Savnet!

Det hele startede med, at det bankede voldsomt på døren forleden aften ved 22-tiden. Forinden havde hunden også gøet højt uden rigtigt at kunne signalere, hvad der var i vejen. Det var lidt skræmmende. Vi HAR da en ringeklokke, (når den ellers virker), og når voldsbankningen så efterfølgende blev fulgt af “Det er politiet!”, så fryser man sådan lidt inde i sig selv og gennemgår i splitsekunder samtlige fartbøder (især de, der måtte være ubetalte) samt børn og børnebørns sikkerhed.

Det var nu noget helt andet. De absolut meget lygteførende betjente bad om lov til at gennemsøge vores have, fordi de ledte efter en savnet person. Mere ville de sådan set ikke fortælle i al deres lyseri, men som et moderne menneske går man jo straks på medierne, såvel sociale som lokalaviserne, for at finde ud af, hvad al det lyseri og kiggen under samtlige buske egentlig gik ud på.

Det viser sig, at vores næsten-nabo, altså med 2 huse imellem, er bortgået. Midt på dagen tirsdag, tilsyneladende uden overtøj og sko, og uendeligt sporløst. De har ikke fundet ham endnu. Til trods for, at vi her i kvarteret har været lidt belejret af politihunde og helikoptere og da også i den grad har nærstuderet alle vores skure, garager, drivhuse og, som politiet, vildtvoksende buske.

Det er ikke fordi, vi kender ham særligt godt. Familien er af tyrkisk oprindelse og har aldrig vist den store interesse for at indgå i det nabofællesskab, vi andre dyrker. Han er sådan en, man er på hils med, og en trofast gågænger i gadebilledet. De går enormt meget, ham og konen. Altid de samme ruter–ind til byen, ned til Brugsen. Konen, derimod, er altid ufatteligt sød og smilende, og hende kan man få sig en snak med. Ofte med ham stående tavs og lidt utilnærmelig ved siden af. Så selv om man ikke er bedste venner og halvvejs i familie med hinanden, så har man jo alligevel en slags forhold til mennesker, der har boet 15 år på ens gadehjørne og i årevis har været en fast, og gående, bestanddel af kvarterbilledet.

Derfor har vi det også mærkeligt heroppe i kvarteret. Det forstyrrer os. Det sidder hele tiden derinde og nager. Hvad der dog er blevet af ham. Mere og mere for hver time, der går, for ingen af os er jo idioter nok til at tro på mirakler, når manden nu har været sporløst forsvundet i næsten 2 døgn. Studerede man antallet af klik på sociale og andre lokale medier på netop vores lille hjørne, ville det vise en påfaldende adfærd i form af meget hyppige opdateringer. Det er også det, vi snakker om, når vi møder hinanden. For nu er vi gået fra at være bekymrede til at være decideret bange.

Og vi tænker alle på dem, de to. Efterhånden mest på hende, for fokus har umærkeligt flyttet sig fra ham til hende i løbet af det sidste døgn. Den søde, smilende dame, som i disse dage må leve med en helt altoverskyggende angst og bekymring. Vi føler os også lidt hjælpeløse i vores bekymring–for hvad kan vi gøre? Ingen af os kender hende godt nok til decideret at opsøge hende, men samtidig er jeg sikker på, at ingen hunde bliver luftet, uden at der kastes granskende blikke i buske og skovstrækninger samt at alle lige tjekker garagen en ekstra gang–for en sikkerheds skyld. Vi tænker selvfølgelig også på ham. Det var primært i begyndelsen, for tidsfaktoren betyder enormt meget i dette. På, hvad der kan være hændt ham, for noget er det vel, når man sådan helt forsvinder fra jordens overflade. Uden overtøj, uden sko og i øsende regnvejr.

Og så forvisser vi hinanden om, at vi bare ønsker, der kommer en afslutning. En vished. For når sådan noget sker, ser man også pludselig sin egen sårbarhed. Ser, at selv om vi har det trygt og godt heroppe, så kan ulykken også ramme lige midt iblandt os. 2 huse fra.

Og så må jeg lige klikke igen. For bare de dog snart finder det stakkels menneske. Både for hans, men mere og mere især for hans kones skyld!

You may also like

Skriv et svar