For en gangs skyld en TV-anmeldelse!

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

 

 

Continue Reading

Hvad er egentlig meningen med fluer?

Selv om det er mentalt hårdt at forlade strand, vand, gode bøger og det at lave ingenting, er der absolut også positive aspekter i at komme hjem til sit vinterhi og mere permanente bolig. Sit rigtige hus, det af gedigne mursten. I parcelhuskvarteret, langt fra kostalde, marker og andre insektmagneter.

Det væsentligste har nok at gøre med fluer. Jeg er inkarneret fluemodstander, og ingen, selv nok så dybdegående, argumenter har hidtil kunnet overbevise mig om fluernes eksistensberettigelse. Derfor fører jeg også konsekvent kort proces uden forudgående rettergang overfor enhver flue, der  vover at komme i min nærhed. Enhver indtrængende flue kan gøre mig til massemorder på blodigt raid gennem mit eget hjem. Jeg jubler over antallet af nedlagte fluefjender og tager ofte mig selv i højlydt at råbe “Got you!”, når en ekstra besværlig modstander, efter et halvt hundrede slag i luften, er behørigt nedlagt. Jeg ville forfærdeligt gerne kunne melde ud, at ingen fluer kommer levende fra netop det, men det er jo ikke korrekt. Mange fluer kommer faktisk særdeles levende fra mødet med mig og min forlængede højre hånd–i form af en godt brugt fluesmækker. De er jo flyvesnu, de sataner. Også selv om jeg stadig ikke fatter, hvor undslipningshjernen (eller hjernen i det hele taget) sidder på et insekt, der mestendels består af ben og menneskeforagt.

I mit sommerhus er jeg nødt til at have alle døre åbne for at skabe gennemtræk. Fluerne tror, jeg gerne vil skabe fluetræk, da netop vejen gennem mit hus synes at ligge på fluernes mest benyttede gennemfartsrute fra A til B, eller hvor det nu er, fluer lige skal hen. Oven i købet får samtlige rejsende fluer akut den ide, når de er kommet ind i mit hus, at her er da en forfærdelig god rasteplads, hvor de bare får sådan en lyst til at blive. Især vil de gerne blive på hunden. Samme hund har i forbindelse med fluer vist sig beundringsværdigt solidarisk omkring mine mordraids. Af gode grunde er han fysisk uegnet til at myrde fluer med fluesmækker, men han gør absolut en stor indsats med sin snude. Ikke at det hjælper noget, men det nænner jeg ligesom ikke at fortælle ham. Han har endnu aldrig fanget en eneste fluer med sine ihærdige indsatser, men han gør i alt fald sit bedste. Også om natten, hvor man vækkes hver 5. minut af den der lyd af en snude, der siger haps. Den er høj, vil jeg bare lige informere om.

Men nætterne er jo også de værste. For ikke nok med, at det altid er kogetid i et træhus om natten. Det er også der, der for alvor samles til fluekongres på rastepladsen i mit hus. Gerne med aftalt mødested på alle de dele af mig, der stikker ud under vattæppet. Og det er en del, da nattetid er kogetid. Besynderligt nok er det ikke engang antallet af tilrejsende møgfluer, der skaber søvnløse nætter. En flue er faktisk nok! Hvis det ene møgdyr tager en beslutning om at løbe orienteringsløb på alle mine ledige, tilgængelige legemsdele og render vild i en sådan grad, at det i en uendelighed løber frem og tilbage på sin egen rute, så er søvn slet ikke et issue. I stedet kan man lege ufrivillig vindmølle med motorlyd af velvalgte bandeord, mens hunden gør sit bedste med højlydte snappelyde fra hver forgæves fluefangning. Men jeg er da sikker på, at fluen–eller fluerne, for reglen er, at får man myrdet den første, står afløsningen i form af en hel hær af kamikazefluer direkte klar på ens højre overarm– har haft en vældig fest, mens det hele stod på.

Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg ikke helt forstår meningen med fluer. Tilsyneladende er de udelukkende skabt som irritationsmoment  og mål for menneskelig aggression. Mens de driver psykisk tortur mod ens legeme eller nattesøvn er det da meget muligt, de har det lidt sjovt. Men hvis de ellers var udstyrede med blot den mindste smule hjerne, burde de da vide, at det, de synes er så morsomt, er den direkte vej til den visse død. Jeg er da fuldstændigt sikker på, at fluer godt kunne finde andre, mere livsbekræftende gøremål, som ikke lige ville koste dem livet, hvis de var i stand til at tænke sig bare en lille smule om. Som nu når et utælleligt antal af slagsen leger “irriter et menneske”, og samme menneske får ram på en i flokken. Måske endda 4. Hvorfor i alverden bliver resten så bare ved med at spille fandango, når de tydeligvis kan se et uhyggeligt antal af deres legekammerater, der allerede har mistet livet i legen og ligger døde, blodige, udsmattede med løsthængende legemsdele på gulvet? Hvis det var mig, ville jeg da ret hurtigt finde et andet sted at lege. Men ikke fluer. Næ nej, de er enten beundringsværdigt standhaftige–eller også har de indbyggede kamikazeegenskaber. Eller også—og det er næsten det værste–har de overhovedet ikke den fjerneste anelse om, hvad de overhovedet selv laver. Hvem ved?

Så jeg vil nyde et par fluefri dage i parcelhuset. Alt imens jeg nogle gang nok alligevel spekulerer på, hvad i alverden der dog er meningen med fluer?

 

Continue Reading

Om Jehovas Vidner.

Jeg har lige haft besøg af et af Jehovas vidner. En pæn og nydelig ældre dame, der udelukkende havde den altruistiske intention om at redde min sikkert, i alt fald i hendes øjne, temmelig ufrelste sjæl. Det var pænt af hende at ville inkludere mig mellem de få, der skal frelses på dommens dag, men da jeg anser mig selv for totalt ufrelselig på hendes præmisser, takkede jeg pænt nej tak og lukkede døren en smule mere bestemt, end jeg normalt plejer.

Nu er hun sikkert gået over for at frelse min nabo. Selv om jeg godt kunne have fortalt hende, at heroppe i mit kvarter er vi forfærdeligt ugudelige med helvedeshud, der bare preller helt af på alt det frelseri. Vi har også tunge fordøre ( det er kram, er det!), så nogle steder burde jeg nok have rådet hende til at være lidt hurtig på fodaftrækkeren inden dørsmækkeriet.

Jeg vil ikke frelses af Jehovas Vidner. Og skal jeg endelig frelses af noget som helst, tror jeg godt, jeg selv kan finde på at opsøge det, hvis der skulle opstå et akut behov. Jeg er samtidig sikker på, at utallige af vidnerne udelukkende tilbyder frelsen netop for min skyld. De tror jo, for F…., på det. Akkurat ligesom jeg selv tror på en masse ting–af politisk, ideologisk og åndeligt tilsnit. Men derfor går jeg altså ikke rundt og sælger mine budskaber fra dør til dør–også selv om jeg da i den grad er overbevist om, at jeg både har ret og med lethed kunne frelse hele verden, hvis antallet af ligesindede og rettroende ( altså troende på det samme som mig!) bare blev forøget. Tænk, hvis vi alle gjorde det? Altså tog en ugentlig rundtur til lokale og fjernereliggende kvarterer og ved hjælp af simpel dørringning opsøgte folk i deres hjem for at udbrede alle vores geniale budskaber?

Det er selvfølgelig en metode, som anvendes af pressede politikere omkring valgdatoer. Heldigvis mere i udlandet end herhjemme. Jeg kunne også godt tænke på politikere, som ville risikere mere end en smækket dør i hovedet, hvis de opsøgte mig privat, men det er selvfølgelig en helt anden (forsikrings?)historie.

Jeg bryder mig bare ikke om budskaber, som overbringes mig i mit eget hjem, når jeg ikke har bedt om at få dem bragt. Faktisk føler jeg lidt, mit privatliv pludselig ikke respekteres, og at der lugter af dommedag flere timer efter ude i forgangen. Jeg er fuldt bevidst om, at vidnerne er pålagt at missionere, men mon ikke, deres viise skrifter og ældsteråd har glemt at medtage det faktum, at de faktisk gør sig selv og deres frelsende virksomhed en forfærdelig tjeneste ved at tilbyde frelse til alle os, i vores eget hjem, som overhovedet hverken vil have den, eller have besøg af sælgere af den? Sådan at få ubelejligt besøg af et frelsebud er da i sig selv med til at fornægte enhver form for lydhørhed overfor og samkvem med samme bud. Hvis jeg var salgschef ( eller hvad det nu hedder på Jehovask), så tror jeg da nok, jeg ville omlægge strategien betydeligt–især efter at salgstallene år efter år tydeligt viser det samme.

Jeg vil gerne have mit hjem i fred. Og skal der komme et bud, så skal han givetvis komme med pizza på min egen opfordring. Til gengæld kan jeg både love og holde, at jeg nok skal holde mine ideologier indenfor egen ligusterhæk og ikke på udvalgte dage tage et dørringningsraid med tilhørende dommedagspræk på det umiddelbare nabolag. Jeg vil nemlig gerne stå mig forladeligt med andre mennesker og samtidigt undgå ømme tæer.

Og, helt uden at have noget som helst konkret at bygge min statistisk på, så tror jeg på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Continue Reading

Om Danmark, den danske sommer og at være dansk.

For første gang i flere år har jeg fået tilkæmpet mig en længere periode hjemme i Danmark her midt i det, der ellers er min arbejdsmæssige højsæson. Og jeg nyder det grænseløst. Selvfølgelig er jeg ualmindeligt heldig med vejret, men jeg er altså også mere end ualmindeligt heldig med, hvor ofte jeg lader mig positivt overraske over, hvor fantastisk dejligt der dog er herhjemme i Danmark om sommeren.

Lidt mere uheldig er jeg med at formidle min glæde. Altså min umiddelbare glæde over mit skønne, smukke land. Min glæde over, at det er MIT land. Her hvor jeg heldigvis hører hjemme. Og hvor jeg bliver glad og næsten lidt rørt, når jeg ser mit rød/hvide flad vaje over det. For så føler jeg, at jeg er ude i en balancegang på en knivskarp æg, hvor jeg bare i mit ordvalg skal foretage mig meget få uhensigtsmæssige valg for, at jeg bliver slået i hartkorn med noget og nogen, jeg slet ikke, på nogen mulig måde, vil hverken sammenlignes med eller tilhøre.

Nogle gange føler jeg, at der er nogen, der har stjålet glæden ved Danmark fra mig. Nogen, der vil bruge den på en højst ekskluderende måde. Nogen, som nærmest har taget patent på mit land, mit flag og min danskhed for at bruge netop den til at holde alle andre ude. Altså dem, der, i deres øjne, ikke må deltage i landet, flaget og danskheden. Bare så glædelig en ting som at hejse eller skilte med Dannebrog kan godt give mig tanker, jeg for bare få år siden overhovedet ikke havde. Jeg er begyndt at spare på mit flag. At overveje, om det nu i en given anledning er nødvendigt. For tænk, hvis nogen troede om mig, at jeg tilhørte det segment, der (mis)bruger netop det, det tidligere var vores alles positive nationalsymbol, til at påberåbe sig en “danskhed”, der udelukkende tjener til at stemple andre som “udanske”?

Det kan krible i mine fingre for at skrive lange, måske endda til tider drivende sentimentale beretninger om, hvor smukt jeg synes Danmark er her om sommeren. Hvor stolt og henrykt jeg er over, at selve MIT land er så betagende forunderligt. Men hver gang jeg er på vej ud i endnu en lovprisning, er det som om, den lille grimme abe stikker hovedet frem og fortæller mig, at jeg skal passe på ikke at blive alt for jublende rørstrømsk, for så nærmer jeg mig dem, der bruger præcis de samme skyts i en kamp, jeg ikke vil deltage i. I alt fald ikke på DEN og DERES side.

Det er det, jeg mener med, at nogen er ved, med stormskridt, at tage patent på Danmark og danskhed. Som om de ejer noget, som vel i virkeligheden er uejeligt. Men også på en måde, således at hvis vi ” andre” påberåber os en glæde ved fædrelandet, så må vi nødvendigvis være med på deres side. Eller, og endnu værre: hvis vi er uenige med dem, så er det givetvis fordi, vi ikke elsker, ærer og agter vores eget fædreland. Hvilket jo er noget forfærdeligt vrøvl, for ingen kan vel tage patent på et land. Eller i alt fald følelser for et land. Men der er nogen, der kæmper hårdt for at gøre det. Lige nu.

Helt ærligt har jeg det sådan, at jeg klart føler, der er et politisk parti, som har stjålet mit flag. Som har annekteret det som symbol for en form for ekskluderende nationalisme, hvor Dannebrog nærmest står som en beskyttende mur mellem os “rigtige danskere” og de andre. De udanske. Hvor samme flag er ved, bare i kraft af at blive hejst, at signalere, at “her i huset” mener vi noget ganske bestemt rent politisk. Således at alle vi, der er vokset op med flaget som et symbol på positiv, inkluderende danskhed uden den grimme form for nationalisme, gradvis hører op med at sætte det i spil på mærke- og flagdage, hvor vi førhen nød at se det vaje. Af frygt for at blive set som medløbere på noget, vi slet ikke hverken følelsesmæssigt, humant eller anstændighedmæssigt kan lægge ryg til.

Ligeledes har jeg altid elsket de gamle, danske fædrelandssange. Vel vidende at de fleste er skrevet i en tid, hvor nationalismen også blomstrende, og hvor mange af dem faktisk også, i den tids konsensus, var ekskluderende. Dengang var det dog de grimme tyskere, der stod for døren og ville tage vores land. Det lykkedes, som historien har vist, så ikke! Det er så ikke pointen her. Den er meget mere, at jeg desværre også føler, at aben banker på, når jeg synger om bøgelyse øer, moderlige have og blundende lyse nætter. Som om at det må jeg nok holde mig lidt skeptisk overfor af frygt for, at det så også bliver tolket som noget, det på ingen mulig måde er.

Jeg er, med andre ord, ved at blive bundet på hænder, tastatur, flagknob og bare simple ord, når jeg skal formidle min umiddelbare glæde ved mit land. Jeg skal overveje mine ord, mine flagdage og mit brug af Dannebrog meget mere, end jeg nogensinde troede, jeg ville komme til. For gør jeg ikke det, bliver jeg straks genkendt som et medlem af alt det, jeg foragter så usigeligt, og som gør mig så trist. Trist fordi det er ved fuldstændigt at stjæle min ellers sprudlende glæde over at være dansk. Og fordi det, for mig, på en bizar, tragisk måde, repræsenterer præcis alt det, der er så uendeligt lidt dansk: Småligheden, indskrænketheden, manglen på rummelighed og empati, frygten for det ukendte og det at være sig selv nok.

Så jeg nyder mine sommerdage i Danmark. Med grønne marker og (trods alt!) vajende flag. Men jeg skriver slet, slet ikke så meget om dem, som jeg kunne have lyst til. Jeg kan så bare håbe på, at denne kedelige tendens vil vende, så dette land igen kan blive os alles. Uden at nogen vil lykkes med at tage patent på det!

 

 

 

Continue Reading

Om vejret.

Jeg tør næsten ikke skrive det her. Af frygt for at blive lynchet, stemt definitivt ude eller bare blive sådan generelt upopulær. Måske endda at lufte min manglende ydmyghed og forfærdelige mangel på taknemmelighed alt for offentligt, sådan at Nemesis uvilkårligt må ramme såvel mig som resten af nationen på min foranledning. Jeg ville ønske, man kunne skrive på samme måde, som man taler. I forskellige lydstyrker og tonelejer. Så lad mig prøve at foreslå, at dette læses som om, det er lidt forsigtigt hvisket. På den måde, at det mest er henvendt til de, der i forvejen er enige. Solkætterne, varmehedningene, vejrblasfemisterne–alle de ugudelige gråvejrsdyrkere. Hvis der er andre end mig?

Jo, jeg erindrer sidste sommer. Den faldt på en onsdag. Om formiddagen. Det var et begrædeligt år, rent sommermæssigt, og det var sommertårer–og ikke sommersved–der kom ud af mig i 2017. Sådan er det imidlertid ikke i år. Allerede inden sommeren meteorologisk har holdt sit indtog, har jeg nemlig opnået at svede mig selv ( målt i spandfulde) frem til 2055, og p.t. ligner prognoserne, at jeg vil ende et sted omkring næste årtusindskifte.

Selvfølgelig holder jeg umådeligt meget af sommer og sol. Men jeg kan altså også godt få for meget af det. Så er DET sagt! Det forfærdelige. Lige nu er jeg der, hvor jeg efter en måneds uafbrudt solskin nærmest sukker efter regn, gråvejr og bare helt almindelige, gennemsnitsdanske sommertilstande på vejrfronten. Generelt behøver jeg ikke 30 grader. Faktisk er 20 nok til mig. Mine soldyrkende dage, hvor jeg i timevis brankede yderhud, totalt blottet for tanker omkring hudens holdbarhed og fremtidsudsigter, er absolut ovre, og jeg er også vokset noget så gennemgribende fra at svede. Det at være solskoldet og brun i huden har mistet min interesse, og jeg gider simpelthen ikke lide (og svede) for denne misforståede form for skønhed, som i øvrigt kun er et farligt ideal heroppe nordpå, hvor solstrålerne ellers plejer at være noget mangelfulde Jeg er blevet en moderne skyggetante, en kropsmæssig aspargesdyrker, og jeg er på nippet til at selvundervise mig selv i at binde gammeldags stoflommetørklæder på den noget uklædelige måde, mine bedsteforældre dyrkede til perfektion på hovedet, når vi ellers spenderede en strandtur på dem. Blot mangler jeg i fatal grad selve lommetørklæderne, men det kan da være, markedet vil genopstå i takt med sommerens uendelighed.

Alting bliver så besværligt med denne permanente sol. Mit aktivitetsniveau er for voldsomt nedadgående. Jeg kravler rundt i skyggerne, og selv om jeg forfærdeligt gerne vil være ude (og fordi min solmanglende kultur har en indbygget forståelse af, at når solen skinner, så skal jeg springe ud i den), så har jeg det allerbedst inde. Helt konkret er jeg vild med mit badeværelsesgulv, af fliser, og overrender mere og mere min kælder, hvor jeg ret beset ikke har ret meget andet at komme efter end køligheden. Jeg har faktisk planer om at oprette en lænestolsbase i vaskehuset, sådan at jeg kan sidde der, med den flotteste udsigt til skurede vægge, tørretumbler, vaskemaskine og flere meter strygetøj og usvede mig gennem en bog. Jeg har også kraftigt overvejet at forflytte mit natlogi til underjordsetagen, for jeg er simpelthen mæt af at vende min dyne op til en million gange hver nat. I det beskedne håb, at det hjælper. Og det gør det så i omkring ½ minut.

Jeg er, til husbehov, glad for grillmad. Lige nu er jeg dog nået dertil, hvor blot tanken om en grillpølse eller enhver form for marineret kød får mig til at længes lidt skjult efter boller i karry eller flæskesteg med svær. Jeg er forstoppet af kold kartoffelsalat og gået totalt kold på koldskål. Min isration har taget de næste par år med, så jeg bør faktisk ikke spise så meget som en eneste is før 2021. Jeg har tømt sodavandslageret i kælderen og orker ikke engang at supplere det, for det vil indebære, at jeg skal ud at sidde i en bil, og det er næsten det ultimative mareridt. Efter 10 minutter uden mig, har min bil jo egenhændigt genereret et indre bål, så jeg altid har handsker med for overhovedet at turde forsøge at røre ved det rat, der dog trods alt er relativt væsentligt for bilkørsel.

Og det er så bare mig. Den priviligerede semi-pensionist, der kan tage permanent bolig i sin kælder og dagdrive i skyggen hele dagen, hvis hun vil.  Men der er jo faktisk tusindvis af mennesker, der går på arbejde. Også udendørs. Dem vil jeg sende mine allervenligste tanker og store forståelse. Det samme til husdyrene, hvor i alt fald den lokale har omdannet sig selv til et permanent pustende dovendyr, der nærmest ikke engang gider gå sine, i gråvejr, højtelskede ture.

Giv mig mine 20 grader tilbage, please. Eller giv mig bare et lille åndehul med normal dansk sommer. Det er altså ikke for at være utaknemmelig–det er bare fordi, det sådan er lidt nok. Alle de ting, jeg bare ikke får gjort, tårner sig jo op, og jeg må indrømme, at selv om solen er gået i permanent skin, så er jeg ikke helt soltilfreds. Jeg er derimod meget mæt. Solmæt, om man vil.

Ville det måske–altså bare som et beskedent forslag–ikke være bedre, om vi fordelte al den sol og varme noget mere ligeligt? Hvis man nu tog den sidste måneds grader og sol og dividerede dem med maj, juni, juli og august, så er jeg sikker på, vi kunne ligge lige omkring de 20 grader hele perioden–og måske endda forlænge vores ellers notorisk korte sommer med nogle dage. Det ville da være fedt. Og så indlægge nogle gedigne regnvejrsdage ind imellem. Både for landmændene og havedyrkernes skyld. Men så sandelig også for, at vi andre igen kunne opbygge den taknemmelighed overfor solen, som den altså er lige ved at have fået gjort kål på–for mit vedkommende!

Det her er bare noget, jeg har hvisket lige så stille. Og måske er jeg den eneste, der har det sådan?

 

Continue Reading

Hokus, Krokus. Kalder på en genopstandelse!

Jeg kan huske, at der i tidernes morgen–eller i alt fald i 00-erne–eksisterede et populært haveprogram, der hed Hokus, Krokus. Det var sådan noget med, at når man havde været rejst væk eller bare  havde vendt ryggen en lille smule til, så var der nogle meget venlige mennesker, der i mellemtiden havde ordnet ens have. Ikke bare ordnet, sådan krudt- og ukrudtmæssigt. De havde på det nærmeste nyanlagt den og fjernet alle spor af fortids mælkebøtter, skvalderkål, ignorance og dårligt vedligehold.

Dengang håbede jeg, desværre forgæves, at den store krokustrold ville komme på besøg, når jeg ikke var hjemme. Jeg kan stadig huske et engelsklærerkursus, hvor samtlige deltagere håbede det samme, og vi nærmest kom op at slås om, hvem der skulle blive den heldige. Det viste sig, at ingen af os trak krokuskortet.

Det, der sådan tiltalte mig ved det program, var, at man selv absolut intet skulle foretage sig. Man skulle bare tage på ferie, hen til nogle venner eller på kursus og VUPTI–så var der nogle andre, der minsandten havde ordnet ens have. Tilmed uden at man vidste, de var gået i gang, så man rigtigt kunne blive forfærdeligt positivt overrasket ved hjemkomst til en have, der ikke havde den fjerneste lighed med det, man havde forladt. Altså selve konceptet med, at en pæn have for ens eget vedkommende var totalt skuffejerns, rive og spadefri.

Nu er det så, jeg synes, det er på tide at genoptage det program. Ikke nok med det: jeg stiller gratis og beredvilligt en hel have til rådighed for TV-selskabet. Som det fremgår af billedet (som forhåbentligt med tiden vil forandre sig til et “før”-billede!), kan selv TV-selskaber åbenlyst konstatere, at her er en oplagt mulighed for at vise, hvilke enorme fremskridt på havefronten en kraftig make-over kan forårsage for netop min have. Ydermere rejser jeg i dag til Budapest og bliver væk 5 dage, så det er da oplagt at gå i gang det øjeblik, jeg er ude af indkørslen. Jeg kan nemlig svagt erindre, at der gerne var afsat 3 dage til haveforandringerne, men enhver kan jo ved selvsyn konstatere, at det ikke vil være helt tilstrækkeligt for mit vedkommende. Det er derfor, det er så genialt, at jeg er væk i hele 5 dage!

Nej, hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem igen! For inde i mit hoved, er både Hokus og Krokus på vej til en tiltrængt genopstandelse, og jeg er vildt sikker på, netop denne sæson vil blive et kæmpe-have-hit, hvis de lægger ud med at vise genskabelsen af en have, som ingen ved deres fulde fem troede på, at nogen på nogen måde kunne redde. Det er lige før, jeg kan høre bulldozerne begynde at speede op dernede i skjul for enden af vejen…….

Continue Reading

Om vejvold og parkeringsvrede.

Nyligt hjemkommet fra byen er jeg stadig vred. Ikke sprudlende, skummende rasende, men til husbehov fornærmet og –allermest–undrende over, hvordan nogle mennesker kan finde på at opføre sig.

Som i alle andre provinsbyer er bynære parkeringspladser ikke et tag-selv-bord her hos mig. Ofte må man cirkle i stadigt mere omfattende cirkler eller i alt fald vente pænt på, at en anden forlader sin plads. Det gjorde jeg så også. Spottede en bil, der var ved at blive låst op og læsset og forsikrede mig om, at jeg var den eneste ( og dermed første), der holdt i kø for netop den plads. Selve læsningen og–især–udbakningen tog en rum tid, hvor jeg med blinklys signalerede, at jeg havde alle intentioner om at tage den plads, som ingen andre vel at mærke syntes at lægge billet ind på. Og så–lige da bilen omsider var tilstrækkeligt udbakket og på vej langs vejen, så kører en anden bil direkte ind og tager pladsen.

Nej, det var ikke fordi, han ikke havde set mig. I givet fald ville han være blind og totalt uegnet til at svinge så elegant ( og nærmest hånende!) ind på pladsen, som han gjorde. Han var bare ubegrænset ubehøvlet, egoistisk og udenfor enhver form for pædagogisk rækkevidde mht. almindelig trafikpli og parkeringsmæssig takt og tone.

Hvis jeg nu havde været sur i forvejen ( eller var kommet direkte fra en af mine konfrontationer med Telenor!), så var det gået ham–og måske især hans bil–særdeles ilde. Men jeg nøjedes med at hoppe lidt og lidt længe på hornet og automatisk bruge den der springfinger, som jeg i pressede situationer ikke altid helt har kontrol over. Det prellede af. Helt af!

Så er det, jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan sådan en mand ( han var vel omkring de 60) mon er som menneske. Hvordan han opfører sig i andre situationer. Maser han sig ( han var også overvægtig!) som en bulldozer foran andre ved busstoppestederne, snyder han i Nettokøen og taler grimt til kassedamen? Slår han sin kone og smårapser han rundt omkring i supermarkederne? For der er da i alt fald ikke nogen, der har lært ham de allermest grundlæggende regler for almindelig opførsel. Eller noget om respektfuldt medmenneskeligt samvær.

Og når man så tænker sådan, så går det jo (godt nok langsomt, men alligevel) op for en, at det vel i grunden er ham, der har det største problem. Det er immervæk ikke ret nemt at komme gennem livet uden at kende de færdselsregler, vi andre lever efter.

Så jeg er glad ved, at jeg ikke lod min indre vejvoldelige trold løbe af med mig. Han fik en springfinger, og den taler vel et rimeligt tydeligt sprog. Men jeg ridsede altså ikke hans bil, kørte heller ikke lidt ind i den og lod ham ikke engang få en smagsprøve på mit umådelige og varierede arsenal af mindre pæne bandeord.

Men jeg håber (Kors, hvor jeg håber!!) at det engang vil lykkes en anden at snuppe en parkeringsplads lige for næsen af ham. Gerne efter at han har ventet tålmodigt på samme plads en halv snes minutter!

Continue Reading

Om håndværkere.

I morgen klokken 7 kommer der en håndværker til det årlige eftersyn af vores fyr. Det var det tidspunkt, han kunne. Selvfølgelig kan vi også. Jeg mener, det er vel de færreste, der ikke befinder sig i deres hjem på det tidspunkt. Undtagen håndværkere, altså! De har nok forlængst forladt det.

I alle de år, jeg har haft behov for håndværkerhjælp, har det været mig en kilde til evig ( og stadig uopklaret) undren, hvorfor håndværkere tilsyneladende opererer med en helt anden tidsregning end de fleste andre faggrupper. Hvorfor enhver form for reparation og fornyelse altid skal starte lige præcis når–eller mens– de fleste andre mennesker står op. Mig bekendt starter arbejdsdagen for de allerfleste omkring klokken 8. Men ikke for håndværkere. De lever i en tidsregning, der begynder minimum en time før. Således at de kan være oversikre på, at deres besøg hos andre enten kolliderer med børnefamiliernes kaotiske morgenritualer eller helt almindelig gedigen morgensøvn hos en masse andre.

Hvad mon det er, de håndværkere skal nå? Især i den anden ende af dagen? Hvorfor er det så yderst magtpåliggende for dem at starte ud i forspring fra vi andre? Bare for at kunne komme hjem en time før? Hvad er det, de SKAL den time?

Jeg tror næppe, at det forholder sig sådan, at håndværkerfagene udelukkende tiltrækker de ultimative morgenmennesker, der springer ud af sengen midt om natten for at komme i gang med deres håndværk så tidligt som overhovedet muligt. Jeg tillader mig også at tvivle på, at alle håndværkere elsker vintermørke og især at forlade deres seng midt i den. Godt nok har de den uopvågnede verden sådan lidt for sig selv den første times tid, men er det virkelig noget, de seriøst dyrker? Det kan da heller ikke altid være overpopulært at brase ind hos folk i håndværkernød klokken kvart i kvalme om morgenen. Især ikke når de faktisk–akkurat som resten af os–har så umådeligt meget af resten af dagen til at få ordnet tingene.

Måske er det mig, der har en forståelsesbrist et eller andet sted. Eller er uvidende om nogle forældede historiske omstændigheder, der stadig smitter af på vores moderne samfund. Men jeg begriber ikke, at håndværkere nødvendigvis må have en anden klokkegang end de fleste af vi andre. Og at det nogle gange er til stor morgengene for vi andre. (For man står vel op i god tid og tager sit bad og sin nødvendige toilette, når nu smeden ankommer klokken 7!)

Hvorfor har håndværkere ikke samme arbejdstider som de fleste andre?

Continue Reading

Om mundtlighed og skriftlighed.

Jeg kender et ungt menneske, som er koordinator for et større byggeprojekt. Det er han selvfølgelig glad for og stolt over at være blevet udnævnt til, men samtidig konfronterer det ham med et problem, der absolut intet har med selve byggeriet, sådan rent fysisk, at gøre, men en forfærdelig masse med den psykiske omgangstone mellem mennesker at gøre. Den kan gøre ham fortvivlende ked af det.

For i dagens samfund er hovedparten af den mellemmenneskelige kontakt skriftlig. Vi bombarderer hinanden med mails, SMS-er, beskeder over Messenger og Facebook–og meget lidt med egentlig face-to-face kontakt og, i stadig nedadgående antal, telefonsamtaler. Når nogen skal brokke sig over, at frister for aflevering er misligholdt, eller at arbejdet ikke er gjort tilfredsstillende–så foregår det skriftligt. Vi har en ide om, at den skriftlige besked er meget mere pålidelig, fordi den på alle måder er permanent. (Det skal jeg så også lige love for, at den er!) Altså ulig en telefonsamtale, hvor modtageren ikke svarer og ofte helt overser, at der er blevet ringet.

Og hvorfor er det så et problem? Det er det–og det er det i stigende grad!–fordi vi, samtidig med at vores samfund i stigende grad er baseret på skriftlighed, fuldstændigt har overset at lære hinanden ( og kommende generationer), at der er milevid forskel på skriftlig og mundtlig kommunikation. Før i tiden var der simpelthen mange mennesker, der ikke skrev. De havde intet behov for det. Den bærende kommunikationsform var mundtlig. Ville man hinanden noget, og ville man i særdeleshed hinanden noget mindre venligt, så opsøgte man hinanden, holdt møder og var, hvilket ikke er uvæsentligt, i stand til at kigge hinanden i øjnene, mens man skældte ud. Ydermere var der intet, der blev stående til evig tid og utallige gennemlæsninger. Det forsvandt ud i den blå luft og kunne aldrig hentes tilbage.

Der er en god talemåde, der påpeger, at man selv er ansvarlig for, hvad man siger. Men man kan aldrig stilles til ansvar for, hvordan andre forstår det, man siger. Det ville i en mundtlig situation indebære, at der kunne spørges ind til det sagte ved misforståelser eller uklarheder. I en skriftlig sidder man helt alene med sin egen (mis?)tolkning. Der er ingen respons.

Men allermest er problemet, at mange mennesker overhovedet ikke har fornemmet, at man simpelthen ikke skriver det samme, som man siger. Fordi selve den skriftlige form indebærer en gigantisk forøgelse af styrken af enhver form for ukvemsord. Der er, med andre ord, ting, man ikke skriver, fordi de er totalt uegnede til at blive skrevet. De tilhører mundligheden, den umiddelbare face-to-face konfrontation. Vi skal på ingen mulig måde have censur på vores meninger. Men det ville måske være en fordel, om vi lærte hinanden at censurere måden, vi udtrykte dem på!

Den øgede skriftlighed i vores samfund har jo også samtidig den slagside, at vi gradvist accepterer og tillader mere og mere. Se blot på Facebook, som med hujende hast er ved at blive et udstillingsvindue for stavefejl, tegnfejl, dårlig grammatik, ukvemsord–og katte! Som gammel danskærer må man sluge mangen en uhyrlighed, og det virker desværre som om, at antallet af gentagelser af samme uhyrligheder blot gør dem mere og mere acceptable i nogle menneskers øjne. Eller måske endda ligegyldige. Ukvemsord har det imidlertid med aldrig at blive ligegyldige. Især når de bliver skrevet!

Det er helt i orden at skælde andre mennesker ud, hvis der er en grund til det. Det gør jeg sandelig også selv. Men vi SKAL have skabt en forståelse for, at den jargon og det sprog, der altid har–og sikkert altid vil eksistere på diverse arbejdspladser–IKKE kan omplantes til skriftsprog uden omkostninger. Sådan SKRIVER man simpelthen IKKE! Band endelig bare løs og kald andre kraftidioter mundligt og i konfrontationer, men undlad at gøre det skriftligt. Det virker tusind gange mere sårende, det kommer til at stå uimodsagt, og det bliver stående for evigt og evigt! Lær, at vores sprog netop har to dimensioner, fordi de skal bruges helt forskelligt og i forskellige sammenhænge og situationer. Det er IKKE, som med så meget andet, totalt ligemeget!

Så jeg kan godt forstå, at han somme tider må tage sig en pause fra skriftligt svineri og mennesker, der (endnu?) ikke har forstået, at fordi vi kan skrive alt til hinanden, så er det i mange tilfælde en forfærdeligt dårlig ide at gøre det. Problemet er så nok bare, at mange af disse mennesker overhovedet ikke er klar over, at de burde handle anderledes. For alle skriver jo–og se bare på Facebook, hvordan de uskrevne regler for hvad (og hvordan!) man kan lukke ud hele tiden forskubbes ind i en omgangstone, som i bedste fald er uheldig og misforstået—i værste utilsigtet sårende, svinende og helt uden fornemmelse for udtryksmæssig takt og tone!

Continue Reading

Om hvad sprog kan gøre.

DET her havde jeg ikke troet om jer, Politiken! Jeg må sige, at jeg har mistet en meget stor del af min respekt for den danske avis, som jeg dog, trods alt, ( selv om konkurrencen er vanvittigt minimal!), har holdt i over 40 år og for det meste har haft relativt høj tillid til.

Jeg ville forfærdeligt gerne udbede mig en forklaring på anvendelsen af paranteser omkring navnet på den by i Nordirland, som I, ganske utilgiveligt og endnu mere politisk ukorrekt, kalder Londonderry. Hvad tænker I dog på? Eller er denne noget uheldige billedtitel til interviewet med Gerry Adams i virkeligheden blot et udslag af simpel uvidenhed og total mangel på research? Af den slags som vi Irlandsnørder spotter med det samme og faktisk føler os temmelig provokerede af? I det mindste kunne I da have skrevet det helt acceptable og pt. politisk korrekte London/Derry.

Hele miseren omkring det navn stammer fra, at der jo i adskillige århundreder har ligget en irsk, katolsk by på stedet ved navn Derry. I forbindelse med englændernes kolonisering af Nordirland ( jo, englænderne koloniserede Irland på præcis samme måde som de koloniserede Amerika), blev de protestantiske ( eller i alt fald halvprotestantiske/ Church of England) kolonister sendt til Derry med en stor pose penge fra et Londonselskab i ryggen. Her byggede de en imponerende bymur ( som stadig står i al sin magt og vælde) for at holde de lokale katolikker ude, således at disse enten sultede ihjel eller i alt fald henslæbte en noget miserabel tilværelse, berøvet land og ære. Netop fordi denne kolonisering, set fra London, altså, var så overmåde succesfuld, fik de oprindelige kolonister/imperialister som påskønnelse lov til at sætte London foran det lidt tarvelige, irske bynavn. Vupti: Londonderry!

Meget forenklet kan man sige, at Derry er byens oprindelige, katolske navn. Det, den altid har heddet. Og at Londonderry derfor er det protestantiske, som for alle katolikker smager af undertrykkelse, imperialisme og ufrivillig kolonisering. På den måde siger Politiken ( hvadenten det er ufrivilligt eller blot et udtryk for himmelråbende uvidenhed) altså, hvem de holder med. Byen ligger i øvrigt lige på grænsen mellem Irland og Nordirland, og alt efter fra hvilken side, man nærmer sig, siger vejskiltene hhv. Derry eller Londonderry. Eller har med spraymaling fået tilskrevet et London/ udraderet samme forstavelse af lokale fanatikere.

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at sige Londonderry. I min mund smager det af uretfærdighed, at overvældende magtmisbrug og af mangel på anerkendelse af historiske omstændigheder. Men hvis Politiken gerne vil sættes i bås med navnkundige og ( heldigvis!) hedengangne Ian Paisley, så bliver det nok uden mig som abonnent i fremtiden.

Særdeles mange af de berygtede slag og opstande i Nordirlands blodige, moderne historie siden delingen i 1920 har fundet sted i London/Derry. Nævnes skal blot Battle of the Bogside ( et fattigt katolsk boligkvarter) og Bloody Sunday, hvor den britiske hær kom til at overtræde enhver form for retfærdig og anstændig opførsel. Det sidste er ikke min egen påstand–efterfølgende retssager har til fulde bevist det.

MEN–og her kommer så det positive, som Politiken tilsyneladende heller ikke ved: Man kan jo ikke gå rundt og skændes om, hvad ens by  i grunden hedder. Sådan at forstå, at bare dens navn giver anledning til stridigheder, slåskampe og sætter skår mellem de to befolkningsgrupper. Så magtfuldt er sproget nemlig i sig selv. Det kan skabe dybe kløfter ved bare at blive sagt, blive udtalt. Du kan kende din ven eller fjende  ( eller for den sags skyld bare din nabo!) på, hvad han/hun mener og siger, at byen hedder. Derfor er det totalt frugtesløst overhovedet at fortsætte den diskussion. Den fører ikke til andet end sproglige barrierer, udmundende i fysiske episoder. Hos mange irere, som ikke lige bor i Derry, benævnes byen diplomatisk “the stroke city” (skråstregsbyen). Forstået: London/Derry. Man den holder jo heller ikke en meter, hverken sprogligt eller barierremæssigt.

I London/Derry har man derfor besluttet at gå en helt anden vej. Hvis ingen kan bliver enige om, hvad byen hedder, må den simpelthen have et nyt navn, som ikke indeholder nogen form for politiske og/eller religiøse referencer. Sådan noget gøres ikke fra den ene dag til den anden, men håbet er, at sproget i sig selv kan omdanne den bevidsthed, der følger med selve de sproglige udtryk. Gennem byen flyder floden Foyle, og den har man så tildelt æren af at være samlende faktor. Alle nye tiltag, fra shoppingcentre over taxaselskaber til navneændringer på alle former for offentlige trafikselskaber hedder nu noget med Foyle. Med tiden vil byen givetvis og gradvist kommer til at hedde “mere” Foyle end London/Derry. Og det er da sikkert en tydelig intention, at det er sådan, det skal gå. Således at den sproglige magt og skellet mellem, hvem der siger hvad, forsvinder. Om det så kan løse de mange og alvorlige interne konflikter, er et spørgsmål. Men i min optik er det en god begyndelse på en brugbar løsning.

Hvis altså udenlandske medier også fatter den. Inklusive jer på Politiken.

Continue Reading
1 2 3 11