Om terrorisme.

Hver gang verden igen, igen bliver udsat for et forfærdeligt terrorangreb, kommer jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde for nogle år siden. Det var i 90-erne, i perioden hvor fredsforhandlingerne i Nordirland stod på, og mens IRA stadig bombede løs mere eller mindre efter forgodbefindende, primært i England.

For man skal jo lige huske på, at op til 00-erne var den meste terror af europæisk hjemmeavl. Det var IRA, Rote Armee Fraktion, Baader-Meinhof og alle de andre europæiske terrorbevægelser, der sprængte os i luften dengang. Vi var, om man så kan sige, selvforsynende i inter-europæiske dræbergrupper. Så fjenden kom ikke udefra og var til at forholde sig til som nu, hvor det klart er “Dem-mod-os”. Dengang var de faktisk på mange måder “vores egne”, og det er forfærdeligt meget sværere at forholde sig til moralsk. Det er ALTID lettere at forholde sig til en ydre fjende, end til en indre. Den ydre kan man stå sammen om, den indre er udefinerbar, skræmmende og skaber mistanke. Det vidste de ualmindeligt godt i Stasi og KGB.

Anyway. Jeg skulle til Irland med en klasse, og fik den ide, at vi da kunne prøve, om vi kunne komme til at tale med en repræsentant fra Sinn Fein. Det var dengang, man sendte en snail-mail og ventede i månedsvis på svar, så jeg var ude i god tid. Og minsandten. De ville da gerne tale med os–nok især fordi jeg sådan havde pyntet lidt på vores cv, så de vist troede, mine elever studerede politologi på et anerkendt universitet. Under alle omstændigheder skete der det, at IRA i tiden mellem aftalens indgåelse og det faktiske møde på et lidt skummelt hotel i Dublin lige fik sprængt det meste af Canary Wharf i London i rimeligt små stumper samt dræbt to personer ved samme lejlighed.

Nu vil alle jo vide, at der BESTEMT (og jeg gentager BESTEMT!) ingen sammenhæng er mellem IRA og Sinn Fein, men mine elever var nu alligevel udspekulerede nok til at udfritte den professor i politologi, som skulle tale med os på partiets vegne, omkring bomberne. Først ville han slet ikke vedkende sig nogen sammenhæng, viden eller indrømmelser, men som eleverne faktisk udviste en vedholdenhed, som jeg da godt kunne have brugt i andre sammenhænge, åbnede han lidt op. Faktisk endte det med, at han adskillige gange gentog, at det var de to dræbtes egen skyld, at det var gået dem så fatalt ilde. Eller måske ikke deres personlige skyld, mere myndighederne, fordi “The IRA DID give their warning/IRA GAV jo deres advarsel.”

Vi var en smule forundrede over dette mantra, som han klamrede sig til og sagde utallige gange. Men opdagede, at det for ham var den logiske legalisering af, at IRA var i sin fulde ret til at smide nogle dræberbomber, når de blot en time i forvejen havde indtelefoneret en advarsel. Så kunne folk jo da bare flytte sig. Og nåede de ikke det, var hele miseren myndighedernes skyld, fordi de lallede med at få folk udenfor bomberadius. Eller: I virkeligheden var det udelukkende de britiske myndigheders skyld, at to uskyldige mennesker blev dræbt på Canary Wharf, for IRA havde til punkt og prikke fulgt spillereglerne og kunne derfor ikke lastes for nogen form for skyld.

Det var noget af en kamelbombe at sluge. Og en indre logik, som jeg stadig finder det svært at skabe sammenhæng i. Men jeg tænker alligevel tit på det. Fordi der for mig ikke er nogen form for samme indre logik i at begå terrorhandlinger. Men måske–og her kommer så en form for konklusion–er det fordi, jeg ikke fatter logikken, ikke kan se det åbenlyse, som professoren fra Irland så tydeligt så som sandheden. Der eksisterer tilsyneladende en anden, en terroristhjernebaseret logik, som jeg ikke kan forstå. En kynisk, menneskefjendsk sammenhæng, der med andre konklusioner end de for mig gængse kan legalisere at slå andre mennesker ihjel. Og en forklaringsmodel, der altid kan placere ansvaret, eller skylden om man vil, et andet sted end der, hvor den efter min bedste overbevisning skal placeres. Det må være sådanne, forkvaklede årsagssammenhænge, der skaber terrorister. Og det må desværre også være samme sammenhænge, der får enhver terrorist til at se sig selv som aldeles skyldfri og i sin gode ret til at gøre præcis, hvad han/hun gør. Det er nemlig alt sammen andres skyld. Så kan de lære det!

På Falls Road i Belfast, hvor hundredevis af mennesker gennem tiden er blevet sprængt i stumper og stykker, har jeg gået mange ture med min gode guide Padraig, som har siddet i fængsel i 15 år. Han var medlem af IRA, sultestrejkede med Bobby Sands i 80-erne, havde nogle uheldige episoder med et antal bomber, som sendte ham i langvarigt fængsel og mente selv dengang, at alt, hvad han gjorde var fuldt legalt og berettiget. De sidste 20 år har hans livs mission været at fortælle verden om sine egne basale misforståelser. Ikke som et klynkende, angrende offer, men som en stærk mand, der ønsker en anderledes verden og en anderledes årsagssammenhæng. Vi har brug for flere som ham.

Billedet viser et uddrag af muren omkring Bethlehem/Vestbredden, som israelerne har bygget. Det er grafittikunstneren Banksy, der har kommenteret urolighederne og terrorismen på netop det sted–og i resten af verden. Jeg synes, han har gjort det genialt.

Continue Reading

En blandet forårsfornøjelse.

Jeg har før skrevet om mit en smule anstrengte forhold til haver–og især til havearbejde. Hele den lange vinter kom jeg faktisk til at glemme min have lidt. Den var jo alligevel bare kold, mørk og passede sig selv på den måde, jeg lige kan lide den for: Den lod være med at gro.

Lige nu er den tid på året, hvor jeg mærker mit særdeles ambivalente forhold til haven. Det er jo usigeligt smukt, når forårsblomsterne skyder op. Alle farverne er så dejligt rene, og det gør en glad, at sådan nogle små planter gider gøre sig den umage at kravle helt op til overfladen, bare for at bringe forårsglæde. Mørk, tom, lortebrun jord ER altså kedeligere end gule krokus.

Men så er der jo bare det yderst ubehagelige skår i glæden, at når blomsterne skyder op, så ledsages de af alt det lort, der burde blive i jorden. Alt det, der absolut aldrig har indset sin besøgstid (eller mangel på samme) og bare plastrer haven til med sig selv- ganske egoistisk uforskammet og fuldstændig uden tanke for krokusmæssige konsekvenser. Altså ukrudtet. I min have har det et evigt tilbagevendende væddeløb med alle de pæne planter. Og desværre har det det ofte med at vinde samme race.

Så jeg nyder forårsblomsterne, mens jeg stadig kan se dem. Altså inden møgarterne begynder at brede sig vildt og uhæmmet. For det gør de snart, det ved jeg.

Jeg kan så vælge imellem at aflive lorteplanterne manuelt eller at se mine fine blomster langsomt blive kvalt af møgbevoksning. Eller–det kan jeg vel i grunden ikke. De skal F… ikke tro, de får mig, de grimme sataner. Eller i alt fald får mig til at nedværdige mig til overhovedet at bekymre mig om deres liv og levned. Jeg nyder mine krokus, mens de stadig er synlige, og hvis havelortet synes, det vil overtage domænet, så overgiver jeg mig frivilligt uden kamp. Der er godt nok ikke noget ukrudt, der skal bestemme over mig og mine havevaner. Hvis det vil gro, så lader jeg bare som om, jeg ikke ser det, for mig får det ikke ned med nakken. Eller til at luge.

For jeg tror naivt på, at hvis jeg lader ukrudt være ukrudt og vender det blinde øje til, så kommer der en dag, hvor lortet simpelthen ikke gider gøre sig umage med at gro i min have mere. Akkurat som man negligerer et uartigt barn. Så kan det lære det. Kan det.

Continue Reading

Må jeg lige minde om?

For tiden er der nærmest amerikansk undtagelsestilstand blandt befolkningen herhjemme. Med det mener jeg, at den tiltro og tillid, vi gennem de seneste år har opbygget til den beskyttende storebror derovre på den anden side Atlanten, er blevet til hovedrystende undren og klar afstandtagen. Det er en etableret magt- og kulturfaktor samt en mangeårig samarbejdspartner, der er ved at miste sit domæne. Såvel politisk som rent følelsesmæssigt.

Et super eksempel på netop dette var billedet af den nydelige, afgående amerikanske ambassadør, hans charmerende mand og deres nuttede fælles retriever, der forlod Danmark. Det billede gik helt i like-selvsving, fordi det i al sin enkelthed symboliserede alt det, vi følte, vi sagde farvel til. Frisindet, åbenheden, det liberale Amerika ( i Amerika betyder “liberal” venstreorienteret)–eller med andre ord lige præcis ALT det, vi umuligt kan forbinde med (T)rumpen.

Men må jeg lige minde om, at Amerika for sådan nogle tvekvartgamlere som mig BESTEMT ikke altid har været attråværdigt og forbundet med noget positivt. I 60-erne lagde talstærke Vietnamdemonstrationer i det indre København såvel Amerika som politistyrken, der skulle afværge de allerstørste skader, for et had så stort, at det var samtaleemne i flere år. Der var gadekampe, hvor folk blev alvorligt såret, og der var et indre nagende had mod den store stat derovre fra en meget stor del af befolkningen. Præsident Reagan gjorde bestemt ikke sagen bedre. Han var mildest talt uspiselig for rigtigt mange danskere, og dengang var vi en særdeles stor gruppe, der helt bevidst gik udenom enhver form for amerikanske varer. Amerika var et skræmmebillede, kapitalismens højborg og et land, vi ideologisk tog dyb og dybfølt afstand fra.

Jeg læste engelsk fra 78-83, og på selve engelskfagets højborg var mistilliden til Amerika utroligt udbredt. Vi var ekstremt omhyggelige med at tale britisk engelsk, og de, der af den ene eller anden grund talte amerikansk, gjorde alt for at skjule eller dæmpe accenten. Så sent som for 3 år siden i New York blev vi–altså en gruppe af engelsklærere i alderen 50-60–spurgt af en foredragsholdende amerikaner, hvorfor vi alle talte britisk engelsk. Med slet skjult løgn i stemmen forklarede vi, at det jo var, fordi Storbritannien sådan rent geografisk var tættere på os.  Men det var det jo ikke. Det var udelukkende fordi, at da vi i sin tid læste engelsk, slog vi knuder på stemmebåndene for at få den politisk korrekte accent. (Og her udelader vi så lige Mrs. Thatcher. Eller også siger vi, i bagklogskabens hellige navn, at hun da i det mindste ikke var i stand til at destruere verden 27 gange. På en gang.)

Jeg var i USA for første gang i 96. Altså næsten 20 år efter at min livslange kærlighed til det sprogområde og dets litteratur blev grundlagt. Det kom simpelthen ikke på tale før, for det der grimme land derovre rejste “man” bare ikke til. Det var “the devil incarnated” og ikke et sted for bevidste mennesker. Jeg erindrer også tydeligt, at jeg overfor visse veninder havde forberedt et helt arsenal af undskyldninger for overhovedet at begive mig ind i fjendens lejr. At jeg så på den tur måde æde mine egne, forstokkede fordomme og gradvist give mig selv lov til at blive noget så inderligt forelsket i landet på godt og ondt, er en helt anden sag.

Men der skete jo en mentalitetsændring med Clinton og senere Obama. We learned to love. Vi var mange, der lidt snuptagsagtigt fik fortrængt vores gamle fordomme, og i den slags processer sker der så også altid det, at man med tiden glemmer sin modstand. Tidsånden var selvfølgelig også med på sidelinjen. For fra 60-ernes kapitalistsvin, der på må og få og for egen stolthed og vinding invaderede uskyldige små lande, blev nationen derovre jo vores allierede i kampen mod andre stater, som nu blev den nye tidsånds fælles fjende. Det var svinsk, det der med Vietnam, oversvinsk. Men nede i Mellemøsten har vi faktisk nogle fælles interesser, og de har mere militær end os. Endelig scorede de vildt på følelsesskalaen dengang i 2001. Så stod vi da lige sammen.

Jeg elsker stadig Amerika og, især, det amerikanske folk. Det kan han ikke tage fra mig. Og jeg skal også nok troppe op for at gense mine yndlingssteder. F.eks. på næste mandag. Men jeg synes bare, vi LIIIGE skal huske på, at den amerikanske forherligelsesperiode, som nu er i sin absolut afsluttende fase herhjemme, kun har varet få årtier. Det er ikke en gammel, trofast ven, vi er ved at miste tilliden til. Det er en, set i et historisk perspektiv, relativt ny ven, som vi i 60-erne ABSOLUT ikke så ret meget positivt ved. Prøv lige at husk det–dem, der kan!

Så den nuværende tabte tillid kan vel også–som historien så flot viser–generhverves. Det tager vel bare omkring 4 år, inden den proces kan begynde.

Continue Reading

Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.
Continue Reading

Sne til tiden.

Jeg kan forstå, at i løbet af i dag skal jeg have væltet en hel masse sne ned over mig. Ikke for min skyld. Jeg kan godt klare mig uden.

Jeg er ellers ret vild med sne. Altså når jeg ikke skal bruge den til andet end alt det, man nu lige bruger sne til. Den slags, der primært foregår ret tæt på mit hus og ikke involverer, at jeg skal ud og køre i den. For det meste kan jeg simpelthen ikke–sådan med måde–få sne nok. Men den skal komme til tiden. Kende sin besøgstid.

Hvad bilder den sig ind at komme væltende her, når jeg nu mentalt allerede har bevæget mig ud over sne og hen til krokus og vintergækker. Den kunne da have passet sin snepligt lidt mere omhyggeligt og mødt op til jul, hvor den rent faktisk var savnet. Eller i januar, hvor den kunne have spredt lidt hvid glæde i en ellers mørk skodmåned. Den der sne har med allerstørste sandsynlighed ikke forstået sin indbyggede besøgstid. Den har, med andre ord, ikke et fnug situationsfornemmelse.

For hvis jeg nu ville have sne hele året, så var der givetvis steder, jeg kunne bosætte mig og få det. Eller varme. Så kunne jeg da bare blive beduin og flytte rundt i Sahara. Men lige præcis de der skiftende årstider er nok (sammen med en masse andet, som i denne sammenhæng er absolut irrelevant) noget af det, jeg holder så meget af ved Danmark. Den evindelige cyklusbevægelse, livet der leves i årlige cirkler, forgængeligheden og naturens opstandelse–alle de der forskellige årstidsmodes. Det er jo lige præcis det, der skaber såvel fremdriften som foranderligheden. Både i mig og i naturen. Inde i mig ser der ikke ens ud sommer og vinter. Og min nydelse af årstiderne sker udelukkende på baggrund af de andre årstider. Det ville være totalt irrelevant at hylde foråret, hvis det ikke havde været vinter. Og snevinteren hvis det ikke havde været sommer.

Men i min optik har årstiderne samtidig et ansvar. De skal passe deres besøgstid. De skal være her, når det er deres tur. De skal markere sig med hvert deres tydelige udtryk, så jeg ikke et sekund er i tvivl om, hvor på året jeg befinder mig. Det projekt kan så somme tider falde lidt uheldigt ud i Danmark. De er lidt vakkelvorne, lidt vægelsindede, somme tider lidt langsomme i optrækket, de årstider.

Eller lidt lallende sent på den. Som nu den sne, der skal hældes ud i dag. Jeg ved godt, det stadig er februar, men jeg synes faktisk, de sidste uger har haft sådan nogle indbyggede forårsfornemmelser, som jeg godt kunne bygge rigtigt positivt videre på. Hvad ligner det så med denne sidste krampetrækning, denne sidste pissen vinterterritoriet af? Må jeg bede om sne til tiden!

Continue Reading

Om virkelighedsopfattelse.

To scenarier.

Den virkelige: Medlem af det britiske Labourparti Paul Flynn udtaler i en debat i underhuset om Trump: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Smil. “Yes”. “Godt sagt, makker.”

Den tænkte: Trump udtaler om det britiske parlamentmedlem Paul Flynn: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Hovedrysten. “Idiot”. “Hvad F…. bilder han sig ind.”

Således afhænger alt af ørerne, der hører. Og hvis man kræver, at den part, man er uenig med, skal debattere på en seriøs, saglig måde, må man nok begynde på sin egen banehalvdel.

Så det vil jeg prøve.

Continue Reading

Valuta for mine penge.

Det er så lang tid siden, jeg sidst var ude at rejse, at jeg helt har glemt min banks temmelig lemfældige omgang med mine penge. Måske er det kun min bank, der behandler sine kunder på denne måde, men jeg synes, det er uforskammet. Det ved de også godt dernede. Jeg har fortalt dem det. Mange gange. Jeg mener ligefrem at kunne iagttage, at de to banklotterivindere, der stadig både har arbejde samt må bemande den tomandsbank på størrelse med en telefonboks (hvis nogen ellers kan erindre sådan en!), der skal servicere en mellemstor provinsby, skyndsomst fortrækker ud i diverse baglokaler, når jeg nærmer mig.

Det, der sker, er: Jeg bestiller min rejsevaluta på nettet og får en bestemt dato, hvor den vil ligge klar til mig. Så langt, så godt. Denne gang var den “bestemte dato” så 23. februar. Nu har jeg så lige været inde på min Netbank, som jeg jævnligt tjekker efter det identitetstyveri, jeg tidligere var ude for. Og her d. 20. februar optræder der så en post ved navn “Fremmed valuta”. 5000 dask lige ned i bankforet. Hvis jeg nu troppede op dernede ved åbningstid i dag for at afhente de penge, jeg tilsyneladende allerede har købt og betalt, ville jeg få at vide, at de først er bestilt til d. 23. og derfor ikke forefindes indenfor telefonboksområdet. De skal nemlig transporteres hertil fra en endnu mere mellemstor provinsby, og det tager–lige så tilsyneladende–3 dage at få dem afsendt og transporteret de 24 kilometer hertil. (Det er lige–men også kun LIIIIIGE– før, post-u-væsenet kunne slå den rekord!)

Men det er jo slet ikke bankens interne logistikproblemer, jeg er sur over. Jeg er simpelthen knotten over at betale for en vare, inden jeg på nogen mulig måde har erhvervet den. Det ville svare til, at jeg tog en tur i Netto og samlede en masse varer i min kurv, pænt betalte for dem og derefter fik at vide, at de først kunne afhentes om 3 dage. Slut med at købe letfordærvelige varer! Eller investerede i et nyt stykke beklædning og så blev anmodet om at afhente ved ugens udløb. Tænk lige på konsekvenserne indenfor restaurationsbranchen: Man bestiller og betaler en frokost/middag, og må så sulte 2-3 dage, inden den overhovedet kan indtages. Måske ville det her mere svare til at betale for maden i det øjeblik, man bestilte bord? Jeg tror, metoden ville indebære en relativt udpræget butiksdød, og omsætningen ville nok gå i styrtdyk.

Flere gange i mit liv har jeg da været ude for at skulle vente på en vare. Prøvet et stykke tøj, som de ikke lige havde i min størrelse, men som butikken så ville bestille hjem til mig. Jeg har ALDRIG været ude for, at nogen butikker har været nederdrægtige nok til at afkræve mig betaling, før min efterspurgte vare var fremme. Eller at det overhovedet kom på tale. Eller at butikken bare sådan lige gjorde det–ligesom banken gør.

Det forbandede ved banker er jo netop, at de har fri adgang til ens penge. De kan fuldt legalt mase sig ind på ens konto og skrabe det, der for dem er håndører i miniformat, ud af den. Også 3 dage før den bestilte vare er fremme.

Det er altså bare ikke i orden. I min optik betaler man for en vare eller tjenesteydelse i det øjeblik, man erhverver den. Det betyder helt konkret i det øjeblik, man står med den i hånden.

Vi handler ikke valuta på forventet efterbevilling, bank! George Washington på bordet, og pengene falder. Ikke før! Ellers vil jeg alvorligt overveje at gå i madrasmode, og så må I vinke farvel til alle de penge, som nu udelukkende kan forefindes inde i en skibsbriks fra 70-erne. Det må da være en trussel, I kan forstå!

Continue Reading

Da jeg blev udsat for identitetstyveri.

Det er vel en 4-5 år siden nu, og det hele startede med, at jeg blev ringet op af min bank. Kunne det passe, at jeg, samtidig med at jeg tilsyneladende passede mit arbejde herhjemme, spurtede rundt fra stat til stat i USA og ivrigt brugte mit Visakort?

Det kunne det så ikke. Så nogen var tydeligvis i gang med at assistere mig på den front. De havde noget af en fest på min regning derovre, og de var helt klart ikke amatører. De var startet med at bruge små, uskyldige beløb på 2-3 dollars, for derefter tålmodigt at afvente, om nogen opdagede det. Da det beklageligvis ikke blev noteret af hverken mig eller banken, eskalerede beløbsstørrelserne hurtigt, uden at de dog blev sådan helt vanvittige. Jeg tror, det største beløb var i omegnen af 5000 kroner. Men samlet løb det jo alligevel op til adskillige tusind kroner.

Nysgerrig som jeg var, satte jeg mig også for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde investeret i derovre på den anden side Atlanten. Det lykkedes mig i de fleste tilfælde, og lad mig bare sige, at 1) jeg kan godt forstå, de brugte en andens kort, for jeg ville også have anvendt mulige dæknavne, hvis jeg skulle handle i den type forretninger (de fleste hed noget med “pussy” eller”horny”), og 2) det er yderst forbavsende, hvad den slags legetøj sådan samlet kan løbe op i, samt 3) de må VIRKELIG have haft noget af en fest.

Jeg spekulerende selvfølgelig også som en gal over, hvordan en flok sexhungrende amerikanere var blevet til mig og mit Visa. Jeg aner det stadigvæk ikke, men har en lille formodning om, at det måske har en sammenhæng med, at jeg på det tidspunkt var fagboss i engelskgruppen og derfor ofte købte bøger i diverse internetbaserede boghandler i såvel England som USA. I alt fald var det flere år siden, jeg sidst havde været i USA. Samt aldrig i netop de områder, mit Visa selvstændigt nu rejste i.

Banken var hele vejen igennem meget behjælpelig, men at blive udsat for den type tyveri er alligevel særdeles besværligt og tidskrævende rent praktisk. Man skal udfylde et ret omfattende registreringsark samt minutiøst redegøre for hver eneste forfalsket udtræk, inden banken kan erstatte det. Det gør de faktisk, men selvfølgelig erstatter de ikke al den tid, man bruger på det. I det øjeblik, tyveriet bliver opdaget, lukkes kortet selvfølgelig, men man må vente et godt stykke tid, før det kan anmeldes, for man skal jo være HELT sikker på, at der ikke er hævet mere. Og når det sker i udlandet, kan der jo godt gå en rum tid, før beløbene bliver registreret i Danmark.

Jeg kan huske, at jeg på det tidpunkt skulle en uge på kursus i Oxford, samt at der ikke stod så meget som en krone på min konto. Alt det, der burde have været der, var lige så stille blevet støvsuget over Atlanten. Selvfølgelig fik jeg et nyt kort, men hver gang jeg brugte det, ville jeg overtrække og trække renter, og netop det, at jeg skulle anvende det i udlandet, gav mig koldsved. Stod der også nogle liderbukke i Midtengland og bare ventede på at aflure min kode, så de kunne styrtspurte hen på det nærmeste bordel i mit navn?

Jeg har bevidst skrevet om alle de praktiske følger først. For selvfølgelig var de “de værste”, og selvfølgelig kan de ordnes med tiden. Så langt, så godt. Men der er altså også andre følger. Allermest en basal følelse af usikkerhed, utryghed er måske endda et bedre ord. Især ved at anvende sit kort i udlandet. Det er selvfølgelig en god undskyldning for at lade andre anvende deres i stedet, men den går jo desværre ikke i længden. For hvem var det, der gik og spillede fandango som mig? Ville de gøre det igen? Og hvis ikke engang ens Visa var sikkert, hvad var så? Samt allerværst: Var mit Visa det eneste, de havde luret sig tilgang til? Hvad VIDSTE de om mig? Hvad ville de BRUGE?

Heldigvis sluttede sagen efter et par måneder med, at jeg fik alle mine penge retur. Samt at jeg overtalte banken til at betale renter for overtræk på tomme konti, der jo faktisk slet ikke var så tomme endda. Deres indhold var bare midlertidigt udlånt til liderkarl i Amerika.

Men jeg tjekker mine konti med meget regelmæssige mellemrum. Og jeg er meget påpasselig med, hvad jeg køber på nettet, samt hvordan jeg bruger mit kort i udlandet. Så indtil nu er der heldigvis ingen, der har haft held til at investere i mere sexlegetøj på min regning igen.

 

Continue Reading

Pensionæren.

Det er på dage som denne, man virkelig seriøst overvejer, hvad der i sin tid fik en på den besynderlige tanke at give denne gratist adgang til hjemmet. SE LIGE DE POTER!!

Fozzie ( i daglig tale Foz, Overtumpe, Svin og Dyr. Han er fuldstændig upartisk med navne, han lystrer ikke nogen af dem alligevel.) har lige været en tur ned gennem sin elskede Spejderskov, hvor han har læst dagens hundeavis i samtlige buske, fanget 10-20 gode pinde og steppet rundt i noget rigtigt behageligt mudder. Det er den tur, vi går flere gange dagligt, for hvis hunde kan være autister, så er han det.

Vores sidste hund, Lucky, var bøsse. Han var fuldstændig uinspireret af alle hunhunde, men en god hanhunderøv indtog han altid med stort behag. Selv da han som gammel fik gigt og måtte nøjes med hanner under en vis højde. Det var hans puddelperiode.

Fozzie vil helst gå den samme tur hver gang. Vi har sammen udviklet et turkatalog på 3-4 hovedture, som vi så holder os til. Og vi skyder ikke genvej eller går længere, for så strejker dyret. Han står bare bomstille og nægter at flytte sig så meget som ½ centimeter. Nej, vi holder os til de samme stier, pisser pænt op ad de samme buske og lægger dagens pøl oven i alle de andre dages pøller. Vi går også på præcis samme tidspunkter, og glemmer jeg det, så er Fanden løs. Så indledes der et stormangreb på mine tæer, mine bukseben og nogle gange mine ører. Hvis jeg er stupid nok til at prøve at ignorere det, så sidder jeg pludselig med 40 kilo Retriever på skødet, og så kan jeg jo ligesom lære det.

Et af de tidpunkter, vi derimod aldrig går på, er hveranden mandag ved 8-tiden om morgnen. Der kommer skraldebilen nemlig, og skraldebiler er noget af det allermest uhyggeligt, angstfremkaldende farlige i hele verden. Hvis en skraldebil spottes i kvarteret, nægter Fozzie at gå tur. Selv med natteblæren fuld, kan han ikke sparkes ud af huset. Endnu værre er det dog, hvis vi HAR vovet os ud, og så tilfældigt møder sådan en dræbermaskine. Så vil dyret hjem, og det skal være nu. Lige nu. Vi har sammen lavet en del postyr i morgentrafikken, når 40 kilo Retriever i fuldt firspring halser afsted foran en skraldebil med en trekvartgammel dame i snor, uden at tage nogen som helst hensyn til andre former for tilstedeværende trafik.

Fozzie har ikke ret meget legetøj. Det kan han ikke finde ud af. Han har Hund, som er ham selv som tøjhund og så en plastikjulemand, som engang kunne pibe i 5 minutter. Hund og julemand skal altid ligge samme sted, og hvis vi flytter dem, bliver de omgående lagt tilbage. Der er autistisk orden i tingene.

Og når jeg så kigger på det oversvin, jeg har været så venlig at tage med hjem nede fra den Spejderskov, så undrer det mig, at jeg overhovedet gider have ham i huset. Når folk spørger, hvor ofte han fælder om året, siger jeg gerne. “1 gang. Hele året.” Vi vader i skove af aflagte hår, som også med stor præcision indtager ethvert hjørne, og vi sidder på dunede, retrieverfarvede møbler, som nedenunder vist er blå. Tager man en ulden frakke på i byen, fremgår det med al tydelighed, at man har taget det meste af sin hund med. Undtaget det, der er indeni. Vores trægulve har selv-ekspanderende stier af mudder, der, selv om jeg da synes, jeg er ret påpasselig med at vaske dem, ligner skovstier i november og bestemt ikke er risikofrie mht. glideværdi. Og gulvene nedenunder? Når man får sig gravet derned under mudderet, så er de sådan nærmest trevlet op. Som om en mindre hær har holdt afdansningsbal iført sylespidse stilletter i timevis.

Så det er altså ikke for at tilgodese renlighedsfaktoren, at man skal anskaffe sig sådan et dyr. Den koster jo også. Fozzie er f.eks. meget selektiv i sin madsmag og indtager helst kun hundemad fra pose, hvis han har været i sultestrejke i godt og vel en uge. Til gengæld siger han aldrig nej tak til oksekød, kylling og leverpostejmadder. Især leverpostejmadder. Hundemad afføder det der blik, som enhver hundeejer vist kender, og som i al sin enkelhed betyder: “Hvad Fanden regner du mig for?”

Lige nu har Fozzie været inde i stuen og løbe en smule langdistanceløb rundt på alle gulvflader med de der poter. Pt. drikker han vand ud over et større gulvareal, mens han gavmildt deler ud af mudder og behåring. Om lidt kommer han herhen , sætter sig ned, lægger en pote på mit lår og kigger op på mig. Så ved jeg godt, hvorfor han i sin tid fik adgang til hjemmet. Og får lov at blive.

Continue Reading

Om brugerbetaling.

ADVARSEL! Dette er ikke et korstog mod den øgede brugerbetaling, vi alle bliver udsat for fra samfundets side. Det er istedet en personlig, økonomisk lidelseshistorie, som handler om den brugerbetaling, jeg, og kun jeg, udsættes for fra min egen side. En brugerbetaling, der gør mig til en beundringsværdig god samfundsborger. Jeg spæder hele tiden både store og små beløb i samfundets store kasse. Det er mig, man skal takke for rigtigt mange af de ekstraydelser, der tilbydes i vores samfund. Dem har jeg betalt.

F.eks. indførte jeg allerede i min barndom brugerbetaling på bibliotekerne. Over årene må jeg have sponseret hyldevis af litteratur, selv om jeg selvfølgelig kun støtter med småbeløb ad gangen. Det er altid dyrest, når hende den rødhårede dame opsøger en i hjemmet for at drive udløbne bøger op, men så betaler man hende altså også for minimum ½ forfatterskab til deres samling. Hende, damen altså, er jeg kommet på hils med nede i byen.

Jeg vedligeholder også en del parkeringspladser ud af egen lomme. Eller i alt fald har jeg P-vagten mistænkt for, at hun, hver gang hun spotter min bil, jubler: “Så er der løn, folkens.” Det gør ondt, hver gang den der lille lort sidder i vinduet, og selv om jeg virkelig har erfaring med traumet, så er det svært at komme til computeren og få det afviklet. Engang for mange år siden gemte jeg en bøde så længe, at den blev væk for mig. Så måtte jeg gå ned på politistationen og sådan lidt undseligt forklare dem situationen. De lignede nogle, der aldrig før havde været ude for, at nogen sådan af fri vilje kom og bad om en bøde. Det var mange år før Brian Mikkelsen.

Jeg er også yndlingsmotiv for det der kamera, der udelukkende portrætterer folk, der er iklædt bil. Det er VIRKELIG ikke , fordi jeg sådan generelt ligger og fræser rundt som motorbøllinde på gader og stræder, men det er til gengæld 100% sikkert, at hvis jeg sidder i egne tanker og kommer til at køre en brøkdel for hurtigt, ja, så er det altid og uden undtagelse lige foran sådan en knipsesatan i vejsiden. Jeg bliver da aldrig foreviget til eftertiden, når jeg smålunter i Aygoen. Så vejenes vedligehold bidrager jeg også til på fremragende måde.

Det er også en virkelig god ide at sende mig et datostemplet girokort. Det er mig, der aflønner mindst 1 ansat hos f.eks. Danmark, Skat, Gyldendals Bogklub og Toyota. Eller i alt fald 1 ansat, som de firmaer så selv må finde ud af at deles om. Men vedkommende kan vel også holdes i arbejde bare ved at sende mig opdaterede påmindelser med jævne mellemrum.

Jeg synes ellers selv, jeg er et meget økonomisk menneske, men tilsyneladende har jeg nogle brister indenfor særligt udvalgte områder. Jeg kan selvfølgelig vælge at se sådan på det, at jeg jo hos de fleste instanser bidrager til gavn for hele samfundet. Hvordan ville udvalget af bøger på bibliotekerne og vedligeholdelsen af parkeringspladser og vejnet ikke se ud, hvis de ikke havde mig? Havde vi overhovedet en Storebæltsbro?

 

Continue Reading
1 2 3 5