På tur i naboens baghave.

Om ikke andet så har coronaen i alt fald betydet en opgradering af Tyskland som rejseland for os danskere. Der er heller ikke ret langt. Og der er masser at se på. Ikke mindst historisk, for man forundres gang på gang over, hvor tæt sammenknyttet vores egen, nationale historie er med områderne syd for grænsen. Nok er det naboens baghave, der ligger lige der syd for den konstruerede grænseføring, men vi deler en god del af selve historien om det, der vel nærmest kan betegnes som en slags fællesareal. Og her skal jeg betænksomt undlade en udlægning af hertugdømmerne og deres historie. Mest fordi, jeg nok er stærkere i Henrik VIII, alle hans koner og Jakobitterne i det skotske højland end i–nå ja–mit eget baghavebed.

Jeg er vild med marsken–især i september, hvor himlen bliver så uendeligt Nolde-høj, og fuglene bruger den som transit-lufthavn. Så en tur nedover marsken er et must i september. Og i år blev den forlænget helt til Bremen.

Der kan man selvfølgelig komme ned ad den bevidstløse motorvej med Elbtunnel som nærmest det eneste sted, hvor alting ikke bare ligner det, man allerede har kørt gennem i timevis. Men man kan også tage vestover, over marsken og Ditmarsken. Krydse floderne og se, hvad vi missede, fordi der aldrig blev et Danmark til Ejderen. Fordi vi i årevis har besøgt alt nord for Husum og omkring Tönning i detaljer, blev det skippet, så byen ( landsbyen vel nærmest) Meldorf blev første stop. Her ligger, helt umotiveret, en fantastisk domkirke, en vældig basilika, som bare er SÅ smuk og rummer resterne af Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede den store Asiensekspedition i 1760-erne. Jeg har altid troet, han var dansk. Det var han også, men han var også slesvig-holstensk og et godt eksempel på en anderledes grænseløs tid uden fasttømrede nationalstater.

Man kan faktisk (igen!) krydse Elben ude i deltaet fra Brunsbüttel til Cuxhaven–en behagelig sejltur på en time, som sparer utallige kilometer og en Elbtunnel. Og så kan man finde Bremerhaven, oprindeligt Bremens neben-havn, som nu er en selvstændig by med over 100.000 indbyggere. Pga. sin strategiske beliggenhed og den tyske Nordsøflåde blev byen tæppebombet under krigen, så går man efter nostalgisk bindingsværk og andet end efterkrigstids-firkantede huse i tyskrøde mursten, ofte forede med gardisette og brunhed–så er man gået forkert! Til gengæld er byen i fuld gang med at genopfinde sig selv med nærmest Belfast-agtig vedholdenhed, så den genopbyggede havn rummer en del museer af international klasse. Især er Klimahaus populært. Her følger man den 8. længdegrad rundt om jorden inde i en gigantisk kuppel. Ikke bare hvordan folk lever i vidt forskellige klimazoner, men endnu mere, hvordan samme klima og dets udfordringer påvirker dagliglivet for mennesker overalt fra Antarktis til Nordpolen. Det er et vigtigt museum, til at blive klogere, mere bevidst og, endda, forskrækket af. Men det trænger til en gevaldig brush-up rent indretningsmæssigt. Og en opdatering, for–dette er virkelig skræmmende!!–der er sket uendeligt meget på de 8-9 år, der er gået, siden det blev åbnet. Uhyggeligt meget!

Bremen undslap ikke bomberne–langtfra–men det essentielle af den gamle hansestad står stadig tilbage i byens Altstadt. Her flashes en fortidig rigdom, der har udmøntet sig i storstilede udsmykninger, rig kirkekunst, pralende, officielle bygninger og alt, hvad der kan imponere. Det ER flot! Men allerflottest, og samtidig mest imponerende i mine øjne, er den lille snas Bøttcherstrasse, der blev ombygget til et paradis af ekspressionisme i 20-erne. Her har fantasien haft frit spil rent arkitektonisk, og Gaudi ville have snappet efter vejret. Ligesom jeg gjorde. Det er simpelthen unikt. Ligesom man føler sig så behageligt hjemme, og alligevel lidt eksotisk ude, i kvarteret Viertel, der vel nærmest kan sammenlignes med en forunderlig krydsning mellem Nørrebro, Camden Town, Prenzlauer Berg og Tribeca. DER ville jeg godt bo!

Det er selvfølgelig en fordel at besøge Bremen i godt vejr. For så fornemmer man tydeligt, hvor meget udelivet, restauranterne og cafeerne betyder for selve byens sjæl. Der er millionvis af dem. Overalt og i enhver form, prisklasse og indretning. Men især er der en overalt, hvor man lige kan klemme et par borde ind på torve og gadehjørner. Og Bremerne bruger intensivt deres cafeer. Det er, set med danske øjne, ret ufatteligt, at SÅ mange mennesker har tid til at sidde og betragte livet fra en cafestol på en ganske almindelig onsdag eftermiddag. Før fyraften. At en del af det spiselige, der så serveres, er umiskendeligt tysk og ofte inkluderer kartofler–gerne i store mængder og også til frokost–kan man så overskue at se gennem fingre med. Den cheesecake, jeg investerede i, mindede også mere om en tysk mursten end det, jeg normalt forbinder med min yndlingskage. Men det skaber liv, og det skaber hygge.

Så mens verden langsomt åbner op ( det håber jeg da, den gør!) efter coronaen, er det altså stadig muligt at opnå duften af det store udland–endda blandet med en god del af vores egen historie–blot ved at køre få hundrede kilometer mod syd. Helst ikke af motorvejen, for oplevelserne ligger ikke der. Med mindre man anser en god stau som en del af ferien! Prøv det nære Tyskland. Det er jo fuldstændigt som at være i udlandet alligevel!

You may also like

Skriv et svar