Guldsøstre

Nu ser jeg lige i avisen ( som her er Irish Times), at der er kommet en ny — altså endnu en ny!– bog om kæledyr. Denne gang om kæledyrsetik, som kort fortalt betyder, at vi skal være enormt bevidste om, om vi moralsk kan forsvare, hvordan vi forstår Fido.

Bogens omdrejningspunkter er, om det i virkeligheden er fair, at vi overhovedet “ejer” dyr. At vi holder deres jagt- og andre instinkter nede, blot fordi det passer bedst ind i vores egne liv. At vi bestemmer vore kæledyrs diæter, madvaner og miljøer, samt at vi ovenikøbet bestemmer, om de må beholde deres reproduktive organer. Bogen erkender, at katte og hunde er fantastisk selskab for os, men er det også rimeligt derfor at gå ud fra, at de også er vilde med vores selskab? Er det måske endda vildt arrogant af os at tænke sådan og bare lægge vores egne tanker og ønsker ned over de stakkels kræ?

Jeg tror, jeg lige vil tjekke det med de katte og hunde, jeg møder på min vej i dag. Sådan lige vejre utilfredshedsbarometret. Måske er der i virkeligheden vild modstand mod os mennesker, fordi vi bare er så fandens arrogante. Så skulle de da have sagt til, kæledyrene. For længe siden.

Ham, der ligger i sin trygge kurv hjemme ved mig, virker ikke sådan påfaldende utilfreds og undertrykt. Godt nok er han ikke meget for hundemad og foretrækker klart oksemørbrad og HobNobskiks, men det er vel bare præferencer, mig og ham har sammen. Han jager da bestemt også, sådan i det små, hele dagen, og mest fluer, og skulle han endelig vælge mellem selv at fange føden og spise den kedelige hundemad, så ville det sidste nok gå af med sejren. Af sult. Hvis han er udpræget træt af mit selskab, så er han simpelthen den bedste hundeskuespiller i verden. Så skulle han da prøve at spare en smule på sine, ofte meget fysiske, kærlighedserklæringer.

Det ville gå ham meget, meget ilde, hvis han fik lov at være dyr på den måde, bogen plæderer for.

Så det er da muligt, at vi med årene har fået vores husdyr til at passe perfekt ind i de miljøer, vi nu lever i. Fået dem assimileret og integreret og fået udavlet mange oprindelige katte- og hunderier. Men det er da samtidig forrygende tåbeligt at påstå, at der nu skal laves om på det, fordi baggrunden i virkeligheden er menneskeracens forrygende arrogance. Det lyder nærmest som en beskyldning for hundeimperialisme.

Jeg er så uendelig træt af den form for frelsthed. Som blomstrer overalt, og især på de sociale medier for tiden.

Så længe folk ikke iklæder deres kæledyr små nuttede sko og ternede småpigekjoler, så kan de såmænd for min skyld gøre, hvad de vil. Bare de behandler dem godt, kærligt og forsvarligt!

På min sidste rejse havde jeg en arrogant skid af en chauffør. Gæsterne var heldige, hvis han gad at sige Godmorgen, og han præsterede at lade samtlige kufferter stå ude i silende regn, indtil jeg og en anden gæst forbarmede os over dem og fik dem ind. Bare for at nævne et enkelt eksempel. Alligevel blev der, efter endt rejse, samlet ind til ham, og da eneste indsamlingsbøtte denne gang var en gennemsigtigt plasticpose, kunne enhver konstatere, at der blev givet rundhåndede Eurobeløb til manden.

Jeg, derimod, fik–som sædvanlig–intet. Der var ingen, der så meget som overvejede at sætte en indsamling i gang.

Nu skal dette ikke forstås som en økonomisk klynken. Jeg klarer mig nok. Det skal mere forstås som en forklaring på, hvordan det psykisk påvirker mig, når jeg lever i et miljø, hvor drikkepenge er en vigtig faktor. For selvforståelse, selvtillid, selvrespekt og selvværd. Og hvor chauffører tjener mere end mig. Også uden at medregne de 3-400 Euro, som de skattefrit putter i lommen efter hver tur. Og hvor man internt vurderes på drikkepenge. Der findes nemlig en uskreven lov, som vi alle kender, der simpelthen siger, at jo flere drikkepenge, jo bedre til ens arbejde….. Egentlig ret logisk.

Om aftenen mødes chauffører og guider fra forskellige lande, hvis de er på samme hotel. Uvægerligt går snakken om dagens dont, og uvægerligt går den også på fede drikkepenge. Det er der vel intet underligt i, da mennesker i alle erhverv nok taler om deres løn. I begyndelsen, da jeg var rimeligt uerfaren, fortalte jeg, til stor undren for flokken, at jeg ikke fik nogen. Så kiggede de noget skeptisk og undrende på mig. For hvorfor kunne gæsterne ikke lide mig? Jeg render også tit ind i chauffører, jeg tidligere har kørt med, som fortæller mig, hvad gruppen, vi fælles har kørt en uge sammen med, har givet dem. Når jeg så beretter om mit 0 på netop den konto, får jeg tit: “Jamen, jeg synes da ellers…..” eller ” Så skal du bare vide, at JEG da i alt fald synes, du er en god guide.”  Underforstået: Det gjorde gæsterne ikke.

For det er jo det, det drejer sig om. Gode guider får gode drikkepenge, dårlige får ingen. Så jeg er altså en dårlig guide. I deres univers er det lige præcis sådan, at hvis man ikke får drikkepenge, er det udtryk for gæsternes åbenlyse hævn over en fuldstændig umulig rejseleder. Alle guider fra andre lande får jo også drikkepenge–det er kun hende den absolut forfærdelige dansker, som gæsterne tydeligt pisser på hver gang. Endnu mere soleklart bliver det da af, at chaufføren, som har kørt med præcis samme gruppe, har fået et pænt beløb af de gæster, der valgte at håne deres rejseleder.

Jeg sætter mig aldrig sammen med guider og chauffører mere. Det gør simpelthen for ondt. Jeg hader de blikke og de usagte spørgsmål, jeg kan se, de nærmest ikke kan skjule. Og jeg forsøger at negligere chaufførernes indbyrdes undren over mig, for de fleste af dem synes da, jeg er ganske tilforladelig. De kan for det meste godt holde ud at være sammen med mig en uge og synes heller ikke, jeg er sådan åbenlyst uforskammet overfor gæsterne.

Men det påvirker mig. Jeg er begyndt at tvivle på min egne evner. Miste dele af min selvtillid. Og endnu værre. Jeg kan godt frygte, at det også med tiden kan få den indvirkning, at jeg bliver mere ligeglad. Tager tingene mere tilfældigt, for ligemeget, hvad jeg gør, er det jo tilsyneladende ikke godt nok. Som på denne tur, hvor en pissearrogant skid af en chauffør tilsyneladende gjorde sit arbejde meget, meget bedre end mig!

Jeg bliver også ked af det. Og igen skal det understreges, at det ikke er pengene, men udelukkende den symbolværdi, der ligger i dem. Jeg synes virkelig, når jeg selv skal sige det, at jeg sætter en ære i at udføre mit arbejde ordentligt–og lidt mere til–men jeg kommer virkelig, virkelig i tvivl om, om det overhovedet er tilfældet. For i den verden, jeg færdes i, bliver jeg jo hånet til jorden, hver gang en rejse er ovre.

Det er jo ikke sådan, at chaufføren er dårligt lønnet og tjener mindre end mig, selv om jeg er på dansk overenskomst og han ikke. Tværtimod. Han tjener, efter skat, mere end mig. Det er også sådan, at der gerne gives drikkepenge til vrantne servitricer, som serverer en enkelt øl undervejs. Det kan jeg jo se.

Så når vi når lufthavnen på vej hjem, går jeg gerne lidt i enrum og tørrer et par tårer. Og spørger mig selv om, hvad det er, jeg sådan fuldstændigt har overset. Hvad er det, de andre guider kan, som jeg ikke evner? Og hvis folk er så utilfredse, kunne de så ikke bare have påtalt det undervejs, så jeg kunne have rettet op på det, i stedet for denne ultimative hævn?

Som jeg plejer at sige til min mand ved hjemkomst, så vil jeg endnu engang overveje, om jeg skal blive ved i et job, som jeg egentlig holder meget af. Og gør mit bedste for at være god til. Men som jeg hver gang tvivler på, om jeg egner mig til. Fordi jeg, trods ultimativ arrogance, altid må stå i skyggen af en chauffør, der skal belønnes velvilligt og økonomisk. Skal have en konkret tilkendegivelse af respekt og tak for veludført arbejde. Det skal jeg tilsyneladende ikke. Og det bringer mig i forfærdelig tvivl om, om det passer, at jeg godt kan finde ud af arbejdet.

Her sidder han så, den lille ørn som jeg torsdag efter torsdag ser udføre sine relativt beskedne tricks for en større skare mennesketilskuere på et vildtfuglecenter et sted i Irland. Eller: Jeg har set ham nogle gange, og jeg kan ikke rigtigt bære det mere, så jeg pjækker fra kommende forestillinger.

Han er født og opvokset på centret, og de– temmelig mange–timer, han ikke optræder, sidder han så her. Det er der sgu’ ikke meget kvalificeret ørneliv over! Han minder mig umiskendeligt om ørnen Klaus, som Pontoppidan i sin tid udødeliggjorde som den allermest uørnede ørn i litteraturen. Ham, der opførte sig stik modsat H C Andersens uællingede svane.

Det er muligt, det tjener til bevarelse af hans art at sætte ham i det bur og prostituere ham nogle få minutter hver dag. Spørgsmålet er så bare, om det også er et værdigt liv, han selv får ud af det.

Måske er det bare mig, der er nærtagende, men det gør lidt ondt at se ham. Og at se ham optræde. Derfor lader jeg være.

Jeg kender folk, der dokumenterer samtlige deres ferier med en overdådig, uendelig række af madbilleder. Ikke et eneste Eiffeltårn, eller bare en meters penge af Tower Bridge klemmer sig ind her. Det er alt for useriøst, når man i stedet kan oploade pizzaslices fra eksotiske destinationer.

Jeg kender også folk, der umuligt kan bage så meget som en mislykket småkage eller kreere en gang millionbøf uden at forevige dem. De er, også her, dybt seriøse omkring deres kokkerier og føler samtidig en brændende og ubændig lyst til at delagtiggøre samtlige venner i deres madlavning.

Jeg er sikker på, at ingen hidtil har oplyst dem om, at det er dræbende kedsommeligt, og at i alt fald jeg faktisk er noget så inderligt, bedøvende, utroligt ligeglad. For de bliver jo ved! Dagligt bombarderes i alt fald jeg med ligegyldige fotos på FB af spiselige ting, der ikke på nogen mulig måde kommer mig ved. Æd dem selv!

Så her er et billede af min decideret ligegyldige scampi med fritter, som smagte godt og dejligt usundt, men som jeg faktisk ikke sidder med et uforløste behov for at dele med verden.

Jeg har udelukkende oploadet den for at se, om nogen læser dette. Eller hvor mange, der har det som jeg og løber skrigende væk fra madbilleder på nettet. Det bliver spændende at se resultatet!

Kære DSB.

Jeg sidder her i en ulækkernusset togvogn fra ca. 70-erne. Sæderne er skjoldede og sammenfaldne, og æstetik og det kunstneriske indtryk vil jeg af ren og skær høflighed helt undgå at omtale. Jeg kan nemlig absolut intet positivt sige om det. Til gengæld skal I roses minimalt for,  at jeg har ca. 3 cm. mere benplads end på en discountflyver, men det skyldes så udelukkende, at jeres sæder ikke kan slås tilbage. De kan i det hele taget ikke slås nogen som helst steder.

Her er afskyeligt koldt, så hele vognen er gået i solidarisk tænderklapning. Kun få har nemlig medbragt deres dynejakke her på denne sommermorgen, hvor temperaturen udenfor langt overstiger den indendørs. Iflg. konduktøren er problemet uløseligt, og det er sikkert korrekt, for jeg mindes tydeligt, at det modsatte problem også ofte indfinder sig, uden at det så kan løses heller.

Jeg vedhæfter et snapshot af jeres toilet. Overvejede at tage en selfie, men stedet er altså for ulækkert til, at jeg overhovedet vil bevæge mig ind på det, endsige røre ved noget. Man risikerer jo en lidt for aktiv bakteriedeling. Heldigvis har jeg sko på. Men måske er det bare mig, der er alt for følsom med, hvad mine tæer bevæger sig i. Selv om jeg selvfølgelig godt i dette tilfælde kan komme med et kvalificeret gæt.

Min rejse koster næsten 500 kr, og jeg skal sidde her længe. Jeg ville ønske, I på den ene eller anden måde kunne få øjnene op for, at det her på ingen måde er nogen fornøjelse. Det er derimod umådeligt ulækkert,hundedyrt svineri på skinner!

Danskerne er nogle forfærdelige udendørssvin.

Det var irerne også engang. Meget værre end de allerværste, danske übersvin. Det er de så ikke mere. Det kunne vi lære noget af!

Herhjemme har vi i mange, mange år lidt af den–i grunden logiske–ide, at hvis vi bare med massiv kraft øgede antallet af udendørs skraldespande, så ville den naturkastede affaldsmængde formindskes i samme omfang. Det er vist ikke forkert at konstatere, at selv om ideen er logisk, så virker den mildest talt ikke.

I Irland er man, med stor succes, gået den modsatte vej. Man har nemlig fjernet de fleste skraldespande, og faktisk skal man være ualmindeligt heldig for at støde over en af slagsen, såvel i byer som på naturskønne områder. Umiddelbart skulle man så tro, at skidtet bugnede og svømmede over. Men det gør de ikke. Overhovedet ikke! Tværtimod! Irland er det, uden sammenligning, reneste land, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke nok at fjerne skraldespande. Det kræver også massive kampagner, mentalitetsændringer og en hel del gode præmier. Der er løbende konkurrencer med rigtigt fine præmier om at blive landets reneste by–en ting, som tages virkelig seriøst. Der er store bøder for at smide affald, og de blev i starten håndhævet særdeles strengt. Det er så overhovedet ikke nødvendigt længere.

For allermest har kampagnen omkring, at alle simpelthen tager deres affald med hjem, virket noget så eftertrykkeligt. Man TAGER, som en selvfølge, og som en rigtig god vane, sit affald med hjem. Kan man tage ting med ud, kan man selvfølgelig også tage dem med hjem! Og når der ikke er skraldespande at smide dem i, er sagen ligesom rimeligt klar. Det er en fornøjelse at se børnefamilier på skovtur med den obligatoriske plasticpose, hvor alt skrald bliver smidt i, hvorefter samme pose med den største naturlighed bæres tilbage til bilen for at ende i den hjemlige skraldespand. Det er heller ikke på nogen måde ualmindeligt at se såvel børn som voksne samle de få stykker skrald op, som tåbelige mennesker har smidt fra sig. Det er, især for børnenes vedkommende, nærmest konsensus, at hvis man ser efterladt skrald, så samler man det op. Det kunne en del danske børn lære af!

Her skal også lige huskes, at Irland ikke som Danmark har et pantsystem på flasker og dåser. Der er altså ingen umiddelbar gevinst i at tage sådanne ting med hjem. Men de gør det altså alligevel!

Måske skulle vi prøve lidt nytænkning i Danmark. Fjerne vores skraldespande og ændre folks affaldsmentalitet til, at alt affald skal med hjem. Få dem til at indse det ualmindeligt logiske i, at når man kan bære ting ud, så kan man med akkurat samme lethed bære dem hjem igen. Når nu irerne kan, så kan vi vel også?

Det, jeg ville, var egentlig bare at fotografere nogle søde småpiger, stadset op i deres allerfineste puds og med håret i overdimensionerede krøllefrisurer på vej til det nationale mesterskab i irsk dans.

Men det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik taget dette ene billede, som hverken er fugl eller fisk, og så fik jeg så mange blikke, fingre og nedladende, afskræmmende tegn, at jeg helt klart indså, at jeg gjorde noget, der var aldeles ude af proportion.

Man fotograferer ikke små piger. Altså andre forældres små piger. Og så er det i øvrigt revnende ligegyldigt, om man er en trekvartgammel dame, som, hvis jeg selv skal sige det, ligger et stykke fra indbegrebet af en farlig pædofil.

Det er trist, at verden er blevet sådan. At mistro pr. definition vinder over sund fornuft. Eller rettere:At verden er blevet sådan, at mistro er en simpel nødvendighed, fordi man aldrig kan vide sig sikker, og selv det allermest tilforladelige trekvartgamlede hunkøn potentielt kan være ude i et obskønt ærinde. Jeg kunne jo, f.eks, have en lille nebengeschæft derude på nettet. You never know.

Selvfølgelig skal vi passe på vores børn. Det er bare forbandet ærgerligt, at denne passen på desværre er så nødvendig, at selv det at tage uskyldige fotos af en flok dansemus i festtøj er en potentiel lovovertrædelse i sig selv. Det er lidt ambivalent. Der lurer farer derude, ja, men der lurer desværre også overdrevent hysteri.

Forleden sad jeg på en bænk ved en øde strand og røg. Jeg er generelt en hensynsfuld ryger, og da jeg samtidig nok er en lille smule flov over ikke at kunne skaffe mig af med den uheldige vane, går jeg meget gerne i enrum og dyrker min last. Mens jeg sad der, kom strandens eneste anden gæst uventet vraltende forbi, mens hun højlydt tilkendegav på amerikansk, at jeg var “disgusting”, før hun bar sine godt 200 kilo videre. Som automatisk reaktion fløj det ud af munden på mig ” And so are you.” Nu er hun nok allerede ved at lægge sag an imod mig for politisk ukorrekthed, diskrimination af vægtmæssigt udfordrede samt, selvfølgelig, luftforurening, som hun vel er sikker på, hun snart skal dø af. Jeg tror, dødsårsagen bliver en anden!

Og sådan blev hun bare endnu en røgfrelst amerikaner, som vraltede gennem mit liv. Der har været mange andre undervejs. Fælles for dem alle har været en kolossal overvægt, et grimt, nedladende sprog og en helt hysterisk frygt for tobaksrøg i det fri. Det er nemlig i Amerika–og også gradvist herhjemme–ved at blive helt legalt at tage dyb afstand fra de skrækkelige rygere, som bare ikke kan finde ud af at passe deres helbred ordentligt. Det er da i og for sig OK–så kan vi jo lære det!–men det er, i min optik, IKKE OK at kaste med ukvemssten, når man selv bor i et 200 kilos tungt glashus.

Faktisk har hun og jeg jo i virkeligheden en masse tilfælles. Vi er begge ude i et mildest talt uheldigt misbrug, som vi kæmper med. I grunden burde vi stå sammen i stedet for at nedgøre hinanden. For psykologisk kan jeg da godt forstå hende. Jeg ville bestemt også nødigt gå rundt og se ud som hende, for slet ikke at tale om at SLÆBE rundt på hende, så det må da være uendeligt befriende endelig at finde en synder, som i hendes øjne har en afhængighed, der er meget værre end den, hun selv slås med. Og her taler jeg UDELUKKENDE om den form for fedme, som på amerikansk hedder “obesity”–altså sygelig overvægt, fremkaldt af overspisning. Personligt kender jeg ikke til nogen sygdomme, der kan gøre folk SÅ fede, men det er måske bare min uvidenhed. Nogle kilo for meget på sidebenene har de fleste vel, men det er ikke på nogen mulig måde dem, det handler om.

Rygning står nemlig til  absolut bundplacering, hvis disse to uheldigheder sammenlignes. Det er legalt at væmmes ved rygere, sige grimme ting om dem og flygte fra deres selskab–ikke MENS de ryger, for det gør de gerne på afstand!–men EFTER de har røget. Rygere er tabere, og det er for rigtigt mange mennesker utroligt vigtigt at holde fast i. Så kan de ligesom placere sig selv i hierarkiet.

Sådan rent illustrativt modtager jeg dagligt–og gerne flere gange–kommentaren “Skal du ikke snart holde op med at ryge?”, mens jeg ALDRIG selv har sagt, eller har hørt andre sige “Skal du ikke snart holde op med at overspise?” Det er åbenbart for sensitivt at berøre.

I USA findes der en fedmeepidemi, som landet nærmest uden diskussion har accepteret. I alle store forlystelsesparker findes der gratis udlåning af kørestole til folk, der ikke længere magter at bære rundt på deres egen vægt. Ligegyldigt hvor gamle de er, for også et meget stort antal teenagere er ved at opgive at bære sig selv. Mange flyselskaber har specielle sæder for mennesker, der umuligt kan klemmes ned i standardsæder. Der findes love mod diskrimination af snart sagt enhver art, inkl. vægtmæssigt udfordrede, men dog ikke rygere. Trods alt. Så når man ser et massivt fedtbjerg nærme sig, bør man forholde sig smilende og lade som absolut ingenting. Ligesom det overhovedet ikke forventes, eller nærmest anses som uhøfligt og sårende, at man kommenterer folks vægt. Altså på samme måde som de fleste kommenterer, at jeg burde holde op med at ryge!

Jeg ved godt, jeg har en usund vane. Jeg ved også godt, at jeg generer andre mennesker, hvis jeg dyrker den i deres umiddelbare nærhed. Det er derfor, jeg ikke gør netop det. Jeg har også vænnet mig til at tage imod enhver form for nedsættende, spydige og bedrevidende kommentarer, for det er en del af rygerpakken. MEN jeg vænner mig nok aldrig til, at der er afhængigheder, som jeg altså ikke må omtale, fordi de tilsyneladende er meget mere stuerene end min egen. Sådan at det nogle gange bare er synd for fedtbjerge, at de spiser for meget, mens jeg da i den grad bør tage mig sammen med den røg.

Dette er IKKE et forsvar for rygning, hvad der forhåbentligt med al tydelighed fremgår af indlægget. Det er derimod både et forsøg på at råbe lidt op om andre sygelige afhængigheder samt måske prøve at finde sammen i vores dårlige vaner. Sådan at vi ikke hver især finder hinanden “disgusting”, men måske med en forøget forståelse også kunne hjælpes ad mod normaliteten. Ikke ved, at det bliver legalt at råbe skældsord efter overvægtige, men ved, at vi erkender, at vi nok alle har nogle dumme ting, vi skal arbejde med. Med omverdenens forståelse.

Og det er helt bevidst, at jeg ind imellem i dette indlæg har brugt grimme ord. Jeg trængte til det!

Jeg var til marked i går og solgte nærmest intet. Der var med andre ord ingen nordjyder, der sådan lige stod og gerne ville overtage mine aflagte ting. Til gengæld synes jeg da nok, de var flittige til at investere i andre ting, som jeg personligt ikke ville bo sammen med.

De ting, jeg havde taget med, ville for de flestes vedkommende være blevet afsat temmelig hurtigt i København. Ved jeg af erfaring. Derovre er marmor, teak, gammelt keramik og vintagetøj i meget høj kurs. Ydermere til en noget anden pris end den, der kan opnås herovre vestpå. Hvis der ikke lige var den forbandede bro med pillehøje afgifter hver vej, kunne det på sigt være en ganske udmærket ide at transportere sit overskud i en flydende strøm over bæltet.

Men det undrer mig alligevel, at der i et lille land som vores kan være så store regionale forskelle på, hvad der er både in og sælgeligt. At moden kan variere så meget. For i min optik er det jo ikke et spørgsmål om, hvornår københavnermoden kommer vestpå, for det tror jeg simpelthen ikke, at den gør. Der bliver aldrig salg i f.eks. marmoret eller vintagetøjet herovre. I alt fald kun, når københavnerne holder ferie i vores, for dem, eksotiske landsdel og tror, at de gør et fandens godt kup og snyder nogle dumme jyder, når vi forlanger overpris for vores gamle lort.

Måske skal jeg prøve at komme af med varerne på Fyn? Logisk og geografisk set skulle de jo derovre være til begge dele–altså både det, der kan sælges i Jylland og det, der kan i København. Måske er de lidt til marmor derovre?

Nu er dette næppe et af verdens mest presserende problemer. Og så alligevel!

For hvor i alverden gør de lige af alle vores halvt brugte sæber, shampoos og diverse andre tubeting rundt omkring på hotellerne?

Den tid er ovre, hvor jeg med arme og ben stjal alle sådanne ting, der ikke var naglet fast rundt omkring på hotelværelserne. Jeg har nok, skal jeg hilse at sige. Skabe og plastikposer fyldt til bristepunktet, der bare venter på dårligere tider, som heldigvis aldrig kommer. Jeg kan holde mig selv med minishampoo til godt og vel 2075.

Men jeg gider altså heller ikke rejse rundt med sæbe og shampoo, så jeg bruger faktisk hotellernes. Da jeg oftest kun er en nat på hvert hotel, er det således et minimum af slid på væsken, som jeg sådan lige anretter. Det bekymrer mig lidt, og jeg har da også overvejet at få sat navn på og tingene sat til side til næste gang, jeg kommer. Så kan jeg jo bruge resten.

Stadigvæk: Hvad gør de ved resten? Har de folk ansat til at hælde shampoorester sammen? Hælder de det bare ud? Eller scorer stuepigerne menneskelige rengøringsrester nok til at holde hele kvarterer i acceptabel hygiejnetilstand?

Jeg spørger bare, for jeg ved det ikke. Men jeg ville sådan set gerne vide det, for hvis svaret er, at de bare hælder det ud, så vil jeg fra i dag og for altid medbringe egen afvaskning.