Om et godt ord.

For et stykke tid siden havde jeg, uden selv at vide det, en gæst med på en af mine ture rundt i Nordvest, som var medlem af Turistførerforeningen. Åbenbart blev hun så begejstret, at hun måtte have sine med-turistførere med ud på samme tur, så for en 3 ugers tid siden havde jeg et event udelukkende for medlemmer af den forening. Om for at det ikke skal være løgn, så har de faktisk booket mig igen til om et par uger.

Det er selvfølgelig den største ros, man kan opnå indenfor faget. At blive anderkendt af sine egne. Selv om en to timers tur med en flok professionelle, såkaldt turistførere, nok kan fremkalde såvel angstsved som ihærdige forberedelser. Det er som at undervise en flok gymnasielærere. Her findes der også eksemplarer, der udelukkende fokuserer på, om man nu siger noget forkert og–endnu mere–ikke nævner noget, som de i alt fald godt ved. I visse kredse findes der ikke noget mere selvafstivende end at vide mere end andre. Og at gøre hele selskaber kraftigt opmærksom på, at man gør det.

Men de var nu søde. Og vildt interesserede. Tilbage står jeg bare med et lille smil over det der så sødt gammeldags og dog så inderligt sigende ord: turistfører. Det hedder ikke guide. Man er turistfører. Faktisk er det en hel uddannelse på bachelorniveau, som kan tages på RUC, og det er da imponerende, at det, så mange af os individuelt har lært os selv, faktisk er en akademisk uddannelse.

Men tilbage til ordet! Jeg ser sådan et billede, hvor “at føre” bliver centralt. Man fører folk rundt, man tager dem ved hånden, man fører an i førelse gennem noget. Man guider ikke bare og peger mod alle verdenshjørner med tonsvis af informationer. Nej, man fører folk med. Går foran i det, der skal være en fælles oplevelse. Det er da sødt. I grunden meget, meget mere tiltalende at bare at guide. Hvor ordet i øvrigt også både eksisterer som navneord og udsagnsord. En guide kan jo være alt fra en simpelt skrevet pjece, over en længere rejsebeskrivelse til en faktisk person.

Og i København har de altså en forening med adskillige hundrede medlemmer, som lever af at føre folk rundt. De kan næsten alt indenfor føring, historisk og geografisk, og dækker tilsammen en stor portion af samtlige verdens sprog til formidling. Selvfølgelig er der et væld af pensionerede lærere og folk, der har andre formidlingsbaserede uddannelser, men det er en broget flok, der kan føre folk ud i nærmest alt det, de gerne vil føres ud i. I udlandet er det særdeles brugt, at man hyrer en turistfører, når man er på fremmed territorium og gerne vil vide noget om det, mens vi danskere er noget tilbageholdne og ofte fejlagtigt mener, at det kan vi da klare selv. Det kan vi selvfølgelig også. Vi får så bare kun halvdelen af de væsentlige informationer og gode historier med. Så med det vil jeg da lige slå et slag for at hyre sådan en turistfører–det er en gevinst for ens ferie.

Og så er der det med det evindeligt engelske. Guide. Når vi nu har sådan et flot ord på dansk: turistfører. Man fristes da næsten endnu mere til at engagere sådan en end bare en almindelig guide. Hvem vil ikke hellere føres end guides?

Continue Reading

Om selvbiografier.

Min hånd nægtede at sætte kryds i kategorien Litteratur. Jeg beklager. Det er, ret ofte i øvrigt, som om 6 års litteraturstudier og en tilbundsgående uddannelse indenfor området tillader mig at vide bare en smule om det. Som tømreren om husbyggeri og lægen om sygdomme. Førstnævnte ved også godt, om der er tale om kvalitet. Det er han/hun nemlig uddannet til. Og i min optik er der simpelthen grænser for, hvad man kan tillade sig at kalde litteratur. Ligesom man heller ikke kalder dårligt byggede skure for huse.

Anyway, så er vi her i efteråret rendt ind i en viritabel lavine af selvbiografier. Det er som om, alle må have en. Der er ingen, på en skala fra 1-10 i (semi)kendthed, der ikke lige skal have smadret en livshistorie sammen. Intet er for småt, intet er for uinteressant, og kan man “dele” (det er vildt in at “dele”) nogle hidtil ukendte hemmeligheder, gerne saftige, så er lykken gjort. Har man allerede delt sine såkaldte hemmeligheder en gang, er det fuldstændigt ligegyldigt, for man gør det bare igen. Gerne med hjælp af en journalistisk ghostwriter. Sådan en hyrer man, hvis man selv synes, man er vanvittigt interessant, men desværre bare ikke har det fjerneste begreb om at skrive. Det sidste kunne man måske henføre til, at der ligesom er en større mening med, at nogle folk altså bliver forfattere, fordi de er virkelig gode til at skrive, mens andre nok er bedre til andre ting.

Så vi bliver overfaldet fra alle sider af (semi)kendisser, der alle forfærdeligt gerne vil delagtiggøre os i deres liv. Før i tiden var det dog, trods alt, sådan, at man skulle have nået en moden alder, før der var stof nok at skrive om–liv nok, der var levet–men sådan er det ikke mere. Det er som om, at jo tidligere, man kan komme i gang med at fortælle om sig selv, desto flere bøger om samme vanvittigt interessante emne kan man jo nå at skrive. Hele 25-binds erindringsværker, hvis man bare bliver gammel nok.

Der er ingen tvivl om, at vi alle har det der narcissistiske strøg, der siger, at vi er verdens mest interessante person. I alt fald for os selv. Derudover er jeg da også ret sikker på, man kan tjene penge på at udgive bøger med udbredt navlepilleri. Der må jo være nogen, der køber dem. Ellers ville ingen vel udgive dem. Selv om det altså efterhånden er blevet sådan indenfor forlagsverdenen, at adskillige forlag lever af håbefulde “forfattere”, der selv betaler hele gildet, fordi de bare MÅ ud. Tro ikke, at Gyldendal sponserer andet end navlepilleri fra de allermest eksklusive og ikoniske navler.

Men det, der undrer mig, er, hvem i alverden det dog er, der køber de bøger. Og hvad der får dem til det. Det er som om, følgerkulturen fra de sociale medier nu kan omveksles i solgte eksemplarer. Som om nogle mennesker primært lever andres liv og ser disse (semi)kendisser som real-life venner og bekendte, de nærmest har en ret til at følge helt ind i den inderste intimitet. Som om livet er noget, der skal leves gennem andre, oplevelserne nogle, som andre skal have, og selve det at være til og rent faktisk have noget at tale om primært handler om at være på soveværelsesniveau med idolerne. Personligt har jeg bare så inderligt svært ved at se, at det overhovedet er interessant. Jeg overfaldes for tiden i medierne af et ringvrag fra havnekvarteret, der har stukket en rivalinde i maven med fuldt overlæg, nogle svømmere, der driller hinanden, en tidligere politiker på ansigts-krakkeleringskurs, der pludselig i bagklogskab er blevet feminist, en datter af selve indbegrebet af dansk sølvbryllupshygge, der engang blev slikket af en borgmester i øret og mange, mange andre, der bare MÅ ud med deres historier. Og helt ærligt: Hvad rager det egentlig mig?

Det er uhyggeligt sigende om et samfund, at mediernes opmærksomhed fokuserer på alle disse udgivelser fra (semi)kendissernes hemmeligheds-morads, mens man de fleste steder skal lede virkelig grundigt for at se omtale af rigtig litteratur af dygtige, velskrivende forfattere. Det er en overfladisk pop-kultur, der desværre i manges øjne ser ud til at være litteratur og en form for kunst. Dette er ikke elitesnobberi. Det er simpelthen er konstatering af, at vi er ved at blive oversvømmet af en flodbølge af ret intetsigende, såkaldte selvbiografier, der i den grad er med til at stemple os som samfund ved at fortælle, hvor vores hovedinteresser ligger. Nemlig der, hvor der er ret tomt og øde. Hvor det bliver vigtigere at kende til realitystjernernes hemmeligheder end at forholde sig til ting, der rent faktisk er betydningsfulde og væsentlige.

I 70-erne havde vi også sådan en bølge af menstruationsbindsdigtere, der skrev såkaldt bekendelseslitteratur. Det gik heldigvis over igen. Nu ligger det så i tidsånden igen. Og lad da for Guds skyld alle de håbefulde selvbiografister komme af med alle deres hemmeligheder til fryd for følgerne. Det er jo alligevel dem, der betaler gildet. Men det KAN da godt undre mig, at den slags bøger sælger. Måske skulle man prøve? Der kan vel godt stampes et par eksotiske hemmeligheder op fra mørket. Problemet er nok mest, at selve udgivelsen givetvis bliver på egen regning og helt sikkert ikke på Gyldendal.

Continue Reading

Om smitteopsporing.

Det fremgår med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste, der har fået en ubehagelig overdosis af al den opsamlede dårligdom gennem de sidste næsten 2 år. Hvorhen jeg vender mig, hvem end jeg taler/skriver/ringer/mailer med, så har man enten selv været gennem torturen eller kender minimum et større antal nært beslægtede, der har. Fælles for de fleste reaktioner er også en ny trend: Der er blevet meget væsentligt at smitteopspore sig selv. Hvor kom det fra? HVEM? Influenza er ved at udvikle sig til en ny genre under Whodunnit, og vi vil givetvis se et pænt flow af nye romaner, der bare føler tidens trend. Den store influenzasmitter? Virussen, der dræbte? Hvem smittede Roger Akroyd? Tom Ripley og RS?

Førhen var der aldrig en kæft–i alt fald ikke mig!–der bekymrede sig det fjerneste om, hvor snottet kom fra. Man gik vel ud fra, det bare hang i luften som en form for ubestridelig konstant, ikke “ejet” af nogen, og fik man det, var det bare forbandet ærgerligt. Men da ikke noget personligt. Det var ingen, der lavede stamtræer på deres eget snot–man accepterede bare, at man en tid var den nuværende ejer. Omvendt var man vel heller ikke specifikt påpasselig omkring ikke at lade sine dårligdomme nedarve til andre. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men personligt mindes jeg altså ikke at have sprittet hænder ved enhver given lejlighed, før sidste år. Måske var vi oversvin der, hvor jeg kommer fra, men vi overlevede, og vi tog vores baciller i strakt arm som en uundgåelig del af vores tilværelse. Og aldrig bekymrede vi os det fjerneste om, hvem de kom fra. Kæft: vi var jo inderligt ligeglade.

Og så alligevel ikke. For som barn var der undtagelser. Nemlig, når man som klart mindreårig blev slæbt med til mødreparties med sutteslikning. Det var sådan noget med, at optrådte en sjælden børnesygdom pludseligt i nabolaget, eller passede dens fremdukning med familiens kalender, så blev man skippet af til sutteslikning. En særdeles effektiv måde både at tøjle, overstå og lave lidt logistik på de sygdomme, vi alligevel skulle igennem. Det var dog i den forbindelse, mødrene sagde tak—altså tak for smitteforsøg til hende, der ejede det barn, hvis sut man skulle slikke på. Ikke som de møgfald, der langes ud i dag. Næh, man lærte at påskønne sine røde hunde!

For med coronaen blev vi pludseligt opmærksomme på, at smitte altså ikke bare hænger og dalrer i luften. Der skal ligesom nogen til at bære den derud/derind. Og den, der gør sådan noget, er uansvarlig. Man forventes at være et så seriøst og fornuftigt, ansvarligt menneske, at man kan overlades til at forvalte sine egne bakterier. Og er man ikke, kan selve staten komme efter en. Folk, der ikke engang kan administrere deres egne vira og omgås dem med total mangel på andægtighed og, som det så smukt hedder, samfundssind, har selv sat sig ind som skydeskiver i samfundets Pacman, hvor man altså godt kan forvente sig en helt legal shitstorm, hvis man bringer sit snot til offentlig torvs.

Vi har nemlig lært, at hvis vi arver noget lort, så skal vi straks finde ud af, hvor det kommer fra. Mht. corona er det selvfølgelig væsentligt–det er slet ikke her, jeg er ude med riven. Men mht. alt det andet, der lige nu florerer som bananfluer i halvrådne grøntsager, er det vel rimeligt uvæsentligt. I alt fald på en form for sundhedsplan. Den eneste grund til, at vi så ivrigt smitteopsporer, er, efter min mening, at det er det eneste legale sted at vende vreden hen. Det er forbandet surt at få alle de vira, som i deres dvaleperiode ligesom har fordoblet enhver form for styrke, modbydelighed og snotakkumulation, og så er man altså nødt til at finde en at lade modbydelighederne gå ud over. En at kaste snot efter. En at bombardere med sin elendighed. En at bebrejde for alle comadagene i hostehelvedet.

Det var derfor, jeg selv kastede et par pinefulde hæmorider, en velplaceret knyst og en evindelig hælspore efter dem, som mit eget detektivarbejde førte mig frem til som syndere. Storsyndere: de vovede at smitte mig. Tog overhovedet ikke deres ansvar som bacilleforvaltere halvt så seriøst, som man post-corona har lært, at man skal.

Jeg tænker: Hvad skal det dog blive til? Vi står jo med noget, der potentielt kan udmønte i borgerkrige og familiestridigheder uden løsninger. Her kan vi, i stedet for at lave stamtræer over alle onklerne og de fjerne fætre femten generationer tilbage, koncentrere os om udvidede smitteatlas med specifik udpegning af ansvarsløse influenzabærere. Vi kan kaste snot efter hinanden, bevidst hoste på irriterende fjender og nogle gange endda være stolte, når det er lykkedes os at ramme netop de politikere, der allermest fortjener en hysterisk influenza i dagevis. Måske sender vi endda snotomvundet visitkort med, så de ved, det var os!

Måske var det bare lettere at forsøge at gå tilbage til dengang, smitten ikke var ejet af nogen og hang i luften, hvor den tilfældigt kastede sig over de, der kom forbi? Glemme, at smittebæring er person til person af den simple grund, at det jo er fuldstændigt uvæsentligt whodunnit. Det bliver man jo ikke selv rask af. Og med hensyn til åreknuderne, knysterne, hælsporerne og hæmoriderne, så er der da heldigvis garanti for, at de fleste nok på et tidspunkt alligevel bliver ramt af et af onderne. Helt uden at man selv aktivt gør noget. Hvis det er den eneste trøst, der er i dette, så er det vel bare, sådan, det er! Og var!

Continue Reading

Om influenza.

Jeg har vitterlig ikke haft influenza, siden jeg var barn. Før nu. Helt ærligt har jeg i mange år haft på fornemmelsen, at influenza udelukkende var plejehjemsrelateret, en myte eller verdens bedste undskyldning for pjæk. Selvfølgelig har jeg da oplevet nærmest lammende forkølelser med fuldstændigt stoppet rørsystem og et hoved uden fungerende indre infrastruktur, men har selvfølgelig kun meldt mig syg, hvis jeg også lige samtidigt var bagefter med lidt stileretning. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var den slags mammutforkølelser, der behændigt blev ophøjet til “influenza” blandt tilsyneladende større hypokondere eller pjækhoveder end mig. Jeg har hostet mig gennem Shakespeare, snydt min næse i Blicher, nyst min vej gennem Ved vejen og haft inderlig hovedpine over andet end bare fortvivlende lave litterære kvaliteter blandt menstruationsbindsdigtning fra 70-erne. Og jeg har—nu afsløres det!- i årevis haft såkaldt influenzaramte kolleger mistænkt for at have taget munden lidt for fuld, når de Gudhjælpemig har påstået at have haft influenza af en hel uges varighed. Hvilke hjemlige projekter, såsom maling af køkken eller måske nyt tag?, der lige har stået på influenzadagsordnen, har da nogle gange undret mig. Især fordi samme kolleger nærmest hvert år har taget deres influenzaorlov. Det var sådan lige før, man blev lidt forarget.

Så selv om jeg på ingen måde er sølvpapirshat omkring Corona, så har jeg altså været, lad os bare kalde det sådan, influenzaskeptiker, når det gælder voksne, ellers raske, mennesker. Men nu har influenzadjævlen med al sin magt og vælde ladet al min skepsis, al min mangel på tro og anderkendelse, mit forfærdelige hovmod overfor baciller, man på ingen måde bør vise arrogance overfor, lige præcis ramt mig der, hvor det gør allermest ondt. Lige midt i influenzasylten. Her ligger jeg. Totalt udmanøvreret af en skide virus. Med feber på nærmest 5. dag, hosteanfald af en størrelsesorden, der energimæssigt kunne oplyse Las Vegas, hovedpine i str. XXXXL og en ufattelig ugidelighed overfor alt andet end at binge serier på Netflix. Der kan man jo roligt blunde lidt ind imellem uden at gå glip af noget væsentligt.

I dag tror jeg dog, det går mod levesiden. Jeg har ind imellem været noget urolig for, om det overhovedet ville komme dertil. Sygdom af denne art er fuldstændigt uforeneligt med den ration af tålmodighed, der blev tildelt mig, og det er udelukkende influenzaens lammelser af nærmest alle udadvendte funktioner, der gør, at jeg ikke har slået på eller smadret noget. Det et bittert bare at måtte ligge, spild af tid, røvkedeligt og en tilstand af ikke-væren. Det er ikke, og vil aldrig blive, min spidskompetence. Nok er jeg nybegynder i influenza. Men jeg bliver aldrig rigtig god til det. Det eneste, jeg måske kan blive bedre til, er at stole mere på, at influenza nok også rammer voksne, ellers raske mennesker.

Men jeg er stadigvæk gal. Vred over, at det lort har ramt mig. Især fordi jeg temmelig klart kan kortlægge smittevejene. Nu ønsker man jo altid det allerbedste for sine børnebørn og har absolut ingen intentioner om at straffe dem for ting, de på ingen måde har gjort med vilje. Men i meget mørke feber-øjeblikke og stakåndede hosteanfald kan man da godt lege lidt med en forældrebåret hævn, der selvfølgelig ikke indebærer influenza, for så meget indestængt vrede har man dog, trods alt, ikke. Men hvis små hæmorider, hælsporer, knyster, åreknuder og stenlår ellers lod sig overføre via luften, var de da allesammen en overvejelse værd at kaste mod børn og svigerbørn. Især knysterne.

Lige nu har jeg ikke en almindelig mave. Mit indre er i stedet omdannet til et kemisk værksted, hvor ting med “cin” og “ibu” indgår særdeles interessante alliancer. Jeg kan smage syrer og baser helt op i håret, men det hjælper jo, skidtet. Jeg kan kun sige en halv sætning ad gangen, resten kvæles i host. I dag vil jeg vove mig ned i min kælder, som har været lukket land siden den dag, jeg fuldstændigt mistede vejret til kældertrappen. Da blev jeg bange, angst nærmest. Jeg har et forbrug på omtrent 15 pakker papirslommetørklæder på daglig basis, og jeg er vildt imponeret over, at så forholdsvis lille mig kan producere så meget snot på så lidt tid. Og så i de farvenuancer! Her er vi jo langt, langt fra den der kedelige gennemsigtige, lidt vandede, jeg ellers plejer at gå med. Jeg har de sidste dage sat personlig rekord i Netflixing og er lige nu fuldstændigt på omgangshøjde med både The Crown (hvor jeg ellers havde været lidt langsom i optrækket siden Winston Churchill) og endda flere serier, jeg ellers havde skrottet. Jeg er endda helt med på det der nye koreanske hitrædsel af en dårligt spillet serie, et plagiat af Hunger Games, og nægter nogensinde at se mere end det ene afsnit, jeg stred mig igennem. Hertil kommer et par andre småserier, jeg ikke gider nævne, fordi de både bedst er glemt og kun er tilladelige, hvis man virkelig har influenza.

Jeg gider ikke være syg længere. Det er ikke fair. Der er jo ingen gevinst ved mig, hvis jeg bare ligger her og laver tåbeligt ingenting. Hvis jeg nu giver en stor, dybt ment undskyldning til alle dem, jeg hidtil måske lidt har haft mistænkt for at have noget lidt andet, når de sagde, de havde influenza, er det så ikke i orden? For jeg mener det virkelig. Jeg tog fejl. Forfærdeligt fejl. Det er jo røven af livskvalitet at ligge her og hoste grønt snot i spandevis, svede syg sved i litervis, drive frådende kemiske værker i sin egen mave, have hovedpine i en størrelsesorden, jeg ikke anede eksisterede, streame sekundaserier i kilometervis uden at få andet end en flad oplevelse, samt, i klare øjeblikke, begynde at overveje en smule hævn overfor de voksne, der lod en træde ind i smittehelvedet. Alt, hvad jeg ellers har skullet, er gået i absolut stå. På grund af sådan en skide influenza. En reel, virkelig, forbandet, lorte influenza.

Continue Reading

Endelig noget positivt om DSB.

Det er udelukkende fordi, jeg slet ikke skal tale toiletter. Jeg forbigår dem i tavshed denne gang, næsten. For jeg ER altså nødt til at nævne oplevelsen i DBs højhastighedstog mellem Berlin og Dresden, som (hvem skulle have troet det muligt??) på målstregen i konkurrencen om samtlige statsbaners ulækre toiletter slog DSB med adskillige skinnelængder. Lad mig bare male et billede af en herrelig tissekumme, der var stoppet. Forsvarligt stoppet efter en del kilometers rejsen og mandligt tisseri. (De klatter ikke med det, de mænd!) Det var et lykketræf, at der ikke skete en katastrofeopbremsning. Mindre kunne også sagtens have gjort det at dømme efter graden af overfyldthed.

Jeg lader lige billedet stå….

Anyway, så skal DSB selvfølgelig have den ros, DSB skal have. Når der nu endelig gives en lejlighed. For med de billetpriser, de holder sig for tiden, så er det lige før, jeg kan holde mig hele vejen fra Kolding til Hovedbanen–af bare jublende glæde over at krydse landet for en flad 50-er. Det kræver selvfølgelig, at man er 65+-er, og det er jeg nu legalt blevet, selv om jeg selvfølgelig illegalt har været det i mindst et årti. Hvis man kan indpasse sig–og det kan jeg da i den grad–og finder de billigste afgange, så er det nu, der kan køres til spotpris i geriatri-ekspressen. Jeg ser for mig en skov af rejselystne pensionister, der bare ikke kan holde sig hjemme, når nu DSB er i langdistance gavehumør.

Det er selvfølgelig eksklusiv pladsbillet. Faktisk har jeg DSB mistænkt for, at det netop er pga. de utallige pladsbilletter, de gennem de coronerede tider var tvunget til at presse os ud i, at de nu har så meget overskud, at vi gamle nærmest ikke har råd til at blive hjemme. Jeg er pladsbillet-modstander. Ikke fordi, jeg ikke ønsker at sidde ned, men fordi jeg har et omfangsrigt katalog af blandede oplevelser med sidemænd, jeg i alt fald ikke selv ville have valgt. Mit pladsnummer synes automatisk at tiltrække de mest øllede typer, verdensmestre i baby-kolik, mennesker med meget lange, detaljerede livshistorier, der sagtens kan strække sig længere end over Fyn ( som slet ikke ser så aflang ud på kortet, som den er skinnemæssigt), teenagere i tyggegummi/fnisealderen og endda en gang en mand, der ringede til sin kone fra toget og sagde, at nu ville han skilles. Det sidste, må jeg dog nødtvunget indrømme, var faktisk ret interessant, selv om jeg desværre kun kunne gætte mig til, hvad konen sagde. Men tænk at afslutte et samliv ca. mellem Sorø og Ringsted!

Når man, som jeg, ofte rejser mellem landsdelene–enten af arbejdsmæssige (jeg har guidede ture i KBH både i dag og i morgen) eller børnebørnsmæssige årsager, så er det da fantastisk at kunne gøre det for 100 kr. retur. Besparelsen ved at lade bilen blive hjemme er ikke kun i bøvl og CO2, men sandelig også i benzin, broafgift og de eksorbitante afgifter, der knytter sig til at holde i KBH. Hvis dette er de nye takter fra DSB, så er jeg helt åben for at begynde at tale lidt mere positivt om foretagendet. Både fordi, det sparer mig penge, men næsten endnu mere fordi, det giver det boost til den offentlige trafik, som vi i den grad–især af klimamæssige årsager–trænger til.

Det eneste, der for alvor bekymrer mig her midt i besparelsesglæden, er selvfølgelig, om der nu slet ikke er råd til at få nogen som helst til at gøre rent på toiletterne? Men for en 50-er kan man vel også leve med at være bevidst om at huske at tisse inden Valby, når man kører fra Hovedbanen.

Continue Reading

Om en skræmmende statistik.

Dommen over Sarah Everards morder er lige faldet. 15 år. Og hvis nogen ikke lige husker, hvem Sarah Everard var (her kan så desværre ikke anvendes nutid), så var det kvinden, der blev myrdet af en politibetjent i London, og hvis bestialske mord blev selve startknappen til bevægelsen Text me when you get home. Råbet fra kvinder over hele verden omkring den selvfølgelighed, at kvinder skal kunne gå trygt og alene på gader og stræder overalt og på alle tidspunkter.

I øvrigt har der lige været et lignende mord på endnu en ung kvinde i London. Så kvinder er stadig udsatte. Med lignende mord forstås i denne forbindelse et mord begået af en part, der ikke hverken kendte eller havde nogen form for relation til til offeret. Ham, vi alle frygter. Ham, der bare kryber, nærmest vokser, ud af mørket og ikke vil os noget, fordi vi har gjort ham noget eller fordi, han er sur, vred eller gal på os. Han vil generelt bare gøre os ondt, fordi han kan. Hvilket så også er den mest skræmmende årsag overhovedet.

I forbindelse med retssagen har en gruppe kvinder, der gennem en længere årrække har været selvbestaltede optællere af antal af mord på kvinder, begået af mænd, fremlagt en ualmindeligt skræmmende statistik. På de 28 uger, der er gået, siden Sarah Everard mødte sin grusomme betjent i mørket, er 81 kvinder blevet slået ihjel af mænd i Storbritannien. Her indgår enhver form for ihjelslagning–altså ikke bare ham den grimme, ukendte skyggemand, men, til overflod, også ægtemanden, kæresten og andre nære relationer. Men 81!! Hvis man foretager lidt sjusset hovedregning med udgangspunkt i, at der bor 13 gange så mange mennesker derovre som herhjemme, vil det altså svare til, at 6 kvinder i samme tidsrum er blevet myrdet i Danmark. På 28 uger. Jeg har ikke de konkrete tal for de hjemlige (undskyld mig, den er for lav, men alligevel!) jagtmarker, men jeg er nogenlunde sikker på, at jeg personligt for nylig har læst om i alt fald 3-4 sager. Der er sikkert også nogle, der har undgået min opmærksomhed, fordi vold og mord i hjemmet ofte ikke afstedkommer mere end et par clickbaits–og i alt fald sjældent den hæsblæsende jagt på en gerningsmand, som for medierne altid er det, der virkelig sælger aviser og holder læserne til.

Broderer man så videre på den uhyggelige statistik, svarer det til, at omkring 10-15 kvinder om året herhjemme slås ihjel af mænd. Og når jeg sådan selv sidder og ser på, hvad jeg lige har skrevet, så bliver jeg næsten helt bange. Så virker det ikke bare så svimlende højt et antal. Det virker også så svimlende forkert, så helt ude i skoven, så fortvivlende uretfærdigt og slet ikke til at forholde sig ordentligt til.

For det er altså ikke bare, når vi går der, hvor det er øde om aftnerne. Og hvorfor skulle vi i øvrigt ikke også kunne det? Det er sådan lidt en latent trussel, der hænger over os, ligegyldigt hvad vi måtte gør, og hvor vi måtte befinde os. Jeg vil nødigt male Fanden på væggen og ophøje disse statistikker til et trusselsbillede, vi som kvinder hele tiden skal forholde os til. Det kan man jo ikke leve med, og det ville, bare som en af mange årsager, på heller ingen måde være retfærdigt at udnævne ethvert hankønsvæsen til en potentiel morder. Men jeg vil samtidig klart understege, at det er fuldstændigt urimeligt, set i større samfundsperspektiv, at disse tal er så høje. Så høje, at det i den grad burde være noget, man fra adskillige officielle sider burde tage enormt seriøst og arbejde endog meget alvorligt for at nedbringe. Det er muligt, at mange af disse mord i Storbritannien sker i usle lejekaserner i Glasgow og Bradford og i derangerede, udslukte minebyer i Nordengland samt i miljøer, hvor der er udbredte misbrugsproblemer. Man kan sikkert sagtens finde paralleler herhjemme. Men, efter min mening er det på ingen måde mere forsvarbart og legitimt at myrde kvinder, fordi de er fattige, marginaliserede eller misbrugere.

Selvfølgelig er der også kvinder, der myrder mænd. Men tallene er noget anderledes. I alt fald blev jeg personligt noget opskræmt af at se disse statistikker. Faktisk så opskræmt, at jeg ligesom syntes, det var en smule tamt at “Text me when you get home”. Jeg mener: Det her, det skal vi da ikke, som køn betragtet, finde os i?

Continue Reading

Det må blive et internationalt hit!

Kastanjemanden. Netflix.

Hvis man ser TV om eftermiddagen, i det hele taget før det sådan for alvor er blevet aften, er man enten overfaldet af ulidelig kedsomhed, har influenza eller burde skamme sig over sin egen mangel på kreativitet. Har jeg altid ment. Nu er der imidlertid opstået en fjerde mulighed for at forsvare det uforsvarlige: Man mangler nogle afsnit af Kastanjemanden!

Det her, det er Nordic Noir, Noir, Noir og sortere er den allersorteste sjæl blandt de i forvejen sodsværtede, og det er stærkt vanedannende. Det er krimi, når sådan en er bedst. Skuespilpræstationer, når de næsten overgår udmærkelse. Og en handling, der hele tiden tager os derud, hvor vi ikke troede, man kunne komme, og hvor det gør så ondt, at det mentalt kan tage timevis at komme tilbage igen. Med et plot, der er så velgennemtænkt og velkonstrueret og så infernalsk modbydeligt, at det går lige i hjertet. Og i ens binge-watchende sjæl. For ondskab er tilsyneladende vanedannende. I alt fald er det dybt fascinerende, især fordi det forklares. Vi forstår godt, hvorfor det hele er endt, som det gør. Fordi vi også selv er, lidt, skyldige.

Hvis man bare skal give en god grund (jeg kan nu tænke på en del flere) til at betale 129 kr. om måneden for mindst 4 separate abonnementer på Netflix, så er det den nye serie Kastanjemanden, bygget på Søren Svejstrups også fremragende roman. Man kan endda nå at se hele serien, inden den gratis prøvetid løber ud, da jeg vil vædde på, de fleste får set det hele på under et par døgn. De kan simpelthen ikke lade være.

Nok fik vi stor international anderkendelse for Forbrydelsen–som i øvrigt også var skrevet af Svejstrup, men denne gang står vi i min optik til at blive verdensberømte. Og til at vise verden en udsøgt samling af fremragende, danske skuespillere, som bare spiller røven ud af de sorte bukser. Det er muligt, en enkelt allerede har været med hos 007, men jeg ville nu personligt være mere stolt af at have været med i dette.

Så, hvis andre end jeg har det noget stramt med TV-kiggeri om eftermiddagen, så bliv væk fra denne serie. Det vil nemlig uvægerligt ende med, at man sidder der helt uden kedsomhed, influenza eller mangel på kreativitet og bare MÅ se det hele færdigt!

Continue Reading