Forbrugsvaner er som bekendt uløseligt forbundet med den tidsånd, de økonomiske muligheder, de trends og de faktisk foreliggende omstændigheder, der er på et givet tidspunkt. Sidste år kom jeg som sendt fra Kattegat, eller hvor man ellers sender folk som mig fra, og dumpede lige ned i et behov, som coronaen havde skabt. Jeg var, med andre ord, vildt populær og udfyldte et tomrum, en længsel efter noget, der bare mindede en smule om oplevelsesferie. Folk flokkedes til mine guidede ture. Mange gange måtte jeg lave ekstrature, fordi behovet var så enormt, at jeg umuligt kunne råbe kæmpestore forsamlinger op der midt i den blæst fra Kattegat, som sidste sommer var så rig på.
I år ser tingene helt anderledes ud. Jeg kan gå mine ture alene. Kan jeg. Det behov, der eksisterede sidste år, er så øredøvende blevet overtrumfet af andre muligheder. Mere tillokkende muligheder, tilsyneladende.
I begyndelsen undres man. Og som ekspert i at tænke på traditionel kvindevis, vender man selvfølgelig i første instans den slags ting indad. Er man ikke god nok, interessant nok? Har man fornærmet nogen? Synes folk, at de bliver til grin for deres egne penge? Er man fuldstændigt, totalt, umuligt og sikkert også pinligt inkompetent og en skandale? Jeg tror, de fleste kender det! For hvorfor er noget, der var en bragende succes sidste år, nu pludselig en uskøn fiasko? Hvordan kan det f.eks. være, at de utroligt utallige, som sidste år inderligt bad mig om at lave en tur nordpå i vores lille by, så pludselig har mistet enhver interesse for en tur, de selv foreslog?
Det har faktisk ikke skortet på medieomtale og reklame. Samtlige lokalaviser har skrevet endog meget pæne stykker–hvem der så end har bedt dem om det, for jeg har hverken talt med dem eller henvendt mig. Man skal være mere end almindelig medieblind for at have overset det, vil jeg mene.
Så tidsånden må have forandret sig. Behovet vendt sig selv på hovedet. Interessen blevet overgået af noget, der er væsentligt mere interessant. For selvfølgelig må jeg jo nok erkende, at jeg sidste år ikke var specifikt oppe mod de giganter, der nu er kommet på banen. Det være sig såvel udlandet i al sin ucoronerede magt og vælde som danske nu åbne forlystelser. Ungerne vil hellere i forlystelsesparker eller til Gardasøen fremfor at vade rundt på en dansk strand og høre gamle skrøner. Og 60+-erne har vel enten været der eller afventer at komme sydpå. Endelig må jeg vel også erkende, at det danske sommervejr ( eller hvad vi nu skal kalde det?) sidste år var en fortrinlig sparringspartner i al sin magtfulde usolethed, mens det i år faktisk forholder sig sådan, at solen er min klare forretningsmæssige konkurrent. Og den er fabelagtig til at stjæle mine kunder!
Selvfølgelig er det træls. Rigtig træls. Især når mine udenlandske destinationer stadig er hermetisk lukkede og på ingen måde giver indtryk af, at der vil forekomme en snarlig åbning. Man skulle have været Sydeuropaguide. Begyndt at læse italiensk i tide, om man så kan sige.
I alt fald må jeg, endnu engang, erkende, at mine kompetencer falder udenfor den for tiden herskende trend og de mest populære behov. Underligt nok vænner man sig aldrig rigtigt til den slags. Men det er vel bare menneskeligt….