En fremragende udsendelsesrække.

Da Danmark blev flettet sammen. DR2 og dr.dk (streaming).

Det skal ikke være Netflix og HBO det hele. Når nu gode, gamle DR i den grad også kan. Altså lave en serie af udsendelser, der i den grad fænger, fascinerer og oplyser. Samt trykker på nostalgiknapperne på alle os, der både kan huske og har fået en alder, hvor det er lidt rart, trygt og vedkommende at genopfriske.

De nye udsendelser–altså de, der startede sidste onsdag–i serien Da Danmark blev flettet sammen er et helt stykke unikt industrihistorie, og interesserer man sig for den slags, er det rent guf at gå om bord i afsnittene om dengang, vi producerede alt fra biler, over busser til enhver form for beklædning og alskens møbler herhjemme. Fra før, det blev væsentligt mere rentabelt at outsource, og hvor man i stedet omkring Ikast og Herning altid byggede husene med høje kældre, hvor hver mand ( eller hver mands kone!) så kunne sidde og sy lidt tekstiler sammen og kalde det en fabrik.

Det er mildest sagt imponerende, hvad vi førhen kunne producere herhjemme. Busser i Silkeborg, biler (eller i alt fald gen-sammensætte samlesættene) i Sydhavnen og Nordvest, møbler på Salling, mejetærskere i Randers og tøj i lange baner i Midtjylland–for nu bare at nævne nogle få eksempler. Udsendelserne kommer eminent rundt om Danmarks imponerende industrihistorie. Og samtidig kan vi jo alle huske dem, firmaerne. Hvem gik ikke i BHI-underbukser–eller havde brødre, der gjorde? Eller husker de laksefarvede mejetærskere fra Dronningborg? Eller kørte i firkantede busser fra Silkeborg?

For nok er det industrihistorie, men det er samtidig også vores personlige historie. Det, vi voksede op med. I et samfund, der var opbygget på en helt anderledes måde, og hvor globalisering ikke var et ord, vi sådan lige vidste, hvad betød. Det var vores skolekammeraters mødre, der syede i de høje kældre og deres fædre, der arbejdede på fabrikkerne.

Ydermere er selve denne spændende historie om et datidigt samfund bygget på en form for selvforsyning (ikke mindst tvunget af rigide toldregler, der f.eks. betød, at biler først blev bygget i udlandet, derefter skilt ad og transporteret til Danmark, hvor de så blev samlet igen!) fremragende formidlet. Det er underholdende, det er tankevækkende og det er til at blive klogere af. Af familiemæssige grunde er jeg også nødt til at nævne udsendelsernes imponerende grafik–flot William!

Man kan se afsnit hver onsdag på DR3, men har man tendens til binge-watching, fordi det næsten ikke er til at lade være, så kan samtlige udsendelser streames på dr.dk.

You may also like

Skriv et svar