Om Abbastinenser.

Jo, jeg har selvfølgelig hørt dem. De nye Abbasange. De lyder grangiveligt som Abba. Som det Abba, der ligesom tilhører min generation, min ungdom. Med en umiskendelig lyd af nogle andres ungdom. De, der forventes at blive introduceret til Abba nu. 40-50 år efter.

Ikke fordi vi tog dem til os. Dengang i Århus i slut-70-erne hørte vi ikke Abba. Det var generelt under vores musikalske værdighed. Abba var for diskosegmentet, selv om vi hverken talte om segmenter dengang eller endnu havde opfundet ord som poptøseri. Abba og hele genren var så umust og pinlig oppe på bjerget i Danmarks største provinsby, at jeg og en veninde 2 år i træk sneg os ind og så Saturday Night Fever og Grease i en uhumsk biograf i Aberdeen–for så var vi relativt sikre på ikke at blive genkendt. Der var umådeligt langt fra Dylan til disko–og Abba. Storsælgeren LP-en Arrival blev med slet skjult foragt udtalt med europæiske vokaler (altså danske) og absolut tryk på første stavelse (prøv selv!), og sådan noget kunne man jo ikke vedkende sig.

Der var bare det ved det, at Abba-undsigelsen aldrig holdt længere end til der, hvor timerne blev små, sprutten sank ind og danselysten gik i selvsving. For det ER nu engang (indrømmet!) lettere at indtage dansegulvet som dancing queen end just like a woman. Det swinger mere. Og er helt åbenlyst en del mindre sentimentalt. Det var den samme historie hver gang. En lang aften med Dylan og co. og dyb selvindsigt, indtil en formastelig sneg sig til at putte Abba på grammofonen, når vi havde set tilstrækkeligt ind i vores egen udybe sjæl. Og så fik fødderne deres eget liv. Underligt nok kunne vi også synge med. Lidt stille, måske. I begyndelsen.

Og så gik de i glemmebogen et stykke tid. Godt nok har jeg altid været ret vild med One Night in Bangkok, og det var vel legalt, fordi det ikke sådan var rigtigt Abba. I alt fald kun lidt. Men så kom Mamma Mia. Det var som at få sin ungdom på hovedet påny at sidde der i teatret i London og bare huje derudad til alle de melodier, man for årtier siden ville have forsvoret, at man overhovedet kendte. På en eller anden måde havde de dog lagret sig. Med tekster.

Det var den musical, der i alt fald hjemme hos os, affødte ordet Abbastinenser. Yngstesønnen faldt i svime den aften i det teater i London og oplevede en musikalsk åbenbaring, der langt før streamingtjenesterne efterlod ham med dybe Abbastinenser. Heldigvis var man så småt begyndt at brænde CD-er, så en kammerats mor reddede den nødstedte ungersvend på 11 med en kopi, som han sled op. Det var i øvrigt også ved den lejlighed, at jeg selv opdagede ( den kørte jo non-stop fra værelset), eller i alt fald for alvor noterede mig sangen Slipping Through my Fingers–og faldt pladask. Da var jeg i øvrigt blevet så voksen og ligeglad, flyttet til provinsen og turde vedkende mig åbenlyst at kunne lide en Abba-sang. Sådan en sang der, efter min mening, seriøst viste en melodisk side af et band, der nok kunne mere end at få småfulde Dylanfans på dansegulvet, når de bare var tilstrækkeligt danselystne.

Og nu er de der så igen, Abba. I den geriatriske udgave af sig selv, som skal ud og turnere verden rundt som Abbatarer, fordi de ikke lige selv orker det der ræs, som Charlie Watts for nyligt endelig blev udfriet fra, men som Mick Jagger stadig dyrker. Det er sikkert, for ham, et brugbart alternativ til plejehjemmet, og det er jeg da helt enig i. Heldigvis er det ikke endt i latterlighed. Abba kan stadig noget. De to sange, jeg har hørt, er både Abba dengang og Abba nu, og det er vel sådan, det skal være, når man ikke bare latterligt skal fremture med gamle laurbær ( vi glemmer lige Jagger!), men faktisk også fremvise, at man på 40 år både er blevet ældre og har udviklet sig til endnu mere sig selv.

Endelig skal siges, at det gør mig så inderligt glad, at folk i min–og over min–alder tør det her. Tør tage chancen, tør vise at de stadig kan–og stadig kan det, de skal kunne. Det er sgu` da fedt, at det sidste nye hit ikke sådan kan shuttes down fra hitlisterne, og at en ny generation kan afprøve deres Abba. Sammen med os, der var skjult og uvilligt med dengang og de, der stadig har Abbastinenser efter mammaen og tilhører en helt anden generation.

Det er sådan en ny Arrival. Måske skal jeg endda prøve, om jeg kan udtale det rigtigt, så det ikke bare lyder som en dyb afstandtagen fra nogle popikoner, der stadig kan ankomme med noget nyt.

You may also like

Skriv et svar