Det er næppe nogen hemmelighed, at denne Coronasommer har været et mareridt for mig. Sygdommen har stjålet mit elskede arbejde og berøvet mig selve min livsstil–og det er et af den slags fakta, man bare må acceptere og leve med. Ingen har vel opfundet det lort med vilje–selv Bill Gates!!!

Men at vores samfund, som jeg i min naivitet altid har troet på, støttet og set som et gode, totalt har negligeret, overset og ydmyget mig, er ikke umiddelbart acceptabelt. Det har resulteret i mange søvnløse nætter, tankemylder og svedeture i håbløshedens favn samt en totalt desillusion i forhold til at tro på noget, eller nogen, som helst.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har foretaget mig noget. Allerede 21/5 skrev jeg til erhvervsministeren og forklarede min situation. Det behagede ham at sætte yngste (tror jeg) og mest stavehæmmede ( håber jeg) medarbejder til at svare mig i sidste uge. Altså 3 måneder senere. Brevet var totalt intetsigende og bestod primært af en vedhæftelse af reglerne for kompensation. Som om jeg ikke allerede havde læst dem omkring en million gange. Det var taktløst og fuldstændigt uigennemtænkt at sende mig sådan en–rent ud sagt–spand ubrugeligt lort.

Endnu mere betænkeligt er det, at jeg d. 19/6 skrev til mit lokale folketingsmedlem og forklarede min situation udfra den formodning, at vedkommende var mit lokale talerør på Borgen. Han har end ikke SVARET mig! Det er arrogant ud over alle grænser, at folkevalgte politikere ikke engang gider svare deres vælgere. Det fratager i alt fald mig troen på selve demokratiet, og at nogen overhovedet varetager ens interesser. Hvorfor skal man dog stemme på mennesker, der tydeligvis er totalt ligeglade med en, når de blot har modtaget den stemme, der åbenbart er det eneste vigtige?

Jeg er udmærket klar over, at politikere har andet at gøre end at svare på deres vælgeres henvendelser. Men en latenstid på 2 måneder nærmer sig da vist alligevel det absolut uanstændige. Og–samtidig–decideret ydmygende for mig.

Jeg kan så sidde her og iagttage, at masser af mennesker bare automatisk modtager deres kompensation, og at visse politikere ligefrem praler af en form for rundhåndethed i forhold til betrængte borgere. Og at jeg samtidig er blevet glemt!

Det gør mig ikke bare fortvivlende gal i hovedet. Det påvirker mig også ekstremt meget psykisk, at jeg, der ellers naivt har troet på velfærdssamfundets velsignelser, må erkende, at det hele var en illusion.

En illusion skabt af politikere, der end ikke gider svare deres vælgere og på den måde give dem troen tilbage. Og en illusion, der, når man taber den, går dybt, dybt ind i sjælen.

Og så har jeg ikke engang nævnt det allermest konkrete tab. Nemlig de over 100.000, som manglende kompensation, dårlig, uigennemtænkt lovgivning og total mangel på bevågenhed fra de politikere, jeg har forsøgt at råbe op, har kostet mig.

Jeg trygler ikke efter medlidenhed. Den kan jeg ikke bruge til det fjerneste. Jeg beder såmænd bare om anstændig behandling, behørig respons og om at genvinde troen på samfundet ved netop at modtage sådanne!

Nætterne er det værste. Nætterne er ren tortur i dynehøjde og lange, svedende og prustende. Et indendørs klimasystem ville have gjort underværker, men samtidig være en håbløs investering for de 5-10 nætter årligt, det reelt drejer sig om. Resten kan man jo godt ligge med sokker…

De sidste mange nætter har jeg sovet staccatosøvn, håbløst forstyrret af mit eget (heldigvis stiltiende) kraftsvederi og hundens konstante prusteri og hvileløse vandring. Jeg har flere sæt nattøj af vietnamesisk oprindelse med shorts og små bluser, men selv de må give fortabt. Jeg synes da ellers ikke, jeg anvender dem i overmåde grad, da jeg enten vrider dem eller skifter dem ca. hver time natten igennem. I øvrigt vidste jeg heller ikke, at når der på asiatisk nattøj står, at krybeprocenten er 20, så gælder samme procent for HVER vask, så vi er ved at være nede på lidt over babystørrelse. Selvfølgelig kunne jeg bare lade være. Altså lade være med nattøj overhovedet, men jeg er sensitiv overfor at lade betræk berøre huden, og i øvrigt grovsveder jeg hellere i tøj end på sengetøj.

Jeg bryder mig heller ikke om at sove for åbne vinduer. Man føler sig udsat i et parcelhus på jordplan, hvor enhver uden større foranstaltninger og selv med manglende atletisk formåen ville kunne kravle ind gennem vinduerne. Samt, i alt fald i ens fantasi, både røve en selv og alle de genstande, der sikkert kun har affektionsværdi. Nogle gange VIL man næsten gerne røves–røves væk fra saunaen. Derudover skaber man også legal adgang for kryb i alle afskygninger af modbydelighed. Så samtidig med en ulige kamp mod heden, skal man Gudhjælpemig også tage kampen op mod invaderende myggesværme, hvis foretrukne natmad er en selv, edderkopper, der danser på ens arme og stankelben, der med vanlig sans for ikke at kunne holde rede på alle lemmerne, bare splatter ud på hovedpuden. Jeg har en regel med, at jeg gerne må åbne alle havedøre, når det er ved at blive lyst. Så jeg ligger i timevis og spejder efter det første lysglimt…

Det værste er næsten hunden. Han er efterhånden så halvgammel, at hans ånde er gået i killermode, så ingen har en levende chance for at udslippe, når han ivrigt prøver at påkalde sig opmærksomhed ved at pruste en ind i ansigtet. Han ved til gengæld ikke, hvad det er, han vil. Udover at få mig til at stoppe varmen. Slå den ihjel. Give ham nattefred. Der var intet, jeg hellere ville.

Det slår mig altid, når søvn er en slags umulighed, hvor uendelig lang en nat kan være. Der er simpelthen forskel på vågne dagtimer og søvnløse nattetimer, sådan længdemæssigt. Det er ufatteligt så mange gange, jeg kan tjekke tiden om natten. Udelukkende for at få bekræftet, at den ganske simpelt er gået i stå. Der er længere fra 1 til 5 om natten, end der nogensinde har været om dagen. Selvfølgelig kan jeg for tiden anvende en god del af al den natte-overskudstid på at skifte nattøj og sengetøj samt gå i håbløs, uretfærdig krig mod overmagten bestående af invasionsstyrker af rent kryb, men der er stadig tid tilbage. Den bruger jeg på at vende mig. Virkelig vende mig.

Om dagen vasker vi nattøj. Og kryber det endnu en gang. Og sengetøj, hvis natten har været ekstra dræbende. Hunden, han sover. På et eller andet tidspunkt skal han jo have indhentet det forsømte. Vi andre går sådan lidt rundt som zombier, kryber i skyggen langs murene og sveder bravt. Mens vi venter og frygter natten.

For nætterne er det værste.

Det er simpelthen bare ikke i orden! At DSB med vanlig dobbeltmoral fralægger sig ansvar ved at prøve at påbyde obligatoriske mundbind som en yderst dårlig og let gennemskuelig undskyldning for igen at stuve togene. Blot for at tjene penge.

Det er muligt, at naive sjæle kan bringes til at tro, at DSB er vildt ansvarlige og med bindpåbuddet sandelig passer på os alle. At det er det, der er deres dagsorden, når det i stedet er at stuve os som coronerede sild i en tønde. Men når firmaet så samtidig stiller op med toiletter i lyntogene mellem landsdelene, som er så svinske, ulækre, urengjorte og smittefarlige som det viste, mister de da for alvor enhver troværdighed. Dette billede er taget i tirsdags, kort efter togets afgang fra første station, og jeg tjekkede igen 2 timer senere nær København, hvor forholdene var omend endnu mere håbløst uhygiejniske. Der havde IKKE været en rengører forbi. Og DSB er tilsyneladende ligeglade!

Det skaber forfærdelig utroværdighed endnu engang omkring vore statslige jernbaner. Og i en Coronatid som denne burde netop offentlige virksomheder gå forrest og udvise samfundssind og den rette indstilling. Det nytter ikke noget at lade toiletterne gå i gammel mode og bare lade stå til i lort og tis på gulvet, når vi alle ved, at netop den slags er sande snittefælder. Jeg gad nok vide, hvor mange smittetilfælde de tog egentlig har på samvittigheden.

Hvis DSB skal gøre sig håb om troværdighed, så må bindbuddet ( hvis det bliver indført) suppleres med ansvarlighed for andres røve. Det her er svinsk, arrogant og lige til verdens sureste både røv og Smiley. Det er som om, DSBs toiletter fuldstændigt har overset Coronaen, kørt fra den, ignoreret den i ren lort og pis. Det er uansvarlighed ud over alle grænser, og det bør stoppes akut og med det samme! Det er bare så meget ikke i orden!

Og her kommer så endnu et indlæg i min utrættelige kamp for det danske sprog. En kamp, der lige nu synes som at kæmpe mod vindmøller. (Nej, ikke vind møller–hvem den møller så end er, der skal vindes!) Sammensatte navneord, der kan bøjes i bestemt og ubestemt form skrives i et (1) ord, og det skal stavekontroller, baseret på britisk skrivemåde, altså ikke lave om på. Vi skal bevare vores sprog og passe på det–ellers ender vi med at have hver vores personlige retskrivning, der ultimativt gør, at vi får hver vores skriftsprog og dermed taber evnen til at forstå hinanden!

Og med hensyn til dette skilt, så forstår jeg så udmærket det sidste “Nej tak”. Hvad skal de stakkels borgere i landsbyen Als dog gøre med al den mel, som den der kæmpe render rundt og producerer ude i deres enge. Selvfølgelig gad jeg da i den grad se ham, for det regner ikke ligefrem med kæmper på disse egne. For ikke at sige, at de er lidt sjældne. Ydermere har jeg faktisk aldrig hørt om, at kæmper havde en specifik lidenskab for mølleri, men det har den her altså. Det må være en meget, meget stor mølle. Der er også det med krænkelsesparatheden. Er det sådan, at han bare skal udskammes, fordi han er en kæmpe? Altså at alle andre sådan i fred og ro kan gå rundt og male mel derude i engene, mens det først for alvor bliver problematisk, når det er en kæmpe, der gør det? Der er faktisk utallige vinkler på den historie. Og det er slet, slet ikke nemt at bo i landsbyen Als.

For udenfor bygrænserne troner også skiltet: Byen ved Guld kysten. Desværre er det sådan, at “kysten”, der jo burde være en del af det sammensatte navneord “Guldkysten”, på denne måde bliver en slags udsagnsord, der står i en slags bydeform. Selv om de færreste vel aner, hvordan man “kyster”. Undtagen dem, der bor i Als, og bor ved guld, forstås.

Måske er det hele bare forbundet på den måde, at den der kæmpe, der går rundt og maler mel ude i engene også kyster lidt i sin fritid. Hvis det er tilfældet, kan man næsten bruge ham som turistattraktion. Personligt ville jeg da i alt fald gerne se det!

Der er ellers meget fredeligt heroppe i vores lille sommer(eller hvad man nu skal kalde det i år) residens. Vi diskuterer selvfølgelig en del indbyrdes om ret til stier til vandet, og de, der ind imellem begår motorsavsmassakrer på vores natur, bliver også påmindet om helligbrøden, men direkte hærværk på hinandens ejendom og løsøre begår vi sjældent. (Måske skal man så her lige undtage småforseelser med involvering af Round-up.)

Men nu er BLM, eller i alt fald en fraktion, der må sortere direkte under hende Sørensen, måske kommet til lillebyen. I alt fald var det i denne tilstand, jeg fandt et af områdets navnkundige skilte-sten.

Historien om “Negerhytten” (Uf, det gør ligefrem lidt ondt at skrive det!) går helt tilbage til 30-erne, hvor entrepenante familiemedlemmer opførte fritidshuse af de absolut forhåndenværende søm, og i dette tilfælde byggede en kuglerund hytte af strå med tilhørende stråtag. Om de selv overhovedet dengang overvejede at kalde den Negerhytten, står hen i historiens mørke, men faktum er, at huset blandt lokale i al den tid, jeg er kommet i området, har heddet Negerhytten. For nogle år siden fik det så sten på sit navn, nok lidt ironisk og fordi, det sådan var blevet til en af de små lokale attraktioner, som adskilte sig fra de omkringliggende kønsløse huse fra 80-erne og op til i dag. Det blev simpelthen til, at man med et smil kunne lokalisere et højst aparte, hjemmebygget sommerhus.

Men i løbet af i går er rygtet om et så forsmædeligt navn nok nået til kredse, der absolut ikke billiger den slags. Det er i min optik helt i orden. Folk må mene, hvad de vil, og hvis nogen finder stenen anstødelig og krænkende, så må man tage det alvorligt. Erkende, at det nok i disse politiske korrekthedstider ikke er passende at kalde sit sommerhus netop det.

MEN det er IKKE i orden at vælte andre folks sten! At tage selvtægten i egen hånd og bare smadre. At føle sig fuldt ud berettiget til at ødelægge, bare fordi man føler sig krænket. Som eksempel kan jeg da nævne, at hvis jeg skulle have begået hærværk hver eneste gang, jeg sådan lige følte mig krænket, så var der godt nok røget såvel mursten som lussinger på den konto. Det er IKKE legalt at mosle rundt med andres ting og påføre dem skade, bare fordi man er gået all-in på krænkelsesparathed. Og nogle gange er jeg faktisk også alvorligt bange for, at krænkelsesparatheden måske kunne dække over en brændende interesse og forbandet dårlig undskyldning for at ødelægge. Sådan bare i al almindelighed. Her kan man da, i ordets allermest bogstaveligste forstand, tale om det, der engang hed en “alibineger”. Jeg er desværre ikke helt opdateret på, hvad vi må sige i dag.

Under alle omstændigheder ville det have klædt de krænkede, om de simpelthen havde kontaktet ejerne og fortalt, at det stødte dem, at stenen havde lige netop den inskription. Havde sagt, at det i deres øjne var en uheldig formulering, og at de derfor ville have det godt med, at den blev fjernet eller erstattet. Det ville også ydermere have gjort, at de slet ikke skulle have brugt umanerligt megen fysisk styrke på at vælte den sten. Jeg er sikker på, ejerne ville have vist forståelse og taget en form for handling. Det gør man jo.

At føle sig krænket er ikke et fripas til vandalisme. Det burde tværtimod være den direkte vej til at indgå i en dialog omkring, hvad man føler og tænker. Måske endda en dialog, der kunne blive særdeles frugtbar og efterlade alle med en tilfreds fornemmelse. Jeg ved ikke, om ejerne af huset har set hærværket. Men jeg tror da nok, de bliver lidt sure. Det ville jeg i alt fald selv blive. Især fordi helt en helt almindelig samtale kunne have afværget alle tilløb til selvtægt og ødelæggelser.

Nu er mit problem så bare det, at selv om sproget nok er en levende mekanisme med løbende ændringer hele tiden, så er navnet på det hus så indgroet i mig gennem over 30 års tilstedeværelse i området. “Den afro-amerikansk inspirerede hytte” ?, “Det politisk ukorrekte sommerhus” ?–eller også skal jeg simpelthen bare lade være med at kalde det noget som helst……

Det er da bare lige sådan, at man synes, at der må være en lille smule retfærdighed til. Sådan med hensyn til vejret. Når vi nu allesammen skal dyrke de hjemlige, nationale lyksaligheder og være glade for at holde vores ferier på dansk grund, så kunne vejret da også lige tage og stramme sig en smule an og påtage sig sit ansvar. Har det vejr overhovedet hørt om sol?

Selvfølgelig har man anstændigt og pligtopfyldende slugt den der med, at hjemme er bedst, og ude er både ansvarsløst og usolidarisk. Horder af lovlydige borgere har smidt deres friværdier efter gamle sommerhuse og dermed købt deres livs dyreste ferie, mens andre ( de lidt mere forsigtige, nok) bare lejer, men dog samtidig betaler velvoksne summer for 2 ugers intensiv brug af gummistøvler og paraply. Og om en uge vil vi være en nation af superbrugere af Ludo, Netflix vil være uanvendeligt pga. overbelastning, et ikke uanseligt antal danskere vil kunne prale med at have klaret Karen Blixens samlede værker, og en stor del af befolkningen vil hysterisk råbe efter nye museer, da de allerede har dottet samtlige eksisterende af. 3 gange. I øvrigt vil skilsmissestatistikkerne også tale deres klare sprog, og mange børn vil råbe op om, at de sådan set godt vil i skole.

Hvis bare det vejr kunne tage sin opgave seriøst! Jeg mener: Her er århundredets chance for at overbevise os alle om, at ude er noget lort og hjemme ren lagkage. Her er muligheden for en sand opvisning i de danske strandes fortræffeligheder, de danske skoves lyksaligheder og det ganske lands mangfoldige muligheder. Det er ikke meningen, at vi skal bruge vores sommerferie på at spille Ludo og spise kiks. Vi skal ud, ud og se (for en udvalgt skare endda med DSB!).

Men hvor meget gider vi lige se, når udsynet ud over verden begrænser sig til regnvåde, skytunge udsigter? Vis mig lige den ukuelige optimist, der ikke lader sig påvirke af udsigt til våde tæer? Der ikke i sin sommerhushule drømmer, bare lidt, altså, om en enkelt paraplyfri dag og temperaturer over 17 grader?

Så jeg synes personligt, at det vejr bør skamme sig. For nu at anvende tidens lingo, så viser vejret på ingen måde hverken samfundssind eller solidaritet. Det lægger i stedet op til uhæmmet brug af værnemidler og nærmest forlanger, at hver eneste familie selvisolerer i deres sommerlogi. Der bliver givetvis større og større mørketal omkring folk, der usolidarisk sniger sig til områder, hvor vejret er mere ansvarligt, og hvis man tester intensivt for, om ferien vejrmæssigt er optimal, så vil man finde uhyre bekymrende stigninger indenfor negativitet. Der vil være enorm grobund for superspredere af generel surhed, således at smittetallene vil stige foruroligende.

Så vejr: Tag lige og tag dig sammen! Det må da være det mindste. Jeg mener: Her har vi andre klemt røven sammen siden 11. marts. Nu må det være DIN tur!!

Det er muligt, Socialdemokratiets politikere selv tror på det. Sikkert fordi de færreste af dem nogensinde har været ude på arbejdsmarkedet i det samfund, vi andre fungerer i.

I alt fald har samfundets opbygning ændret sig betydeligt, siden samme parti opstod som fortaler for arbejdernes sag. Tilsyneladende tror partiet stadig, at det danske samfund består af arbejdsgivere (det være sig både offentlige og private) og arbejdstagende. De arbejdstagende organiserer sig derfor i fagforeninger, således at de med dem i ryggen kan forhandle med arbejdsgiverne, og alle arbejdstagende forventes at have et fag, der berettiger til medlemsskab af en helt bestemt fagforening. Man formodes at arbejde fuldtids med sin metier, og er man smed, så er man altså ikke noget som helst andet.

Beklager, sådan ser samfundet ikke ud mere. Denne samfundsøkonomi, baseret på at sælge og købe arbejde på den allermest simple måde, er forlængst overhalet af et helt andet syn på arbejdslivet, faggrænser og personlige præferencer. Rigtigt mange mennesker i vores land lever i og med en gig økonomi (begivenheds/ansættelses-økonomi), hvor de overlever på enkelt- og tidsbestemte ansættelser. Det er, for de flestes vedkommende, et aktivt valg ( eller fravalg af gammeldags ansættelser), fordi man prioriterer at arbejde med hjertet, at gå efter de spændende opgaver og selv at være dame/herre i sit eget arbejdsliv. Den såkaldt kreative klasse, som vokser med mange tusinde hvert år, er et oplagt eksempel, men der er tusindvis af andre, der lever fra job til job som en form for moderne daglejere, der hyres og fyres, fordi det er en livsstil. Selvfølgelig er der også mennesker, der er tvunget ud i den slags ansættelser, selv om de måske godt kunne ønske mere stabilitet i arbejdslivet. I alle tilfælde er der her tale om rigtigt, rigtigt mange, som hele tiden ( fordi det er en voksende trend blandt unge at arbejde på denne måde) bliver til mange flere.

For et stort antal af de samme mennesker er det vanskeligt at komme ind i en gammeldags fagforening. Simpelthen fordi råderummene er så store, at man ikke lige hører til et bestemt sted. Eller fordi man hører til så mange steder, at man ingen steder har timer nok til at opfylde krav om beskæftigelse. Ydermere er mange ansat til aflønning på A-indkomst, fordi det ER deres indkomst, og ikke nogen som helst form for honorar til en B-indkomst.

Alle disse mennesker har regeringen glemt, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation. For for at få kompensation eller dagpenge skal man enten arbejde fast i et firma eller være medlem af en fagspecifik fagforening. Og det er de ikke. Deres liv er baseret på gig økonomi, hvor de har korttidsansættelser (og korttidsopsigelser)–og det desværre ofte indenfor områder, der er totalt nedlukkede (eller har været det) i forbindelse med Coronaen.

Selvfølgelig kan de af dem, der ikke falder for sexistiske regler om forsørgelsespligt ( hvem har spurgt, om kontordamen på kompensation er gift med en millionær?) få kontanthjælp. Hvilket for de allerflestes vedkommende sikkert vil være en stor lønopgang–samt derved en fuldstændig unødvendig udgift for staten, der jo bare kunne kompensere.

Personligt vil jeg mene, at det er på tide, at regeringen får øjnene op for, hvordan det reelle arbejdsmarked i landet i grunden ser ud. For nok består det af gammeldags arbejdsgiver/arbejdstager-forhold, men der er et kæmpe-kæmpe antal mennesker, der slet ikke lever inden for de, måske forældede?, normer for et arbejdsmarked. Tillige er netop gig-økonomien i kraftig vækst, så det burde være regeringens pligt at orientere sig udenfor Borgen og i det arbejdsmarked, de tilsyneladende er så fremmedgjorte overfor.

Det er tidens trend, at man ikke bliver i sit firma eller sin ansættelse forever. Faktisk siges det blandt en del unge, at hvis man bliver i samme ansættelse i over 6 år, så bør man nok lige tjekke, om man sidder fast. Hvor vores generation blev opflasket med lyksalighederne ved et godt, fast, livslangt arbejde med en god pension, er kravene af en helt anden art i dag. Det skal være spændende, det skal være udfordrende, det skal være selvudviklende, det skal være med hjertet hele vejen og frem for alt må man ikke gå i stå ved at sætte sig på en bestemt stol, hvor røven vokser urokkeligt fast. Ydermere er det vel næppe nogen hemmelighed, at netop denne tankegang fostrer fleksibilitet og innovation.

Så prøv lige at kigge ud over landet og se alle dem, der ikke passer ind et strengt forældet og slet ikke tidssvarende syn på det danske arbejdsmarked. Vi er mange, utroligt mange, der lider under, at danske politikere befinder sig så langt fra det danske arbejdsmarked, at de ikke engang har nogen fornemmelse for, hvordan det både ER skruet sammen–samt hvordan det særdeles hurtigt udvikler sig! Ordet gig economy er engelsk. Mig bekendt har vi det ikke engang på dansk. Det burde vi!

Det er næppe nogen hemmelighed, at dette ikke har været mit forår eller min forsommer. Eksterne omstændigheder, som jeg på ingen mulig måde har været dame over, har frataget mig det meste af det, der på arbejdsfronten er af værdi, og i hele dette store spil er jeg tilmed blevet negligeret og overset i et samfund, der ellers, qua den såkaldt socialdemokratiske regering, vi har, burde stå som garant for såvel retfærdighed som social samvittighed.

Jeg har ikke jublet over den egentlig ret latterlige feriepakke, som vi tilsyneladende skal lade os spise af med. Jeg synes, det er fint og betænksomt, at man, i alt fald i munden, prøver at hjælpe det betrængte turisterhverv, og vi alle som gale kan sejle rundt på gratis færger, mens vi (her skal klappes intenst!) Gudhjælpemig også kan tage vores cykel med, selv hvis vi ellers overhovedet ikke har den fjerneste intention om at bruge den, men i al den klappen af sig selv, har man da lige–endnu engang–overset, at turisme ikke kun finder sted på nationalt område. Det er betænksomt, at rejsebureauerne og de ansatte på kontorerne er blevet kompenseret, men desværre er alle os, der arbejder ude i markerne (og dem er der mange af, over hele verden!) blevet overset. Og vi er netop præcis dem, der som de aller-allersidste vil komme i arbejde igen. Ingen ved, hvornår verden åbner. Og ingen ved, om nogen overhovedet vil ud i en genåbnet verden. Jeg er rasende over, at jeg er efterladt helt uden kompensation. Min indtjening er gået fra 100.000 til nul, og det er altså et ret kraftigt spring. Derudover finder jeg mig faktisk ret uretfærdigt behandlet. Jeg mener: Hvad er den underliggende ideologi i, at nogen skal have og andre ikke? Hvorfor er nogle jobs mere værd end andre–forklar mig lige forskellen? I min vrede har jeg endog skrevet til både erhvervsministeren og min lokale folketingskandidat. Ingen af dem har svaret, og jeg har endda været såvel diplomatisk, belagt mine ord med kunstigt sødemiddel, undgået alt for bidende ironi (prøvet, i alt fald!) samt styret min ind imellem altfortærende vrede. Det gør mig også vred, at der ingen respons er. I det mindste det, synes jeg, er anstændigt i et demokrati. For slet ikke at tale om, at det vel nærmest er en grundpræmis for, at jeg stadig kan tro på noget som helst.

For at råde bod på den yderst pengefattige situation har jeg selvfølgelig gjort, hvad jeg kunne for at finde alternativer. Jeg søgte, blandt andet, et job som omviser på et museum. I stillingsbeskrivelsen stod, at man skulle have erfaring med formidling ( jeg har 35 års undervisningserfaring og 6 år som guide), være i stand til at tackle uventede situationer og kunne tale til heterogene grupper (det har jeg gjort i 40 år, og jobbet som guide er i sin grundbestans uventede situationer), tale engelsk ( det gør jeg flydende) samt være interesseret i kunst og design ( der kan jeg altså ret godt være med+har foretaget rundvisninger på kunstmuseer–nævner bare lige i flæng Nationalgalleriet i London, Nationalgalleriet i Edinburgh og Nationalgalleriet i Dublin + et utal af de “løse”). Aldrig har jeg set en jobbeskrivelse, som så inderligt talte ind til mig, som om det var lige mig, de havde dedikeret den til. Og her skal så siges, at jeg i mit liv har søgt utallige stillinger og fået lige så utallige afslag. Samt fuldt ud accepteret det, fordi jeg var helt klar over, at der sikkert var mange, der var meget dygtigere og mere kvalificerede end mig. Men her var jeg bare ret sikker på, at der nok kun var et fåtal af andre, der havde de samme kvalifikationer. Jeg må jo så have overset 4-5 professorer i kunsthistorie med 45 års undervisningserfaring, 15 års guideerfaring, flydende engelsk, tysk, spansk og hebræisk, der allesammen har søgt et job på 4 månedlige omvisninger på en ussel timeløn. Tænk, at man kan overscore så meget på sine egne forventninger. Lige som jeg decideret også har overscoret på min bedømmelse af stedet, for de har end ikke gidet at svare mig her et stykke tid efter tidsfristen for ansættelser. Det gør mig ikke bare vred. Det ydmyger mig faktisk også.

Og så har jeg arbejdet virkelig målbevidst med at få nogle guidede ture her i nærområdet op at stå. Her er faktisk en hel sværm af spændende, fængende historier, og jeg er ret erfaren udi netop at fortælle historier på en måde, så de bliver gode. Indtil nu har jeg haft 5 gæster, der (hvis man skal tro på , hvad de siger–og det vælger jeg at gøre!) har været ovenud begejstrede. Jeg har forsøgt at reklamere mange steder, men det har, for det meste, været som at tale til en mur ( men tusind, tusind tak til jer, der har været så søde at dele og sende videre, det er ubetaleligt for mig!). Jeg har, oven i det, været ude for næsten paranoide oplevelser, der, hvis andre fortalte dem til mig, ville få mig til at tro, at de var på grænsen til indlæggelse. For ikke blot en gang, men flere, har jeg fået opslag hevet ned på de samme opslagstavler, hvor der ellers flittigt reklameres for glæsslåning, jordbær, børnecykler og moster Annas hæklede grydelapper på opslag, der tydeligvis ikke er hængt op i 2020. Underligt, hvem der gør den slags. Siger jeg bare.

Summa summarum, så bliver man lidt metaltræt i initiativmusklen ind imellem. Føler, at man er ude at slås med uovervindeligheden. Selvfølgelig ville det være perfekt, hvis man lige stod og ledte efter en perfekt undskyldning for at sidde på sin røv og lave ingenting. Men det er altså ikke der, vi er. Jeg vil bare noget så forfærdeligt gerne arbejde, gøre det, jeg er kan og er god til. Samt, og det er faktisk uhyre vigtigt, finde glæden ved at give andre mennesker gode oplevelser. Det er ikke løn nok i sig selv, men det er F… et godt stykke på vejen.

Det er muligt, at man skal lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. Det synes jeg også, jeg gør. Det er dog sådan med mig, at jeg meget mere går ind for at bruge mit mod til at ændre de ting, jeg KAN ændre. Eller i alt fald kan forsøge at ændre. Så jeg kæmper videre. Det er forbandet meget op ad bakke lige for tiden, og ind imellem er det som Sisyfos, der aldrig får sin sten nogen som helst fornuftige steder hen. Det giver nogle dage, hvor man ligesom skal ned og samle sig selv op og prøve at genfinde modet til at kæmpe videre. Samt overbevise sig selv om, at udefrakommende faktorer aldrig skal vinde. Der må være styrke og fantasi til at finde alternativer inde i en selv.

Selv om det godt nok ikke lige er min tid, der er kommet i denne sommer. Shiiit, som det ikke er!!

Få følelser er mindre produktive end skadefryd. Ingen følelser er i øvrigt mindre klædelige. Og i sin mest rendyrkede form bunder skadefryd vel i, at man føler sig selv som offer, hvilket også er uudholdeligt–især for andre.

Men så alligevel… Jeg mener, man er vel et menneske. Jeg er i alt fald, og jeg sidder lige nu og godter mig. På den der måde, hvor skuldrene sådan roterer lidt, og man smiler som en hund, der har bogstaveligt talt har pisset på katten.

Basalt er jeg lidt ambivalent, hvad angår åbningen af vores grænser. Alle mine kunder på sommerens loppemarkeder burde gives en chance for at dokumentere, at de netop har intentioner om at eksportere alt mit gamle lort til Tyskland og Norge, mens samtlige udenlandske lejere i de to moralsk angribeligt opførte sommerhuse midt i MIN udsigt, bør gives permanent indrejseforbud. Bare et lille pip bag en grænsebom om, at de agter at indtage udsigtsfornærmelserne, burde udløse en direkte returbillet til Hamburg eller Ruhrdistriktet.

Som sådan er tyskere da søde og venlige nok. De støjer heller ikke ret meget, og hvis man ser bort fra deres medfødte gener indenfor bygge- og anlægsbranchen, der altid kommer til vild udfoldelse på danske sandstrande, så kan man næsten abstrahere fra, at de er dernede sydfra. Ydermere har de sjældent bidske hunde med, og de er søde til at holde orden og i det hele taget sådan gå og småholde på det hele. Det er slet ikke der, den ligger. Skadefryden. Jeg kan da godt strække mig til at have ondt af alle de tyskere, der i stedet skal holde sommeren på asfaltbund uden oplagte arkitektoniske udfordringer eller på en kulbunke omkring Køln.

Næ, nej. Mine skuldre roterer, og jeg er i pisse-på-kat-humør, fordi de der forventede tyskere IKKE er her. Tænk engang at gå til sådanne ekstremer for at ødelægge folks udsigt, at fælde det meste af en mellemstor, smuk og ældgammel fyrretræsplantage for at parcelhus-græssificere samme areal og i det hele taget udelukkende opføre sommerhus nummer ????? med EN enkelt begrundelse—og så kan de potentielle kunder ikke engang komme frem! Sådan nogle tomme sommerhuse er da lige vand på min kattemølle. Samme mølle som er så grim og lumpen, at den nogle gange i sine spekulationer når helt frem til best case scenario. Nemlig at de manglende tyskere på sigt kan betyde, at det hele går rabundus, så jeg kan købe det billigt ( for penge jeg ikke har) og med et let gravkostrøg kan slå enhver udsigtskiller ihjel og lade det hele gå tilbage til den smukke natur, det var engang.

For det er nok lettere for mig at leve uden loppemarkedskunderne, end det er at have tomme huse. Det fryder mig. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at jeg ønsker mere eller mindre embargo på tyske sommerhuslejere på permanent basis. Hvis man bare lige kunne sortere dem fra, der, beklageligvis for dem, har lejet netop disse to huse, så ville jeg såmænd være yderst tilfreds.

Og forbandet skadefro!

Basalt nærer jeg ingen tillid til forsikringsselskaber. Jeg anser dem for at være et nødvendigt onde, som jeg på en eller anden måde er nødt til at tage i ed omkring det materielle område i mit liv, fordi det dog er væsentligere at få en lille del af et potentielt tab erstattet end bare at gå videre med røven helt bar. Jeg er på forhånd altid forberedt på en overdimensioneret diskussion omkring håndører samt at opdage besynderlige klausuler, der netop og lige præcis angår de områder, hvor jeg har lidt tab. Ydermere anser jeg alle forsikringsselskabers ultimative mål for at være at snyde mig for de penge, jeg har ret til, og som vel i sidste instans er mine egne. For jeg har selv indbetalt dem. Og som en pengemæssig fjende, der generelt har som hovedformål at tale mig ud af, at min skade overhovedet er erstattelig.
Så den eneste grund til, at jeg har forsikringer er, at alternativet er ingen at have. Hvilket ind imellem i sig selv er ulogisk.
Men nu står jeg i en situation, der til fulde belyser, at jeg har ret. At forsikringsselskaber er nogle rådne skiderikker. Forhistorien er, at 5 mennesker kommer ud for præcis det samme: nemlig at skulle hjem fra USA i en forfærdelig fart pga. Coronaen og derfor må investere i nye flybilletter, da de oprindelige først har hjemflyvning langt inde i den opståede karantæne. Alle med den samme form for rejseforsikring, primært udstedt af pengeinstitutter.
Man skulle så, som grundprincip, gå ud fra, at samme 5 mennesker–og da især de, der har samme forsikringsselskab og samme forsikring–ville komme ud for samme behandling og samme erstatning. Men det er slet, slet ikke tilfældet. Ok nej. For til trods herfor, virker det som om, såvel behandling som erstatning er direkte afhængig af, hvem ( og her er jeg på person/medarbejderniveau) der står med sagen. En er blevet totalt afvist, en har, i løbet af ganske få dage, fået hele beløbet skænderifrit tilbagebetalt, en har fået 70%, 2 er stadig i vægtløst limbo, og jeg selv har fået besked på at kontakte ukontaktbart flyselskab, fordi intet vil blive mig tilstedt, uden at skatterne er fratrukket. Hvilket i øvrigt, hvis jeg ellers var i stand til at kontakte nogen uden mailadresse og telefonnummer, koster mere i gebyr for mig, end de potentielt tilbagebetalte skatter andrager. Hvis det er forsikringslogik, så beviser det bare i al sin fulde og udstrakte ulogiske konsekvens, at forsikringsselskaber er om end endnu mere fulde af snydemetoder, end selv jeg var i stand til at tiltro dem.
Problemet er så her, at jeg selvfølgelig med det kan advare mod forsikringsselskaber. Og til fulde bevise, at min advarsel har substans. Men det rokker jo ikke ved, at der, som verden ser ud, ikke er alternativer. For hvor skal man ellers gå hen og betale eksorbitante summer for at få en lille tro på, at ens ting og ens tildragelser er erstattelige? Måske skal man bare begynde og erstatte sig selv ved årligt at indsætte et beløb på lukket konto til uventede udgifter og grimme tildragelser? Blive selvforsikrende?
Anyway, så vil der her fra morgenstunden blive skabt en form for verbal ravage på kontoret hos dem, der ellers mener, vi skal føle os trygge. Og her vil den opmærksomme læser nok spore i ordvalget, hvilket af de store selskaber min øredøvende brok især er rettet imod. Hvis man ikke kan få penge ud af dem, må man vel kunne få en forklaring.
For ganske naivt er jeg da nødt til at vide, hvorfor 5 ens sager behandles så forskelligt. Og hvorfor jeg igen, igen, igen og igen skal ende der, hvor jeg bekræftes i min himmelråbende manglende tillid til forsikringsselskaber.