Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.
Continue Reading

Sne til tiden.

Jeg kan forstå, at i løbet af i dag skal jeg have væltet en hel masse sne ned over mig. Ikke for min skyld. Jeg kan godt klare mig uden.

Jeg er ellers ret vild med sne. Altså når jeg ikke skal bruge den til andet end alt det, man nu lige bruger sne til. Den slags, der primært foregår ret tæt på mit hus og ikke involverer, at jeg skal ud og køre i den. For det meste kan jeg simpelthen ikke–sådan med måde–få sne nok. Men den skal komme til tiden. Kende sin besøgstid.

Hvad bilder den sig ind at komme væltende her, når jeg nu mentalt allerede har bevæget mig ud over sne og hen til krokus og vintergækker. Den kunne da have passet sin snepligt lidt mere omhyggeligt og mødt op til jul, hvor den rent faktisk var savnet. Eller i januar, hvor den kunne have spredt lidt hvid glæde i en ellers mørk skodmåned. Den der sne har med allerstørste sandsynlighed ikke forstået sin indbyggede besøgstid. Den har, med andre ord, ikke et fnug situationsfornemmelse.

For hvis jeg nu ville have sne hele året, så var der givetvis steder, jeg kunne bosætte mig og få det. Eller varme. Så kunne jeg da bare blive beduin og flytte rundt i Sahara. Men lige præcis de der skiftende årstider er nok (sammen med en masse andet, som i denne sammenhæng er absolut irrelevant) noget af det, jeg holder så meget af ved Danmark. Den evindelige cyklusbevægelse, livet der leves i årlige cirkler, forgængeligheden og naturens opstandelse–alle de der forskellige årstidsmodes. Det er jo lige præcis det, der skaber såvel fremdriften som foranderligheden. Både i mig og i naturen. Inde i mig ser der ikke ens ud sommer og vinter. Og min nydelse af årstiderne sker udelukkende på baggrund af de andre årstider. Det ville være totalt irrelevant at hylde foråret, hvis det ikke havde været vinter. Og snevinteren hvis det ikke havde været sommer.

Men i min optik har årstiderne samtidig et ansvar. De skal passe deres besøgstid. De skal være her, når det er deres tur. De skal markere sig med hvert deres tydelige udtryk, så jeg ikke et sekund er i tvivl om, hvor på året jeg befinder mig. Det projekt kan så somme tider falde lidt uheldigt ud i Danmark. De er lidt vakkelvorne, lidt vægelsindede, somme tider lidt langsomme i optrækket, de årstider.

Eller lidt lallende sent på den. Som nu den sne, der skal hældes ud i dag. Jeg ved godt, det stadig er februar, men jeg synes faktisk, de sidste uger har haft sådan nogle indbyggede forårsfornemmelser, som jeg godt kunne bygge rigtigt positivt videre på. Hvad ligner det så med denne sidste krampetrækning, denne sidste pissen vinterterritoriet af? Må jeg bede om sne til tiden!

Continue Reading

Om virkelighedsopfattelse.

To scenarier.

Den virkelige: Medlem af det britiske Labourparti Paul Flynn udtaler i en debat i underhuset om Trump: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Smil. “Yes”. “Godt sagt, makker.”

Den tænkte: Trump udtaler om det britiske parlamentmedlem Paul Flynn: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Hovedrysten. “Idiot”. “Hvad F…. bilder han sig ind.”

Således afhænger alt af ørerne, der hører. Og hvis man kræver, at den part, man er uenig med, skal debattere på en seriøs, saglig måde, må man nok begynde på sin egen banehalvdel.

Så det vil jeg prøve.

Continue Reading

Valuta for mine penge.

Det er så lang tid siden, jeg sidst var ude at rejse, at jeg helt har glemt min banks temmelig lemfældige omgang med mine penge. Måske er det kun min bank, der behandler sine kunder på denne måde, men jeg synes, det er uforskammet. Det ved de også godt dernede. Jeg har fortalt dem det. Mange gange. Jeg mener ligefrem at kunne iagttage, at de to banklotterivindere, der stadig både har arbejde samt må bemande den tomandsbank på størrelse med en telefonboks (hvis nogen ellers kan erindre sådan en!), der skal servicere en mellemstor provinsby, skyndsomst fortrækker ud i diverse baglokaler, når jeg nærmer mig.

Det, der sker, er: Jeg bestiller min rejsevaluta på nettet og får en bestemt dato, hvor den vil ligge klar til mig. Så langt, så godt. Denne gang var den “bestemte dato” så 23. februar. Nu har jeg så lige været inde på min Netbank, som jeg jævnligt tjekker efter det identitetstyveri, jeg tidligere var ude for. Og her d. 20. februar optræder der så en post ved navn “Fremmed valuta”. 5000 dask lige ned i bankforet. Hvis jeg nu troppede op dernede ved åbningstid i dag for at afhente de penge, jeg tilsyneladende allerede har købt og betalt, ville jeg få at vide, at de først er bestilt til d. 23. og derfor ikke forefindes indenfor telefonboksområdet. De skal nemlig transporteres hertil fra en endnu mere mellemstor provinsby, og det tager–lige så tilsyneladende–3 dage at få dem afsendt og transporteret de 24 kilometer hertil. (Det er lige–men også kun LIIIIIGE– før, post-u-væsenet kunne slå den rekord!)

Men det er jo slet ikke bankens interne logistikproblemer, jeg er sur over. Jeg er simpelthen knotten over at betale for en vare, inden jeg på nogen mulig måde har erhvervet den. Det ville svare til, at jeg tog en tur i Netto og samlede en masse varer i min kurv, pænt betalte for dem og derefter fik at vide, at de først kunne afhentes om 3 dage. Slut med at købe letfordærvelige varer! Eller investerede i et nyt stykke beklædning og så blev anmodet om at afhente ved ugens udløb. Tænk lige på konsekvenserne indenfor restaurationsbranchen: Man bestiller og betaler en frokost/middag, og må så sulte 2-3 dage, inden den overhovedet kan indtages. Måske ville det her mere svare til at betale for maden i det øjeblik, man bestilte bord? Jeg tror, metoden ville indebære en relativt udpræget butiksdød, og omsætningen ville nok gå i styrtdyk.

Flere gange i mit liv har jeg da været ude for at skulle vente på en vare. Prøvet et stykke tøj, som de ikke lige havde i min størrelse, men som butikken så ville bestille hjem til mig. Jeg har ALDRIG været ude for, at nogen butikker har været nederdrægtige nok til at afkræve mig betaling, før min efterspurgte vare var fremme. Eller at det overhovedet kom på tale. Eller at butikken bare sådan lige gjorde det–ligesom banken gør.

Det forbandede ved banker er jo netop, at de har fri adgang til ens penge. De kan fuldt legalt mase sig ind på ens konto og skrabe det, der for dem er håndører i miniformat, ud af den. Også 3 dage før den bestilte vare er fremme.

Det er altså bare ikke i orden. I min optik betaler man for en vare eller tjenesteydelse i det øjeblik, man erhverver den. Det betyder helt konkret i det øjeblik, man står med den i hånden.

Vi handler ikke valuta på forventet efterbevilling, bank! George Washington på bordet, og pengene falder. Ikke før! Ellers vil jeg alvorligt overveje at gå i madrasmode, og så må I vinke farvel til alle de penge, som nu udelukkende kan forefindes inde i en skibsbriks fra 70-erne. Det må da være en trussel, I kan forstå!

Continue Reading

Da jeg blev udsat for identitetstyveri.

Det er vel en 4-5 år siden nu, og det hele startede med, at jeg blev ringet op af min bank. Kunne det passe, at jeg, samtidig med at jeg tilsyneladende passede mit arbejde herhjemme, spurtede rundt fra stat til stat i USA og ivrigt brugte mit Visakort?

Det kunne det så ikke. Så nogen var tydeligvis i gang med at assistere mig på den front. De havde noget af en fest på min regning derovre, og de var helt klart ikke amatører. De var startet med at bruge små, uskyldige beløb på 2-3 dollars, for derefter tålmodigt at afvente, om nogen opdagede det. Da det beklageligvis ikke blev noteret af hverken mig eller banken, eskalerede beløbsstørrelserne hurtigt, uden at de dog blev sådan helt vanvittige. Jeg tror, det største beløb var i omegnen af 5000 kroner. Men samlet løb det jo alligevel op til adskillige tusind kroner.

Nysgerrig som jeg var, satte jeg mig også for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde investeret i derovre på den anden side Atlanten. Det lykkedes mig i de fleste tilfælde, og lad mig bare sige, at 1) jeg kan godt forstå, de brugte en andens kort, for jeg ville også have anvendt mulige dæknavne, hvis jeg skulle handle i den type forretninger (de fleste hed noget med “pussy” eller”horny”), og 2) det er yderst forbavsende, hvad den slags legetøj sådan samlet kan løbe op i, samt 3) de må VIRKELIG have haft noget af en fest.

Jeg spekulerende selvfølgelig også som en gal over, hvordan en flok sexhungrende amerikanere var blevet til mig og mit Visa. Jeg aner det stadigvæk ikke, men har en lille formodning om, at det måske har en sammenhæng med, at jeg på det tidspunkt var fagboss i engelskgruppen og derfor ofte købte bøger i diverse internetbaserede boghandler i såvel England som USA. I alt fald var det flere år siden, jeg sidst havde været i USA. Samt aldrig i netop de områder, mit Visa selvstændigt nu rejste i.

Banken var hele vejen igennem meget behjælpelig, men at blive udsat for den type tyveri er alligevel særdeles besværligt og tidskrævende rent praktisk. Man skal udfylde et ret omfattende registreringsark samt minutiøst redegøre for hver eneste forfalsket udtræk, inden banken kan erstatte det. Det gør de faktisk, men selvfølgelig erstatter de ikke al den tid, man bruger på det. I det øjeblik, tyveriet bliver opdaget, lukkes kortet selvfølgelig, men man må vente et godt stykke tid, før det kan anmeldes, for man skal jo være HELT sikker på, at der ikke er hævet mere. Og når det sker i udlandet, kan der jo godt gå en rum tid, før beløbene bliver registreret i Danmark.

Jeg kan huske, at jeg på det tidpunkt skulle en uge på kursus i Oxford, samt at der ikke stod så meget som en krone på min konto. Alt det, der burde have været der, var lige så stille blevet støvsuget over Atlanten. Selvfølgelig fik jeg et nyt kort, men hver gang jeg brugte det, ville jeg overtrække og trække renter, og netop det, at jeg skulle anvende det i udlandet, gav mig koldsved. Stod der også nogle liderbukke i Midtengland og bare ventede på at aflure min kode, så de kunne styrtspurte hen på det nærmeste bordel i mit navn?

Jeg har bevidst skrevet om alle de praktiske følger først. For selvfølgelig var de “de værste”, og selvfølgelig kan de ordnes med tiden. Så langt, så godt. Men der er altså også andre følger. Allermest en basal følelse af usikkerhed, utryghed er måske endda et bedre ord. Især ved at anvende sit kort i udlandet. Det er selvfølgelig en god undskyldning for at lade andre anvende deres i stedet, men den går jo desværre ikke i længden. For hvem var det, der gik og spillede fandango som mig? Ville de gøre det igen? Og hvis ikke engang ens Visa var sikkert, hvad var så? Samt allerværst: Var mit Visa det eneste, de havde luret sig tilgang til? Hvad VIDSTE de om mig? Hvad ville de BRUGE?

Heldigvis sluttede sagen efter et par måneder med, at jeg fik alle mine penge retur. Samt at jeg overtalte banken til at betale renter for overtræk på tomme konti, der jo faktisk slet ikke var så tomme endda. Deres indhold var bare midlertidigt udlånt til liderkarl i Amerika.

Men jeg tjekker mine konti med meget regelmæssige mellemrum. Og jeg er meget påpasselig med, hvad jeg køber på nettet, samt hvordan jeg bruger mit kort i udlandet. Så indtil nu er der heldigvis ingen, der har haft held til at investere i mere sexlegetøj på min regning igen.

 

Continue Reading

Pensionæren.

Det er på dage som denne, man virkelig seriøst overvejer, hvad der i sin tid fik en på den besynderlige tanke at give denne gratist adgang til hjemmet. SE LIGE DE POTER!!

Fozzie ( i daglig tale Foz, Overtumpe, Svin og Dyr. Han er fuldstændig upartisk med navne, han lystrer ikke nogen af dem alligevel.) har lige været en tur ned gennem sin elskede Spejderskov, hvor han har læst dagens hundeavis i samtlige buske, fanget 10-20 gode pinde og steppet rundt i noget rigtigt behageligt mudder. Det er den tur, vi går flere gange dagligt, for hvis hunde kan være autister, så er han det.

Vores sidste hund, Lucky, var bøsse. Han var fuldstændig uinspireret af alle hunhunde, men en god hanhunderøv indtog han altid med stort behag. Selv da han som gammel fik gigt og måtte nøjes med hanner under en vis højde. Det var hans puddelperiode.

Fozzie vil helst gå den samme tur hver gang. Vi har sammen udviklet et turkatalog på 3-4 hovedture, som vi så holder os til. Og vi skyder ikke genvej eller går længere, for så strejker dyret. Han står bare bomstille og nægter at flytte sig så meget som ½ centimeter. Nej, vi holder os til de samme stier, pisser pænt op ad de samme buske og lægger dagens pøl oven i alle de andre dages pøller. Vi går også på præcis samme tidspunkter, og glemmer jeg det, så er Fanden løs. Så indledes der et stormangreb på mine tæer, mine bukseben og nogle gange mine ører. Hvis jeg er stupid nok til at prøve at ignorere det, så sidder jeg pludselig med 40 kilo Retriever på skødet, og så kan jeg jo ligesom lære det.

Et af de tidpunkter, vi derimod aldrig går på, er hveranden mandag ved 8-tiden om morgnen. Der kommer skraldebilen nemlig, og skraldebiler er noget af det allermest uhyggeligt, angstfremkaldende farlige i hele verden. Hvis en skraldebil spottes i kvarteret, nægter Fozzie at gå tur. Selv med natteblæren fuld, kan han ikke sparkes ud af huset. Endnu værre er det dog, hvis vi HAR vovet os ud, og så tilfældigt møder sådan en dræbermaskine. Så vil dyret hjem, og det skal være nu. Lige nu. Vi har sammen lavet en del postyr i morgentrafikken, når 40 kilo Retriever i fuldt firspring halser afsted foran en skraldebil med en trekvartgammel dame i snor, uden at tage nogen som helst hensyn til andre former for tilstedeværende trafik.

Fozzie har ikke ret meget legetøj. Det kan han ikke finde ud af. Han har Hund, som er ham selv som tøjhund og så en plastikjulemand, som engang kunne pibe i 5 minutter. Hund og julemand skal altid ligge samme sted, og hvis vi flytter dem, bliver de omgående lagt tilbage. Der er autistisk orden i tingene.

Og når jeg så kigger på det oversvin, jeg har været så venlig at tage med hjem nede fra den Spejderskov, så undrer det mig, at jeg overhovedet gider have ham i huset. Når folk spørger, hvor ofte han fælder om året, siger jeg gerne. “1 gang. Hele året.” Vi vader i skove af aflagte hår, som også med stor præcision indtager ethvert hjørne, og vi sidder på dunede, retrieverfarvede møbler, som nedenunder vist er blå. Tager man en ulden frakke på i byen, fremgår det med al tydelighed, at man har taget det meste af sin hund med. Undtaget det, der er indeni. Vores trægulve har selv-ekspanderende stier af mudder, der, selv om jeg da synes, jeg er ret påpasselig med at vaske dem, ligner skovstier i november og bestemt ikke er risikofrie mht. glideværdi. Og gulvene nedenunder? Når man får sig gravet derned under mudderet, så er de sådan nærmest trevlet op. Som om en mindre hær har holdt afdansningsbal iført sylespidse stilletter i timevis.

Så det er altså ikke for at tilgodese renlighedsfaktoren, at man skal anskaffe sig sådan et dyr. Den koster jo også. Fozzie er f.eks. meget selektiv i sin madsmag og indtager helst kun hundemad fra pose, hvis han har været i sultestrejke i godt og vel en uge. Til gengæld siger han aldrig nej tak til oksekød, kylling og leverpostejmadder. Især leverpostejmadder. Hundemad afføder det der blik, som enhver hundeejer vist kender, og som i al sin enkelhed betyder: “Hvad Fanden regner du mig for?”

Lige nu har Fozzie været inde i stuen og løbe en smule langdistanceløb rundt på alle gulvflader med de der poter. Pt. drikker han vand ud over et større gulvareal, mens han gavmildt deler ud af mudder og behåring. Om lidt kommer han herhen , sætter sig ned, lægger en pote på mit lår og kigger op på mig. Så ved jeg godt, hvorfor han i sin tid fik adgang til hjemmet. Og får lov at blive.

Continue Reading

Om brugerbetaling.

ADVARSEL! Dette er ikke et korstog mod den øgede brugerbetaling, vi alle bliver udsat for fra samfundets side. Det er istedet en personlig, økonomisk lidelseshistorie, som handler om den brugerbetaling, jeg, og kun jeg, udsættes for fra min egen side. En brugerbetaling, der gør mig til en beundringsværdig god samfundsborger. Jeg spæder hele tiden både store og små beløb i samfundets store kasse. Det er mig, man skal takke for rigtigt mange af de ekstraydelser, der tilbydes i vores samfund. Dem har jeg betalt.

F.eks. indførte jeg allerede i min barndom brugerbetaling på bibliotekerne. Over årene må jeg have sponseret hyldevis af litteratur, selv om jeg selvfølgelig kun støtter med småbeløb ad gangen. Det er altid dyrest, når hende den rødhårede dame opsøger en i hjemmet for at drive udløbne bøger op, men så betaler man hende altså også for minimum ½ forfatterskab til deres samling. Hende, damen altså, er jeg kommet på hils med nede i byen.

Jeg vedligeholder også en del parkeringspladser ud af egen lomme. Eller i alt fald har jeg P-vagten mistænkt for, at hun, hver gang hun spotter min bil, jubler: “Så er der løn, folkens.” Det gør ondt, hver gang den der lille lort sidder i vinduet, og selv om jeg virkelig har erfaring med traumet, så er det svært at komme til computeren og få det afviklet. Engang for mange år siden gemte jeg en bøde så længe, at den blev væk for mig. Så måtte jeg gå ned på politistationen og sådan lidt undseligt forklare dem situationen. De lignede nogle, der aldrig før havde været ude for, at nogen sådan af fri vilje kom og bad om en bøde. Det var mange år før Brian Mikkelsen.

Jeg er også yndlingsmotiv for det der kamera, der udelukkende portrætterer folk, der er iklædt bil. Det er VIRKELIG ikke , fordi jeg sådan generelt ligger og fræser rundt som motorbøllinde på gader og stræder, men det er til gengæld 100% sikkert, at hvis jeg sidder i egne tanker og kommer til at køre en brøkdel for hurtigt, ja, så er det altid og uden undtagelse lige foran sådan en knipsesatan i vejsiden. Jeg bliver da aldrig foreviget til eftertiden, når jeg smålunter i Aygoen. Så vejenes vedligehold bidrager jeg også til på fremragende måde.

Det er også en virkelig god ide at sende mig et datostemplet girokort. Det er mig, der aflønner mindst 1 ansat hos f.eks. Danmark, Skat, Gyldendals Bogklub og Toyota. Eller i alt fald 1 ansat, som de firmaer så selv må finde ud af at deles om. Men vedkommende kan vel også holdes i arbejde bare ved at sende mig opdaterede påmindelser med jævne mellemrum.

Jeg synes ellers selv, jeg er et meget økonomisk menneske, men tilsyneladende har jeg nogle brister indenfor særligt udvalgte områder. Jeg kan selvfølgelig vælge at se sådan på det, at jeg jo hos de fleste instanser bidrager til gavn for hele samfundet. Hvordan ville udvalget af bøger på bibliotekerne og vedligeholdelsen af parkeringspladser og vejnet ikke se ud, hvis de ikke havde mig? Havde vi overhovedet en Storebæltsbro?

 

Continue Reading

Om bekendelser.

For tiden er det hipt at trække bekendelseskortet. Der går næppe en dag, uden at mindst en TV-vært eller (pseudo)kendis kommer i tanke om sin dårlige ryg, traumatiske barndom, psykiske lidelse eller seksuelle orientering. Bekendelserne står i kø i frokostpressen og på de sociale medier. Der er godt nok trængsel mellem traumerne. Det er næsten som om, en yderst smittefarlig bekendelsesvirus har ramt samtlige danske TV-stationer–og det løse.

Jeg kan da godt forstå, at en lille rask bekendelse kan være på sin plads, hvis seertallene er dårlige, eller man bare sådan generelt har tabt lidt selvværd. En god gang biseksualitet opper da både tal og giver opmærksomhed. For første gang kan man faktisk sole sig lidt i sin nu overvundne bulimi. Så var den da, set i bakspejlet, godt for noget. Det må da også være meget stressende, at alle de andre har forhåndenværende traumer, som de altid lige kan hive på studiebordet. Man må bestemt føle sig noget tomhændet uden et seerfremmende, handy traume. Sådan totalt uinteressant. Det er nemlig godt at have traumer. Folket elsker dem. Det ved de godt, derinde.

Jeg skal på ingen måde sætte mig til doms over andres usle barndomme og dårlige rygge. Jeg er sikker på, det var ganske forfærdeligt og også ganske forfærdeligt traumatisk, men jeg kan ikke se, hvad det kommer mig ved. Bare i mit nabolag har vi 5-6 kræfttilfælde, flere med psykiske sygdomme, en del hjertesygdomme, brok, migræne og sikkert et utal af traumatisk oplevelser i diverse barndomme, men vi går altså ikke og skilter med det. Det står ikke på forsiden af den lokale sprøjte, for vi synes sådan set, det er nok, at vi sammen kan tale om tingene, når de spidser til. Der er nu nok heller ingen af os, der finder os selv så interessante, at vi ligefrem stræber efter bare en halvspaltet på side 2. Forestil jer, at vi alle skulle udstille vores sygdomme og barndomstraumer i aviser eller på sociale medier. Helt ærligt: Hvem F… gad dog lige læse det?

For underligt nok er sygdomme og traumer kun interessante, hvis de tilhører kendte mennesker. Vi andre må nøjes med at leve med dem i stilhed. Og det gør vi så. Ikke i selvmedlidende stilhed–men i den stilhed, der kommer af, at, for nu at bruge en gammel cliche “alle har jo deres at slås med.”

Retfærdiggørelsen af alt dette bekendelsesævl er så, at folket( altså os) kan være i stand til at spejle sig selv i det. Genkende os selv og føle, at vi sandelig ikke står alene med forfærdelighederne. Altså hvis xxx TV-vært også engang har haft spiseforstyrrelser, så er vi nu 2. Og det gør det hele meget lettere. Gud gør det da ej! Det får altså ikke spiseforstyrrelserne til på magisk vis at forsvinde, og hvis nogen tror, at xxx TV-vært af den grund kommer og hjælper, så tror de altså gevaldigt fejl. Sådan nogle havner istedet hyppigst som kransekagefigurer, der giver håndtryk for en organisation, der afhjælper spiseforstyrrelser og samtidigt har en hel masse i munden. Jeg vil helst ikke tiltro dem, at det var deres primære formål hele vejen, men faktum er, at alle disse bekendelser kun har en meget lille effekt NED i systemet. Jeg vil vove at påstå, at deres pseudo-nyhedsværdi er meget, meget større end deres hjælpe-værdi. Og ingen skal få mig til at tro, at de fleste involverede kendisser ikke godt ved det!

Jo, jeg læser skam også alle traume-artiklerne. Hvis hovedessens er, at den grimme ælling blev til en svane. Altså: Hun vejede 300 kilo som barn, det var dybt traumatisk, hun blev mobbet, men hun formåede at kæmpe sig ud af det, og se hende så i dag! Det kom hun pludselig, virkelig akut i tanke om, da tallene var for nedadgående. Min bare røv! Det besynderlige er så bare, at jeg virkelig også nogle gange tror, at xxx TV-vært afslører sin fortid, fordi han/hun gerne vil solidarisere sig en smule med folket/afmystificere sig selv. Desværre har det ofte den modsatte virkning. Nemlig at afmystificering bliver til kanonisering. Tapperhedsmedaljen er nærmest i hus, og man kan vel næppe undgå at blive et ikon for nogle.

Kan vi ikke bare være enige om, at vi alle har noget med i rygsækken? Og at vi alle kæmper bravt med det på hver vores måde? Der findes selvhjælpsgrupper for nærmest alt, og rigtig mange af dem virker fantastisk godt. Hvorfor i alverden går de kendisser så ikke bare derhen? Det ville klæde dem. Synes jeg!

Forleden så jeg et interview med Linse. Hende kan man mene om, hvad man vil, men ind imellem siger hun ting, der giver respekt fra min side. Hun blev der spurgt om, om hun havde planer om at gå ind i politik. Brysterne svarede, at hun for det første intet vidste om politik, men for det andet var bange for, at hvis hun stillede op, så ville hun blive valgt. DET er F… da at vise en form for selverkendelse, mange kunne lære noget af!  Men hun har selvfølgelig også, selv uden mig, stadigvæk gode seertal!

 

 

Continue Reading

Om parallelparkering.

Pludselig slår det mig, at det er alt for langt tid siden, jeg sidst har skrevet noget om parallelparkering. For ligegyldigt hvad man mener om parallelparkering, så er den kommet for at blive. Den går ikke væk eller i sig selv igen. Parallelparkering er et livsvilkår og et faktum, der desværre ikke er alternativt i vores samfund. Derfor er det også vigtigt, at man som borger tager stilling til parallelparkering. Nej. Forkert formuleret! Det er essentielt, at man som borger erkender, hvordan ens forhold til parallelparkering er, og at man ind imellem bearbejder de traumer, den måtte medføre. Ligesom er åben omkring tingene og arbejder seriøst med de psykiske belastninger, som opstår som følge af at leve i et samfund, der parallelparkerer.

Jeg lægger gerne for. Jeg er en af de mange (især kvinder), som desværre aldrig har haft en bil, der kunne parallelparkere. Utallige gange er jeg blevet mødt med undrende blikke, når jeg af emsige bilsælgere er blevet udfrittet omkring mine krav til endnu en brugt sardindåse til under 35.000. Mit krav nummer 1 er altid, at den skal kunne parallelparkere. Skidt være med alt det staffage og ekstraudstyr, som den slags flødebollede Karl Smarter forsøger at prakke mig på. Hvad skal jeg med servostyring, hvis dåsen alligevel ikke kan styre lige? Jeg kan da udmærket styre forenden ind til kanten, men jeg er da nødt til at have en bil, der også kan indordne sig sådan rent kantmæssigt. Finde sammen med kanten på en relativt diagonal måde, om man så kan sige.

Selvfølgelig undgår jeg, hvis det på nogen måde er muligt, at udsætte mig selv og mit parallelforskrækkede køretøj for den slags unfair udfordringer. (Overvej lige, hvordan min lille Aygo føler det ude i den store bilverden, når alle de andre bare kan. Mens den er født parallelhandicappet.)  Men nogle gange har vi desværre ikke noget valg. Så må vi til det. Og vi gør virkelig vores bedste. Så meget så der altid opstår en ualmindelig afbrændt lugt i bilen efter al den køren frem og tilbage. Og frem og tilbage. Lige lidt hjælper det. Min bil stikker altid ud ved at ligne et køretøj, der har været ude at twerke og så er standset lige midt i et vildt venstrevendt twerk. Sådan med bagdelen hængende et godt stykke ud over den mest anvendte del af kørebanen og fordelen et godt stykke oppe af fortovskanten.

Nogle gange, når folk klart bemærker dette mislykkede twerk, har jeg sådan en lyst til at forklare dem, at den (altså bilen) ikke kan gøre for det. Men sommetider, har jeg lært af erfaring, er det bedst bare at holde kæft. Andre gange lader jeg bare som om, biltwerkeren absolut intet har med mig at gøre. Så lusker jeg lidt rundt om den og venter på, at ingen er i nærheden, før jeg sådan nærmest usynligt glider ind i den. Begge dele er sådan set lige traumatiske.

Engang imellem kommer jeg til Rom. Og det kan da nok lige være, at den by kan give megatraumer og mindreværdskomplekser til alle, der har en bil, der ikke kan parallelparkere. Wauw! Det er da helt vildt, som de kan stakke deres Smarter med ½ millimeters mellemrum. Enten har de opfundet en super gadget til at få kalorius klemt ind, eller også er det endnu ikke blevet moderne for romerbiler at twerke. Måske skulle Aygoen og jeg sendes på intensivt kursus dernede en måneds tid? På en eller anden måde er jeg så bare lidt nervøs for mit forsikringsselskabs reaktion.

En del af bloggens væsen er selvfølgelig, at man skal kunne identificere sig, mere eller mindre, med det skrevne. Det, regner jeg så ikke med, gør sig gældende her. Eller håber på. Jeg ønsker nemlig for jer allesammen, at I er så heldige, at I har en bil, der kan paralleparkere. Det er jo et samfundskrav. Og virkelig traumatisk ikke at kunne!

Continue Reading

Jeg mangler et ord.

Hvis man nu forestiller sig, at der er en, der egenmundligt har opfundet det danske sprog, så bør vedkommende nok ikke score alt for højt på sprog-karakterskalaen. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, for det har vi jo i virkeligheden allesammen, da sprog er en levende, evig foranderlig, mekanisme.

Men på dansk mangler vi et ord. Og vi mangler det meget. På tysk og engelsk har de det, og da engelsk er mit hoved-andetsprog, kommer det her i den angelsaksiske version: PLEASE! Denne lille, geniale, påhæftelige høflighedsfrase laver vi på dansk i stedet så uhyrlige krumspring rent sprogligt for at udfylde, så det nærmest bliver pinligt.

Det er OK i små korte ordrer, for da indføjer vi bare “venligst”. Altså “Træd venligst ikke på græsset”, ” Stil venligst skoene” (Nå ja, midlertidigt, altså!), men det bliver godt nok noget besværligt, når vi f.eks skal spørge eller bede om tjenester på høflig vis. “Vil du være sød at/være så venlig at række mig saltet? ” De meget mere ordøkonomiske briter siger “Pass the salt, please.” På den ene side set, er det møguhøfligt bare at bræge “Ræk mig saltet.”–og på den anden er det næsten at overgøre det at sige “Vil du være så venlig at…”. Tænk om man bare kunne sige den danske pendant til please efter ordren?

Endnu værre bliver det i lidt mere uformelle sammenhænge, for da har vi fået en betydningsmæssigt set dybt ulogisk vane med at anvende ordet “at prøve”, som efter min bedste sproglige overbevisning svarer til “at forsøge”. Vi siger f.eks. “Prøv at se den smukke udsigt.”  Man kan da ikke PRØVE at se en udsigt. Enten ser man den, eller også ser man den ikke–er det ikke ligesom sådan, det er? I virkeligheden betyder det noget i retning af ” Jeg vil gerne have, du ser udsigten.” Eller ” Look at the view, please.”

Og endnu mere sprogligt forvirrende bliver det, hvis vi prøver at anvende de tilgængelige danske høflighedsfraser i sådanne uformelle sammenhænge og siger “Se venligst udsigten.” Det kan da få enhver anarkist til at se den stik modsatte vej. Der er F… da ingen, der skal bestemme, om jeg skal se den udsigt. Besynderligt nok sker der det, at når man man bruger “venligt”, så er det netop ikke en venlig opfordring, men en ordre! (Her kunne også tilføjes om vores vildt ulogiske sprog, at “sikkert” betyder “usikkert” på dansk. “Det gør han sikkert.”–hvad betyder det lige???? Men det er en anden historie.)

Så vi gør os besynderlige krumspring for at få den lille høflighedsfrase, som vi mangler så uendeligt, ind i sproget. Næsten ligegyldigt, hvad vi gør, bliver det underligt, opstyltet eller–og det er vel det værste–uhøfligt. Tænk, om vi bare havde sådan et lille, forløsende ord, der kunne vedhæftes enhver sætning ved alle passende lejligheder? Sproglige peanuts–så hvorfor ER det der så ikke?

Når jeg rejser i engelsktalende lande, kan mine gæster knapt lande på benene, før jeg holder mit Pleaseforedrag. Please er en døråbner, en smilfremkalder og en acceptformidler. De fleste danskere har det så uendeligt svært med det lille ord. De er jo ikke vant til den slags handy høflighedsfraser, som man belejligt kan hænge på enhver sætning. Derfor kommer vi danskere også, helt utilsigtet, ofte til at lyde ualmindeligt bøvet uhøflige, når vi taler engelsk. Og desværre sætter nogle også lige prikken over det sproglige “i” ved at sige ” I want a sandwich”. Her ville et lille “please” i enden da have reddet bare en lille smule af den ubehøvlede kommando.

Når nu sprog er en levende mekanisme, og vi allerede har slået høfligheder som “Vær så artig” (artig???) ihjel, så burde vi vel også kunne opfinde en “please” og “bitte” sound alike. Så nemt er det desværre ikke. Vi “opfinder” jo kun ord til nyskabelser, resten kommer sprogligt helt af sig selv. Så vi burde have haft det–det ord, jeg mangler.

Prøv lige at tænke over, om jeg har ret!

Continue Reading
1 2 3 5