Nekrolog over min elskede padde.

Jeg har de seneste gange, jeg har været i Rom, boet på det samme lille og (troede jeg) hyggelige, sikre hotel. Det er uigenkaldeligt ovre nu!

Lørdag aften satte jeg nemlig min elskede padde til opladning på hotelværelset, mens jeg gik ud for at spise. Låste selvfølgelig døren og afleverede nøglen i receptionen. Alt i alt ca. 1½ time. I mellemtiden brød, tilsyneladende sted- og videokendte tyve ind i værelset, stjal padden og dens storebror, min mands computer, uden at efterlade sig så meget som en ridse på døren.

Lige netop vores værelse er et af de eneste på hotellet, som befinder sig i en blind vinkel i forhold til hotellets CCTV. Det må tyvene have vidst. Lige netop vores værelse havde en afleveret nøgle i receptionen. Det kan man jo så også spekulere på, om tyvene har vidst. Samt havde adgang til. Under alle omstændigheder er det påfaldende oplagt at få en lille mistanke til, at stedkendte, eller måske endda ansatte eller deres familie/bekendte, har en hvis andel i min paddes bortgang. Og hvorfor vælger man at bibevare et kamera, der rent vinkelmæssigt er utilstrækkeligt?

Romerske politistationer er i sig selv en særpræget oplevelse der sent på aftenen, men det vidste jeg nu godt, efter at have rejst med bestjålne og på andre måder tilskadekomne elever gennem årene, så det er ikke en mindeværdig oplevelse, jeg behøver genopfriske. Dog skal det siges, at romerske politiansatte har umådeligt god tid, sjældent forhaster sig samt har en beundringsværdig overrepræsenteret brug af stempler.  Hold da op hvor de stempler!

Men det værste er tabet af min elskede padde, som i flere år har været min forlængede højre hånd. Den indeholdt det meste af mit liv, mine lynopslag, mit morgenritual i sengen, mit læsestof på rejser,  min ven på ensomme aftner som guide i det udenlandske, hele mit liv i billeder og videoer, min bank, alle mine sociale medier og, ja, mig. Det er som at få revet en umælende, men meget trofast ven væk på den allermest ublide, ubarmhjertige måde, når man allermindst venter det. Den padde er godt nok savnet!

Og den store ironi ligger jo i, at tyven vel ikke engang kan anvende den. Han (undskyld!) kan vel næppe komme ind i den, for den er beskyttet med enhver form for passwords og fingeraftryk. Den er nærmest intet værd i en hælerhandel. Jeg forsøgte selvfølgelig at opspore den dernede, inden jeg tog hjem, men der var ikke megen gevinst. Ellers var jeg fuldstændigt indstillet på at tage en taxa til tyvens adresse og så skælde ham så meget ud, at selv en romersk mama må se sig slået på himmelvendte øjne, hændervridning og høj, intens stemmeføring. Mit arsenal af bandeord på engelsk er, hvis jeg selv skal sige det, relativt uovertruffent, og selv med min klejne størrelse kan jeg godt gøre et rimeligt og uforglemmeligt verbalt indtryk på enhver, der krydser min vej på den forkerte måde. Det var sgu` lige før, jeg så frem til at tæske den lede lille lus med velvalgte ord. Som i dagens anledning kunne tilsættes en portion italiensk accent for ligesom at understrege pointen!

Så nu sidder jeg her med mit store savn. Og min stakkels padde er kommet i dårligt selskab og savner helt uden tvivl også mig. Forsikringen betaler noget af tyvens idioti, men det bliver jo alligevel aldrig min padde, jeg så får igen. Altså den med ridserne de helt bestemte steder, sporene efter tyggegummiklatter på bagsiden og en strålende evne til at efterkomme mine teknisk analfabetiske ønsker. Jeg har flere gange tidligere og mod min egen vilje fået eksporteret mine smykker syd for grænsen, men følelsen er en helt anden denne gang. Smykker er jo bare døde ting. Min padde var levende. Den var i alt fald mit liv.

Heldigvis har jeg stadig mit store, uhandy dyr af en computer, hvor jeg snarest vil skrive en frygtelig anmeldelse af hotellet på bookingsiden samt huske at indvie Tripadvisor i mine oplevelser. INGEN, absolut INGEN, bør nogensinde og på noget tidpunkt bo på det værelse, hvor enhver tilsyneladende havde fri adgang til at udvælge sig ting, de helt glemte tilhørte nogle helt andre.

Jeg håber virkelig for min padde, at den har det godt, hvor så end den måtte være. Og forstår, at det på ingen måde er med min gode vilje, at vi to har måttet skilles ad!

RIP, padde!

Continue Reading

Om hunde og julepynt.

Det er nu engang sådan, at rigtigt meget julepynt befinder sig i hundehøjde. Det er selvfølgelig et problem, der kan afhjælpes kraftigt ved at lade være med at anskaffe sig et dyr over gravhundeniveau. Så har man ca. ½ meter mere at løbe på i forhold til en Retriever. Opad, altså. I længden giver det vel nogenlunde det samme.

Lavthængende julepynt og hunde er en Fandens dårlig kombination. I alt fald her. Mit dyr mangler simpelthen forståelse for jul generelt og for julepynt i særdeleshed. Og det er den samme mangel på julemæssig respekt, der udfolder sig hvert eneste år. Hvis julepynten udgøres af grangrene med en smule udvalgt pynt, fejer hans velbehårede hale skånselsløst enhver form for velophængt pynt ned. Ikke bare ned. Men ud til alle sider, under sengene og i kroge og hjørner. Således at man hver morgen kan tage en runde og opsamle lemlæstede, forslåede og nogle gange helt uigenkendelige engle samt hovedløse nisser. Hvis der derimod er tale om større, østeuropæisk udseende hybrider mellem havenisser og den almindelige danske gårdnisse, udsættes de for intensiv auditiv mobning i timevis. Det foregår på den måde, at dyret stiller eller sætter sig foran dem og gør vedvarende, indtil de….. Ja, hvad F…. skal de sådan nærmest gøre???

Det bliver endnu værre, når juletræet kommer op. Så pynter vi naivt træet, hvorefter dyret indleder sit stormangreb, og på kortere tid, end vi har brugt til at pynte det, får det totalt afpyntet. Den største sejr, som han tilsyneladende går efter, er at få det totalt væltet omkuld, men den har han så (desværre for ham) kun haft held med en gang. Da var han også meget tæt på at få en enkeltbillet til Kina, hvor det vel ( altså selv om de ikke fejrer jul) godt kunne give lidt helligdagsstemning at blive indehaver af 40 kg. velhængt Retriever.

Godt nok er jeg ikke indehaver af de der pyntegener, men selv jeg kan da godt se, at et hjem pyntet med julepynt, der udelukkende hænger ½ meter fra loftet og ned, ser en smule besynderligt ud. Samtidig tror jeg stadig på, at han på et eller andet tidspunkt lærer basale kundskaber omkring, hvordan man behandler nisser høfligt.

Så jeg tror naivt på, at dyret i løbet af december såvel vænner sig til som lærer at respektere sine nye venner. I alt fald forsøger at lade være med at tage livet af hovedparten af dem, samt gør en indsats for at undgå større nissemandsmassakrer. Ellers må jeg jo lære at leve med at jeg enten må vælge mellem hund og førlige nisser–eller simpelthen acceptere, at min nissebestand ligner et rekonvalescenthjem efter en forfærdelig, konventionel verdenskrig.

Han får udelukkende og kun lov til at blive, fordi der dog, trods alt, er en smule mere liv i ham end den benamputerede engleflok!

PS. Billedet viser desværre ikke hans bevidsthed om egen skyld og den anger, det medfører. Han er bare sur over, at han skal sidde stille og ikke gå i frontalangreb på grangrenene bag ham, hvor enkelte smånisser ikke endnu har doneret legemsdele til støvsugeren.

 

Continue Reading

Om sort fredag, Allerhelgensaften og Valentins dag.

Jeg er på ingen måde nationalist i ordets allermest ekstreme og danskhedsdyrkende forstand. Min nationalisme er ikke politisk og ekskluderende i forhold til andre nationaliteter. Men jeg er glad ved og stolt af mit land, og især synes jeg, vores gamle skikke, som vist kun vi ( nogle gange fordi de er lidt særprægede) dyrker, er værd at bibeholde. Så kan man jo kaste sig ud i dem, alt efter hvad man selv orker. Der er såmænd nok af dem. Vi behøver ikke flere.

Jeg har derfor også tidligere tordnet mod de nye tiltag, der vælter ind over os. Især fra USA. Fælles for dem alle er, at de 1) på ingen mulig måde har rod i en dansk og mangeårig tradition og 2) udelukkende tjener kommercielle interesser og derfor decideret dyrkes af firmaer, der ønsker at øge deres omsætning.

Black Friday er i USA navnet på fredag i Thanksgiving weekenden, som traditionalt er en fridag, store kæder hen ad vejen har omdefineret til, at de skal få folk til at gå amok i før-julegaver til sig selv.  MEN Thanksgiving fejres som en tradition fra de oprindelige indvandrere til USA ( The Pilgrim Fathers), som på det tidspunkt af året var færdige med høsten og derfor takkede for udkommet ved at spise et overdådigt måltid. Jeg er fuldstændigt uforstående overfor, hvorfor den amerikanske tradition formodes at få mig til at gå shop-amok i Bilka og Elgiganten.

Hvorfor kan vi ikke bare nøjes med de gode, gamle udsalg? Altså dem, der engang fandt sted sommer og vinter, men som nu er blevet så udvandede, at de nærmest er på dagsordenen hele året, og ingen anstændig jyde nogensinde betaler fuld pris for noget som helst, for der er altid et sted, der er udsalg. Det er da (også) derfor, det er nødvendigt at lancere tåbelige, amerikanske markedsmekanismer, som de fleste overhovedet ikke har nogen anelse om, hvor stammer fra. Ydermere burde mennesker, der nidkært stemmer for en etnisk renholdning af Danmark, decideret afholde sig fra sådanne tiltag!!

Halloween er ligeledes en amerikansk ( og keltisk) skik, som langt tilbage stammer fra, at 31. oktober er den dag, hvor sommeren ophører, og vinteren for alvor begynder. Hvor alting dør, om man så kan sige. Det er hen ad vejen blevet omdefineret til, at man såvel skal fejre de døde, men også lave en form for karneval ud af det, således at man klæder sig ud i død og uhygge. Allerhelgensaften er også en kristen tradition til fejring af de døde, og den vil jeg ikke angribe, da den rigtigt mange steder i landet markeres med stemningsfulde gudstjenester, hvor man på fineste vis mindes årets døde sammen.

Men hvorfor kan vi ikke bare fejre vores karneval, som vi engang gjorde? For ganske få år siden var Fastelavn i februar vores udklædningstidspunkt. Fastelavn, som jo markerer enden på den kristne faste, hvor man har så usigeligt meget grund til at gå amok efter al den forsagen. ( Akkurat som Eid efter Ramadan.) Jeg investerede da i udklædning i februar måned til mine børn, da de var mindre, men det er der da vist ingen, der gør mere. Det er ikke mange år siden, der legalt blev tigget slik Fastelavnsmandag. I dag er gaderne tomme, mens de 31. oktober vrimler med skeletter og andre grusomheder. Der må tilsyneladende være stærkere markedsmekanismer til støtte for den amerikanske skik, for hvorfor kan vi ikke bare dyrke vores egen? Og er det måske, hvis vi stadig husker at slå katten af tønden, ikke bare et genialt scoop fra de, der griner hele vejen hen til banken, at de nu får os til at investere i udklædning hele to gange årligt?

Oprindelsen på Valentins dag er en smule tåget, idet der temmelig mange steder i verden ( dog ikke lokalt i Norden) har eksisteret Valentiner, men en af dem var i alt fald den romerske helgen Skt. Valentin, som blev fængslet og dræbt, fordi han, stik mod ordrer, foretog vielser af romerske soldater, der ellers ikke måtte gifte sig, når de var i tjeneste. Af den grund formodes vi så at overdænge hinanden d. 14. februar med usmagelige, lyserøde hjertekort, chokolader fremstillet til lejligheden og endda diverse intim beklædning med hjerter, som vist mere tjener som markering af dagen end egentlig, fornuftig påklædning.

Hvorfor har vi pludselig, i løbet af de sidste 10-20 år, fået en akut længsel efter en specifik dag at vise vores kærlighed? Svaret er ganske enkelt, at det har reklamens magt bildt os ind, at vi stod med et uforløst behov for. Førhen kunne vi sagtens nøjes med personlige bryllups- og andre mærkedage, men det er tilsyneladende ikke nok. Det højner jo ikke omsætningen helt så synligt på en bestemt dag.

Jeg undlader bevidst at kommentere på opfindelser som mors og fars dage, som efterhånden er så indgroede i vores system, at vi tror, de er medfødt danske. Det er de ikke–de stammer fra USA.

Det er muligt, vi er ved at udvikle os til en nation af fejrere, som intet middel skyr for at finde en lejlighed til at falde i markedsspekulanternes kløer. Men vi skal lige være bevidste om, at 1) de “nye” fejringsdage er UDELUKKENDE introducerede på det danske marked for at tjene penge og 2) vi har i grunden traditionelle fejringsdage nok i forvejen. Nogle har bare bevidst arbejdet på at få os til at glemme dem, for der er tilsyneladende mere profit i de andre.

For det er det eneste, soleklare formål: PROFIT!

 

Continue Reading

Om kommunalvalg.

Kommunalvalg er en af de mest sæsonbetonede tingester, jeg kender. F.eks. meget mere end jul, som jo dog trods alt med usvigelig sikkerhed kommer tilbage hvert år, og som på det seneste er ved at erobre mere og mere territorium fra november, og nogle gange selv oktober. Eller sommerbrok, som gerne har højsæson fra midt i  juni til engang i august, hvor det fader ud, når vi giver op og erkender, at den heller ikke gik hele vejen hjem dette år.

Kommunalvalg har sæson ca. 1 uge hvert 4. år. I 3 år, 11 måneder og 3 uger og sikkert nogle løse timer er de fleste af os relativt ligeglade og ville næppe, sådan halvvejs inde i en valgperiode, være i stand til at nævne mere end godt halvdelen af navnene på siddende byrådsmedlemmer. Men i den ene uge tager vi så hamrende revanche. I alt fald majoriteten af os. Her skal selvfølgelig nævnes undtagelser som mærkesager, der ofte kan få os op af stolene. Men de fleste mærkesager er og bliver personlige, og de vedrører ofte ikke kommunalpolitik som helhed, men udelukkende den lille flig, der netop angår os selv.

Op til valget forsøger vi primært at gøre os klart, hvem vi skal stemme på. Den uæstetiske skilteskov på alt forhåndenværende elforsyningsmateriale gør os næppe klogere, og jeg vil vove at påstå, at denne usmagelige femvisning af fejlsprøjtet Botex, iblandet photoshopping næppe har nogen målelig effekt på valgenes udfald. Og når vi så har sat vores kryds, går vi selvfølgelig hjem og hepper på netop vores parti eller kandidat, samt håber på at resten af kommunens indbyggere undlader at være lige så ignorante, imbecile og bare generelt uintelligente, som de plejer. (Læs: Stemmer på dem, vi ikke stemmer på!)

Valgaftener er de eneste aftener, hvor jeg i mange stive timer ser “politisk” TV. Selvfølgelig interesserer politik mig til husbehov, men jeg kan, i de fleste omgange, sagtens nøjes med væsentligt kortere doser. Jeg ved også godt hvorfor. På valgaftener er jeg nemlig en del af en supporterklub, der akkurat som fodboldsupporters holder med “mit” hold/ “min” kandidat og ivrigt såvel glædes over sejre som bander over nederlag. Det er næsten en “os” mod “dem” situation, og jeg jubler højlydt, når mit hold får straffe eller sender den direkte i målet. Tilligemed at jeg råber lidt indvendigt, når modstanderne får, selvfølgelig helt uretfærdige og ufortjente, point.

Faktisk gik det jævnt godt for mit hold i går, men desværre på en måde, så modstanderne alligevel snød sig til sejren. Her i byen må vi endnu engang trækkes med en borgmester, som til et nys overstået, væsentligt jubilæum holdt en tale, der ( nærmest som vanligt) var så øredøvende pinlig, at halvdelen af salen undlod at klappe. Det er sådan noget, der kan hidse mig op i dag.

For om 2-3 dage begynder jeg jo alligevel bare at blive sådan lidt ligeglad hen ad vejen. Så starter min 3 års, 11 måneders og 3 ugers latenstid i forhold til kommunalpolitik, og om ca. en måned kan jeg givetvis ikke huske navnene på mere end halvdelen af byrådsmedlemmerne.

Så har jeg ligesom forliget mig selv med, at de forkerte endnu engang skal bestemme over mit liv på en (for mig) fejlslagen måde, således at jeg, når det igen bliver sæson for kommuner, kan bruge en uges tid på at kvinde mig op, stemme og forhåbentlig denne næste gang blive rigtigt glad, fordi mit hold vinder.

Endelig skal der da–mens jeg endnu er i kommunalmode–lyde mine dybeste kondolencer til venner og bekendte over hele landet, som, efter hvad jeg kan se på resultaterne, er minimum lige så meget på det ufortjente nedrykningshold, som jeg er. Nogle decideret mere!

PS. Min vrede er for nedadgående, så jeg har bevidst slettet et par udfald under bæltestedet fra skrift. Men jeg mener dem nok stadig!

Continue Reading

Om DSB. Igen, igen—og så lige igen!

Sidder i et tog omkring Kolding. Har i dagens anledning taget noget gammelt tøj på, som sagtens kan tåle pletter. Der er vel ingen, der med vilje udsætter pænt og rent tøj for DSB-afsmitning. Eller, sagt på en anden måde, man ved aldrig rigtigt, hvad der venter en, eller hvad man kan komme ud for. Udover at det næsten altid er værre end sidste gang.

Nogle gange synes jeg, at vi tenderer mod at være næsten hysteriske omkring vores Smileymærkning af nærmest alt. Der skal ikke meget til, før en sur en af slagsen er hevet i land. Det er fint, at diverse brancher holdes lidt nidkært i ørerne, men jeg er fuldstændigt uforstående overfor, at andre overhovedet ikke indbefattes af samme kontrol. Og her tænker jeg primært på vores offentlige transportmidler, med DSB i spidsen.

Hvis DSB var en restaurant eller et plejehjem ( det er det så også, men det er for fejlfylde, italienske tog!), var foretagendet omgående blevet lukket med sundhedsskadelige begrundelser  og sikkert tilkendt en bøde på størrelse med det beløb, en italiensk togfabrikant grinende har danset i banken med. Togvogne, som den på billedet, var blevet skrottet og erklæret uegnede som menneskesæder. Iagttag nøje antallet af pletter på gulvet og opnå givetvis samme resultat som mig— nemlig at de er utællelige. Hvis dette gulvtæppe, for slet ikke at tale om disse æstetisk modbydelige, pletbefængte sæder var blevet fundet i en restaurant, ja, faktisk blot en grillbar i den yderste provins, ville det have indebåret øjeblikkelig lukning samt obligatorisk tilkaldelse af såvel skadedyrsbekæmpelse som overtræksdragter.

Og så er jeg ikke engang gået i gang med toiletterne, som generelt er så ulækre, at man nærmest hellere tisser i bukserne vej under Storebælt end nødsager sig til at anvende dem. Så er man da i det mindste sikker på, at det udelukkende er ens eget tis, man står i!

Jeg forstår simpelthen ikke, at et halvstatsligt foretagende, som mere eller mindre har en form for monopol på den kollektive togtrafik, får lov til dette. At ingen griber ind. At vi rejsende skal sidde her i denne grisseribule med toiletter, der nærmest overgår ethvert latrinært skrækscenarie. Og at dette foregår i et land, hvor vi virkelig, virkelig vogter over vores renlighed og fødevarestandard. Hvorfor sætter ingen standarder for DSB? Hvorfor skal de overhovedet ikke leve op til noget som helst? Inklusiv køreplanen, som de, akkurat som med renlighedsniveauet, også udelukkende betragter som vejledende?

Afslutningsvis så er jeg faktisk heldig. Jeg er med morgentoget. Nogle gange må jeg tage aftentoget. Der tisser jeg noget så grundigt af inden afgang, tager mit allerældste tøj på, sætter mig helst ikke ned på sæderne samt anvender udelukkende den kollektive trafik ( som jeg i den grad ellers principielt går ind for), fordi jeg ikke har nogen alternativer. Måske er det lige præcis derfor, DSB kan oppebære sit uanstændige niveau af svineri!

Continue Reading

Om valgplakater.

Så er det i disse dage, at adskillige photoshoppede, håbefulde kandidater helt bevidst iklæder sig en lygtepæl. Eller 27. Det er vist kun et spørgsmål om økonomi, hvor megen rovdrift man er i stand til at drive på den lokale elforsyning.

Kønt er det ikke. Og kønne er de nu heller ikke. De fleste af dem. Jeg tænker tit, at hvis jeg umiddelbart lignede nogle af dem, ville jeg nok kraftigt overveje at lade være med at flashe mig selv langs en uskyldig villavej. Nogle kunne måske endda få den tanke, at enkelte kandidater var et led i Halloweenudsmykningen. På mig har billederne af flere kandidater den virkning, at jeg bliver helt bange for at stemme på dem. Tænk, hvis de er, præcis som de ser ud!

Omvendt er der også dem, der bare ville klæde enhver promenadegade. Som ligefrem pynter i landskabet og i alt fald er pænere end den lygtepæl, de skjuler. Nogle gange undrer det mig lidt. For hvis jeg nu kender dem personligt, så falder det mig godt nok lige for brystet, at de, siden jeg mødte dem i Netto i sidste uge, har gennemgået en mirakuløs lyn-foryngelseskur og helt har udraderet enhver form for aldersbetingede rynker. Sådan at man da i virkeligheden kommer til at tvivle på, om de er kommet til at hænge et billede op af deres søn eller datter i stedet. Eller måske har de bare sådan en ikke-aldrende klon, som lige springer ind, når det er ved at være lygtepælstid?

Jeg synes ikke, lygtepælspolitik er af det gode. Jeg forstår selvfølgelig godt, at man må gøre opmærksom på sig selv for at ikke at drukne i valgvrimlen. Hvad man nu faktisk gør alligevel, for hvem kan egentlig nå at se samtlige 5 plakater på en lygtepæl, når man ræser forbi? Jeg er også alvorligt træt af velhavende politikere, der monopoliserer en hel udfaldsvej fra en mindre provinsby ved at hænge 317 plakater op, så der simpelthen ikke er en eneste pæl fri. Det er sådan noget, der nærmest kan få mig til at undlade at stemme på dem, selv om jeg faktisk måske havde overvejet det.

Det er da ikke mængden af lygtepæsophængninger, der er afgørende for, hvem folk stemmer på. Jeg nægter simpelthen at tro på det. Der er da vist vitterlig ingen, der tager en valgbeslutning på det grundlag, at en givet kandidat klæder sin lygtepæl. Eller ikke er ufatteligt grim eller photoshoppet til ukendelighed. Hvis alle disse politikere i lygtepælene virkelig seriøst tror på, at vi sætter vores kryds efter antal af valgplakater, kunstnerisk indtryk eller bare mangel på ubehag i forhold til deres udseende, så må de da vist tro om. Og vi må prøve at se, om vi kan finde klangbund for, at vi altså hader, når andre ( og her politikere) undervurderer vores intelligens.

Endelig: Tænk lige over, hvad alle de penge, der er anvendt til portrætbilleder på elinstallationer på nærmest samtlige ud- og indfaldsveje kunne bruges til. Og på, hvor ualmindeligt pænt der ville se ud uden alle de grimme og over-photoshoppede hoveder. Jeg er nemlig helt, helt sikker på, at vi alle sammen udmærket godt ved, hvem vi vil stemme på uden hjælp fra enhver forhåndenværende lygtepæl!

Continue Reading

Et spørgsmål om formulering? Eller mere end det?


Selvfølgelig har jeg, som nok alle andre kvinder, fulgt med i den igangværende debat om og afsløringer af seksuelle krænkelser, voldtægtsforsøg og fuldbyrdede voldtægter, såvel indenfor underholdningsbranchen som overalt og i enhver branche. Metoo har har sat en sand, og givetvis påkrævet, kædereaktion i gang.

Vi forfærdes hver dag over, hvor mange kvinder, der har været udsat for krænkelser af enhver art fra mænds side. Godt nok! Men faktisk synes jeg, vi fuldstændigt mangler at se sagen fra en anden side.

Hvorfor hører vi aldrig om, hvor mange mænd, der seksuelt har forulempet kvinder? Hvor mange mænd, der har begået voldtægter? Hvor mange mænd, der har været voldelige på enhver måde overfor kvinder? Hvor mange mænd, der har krænket deres partnere?

Prøv at lægge mærke til måden, vi bruger udsagnsordene: Kvinder bliver voldtaget, bliver krænket osv., mens mænd voldtager, krænker osv. Kvinder “står”i passiv, som vi sproglærere generelt definerer som “ den eller dem, det går ud over”, men mænd “står” i aktiv, som igen defineres som “den der udfører handlingen”.

Så vi har sprogligt flyttet fokus fra de, der rent faktisk udfører handlingerne til de, det går ud over. Selvfølgelig skal der fokus på ofrene, men det er da håbløst forfærdeligt, at denne fokus helt flyttes fra de, der udfører forfærdelighederne! Og at det rent sprogligt gøres så subtilt, at vi næsten ikke lægger mærke til det.

 

 

Continue Reading

Genbrug? For de særligt udvalgte?

Efter at have brugt det meste af formiddagen på en ufatteligt tiltrængt oprydning i mit klædeskab, kørte jeg op til den nærmeste genbrugsforretning med den efterhånden betragtelige stak tøj, som jeg helt sikkert aldrig selv ville komme til at anvende. Eller savne. Efter at have afleveret den ret tunge sæk, tog jeg lige en scanningstur rundt i butikken.

Her traf jeg over en dame, som tydeligvis arbejdede der. Hun kørte rundt med et rullebord, hvorpå der både stod individuelle ting samt en temmelig fyldt plastickasse. I kassen spottede jeg, blandt meget andet, de fineste Rosti plastikkrus og ville derfor gerne lige se lidt nærmere på dem. Da jeg bøjede mig ned for at tage et af dem op, blev jeg pure afvist, fordi ” det er mine ting.” Herefter kunne jeg så iagttage, at hver gang, damen skulle sætte ting på plads, blev de nøje studeret, og de, der havde en smule værdi eller var pæne, blev sat over i plastickassen til “mine ting.”

Jeg HAR da godt nok i lang tid undret mig over, at nærmest samtlige genbrugsforretninger er blevet noget slappe i udbuddet–eller i det mindste slet ikke har det spændende udvalg, de plejede at have. Besynderligt nok er det sådan lidt faldet sammen med den massive dækning af gamle lort og dets værdi, som vi stopfodres med på samtlige TV-kanaler.

Så det er nok derfor, nogle af damerne melder sig til en frivillig tjans hos det nærmeste genbrug. Så kan de både bryste sig højlydt af, at de skam ofrer sig gratis i den hellige sags tjeneste samt–hvad der jo nok for nogle er hovedformålet–nå at stoppe samtlige varer af værdi over til “mine ting”, inden de overhovedet når ud på butikkernes hylder.

Jeg havde godt nok hørt onde tunger påstå, at det var tilfældet. Men jeg er så forbandet naiv og godtroende, at jeg da stolede på, at det var helt andre mekanismer, der fik folk til at arbejde for velgørenhed. Offervilje og lysten til at gøre noget for andre, sådan f.eks.!

Men jeg må da nok sige, at min naivitet er gået over. Og at jeg nærmest var ved at kræve mit gamle tøj igen med tilbagevirkende kraft. Rent infantilt tænkte jeg faktisk, at det skal den dame ligegodt ikke have fingrene i!!! Det var jo helt og aldeles bestemt ikke for at give det til hende, jeg kørte det derop. Der var, selv om det nok er naivt, lidt større perspektiver i det fra min side.

Men jeg tror da, jeg vil prøve at finde ud af, hvad damen hedder, for hun er da givetvis et interessant bekendtskab på f.eks. DBA eller Gul og Gratis. Sikken masse ting, hun kan sælge, når hun nu udnævner sig selv til førstevælger i sin egen genbrugsforretning. Jeg tror da i alt fald næppe, hun bare fylder sit hus op. Der må da være en fuldt kalkuleret mening med galskaben.

En ting er sikkert: Jeg handler ALDRIG deroppe mere. Og jeg forærer ALDRIG noget til netop den (røde!) organisation igen. Måske er det så også naivt. Jeg mener: Hvad hvis alle de andre gør præcis det samme?

Continue Reading

En pensioneret dansklærer kondolere!

NEJ! Hun gør sgu` ej. Hun kondolereR! Kondolerer overfor det danske sprog med, at danskerne er ved at blive en nation af ligeglade sprogsjuskere, der fuldstændigt uden nogen som helst respekt behandler deres modersmål efter forgodtbefindende.

Og især denne lille, obligatoriske ting med -r i bøjningen af udsagnsord i nutid synes at være et af  sjuskernes foretrukne mål. Måske skyldes det min alder, men hvis nogle i en medlidende kondolence overfor mig i en uendelighed glemte det lille -r, er jeg alvorligt bange for, at jeg såvel ville føle mig en smule stødt samt overveje, om de i virkeligheden var mine venner. I en sådan situation gør man sig da umage!

Måske er det også helt hen i vejret at påpege min alder, for faktisk gjorde jeg mig også personligt stor umage for at skrive korrekt, da jeg var ung.

Det er nu engang sådan, at der findes normer for sprog. Vedtagne normer, som vi alle bør rette os efter. Det er akkurat, som når mureren bygger et hus, og blikkenslageren ordner vandrørene. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes det bliver gjort. I alt fald ikke, hvis det skal virke og holde. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan vi udtrykker os, staver og behandler vores sprog. For nok er sprog en uhyre levende mekanisme, der hele tiden flytter sig, men det nytter altså ikke noget, vi bare individuelt opfinder vores egne regler. Eller negligerer de, der er. Ultimativt ville vi faktisk nå dertil, hvor ingen af os havde samme sprog–og i øvrigt ikke anede, hvad naboen stavede til, fordi hun bare gjorde det, som hun nu syntes.

Vi skal passe på vores sprog, tage det alvorligt, respektere det. For ellers taber vi det.

En dårligt formuleret og stavet skrivelse–hvadenten det er i avisen, som brev fra det offentlige eller bare på de sociale medier–taber med det samme seriøsitet, rækkevidde, troværdighed, mening og læse(r)venlighed. Man giver op eller kvæles i øredøvende irritation. Med andre ord risikerer forfatteren fuldstændigt at tabe sit budskab. Og det var vel netop for at få det ud, at vedkommende skrev!

Desværre er jeg oprigtigt bange for, at en stor del skyldes simpelt sjusk. Det er som om, den overmåde lette tilgang til de sociale medier indirekte har indebåret, at korrekthedskravene styrter mod jorden. Jeg er helt bevidst om, at nogle kan have visse besværligheder med at stave og formulere sig, men det forklarer ikke, at næsten ALLE har. At der for mennesker, der ikke er ordblinde eller har påviselige stavevanskeligheder også er gået en sort, uigennemtrængelig klap ned over de regler og normer, de vist sagtens kunne huske, hvis de lige gad. Ikke blot gad at huske, men også gad at anvende. Måske endda–hvis bølgerne gik højt–tog et par minutter til at læse korrektur på! Det slår mig også, at når en sproglig fejl blot er repeteret tilstrækkeligt mange gange, så virker det som om, den bliver fuldt legitim og tilladelig. Desværre er det ikke tilfældet. Det vil f.eks. aldrig blive korrekt at skrive “Jeg kondolere”.

Jeg kan nemlig personligt garantere, at jeg ikke er den eneste, der overvældes af irritation og magtesløshed, når jeg ser dette sjuskeri. Vi er mange! Og alle os får I altså overhovedet slet ikke i tale, hvis I bliver ved med at pisse på sproget. Eller ikke begynder at gøre jer umage.Vi giver op og læser faktisk ikke jeres, sikkert fortrinlige og interessante, meninger til ende. Prøv lige at overveje det!

Så prøv at tage sproget med en vis portion seriøsitet. Ikke blot for sprogets skyld–men næsten allermest for jeres egen. Af den simple grund, at så læser vi, hvad I skriver og ser jer som seriøse. Husk på, at et korrekt sprog giver seriøsitet, troværdighed, rækkevidde, mening og læse(r)venlighed. Det gør sprogsjuskeri IKKE!

Og hvis ikke, ja, så må jeg jo kondolerE!

 

Continue Reading

Når man skal fotografere et egern!

De fleste kender sikkert situationen: Der sker noget uventet indenfor det, man selv bedømmer som fotoradius, og så får man (i disse FB-tider) bare så ubændigt meget lyst til at knipse det. Ofte er det noget med dyr, børn, himlen eller noget vand, og da alle disse fotogene ingredienser er fuldstændigt udenfor pædagogisk rækkevidde, sådan stilstandsmæssigt, ender man med en absolut utilgivelig forevigelse af et stykke med uinteressant.

Hvis jeg ikke i den særdeles velvalgte overskrift med vilje havde indsat ordet “egern”, ville ingen have haft den fjerneste anelse om, at der skulle befinde sig sådan et kræ på græsset. Men det gør der altså! En upålidelig lille satan, som tilsyneladende havde seriøst meget mere travlt med at finde mad, end med at posere for fotografen.

Den slags billeder kan jeg tække album med! Eneste trøst i billednøden og det kunstneriske udtryk er så, at man ikke længere betaler dyre domme for trykte, akavede fotos hos fotohandleren. Den slags, der ligner et relativt abstrakt dogmefoto fra 90-erne. Eller somme tider lommeulden i ens egen inderlomme.

Så her er altså et upålideligt, sultent egern udenfor pædagogisk rækkevidde og med helt sin egen dagsorden. Og bygningen i baggrunden er The Royal Pavillion i Brighton fra en håbløs vinkel.

Continue Reading
1 2 3 8