Om guidede ture.

Forbrugsvaner er som bekendt uløseligt forbundet med den tidsånd, de økonomiske muligheder, de trends og de faktisk foreliggende omstændigheder, der er på et givet tidspunkt. Sidste år kom jeg som sendt fra Kattegat, eller hvor man ellers sender folk som mig fra, og dumpede lige ned i et behov, som coronaen havde skabt. Jeg var, med andre ord, vildt populær og udfyldte et tomrum, en længsel efter noget, der bare mindede en smule om oplevelsesferie. Folk flokkedes til mine guidede ture. Mange gange måtte jeg lave ekstrature, fordi behovet var så enormt, at jeg umuligt kunne råbe kæmpestore forsamlinger op der midt i den blæst fra Kattegat, som sidste sommer var så rig på.

I år ser tingene helt anderledes ud. Jeg kan gå mine ture alene. Kan jeg. Det behov, der eksisterede sidste år, er så øredøvende blevet overtrumfet af andre muligheder. Mere tillokkende muligheder, tilsyneladende.

I begyndelsen undres man. Og som ekspert i at tænke på traditionel kvindevis, vender man selvfølgelig i første instans den slags ting indad. Er man ikke god nok, interessant nok? Har man fornærmet nogen? Synes folk, at de bliver til grin for deres egne penge? Er man fuldstændigt, totalt, umuligt og sikkert også pinligt inkompetent og en skandale? Jeg tror, de fleste kender det! For hvorfor er noget, der var en bragende succes sidste år, nu pludselig en uskøn fiasko? Hvordan kan det f.eks. være, at de utroligt utallige, som sidste år inderligt bad mig om at lave en tur nordpå i vores lille by, så pludselig har mistet enhver interesse for en tur, de selv foreslog?

Det har faktisk ikke skortet på medieomtale og reklame. Samtlige lokalaviser har skrevet endog meget pæne stykker–hvem der så end har bedt dem om det, for jeg har hverken talt med dem eller henvendt mig. Man skal være mere end almindelig medieblind for at have overset det, vil jeg mene.

Så tidsånden må have forandret sig. Behovet vendt sig selv på hovedet. Interessen blevet overgået af noget, der er væsentligt mere interessant. For selvfølgelig må jeg jo nok erkende, at jeg sidste år ikke var specifikt oppe mod de giganter, der nu er kommet på banen. Det være sig såvel udlandet i al sin ucoronerede magt og vælde som danske nu åbne forlystelser. Ungerne vil hellere i forlystelsesparker eller til Gardasøen fremfor at vade rundt på en dansk strand og høre gamle skrøner. Og 60+-erne har vel enten været der eller afventer at komme sydpå. Endelig må jeg vel også erkende, at det danske sommervejr ( eller hvad vi nu skal kalde det?) sidste år var en fortrinlig sparringspartner i al sin magtfulde usolethed, mens det i år faktisk forholder sig sådan, at solen er min klare forretningsmæssige konkurrent. Og den er fabelagtig til at stjæle mine kunder!

Selvfølgelig er det træls. Rigtig træls. Især når mine udenlandske destinationer stadig er hermetisk lukkede og på ingen måde giver indtryk af, at der vil forekomme en snarlig åbning. Man skulle have været Sydeuropaguide. Begyndt at læse italiensk i tide, om man så kan sige.

I alt fald må jeg, endnu engang, erkende, at mine kompetencer falder udenfor den for tiden herskende trend og de mest populære behov. Underligt nok vænner man sig aldrig rigtigt til den slags. Men det er vel bare menneskeligt….

Continue Reading

En ualmindeligt rædselsfuld oplevelse.

Hvalpsund Færgekro.

Formedelst lidt over 500 kr. fik vi i går sommerens hidtil mest rædselsfulde oplevelse. I særklasse af den art, så man næsten føler sig forpligtet til at advare andre om at begive sig ud i at få en lignende.

Beliggenheden smukt og lige ned til vandet ved travl havn og færgested fejler ellers ikke noget. Enhver med bare en lille smule forstand på og tæft for hotel- og restaurationsdrift burde kunne få banket et endog særdeles rentabelt sted op lige der. Det er så tilsyneladende ikke den slags enhver, der har stedet. Men der er rent. Utroligt rent. Måske, tør man måske gætte på?, fordi der ikke er så forfærdeligt meget at andet at tage sig til end netop at gøre rent. Der var nærmest ingen kunder. Det forstår jeg godt.

Menukortet er kort og en fantasiløs variation over samme tema. Selv var vi også fantasiløse nok til at tro, at det netop signalerede, at man derfor kælede for hver ret. Vi tog fejl. Burgeren var kønsløs og kedelig, men dog spiselig. Hvilket man desværre ikke kunne sige om kyllingesandwichen. Det ualmindeligt kedelige hvide plasticbrød var ikke toastet. Det var kremeret. Man havde end ikke (som vi gamle rotter udi brødristningens kunst da sommetider må ty til i stilhed) skrabet de kulsorte forbrændinger af–kun behændigt vendt dem nedad i en åbenlys foragt for frokostgæsternes såvel intelligens som smagsløg. Da vi påpegede det, fik vi svaret, at det var brødets beskaffenhed, der gjorde det letantændeligt. Det var sådan set det nærmeste, vi kom på en undskyldning! Eller en ellers særdeles velkommen beklagelse.

Dog må man sige, at kroen nok, som sikkert den eneste i landet, udmærker sig ved at servere sandwiches helt uden det mindste islæt af grønt. Indeni var en kogt, hel kyllingefilet, begravet ( for nu at blive i den terminologi, den er også passende!) i noget tomat-et-eller-andet. Tørt, i alt fald. Her må man sige, at et enkelt, krøllet salatblad ville have gjort en verden til forskel. Smagsmæssigt er vi på niveau med brændt snogbrød med plastic.

Så vi spiste det simpelthen ikke. Havde hunden været med, var selv han nok stået af. Alligevel kom regningen uden nedslag eller forståelige undskyldninger. Jeg tror også kun, vi betalte, fordi vi havde lidt ondt af dem. Gæster var der jo nærmest ingen af–til trods for godt vejr, brillant udsigt og ferieperiode. Og nogen skal vel betale de mennesker, der i den grad har tid til at gøre rent på stedet.

Jeg kan, selv om jeg da har en god del ikke så specielt imponerende spiseoplevelser med i bagagen, ikke erindre at have fået noget så dårligt nogensinde. Vi er i klassen, hvor man sikkert vil erindre i mange år, fordi oplevelsen næsten var helt surrealistisk. Det var lige før, man på ingen måde var blevet overrasket, hvis Basil Fawlty eller Manuel pludselig havde stået ved bordet.

Så hermed en advarsel. Med mindre man elsker kremeret brød med kønsløst indhold samt at være til grin for sine egne penge, bør man nok holde sig væk. Langt væk!

Continue Reading

Om charterselskabernes og bilernes sommer.

Det rykker i mig for at arrangere ture til udlandet. Det rykker også i mig for at komme på arbejde i udlandet. Men lige nu er ingen af delene muligt. Samtlige mine destinationer er coronalukkede–måske med Irland som undtagelsen, der skal man bare 10 dage i karantæne. Altså tre dage udover den uge, man skulle have brugt på en rundrejse, og tre dage efter, man egentlig skulle være rejst hjem!

Selv at arrangere noget som helst, der involverer et rutefly, synes som halsløs gerning. Med mindre, man skal afsted en af de allernærmeste dage, kun skal have sig selv med, eller er beredt på at alt, der ligger mere end en måned fremme, er en satsning. Som at spille i det store coronalotteri, hvor nedlukninger opstår lige så hurtigt og uforudsigeligt som de tordenbyger, der for tiden hærger landet. Man kan tabe mange penge og, især, mange drømme lige nu, hvis man er for overstadig.

Skal man afsted, er charterferierne det bedste bud. Her er man tilstrækkeligt forsikret, og rejseselskaberne står med hele risikoen. Det gør de i øvrigt gerne, for kasserne er slunkne, og flyene længes vel nærmest efter luft under vingerne.

Eller også må man ud i bilen. Skrue rejsemanererne et par årtier tilbage til dengang, hvor det oftest var normen at drøne ned gennem Europa. Dengang Tyskland var en lang motorvej med indlagte friturestegte, såkaldte wienerschnitzels, og ikke meget andet. Fordi ferieeuropa først startede ved den grænse, man nu krydsede på den anden side af denne enorme landemæssige forhindring. En skam, i øvrigt, for der er utallige fine steder udenfor de tyske motorveje! Hvis man tager sin bil, er man fri til at køre hvorhen, coronapilen måtte vise. Og til at køre udenom, vende om i forhold til eller bare undgå der, hvor pludselige udbrud og nedlukninger hærger. Jeg tror, der er en massiv, bilende hær på vej ned gennem alle de motorveje denne weekend. Meget mere massiv end den har været i mange, mange år.

For selv om vi nok kan rejse, er det jo med masser af restriktioner. Den frihed, der ligger i selv at bestemme sine destinationer, selv at planlægge, ordne og arrangere, er ligesom væk, hvis der er tale om flyrejser. Skrækscenariet er vel at strande i et pludseligt coronanedlukket hjørne af verden, uden hjemadgående fly og totalt erstatningsløs, fordi man bare selv har klaret det hele. I alt fald skal man, og det gælder enhver form for rejser, tjekke og gentjekke sine forsikringer, for forsikringsselskaberne har i den grad opgraderet deres policer, så de indpasser sig til de forhåndenværende forhold. Også prismæssigt.

Det er, endnu engang, absolut ikke et drømmescenarie for folk som mig. Jeg er blevet både arbejdsløs og ubevinget. Men det er da heldigvis et scenarie, der kan bruges af de charterselskaber, der har rejser til oplukkede destinationer–samt for de, der elsker at køre rundt på egen hånd.

Egentlig tror jeg også, at langt størstedelen af os bare afventer for tiden. Afventer verdens komme. Vi sidder her i (sommer)husene og venter på andre tider. For selv om det styrtregner ind imellem, så er den danske sommer da ganske behagelig. I alt fald er den ualmindeligt behagelig fri for spekulationer omkring forsikring, op- og nedlukning, ufrivillige strandinger i fremmede lande og de økonomiske hurdler, der måtte følge.

Samtidig er det da ualmindeligt godt for charterbranchen, at den omsider er vækket til live igen. Og for samtlige rastepladser langs de tyske motorveje, som sikkert oplever kanonomsætning. For det er charterselskabernes og bilernes sommer i år.

Continue Reading

En hjerteskærende god bog.

Douglas Stuart: Shuggie Bain.

Det er ikke hvemsomhelst og hvadsomhelst, der vinder den prestigefyldte, europæiske pendant til Pulitzerprisen: The Man Booker Prize. Men Douglas Stuart gjorde. Med sin hjerteskærende mursten af en roman om Shuggie Bain, der vokser op i 70-erne og 80-ernes slum i Glasgow, omringet og omfavnet af en dybt alkoholiseret mor, som han elsker over alt i verden.

Jeg kan godt huske Glasgow fra dengang. Også selv om jeg nødigt kom der. Det gjorde “man” ikke. Glasgow var forbeholdt de, der havde været så uheldige at blive født der. Ind i arbejdsløsheden, slummen, højhusene og datidens udgave af den nuværende amerikanske opoidkrise. I Glasgow drak man sig bare ihjel. Relativt målrettet. Mens børnene, som vi sagde oppe i det mere privilegerede højland, levede af hvidt brød med margarine og Irn Bru (jeg kan ikke forklare Irn Bru–det skal smages!), og ingen hoteller med respekt for sig selv og sit inventar tog imod gæster fra Glasgow. I øvrigt kunne man heller ikke forstå, hvad de sagde.

Og nok handler bogen om Shuggies usle barndom. Men den handler endnu mere om Agnes, Shuggies smukke mor, der tager hele turen fra kvarterets bud på en slags overklasse til dyndet, mudderet og den evige fornedrelse og fortabelse. Man er med hele vejen på den hjerteskærende og ubarmhjertige rejse, står som Shuggie på sidelinjen og iagttager den ultimative destruktion af et menneske. Aldrig har jeg læst en sådan velskrevet fortælling om den store fortabelse. Det er kunst. Båret af selve destruktionens smerte.

For Shuggie elsker sin mor. Magtesløs må han iagttage, hvorledes hendes druk langsomt fratager såvel hende som familien enhver form for moral og menneskelighed. Nok er Shuggie en perfekt medalkoholiker, der selv som 7-årig gør sig de inderligste krumspring for både at dække over og skaffe nye forsyninger, men han er samtidig også mælkebøttebarnet, der trods alt overlever. Helt efter bogen sætter han tingene i sine egne systemer, skaber sin egen barnlige logik–og formår at opbygge en indre overlevelsesstrategi, der faktisk virker. Fuldstændigt lammende for læseren er f.eks. ekspeditionen gennem det meste af Glasgow en sen nytårsaften via taxi for at lede efter/frelse moderen. Først stjæler han mønterne i gasmåleren, dernæst udsættes han for misbrug af en taxachauffør, så hutler han sig gennem fuldemandsorgier i diverse højhuse for til sidst at finde moderen dybt i en bunke aflagt tøj i en ussel lejlighed. Voldtaget, fuld og fornedret. Men Shuggie er lettet. Han fandt hende jo…

Med en 3. persons fortæller er det ikke kun barnets synsvinkel, vi præsenteres for i bogen, men nærmere en alvidende blanding af iagttagelser, viden og dybe kig ind i Shuggie. Det fungerer. For mig fungerede denne ultimative beskrivelse af et menneskes langsomme selvmord og den indvirkning, det har på omgivelserne, i alt fald helt ned på tårestadiet. Jeg har aldrig læst en så dybfølt, medfølt og hjerteskærende roman om emnet. Det er stor, stor kunst. Og decideret Man Booker Prize værdigt.

Bogen er oversat til dansk, og det kan være anbefalelsesværdigt, da al konversation er skrevet på Glaswegian. Er man ikke lige fortrolig med den og kan få sprogtonen til at fungere i sit hoved, er man en smule lost. Også selv om, “hen” betyder skat eller søde, og er enhver glaswegians foretrukne ord, så kommer man ikke så langt bare med det…

Det er nok den bedste bog, jeg har læst i år. Håber, andre vil følge rådet og få den samme store oplevelse!

Continue Reading

Efter regnen.

Det er morgenen efter det store regnskyl, den aftenlige og natlige syndflod, alle bragene og det store lysshow. Verden virker næsten jomfruelig, ustøvet og forbavsende grøn. Det er lige før, alt det gule, der i ugevis har været græsplænen, viser tegn på begyndende forgrønning, og jeg må ned og tjekke, om bækken, der har været et stort, vandløst hul i dagevis, også har indledt sin reinkarnation som almindeligt vandløb. Der skal nu nok mere til. Mere vand, altså. Livgivende vand.

Så er det, man helt ind i sin allerinderste ville ønske, at det bare var så let med det hele. At en ordentlig spand vand, ledsaget af nogle høje brag og elektriske udladninger, kunne klare verden op. Lade den blive som ny igen uden afsvedet græs og vandløse bække. I den allermest overførte betydning. At verdens største, mest gevaldige tordenvejr og en sand syndflod af vand kunne give os alle en coronafri omstart. Sådan at livet blev til det, vi kendte engang. Og elskede. Eller i alt fald så vi fik de allermest væsentlige ingredienser til at genopbygge, gå i grøde og forgrønnelse igen. Personligt vil jeg bare gerne på arbejde. Så ydmygt er mit, tilsyneladende uopfyldelige, ønske…..

Continue Reading

Om forbrug af mobiltelefoner.

Jeg må–lidt surt–konstatere, at jeg kører på to-års intervaller med hensyn til mobiltelefoner. Dette helt uden at tilhøre segmentet af afhængige mobilfreaks, der bare skal have det sidste nye. For jeg nøjes altid med det gamle, til trods for mine imponerende destruktive evner udi mobilsmadring. Til gengæld har manden så, takket være mine bidrag til mobilkatastrofer, altid en ny af slagsen. Mens jeg arver hans den gamle.

Sidste gang, altså for to år siden, var det en ualmindeligt hård asfalt, der tog livet af mobilius. Denne gang gik det vandvejen. Lige ned i kummen. Jeg må konstatere, at man ikke skal gå rundt med sin telefon i baglommen. Eller: det er OK, så længe man rent faktisk går, men når man skal sidde ned, bør man være ekstra opmærksom på farer. Så som de, der udgøres af et toilet. Faktisk var det først, da jeg skulle rejse mig, det gik galt. Svup, sagde det så. Og så lå mobilen kilet ind i toiletstammen, som om den var sidste brik i et større puslespil, der nu bare endelig passede. Altså urørlig, fuldstændigt fastklinet. Det tog minutter at vriste den fri. Så mange, at hvis det havde været i andre former for mere levende vand, var der givetvis kommet fisk på displayet. Hele akvarier.

Mobiler er overfølsomme overfor vand, og man skal derfor ikke vaske dem. Vand erobrer alt inden i sådan en kalorius, kortslutter ehver mikrobisk del og efterlader skærmen i flotte, blå vandfarver, som det kan ses på billedet. I det mindste er man da ikke det fjerneste i tvivl om, hvilket element der har frarøvet den livet. Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at mobiler, der har tilbragt adskillige minutter fastkilet i toiletstammer, ikke kan støvsuges tørre, selv om man gør det i timevis. De kan ikke genoplives med mobil hjertemassage og er hjernedøde allerede fra opstigningen fra kummen. Der er ingen mulighed for genoptræning. Kun begrædelig, uigenkaldelig bortgang.

Jeg er en forfærdelig sjuske, hvad angår mine egne data. Jeg strør om mig med koder og har virkelig fundamentale problemer omkring at gemme mine ting. Dem strør jeg også om mig med. Det betyder for det første, at jeg hvert andet år skal starte mit liv sådan nærmest helt forfra. Det betyder heldigvis også, at jeg hvert andet år får ryddet op i minderne om samme liv og faktisk helt ærligt kan sige, at jeg aldrig har savnet noget af alt det, jeg har tabt. Samtlige skraldespandsbilleder ( dem får jeg nemlig aldrig slettet!), et ualmindeligt stort antal beskeder fra folk, jeg ikke lige husker, hvem er, samt mine kontaktlister, hvor der også figurerer mennesker, jeg aldrig ville drømme om at ringe til ( selv hvis jeg vidste, hvem de var!) kan nu ny-opstartes og fuldstændigt opdateres. Det har mit toilet sørget for. Med hensyn til koderne er det straks værre. Jeg må simpelthen presse mig selv til at få dem nedskrevet. Så jeg har dem om to år.

Så nu er jeg altså kommet til iPhone 7. Haltende pænt efter størstedelen af befolkningen. Mens manden selvfølgelig er gået i de tocifrede, og jeg har ham en smule mistænkt for at lukrere på min ødelæggelsestrang med de to-årige intervaller. Han får nyt legetøj, og jeg får en telefon.

Det værste er næsten, at jeg om to år givetvis vil starte en ufrivillig, indre bæven omkring, hvad der mon denne gang skal vederfares min mobil. Måske ryster jeg den bare væk et sted, hvor jeg ikke kan finde den igen. Til den tid har jeg nok også akkumuleret hundredevis af elendige fotos, opfundet et væld af snedige, uhuskelige koder samt indskrevet et hav af mærkværdigheder som kontakter. Og den slags skal jo renses ud. Og–ikke at forglemme–manden kan få det sidste nye nummer i iPhone!

Continue Reading