Om smukke Dresden. Og smukke Dresdens smukke omgivelser.

Det er som at komme til en anden, en roligere, mere adstadig , verden, når man ankommer fra Berlins hektiske metropol til Dresdens århundredegamle tilbagelænethed. Her, i et orgie af barok, er tiden både gået i stå–og så alligevel så levende, så nutidig. For godt nok er mange af murstenene nye, og det meste genopbygget over adskillige årtier efter 2. Verdenskrigs ildstorm, men autenticiteten virker så upåfaldende ægte. Man kan faktisk levende forestille sig, hvordan alle disse barokmennesker (dem, med penge!) legede sig gennem tilværelsen og samlede på kunst. Masser af kunst.

Dresden ligner ikke noget andet sted. Ingen andre har så majestætisk en bykerne af overvældende udsmykninger og pral fra 16-1700-tallet. Der er altid en forvitret basunengel omkring næste hjørne. Eller et palads, som man ikke lige byggede, fordi man skulle bo i det, men mere fordi det så godt ud og ligesom klart fortalte, at det havde man så råd til. Det er fantastisk at gå mellem de gamle bygninger, at indsnuse dem og lade sig imponere.

Men endnu mere er det fantastisk er det faktisk at komme ud af selve byen. Og man behøver på ingen måde komme ret langt, før såvel de store borgerhuse (ofte i bindingsværk) som den smukke natur tager vejret fra en. Noget af det allermest positive, man heldigvis kan sige om datidens lande bag jerntæppet er, at de klart prioriterede tung industri og på ingen måde byfornyelse med nedrivninger af gammelt lort som hovedmål. Derfor har man i de områder et kæmpe katalog af gamle bygninger, der nok havde måttet lade livet for det såkaldte arkitektoniske fremskridt andre steder, men som her har fået lov at forfalde–men ikke mere, end at man–med kolossale tilskud–stadig kan renovere dem til deres oprindelige udseende. Det er ret imponerende. Så Dresdens omgivelser er hygge på tysk, og især Elben. Den, der flyder helt ud til Hamburg og videre til Nordsøen, og som slanger sig gennem det kuperede landsskab. En livsnerve, men også et æstetisk højdepunkt.

Det vidste de i øvrigt også godt, de romantiske malere. Især Caspar David Friedrich, som ingen gymnasieelev nogensinde er sluppet for, fordi hans ikoniske malerier fra Basteiklipperne bare er selve indbegrebet af den romantik, generationer af dansklærere har forsøgt at få moderne unge til at begribe. De er vilde, de klipper. Sådan lidt i familie med Giant` s Causeway, som i den forbindelse godt kan vise lidt ydmyghed. Det er meget stort, det her–og virkelig et besøg værd.

Tre dage i Dresden er sådan set nok, hvis man bare skal se byen. Man får, sikkert, altså, på et tidspunkt akut barokforstoppelse og kan kun kæmpe sig ud af den ved at besøge et af de fremragende konditorier. Det helårlige julemarked, som i øvrigt tilpasser sig ved at omdefinere sin titel: Høstmarked, Sommermarked etc.,–uden dog at ændre væsentligt på varesortimentet, er absolut ikke vanedannende, og har man set det, er det sådan set det! Det er dog, for mig, en kilde til undren, at et af de helt store slagnumre er panerede blomkål. Og tyskerne om det! MEN skal man virkelig fordybe sig i byens vidunderlige omgivelser, så skal der mere tid til. Så skal der gåben, cykler og lokale busser og færger til. Så skal man rulle sig i gåture langs Elbens vinmarker, plantet på de gamle terrasser, tage de små færger og turbådene ud til de imponerende slotte og den fantastiske natur, samt ud af svinge med de små bjergbaner og lifter, som ikke bare er der for turisternes skyld, men faktisk også er transportmiddel for de lokale, inklusiv skolebørnene.

I alt fald sidder jeg nu kraftigt og overvejer endnu en tur derned engang. For at få hele det smukke, smukke område helt ind under huden. Min fascination er i alt fald stor, og jeg føler mig lidt snydt. Ikke af barokken–den har jeg til fulde indåndet til det stadie, hvor jeg har basunengle flyvende på hjernen–men de omgivelser. Der er SÅ smukt!

Continue Reading

Ud at se—med DB!

Det har længe undret mig, at ret få danskere er bevidste om, hvor billigt det er at køre med tog i Tyskland. Vi er jo ligesom opflasket med, at offentlig transport er dyr, dårlig og–i alt fald i Jylland–for det meste utilgængelig. Herovre hvor selv mellemstore provinsbyer er ikke-eksisterende i DSBs univers, og de fleste beboere i mindre landsbyer formodes at blive lige der, hvor de nu er. Det eneste, den slags arrogance fører til, er surhed og privatbilisme. Og statsskabte hurdler for en grøn omstilling.

Der kunne vi lære noget af naboen mod syd. Mest, nok, med billetpriser. Selv om det ikke er let. Det tager immervæk et stykke tid og et stykke seriøst arbejde at uddanne sig selv indenfor DBs sindrige rabatsystem. Til gengæld er det alle (de sparede) penge værd. Bare som eksempel kan jeg nævne, at det ofte er billigere at bestille en billet gennem DB til Flensburg fra hovedbanegården–selv om man kun skal til Vestfyn eller Sydjylland.

Så jeg skal ud og bruge mine rabatter en uges tid. Hvis man rejser 6 sammen, er det nemlig endnu billigere–så det gør vi. Først til Berlin og dernæst videre til Dresden. En af den slags rejser, som coronaen har sat på agendaen, da naboen der mod syd pludselig har fået fornyet aktualitet. Også fordi det faktisk er umådeligt lang tid siden, jeg har været begge steder. Berlin er altid dejlig. Så vidunderligt levende, så grænseoverskridende innovativ, nærmest fra sekund til sekund. Og samtidig altid så meget sig selv. Så inderligt berlinsk. Og Dresden har jeg ikke været i i 20 år. Det kan kun blive et glædeligt og meget genopbyggeligt gensyn. For folk, som mig, med udpræget hang til svulmende, overdådig barok, bliver det fantastisk at se de genopbyggede vidundere dernede helt færdigtbyggede og ikke kun som nummererede mursten. Og lige tænke en lille tanke om en forfærdelig krig og dens grusomme fejltagelser, hvor en ildstorm, der oprindeligt var tiltænkt Prag (ikke, at det gør det hele bedre!) destruerede en by og dens indbyggere. I samme åndedræt vil jeg selvfølgelig ikke glemme Coventry!

Men allermest står DBs favorable billetsystem lige nu for livskvalitet. Efter næsten 2 (to, altså!) arbejdsløse år og total negligering fra statens side er det en lise, en kraftig forbedring af alt fra liv til humør igen at kunne komme på skinnerne. Ud at se–med DB!

Continue Reading

En fremragende udsendelsesrække.

Da Danmark blev flettet sammen. DR2 og dr.dk (streaming).

Det skal ikke være Netflix og HBO det hele. Når nu gode, gamle DR i den grad også kan. Altså lave en serie af udsendelser, der i den grad fænger, fascinerer og oplyser. Samt trykker på nostalgiknapperne på alle os, der både kan huske og har fået en alder, hvor det er lidt rart, trygt og vedkommende at genopfriske.

De nye udsendelser–altså de, der startede sidste onsdag–i serien Da Danmark blev flettet sammen er et helt stykke unikt industrihistorie, og interesserer man sig for den slags, er det rent guf at gå om bord i afsnittene om dengang, vi producerede alt fra biler, over busser til enhver form for beklædning og alskens møbler herhjemme. Fra før, det blev væsentligt mere rentabelt at outsource, og hvor man i stedet omkring Ikast og Herning altid byggede husene med høje kældre, hvor hver mand ( eller hver mands kone!) så kunne sidde og sy lidt tekstiler sammen og kalde det en fabrik.

Det er mildest sagt imponerende, hvad vi førhen kunne producere herhjemme. Busser i Silkeborg, biler (eller i alt fald gen-sammensætte samlesættene) i Sydhavnen og Nordvest, møbler på Salling, mejetærskere i Randers og tøj i lange baner i Midtjylland–for nu bare at nævne nogle få eksempler. Udsendelserne kommer eminent rundt om Danmarks imponerende industrihistorie. Og samtidig kan vi jo alle huske dem, firmaerne. Hvem gik ikke i BHI-underbukser–eller havde brødre, der gjorde? Eller husker de laksefarvede mejetærskere fra Dronningborg? Eller kørte i firkantede busser fra Silkeborg?

For nok er det industrihistorie, men det er samtidig også vores personlige historie. Det, vi voksede op med. I et samfund, der var opbygget på en helt anderledes måde, og hvor globalisering ikke var et ord, vi sådan lige vidste, hvad betød. Det var vores skolekammeraters mødre, der syede i de høje kældre og deres fædre, der arbejdede på fabrikkerne.

Ydermere er selve denne spændende historie om et datidigt samfund bygget på en form for selvforsyning (ikke mindst tvunget af rigide toldregler, der f.eks. betød, at biler først blev bygget i udlandet, derefter skilt ad og transporteret til Danmark, hvor de så blev samlet igen!) fremragende formidlet. Det er underholdende, det er tankevækkende og det er til at blive klogere af. Af familiemæssige grunde er jeg også nødt til at nævne udsendelsernes imponerende grafik–flot William!

Man kan se afsnit hver onsdag på DR3, men har man tendens til binge-watching, fordi det næsten ikke er til at lade være, så kan samtlige udsendelser streames på dr.dk.

Continue Reading

Om Outlet Neumünster.

Min kuffert er gået i stykker. Mellemkufferten. Eller rettere, dens lynlås er. Den kan godt lukkes, men den kan kun lukkes halvt op. Jeg kan ud fra erfaring meddele, at det er forbandet besværligt altid at skulle grave sig ind i det nederste hjørne. Hvor alt det, man lige skal bruge, altid befinder sig. Og hvor man med al sandsynlighed altid får fat i det forkerte ved blindudtagning i kuffertmørke. Det er ikke til at holde ud.

Det var så derfor, jeg fik ideen om at køre omkring outlet-landsbyen i Neumünster. Bygget på stor erfaring med amerikanske outlet-villages, hvor i alt fald jeg altid finder enorme mængder til en vanvittig god pris. Både need to haves og nice to haves. Mest de sidste. Der måtte man da kunne få en ordentlig kuffert til en sympatisk pris.

Der er såmænd pænt nok dernede. Vi forledes allesammen til at tro, at vi går rundt i en lille landsby af ubestemmelig national herkomst, og at det kun er tilfældigt, eller for hyggens skyld, at de fleste af verdens mærkevarer minsandten har sat hinanden stævne på en mark udenfor Neumünster. Jeg er nok mere til kønsløst industribyggeri, hvor ingen gør en hemmelighed ud af, at alle udelukkende er der for at handle–og forretningerne ligeså udelukkende for at sælge. Det er da i det mindste ærligt.

For det der sted er nok noget af det allermest uærlige, jeg nogensinde har mødt. Der er IKKE tale om outlet, som jeg definerer ordet. I stedet er det en samling af dyre mærkevarer i falsk landsby-kulisse, hvor tingene koster præcis det samme (eller mere!!) end i almindelige butikker, og hvor man så, som alibi, har et lille hjørne med en slags pseudo-udsalg i bunden af butikkerne. Som nu den kuffert, jeg gerne ville have haft–og som viste sig at koste 100 Euro (Ja, vi taler Euro!) mere, end jeg havde set den til på gaden i Bremen. Sådan noget gør mig rasende. Forvandler mig til en anarkistisk Rasmus-modsat, der med forbandet dårlig smag i munden går i total outlet-baglås og nægter at købe noget som helst. I alt fald ikke en kuffert til 2500 kroner!

Og hvis der endelig er fordækte hjørner, der kunne minde en smule om rigtigt outlet, så er der oftest tale om varer, hvis udløbstid rent modemæssigt må have ligget før årtusindskiftet. Tilligemed at samtlige Skecherssko efter min bedste overbevisning ( og jeg har ret godt tjek på priser) sælges som outlet til priser, der langt overstiger, hvad hjemlige Føtex og Bilka har dem på tilbud til. Nærmest permanent. Det forholder sig jo sådan, at tøjkøb i Tyskland generelt kan betale sig, da den tyske moms er noget lavere end den danske–men det er man endnu ikke blevet oplyst om derude på den Neumünsterske mark. Der kører man sine egne fake landsby-priser.

Så der blev ingen kuffert. Jeg snupper i vrede –ikke gerne, men nødvendigt–endnu en rejse i kuffertmørke med ubestemmeligheder i gravehjørnet. Men i alt fald har jeg da fået lidt ud af det. Nemlig at jeg er overvaccineret mod det skrækkelige, og megadyre, sted. Samt at jeg her kan give min erfaring videre til alle landsmænd, der måtte overveje et besøg på stedet. BLIV VÆK!!

Continue Reading

På tur i naboens baghave.

Om ikke andet så har coronaen i alt fald betydet en opgradering af Tyskland som rejseland for os danskere. Der er heller ikke ret langt. Og der er masser at se på. Ikke mindst historisk, for man forundres gang på gang over, hvor tæt sammenknyttet vores egen, nationale historie er med områderne syd for grænsen. Nok er det naboens baghave, der ligger lige der syd for den konstruerede grænseføring, men vi deler en god del af selve historien om det, der vel nærmest kan betegnes som en slags fællesareal. Og her skal jeg betænksomt undlade en udlægning af hertugdømmerne og deres historie. Mest fordi, jeg nok er stærkere i Henrik VIII, alle hans koner og Jakobitterne i det skotske højland end i–nå ja–mit eget baghavebed.

Jeg er vild med marsken–især i september, hvor himlen bliver så uendeligt Nolde-høj, og fuglene bruger den som transit-lufthavn. Så en tur nedover marsken er et must i september. Og i år blev den forlænget helt til Bremen.

Der kan man selvfølgelig komme ned ad den bevidstløse motorvej med Elbtunnel som nærmest det eneste sted, hvor alting ikke bare ligner det, man allerede har kørt gennem i timevis. Men man kan også tage vestover, over marsken og Ditmarsken. Krydse floderne og se, hvad vi missede, fordi der aldrig blev et Danmark til Ejderen. Fordi vi i årevis har besøgt alt nord for Husum og omkring Tönning i detaljer, blev det skippet, så byen ( landsbyen vel nærmest) Meldorf blev første stop. Her ligger, helt umotiveret, en fantastisk domkirke, en vældig basilika, som bare er SÅ smuk og rummer resterne af Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede den store Asiensekspedition i 1760-erne. Jeg har altid troet, han var dansk. Det var han også, men han var også slesvig-holstensk og et godt eksempel på en anderledes grænseløs tid uden fasttømrede nationalstater.

Man kan faktisk (igen!) krydse Elben ude i deltaet fra Brunsbüttel til Cuxhaven–en behagelig sejltur på en time, som sparer utallige kilometer og en Elbtunnel. Og så kan man finde Bremerhaven, oprindeligt Bremens neben-havn, som nu er en selvstændig by med over 100.000 indbyggere. Pga. sin strategiske beliggenhed og den tyske Nordsøflåde blev byen tæppebombet under krigen, så går man efter nostalgisk bindingsværk og andet end efterkrigstids-firkantede huse i tyskrøde mursten, ofte forede med gardisette og brunhed–så er man gået forkert! Til gengæld er byen i fuld gang med at genopfinde sig selv med nærmest Belfast-agtig vedholdenhed, så den genopbyggede havn rummer en del museer af international klasse. Især er Klimahaus populært. Her følger man den 8. længdegrad rundt om jorden inde i en gigantisk kuppel. Ikke bare hvordan folk lever i vidt forskellige klimazoner, men endnu mere, hvordan samme klima og dets udfordringer påvirker dagliglivet for mennesker overalt fra Antarktis til Nordpolen. Det er et vigtigt museum, til at blive klogere, mere bevidst og, endda, forskrækket af. Men det trænger til en gevaldig brush-up rent indretningsmæssigt. Og en opdatering, for–dette er virkelig skræmmende!!–der er sket uendeligt meget på de 8-9 år, der er gået, siden det blev åbnet. Uhyggeligt meget!

Bremen undslap ikke bomberne–langtfra–men det essentielle af den gamle hansestad står stadig tilbage i byens Altstadt. Her flashes en fortidig rigdom, der har udmøntet sig i storstilede udsmykninger, rig kirkekunst, pralende, officielle bygninger og alt, hvad der kan imponere. Det ER flot! Men allerflottest, og samtidig mest imponerende i mine øjne, er den lille snas Bøttcherstrasse, der blev ombygget til et paradis af ekspressionisme i 20-erne. Her har fantasien haft frit spil rent arkitektonisk, og Gaudi ville have snappet efter vejret. Ligesom jeg gjorde. Det er simpelthen unikt. Ligesom man føler sig så behageligt hjemme, og alligevel lidt eksotisk ude, i kvarteret Viertel, der vel nærmest kan sammenlignes med en forunderlig krydsning mellem Nørrebro, Camden Town, Prenzlauer Berg og Tribeca. DER ville jeg godt bo!

Det er selvfølgelig en fordel at besøge Bremen i godt vejr. For så fornemmer man tydeligt, hvor meget udelivet, restauranterne og cafeerne betyder for selve byens sjæl. Der er millionvis af dem. Overalt og i enhver form, prisklasse og indretning. Men især er der en overalt, hvor man lige kan klemme et par borde ind på torve og gadehjørner. Og Bremerne bruger intensivt deres cafeer. Det er, set med danske øjne, ret ufatteligt, at SÅ mange mennesker har tid til at sidde og betragte livet fra en cafestol på en ganske almindelig onsdag eftermiddag. Før fyraften. At en del af det spiselige, der så serveres, er umiskendeligt tysk og ofte inkluderer kartofler–gerne i store mængder og også til frokost–kan man så overskue at se gennem fingre med. Den cheesecake, jeg investerede i, mindede også mere om en tysk mursten end det, jeg normalt forbinder med min yndlingskage. Men det skaber liv, og det skaber hygge.

Så mens verden langsomt åbner op ( det håber jeg da, den gør!) efter coronaen, er det altså stadig muligt at opnå duften af det store udland–endda blandet med en god del af vores egen historie–blot ved at køre få hundrede kilometer mod syd. Helst ikke af motorvejen, for oplevelserne ligger ikke der. Med mindre man anser en god stau som en del af ferien! Prøv det nære Tyskland. Det er jo fuldstændigt som at være i udlandet alligevel!

Continue Reading

Om Abbastinenser.

Jo, jeg har selvfølgelig hørt dem. De nye Abbasange. De lyder grangiveligt som Abba. Som det Abba, der ligesom tilhører min generation, min ungdom. Med en umiskendelig lyd af nogle andres ungdom. De, der forventes at blive introduceret til Abba nu. 40-50 år efter.

Ikke fordi vi tog dem til os. Dengang i Århus i slut-70-erne hørte vi ikke Abba. Det var generelt under vores musikalske værdighed. Abba var for diskosegmentet, selv om vi hverken talte om segmenter dengang eller endnu havde opfundet ord som poptøseri. Abba og hele genren var så umust og pinlig oppe på bjerget i Danmarks største provinsby, at jeg og en veninde 2 år i træk sneg os ind og så Saturday Night Fever og Grease i en uhumsk biograf i Aberdeen–for så var vi relativt sikre på ikke at blive genkendt. Der var umådeligt langt fra Dylan til disko–og Abba. Storsælgeren LP-en Arrival blev med slet skjult foragt udtalt med europæiske vokaler (altså danske) og absolut tryk på første stavelse (prøv selv!), og sådan noget kunne man jo ikke vedkende sig.

Der var bare det ved det, at Abba-undsigelsen aldrig holdt længere end til der, hvor timerne blev små, sprutten sank ind og danselysten gik i selvsving. For det ER nu engang (indrømmet!) lettere at indtage dansegulvet som dancing queen end just like a woman. Det swinger mere. Og er helt åbenlyst en del mindre sentimentalt. Det var den samme historie hver gang. En lang aften med Dylan og co. og dyb selvindsigt, indtil en formastelig sneg sig til at putte Abba på grammofonen, når vi havde set tilstrækkeligt ind i vores egen udybe sjæl. Og så fik fødderne deres eget liv. Underligt nok kunne vi også synge med. Lidt stille, måske. I begyndelsen.

Og så gik de i glemmebogen et stykke tid. Godt nok har jeg altid været ret vild med One Night in Bangkok, og det var vel legalt, fordi det ikke sådan var rigtigt Abba. I alt fald kun lidt. Men så kom Mamma Mia. Det var som at få sin ungdom på hovedet påny at sidde der i teatret i London og bare huje derudad til alle de melodier, man for årtier siden ville have forsvoret, at man overhovedet kendte. På en eller anden måde havde de dog lagret sig. Med tekster.

Det var den musical, der i alt fald hjemme hos os, affødte ordet Abbastinenser. Yngstesønnen faldt i svime den aften i det teater i London og oplevede en musikalsk åbenbaring, der langt før streamingtjenesterne efterlod ham med dybe Abbastinenser. Heldigvis var man så småt begyndt at brænde CD-er, så en kammerats mor reddede den nødstedte ungersvend på 11 med en kopi, som han sled op. Det var i øvrigt også ved den lejlighed, at jeg selv opdagede ( den kørte jo non-stop fra værelset), eller i alt fald for alvor noterede mig sangen Slipping Through my Fingers–og faldt pladask. Da var jeg i øvrigt blevet så voksen og ligeglad, flyttet til provinsen og turde vedkende mig åbenlyst at kunne lide en Abba-sang. Sådan en sang der, efter min mening, seriøst viste en melodisk side af et band, der nok kunne mere end at få småfulde Dylanfans på dansegulvet, når de bare var tilstrækkeligt danselystne.

Og nu er de der så igen, Abba. I den geriatriske udgave af sig selv, som skal ud og turnere verden rundt som Abbatarer, fordi de ikke lige selv orker det der ræs, som Charlie Watts for nyligt endelig blev udfriet fra, men som Mick Jagger stadig dyrker. Det er sikkert, for ham, et brugbart alternativ til plejehjemmet, og det er jeg da helt enig i. Heldigvis er det ikke endt i latterlighed. Abba kan stadig noget. De to sange, jeg har hørt, er både Abba dengang og Abba nu, og det er vel sådan, det skal være, når man ikke bare latterligt skal fremture med gamle laurbær ( vi glemmer lige Jagger!), men faktisk også fremvise, at man på 40 år både er blevet ældre og har udviklet sig til endnu mere sig selv.

Endelig skal siges, at det gør mig så inderligt glad, at folk i min–og over min–alder tør det her. Tør tage chancen, tør vise at de stadig kan–og stadig kan det, de skal kunne. Det er sgu` da fedt, at det sidste nye hit ikke sådan kan shuttes down fra hitlisterne, og at en ny generation kan afprøve deres Abba. Sammen med os, der var skjult og uvilligt med dengang og de, der stadig har Abbastinenser efter mammaen og tilhører en helt anden generation.

Det er sådan en ny Arrival. Måske skal jeg endda prøve, om jeg kan udtale det rigtigt, så det ikke bare lyder som en dyb afstandtagen fra nogle popikoner, der stadig kan ankomme med noget nyt.

Continue Reading

Om den store dag.

Det er altså ikke for at minde om opmærksomhed, at jeg skriver dette. Men i næste uge fylder jeg halvrundt. 65. Det er en svimlende masse år, og for at sætte det i relief, går jeg nu UD af det år, som McCartney i sin pure ungdom så som den ultimative alderdom, sidste stop før den store afblomstringsproces, hvor man henslæbte tiden med “knitting sweaters at the fireplace” og “doing the garden, digging the weeds”. I parentes bemærket har jeg ikke mestret så meget som en ribkant til en sweater eller været i haven en eneste gang med ukrudtsbekæmpelse for øje i løbet af året. Men det ER gammel. En milepæl i gammelhed.

Selvfølgelig kan jeg ikke få folkepension. Jeg mangler et par måneders berettigelse. Sådan er det med mig. Jeg har det med at komme for sent til mit eget liv, og i alt fald det, der er økonomisk rentabelt. Så som kompensationer.

Men alligevel glæder jeg mig til, at mit liv bliver sådan mere ærligt, mere reelt og meget, meget mindre tynget af den dårlige samvittighed, der ind imellem (indrømmet, KUN lejlighedsvis) kan overfalde mig et par sekunder. F.eks. kan jeg nu med skinnende ren samvittighed drøne rundt i metroen på mandens rejsekort. Svinge mig i håndholderne, hvis hofterne tillader det og for alvor vække opmærksomhed, og helt undgå det der lille blik ud af sidekrogene efter kontrolpersonale. Jeg har ellers en 20-30 dårlige undskyldninger på lager, hvoraf ingen er rimeligt troværdige, og kun et lille opslag vil fortælle, at jeg altså ikke kan komme til ved en fejl at tage mandens rejsekort med, når jeg ikke selv har noget. Kors, hvor skal jeg køre Metro. Cityringen i flere timer. I almindelige tog er man jo idiot, hvis man rejser på rejsekort. Der er altid en Orange til 99 til KBH.

Jeg er også fri for at kigge ned og flashe rynkerne, når jeg skal ind til og på seværdigheder. Især i udlandet, hvor mit bedste kneb er desværre at have glemt mit pas, når der skal beviser til. Jeg har været 65 i udlandet i mange år. Med et slag på tasken står jeg umiddelbart foran min 90-årsdag, hvis alt tæller med. Jeg rejser som regel med folk, der er ældre end mig selv, og det er decideret en økonomisk gevinst. Og hvis de ikke spørger, er de jo selv ude om det. Så må man bide i sig, at det udseendemæssigt er lidet flatterende. Men der kan komme kultur på damen. Helt legalt. Jeg kan vælte mig i museer og kulturbegivenheder til spotpris og endda nærmest føle mig tvunget til at deltage, fordi det er så billigt. Samt smile til alt officielt personale med en inderlig ren samvittighed.

Nu vil jeg så også få tilbudt et sandt springvand af vaccinationer for alt det, som forventes at flyve på en fra den time, man fylder 65. Jeg behøver overhovedet ikke at skabe mig, overtale Gud og hvermand eller køre til Svendborg, fordi jeg ikke kan vente. Jeg er dobbeltopdækket mod lungebetændelse, influenza og alskens skidt. Selv om jeg aldrig i mit liv har oplevet hverken det ene eller det andet. Men det starter ved 65. Ifølge staten.

I det hele taget ryger jeg ind i et orgie af klækkelige rabatter. Jeg kan dyrke blomsterbinding til halv pris med de andre 65+-ere samt røre mig på enhver tænkelig måde med rabat. Selv rejseselskaber synes, det er så synd for mig, at jeg er blevet så gammel, at de lige nedslår prisen, så jeg, her på falderebet, kan få et lille billigt glimt af verden. Nogle har endda rejser skræddersyede til mig. Det er dem, hvor jeg forventes at opholde mig en måneds tid i en lejlighed med altan på en spansk ø i januar, fordi de ved at udnævne mig til speciel kan kompensere for alle de andre kunder, der F… ikke gider rejse derned om vinteren.

Det føles næsten som at blive 15 eller 18. Det med 15-årsdagen handlede primært om retten til legalt at føre en grøn Puch Maxi og ikke skulle forbandet lange omveje for at undgå politistationen, fordi man havde fået dyret lidt for tidligt. Og 18, hvor man endelig kunne køre bil. Ikke, at jeg gjorde det på forhånd. Jeg var enormt køreimbecil og overskred dagen med flere måneder, inden det kørekort var i hus. Men det var en stor dag.

Nu er det så en hel masse andre ting, der bliver økonomisk og sundhedsmæssigt legale. I årevis har jeg i øvrigt heller ikke opretholdt min aldersmæssigt hævdvundne ret til at føre Puch Maxi, men det kunne jeg da overveje, da der sikkert også er klækkelige rabatter på brændstof for folk på min kommende alder. Det bliver i alt fald en betragtelig lettelse at leve mere sanddrueligt. At samstemme betalings-erlæggelsen med den aldersmæssige virkelighed. At kunne tage det lidt mere ustresset ved kontroller og betalingsanlæg.

Men trods alle de bekvemmeligheder, der venter omkring næste fødselsdagshjørne, så synes jeg, det er gammel. Det er lige før, jeg godt ville strikke et par sweatre i retstrik med raglanærmer til McCartney og tage et enkelt eller to skvalderkål i haven, hvis jeg bare kunne blive ved med at være 64 mange år endnu. Sådan i udseende, sjæl, sind og livslyst. Det går jo nok med metroen og på museerne alligevel.

Continue Reading

Om septembers himmel.

Septembers himmel er så blå. Og det er den. I alt fald i dag.

September har altid været MIN måned. Ikke bare fordi, jeg har fødselsdag i den, hvilket jo da er en form for personlig kvalifikation, men fordi september bare er en god, en dejlig måned. Den kan det hele. Både være et forsinket pust af sommer og en, som måneden skrider frem, kraftig bebuder af efterår. Og så denne høje himmel. På intet tidspunkt af året er himlen så uendelig og så blå. Og så uendelig blå.

September er årets bedste rejsemåned. Højsommerens travle turistsummen er ophørt, og kun de, der af den ene eller anden grund er relativt arbejdsfri, rejser. Det gør de så til gengæld også. Man kan sparke sig frem overalt uden at sparke andre, stressniveauet er, sammenlignet med sommeren, absurd lavt, og betjeningen og pladsforholdene er venlige og indbydende. Ligesom priserne. Og så er der det begyndende efterårsløv. I september begynder træerne at tage farve uden at blive afskallede, brune og afdøde. Og så himlen. Det allerbedste sted at se septemberhimmel for fuld udblæsning er langs Vadehavet. Derude er himlen større end noget andet sted, næsten alt for stor til sig selv. Det er fantastisk.

Og det underlige er jo, at jeg selv efterhånden er ved årstids- og aldersmæssigt at komme på omgangshøjde med september. September passer til der, hvor jeg er. Det er vel ingen hemmelighed, at sommeren er overstået og efteråret helt klart indenfor en slags rækkevidde. Men himlen er stadig blå. Noget så utroligt blå som en slags symbol på, at der stadig er ufalmet liv og kræfter til en masse mere, inden det for alvor går mod blegnende efterår.

Det SKAL der være. Selv om jeg sådan lidt har bestemt med mig selv, at jeg nægter at anderkende de sidste 1½ år som et aktivt led i min alder. Eller at blive ældre. Jeg har besluttet at udradere dem af min indre kalender og totalt negligere, at de har fundet sted. De var jo totalt nytteløse, en opslidende ørkenvandring af og i ingenting. Bloody waste of time.

Så er det jo godt, at septembers himmel er så blå. Det er da i det mindste en lovende start på liv. Selv om det umærkeligt går mod efterår.

Continue Reading