Om smitteopsporing.

Det fremgår med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste, der har fået en ubehagelig overdosis af al den opsamlede dårligdom gennem de sidste næsten 2 år. Hvorhen jeg vender mig, hvem end jeg taler/skriver/ringer/mailer med, så har man enten selv været gennem torturen eller kender minimum et større antal nært beslægtede, der har. Fælles for de fleste reaktioner er også en ny trend: Der er blevet meget væsentligt at smitteopspore sig selv. Hvor kom det fra? HVEM? Influenza er ved at udvikle sig til en ny genre under Whodunnit, og vi vil givetvis se et pænt flow af nye romaner, der bare føler tidens trend. Den store influenzasmitter? Virussen, der dræbte? Hvem smittede Roger Akroyd? Tom Ripley og RS?

Førhen var der aldrig en kæft–i alt fald ikke mig!–der bekymrede sig det fjerneste om, hvor snottet kom fra. Man gik vel ud fra, det bare hang i luften som en form for ubestridelig konstant, ikke “ejet” af nogen, og fik man det, var det bare forbandet ærgerligt. Men da ikke noget personligt. Det var ingen, der lavede stamtræer på deres eget snot–man accepterede bare, at man en tid var den nuværende ejer. Omvendt var man vel heller ikke specifikt påpasselig omkring ikke at lade sine dårligdomme nedarve til andre. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men personligt mindes jeg altså ikke at have sprittet hænder ved enhver given lejlighed, før sidste år. Måske var vi oversvin der, hvor jeg kommer fra, men vi overlevede, og vi tog vores baciller i strakt arm som en uundgåelig del af vores tilværelse. Og aldrig bekymrede vi os det fjerneste om, hvem de kom fra. Kæft: vi var jo inderligt ligeglade.

Og så alligevel ikke. For som barn var der undtagelser. Nemlig, når man som klart mindreårig blev slæbt med til mødreparties med sutteslikning. Det var sådan noget med, at optrådte en sjælden børnesygdom pludseligt i nabolaget, eller passede dens fremdukning med familiens kalender, så blev man skippet af til sutteslikning. En særdeles effektiv måde både at tøjle, overstå og lave lidt logistik på de sygdomme, vi alligevel skulle igennem. Det var dog i den forbindelse, mødrene sagde tak—altså tak for smitteforsøg til hende, der ejede det barn, hvis sut man skulle slikke på. Ikke som de møgfald, der langes ud i dag. Næh, man lærte at påskønne sine røde hunde!

For med coronaen blev vi pludseligt opmærksomme på, at smitte altså ikke bare hænger og dalrer i luften. Der skal ligesom nogen til at bære den derud/derind. Og den, der gør sådan noget, er uansvarlig. Man forventes at være et så seriøst og fornuftigt, ansvarligt menneske, at man kan overlades til at forvalte sine egne bakterier. Og er man ikke, kan selve staten komme efter en. Folk, der ikke engang kan administrere deres egne vira og omgås dem med total mangel på andægtighed og, som det så smukt hedder, samfundssind, har selv sat sig ind som skydeskiver i samfundets Pacman, hvor man altså godt kan forvente sig en helt legal shitstorm, hvis man bringer sit snot til offentlig torvs.

Vi har nemlig lært, at hvis vi arver noget lort, så skal vi straks finde ud af, hvor det kommer fra. Mht. corona er det selvfølgelig væsentligt–det er slet ikke her, jeg er ude med riven. Men mht. alt det andet, der lige nu florerer som bananfluer i halvrådne grøntsager, er det vel rimeligt uvæsentligt. I alt fald på en form for sundhedsplan. Den eneste grund til, at vi så ivrigt smitteopsporer, er, efter min mening, at det er det eneste legale sted at vende vreden hen. Det er forbandet surt at få alle de vira, som i deres dvaleperiode ligesom har fordoblet enhver form for styrke, modbydelighed og snotakkumulation, og så er man altså nødt til at finde en at lade modbydelighederne gå ud over. En at kaste snot efter. En at bombardere med sin elendighed. En at bebrejde for alle comadagene i hostehelvedet.

Det var derfor, jeg selv kastede et par pinefulde hæmorider, en velplaceret knyst og en evindelig hælspore efter dem, som mit eget detektivarbejde førte mig frem til som syndere. Storsyndere: de vovede at smitte mig. Tog overhovedet ikke deres ansvar som bacilleforvaltere halvt så seriøst, som man post-corona har lært, at man skal.

Jeg tænker: Hvad skal det dog blive til? Vi står jo med noget, der potentielt kan udmønte i borgerkrige og familiestridigheder uden løsninger. Her kan vi, i stedet for at lave stamtræer over alle onklerne og de fjerne fætre femten generationer tilbage, koncentrere os om udvidede smitteatlas med specifik udpegning af ansvarsløse influenzabærere. Vi kan kaste snot efter hinanden, bevidst hoste på irriterende fjender og nogle gange endda være stolte, når det er lykkedes os at ramme netop de politikere, der allermest fortjener en hysterisk influenza i dagevis. Måske sender vi endda snotomvundet visitkort med, så de ved, det var os!

Måske var det bare lettere at forsøge at gå tilbage til dengang, smitten ikke var ejet af nogen og hang i luften, hvor den tilfældigt kastede sig over de, der kom forbi? Glemme, at smittebæring er person til person af den simple grund, at det jo er fuldstændigt uvæsentligt whodunnit. Det bliver man jo ikke selv rask af. Og med hensyn til åreknuderne, knysterne, hælsporerne og hæmoriderne, så er der da heldigvis garanti for, at de fleste nok på et tidspunkt alligevel bliver ramt af et af onderne. Helt uden at man selv aktivt gør noget. Hvis det er den eneste trøst, der er i dette, så er det vel bare, sådan, det er! Og var!

You may also like

Skriv et svar