Om fordomme.

Som jeg nærmest lige har skrevet, så er fordomme ikke noget, vi er født med. De er noget, vi lærer. Desværre både noget, andre lærer os, og som vi, sikkert ofte uden at ville det, lærer andre.

Det har altid været et kernepunkt i min såkaldte opdragelse af mine børn, at de gerne skulle blive fordomsfri, selvstændigt tænkende mennesker. At man umuligt kan bedømme andre mennesker på hudfarve, religion, handicaps, volumen eller andre umiddelbare kendetegn. Man er nødt til at lære dem at kende, inden man finder ud af, om man kan lide dem. Derefter er det da fuldt legalt ikke at bryde sig om dem. Men så er det jo mennesket som sådan, man ikke er i takt med. Jeg har også altid lært mine børn, at fordomme siger meget mere om dem, der har dem, end om dem, de er rettet imod.

Jeg synes, vi lever i et meget fordumsfuldt samfund. Samtidig også et samfund som mere og mere præges af angst. Især mellemmenneskelig angst. Vi er ved at blive reduceret til et land, hvor vi på forhånd er bange for hinanden. Personligt har jeg svært ved at afgøre, om fordomme skaber angst, eller om det er angst, der skaber fordomme. Faktorernes orden er vel også i denne forbindelse ligegyldig. Det er selvfølgelig klart, at man er bange for dem, man har fået at vide er farlige. Det er samtidig selvfølgelig lige så klart, at man må vende sin angst og frustrationer mod andre, der virker truende, fordi de ikke er helt ligesom en selv. Og så lære det videre til andre, at sådan forholder det sig. Nemlig.

Det er også psykologisk bevisligt, at jo mere udsat og truet, man selv er, desto mere har man brug for syndebukke. Eller forklaringsmodeller, der kan fratage en selv skylden for, at det faktisk ikke går så fantastisk godt det hele. Det gør altid vanvittigt ondt at placere enhver form for skyld hos sig selv, så det der lille trick med at placere den hos andre virker jo næsten altid. På den måde skabes fordomme. Det er “deres” skyld det hele–ergo er de, på den ene eller anden måde, dårlige mennesker. Man skal bare ALTID huske på, at når man giver andre mennesker skylden for alle ens egne dårligdomme, så siger det uendeligt meget mere om en selv. Og det er ikke på en positiv måde.

Jeg forstår også godt angsten for alt det, der ikke er lige som man selv er. Det uforståelige er jo en trussel. En trussel mod ens indgroede tro på, at man selv ved bedst, og at man altid gør tingene på den allerbedste, mest hensigtsmæssige måde. Det er ubehageligt at opdage, at der findes andre måder at leve livet på, og det er da endnu mere ubehageligt at måtte indse, at de endda kan være mere tilfredsstillende. Så er det da lettere at lukke af og skabe et par belejlige fordomme. Så fordomme er også beskyttelse mod alt det, man enten ikke forstår, eller som man er bange for vil udfordre ens egen lille hønsegård alt for meget.

Fordomme gør mig også—og det er taget til i de senere år–meget, meget ked af det. Jeg bliver faktisk ulykkelig, når mennesker, jeg hidtil har syntes godt om, pludselig forvandler sig til fordomsfulde individer. Især dem, der hele tiden og i en uendelighed skal skilte med dem. Der sker noget med venskaber på den måde. Når man ikke længere kan stole på et andet menneskes dømmekraft, bliver man skuffet og sørgmodig. Man trækker sig, ofte fordi man selv ikke orker at tage kampen op. Og man tænker stille i sit indre: “Hvad har du dog været ude for, der har fået dig til at hade andre så ubegrundet?”

Viden skaber nedbrydelse af fordomme. Helt enkelt og absolut lige så logisk er ens viden omvendt proportionel med ens fordomme. Jo mere viden, man har om tingene, desto færre fordomme. Så ja, at udstille sine ubegrundede fordomme er, i mine øjne, at skilte med sin ubegribelige mangel på viden.

Og så vil jeg slutte af med den sætning, jeg engang læste i et dagblad, og som jeg har taget til mig, fordi den bare er noget af det mest sande, jeg nogensinde har læst: “I vores samfund er retten til frit at ytre sig ved at blive afløst af retten til frit at vælge sine kendsgerninger.”

Dette indlæg er ikke ledsaget af et foto. Jeg aner nemlig ikke, hvordan en fordom ser ud. Udover at den er grim.

Continue Reading

Om præcision.

time-27593_960_720

Jeg er et meget præcist menneske. Nærmest overpræcis. Jeg kommer næsten altid for tidligt og har det simpelthen nærmest fysisk dårligt, hvis jeg af uventede årsager er ved at kommer for sent til en aftale. Derfor har jeg det svært med mennesker, der kommer for sent.

Jeg har fuld forståelse for, at man nogle gange kan komme for sent. Der kan opstå uventede hindringer og forsinkelser, og trafikken i både storbyer og på landevejene kan ind imellem være en tids- og aftalemæssig udfordring. Men jeg har absolut ingen forståelse for de mennesker, der hver eneste gang notorisk og nærmest med fuldt overlæg kommer for sent. Gerne uden at ringe.

I mine øjne er det at komme for sent uden gyldig årsag direkte disrespekt for andre menneskers tid. Og dermed i et lidt videre perspektiv disrespekt for andre mennesker. Jeg er dødtræt af alle “Jeg skulle lig-erne”, for hvad er det lige, der er så meget mere værdifuldt og vigtigt end den aftale på et bestemt tidspunkt, vi begge har været med til at indgå. Er det opvasken, der er vigtigere end mig? Eller en snak med naboen? Eller bare almindeligt lal, fordi jeg jo nok alligevel venter?

Folk, der notorisk kommer for sent, har tilsyneladende en indgroet tro på, at deres tid er meget, meget mere dyrebar end andre menneskers. Det er desværre ikke tilfældet. Ydermere er det også lige en tak for arrogant efter min smag. Især hos de, der tilsyneladende mener, at hele grupper af andre mennesker bør vente på, de får sig snøvlet færdige. Arrogance og disrespekt tilsammen virker som en rød klud på de fleste mennesker, så blandingen er altså heller ikke det allerbedste udgangspunkt for et godt møde eller en god aftale.

Hvis jeg prøver at regne sammen på, hvor megen tid jeg egentlig i det hele har spildt på at vente på upræcise mennesker, så er vi oppe på flere dage. Eller mere. Det er faktisk lidt skræmmende at tænke på. Her har vi da virkelig selve definitionen af ordet “spildtid”.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil ligge under for andres disrespekt for min tid. Hvis de ikke kan finde ud af, eller bare er fløjtende ligeglade med at møde op på et aftalt tidspunkt, så er jeg den, der er gået. For så kan de nemlig stå der og blomstre og noget så inderligt føle, at de i den grad spilder deres tid. Sikkert en helt ny følelse, men jeg er sikker på, den er sund!

 

Continue Reading

Om januar.

calendar-1508663_960_720

Jeg har egentlig ikke ret meget imod november. Den er overlevelig. Men januar! Den er godt nok lang, og sur, og kedelig, og mørk, og i det hele taget en umanerligt stor udfordring. Som en gammel kollega altid sagde: “Det har nok aldrig været meningen, at der skulle bo mennesker nord for Alperne om vinteren.” Så måske er januar en fejl i systemet, som vi bare ikke har opdaget endnu. Under alle omstændigheder er januar en ualmindeligt dårlig scorer på hyggeskalaen.

I december hylder vi mørket og putter os ved stearinlys, julepynt og hinanden. Netop mørket er faktisk en del af julens hyggefaktor. I januar transformeres mørket til en grå masse, der står som en uendeligt tyk mur mellem os og lyset og foråret. Vi burde faktisk opfinde noget januarpynt, specialdesignet til årets værste måned. Sådan, at når nissetropperne blev lagt tilbage i deres 11 måneders hi-kasser, så kunne vi sætte januarpynten op. Jeg har bare stadig til gode at regne ud, hvordan i alverden den skal se ud. I alt fald noget med farver. Og ikke rødt og guld!

Det hjælper selvfølgeligt betydeligt, hvis januar kaster lidt sne af sig. Sne har en høj hyggefaktor,og den får os ud. Ellers vil januarvejret os sjældent noget godt, og det bestræber sig uhyggeligt meget på aldrig at give os en åbenlys opfordring til at gå ud i sig. Hvis det ikke regner, så blæser det. Og ligemeget hvad det i grunden gør, så er det bare koldt. Derfor er januar også en asocial måned. Når vi når marts, viser det sig, at naboens børn er vokset adskillige centimeter, og et betydeligt antal mennesker i kvarteret er blevet grovklippede eller har tabt sig–for der er jo ingen, der har set naboerne siden oktober. Man støder ligesom ikke tilfældigt på hinanden i januar. Enten går man ikke ud, eller også er det så mørkt, at man alligevel ikke kan se og lokalisere hinanden.

Januar er også udsalgsmåned for de, der ikke fyrede alle pengene af på julegaver. Hvis man er en af de sidste, er det jo ikke ligefrem humørbefordrende at iagttage, at man kunne have sparet en mindre formue ved at besinde sig. Det er da heller ikke lige det, der får en til at gå ud af hiet. Måske er januarudsalget opfundet i afmagt. Afmagt over januar. Altså sådan at det var det absolut eneste, man i sin tid kunne finde på for overhovedet at gøre måneden det allermindste overlevelig. Det virker så desværre kun for dem med enten penge eller seriøse shoppegener.

I flere lande er januar karnevalsmåned. Jeg ved godt, at især februar har denne ære, men jeg støtter fuldt op om januar som topkandidat. I januar har jeg bestemt også brug for lidt karneval i mit liv. At blive en anden og overskride grænser. Men jeg kan vel sådan set bare lave mit eget lille private udklædningsshow ude i forhaven. Pga. mørket er der jo alligevel ingen, der ser mig dansende i klovnedragt derude. Og hvis de gør, går de vel bare ud fra, at det er de, en smule usædvanlige, symptomer på den januardepression, jeg deler med så mange andre, der heller ikke rigtigt dur til at overleve januar.

Jeg forstår godt den folkevandring, der i disse dage går mod især Thailand. Den burde være offentligt financieret, så alle, der bare led den mindste smule af januar, kunne komme af sted. Vi kunne lave store demonstrationer mod januar og kræve bedre vilkår for de januarramte. Måske kunne jeg endda stå i spidsen for et nyt parti med netop den dagsorden, for den er vel ikke betydeligt tyndere end den, så mange andre nye partier stiller op med.

Men–det ser desværre ud til, at mit lod i tilværelsen er at sidde januar af. 30 lange, mørke dage endnu. Jeg må trøste mig med, at det eneste positive, der er ved januar, er, at den stensikkert går over af sig selv. Det er så også det eneste, den kan finde ud af.

 

Continue Reading

Om nytårsskyts.

clock-68625_960_720

Hunden og jeg har i grunden ikke så forfærdeligt mange fælles interesser. Hans interessekatalog er rimeligt begrænset og koncentrerer sig, hvis man skal koge det ned til få ord, primært om hoved og røv. Jeg bilder mig ind, at jeg er en smule mere vidtfavnende.

Men en ting er vi helt enige om: Vi HADER nytårsskyts! Eller rettere: Vi HADER alt det, der siger bang og laver høje lyde. Og i disse dage er vi jaget vildt.

Bevares, jeg synes da, fyrværkeri er smukt, men udelukkende på afstand. Altså så meget afstand, at jeg ikke kan høre bragene. Den slags går desværre hundens snude forbi–han registrerer kun, når de uventede brag tilsyneladende lyder lige ude i hans baghave. Hverken han eller mig forstår rigtigt det der med bragene. Eller: Vi forstår ikke helt deres formål. Selvfølgelig ved jeg godt, at fyrværkeri og krudt er tæt forbundne størrelser, og at raketter nødvendigvis må slå nogle småprutter på vej op i intetheden. Men ingen af os forstår brag, der bare er til for brags skyld. Vi er fuldstændigt uforstående overfor, hvad det lige er, de der brag gør for affyrerne.

Måske er det noget med belønningscentret? Altså at jo højere, braget er, desto mere belønning er der i megalyden? Sådan at man, om man så kan sige, bliver bragende høj (og døv som sidegevinst!). Eller at braget i virkeligheden er en højlydt potensforlænger? Jo højere brag, jo mere mandig? Eller er det måske små mænd, der render rundt og brager? Min erfaring–og min fornuft–siger mig, at det nok ikke er kvinder. De fleste af dem har det nok lidt som mig.

Efter min mening (dog ikke hundens!) er det fuldstændigt i orden, at nytårsaften anvendes til at gå bragende amok. Bare jeg kan blive inde, iklædt høreværn. Men jeg synes faktisk ikke, det er nødvendigt at holde mere eller mindre permanent generalprøve en god uges tid inden. Og hvem er det også, der bare ikke kan vente? Forleden så jeg endda nogle mænd fyre raketter af i fuldt dagslys. Det er da efter min mening fuldstændigt vanvittigt og virkelig enormt spild af penge. Jeg ville ønske, at man ligesom kunne lave en form for stiltiende aftale om, at nytårsaften er det helt legalt at udleve sine højlydte mindreværdskomplekser–til gengæld må man så leve i stilhed med dem resten af året.

Og er der ikke nogen, der vil prøve at arbejde på at opfylde den lydfri raket? Så jeg kan nyde de flotte mønstre og farver i stilhed–og hunden kan få fred den uge om året, hvor alting for ham er worst-case-scenario?

 

Continue Reading

Om verdens fortrædeligheder.

red-cross-158454_960_720

Forleden, da jeg skrev om mine årligt tilbagevendende lidelser i forbindelse med 2 overrædsomme julesange, fik jeg flere reaktioner gående på, at der jo er langt større lidelser, trusler og problemer i denne verden. Jeg vil så nødigt overtolke, men jeg fornemmede, at mine kvababbelser var i den absolutte småtingsafdeling indenfor globale kvababbelser og derfor burde være afgået ved den stille død i min egen personlige radiotavshed.

Jeg er ikke enig. Jeg er i alt fald slet ikke enig i, at der ligesom findes en lidelsesskala, hvor man kun må brokke sig, hvis ens lidelse overstiger et vist antal point. Hvordan de så end måles. Jeg er, med andre ord, ikke enig i, at fordi folk sulter i Afrika, og en idiot kører dødsrute på julemarkeder i Berlin, så må jeg ikke brokke mig over Wham.

Vi skal nemlig have proportionerne i rette orden. Fordi jeg går i spastiske lammelser over Chris Rea, betyder det jo langtfra, at jeg ikke har den yderste og ultimative sympati med mennesker i nød. De to ting er da, i min optik, fuldstændig usammenlignelige. Som konsekvens ville det betyde, at fordi verden er halvvejs af lave, så er vi totalt afskårne fra at brokke os over småting i vores dagligdage. Fordi de på en eller anden måde ikke scorer tilstrækkeligt på den globale lidelsesskala. Jeg vil F..  have lov at brokke mig over både postvæsen, Lauritz.com, og hvad der nu ellers lige er at brokke sig over, selv om der er folk, der sulter i Afrika.

Og jeg nægter på nogen måde altid at skulle måle min indsats på godhedsparametre. Ligesom jeg heller ikke højlydt reklamerer med mine tilskud til diverse hjælpeorganisationer. Jeg vil også meget nødigt ses som nyhedsimbecil, der bare overhovedet ikke har set verdens fortrædeligheder. Jeg tror godt, jeg forstår det meste af, hvad der foregår. (Undtagen det med Trump, altså!) Men selv om jeg prøver at have et rimeligt globalt overblik, så er der sgu` da stadig ting i min egen lille dagligdag, der er pisseirriterende, og som jeg føler mig i min fulde ret til at brokke mig over. Jeg BEHØVER ikke nævne det forfærdelige ved international terrorisme, før jeg beklager mig over vejret. Eller starte ethvert brokindlæg på denne blog med mantraet. “Selv om jeg virkelig godt ved, at der er rigtigt mange mennesker i verden, der lider meget, meget mere end mig, så…..”

Hvis denne blog udelukkende skulle være politisk korrekt, kunne jeg lige så godt lade være med at skrive den. I øvrigt ville den også blive røvkedelig. Og endelig ved jeg da heldigvis, at mine gode læsere også og til enhver tid kan kende forskel på alvor og ironi.

Continue Reading

Julehadere.

maxresdefault

Der er to ting, der kan ødelægge enhver form for julestemning hos mig. Jeg får røde knopper, åndedrætsbesvær og udpræget opkastetrang. Jeg bliver olm, vranten, fraværende og meget lidt julet. Jeg har bare allermest lyst til akut at flygte ind i et absolut lydtæt rum, hvor ingen af pestilenserne kan nå mig.

Desværre er jeg i denne tid udsat for et mindre bombardement af onderne. I supermarkeder, når jeg hører radio eller ser TV–eller nogle gange bare inde i mit eget hoved, som tilsyneladende HAR ladet sig udsætte for bagholdsangreb. Det drejer sig om Whams “Last Christmas” og Chris Reas “Driving Home for Christmas”. Det er som om, den autoriserede, danske jul ikke kan finde sted, uden at disse fornærmelser mod enhver form for julemusik skal have hovedroller. Jeg er gammel nok til at kunne huske, da de første gang spolerede julefreden–selv dengang var de rædselsfulde. Så jeg har døjet med disse lyd-u-æstetiske monstre i flere årtier.

Hvis jeg er hjemme hos mig selv eller i min bil, kan jeg selvfølgelig bare slukke radioen. Men når jeg bevæger mig på gader og stræder, er jeg noget anderledes ilde stedt. Det er jo ikke alle steder, der er deciderede flugtveje eller isolerede skyttegrave. Jeg har derfor besluttet, at enhver forretning, der udviser så eminent dårlig smag, at den understår sig i at lade fornærmelserne deltage i jule-lydbilledet, bare overhovedet ikke skal se skyggen af mine penge. Jeg flygter i rekordfart fra supermarkeder, lader gerne kurven stå midt på gangen til spot og spe, samt forlader gerne andre forretninger midt i gaveindpakning med henvisning til, at jeg desværre er så lydmæssigt udfordret, at jeg må gå min vej for ikke at få varige skader.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, hvem i alverden det dog er, der gerne vil genhøre de to forfærdeligheder for 1.000000000000000 gang? Hvem er det lige, der er målgruppen for de musikansvarlige? FINDES der virkelig mennesker, der kan holde ud at høre Last Christmas? Jeg tvivler. Med mindre de skal findes i gruppen af meget stærkt hørehandicappede med udpræget lousy musiksmag.

Mit forslag til konfliktløsning er, at 80-erne ringer og kræver Wham tilbage, hvor de kom fra, og at Chris Rea får lov til en gang for alle at køre permanent hjem til jul. Og blive der. Han må da, efter alle disse år på farten, snart være ved at være hjemme, hvor han hører til. Tag dog den mands bilnøgler og smid dem i den nærmeste sø!

Det er helt bevidst, at billedet er rædselsfuldt og en direkte fornærmelse mod julen. Det er sangene nemlig også.

Continue Reading

Snyd og bedrag.

dsc07680

På et tidpunkt sidste efterår fik jeg den ide, at jeg måtte eje en Mulberry taske. Da der desværre ikke er den fjerneste chance for, at nogen så meget som vil overveje at forære mig en sådan, gik jeg i gang med at researche, hvordan man egentlig skaffe sig en Mulberry taske. Altså uden at sætte sig i gæld, optage overrentede forbrugslån eller ultimativt ende i Riber, eller hvad det nu hedder. Min undersøgelse endte hos auktionsfimaet Lauritz, som minsandten havde et relativt pænt udvalg af slagsen.

Så jeg end ikke overvejede, om ikonerne var ægte. Jeg var simpelthen så naiv, at jeg blindt troede på, at når et nogenlunde veletableret firma sælger en mærkevare, så er den da selvfølgelig ægte. Derfor fik jeg til min egen store forbavselse hammerslag på bare 1300 kr. på lige den taske, jeg gerne ville have. Godt nok havde jeg hverken set eller inspiceret den. Den stod i Roskilde, og der kommer jeg ikke sådan lige forbi. Men, som sagt, jeg var fuld af tillid. Nu skal man jo ikke lade sig besnære af relativt lave hammerslagspriser som sådan. Nogle auktionshuse ( og her nævner jeg af fare for evt. grimme injuriesager absolut ingen navne!) tager sig uhyre velbetalt for at tage et foto af en vare, smække den på nettet og derefter lade computeren passe resten. Så mit lille taskeeventyr røg op i omkring 1700 kr., hvilket vel stadig var billigt.

Der var dog lige den ekstraomkostning, at jeg måtte have en kusine til at afhente klenodiet, sende det til mig og kvittere med en buket, men hvad gør man ikke for sin Mulberry? Det var en stor dag, da kalorius ankom, og det allerstørste var vel, at taskefandens belønningscenter nærmest svømmede over af umådelig lykke.

For måske var det alligevel ikke lige den taske, jeg skulle have? I alt fald fandt den meget hurtigt sin plads i rodet på et af værelserne, og der blev den i al ubemærkethed stående. Indtil jeg en dag–en 5-6  meget mere anvendelige ikke-Mulberrytasker senere–måtte erkende, at jeg aldrig nogensinde ville få den brugt. Så den skulle ud. Eller i alt fald i DBA, hvor en venlig mand snart efter gerne ville købe den. Jeg mener, han spottede jo også en billig Mulberry.

Aftalen blev, at overdragelsen skulle ske på en P-plads, som vi begge alligevel var i nærheden af samme dag. Og det tog ham (som vel og mærke ikke er taskeekspert) nogle få minutter at konkludere, at tasken ikke på nogen mulig måde kunne være ægte. Også selv om jeg stod og viftede med fakturaer og andet godt fra tilsyneladende pålidelig sælger. Da jeg kom hjem, gik jeg selvfølgelig tasken igennem. Det havde jeg jo ligesom ikke gjort før–den var bare blevet sat af vejen til forhåbentlig bedre taskedage. Og jeg er absolut heller ikke taskespecialist. MEN selv jeg kan godt spotte ulige sømme og skæve lynlåse, dårlige syninger og mangel på symmetri, fejl i læder og utydelige blade på træer samt slå op på nettet, at taskens nummer med 99,99% sikkerhed er falsk.

Det kan auktionshusets taskeekspert tilsyneladende ikke. Det skriger i øjnene, at den taske ikke er producet af det hæderkronede firma ovre i England (nok nærmere i en kinesisk baggård!), så det undrer mig en forfærdelig masse, at nogen–og her inkluderer jeg faktisk også mennesker, der ikke har den fjerneste forstand på tasker!–på nogen mulig måde kunne erklære det stykke taskemæssige makværk for ægte. Eller hvad? Jeg kan jo godt se alternativet. Det er bare ret uhyggeligt at tænke på for alle de kunder, der stoler på bemeldte sælger!

Så jeg bevæbnede mig med taske, papirer og en god portion aggressioner og kørte til nærmeste filial af auktionshuset. Hvor en flink ung dame, der fra starten af erklærede, at det ikke var hende, der var den lokale taskevaluar, på under 1 minut fandt tasken uægte. Hun syntes vist, der var tale om en fornærmelse mod brandet Mulberry. Jeg troede så bare, at hun ville hive kontantskuffen ud og give mig mine penge tilbage, men nej! Selv om ens dyrt betalte mærkevare tilsyneladende skriger af plagiat, så skal man først ringe til det sted, hvor man har købt den. Og når man så har ringet, får man at vide, at man skal skrive til dem. Sådan for at gøre det ekstra besværligt og måske tabe nogle klagere undervejs, der bare ikke gider alt det bøvl.

Det er der, jeg står nu. Den grimme tingest, som selvfølgelig bliver grimmere og grimmere for hver gang, jeg kigger på den, står stadig hos mig. Jeg har ikke hørt fra firmaet endnu, men hvis det ikke bliver på mandag straks efter åbningstid (de får 2-3 minutter!!), så bryder helvede løs. Jeg ved ikke, om nogen af dem nogensinde har hørt om, hvordan jeg kan rulle mig ud, når jeg føler mig snydt og bedraget—men, diplomatisk sagt– så skal de nok ikke ønske at komme til at opleve det. Jeg har et overvældende stort ordforråd indenfor skældsord, og jeg har i den slags sager en umådelig tålmodighed. Lidt ligesom en igle, der bider sig fast, og først slipper når en ordentlig luns kød er indtaget.

Jeg mener ikke, jeg på nogen mulig måde har så meget som et miligram af “skyld” eller medansvar i denne sag. Hvis man ikke kan stole på auktionshuses vurderinger, så er man særdeles ilde stedt. Det ville være forståeligt, hvis der var tale om et obskurt værk af en nærmest ukendt kunstner fra 1700-tallet, men her er vi altså ude i noget så relativt ordinært som en Mulberry Roxanne taske. Det er simpelthen ikke i orden!

Og så er der lige den sidste hurdle–men den er nu også stor, sådan rent personlig. Det værste, jeg ved, er faktisk, når folk undervurderer min intelligens og tror, de kan snyde mig på den ene eller anden måde. Så kommer terrieren! Den eneste hævnakt, jeg på nuværende tidspunkt har oppe i ærmet, er, at jeg lover og sværger, at jeg ALDRIG nogensinde, på nogen måde køber noget som helst hos det firma igen. Og at jeg nok aktivt skal medvirke til at sværte deres i forvejen blakkede ry endnu mere. Det er de så nok rimeligt ligeglade med…..

Continue Reading

De forsvundne breve.

post-976115_960_720

I løbet af den sidste måneds tid har jeg mistet 5 breve. Eller: 5 af de breve, jeg har sendt, er forsvundet ud i den postale intethed og har aldrig meldt deres ankomst hos modtageren. Det er sådan lige i overkanten, synes jeg. Selv 1 ville have været uacceptabelt, men fem? Det grænser efter min mening til kriminel lemfældig omgang med andre menneskers konvolutter.

Alle 5 breve indeholdt gamle juleting, som jeg efter seriøs oprydning bestemte mig for at sende videre til nye hjem med DBA som mellemled. Så der er altså en masse fremmede mennesker, der ufrivilligt er kommet i klemme mellem mig og post-u-væsnet. De har købt og betalt en vare, der bare aldrig fandt vej til deres postkasse, og som jeg har måttet erstatte af egen lomme. Post-u-væsnet er ligeglade. Tilsyneladende har de i stedet forfærdeligt travlt med at smide en masse andre uskyldige menneskers breve væk. At klage synes omsonst, hvis man da ikke lige gør det til en vane at tage fotos af samtlige breve, man afsender. Det gør jeg så nu. Eller rettere: Jeg sender ikke noget som helst med dem mere. Jeg har simpelthen ikke råd. Og jeg tager mig selv i at forbande, at jeg ikke viste, at når man er statsligt ansat (som jeg var engang), så er det tilsyneladende helt legalt at have en vis spildprocent. Jeg kunne, med andre ord, sporløst have forlist over 5 stile ud af hvert stilesæt uden mærkbare konsekvenser. Det løber op i flere tusinde stile, som jeg omkostningsfrit kunne have fodret hunden med–hvor har man dog været stupid!

Hvis man læser samme uvæsens beskrivelser af, hvorledes brevene formodes at foretage deres (mange gange sporløse) rejse mod modtageren, så kan man se, at de med den billigste porto “kommer frem billigst muligt”, mens de med den dyreste ” kommer frem hurtigst muligt”. Der taber de mig lidt. Hvordan i alverden bærer man sig ad med at bringe noget “billigst muligt” fremfor “hurtigst muligt” fra A til B, hvis transportmiddel og vejsystem er præcis det samme? Vil det sige, at fattigrøvsbrevene bevidst sendes med cykel (altså billigt) fra KBH til Skagen, mens de finere breve godt må komme med bil? Eller har de en brevventeplads, hvor de mindre fine skal sidde og samle støv et par uger, før de må mænge sig med de fine og komme afsted? Eller flyver de fine breve på business og de andre på monkey? Den går jo ikke–de kommer i min optik alligevel frem samtidig.

Men det, der optager mig allermest, er i virkeligheden det uhyre simple spørgsmål: Hvor ER mine breve? Hvor befinder de sig? Hvad laver de egentlig? Her kan man selvfølgelig i den grad bruge sin fantasi, men lad mig udelukke enhver form for magi og konkludere, at brevene på ingen måde selv har haft en finger med i spillet. Der må være nogen, der har “gjort dem væk” ( som mine børn sagde, da de var små). Ligger de glemte og efterladte og rådner i den postkasse, hvor jeg i sin tid forlod dem? Er de blevet ofre for et postbud, der er skabs-jule-freak og tilegner sig enhver form for vintage julepynt, der optræder i konvolutter på vedkommendes rute? Er de blevet tabt bag af en lastbil og ligger nu godt overkørte ude på den midtjyske motorvej? Eller findes der, et mystisk sted i et mystisk, ukendt posthus, et rum for efterladte breve? Dem, der har været besværlige undervejs, eller som ingen lige gider bringe ud til modtageren? Et rum, hvor brevene med lynets hast formerer sig dag efter dag–måske fordi det så er den nye tolkning af “at komme billigst muligt frem”? Helt forstået!: På den måde sparer man jo ret konkret et postbud i den ene ende!

Jeg synes, det ville være særdeles brugervenligt af post-u-væsnet ( og også måske højne deres for tiden særdeles blakkede renomme), om man lavede en omvendt portopolitik. Sådan at man kun investerede i deres ubehøvlet høje portotakster, når ens brev var nået frem til rette modtager. Det her svarer til at gå i Netto og betale for 6 liter mælk og kun få lov at tage den ene med hjem. Jeg vil med glæde (eller i alt fald relativt brokløst!) betale deres overportobeløb, når mine breve er godt fremme, men jeg føler mig altså lidt snydt, når hele fem af mine forsendelser går til de evige posthimle på under en måned. Det er simpelthen ikke godt nok.

Så jeg boycotter dette uvæsen. De er selvfølgelig hamrende, bedøvende ligeglade. Men måske skulle de lige overveje, hvad det er, de har gang i. Da jeg var barn, havde vi 2-3 ombæringer af post om dagen, og jeg kan virkelig ikke mindes, at noget brev på noget tidspunkt forsvandt. Det kunne de måske lære bare en lille smule af!

Continue Reading

Om telefonpli.

hand-1148981_960_720

Det er snart mange år siden, at det at træde ind i et klasselokale fyldt med elever indebar at træde ind til infernalsk larm, højlydt tøsekaglen og et rimeligt højt antal drenge hængende i gardinerne. De sidste år har det at træde ind i et klasselokale indebåret nærmest total stilhed, forudsat at man ikke lige medregner den evigt underliggende elektroniske summen. I stedet for at træde ind til livsbekræftende, kollektiv larm, træder man nu ind til individuel stilhed. I stedet for at skue ud over en flok glade ansigter ser man nu bare en mellemstor, metalgrå æbleplantage, hvor ansigterne altid er skjult bag de skærme, der fremviser det evindelige halvspiste æble. Og neden under bordene kan man tydeligt se mobilerne. Det er nemlig overhovedet ikke noget problem for den generation at multitaske elektronisk.

Det er kun få år siden, at det at træde ind i et rum fyldt med mennesker på min alder indebar at træde ind i en næsten lige så infernalsk larm, højlydt damekaglen, men nok ikke så forfærdeligt mange ældre herrer hængende i gardinerne. Den tendens er tydeligt på retur, og vi begynder mere og mere at opføre os som de unge. I en sen alder er vi ved at gro en ekstra ekstremitet ud: vi er simpelthen ved at udvikle en ny mobilarm.

Indbyrdes samtale og mobilbrug er omvendt proportionelle. Jo mere, man samtaler, desto mindre bruger man mobilen. Og omvendt. I vores alder findes der flere “skoler” omkring mobilbrug. Deres udstrækning og ideologi strækker sig helt fra åbenlys boykot af enhver form for elektronik til de, der nærmest kun kan kommunikere med andre via tingesten. Det er dem, der hvert 5. minut gladeligt oplyser helt uskyldige familiemedlemmer om “at nu står de altså i Netto” og (senere) “har købt en liter mælk”. Efter min mening burde de straffes hårdt for den helt basale misforståelse af, hvad man egentlig bruger en telefon til.

Anyway, hvad folk bruger deres mobil til, er sådan set overhovedet ikke mit problem. Jeg kan bare håbe for fanatikerne, at de har et fornuftigt abonnement. Derimod ER det mit problem, HVOR og HVORNÅR de bruger den. Som alle ved, gør afsendelse og læsning af tekstmeddelelser et eller andet mentalt uheldigt ved folk. De bliver fraværende og ænser næppe andre menneskers tilstedeværelse i det rum, hvor de ( vil jeg lige påpege) faktisk fysisk befinder sig-med kroppen, altså! Som tilskuer får man sådan en fornemmelse af, at nu er al kontakt til det menneske, der rent faktisk sidder klinet til ens lår totalt og uigenkaldeligt afbrudt, mens det lige tager sig en tur ud i cyberspace sammen med et andet menneske, der hverken er tilstede eller har nogen form for fysisk kontakt. Jeg får altid den der fornemmelse af, at ligegyldigt hvor vigtigt en person jeg er i enhver givet sammenhæng, så er den person, der er “inde” i telefonen, ALTID OG UDEN DISKUSSION vigtigere end mig. Hvis jeg er midt en seriøs samtale med telefonindehaveren, så er den aldrig så vigtig som den SMS, der prompte skal besvares.

Det samme gælder til fester. Utroligt som der tjekkes beskeder og andet under gommens bryllupstale. Gad vide, hvad det er, der er så vigtigt? Jeg mener, måske skulle man i virkeligheden have sagt nej tak til invitationen, når der nu er så meget andet, der har førsteprioritet. Så kunne man jo have siddet derhjemme i ro og mag og haft oceaner af tid til at skrive beskeder uden at lade sig forstyrre af hurraråb og bryllupsvals?

Jeg ved ikke, om det er, fordi mange mennesker fuldstændig har glemt sondringen mellem, hvad der er af betydning, og hvad der ikke er. Eller måske bare fordi det ligesom er blevet fuldt legalt, at når man keder sig bare den mindste lille minimale smule, så skal telefonen frem? Never a dull moment?

Med telefonpli mener jeg derfor, at mange mennesker bør tage deres brug af mobiltelefon op til kraftig revision. De må prøve at lære sig selv, at der er steder og situationer, hvor man faktisk overhovedet ikke anvender mobiler. Hvor det er ualmindeligt ubehøvlet, grænsende til det menneskeforagtlige at tage sin mobil frem. Hvor hovedformålet netop er at være til stede og sammen med de mennesker, der fysisk er til stede, og hvor den interessante besked om, at moster Anne har købt en liter mælk i Netto burde være bandlyst. Jeg vil vove at påstå, at der for majoriteten overhovedet ikke er en eneste besked, der ikke kan vente, til man er hjemme i fred og ro igen.

At tage sin telefon frem har i mange sammenhænge en utroligt stor signalværdi. For mig betyder det, at jeg er uinteressant i sammenhængen, og at der er mindre have af andre ting, der prioriteres før mig. Det er, i mine øjne, en helt klar nedgøring af min betydning. Den virker også modsat. Jeg kan i de fleste sammenhænge overhovedet ikke forbinde nogen som helst form for seriøsitet med et menneske, der under en samtale sidder med sin mobil. Jeg kommer i overmåde stor tvivl om, om det er en, jeg kan stole på. Hvis der er krise, er det så en, der som det første lige skal have sendt SMS til moster Anne nede i Netto?

Så brug endelig mobilen. Men vær enormt kritisk med HVOR og HVORNÅR. Mobilbrug siger en forfærdelig masse om dig som menneske–og sender måske lidt for ofte signaler, der ikke lige var intenderede.

Continue Reading

Om hæmorider, mavesår, fodsvamp, knyster mm.

haemorrhoiden_1grad_endo_01

Ualmindeligt delikat billede, ikke? Forklaringen på det står sidst i indlægget.

Jeg er gift med en mand, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet. Det taler vi nu ikke så meget om herhjemme, for for det første har han tavshedspligt, og for det andet har det ikke min allerstørste interesse at involvere mig i andre folks syg- og dårligdomme. Nærmest tværtimod.

Jeg får sygdomskontoen fuldt tilstrækkeligt fyldt op, når vi er i byen. Det starter som regel allerede ved velkomstdrinken, hvor den første med stor præcision udsøger sig ham for at berette om sin nyligt opdagede fodsvamp. Forretten spiser vi med moster Annas tarmslyng og borddamens komplicerede mavesår som tilbehør, hvorefter vi starter på hovedretten med onkel Viggos hæmorider ovenpå. Til dessert nyder vi gerne en isanretning med åreknuder, og i pauserne mellem retterne tager vi lige et antal variationer indenfor knæ- og hofteoperationer. Med stor garanti får vi et udvalg af knyster til kaffen, og når selskabet har indtaget tilstrækkelige mængder alkohol, går vi som regel over til forhudsforsnævringer og skedesvamp. Og hvis folk bliver rigtigt fulde, er vi på den med impotens.

Min mand er et meget tålmodigt menneske, som venligt besvarer de fleste kropsmæssige forespørgsler. Han er jo også vant til, at hans blotte tilstedeværelse ved en fest virker dragende på enhver form for hypokondere og andre, der bare lige øjner chancen for en gratis konsultation. Og her nævner jeg så lige i flæng, at der da også ind imellem er enkelte, der bestormer ham, fordi de simpelthen synes, at deres hæmorider og fodsvamp er ualmindeligt, overvældende interessante fænomener. Under alle omstændigheder undgår han sjældent lettere uappetitlige detaljer midt i Waldorfen, og nogle mennesker må man virkelig beundre for, at de ikke kan udlægge deres personlige mavesår på under en time. De er virkelig OBS på detaljerne.

Jeg har noteret mig, at bankmænd blandt gæsterne sjældent udsættes for minutiøse gennemgange af borddamens økonomi, og at blikkenslageren ikke gennem 3 retter udfrittes om sprungne vandrør. Ligesom jeg som lærer ikke får lov til at holde uhæmmet lange foredrag om engelsk grammatik. Faktisk er der aldrig nogen, der spørger. Men børnesår–det er sgu` interessant! Det kan vi godt bruge både første og anden servering af hovedretten på.

Jeg synes ellers ikke selv, at jeg er specifikt sart og nærtagende. Og jeg deltager da gerne i lidt fodsvampsbeklagelser–dog helst ikke, mens jeg prøver at nyde maden. Men jeg begriber ikke, at min mands blotte tilstedeværelse decideret virker opfordrende overfor enhver form for–lad os bare kalde dem mindre appetitlige–lidelser. Jeg ville ønske, folk ville respektere, at han ved den slags lejligheder for det første har fri (som alle andre festdeltagere!), og at han måske ville finde det en smule mere interessant at tale om noget helt andet. Samt at han, ret beset, er hamrende, bedøvende ligeglad med den spændende udvikling i moster Annas mavesårsføljeton.

Så hvis nogen af jer læsere nogensinde får en bordherre eller -dame, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet, så tænk lige på, at det altså ikke er carte blanche til at divertere selskabet i almindelighed og sundhedspersonen i særdeleshed med alskens, tilsyneladende spændende, personlige lidelser.

Når I kigger på det ledsagende billede, kan I lige præcis se, hvordan jeg har det, mens I gør det. Det har min mand også. Han er bare meget mere venlig og tålmodig end mig!

 

Continue Reading