Om et godt ord.

For et stykke tid siden havde jeg, uden selv at vide det, en gæst med på en af mine ture rundt i Nordvest, som var medlem af Turistførerforeningen. Åbenbart blev hun så begejstret, at hun måtte have sine med-turistførere med ud på samme tur, så for en 3 ugers tid siden havde jeg et event udelukkende for medlemmer af den forening. Om for at det ikke skal være løgn, så har de faktisk booket mig igen til om et par uger.

Det er selvfølgelig den største ros, man kan opnå indenfor faget. At blive anderkendt af sine egne. Selv om en to timers tur med en flok professionelle, såkaldt turistførere, nok kan fremkalde såvel angstsved som ihærdige forberedelser. Det er som at undervise en flok gymnasielærere. Her findes der også eksemplarer, der udelukkende fokuserer på, om man nu siger noget forkert og–endnu mere–ikke nævner noget, som de i alt fald godt ved. I visse kredse findes der ikke noget mere selvafstivende end at vide mere end andre. Og at gøre hele selskaber kraftigt opmærksom på, at man gør det.

Men de var nu søde. Og vildt interesserede. Tilbage står jeg bare med et lille smil over det der så sødt gammeldags og dog så inderligt sigende ord: turistfører. Det hedder ikke guide. Man er turistfører. Faktisk er det en hel uddannelse på bachelorniveau, som kan tages på RUC, og det er da imponerende, at det, så mange af os individuelt har lært os selv, faktisk er en akademisk uddannelse.

Men tilbage til ordet! Jeg ser sådan et billede, hvor “at føre” bliver centralt. Man fører folk rundt, man tager dem ved hånden, man fører an i førelse gennem noget. Man guider ikke bare og peger mod alle verdenshjørner med tonsvis af informationer. Nej, man fører folk med. Går foran i det, der skal være en fælles oplevelse. Det er da sødt. I grunden meget, meget mere tiltalende at bare at guide. Hvor ordet i øvrigt også både eksisterer som navneord og udsagnsord. En guide kan jo være alt fra en simpelt skrevet pjece, over en længere rejsebeskrivelse til en faktisk person.

Og i København har de altså en forening med adskillige hundrede medlemmer, som lever af at føre folk rundt. De kan næsten alt indenfor føring, historisk og geografisk, og dækker tilsammen en stor portion af samtlige verdens sprog til formidling. Selvfølgelig er der et væld af pensionerede lærere og folk, der har andre formidlingsbaserede uddannelser, men det er en broget flok, der kan føre folk ud i nærmest alt det, de gerne vil føres ud i. I udlandet er det særdeles brugt, at man hyrer en turistfører, når man er på fremmed territorium og gerne vil vide noget om det, mens vi danskere er noget tilbageholdne og ofte fejlagtigt mener, at det kan vi da klare selv. Det kan vi selvfølgelig også. Vi får så bare kun halvdelen af de væsentlige informationer og gode historier med. Så med det vil jeg da lige slå et slag for at hyre sådan en turistfører–det er en gevinst for ens ferie.

Og så er der det med det evindeligt engelske. Guide. Når vi nu har sådan et flot ord på dansk: turistfører. Man fristes da næsten endnu mere til at engagere sådan en end bare en almindelig guide. Hvem vil ikke hellere føres end guides?

You may also like

Skriv et svar