Om vejret.

Det er da bare lige sådan, at man synes, at der må være en lille smule retfærdighed til. Sådan med hensyn til vejret. Når vi nu allesammen skal dyrke de hjemlige, nationale lyksaligheder og være glade for at holde vores ferier på dansk grund, så kunne vejret da også lige tage og stramme sig en smule an og påtage sig sit ansvar. Har det vejr overhovedet hørt om sol?

Selvfølgelig har man anstændigt og pligtopfyldende slugt den der med, at hjemme er bedst, og ude er både ansvarsløst og usolidarisk. Horder af lovlydige borgere har smidt deres friværdier efter gamle sommerhuse og dermed købt deres livs dyreste ferie, mens andre ( de lidt mere forsigtige, nok) bare lejer, men dog samtidig betaler velvoksne summer for 2 ugers intensiv brug af gummistøvler og paraply. Og om en uge vil vi være en nation af superbrugere af Ludo, Netflix vil være uanvendeligt pga. overbelastning, et ikke uanseligt antal danskere vil kunne prale med at have klaret Karen Blixens samlede værker, og en stor del af befolkningen vil hysterisk råbe efter nye museer, da de allerede har dottet samtlige eksisterende af. 3 gange. I øvrigt vil skilsmissestatistikkerne også tale deres klare sprog, og mange børn vil råbe op om, at de sådan set godt vil i skole.

Hvis bare det vejr kunne tage sin opgave seriøst! Jeg mener: Her er århundredets chance for at overbevise os alle om, at ude er noget lort og hjemme ren lagkage. Her er muligheden for en sand opvisning i de danske strandes fortræffeligheder, de danske skoves lyksaligheder og det ganske lands mangfoldige muligheder. Det er ikke meningen, at vi skal bruge vores sommerferie på at spille Ludo og spise kiks. Vi skal ud, ud og se (for en udvalgt skare endda med DSB!).

Men hvor meget gider vi lige se, når udsynet ud over verden begrænser sig til regnvåde, skytunge udsigter? Vis mig lige den ukuelige optimist, der ikke lader sig påvirke af udsigt til våde tæer? Der ikke i sin sommerhushule drømmer, bare lidt, altså, om en enkelt paraplyfri dag og temperaturer over 17 grader?

Så jeg synes personligt, at det vejr bør skamme sig. For nu at anvende tidens lingo, så viser vejret på ingen måde hverken samfundssind eller solidaritet. Det lægger i stedet op til uhæmmet brug af værnemidler og nærmest forlanger, at hver eneste familie selvisolerer i deres sommerlogi. Der bliver givetvis større og større mørketal omkring folk, der usolidarisk sniger sig til områder, hvor vejret er mere ansvarligt, og hvis man tester intensivt for, om ferien vejrmæssigt er optimal, så vil man finde uhyre bekymrende stigninger indenfor negativitet. Der vil være enorm grobund for superspredere af generel surhed, således at smittetallene vil stige foruroligende.

Så vejr: Tag lige og tag dig sammen! Det må da være det mindste. Jeg mener: Her har vi andre klemt røven sammen siden 11. marts. Nu må det være DIN tur!!

Continue Reading

En håbløst forældet tankegang.

Det er muligt, Socialdemokratiets politikere selv tror på det. Sikkert fordi de færreste af dem nogensinde har været ude på arbejdsmarkedet i det samfund, vi andre fungerer i.

I alt fald har samfundets opbygning ændret sig betydeligt, siden samme parti opstod som fortaler for arbejdernes sag. Tilsyneladende tror partiet stadig, at det danske samfund består af arbejdsgivere (det være sig både offentlige og private) og arbejdstagende. De arbejdstagende organiserer sig derfor i fagforeninger, således at de med dem i ryggen kan forhandle med arbejdsgiverne, og alle arbejdstagende forventes at have et fag, der berettiger til medlemsskab af en helt bestemt fagforening. Man formodes at arbejde fuldtids med sin metier, og er man smed, så er man altså ikke noget som helst andet.

Beklager, sådan ser samfundet ikke ud mere. Denne samfundsøkonomi, baseret på at sælge og købe arbejde på den allermest simple måde, er forlængst overhalet af et helt andet syn på arbejdslivet, faggrænser og personlige præferencer. Rigtigt mange mennesker i vores land lever i og med en gig økonomi (begivenheds/ansættelses-økonomi), hvor de overlever på enkelt- og tidsbestemte ansættelser. Det er, for de flestes vedkommende, et aktivt valg ( eller fravalg af gammeldags ansættelser), fordi man prioriterer at arbejde med hjertet, at gå efter de spændende opgaver og selv at være dame/herre i sit eget arbejdsliv. Den såkaldt kreative klasse, som vokser med mange tusinde hvert år, er et oplagt eksempel, men der er tusindvis af andre, der lever fra job til job som en form for moderne daglejere, der hyres og fyres, fordi det er en livsstil. Selvfølgelig er der også mennesker, der er tvunget ud i den slags ansættelser, selv om de måske godt kunne ønske mere stabilitet i arbejdslivet. I alle tilfælde er der her tale om rigtigt, rigtigt mange, som hele tiden ( fordi det er en voksende trend blandt unge at arbejde på denne måde) bliver til mange flere.

For et stort antal af de samme mennesker er det vanskeligt at komme ind i en gammeldags fagforening. Simpelthen fordi råderummene er så store, at man ikke lige hører til et bestemt sted. Eller fordi man hører til så mange steder, at man ingen steder har timer nok til at opfylde krav om beskæftigelse. Ydermere er mange ansat til aflønning på A-indkomst, fordi det ER deres indkomst, og ikke nogen som helst form for honorar til en B-indkomst.

Alle disse mennesker har regeringen glemt, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation. For for at få kompensation eller dagpenge skal man enten arbejde fast i et firma eller være medlem af en fagspecifik fagforening. Og det er de ikke. Deres liv er baseret på gig økonomi, hvor de har korttidsansættelser (og korttidsopsigelser)–og det desværre ofte indenfor områder, der er totalt nedlukkede (eller har været det) i forbindelse med Coronaen.

Selvfølgelig kan de af dem, der ikke falder for sexistiske regler om forsørgelsespligt ( hvem har spurgt, om kontordamen på kompensation er gift med en millionær?) få kontanthjælp. Hvilket for de allerflestes vedkommende sikkert vil være en stor lønopgang–samt derved en fuldstændig unødvendig udgift for staten, der jo bare kunne kompensere.

Personligt vil jeg mene, at det er på tide, at regeringen får øjnene op for, hvordan det reelle arbejdsmarked i landet i grunden ser ud. For nok består det af gammeldags arbejdsgiver/arbejdstager-forhold, men der er et kæmpe-kæmpe antal mennesker, der slet ikke lever inden for de, måske forældede?, normer for et arbejdsmarked. Tillige er netop gig-økonomien i kraftig vækst, så det burde være regeringens pligt at orientere sig udenfor Borgen og i det arbejdsmarked, de tilsyneladende er så fremmedgjorte overfor.

Det er tidens trend, at man ikke bliver i sit firma eller sin ansættelse forever. Faktisk siges det blandt en del unge, at hvis man bliver i samme ansættelse i over 6 år, så bør man nok lige tjekke, om man sidder fast. Hvor vores generation blev opflasket med lyksalighederne ved et godt, fast, livslangt arbejde med en god pension, er kravene af en helt anden art i dag. Det skal være spændende, det skal være udfordrende, det skal være selvudviklende, det skal være med hjertet hele vejen og frem for alt må man ikke gå i stå ved at sætte sig på en bestemt stol, hvor røven vokser urokkeligt fast. Ydermere er det vel næppe nogen hemmelighed, at netop denne tankegang fostrer fleksibilitet og innovation.

Så prøv lige at kigge ud over landet og se alle dem, der ikke passer ind et strengt forældet og slet ikke tidssvarende syn på det danske arbejdsmarked. Vi er mange, utroligt mange, der lider under, at danske politikere befinder sig så langt fra det danske arbejdsmarked, at de ikke engang har nogen fornemmelse for, hvordan det både ER skruet sammen–samt hvordan det særdeles hurtigt udvikler sig! Ordet gig economy er engelsk. Mig bekendt har vi det ikke engang på dansk. Det burde vi!

Continue Reading

Når ingenting vil, som man selv ønsker.

Det er næppe nogen hemmelighed, at dette ikke har været mit forår eller min forsommer. Eksterne omstændigheder, som jeg på ingen mulig måde har været dame over, har frataget mig det meste af det, der på arbejdsfronten er af værdi, og i hele dette store spil er jeg tilmed blevet negligeret og overset i et samfund, der ellers, qua den såkaldt socialdemokratiske regering, vi har, burde stå som garant for såvel retfærdighed som social samvittighed.

Jeg har ikke jublet over den egentlig ret latterlige feriepakke, som vi tilsyneladende skal lade os spise af med. Jeg synes, det er fint og betænksomt, at man, i alt fald i munden, prøver at hjælpe det betrængte turisterhverv, og vi alle som gale kan sejle rundt på gratis færger, mens vi (her skal klappes intenst!) Gudhjælpemig også kan tage vores cykel med, selv hvis vi ellers overhovedet ikke har den fjerneste intention om at bruge den, men i al den klappen af sig selv, har man da lige–endnu engang–overset, at turisme ikke kun finder sted på nationalt område. Det er betænksomt, at rejsebureauerne og de ansatte på kontorerne er blevet kompenseret, men desværre er alle os, der arbejder ude i markerne (og dem er der mange af, over hele verden!) blevet overset. Og vi er netop præcis dem, der som de aller-allersidste vil komme i arbejde igen. Ingen ved, hvornår verden åbner. Og ingen ved, om nogen overhovedet vil ud i en genåbnet verden. Jeg er rasende over, at jeg er efterladt helt uden kompensation. Min indtjening er gået fra 100.000 til nul, og det er altså et ret kraftigt spring. Derudover finder jeg mig faktisk ret uretfærdigt behandlet. Jeg mener: Hvad er den underliggende ideologi i, at nogen skal have og andre ikke? Hvorfor er nogle jobs mere værd end andre–forklar mig lige forskellen? I min vrede har jeg endog skrevet til både erhvervsministeren og min lokale folketingskandidat. Ingen af dem har svaret, og jeg har endda været såvel diplomatisk, belagt mine ord med kunstigt sødemiddel, undgået alt for bidende ironi (prøvet, i alt fald!) samt styret min ind imellem altfortærende vrede. Det gør mig også vred, at der ingen respons er. I det mindste det, synes jeg, er anstændigt i et demokrati. For slet ikke at tale om, at det vel nærmest er en grundpræmis for, at jeg stadig kan tro på noget som helst.

For at råde bod på den yderst pengefattige situation har jeg selvfølgelig gjort, hvad jeg kunne for at finde alternativer. Jeg søgte, blandt andet, et job som omviser på et museum. I stillingsbeskrivelsen stod, at man skulle have erfaring med formidling ( jeg har 35 års undervisningserfaring og 6 år som guide), være i stand til at tackle uventede situationer og kunne tale til heterogene grupper (det har jeg gjort i 40 år, og jobbet som guide er i sin grundbestans uventede situationer), tale engelsk ( det gør jeg flydende) samt være interesseret i kunst og design ( der kan jeg altså ret godt være med+har foretaget rundvisninger på kunstmuseer–nævner bare lige i flæng Nationalgalleriet i London, Nationalgalleriet i Edinburgh og Nationalgalleriet i Dublin + et utal af de “løse”). Aldrig har jeg set en jobbeskrivelse, som så inderligt talte ind til mig, som om det var lige mig, de havde dedikeret den til. Og her skal så siges, at jeg i mit liv har søgt utallige stillinger og fået lige så utallige afslag. Samt fuldt ud accepteret det, fordi jeg var helt klar over, at der sikkert var mange, der var meget dygtigere og mere kvalificerede end mig. Men her var jeg bare ret sikker på, at der nok kun var et fåtal af andre, der havde de samme kvalifikationer. Jeg må jo så have overset 4-5 professorer i kunsthistorie med 45 års undervisningserfaring, 15 års guideerfaring, flydende engelsk, tysk, spansk og hebræisk, der allesammen har søgt et job på 4 månedlige omvisninger på en ussel timeløn. Tænk, at man kan overscore så meget på sine egne forventninger. Lige som jeg decideret også har overscoret på min bedømmelse af stedet, for de har end ikke gidet at svare mig her et stykke tid efter tidsfristen for ansættelser. Det gør mig ikke bare vred. Det ydmyger mig faktisk også.

Og så har jeg arbejdet virkelig målbevidst med at få nogle guidede ture her i nærområdet op at stå. Her er faktisk en hel sværm af spændende, fængende historier, og jeg er ret erfaren udi netop at fortælle historier på en måde, så de bliver gode. Indtil nu har jeg haft 5 gæster, der (hvis man skal tro på , hvad de siger–og det vælger jeg at gøre!) har været ovenud begejstrede. Jeg har forsøgt at reklamere mange steder, men det har, for det meste, været som at tale til en mur ( men tusind, tusind tak til jer, der har været så søde at dele og sende videre, det er ubetaleligt for mig!). Jeg har, oven i det, været ude for næsten paranoide oplevelser, der, hvis andre fortalte dem til mig, ville få mig til at tro, at de var på grænsen til indlæggelse. For ikke blot en gang, men flere, har jeg fået opslag hevet ned på de samme opslagstavler, hvor der ellers flittigt reklameres for glæsslåning, jordbær, børnecykler og moster Annas hæklede grydelapper på opslag, der tydeligvis ikke er hængt op i 2020. Underligt, hvem der gør den slags. Siger jeg bare.

Summa summarum, så bliver man lidt metaltræt i initiativmusklen ind imellem. Føler, at man er ude at slås med uovervindeligheden. Selvfølgelig ville det være perfekt, hvis man lige stod og ledte efter en perfekt undskyldning for at sidde på sin røv og lave ingenting. Men det er altså ikke der, vi er. Jeg vil bare noget så forfærdeligt gerne arbejde, gøre det, jeg er kan og er god til. Samt, og det er faktisk uhyre vigtigt, finde glæden ved at give andre mennesker gode oplevelser. Det er ikke løn nok i sig selv, men det er F… et godt stykke på vejen.

Det er muligt, at man skal lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. Det synes jeg også, jeg gør. Det er dog sådan med mig, at jeg meget mere går ind for at bruge mit mod til at ændre de ting, jeg KAN ændre. Eller i alt fald kan forsøge at ændre. Så jeg kæmper videre. Det er forbandet meget op ad bakke lige for tiden, og ind imellem er det som Sisyfos, der aldrig får sin sten nogen som helst fornuftige steder hen. Det giver nogle dage, hvor man ligesom skal ned og samle sig selv op og prøve at genfinde modet til at kæmpe videre. Samt overbevise sig selv om, at udefrakommende faktorer aldrig skal vinde. Der må være styrke og fantasi til at finde alternativer inde i en selv.

Selv om det godt nok ikke lige er min tid, der er kommet i denne sommer. Shiiit, som det ikke er!!

Continue Reading

Om skadefryd.

Få følelser er mindre produktive end skadefryd. Ingen følelser er i øvrigt mindre klædelige. Og i sin mest rendyrkede form bunder skadefryd vel i, at man føler sig selv som offer, hvilket også er uudholdeligt–især for andre.

Men så alligevel… Jeg mener, man er vel et menneske. Jeg er i alt fald, og jeg sidder lige nu og godter mig. På den der måde, hvor skuldrene sådan roterer lidt, og man smiler som en hund, der har bogstaveligt talt har pisset på katten.

Basalt er jeg lidt ambivalent, hvad angår åbningen af vores grænser. Alle mine kunder på sommerens loppemarkeder burde gives en chance for at dokumentere, at de netop har intentioner om at eksportere alt mit gamle lort til Tyskland og Norge, mens samtlige udenlandske lejere i de to moralsk angribeligt opførte sommerhuse midt i MIN udsigt, bør gives permanent indrejseforbud. Bare et lille pip bag en grænsebom om, at de agter at indtage udsigtsfornærmelserne, burde udløse en direkte returbillet til Hamburg eller Ruhrdistriktet.

Som sådan er tyskere da søde og venlige nok. De støjer heller ikke ret meget, og hvis man ser bort fra deres medfødte gener indenfor bygge- og anlægsbranchen, der altid kommer til vild udfoldelse på danske sandstrande, så kan man næsten abstrahere fra, at de er dernede sydfra. Ydermere har de sjældent bidske hunde med, og de er søde til at holde orden og i det hele taget sådan gå og småholde på det hele. Det er slet ikke der, den ligger. Skadefryden. Jeg kan da godt strække mig til at have ondt af alle de tyskere, der i stedet skal holde sommeren på asfaltbund uden oplagte arkitektoniske udfordringer eller på en kulbunke omkring Køln.

Næ, nej. Mine skuldre roterer, og jeg er i pisse-på-kat-humør, fordi de der forventede tyskere IKKE er her. Tænk engang at gå til sådanne ekstremer for at ødelægge folks udsigt, at fælde det meste af en mellemstor, smuk og ældgammel fyrretræsplantage for at parcelhus-græssificere samme areal og i det hele taget udelukkende opføre sommerhus nummer ????? med EN enkelt begrundelse—og så kan de potentielle kunder ikke engang komme frem! Sådan nogle tomme sommerhuse er da lige vand på min kattemølle. Samme mølle som er så grim og lumpen, at den nogle gange i sine spekulationer når helt frem til best case scenario. Nemlig at de manglende tyskere på sigt kan betyde, at det hele går rabundus, så jeg kan købe det billigt ( for penge jeg ikke har) og med et let gravkostrøg kan slå enhver udsigtskiller ihjel og lade det hele gå tilbage til den smukke natur, det var engang.

For det er nok lettere for mig at leve uden loppemarkedskunderne, end det er at have tomme huse. Det fryder mig. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at jeg ønsker mere eller mindre embargo på tyske sommerhuslejere på permanent basis. Hvis man bare lige kunne sortere dem fra, der, beklageligvis for dem, har lejet netop disse to huse, så ville jeg såmænd være yderst tilfreds.

Og forbandet skadefro!

Continue Reading

Om forsikringsselskaber.

Basalt nærer jeg ingen tillid til forsikringsselskaber. Jeg anser dem for at være et nødvendigt onde, som jeg på en eller anden måde er nødt til at tage i ed omkring det materielle område i mit liv, fordi det dog er væsentligere at få en lille del af et potentielt tab erstattet end bare at gå videre med røven helt bar. Jeg er på forhånd altid forberedt på en overdimensioneret diskussion omkring håndører samt at opdage besynderlige klausuler, der netop og lige præcis angår de områder, hvor jeg har lidt tab. Ydermere anser jeg alle forsikringsselskabers ultimative mål for at være at snyde mig for de penge, jeg har ret til, og som vel i sidste instans er mine egne. For jeg har selv indbetalt dem. Og som en pengemæssig fjende, der generelt har som hovedformål at tale mig ud af, at min skade overhovedet er erstattelig.
Så den eneste grund til, at jeg har forsikringer er, at alternativet er ingen at have. Hvilket ind imellem i sig selv er ulogisk.
Men nu står jeg i en situation, der til fulde belyser, at jeg har ret. At forsikringsselskaber er nogle rådne skiderikker. Forhistorien er, at 5 mennesker kommer ud for præcis det samme: nemlig at skulle hjem fra USA i en forfærdelig fart pga. Coronaen og derfor må investere i nye flybilletter, da de oprindelige først har hjemflyvning langt inde i den opståede karantæne. Alle med den samme form for rejseforsikring, primært udstedt af pengeinstitutter.
Man skulle så, som grundprincip, gå ud fra, at samme 5 mennesker–og da især de, der har samme forsikringsselskab og samme forsikring–ville komme ud for samme behandling og samme erstatning. Men det er slet, slet ikke tilfældet. Ok nej. For til trods herfor, virker det som om, såvel behandling som erstatning er direkte afhængig af, hvem ( og her er jeg på person/medarbejderniveau) der står med sagen. En er blevet totalt afvist, en har, i løbet af ganske få dage, fået hele beløbet skænderifrit tilbagebetalt, en har fået 70%, 2 er stadig i vægtløst limbo, og jeg selv har fået besked på at kontakte ukontaktbart flyselskab, fordi intet vil blive mig tilstedt, uden at skatterne er fratrukket. Hvilket i øvrigt, hvis jeg ellers var i stand til at kontakte nogen uden mailadresse og telefonnummer, koster mere i gebyr for mig, end de potentielt tilbagebetalte skatter andrager. Hvis det er forsikringslogik, så beviser det bare i al sin fulde og udstrakte ulogiske konsekvens, at forsikringsselskaber er om end endnu mere fulde af snydemetoder, end selv jeg var i stand til at tiltro dem.
Problemet er så her, at jeg selvfølgelig med det kan advare mod forsikringsselskaber. Og til fulde bevise, at min advarsel har substans. Men det rokker jo ikke ved, at der, som verden ser ud, ikke er alternativer. For hvor skal man ellers gå hen og betale eksorbitante summer for at få en lille tro på, at ens ting og ens tildragelser er erstattelige? Måske skal man bare begynde og erstatte sig selv ved årligt at indsætte et beløb på lukket konto til uventede udgifter og grimme tildragelser? Blive selvforsikrende?
Anyway, så vil der her fra morgenstunden blive skabt en form for verbal ravage på kontoret hos dem, der ellers mener, vi skal føle os trygge. Og her vil den opmærksomme læser nok spore i ordvalget, hvilket af de store selskaber min øredøvende brok især er rettet imod. Hvis man ikke kan få penge ud af dem, må man vel kunne få en forklaring.
For ganske naivt er jeg da nødt til at vide, hvorfor 5 ens sager behandles så forskelligt. Og hvorfor jeg igen, igen, igen og igen skal ende der, hvor jeg bekræftes i min himmelråbende manglende tillid til forsikringsselskaber.

Continue Reading

En kolossal skamplet.

Vi var de eneste i hele verden, der var ved sygehuset i dag. Udover naturen, selvfølgelig, som hver eneste dag tilkæmper sig mere og mere af det, der engang var en travl arbejdsplads med næsten 1000 ansatte. Udover de indlagte.
Det gamle sygehus er kolossalt. Ikke nok med at det består af et enormt højhus, der er også adskillige udbygninger og tilbygninger, underjordiske gange og områder samt en hel, nyere afdeling, på størrelse med et velvoksent plejehjem, til psykiatrien. Det gamle sygehus er også kolossalt tomt. Sådan over grænsen til uhyggeligt tomt og forladt og direkte brugbart som kulisse i en skrækfilm. Jeg er sikker på, det klaprer meget derinde, at adskillige af de førhen indlagte går uforstyrret igen, og at mange hængsler tørster efter smørelse. Som en ustoppelig viruspandemi er naturen ved at vokse ind, gennem og over det sygehus, og der er ingen umiddelbar behandling. Vaccineres kan det vel ikke.
Det blev bygget i 1975 og var vanvittigt flot, moderne og strømlinet dengang. Mere eller mindre bygget på byens bedste byggegrund og med milevid udsigt over både by og dam, var det faktisk noget, man var stolte af. Det varede under 40 år. Så lukkede man. Jeg har ingen anelse om, hvor mange millioner man i den forbindelse lukkede ned. Kun at det siden har stået som en kolossal skamplet over forfejlet planlægning og mangel på kreativitet i forbindelse med at anvende et sådant mastodontbyggeri til noget som helst fornuftigt.
Det var her, jeg fødte alle mine børn, og hvor en del af familiens indkomst kom fra i mange år. Jeg husker det som et travlt, lidt myretueagtigt sted med evindelig summen, lange befærdede gange og et utal af elevatorer til transport op i skyerne til den udsigt, mange af patienterne nok slet ikke formåede at nyde. Det gjorde jeg selv, faktisk, med de nyfødte.
Gennem årene har der været et utal af iderige forslag til anvendelse af dinosauren. Alle, fra friplejehjem, over maritim efterskole til outlet og mange andre ting, er strandet på størrelse, for ingen kan eller tør begive sig ud ( eller ind) i et byggeri af den kolossalitet. Dets arkitektur og volumen er jo næsten af Stalinistisk tilsnit, og i vores lille provinsby har vi altså ikke lige 10.000 helte fra arbejderklassen, der med familier trænger til ny bolig. En overgang fungerede det som modtagelsescenter for flygtninge–det var de få måneder, man kunne se hele optog af syrere på vej til og fra byen–men selv med overvældende overskud af flygtninge vil der stadig være plads til overs.
Så i mine øjne ligner det, at der er opstået en stiltiende accept af at lade denne ronkedor gå til de evige naturmarker. Som om man kan lukke sine øjne for en så iøjnefaldende bygning, der kan ses fra overalt i byen! Det er som om, man bare venter på, at naturen får så frit spil, at man til sidst med god samvittighed kan påstå, at bygningerne er ureddelige. At de er faldet for naturens magt og må rives ned. Hvilket man i øvrigt lige så godt kunne have gjort helt tilbage i 2014, hvor enhver kunne se, at håbet om et salg var et luftkastel så højt som tårnet på varmecentralen derude. Det er blevet en skamplet, en skamstøtte over misligholdelse og dårlig planlægning. Og havde man været lidt mere forudseende der tilbage i 1975, burde man nok have sparet millionerne og ikke ødet dem totalt væk på under 40 år.
Det er en underlig fornemmelse at være de eneste i hele verden, der gæster dette megabyggeri. At gå rundt mellem gabende tomme huse og kigge opad mod uendelige sorte huller og ren byggemæssig ødemark. At se mange af de psykiatriske bygninger stå og se ud, som om de bare er forladt i farten, for der står stadig grønne planter på gangene, og de relativt dyre lamper hænger vemodigt endnu. Heldigvis er der tilsyneladende ingen, der har begået det næsten uundværlige hærværk–men man må sige, at naturen er rigtigt god til selv at komme efter det. Den gør sit bedste. Sit uforstyrret bedste.
Personligt er jeg dybt fascineret af gamle industriområder, gerne med lokalkolorit af rent forfald. Men dette er for meget. Måske fordi den bygning er så umanerligt stor, at forfaldet virker modløst og hærgende i stedet for malerisk og smukt. Den har aldrig været noget arkitektonisk vidunder, og den æstetiske værdi er ufindelig, og et sådant uforstyrret forfald er decideret uhyggeligt og skrækindjagende.
Udover det er området derude fabelagtigt smukt med bakker og flot natur lige ned til dammen, der også på dette sted har små, maleriske øer og en skingert skrigende, særdeles tæt bebygget mågekoloni. Der er (omend ret forfaldne og misligholdte) stier og faktisk et lille paradis for hundeluftere og andre gå-entusiaster.
Hvis man bare kunne abstrahere fra den grimme kolos i rent forfald. Som stod under 40 år i brugbar tilstand, men som nu mest af alt ligner en dårlig kulisse til en B-skrækfilm! Og en kolossal og milliondyr skamplet!

Continue Reading

Om skamstøtter.

–Her kommer så et indlæg, der overhovedet ikke handler om Corona!

Men forleden skulle jeg hente en brugt barnevogn på en husbåd bag Fisketorvet i København. På et område, der indtil for relativt nylig var et gammelt, ret charmerende og kaotisk ( jeg er vild med den slags områder) industriområde uden nævneværdigt boligbyggeri. De husbåde, der ligger her, har i øvrigt for manges vedkommende været forankret på samme sted i adskillige år. Førhen sådan nærmest midt i ingenting, men alligevel særdeles centralt i København.

Nu må man da nok sige, at pengenes indiskutable virkelighed har indhentet samme husbåde. Fra at ligge i industriel ingenting ligger de nu blandt nyopskudte boligblokke af særdeles diskutabel arkitektonisk kvalitet. Faktisk siges det, at der overhovedet ikke har været en eneste arkitekt indblandet, og det tror jeg fuldt og fast på. Ingen arkitekter ville nok risikere ære og fremtidige jobmuligheder på at være indblandet i sådant et gigantisk øjebæ-isk makværk. Her er enhver form for æstetisk magt sat ud af spil–her gælder kun pengenes magt.

Det var derfor, vi talte om, at alle bygherrer og konsortier, der har været indblandet i denne bygningsmæssige katastrofe, burde tvangsindlægges til at få opført en grim, men vellignende statue af sig selv foran skrotbyggerierne samt en stor plakette på sammes vægge, med fulde navns nævnelse.

Der kan de så stå og sidde til evig tid som en slags skamstøtte over deres egne utilgivelige synder! Og forhåbentlig blive spyttet på af æstetisk bevidste mennesker samt skidt på af arkitektonisk bevidste duer.

Continue Reading

Om verdens største, farligste og mest smitsomme pandemi.

Og nej, det er i virkeligheden ikke Coronaen!

Verdens største, farligste og mest smitsomme pandemi er noget så simpelt som idioti! Idioti kræver slet ikke hosten, nys og tæt samvær, men kan på ganske kort tid smitte kolossale menneskemængder såvel over større afstande som i meget lang tid. Tillige synes de helende helbredelsesmetoder at have meget svære vilkår, således at idioti for mange bliver en livslang, uhelbredelig tilstand.

Det er den pandemi, der for tiden får–og for kort tid siden fik– ultraortodokse jøder til vedholdende at afholde samtlige religiøse sammenkomster, Turkmenistans præsident til at benægte eksistensen af Corona, Hviderusland til at ignorere samme, unge amerikanere til at sammenstimle til spirituøse forårsferier, adskillige statsoverhoveder til at få hele nationer til at tro på, at der var absolut fred og ingen fare, teenagere til at mødes i smug til Coronafester, religiøse ledere i det sydlige USA til at fortsætte deres mammutgudstjenester og folk over hele kloden til at benægte, at de lever i en tid, hvor man bør tage andre hensyn. For bare at nævne nogle få eksempler.

Idioti er ikke blot en midlertidig pandemi. Men når andre pandemier eksisterer sideløbende, bliver den så meget desto mere synlig!

Continue Reading

The Last Farewell.

I 1972 gik jeg i 1.g og var voldsomt imod EU. Eller EF, som det hed dengang. Jeg var uden stemmeret og indflydelse, så min personlige mening var fuldstændig irrelevant for andre end mig selv. Så det var helt sikkert ikke derfor, vi endte i unionen sammen med Storbritannien. Min modstand er så gået over. Gradvist, skridt for europæisk skridt. Det største boost hen mod komplet accept af EU og hovedparten af dets væsen er direkte forårsaget af briternes, for mig at se, tåbelige modstand og udskillelsesløb. Jo mere, de har kæmpet for at komme ud, desto mere har jeg følt, jeg skulle blive.

Og nu går de. Er gået, faktisk. Det påvirker mig. Meget, endda. For det er, for mig, ikke bare Storbritannien, der går. Det er også, på det rent følelsesmæssige plan, en stor del af mig selv, der modstræbende er ved at gå veje, jeg ikke forstår. Som at få et stykke at hjertet hevet af, i modvilje. Nemlig det stykke, der indeholder den grænseløse kærlighed til det land, der startede i 1975 og siden bare er blevet en velkendt, yndet og integreret del af det at være mig.

Somme tider spørger folk, især gæster på rejser, mig, hvor ofte jeg har været i Storbritannien. Jeg må blive dem svar skyldig, for jeg aner det ikke. Hvis det drejer sig om konkret ind- og udrejse, skal vi nok op omkring de 1000, og er det et spørgsmål om tid tilbragt i landet, så er vi vel ved at være oppe på et antal år, der kan være på mellem 5 og 10 fingre. Det hele startede med 1 år som matron på en kostskole, så kom adskillige somre i Skotland som hotelarbejder i 3-4 måneder og 1 enkelt som rabarberoptrækker nede i Kent, studieophold af længere varighed ved universiteter , arbejde for Tjæreborg og EUs sprogskoler, utallige studieture og udvekslingsophold, lige så utallige ture som rejseleder til landet og endelig hundredevis af turistrejser eller besøg hos venner, for ingen har endnu formået at holde mig væk fra det land, der for altid vil være nummer 2 på hitlisten over, hvor jeg hører hjemme.

Eller gør jeg? Hører hjemme altså? Er det bare mig, der gennem over 45 år har gået og lullet mig ind i en bevidsthed om åbenhed, gæstfrihed og tilhørsforhold. Gider de mig overhovedet? Og forstår de samtidig ikke, at det er et slag lige i hovedet for alle os anglofiler (og vi er mange!), der altid har følt os noget så hjemme, men nu er begyndt at tvivle på, om det i virkeligheden bare har været noget, vi foregøglede os selv.

Heldigvis er de ikke “sådan” i Skotland. Ligesom mine personlige venner derovre bruger tid og energi på at overbevise såvel mig som verden om, at de ikke er gået i solidarisk massehysteri med The Brexiteers. At de er kommet længere end koloniherrernes overlegne tanke- og enegang eller andres misforståede opfattelse af, hvad Brexit kan tilbyde. For der er mange derovre, hvis hjerter bløder stort over dette træk. Dem skal vi også lige huske på i disse tider.

Men det er underligt. At jeg nu måske skal søge Esta for at komme “hjem” til min egen bukselomme, skal have udvidet sygesikring for udlændinge og ikke aner, om min telefon virker. At jeg ikke er medlem af en “sammenhed”, men står for mig selv som europæer, når jeg er derovre. At den europæiske fællesfølelse, jeg for mig selv har dyrket med det, der nærmest er mit andet hjemland, er ovre. De vil ikke have mig. Hvilket gør så inderligt meget mere ondt, når jeg nu forfærdeligt gerne stadig vil have dem.

Og–det skal de så vide! De får ikke sat mig på “Hold”, på “Pause” eller endda “Rewind”. Jeg skal nok komme igen. For fanden: Jeg kan jo ikke lade være! Men det bliver med en anden smag i munden, når de nu samtidig har fået en helt anden lugt i bageriet. De får ikke lov at tage Storbritannien fra mig, men de har formået at tage et godt stykke af den hjertedel, der ellers har tilhørt det!

Alt det anede jeg ikke i 1972. Godt det samme.

Continue Reading

Om -skam.

For tiden sætter vi -skam efter alt det, der er dårligt for verden, os selv og klimaet. Og så skammer vi os. Vi flyskammer, vi kødskammer, vi CO2skammer, og vi skammer os endnu mere. Det er blevet forbundet med skam at foretage sig umådeligt mange ting, så der vil givetvis ikke gå længe, inden vi skammer os så meget, at vi flyver lidt i det skjulte, indtager vores kød i mørkelagt skammelighed, kører vores biler i forklædning og undgår alt det, der kan være CO2-udledende. Hvilket er det meste. Ret beset.

Nu har min bank, min BANK!, også indledt sin skammekampagne, for den tror tilsyneladende, at den kan skamme mig fra vid og sans ved at lade mig erfare på daglig basis, hvor meget CO2 jeg bør skamme mig over. På min forside oplyses jeg nemlig om, at jeg kan tjekke, hvor højt mit CO2- forbrug er, ved hjælp af de indkøb, jeg har foretaget med kort. Jeg skammer mig. Her i januar, som endda er sådan en sur måned, hvor mit kort langtfra er rødglødende ( det udleder sgu` nok også noget grimt!), har jeg, ene og alene og personligt, ansvaret for ikke mindre end 47 kilo af slagsen. Af dem skyldes hele 22 kg. den benzin, jeg købte for 150 kroner. Det får man godt nok ikke meget benzin for, men jeg skal da lige love for, at man så går i overkill på CO2-en i stedet. Jeg har købt tøj for 6,9 kg., mens hele 15 kg. er gået på forventet efterbevilling ( men man bonnes altså på stedet!) for  manden og mig KBH retur med DSB og afrejse i februar. Det synes jeg faktisk ikke er helt retfærdigt, for hvorfor skal jeg hænge på 7,5 kg. skam på mandens vegne–bare fordi jeg er så venlig at betale for ham? Mine dagligdags fornødenheder udgør også en rimelig skamplet, men egentlig synes jeg, det er hamrende uretfærdigt, at selv banken ikke kan se, om jeg udelukkende har investeret i grøntsager, eller burde have ekstra-skammet mig, fordi det hele var kød. Det eneste, jeg overhovedet ikke skal skamme mig over, er en lille post på 50 kroner i en genbrugsbutik. Det er nok fordi, nogle allerede HAR skammet sig over den ting, jeg købte, men det skulle da ikke undre mig, om vi snarest får et system, så man ligesom deler skammen, så der bliver rigeligt til alle. Jeg har også brudt min hjerne med, om det derfor er muligt at købe brugt benzin, brugte billetter til DSB og brugte grøntsager. Men jeg er altså ikke rigtigt nået nogle vegne på den front.

Så når man åbner sin bank, får man lige dagens skam i kilo. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min bank gør den slags, fordi den så kan kalde sig grøn. Samt at den, helt uden at skamme sig,  kan sige, at den gør det, fordi jeg skal bevidstgøres om mit eget forbrug og forholde mig til det. Altså så jeg RIGTIGT kan skamme mig. Og den kan gøre det modsatte.

Nogle gange kommer jeg helt i tvivl om, hvad jeg egentlig kan gøre, uden at jeg bare skal skamme mig sådan en lille smule. Her går jeg og synes, at jeg da egentlig er ret bevidst om mit forbrug, mine valg og verdens klimakrise, og alligevel har jeg sgu` formastet mig til at kreditkorte mig selv til 47 kilo CO2-skam på ½ måned.

Det er som om, man nærmest bare skal lade være. Altså være med at foretage sig de allermest simple ting, så som at spise, tage tøj på og bruge sin bil overhovedet. Og toget er ikke engang et  uskammet, brugbart alternativ, for DSB koster jo immervæk 7,5 kg. til KBH, selv om det selvfølgelig er retur. Man skal bare sætte sig hen i sit hjørne og rigtigt skamme sig. På efterkrav, for hvis en halv sparemåned koster SÅ meget, så må jeg da personligt gennem livet have ødelagt mere, end jeg umiddelbart kan rumme at skamme mig over.

I øvrigt viser enhver form for undersøgelser, at skam psykologisk er den dårligste metode til at ændre adfærd og vaner. Nudging, altså at give folk venlige puf mod bedre, alternative og mere bæredygtige levemåder, er så langt at foretrække og har i mange tilfælde vist sig yderst effektiv.

Det ved min bank nok ikke. Siger jeg, mens jeg ivrigt forsøger at udregne, hvor megen CO2 bare 1 grundig hvidvask udleder. For på en eller anden måde er spørgsmålet vel egentlig, hvem der i sidste ende bør skamme sig mest. Mig eller banken? Eller er det måske mig, der til trods for min banks åbenlyse forsøg på at kalde sig grøn og forsøg på at skamme mig ud, der i sidste ende kommer til at lide af bankskam? Fordi min bank ikke er CO2 neutral nok og vaskede som en gal i sin tid? Hvordan man så end måler det?

Ligegyldigt hvad, så er det hele lidt en skam.

Continue Reading
1 2 3 16