En uvelkommen gæst.

I tirsdags, ovre på markedet, talte jeg med en ung amerikaner. Vel omkring de 20. Som det altid sker, når man taler med amerikanere, falder snakken på deres såkaldte præsident. Efter at jeg havde luftet mine ret utvetydige synspunkter på samme, blev jeg indgående belært om, at det udelukkende var den løgnagtige presse, der stillede den troværdige præsident i et dårligt lys. Hvortil jeg selvfølgelig replicerede, at set fra min synsvinkel var det nok snarere den troværdige presse, der placerede den løgnagtige præsident i præcis det lys, han fortjener.

Men det er skræmmende, at selv helt unge mennesker falder for ( T)rumpemaskinens propaganda. Meget skræmmende. Men næsten endnu mere skræmmende er det da, at selv det danske samfund som sådan er, om ikke faldet for (T)rumpepropagandaen, så dog har underlagt sig den og accepteret et besøg af selve manden.

Kan vi da virkelig, som land betragtet, være det bekendt overfor os selv? Kan vi GØRE det overfor os selv? Kan vi, som land, se os selv i øjnene uden at se  blot og bart et identitetsløst jordstykke uden egentlig national respekt og helt uden nogen form for selvværd og stolthed? Hvorfor i alverden siger vi ikke bare: Nej tak. Du er ikke velkommen her.?

Nu er jeg jo ikke totalt imbecil omkring internationalt diplomati, handelsforbindelser og gensidige aftaler og alliancer. Vi er, på papiret og helt sikkert også i praksis, venner med USA. Og det skal vi selvfølgelig vedblive at være. Af utallige årsager, som jeg ikke lige har tid til at opremse her. Men vi er altså ikke best pals med den tilsyneladende forrykte kransekagefigur, der udadtil repræsenterer og tegner landet. Vi er nærmere dybt solidariske med de millioner af undersåtter, der dagligt må lide under hans impulsive, uigennemtænkte griller. Og burde vise netop DET.

Personligt synes jeg, det ville være SÅ imponerende flot, hvis vi, som land betragtet, var modige nok til at afslå et besøg. Klart udtrykke overfor hele verden, at manden ikke var velkommen. At vi er bedste venner med USA, men desværre ikke med dets præsident, da han i alle henseender etisk overskrider alle de grænser, vi som nation har for almindelig, anstændig opførsel. At vi, netop som nation, står for nogle klare værdier, som vi ikke giver køb på, og som vi ikke er bange for at vise hele verden, at vi vægter langt, langt højere end diplomatiets nogle gange tåbelige regler. DET ville være flot!

Og jeg er sikker på, at et utal af andre lande, og især deres befolkninger, i den grad ville se vores lille land som et foregangsland og en modig medspiller på verdensscene. For, let’s Face it, et utal af politikere i hele verden lader sig trække rundt i manegen af en domptør, som de mildest talt synes er ubrugelig, mens de holder kæft og gør gode miner til diplomatiets store cirkusforestilling. Hvor ville det være banebrydende og imponerende, hvis vi lige præcis var dem, der undlod at deltage i dette absurde teater.

Selvfølgelig ved jeg da godt, at vi ( endnu engang) i diplomatiets hellige tjeneste, gør gode miner til absurd spil, men hvor ville det dog have skabt national selvrespekt og international respekt, hvis vi havde turdet at sige nej. Nu ender vi så bare som gulvmåtten, der udadtil kommer til at stå som et land, der sandelig også tror på, at (T) rumpen er en misforstået, troværdig helgen, der forfølges af en løgnagtig presse. FØJ!

 

Continue Reading

Kommentar om et uskønt syn fra den gamle snerpe.

Nogle gange spekulerer jeg på, om det bare er mig, der er ved at blive en gammel snerpe. Om jeg med årene har udviklet mig i en lidt uheldig, fordømmende retning. Om det virkelig bare er mig, der stødes af bare (øl)maver og BH-er på offentlige steder? For hvis jeg står helt alene med mine æstetiske kvababbelser, så må jeg jo bare ihærdigt prøve at undertrykke det og acceptere det som en selvfølgelighed, at det er gængs høflighed at gå en tur på Strøget iført shorts ( og altså KUN shorts) for mændenes vedkommende, mens kvinderne gerne tilføjer en lille BH til det tekstilmæssige mangeludstyr.

Jeg synes, ( og her er det så måske bare min indre snerpe, der ligesom zoomer), det bliver mere og mere almindeligt at se mennesker i alle aldre og alle størrelser iklædt et minimum af stofstykker i det offentlige rum. Hvad voksne folk foretager sig på stranden, i deres eget hjem og have og i lukkede forsamlinger sammen med venner og bekendte, er mig totalt og inderligt ligegyldigt. For min skyld kan de spadserer nøgne rundt eller iklæde sig klovnekostumer og strudsefjer. Men det støder mig, når de indtager gader, stræder, butikker og andre offentlige steder iført nærmest ingenting–eller i bedste fald, hvad der i min terminologi går som strandpåklædning på en særdeles varm dag. Besynderligt nok kan jeg også i min speedzooming konstatere, at trenden tydeligvis primært appellerer til helt unge mennesker eller folk med niveauet over dansehåndtag. Både for og bag. (Nogle gange kan man sgu` nærmest ikke lokalisere BH-en!)

Jeg føler mig stødt over at få andres kroppe betingelsesløst kastet i øjnene. Jeg har, samtidig, ingen interesse i at iagttage fedtdepoter og gamle ars placeringer. Personligt er jeg egentlig ret uberørt af kroppe som sådan. Jeg vil bare gerne selv bestemme over, hvornår jeg ønsker dem kastet i fjæset. Enhver er vel forberedt på en form før kødmarked på samtlige strande, og sådan skal det faktisk også være, men i mine øjne ville det være rart, om afklædningskulturen begrænse sig netop til strande, når den vel at mærke er offentlig. Mennesker, der går halvt afklædte rundt på offentlige steder, overskrider mine grænser, og faktisk synes jeg også, de overskrider de kulturelle regler for almindelig høflighed og hensyntagen. Hvis man, og det skal man så ikke, men jeg gør det alligevel, laver en sammenligning til lande, der har et noget anderledes klima end os, og hvor varmen om sommeren nærmer sig utåleligheden i grader, så ser man aldrig–som i ALDRIG–mennesker i samme tilstand af afklædthed i det offentlige rum.

Jeg kunne da på ingen måde–faktisk ville jeg hellere rulles i tjære og dyppes i fjer, men så fik jeg selvfølgelig også en slags tøj på!–finde på at gå en tur ned i gennem byen iklædt BH og et par små shorts. Jeg ville føle, at alverdens øjne var rettet mod mig og sikkert ihærdigt forsøge at dække over de hudlapper, der blev stillet til skue. Jeg ville føle mig nøgen og kulturelt ude af trit med min egen påklædningskultur. Jeg ville føle mig upassende, fejlcastet og–hvilket næsten er det værste–totalt latterlig. Og hvis jeg samtidig modtog blikke fra andre, der indikerede, at de følte sig en smule provokerede af min tåbelige upåklædthed, så ville jeg faktisk med det samme opleve en fantastisk solidaritet.

Det er muligt, jeg med årene har udviklet min snerpethed i en uheldig retning. Men det fratager mig jo samtidig ikke følelsen af, at jeg bliver provokeret af andres lemfældige omgang med tekstiler. Personligt synes jeg, at det er en uskreven, kulturelt betinget regel, at man tager tøj på, når man begiver sig ud i det offentlige rum.

Og i grunden kunne det være ret interessant at høre, om jeg virkelig er den eneste gamle hejre, der har det sådan??

 

Continue Reading

Hensynsløst, respektløst og modbydeligt.

Vi var tidligt oppe her til morgen. Ret tidligt. Vi var også foruroligede. Ret foruroligede. I aftes kom det frem, at den kirkegård, min far ligger på, havde fået skændet omkring 100 af sine gravsten. Men selvfølgelig ikke hvilke. Det var derfor en slags indre nødvendighed at køre dertil for ved selvsyn at konstatere, om hans var en af de, der havde været udsat for respektløs og hensynsløs, modbydelig maling.

Det var den heldigvis ikke. Men at vi gik fri, betyder jo ikke ret meget mere, end at vi personligt er lettede. Der står stadig omkring 100 forstyrrede gravfrede på den kirkegård. Hvilket, ved hjælp af lidt sjusset hovedregning, betyder, at rigtigt mange mennesker lige nu er påvirkede af, at en flok totalt ubetænksomme idioter er gået amok med en gang maling. Og til hvilken nytte? Til hvilken tilfredsstillelse?

Jeg kan sagtens forstå personlig hævngerrighed og gengældelse for, hvad man selv synes er uretfærdig behandling. Det er såre menneskeligt, selv om det hverken er særligt ordentligt, særligt voksent og modent–eller for den sags skyld særligt kristent. Jeg prøver at lade være at praktisere det, men det lykkes desværre ikke altid. Men jeg forstår ikke formålsløst hærværk. Forstået som hærværk, der ikke retter sig mod nogen eller noget klart defineret og bestemt, og som ikke har andet indhold end hærværket i sig selv. Jeg er ikke til boltløsning på fremmede menneskers biler, fordi jeg ikke begriber, hvordan det kan være morsomt, når man ikke engang er sikker på at være til stede, når samme fremmede mennesker på et ukendt tidspunkt sætter sig i deres biler og kommer til skade. Jeg er derfor også et måbende spørgsmålstegn i forhold til hærværk på kirkegårde. Det er usandsynligt, at hærværksmændene har kendt bare en brøkdel af de afdøde eller disses familiemedlemmer og har villet give dem den usleste og mest sårende form for gengæld, der nærmest findes.

For at skænde kirkegårde er at ramme medmennesker, hvor det gør aller-allermest ondt. Den ultimative såring. Den der går så dybt i hjertet, at selv jeg mangler ord for den. Det er at træde i sår, der for manges vedkommende stadig er åbne. For adskillige af os, hvad enten vores afdøde ligger på rigtige gravsteder, urnegravsteder eller i de ukendte gravesteder, er det sted, hvor vi har begravet dem, et minde og der, hvor vi ofte føler, vi er dem nærmest. Det er det mest håndgribelige, forståelige, der er tilbage. Så der er ikke langt til tanken om, at skændes deres gravsted, skændes de. Mindet om dem. Det, vi har tilbage. Næsten som om, nogen direkte og hensynsløst spyttede på dem. Og faktisk har de jo ikke andre til at forsvare sig end os, der stadig er her. Derfor skal kirkegårde være fredfyldte steder, hvor vi mindes inde i vores egen stilhed.

Det er muligt, at de, der har været ude med malingen, har haft deres egen lille fest omkring de 100 gravsteder. At de både har jublet og leet samt følt, at de var nogle satans store karle. At de samtidig har bevist overfor hinanden, at de har TURDET. I min optik er de desværre bare nogle meget små mennesker, der ikke engang har turdet angribe noget levende i al deres afmagt overfor tilværelsen. Jeg kan godt tvivle på, om de overhovedet har skænket det en tanke, at utallige mennesker vil blive dybt berørte af deres handlinger. Men jeg håber da, at de skammer sig. Det er vel i grunden det mindste, de kan gøre. Når de nu kommer ud af euforien omkring at have molestreret steder, der har stor følelsesmæssig betydning for andre, mon så der ikke pibler en lille flig af skam ud mellem hensynsløsheden? Og mon ikke bare en enkelt af dem har en afdød, kær slægtning på en kirkegård og måske kunne sætte sig lidt ind i, hvordan det føles at stå med en meningsløst overmalet gravsten?

Jeg er usigeligt lettet over, at min far gik fri. Men det berører mig stadig dybt, at afdøde (og deres pårørende) så tæt på ham har været udsat for noget så meningsløst, hensynsløst og modbydeligt.

 

Continue Reading

Historien om en spejderpige og om overvældende kvalme.

Jeg var på et lokalt, såkaldt antikmarked i går. Indendørs i hallen–til forskel fra os mere dødelige, tilregnede og tilblæste, som hver tirsdag slår campingmøblerne op på udendørs græsarealer. Der var skam mange flotte ting, og alle disse flotte ting var nydeligt anrettede. Til gengæld var de 4-5 gange så dyre som ude på marken hos os med regn, blæst og campingmøbler.

Iblandt alle disse herligheder til overpris fandt jeg spejderpigen. Til 6250 kroner. Sådan en har min mor også haft engang. Dog ikke grøn, for vi var bestemt ikke grønne spejdere, men den findes også i en blå udgave. Den fik hun som afskedsgave fra en flok små spejdere i 60-erne, og prisen stod stadig nedenunder med blå tusch. Desværre kan jeg ikke huske helt præcis, hvad der stod, men det var under 10 kroner.  Historien om netop den spejderpige inkluderer også, at de små spejdere nærmest undskyldte, da de kom med den, men de havde altså ikke haft råd ( for det havde man ikke dengang) til at investere i noget større og flottere. Men præcis denne spejderpige var de faldet for, og så var det jo heldigt, at hun selv efter datidens priser var meget billig. Vi solgte den til et noget højere beløb for nogle år siden, men burde da have ventet tålmodigt, hvis dette virkelig er dagsprisen på en spejder på vej på lejr. Man kan jo nærmest tage hele familien med på lejr for samme beløb. Inklusiv soveposer. Det er det så heller ikke.

Nu tror jeg så imidlertid ikke, det ER dagsprisen for Aluminias børnehjælps-og spejderfigurer. Langtfra. For aldrig i mit liv har jeg været så forarget over såkaldte antikvitetshandleres priser som i den hal i går. (Og hvis nogen selv vil opleve forargelsens grønne kvalme, så er der åbent i dag igen!) Blot som eksempel kan nævnes gammelt julepynt, som her sælges for 125-150 ( og her taler vi STYKKET!!), og snildt kan erhverves for 25 stykket, hvis man ellers kan vente til på tirsdag med at anskaffe sig sit julepynt til den knapt så kommende jul. En Søholm lysestage, af de blå til ophæng, står til 225, og her kan man igen bevæbne sig med 2 dages tålmodighed og spare omkring 150 ved at gå til kræmmerne. Dette bare valgt som et par af utallige eksempler.

Mens jeg stod der mellem alle disse ubehøvlede priser, følte jeg mig overvældet af tanken om, hvad i alverden disse mennesker dog bildte sig ind? Hvem de egentlig troede, de var? Samt–og allermest–hvordan de dog kunne forsvare overfor sig selv at snyde andre mennesker så gennemgribende og så uforskammet. At lade samtlige kunder blive noget så ubehageligt til grin for deres egne penge.

Nok er vi i ferielandet, hvor pengene skal tjenes lige nu. Overfor Brugsen, som i sommermånederne har norske priser og ingen lokale handlende. Og nok betaler alle disse antikvitetshandlere moms og sikkert også husleje for forretningslokaler et sted, men det berettiger dem ikke til decideret at snyde andre mennesker. Der er en hype omkring vintage ting, som enhver TV-kanal med respekt for sig selv dyrker til overmål i bedste sendetid, og mange giver gerne deres højre arm (og tilsyneladende også en halv million) for at få fat i dem, men det berettiger IKKE handlende til at tage ublu og fuldstændigt urealistiske priser. Selv antikvitetshandlende i sommerlandet kan godt være ordentlige mennesker, der også på prisområdet kan se sig selv i øjnene. Nok skal man tjene på tingene, men man skal også udvise den respekt overfor kunderne, og deres dømmekraft, der gør en til en anstændig og troværdig sælger. Det var ikke tilfældet i den hal i går. Det var derimod en opvisning i ubehøvlet nedvurdering af enhver kundes intelligens.

Da jeg stod der foran spejderpigen–og endnu mere, da jeg stod foran julepynten–gik jeg faktisk i akut megafonmangel. For hvis jeg lige have haft et forstærkende råbeapparat ved hånden, havde jeg udslynget min forargelse og til ren og skær kundebeskyttelse bedt folk om at tænke sig noget så uendeligt meget om, inden de gjorde sig til grin for deres egne penge. Heldigvis kunne jeg så også iagttage, at handlen var noget træg, og at de, der så en chance for at slå mønt på andres ferieuvidenhed nok i sidste ende endte op med at få et dårligt salg, fordi folk faktisk generelt er klogere end at putte deres penge i en beregnende antikvitetshandlende.

Og hvis nogen, efter at have læst dette, går i akut spejderpigemangel–hvad enten det måtte være blå eller grøn–så er en realistisk pris omkring 4500-5000. Hvilket i al sin tydelighed understreger, at man skulle have været meget mere bevidst om sit personlige behov for spejderpiger allerede i 60-erne, hvor de jo altså kunne fås for under en 10-er. I alt fald skal man ikke afhjælpe sin nød ved at tage på dette såkaldte marked. Da kun hvis man vil være inderligt til grin for sine egne penge.

 

Continue Reading

Søndag morgen i keineland med stressede danskere.

Fordi manden skulle på arbejde et godt stykke sydpå fra klokken 9 og ikke mindst fordi, lagrene af toiletpapir, dåsecola, slik, plasticposer og diverse var på et stressende, kritisk lavpunkt, kørte jeg ham på arbejde og fortsatte mod syd, mod det dragende handelscentrum dernede 3 meter fra grænsen.

09.03 holdt jeg udenfor et absolut tomt Fleggard. Som i HELT tomt. Hvis man overhovedet har fantasi til at forestille sig et tomt Fleggaard. For de åbner nemlig først 11.00. Heldigvis kender jeg min grænseegn og var samtidig naiv nok til at tro, at dette var et specielt Fleggardfænomen, så jeg stilede straks efter Duborg, Poetzch og alle de andre ovre ved alfarvej, som jeg ellers altid undgår, fordi samtlige danske busrejser spytter turister ud i dem i metervis. Men nej, alt, som i virkelig, virkelig ALT, er lukket, geschlossen med lås og slå sådan en søndag morgen ved grænsen. Som et lille plaster på såret kunne jeg heldigvis iagttage, at en hel del danske busselskaber, deriblandt et jeg er ret fortrolig med, heller ikke var up to date med de germanske lukketider, så der var turistkø på Duborgs parkeringsplads. Flere frustrationer end min, altså! Ind at handle kunne de jo ikke komme!

Da var klokken så blevet 09.20. Og hvad i himlens navn stiller man op med sig selv en højst afdød søndag morgen i grænsekioskland omkring Flensburg? I næsten 2 timer? Og i blæsevejr og temperaturer der absolut vidner om, at Tyskland heller ikke bruger det der med sommer? Man kan selvfølgelig spise bratwurst og bochwurst, for alle imbisserne var åbne—men i 1½ time? Der var masser af loppemarkeder på den danske side, men grænsemarkeder skal man aldrig frekventere, for de tror oprigtigt, at alle tyskere er snotdumme og bare går og venter på at blive til uhyggeligt grin for deres egne penge, så den kvalmefølelse skal man skåne sig selv for. Der var også et relativt nyt industrimuseum i Kupfermühle, men det åbnede selvfølgelig først klokken 11. Hvad ellers? Men der er dejligt dernede i Kupfermühle, skal jeg lige love for. Alle 15 huse er charmerende, og når man bruger en god times tid på at studere dem, er man både godt opdateret på den lokale arkitektur samt i umiddelbar fare for at blive anmeldt for lureri og langvarig hængen på de 2 gadehjørner.

Omkring 10 minutter i 11 bestemte jeg mig for at køre mod det egentlige mål–Fleggard. Jeg var så ikke den eneste. Omkring en halv million frustrerede danskere havde allerede fundet vej og holdt i en lang, lang kø med deres indkøbsvogne foran butikken. Sådan helt ned til toiletterne og halvvejs tilbage igen–denne info er for de lokalkendte! Faktisk har jeg ikke set så ivrige handlende siden min barndoms udsalgskøer. Og da de endelig åbnede, gik stressen i højeste indkøbsgear. Mage til skubben, masen, råben, misten børn og grimme ord skal man lede længe efter. Det var som om, samtlige handlende var af den overbevisning, at butikken snarligt ville løbe tør for varer. Eller også var det som om, jeg følte en ubehagelig lede ved mine landsmænd og deres opførsel i noget så almindeligt som et tysk supermarked. Det er muligt, at mange, som jeg, har ventet længe, fordi de har været ubevidste om, at tyskerne sover længe om søndagen, men det berettiger ikke til at opføre sig hysterisk og ubehøvlet. Det er også muligt, at mange har kørt langt for at være fremme tidligt, og så har set hele deres dagsplan forstyrret af tyske direktørtider, men heller ikke det kan retfærdiggøre totale egoflip på supermarkedsgulvet. Jeg er HELT, igen som i HELT, sikker på, Fleggard har nok varer til os alle.

Men jeg fik mine varer. Og er nu for evigt bevidst om, hvornår de åbner i Tyskland om søndagen. Og hvordan alle huse i Kupfermühle ser ud. Samt hvordan stressede danskere kan finde på at opføre sig.

Afslutningsvis skal jeg da lige ud på den positive tone. Det var nemlig en undtagelse, at manden først skulle møde klokken 9. Ellers er det 7 eller 8. Netop det faktum har nok forskånet mig for at opføre mig lige så uopdragent som de fleste andre. For 4 timer i keineland må nok siges at være decideret ubehøvlethedsfremmende!

Continue Reading

Danmarks bedste is–og toiletter med moralsk spørgsmål!

Enhver–i alt fald enhver relativt lokal–ved selvfølgelig, at Danmarks bedste is fås i Vebbestrup. Faktisk ikke blot den bedste. Også den største. Formedelst 10 kroner kan man blive ismæt for flere dage på forhånd. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de mennesker, der drister sig ud større portioner end den “lille”, har det de efterfølgende dage. De må føle sig halvkvalte i flødeis.

Så derfor er det slet ikke det, det skal handle om. Selvfølgeligheder bør ikke optage spalteplads. Derimod handler det om toiletter. Toilet, faktisk, for der er kun et deroppe. En slags skurvogn, som kræver en egenbetaling på 2 kroner. Det, synes jeg, er en smule ubehøvlet. For nok er 2 kroner peanuts, men de har alligevel signalværdi. Det er et sløjt, et nærigt signal at sende, at man skal betale for at tisse i forbindelse med en forretning, hvor man har handlet. Selvfølgelig er isene billige, men den gamle talemåde om gyngerne og karousellerne bliver alligevel en smule forslidt. Så tag dog 12 kroner for de is og lad aftisningen være gratis. Det ser, på alle måder, pænere og meget mere uoptrækkerisk ud.

Men faktisk er det heller ikke det, der virkelig skal handle om. For jeg skulle faktisk tisse. Og der var en på betalingstoilettet før mig. Så jeg stod og ventede på den dame, der omsider kom ud (tillad mig endnu engang at bemærke, at jeg stadig ikke FATTER, hvad nogle kvinder dog bruger SÅ meget tid på på et toilet!)–og LUKKEDE døren. Altså lige foran mig. Sådan, SMÆK!

Det var, selvfølgelig, helt korrekt, hvis man sådan skal se på, hvad ethvert moralsk uanløbent menneske  bør foretage sig. Og så alligevel! For det, der slog mig, var, at det var ganske og aldeles uventet. Sådan gør man bare ikke! Jeg gør i alt fald ikke, og jeg har da heller ikke i alle mine utallige år som offentligt tissende været ude for det før. Faktisk var jeg lige ved at få hånden og den øverste del af højre overarm i klemme, for helt pr. refleks greb jeg ud efter døren, så jeg lige kunne nå at smutte ind, inden den igen lukkede sig og grådigt krævede sine 2 tissekroner. Eller: Når jeg, og tusindvis af andre tissesolidariske kvinder står i kø ved et betalingstoilet, så holder vi døren for hinanden. Uden ord, som en fuldt etableret, usagt aftale. Første kvinde betaler, og resten er med på en tissenasser. I alt fald så længe, den går. Ved overdragelsen til næste, trængende numse smiler man pænt, holder den ofte noget armerede dør, og siger Værs`go. Det er, som sådan, ikke noget, nogen på noget tidspunkt diskuterer–det er simpelthen bare sådan, det er. Vi er tissemæssigt moralsk anløbne, vi kvinder. Men vi er allerhelvedes solidariske med hinandens tis.

Så jeg tænkte da, i løbet af et splitsekund, nogle lidt ubehøvlede tanker om det kvindemenneske, som tilsyneladende tilsidesatte enhver form for etableret tissehøflighed. Først overvejede jeg, om hun mon var ansat, men det kan vel næppe passe, at ansatte selv skal have udlæg på 2 kroner pr. tis i arbejdstiden? Dernæst tænkte jeg, at hun måske var udlænding og totalt uinformeret om de interne tisseregler for kvinder i Danmark? Det strejfede mig også, om hun bare var sur eller af en eller anden grund havde set sig gal på mig, fordi jeg havde forstyrret hendes langvarige, uopklarede toiletbesøg med indtil flere hiv i håndtaget? Til sidst blev jeg bare enig med mig selv om, at hun på mystisk vis var uvidende om, hvordan vi kvinder altså tisser solidarisk på betalingstoiletter.

Jeg ved da godt, vi snyder såvel etaterne som de private firmaer. Omvendt synes jeg også, det er en menneskeret at tisse i forbindelse med en forretning, hvor man har handlet. Det gælder derfor også toiletter på DSB-stationer, hvor jeg da har en billet til toget, når jeg anvender dem. Det er muligt, at firmaet derude mener, at deres toilet også uberettiget ind imellem indtages af ikke-isspisende forbipasserende. Til det kan jeg kun konkludere, at jeg personligt har umådeligt svært ved at finde troværdige grunde til at køre til Vebbestrup udelukkende for at tisse. I alt fald uden at købe is.

Ja, vi snyder 2-kroner, vi kvinder. Men vi gør det F… solidarisk!

Continue Reading

Medlidenhed ønskes, please!

Det er ikke fordi, her ikke er smukt. Det er her. Og vejret er fantastisk. Solen skinner, vandet er blåt, og der er kølige drikke i køleskabet. På synssiden er alting optimalt. Fuldtud.

Men lydsiden! Her taler vi ren og uforfalsket tortur. Faktisk i en grad, så jeg er godt på vej til at forvandle mit ellers relativt lydtolerante jeg til en sur, gammel, brokkælling, der virkelig kraftigt har overvejet at kontakte samtlige myndigheder udi lydbilleder. Hvis jeg bare vidste, hvem de var.

Sagen er, at der i kort fugleflugtsafstand fra min lille idyl afholdes et stort (både i deltagerantal og i lydstyrke) stævne for folk, der er vilde med at ombygge deres biler og derefter køre ud og prale lidt med deres egen minimale opfindsomhed denne weekend. Og så er det ikke engang hjulspind, lydpotteprutten og penisforlængende accelerationer, vi taler om. Det, tror jeg næsten, jeg ville være rimeligt tolerant overfor. Herregud, den slags patetiske ting kan man jo nærmest ikke andet end at få lidt ondt af.

Nej, det drejer sig om musikken. Eller hvad vi nu skal kalde den. For det første må de have nogle gevaldige højtalere, der primært er gearet til højeste lydstyrke og basgange derovre. Det er så, hvad det er. Men værst er deres musiksmag–eller i grunden er det vel mangel på samme. Folk med bilmæssig ombygningsiver er tilsyneladende superfans ( hvis der da er andre fans nord for Kongeåen) af tysk Schlagermusik. Altså sådan virkelig dedikerede fans. De er også virkelig, virkelig glade for Pas på den knaldrøde gummibåd, tror jeg, for indtil nu har de da hørt den omkring en 20-30 gange. Personligt har jeg intet at udsætte for alvor på den gummibåd, men jeg tror faktisk, de allerfleste mennesker godt kan nøjes med en dagsration på under 5 af den. 27 nærmer sig overkill på gummibådsfronten. Ydermere har de en underlig vane med, at ingen numre sådan rigtigt høres til ende. Enten blander deres lettere enfoldige ( jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har lyttet til ham 10 timer i træk nu!) konferencier sig og taler ind over musikken, eller også standser den brat og går direkte over i endnu en gummibåd eller en tysk schlager.

Man burde selvfølgelig være lidt lettet over, at dagen også har budt på diverse konkurrencer og andre påfund, der ikke nødvendigvis inkluderer tyskere. Men faktisk er samme konkurrencer og de lettere infantile interviews, jeg ufrivilligt får banket ind på terrassen, af en art, så det altså er lige før, jeg næsten foretrækker tyske schlagere. Det, i sig selv, siger ikke så lidt.

Det allerværste er selvfølgelig, at torturen er fuldstændig umulig at undslippe. Jeg HAR prøvet at lukke samtlige vinduer og døre samt at putte mig under dynen med en form for ørepropper stoppet fast i, men Hansi Hinterseer finder sgu` vej til mig alligevel. Jeg HAR været på lange gåture med hunden på strand og i omkringliggende kvarterer, men her kan jeg også godt regne med, at Hansi eller Helene klistrer med. For slet ikke at tale om endnu en gummibåd, som jeg egentlig længselsfuldt ville håbe, at jeg selv var indehaver af, så jeg kunne sejle halvvejs til Sverige og sidde derude med hunden, indtil dette lydhelvede går i sin karburator igen.

Det undrer mig faktisk, at den slags er legalt. At man må lydforpeste en hel by med alternativ musiksmag og uprofessionelle konferenciers en hel lørdag. Som vel at mærke er lang endnu. Det er altså ikke, fordi jeg er exceptionel mavesur. Jeg plejer da f.eks. stiltiende at finde mig i Lars Lilholt, som også kommer forbi en gang om året. Jeg synes måske bare ikke, jeg nødvendigvis skal være tvangsindlagt til disse forfærdeligheder her på min egen grund, hvor solen skinner, vandet er blåt–og jeg bander!

Medlidenhed, please!

Continue Reading

Om varme vintre og våde somre.

Der er gang i produktionen og sikring af arvefølgen blandt den del af dyreriget, jeg egentlig helst var foruden. Heriblandt primært dræbersnegle og skovflåter. Men sværme af mariehøns og små, overflødige fluer er nu heller ikke mine favoritter. Nok er mariehøns i afmålte mængder lidt smukke til husbehov, men jeg har endnu til gode at fatte den overordnede mening med dræbersnegle og skovflåter. Udover at de er møghamrende irriterende.

Sådan en vinter, som vi har haft i år, tillagt det våde vejr, der huserer for tiden, giver optimale betingelser for flåter og snegle. Jeg var en tur i skoven i dag og kunne iagttage, at skovbunden nærmest er besat af de der ulækre, brune slimdyr. Min have vrimler også med dem, i alle størrelser og varianter, der dog alle har det til fælles, at de er grimme, uønskede, slimede og uappetitlige. Det er vel de færreste, der ikke har stukket hånden ind efter et stykke ukrudt og så har oplevet den der våd-slimede følelse af i stedet at have fanget et brunt møgdyr. Så er det, man skriger lidt inderligt og ryster rundt med sin hånd en del minutter. Tilsyneladende har de også aftentræf, eller større kongresser, bestemte steder på min græsplæne, og selv om jeg med morderblik i øjnene ihærdigt jager dem med kogende vand, sakse, knive og alle forhåndenværende midler, så synes de bare at optimere produktionen af sig selv og nye artsfæller. Føj!

Og tægerne! Nu om dage kan man få uhyre effektive piller, som kan hældes i kæledyrene, således at kryb som tæger og lopper ikke finder dem attraktive. Problemet er bare, at både tæger og lopper er dumme nok til at hoppe på, inden de forvirrede erkender, at hunde og katte slet ikke smager så godt og er de sande festmåltider, som de engang gjorde og var. Derfor er kæledyrene blevet baser for midlertidige ophold og asylcentre for forvirret småkravl, der ikke tænker på andet end at finde mere permanente opholdssteder med smagfuldt blod. Og da vi mennesker jo faktisk gerne står lige i hoppelinjen, så er vi–bare fordi vi er så venlige at befri vores kæledyr for disse plager–målet for enhver tæges drømmedestination. Efter en gåtur kan jeg sagtens finde en halv snes forvirrede tæger i hundens pels—vel at mærke tæger, der ikke har andet i deres enfoldige hoveder end at komme over på mig! Manden er allerede på borelia-penicellinkur, og en angrebslysten hær af flåter står parat på ethvert græsstrå for at invadere lune steder på menneskekroppen. Føj!

Det gør mig virkelig ondt og bekymrer mig meget, at så mange arter i naturen er på tilbagegang eller endda nærmest uddøde, men mellem os sagt, så ville det ikke rage mig en høstblomst, om dræbersnegle, lopper og tæger blev de næste på listen. Jeg fatter ikke meningen med dem. Og jeg har endda kraftigt overvejet, om hundens effektive piller måske også kunne hjælpe mig mod i alt fald nogle af uhyrlighederne. Jeg tør bare ikke sluge dem–og så koster de forresten også en bondegård. Med hensyn til dræbersnegle mangler vi jo også stadig et fatalt våben, men kan vel, trods alt, glæde os over, at hunden ikke slæber dem ind gemt i pelsen.

Hvis dette møgvejr varer ved, så bliver det vel nok en krybende sommer. Nej, hvor skal vi vade i brunsmuskede slimdyr i stakkevis og være bloddonorer for hele have af sultne skovflåter. Føj!

Continue Reading

Og græsset gror….

Det hele var nu noget nemmere sidste sommer!

Ikke nok med, at man som en slags evighedsmaskine bare kunne slynge en tynd sommerkjole eller et par shorts og en T-shirt på sig hver morgen og dermed undgå at vaske næsten en uge, men ens have stod også i total stampe og krævede kun et minimum af pasning og pleje.

Når man sådan har været væk fra sin have en 10 dage i denne såkaldte sommer, bliver man udsat for et chokerende bagholdsangreb. Det er intet derude, der har stået i stampe. Tværtimod. Alt–og her taler vi alt tænkeligt indenfor skalaen fra skvalderkål til almindeligt græsplænegræs–har forlystet sig med at vokse og gro. Ikke sådan planlagt og velopdragent, men derimod med opbydelse af en næsten hidtil uset kreativitet. Haveplanter har tilsyneladende ikke respekt for områder, territorier om man vil, men opfører sig generelt som en vildfaren og orkanlignende Donald Trump i handelskrig mod hele verden. Der er udfald mod alle flanker. Og en basal tro på, at den stærkeste i væksten nok skal vinde–om ikke andet kan man vel kvæle alle andre modstandere.

Græsplænegræs vokser ca. 5-10 cm. om ugen i denne sommer, ukrudt med en betydeligt mere imponerende hastighed. Træer og buske har ambitioner om at lukke af for enhver form for lys, og tomaterne i drivhuset satser udelukkende på vildskud og krogede afledninger. Der er hindbær i stikkelsbærrene, og stikkelsbær ovre ved hindbærene, og i det hele taget er bærafdelingen gået amok i imperialisme. Jordbærrene er, af samme grund, simpelthen forsvundet og bukket under. Eller også er det senegræsset, der har slået det i pladskrigen. For slet ikke at tale om hækken, som ligner ruinerne af en frisure, der oprindeligt var endnu mere rædselsfuld end svenskerhår.

Man skal passe sin have, skal man! Ikke sådan bare vende ryggen til lortet i sådan en slags sommer, hvor vand mere er normen end sol. Men det efterlader jo også endnu mere tanken om, at det da ikke kan være alvorligt ment, at voksne mennesker skal lade sig tyrannisere af skvalderkål. At det tydeligvis er ved at være tiden, hvor livet er rendt fra at holde orden i ens have. Hvor der er så meget andet, der giver særdeles meget mere mening end at skille uvennerne derude. Når man har nydt at være havefri i hele 10 stjålne dage, så slår det, at det kunne være en befrielse, en optimering af ens liv, at være permanent haveløs. Eller i alt fald ikke have mere have, end der lige var plads til en drømmeseng! Haver er for haveentusiaster, for børnefamilier med legende børn og for mennesker, der elsker at kæmpe mod den form for overmagt. Ikke for os, der egentlig får fuld valuta ved at kigge på andres haver. Man er vel, trods alt, kommet til et sted i sit liv, hvor der skal prioriteres. Og ukrudtslugning er end ikke i nærheden af min prioriteringsliste.

Haver ER nu noget nemmere i somre som den sidste år. Jeg tror, jeg ville kunne acceptere at have have, hvis der var garanti for, at ingenting groede for alvor. Omvendt er det jo samtidig et forbandet skidt standpunkt midt i en klimakrise. I sidste instans er det nok lettere personligt at skaffe sig af med alle de frodigheder derude, der gør ens liv til et mareridt og finde et sted uden imperialistiske planter. Det vil i alt fald blive kraftigt overvejet!

 

Continue Reading

Om valgplakater og klimakriser.

Det har heldigvis i sidste ende vist sig, at klimaet er kommet til at stå som det væsentligste punkt på valgets dagsorden. Flere partier er (heldigvis for os, der er dybt uenige med dem) snublet i den slags såkaldte tosserier og har skudt sig selv godt og grundigt i valgflæsket ved ikke at have erkendt det fra begyndelsen. Det kommer de nok til at fortryde. Og vi sønderjyder kan samtidig håbe på at få en anden farve end den smudsige gule, mange af os ufrivilligt fik hældt ud over os til sidste valg.

Men der er en ting, jeg ikke forstår. Slet ikke forstår. Når nu kardinalpunktet er klima, og hvad vi helt konkret gør for at begrænse de skader, vi allerede har forvoldt, hvorfor i alverden plastrer vi så enhver  uskyldig lygtepæl, bro eller halmballe til med fuldstændigt overflødige valgplakater i millionvis, lavet af halve regnskove og sikkert med en uvis skæbne efter krydserne er sat? Her er ingen partier mere tilbageholdende end andre. Samtlige partier, ligegyldigt hvor klima- og miljøbevidste de måtte udgive sig for at være, fælder lystigt løs og holder sig på ingen måde tilbage for at anvende ressourcer på noget, der egentlig er totalt overflødigt.

Jeg ved godt, det er en gammel skik at hænge sig i lygtepæle med håbet om at vække forbipasserendes interesse og på den måde tro, at det er måden, man vinder deres kryds. Men verden er en anden nu, end da vi i medie- og internetløse tider ikke havde så mange andre højlydte/sete kommunikationsformer. Valgplakater flytter givetvis færre stemmer end gode indlæg på de sociale medier eller tillidsvækkende optrædender på TV. I et samfund, hvor kommunikation er i højsædet, er der vel ingen, der afgiver deres stemme udelukkende på baggrund af et flot smil på en lygtepæl. Jeg tvivler i alt fald.

Derfor undrer det mig, at dette hykleri bliver ved. At man på den ene side set pudser sin klimaglorie–og på den anden smider fotoshoppet pap i spandevis ud i lokalområderne. Nogen burde tage et initiativ til at begrænse, helst totalt afskaffe, en forældet form for envejskommunikation på tandpastasmil, der på ingen mulig måde svarer til det, samme nogen hævder at ville gøre for klimaet.

Continue Reading
1 2 3 15