Om influenza.

Jeg har vitterlig ikke haft influenza, siden jeg var barn. Før nu. Helt ærligt har jeg i mange år haft på fornemmelsen, at influenza udelukkende var plejehjemsrelateret, en myte eller verdens bedste undskyldning for pjæk. Selvfølgelig har jeg da oplevet nærmest lammende forkølelser med fuldstændigt stoppet rørsystem og et hoved uden fungerende indre infrastruktur, men har selvfølgelig kun meldt mig syg, hvis jeg også lige samtidigt var bagefter med lidt stileretning. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var den slags mammutforkølelser, der behændigt blev ophøjet til “influenza” blandt tilsyneladende større hypokondere eller pjækhoveder end mig. Jeg har hostet mig gennem Shakespeare, snydt min næse i Blicher, nyst min vej gennem Ved vejen og haft inderlig hovedpine over andet end bare fortvivlende lave litterære kvaliteter blandt menstruationsbindsdigtning fra 70-erne. Og jeg har—nu afsløres det!- i årevis haft såkaldt influenzaramte kolleger mistænkt for at have taget munden lidt for fuld, når de Gudhjælpemig har påstået at have haft influenza af en hel uges varighed. Hvilke hjemlige projekter, såsom maling af køkken eller måske nyt tag?, der lige har stået på influenzadagsordnen, har da nogle gange undret mig. Især fordi samme kolleger nærmest hvert år har taget deres influenzaorlov. Det var sådan lige før, man blev lidt forarget.

Så selv om jeg på ingen måde er sølvpapirshat omkring Corona, så har jeg altså været, lad os bare kalde det sådan, influenzaskeptiker, når det gælder voksne, ellers raske, mennesker. Men nu har influenzadjævlen med al sin magt og vælde ladet al min skepsis, al min mangel på tro og anderkendelse, mit forfærdelige hovmod overfor baciller, man på ingen måde bør vise arrogance overfor, lige præcis ramt mig der, hvor det gør allermest ondt. Lige midt i influenzasylten. Her ligger jeg. Totalt udmanøvreret af en skide virus. Med feber på nærmest 5. dag, hosteanfald af en størrelsesorden, der energimæssigt kunne oplyse Las Vegas, hovedpine i str. XXXXL og en ufattelig ugidelighed overfor alt andet end at binge serier på Netflix. Der kan man jo roligt blunde lidt ind imellem uden at gå glip af noget væsentligt.

I dag tror jeg dog, det går mod levesiden. Jeg har ind imellem været noget urolig for, om det overhovedet ville komme dertil. Sygdom af denne art er fuldstændigt uforeneligt med den ration af tålmodighed, der blev tildelt mig, og det er udelukkende influenzaens lammelser af nærmest alle udadvendte funktioner, der gør, at jeg ikke har slået på eller smadret noget. Det et bittert bare at måtte ligge, spild af tid, røvkedeligt og en tilstand af ikke-væren. Det er ikke, og vil aldrig blive, min spidskompetence. Nok er jeg nybegynder i influenza. Men jeg bliver aldrig rigtig god til det. Det eneste, jeg måske kan blive bedre til, er at stole mere på, at influenza nok også rammer voksne, ellers raske mennesker.

Men jeg er stadigvæk gal. Vred over, at det lort har ramt mig. Især fordi jeg temmelig klart kan kortlægge smittevejene. Nu ønsker man jo altid det allerbedste for sine børnebørn og har absolut ingen intentioner om at straffe dem for ting, de på ingen måde har gjort med vilje. Men i meget mørke feber-øjeblikke og stakåndede hosteanfald kan man da godt lege lidt med en forældrebåret hævn, der selvfølgelig ikke indebærer influenza, for så meget indestængt vrede har man dog, trods alt, ikke. Men hvis små hæmorider, hælsporer, knyster, åreknuder og stenlår ellers lod sig overføre via luften, var de da allesammen en overvejelse værd at kaste mod børn og svigerbørn. Især knysterne.

Lige nu har jeg ikke en almindelig mave. Mit indre er i stedet omdannet til et kemisk værksted, hvor ting med “cin” og “ibu” indgår særdeles interessante alliancer. Jeg kan smage syrer og baser helt op i håret, men det hjælper jo, skidtet. Jeg kan kun sige en halv sætning ad gangen, resten kvæles i host. I dag vil jeg vove mig ned i min kælder, som har været lukket land siden den dag, jeg fuldstændigt mistede vejret til kældertrappen. Da blev jeg bange, angst nærmest. Jeg har et forbrug på omtrent 15 pakker papirslommetørklæder på daglig basis, og jeg er vildt imponeret over, at så forholdsvis lille mig kan producere så meget snot på så lidt tid. Og så i de farvenuancer! Her er vi jo langt, langt fra den der kedelige gennemsigtige, lidt vandede, jeg ellers plejer at gå med. Jeg har de sidste dage sat personlig rekord i Netflixing og er lige nu fuldstændigt på omgangshøjde med både The Crown (hvor jeg ellers havde været lidt langsom i optrækket siden Winston Churchill) og endda flere serier, jeg ellers havde skrottet. Jeg er endda helt med på det der nye koreanske hitrædsel af en dårligt spillet serie, et plagiat af Hunger Games, og nægter nogensinde at se mere end det ene afsnit, jeg stred mig igennem. Hertil kommer et par andre småserier, jeg ikke gider nævne, fordi de både bedst er glemt og kun er tilladelige, hvis man virkelig har influenza.

Jeg gider ikke være syg længere. Det er ikke fair. Der er jo ingen gevinst ved mig, hvis jeg bare ligger her og laver tåbeligt ingenting. Hvis jeg nu giver en stor, dybt ment undskyldning til alle dem, jeg hidtil måske lidt har haft mistænkt for at have noget lidt andet, når de sagde, de havde influenza, er det så ikke i orden? For jeg mener det virkelig. Jeg tog fejl. Forfærdeligt fejl. Det er jo røven af livskvalitet at ligge her og hoste grønt snot i spandevis, svede syg sved i litervis, drive frådende kemiske værker i sin egen mave, have hovedpine i en størrelsesorden, jeg ikke anede eksisterede, streame sekundaserier i kilometervis uden at få andet end en flad oplevelse, samt, i klare øjeblikke, begynde at overveje en smule hævn overfor de voksne, der lod en træde ind i smittehelvedet. Alt, hvad jeg ellers har skullet, er gået i absolut stå. På grund af sådan en skide influenza. En reel, virkelig, forbandet, lorte influenza.

You may also like

Skriv et svar