Nu er det NOK!

Jeg har gået i flere dage med en klump inde i maven, der bare vokser sig større og større. En klump, der både gør ondt, nager og gør mig vred. Sådan en, man er nødt til at have ud på skrift. For sjældent har jeg følt mig så inderligt trådt på. Sjældent ( måske endda aldrig) har jeg mødt et menneske med så altovervældende dårlig situationsfornemmelse, som ved bare et træk har formået at såre så uendeligt mange andre mennesker.

Det begyndte med, at statsministeren vrælede for åben skærm over, at der i hendes land er ufatteligt mange mennesker, der for tiden lider og er blevet frataget deres levebrød. Som udgangspunkt må man vel kunne forsvare at mene, at det nok var de mennesker, der lider, der burde have grædt. Alle os, der er blevet snydt i en kompensationsordning, der udelukkende er bygget på tilfældighedernes spil. Det gør vi også, græder altså. Der er bare ikke nogen, der tager sig af det.

Det er ikke statsministerens skyld, at vi har Corona. Men det er faktisk statsministeren og hendes regerings skyld, at utallige mennesker ikke er blevet kompenseret for, hvad de har mistet på den konto. At der i Danmark er en endog betydelig gruppe, som er blevet overset. Hvis arbejde er blevet totalt negligeret. Der er masser af mennesker, der ikke har modtaget en øre i det store, tilfældige kompensationslotteri. Og her taler jeg altså ikke om minkavlere, men om ufatteligt mange andre, der nu på 10 måned må klare sig det bedste, de kan. Som i vores såkaldte velfærdssamfund lige nu praktisk talt ikke har mere, de kan sælge. Og (her forsøger jeg så at undgå at blive sentimental!) nok ikke lige har tjek på nogen som helst julegaver.

Det er decideret usmageligt, sårende, hyklerisk og (som sagt) udslag af total mangel på situationsfornemmelse at stille sig op med sin fede ministerløn og Gudhjælpemig vræle offentligt. Det er at bore en syl langt ind i hjertet hos alle de, der burde græde, fordi de lige nu er så magtesløse. Fordi overgræderen tilsyneladende ikke aner, de eksisterer, og tilmed synes, at hun kan tillade sig at gå i spin på den konto.

Man kunne jo også vende det hele på hovedet og spørge, at hvis hun virkelig er så dybt ulykkelig på andre tidspunkter, end når der er kamera på, hvorfor gør hun så ikke noget? Sådan at hun måske kunne holde op med at græde? De tårer er, under de nuværende omstændigheder, så billige, så malplacerede, så sårende, så uendeligt nedværdigende for alle de, der, ulig hende, sidder derhjemme og græder, fordi de faktisk har noget at græde over. Og her kan vi da med lethed inkludere store mængder af andre end bare de, der må klare sig igennem uden nogen form for kompensation ( altså ikke har fået løn siden marts!), så som de udsatte grupper og folk på plejehjem. Mon de ikke også har noget at græde over?

For snart 6 måneder siden sendte jeg et brev til statsministeren. Det bestod primært af to spørgsmål. Nemlig omkring, hvorfor hun ikke syntes, jeg skulle have nogen form for kompensation, og hvad hun havde tænkt sig at iværksætte af tiltag for folk som mig. I mellemtiden har hun ikke iværksat noget som helst. ( Hun har haft travlt med at vræle!). Hun har heller ikke svaret mig, hvilket jeg synes er klart uanstændigt samt en tydelig markering af, at jeg bare skal negligeres.

Jeg tror, vi er mange, rigtigt mange med samme klump i maven, der egentlig bare synes, at statsministeren burde tørre sine øjne, genfinde en anstændig situationsfornemmelse og så sætte sig hen og GØRE noget i stedet for at vræle løs for åben skærm. Det er muligt, at nogle tolker det som udslag for empati. Dem om det. For mange er det i stedet et slag lige i mellemgulvet. Det er muligt, vi ikke har patent på at græde. Men, helt ulig statsministeren, så har vi faktisk en grund til at gøre det!

Continue Reading

Tilfældighedernes spil.

Nu er det så minkfarmerne. Der berøves deres indkomst, levevej og sikkert også selvværd og selvtillid af Coronaen. Det er dybt, dybt tragisk.

De er ikke de første, skal jeg lige hilse og sige. Samtidig med, at det også skal siges, at Coronaen er en ubarmhjertig opponent, for den indgår hverken i forhandlinger, kompromisser eller i det hele taget nogen form for diskussion. Her er vi mennesker helt sat ud af spillet, som umælende ofre for terninger der kastes i fuldstændigt tilfældige formationer.

Jeg møder ofte mennesker, som fortæller mig, at Coronaen ikke har haft den store indflydelse på deres liv–udover omkring det rent sociale og de årlige ferierejser. Det kan de så beklage sig over. Mens jeg faktisk skammer mig lidt på deres vegne.

For nok er der mange, for hvem Coronaen udelukkende betyder sociale afsavn. Hvilket i øvrigt også er katastrofalt for udsatte grupper og vores gamle og syge, der næsten ikke kan blive ved med at opretholde livsgnisten i dette ikke-liv af nærmest total indespærring. Men der er altså også ufatteligt mange, der lider direkte–og mere og mere–under denne ustoppelige latenstilstand.

For hvis nogen fejlagtigt tror, at de såkaldte kompensationsordninger og andre af de hidtil mest mislykkede tiltag hjælper folk i knibe, så tager de fejl. Tilhører man kulturlivet, rejsebranchen, de sæsonansatte, de lavtlønnede med freelanceopgaver, minkbranchen og mange, mange flere, så er man i stedet udsat for et labyrintisk cirkus af uforståelige love og forordninger, der primært, synes det som om, har til hensigt at afholde de fleste fra at søge. For mange ER der rent faktisk ikke steder at søge. Oftest fordi regeringen slet ikke er opmærksomme på, at samme brancher og mennesker overhovedet findes.

De ny-arbejdsløse minkfarmere vil–udover smertefuldt at miste deres livsværker–givetvis opleve, at det udelukkende er tilfældighedernes spil, der afgør, om de kan hjælpes videre. Akkurat som massevis af kunstnere, freelancere og rejsebrancheansatte ( for bare at nævne nogen) har mærket det på egen krop de sidste mange måneder. De vil sidde overfor stakkevis af formularer til udfyldelse og rende ind i samtlige strandingshjørner, hvor de bare ikke passer ind og derfor endnu engang slukørede må erkende, at det ikke er retfærdighed og fælles opbakning, der afgør deres skæbne. Men udelukkende tilfældigheder. Uigennemtænkte, umulige løsninger. Bare vent og se om lidt tid. Så skal vi nok blive konfronteret med deres frustrationer.

Coronaen er desværre den ydre, og uomgængelige, årsag til, at vi er ved at smadre vores kulturliv. At vi er ved at skabe et subproletariat af oversete sæsonansatte. At der findes mennesker i Danmark, der nu er nået dertil, hvor de ikke har mere at sælge. For de ramte desværre udenfor den uigennemtænkte, såkaldte løsning, som staten præsenterer. Tro mig–jeg har været der. Brugt timevis, dagevis, månedsvis på at strande i paragraffer og hovsa-løsninger.

Alle minkfarmerne står sikkert lige nu der, hvor de føler sig totalt magtesløse, men hvor de sikkert også, i alt fald lidt endnu, tror på, at nogen vil hjælpe dem og holde hånden under dem.

De næste måneder vil de givetvis indse, at det hele var noget, de foregøglede sig. At de i stedet er udsat for tilfældighedernes grusomme spil. Men det er så ikke det værste, skal de lige vide. For et er at tabe sit livsværk, men endnu værre er det dog at tabe sit selvværd. Det gør ondt at tabe penge, men det er så smertefuldt, at kun de, der har prøvet det, kan sætte sig ind i det, at tabe sig selv, fordi man ikke bliver set. Det er der, det bliver som en borende ildssyl lige ind i hjertet.

Jeg vil selvfølgelig håbe for minkfarmerne, at de, ulig alle andre, får en retfærdig, gennemtænkt behandling. Der er jo nok i forvejen, der er ved at strande i dette tilfældighedernes spil, så vi behøver ligesom ikke flere. Men jeg tvivler. For hvorfor i alverden skulle staten dog pludselig begynde at arbejde på et menneskeligt ikke-tilfældigt parameter, når det indtil nu ikke har været tilfældet? Good luck, siger jeg bare. Og mener det inderligt.

Afslutningsvis vil jeg lige sprutte ud, at jeg for 4 måneder siden skrev til statsministeren omkring netop disse uforståelige tilfældigheder. Hun har end ikke gidet at svare!

Continue Reading

Om pc-en som privatdetektiv.

Det her er, hvad min pc, hver evig eneste gang, jeg åbner den, udsætter mig for! Jeg har ikke noget fast skærmbillede, så jeg bliver præsenteret for et udvalg af udvalgte fotos som startbillede. For tiden er det altså dette billede, der er til mig.

Det er ikke fair. Det er så langt under lavmålet fra min pcs side, at det nærmer sig direkte chikane, et målrettet hug lige ind i mine inderste følelser, en stampen rundt i alt det, jeg elsker og savner og en direkte ondskabsfuld påmindelse om alt det, der er taget fra mig. Det var heller ikke fair i sidste uge. Da skulle jeg adskillige dage konfronteres med Carrick-a-rede hængebroen, og hvor vidunderligt der lige er i dens nærhed.

Man bliver sådan lidt skizofren, både overfor sin computer og i det hele taget, når det meste liv er stjålet fra en. Det er lige før, jeg bliver overmopset på DR, fordi de understår sig i at sende såvel Lewis som Endeavour og nu, for ligesom at træde i det, er begyndt med Shetlandskrimierne. Men det er nu slet ikke det, indlægget skal handle om.

Meget mere, at jeg bliver mere og mere mistænksom overfor den satan af en pc. For spørgsmålet tårner sig op: Hvor meget VED den egentlig om mig? Hvor mange spor efterlader jeg mig ubevidst nærmest hele tiden, som den så lagrer og da i den grad bruger mod mig? Man kunne vel også spørge sig selv om, hvordan den egentlig har det med mig? Er den min ven, eller sidder den bare der i al sin gnækkende bit-lighed og planlægger attacks lige fra hoften? Faktum er i alt fald, at de nyeste billedserier under ingen omstændigheder er sendt af en, der vil en det godt eller værdsætter ens mentale sundhed.

De fleste kender vel det, at man søger efter ting eller oplysninger. 3 sekunder senere bliver man bogstavelig talt kørt over af en syndflod af reklamer for netop de ting, man søgte efter–eller nogle, der ligner. Tydeligvis et tæt sammenarbejde mellem google og f.eks. Facebook. Har man været inde på et firmas hjemmeside, går samme firma ud i et større selvsving omkring flere uger lange tæppebombardementer. Forleden søgte jeg efter en bestemt nisse (havde købt en, som jeg efter bedste overbevisning mente manglede en træsko–det gjorde den også!), og nu er mit computerliv nærmest gået i nissemode. Jeg har nisser overalt på mine sociale medier, og det er slet ikke spor hyggeligt mere. Her i oktober.

Værst var det dog dengang, for nogle år siden, hvor jeg var ved at planlægge et undervisningsforløb, hvor Rolling Stones I can`t get no Satisfaction ville passe så smukt ind. Så jeg søgte på det, jeg troede var sangen. Det var det så ikke. På computersprog giver ordet satisfaction direkte adgang til andre former for oplysninger. Jeg døjede med detaljerede nærbilleder af ualmindeligt velvoksne javerter i månedsvis. Samt er først for nyligt undsluppet talrige gode tilbud på Viagra og vellystne, polske piger.

Det er som om, ens pc i virkeligheden er en slags udvidet privatdetektiv, der som sin ypperste formål har at vide alt om en. At trænge ind i ens inderste og ramme der, hvor det nogle gange gør allermest ondt. Man får sådan en underlig fornemmelse af at være overvåget, af ikke at kunne foretage sig noget, uden at det får ganske mærkbare følger. Faktisk er der ligefrem tidspunkter, hvor man opgiver en søgning, fordi man godt kan tænke et skridt frem og bare ikke orker 5 måneders intensiv beskydning af perifere produkter. I alt fald skal man, kan jeg meddele, undlade enhver form for satisfaction i samtlige søgninger.

Det underlige er, at det er så svært som menneske, eller tænkende menneske, at forholde sig til, at det hele består af nogle logiske systemer, der bare arbejder med de data, de får. Jeg er garanteret ikke den eneste, der ind imellem ligefrem personificerer min pc og taler til den, som om der sidder en lille mand derinde og arbejder med/mod/for mig. Når dette skærmbillede igen, igen dukker op til gråd og tænders længsel, så siger jeg faktisk et par ord til ham. I stil med, at det kan han F… ikke være bekendt, og hvem tror han egentlig, han er!

Heldigvis skifter de ufrivillige skærmbilleder efter en god uges tid. Jeg går ud fra, at ham idioten derinde ved så meget om mig, så jeg i næste uge skal på yderligere smuk rundtur på de britiske øer. For han må vel vide, at jeg elsker den slags broer. Og lige nu selve symbolet på, indbegrebet af alt det, jeg har mistet og savner så forfærdeligt!

Continue Reading

Om at være jobsøgende.

Dengang i foråret, hvor tæppet blev trukket væk under mit elskede job, og verden blev til lukkede lande, troede jeg (som vist de fleste andre), at der var tale om en overgang. En kort periode. Noget, der ville gå over. Et modbydeligt stop, der snart ville få en deadline. Jeg troede faktisk oprigtigt, at mine rejser i juni–så juli–så august–så september–så oktober–så november ville blive til noget. Det var så, set i bakspejlet, topmålet af Coronanaivitet.

For, som det aller-allermest basale, så vil jeg forfærdeligt gerne arbejde. Jeg er, som alle andre, nødt til at tjene penge. Og jeg er også nødt til at finde såvel selvværd, som identitet, som ganske almindelig brugelighed i at have et arbejde. Jeg klapper ikke i mine små uanvendte hænder af at gå ledig. Der er jo stadig enorme mængder arbejde i mig. Hvis jeg bare kunne få lov.

Sommeren fik jeg en smule oprejsning på ved at opfinde mit eget job, og det var pragtfuldt. Jeg blomstrede de timer, jeg fik lov til at vandre med stadig flere og flere mennesker på en strand i Nordjylland og fortælle dem gode historier.

Men nu er jeg så jobsøgende. Det går, mildest talt, ikke så godt. Og for sådan en, igen set i bakspejlet, forkælet en som mig, der generelt førhen er blevet ringet op få timer efter, at jeg havde sendt en uopfordret ansøgning, er det noget af en barsk opvågning. Min branche er død, midlertidigt og meget længe på stand-by, glemt af politikere og ministre og med garanti den sidste af alle brancher, der vil genopstå af asken igen. Det tog en sommer at sluge lige DEN pille, erkende, at ens højtelskede fag var afgået ved døden.

Så jeg søger jobs. SOM jeg gør. Jeg føler mig som en blæksprutte, der spytter papirer i alle retninger, for sådan en som mig må se stort på enhver form for kræsenhed. Samtlige museums- , turisme- og kulturinstitutioner indenfor endda meget lang rækkevidde har fået en mail, og for ikke at være smålig har jeg også taget alle store firmaer med. Fra Lego til Danfoss, over Arkil til Abena. For slet ikke at tale om bankerne og alle de løse. Kun et fåtal har svaret, så Museum Sønderjylland og Clay har fået en stor stjerne hos mig. Ikke, at de lige stod og manglede mig, men i det mindste var de da venlige og SÅ, at jeg lige var der. Konklusion må i alt fald være, at ingen firmaer eller institutioner i det sydlige Jylland og på Vestfyn har brug for en, der både kan tekstforfatte, oversætte, omvise, undervise, skrive, organisere, lave logistik på alt fra rejser til undervisningsforløb og tale flydende engelsk. Og har 35 års erfaring. No way!

Så er der selvfølgelig også alle de stillinger, der officielt er slået op. Der spyr jeg også ud. Nogle svarer, andre gør ikke. Forleden var jeg endda ude for, at jeg ringede til et firma, som havde forlist min ansøgning. Forlist, overset den i mailen. Det tog lidt tid at komme over.

For jeg har jo aldrig været arbejdsløs før. Jeg har, med skam at melde, aldrig vidst, hvordan det er at være placeret på sidelinjen hos de usynlige i samfundet. Aldrig anet, hvor enerverende, frustrerende, selvværdsbekæmpende det er ikke at kunne få noget så simpelt som et arbejde. Især når man, akkurat som alle de andre i samme situation, faktisk synes, man har noget at tilbyde. Nogle kvalifikationer, der må kunne bruges. Faktisk nogle gange så gode, at man griber sig selv i at have lidt ondt af de firmaer, der overser dem!

Det har været en øjenåbner af rang. Anskuelighedsundervisning i, at det er hårdt arbejde at være arbejdsløs og jobsøgende. For det påvirker både ens livskvalitet og ens identitet og selvværd. Det har jeg nok aldrig forstået før, men det gør jeg nu. Det er et privilegium, jeg ikke har indset før nu, at jeg har levet det meste af mit liv uden at ane noget om denne jungle. Og jeg vil forfærdeligt gerne give min solidaritet pr. efterkrav til alle de, der har stået eller står i samme situation.

Så nu har jeg faktisk søgt job som Coronatester. Det ligger nok en smule udenfor mine spidskompetencer, men det må da i høj grad være “Det ene jobs død, det andets brød.” Sådan at forstå, at testjobbet er uløseligt knyttet til, at mit egentlige job er dødt, og hvis det genopstår, vil testjobbet selv dø. Jeg er faktisk også der, hvor jeg seriøst kigger på avisruter i mit nærområde. Det eneste, der gør mig lidt tøvende, er, at jeg faktisk godt kan blive lidt bange for selv at gå rundt på mørke villaveje på vintermorgner, og det er vel næppe hensigtsmæssigt at have hund med. Rengøring har kortvarigt været inde og vende, men jeg ved bare, at jeg er så umådelig elendig til at gøre rent, at ingen kan være tjent med at have mig ansat. Det ville ikke være fair.

Og jeg søger videre…. Der MÅ da være nogen derude, der kan bruge bare en enkelt af mine kompetencer. Eller også er det sådan, det er at være arbejdsløs og jobsøgende: At sidde der med nogle kompetencer, som man egentlig selv synes må kunne bruges. Men det er så bare noget, man helt har misforstået!

Continue Reading

Om at miste troen på samfundet.

Det er næppe nogen hemmelighed, at denne Coronasommer har været et mareridt for mig. Sygdommen har stjålet mit elskede arbejde og berøvet mig selve min livsstil–og det er et af den slags fakta, man bare må acceptere og leve med. Ingen har vel opfundet det lort med vilje–selv Bill Gates!!!

Men at vores samfund, som jeg i min naivitet altid har troet på, støttet og set som et gode, totalt har negligeret, overset og ydmyget mig, er ikke umiddelbart acceptabelt. Det har resulteret i mange søvnløse nætter, tankemylder og svedeture i håbløshedens favn samt en totalt desillusion i forhold til at tro på noget, eller nogen, som helst.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har foretaget mig noget. Allerede 21/5 skrev jeg til erhvervsministeren og forklarede min situation. Det behagede ham at sætte yngste (tror jeg) og mest stavehæmmede ( håber jeg) medarbejder til at svare mig i sidste uge. Altså 3 måneder senere. Brevet var totalt intetsigende og bestod primært af en vedhæftelse af reglerne for kompensation. Som om jeg ikke allerede havde læst dem omkring en million gange. Det var taktløst og fuldstændigt uigennemtænkt at sende mig sådan en–rent ud sagt–spand ubrugeligt lort.

Endnu mere betænkeligt er det, at jeg d. 19/6 skrev til mit lokale folketingsmedlem og forklarede min situation udfra den formodning, at vedkommende var mit lokale talerør på Borgen. Han har end ikke SVARET mig! Det er arrogant ud over alle grænser, at folkevalgte politikere ikke engang gider svare deres vælgere. Det fratager i alt fald mig troen på selve demokratiet, og at nogen overhovedet varetager ens interesser. Hvorfor skal man dog stemme på mennesker, der tydeligvis er totalt ligeglade med en, når de blot har modtaget den stemme, der åbenbart er det eneste vigtige?

Jeg er udmærket klar over, at politikere har andet at gøre end at svare på deres vælgeres henvendelser. Men en latenstid på 2 måneder nærmer sig da vist alligevel det absolut uanstændige. Og–samtidig–decideret ydmygende for mig.

Jeg kan så sidde her og iagttage, at masser af mennesker bare automatisk modtager deres kompensation, og at visse politikere ligefrem praler af en form for rundhåndethed i forhold til betrængte borgere. Og at jeg samtidig er blevet glemt!

Det gør mig ikke bare fortvivlende gal i hovedet. Det påvirker mig også ekstremt meget psykisk, at jeg, der ellers naivt har troet på velfærdssamfundets velsignelser, må erkende, at det hele var en illusion.

En illusion skabt af politikere, der end ikke gider svare deres vælgere og på den måde give dem troen tilbage. Og en illusion, der, når man taber den, går dybt, dybt ind i sjælen.

Og så har jeg ikke engang nævnt det allermest konkrete tab. Nemlig de over 100.000, som manglende kompensation, dårlig, uigennemtænkt lovgivning og total mangel på bevågenhed fra de politikere, jeg har forsøgt at råbe op, har kostet mig.

Jeg trygler ikke efter medlidenhed. Den kan jeg ikke bruge til det fjerneste. Jeg beder såmænd bare om anstændig behandling, behørig respons og om at genvinde troen på samfundet ved netop at modtage sådanne!

Continue Reading

Om nætterne.

Nætterne er det værste. Nætterne er ren tortur i dynehøjde og lange, svedende og prustende. Et indendørs klimasystem ville have gjort underværker, men samtidig være en håbløs investering for de 5-10 nætter årligt, det reelt drejer sig om. Resten kan man jo godt ligge med sokker…

De sidste mange nætter har jeg sovet staccatosøvn, håbløst forstyrret af mit eget (heldigvis stiltiende) kraftsvederi og hundens konstante prusteri og hvileløse vandring. Jeg har flere sæt nattøj af vietnamesisk oprindelse med shorts og små bluser, men selv de må give fortabt. Jeg synes da ellers ikke, jeg anvender dem i overmåde grad, da jeg enten vrider dem eller skifter dem ca. hver time natten igennem. I øvrigt vidste jeg heller ikke, at når der på asiatisk nattøj står, at krybeprocenten er 20, så gælder samme procent for HVER vask, så vi er ved at være nede på lidt over babystørrelse. Selvfølgelig kunne jeg bare lade være. Altså lade være med nattøj overhovedet, men jeg er sensitiv overfor at lade betræk berøre huden, og i øvrigt grovsveder jeg hellere i tøj end på sengetøj.

Jeg bryder mig heller ikke om at sove for åbne vinduer. Man føler sig udsat i et parcelhus på jordplan, hvor enhver uden større foranstaltninger og selv med manglende atletisk formåen ville kunne kravle ind gennem vinduerne. Samt, i alt fald i ens fantasi, både røve en selv og alle de genstande, der sikkert kun har affektionsværdi. Nogle gange VIL man næsten gerne røves–røves væk fra saunaen. Derudover skaber man også legal adgang for kryb i alle afskygninger af modbydelighed. Så samtidig med en ulige kamp mod heden, skal man Gudhjælpemig også tage kampen op mod invaderende myggesværme, hvis foretrukne natmad er en selv, edderkopper, der danser på ens arme og stankelben, der med vanlig sans for ikke at kunne holde rede på alle lemmerne, bare splatter ud på hovedpuden. Jeg har en regel med, at jeg gerne må åbne alle havedøre, når det er ved at blive lyst. Så jeg ligger i timevis og spejder efter det første lysglimt…

Det værste er næsten hunden. Han er efterhånden så halvgammel, at hans ånde er gået i killermode, så ingen har en levende chance for at udslippe, når han ivrigt prøver at påkalde sig opmærksomhed ved at pruste en ind i ansigtet. Han ved til gengæld ikke, hvad det er, han vil. Udover at få mig til at stoppe varmen. Slå den ihjel. Give ham nattefred. Der var intet, jeg hellere ville.

Det slår mig altid, når søvn er en slags umulighed, hvor uendelig lang en nat kan være. Der er simpelthen forskel på vågne dagtimer og søvnløse nattetimer, sådan længdemæssigt. Det er ufatteligt så mange gange, jeg kan tjekke tiden om natten. Udelukkende for at få bekræftet, at den ganske simpelt er gået i stå. Der er længere fra 1 til 5 om natten, end der nogensinde har været om dagen. Selvfølgelig kan jeg for tiden anvende en god del af al den natte-overskudstid på at skifte nattøj og sengetøj samt gå i håbløs, uretfærdig krig mod overmagten bestående af invasionsstyrker af rent kryb, men der er stadig tid tilbage. Den bruger jeg på at vende mig. Virkelig vende mig.

Om dagen vasker vi nattøj. Og kryber det endnu en gang. Og sengetøj, hvis natten har været ekstra dræbende. Hunden, han sover. På et eller andet tidspunkt skal han jo have indhentet det forsømte. Vi andre går sådan lidt rundt som zombier, kryber i skyggen langs murene og sveder bravt. Mens vi venter og frygter natten.

For nætterne er det værste.

Continue Reading

Om DSBs toiletter. Igen, igen, igen og igen.

Det er simpelthen bare ikke i orden! At DSB med vanlig dobbeltmoral fralægger sig ansvar ved at prøve at påbyde obligatoriske mundbind som en yderst dårlig og let gennemskuelig undskyldning for igen at stuve togene. Blot for at tjene penge.

Det er muligt, at naive sjæle kan bringes til at tro, at DSB er vildt ansvarlige og med bindpåbuddet sandelig passer på os alle. At det er det, der er deres dagsorden, når det i stedet er at stuve os som coronerede sild i en tønde. Men når firmaet så samtidig stiller op med toiletter i lyntogene mellem landsdelene, som er så svinske, ulækre, urengjorte og smittefarlige som det viste, mister de da for alvor enhver troværdighed. Dette billede er taget i tirsdags, kort efter togets afgang fra første station, og jeg tjekkede igen 2 timer senere nær København, hvor forholdene var omend endnu mere håbløst uhygiejniske. Der havde IKKE været en rengører forbi. Og DSB er tilsyneladende ligeglade!

Det skaber forfærdelig utroværdighed endnu engang omkring vore statslige jernbaner. Og i en Coronatid som denne burde netop offentlige virksomheder gå forrest og udvise samfundssind og den rette indstilling. Det nytter ikke noget at lade toiletterne gå i gammel mode og bare lade stå til i lort og tis på gulvet, når vi alle ved, at netop den slags er sande snittefælder. Jeg gad nok vide, hvor mange smittetilfælde de tog egentlig har på samvittigheden.

Hvis DSB skal gøre sig håb om troværdighed, så må bindbuddet ( hvis det bliver indført) suppleres med ansvarlighed for andres røve. Det her er svinsk, arrogant og lige til verdens sureste både røv og Smiley. Det er som om, DSBs toiletter fuldstændigt har overset Coronaen, kørt fra den, ignoreret den i ren lort og pis. Det er uansvarlighed ud over alle grænser, og det bør stoppes akut og med det samme! Det er bare så meget ikke i orden!

Continue Reading

Åh, nej!

Og her kommer så endnu et indlæg i min utrættelige kamp for det danske sprog. En kamp, der lige nu synes som at kæmpe mod vindmøller. (Nej, ikke vind møller–hvem den møller så end er, der skal vindes!) Sammensatte navneord, der kan bøjes i bestemt og ubestemt form skrives i et (1) ord, og det skal stavekontroller, baseret på britisk skrivemåde, altså ikke lave om på. Vi skal bevare vores sprog og passe på det–ellers ender vi med at have hver vores personlige retskrivning, der ultimativt gør, at vi får hver vores skriftsprog og dermed taber evnen til at forstå hinanden!

Og med hensyn til dette skilt, så forstår jeg så udmærket det sidste “Nej tak”. Hvad skal de stakkels borgere i landsbyen Als dog gøre med al den mel, som den der kæmpe render rundt og producerer ude i deres enge. Selvfølgelig gad jeg da i den grad se ham, for det regner ikke ligefrem med kæmper på disse egne. For ikke at sige, at de er lidt sjældne. Ydermere har jeg faktisk aldrig hørt om, at kæmper havde en specifik lidenskab for mølleri, men det har den her altså. Det må være en meget, meget stor mølle. Der er også det med krænkelsesparatheden. Er det sådan, at han bare skal udskammes, fordi han er en kæmpe? Altså at alle andre sådan i fred og ro kan gå rundt og male mel derude i engene, mens det først for alvor bliver problematisk, når det er en kæmpe, der gør det? Der er faktisk utallige vinkler på den historie. Og det er slet, slet ikke nemt at bo i landsbyen Als.

For udenfor bygrænserne troner også skiltet: Byen ved Guld kysten. Desværre er det sådan, at “kysten”, der jo burde være en del af det sammensatte navneord “Guldkysten”, på denne måde bliver en slags udsagnsord, der står i en slags bydeform. Selv om de færreste vel aner, hvordan man “kyster”. Undtagen dem, der bor i Als, og bor ved guld, forstås.

Måske er det hele bare forbundet på den måde, at den der kæmpe, der går rundt og maler mel ude i engene også kyster lidt i sin fritid. Hvis det er tilfældet, kan man næsten bruge ham som turistattraktion. Personligt ville jeg da i alt fald gerne se det!

Continue Reading

Us too.

Der er ellers meget fredeligt heroppe i vores lille sommer(eller hvad man nu skal kalde det i år) residens. Vi diskuterer selvfølgelig en del indbyrdes om ret til stier til vandet, og de, der ind imellem begår motorsavsmassakrer på vores natur, bliver også påmindet om helligbrøden, men direkte hærværk på hinandens ejendom og løsøre begår vi sjældent. (Måske skal man så her lige undtage småforseelser med involvering af Round-up.)

Men nu er BLM, eller i alt fald en fraktion, der må sortere direkte under hende Sørensen, måske kommet til lillebyen. I alt fald var det i denne tilstand, jeg fandt et af områdets navnkundige skilte-sten.

Historien om “Negerhytten” (Uf, det gør ligefrem lidt ondt at skrive det!) går helt tilbage til 30-erne, hvor entrepenante familiemedlemmer opførte fritidshuse af de absolut forhåndenværende søm, og i dette tilfælde byggede en kuglerund hytte af strå med tilhørende stråtag. Om de selv overhovedet dengang overvejede at kalde den Negerhytten, står hen i historiens mørke, men faktum er, at huset blandt lokale i al den tid, jeg er kommet i området, har heddet Negerhytten. For nogle år siden fik det så sten på sit navn, nok lidt ironisk og fordi, det sådan var blevet til en af de små lokale attraktioner, som adskilte sig fra de omkringliggende kønsløse huse fra 80-erne og op til i dag. Det blev simpelthen til, at man med et smil kunne lokalisere et højst aparte, hjemmebygget sommerhus.

Men i løbet af i går er rygtet om et så forsmædeligt navn nok nået til kredse, der absolut ikke billiger den slags. Det er i min optik helt i orden. Folk må mene, hvad de vil, og hvis nogen finder stenen anstødelig og krænkende, så må man tage det alvorligt. Erkende, at det nok i disse politiske korrekthedstider ikke er passende at kalde sit sommerhus netop det.

MEN det er IKKE i orden at vælte andre folks sten! At tage selvtægten i egen hånd og bare smadre. At føle sig fuldt ud berettiget til at ødelægge, bare fordi man føler sig krænket. Som eksempel kan jeg da nævne, at hvis jeg skulle have begået hærværk hver eneste gang, jeg sådan lige følte mig krænket, så var der godt nok røget såvel mursten som lussinger på den konto. Det er IKKE legalt at mosle rundt med andres ting og påføre dem skade, bare fordi man er gået all-in på krænkelsesparathed. Og nogle gange er jeg faktisk også alvorligt bange for, at krænkelsesparatheden måske kunne dække over en brændende interesse og forbandet dårlig undskyldning for at ødelægge. Sådan bare i al almindelighed. Her kan man da, i ordets allermest bogstaveligste forstand, tale om det, der engang hed en “alibineger”. Jeg er desværre ikke helt opdateret på, hvad vi må sige i dag.

Under alle omstændigheder ville det have klædt de krænkede, om de simpelthen havde kontaktet ejerne og fortalt, at det stødte dem, at stenen havde lige netop den inskription. Havde sagt, at det i deres øjne var en uheldig formulering, og at de derfor ville have det godt med, at den blev fjernet eller erstattet. Det ville også ydermere have gjort, at de slet ikke skulle have brugt umanerligt megen fysisk styrke på at vælte den sten. Jeg er sikker på, ejerne ville have vist forståelse og taget en form for handling. Det gør man jo.

At føle sig krænket er ikke et fripas til vandalisme. Det burde tværtimod være den direkte vej til at indgå i en dialog omkring, hvad man føler og tænker. Måske endda en dialog, der kunne blive særdeles frugtbar og efterlade alle med en tilfreds fornemmelse. Jeg ved ikke, om ejerne af huset har set hærværket. Men jeg tror da nok, de bliver lidt sure. Det ville jeg i alt fald selv blive. Især fordi helt en helt almindelig samtale kunne have afværget alle tilløb til selvtægt og ødelæggelser.

Nu er mit problem så bare det, at selv om sproget nok er en levende mekanisme med løbende ændringer hele tiden, så er navnet på det hus så indgroet i mig gennem over 30 års tilstedeværelse i området. “Den afro-amerikansk inspirerede hytte” ?, “Det politisk ukorrekte sommerhus” ?–eller også skal jeg simpelthen bare lade være med at kalde det noget som helst……

Continue Reading

Om vejret.

Det er da bare lige sådan, at man synes, at der må være en lille smule retfærdighed til. Sådan med hensyn til vejret. Når vi nu allesammen skal dyrke de hjemlige, nationale lyksaligheder og være glade for at holde vores ferier på dansk grund, så kunne vejret da også lige tage og stramme sig en smule an og påtage sig sit ansvar. Har det vejr overhovedet hørt om sol?

Selvfølgelig har man anstændigt og pligtopfyldende slugt den der med, at hjemme er bedst, og ude er både ansvarsløst og usolidarisk. Horder af lovlydige borgere har smidt deres friværdier efter gamle sommerhuse og dermed købt deres livs dyreste ferie, mens andre ( de lidt mere forsigtige, nok) bare lejer, men dog samtidig betaler velvoksne summer for 2 ugers intensiv brug af gummistøvler og paraply. Og om en uge vil vi være en nation af superbrugere af Ludo, Netflix vil være uanvendeligt pga. overbelastning, et ikke uanseligt antal danskere vil kunne prale med at have klaret Karen Blixens samlede værker, og en stor del af befolkningen vil hysterisk råbe efter nye museer, da de allerede har dottet samtlige eksisterende af. 3 gange. I øvrigt vil skilsmissestatistikkerne også tale deres klare sprog, og mange børn vil råbe op om, at de sådan set godt vil i skole.

Hvis bare det vejr kunne tage sin opgave seriøst! Jeg mener: Her er århundredets chance for at overbevise os alle om, at ude er noget lort og hjemme ren lagkage. Her er muligheden for en sand opvisning i de danske strandes fortræffeligheder, de danske skoves lyksaligheder og det ganske lands mangfoldige muligheder. Det er ikke meningen, at vi skal bruge vores sommerferie på at spille Ludo og spise kiks. Vi skal ud, ud og se (for en udvalgt skare endda med DSB!).

Men hvor meget gider vi lige se, når udsynet ud over verden begrænser sig til regnvåde, skytunge udsigter? Vis mig lige den ukuelige optimist, der ikke lader sig påvirke af udsigt til våde tæer? Der ikke i sin sommerhushule drømmer, bare lidt, altså, om en enkelt paraplyfri dag og temperaturer over 17 grader?

Så jeg synes personligt, at det vejr bør skamme sig. For nu at anvende tidens lingo, så viser vejret på ingen måde hverken samfundssind eller solidaritet. Det lægger i stedet op til uhæmmet brug af værnemidler og nærmest forlanger, at hver eneste familie selvisolerer i deres sommerlogi. Der bliver givetvis større og større mørketal omkring folk, der usolidarisk sniger sig til områder, hvor vejret er mere ansvarligt, og hvis man tester intensivt for, om ferien vejrmæssigt er optimal, så vil man finde uhyre bekymrende stigninger indenfor negativitet. Der vil være enorm grobund for superspredere af generel surhed, således at smittetallene vil stige foruroligende.

Så vejr: Tag lige og tag dig sammen! Det må da være det mindste. Jeg mener: Her har vi andre klemt røven sammen siden 11. marts. Nu må det være DIN tur!!

Continue Reading
1 2 3 17