Der er kommet coronagang i de danske øer. Vi har sådan nærmest genopdaget dem. Erkendt, at der altså er andre europæiske øer end Mallorca og Malta. Endda helt tæt på os. I juli måned endda gratis tæt.
For Anholts vedkommende dog ikke specifikt tæt. Øen ligger lige midt mellem Danmark og Sverige, hvilket egentlig ikke kan bruges til ret meget, når der er 45 kilometer til begge lande. Der er langt derud. Ydermere tager den en smule gumpetunge færge sin magelige tid, så hele tre timer får man til at omstille sig fra fastlandets lyntempo til et noget andet og langsommere derude midt i Kattegat, hvor man skal meget højt op i meget godt vejr for at kunne skimte, at verden består af mere end bare 22 kvadratkilometer ø. Hvoraf de 80% i øvrigt er ubeboet, lavmoset ørken. Altså ørken på Anholtsk dansk.
Om vinteren bor der 133 på Anholt, om sommeren en stor del flere. Biler er der ikke mange af, for det er naturligt begrænset af, at der simpelthen ikke er det store overskud på vejkontoen. Man går eller, især, cykler. Anholt by ligger sådan lidt midt på øen, sommerhusene ligger spredt omkring i den underskønne natur, men alligevel får man et indtryk af ren uberørthed. Af et sted, hvor naturen råder, og hvor menneskets indgriben ikke er specielt synlig. Skovene består mest af en vild forvirring af træsorter, helt forskellig fra de plantageskove, der ellers præger Danmark, og ørkenen er et helt kapital for sig med sin helt særprægede natur. I øvrigt er Anholt en meget bakket ø. Den rejser sig næsten som et klippeskær derude halvvejs i Sverige. Og strandene! Som Vesterhavets høje klitter, blandet med Kattegats mildhed og så lange og milevide, at alle kan få deres egen kvadratkilometer.
På Anholt kan man, udover en masse andre huse, leje Riccos hus (som i Riccos Kaffebar-Ricco!), som nok er Anholts både flotteste, smukkest beliggende og mest særprægede hus, bygget i flere etager ind i en bakkeskråning. Her er plads til temmelig mange sovende gæster, gratis luksuskaffe, fantastisk udsigt og bare vidunderligt. Ydermere fanger naboens mand jomfruhummere om natten (det gør de på Anholt!), og der kan man altså hive sig adskillige kilo langvarig luksusmiddag (de skal jo knækkes!) for en absolut overkommelig pris. I øvrigt laver Sylvester, som er husets søn, pragtfuld is, som han gerne bringer. Han er også ret god til hyldebærguf! Det er mere end anbefaleligt at leje Riccos hus, men man skal være om sig. Det er der nemlig en del, der har fundet ud af.
Så når den store verden stadig er en smule utilgængelig, så er det altså en smule eksotisk at tage til Anholt. Det er som at komme til en anden verden af pragtfuld natur og ustressethed–alt det et øsamfund langt fra alfarvej lige kan. Jeg havde aldrig været der før, men jeg skal helt sikkert tilbage. Lige så sikkert som det er, at det bliver Riccos hus!