Om sommerhusarkitektur.

Nu har jeg brugt flere måneder på en nærmest landsdækkende sommerhusodysse. Kørt fra typehus A til typehus D, via typehus B og C. Ikke at forglemme afstikkere til typehus F. Samt variationer over tema med vinkler, hævede planer og spejlvendinger. Jeg har beset sommerhuse fra Skallerup Klit til Roskilde, inklusiv alle dem midt imellem. Og jeg er da blevet klogere. Jeg er også kommet mere i tvivl, for det kan man sagtens gøre samtidig.

Men mest af alt har jeg gjort mig nogle iagttagelser, som egentlig gør mig lidt mismodig. I alt fald på sommerhusarkitekturens vegne. For hvor initiativerne er næsten himmelstormende kreative hos de private, selvbyggede knopskydninger derude i fritidslandet, er konservatismen omkring typehus-sommerhuse decideret til at tage og føle på. Der er ikke meget nyt under solen (hvis den ellers gad skinne!) der. Har tilsyneladende ikke været det siden engang i 80-erne.

Hvor ethvert bare nogenlunde selvbevidst arkitektfirma sætter en ære i nytænkning og kreativitet, det være sig omkring såvel større bygningsværker som ganske almindelige, sociale boligbyggerier, så er samme incitament totalt gået fløjten, når det gælder vores fritidshuse. Det meste af det, der opføres i dag, har jo næsten på millimeter lånt tegningerne fra 70-ernes store boom på fronten. Bjælkehusromantikken og de sprossede vinduer lever i helt sin egen tidslomme, når det gælder sommerhuse. For hvem i alverden ville dog bo på den måde i et almindeligt parcelhus? De fleste sommerhus-typehusfirmaer har en indbygget nostalgi, der i bedste fald er en videreudvikling af mormors kolonihavehus–i værste en fuldstændig fastlåsning i en tid, der længe ikke har været.

Det kan undre mig, at vi i vores nybygning af store bygninger og selv i de allerfleste nyanlagte parcelhuskvarterer da i det mindste anderkender, at tiden også betyder nye krav, såvel indvendigt som udseendemæssigt, mens vi i fritidshusbyggeriet nærmest bliver ahistorisk, uanstændigt, gammeldags og grimt nostalgiske. Når man sådan laver dannelsesrejser til adskillige udstillingshuse, tager man sig i at undre sig over, hvorfor i alverden de stadig har model 1980 stående. Det må de jo have, fordi nogen endnu ønsker lige netop den model. Jeg kan da også iagttage, at det væld af nye huse, som for tiden skyder op i vores sommerhusområder, beviser, at på fritidshusfronten bygger mange, som man gjorde længe før årtusindskiftet. Der bygges et nærmest helt utilgiveligt antal grimme huse, hvis eneste forsvar vel må være, at de præcis ligner dem, der ligger ved siden af og blev bygget for 40 år siden.

Så der skal altså ledes længe for at finde et tidssvarende hus. Et der ikke bare er et afkog af den mastermodel, der tilsyneladende ligger til grund for 90% af de huse, der er bygget, siden den blev tegnet. Og hvis man ligesom får en smule åndedrætsbesvær og røde knopper af endnu en gang blokhusbrædder med nysselige sprossede vinduer, så er man ofte ilde stedt. Det var helt OK på prærien, derovre på den anden side af de store, amerikanske skove for et par hundrede år siden, men herhjemme har de nu altid, efter min mening, været et postulat, der aldrig har haft grobund i andet end en falsk romantik omkring noget, der aldrig var. Der er også stadig enormt salg i de hvide brædder til fuld indendørs beklædning, og jeg er da samtidig ret sikker på, at en TV-serie, der handler om et forgangent badehotel for næsten 100 år siden har væsentlig indflydelse på nutidens sommerhusbeklædning. AK!

Det er selvfølgelig sådan, at typehusfirmaerne besvarer den efterspørgsel, der er. Så det må jo være det, folk vil have. Mærkværdigvis samtidig med at samme folk derhjemme sandelig godt kan være både innovative og fornyende med hensyn til deres permanente huse. Åbenbart er vi et land, der på fritidshusfronten er strandet i en nostalgisk kolonihaveromantik eller det obligatoriske fritidshus fra sidste århundrede. Vi tror, at skal vi ud i naturen, skal det hele være, som det altid har været. Og så skide være med, at vi samtidig hiver samme natur op med bulldozer for at få den forjættede havudsigt gennem sprosserne!

Heldigvis er der enkelte typehusfirmaer, der dog har tittet ud af samme sprosser og fornyet sig en smule. Således at rimelig velovervejet arkitektur stadig, hvis man leder, kan findes sparsomt rundt omkring mellem rædslerne i fritidslandet. Så det med at finde et pænt, stringent hus med et moderne udtryk er ikke bare lige et dyk i posen. For når man skrigende endnu engang er løbet væk fra de upudselige vinduer med blokkene omkring samt åbenlyst undret sig over 70-ernes vedholdenhed, så er der ikke meget tilbage.

Der er faktisk kun Fjordhuset. Så det bliver det!

You may also like

Skriv et svar