Om gyllespredere og andet møg.

Jeg kan stadig huske logistikken omkring at være mundlig censor i Sønderborg–altså før de fik sig anskaffet en motorvej. Dernede må jordfordelingen være så ualmindeligt aparte, at de fleste landmænd er nødt til at transportere enhver form for køretøjer–og gyllespredere i særdeleshed–over store, langstrakte, kilometerlange landevejsruter. Gerne om morgenen, mellem 6 og 8. Derfor skulle man altid beregne ca. 2 timer til de 65 km. til Sønderborg, for en ting er, at masseopbuddet af gyllespredere dernede stinker–en anden er, at førerne af samme møgkørsler ikke kunne drømme om at fravige deres 15-20 km. lange rute med så meget som ½ rastepladsmeter.

Nu har jeg lige været ude på 50 km. landevejskørsel igen, og jeg må sige, at sådan en påskedag da virkelig er populær til luftning af enhver form for landbrugsmaskiner. I kilometervis. Med 20 km. i timen. Og selvfølgelig skal der være plads i trafikken til, at man kan køre den behjulede besætning rundt mellem parcellerne. Men ER der virkelig ikke bakspejl i en traktor? ER det virkelig helt og aldeles umuligt at konstatere, at man efter få kilometer har dannet sig en hale på længde med distancen mellem to landsbyer? Og ER alle, ellers rigtigt pædagogisk afmærkede raste- og holdepladser langs landevejen, totalt usynlige for traktorførere? Altså steder, hvor de venligt kunne holde ind og lade bagslæbet på 50 biler passere?

Der er meget trafik derude på landevejene i dag. Og vi vil alle gerne sikkert hjem. Det kommer vi allerbedst, hvis vi alle tager hensyn til hinanden. Det kan godt være, at kortegen med traktor og gyllespreder til enhver tid både er større, tungere, kraftigere og mere stinkende end mig, men det berettiger ikke til  totalt hensynsløst at ignorere bilslangen på 3 kilometer over en distance på 10 kilometer. I alt fald ikke, hvis der samtidig er 5-6 rastepladser. Måske er det et statement—jeg ville så bare gerne vide præcis, hvad det lige gik ud på. Personbiler væk fra landevejene? Al magt til gyllesprederne?

Personligt har jeg intet imod gyllespredere og andre landbrugsmaskiner. De skal bare vise hensyn. Præcis som jeg selv gør i trafikken!

Continue Reading

Reklamens (u)magt.

Livet er for kort til dårlige reklamer. Eller også er livet bare generelt for kort til reklamer.

Det bedste, der kan siges om reklamer, er, at de dog trods alt giver rum til en tiltrængt tissepause og derfor nok mere reklamerer for toiletophold end den egentlige fremviste vare. Men nogle reklamer er virkelig så øredøvende dårlige, at de på det nærmeste giver mig galopperende åndedrætsbesvær, storkløende, røde knopper og livslang vaccination mod de involverede produkter. F.eks. gjorde det i mange år nærmest ondt på mig at købe de Kinderæg, som mine da relativt uskyldige, mindreårige børn ønskede at stoppe i sig selv, fordi alle vist godt kan huske de mildest talt katastrofesynkroniserede tyske reklamer. Man skulle da ellers nok mene, at salget af “hele tre ting” kunne financiere en lidt mere elegant samstemning af de nærmest spastiske mundbevægelser–ellers kunne de da have undertekstet det relativt simple budskab!

På min nuværende reklamehaderliste figurerer Spangsberg flødeboller som en uhyggeligt sikker nummer et. Mage til salgsmæssigt makværk uden den mindste form for innovativ tænkning, udstyret med syvenderangsskuespillere skal man virkelig lede længe efter. Begriber ikke, at noget reklamebureau med respekt for sig selv har villet sende den forfærdelighed ud i verden. Og hvis intentionen var, at det hele skulle være en parodi (på hvad?), så må man nok konkludere, at hensigten er dybt forfejlet. Det er jo tåkrummende umorsomt og decideret undervurderende i forhold til publikums intelligens.

Så indtil i går gik jeg faktisk i ufrivillige spasmer ved synet af mærket. Sådan lidt ligesom når man gnider flamingo mod et vindue–hvis nogen ellers kan huske DEN lyd!  Min indre reklameæstetiske sans var så ukontrolleret udfordret, at jeg bare ved tanken om produktet gik i flødebollefornægtelse. Jeg mener: hvis producenten virkelig ønsker at udstille sin egen øredøvende stupiditet samtidig med at undervurdere min intelligenskvotient, så lad mig være helt og aldeles fri.

Nu HAR jeg så smagt dem! Og minsandten om de overhovedet hverken smager af dumhed, dårlig humor eller dillettantreklame. De smager faktisk ret godt!

Nej, hvor ER det synd for de ret gode flødeboller, at de skal trækkes rundt med den reklame! For selv om de smager godt, er jeg sikker på, at hvis den lige bliver serveret for mig på TV2 i en pause, så står jeg altså af igen. Og det MÅ de da helt sikkert omgående kunne mærke på omsætningen!

I øvrigt mener jeg stadig, at livet er for kort til dårlige reklamer. I alt fald er livet for kort til, at reklamen ikke tager sig publikum alvorligt og decideret taler ned til dem og anser dem som åndspygmæer. Som Spangsberg gør!

Continue Reading

Om hundejere på stranden.

Fozzie og jeg har lige været nede på stranden med hinanden i snor. Det er hans yndlingssted, for det vrimler med gode lugte, halvråddent tang, ilandskyllede gopler et godt stykke over sidste salgsdato–og så det der magiske, forunderlige vand.

Sådan en Langfredag er vi ikke de eneste dernede. Det er næsten som om, alle områdets hundejere har sat hinanden stævne netop på vores strand. Det i sig selv er ustyrligt festligt set fra Fozzies synspunkt, for enhver fremmed hund er en både en ny, interessant numse og en potentiel legekammerat. Fozzie elsker andre hunde, og da jeg stadig har til gode at finde ud af, om min hund overhovedet KAN knurre, får han som regel lov at lege, hvis fremmede hundes mennesker kan forsikre mig, at deres hunde er af samme kaliber.

Det er alle hunde desværre bare ikke. Og lige så desværre synes det næsten at være en hovedregel, at de mennesker, der mildest talt ikke har den fjerneste kontrol over deres lige så mildest talt aggressive hunde, er dem, der har deres hunde løse. Vores strand har mange stikveje til sommerhusområder, så mange gange oplever jeg, at store, uvenlige hunde helt alene pludselig befinder sig på stranden–hvorefter et halsende menneske dukker op adskillige minutter efter og forgæves forsøger at kalde bastarden til sig. Det er ikke i orden!

Nu ved jeg jo ikke, om det er de samme hundeejere, der også frækt og helt uden dårlig samvittighed lader stakkevis af pøl ligge på stranden, men inderst inde tror jeg det da en lille smule. Det er heller ikke i orden! Det er en fæl fornemmelse at træde i sådan en stinker. Endnu mere når en anelse af dårlig samvittighed trods alt strejfer pølsynderne, og de så i misforstået undskyldning dækker svineriet med sand. Hvis min offentlige strand skal være dækket af lorteminer, så vil jeg da foretrække, at jeg på forhånd har en chance for at undgå dem–istedet for uforvarende at opdage, at det, jeg troede var en sandbunke, er resterne af Fido Møgschæfers aftensmad.

For sådan en påskedag, hvor fire-fem dyr af mange forskellige racer og størrelser finder ud af at lege “hente pinde i vandet” sammen–og sammen med deres mennesker–og hvor de udelukkende løber frit ude i vandet under skarpt opsyn og kontrol–DET er da næsten det nærmeste, min Fozzie kan komme på en hundehimmel. Desværre kommer der næsten altid sådan en stor, grim, mega-strandskidende kalorius med sit hensynsløse menneske og ødelægger det hele. ØV!

Men så er det, indrømmet!, at jeg fisker mit dyr op ad vandet, giver det snor på og går så tæt på Trofasts far, som jeg nu tør. I flere dage har Fozzie og jeg indøvet kommandoen “Ryst!”, så den hvisker jeg til ham, når vi er passende tæt på.  Jeg skal hilse og sige, at den virker bedst, hvis jeg lige har givet ham lov til at rulle sig et par omgange i sandet, inden han ryster……..

Continue Reading

Om spam.

Der findes to slags spam. Og de er nærmest lige modbydelige.

Den første er et underligt konglomerat af usunde kødrester, tilsat en massiv portion fedt og E-stoffer, som sælges på dåse i Storbritannien. Det er en af den slags fødevarer, som giver mig akut kvalme og nærmest spastiske afværgebevægelser med armene. Men mange briter både spiser og elsker det. Selvfølgelig er briterne kendte for deres meget liberale holdninger til anstændig føde, men dette er dog alligevel topmålet. Fy for F…..

Den anden modtager jeg til overflod hver dag på denne blog. Især i nattetimerne overdynges jeg med kommentarer til bloggen på snart sagt ethvert eksisterende sprog og fra ethvert såvel eksisterende som ikke-eksisterende verdenshjørne. I de kommentarer, hvor mine sproglige evner rækker til oversættelse, står fuldstændigt ligegyldige, gerne rosende, ord, som sammenlagt betyder det rene ingenting. Jeg kan se, at mange afsenderadresser er de samme, og at en række afsendere er utroligt vedholdende. De udsender ordmæssige bombardementer, nærmest med præcision, hver eneste nat. Det kan man vel indstille maskinen til.

Så hver morgen spammer jeg dem. Hvis de er præcise og vedholdende, så er jeg det samme. Selv om det mildest talt er det mindst oplivende og totalt resultatUorienterede arbejde, jeg overhovedet kan forestille mig. Samtidig tænker jeg også på, hvorfor de gør det. Hvorfor sætter nogen mennesker en maskine til at bombardere min blog? Med hvilket formål? Det er da på ingen måde sådan, at jeg har en verdensomspændende indflydelse på hverken det ene eller det andet, og selv lokalt er jeg næppe et meningsdannende talerør. Selv om jeg af og til langer ud efter diverse navngivne internationale politikere (i alt fald en), så anses jeg nok næppe som decideret farlig eller i værste fald som potentiel terrorist.

Jeg tror, de gør det, fordi de KAN gøre det. Fordi muligheden er der, og når den er det, så skal den anvendes. Bare for at bevise, at den kan. Måske har de slet ikke den fjerneste anelse om, hvordan de i givet fald ville anvende det faktum, at de fik adgang til bloggen. Måske er anvendelse heller slet ikke deres dagsorden–det er vel blot og bart at bevise, at det er muligt.

Selvfølgelig ser jeg i ånden, at jeg, hvis jeg er uopmærksom, overdænges af porno eller dårlige reklamer for endnu dårligere produkter. Måske endda for Spam?? Jeg husker endnu med gru den bryllupsside, hvor jeg engang skulle hente ønskelisten, og til min store forbavselse pludselig fik smækket en maskulin javert på godt og vel ½ meter lige i hovedet. Og det var altså ikke, fordi bruden ønskede sig sådan en.

Ligesom den britiske skrotskinke er internettets spam også totalt overflødig. Men der er tilsyneladende nogle, der på deres egen lille tåbelige måde holder af begge dele. Nu har jeg bragt et billede af den første form for absurditet, der burde udryddes med omgående virkning. Så håber jeg, den anden lige så stille dør ud af sig selv. Selv maskiner bliver vel trætte af at sende overflødige skrotbeskeder i min lille retning.

Continue Reading

Om terrorisme.

Hver gang verden igen, igen bliver udsat for et forfærdeligt terrorangreb, kommer jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde for nogle år siden. Det var i 90-erne, i perioden hvor fredsforhandlingerne i Nordirland stod på, og mens IRA stadig bombede løs mere eller mindre efter forgodbefindende, primært i England.

For man skal jo lige huske på, at op til 00-erne var den meste terror af europæisk hjemmeavl. Det var IRA, Rote Armee Fraktion, Baader-Meinhof og alle de andre europæiske terrorbevægelser, der sprængte os i luften dengang. Vi var, om man så kan sige, selvforsynende i inter-europæiske dræbergrupper. Så fjenden kom ikke udefra og var til at forholde sig til som nu, hvor det klart er “Dem-mod-os”. Dengang var de faktisk på mange måder “vores egne”, og det er forfærdeligt meget sværere at forholde sig til moralsk. Det er ALTID lettere at forholde sig til en ydre fjende, end til en indre. Den ydre kan man stå sammen om, den indre er udefinerbar, skræmmende og skaber mistanke. Det vidste de ualmindeligt godt i Stasi og KGB.

Anyway. Jeg skulle til Irland med en klasse, og fik den ide, at vi da kunne prøve, om vi kunne komme til at tale med en repræsentant fra Sinn Fein. Det var dengang, man sendte en snail-mail og ventede i månedsvis på svar, så jeg var ude i god tid. Og minsandten. De ville da gerne tale med os–nok især fordi jeg sådan havde pyntet lidt på vores cv, så de vist troede, mine elever studerede politologi på et anerkendt universitet. Under alle omstændigheder skete der det, at IRA i tiden mellem aftalens indgåelse og det faktiske møde på et lidt skummelt hotel i Dublin lige fik sprængt det meste af Canary Wharf i London i rimeligt små stumper samt dræbt to personer ved samme lejlighed.

Nu vil alle jo vide, at der BESTEMT (og jeg gentager BESTEMT!) ingen sammenhæng er mellem IRA og Sinn Fein, men mine elever var nu alligevel udspekulerede nok til at udfritte den professor i politologi, som skulle tale med os på partiets vegne, omkring bomberne. Først ville han slet ikke vedkende sig nogen sammenhæng, viden eller indrømmelser, men som eleverne faktisk udviste en vedholdenhed, som jeg da godt kunne have brugt i andre sammenhænge, åbnede han lidt op. Faktisk endte det med, at han adskillige gange gentog, at det var de to dræbtes egen skyld, at det var gået dem så fatalt ilde. Eller måske ikke deres personlige skyld, mere myndighederne, fordi “The IRA DID give their warning/IRA GAV jo deres advarsel.”

Vi var en smule forundrede over dette mantra, som han klamrede sig til og sagde utallige gange. Men opdagede, at det for ham var den logiske legalisering af, at IRA var i sin fulde ret til at smide nogle dræberbomber, når de blot en time i forvejen havde indtelefoneret en advarsel. Så kunne folk jo da bare flytte sig. Og nåede de ikke det, var hele miseren myndighedernes skyld, fordi de lallede med at få folk udenfor bomberadius. Eller: I virkeligheden var det udelukkende de britiske myndigheders skyld, at to uskyldige mennesker blev dræbt på Canary Wharf, for IRA havde til punkt og prikke fulgt spillereglerne og kunne derfor ikke lastes for nogen form for skyld.

Det var noget af en kamelbombe at sluge. Og en indre logik, som jeg stadig finder det svært at skabe sammenhæng i. Men jeg tænker alligevel tit på det. Fordi der for mig ikke er nogen form for samme indre logik i at begå terrorhandlinger. Men måske–og her kommer så en form for konklusion–er det fordi, jeg ikke fatter logikken, ikke kan se det åbenlyse, som professoren fra Irland så tydeligt så som sandheden. Der eksisterer tilsyneladende en anden, en terroristhjernebaseret logik, som jeg ikke kan forstå. En kynisk, menneskefjendsk sammenhæng, der med andre konklusioner end de for mig gængse kan legalisere at slå andre mennesker ihjel. Og en forklaringsmodel, der altid kan placere ansvaret, eller skylden om man vil, et andet sted end der, hvor den efter min bedste overbevisning skal placeres. Det må være sådanne, forkvaklede årsagssammenhænge, der skaber terrorister. Og det må desværre også være samme sammenhænge, der får enhver terrorist til at se sig selv som aldeles skyldfri og i sin gode ret til at gøre præcis, hvad han/hun gør. Det er nemlig alt sammen andres skyld. Så kan de lære det!

På Falls Road i Belfast, hvor hundredevis af mennesker gennem tiden er blevet sprængt i stumper og stykker, har jeg gået mange ture med min gode guide Padraig, som har siddet i fængsel i 15 år. Han var medlem af IRA, sultestrejkede med Bobby Sands i 80-erne, havde nogle uheldige episoder med et antal bomber, som sendte ham i langvarigt fængsel og mente selv dengang, at alt, hvad han gjorde var fuldt legalt og berettiget. De sidste 20 år har hans livs mission været at fortælle verden om sine egne basale misforståelser. Ikke som et klynkende, angrende offer, men som en stærk mand, der ønsker en anderledes verden og en anderledes årsagssammenhæng. Vi har brug for flere som ham.

Billedet viser et uddrag af muren omkring Bethlehem/Vestbredden, som israelerne har bygget. Det er grafittikunstneren Banksy, der har kommenteret urolighederne og terrorismen på netop det sted–og i resten af verden. Jeg synes, han har gjort det genialt.

Continue Reading

En blandet forårsfornøjelse.

Jeg har før skrevet om mit en smule anstrengte forhold til haver–og især til havearbejde. Hele den lange vinter kom jeg faktisk til at glemme min have lidt. Den var jo alligevel bare kold, mørk og passede sig selv på den måde, jeg lige kan lide den for: Den lod være med at gro.

Lige nu er den tid på året, hvor jeg mærker mit særdeles ambivalente forhold til haven. Det er jo usigeligt smukt, når forårsblomsterne skyder op. Alle farverne er så dejligt rene, og det gør en glad, at sådan nogle små planter gider gøre sig den umage at kravle helt op til overfladen, bare for at bringe forårsglæde. Mørk, tom, lortebrun jord ER altså kedeligere end gule krokus.

Men så er der jo bare det yderst ubehagelige skår i glæden, at når blomsterne skyder op, så ledsages de af alt det lort, der burde blive i jorden. Alt det, der absolut aldrig har indset sin besøgstid (eller mangel på samme) og bare plastrer haven til med sig selv- ganske egoistisk uforskammet og fuldstændig uden tanke for krokusmæssige konsekvenser. Altså ukrudtet. I min have har det et evigt tilbagevendende væddeløb med alle de pæne planter. Og desværre har det det ofte med at vinde samme race.

Så jeg nyder forårsblomsterne, mens jeg stadig kan se dem. Altså inden møgarterne begynder at brede sig vildt og uhæmmet. For det gør de snart, det ved jeg.

Jeg kan så vælge imellem at aflive lorteplanterne manuelt eller at se mine fine blomster langsomt blive kvalt af møgbevoksning. Eller–det kan jeg vel i grunden ikke. De skal F… ikke tro, de får mig, de grimme sataner. Eller i alt fald får mig til at nedværdige mig til overhovedet at bekymre mig om deres liv og levned. Jeg nyder mine krokus, mens de stadig er synlige, og hvis havelortet synes, det vil overtage domænet, så overgiver jeg mig frivilligt uden kamp. Der er godt nok ikke noget ukrudt, der skal bestemme over mig og mine havevaner. Hvis det vil gro, så lader jeg bare som om, jeg ikke ser det, for mig får det ikke ned med nakken. Eller til at luge.

For jeg tror naivt på, at hvis jeg lader ukrudt være ukrudt og vender det blinde øje til, så kommer der en dag, hvor lortet simpelthen ikke gider gøre sig umage med at gro i min have mere. Akkurat som man negligerer et uartigt barn. Så kan det lære det. Kan det.

Continue Reading

Må jeg lige minde om?

For tiden er der nærmest amerikansk undtagelsestilstand blandt befolkningen herhjemme. Med det mener jeg, at den tiltro og tillid, vi gennem de seneste år har opbygget til den beskyttende storebror derovre på den anden side Atlanten, er blevet til hovedrystende undren og klar afstandtagen. Det er en etableret magt- og kulturfaktor samt en mangeårig samarbejdspartner, der er ved at miste sit domæne. Såvel politisk som rent følelsesmæssigt.

Et super eksempel på netop dette var billedet af den nydelige, afgående amerikanske ambassadør, hans charmerende mand og deres nuttede fælles retriever, der forlod Danmark. Det billede gik helt i like-selvsving, fordi det i al sin enkelthed symboliserede alt det, vi følte, vi sagde farvel til. Frisindet, åbenheden, det liberale Amerika ( i Amerika betyder “liberal” venstreorienteret)–eller med andre ord lige præcis ALT det, vi umuligt kan forbinde med (T)rumpen.

Men må jeg lige minde om, at Amerika for sådan nogle tvekvartgamlere som mig BESTEMT ikke altid har været attråværdigt og forbundet med noget positivt. I 60-erne lagde talstærke Vietnamdemonstrationer i det indre København såvel Amerika som politistyrken, der skulle afværge de allerstørste skader, for et had så stort, at det var samtaleemne i flere år. Der var gadekampe, hvor folk blev alvorligt såret, og der var et indre nagende had mod den store stat derovre fra en meget stor del af befolkningen. Præsident Reagan gjorde bestemt ikke sagen bedre. Han var mildest talt uspiselig for rigtigt mange danskere, og dengang var vi en særdeles stor gruppe, der helt bevidst gik udenom enhver form for amerikanske varer. Amerika var et skræmmebillede, kapitalismens højborg og et land, vi ideologisk tog dyb og dybfølt afstand fra.

Jeg læste engelsk fra 78-83, og på selve engelskfagets højborg var mistilliden til Amerika utroligt udbredt. Vi var ekstremt omhyggelige med at tale britisk engelsk, og de, der af den ene eller anden grund talte amerikansk, gjorde alt for at skjule eller dæmpe accenten. Så sent som for 3 år siden i New York blev vi–altså en gruppe af engelsklærere i alderen 50-60–spurgt af en foredragsholdende amerikaner, hvorfor vi alle talte britisk engelsk. Med slet skjult løgn i stemmen forklarede vi, at det jo var, fordi Storbritannien sådan rent geografisk var tættere på os.  Men det var det jo ikke. Det var udelukkende fordi, at da vi i sin tid læste engelsk, slog vi knuder på stemmebåndene for at få den politisk korrekte accent. (Og her udelader vi så lige Mrs. Thatcher. Eller også siger vi, i bagklogskabens hellige navn, at hun da i det mindste ikke var i stand til at destruere verden 27 gange. På en gang.)

Jeg var i USA for første gang i 96. Altså næsten 20 år efter at min livslange kærlighed til det sprogområde og dets litteratur blev grundlagt. Det kom simpelthen ikke på tale før, for det der grimme land derovre rejste “man” bare ikke til. Det var “the devil incarnated” og ikke et sted for bevidste mennesker. Jeg erindrer også tydeligt, at jeg overfor visse veninder havde forberedt et helt arsenal af undskyldninger for overhovedet at begive mig ind i fjendens lejr. At jeg så på den tur måde æde mine egne, forstokkede fordomme og gradvist give mig selv lov til at blive noget så inderligt forelsket i landet på godt og ondt, er en helt anden sag.

Men der skete jo en mentalitetsændring med Clinton og senere Obama. We learned to love. Vi var mange, der lidt snuptagsagtigt fik fortrængt vores gamle fordomme, og i den slags processer sker der så også altid det, at man med tiden glemmer sin modstand. Tidsånden var selvfølgelig også med på sidelinjen. For fra 60-ernes kapitalistsvin, der på må og få og for egen stolthed og vinding invaderede uskyldige små lande, blev nationen derovre jo vores allierede i kampen mod andre stater, som nu blev den nye tidsånds fælles fjende. Det var svinsk, det der med Vietnam, oversvinsk. Men nede i Mellemøsten har vi faktisk nogle fælles interesser, og de har mere militær end os. Endelig scorede de vildt på følelsesskalaen dengang i 2001. Så stod vi da lige sammen.

Jeg elsker stadig Amerika og, især, det amerikanske folk. Det kan han ikke tage fra mig. Og jeg skal også nok troppe op for at gense mine yndlingssteder. F.eks. på næste mandag. Men jeg synes bare, vi LIIIGE skal huske på, at den amerikanske forherligelsesperiode, som nu er i sin absolut afsluttende fase herhjemme, kun har varet få årtier. Det er ikke en gammel, trofast ven, vi er ved at miste tilliden til. Det er en, set i et historisk perspektiv, relativt ny ven, som vi i 60-erne ABSOLUT ikke så ret meget positivt ved. Prøv lige at husk det–dem, der kan!

Så den nuværende tabte tillid kan vel også–som historien så flot viser–generhverves. Det tager vel bare omkring 4 år, inden den proces kan begynde.

Continue Reading

Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.
Continue Reading

Sne til tiden.

Jeg kan forstå, at i løbet af i dag skal jeg have væltet en hel masse sne ned over mig. Ikke for min skyld. Jeg kan godt klare mig uden.

Jeg er ellers ret vild med sne. Altså når jeg ikke skal bruge den til andet end alt det, man nu lige bruger sne til. Den slags, der primært foregår ret tæt på mit hus og ikke involverer, at jeg skal ud og køre i den. For det meste kan jeg simpelthen ikke–sådan med måde–få sne nok. Men den skal komme til tiden. Kende sin besøgstid.

Hvad bilder den sig ind at komme væltende her, når jeg nu mentalt allerede har bevæget mig ud over sne og hen til krokus og vintergækker. Den kunne da have passet sin snepligt lidt mere omhyggeligt og mødt op til jul, hvor den rent faktisk var savnet. Eller i januar, hvor den kunne have spredt lidt hvid glæde i en ellers mørk skodmåned. Den der sne har med allerstørste sandsynlighed ikke forstået sin indbyggede besøgstid. Den har, med andre ord, ikke et fnug situationsfornemmelse.

For hvis jeg nu ville have sne hele året, så var der givetvis steder, jeg kunne bosætte mig og få det. Eller varme. Så kunne jeg da bare blive beduin og flytte rundt i Sahara. Men lige præcis de der skiftende årstider er nok (sammen med en masse andet, som i denne sammenhæng er absolut irrelevant) noget af det, jeg holder så meget af ved Danmark. Den evindelige cyklusbevægelse, livet der leves i årlige cirkler, forgængeligheden og naturens opstandelse–alle de der forskellige årstidsmodes. Det er jo lige præcis det, der skaber såvel fremdriften som foranderligheden. Både i mig og i naturen. Inde i mig ser der ikke ens ud sommer og vinter. Og min nydelse af årstiderne sker udelukkende på baggrund af de andre årstider. Det ville være totalt irrelevant at hylde foråret, hvis det ikke havde været vinter. Og snevinteren hvis det ikke havde været sommer.

Men i min optik har årstiderne samtidig et ansvar. De skal passe deres besøgstid. De skal være her, når det er deres tur. De skal markere sig med hvert deres tydelige udtryk, så jeg ikke et sekund er i tvivl om, hvor på året jeg befinder mig. Det projekt kan så somme tider falde lidt uheldigt ud i Danmark. De er lidt vakkelvorne, lidt vægelsindede, somme tider lidt langsomme i optrækket, de årstider.

Eller lidt lallende sent på den. Som nu den sne, der skal hældes ud i dag. Jeg ved godt, det stadig er februar, men jeg synes faktisk, de sidste uger har haft sådan nogle indbyggede forårsfornemmelser, som jeg godt kunne bygge rigtigt positivt videre på. Hvad ligner det så med denne sidste krampetrækning, denne sidste pissen vinterterritoriet af? Må jeg bede om sne til tiden!

Continue Reading

Om virkelighedsopfattelse.

To scenarier.

Den virkelige: Medlem af det britiske Labourparti Paul Flynn udtaler i en debat i underhuset om Trump: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Smil. “Yes”. “Godt sagt, makker.”

Den tænkte: Trump udtaler om det britiske parlamentmedlem Paul Flynn: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Hovedrysten. “Idiot”. “Hvad F…. bilder han sig ind.”

Således afhænger alt af ørerne, der hører. Og hvis man kræver, at den part, man er uenig med, skal debattere på en seriøs, saglig måde, må man nok begynde på sin egen banehalvdel.

Så det vil jeg prøve.

Continue Reading
1 2 3 5