Guldsøstre

For tiden sætter vi -skam efter alt det, der er dårligt for verden, os selv og klimaet. Og så skammer vi os. Vi flyskammer, vi kødskammer, vi CO2skammer, og vi skammer os endnu mere. Det er blevet forbundet med skam at foretage sig umådeligt mange ting, så der vil givetvis ikke gå længe, inden vi skammer os så meget, at vi flyver lidt i det skjulte, indtager vores kød i mørkelagt skammelighed, kører vores biler i forklædning og undgår alt det, der kan være CO2-udledende. Hvilket er det meste. Ret beset.

Nu har min bank, min BANK!, også indledt sin skammekampagne, for den tror tilsyneladende, at den kan skamme mig fra vid og sans ved at lade mig erfare på daglig basis, hvor meget CO2 jeg bør skamme mig over. På min forside oplyses jeg nemlig om, at jeg kan tjekke, hvor højt mit CO2- forbrug er, ved hjælp af de indkøb, jeg har foretaget med kort. Jeg skammer mig. Her i januar, som endda er sådan en sur måned, hvor mit kort langtfra er rødglødende ( det udleder sgu` nok også noget grimt!), har jeg, ene og alene og personligt, ansvaret for ikke mindre end 47 kilo af slagsen. Af dem skyldes hele 22 kg. den benzin, jeg købte for 150 kroner. Det får man godt nok ikke meget benzin for, men jeg skal da lige love for, at man så går i overkill på CO2-en i stedet. Jeg har købt tøj for 6,9 kg., mens hele 15 kg. er gået på forventet efterbevilling ( men man bonnes altså på stedet!) for  manden og mig KBH retur med DSB og afrejse i februar. Det synes jeg faktisk ikke er helt retfærdigt, for hvorfor skal jeg hænge på 7,5 kg. skam på mandens vegne–bare fordi jeg er så venlig at betale for ham? Mine dagligdags fornødenheder udgør også en rimelig skamplet, men egentlig synes jeg, det er hamrende uretfærdigt, at selv banken ikke kan se, om jeg udelukkende har investeret i grøntsager, eller burde have ekstra-skammet mig, fordi det hele var kød. Det eneste, jeg overhovedet ikke skal skamme mig over, er en lille post på 50 kroner i en genbrugsbutik. Det er nok fordi, nogle allerede HAR skammet sig over den ting, jeg købte, men det skulle da ikke undre mig, om vi snarest får et system, så man ligesom deler skammen, så der bliver rigeligt til alle. Jeg har også brudt min hjerne med, om det derfor er muligt at købe brugt benzin, brugte billetter til DSB og brugte grøntsager. Men jeg er altså ikke rigtigt nået nogle vegne på den front.

Så når man åbner sin bank, får man lige dagens skam i kilo. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min bank gør den slags, fordi den så kan kalde sig grøn. Samt at den, helt uden at skamme sig,  kan sige, at den gør det, fordi jeg skal bevidstgøres om mit eget forbrug og forholde mig til det. Altså så jeg RIGTIGT kan skamme mig. Og den kan gøre det modsatte.

Nogle gange kommer jeg helt i tvivl om, hvad jeg egentlig kan gøre, uden at jeg bare skal skamme mig sådan en lille smule. Her går jeg og synes, at jeg da egentlig er ret bevidst om mit forbrug, mine valg og verdens klimakrise, og alligevel har jeg sgu` formastet mig til at kreditkorte mig selv til 47 kilo CO2-skam på ½ måned.

Det er som om, man nærmest bare skal lade være. Altså være med at foretage sig de allermest simple ting, så som at spise, tage tøj på og bruge sin bil overhovedet. Og toget er ikke engang et  uskammet, brugbart alternativ, for DSB koster jo immervæk 7,5 kg. til KBH, selv om det selvfølgelig er retur. Man skal bare sætte sig hen i sit hjørne og rigtigt skamme sig. På efterkrav, for hvis en halv sparemåned koster SÅ meget, så må jeg da personligt gennem livet have ødelagt mere, end jeg umiddelbart kan rumme at skamme mig over.

I øvrigt viser enhver form for undersøgelser, at skam psykologisk er den dårligste metode til at ændre adfærd og vaner. Nudging, altså at give folk venlige puf mod bedre, alternative og mere bæredygtige levemåder, er så langt at foretrække og har i mange tilfælde vist sig yderst effektiv.

Det ved min bank nok ikke. Siger jeg, mens jeg ivrigt forsøger at udregne, hvor megen CO2 bare 1 grundig hvidvask udleder. For på en eller anden måde er spørgsmålet vel egentlig, hvem der i sidste ende bør skamme sig mest. Mig eller banken? Eller er det måske mig, der til trods for min banks åbenlyse forsøg på at kalde sig grøn og forsøg på at skamme mig ud, der i sidste ende kommer til at lide af bankskam? Fordi min bank ikke er CO2 neutral nok og vaskede som en gal i sin tid? Hvordan man så end måler det?

Ligegyldigt hvad, så er det hele lidt en skam.

Mine aftener er ikke, som de var. Det er heller ikke det samme at køre i min bil og høre radio. Det er i det hele taget meget mere kedeligt, uoplysende, uufordrende og såvel billed-som lydmæssigt gråt.

Jeg savner 24-7, og jeg savner DRK og DR3. Meget mere end jeg troede, jeg ville komme til at savne dem. Det er som om, kære, gamle venner har forladt mit liv og ladt mig tilbage med sekundavarer, vikarer for ordentligt TV og radio. Måske var jeg slet ikke bevidst om, hvor meget jeg egentlig brugte de kanaler, men det skal jeg da lige love for, at jeg er blevet nu. Jeg presses jo, nærmest hvad enten jeg vil det eller ej, ud i streamingtjenester, der da i det mindste har programmer, mellem mange, som jeg gider at se.

Det er synd for Danmark, at vores nationale medier er blevet så mainstream, så idiotisk ens og så lidt udfordrende. Der er ikke længere plads til de såkaldt smalle programmer, som jeg da egentlig ikke tror, var for en særligt indskrænket seer- eller lytterskare. Det eneste, der er indskrænket nu, er udbuddet af programmer, der mestendels ligner hinanden og decideret går efter den laveste fællesnævners princip. Den, der siger, at hvis over 50% af publikum ønsker quiz og actionfilm, så får hele nationen da bare det i hovedet.

Nu står bilradioen på P1, men det er ikke det samme. Jeg mangler skævheden, finurligheden og de improviserede vinkler. Og TV-et står på de få berigende programmer, der har formået at klemme sig ind mellem alle genudsendelserne, Hollywoodfilmene og de evindelige quizzer, samt de streamingtjenester, der har kendt deres besøgelsestid og sender programmer for voksne mennesker.

Det er sørgeligt, og det er pinligt. Det er at spare på steder, hvor det udelukkende er oplysning og udfordring, man sparer på. Lige nu kan man på DR for nogle og hundredende gang og i flere timer gense britiske serier om livet i 60-erne. Det er da også lige det, vi mangler allermest i vores liv!

Eneste positive udfald må være, at mit rejsebureaus ture til landsbyen Goathland i Yorkshire, hvor hovedparten af alle disse ufarlige nostalgitrip til hyggeland er optaget, har mulighed for at blive særdeles populære, når nu folk mindes på stedets eksistens på daglig basis…..

I går hørte jeg et interview med den ( i øvrigt fremragende) amerikanske forfatter, Jennifer Egan. Blandt mange andre kloge ord sagde hun noget, jeg hæftede mig ved. Det gør man jo altid, når man kan genkende det fra sit eget liv. Nærmest enhver interesse bygger på identifikation.

Hun sagde, at “man” ikke længere talte om (T)rumpen i USA. I alt fald i de kredse, hun færdedes i. Fordi at bringe ham ind i en samtale er som at lægge en betændt kræftbyld på bordet, at dræbe enhver form for god stemning og at give mismodet ny næring. Ligesom Voldemort i Harry Potterbøgerne er han evigt latent og kan ikke gå eller trylles væk, skylles ud med det beskidte badevand, men man kan foregøgle sig, at han i alt fald ikke lige ødelægger noget i nuet, hvis man undgår at tale om ham. Han har ødelagt så meget, men ved ikke at tale om ham kan man i det mindste fratage ham at ødelægge stemningen nu og her i ens personlige liv. Holde ham ude, som man også tager afstand til Voldemort og alle de andre djævle, der nu befolker såvel fantasien som virkeligheden. (T)rumpen kan ikke tales væk, men han kan, til nød, ignoreres. Hvis man vil det positive liv.

Sådan har jeg det også. I begyndelsen af hans præsidentperiode skrev jeg meget om ham. Han lå som en skygge over mit liv, og det gør han da stadig. Men jeg kan abstrahere fra ham og vælge, at han lever bedst i mit livs glemsel eller fortrængninger. Han skal have præcis den magt over mit liv, der tilkommer ham–og det er, hvis jeg selv kunne vælge, absolut ingen. Selvfølgelig griber han direkte ind i min privatssfære, når han udsender et uovervejet tweed og sender mine aktier direkte mod jorden på 3 sekunder (tænk, at være så magtfuld–og så uovervejet!) og i verdenssfæren, når han myrder folk i andre lande og egentlig udelukkende ikke starter en 3. verdenskrig, fordi nogle rådgivere, trods alt, advarer ham mod det. Det sidste irriterer mig og fortvivler mig på mange uskyldiges vegne, men jeg gider egentlig ikke rigtigt snakke om det. Han er et udtømt emne, som indholdsmæssigt er decideret brækfremprovokerende, og som mit personlige liv har det usigeligt bedre uden at berøre.

Så Jennifer Egan har ret. Også på verdensbasis, tror jeg. Vi GIDER ikke bruge vores dyrebare ord på ham mere. Vi GIDER ikke spolere gode stunder og gode liv med ham. Vi GIDER ikke mere bøvl, mere uforudsigelighed, mere idioti, mere bizar impulsivitet, mere uovervejethed, mere infantilitet og mere narcissisme. Han må gerne holde sin kæft, sine småfede naller fra tasterne, fise af og lade os have positive, berigende samtaler, der ikke handler om ham.

Afslutningsvis håber jeg så, at majoriteten af de amerikanske vælgere har det præcis som Jennifer Egan, mig og sikkert millioner af andre i hele verden til november…..

Engang var januarudsalg, akkurat som at tage en tur ned i byen, en social begivenhed. Tit og ofte med alle mand af huse og med lange shoppinglister over alt det, man nu skulle have i hus til en billig penge. Enten fordi man decideret manglede det, eller fordi den eller de ting, man gik efter, endelig havde nået et prisniveau, hvor man kunne forsvare over for sig selv at investere i det. Jeg kan huske udsalgsdage, hvor min by var tæt af mennesker, familier på samlet indkøb, og dage hvor midtbyen var forvandlet til en stor social zone, hvor man nærmest rendte ind i alle dem, man kendte.

Sådan er det ikke mere. For det første er udbuddet af forretninger minimeret til et katastrofal lille antal, hvor gabende tomme butiksfacader klart dominerer over steder med (forretnings)liv. For det andet adskiller udsalgstider sig ikke specifikt fra ikke-udsælgelige perioder, for der er altid tilbud, særpriser og (især) ophørsudsalg, og det såkaldte egentlige udsalg består ofte af præcis de samme varer, som har været på tilbud i månedsvis. For det tredje er der på ingen måde nogen social begivenhed forbundet med at trave rundt i en mestendels forretningsafdød by, hvor der som regel er så få kunder, at man næppe møder mere end en håndfuld perifert bekendte af den slags, man ikke er mere end på hils med. Januarudsalget kan man med god samvittighed ( overfor sig selv og sine penge) sagtens skippe, og skal man have en uforpligtende snak, er det absolut det mest lousy bud på at få nogen at få netop sådan en med.

Jeg kommer ikke meget i min by mere, bruger den i mindre og mindre grad. Selv obligatoriske bybesøg, som førhen bestod af bank, bibliotek, frisør og dagligvareindkøb er taget ud af den. Banken er indholdsmæssigt flyttet til nabobyen, så den statelige, store bygning nu kun består af et antal upersonlige automater og en enkelt medarbejder, jeg kan hente udenlandsk valuta ved, og som kan hjælpe over-pensionisterne med at få deres pension ud i rigtige sedler. Biblioteket har, meget sigende, vendt sin facade væk fra bymidten, så det på ingen måde er nødvendigt at konfrontere sig selv med by og handel for at komme derind. Det er endnu en af de fadæser, som utallige danske provinsbyer, der de sidste 10-20 år har opgivet deres stadsarkitekter, har lavet, således at alt bare har haft frit spillerum til at voksne vildt, uhensigts- og uplanmæssigt, fordi ingen har haft det overordnede overblik. Frisøren er flyttet ud i parcelhuskvarteret, og supermarkederne ligger som en form for nymodens voldgrav omkring bymidten, beskyttende den, så ingen har oplagt bevæggrund til at gå derind, da både mælk og kartofler kan handles udenfor.

Og skal vi endelig til social shopping, så er det da på ingen måde på de gamle udsalgstidspunkter. Istedet er mange af huse i forbindelse med amerikanske arve-pseudo-forbrugsfester som Black Friday, eller når et godt lagersalg/outlet kommer forbi. Den ene dag, det så varer. Jeg tror, vi har glemt, eller internet-fortrængt, at selve sammenhængskraften, selve følelsen af “vores by” også ligger i, at det at hænge sammen betyder at kende hinanden og mødes med hinanden i den by, vi rent faktisk bor i. Ikke bare udsalgssjælen, men også dagligsjælen er væk fra vores provinsbyer. Vi har ikke noget at komme i dem efter. Selv ikke, som vi gjorde indtil for ganske få år siden, når der er udsalg. Generelt bliver jeg bare deprimeret, når jeg en sjælden gang er nede i min by. Og spørger mig selv, hvad jeg egentlig i grunden skal her!

Men forleden var jeg så alligevel dernede, fordi det var udsalg, og butikkerne holdt åbent en søndag eftermiddag. Der var der vel en 10 andre stykker, der også var. Der var gabende tomt, januartomt, og det må have kostet en del på minuskontoen overhovedet at betale for de ansatte i butikkerne. Jeg skulle se på noget bestik og gik selvfølgelig til en isenkræmmer, for sådan en har vi da stadigvæk, selv om det nok ikke varer så længe, inden det også går over i den sørgeligere del af byhistorien.  Bestikhylderne var gabende tomme, og ved forespørgsel hos en noget vrangvillig ekspedient ( det var da ellers ikke, fordi hun havde andet at lave!) blev jeg oplyst om, at bestik var på lageret, da folk ellers stjal det. Men jeg kunne jo tjekke udbuddet fra samme kæde på nettet! Det var vist lige der, hun undergravede sit eget job, og jeg fik serveret en super undskyldning for at handle på nettet og samtidig nedlægge min egen by handelsmæssigt.

Der skal bare en af den slags ekspedienter i hver butik til, før vi er helt og aldeles ovre alt det pjat med fysiske forretninger. Før vi overhovedet ikke behøver at holde nogen form for fysiske udsalg. Før det absolut ingen mening giver at bevæge sig ned i ens midtby, med mindre man ynder at studere grotesk tomme, uoplyste og forfaldne facader. Før det at opholde sig i denne spøgelsesby af har-været vil være den mest usociale begivenhed, man kan udsætte sig selv for, da man givetvis ikke møder andet end sit eget spejlbillede i de snuskede ruder.

Jeg er så gammel, at jeg stadig mindes, da der var januarudsalg til. Faktisk med glæde. Både fordi, det var rigtige udsalg, hvor man kunne gøre et godt køb, men også fordi, det var sociale begivenheder, hvor man var med til at give sin by den sammenhængskraft, der netop er nødvendig for, at den bliver til et sted, hvor man både bor og hører hjemme.

Siden nytår har jeg været smidt ud! Forment adgang og magtesløst siddet og set på, at adgangen til min blog var, for nu at være lidt sproglig opfindsom, blokeret. Beskeden var, at mit websted enten var flyttet til en ny, for mig ubekendt adresse, nedlagt eller midlertidigt ude af drift. Ligegyldigt hvad jeg trykkede på, (og jeg trykkede jævnt hen energisk på alt trykbart), hvilke opfindsomme muligheder for indgange jeg anvendte (og jeg var virkelig opfindsom) , og hvor meget jeg bandede og kaldte computeren grimme, grimme navne (der er jeg i en klasse helt for mig selv)–lige lidt hjalp det. Jeg var uønsket, eksileret, sendt hjem i blogludo og udsat for totalembargo fra min computers side.

Så derfor har jeg altså ikke skrevet noget de sidste dage. Det vil sige: Jeg har forfattet romaner af stor og vital betydning inde i mit hoved og været ved at spænges over alt det, der bare ville ud. For når man ikke har adgang til noget, bliver ens umiddelbare behov for netop adgang cirka milliondoblet. Verden er gået glip af oceaner af visdomsord fra min side, blot pga. en kontrær computer. Og det allermest irriterende ( og synd for verden) er, at jeg nu næsten totalt har glemt alle guldkornene. De fadede ligesom langsomt ud af tasterne, da jeg her til morgen, uden forudgående øvelser, pludselig fik adgang. Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke kunne komme ind, ligesom jeg er komplet uvidende om, hvorfor jeg nu er persona grata. Det er som med fjernsyn i gamle dage: Ingen anede, hvorfor det hjalp at give dem et forsvarligt Onslowiansk spark oveni–men det gjorde det!

På et tidspunkt i løbet af i går nåede jeg også dertil, at jeg på stedet ville nedlægge enhver form for blogaktivitet. Bare for at være så uvenlig som mulig overfor en kontrær computer. I øvrigt er der ikke meget fis i at være uvenlig overfor sin computer–den er jo bedøvende, tavst ligeglad og sidder ethvert angreb af, det være sig både verbalt og fysisk. Det koster faktisk penge at have en blog, ligesom det da også koster noget at beskytte sin webadresse mod de sikkert milliarder af andre, der også gerne vil hedde Guldsøstre, men bare ikke kan komme til det, fordi jeg var den hurtigste. Det er ingen hemmelighed, at det så er den rene underskudsforretning. Hvor andre, højtprofilerede bloggere scorer megahøjt på både læser- og reklameindtægtsscalaen, er denne blog en dyb hemmelighed for alle andre end de ca. 50 MEGET trofaste, helt reklame- uinficerede læsere. Selvfølgelig ville jeg da godt kende hemmeligheden omkring, hvad det er, de andre kan, og hvorfor de tilsyneladende skriver så meget bedre og så meget mere interessant end mig, men i løbet af mine blogbannede dage slog det mig også, at det i grunden ikke er så væsentligt et mysterium overhovedet. Jeg skriver jo ikke for profileringen, for pengene, for promoveringen. Jeg skriver udelukkende for mig selv. Fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være! Og så er det jo faktisk imponerende, at SÅ mange gider læse med!

Der faldt et tungt tastatur fra mit hjerte, da vedkommende her blev lukket ind igen. Lidt ligesom at komme hjem, komme ind ude fra kulden, regnen og blæsten. Så nu vil jeg prøve at genkalde mig alle de interessante genialiteter, der har spadseret rundt i min hjerne de blogløse dage. Lige nu er der lidt tomt, men hvis jeg formenes adgang igen, vil jeg sikkert overfaldes af sandheder, som hele verden (eller i alt fald omkring 50!) umuligt kan leve uden!

Min datter og min hund har i disse dage det til fælles, at de kun nødigt bevæger sig udenfor. I alt fald efter mørkets frembrud. For datterens vedkommende skyldes det en bopæl i Nordvestkvarteret, hvor imbeciler morer sig med at smide fyrværkeri efter tilfældige, og uskyldige, forbipasserende. For hundens, at den er rystende, panisk angst for ethvert brag og hvert eneste raket, der stiger mod himlen. Menneskers sociale liv begrænses ufrivilligt, mens dyrene bliver stressede og uforstående overfor en overvældende angst, som de, som de dyr, de er, ikke kan forholde sig til. Udover det accepterer de nok mere en sprængt blære end skrækken for det ukendte.

Og så er det ikke engang nytårsaften endnu. Dette er kun forstadier til, generalprøver på, hvad vi kan forvente os om et par dage. For så længe fyrværkeri stadig er fuldstændigt legalt og enhver uskolet privatperson kan affyre det, er folk i fyrværkeribelastede kvarterer samt alle dyr jaget vildt, eksistenser helt uden rettigheder. Det er gadens fyrværkeriproletariat, der har den eneste væsentlige magt, og alle andre må vige for den. Eller få et kanonslag i nakken!

Det kan da ikke passe! Være acceptabelt i et land, hvor majoriteten af borgere generelt er enige med mig i disse iagttagelser. Som om vi bare stiltiende godkender, at unge bøller og andre imbeciler med raketter sætter en dagsorden, de fleste af os er helt uenige i. Danmark har en af verdens mest liberale fyrværkerilovgivninger, og argumenterne mod en stramning går derfor altid på, at vi så bare vil få et større og farligere sort marked. Hvilket er fuldstændigt idiotisk tænkt, da man jo netop ved at forbyde fyrværkeri i privathænder og gøre det strafbart står med alle muligheder for at straffe hårdt og forståeligt overfor de, der ikke har forstået budskabet. Eller er for idiotiske til at forstå de skader, de påfører andre.

Og jeg er slet ikke imod fyrværkeri som sådan. Jeg synes tværtimod, at det er flot, overvældende og smukt. I de rette hænder, på de rette steder og på de rette tidspunkter. Derfor bør det også kun affyres af professionelle, som netop kender farerne samt ved præcis, hvordan det giver den mest blændende virkning og forestilling. Det er såmænd ikke så svært. Lav en indsamling med frivillig indbetaling, eller lad de enkelte kommuner betale, og find nogle steder, nogle højtliggende, smukke steder, hvorfra alle kan få glæde af det flotte fyrværkeri, der så affyres af fyrværkere på nytårsaften. Og ikke i dagene op til og efter!

Det er ikke rimeligt, at beboere i visse kvarterer samt vel samtlige kæledyr i landet skal udsættes for dette år efter år. Når vi nu kan gøre det anderledes, flottere og meget, meget mere sikkert.

Synes jeg!

Forleden, faktisk fredag aften omkring spisetid, var jeg i en tur i en lokal Faktaforretning. Der sad en meget ung, genert mand ved kassen, og hvis der var andet (og ældre/voksent) personale i butikken, var det i alt fald ikke umiddelbart synligt.

Efter mig stod tre endnu mere meget unge drenge med hver sin øl. Dem ville de gerne købe. Desværre ( og her skal jeg nok udelade arsenalet af undskyldninger og bortforklaringer) havde ingen af dem legitimation på sig. Til gengæld havde de strålende overtalelsesevner, så den særdeles grønne unge mand ved kassen lod dem slippe med en advarsel om, “at det kun var denne gang, det lod sig gøre.” Han virkede i øvrigt lidt skræmt.

Inde i mit hoved blev der lige foretaget et sjusset regnestykke over antallet af dagligvareforretninger i byen, ganget en smule og nået et facit på, at hvis de tre unge fyre bare nåede halvdelen af dem, ville de også (forudsat lige så  fesne, unge medarbejdere) nå heldelen af en forsvarlig brandert.

Det er i sig selv beklageligt. Men det er endnu mere beklageligt, at tydeligt mindreårige slipper afsted med at købe alkohol i dagligvarebutikker, der har klare regler for, hvem der kan købe. Enhver kan jo sige sig selv, at hvis bare en af de tre ungdommeligheder havde været over 16, ville han givetvis have bevæbnet sig med identifikation hjemmefra. Om ikke andet så for at undgå løgne og ualmindeligt dårlige undskyldninger. At gå i Fakta og købe tre øl er oftest ikke en pludselig indskydelse–det er som regel indledningen til en fest. Og har man ikke sin legitimation i orden, er det som regel fordi, man simpelthen ikke har nogen.

I Moster Fornærmets optik var det ikke i orden, at de tre ungersvende fik lov at købe deres øl. Modsat ville de have været ganske OK, hvis de havde haft de fornødne papirer, så både de og kassebabyen ville have overholdt loven. Problemet er jo også, at ølkøbet vel aldrig falder tilbage på netop dem. Det er den unge mand ved kassen, der tager skraldet, hvis der ellers bliver noget skrald at tage. Han virkede en smule forknyt, og min umiddelbare fornemmelse var, at han på en eller anden måde kendte dem. Eller kendte til dem, hvilket vel er endnu værre.

Hvis der er regler om, hvem der må købe alkohol i vores butikker, har de som regel det formål at afholde de, for hvem netop dette ikke er hensigtsmæssigt pga. alder, fra at gøre det. Det er ikke bare pjat og lallende unødvendighed. Det er faktisk loven. Og lige som man givetvis ikke kan snakke sig ud af at have glemt sit kørekort ved en tilfældig razzia, så bør man på ingen måde kunne tale sig ud af at have “glemt” legitimation ved ølkøb.

Jeg sagde ikke noget. Og det var der en tydelig grund til. Nemlig den lille kassefyr. Han blev nærmest endnu mindre under DEN handel. Men hvis jeg nogensinde møder de tre bajeraber igen, så er det særdeles muligt, at hele arsenalet af ukvemsord rulles ud. For selv om det lovmæssigt er kassedrengen, der har lavet fejlen, så var det i alt fald i mine øjne dem, der var skurkene!

Dette var det syn, min mand kom hjem til forleden. Ikke blot i køkkenet, men i hele huset. Kælder inklusiv. Alt var brutalt hevet ud af skabe og skuffer og smidt, hvor det nu engang var landet. For sådan arbejder en indbrudstyv.

Jeg var i London og må sige, at glæden ved en af mine yndlingsstorbyer i julepynt forstummede lidt og blev overgået af en skrækblandet længsel efter at komme hjem og konstatere, hvor meget af det, der oprindeligt var mit, der nu uretmæssigt var overgået til åbenbart at være blevet en andens. Jeg gik ned ad Regent Street og oplevede i forestillinger mig selv smykkeløs og uden arvestykkerne og havde svært ved at koncentrere mig om andet end mit eks-rejsevaluta, som desværre lå, så selv den allermest stupide indbrudstyv nærmest fik det kastet op i hånden.

Så jeg har da heller ingen rejsevaluta mere. Selv om jeg samtidig indvendig fryder mig over, at Hr. Tyv nok får en del vanskeligheder med at omveksle sedler og mønter i vietnamesiske Dong, jordanske Dinarer, uzbetiske SUM og andre måske knapt så udbredte valatuer på disse breddegrader. Men mine dollars skal han såmænd nok få noget ud af. Den idiot!

Hvis man ser nøje på billedet af mit køkken efter indbrud, kan man endvidere se, at samme tyv må have været mere end ualmindeligt stupid. Der er umiddelbart flere ting, som kunne have givet en rimelig indtægt–ingen nævnt, ingen glemt, og ingen opfordringer sendt. Det samme gælder resten af huset, hvor man i alt fald kan konstatere, at tyven nærmer sig imbecilitet og direkte ignorans indefor viden om moderne dansk design. Han er tilmed også på bar bund ang. skotske smykkedesignere, og det kan jeg jo så kun være taknemmelig for. Heldigvis, for ham, altså, kan han kende en marguerite, når han ser en, så jeg er blevet blomsterløs. Sammen med tabet af flere andre smykker, som heldigvis ikke havde hverken affektionsværdi eller var arvestykker. Ryge gør han i øvrigt heller ikke. De 2 kartoner Prince, der nærmest grinte af ham, gad han heller ikke lige at tage med.

Så han er gået hjem med rejsevaluta nok til en mindre ( altså ret lille, og kun til udvalgte lande!) jordomrejse samt en del sølv. Og hvis han, inden han kom her, har haft en rigtig dårlig dag ( hvilket jeg da noget så inderligt håber!), så har har kørt sine aggressioner af på samtlige mine skuffer og skabe. For kors, hvor har han dog været voldsomt gal på mine kjoler og bluser.

Tabet af penge og ting er så også blot det mindste. Det er døde ting. Det værste, usammenligneligt værste, er, at han har været inde og rode i mine og vores ting. Har trodset vores klare grænser for, hvad der er vores. Skabt en iboende utryghed omkring, hvornår han måske kommer igen og erkender sin overvældende stupiditet ved at bemægtige sig det, han sådan lige kom til at overse. Man sover på en anden måde om natten. Lytter efter uventede lyde og knirkerier, der ikke plejer at være der. Eller måske de, der altid har været der, men som man hidtil ikke har tillagt den fjerneste betydning. Nu lyder selv en hundepote på træ som en potentiel hjemmerøver.

Værst er det næsten, at han har taget fjerbetjeningen til vores fjernsyn. Umiddelbart en underlig tyvekost, men der er skam indbrudstyvsfornuft bag. For hvis man står ude i folks haver og tænder deres fjernsyn, kan man hurtigt konstatere, om de er hjemme. Så vil de jo, med det samme, fare ind og slukke, hvis de er! Og hvis de ikke er, så er banen vel kridtet af til endnu engang rod.

Der vil blive foranstaltet alarmer i udpræget grad de næste dage, og fordørslåsen vil også blive udskiftet. Han skal ikke få det nemt, hvis han returnerer efter alt det, han glemte. Det er tredje gang på 10-15 år, vores hus er udsat for uindbudte gæster, og vi orker simpelthen ikke mere. Som værdibunken aftager, vokser frygten, utrygheden–og vreden. Glæden ved at anskaffe sig pæne ting aftager i høj grad, når man aldrig rigtigt ved, hvor længe man overhovedet har dem. Jeg gider ikke købe fine secondhand samlersmykker til en idiot, som ikke engang ved, hvad han har fået fingrene i. Tilligemed at jeg ikke har den fjerneste lyst til at rydde op efter ham. Eller hans venner.

Personligt har jeg et overvældende arsenal af bandeord til ethvert formål. Både på dansk og engelsk. Lige nu kører de som undertekster til mine tanker indvendigt, og hvis jeg nogensinde får fat i den imbecile slyngel, vil han blive både dyppet og rullet i dem. Samtidig med, at jeg nok vil spørge ham, om han aldrig har lært at rydde op efter sig, og om han måske, som en form for dygtiggørelse indenfor sit valgte fag, ikke burde overveje at tage et supplerende kursus i design, tøj og taskemode. Ikke for at han skal hente mine ting. Men fordi det da er så patetisk sølle, nærmest uprofessionelt, at være så ubeskriveligt dum, som han har været!

I tirsdags, ovre på markedet, talte jeg med en ung amerikaner. Vel omkring de 20. Som det altid sker, når man taler med amerikanere, falder snakken på deres såkaldte præsident. Efter at jeg havde luftet mine ret utvetydige synspunkter på samme, blev jeg indgående belært om, at det udelukkende var den løgnagtige presse, der stillede den troværdige præsident i et dårligt lys. Hvortil jeg selvfølgelig replicerede, at set fra min synsvinkel var det nok snarere den troværdige presse, der placerede den løgnagtige præsident i præcis det lys, han fortjener.

Men det er skræmmende, at selv helt unge mennesker falder for ( T)rumpemaskinens propaganda. Meget skræmmende. Men næsten endnu mere skræmmende er det da, at selv det danske samfund som sådan er, om ikke faldet for (T)rumpepropagandaen, så dog har underlagt sig den og accepteret et besøg af selve manden.

Kan vi da virkelig, som land betragtet, være det bekendt overfor os selv? Kan vi GØRE det overfor os selv? Kan vi, som land, se os selv i øjnene uden at se  blot og bart et identitetsløst jordstykke uden egentlig national respekt og helt uden nogen form for selvværd og stolthed? Hvorfor i alverden siger vi ikke bare: Nej tak. Du er ikke velkommen her.?

Nu er jeg jo ikke totalt imbecil omkring internationalt diplomati, handelsforbindelser og gensidige aftaler og alliancer. Vi er, på papiret og helt sikkert også i praksis, venner med USA. Og det skal vi selvfølgelig vedblive at være. Af utallige årsager, som jeg ikke lige har tid til at opremse her. Men vi er altså ikke best pals med den tilsyneladende forrykte kransekagefigur, der udadtil repræsenterer og tegner landet. Vi er nærmere dybt solidariske med de millioner af undersåtter, der dagligt må lide under hans impulsive, uigennemtænkte griller. Og burde vise netop DET.

Personligt synes jeg, det ville være SÅ imponerende flot, hvis vi, som land betragtet, var modige nok til at afslå et besøg. Klart udtrykke overfor hele verden, at manden ikke var velkommen. At vi er bedste venner med USA, men desværre ikke med dets præsident, da han i alle henseender etisk overskrider alle de grænser, vi som nation har for almindelig, anstændig opførsel. At vi, netop som nation, står for nogle klare værdier, som vi ikke giver køb på, og som vi ikke er bange for at vise hele verden, at vi vægter langt, langt højere end diplomatiets nogle gange tåbelige regler. DET ville være flot!

Og jeg er sikker på, at et utal af andre lande, og især deres befolkninger, i den grad ville se vores lille land som et foregangsland og en modig medspiller på verdensscene. For, let’s Face it, et utal af politikere i hele verden lader sig trække rundt i manegen af en domptør, som de mildest talt synes er ubrugelig, mens de holder kæft og gør gode miner til diplomatiets store cirkusforestilling. Hvor ville det være banebrydende og imponerende, hvis vi lige præcis var dem, der undlod at deltage i dette absurde teater.

Selvfølgelig ved jeg da godt, at vi ( endnu engang) i diplomatiets hellige tjeneste, gør gode miner til absurd spil, men hvor ville det dog have skabt national selvrespekt og international respekt, hvis vi havde turdet at sige nej. Nu ender vi så bare som gulvmåtten, der udadtil kommer til at stå som et land, der sandelig også tror på, at (T) rumpen er en misforstået, troværdig helgen, der forfølges af en løgnagtig presse. FØJ!

Nogle gange spekulerer jeg på, om det bare er mig, der er ved at blive en gammel snerpe. Om jeg med årene har udviklet mig i en lidt uheldig, fordømmende retning. Om det virkelig bare er mig, der stødes af bare (øl)maver og BH-er på offentlige steder? For hvis jeg står helt alene med mine æstetiske kvababbelser, så må jeg jo bare ihærdigt prøve at undertrykke det og acceptere det som en selvfølgelighed, at det er gængs høflighed at gå en tur på Strøget iført shorts ( og altså KUN shorts) for mændenes vedkommende, mens kvinderne gerne tilføjer en lille BH til det tekstilmæssige mangeludstyr.

Jeg synes, ( og her er det så måske bare min indre snerpe, der ligesom zoomer), det bliver mere og mere almindeligt at se mennesker i alle aldre og alle størrelser iklædt et minimum af stofstykker i det offentlige rum. Hvad voksne folk foretager sig på stranden, i deres eget hjem og have og i lukkede forsamlinger sammen med venner og bekendte, er mig totalt og inderligt ligegyldigt. For min skyld kan de spadserer nøgne rundt eller iklæde sig klovnekostumer og strudsefjer. Men det støder mig, når de indtager gader, stræder, butikker og andre offentlige steder iført nærmest ingenting–eller i bedste fald, hvad der i min terminologi går som strandpåklædning på en særdeles varm dag. Besynderligt nok kan jeg også i min speedzooming konstatere, at trenden tydeligvis primært appellerer til helt unge mennesker eller folk med niveauet over dansehåndtag. Både for og bag. (Nogle gange kan man sgu` nærmest ikke lokalisere BH-en!)

Jeg føler mig stødt over at få andres kroppe betingelsesløst kastet i øjnene. Jeg har, samtidig, ingen interesse i at iagttage fedtdepoter og gamle ars placeringer. Personligt er jeg egentlig ret uberørt af kroppe som sådan. Jeg vil bare gerne selv bestemme over, hvornår jeg ønsker dem kastet i fjæset. Enhver er vel forberedt på en form før kødmarked på samtlige strande, og sådan skal det faktisk også være, men i mine øjne ville det være rart, om afklædningskulturen begrænse sig netop til strande, når den vel at mærke er offentlig. Mennesker, der går halvt afklædte rundt på offentlige steder, overskrider mine grænser, og faktisk synes jeg også, de overskrider de kulturelle regler for almindelig høflighed og hensyntagen. Hvis man, og det skal man så ikke, men jeg gør det alligevel, laver en sammenligning til lande, der har et noget anderledes klima end os, og hvor varmen om sommeren nærmer sig utåleligheden i grader, så ser man aldrig–som i ALDRIG–mennesker i samme tilstand af afklædthed i det offentlige rum.

Jeg kunne da på ingen måde–faktisk ville jeg hellere rulles i tjære og dyppes i fjer, men så fik jeg selvfølgelig også en slags tøj på!–finde på at gå en tur ned i gennem byen iklædt BH og et par små shorts. Jeg ville føle, at alverdens øjne var rettet mod mig og sikkert ihærdigt forsøge at dække over de hudlapper, der blev stillet til skue. Jeg ville føle mig nøgen og kulturelt ude af trit med min egen påklædningskultur. Jeg ville føle mig upassende, fejlcastet og–hvilket næsten er det værste–totalt latterlig. Og hvis jeg samtidig modtog blikke fra andre, der indikerede, at de følte sig en smule provokerede af min tåbelige upåklædthed, så ville jeg faktisk med det samme opleve en fantastisk solidaritet.

Det er muligt, jeg med årene har udviklet min snerpethed i en uheldig retning. Men det fratager mig jo samtidig ikke følelsen af, at jeg bliver provokeret af andres lemfældige omgang med tekstiler. Personligt synes jeg, at det er en uskreven, kulturelt betinget regel, at man tager tøj på, når man begiver sig ud i det offentlige rum.

Og i grunden kunne det være ret interessant at høre, om jeg virkelig er den eneste gamle hejre, der har det sådan??