Om en skræmmende statistik.

Dommen over Sarah Everards morder er lige faldet. 15 år. Og hvis nogen ikke lige husker, hvem Sarah Everard var (her kan så desværre ikke anvendes nutid), så var det kvinden, der blev myrdet af en politibetjent i London, og hvis bestialske mord blev selve startknappen til bevægelsen Text me when you get home. Råbet fra kvinder over hele verden omkring den selvfølgelighed, at kvinder skal kunne gå trygt og alene på gader og stræder overalt og på alle tidspunkter.

I øvrigt har der lige været et lignende mord på endnu en ung kvinde i London. Så kvinder er stadig udsatte. Med lignende mord forstås i denne forbindelse et mord begået af en part, der ikke hverken kendte eller havde nogen form for relation til til offeret. Ham, vi alle frygter. Ham, der bare kryber, nærmest vokser, ud af mørket og ikke vil os noget, fordi vi har gjort ham noget eller fordi, han er sur, vred eller gal på os. Han vil generelt bare gøre os ondt, fordi han kan. Hvilket så også er den mest skræmmende årsag overhovedet.

I forbindelse med retssagen har en gruppe kvinder, der gennem en længere årrække har været selvbestaltede optællere af antal af mord på kvinder, begået af mænd, fremlagt en ualmindeligt skræmmende statistik. På de 28 uger, der er gået, siden Sarah Everard mødte sin grusomme betjent i mørket, er 81 kvinder blevet slået ihjel af mænd i Storbritannien. Her indgår enhver form for ihjelslagning–altså ikke bare ham den grimme, ukendte skyggemand, men, til overflod, også ægtemanden, kæresten og andre nære relationer. Men 81!! Hvis man foretager lidt sjusset hovedregning med udgangspunkt i, at der bor 13 gange så mange mennesker derovre som herhjemme, vil det altså svare til, at 6 kvinder i samme tidsrum er blevet myrdet i Danmark. På 28 uger. Jeg har ikke de konkrete tal for de hjemlige (undskyld mig, den er for lav, men alligevel!) jagtmarker, men jeg er nogenlunde sikker på, at jeg personligt for nylig har læst om i alt fald 3-4 sager. Der er sikkert også nogle, der har undgået min opmærksomhed, fordi vold og mord i hjemmet ofte ikke afstedkommer mere end et par clickbaits–og i alt fald sjældent den hæsblæsende jagt på en gerningsmand, som for medierne altid er det, der virkelig sælger aviser og holder læserne til.

Broderer man så videre på den uhyggelige statistik, svarer det til, at omkring 10-15 kvinder om året herhjemme slås ihjel af mænd. Og når jeg sådan selv sidder og ser på, hvad jeg lige har skrevet, så bliver jeg næsten helt bange. Så virker det ikke bare så svimlende højt et antal. Det virker også så svimlende forkert, så helt ude i skoven, så fortvivlende uretfærdigt og slet ikke til at forholde sig ordentligt til.

For det er altså ikke bare, når vi går der, hvor det er øde om aftnerne. Og hvorfor skulle vi i øvrigt ikke også kunne det? Det er sådan lidt en latent trussel, der hænger over os, ligegyldigt hvad vi måtte gør, og hvor vi måtte befinde os. Jeg vil nødigt male Fanden på væggen og ophøje disse statistikker til et trusselsbillede, vi som kvinder hele tiden skal forholde os til. Det kan man jo ikke leve med, og det ville, bare som en af mange årsager, på heller ingen måde være retfærdigt at udnævne ethvert hankønsvæsen til en potentiel morder. Men jeg vil samtidig klart understege, at det er fuldstændigt urimeligt, set i større samfundsperspektiv, at disse tal er så høje. Så høje, at det i den grad burde være noget, man fra adskillige officielle sider burde tage enormt seriøst og arbejde endog meget alvorligt for at nedbringe. Det er muligt, at mange af disse mord i Storbritannien sker i usle lejekaserner i Glasgow og Bradford og i derangerede, udslukte minebyer i Nordengland samt i miljøer, hvor der er udbredte misbrugsproblemer. Man kan sikkert sagtens finde paralleler herhjemme. Men, efter min mening er det på ingen måde mere forsvarbart og legitimt at myrde kvinder, fordi de er fattige, marginaliserede eller misbrugere.

Selvfølgelig er der også kvinder, der myrder mænd. Men tallene er noget anderledes. I alt fald blev jeg personligt noget opskræmt af at se disse statistikker. Faktisk så opskræmt, at jeg ligesom syntes, det var en smule tamt at “Text me when you get home”. Jeg mener: Det her, det skal vi da ikke, som køn betragtet, finde os i?

You may also like

Skriv et svar