Om mundtlighed og skriftlighed.

Jeg kender et ungt menneske, som er koordinator for et større byggeprojekt. Det er han selvfølgelig glad for og stolt over at være blevet udnævnt til, men samtidig konfronterer det ham med et problem, der absolut intet har med selve byggeriet, sådan rent fysisk, at gøre, men en forfærdelig masse med den psykiske omgangstone mellem mennesker at gøre. Den kan gøre ham fortvivlende ked af det.

For i dagens samfund er hovedparten af den mellemmenneskelige kontakt skriftlig. Vi bombarderer hinanden med mails, SMS-er, beskeder over Messenger og Facebook–og meget lidt med egentlig face-to-face kontakt og, i stadig nedadgående antal, telefonsamtaler. Når nogen skal brokke sig over, at frister for aflevering er misligholdt, eller at arbejdet ikke er gjort tilfredsstillende–så foregår det skriftligt. Vi har en ide om, at den skriftlige besked er meget mere pålidelig, fordi den på alle måder er permanent. (Det skal jeg så også lige love for, at den er!) Altså ulig en telefonsamtale, hvor modtageren ikke svarer og ofte helt overser, at der er blevet ringet.

Og hvorfor er det så et problem? Det er det–og det er det i stigende grad!–fordi vi, samtidig med at vores samfund i stigende grad er baseret på skriftlighed, fuldstændigt har overset at lære hinanden ( og kommende generationer), at der er milevid forskel på skriftlig og mundtlig kommunikation. Før i tiden var der simpelthen mange mennesker, der ikke skrev. De havde intet behov for det. Den bærende kommunikationsform var mundtlig. Ville man hinanden noget, og ville man i særdeleshed hinanden noget mindre venligt, så opsøgte man hinanden, holdt møder og var, hvilket ikke er uvæsentligt, i stand til at kigge hinanden i øjnene, mens man skældte ud. Ydermere var der intet, der blev stående til evig tid og utallige gennemlæsninger. Det forsvandt ud i den blå luft og kunne aldrig hentes tilbage.

Der er en god talemåde, der påpeger, at man selv er ansvarlig for, hvad man siger. Men man kan aldrig stilles til ansvar for, hvordan andre forstår det, man siger. Det ville i en mundtlig situation indebære, at der kunne spørges ind til det sagte ved misforståelser eller uklarheder. I en skriftlig sidder man helt alene med sin egen (mis?)tolkning. Der er ingen respons.

Men allermest er problemet, at mange mennesker overhovedet ikke har fornemmet, at man simpelthen ikke skriver det samme, som man siger. Fordi selve den skriftlige form indebærer en gigantisk forøgelse af styrken af enhver form for ukvemsord. Der er, med andre ord, ting, man ikke skriver, fordi de er totalt uegnede til at blive skrevet. De tilhører mundligheden, den umiddelbare face-to-face konfrontation. Vi skal på ingen mulig måde have censur på vores meninger. Men det ville måske være en fordel, om vi lærte hinanden at censurere måden, vi udtrykte dem på!

Den øgede skriftlighed i vores samfund har jo også samtidig den slagside, at vi gradvist accepterer og tillader mere og mere. Se blot på Facebook, som med hujende hast er ved at blive et udstillingsvindue for stavefejl, tegnfejl, dårlig grammatik, ukvemsord–og katte! Som gammel danskærer må man sluge mangen en uhyrlighed, og det virker desværre som om, at antallet af gentagelser af samme uhyrligheder blot gør dem mere og mere acceptable i nogle menneskers øjne. Eller måske endda ligegyldige. Ukvemsord har det imidlertid med aldrig at blive ligegyldige. Især når de bliver skrevet!

Det er helt i orden at skælde andre mennesker ud, hvis der er en grund til det. Det gør jeg sandelig også selv. Men vi SKAL have skabt en forståelse for, at den jargon og det sprog, der altid har–og sikkert altid vil eksistere på diverse arbejdspladser–IKKE kan omplantes til skriftsprog uden omkostninger. Sådan SKRIVER man simpelthen IKKE! Band endelig bare løs og kald andre kraftidioter mundligt og i konfrontationer, men undlad at gøre det skriftligt. Det virker tusind gange mere sårende, det kommer til at stå uimodsagt, og det bliver stående for evigt og evigt! Lær, at vores sprog netop har to dimensioner, fordi de skal bruges helt forskelligt og i forskellige sammenhænge og situationer. Det er IKKE, som med så meget andet, totalt ligemeget!

Så jeg kan godt forstå, at han somme tider må tage sig en pause fra skriftligt svineri og mennesker, der (endnu?) ikke har forstået, at fordi vi kan skrive alt til hinanden, så er det i mange tilfælde en forfærdeligt dårlig ide at gøre det. Problemet er så nok bare, at mange af disse mennesker overhovedet ikke er klar over, at de burde handle anderledes. For alle skriver jo–og se bare på Facebook, hvordan de uskrevne regler for hvad (og hvordan!) man kan lukke ud hele tiden forskubbes ind i en omgangstone, som i bedste fald er uheldig og misforstået—i værste utilsigtet sårende, svinende og helt uden fornemmelse for udtryksmæssig takt og tone!

Continue Reading

Om hvad sprog kan gøre.

DET her havde jeg ikke troet om jer, Politiken! Jeg må sige, at jeg har mistet en meget stor del af min respekt for den danske avis, som jeg dog, trods alt, ( selv om konkurrencen er vanvittigt minimal!), har holdt i over 40 år og for det meste har haft relativt høj tillid til.

Jeg ville forfærdeligt gerne udbede mig en forklaring på anvendelsen af paranteser omkring navnet på den by i Nordirland, som I, ganske utilgiveligt og endnu mere politisk ukorrekt, kalder Londonderry. Hvad tænker I dog på? Eller er denne noget uheldige billedtitel til interviewet med Gerry Adams i virkeligheden blot et udslag af simpel uvidenhed og total mangel på research? Af den slags som vi Irlandsnørder spotter med det samme og faktisk føler os temmelig provokerede af? I det mindste kunne I da have skrevet det helt acceptable og pt. politisk korrekte London/Derry.

Hele miseren omkring det navn stammer fra, at der jo i adskillige århundreder har ligget en irsk, katolsk by på stedet ved navn Derry. I forbindelse med englændernes kolonisering af Nordirland ( jo, englænderne koloniserede Irland på præcis samme måde som de koloniserede Amerika), blev de protestantiske ( eller i alt fald halvprotestantiske/ Church of England) kolonister sendt til Derry med en stor pose penge fra et Londonselskab i ryggen. Her byggede de en imponerende bymur ( som stadig står i al sin magt og vælde) for at holde de lokale katolikker ude, således at disse enten sultede ihjel eller i alt fald henslæbte en noget miserabel tilværelse, berøvet land og ære. Netop fordi denne kolonisering, set fra London, altså, var så overmåde succesfuld, fik de oprindelige kolonister/imperialister som påskønnelse lov til at sætte London foran det lidt tarvelige, irske bynavn. Vupti: Londonderry!

Meget forenklet kan man sige, at Derry er byens oprindelige, katolske navn. Det, den altid har heddet. Og at Londonderry derfor er det protestantiske, som for alle katolikker smager af undertrykkelse, imperialisme og ufrivillig kolonisering. På den måde siger Politiken ( hvadenten det er ufrivilligt eller blot et udtryk for himmelråbende uvidenhed) altså, hvem de holder med. Byen ligger i øvrigt lige på grænsen mellem Irland og Nordirland, og alt efter fra hvilken side, man nærmer sig, siger vejskiltene hhv. Derry eller Londonderry. Eller har med spraymaling fået tilskrevet et London/ udraderet samme forstavelse af lokale fanatikere.

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at sige Londonderry. I min mund smager det af uretfærdighed, at overvældende magtmisbrug og af mangel på anerkendelse af historiske omstændigheder. Men hvis Politiken gerne vil sættes i bås med navnkundige og ( heldigvis!) hedengangne Ian Paisley, så bliver det nok uden mig som abonnent i fremtiden.

Særdeles mange af de berygtede slag og opstande i Nordirlands blodige, moderne historie siden delingen i 1920 har fundet sted i London/Derry. Nævnes skal blot Battle of the Bogside ( et fattigt katolsk boligkvarter) og Bloody Sunday, hvor den britiske hær kom til at overtræde enhver form for retfærdig og anstændig opførsel. Det sidste er ikke min egen påstand–efterfølgende retssager har til fulde bevist det.

MEN–og her kommer så det positive, som Politiken tilsyneladende heller ikke ved: Man kan jo ikke gå rundt og skændes om, hvad ens by  i grunden hedder. Sådan at forstå, at bare dens navn giver anledning til stridigheder, slåskampe og sætter skår mellem de to befolkningsgrupper. Så magtfuldt er sproget nemlig i sig selv. Det kan skabe dybe kløfter ved bare at blive sagt, blive udtalt. Du kan kende din ven eller fjende  ( eller for den sags skyld bare din nabo!) på, hvad han/hun mener og siger, at byen hedder. Derfor er det totalt frugtesløst overhovedet at fortsætte den diskussion. Den fører ikke til andet end sproglige barrierer, udmundende i fysiske episoder. Hos mange irere, som ikke lige bor i Derry, benævnes byen diplomatisk “the stroke city” (skråstregsbyen). Forstået: London/Derry. Man den holder jo heller ikke en meter, hverken sprogligt eller barierremæssigt.

I London/Derry har man derfor besluttet at gå en helt anden vej. Hvis ingen kan bliver enige om, hvad byen hedder, må den simpelthen have et nyt navn, som ikke indeholder nogen form for politiske og/eller religiøse referencer. Sådan noget gøres ikke fra den ene dag til den anden, men håbet er, at sproget i sig selv kan omdanne den bevidsthed, der følger med selve de sproglige udtryk. Gennem byen flyder floden Foyle, og den har man så tildelt æren af at være samlende faktor. Alle nye tiltag, fra shoppingcentre over taxaselskaber til navneændringer på alle former for offentlige trafikselskaber hedder nu noget med Foyle. Med tiden vil byen givetvis og gradvist kommer til at hedde “mere” Foyle end London/Derry. Og det er da sikkert en tydelig intention, at det er sådan, det skal gå. Således at den sproglige magt og skellet mellem, hvem der siger hvad, forsvinder. Om det så kan løse de mange og alvorlige interne konflikter, er et spørgsmål. Men i min optik er det en god begyndelse på en brugbar løsning.

Hvis altså udenlandske medier også fatter den. Inklusive jer på Politiken.

Continue Reading

Hvorfor er vi så uopfindsomme?

Min mand nærmer sig afslutningen på et langt arbejdsliv. Derfor vil mange af de mennesker, som han gennem alle årene har arbejdet med og for, gerne give ham en lille erkendtlighed, markering af deres lange samarbejde og afsluttende tak. Så den vinkælder, som vi hverken har eller dyrker, forøges på næsten ugentlig basis, og vi er ved at føle os temmelig omringede af al den vin, som vi med sikkerhed ved, at vi aldrig nogensinde får drukket. For det er jo det, man får: Vin, vin og atter vin. Det er som om, selve indbegrebet af uopfindsomme gaver i vores land er blevet de obligatoriske to flasker i en brun pakning med glughuller, så kendere kan se og estimere, hvad gaven har kostet. Selve standarden på at give en gave, der mest skal fungere som en visuel markering. Men som da sandelig koster penge alligevel.

Misforstå mig ikke: Han/vi er skam taknemmelige for opmærksomheden og påskønner i den grad, at folk viser deres taknemmelighed. Det varmer altid. Meget. Men hvorfor opgiver så mange at overveje, hvad de egentlig giver til andre mennesker? Eller, sagt på en anden måde: Hvorfor giver andre mennesker, når de nu helt klart har en intention om at glæde, så ikke også en gave, der GLÆDER? Vin er ( ikke altid!) billig, og når de nu alligevel skal ud og investere i en gave, hvorfor bruger de så ikke alle de penge på noget, der er akkurat lige så nemt at erhverve som de obligatoriske to flasker vin–og som er meget mere specifikt rettet mod modtageren. Jeg ved godt, at de der standardflasker er umådeligt nemme–helt ned i noget så lavpraktisk som at gå rundt med–men der findes altså andre gaver, der er fuldtud lige så nemme og praktiske. Og glæder mere her i huset samt i mange andre små hjem, hvor vin ikke lige er det, der fremkalder jubel og smil. Helt ærligt, så giver det primært pladsproblemer.

Ydermere er netop denne type uopfindsomhed i dette tilfælde lettere kønsspecifik. Det er mænd, der må bukke sig under vinflaskernes tyngde. Kvinder får, heldigvis, ikke stardardvin i helt samme mængder. Min personlige teori er, at kvinder ( altså kvinder imellem!) dels er mere opfindsomme og personlige i deres gavegivning og udvælgning, samt at de oftest undgår vinen af den simple grund, at de heller ikke selv gider have den. Tænk bare på den klare forskel på gavebordenes indhold til en kvindelig rund fødselsdag og en mandlig.

Og så er vi vel der, hvor der skal gives alternativer. Det er jo ikke i sig selv nok at plædere for, at de obligatoriske to flasker vin i brunt karton med kighuller bør udskiftes. For mig at se er der to oplagte muligheder. Den nemme, som primært retter sig mod de, der udelukkende ser gavegivningen som en markering, rent professionelt, og derfor overhovedet ikke gider bruge tid på at sætte sig ind i modtagerens personlige præferencer. Her erindrer jeg min barndoms såkaldte “købmandskurve”, hvor man simpelthen fik en kurv pakket med alskens lækkerier fra kaffe og the, over spændende specialiteter til chokolade. Jeg er sikker på, der går en del lækre og eksotiske specialiteter på to flasker vin fra en af de vingårde, som hyldes i beundrende vendinger, men som jeg nok aldrig har hørt om! Endvidere vil jeg vove at påstå, at såvel for uspirituøse som spirituøse vil der altid være gode ting at hygge sig med. Den lidt sværere og mere (tidsmæssigt) udfordrende vil så være at prøve at få specificeret, hvad modtageren egentlig godt kan lide og interesserer sig for. Det vil–igen rent tidsmæssigt–nok ikke være en væsentlig hurdle at købe gavekort til specialforretninger, eller måske bare en god bog.

Jeg ved godt, der findes firmaer, der specialiserer sig i andre menneskers gavegivning. Ideen bag disse firmaer byder mig forfærdeligt meget imod, for hvis man ikke engang orker at købe sine egne gaver personligt, men må betale sig fra at få andre til at gøre det, så kan der da umuligt ligge ret megen sympati for og personlige tanker rettet mod modtageren bag. Det er da den ultimative uopfindsomhed. Men selve det, at disse firmaer eksisterer og vist trives ganske fortrinligt, viser jo netop, at gaver er blevet en stardardvare, en upersonlig markering. Akkurat lige så upersonlig som de der to flasker!

Afslutningsvis vil jeg lige komme med et par sigende eksempler på standard–eller misforstået og uopfindsom– gavegivning. Jeg har en veninde, som efter mange år med druk nu er ædru, slet ikke drikker alkohol og  ofte rejser rundt og holder foredrag i klubber og foreninger om sit liv. Flere gange har takkegaven til hende efter et foredrag bestået af de obligatoriske to flasker vin!! Hvem har lige tænkt sig om der? Og min mand kender en flink indvandrer, som så gerne vil give gaver. Han har opsnappet, at danskerne nærmest altid begaver hinanden med de der to flasker, så han kører  til Tyskland og erhverver sig det argeste sprøjt for et par Euro, som han så glædestrålende bortgiver som symbol på, at han skam er velintegreret og gør præcis som de lokale!

Jeg er udmærket klar over, at mange gerne vil have suppleret deres vinkælder ved festlige lejligheder og derfor påskønner disse standardgaver. Men jeg er også fuldstændigt sikker på, at mange andre forfærdeligt gerne ville ønske en mentalitetsændring, så de i stedet kunne få noget, der både kunne bruges og påskønnes. Vis dog bare en smule opfindsomhed!

 

Continue Reading

Om surstråling. Og surstrålere.

Det er altså desværre ikke mig, der har fundet på det pragtfulde ord. Men det ville jeg selvfølgelig ønske, at det var. Jeg har lært det af en klog kvinde, som jeg af og til rejser med. Og holder så meget af det, fordi  det både siger så meget, men samtidigt også næsten visuelt, for ens indre blik, spiller en lille film om, hvordan nogle mennesker, ved deres blotte tilstedeværelse, kan udsende negative, smittende stråler af ufortyndet surhed ud over alle andre. Og inficere dem med denne sejlivede, højrisikosmittende bacille.

For, som ordet så flot siger, så smitter surhed. Man kender det jo udmærket fra sig selv. Der er simpelthen ikke ret meget ved, eller ret meget gevinst ved, at gå rundt at være sur alene. Det bedste er at få andre med på ens surhed. Få dem til at indse, at ens personlige korstog udi surhedens navn også kan være eller blive deres mærkesag, så man, sammen med dem, kan være solidarisk sure. Nogle mennesker dyrker denne solidariske surhed. Det får dem til at tro på, at de har ret. Både ret i den sag, der gjorde dem sure, men allermest nok ret til at VÆRE sure.

Jeg tror, vi alle kender dem. Surstrålerne. Dem, der kan ødelægge enhver god stemning med/ved at være sure. Dem, for hvem nedadvendte mundvige nærmest er blevet et varemærke, et personligt logo. Plant dem midt i en ellers glad, gemytlig gruppe, og det varer ikke længe, før de første sejlivede surstråler har ormet sig vej ind i de mest modtagelige medlemmer af gruppen. For vi har jo alle et eller andet, der nager os, og det ved surstrålerne godt. Det er det, de trives på. Ganske umærkeligt kan en ellers positiv gruppe forvandles til en ubrydelig mur af fælles, solidarisk surhed, og de allermest professionelle surstrålere kan såmænd klare det på meget kort tid. De skal bare dosere surstrålingen efter formålet.

Jeg er helt sikker på, at vi alle er surstrålere ind imellem. Personligt kan jeg i alt fald ikke sige mig fri. Nogle gange helt bevidst, andre gange uden at jeg egentlig selv tænker over det. Men der findes altså også permanente og professionelle af racen, og det er dem, der er de farlige. Dem, hvis stråler har den største magt over andre mennesker. Når jeg surstråler, er det næsten altid, fordi jeg føler mig forurettet eller uretfærdigt behandlet. Eller fordi jeg føler mig mindreværdig, ude af stand til rigtigt at magte en situation. Det er altid lettere–og barnligere–at blive sur og stråle lidt surhed ud i verden end at tage fat på ondets rod, indrømme sin magtesløshed og så tage det derfra, for det er vel menneskets natur at vende alt negativt udad mod andre mennesker end indad mod sig selv. Store surstrålere er netop dem, der har sat sig selv i den permanente offerrolle, som altid føler sig forurettede, uretfærdigt behandlede eller mindreværdige i forhold til andre mennesker og situationer. Dem, der ikke har fantasi eller klogskab nok til at prøve at vende tingene indad mod sig selv og arbejde med dem, men som i stedet udelukkende magter at give verden og andre skylden for det, de føler er en permanent uretfærdig behandling af deres misforståede jeg.

Det er også derfor, det er så forfærdeligt, at surstråling er så effektiv. For det, vi i virkeligheden lader os styre af, er stråler fra små, handlingslammede mennesker, der end ikke magter at klare deres egne liv på andre måder end at udstråle surhed. Og smitte vi andre med deres egoistiske bacille.

Heldigvis finder der også rigtigt mange mennesker, der gladstråler. Ikke som permanente, lallende, grinende fjolser, men som de personer, der lyser op ved deres positivitet og smittende humør og glæde ved livet. Det er dem, vi skal prøve at lade os smitte af. Synes jeg. For akkurat ligesom en surstråler kan inficere en hel gruppe, kan en gladstråler jo gøre det samme.Og hvis man lige tænker over det, så er det da mentalt sundere og rarere at lade sig smitte med glæde end med forurettethed. Det koster også væsentligt færre kræfter.

Måske skal man bare være meget mere opmærksom på disse surstrålere. Være i stand til at pege dem ud hurtigst muligt og derefter forsøge at dæmme op for deres ødelæggende virkning. Sige til sig selv, at man er immun overfor deres katastrofale smitte. Samt søge hen mod dem, der tydeligt gladstråler, så man kan låne lidt af deres glæde som en slags skjold mod surheden. Eller simpelthen være kategorisk og aftale med sig selv, at man ikke gider have dem i sit liv. At de tapper en for så megen energi, at det ikke er det hele værd. For hvis vi alle prøver at bekæmpe surstrålingen, må den vel på et tidspunkt miste sin magt over os. Og så kan vi jo selv holde os lidt for os selv eller forholde os konstruktivt til det på de dage, hvor vi godt kan mærke, at det i alt fald ikke er de allermest positive stråler, vi sådan lige bombarderer vores omverden med.

Og så synes jeg stadig, det er et gevaldigt godt ord!

 

Continue Reading

Den ubrydelige påske-sommerhusregel.

Enhver, der er den (lykkelige?) ejer af et sommerhus, kender det sikkert. At efter en lang, mørk vinter SKAL sommerhuset, uden nogen form for diskussion, indtages, nydes og bebos i påsken. Dette totalt uafhængigt af, hvordan klimaet ellers arter sig, påskens tidspunkt og om påskeliljerne overhovedet har vovet at springe ud. At tage i sommerhus i påsken er sådan en form for statement: Hvis man gør—og overlever— det, er det blevet rigtigt forår. Personligt tror jeg faktisk på, at hvis jeg tager i sommerhus i påsken, kan jeg sådan nærmest selv fremtvinge eller fremprovokere foråret. Som om det ikke tør andet end komme, når jeg er gået i sommerhusmode og optimistisk har pakket i alt fald en kortærmet bluse samt overvejet at medbringe et par langbenede shorts.

Jeg kan så, rystende af frys, konstatere, at mine tiltag ikke har haft den forventede virkning. Ikke nok med, at et antik træhus kun meget adstadigt og nødigt lader sig varme op og er fuldstændigt overvældende ligeglad med, at det er påske. Og bedagede elradiatorer springer også gerne en sikring eller to, hvis man overbelaster dem, fordi de heller ikke har den fornødne respekt for den forårsmarkerende højtid. Med perfekt timing til fem minutter efter, at alt er hermetisk lukket indenfor en afstand af herfra og til den nærmeste ( i dette tilfælde vel fjerneste!) større by. Eneste løsning synes at være at opvarme den lille del af huset, som den eneste overlevende sikring giver mulighed for og så ellers bevæbne sig med alt forhåndenværende sengetøj og lejre sig på en måde, så man har alle chancer for at konstatere, om man er en rigtig prinsesse.

Bedste varmekilde er— og den er helårlig og komplet påskeuafhængig— hunden, så den har vi slåsset om hele natten og frem til Brugsens forløsende åbning. Sikringerne er nu i hus, men klimaet har faktisk udelukkende ændret sig til det værre. Der er aggressive tænder på Kattegat og en gåtur langs stranden er et helvede af kulde og forsvarsløshed overfor de tårer, der helt af sig selv sprøjter ud gennem de talrige halstørklæder. Det er godt, der både findes TV og bogreoler i huset…..

Så i år må jeg nok bøje mig for, at mine forårsintentioner bliver ved det. Altså intentioner. Jeg er oppe mod en vejrmæssigt magt, der er så meget større end mig selv, så selv en kortærmet bluse næppe fremprovokerer andet end en gedigen forkølelse. Det bliver ikke i påsken, at foråret skal kickstartes.

Forhåbentlig bliver det så heller ikke i påsken, at den næste forkølelse grundlægges. Eller Brugsen løber tør for sikringer!

Continue Reading

Om hovedpinepiller.

Mine tandbehandlinger har ikke været smertefri. Langtfra. Mens selve nedboringen foregår, er man selvfølgelig forsvarligt bedøvet ( både i tænder, tunge, læber og kinder og somme tider storetå, skal jeg hilse og sige!), men når bedøvelsen så begynder at aftage, så svarer ens massakrerede tandkød og tilbageblevne tandstumper da i den grad igen. Det kan godt tage flere dage, og det gør ondt. Tilligemed skal man, før en permanent krone kan isættes, døje med en midlertidig, der i pasform ikke altid er optimal.

Derfor har jeg de seneste uger haft et over-gennemsnitligt ( for mig, altså) forbrug af hovedpinepiller. Aldrig over de anbefalede 8 om dagen, langtfra, men alligevel…. Heldigvis har jeg også nogle gode lagre at tage af. Og netop baggrunden for disse lagre er egentlig det, dette skal handle om. Fordi der er noget, der undrer mig.

Jeg køber mine hovedpinepillelagre i England. Derovre koster 16 hovedpinepiller 2,5 kroner. Ca. og udregnet med lidt for høj kurs. De fleste ved vist, hvad de koster herhjemme, og det er bestemt ikke det samme. Man kan så kun købe 3 pakker ad gangen, men det står jo enhver frit for at gå direkte hen til den næste lignende forretning og købe præcis samme dosis igen. Og jeg køber mine Melatonin i Spanien, hvor man får 60 for ca. 45 kroner. Dem kan jeg forresten slet ikke købe herhjemme.

Det, der undrer mig, er, at vi i et EU, hvor selv krumningen på agurker er reguleret, har så forskellige regler og prissætninger for håndkøbsmedicin. Således at det i England er væsentligt billigere at få sig en hovedpine, mens man i Spanien tilsyneladende har ret til at sove godt og rimeligt omkostningsfrit. Hvorfor skal det være dyrere at have ondt i Danmark? Eller hvorfor anses det som en ret for alle i England at have råd til at tage sig en smertestillende pille i ny og næ? Hvis man er storforbruger af den slags herhjemme, fås det selvfølgelig på recept til en billigere penge. Det er nok ikke nødvendigt i England.

Jeg kan udmærket se argumenter både for og imod. For, selvfølgelig, at det skal være relativt udgiftsneutralt at have en midlertidig smerte. Det kan ske for alle. Imod, selvfølgelig, at den billige pris kan være medvirkende til at skabe afhængighed og misbrug–også i selvmordsøjemed. Men jeg kan så ikke se det logiske i, at englænderne tilsyneladende har fri og billig tilgang til at gøre sig selv afhængige–eller IKKE forventes at gøre det!–, mens vi danskere skal betale for selve mistanken og muligheden. Som sådan tror jeg ikke, der i den henseende er den store mentalitetsforskel på de to folkeslag. Og når alt andet er så fortivlende reguleret, hvorfor er dette så en uopdyrket jungle af manglende samstemmighed?

Så efter at have tøjlet mine tandsmaerter de sidste måneder–og med forventede, permanente og smertefri kroner om 2 uger–er jeg ved at være nået til bunds i lageret. Mine smuglervarer. Så det er ualmindeligt betryggende, at jeg snart skal derover igen, så jeg kan opbygge et nyt til de eventuelt kommende dårlige tider. Eller i alt fald så jeg altid “lige” har den slags i huset. Man er da idiot, hvis man ikke tager den slags med hjem, når prisforskellen er så markant, og ingen tilsyneladende har tænkt sig at gøre noget som helst ved det. Men det undrer mig…..

Continue Reading

Om Jegskallig`-ere.

Kender du også en Jegskallig`-er? Eller er du selv en?

Personligt kan jeg vist svare ja til begge dele. I alt fald sådan med måde, og især i forhold til udvalgte situationer og opgaver. De Jegskallig`-ere, jeg kender, er umådeligt irriterende, når de praktiserer deres små, gennemskuelige tricks–men det forhindrer desværre ikke mig selv i at gøre præcis det samme. Dog vil jeg mene–og det er faktisk vigtigt!–at der findes to slags Jegskallig`-en. Den midlertidige og situationsbestemte. Og så den notoriske og permanente.

Jeg er sådan mest midlertidigt og situationsbestemt Jegskallig`-er. Som med det meste andet grundlagdes min Jegskallig`-en i min barndom. Vel at mærke i min opvaskemaskinefri barndom, hvor enhver opfordring til–eller krav om–at deltage i håndholdte opvasker fik mig til akut at erindre, hvad jeg lige skulle. I stedet for altså. For det meste skulle jeg bare på toilettet–måske endda mere præventivt end presserende–men der var absolut ingen tvivl om, at det lige skulle overstås her og nu. Således at tilbagevending var umulig, før jeg var helt sikker på, at minimum halvdelen af den forhadte opvask var overtaget af andre.

At lige skulle noget er at stikke af og pjække fra arbejdsopgaver, man ikke gider, orker eller bare mentalt er nødt til at udsætte for sig selv. I selve situationerne tror man givetvist lidt halvhjertet på, at det, man lige skal, er vigtigere end det, man egentlig burde gøre. Samtidig er det også en noget infantil måde at fortælle ens omverden, at man da i den grad selv bestemmer. Der er da ingen, der skal kræve noget af en, når man selv har opgaver, der er så enormt meget væsentligere. Som at gå på toilettet, f.eks. Det er også en måde at lade andre forstå, at ting skal komme i den rækkefølge, som ikke de, men man selv bestemmer. Hvis opvasken kunne vente til man lige havde gjort alt det andet, så var det vel i orden. Forsøger man i alt fald at bilde sig selv ind.

Som voksen skal jeg også lige noget, når der skal løftes tunge ting. Jeg HADER at løfte og finder det i grunden også urimeligt at afkræve løft af en slapsvans som mig. Det kommer man godt nok ikke ret langt med. Jeg har stadig naivt en ide om, at hvis jeg lige skal en forfærdelig masse ting, så må det da i mellemtiden gå op for andre, at de sagtens kan klare sig uden min minimale ydeevne. Min mand, derimod, skal lige noget andet, hvis jeg f.eks. beder ham skrælle grøntsager eller støvsuge. Han mener nemlig, at alt i verden er vigtigere end det og ved af erfaring, at hvis han bare lige skal noget nogle få minutter, så har jeg såmænd gjort det selv. Herregud, vi er kun to, så det overlever jeg! Og mine børn, husker jeg, var verdensmestre i Jegskallig`-en i forhold til de fleste hjemlige gøremål. Og med tiden meget forbavsede, når flere ting tilsyneladende godt kunne vente, til de lige havde snøvlet sig færdigt med det, der var så vigtigt. Som opvasken, der mirakuløst godt kunne vente på det, der lige skulle overstås og underligt nok ikke havde vasket sig selv op i mellemtiden.

På den måde er vi nok alle Jegskallig`-ere. Mere eller mindre. Det er så også på sin vis i orden, fordi det er så åbenlyst gennemskueligt, og fordi vi alle gør det. Altså den midlertidige og situationsbestemte Jegskallig`-en.

Det er meget værre med de notoriske, de uforbederlige og permanente Jegskallig`-ere. Dem, der ALTID liiiige skal noget. Dem, der aldrig kan overholde nogen form for aftaler, fordi der altid er noget, de lige skal have gjort eller overstået. Jeg har stået og ventet på mennesker, der som undskyldning for at komme væsentligt for sent havde, at de absolut lige var nødt til at overstå opvasken, lufte hunden, bage en kage eller noget helt, helt andet, der, ligesom alt det nævnte, sagtens kunne have ventet–og i alt fald ikke var løbet ret mange steder hen i mellemtiden. Som om deres liv foregår på den måde, at en fast aftale er en udløsende faktor for alt det, de har glemt, fortrængt og overset, og derfor må klares, inden aftalen overhovedet kan komme på tale som et konkret gøremål. Jeg spekulerer tit på, hvad de så egentlig laver, mens vi andre går rundt og gør alt det, der sætter os i stand til altid at overholde vores aftaler.

For når man er notorisk, permanent Jegskallig`-er, så er jo nok næppe fordi, man forsøger at undslippe og undgå ting. Fordi man overhovedet ikke har en eneste aftale i sit liv, man har lyst til at overholde. Eller fordi man prøver at undslippe enhver form for socialt samvær med andre mennesker. Der må være en anden årsag. Umiddelbart kunne man godt få den grimme tanke, at det havde noget med en selv personligt at gøre, at nogle mennesker altid lige skal noget andet på det tidspunkt, man har aftalt at mødes med dem. At man er noget sekundært og lettere ubetydeligt i deres liv. Men faktisk tror jeg ikke (altid), at det hænger sådan sammen. Det er umådeligt svært at sætte sig ind i for en, der sætter en ære i at være præcis (nærmest overpræcis), for for mig er Jegskallig` en undskyldning for at undgå ting, jeg ikke gider—ikke et livsvilkår, en måde at leve livet på. Jeg har sådan en lyst til at docere om prioriteringer til den slags mennesker, men sjovt nok tror jeg, at det fuldstændigt preller af på dem. De synes jo selv, de prioriterer–at al deres Jegskallig`-en faktisk er umådeligt vigtigt og relevant.

Faktum er bare, at det er et irritationsmoment. For mig. Jeg kan leve med opvaske/skrælle grøntsager/løfte ting Jegskallig`-en, for det kan jeg gennemskue og genkende. Den slags der affødes af bestemte situationer og er særdeles midlertidigt. Men jeg har godt nok svært ved at komme overens med den permanente Jegskallig`-en, som gentagne gange hensætter mig i alenlange ventetider, fordi der var så meget, der liiige skulle ordnes, inden det blev min tur.

 

Continue Reading

Vejr i utide.

Jeg har overhovedet ikke lyst til at tage et smukt billede af et idyllisk snelandskab. Selv om jeg denne morgen har alle muligheder for at kunne gøre det. Så derfor har jeg valgt at tage et grimt, rodet billede af en sneskovl, en kost og hundens lager af hjembragte pinde.

Jeg har nemlig lige skovlet sne, og er der noget, der kan få mit temperament helt op i  det blodtryksfarlige felt, så er er det sneskovling. Jeg hader det. Det er ingen hemmelighed, at det meste hårde fysiske arbejde fremkalder semi-allergiske reaktioner hos mig, men sneskovling tager dog, trods alt, førstepræmien. Jeg gør det udelukkende, fordi jeg er for udgiftssky til at betale en bøde for at have ladt være.

For hvad er den overordnede mening med, at jeg skal pudses på en sneskovl–her d. 5. marts? Hvor jeg i stedet burde nyde forårssolen og så småt lægge an til at åbne sommehuset igen, fordi der ikke længere er overhængende fare for frost i vandrørene? Misforstå mig ikke–jeg holder skam meget af sne. Både sneens æstetiske og dekorative værdi og dens umiddelbare brugsværdi for børn, hunde og barnlige sjæle, men den skal F…. kende sin besøgelsestid og komme på det rigtige tidspunkt. Ikke lalle rundt helt ind i marts som om den bare ikke kan få sin egen sejrsgang stoppet.

Hvor var sneen lige henne, da det var jul? Jeg spørger bare. Hvor VAR den, da vi alle tørstede efter dens indbyggede hyggefaktor og det lys, den trods alt giver i en mørk tid? Hvor var den i mørke, ulidelige januar, hvor den burde have hjulpet os lidt med at overleve pinslerne fra årets længste og allermest unødvendige måned? Der kunne den ikke snøvle sig sammen til noget som helst brugbart eller tilnærmelsesvist udsmykkeligt.

Umiddelbart er det nærliggende at konkludere, at den sne har misforstået noget–er blevet totalt vejr- og årstidsforvirret. Så måske skal man finde en snedig måde at hjælpe den med lidt selverkendelse–hvis den slags ellers eksisterer indenfor den sneiske selvforståelse.

Under alle omstændigheder må den godt fise af. Jo hurtigere, jo bedre. Finde et andet og mere passende sted at sprede sine fnug. Marts er for sent, for ubehøvlet, for besværligt, for en forfærdelig masse andre ting. Jeg vil have forår. Ikke denne 3 måneder forsinkede julesne, som burde komme til den erkendelse, at den ikke er andet end møgvejr i utide!

Continue Reading

Mit indre kraftværk!

Frostvejr giver mig altid problemer. Store problemer. Personligt føler jeg, de til tider er så enorme og altoverskyggende, at man simpelthen burde gøre en indsats for at konvertere dem til noget positivt og anvendeligt. Jeg er nemlig statisk overelektrisk i frostvejr. Så meget, at jeg i alt fald selv føler, at jeg snildt kunne levere strøm til en mellemstor provinsby en måneds tid omkring jul. Inklusiv mænds udendørs bling-bling rensdyrrædsler.

Jeg kan ikke gå i kunststoffer, hvis det fryser. No way. Alligevel har mit hår kun 2 modes: Enten klasker det som sygehushår eller ligner noget, der ikke har set en ærlig shampoo i det meste af et årti. Ellers også ligner det noget, hvis eneste plan er at komme så langt væk fra selve mit hoved som muligt. Mit hår er derudover planløst i sin evakueringsplan. Det stritter ikke blot opad–det stritter også nedad, udad, fremad og tilbage. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Men det er i og for sig også en totalt overflødig diskussion, for det er aldrig mig, der bestemmer retningen eller graden af klask. Her har mit hår sit eget liv, og jeg er ikke stemmeberettiget.

Jeg sætter enhver form for mellemmenneskelig fysisk kærlighed på stand-by, når det fryser. At give en velkomstknuser er en direkte opfordring til, at ikke blot jeg, men også mit uskyldige offer, producerer lynnedslag som i et tordenvejr i august. Jeg rører heller ikke ved ting af metal og anden udefinerbar oprindelse. At tanke benzin er en hurdle, som jeg prøver at undgå ved at tanke fuldstændigt op på forhånd, hvis vejrmeldingen siger frostvejr. For først får jeg stød, selv om jeg akrobatisk prøver at undgå helt at røre ved min bil, mens jeg kravler ud af den. Så smækker den igen, når jeg stikker kortet i automaten, hvorefter jeg sådan nærmest skal tage mentalt tilløb til at taste min kode, fordi jeg ved, det gør noget så forbandet ondt. Sidst, men ikke mindst, får jeg en ordentlig en over nallerne, hvis jeg går i nærkontakt med selve benzinpumpen. Så benzintankning er decideret fuld valuta på strømparametret.

Jeg køber heller ikke ind med indkøbsvogn, når det fryser. For hellere lave logistik på indkøbene og købe præcis det, der kan være i en plastikkurv– end at få det afskyelige smæk over fingrene, der altid udløses af at sætte mønten i indkøbsvognen. Hellere køre i Netto flere gange hver dag end gå i forhåndspanik over det forventede lag elektriske tæsk af en indkøbsvogn i den lokale Netto. Langt hen på foråret, altså langt ud over den sidste vinterfrost, kan jeg iagttage mig selv gøre mine automatiske og indgroede afledningsmanøvrer i masser af forskellige situationer. Som at gnide begge hænder mod træet i min fordør, inden jeg stikker nøglen i låsen, og som at befamle andre menneskers hoveddøre ad flere omgange, inden jeg tør anvende deres ringeklokker. Som at undgå enhver form for fysisk kontakt med fremmede og virke som en eneboer, der bare ikke kan klare nogen form for berøring, når jeg er sammen med folk, jeg kender. Og som altid at bede de forhåndenværende andre personer om at tænde for TV og andet elektronisk. Og hvis jeg er alene–så at lade helt være!

Det lyder som et fælt tilfælde af en overordentlig grim psykisk lidelse. Men det er det ikke. Det er ren elektricitet. Og den er god nok rent videnskabeligt. For når det fryser, indeholder luften ikke meget vand, og vand leder elektricitet. Væk fra mig. Når det fryser, flyder og flyver elektronerne løst rundt, og mange mennesker får stød, når de ( altså elektronerne!) springer fra f.eks. trøjen, der gnider mod håret. Eller låret, der gnider rundt på bilsædet. Eller den trøje, der sidder på hende, man giver en knuser.

Det værste er det høje, klare frostvejr, for sne indeholder dog, trods alt, en vis portion fugtighed. Derudover skal små kraftværker som mig være enormt bevidste om udelukkende at iklæde sig naturlige stoffer, så som uld og bomuld, når det fryser. Det synes jeg nu også, jeg gør, men det er mig nærmest umuligt at undgå konfrontationer med andre stoffer, hvis jeg bare skal leve et nogenlunde normalt og velfungerende liv.

Jeg glæder mig til, det bliver rigtigt forår. For nok vil jeg sikkert ubevidst stadig foretage mig min præventive tåbeligheder, men jeg vil da ikke kunne producere strøm i samme størrelsesorden som min vinterkapacitet. Jeg vil, sådan henad midt i maj, nok begynde at vove mig ud i at anvende indkøbsvogne, selv tænde for TV-et og turde give andre folk en knuser. Og måske vil andre højlydt kommentere, at min hår vel nok har forandret sig. Bruger jeg måske en anden shampoo? Det er da altid noget, at ingen endnu har lykønsket mig med, at jeg omsider har fundet ud af at vaske hår.

Continue Reading

Den sidste ubåd. I alt fald herfra!

Jeg burde slet ikke skrive dette. Burde i grunden bare nøjes med at tænke det og helt lade være med at blive indfanget af den generelle blanding af hysteri, fascination og snageri, der overalt præger såvel mediebilledet som mange private samtaler. Men så er det, jeg tænker, at med de læsertal, jeg kan stille op med, så gør det vel hverken fra eller til, om jeg også kører en smule med på undervandsvognen. I alt fald kommer jeg da af med min vrede, og det, siges der, er sundt og godt for sjælen. Selv om jeg samtidig nok gør lige præcis det, Madsen forventer af mig!

For han har været snu, ham Madsen. Og nu tænker jeg faktisk slet ikke på selve hans makabre, fuldstændigt vanvittige forbrydelse, og hvordan han, i alt fald på overfladen, forsøgte at forklare den helt ud på det dybeste vand. Jeg tænker mere på, at hvis det egentlige formål med planlagt at partere en uskyldig journalist i grunden udelukkende var at få fuld mediedækning på alle ventiler, så må man da sige, at Madsen har præsteret et stykke selviscenesættelse, der overgår det meste og i alt fald et kongeligt dødsfald. Henrik varede en uge, Madsen kører stadig for fuld presseskrue. Og det har han gjort siden august! Ydermere må det have været til hans fulde tilfredsstillelse, at hans menneskepartering resulterede i, at det uskyldige offer for hans vanvid blev fundet i etaper. Han fik jo ny omtale for hver legemsdel. Mediemæssigt ( altså at holde selviscenesættelsens gryde i kog) er der klare fordele i, at ligfund fordeles over såvel større arealer som adskillige kalendermåneder.

Hvis det nu var Madsens primære hensigt (og det er jeg så fæl, at jeg tror, det var!) at blive berømt, så er han i den grad lykkedes. Ikke nok med, at han hver dag siden august har høstet adskillige forsider i Danmark, så er han faktisk også blevet en international bestseller. Madsen er overalt på verdensplan. Han har erobret New York Times ( og hvem drømmer ikke om det?), The Guardian, Time Magazine, Der Spiegel, alle de andre, jeg ikke gider opremse, og generelt alt, hvad der mediemæssigt er værd at erobre. Madsen en blevet et NAVN, nærmest et brand på verdensplan. Han er givetvis den mest berømte dansker siden Niels Bohr og henviser Caroline og Margrethe til usle notitser på sekundære placeringer. Ydermere er han på hver dag–de andre skal enten vinde en kamp eller tabe en ægtefælle for tilnærmelsesvis at nå Madsens periskop.

I forbindelse med den forestående retssag er der, læste jeg i dag, anmeldt 75 journalister fra den internationale presse. Gad vide, om Henrik fik blot en fjerdedel–når vi nu skal sammenligne?

Hvis nu Madsen i virkeligheden bare hele tiden har haft et planlagt verdensomspændende mediestunt i tankerne, så må man sige, at han har lavet århundredets scoop. Man kan vel nærmest ikke få mere opmærksomhed, end han har fået. Hvis han nu, i virkeligheden, har kalkuleret med, at det var det hele værd at komme i fængsel i mange, mange år som betaling for hidtil uset international medieopmærksomhed–ja, så er projektet lykkedes! Manden har fået–og vil få–minimum et år på fuldt medieblus. Overalt, altså. Gad vide, om ikke hans syge hjerne lige nu synes, at det var værd at slå ihjel for? Jeg kunne godt være alvorligt bange for, at svaret er ja! Når man nu alligevel aldrig kunne få de skide raketter til himmels med et tilstrækkeligt stort publikum eller fastholde en stormende interesse for en hjemmebygget bundskraber, så må der simpelthen en ung svensk journalist til. Gerne i småbidder–så er berømmelsen sikret!

Ligesom vi hele tiden forbruger medier, lever vi også i det, der er ved at udvikle sig til det absolut ultimative forbrugersamfund. I årevis har mennesker forbrugt varer–nu er vi kommet dertil, hvor mennesker forbruger mennesker. I alt fald Madsen. Jeg ved det ikke, men jeg kan mistænke ham for, at samme svenske journalist i hans øjne på ingen måde har været et medmenneske. Hun har været en vare, et forbrugselement, som han har været nødt til at forbruge på sin egen menneskefjendske og makabre måde med det eneste formål at optjene berømmelse. Ikke 15 minutes of fame. Det var ikke nok. Det blev så, som historien viser, også til adskilligt mere….

Så Madsen må være tilfreds. Mission complete. Gad vide, om han overhovedet NÅR at få tid til at læse alt det, de skriver om ham, derinde i fængslet? Gad også vide, præcis hvilke følelser, han får, når han endnu engang ser sig selv i New York Times? Er han stolt? Rigtigt stolt? Som i, at der tog han godt nok røven på alle og fik lige præcis det, han hele tiden havde ønsket?

Selvfølgelig er mediedækningen et tosidet monster. Der var jo nok ingen aviser, der ville skrive mere om Madsen, hvis ingen gad at læse det. Men det vidste Madsen nok også godt. At der skal lig på bordet og parteringer til, hvis det er forsiden, man stiler efter.

Derfor burde jeg slet ikke skrive om ham. For det første er der nok, der i forvejen gør det. Men allermest sidder jeg jo lige her og gør præcis det, han gerne vil have mig til. Og selv om min læserskare er begrænset, så har han ( i mine øjne!) myrdet og parteret sig til, at jeg også er dum nok til at give ham lige det, han hele tiden har villet have! Ligesom verdens samlede medier.

 

 

Continue Reading
1 2 3 10