Om selvbiografier.

Min hånd nægtede at sætte kryds i kategorien Litteratur. Jeg beklager. Det er, ret ofte i øvrigt, som om 6 års litteraturstudier og en tilbundsgående uddannelse indenfor området tillader mig at vide bare en smule om det. Som tømreren om husbyggeri og lægen om sygdomme. Førstnævnte ved også godt, om der er tale om kvalitet. Det er han/hun nemlig uddannet til. Og i min optik er der simpelthen grænser for, hvad man kan tillade sig at kalde litteratur. Ligesom man heller ikke kalder dårligt byggede skure for huse.

Anyway, så er vi her i efteråret rendt ind i en viritabel lavine af selvbiografier. Det er som om, alle må have en. Der er ingen, på en skala fra 1-10 i (semi)kendthed, der ikke lige skal have smadret en livshistorie sammen. Intet er for småt, intet er for uinteressant, og kan man “dele” (det er vildt in at “dele”) nogle hidtil ukendte hemmeligheder, gerne saftige, så er lykken gjort. Har man allerede delt sine såkaldte hemmeligheder en gang, er det fuldstændigt ligegyldigt, for man gør det bare igen. Gerne med hjælp af en journalistisk ghostwriter. Sådan en hyrer man, hvis man selv synes, man er vanvittigt interessant, men desværre bare ikke har det fjerneste begreb om at skrive. Det sidste kunne man måske henføre til, at der ligesom er en større mening med, at nogle folk altså bliver forfattere, fordi de er virkelig gode til at skrive, mens andre nok er bedre til andre ting.

Så vi bliver overfaldet fra alle sider af (semi)kendisser, der alle forfærdeligt gerne vil delagtiggøre os i deres liv. Før i tiden var det dog, trods alt, sådan, at man skulle have nået en moden alder, før der var stof nok at skrive om–liv nok, der var levet–men sådan er det ikke mere. Det er som om, at jo tidligere, man kan komme i gang med at fortælle om sig selv, desto flere bøger om samme vanvittigt interessante emne kan man jo nå at skrive. Hele 25-binds erindringsværker, hvis man bare bliver gammel nok.

Der er ingen tvivl om, at vi alle har det der narcissistiske strøg, der siger, at vi er verdens mest interessante person. I alt fald for os selv. Derudover er jeg da også ret sikker på, man kan tjene penge på at udgive bøger med udbredt navlepilleri. Der må jo være nogen, der køber dem. Ellers ville ingen vel udgive dem. Selv om det altså efterhånden er blevet sådan indenfor forlagsverdenen, at adskillige forlag lever af håbefulde “forfattere”, der selv betaler hele gildet, fordi de bare MÅ ud. Tro ikke, at Gyldendal sponserer andet end navlepilleri fra de allermest eksklusive og ikoniske navler.

Men det, der undrer mig, er, hvem i alverden det dog er, der køber de bøger. Og hvad der får dem til det. Det er som om, følgerkulturen fra de sociale medier nu kan omveksles i solgte eksemplarer. Som om nogle mennesker primært lever andres liv og ser disse (semi)kendisser som real-life venner og bekendte, de nærmest har en ret til at følge helt ind i den inderste intimitet. Som om livet er noget, der skal leves gennem andre, oplevelserne nogle, som andre skal have, og selve det at være til og rent faktisk have noget at tale om primært handler om at være på soveværelsesniveau med idolerne. Personligt har jeg bare så inderligt svært ved at se, at det overhovedet er interessant. Jeg overfaldes for tiden i medierne af et ringvrag fra havnekvarteret, der har stukket en rivalinde i maven med fuldt overlæg, nogle svømmere, der driller hinanden, en tidligere politiker på ansigts-krakkeleringskurs, der pludselig i bagklogskab er blevet feminist, en datter af selve indbegrebet af dansk sølvbryllupshygge, der engang blev slikket af en borgmester i øret og mange, mange andre, der bare MÅ ud med deres historier. Og helt ærligt: Hvad rager det egentlig mig?

Det er uhyggeligt sigende om et samfund, at mediernes opmærksomhed fokuserer på alle disse udgivelser fra (semi)kendissernes hemmeligheds-morads, mens man de fleste steder skal lede virkelig grundigt for at se omtale af rigtig litteratur af dygtige, velskrivende forfattere. Det er en overfladisk pop-kultur, der desværre i manges øjne ser ud til at være litteratur og en form for kunst. Dette er ikke elitesnobberi. Det er simpelthen er konstatering af, at vi er ved at blive oversvømmet af en flodbølge af ret intetsigende, såkaldte selvbiografier, der i den grad er med til at stemple os som samfund ved at fortælle, hvor vores hovedinteresser ligger. Nemlig der, hvor der er ret tomt og øde. Hvor det bliver vigtigere at kende til realitystjernernes hemmeligheder end at forholde sig til ting, der rent faktisk er betydningsfulde og væsentlige.

I 70-erne havde vi også sådan en bølge af menstruationsbindsdigtere, der skrev såkaldt bekendelseslitteratur. Det gik heldigvis over igen. Nu ligger det så i tidsånden igen. Og lad da for Guds skyld alle de håbefulde selvbiografister komme af med alle deres hemmeligheder til fryd for følgerne. Det er jo alligevel dem, der betaler gildet. Men det KAN da godt undre mig, at den slags bøger sælger. Måske skulle man prøve? Der kan vel godt stampes et par eksotiske hemmeligheder op fra mørket. Problemet er nok mest, at selve udgivelsen givetvis bliver på egen regning og helt sikkert ikke på Gyldendal.

You may also like

Skriv et svar