Om parfumer.

Forklaring på det noget alternative billede skal nok komme!

Jeg har haft mange parfumeperioder i mit liv, altså duftmæssige forskelligheder, og i tilbageblik ( det hedder vel tilbagelugt) har der decideret også været nogle, hvor jeg har været håbløst fejlcastet udi kunstig kropsduft. Som nu i min tidlige ungdom, hvor jeg sværmede for Anäis, Anäis, som dengang var uhyre populær, men som ved tilbagelugt udelukkende giver associationer til bordel og purpurrøde fløjlslampeskærme. Eller alle de der oversunde fra Matas, som i sidste ende primært lugtede af kropssved, fordi de var så klimavenlige, at de faktisk var parfumer uden lugt. De sidste mange år har jeg svoret til Weekend. Eneste problem med den er, at den er ved at udgå. Det er sådan set også stort nok. Problem altså.

Men det er slet ikke mig, det her skal handle om. For på hjemmebane er jeg duftmæssigt i en evig konkurrence med det lokale dyr. Som, akkurat ligesom rigtigt mange kvinder, heller ikke mener, at hans egen kropsduft ligesom er nok i sig selv. På det basale punkt er vi dog uenige, ham og mig. Jeg synes, lugten af hund i sig selv er fuldt tilstrækkelig. Hertil kommer, at lugten af våd hund (eller hund, der har været ude om vinteren) sådan nærmest er mere tilstrækkelig end bare tilstrækkelig.

Heri er hunden uenig. Han er tilsyneladende ikke synderligt tilfreds med sig selv, lider af en form for duftmæssigt mindreværd, der gør, at han aktivt arbejder på at forbedre sin egen lille duftzone. Man må lade ham, at han ikke bare lader stå til. Han arbejder intensivt for sagen.

Efter at have delt hus med ham i 4 år, har jeg efterhånden luret hans præferencer. Temmeligt afdøde, andre dyr er OK. OK som i sådan en form for hverdagsparfume. Ikke til, når det hele skal være lidt festligt. Så skal der mere til. Temmeligt afdøde, andre dyr har også en form for indbygget scoringsskala. Altså i forhold til, hvor gode de er parfumemæssigt. Det er meget enkelt. Jo mere afdøde, de er, desto bedre. Kan man se sit snit til at rulle sig indgående i en død, overkørt, fladmast, tidligere solsort, er lykken sikret mange dage ud i fremtiden.

Men når der skal være lidt fest i gaden (og pelsen) er den ultimative topscorer helt uden konkurrence en god, gerne frisklavet, godt cremet kokasse. Der er simpelthen intet som sådan en. Ikke blot dufter den tilsyneladende ualmindeligt lækkert, men den har også den lorteklare fordel og kvalitet, at den kan mases ind på steder, hvor fladmaste solsorter end ikke har en chance. Sådan en kan man ikke blot få helt ind til huden. Man kan også få hvert eneste hår maseret ind i den. Man kan faktisk forvandle hele sit retrieverlyse selv til en broget blanding af fedtede, lortebrune hår med et hoved, hvor ingen mere kan se snuden, fordi falder i med resten af hovedet rent farvemæssigt. Med bare en smule tålmodighed ( og gerne også en smule solskin) kan man få kokasse til at tørre og hænge uløseligt fast på tissemand og hale. Og især halen er god. Med den kan man nemlig feje hen over småborde, stole, sofaer og senge og totalt indiskret aflægge lidt af den saliggørende parfume, man med flid og udholdenhed har tilegnet sig på en vanvittigt god mark.

Selvfølgelig ER det noget mere besværligt for dyret at få parfume på. For mig er det jo bare at presse lidt på en flacon. Han, derimod, må rulle sig virkelig–og jeg mener virkelig– grundigt og indgående i sin. Starte med en 10-20 gange på ryggen og dernæst, med en noget forkvaklet manøvre, der ser en smule morsom ud ( men ikke er det!) forsøge at få det op på maven. Det er sådan noget med at sprede alle fire ben ud til siden og så kure sammenbidt igennem lorten. Fra begge sider.

Der er en ting, der altid har gjort en smule ondt på mig. Det er, når han lige har færdiggjort sit parfumeprojekt. (Som jo altid sker, når han er 50 meter foran en på steder, hvor han må løbe løs.) Så står han der og er selve dyrenes konge. Udtrykker en stolthed så stor, at det næsten kan mærkes på en selv. Viser, at det er HAM, der er overhunden, charmetrolden, he-hunden, score-hunden, den uovervindelige på den allerbedste hårdag nogensinde. Og så kommer overmokken her og spolerer det hele. I al sin menneskelige ufølsomhed og ulugtsomhed overfor verdens bedste parfume, lige det sekund, hvor man aldrig har været mere lækker og attraktiv, SKÆLDER HUN UD!

Jeg ved ikke, om andre end mig har været i den situation, hvor de har måttet bedømme, hvor længe en kokasse lugter. Jeg vil tilføje, at man nok skal være hundeejer for overhovedet at gå ind i den slags kalkulationer. Hvem står ellers lige med det problem? Jeg kan svare rimeligt nøjagtigt, og det er LÆNGE. Og kokasser kan hverken overdøves af Anäis, Anäis, ( hvem gider også have en hund, der render rundt og lugter af bordel?) eller de sunde fra Matas. Jeg har prøvet.

Så lige nu har jeg så en hund, der går rundt og lugter af den billigste silikoneshampoo fra et forlængst hedengangent hotel, hvor jeg i sin tid kom til at tro, den var min. Det er ikke optimalt, men det er bedre end kolort. Og jeg ved skam godt, at man ikke vasker hunde i det, som nogen tror er menneskeshampoo. Jeg er fløjtende ligeglad. Selv om han på ingen mulig måde ser ud, som han gør efter en gang kokasse-wellness, altså sådan stolt og Scorekaj-agtig ( han virker sgu` ærligt alt lidt flov!), så skælder jeg da i det mindste ikke ud.

Og jeg har sagt (nej, prædiket!), at hvis hans form for kropsmanicure gentager sig, så dømmes han til for evigt at lugte af hotelsilikone.

Og hvis han er rigtig, rigtig sød og holder sig fra de lortekasser, så kan det være, han en dag må låne lidt af min Weekend.

 

 

Continue Reading

Om apoteker.

Det er ikke så ofte, jeg er på apoteket. Heldigvis er jeg der også oftest i forbindelse med håndkøb af forskellige præparater, som ikke nødvendigvis behøver at være medicin. Til gengæld bruger jeg længere og længere tid derinde, NÅR jeg endelig er der. Det er ved at drive mig til vanvid.

Over de seneste år har apotekerne nemlig amerikaniseret deres ekspeditioner helt ud i det næsten absurde. For det tager jo immervæk tid at gardere sig mod, at almindelige, fornuftige mennesker overdoserer på Pamolerne, smører sig til hudløshed i kopatsalven eller snyder sig til illegale sus på nikotintyggegummiet. Enhver apoteksansat er nøje instrueret i at bruge så megen pædagogisk tid på enhver kunde, at i alt fald hans/hendes ansættelsessted ikke løber ind i ubehagelige krav eller bebrejdelser fra kunder. Der er i alt fald ingen, der vil kunne påstå, at man ikke selv er ude om det, hvis man uforvarende kommer til at skylle en Pamol for meget ned til hovedpinen.

Faktisk føler jeg mig oftest noget nær voldtaget og overgrebet af sikkerhedsforanstaltninger, når jeg skal ud og anskaffe denne, tilsyneladende vildt farlige, håndkøbsmedicin. Jeg kunne med lethed acceptere, at ekspedienten venligt spurgte mig, om jeg vidste, hvordan man indtager Pamol–samt hvor mange. Så kunne jeg jo bare svare ja, forlade apoteket og bagefter gøre, hvad jeg altid har gjort. Men så nemt er det slet ikke. Jeg skal i stedet stå skoleret under et flere minutters langt foredrag om Pamoler–og især hvad man IKKE gør med Pamoler i sin besiddelse. Altså alt imens jeg næsten føler en form for skyldfølelse, fordi ekspedienten enten ser mig som yderst potentiel Pamol-selvmorder, eller jeg på en prik ligner en, der aldrig nogensinde, virkelig nogensinde i hele sit 62-årige liv har været indenfor rækkevidden af en hovedpinepille.

Forleden var jeg nede for at købe nikotintyggegummi, fordi jeg skal ud at flyve langt. Det er ikke bare sådan noget, man lige gør. Selv om jeg velforberedt beder om den mindste og billigste pakke, så skal jeg tilsyneladende i krydsforhør først. Hvor meget ryger du? Skal du have 2 eller 4 gram? Hvilken smag ønsker du? Ved du godt, hvordan man bruger det? Når jeg så, temmelig utålmodigt, gentager, at jeg skal have den mindste og billigste pakke ( hvor svært kan det lige være?), så starter vi forfra igen, og da jeg omsider får den vristet fra hende, må jeg stå skoleret endnu et par minutter til et længere foredrag om ikke at tygge dem som tyggegummi, men nøje opbevare dem  i munden etc., etc. Og da jeg er færdig, sender hun mig sådan et blik, der signalerer totalt tabt for frelse. Samt lydhørhed.

Der var også Imolopen, som krævede noget nær en mundtlig afhandling på adskillige sider. Den kunne hun snildt have undgået ved at spørge mig, om jeg nogensinde, virkelig nogensinde før i mit 62-årige, relativt berejste liv, havde haft feriemave. Men nej. At få udleveret en så snigende gift som dette præparat kræver enorm vejledning. Man må skam tage sine skidepiller alvorligt. Må man.

Til sidst, da vi nåede til midlet mod forkølelsessår, var jeg det sådan lige før, det var nok. Derfor startede jeg med venligt at spørge hende, om hun på stående fod ville have en længere udredning omkring progressionen af forkølelsesår på mine læber gennem mit voksenliv (jeg sparede barndommen ud, fordi jeg også havde ærinder andre steder), hvilket hun lidt undrende afslog. Det afholdt hende dog ikke fra at gennemgå smøringer af yderlæber ganske tilbundsgående. Hvorefter jeg slog bak, gik i akut kontrærmode og bedyrede hende, at selv om tallet for daglige smøringer var det magiske 5, så kunne hun være noget så forbandet sikker på, at jeg F….  mindst ville gøre det 15. Eller mere. Og at jeg i øvrigt ville sagsøge hende, hendes apotek, hele apotekerstanden og samtlige medicinalfirmaer med, hvis jeg tabte mine læber på den konto. Det sidste sagde jeg så bare lidt stille og hvislende helt inde i mig selv.

Jeg bryder mig ikke om at blive reduceret til et åndsevenemæssigt uformående barn, når jeg er på apoteket. Til en medicinmæssig imbecil, fordi jeg skal købe håndkøbsmedicin. Det er, efter min mening, forfærdeligt væsentligt, at apotekerne tilbyder vejledning i enhver form for medicin–og især den receptpligtige. Og lad os så lige lade den receptpligtige ligge denne gang, for det er IKKE den, dette drejer sig om! Her gælder, selvfølgelig, andre regler. Men, som det forholder sig i de fleste af livets forhold, så vil jeg gerne selv have lov til at anmode om vejledning til håndkøbsmedicin, fordi jeg synes, jeg mangler den. Ikke få den presset ned over hovedet som alenlange foredrag om ting, der for mig, i min alder, er store selvfølgeligheder. Jeg vil have lov til at sige: Ja, jeg er fuldt bevidst om, hvordan man anvender hovedpinepiller, skidepiller, forkølelsessårssalve og nikotintyggegummi. Det behøver du ikke at skovle ned i halsen på mig endnu engang. Og hvis jeg endelig havde intentioner om at misbruge disse farlige stoffer, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at dine lange foredrag hverken gør fra eller til.

Jeg synes, apotekerne skal prøve at genvinde respekten for deres håndkøbskunder og overkomme deres angst for amerikanske tilstande. De vil jo også få meget mere tid til de andre kunder, der har behov for vejledning til andre former for medicin. Det kræver bare det lille spørgsmål: Ved du, hvordan du bruger det? Og når man så har svaret ja, så kan man da vel for helvede få lidt fred.

Continue Reading

Hør lige her, PostNord!

Onsdag i sidste uge bestilte jeg alt dette tøj hos Seasalt i Cornwall på den yderste vestlige spids af Sydengland. Jeg betalte omkring 70 kroner for fragten. For ca. en time siden blev det leveret ved min dør. Det er beundringsværdigt hurtigt. Og billigt! Det var der nogen, der kunne lære en forfærdelig masse af, for det er gået væsentligt hurtigere, end det tager for et almindeligt brev at komme frem til nabobyen. Tilmed er prisen pr. kilometer i en helt, helt anden skala.

I øvrigt bevæger Seasalt sig udelukkende indenfor økologisk bomuld og laver den slags tøj, man for alvor har lyst til at bo i. Samt sove i om natten, for der faldt heldigvis også en beskibet pyjamas min vej. Nej, hvor skal jeg da bare ud at prinsesse mig i alle de kjoler…..

Jeg har tidligere skrevet om firmaet, ( se andet indlæg) men må da hellere lige nævne, at de for tiden har et overvældende godt udsalg. Samt at de gerne sender. Hurtigt, effektivt og billigt!

Continue Reading

Om en skræmmende funktion.

Jeg fandt–efter at have haft en ipad et godt stykke tid–for ikke så længe siden en vildt skræmmende funktion på den. Sådan en af den slags, man bare sådan håber, man aldrig nogensinde havde fundet. Eller som kan gå i sig selv igen. Blive deletet fra både hjerne og padde. Men det er nu engang sådan, at når man støder ind i den slags, så bliver reptilhjernen så fascineret, at Kloge-Åge lige så godt kan stå af. Det er som at have et stort hul i en tand, hvor tungen kører rundt hele tiden. Man kan lige så godt lade være at lade være. Og måske er der en mening med det. Altså med, at man ikke kan lade være.

Det, jeg fandt, var målinger i tid på, hvor meget jeg bruger min padde. Både på daglig basis og på ugentlig. Med fine stolper og grafer, der nok primært er tænkt som grafisk illustration, men som i min optik kommer til at stå som store, vældige skamstøtter over, hvor meget tid jeg bruger derinde i cyberspace.

Da jeg først opdagede shitfunktionen, nægtede jeg at tro den. Jeg var overbevist om, at min padde på en eller anden måde var blevet fornærmet på mig og derfor havde fundet en smart måde at gøre gengæld på. At dens eneste dagsorden var at tage røven på mig og bilde mig ting ind. At sidde derinde i sin lille metalskal og hyggegnægge på metalsk, mens den tog sig til tastaturet over, HVOR meget tid, idioten mig virkelig brugte på tumbeting. Og at den så, ganske smart, fordoblede realtiden, fordi overdrivelser fremmer forståelsen, således at jeg klart måtte kunne indse, at nok var nok. Og de tal, den ondskabsfuldt stangede ud, bare var sindssygt, alt for meget nok. Også selv om den havde rettet på dem og gjort dem så store, at jeg blev vildt chokeret over mig selv. Selv en tiendedel havde jo været nok. Det er det, jeg er sikker på, den vidste.

For hvordan i alverden har jeg brugt 18 timer og temmelig mange minutter på en uge på noget, der nærmest er ingenting? Derudover kan min allestedsnærværende padde også med pinlig nøjagtighed fortælle mig, hvilke sider jeg indenfor en uge har brugt det meste af et helt døgn på at lave ingenting på. Jeg må være landets mest ivrige abonnent på Ekstra Bladet og BT, selv om jeg slet ikke synes, jeg læser dem. Der er nok heller ingen, der farer rundt inde på DBA og Trendsales med en hyppighed og længde som mig, selv om jeg da vist kun er der, når jeg skal sælge noget. Min bank må formodes at sende mig en kæmpebuket som tak for at være deres mest ivrige kunde nogensinde, og samtlige danske aviser kan være helt sikre på, at jeg nok skal bruge timevis inde i dem. Og så vil jeg slet ikke komme sådan for alvor ind på, hvor meget tid jeg er derude på Facebook. Jeg er sikker på, min padde foragter Facebook, for den har i alt fald givet mig nogle så astronomiske tal for min gang og færden, at det udelukkende må være for at skræmme mig. Jeg har fortalt den, at det er fordi, jeg har en masse rejsegrupper derinde, som jeg er nødt til at passe, men det er den fuldstændigt kold overfor. Den mener ikke, at den slags kan modregnes, fordi det er nødvendigt og derfor skal tælle som ingenting.

Da jeg så havde overstået–men ikke overvundet–det første chok over mig selv, så begyndte der at gå en form for sport i det hele. For det første var jeg jo nødt til at opklare, om min padde virkelig løj, overdrev og snød mig. Så jeg begyndte skam at måle realtiden på et ur med sekundviser for at se, hvor den mon snød. Det var dengang, jeg så det som en mission at få skovlen under sådan en møgpadde. Vise den, hvem der er mennesket og den fornuftigste. Der var bare det, at det gør den ikke. Lyver og snyder, altså! Den er faktisk ret præcis med sekunderne. Er den.

Dernæst måtte jeg så finde en anden konkurrence at slå den i, så jeg bestemte mig for at minimere min tid helt vildt. Nå ned på et acceptabelt ugentlig niveau, som hverken den eller jeg burde skamme os over. På en eller anden måde syntes jeg så, det var bare en lille smule snyd at bruge pc-en istedet. Jeg mener, så er vi vel ude i pest eller kolera, og i alt fald ikke kommet et skridt videre. Problemet var så bare–og nu bliver det så virkelig kompliceret at forklare–at for at konstatere, at min ugentlige shittid gik ned, var jeg jo nødt til at åbne padden og gå ind på møgfunktionen og tjekke—og det i sig selv lagde jo tid til. Så et var lige før–men KUN lige før!–jeg indgik i et virkelig vanskeligt regnskab med min padde, hvor den tid, den opregnede for mig, skulle modregnes med de minutter, jeg havde brugt til at konstatere, hvordan den regnede, og om tiden gik ned. Forstået????

Nu er jeg så der, hvor jeg er i en begyndende taknemmelighedsfase overfor min padde. Jeg har nemlig vendt det hele til, at jeg tror, den vil mig det godt. At det er for min egen skyld, at den vil have mig til at indse, at jeg bruger monumentalt alt for meget tid på ingenting og tåbeligheder. Hvis den har snydt med regnskabet, er det udelukkende ud fra et vildt sødt hensyn til mig, der skal lære, at der er andet i verden end det, der er inde i sådan en padde. Virkeligheden, f.eks. Så måske var det udelukkende for at frelse mig, at den lod mig finde den der enormt skræmmende funktion?

Jeg er nu nede på under 15 timer om ugen. Det er stadig vildt skræmmende, men det går nedad….

Continue Reading

Så er det store indskydnings-mareridt gået i luften.

Lad det være sagt med det samme: Jeg nyder et flot, farverigt, funklende og velaffyret fyrværkeri. Det er smukt, det er effektfuldt, og det er frem for alt festligt og som regel et superflot show.

MEN: Fra i går er alle vi knaldforskrækkede gået ind i årets uge med totalt anarki og lovløshed på fyrværkeriområdet. Vi er jaget vildt på andres ofte åndsforladte præmisser, og som fyrværkerilovgivningen og fyrværkerinormerne ser ud her i landet, er det vores fornuft, der må underlægge sig andres tåbeligheder.

Jeg mener: Man skal vel have jagttegn for at gå på jagt og kørekort for at køre bil. For nu bare at nævne et par simple almindeligheder. Men omgang med krudt og sprængstoffer kræver netop denne uge intet andet end den fornødne økonomi for at kunne investere i noget sådant. I Danmark er det fuldt acceptabelt, at ofte meget berusede personer fuldt legalt kan lege med sprængstoffer–ofte i tæt overværelse af deres børn. Enhver kan frit erhverve sig den ønskede portion krudt til almindelig affyrelse (og gene) i haver, på fortove, og hvor det nu passer enhver lige at sprænge en smule. Den eneste brydelige regel, der nødtørftigt er stillet op, er, at man anbefales at anvende beskyttelsesbriller. Beskyttelsesbriller, my ass! Hvor mange unge fyre med lommerne fulde af krudt, maven fuld af alkohol og hovedet tomt for tankevirksomhed har nogen nogensinde set iklædt beskyttelsesbriller? Og hvad med resten af kroppen?

Det er et faktum, at der sker utallige ulykker med fyrværkeri hvert eneste år i disse dage. Nytårsmorgen tæller vi på landsplan øjenskader og sammenligner antallet med de forudgående år, så vi kan bedømme, om det har været et godt eller skidt år for nationens øjenbestand. I stedet for at gøre noget fornuftigt for totalt at undgå disse skader. F.eks. ved som hovedpræmis at have, at vi simpelthen ikke accepterer, at de sker overhovedet.

Jeg forstår ikke, at der synes at være en almen accept af, at dette vanvid foregår år efter år. Især ikke, når vi med ganske få, ikke specifikt svære, forholdsregler kunne komme en del af såvel skaderne som terrorren til livs. Hvorfor laver vi ikke en regel om, at udelukkende trænede fyrværkere har lov at skyde af? Det svarer vel jævnt hen til, at udelukkende folk med jagttegn har lov til at gå på jagt? Så kunne alle de/vi andre amatører indbetale beløb til en fælles kasse, som så kunne anvendes til affyrelse af et professionelt, flot, farverigt og festligt megashow for hele byer, landsbyer eller områder på steder, hvor sikkerheden, udsynet og tilgængeligheden var optimal. Så ville sådan nogle som mig have mulighed for at gå derhen og se et fint show uden at være bange for at få en beruset raket skudt af lige op i øjet. Og alle de andre øjne ville givetvis gå ud af nytåret uden årets skader. Hvem er det lige, der har stor glæde af at fyre 5 forkølede og berusede raketter af i baghaven, når alternativet kan være et forrygende, professionelt show?

Lige nu bor jeg også sammen med en stresset, terroriseret hund. Han er rystende angst for alle de pludselige lyde og de uvarslede lysglimt. Selvfølgelig er det værst for ham selv, men hans nytårstraumer har bestemt også stor indflydelse på vores såvel livs- som søvnkvalitet. Enhver raket eller kineser skal ledsages af enten gøen eller piben, tilført en stor mængde vandren hvileløst rundt. Jeg kan uendeligt godt forstå ham. Fyrværkeri udført af lallende amatører er heller ikke min kop krudt. Ulig ham er jeg dog bevidst om, hvad det er, jeg frygter. Jeg frygter nemlig selve amatørismen, det rablende, ofte berusede vanvid og den fuldstændige mangel på forståelse af, hvad man har med at gøre. Samt det ovenud tåbelige i, at vores land tillader, at enhver–virkelig enhver!–den næste uge er i sin fulde ret til at omgås krudt og sprængstoffer på præcis den måde (eller totale mangel på måde!), enhver nu synes, han/hun vil.

Det er idioti. Idioti ud over alle grænser!

Continue Reading

…og hun er så ung, og så yndig ser hun ud!

For nu bare at tage den lokale–i øvrigt ikke specielt gode–digter: Edward Lembcke.

Vort modersmål er dejligt,

det har så mild en klang.

Hvormed skal jeg dog ligne og prise det i sang.

En højbåren jomfru, en ædel kongebrud

..og hun er så ung og så yndig ser hun ud!

 

Det vil jeg bare ikke synge! Hvorfor kan vores modersmål ikke inkludere alle os gamle, der hverken er gift med konger, ser yndige ud eller er jomfruer? Skidt med metaforer–her tolker vi bogstaveligt og fundamentalistisk. Hvad der står, det står der, og her skal ikke tolkes!

Jeg er dog samtidig ret himmelfalden over, at man kan komme så langt i undervisningssystemet, at man kan undervise på CBS uden nogensinde at have været konfronteret med bare en enkelt lille metafor!

For nogle år siden havde jeg en, i øvrigt sød og dygtig, pædagogikumskandidat, der stammede fra Tyrkiet. Ved en gennemgang for hele klassen af et grammatisk problem, klokkede hun relativt fatalt i det og fik sagt nogle fundamentalt forkerte ting. Da jeg efter timen påtalte det, var hendes reaktion, at min utilfredshed “udelukkende drejede sig om, at hun ikke var etnisk dansker.”

Hva`ba?? “Nej”, sagde den her så, “Det drejer sig ene og alene og udelukkende om, at du ikke kan din basale engelske grammatik.”

Continue Reading

Om (jule)konkurrencer.

Jeg føler mig konkurrenceomringet!

Hvor jeg går, står, kigger, surfer eller bare forvilder mig hen, er der et overvældende antal (jule)konkurrencer, der står på lur. De er alle vegne, og der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg kan vinde. Chokolade, smykker, højhælede, uldne trøjer, blomster, købmandskurve, vin og endda gratis abonnementer på tidsskrifter, jeg enten aldrig har hørt om, eller aldrig kunne drømme om at læse. Men nogen formodes vel at vinde. Det bliver nemlig ikke mig. Altså der render med de attraktive præmier. For det første deltager jeg aldrig, hvilket vel må være et minimumskrav for overhovedet at vinde. For det andet vinder jeg aldrig.

Det er så en sandhed med modifikationer. Det burde vel hedde, at jeg aldrig vinder i lodtrækninger. Indtil nu har enhver trækning, jeg dog trods alt har deltaget i, trukket uden om mig. Mit nummer kommer aldrig ud, når tilfældighederne er på spil. I årevis har jeg betalt ind til numre i både Landsbrugs- og Varelotteriet, og alt hvad det nogensinde har kastet af sig, har været usle sidegevinster til andre numre, der altså HAR vundet. Jeg kunne have købt lejligheder i Nordhavn ( eller i alt fald fordøre til lejligheder i Nordhavn) for de penge, jeg har kastet efter landbruget og varerne. og folk, der overvejer at påbegynde spil på sedler i samme lotterier, opfordres til at købe numrene ved siden af mine. Så vinder de nok.

Modifikationen er så, at jeg faktisk tit har vundet, når man skulle gøre en form for indsats. I folkeskolen var det stilekonkurrencer, hvor præmien til 11-årige var bøger af Glob om Grauballemanden, en brun vase eller et såkaldt fyldepennesæt. Uden blæk. Vildt inspirerende. Senere blev det slogankonkurrencer, som 90-erne var så overmåde fulde af, hvor afkastet var alt fra rejser, over parfumer, tøj og til håndklæder med tryk af legende kondomer, der lignede lakridskonfekt. Det sidste var for et præservativfirma, som elskede “XXX…når du bruger hovedet.” Og de håndklæder har vi skam endnu! Men meget mere var det mine børn, som nærmest var selverhvervende og -forsynende via alle deres tegnekonkurrencer.

Mestendels var det selvfølgelig bamser, slik, chips, dukker, bøger og legetøj. Som f.eks. sønnen på 8, der vandt en meterhøj Ponchahontasdukke ( vild jubel!!) og den yngste, som tømte en BR, fordi han havde tegnet en swimmingpool på toppen af deres forretning, og det, syntes de, var usædvanligt kreativt. Nye cykler købte vi faktisk aldrig, og Lego bare myldrede ind af døren. Der var også TV på de fleste værelser, og en vinter åd vi os heltemodigt igennem et års forbrug af Coco Pops. Vi har bamserne endnu. De hedder Coco og er af blandet race. Det var en noget mildere udfordring at komme igennem 5 kg. Carletti og et pænt udvalg fra Kim`s, og det klarede vi på et par måneder, fordi vi havde en hel kasse Cocio til. En overgang var vi også Danmarksmestre i variationer indenfor badedyr, og “Øen” ( en gummibåd med en 2 meter høj, vajende palme og en påmonteret, gul banan i økonomistørrelse), “krokodillen”( den var nu ret nuttet) og alle de luftmadrasser med M&M-mønster er gået over i familiehistorien. Mindes også Sony Playstation i første amatøragtige udgave, men vi var da i det mindste de første på vejen, der havde sådan en. Og så solgte vi den igen til børnemarked, til en ung mand, der troede, han snød os med prisen. Heldigvis så hverken han eller vi, at vi havde glemt alle ledningerne derhjemme. Det piner mig stadig. Men det gør mig glad, at elbilen ( altså i børnemodel, men med plads til 4) efter aftjent elpligt hos os  gik til en lille dreng, der bare var så glad, at det i sig selv var en oplevelse at se ham køre hjem i den.

Udover den med arkitektoniske forbedringer til legetøjsbutikker som swimmingpools på taget, så havde vi faktisk altid et andet godt trick i baglommen. Nemlig regnbuer. Bedømmere af enhver form for tegnekonkurrencer elsker regnbuer. Og var en tegning lidt kedelig og tydeligvis helt uden vinderchancer, så var der altid en parat til at sige de magiske ord “Tegn en regnbue!”. Og så regnede den så hjem med yderligere præmier.

Det var sjovt, så længe det varede. Og ungerne elskede det, for de tegnede jo på livet løs alligevel. Selvfølgelig gik der også sport i det. Især fordi vi jo udmærket godt vidste, at der var andre familier, der vandt lige så meget som os. De skulle slås på fjernsyns- eller cykelstregen. Skulle de.

Så jeg plejer altid at bilde mig selv ind, at det jo egentlig er ganske retfærdigt, at jeg aldrig vinder noget som helst i alle julekonkurrencerne. Jeg har nemlig ikke gjort en indsats for det.

Til gengæld virker det som om, alle firmaer nu har bærbare slogans. For de udskriver da i alt fald sjældent konkurrencer mere. Og de børn, der så ivrigt nørklede rundt i swimmingpools og regnbuer, er nu voksne. Sjovt nok har de alle valgt erhverv og studier, hvor netop det at tegne er en altdominerende og væsentlig del af jobbet. Men sikkert uden regnbuer, badedyr og årsforbrug af usundheder.

Og så har de alle arvet–nok for retfærdighedens skyld–mit strålende uheld i lodtrækninger!

Continue Reading

Om parkering, parkeringsafgifter og parkeringsbøder.

Jeg var lige ved at få en parkeringsbøde i dag. Fordi jeg, som det somme tider beklageligvis sker for mig, havde glemt om at stille min p-skive. Udelukkende fordi det pludselig i al sin gru gik op for mig, at jeg havde glemt en sådan tilsyneladende samfundsfjendsk handling og fordi, jeg samtidigt indvendigt lynhurtigt kalkulerede, hvor mange juleænder, der går på en parkeringsbøde, lykkedes det mig at snigløbe p-vagten, der ellers var på en af sine seriøse, nidkære ekspeditioner i umiddelbar nærhed af min bil.

Jeg var sgu` helt forpustet bagefter. Det kræver mere end middelgod kondi at løbe om kap med en parkeringsvagt. Alligevel løber jeg hellere om kap med samtlige landets parkeringsvagter på en gang end at parkere i aflukker eller p-huse, der bestyres af uforskammede p-firmaer. Hvis jeg, i fremmede byer hvor jeg ikke på forhånd ved, hvem der står for parkeringsdriften, støder på pladser eller huse, der markerer, at de tilhører p-firmaer, så drejer jeg væk. Kører gerne flere halve timer mere for at finde en plads, der ikke koster ½ månedsløn i timen, og hvor der pålægges ekstraafgifter, hvis man gør noget, man slet ikke vidste, man ikke måtte gøre. Disse firmaer er en skændsel for det nationale parkeringsliv. Ikke blot med deres ublu priser. Men også med deres selvopfundne regelsæt+ det faktum, at de jo faktisk på en måde stjæler fra byernes kasser, der mageligt kunne have brugt pengene fra p-synderne selv.

Men hver gang, det lykkes mig at omgå en truende p-bøde trods mit eget skivesjuskeri, erindrer jeg dengang for mange år siden, da jeg Sørme også glemte at stille skiven. Og da jeg kom tilbage til bilen, sad der en nydelig bøde på mine viskere. Jeg hører ikke til dem, der blot viderefører en sådan til nabobilen. Det, synes jeg, er infamt og tarveligt og meget umorsomt. Så jeg tog girokortet ( det fik man dengang, og det skulle så betales på posthuset) med hjem, noterede mig sidste indbetalingsdato, bandede højlydt, kiggede olmt på politistationen, da jeg kørte forbi den og lavede shitty aftensmad til familien, fordi nogle måtte undgælde for skylden. Hvorpå jeg placerede bøden et sted mellem alle de stakke, der af sig selv altid vokser op på mit skrivebord.

En lille måneds tid senere kom jeg pludselig i tanke om bøden og dens udløbsdato. Og så lavede jeg, uden resultat, en indgående husundersøgelse på mit skrivebord. Nada. Nu er jeg så ikke så naiv, så jeg bilder mig ind, at bøder går væk, bare fordi man smider dem ud, så jeg var virkelig på den.

Faktisk var der kun en ting at gøre. Nemlig at køre ned på den lokale politistation, huske at sætte sin p-skive og stille sig op i kø ved skranken. Det var så her–og jeg husker det endnu!–at den pæne dame spurgte mig: “Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?” Og jeg svarede:”Jeg vil sådan set gerne have en parkeringsbøde.”

For nu at bruge et lidt forslidt udtryk, så HAVDE hun faktisk ikke lige set den komme. Det kunne man se på hendes ansigtsudtryk.

Det er også derfor, jeg er så OBS (udover at være til grin på mine egne penge!) på ikke at få flere p-bøder. Jeg ville dø af skam, hvis jeg fik en, som igen gik til de evige skrivebords-rod-marker og så skulle stå skoleret dernede igen og sige “Jeg vil sådan set gerne have en parkeringsbøde. Mere.”

Continue Reading

Tak fordi I også tager på ferie, fylder år og har besøg af jeres børnebørn.

For tiden består min Facebookforside primært af julekonkurrencer. Der er ingen ende på, hvad man kan vinde. Og der er heller ingen ende på, hvor mange, jeg kender, som deltager. Jeg tillader mig at tvivle på, at nogen, jeg kender, vinder noget som helst. Og skulle det ske, er det en ussel betaling for alt det utålelige konkurrencespam, der massakrerer min forside. Tænker ingen på, at når de tilmelder sig en konkurrence, får samtlige deres venner ufrivilligt tordnet annoncer for alt fra blomsterbuketter til nye højhælede ind på deres forsider? Udelukkende til gavn for konkurrenceudbyderen–virkelig effektiv markedsføring.

Udover det er der daglige, clicheprægede, såkaldte visdomsord. Gerne dårligt stavet og med et yderst vejledende forhold til dansk grammatik. Her tillader jeg mig at tvivle på, at nogen, nogen overhovedet, har overvejet at læse korrektur. Samt at nogen måtte finde den slags bare en lille smule viist!  Endelig er der en mystisk samling af tilfældigt udvalgte kunstværker fra diverse kunsthistoriske perioder, som da nok æstetisk kan være en nydelse, men jeg er stadig ikke helt klar over, hvad jeg skal med dem. Og hvorfor jeg skal med dem. For de, der lægger dem op, glemmer ligesom at fortælle mig ( og andre), hvorfor de synes, jeg skal se dem.

Kors, hvor jeg dog savner Facebooks oprindelige formål og selve grunden til, jeg overhovedet fik en profil. Nemlig at holde kontakt med venner og følge en smule med i deres liv. Det er begyndt at gøre mig så inderligt glad, når jeg mellem clicheerne, Monets åkander og de 5 kilo julechokolade til vindning endelig lokaliserer en ferie. Med rigtige mennesker, som jeg kender, på. Med flotte billeder ( i alt fald NOGLE flotte billeder!) af ting, som folk personligt har oplevet og synes, jeg skal tage del i. Og med glæde over livet–uden at livsglæden skal hentes fra præfabrikerede, intetsigende netsider. Jeg kan gå helt i spagat af glæde over at grave mig frem til en fødselsdag for 50 på den lokale landevejskro, hvor moster Anna dominerer halvdelen af billederne, men hvor jeg dog, trods alt, er med til noget, der har en betydning for folk, jeg kender. Og jeg er gradvist blevet mere positivt stemt overfor andre menneskers utallige ( eller også er det bare utallige vinkler på) børnebørn, og bliver sådan nærmest opstemt, når jeg mellem Van Gogh-erne finder et rigtigt barn, som har rigtige, virkelige bedsteforældre, som jeg kender. Jeg vil hellere være livsvidne til mine levende venners liv, med alle dets facetter, end fanget som gidsel mellem markedsføring og clicheer.

Så mange tusind tak fordi I stadig tager på ferier og er søde til at lægge billeder op fra dem. Fordi I endnu finder plads til at oploade jeres mærkedage og alle jeres børnebørn. Og fordi I også ind imellem bare lægger et godt billede af jeres hverdage op. Det er DET, der har min interesse. Ikke alt det andet spam.

Og hvis der er andre, der har det som mig, så ville det måske være en begyndelse at tage sig selv i nakken omkring alt det, vi ikke gider se. Sådan at der bliver plads til det, vi gider se og det, der var selve grunden til, vi fik en profil. Prøv at skippe konkurrencerne ( ALLE dine venner får din tilmelding!!), prøv at holde visdomsordene for dig selv (ALLE dine venner får dem, hvis du lægger dem ud!!) og prøv at nyde dine kunstbilleder i stilhed (ALLE dine venner deltager i det, du smider ud!!) Prøv istedet at oploade nogle billeder fra DIT liv. Og–nu bliver jeg så lidt krævende: Prøv at læse ( bare en lille smule!) korrektur!

Continue Reading

Om ønskelister.

Jeg kan stadigvæk huske, hvor gal jeg blev! Når min far HVERT ENESTE år på forespørgsel om en ønskeliste erklærede, at det eneste, han ønskede sig, var et artigt barn. For hvor i alverden købte eller bare fandt man sådan et? Og hvad i alverden skulle han overhovedet med sådan et? Artige børn (som det hed dengang!) formodedes selvfølgelig at være hans egne, der på mystisk vis på selve natten til d. 24 undergik en transformation til noget, der højst kunne vare julen over. I øvrigt tror jeg også selv, han ville have syntes, det var røvkedeligt, hvis det havde varet længere. Og i bund og grund handlede det hele om, at han ikke anede, hvad han ønskede sig. Det var dengang, julen var svær.

Jeg kan også stadigvæk huske, da mine børn var små, og årets bugnende julekataloger fra legetøjskæderne ankom primo november til stor jubel og masser af tidsfordriv. Så skulle der nemlig sættes krydser. Udstyret med blyanter gik flokken i krig med at afmærke, hvad de ønskede sig. Og det var mildest talt imponerende, for ved nærmere eftersyn ville det nok have været mere brugervenligt, om de havde afmærket de få ting, de IKKE ønskede sig. Ligeledes tror jeg, de fik næsten lige så megen glæde ud af at udforske uanede potentialer indenfor plastiklegetøj, som af rent faktisk at komme til at eje tingene. Det var den periode i mit liv, hvor ønskelisterne som Dødehavsruller måtte rulles ud og grovsorteres adskillige gange for at finde frem til noget, man overhovedet kunne være sig selv bekendt med at give til sine børn. Men de anede da i det mindste, hvad de ønskede sig. Det var dengang, julen var let.

Nu er vi så slået tilbage til START, rent ønskelistemæssigt. Eller tilbage til at ønske os en artig far/mor/datter/søn/bror/søster. I en familie bestående udelukkende af voksne mennesker med en rimelig økonomi, er der ingen, der ønsker sig noget. For hvis nogen af os ønsker os noget–og vi ØNSKER ikke, vi MANGLER–så går vi ud og køber det. Nogle gange, i et anfald af totalt afmagt overfor gavekøb, ser jeg for mit indre øje, at alle familiemedlemmer lænkes til et bord med samtlige årets julekataloger foran sig–og ikke får lov at blive aflænket, før de har været alle glitrende farveladeudgivelser igennem og sat deres krydser. Samtidig med, at det giver mig den mest ubehagelige overforbrugssmag, jeg næsten kan forestille mig.

Men al dette ønskelisteri sætter mig hvert eneste år i samme dilemma. For vi kunne jo bare lade være. Lade være med at give hinanden noget overhovedet. Springe enhver form for julegaveræs over og bare nyde samværet med hinanden i al vores artighed. Men for mig ville det ikke blive det samme. Jeg kan faktisk godt lide at give gaver, som modtagerne bliver glade for. Jeg elsker de stunder omkring juletræet, hvor gaverne pakkes op enkeltvis, og der er tid til at være glade sammen over en velvalgt eller rigtig god gave. Jeg er også sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der findes faktisk også mennesker i min nærhed, som gerne vil glæde mig med en god gave. Det hører julen til. Ikke overforbrugsbetinget, men fordi det er hyggeligt og i det regi rigtigt. HVIS jeg bare vidste, hvad folk ønskede sig….

Og det sidste står det så meget katastrofalt til med. Allerede i oktober startede jeg årets ønskelisterykkeri, og utallige opfordringer har ikke mildnet sagen væsentligt. Der er ingen, der rigtigt ønsker sig noget. Eller også præsterer børnene en hidtil uset selvindsigt og skriver en ønskeliste–som den jeg modtog i år!–med en kort besked om, at ” alt det, jeg ønsker mig, koster flere tusinde kroner”. Det er selvfølgelig venligt i forhold til min økonomi, men det bringer mig ikke umiddelbart ret meget videre. Omvendt er jeg jo ikke et julehak bedre selv. Ved virkelig seriøs eftertanke kan jeg kun komme på at ønske mig noget nyt nattøj, og det vil jeg vel i grunden nødigt have 4, eller flere, udgaver af. For akkurat som mine børn, så køber jeg det, jeg mangler. For nu er julen blevet svær igen.

Måske skulle jeg bare pakke mig selv virkelig smukt ind med sløjfer, bånd og nydeligt gavepapir. Og når jeg så, til alles måben, åbenbares efter al papirflåningen og står der som mit nye selv, til enhvers forbavselse erklære, at årets gave til alle er en artig mor! Mon jeg så ikke får lidt mere udførlige ønskelister næste år?

Continue Reading
1 2 3 13