En sjov tradition.

Jeg har aldrig før set traditionen med at lave et bomærke, en slags signatur over sin båd. En påmindelse om, at “ vi var her”, “vi klarede det” eller “ vi håber, vi klarer det”. Det sidste kommer vel an på, hvilken vej man lægger ind til Sao Miguel. Om man først skal til at begynde på de sidste og farligste mange gyngende sømil, eller man så småt kan slappe lidt af, fordi der nu kun er sølle 1500 km. tilbage til det europæiske kontinent.

I alt fald er kajkanten her fyldt med tegninger, udført af mandskabet på de både, der passerer forbi på vej over Atlanten. Sao Miguel fungerer lidt ligesom Anholt. Sidste stop inden Sverige—- eller Amerika.

Der er utallige af de små tegninger, fra både hjemmehørende overalt på kloden. Selvfølgelig spejder man efter danske, og gerne kendte både, men Nordkaperen er nok taget af vejr og vind og gået ned med sin navnkundige skipper.

Samtidig håber man, at alle de aftryk har haft vind i sejlene. Er nået godt frem, hjem eller dertil, hvor rejsen videre er gået til. Også Johanne Louise, som da heldigvis allerede har forvisset os om, at den første sejlads er gået godt.

You may also like

Skriv et svar