Genbrug? For de særligt udvalgte?

Efter at have brugt det meste af formiddagen på en ufatteligt tiltrængt oprydning i mit klædeskab, kørte jeg op til den nærmeste genbrugsforretning med den efterhånden betragtelige stak tøj, som jeg helt sikkert aldrig selv ville komme til at anvende. Eller savne. Efter at have afleveret den ret tunge sæk, tog jeg lige en scanningstur rundt i butikken.

Her traf jeg over en dame, som tydeligvis arbejdede der. Hun kørte rundt med et rullebord, hvorpå der både stod individuelle ting samt en temmelig fyldt plastickasse. I kassen spottede jeg, blandt meget andet, de fineste Rosti plastikkrus og ville derfor gerne lige se lidt nærmere på dem. Da jeg bøjede mig ned for at tage et af dem op, blev jeg pure afvist, fordi ” det er mine ting.” Herefter kunne jeg så iagttage, at hver gang, damen skulle sætte ting på plads, blev de nøje studeret, og de, der havde en smule værdi eller var pæne, blev sat over i plastickassen til “mine ting.”

Jeg HAR da godt nok i lang tid undret mig over, at nærmest samtlige genbrugsforretninger er blevet noget slappe i udbuddet–eller i det mindste slet ikke har det spændende udvalg, de plejede at have. Besynderligt nok er det sådan lidt faldet sammen med den massive dækning af gamle lort og dets værdi, som vi stopfodres med på samtlige TV-kanaler.

Så det er nok derfor, nogle af damerne melder sig til en frivillig tjans hos det nærmeste genbrug. Så kan de både bryste sig højlydt af, at de skam ofrer sig gratis i den hellige sags tjeneste samt–hvad der jo nok for nogle er hovedformålet–nå at stoppe samtlige varer af værdi over til “mine ting”, inden de overhovedet når ud på butikkernes hylder.

Jeg havde godt nok hørt onde tunger påstå, at det var tilfældet. Men jeg er så forbandet naiv og godtroende, at jeg da stolede på, at det var helt andre mekanismer, der fik folk til at arbejde for velgørenhed. Offervilje og lysten til at gøre noget for andre, sådan f.eks.!

Men jeg må da nok sige, at min naivitet er gået over. Og at jeg nærmest var ved at kræve mit gamle tøj igen med tilbagevirkende kraft. Rent infantilt tænkte jeg faktisk, at det skal den dame ligegodt ikke have fingrene i!!! Det var jo helt og aldeles bestemt ikke for at give det til hende, jeg kørte det derop. Der var, selv om det nok er naivt, lidt større perspektiver i det fra min side.

Men jeg tror da, jeg vil prøve at finde ud af, hvad damen hedder, for hun er da givetvis et interessant bekendtskab på f.eks. DBA eller Gul og Gratis. Sikken masse ting, hun kan sælge, når hun nu udnævner sig selv til førstevælger i sin egen genbrugsforretning. Jeg tror da i alt fald næppe, hun bare fylder sit hus op. Der må da være en fuldt kalkuleret mening med galskaben.

En ting er sikkert: Jeg handler ALDRIG deroppe mere. Og jeg forærer ALDRIG noget til netop den (røde!) organisation igen. Måske er det så også naivt. Jeg mener: Hvad hvis alle de andre gør præcis det samme?

Continue Reading

En pensioneret dansklærer kondolere!

NEJ! Hun gør sgu` ej. Hun kondolereR! Kondolerer overfor det danske sprog med, at danskerne er ved at blive en nation af ligeglade sprogsjuskere, der fuldstændigt uden nogen som helst respekt behandler deres modersmål efter forgodtbefindende.

Og især denne lille, obligatoriske ting med -r i bøjningen af udsagnsord i nutid synes at være et af  sjuskernes foretrukne mål. Måske skyldes det min alder, men hvis nogle i en medlidende kondolence overfor mig i en uendelighed glemte det lille -r, er jeg alvorligt bange for, at jeg såvel ville føle mig en smule stødt samt overveje, om de i virkeligheden var mine venner. I en sådan situation gør man sig da umage!

Måske er det også helt hen i vejret at påpege min alder, for faktisk gjorde jeg mig også personligt stor umage for at skrive korrekt, da jeg var ung.

Det er nu engang sådan, at der findes normer for sprog. Vedtagne normer, som vi alle bør rette os efter. Det er akkurat, som når mureren bygger et hus, og blikkenslageren ordner vandrørene. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes det bliver gjort. I alt fald ikke, hvis det skal virke og holde. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan vi udtrykker os, staver og behandler vores sprog. For nok er sprog en uhyre levende mekanisme, der hele tiden flytter sig, men det nytter altså ikke noget, vi bare individuelt opfinder vores egne regler. Eller negligerer de, der er. Ultimativt ville vi faktisk nå dertil, hvor ingen af os havde samme sprog–og i øvrigt ikke anede, hvad naboen stavede til, fordi hun bare gjorde det, som hun nu syntes.

Vi skal passe på vores sprog, tage det alvorligt, respektere det. For ellers taber vi det.

En dårligt formuleret og stavet skrivelse–hvadenten det er i avisen, som brev fra det offentlige eller bare på de sociale medier–taber med det samme seriøsitet, rækkevidde, troværdighed, mening og læse(r)venlighed. Man giver op eller kvæles i øredøvende irritation. Med andre ord risikerer forfatteren fuldstændigt at tabe sit budskab. Og det var vel netop for at få det ud, at vedkommende skrev!

Desværre er jeg oprigtigt bange for, at en stor del skyldes simpelt sjusk. Det er som om, den overmåde lette tilgang til de sociale medier indirekte har indebåret, at korrekthedskravene styrter mod jorden. Jeg er helt bevidst om, at nogle kan have visse besværligheder med at stave og formulere sig, men det forklarer ikke, at næsten ALLE har. At der for mennesker, der ikke er ordblinde eller har påviselige stavevanskeligheder også er gået en sort, uigennemtrængelig klap ned over de regler og normer, de vist sagtens kunne huske, hvis de lige gad. Ikke blot gad at huske, men også gad at anvende. Måske endda–hvis bølgerne gik højt–tog et par minutter til at læse korrektur på! Det slår mig også, at når en sproglig fejl blot er repeteret tilstrækkeligt mange gange, så virker det som om, den bliver fuldt legitim og tilladelig. Desværre er det ikke tilfældet. Det vil f.eks. aldrig blive korrekt at skrive “Jeg kondolere”.

Jeg kan nemlig personligt garantere, at jeg ikke er den eneste, der overvældes af irritation og magtesløshed, når jeg ser dette sjuskeri. Vi er mange! Og alle os får I altså overhovedet slet ikke i tale, hvis I bliver ved med at pisse på sproget. Eller ikke begynder at gøre jer umage.Vi giver op og læser faktisk ikke jeres, sikkert fortrinlige og interessante, meninger til ende. Prøv lige at overveje det!

Så prøv at tage sproget med en vis portion seriøsitet. Ikke blot for sprogets skyld–men næsten allermest for jeres egen. Af den simple grund, at så læser vi, hvad I skriver og ser jer som seriøse. Husk på, at et korrekt sprog giver seriøsitet, troværdighed, rækkevidde, mening og læse(r)venlighed. Det gør sprogsjuskeri IKKE!

Og hvis ikke, ja, så må jeg jo kondolerE!

 

Continue Reading

Når man skal fotografere et egern!

De fleste kender sikkert situationen: Der sker noget uventet indenfor det, man selv bedømmer som fotoradius, og så får man (i disse FB-tider) bare så ubændigt meget lyst til at knipse det. Ofte er det noget med dyr, børn, himlen eller noget vand, og da alle disse fotogene ingredienser er fuldstændigt udenfor pædagogisk rækkevidde, sådan stilstandsmæssigt, ender man med en absolut utilgivelig forevigelse af et stykke med uinteressant.

Hvis jeg ikke i den særdeles velvalgte overskrift med vilje havde indsat ordet “egern”, ville ingen have haft den fjerneste anelse om, at der skulle befinde sig sådan et kræ på græsset. Men det gør der altså! En upålidelig lille satan, som tilsyneladende havde seriøst meget mere travlt med at finde mad, end med at posere for fotografen.

Den slags billeder kan jeg tække album med! Eneste trøst i billednøden og det kunstneriske udtryk er så, at man ikke længere betaler dyre domme for trykte, akavede fotos hos fotohandleren. Den slags, der ligner et relativt abstrakt dogmefoto fra 90-erne. Eller somme tider lommeulden i ens egen inderlomme.

Så her er altså et upålideligt, sultent egern udenfor pædagogisk rækkevidde og med helt sin egen dagsorden. Og bygningen i baggrunden er The Royal Pavillion i Brighton fra en håbløs vinkel.

Continue Reading

Åh Gud! Eller:Om kæledyr.

Nu ser jeg lige i avisen ( som her er Irish Times), at der er kommet en ny — altså endnu en ny!– bog om kæledyr. Denne gang om kæledyrsetik, som kort fortalt betyder, at vi skal være enormt bevidste om, om vi moralsk kan forsvare, hvordan vi forstår Fido.

Bogens omdrejningspunkter er, om det i virkeligheden er fair, at vi overhovedet “ejer” dyr. At vi holder deres jagt- og andre instinkter nede, blot fordi det passer bedst ind i vores egne liv. At vi bestemmer vore kæledyrs diæter, madvaner og miljøer, samt at vi ovenikøbet bestemmer, om de må beholde deres reproduktive organer. Bogen erkender, at katte og hunde er fantastisk selskab for os, men er det også rimeligt derfor at gå ud fra, at de også er vilde med vores selskab? Er det måske endda vildt arrogant af os at tænke sådan og bare lægge vores egne tanker og ønsker ned over de stakkels kræ?

Jeg tror, jeg lige vil tjekke det med de katte og hunde, jeg møder på min vej i dag. Sådan lige vejre utilfredshedsbarometret. Måske er der i virkeligheden vild modstand mod os mennesker, fordi vi bare er så fandens arrogante. Så skulle de da have sagt til, kæledyrene. For længe siden.

Ham, der ligger i sin trygge kurv hjemme ved mig, virker ikke sådan påfaldende utilfreds og undertrykt. Godt nok er han ikke meget for hundemad og foretrækker klart oksemørbrad og HobNobskiks, men det er vel bare præferencer, mig og ham har sammen. Han jager da bestemt også, sådan i det små, hele dagen, og mest fluer, og skulle han endelig vælge mellem selv at fange føden og spise den kedelige hundemad, så ville det sidste nok gå af med sejren. Af sult. Hvis han er udpræget træt af mit selskab, så er han simpelthen den bedste hundeskuespiller i verden. Så skulle han da prøve at spare en smule på sine, ofte meget fysiske, kærlighedserklæringer.

Det ville gå ham meget, meget ilde, hvis han fik lov at være dyr på den måde, bogen plæderer for.

Så det er da muligt, at vi med årene har fået vores husdyr til at passe perfekt ind i de miljøer, vi nu lever i. Fået dem assimileret og integreret og fået udavlet mange oprindelige katte- og hunderier. Men det er da samtidig forrygende tåbeligt at påstå, at der nu skal laves om på det, fordi baggrunden i virkeligheden er menneskeracens forrygende arrogance. Det lyder nærmest som en beskyldning for hundeimperialisme.

Jeg er så uendelig træt af den form for frelsthed. Som blomstrer overalt, og især på de sociale medier for tiden.

Så længe folk ikke iklæder deres kæledyr små nuttede sko og ternede småpigekjoler, så kan de såmænd for min skyld gøre, hvad de vil. Bare de behandler dem godt, kærligt og forsvarligt!

 

 

Continue Reading

Om danskere og drikkepenge.

På min sidste rejse havde jeg en arrogant skid af en chauffør. Gæsterne var heldige, hvis han gad at sige Godmorgen, og han præsterede at lade samtlige kufferter stå ude i silende regn, indtil jeg og en anden gæst forbarmede os over dem og fik dem ind. Bare for at nævne et enkelt eksempel. Alligevel blev der, efter endt rejse, samlet ind til ham, og da eneste indsamlingsbøtte denne gang var en gennemsigtigt plasticpose, kunne enhver konstatere, at der blev givet rundhåndede Eurobeløb til manden.

Jeg, derimod, fik–som sædvanlig–intet. Der var ingen, der så meget som overvejede at sætte en indsamling i gang.

Nu skal dette ikke forstås som en økonomisk klynken. Jeg klarer mig nok. Det skal mere forstås som en forklaring på, hvordan det psykisk påvirker mig, når jeg lever i et miljø, hvor drikkepenge er en vigtig faktor. For selvforståelse, selvtillid, selvrespekt og selvværd. Og hvor chauffører tjener mere end mig. Også uden at medregne de 3-400 Euro, som de skattefrit putter i lommen efter hver tur. Og hvor man internt vurderes på drikkepenge. Der findes nemlig en uskreven lov, som vi alle kender, der simpelthen siger, at jo flere drikkepenge, jo bedre til ens arbejde….. Egentlig ret logisk.

Om aftenen mødes chauffører og guider fra forskellige lande, hvis de er på samme hotel. Uvægerligt går snakken om dagens dont, og uvægerligt går den også på fede drikkepenge. Det er der vel intet underligt i, da mennesker i alle erhverv nok taler om deres løn. I begyndelsen, da jeg var rimeligt uerfaren, fortalte jeg, til stor undren for flokken, at jeg ikke fik nogen. Så kiggede de noget skeptisk og undrende på mig. For hvorfor kunne gæsterne ikke lide mig? Jeg render også tit ind i chauffører, jeg tidligere har kørt med, som fortæller mig, hvad gruppen, vi fælles har kørt en uge sammen med, har givet dem. Når jeg så beretter om mit 0 på netop den konto, får jeg tit: “Jamen, jeg synes da ellers…..” eller ” Så skal du bare vide, at JEG da i alt fald synes, du er en god guide.”  Underforstået: Det gjorde gæsterne ikke.

For det er jo det, det drejer sig om. Gode guider får gode drikkepenge, dårlige får ingen. Så jeg er altså en dårlig guide. I deres univers er det lige præcis sådan, at hvis man ikke får drikkepenge, er det udtryk for gæsternes åbenlyse hævn over en fuldstændig umulig rejseleder. Alle guider fra andre lande får jo også drikkepenge–det er kun hende den absolut forfærdelige dansker, som gæsterne tydeligt pisser på hver gang. Endnu mere soleklart bliver det da af, at chaufføren, som har kørt med præcis samme gruppe, har fået et pænt beløb af de gæster, der valgte at håne deres rejseleder.

Jeg sætter mig aldrig sammen med guider og chauffører mere. Det gør simpelthen for ondt. Jeg hader de blikke og de usagte spørgsmål, jeg kan se, de nærmest ikke kan skjule. Og jeg forsøger at negligere chaufførernes indbyrdes undren over mig, for de fleste af dem synes da, jeg er ganske tilforladelig. De kan for det meste godt holde ud at være sammen med mig en uge og synes heller ikke, jeg er sådan åbenlyst uforskammet overfor gæsterne.

Men det påvirker mig. Jeg er begyndt at tvivle på min egne evner. Miste dele af min selvtillid. Og endnu værre. Jeg kan godt frygte, at det også med tiden kan få den indvirkning, at jeg bliver mere ligeglad. Tager tingene mere tilfældigt, for ligemeget, hvad jeg gør, er det jo tilsyneladende ikke godt nok. Som på denne tur, hvor en pissearrogant skid af en chauffør tilsyneladende gjorde sit arbejde meget, meget bedre end mig!

Jeg bliver også ked af det. Og igen skal det understreges, at det ikke er pengene, men udelukkende den symbolværdi, der ligger i dem. Jeg synes virkelig, når jeg selv skal sige det, at jeg sætter en ære i at udføre mit arbejde ordentligt–og lidt mere til–men jeg kommer virkelig, virkelig i tvivl om, om det overhovedet er tilfældet. For i den verden, jeg færdes i, bliver jeg jo hånet til jorden, hver gang en rejse er ovre.

Det er jo ikke sådan, at chaufføren er dårligt lønnet og tjener mindre end mig, selv om jeg er på dansk overenskomst og han ikke. Tværtimod. Han tjener, efter skat, mere end mig. Det er også sådan, at der gerne gives drikkepenge til vrantne servitricer, som serverer en enkelt øl undervejs. Det kan jeg jo se.

Så når vi når lufthavnen på vej hjem, går jeg gerne lidt i enrum og tørrer et par tårer. Og spørger mig selv om, hvad det er, jeg sådan fuldstændigt har overset. Hvad er det, de andre guider kan, som jeg ikke evner? Og hvis folk er så utilfredse, kunne de så ikke bare have påtalt det undervejs, så jeg kunne have rettet op på det, i stedet for denne ultimative hævn?

Som jeg plejer at sige til min mand ved hjemkomst, så vil jeg endnu engang overveje, om jeg skal blive ved i et job, som jeg egentlig holder meget af. Og gør mit bedste for at være god til. Men som jeg hver gang tvivler på, om jeg egner mig til. Fordi jeg, trods ultimativ arrogance, altid må stå i skyggen af en chauffør, der skal belønnes velvilligt og økonomisk. Skal have en konkret tilkendegivelse af respekt og tak for veludført arbejde. Det skal jeg tilsyneladende ikke. Og det bringer mig i forfærdelig tvivl om, om det passer, at jeg godt kan finde ud af arbejdet.

 

Continue Reading

En fugl.

Her sidder han så, den lille ørn som jeg torsdag efter torsdag ser udføre sine relativt beskedne tricks for en større skare mennesketilskuere på et vildtfuglecenter et sted i Irland. Eller: Jeg har set ham nogle gange, og jeg kan ikke rigtigt bære det mere, så jeg pjækker fra kommende forestillinger.

Han er født og opvokset på centret, og de– temmelig mange–timer, han ikke optræder, sidder han så her. Det er der sgu’ ikke meget kvalificeret ørneliv over! Han minder mig umiskendeligt om ørnen Klaus, som Pontoppidan i sin tid udødeliggjorde som den allermest uørnede ørn i litteraturen. Ham, der opførte sig stik modsat H C Andersens uællingede svane.

Det er muligt, det tjener til bevarelse af hans art at sætte ham i det bur og prostituere ham nogle få minutter hver dag. Spørgsmålet er så bare, om det også er et værdigt liv, han selv får ud af det.

Måske er det bare mig, der er nærtagende, men det gør lidt ondt at se ham. Og at se ham optræde. Derfor lader jeg være.

Continue Reading

Om at fotografere sin mad.

Jeg kender folk, der dokumenterer samtlige deres ferier med en overdådig, uendelig række af madbilleder. Ikke et eneste Eiffeltårn, eller bare en meters penge af Tower Bridge klemmer sig ind her. Det er alt for useriøst, når man i stedet kan oploade pizzaslices fra eksotiske destinationer.

Jeg kender også folk, der umuligt kan bage så meget som en mislykket småkage eller kreere en gang millionbøf uden at forevige dem. De er, også her, dybt seriøse omkring deres kokkerier og føler samtidig en brændende og ubændig lyst til at delagtiggøre samtlige venner i deres madlavning.

Jeg er sikker på, at ingen hidtil har oplyst dem om, at det er dræbende kedsommeligt, og at i alt fald jeg faktisk er noget så inderligt, bedøvende, utroligt ligeglad. For de bliver jo ved! Dagligt bombarderes i alt fald jeg med ligegyldige fotos på FB af spiselige ting, der ikke på nogen mulig måde kommer mig ved. Æd dem selv!

Så her er et billede af min decideret ligegyldige scampi med fritter, som smagte godt og dejligt usundt, men som jeg faktisk ikke sidder med et uforløste behov for at dele med verden.

Jeg har udelukkende oploadet den for at se, om nogen læser dette. Eller hvor mange, der har det som jeg og løber skrigende væk fra madbilleder på nettet. Det bliver spændende at se resultatet!

Continue Reading

Svineri på skinner.

Kære DSB.

Jeg sidder her i en ulækkernusset togvogn fra ca. 70-erne. Sæderne er skjoldede og sammenfaldne, og æstetik og det kunstneriske indtryk vil jeg af ren og skær høflighed helt undgå at omtale. Jeg kan nemlig absolut intet positivt sige om det. Til gengæld skal I roses minimalt for,  at jeg har ca. 3 cm. mere benplads end på en discountflyver, men det skyldes så udelukkende, at jeres sæder ikke kan slås tilbage. De kan i det hele taget ikke slås nogen som helst steder.

Her er afskyeligt koldt, så hele vognen er gået i solidarisk tænderklapning. Kun få har nemlig medbragt deres dynejakke her på denne sommermorgen, hvor temperaturen udenfor langt overstiger den indendørs. Iflg. konduktøren er problemet uløseligt, og det er sikkert korrekt, for jeg mindes tydeligt, at det modsatte problem også ofte indfinder sig, uden at det så kan løses heller.

Jeg vedhæfter et snapshot af jeres toilet. Overvejede at tage en selfie, men stedet er altså for ulækkert til, at jeg overhovedet vil bevæge mig ind på det, endsige røre ved noget. Man risikerer jo en lidt for aktiv bakteriedeling. Heldigvis har jeg sko på. Men måske er det bare mig, der er alt for følsom med, hvad mine tæer bevæger sig i. Selv om jeg selvfølgelig godt i dette tilfælde kan komme med et kvalificeret gæt.

Min rejse koster næsten 500 kr, og jeg skal sidde her længe. Jeg ville ønske, I på den ene eller anden måde kunne få øjnene op for, at det her på ingen måde er nogen fornøjelse. Det er derimod umådeligt ulækkert,hundedyrt svineri på skinner!

Continue Reading

At tage sit skrald. Med hjem.

Danskerne er nogle forfærdelige udendørssvin.

Det var irerne også engang. Meget værre end de allerværste, danske übersvin. Det er de så ikke mere. Det kunne vi lære noget af!

Herhjemme har vi i mange, mange år lidt af den–i grunden logiske–ide, at hvis vi bare med massiv kraft øgede antallet af udendørs skraldespande, så ville den naturkastede affaldsmængde formindskes i samme omfang. Det er vist ikke forkert at konstatere, at selv om ideen er logisk, så virker den mildest talt ikke.

I Irland er man, med stor succes, gået den modsatte vej. Man har nemlig fjernet de fleste skraldespande, og faktisk skal man være ualmindeligt heldig for at støde over en af slagsen, såvel i byer som på naturskønne områder. Umiddelbart skulle man så tro, at skidtet bugnede og svømmede over. Men det gør de ikke. Overhovedet ikke! Tværtimod! Irland er det, uden sammenligning, reneste land, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke nok at fjerne skraldespande. Det kræver også massive kampagner, mentalitetsændringer og en hel del gode præmier. Der er løbende konkurrencer med rigtigt fine præmier om at blive landets reneste by–en ting, som tages virkelig seriøst. Der er store bøder for at smide affald, og de blev i starten håndhævet særdeles strengt. Det er så overhovedet ikke nødvendigt længere.

For allermest har kampagnen omkring, at alle simpelthen tager deres affald med hjem, virket noget så eftertrykkeligt. Man TAGER, som en selvfølge, og som en rigtig god vane, sit affald med hjem. Kan man tage ting med ud, kan man selvfølgelig også tage dem med hjem! Og når der ikke er skraldespande at smide dem i, er sagen ligesom rimeligt klar. Det er en fornøjelse at se børnefamilier på skovtur med den obligatoriske plasticpose, hvor alt skrald bliver smidt i, hvorefter samme pose med den største naturlighed bæres tilbage til bilen for at ende i den hjemlige skraldespand. Det er heller ikke på nogen måde ualmindeligt at se såvel børn som voksne samle de få stykker skrald op, som tåbelige mennesker har smidt fra sig. Det er, især for børnenes vedkommende, nærmest konsensus, at hvis man ser efterladt skrald, så samler man det op. Det kunne en del danske børn lære af!

Her skal også lige huskes, at Irland ikke som Danmark har et pantsystem på flasker og dåser. Der er altså ingen umiddelbar gevinst i at tage sådanne ting med hjem. Men de gør det altså alligevel!

Måske skulle vi prøve lidt nytænkning i Danmark. Fjerne vores skraldespande og ændre folks affaldsmentalitet til, at alt affald skal med hjem. Få dem til at indse det ualmindeligt logiske i, at når man kan bære ting ud, så kan man med akkurat samme lethed bære dem hjem igen. Når nu irerne kan, så kan vi vel også?

Continue Reading

Mistænkeliggørelse.

Det, jeg ville, var egentlig bare at fotografere nogle søde småpiger, stadset op i deres allerfineste puds og med håret i overdimensionerede krøllefrisurer på vej til det nationale mesterskab i irsk dans.

Men det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik taget dette ene billede, som hverken er fugl eller fisk, og så fik jeg så mange blikke, fingre og nedladende, afskræmmende tegn, at jeg helt klart indså, at jeg gjorde noget, der var aldeles ude af proportion.

Man fotograferer ikke små piger. Altså andre forældres små piger. Og så er det i øvrigt revnende ligegyldigt, om man er en trekvartgammel dame, som, hvis jeg selv skal sige det, ligger et stykke fra indbegrebet af en farlig pædofil.

Det er trist, at verden er blevet sådan. At mistro pr. definition vinder over sund fornuft. Eller rettere:At verden er blevet sådan, at mistro er en simpel nødvendighed, fordi man aldrig kan vide sig sikker, og selv det allermest tilforladelige trekvartgamlede hunkøn potentielt kan være ude i et obskønt ærinde. Jeg kunne jo, f.eks, have en lille nebengeschæft derude på nettet. You never know.

Selvfølgelig skal vi passe på vores børn. Det er bare forbandet ærgerligt, at denne passen på desværre er så nødvendig, at selv det at tage uskyldige fotos af en flok dansemus i festtøj er en potentiel lovovertrædelse i sig selv. Det er lidt ambivalent. Der lurer farer derude, ja, men der lurer desværre også overdrevent hysteri.

Continue Reading
1 2 3 8