Om septembers himmel.

Septembers himmel er så blå. Og det er den. I alt fald i dag.

September har altid været MIN måned. Ikke bare fordi, jeg har fødselsdag i den, hvilket jo da er en form for personlig kvalifikation, men fordi september bare er en god, en dejlig måned. Den kan det hele. Både være et forsinket pust af sommer og en, som måneden skrider frem, kraftig bebuder af efterår. Og så denne høje himmel. På intet tidspunkt af året er himlen så uendelig og så blå. Og så uendelig blå.

September er årets bedste rejsemåned. Højsommerens travle turistsummen er ophørt, og kun de, der af den ene eller anden grund er relativt arbejdsfri, rejser. Det gør de så til gengæld også. Man kan sparke sig frem overalt uden at sparke andre, stressniveauet er, sammenlignet med sommeren, absurd lavt, og betjeningen og pladsforholdene er venlige og indbydende. Ligesom priserne. Og så er der det begyndende efterårsløv. I september begynder træerne at tage farve uden at blive afskallede, brune og afdøde. Og så himlen. Det allerbedste sted at se septemberhimmel for fuld udblæsning er langs Vadehavet. Derude er himlen større end noget andet sted, næsten alt for stor til sig selv. Det er fantastisk.

Og det underlige er jo, at jeg selv efterhånden er ved årstids- og aldersmæssigt at komme på omgangshøjde med september. September passer til der, hvor jeg er. Det er vel ingen hemmelighed, at sommeren er overstået og efteråret helt klart indenfor en slags rækkevidde. Men himlen er stadig blå. Noget så utroligt blå som en slags symbol på, at der stadig er ufalmet liv og kræfter til en masse mere, inden det for alvor går mod blegnende efterår.

Det SKAL der være. Selv om jeg sådan lidt har bestemt med mig selv, at jeg nægter at anderkende de sidste 1½ år som et aktivt led i min alder. Eller at blive ældre. Jeg har besluttet at udradere dem af min indre kalender og totalt negligere, at de har fundet sted. De var jo totalt nytteløse, en opslidende ørkenvandring af og i ingenting. Bloody waste of time.

Så er det jo godt, at septembers himmel er så blå. Det er da i det mindste en lovende start på liv. Selv om det umærkeligt går mod efterår.

You may also like

Skriv et svar