Om den store dag.

Det er altså ikke for at minde om opmærksomhed, at jeg skriver dette. Men i næste uge fylder jeg halvrundt. 65. Det er en svimlende masse år, og for at sætte det i relief, går jeg nu UD af det år, som McCartney i sin pure ungdom så som den ultimative alderdom, sidste stop før den store afblomstringsproces, hvor man henslæbte tiden med “knitting sweaters at the fireplace” og “doing the garden, digging the weeds”. I parentes bemærket har jeg ikke mestret så meget som en ribkant til en sweater eller været i haven en eneste gang med ukrudtsbekæmpelse for øje i løbet af året. Men det ER gammel. En milepæl i gammelhed.

Selvfølgelig kan jeg ikke få folkepension. Jeg mangler et par måneders berettigelse. Sådan er det med mig. Jeg har det med at komme for sent til mit eget liv, og i alt fald det, der er økonomisk rentabelt. Så som kompensationer.

Men alligevel glæder jeg mig til, at mit liv bliver sådan mere ærligt, mere reelt og meget, meget mindre tynget af den dårlige samvittighed, der ind imellem (indrømmet, KUN lejlighedsvis) kan overfalde mig et par sekunder. F.eks. kan jeg nu med skinnende ren samvittighed drøne rundt i metroen på mandens rejsekort. Svinge mig i håndholderne, hvis hofterne tillader det og for alvor vække opmærksomhed, og helt undgå det der lille blik ud af sidekrogene efter kontrolpersonale. Jeg har ellers en 20-30 dårlige undskyldninger på lager, hvoraf ingen er rimeligt troværdige, og kun et lille opslag vil fortælle, at jeg altså ikke kan komme til ved en fejl at tage mandens rejsekort med, når jeg ikke selv har noget. Kors, hvor skal jeg køre Metro. Cityringen i flere timer. I almindelige tog er man jo idiot, hvis man rejser på rejsekort. Der er altid en Orange til 99 til KBH.

Jeg er også fri for at kigge ned og flashe rynkerne, når jeg skal ind til og på seværdigheder. Især i udlandet, hvor mit bedste kneb er desværre at have glemt mit pas, når der skal beviser til. Jeg har været 65 i udlandet i mange år. Med et slag på tasken står jeg umiddelbart foran min 90-årsdag, hvis alt tæller med. Jeg rejser som regel med folk, der er ældre end mig selv, og det er decideret en økonomisk gevinst. Og hvis de ikke spørger, er de jo selv ude om det. Så må man bide i sig, at det udseendemæssigt er lidet flatterende. Men der kan komme kultur på damen. Helt legalt. Jeg kan vælte mig i museer og kulturbegivenheder til spotpris og endda nærmest føle mig tvunget til at deltage, fordi det er så billigt. Samt smile til alt officielt personale med en inderlig ren samvittighed.

Nu vil jeg så også få tilbudt et sandt springvand af vaccinationer for alt det, som forventes at flyve på en fra den time, man fylder 65. Jeg behøver overhovedet ikke at skabe mig, overtale Gud og hvermand eller køre til Svendborg, fordi jeg ikke kan vente. Jeg er dobbeltopdækket mod lungebetændelse, influenza og alskens skidt. Selv om jeg aldrig i mit liv har oplevet hverken det ene eller det andet. Men det starter ved 65. Ifølge staten.

I det hele taget ryger jeg ind i et orgie af klækkelige rabatter. Jeg kan dyrke blomsterbinding til halv pris med de andre 65+-ere samt røre mig på enhver tænkelig måde med rabat. Selv rejseselskaber synes, det er så synd for mig, at jeg er blevet så gammel, at de lige nedslår prisen, så jeg, her på falderebet, kan få et lille billigt glimt af verden. Nogle har endda rejser skræddersyede til mig. Det er dem, hvor jeg forventes at opholde mig en måneds tid i en lejlighed med altan på en spansk ø i januar, fordi de ved at udnævne mig til speciel kan kompensere for alle de andre kunder, der F… ikke gider rejse derned om vinteren.

Det føles næsten som at blive 15 eller 18. Det med 15-årsdagen handlede primært om retten til legalt at føre en grøn Puch Maxi og ikke skulle forbandet lange omveje for at undgå politistationen, fordi man havde fået dyret lidt for tidligt. Og 18, hvor man endelig kunne køre bil. Ikke, at jeg gjorde det på forhånd. Jeg var enormt køreimbecil og overskred dagen med flere måneder, inden det kørekort var i hus. Men det var en stor dag.

Nu er det så en hel masse andre ting, der bliver økonomisk og sundhedsmæssigt legale. I årevis har jeg i øvrigt heller ikke opretholdt min aldersmæssigt hævdvundne ret til at føre Puch Maxi, men det kunne jeg da overveje, da der sikkert også er klækkelige rabatter på brændstof for folk på min kommende alder. Det bliver i alt fald en betragtelig lettelse at leve mere sanddrueligt. At samstemme betalings-erlæggelsen med den aldersmæssige virkelighed. At kunne tage det lidt mere ustresset ved kontroller og betalingsanlæg.

Men trods alle de bekvemmeligheder, der venter omkring næste fødselsdagshjørne, så synes jeg, det er gammel. Det er lige før, jeg godt ville strikke et par sweatre i retstrik med raglanærmer til McCartney og tage et enkelt eller to skvalderkål i haven, hvis jeg bare kunne blive ved med at være 64 mange år endnu. Sådan i udseende, sjæl, sind og livslyst. Det går jo nok med metroen og på museerne alligevel.

You may also like

Skriv et svar