Forbrugsvaner er som bekendt uløseligt forbundet med den tidsånd, de økonomiske muligheder, de trends og de faktisk foreliggende omstændigheder, der er på et givet tidspunkt. Sidste år kom jeg som sendt fra Kattegat, eller hvor man ellers sender folk som mig fra, og dumpede lige ned i et behov, som coronaen havde skabt. Jeg var, med andre ord, vildt populær og udfyldte et tomrum, en længsel efter noget, der bare mindede en smule om oplevelsesferie. Folk flokkedes til mine guidede ture. Mange gange måtte jeg lave ekstrature, fordi behovet var så enormt, at jeg umuligt kunne råbe kæmpestore forsamlinger op der midt i den blæst fra Kattegat, som sidste sommer var så rig på.

I år ser tingene helt anderledes ud. Jeg kan gå mine ture alene. Kan jeg. Det behov, der eksisterede sidste år, er så øredøvende blevet overtrumfet af andre muligheder. Mere tillokkende muligheder, tilsyneladende.

I begyndelsen undres man. Og som ekspert i at tænke på traditionel kvindevis, vender man selvfølgelig i første instans den slags ting indad. Er man ikke god nok, interessant nok? Har man fornærmet nogen? Synes folk, at de bliver til grin for deres egne penge? Er man fuldstændigt, totalt, umuligt og sikkert også pinligt inkompetent og en skandale? Jeg tror, de fleste kender det! For hvorfor er noget, der var en bragende succes sidste år, nu pludselig en uskøn fiasko? Hvordan kan det f.eks. være, at de utroligt utallige, som sidste år inderligt bad mig om at lave en tur nordpå i vores lille by, så pludselig har mistet enhver interesse for en tur, de selv foreslog?

Det har faktisk ikke skortet på medieomtale og reklame. Samtlige lokalaviser har skrevet endog meget pæne stykker–hvem der så end har bedt dem om det, for jeg har hverken talt med dem eller henvendt mig. Man skal være mere end almindelig medieblind for at have overset det, vil jeg mene.

Så tidsånden må have forandret sig. Behovet vendt sig selv på hovedet. Interessen blevet overgået af noget, der er væsentligt mere interessant. For selvfølgelig må jeg jo nok erkende, at jeg sidste år ikke var specifikt oppe mod de giganter, der nu er kommet på banen. Det være sig såvel udlandet i al sin ucoronerede magt og vælde som danske nu åbne forlystelser. Ungerne vil hellere i forlystelsesparker eller til Gardasøen fremfor at vade rundt på en dansk strand og høre gamle skrøner. Og 60+-erne har vel enten været der eller afventer at komme sydpå. Endelig må jeg vel også erkende, at det danske sommervejr ( eller hvad vi nu skal kalde det?) sidste år var en fortrinlig sparringspartner i al sin magtfulde usolethed, mens det i år faktisk forholder sig sådan, at solen er min klare forretningsmæssige konkurrent. Og den er fabelagtig til at stjæle mine kunder!

Selvfølgelig er det træls. Rigtig træls. Især når mine udenlandske destinationer stadig er hermetisk lukkede og på ingen måde giver indtryk af, at der vil forekomme en snarlig åbning. Man skulle have været Sydeuropaguide. Begyndt at læse italiensk i tide, om man så kan sige.

I alt fald må jeg, endnu engang, erkende, at mine kompetencer falder udenfor den for tiden herskende trend og de mest populære behov. Underligt nok vænner man sig aldrig rigtigt til den slags. Men det er vel bare menneskeligt….

Det rykker i mig for at arrangere ture til udlandet. Det rykker også i mig for at komme på arbejde i udlandet. Men lige nu er ingen af delene muligt. Samtlige mine destinationer er coronalukkede–måske med Irland som undtagelsen, der skal man bare 10 dage i karantæne. Altså tre dage udover den uge, man skulle have brugt på en rundrejse, og tre dage efter, man egentlig skulle være rejst hjem!

Selv at arrangere noget som helst, der involverer et rutefly, synes som halsløs gerning. Med mindre, man skal afsted en af de allernærmeste dage, kun skal have sig selv med, eller er beredt på at alt, der ligger mere end en måned fremme, er en satsning. Som at spille i det store coronalotteri, hvor nedlukninger opstår lige så hurtigt og uforudsigeligt som de tordenbyger, der for tiden hærger landet. Man kan tabe mange penge og, især, mange drømme lige nu, hvis man er for overstadig.

Skal man afsted, er charterferierne det bedste bud. Her er man tilstrækkeligt forsikret, og rejseselskaberne står med hele risikoen. Det gør de i øvrigt gerne, for kasserne er slunkne, og flyene længes vel nærmest efter luft under vingerne.

Eller også må man ud i bilen. Skrue rejsemanererne et par årtier tilbage til dengang, hvor det oftest var normen at drøne ned gennem Europa. Dengang Tyskland var en lang motorvej med indlagte friturestegte, såkaldte wienerschnitzels, og ikke meget andet. Fordi ferieeuropa først startede ved den grænse, man nu krydsede på den anden side af denne enorme landemæssige forhindring. En skam, i øvrigt, for der er utallige fine steder udenfor de tyske motorveje! Hvis man tager sin bil, er man fri til at køre hvorhen, coronapilen måtte vise. Og til at køre udenom, vende om i forhold til eller bare undgå der, hvor pludselige udbrud og nedlukninger hærger. Jeg tror, der er en massiv, bilende hær på vej ned gennem alle de motorveje denne weekend. Meget mere massiv end den har været i mange, mange år.

For selv om vi nok kan rejse, er det jo med masser af restriktioner. Den frihed, der ligger i selv at bestemme sine destinationer, selv at planlægge, ordne og arrangere, er ligesom væk, hvis der er tale om flyrejser. Skrækscenariet er vel at strande i et pludseligt coronanedlukket hjørne af verden, uden hjemadgående fly og totalt erstatningsløs, fordi man bare selv har klaret det hele. I alt fald skal man, og det gælder enhver form for rejser, tjekke og gentjekke sine forsikringer, for forsikringsselskaberne har i den grad opgraderet deres policer, så de indpasser sig til de forhåndenværende forhold. Også prismæssigt.

Det er, endnu engang, absolut ikke et drømmescenarie for folk som mig. Jeg er blevet både arbejdsløs og ubevinget. Men det er da heldigvis et scenarie, der kan bruges af de charterselskaber, der har rejser til oplukkede destinationer–samt for de, der elsker at køre rundt på egen hånd.

Egentlig tror jeg også, at langt størstedelen af os bare afventer for tiden. Afventer verdens komme. Vi sidder her i (sommer)husene og venter på andre tider. For selv om det styrtregner ind imellem, så er den danske sommer da ganske behagelig. I alt fald er den ualmindeligt behagelig fri for spekulationer omkring forsikring, op- og nedlukning, ufrivillige strandinger i fremmede lande og de økonomiske hurdler, der måtte følge.

Samtidig er det da ualmindeligt godt for charterbranchen, at den omsider er vækket til live igen. Og for samtlige rastepladser langs de tyske motorveje, som sikkert oplever kanonomsætning. For det er charterselskabernes og bilernes sommer i år.