Om smukke Dresden. Og smukke Dresdens smukke omgivelser.

Det er som at komme til en anden, en roligere, mere adstadig , verden, når man ankommer fra Berlins hektiske metropol til Dresdens århundredegamle tilbagelænethed. Her, i et orgie af barok, er tiden både gået i stå–og så alligevel så levende, så nutidig. For godt nok er mange af murstenene nye, og det meste genopbygget over adskillige årtier efter 2. Verdenskrigs ildstorm, men autenticiteten virker så upåfaldende ægte. Man kan faktisk levende forestille sig, hvordan alle disse barokmennesker (dem, med penge!) legede sig gennem tilværelsen og samlede på kunst. Masser af kunst.

Dresden ligner ikke noget andet sted. Ingen andre har så majestætisk en bykerne af overvældende udsmykninger og pral fra 16-1700-tallet. Der er altid en forvitret basunengel omkring næste hjørne. Eller et palads, som man ikke lige byggede, fordi man skulle bo i det, men mere fordi det så godt ud og ligesom klart fortalte, at det havde man så råd til. Det er fantastisk at gå mellem de gamle bygninger, at indsnuse dem og lade sig imponere.

Men endnu mere er det fantastisk er det faktisk at komme ud af selve byen. Og man behøver på ingen måde komme ret langt, før såvel de store borgerhuse (ofte i bindingsværk) som den smukke natur tager vejret fra en. Noget af det allermest positive, man heldigvis kan sige om datidens lande bag jerntæppet er, at de klart prioriterede tung industri og på ingen måde byfornyelse med nedrivninger af gammelt lort som hovedmål. Derfor har man i de områder et kæmpe katalog af gamle bygninger, der nok havde måttet lade livet for det såkaldte arkitektoniske fremskridt andre steder, men som her har fået lov at forfalde–men ikke mere, end at man–med kolossale tilskud–stadig kan renovere dem til deres oprindelige udseende. Det er ret imponerende. Så Dresdens omgivelser er hygge på tysk, og især Elben. Den, der flyder helt ud til Hamburg og videre til Nordsøen, og som slanger sig gennem det kuperede landsskab. En livsnerve, men også et æstetisk højdepunkt.

Det vidste de i øvrigt også godt, de romantiske malere. Især Caspar David Friedrich, som ingen gymnasieelev nogensinde er sluppet for, fordi hans ikoniske malerier fra Basteiklipperne bare er selve indbegrebet af den romantik, generationer af dansklærere har forsøgt at få moderne unge til at begribe. De er vilde, de klipper. Sådan lidt i familie med Giant` s Causeway, som i den forbindelse godt kan vise lidt ydmyghed. Det er meget stort, det her–og virkelig et besøg værd.

Tre dage i Dresden er sådan set nok, hvis man bare skal se byen. Man får, sikkert, altså, på et tidspunkt akut barokforstoppelse og kan kun kæmpe sig ud af den ved at besøge et af de fremragende konditorier. Det helårlige julemarked, som i øvrigt tilpasser sig ved at omdefinere sin titel: Høstmarked, Sommermarked etc.,–uden dog at ændre væsentligt på varesortimentet, er absolut ikke vanedannende, og har man set det, er det sådan set det! Det er dog, for mig, en kilde til undren, at et af de helt store slagnumre er panerede blomkål. Og tyskerne om det! MEN skal man virkelig fordybe sig i byens vidunderlige omgivelser, så skal der mere tid til. Så skal der gåben, cykler og lokale busser og færger til. Så skal man rulle sig i gåture langs Elbens vinmarker, plantet på de gamle terrasser, tage de små færger og turbådene ud til de imponerende slotte og den fantastiske natur, samt ud af svinge med de små bjergbaner og lifter, som ikke bare er der for turisternes skyld, men faktisk også er transportmiddel for de lokale, inklusiv skolebørnene.

I alt fald sidder jeg nu kraftigt og overvejer endnu en tur derned engang. For at få hele det smukke, smukke område helt ind under huden. Min fascination er i alt fald stor, og jeg føler mig lidt snydt. Ikke af barokken–den har jeg til fulde indåndet til det stadie, hvor jeg har basunengle flyvende på hjernen–men de omgivelser. Der er SÅ smukt!

You may also like

Skriv et svar