Om Outlet Neumünster.

Min kuffert er gået i stykker. Mellemkufferten. Eller rettere, dens lynlås er. Den kan godt lukkes, men den kan kun lukkes halvt op. Jeg kan ud fra erfaring meddele, at det er forbandet besværligt altid at skulle grave sig ind i det nederste hjørne. Hvor alt det, man lige skal bruge, altid befinder sig. Og hvor man med al sandsynlighed altid får fat i det forkerte ved blindudtagning i kuffertmørke. Det er ikke til at holde ud.

Det var så derfor, jeg fik ideen om at køre omkring outlet-landsbyen i Neumünster. Bygget på stor erfaring med amerikanske outlet-villages, hvor i alt fald jeg altid finder enorme mængder til en vanvittig god pris. Både need to haves og nice to haves. Mest de sidste. Der måtte man da kunne få en ordentlig kuffert til en sympatisk pris.

Der er såmænd pænt nok dernede. Vi forledes allesammen til at tro, at vi går rundt i en lille landsby af ubestemmelig national herkomst, og at det kun er tilfældigt, eller for hyggens skyld, at de fleste af verdens mærkevarer minsandten har sat hinanden stævne på en mark udenfor Neumünster. Jeg er nok mere til kønsløst industribyggeri, hvor ingen gør en hemmelighed ud af, at alle udelukkende er der for at handle–og forretningerne ligeså udelukkende for at sælge. Det er da i det mindste ærligt.

For det der sted er nok noget af det allermest uærlige, jeg nogensinde har mødt. Der er IKKE tale om outlet, som jeg definerer ordet. I stedet er det en samling af dyre mærkevarer i falsk landsby-kulisse, hvor tingene koster præcis det samme (eller mere!!) end i almindelige butikker, og hvor man så, som alibi, har et lille hjørne med en slags pseudo-udsalg i bunden af butikkerne. Som nu den kuffert, jeg gerne ville have haft–og som viste sig at koste 100 Euro (Ja, vi taler Euro!) mere, end jeg havde set den til på gaden i Bremen. Sådan noget gør mig rasende. Forvandler mig til en anarkistisk Rasmus-modsat, der med forbandet dårlig smag i munden går i total outlet-baglås og nægter at købe noget som helst. I alt fald ikke en kuffert til 2500 kroner!

Og hvis der endelig er fordækte hjørner, der kunne minde en smule om rigtigt outlet, så er der oftest tale om varer, hvis udløbstid rent modemæssigt må have ligget før årtusindskiftet. Tilligemed at samtlige Skecherssko efter min bedste overbevisning ( og jeg har ret godt tjek på priser) sælges som outlet til priser, der langt overstiger, hvad hjemlige Føtex og Bilka har dem på tilbud til. Nærmest permanent. Det forholder sig jo sådan, at tøjkøb i Tyskland generelt kan betale sig, da den tyske moms er noget lavere end den danske–men det er man endnu ikke blevet oplyst om derude på den Neumünsterske mark. Der kører man sine egne fake landsby-priser.

Så der blev ingen kuffert. Jeg snupper i vrede –ikke gerne, men nødvendigt–endnu en rejse i kuffertmørke med ubestemmeligheder i gravehjørnet. Men i alt fald har jeg da fået lidt ud af det. Nemlig at jeg er overvaccineret mod det skrækkelige, og megadyre, sted. Samt at jeg her kan give min erfaring videre til alle landsmænd, der måtte overveje et besøg på stedet. BLIV VÆK!!

Continue Reading

Om at få mail fra Rigspolitiet.

Forleden fik jeg en mail fra Rigspolitiet. Det er sådan en, man er en smule tøvende overfor at åbne. I alt fald er man da helt sikker på, at det nok ikke drejer sig om, at man har vundet i lotterier, man aldrig har deltaget i, pludselig har 7000 millioner i bitcoins på en konto, man ikke anede, man havde eller har arvet fra sin ukendte stammehøvdingeonkel i UggaBuggaland.

Det var det heller ikke. Det var fra et kamera på motorvejen ved Vissenbjerg. Og det var mig. Mig, der iklædt Aygo pludselig nu må erkende, at det kan blive uhyre dyrt at hente sin bil hjem fra København, hvor den om sommeren ofte er på ferie.

Når man laver sådan noget, er det mentalt en nødvendighed at opstampe tilstrækkeligt gode undskyldninger. For sin egen skyld. Den første er heldigvis, at manden stadig er foran med 1 point på fartbødekontoen, så han kan bare knappe i. Kan han.

Den næste er, at det faktisk slet ikke var min skyld for alvor. Det var PostNords. Nu ved jeg godt, at samme røvslæbende post-uudbringsningsfirma må lægge navn til retfærdig og øredøvende kritik, og at man let forfalder til selvsving overfor deres lammende ineffektivitet, men denne gang er der virkelig noget om sagen. For da jeg, den dag, skulle ud af København, KUNNE man nærmest ikke komme ud af storbyen. Det startede ellers så fint og flydende langs Nordre Fasan, så længe man blev i Nordvest, for der sender PostNord ingen cykelryttere ind. Men ellers havde jeg desværre overset finalen i PostNord Danmark rundt, som den dag primært gik ud på at genere trafikken overalt i Københavnsområdet ved at lave en rute, der både skulle gennemkøres et utal af bevidstløse gange, men som også skar over samtlige hovedtrafikårer ud ad byen. På tværs.

Så da jeg nåede Frederiksberg, startede balladen. Det var der, de havde posteret politi ved samtlige afkørsler i min retning. De var skam flinke nok, politimændene. De gav virkelig gode anvisninger på de 16-17 veje, man skulle tage i stedet for at nå til Valby. I speedtempo. Og som på et fremmed sprog, for når ens basale kundskab omkring at komme fra Nordvest til Valby primært går på at starte ud på den Fasan og så holde tungen lige i munden, indtil man når Valbyhallen ( næsten, altså), så kan de såmænd opliste samtlige hoved-og bifærdselsårer i Storkøbenhavn, uden at man den fjerneste anelse om, hvad de taler om. Og GPS? Det har man ikke i en Aigo. Og Google Maps? Det kan jeg ikke finde ud af at bruge, mens jeg kører. Jeg kan godt både spise slik og drikke Cola, men der standser mine evner.

Anyway, så fik jeg set en del af Frederiksberg den dag. Der er faktisk ganske smukt på villavejene derude. Det kunne jeg med mindre og mindre entusiasme konstatere, da jeg tog en god del af dem adskillige gange. Somme tider dog fra forskellige indfaldsvinkler.

Heldigvis praler jeg nogen gange ( i alt fald overfor mig selv) af, at jeg har en steds- og retningssans, der langt overstiger den, PostNord ellers lægger for dagen. Men hvad hjælper det, når vejene er spærrede? Til sidst drog jeg simpelthen ud på en form for quest, en pilgrimskørsel med det eneste formål på en eller anden måde at ramme Roskildevej. Det lykkedes mig omkring Brøndby. Efter 1½ times Frederiksbergsske villakvarterer, velholdte haver og overstrømmende mange vejspærringer.

Så man kan vel næppe bebrejde MIG, at jeg speedede. Jeg mener, på det tidspunkt, jeg endelig nåede til Brøndby, burde jeg jo have været omkring Nyborg. Udelukkende pga. PostNord. Der var INGEN andre skyldnere den dag. Kun det skide, forbandede post-u-væsen, som i øvrigt godt kunne lære en forfærdelig masse af de cykelryttere, der godt kan køre med en fart, nogen kunne lære noget af. Også uden at tabe andet end vandflasker undervejs.

Endvidere må man også give mig point på imponeringskontoen. For i grunden ER det da imponerende, at min lille Aygo faktisk kan suse så hurtigt på motorvejen, at den faktisk er i stand til at overskride fartgrænser. Hvem skulle lige have troet det?

Og endelig så står jeg så nu overfor et nok længere udredningsforløb med ikke bare Rigspolitiet, men også med andre offentlige instanser indblandet. Måske endda PostNord. Det er jo sådan, at staten skylder mig en hel del penge, som den har ignoreret at udbetale mig i kompensation. Jeg tilhører stadig den oversete gruppe, som nu efter næsten 2 års corona-arbejdsløshed endnu ikke har set skyggen af en ellers rimelig kompensation. Det løber op i flere hundrede tusind kroner. Så der må vel kunne skabes en forbindelse mellem de to kasser, således at staten får en strålende chance for at nedskrive sin gæld til mig med hele 1000 kr.! Jeg skal nok notere det, for jeg fører virkelig et pedantisk regnskab på den front.

Det ville, efter min mening, være særdeles genialt, om f.eks. PostNord kunne overføre pengene til Rigspolitiet. Fra skyldner til skyld. Jeg vil bare, hvis jeg skal blande mig, nok fraråde, at de sender dem med sig selv, for så bliver ventetiden givetvis længere, end jeg selv har ventet på mine berettigede penge. Måske var det en ide at sende en cykelrytter? Bare ikke lige, når jeg skal hjem fra Nordvest en anden gang, for jeg har F…. set samtlige villaveje på Frederiksberg. Og hvis de spærrer så meget som en eneste hovedtrafikåre igen, er de fuldstændigt selv ude om, at jeg kommer til at rase og speede igennem omkring Vissenbjerg!

Continue Reading

Om at møde op.

Måske skulle jeg bare have kategoriseret denne under “Om at blive ældre”, for jeg tror bestemt også, alder er en væsentlig faktor i problemstillingen. Det vælger jeg så ikke at gøre, for det væsentligste er vel egentlig at få brokportionen ud.

Hele sommeren har jeg to dage om ugen arrangeret guidede ture på en strand i Nordjylland. Der har for det meste været tilmeldingspligt, og folk har, uden undtagelse, mødt op, når de har tilmeldt sig. Også selv om de har skullet betale.

De sidste dage har jeg afholdt tre guidede ture i Københavns Nordvestkvarter, hvor man altid har skullet tilmelde sig for at kunne deltage. Jeg kan nemlig, logistisk set, kun have et mindre antal til at stå på befærdede gadehjørner, hvor der både er trafikstøj og begrænset plads. Min erfaring er, at når jeg slår disse ture op–de er gratis, sponseret af særdeles guidevenlige Bispebjerg Lokalråd–så vrimler folk til. Altså i den størrelsesorden, at jeg hurtigt går i venteliste. Men folk møder ikke op! Jo, selvfølgelig møder der altid interesserede sjæle op, men som hovedregel har jeg efterhånden lært, at ca. en fjerdedel af de tilmeldte blot bliver væk. Uden afbud, uden noget som helst. Tillige er det også klart, at forholdet til tidspunkter er en del mere vejledende i hovedstadsområdet end i Nordjylland, hvor et tidspunkt er et tidspunkt!

Måske er det elementet af gratisme, der spiller ind i Nordvest. Altså at der er væsentlig mindre forpligtelse overfor det gratis. Men det er ikke forklaring nok. Desværre. Der skal mere til for at forsvare decideret uforskammet opførsel, end at alt gratis tilsyneladende er mindre forpligtende.

For det ER uforskammet. Dårlig opførsel, simpelthen. Især når det på tilmeldingen klart har fremgået, at der er folk på venteliste. Så melder anstændige mennesker med blot en lille portion samfundssind afbud, hvis de ikke kan komme alligevel. Så ventelisten kan træde i effekt. I går hørte jeg endda, at en veninde til en af de fremmødte “bare ikke kunne overskue det” og en anden “kom ikke, fordi det kunne begynde at regne”.

Den slags er såvel foragt for medmennesker, tankeløshed som navlepilleri. Jeg vil opfordre alle, der lige nu står og skal give afkommet anvisninger på anstændig opførsel til at berige dem med, at når man har tilmeldt sig noget, møder man op. Og bliver man forhindret, melder man afbud. Længere er den sådan set ikke.

I øvrigt kan jeg jo være bedøvende ligeglad, om nogen møder op på turene i Nordvest. Jeg får mine penge alligevel. Om jeg så spadserer turene i eget selskab og holder lange foredrag for mig selv. Men jeg er gammel nok til ikke at kunne tolerere dårlig opførsel, samt erfaren nok til at kunne se, at der tydeligvis afspejler sig en markant regional forskel på, hvornår en aftale er en aftale.

Når man præsentere et problem, bør man også komme med konstruktive løsningsmodeller. Beklager, det kan jeg ikke her. Udelukkende understrege, at det faktisk er vigtigt at få etableret en konsensus i hele samfundet, inkl. øerne, omkring, at man møder op, når man har sagt, man gør det.

Continue Reading

Om misforståelser.

Den senere tid har det såvel irriteret mig som gjort temmelig ondt indeni, at jeg bestandigt har fået det samme spørgsmål, om og om igen. Nemlig om jeg da ikke snart skal på arbejde igen, nu når verden så småt er ved at lukke op. Det er som om, rigtigt mange mennesker tror, at det øjeblik, verden åbner en sprække, så flyver vi rejseledere direkte ud i den.

Det er selvfølgelig uvidenhed. Men det er også den slags uvidenhed, der gør ondt, fordi det eneste, vi allesammen bare ønsker, håber, beder om og længes efter er at komme afsted. Man trykker lige der, hvor det gør allermest ondt. På nogle, der i forvejen ligger ned, og er de aller-allersidste, der kommer i arbejde.

Ja, der er lande, der er åbnet. At et land åbner betyder ikke, at rejseselskaberne på få sekunder får et fly med forventningsfulde gæster afsted. Faktisk er alle rejser nøje planlagte med hoteller, ture, seværdigheder, mad og enhver form for logistisk. Der vil givetvis være mange af hotellerne og restauranterne, som ikke har overlevet, og så skal man finde alternativer. De stampes ikke lige op ad jorden. Helt ned på chaufførbasis er der sikkert problemer, for det giver sig selv, at de fleste chauffører har måttet gå til andre brancher for at tjene penge. I det hele taget er en god portion af de, især yngre, medarbejdere i udlandet nok, og fornuftigt nok, sivet til andre brancher. De skal også forsørge deres familier.

Det er også som om, mange ikke forstår, at vi allesammen har vores specialer, vores lande. Skulle vi kunne samtlige verdens destinationer, ville det svare til at undervise i samtlige fag på gymnasieniveau. Samt da lige også at tale alle sprog involveret. Fordi Spanien åbner, kommer jeg ikke afsted. Det gør de, der kan Spanien. Måske. Uheldigvis sidder jeg primært på de Britiske øer, og det er et forbandet lortested at sidde rent rejsemæssigt. Den såkaldt indiske og meget smitsomme variant hærger derovre på øerne, og den planlagte genåbning d. 21 juni er i absolut overhængende fare. Så meget, at ingen rigtigt tror på den længere, og ingen heller ikke rigtigt kan se nogen deadline. Lige nu er nogle af de første rejsedatoer i kataloget slutningen af august, og det er vel desværre bare hypotetisk.

Så selv om verden så småt åbner, så betyder det altså ikke, at den med et slag bliver fuldstændigt normal for alle os, der bare ikke har højere ønske, end at den skulle blive det. Det er slet ikke der, vi er. Jeg er umådeligt glad på vegne af de, der sidder på destinationer, der gradvis bliver berejselige, men må samtidig leve med skuffelsen over, at det altså ikke lige er mine.

Det var bare det, jeg så forfærdeligt gerne vil have folk til at forstå! Så nej, jeg skal ikke snart afsted…

Continue Reading

Om køer. Og om deres anvendelse.

I formiddags stod jeg i kø i over en time for endelig at blive belønnet med en ualmindeligt aggressiv vatpinds moslen rundt i min næse. Det var nødvendigt, for ellers kunne jeg ikke undgå at tilføje endnu et uønsket beløb til min brugerbetaling på bibliotekerne.

Billedet viser kun en tredjedel af køen. Der var mange flere. De skulle sikkert også på biblioteket eller til en af de utallige ting, som nu kræver et coronapas. Det, i sig selv, har jeg ingen indvendinger imod. Men jeg hader at stå i kø. Hader det inderligt, dybfølt og føler samtidig, at jeg står der og hælder dyrebare timer af mit liv direkte ned i rendestenens ingenting. Og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Det første, man har oceaner af tid til at tænke på der i køen, er, at den samlede spildtid for samtlige testede personer må løbe op i flere lysår. Sammenlagt nå herfra til verdensrummets yderste planet og tilbage igen. I ren produktionsmæssig forstand taler vi vel en anselig højnelse af bruttonationalproduktet, hvis alle de mennesker i stedet foretog sig noget fornuftigt. Umiddelbart synes det kun at være teleselskaberne, der måske profiterer en smule, for det generelle fantasiniveau hos køende strækker sig ikke langt over at gå i total telefon. Jeg skal hilse at sige, at selv FB løber ud for nye indslag under en sådan kølængde. Selv om man sidst tjekkede i sidste uge.

Heldigvis har rumænske gademusikanter og diverse hjælpeorganisationers angrebslystne unge mennesker–altså dem, der normalt står i krydsene på gågaderne–endnu ikke opdaget, at her er et stort potentiale af midlertidigt stationære ofre, der ikke har en chance for at undslippe. Jeg vil nødigt sende ideen i omløb, men jeg kan da samtidig ikke begribe, at den slags grupper ikke finder den oplagt.

Men jeg tænkte altså også på, at alle os, der står der i timevis med vores telefon som eneste selskab, da på en eller anden måde må kunne bruges til noget. Være lidt produktive, når vi nu alligevel ikke kan undslippe. Hvorfor er der ikke lige nogen, der finder på noget, vi kan give os til? Der må da være nogen, der har noget dødssygt manuelt arbejde (intet kan nemlig være mere dødssygt end at stå og glo i en kø!), som de lige kan få ordnet af kømennesker, der er villige til næsten alt for at undgå at tælle halve sekunder. Hvorfor sætter de velgørende organisationer f.eks. ikke små kurve med garn til afstrikning af de der små lapper, de samler på? Bare for at nævne en enkelt ting. Jeg ville i alt fald have nået ( sådan føltes det!) mindst ½ slumretæppe her i formiddags! Jeg er sikker på, der findes utallige former af den slags små ting, vi kunne hjælpe med. Eller rettere: hjælpe os selv med, for alt, vitterlig alt, er da bedre end bare at stå der og hælde tid i kloakken.

Desværre er det jo et vilkår, vi i den grad må leve med. Hvis vi vil noget udover at sidde hjemme og selv pille vores næse, så skal vi testes. På den måde er det ikke et valg som sådan. Samtidig betyder det, at køerne som sådan altid vil være lange og ventetiden ulidelig.

Så jeg råber på ingen måde efter harmonikamassakrerende rumænere eller aggressive fundraisere, men bare på noget fornuftigt at lave for enormt mange mennesker, som lige nu keder sig gudsjammerligt i millionvis af køer. Der MÅ da være nogen, der kan bruge det til noget. Noget fornuftigt. Noget tidsforkortende. Og noget gavnligt.

Continue Reading

Åbent brev til den person, der tilsyneladende er vores kulturminister.

I går læste jeg et indlæg fra dig på I politikeres foretrukne debatforum, Facebook. Det gjorde mig på samme tid jublende glad og forfærdeligt bedrøvet.

For det første hensattes jeg nærmest i ekstase over at finde ud af, at vi har en kulturminister. Det sidste halvandet år har jeg nemlig tvivlet, fordi du har været fuldstændigt lige så usynlig for mig, som jeg tilsyneladende har været for dig. Jeg er også en af kulturens mange vandbærere, en blandt mange moderne daglejere. De usynliges store hær. Men det gav da et lille splitsekund af optimisme sådan at opleve en åbenbaring af en kulturminister.

Det var så, indtil jeg læste, hvad du skrev. Det var der, jeg blev forfærdeligt ked af det. For du præsterede at skrive, at det nok skulle blive en god sommer. Jeg håber så inderligt, at du bare blev overfaldet af en nærmest utæmmelig blanding af privilegieblindhed og almindelig tankeløshed, da du skrev det. Vi er nemlig mange, for hvem det ikke bliver en god sommer. Alle vi udlandsguider, og vi er mange, har været arbejdsløse siden 2019. De fleste af os er ansat på 14-dages opsigelse, så majoriteten har ikke set en krone i kompensation, endsige så meget som en udstrakt, hjælpende hånd fra det ministerium, der burde have været ansvarlig for os. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at vi har en coronapandemi, men det er dit ansvar at tage vare om ( her mener jeg faktisk bare at SE) de borgere, der hører under dit ministerium. Og kan du ikke se os, kan du jo smutte omkring DBA. Det er der, vi sælger de få ting, vi stadig har tilbage.

Lad mig tillade mig at være konstruktiv. Det er, i alt fald på papiret, fint, at nogle grupper får en slags kompensation og andre former for hjælp. Personligt er jeg faktisk dødmisundelig på dem. Det er også dejligt, at man nu kan sejle gratis til småøerne, og at diverse forlystelsesparker og museer kan nedsætte deres billetpriser. Men det ville være endnu dejligere, hvis man havde tænkt alle os arbejdsløse, kompensationsløse udlandsguider ind i samme ombæring. For når familien Danmark skal rundt i landet og bese alle kroge og hjørner, så står vi med en viden, en ekspertise og frem for alt en stor formidlingskapacitet, der i den grad kunne udnyttes. Der er ingen steder i Danmark, der ikke har spændende historier. Men der er utallige steder i Danmark, hvor de besøgende aldrig får fortalt eller hører alle de gode historier, fordi guiderne ikke eksisterer til at fortælle dem.

Vi er vant til at blive kastet ud på dybt udenlandsk vand og steder, hvor vi selv må opstøve den gode fortælling. Vi er også gode formidlere, gode fortællere. I samarbejde med museer, lokalarkiver og biblioteker ville vi på få dage kunne ruste os selv til at stå på nærmest enhver lokalitet og fortælle danske turister om, hvad det er, de ser, og hvorfor ethvert sted i kongeriget er interessant. Sådan at al den trafik rundt i landet ikke bare bliver bevidstløs krydsen af på tjeklisten, men så alle interesserede samtidigt får noget med hjem og følelsen af at have lært landet meget, meget bedre at kende. Disse stedsbundne aktiviteter vil, tør jeg næsten garantere, blive et scoop. Og de vil sikre overlevelse for en stor gruppe, der hidtil har været helt usynlig.

Så hvis der er penge til alt det andet, så må der også være penge til at lave gratis guidede ture for turister, hvor netop dit ministerium prøver at råde bod overfor en gruppe, der i den grad står til ikke at få en god sommer. Ansæt os og lad os blomstre og gøre det, vi er allerbedst til. Brug som hovedregel, at der ikke er så meget som et eneste sted i Danmark, der ikke har nogle gode historier, der fortjener at blive fortalt. Og stol på, at de turister, der forhåbentlig vil flokkes til vores ture ( især når de er gratis!), kommer hjem med et helt andet syn, en helt ny viden om deres hjemland. Det kan næsten ikke blive mere win-win!

Lad mig til slut bare diskret pippe, at det også vil gøre dig lidt mere synlig. Og samtidig kan det måske indebære, at en totalt overset gruppe trods alt kan både blive synlig samt få en ganske god sommer. Ligesom dig.

Continue Reading

Om total mangel på logik.

Som sagt består mit daglige morgenritual af at tilmelde mig hypotetiske restvacciner. Det har jeg nu gjort i to måneder. Og jeg agter, i min umådelige stædighed, at blive ved. Det er selvfølgelig i sig selv latterligt, for præmisserne for at få en sikkert ikke-eksisterende vaccine er fuldstændigt surrealistisk tåbelige, og det siges, at kyniske vaccinatorer hellere smider livgivende restvacciner ud end at tage sig tid til at invitere borgere, der kunne få glæde af dem. Men jeg bliver ved. Mest fordi jeg ikke har noget valg, for jeg kan KUN komme på arbejde igen, hvis jeg får vaccinen, og jeg må indtil se andre tage mine destinationer og mit arbejde, fordi de er vaccinerede. Men jeg gør det også som min egen, stille protest.

Hvis man kigger på præmisserne for at få restvaccinerne, kan man se, at tilmeldingerne prioriteres således: 1) De, der har modtaget invitation og 2) de ældste. Fint nok, so far.

Men så er der lige de samlede krav, der siger, at man enten skal være 60 år eller have modtaget en invitation. Så er det ligesom forstået. Det er så også først her, der for alvor går galt, for næste krav er, at man IKKE har booket en tid til at blive vaccineret.

Det vil altså sige, at den mest troværdige mulighed for at nå gennem nåleøjet er, at man ER blevet inviteret til vaccination, men IKKE har booket. For hvem i alverden er det, der får den invitation til det, vi alle venter på, længes efter og tripper i højhastighed for at komme hen til–og så IKKE booker? Hvem er det, der ikke flyver i overlydshastighed hen til computeren det sekund, invitationen tikker ind og booker med arme og ben? Hvem er det dog, der ligesom drikker lidt kaffe, går en tur, sover et par nætter på det og rejser en tur til der, hvor man nu kan rejse til, inden de booker? Ikke nogen, jeg kender. De personer, der altså kan komme gennem kravenes indgangsportal, eksisterer ikke. Omvendt er der vel ingen, der tør satse på at lade være med at booke en vaccinationstid, bare fordi de vil være chanceryttere på restvacciner? Det er i alt fald noget af en satsning. Og hvad så, hvis invitationen kommer i løbet af dagen, EFTER, man om morgenen har tilmeldt sig restvacciner? Skal man så lade være med at booke en tid? No matter what, så er man jo fanget i et surrealistisk regelspil, der er fuldstændigt meningsløst.

Udover det så er det de sidste dage kommet frem, at flere vaccinationssteder slet IKKE tilbyder restvaccine. De smider den ud. De opfordrer skam stadig folk til at tilmelde sig listen, men den er åbenbart bare for syns skyld. Blår i øjnene. Jeg må indrømme, at jeg forfærdeligt gerne ville have en forståelg forklaring fra den eller de personer, der tilsyneladende blot har smidt brugbar vaccine ud. Vacciner finder ikke selv vej til en skraldespand. Der er nogen, der skal hjælpe dem derhen, ved håndkraft. Og jeg ville virkelig gerne vide, hvad hovedet til den hånd lige har tænkt på, da det kasserede brugbar vaccine midt i en pandemi. Utroligt gerne FORSTÅ, for det må jeg indrømme, at jeg ikke gør.

Ifølge vaccinationsskemaet fra marts skulle jeg have modtaget invitation for 4 uger siden. Der kom så en beslutning om at forsinke massevaccination af Danmark på nærmest ubestemt tid pga. 1-2 vaccinerelaterede dødsfald i vejen. De 1-2 dødsfald er så meget mere betydningsfulde end coronadødsfaldene pga. manglende vaccinering, må vi forstå, at de økonomiske, psykiske (tak, jeg ved godt, hvordan det er!) og rent livskvalitetsmæssige omkostninger, der er forbundet med manglende vaccinationer, blot er noget, vi skal lære at leve med. Der bliver ingen festivaller, spejderlejre og store fester–men hvorfor skal der da også være noget sjovt overhovedet? Og direkte parallelt med det styrter små firmaer i grus og konkurs, fordi vi ikke kan blive vaccinerede nok til at hjælpe med at holde dem oven vande. Jeg har svært ved at se logikken.

Akkurat som jeg har umådeligt svært ved at se, hvordan i alverden jeg dog finder det musehul ind i restvaccinerne, som er så surrealistisk gemt i forordningerne, at det nærmer sig Catch 22, caught between a rock and a hard place eller bare total, uforståelig mangel på logik.

Men jeg bliver ved. Hver morgen. De skal vide, jeg er her. Ligesom hele Danmark stadig er her og venter, venter, venter på de vacciner. Og at komme videre.

Continue Reading

Om forkasteligt vaccinespild.

Os her fra B-holdet, hvis faste morgenritual i månedsvis har bestået af den evindelige ( og totalt frugtesløse) registrering til restvacciner, står for tiden måbende tilbage ved oplysningen om, at der i Danmark er kasseret omkring 40.000 doser fuldt brugbare Pfizer-vacciner. Endnu engang mangler man ord.

I hvert vaccineglas er der ca. 6½ doser, og man bruger kun de 6. Alle de halve ender i en skraldespand. Hvis man i stedet lagde to halve sammen, ville man på forunderlig og slet ikke højere matematisk vis nå op på en hel. Det kan selv talblinde mig finde ud af. Åbenbart til forskel fra myndighederne.

Hvis det antages, og her antager jeg lavt, at omkring 600.000 er vaccineret med Pfizer, ender vi på et tal omkring 40.000. Hver 13. Det er en mellemstor provinsby, næsten hele Nordvest-kvarteret i København og mere end samtlige indbyggere på Bornholm. Inklusiv børn. Mon ikke det ligesom kan sætte det helt utilgivelige spild i perspektiv?

For sådan en som mig med årelang erfaring som familiens “husmor” nærmer det sig utilgivelig sløsethed. Jeg er mester i også at bruge de slatne gulerødder og få resterne til at hænge sammen. Hvis vi prædiker madspild–og det gør vi–så må vi dog logisk set, i disse tider, prædike vaccinespild. Bestyre vores tildelte doser med en effektiv husmors aldrig manglende sans for at udnytte alt og totalt undgå spild.

Men sløsethed, dårlig planlægning og, endnu vigtigere, manglende respekt for ressourcer er kun den ene del af dette katastrofale spild. Den anden del er værre. Den understreger nemlig et totalt fravær af medmenneskelighed, omsorg for borgere i et samfund og viljen til effektivt at sætte en stopper for en dødelig pandemi. Det er kynisk, arrogant og decideret menneskefjendsk at kassere livgivende vaccine.

Jeg har sagt det før og siger det igen. Måske for at råbe de myndigheder op, der tilsyneladende stadig ikke har forstået noget som helst: Der er kun en vej ud af pandemien. Det er vacciner til alle, så hurtigt som muligt. Det er indiskutabelt. Derfor burde det også være såvel indiskutabelt, at al vaccine skal anvendes, som at det nærmest er forbryderisk at kassere vaccinedoser nok til BÅDE Struer og Morsø kommuner.

Continue Reading

Om en total mangel på forståelse.

Så fik vi Astra-Zeneca skrottet. Som et af de eneste lande i verden. Med den alfaderlige prædiken vedhæftet, at det skam udelukkende er for vores egen skyld. At vi er så umådeligt gode til at passe på os selv, at vi da sandelig ikke behøver blodpropsfremkalderen, og at vi derfor sagtens kan vente endnu et alenlangt forår på at komme dertil, hvor de fleste af os bare gerne vil. Det vil altså, med andre ord, sige, at vi har opført os så eksemplarisk og godt, at netop den gulerod, der var hele præmien for at vise så rettidig omhu konstant, med et snuptag er taget fra os. Vi har afsavnet for at slide os frem til den forjættede vaccine. Og nu tager de den fra os.

Har de da virkelig ikke forstået, at det eneste, vi vil, er at blive vaccineret? At få vores liv tilbage via den forjættede vaccine? At vores eneste og højeste ønske er det magiske stik, der kan gen-forære os vores venner, vores sociale aktiviteter, i mit tilfælde også mit job og i det hele taget en tilværelse med levelige begrænsninger. Ikke dette vakuum. Mere.

Det føles som at få en knytnæve i hovedet, lige i opløbssvinget til målområdet. At være så nær og så blive disket. Personligt stod jeg kun få uger før en indkaldelse, men det er nu blevet til en deadline, jeg næsten ikke kan bære at forholde mig til. For mig betyder intet stik, intet arbejde. Jeg SKAL være vaccineret for at kunne komme på arbejde overhovedet. Helt konkret betyder skrotningen af Astra-Zeneca, at andre, vaccinerede, guider tager destinationer, som indtil nu har været mine helt alene af den simple grund, at jeg ikke kan rejse. Det er sådan noget, der holder en vågen hele nætter.

Jeg, og mange, mange andre, ville med glæde tage imod de 200.000 hjemløse doser med et glædeshyl. Min arm ville gå i nærmest strækmarch som en patron på sekundet, hvis der sad en kanylebefaren ved siden af mig lige nu med en portion af Astraen. Eneste problem ville nok være, at jeg ville have enorme besværligheder med at sidde stille af bare glædesrus. Jeg spiste mig gennem kartonvis af P-piller som ung, og det er omkring en million gange farligere. Jeg tager, ved hovedpine og andre smerter, gerne Pamol og lignende, og det er der omkring 500, der dør af om året. Jeg er fuldstændigt på det rene med den potentielle risiko, der ligger i vaccinen og totalt afklaret med mine odds. Jeg vil nemlig meget, meget hellere satse den milliontedel af en millimeter risiko, der er, end at blive ved med at leve i dette vakuum, uden liv, uden job. Jeg er nærmest på det stadie, hvor jeg, i et kor med adskillige andre, hyler: Så giv os dog de vacciner. Vi er klar. Og vi er afklarede. Vi vil bare gerne videre. Have et liv.

Det virker som om, at denne higen efter vacciner helt er gået udenom myndighedernes forståelse. At de har mistet grebet om, hvad vi borgere ( eller i alt fald rigtigt mange af os) så usigeligt meget ønsker os. At de ikke forstår, at vi er adskillige, der hjertensgerne lægger arm og krop til en vaccine med indbyggede spørgsmål. Fordi alternativet er værre. Fordi vi ikke orker at stå længere foran den forjættede målstreg og gang på gang se os selv slået hjem til start, når vi endelig tror, vi omsider er der.

Grundpræmissen for et velfungerende samfund, for at vi kan vende tilbage til normaliteten, er, at vi er vaccinerede. Så enkelt er det. Det er også indiskutabelt.

Lad dog alle os, der vælger et liv fremfor en angst, få lov til frivilligt at lægge arme til. Helt på vores eget ansvar, hvis det er sådan, det må være. Få de 200.000 doser ud til os, der næsten har løftet armene bare ved tanken. Det ville i alt fald vise en hvis form for forståelse for borgerne i vores samfund. Alle, der ikke ønsker vaccinen, bliver jo på samme vis ikke presset ind i noget. Det ville så kun være os (alle os, for vi er mange!), der beredvilligt og hoppende af forventning stillede op på astradisk zenecarække og modtog det lille prik, som lige nu er noget af det eneste, vi længes efter. Udfrielsen, livet.

PS. Hver eneste morgen den sidste måned har mit søvndrukne, men trofaste, ufravigelige morgenritual bestået af at melde mig til restvacciner i de 2 byer, jeg kan nå på under ½ time. På det seneste har jeg i min desperation også meldt mig til et vaccinested, der ligger 38 minutters kørsel væk. Jeg har fuldstændigt gjort op med mig selv, at jeg uden at kny og næsten med glæde modtager fartbøden. Jeg ville, hvis der endelig var Bingo, se det som den smukkeste og allermest attråværdige bøde i hele mit liv!

Continue Reading

Et stort pip fra rejsebranchen.

Nu skal vi så åbenbart være taknemmelige for, at det på papiret så nydeligt bliver muligt at rejse ud. Hvis man er vaccineret, forstås. Det synes som om, de færreste for alvor har forstået, hvad det indebærer. Eller rettere: ikke indebærer.

Dette, sammenholdt med den katastrofale vaccineindsats, betyder nemlig, at når de forjættede grænsebommer åbnes, så vil alle landets ældste og mest skrøbelige borgere være i stand til at ræse mod udlandet. Ikke andre.

Og mere end det. Da netop denne gruppe nok ikke primært drages mod at blive verdensbefarere helt alene, så vil det guidekorps, der skal med, guide, passe på og arrangere, udelukkende bestå af rejsebureauansatte over 75, rejseledere, der bor i plejebolig eller som modtager praktisk hjælp eller personlig pleje, guider med særligt øget risiko eller rejseledere, der er pårørende til personer med særligt øget risiko.

God tur, siger jeg bare!

Continue Reading
1 2 3 20