtesløse) registrering til restvacciner, står for tiden måbende tilbage ved oplysningen om, at der i Danmark er kasseret omkring 40.000 doser fuldt brugbare Pfizer-vacciner. Endnu engang mangler man ord.

I hvert vaccineglas er der ca. 6½ doser, og man bruger kun de 6. Alle de halve ender i en skraldespand. Hvis man i stedet lagde to halve sammen, ville man på forunderlig og slet ikke højere matematisk vis nå op på en hel. Det kan selv talblinde mig finde ud af. Åbenbart til forskel fra myndighederne.

Hvis det antages, og her antager jeg lavt, at omkring 600.000 er vaccineret med Pfizer, ender vi på et tal omkring 40.000. Hver 13. Det er en mellemstor provinsby, næsten hele Nordvest-kvarteret i København og mere end samtlige indbyggere på Bornholm. Inklusiv børn. Mon ikke det ligesom kan sætte det helt utilgivelige spild i perspektiv?

For sådan en som mig med årelang erfaring som familiens “husmor” nærmer det sig utilgivelig sløsethed. Jeg er mester i også at bruge de slatne gulerødder og få resterne til at hænge sammen. Hvis vi prædiker madspild–og det gør vi–så må vi dog logisk set, i disse tider, prædike vaccinespild. Bestyre vores tildelte doser med en effektiv husmors aldrig manglende sans for at udnytte alt og totalt undgå spild.

Men sløsethed, dårlig planlægning og, endnu vigtigere, manglende respekt for ressourcer er kun den ene del af dette katastrofale spild. Den anden del er værre. Den understreger nemlig et totalt fravær af medmenneskelighed, omsorg for borgere i et samfund og viljen til effektivt at sætte en stopper for en dødelig pandemi. Det er kynisk, arrogant og decideret menneskefjendsk at kassere livgivende vaccine.

Jeg har sagt det før og siger det igen. Måske for at råbe de myndigheder op, der tilsyneladende stadig ikke har forstået noget som helst: Der er kun en vej ud af pandemien. Det er vacciner til alle, så hurtigt som muligt. Det er indiskutabelt. Derfor burde det også være såvel indiskutabelt, at al vaccine skal anvendes, som at det nærmest er forbryderisk at kassere vaccinedoser nok til BÅDE Struer og Morsø kommuner.

Continue Reading

Om sociale begivenheder corona-style.

Forleden var jeg til auktion. Jeg plejer at elske at gå til auktion og har gjort det med stor glæde og mange gange gode køb i efterhånden mange år. Jeg er, med andre ord, en ualmindeligt erfaren auktionsgænger, der ikke bare holder af at slæbe fund med hjem, men for hvem en auktion også er en slags social begivenhed.

Indtil nu har alle lokale auktioner fundet sted i et mellemstort lokale, hvor vi har siddet tæt sammenklemte og kommet hinanden gevaldigt meget ved. Der har aldrig været stoleplads nok til alle, så halvdelen har stået op, gået lidt rundt, eller, selv om det anses for no-go, siddet på de møbler, der skulle bortauktioneres. Det var særdeles muligt under den 3-4 timer lange session–hvis man altså havde interesser i de sidste numre– at gå ud at tisse, hente en pølse ( auktionen har egen pølsemand, der kommer trillende med sin vogn) eller sodavand, tage et sidste kig på de ting, man evt. ville byde på samt gen-studere alle genstandene, fordi de stod hulter til bulter i auktionslokalet. Langs vægge, midt i og ophængt, hvis de var lamper. Ydermere var der en uskreven regel om, at man gerne måtte snakke, så længe man ikke tilnærmelsesvis overdøvede auktionarius. Altså en rar, utvungen stemning og faktisk også et godt sted for en god sludder med med- interesserede. Jeg har vendt meget godt sladder med min auktionsveninde under nervepirrende salg af gammelt sølv.

Sådan er det ikke mere. Nu er auktionen flyttet til noget, der minder om en hangar eller DSBs remise til samtlige ubrugelige italienske tog. Der er en vej ind, og en vej ud. Ydermere skal man hele vejen rundt om huset, altså hangaren med sidelokaler, hvis man skal tisse eller ind at kigge på tingene, som er sendt i eksil i et andet lokale. Slag på tasken er, at man mister 10-15 numre på en hotter eller en gang tis. Og i øvrigt er det slet ikke velset, at man overhovedet forlader sin på forhånd tildelte plads. Man skal passe sin stol. Skal man. Altså den stol, som er placeret med noget, der ligner en afstand på godt og vel 15 auktionshamre på langs fra de omkringstående. Det er umuligt at bytte sladder, at diskutere gode bud og røverkøb, at foretage sig noget som helst andet end at følge med i salget af gravemaskiner og stiksave og tålmodigt vente på, at der endelig dukker et interessant nummer op. Som det ser ud lige nu, er auktionen ikke en social begivenhed. Det er en ensom affære, hvor man sidder klistret til sin hangarstol i timevis uden nogen som helst social kontant. Det er, til sammenligning, særdeles meget mindre ensomt at glo på sit TV alene. Så føler man sig da i det mindste ikke som en øde ø i et sandt øhav af andre øde øer, der, hvis de skulle kommunikere med hinanden, uvægerligt måtte råbe så højt, at de klart overdøvede auktionarius.

Men det er nok sådan, det er blevet. Og sådan det vil forblive. At selv denne form for underholdning frarøves ethvert socialt element og mellemmenneskelig kontakt. Det er ikke auktionshusets skyld. De gør bare, hvad de får ordre på. Men selve formen på noget, jeg hidtil har elsket højt, fratager mig lysten til at deltage. Denne fuldstændigt fremmedgørende, kønsløse, sterile oplevelse er, trods auktionarius` aldrig svigtende dårlige vittigheder og desværre dødsdømte forsøg på at lette stemningen, ikke min auktion. Det er en corona-inficeret ikke-begivenhed, der egentlig bare burde gå i sig selv, indtil den kan blive sit eget, sprudlende selv igen.

Så skal jeg nok komme!

Continue Reading

Om at vælge.

Så skal den her trekvartgamle hjerne til det igen. Til det, den næsten hader allermest. Eller i alt fald stresser den helt ud til farven på det yderste tagspær. Nemlig at vælge.

Det er ikke nok at tage den store og årlange beslutning om at bygge et nyt sommerhus. Der kommer ikke bare nogen og sætter et perfekt hus op. Sådan et hus, der på mirakuløs måde er indbegrebet af alt det , man har drømt om, og som i detaljer svarer til både til det, man vidste man ville have, og det man pludselig indser er det ultimative at have. Sådan foregår det ikke. Før et hus er såkaldt nøgleklar, må man vælge.

Og ikke nok med, at valgmulighederne er uoverskuelige og tusindtallige. Det værste er næsten, at man er så bange for at vælge forkert. Fordi der i hvert eneste valg også gemmer sig en forfærdelig masse fravalg. Og tænk nu, hvis det var dem, man skulle have tilvalgt.

Lige nu er vi på tegnebrættet. Eller rettere, element-omflytningsbrættet. På forhånd er det opgivet at lade arkitektsønnen tegne, og lokale håndværkere bygge. Det er alt for tids-, omkostnings- og valgtungt og større, end jeg kan administrere. Bare det selv at skulle holde styr på håndværkerne, deres faktiske opmøde og den indbyrdes koordinering ligner et mareridt i mammutstørrelse. Det var svært nok med 2×2 kvadratmeter badeværelse for nylig! Det tog 8 måneder og uendelige fejlgreb og ventetider.

Men nu er det da i det mindste snævret ned til to firmaer, som begge har jydske, pålidelige sælgere af den menneskeforstående slags, der ikke forsøger at sælge hvad som helst til os på den der måde, der hensætter en i følelsen af af at blive kraftigt undervurderet på intelligensparametret. Det ene hus kan løfte stuen op over naboens ubehøvlede gavl ved et simpelt lille trick, mens det andet har en fantastisk hems med stjerne- og havkig samt generelt den bedste arkitektur. Og de to ideer kan ikke kombineres. Så der skal vælges. Det er lige præcis den slags, jeg hader. For jeg har en indbygget angst for at vælge forkert. Samt for at fortryde det splitsekund, jeg har sat min underskrift.

Når det så er valgt, er det jo faktisk først, hele valgrunden begynder for alvor. Så skal der flyttes elementer efter sol, havudsigt og familiens sammensætning. Det er lidt ligesom blokke af Legoklodser, man bare, indenfor visse rammer, kan placere, som man vil, og det er for øvrigt aldrig lykkedes mig personligt at skabe noget som helst troværdigt i legetøj fra Billund. Når det så er gjort, skal man tale materialer. Om det, der er standard ( og altid det grimmeste, det ved de jo godt!), skal opgraderes. Og endnu værre: til hvad? Når man, som jeg, ikke har en hujende fis forstand på et eneste af de 15-20 valgmuligheder, der er omkring gulv, så er man lidt lost. Og vægbeklædning, hvor der altså er 17 muligheder. Og farve på køkken, hvor der givetvis er 25. Og hårde hvidevarer. Og, og, og. Altså og i en størrelsesorden, hvor jeg næsten bliver smågrædende opgivende på forhånd. Det er lige før, det der once-in-a-lifetime projekt sommerhus bliver så uoverskueligt, at jeg gemmer mig. Gemmer mig for alle de uendeligt mange faldgruber, der er for at vælge forkert. Eller i det hele taget blive presset til at tage et valg. Og stå til ansvar for det, hver eneste gang jeg skal se på det. Jeg ved simpelthen ikke nok om tagbelægning og vinduesplacering samt greb til køkkenskuffer til at tage kvalificerede valg. Det er umenneskeligt.

Jeg har aldrig forstået det der med en personlig shopper i stormagasinerne. Når jeg køber tøj, ( eller dengang, præ-corona, da man stadig købte tøj) er jeg fuldstændigt bevidst om, hvad jeg vil have. Jeg er aldrig i tvivl i en tøjbutik. Den eneste tvivl, jeg dengang kunne nages af, var den omkring, om min økonomi også for alvor kunne belastes af mine, ofte talrige, valg. Jeg har en sikker, fuldstændig utøvet hånd omkring kjoler, bluser og bukser. Ingen problemer der. Sådan har vi jo alle vores spidskompetencer. Men måske begynder jeg at forstå, at sådan en personlig shopper alligevel kunne være til gavn for mig. Altså hvis man kunne hyre en sommerhus-personlig-shopper. Sådan en med ubegrænset viden omkring ens egne ønsker ( også dem man ikke engang selv kender) og vildt meget erfaring indenfor væg- og gulvbelægning. Et sandt unikum udi køkkenfarver og valg af greb og samtidig ekspert i vinduesstørrelser og opfyldelse af min families behov til lige præcis sommerhusbehov. Det tror jeg nok, jeg godt ville betale for. Om ikke andet så for selv at blive fri. For at vælge.

Lige nu er jeg stolt af at have taget et, altså et, aktivt valg. Jeg vil ikke have en brændeovn. Det er miljøforkert, jeg ville blive kraftigt upopulær blandt familiens yngre generationer, og jeg skal alligevel ikke leje ud til alle de tyskere, som tror, at Danmark er en nation af evigt brændende kævler. Det er, trods sin lidenhed, da i alt fald et valg og ligesom et sted at starte. Et sted at tage alt det andet fra. For, som jeg siger til mig selv, når jeg kan tage stilling til brændeovn, så kan jeg altså også kvinde mig op til køkkengreb. Kan jeg.

For den der personlige sommerhusshopper findes nok ikke lige. Det er mig, der må tage alle de der eksistentielle valg omkring snart sagt alt og bagefter være ansvarlig for mine valg. Jeg hader det inderligt, er utroligt bange for at vælge forkert og har næsten mareridt om, at når huset så står der, så går det i al sin gru op for mig, at jeg skulle have valgt et andet. Eller nogle andre greb til køkkenskufferne.

Så er det somme tider, at tanken om bare at lade være strejfer en. Bare at lade knopskydningen med myrer i væggene, manglende isolation, umulig rumfordeling og generelt forfald blive stående, indtil den af sig selv giver op. Så kan man i stedet sætte sig hen i et skrånende hjørne med utæt tag og læse sin Kierkegaard og Sartre i fred og ro, mens man har det så uendeligt fredfyldt, på lånt tid, fordi man overhovedet slet, slet ikke skal vælge. Bortset fra, at det har man jo gjort. Altså valgt ikke at vælge.

Mit drømmescenarie er derfor simpelthen, at jeg en morgen vågner op, og så står der bare et perfekt hus. Lige det, jeg altid har drømt om. Helt uden at jeg har foretaget mig så meget som et eneste valg og sådan bare vokset ud af de inderste drømme, jeg ikke engang selv kan formulere. Endsige vidste, jeg havde. Som en personlig sommerhus-shopperfe har skabt til mig, fordi hun ved, at jeg hader at vælge. Og fordi hun, modsat mig, har evnen til aldrig, aldrig at vælge forkert eller overhovedet at komme det mindste i tvivl. Selv om køkkenskuffegreb.

Continue Reading

Om en total mangel på forståelse.

Så fik vi Astra-Zeneca skrottet. Som et af de eneste lande i verden. Med den alfaderlige prædiken vedhæftet, at det skam udelukkende er for vores egen skyld. At vi er så umådeligt gode til at passe på os selv, at vi da sandelig ikke behøver blodpropsfremkalderen, og at vi derfor sagtens kan vente endnu et alenlangt forår på at komme dertil, hvor de fleste af os bare gerne vil. Det vil altså, med andre ord, sige, at vi har opført os så eksemplarisk og godt, at netop den gulerod, der var hele præmien for at vise så rettidig omhu konstant, med et snuptag er taget fra os. Vi har afsavnet for at slide os frem til den forjættede vaccine. Og nu tager de den fra os.

Har de da virkelig ikke forstået, at det eneste, vi vil, er at blive vaccineret? At få vores liv tilbage via den forjættede vaccine? At vores eneste og højeste ønske er det magiske stik, der kan gen-forære os vores venner, vores sociale aktiviteter, i mit tilfælde også mit job og i det hele taget en tilværelse med levelige begrænsninger. Ikke dette vakuum. Mere.

Det føles som at få en knytnæve i hovedet, lige i opløbssvinget til målområdet. At være så nær og så blive disket. Personligt stod jeg kun få uger før en indkaldelse, men det er nu blevet til en deadline, jeg næsten ikke kan bære at forholde mig til. For mig betyder intet stik, intet arbejde. Jeg SKAL være vaccineret for at kunne komme på arbejde overhovedet. Helt konkret betyder skrotningen af Astra-Zeneca, at andre, vaccinerede, guider tager destinationer, som indtil nu har været mine helt alene af den simple grund, at jeg ikke kan rejse. Det er sådan noget, der holder en vågen hele nætter.

Jeg, og mange, mange andre, ville med glæde tage imod de 200.000 hjemløse doser med et glædeshyl. Min arm ville gå i nærmest strækmarch som en patron på sekundet, hvis der sad en kanylebefaren ved siden af mig lige nu med en portion af Astraen. Eneste problem ville nok være, at jeg ville have enorme besværligheder med at sidde stille af bare glædesrus. Jeg spiste mig gennem kartonvis af P-piller som ung, og det er omkring en million gange farligere. Jeg tager, ved hovedpine og andre smerter, gerne Pamol og lignende, og det er der omkring 500, der dør af om året. Jeg er fuldstændigt på det rene med den potentielle risiko, der ligger i vaccinen og totalt afklaret med mine odds. Jeg vil nemlig meget, meget hellere satse den milliontedel af en millimeter risiko, der er, end at blive ved med at leve i dette vakuum, uden liv, uden job. Jeg er nærmest på det stadie, hvor jeg, i et kor med adskillige andre, hyler: Så giv os dog de vacciner. Vi er klar. Og vi er afklarede. Vi vil bare gerne videre. Have et liv.

Det virker som om, at denne higen efter vacciner helt er gået udenom myndighedernes forståelse. At de har mistet grebet om, hvad vi borgere ( eller i alt fald rigtigt mange af os) så usigeligt meget ønsker os. At de ikke forstår, at vi er adskillige, der hjertensgerne lægger arm og krop til en vaccine med indbyggede spørgsmål. Fordi alternativet er værre. Fordi vi ikke orker at stå længere foran den forjættede målstreg og gang på gang se os selv slået hjem til start, når vi endelig tror, vi omsider er der.

Grundpræmissen for et velfungerende samfund, for at vi kan vende tilbage til normaliteten, er, at vi er vaccinerede. Så enkelt er det. Det er også indiskutabelt.

Lad dog alle os, der vælger et liv fremfor en angst, få lov til frivilligt at lægge arme til. Helt på vores eget ansvar, hvis det er sådan, det må være. Få de 200.000 doser ud til os, der næsten har løftet armene bare ved tanken. Det ville i alt fald vise en hvis form for forståelse for borgerne i vores samfund. Alle, der ikke ønsker vaccinen, bliver jo på samme vis ikke presset ind i noget. Det ville så kun være os (alle os, for vi er mange!), der beredvilligt og hoppende af forventning stillede op på astradisk zenecarække og modtog det lille prik, som lige nu er noget af det eneste, vi længes efter. Udfrielsen, livet.

PS. Hver eneste morgen den sidste måned har mit søvndrukne, men trofaste, ufravigelige morgenritual bestået af at melde mig til restvacciner i de 2 byer, jeg kan nå på under ½ time. På det seneste har jeg i min desperation også meldt mig til et vaccinested, der ligger 38 minutters kørsel væk. Jeg har fuldstændigt gjort op med mig selv, at jeg uden at kny og næsten med glæde modtager fartbøden. Jeg ville, hvis der endelig var Bingo, se det som den smukkeste og allermest attråværdige bøde i hele mit liv!

Continue Reading

En øjenåbner.

Shtisel. Netflix.

Der er to muligheder. Afhængige af mit humør. Enten bliver jeg dybt melankolsk, fyldt med en nærmest ubærlig længsel, der gør ondt helt ind i sjælen. Ellers også nyder jeg at lade kameraet være mit kunstige øje, at lade det føre mig gennem, forbi, på tværs af og lige ind i alle de steder, som jeg ikke kan komme til. Som lige nu er lukket land for mig, og som jeg savner så inderligt, at selv jeg ikke kan finde ord, der er stærke nok til at udtrykke det. Der er den slags dage, hvor skotske og irske films skal undgås, fordi sproget alene står som auditive knytnæver, der banker det ind i mig, at her er målet for mine største, uopnåelige længsler. Men der er heldigvis også den slags dage, hvor jeg bare intensivt nyder at komme på virtuel udflugt til et af de steder, jeg elsker. Højt og inderligt.

Sådan et sted er Jerusalem. Og den israelske serie Shtisel er mit lånte, kunstige øje. Den kan føre mig et sted hen, jeg holder så umådeligt meget af. Tage mig rundt til alle mine favoritsteder og næsten give mig følelsen af, at det i grunden er underligt, jeg ikke møder mig selv undervejs. I alt fald et stykke af mit hjerte.

Jerusalem vrimler med ortodokse jøder. Selvfølgelig gør den det. I deres besynderlige outfits fra en polsk fortid i 1700-tallet, toppet med lagkagehatten, når det er Sabbath og rigtigt fint og helligt. Og deres strenge, uopnåelige lukkethed, som næsten gør en helt bange for alle disse sorte fugle, der udefra udstråler utilnærmethed og fremfor alt, at denne verden og dens vanhellige, som mig, ikke har den fjerneste interesse. Jeg har altid fundet dem såvel skræmmende som dybt fascinerende. Men jeg har også holdt mig pænt på afstand af dem. Været lidt skræmt, nok, især af den sorte strenghed, de umiddelbart signalerer. Og mest af alt nærmest totalt uvidende om den verden, der er deres.

Derfor gav jeg serien Shtisel, som handler om en familie af ortodokse Haredijøder en chance. Lidt naivt nok for at se, hvad i alverden det dog var for nogle mennesker. Og så blev jeg fanget. Binge-fanget. For det er faktisk en ualmindeligt god serie. Virkelig værd at se.

Det viser sig jo, at disse sorte fugle besynderligt nok er mennesker som alle vi andre. Med glæder, sorger, problemer og levede liv som resten af verdens befolkning. De har kvaler med kærligheden, med familiemedlemmer, med utroskaben, med arbejdet, med økonomien, med hinanden–og med troen. Der er ikke mange ting på identifikationsparametret, der ikke går op i en højere enhed og er genkendeligt. Så under lagkagehattene og kvindernes parykker bor der et kalejdoskop af typer, der påfaldende minder om dem, vi selv sådan til daglig går og omgås med.

Der er strenge ritualer, love og anvisninger for, hvordan livet bør leves. Også, i vores øjne, mange gange besynderlige, men en af seriens store styrker er, at den udviser en enorm solidaritet med sine personer. Vi forstår dem, selv om meget af det, de gør, ville være uforståeligt for os at gøre. Derved bliver det også et glimt ind i et lukket land, som gradvist åbner op og bliver forståeligt. For selv om de er strenge overfor såvel sig selv og andre, lærer vi at påskønne dem som de mennesker, slet og ret, som de er.

I centrum står den unge Akiva. På tærsklen til at blive rigtigt voksen ( der er også coming-of-age her), hvilket primært består i at blive gift. Denne procedure består af temmelig aktiv indblanding af en matchmaker, og det er alt sammen ikke så nemt, når man både skal rette sig efter sin families ønsker, men også samtidigt går hen og forelsker sig i en, der absolut ikke matcher hverken matchmakerens forslag eller familiens drømme om anstændighed. Akivas søster Giti har også sine problemer med sin overvældende børneflok og en mand, der er rejst til Argentina, hvor han garanteret har afført sig det polske kostume for at leve et noget anderledes liv. At dømme efter efterretningerne, der absolut ikke indbefatter kone og børn derhjemme. Og så står hun der og laver krumspring efter krumspring for at skjule sit nederlag og basalt bare skaffe mad til alle de børn. Der er også den vidunderlige bedstemor, der på plejehjemmet konfronteres med et TV i en fantastisk scene, for sådan et har den slags jøder altså ikke. Ligesom Akavi, der både er nuttet-sød, men også meget naiv, har sine kvaler omkring en mobiltelefon.

Der er sådan en Matadoragtig almindelighed omkring den serie. Genkendelse, der sprænger alle fordomme omkring religion, levemåde og fremmedhed og fortæller, at vi jo alle i grunden er påfaldende ens.

Jeg vil fortsætte min binging med de sorte fugle. For jeg er blevet ret forelsket i dem. Jeg vil samtidigt også grovnyde alle de vidunerlige billeder fra det Jerusalem, som jeg elsker så inderligt, men ikke kan komme til andet end gennem et lånt, kunstigt kameraøje.

Continue Reading

Et stort pip fra rejsebranchen.

Nu skal vi så åbenbart være taknemmelige for, at det på papiret så nydeligt bliver muligt at rejse ud. Hvis man er vaccineret, forstås. Det synes som om, de færreste for alvor har forstået, hvad det indebærer. Eller rettere: ikke indebærer.

Dette, sammenholdt med den katastrofale vaccineindsats, betyder nemlig, at når de forjættede grænsebommer åbnes, så vil alle landets ældste og mest skrøbelige borgere være i stand til at ræse mod udlandet. Ikke andre.

Og mere end det. Da netop denne gruppe nok ikke primært drages mod at blive verdensbefarere helt alene, så vil det guidekorps, der skal med, guide, passe på og arrangere, udelukkende bestå af rejsebureauansatte over 75, rejseledere, der bor i plejebolig eller som modtager praktisk hjælp eller personlig pleje, guider med særligt øget risiko eller rejseledere, der er pårørende til personer med særligt øget risiko.

God tur, siger jeg bare!

Continue Reading