Guldsøstre

Der er gang i produktionen og sikring af arvefølgen blandt den del af dyreriget, jeg egentlig helst var foruden. Heriblandt primært dræbersnegle og skovflåter. Men sværme af mariehøns og små, overflødige fluer er nu heller ikke mine favoritter. Nok er mariehøns i afmålte mængder lidt smukke til husbehov, men jeg har endnu til gode at fatte den overordnede mening med dræbersnegle og skovflåter. Udover at de er møghamrende irriterende.

Sådan en vinter, som vi har haft i år, tillagt det våde vejr, der huserer for tiden, giver optimale betingelser for flåter og snegle. Jeg var en tur i skoven i dag og kunne iagttage, at skovbunden nærmest er besat af de der ulækre, brune slimdyr. Min have vrimler også med dem, i alle størrelser og varianter, der dog alle har det til fælles, at de er grimme, uønskede, slimede og uappetitlige. Det er vel de færreste, der ikke har stukket hånden ind efter et stykke ukrudt og så har oplevet den der våd-slimede følelse af i stedet at have fanget et brunt møgdyr. Så er det, man skriger lidt inderligt og ryster rundt med sin hånd en del minutter. Tilsyneladende har de også aftentræf, eller større kongresser, bestemte steder på min græsplæne, og selv om jeg med morderblik i øjnene ihærdigt jager dem med kogende vand, sakse, knive og alle forhåndenværende midler, så synes de bare at optimere produktionen af sig selv og nye artsfæller. Føj!

Og tægerne! Nu om dage kan man få uhyre effektive piller, som kan hældes i kæledyrene, således at kryb som tæger og lopper ikke finder dem attraktive. Problemet er bare, at både tæger og lopper er dumme nok til at hoppe på, inden de forvirrede erkender, at hunde og katte slet ikke smager så godt og er de sande festmåltider, som de engang gjorde og var. Derfor er kæledyrene blevet baser for midlertidige ophold og asylcentre for forvirret småkravl, der ikke tænker på andet end at finde mere permanente opholdssteder med smagfuldt blod. Og da vi mennesker jo faktisk gerne står lige i hoppelinjen, så er vi–bare fordi vi er så venlige at befri vores kæledyr for disse plager–målet for enhver tæges drømmedestination. Efter en gåtur kan jeg sagtens finde en halv snes forvirrede tæger i hundens pels—vel at mærke tæger, der ikke har andet i deres enfoldige hoveder end at komme over på mig! Manden er allerede på borelia-penicellinkur, og en angrebslysten hær af flåter står parat på ethvert græsstrå for at invadere lune steder på menneskekroppen. Føj!

Det gør mig virkelig ondt og bekymrer mig meget, at så mange arter i naturen er på tilbagegang eller endda nærmest uddøde, men mellem os sagt, så ville det ikke rage mig en høstblomst, om dræbersnegle, lopper og tæger blev de næste på listen. Jeg fatter ikke meningen med dem. Og jeg har endda kraftigt overvejet, om hundens effektive piller måske også kunne hjælpe mig mod i alt fald nogle af uhyrlighederne. Jeg tør bare ikke sluge dem–og så koster de forresten også en bondegård. Med hensyn til dræbersnegle mangler vi jo også stadig et fatalt våben, men kan vel, trods alt, glæde os over, at hunden ikke slæber dem ind gemt i pelsen.

Hvis dette møgvejr varer ved, så bliver det vel nok en krybende sommer. Nej, hvor skal vi vade i brunsmuskede slimdyr i stakkevis og være bloddonorer for hele have af sultne skovflåter. Føj!

Det hele var nu noget nemmere sidste sommer!

Ikke nok med, at man som en slags evighedsmaskine bare kunne slynge en tynd sommerkjole eller et par shorts og en T-shirt på sig hver morgen og dermed undgå at vaske næsten en uge, men ens have stod også i total stampe og krævede kun et minimum af pasning og pleje.

Når man sådan har været væk fra sin have en 10 dage i denne såkaldte sommer, bliver man udsat for et chokerende bagholdsangreb. Det er intet derude, der har stået i stampe. Tværtimod. Alt–og her taler vi alt tænkeligt indenfor skalaen fra skvalderkål til almindeligt græsplænegræs–har forlystet sig med at vokse og gro. Ikke sådan planlagt og velopdragent, men derimod med opbydelse af en næsten hidtil uset kreativitet. Haveplanter har tilsyneladende ikke respekt for områder, territorier om man vil, men opfører sig generelt som en vildfaren og orkanlignende Donald Trump i handelskrig mod hele verden. Der er udfald mod alle flanker. Og en basal tro på, at den stærkeste i væksten nok skal vinde–om ikke andet kan man vel kvæle alle andre modstandere.

Græsplænegræs vokser ca. 5-10 cm. om ugen i denne sommer, ukrudt med en betydeligt mere imponerende hastighed. Træer og buske har ambitioner om at lukke af for enhver form for lys, og tomaterne i drivhuset satser udelukkende på vildskud og krogede afledninger. Der er hindbær i stikkelsbærrene, og stikkelsbær ovre ved hindbærene, og i det hele taget er bærafdelingen gået amok i imperialisme. Jordbærrene er, af samme grund, simpelthen forsvundet og bukket under. Eller også er det senegræsset, der har slået det i pladskrigen. For slet ikke at tale om hækken, som ligner ruinerne af en frisure, der oprindeligt var endnu mere rædselsfuld end svenskerhår.

Man skal passe sin have, skal man! Ikke sådan bare vende ryggen til lortet i sådan en slags sommer, hvor vand mere er normen end sol. Men det efterlader jo også endnu mere tanken om, at det da ikke kan være alvorligt ment, at voksne mennesker skal lade sig tyrannisere af skvalderkål. At det tydeligvis er ved at være tiden, hvor livet er rendt fra at holde orden i ens have. Hvor der er så meget andet, der giver særdeles meget mere mening end at skille uvennerne derude. Når man har nydt at være havefri i hele 10 stjålne dage, så slår det, at det kunne være en befrielse, en optimering af ens liv, at være permanent haveløs. Eller i alt fald ikke have mere have, end der lige var plads til en drømmeseng! Haver er for haveentusiaster, for børnefamilier med legende børn og for mennesker, der elsker at kæmpe mod den form for overmagt. Ikke for os, der egentlig får fuld valuta ved at kigge på andres haver. Man er vel, trods alt, kommet til et sted i sit liv, hvor der skal prioriteres. Og ukrudtslugning er end ikke i nærheden af min prioriteringsliste.

Haver ER nu noget nemmere i somre som den sidste år. Jeg tror, jeg ville kunne acceptere at have have, hvis der var garanti for, at ingenting groede for alvor. Omvendt er det jo samtidig et forbandet skidt standpunkt midt i en klimakrise. I sidste instans er det nok lettere personligt at skaffe sig af med alle de frodigheder derude, der gør ens liv til et mareridt og finde et sted uden imperialistiske planter. Det vil i alt fald blive kraftigt overvejet!

Det har heldigvis i sidste ende vist sig, at klimaet er kommet til at stå som det væsentligste punkt på valgets dagsorden. Flere partier er (heldigvis for os, der er dybt uenige med dem) snublet i den slags såkaldte tosserier og har skudt sig selv godt og grundigt i valgflæsket ved ikke at have erkendt det fra begyndelsen. Det kommer de nok til at fortryde. Og vi sønderjyder kan samtidig håbe på at få en anden farve end den smudsige gule, mange af os ufrivilligt fik hældt ud over os til sidste valg.

Men der er en ting, jeg ikke forstår. Slet ikke forstår. Når nu kardinalpunktet er klima, og hvad vi helt konkret gør for at begrænse de skader, vi allerede har forvoldt, hvorfor i alverden plastrer vi så enhver  uskyldig lygtepæl, bro eller halmballe til med fuldstændigt overflødige valgplakater i millionvis, lavet af halve regnskove og sikkert med en uvis skæbne efter krydserne er sat? Her er ingen partier mere tilbageholdende end andre. Samtlige partier, ligegyldigt hvor klima- og miljøbevidste de måtte udgive sig for at være, fælder lystigt løs og holder sig på ingen måde tilbage for at anvende ressourcer på noget, der egentlig er totalt overflødigt.

Jeg ved godt, det er en gammel skik at hænge sig i lygtepæle med håbet om at vække forbipasserendes interesse og på den måde tro, at det er måden, man vinder deres kryds. Men verden er en anden nu, end da vi i medie- og internetløse tider ikke havde så mange andre højlydte/sete kommunikationsformer. Valgplakater flytter givetvis færre stemmer end gode indlæg på de sociale medier eller tillidsvækkende optrædender på TV. I et samfund, hvor kommunikation er i højsædet, er der vel ingen, der afgiver deres stemme udelukkende på baggrund af et flot smil på en lygtepæl. Jeg tvivler i alt fald.

Derfor undrer det mig, at dette hykleri bliver ved. At man på den ene side set pudser sin klimaglorie–og på den anden smider fotoshoppet pap i spandevis ud i lokalområderne. Nogen burde tage et initiativ til at begrænse, helst totalt afskaffe, en forældet form for envejskommunikation på tandpastasmil, der på ingen mulig måde svarer til det, samme nogen hævder at ville gøre for klimaet.

Så står man der og kan, død og pine, ikke huske, præcis hvordan ens kandidats efternavn helt staves…..

Jeg har prøvet at brevstemme. Er ikke hjemme på valgdagen samtidig med at jeg er indædt forkæmper for, at det at stemme både er en borgerRET og en borgerPLIGT. Man fratager sig selv enhver form for brokkeret ved at blive på sofaen. Synes jeg.

Anyway, efter køventen sammen med alle de andre, der også skal noget uopsætteligt på den såkaldte Borgerservice, som i alt fald i går rummede flere borgere end service, får man udleveret en noget mager stemmeseddel. Sammenlignet med de skarpe konkurrenter til Dødehavsrullerne i alle udgaver, man plejer at blive udstyret med i de autoriserede stemmelokaler, minder den diminutive lap, man for stukket ud, allermest om en gammeldags Post-it seddel. Uden klister i den ene ende. Man formodes nemlig personligt at kunne samtlige partiers kandidatlister udenad, for her er absolut ingen hjælp at hente. Der skal skrives enten et kandidatnavn på nederste linje eller et partibogstav i det øverste, højre felt, og det kan da næsten undre mig, at man ikke har sparet blyanten til at gøre det med væk. Det ville ligesom have holdt stilen.

Så er det, at jeg står der i den forlorne stemmeboks og kommer noget så grundigt i tvivl om, om min kandidats efternavn staves med d eller t (SÅ kan det nok være, at alle lokale på et splitsekund ved, hvem jeg har stemt på!!). Men der er ingen hjælp, og idioten her kunne jo bare have garderet sig ved at have kigget grundigt på den valgplakat, der faktisk var hængt op sådan nærmest som spærregrænse til rådhusindgangen. Men samtidig kan jeg da ikke lade være med at tænke på, at der da findes flere hundrede kandidater med betydeligt mere besværlige efternavne end lige min. For slet ikke at tale om fornavne. For hvad så, hvis man laver en eklatant stavefejl? Bliver man så ugyldiggjort?

Jeg ved godt, det er sådan en slags dansklærerspørgsmål. Men det er nu altså ret væsentligt, om man tæller med. Om det overhovedet var tiden og umagen værd at tilbringe en rum tid i venteposition på rådhuset for bare at gå ind og lave en stavefejlsbehæftet, ugyldig stemmeseddel. Om stemmeoptællerne f.eks. har regler for, HVOR umanerligt tåbeligt man må stave. Om alt skal være korrekt stavet, for at det godkendes, eller om man tillades 1, 2 eller helt op til 7 fejl og manglende eller forkerte bogstaver? Og er der f.eks. en gættegrænse? Altså sådan en margin for, om de tilforordnede kan sjusse sig frem til, hvem man har ment–eller om de må give op? Eller–og her er vi så ude i noget helt fremmed for i alt fald Facebook, der jo er stavefejlenes og den vejledende grammatiks holdeplads–om ens stemmeseddel kun godkendes, hvis alt er fuldstændigt korrekt stavet? Endelig kan man jo næsten fristes til at overveje, om nogle brevstemmere ligefrem stemmer på andre kandidater end deres foretrukne, fordi de ligesom har håndterbare navne? Om man har trukket et F… godt kort indefor valgbarhed fra fødslen ved at hedde Jensen? Eller om der i de små hjem terpes efternavnsstavning på forhånd, inden der brevstemmes?

Ydermere tør jeg slet ikke tænke på, hvordan man tackler det, hvis 2 kandidater fra forskellige partier har samme navn. Selvfølgelig kan man jo tilføje partibogstav–hvis man ellers lige kan huske det det derinde i ingenmandsland–men damerne siger faktisk bare, at man skal skrive 1 sted på sedlen. Får begge kandidater så ens stemme–sådan bare for at tvivlen kommer en til gode? Det var da nok værd at spekulere i, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at man sikkert på den måde har ugyldiggjort sig selv.

Jeg kunne godt tænke mig noget mere hjælp til brevstemmeramte. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at stemmesedlerne til det kommende valg allerede er trykt og snildt kunne udleveres på rådhusene, så vi undgik de stavefejl, som vi altså ikke ved, om er udslagsgivende. Det må være noget af en udfordring at være ordblind eller på andre måder stavehæmmet, hvis man skal brevstemme på personlig kandidat, og det er faktisk dybt uretfærdigt.

Heldigvis tjekkede jeg lige min egen stavning på de 40-50 plakater, jeg kunne se fra rådhusdøren, da jeg gik ud igen. Det var rigtigt med det t. Min kandidat har nu heller ikke noget specielt udfordrende efternavn, men det er der ved Gud mange andre, der har. Gad vide, om de får nogle brevstemmer overhovedet?

Det er sikkert fuldstændigt korrekt, at de rige må have mange glæder. Jeg drister mig endda til at påstå, at de rige også har en del glæder på andres bekostning.

Som nu i forbindelse med det kønsløse, nybyggede sommerhus, der er skudt op i vores umiddelbare sommerhusbaghave i løbet af det sidste års tid. Bygget af en af de rige. Ikke fordi, han sådan lige stod og manglede et sommerhus ( dem har han nok af!), men nok mere fordi, han tilsyneladende ikke kunne lade være med at bygge det. Altså bygge det, før han selvfølgelig skal bygge endnu et på samme grund.

Jeg er uformående i forhold til at være dame over, hvad folk bygger på deres grunde. Desværre. Var jeg en smule mere formående, havde jeg nok foreslået en anden arkitekt. Eller måske bare en arkitekt overhovedet?

Det er svært at leve med, men der er dog, trods alt, noget, der er meget sværere at sluge. MEGET, MEGET sværere. For det gør ondt helt ind i sjælen, at det stykke natur, der i årevis har henligget som vild fyrretræsskov med bakker, små, intime stier, megamyretuer og lyngklædte skråninger nu tilsyneladende skal omdannes til nysselige græsplæner som dem, der omkranser et helt almindeligt parcelhus. Inde i byen, langt fra stranden og dens oprindelige natur, forstås. For hver gang entrepenøren anlægger endnu et hus ( som han vel og mærke intet brug har for), omdannes et stykke oprindeligt skov til prydhave med neglesaksklippet græs. Det er, efter min mening, at gøre vold mod naturen. Og mod mig. I nævnte rækkefølge.

Den herlighedsværdi og den pragtfulde naturskov, som jeg i sin tid også købte mit hus på grund af, er ikke længere eksisterende. Skoven har han trukket op med sine store maskiner, mens han sikkert har set det som en lille sejr over den Fandens til rodede natur, hver gang endnu et ældgammelt fyrretræ har ladt livet. En endnu større sejr har det sikkert været at anlægge en prydplæne der midt i det, der engang var et unikt stykke natur. I alt fald gør han da sit ypperste for at få græsset til at gro. Sprinkleranlæggene kører i døgndrift, og hver en lille vildfaren stikling fra fyr og hyben bliver garanteret også tæmmet på særdeles håndfaste måder. Det skal jo se pænt ud. Helst ligne det, der er derhjemme. Der var myrer, hugorme og døde træer i vores naturskov. Fandens til ubekvemmeligheder. De er så også væk.

Så i går var vi faktisk henne og se på et andet sommerhus. På en kæmpe naturgrund. Huset var relativt shitty, sjælløst og lignede alle de andre fra 90-erne, der har klinker, hemser og møbler fra Ikea. Men der var i det mindste ikke begået vold mod naturen. Det vil, i givet fald, gøre ondt helt ind i sommerhushjertekulen at skulle sige farvel til det hus, vi mere eller mindre selv har knopskudt i alle retninger, men det ER altså lige før, det gør endnu mere ondt ufrivilligt at være vidne til bevidstløs vold mod naturen. Til en mands kamp mod alle de gode værdier, som alle vi, der netop i sin tid valgte DET sted til vores feriehus, har elsket og nydt gennem årene. I bund og grund minder udsigten nu jo nærmest om den, jeg har her fra mit køkkenvindue. Parcelhushaver. Dog minus sprinkleranlæg, for heroppe i mit kvarter er vi lidt mere klimabevidste med vandet. Eller ikke rige nok til at tæmme både det og naturen.

Jo, de rige har mange glæder. Eller det håber jeg da, de har. Skam få ham, hvis han ikke ( som sikkert den eneste!) glæder sig helt vildt og inderligt helt ind i kernen af belønningscentret over sin nye husvanskabning og dens tilhørende prydplæne derude midt i det, der engang var en flot, utæmmet naturskov!

Efter en omfattende gulvafslibning må jeg konstatere, at den overvejende del af mine trægulve nu befinder sig jævnt fordelt over det meste af mit hus. Afsliberen lovede egentlig, at hans maskiner ville sluge det meste overskudsgulv. Det var løgn.

Faktisk er det beundringsværdigt, at så relativt få kvadratmeter kan formere sig til at blive til så mange. Det er som om, mit gulv ved mødet med afslibningsmaskinen har fået et eget liv, en egen dagsorden for, hvor det vil bo. Eller også har jeg bare altid haft et rejselystent gulv, der nu, ved afsliberens hjælp, har fået en form for visa til samtlige andre værelser i mit hus.

Der er støv ovenpå alt. Det kan man ligesom forstå og acceptere. Det er ganske logisk, at når støv flyver op, så lægger det sig ned på de forhåndenværende læggeflader. Men at det også kryber ind i mine skabe? Finder en vej gennem lukkede skabslåger til at orme sig ind i armhulerne på mine T-shirts og vrangen af mine underbukser? Holder kongres mellem mine tallerkener og årsmøder for støv i bunden af alle kopper? For slet ikke at tale om håndklæderne, hvor man får kløet ryggen med ekstra kraft, når man tørrer sig. Og de sorte lagner på sengen? De ligner jo efterslæbet efter en jagttur til det nærmeste mudderhul for samtlige kvarterets Retrievere. Inklusiv alle Labradorerne og de langhårede, MEGET langhårede, gravhunde. Det er som at sove i en grusgrav.

Og så var artige mig en meget sød husmor, da adskillige af tingene fra skabe skulle flyttes. Jeg vaskede dem skam af. Gjorde jeg. Det arbejde var åbenlyst totalt overflødigt, grinagtigt overflødigt. Jeg kan jo skrive “Svin” med gevaldige bogstaver i støvet på dem alle. Selv de ting, der har fundet en midlertidig plads i kælderen, synes støvinficerede. Hvordan det så ellers finder derned. Og min computer er indhyllet i sin egen lille støvboble. Jeg kan ikke lade være med at tænke på folk i Asien, som går rundt med mundbind i deres ulidelige, selvskabte smog. Sådan et burde min pc også have.

Engang for mange, mange år siden boede vi et funkishus fra 30-erne. Med jernvinduer. Ja, korrekt, jernvinduer. Da vi besluttede, at jernvinduerne ligesom havde haft deres glansperiode og ville skifte dem, måtte der relativt hårdhændende midler, så som skærebrændere og andet, til. Det tog flere år, inden støvet havde lagt sig. Måske var det i virkeligheden derfor, vi solgte det hus? For at flygte grundigt fra støvet? Anyway, den slags støvede minder kryber ligesom op til overfladen igen og giver en forudanelse om, at støv er umådeligt langlivet. Støv er ikke bare sådan at slå ihjel. Faktisk er støv så umådeligt smart og velovervejet, at det ikke går væk–det flytter sig bare. Når man lige går og tror, at nu har man endelig udryddet den sidste rest på skuldrene af selskabskjolen, så er den da bare flyttet ned i strømpeskuffen. Og nok kan man give sine overflader Grundrens, Ajax, Rens-Let og skurepulver, men endnu har jeg aldrig gået i krig med den slags midler i forhold til mine sommerkjoler eller, for den sags skyld, mine underbukser. Muligvis er det forsøget værd.

Jeg er træt af støv. Træt af den nye fordeling af mine gulve. Faktisk er jeg også træt af, at solen skinner så smukt og dejligt udenfor. Og ind i mit hus. For solskin er decideret ubarmhjertigt overfor mennesker, der bærer deres afslebne gulve på tøj og på enhver overflade. I min barndom brandede Ajax sig som “Den flyvende tornado” (Hvem husker lige det?). Den slags gammeldags, effektivt Ajax må godt lige tage en tornadorunde i mit hus. Og blæse alt det satans støv et andet sted hen!

Jeg har mistet etuiet til min elskede ipad. Eller rettere: Jeg må have forlagt det. Faktisk helt uden “for”, for i ruinerne af dette hus i absolut undtagelsestilstand er det nok bare at lægge noget. Det kan sagtens blive væk og borte, uden man overhovedet behøver FORlægge det.

Nogle gange, når Søren Ryge eller andre med tydelig flair for opstøvning af specielle, ikke specifikt oprydningsmindede personer, er på besøg hos Maren i Kjæret, tænker jeg, at sådan kan man da ikke leve. Ikke blot er der decideret overdrevent bakterievenligt, og jeg ville aldrig kunne få så meget som en bid tørt rugbrød ned, men min største bekymring er oftest, hvordan i alverden de mennesker finder det, de lige står og skal bruge. Hvordan de dog kan vide, hvor i de 3 meter lodrette besynderligheder, kaffekoppen eller de mindst beskidte underbukser befinder sig. Sandheden er så nok, at det kan de heller ikke. Lige som sandheden så nok er, at sådan ville jeg ikke kunne leve, for jeg har det nu engang bedst med relativt hurtigt at kunne lokalisere de mest anvendte af mine besiddelser.

Men i løbet af sidste uge og denne er det så småt begyndt at gå op for mig, hvordan det hele kan ende på den måde. For faktisk er det jo sådan, jeg bor lige nu. Når man sådan skal have tømt samtlige opholdsrum i sit hus for alt inventar, så starter man altså ud med de allerbedste intentioner om logik og logistisk i hensætningen. Det første på udrydningslisten står så pænt, så nydeligt på række, så overmåde civiliseret. Men den slags overdrevne pænheder fortager sig. For når pladsen bliver trang på de førhen tomme arealer, begynder stuvningen, og stuvning er kun positivt, når det drejer sig om hvidkål. Ellers ikke. Og når rodet så alligevel overmander hele projekter, kan man jo lige så godt kaste ting ind. Uden mål og med. Mestendels med den eneste begrundelse, at der kan de lige være. Det var der, der var plads.

Det minder i storslået art om afpyntning af juletræer. Som alle ved, så sidder der altid, hvert evig eneste år, 3 små forhutlede, vildt affektionsværdifyldte, krøllede stykker julepynt tilbage, når træet er båret ud. De har gemt sig blandt grenene og sidder nu og ler i kræmmerhusskægget over, at alt det andet pynt lige er forseglet i  kasser og båret på loftet. Inderst, forstås. Det er så der, man må gøre op med sig selv, hvor affektionsværdifulde, de er, og hvor meget børnene vil savne dem næste jul. Eller om de egentlig fortjener en værdig død efter talrige år til julens glæde. Her vinder sentimentaliteten altid–i alt fald her i huset. Så er det, at de nærmeste skuffer og skabe befolkes af handicappede nisser og violiner uden stang på helårsbasis. For slet ikke at tale om, at man totalt glemmer deres årshi, når det faktisk igen bliver jul. Sådan er det også, når man rydder sine rum. Trods ihærdig nedpakning står der altid disse tåbeligheder tilbage, der garanteret med vilje har gemt sig de underligste steder. Det er så dem, der i afmagt bare bliver kastet oven i alt det andet.

Således er en mængde af afmagtsbetingede intetheder blevet henverfet i retning af mit cover til min ipad. Ved siden af, ovenpå–og i grunden kunne jeg her benytte alle de biord, der har et forhold til en kasse! Hvor jeg i første omgang fandt en yderst civiliseret, velordnet, logisk plads til mit cover, er en hemmelighed så stor, at end ikke jeg er indviet i den. Og enhver ved jo, at når man har fået den fikse ide, at noget, der er blevet væk, SKAL findes, så går jagten noget så gennemgribende ind. Så er det som om, belønningscentret går i totalt sort, indtil den ting, som den eneste, kan give ens liv værdi og belønning igen.

Egentlig skal jeg først benytte coveret igen omkring 6. april. Men lige nu er det totalt ubetydeligt. Jeg er som en baby, der bare skriger efter den eneste ting i hele verden, der kan gøre mig mæt og tilfreds. Omvendt har jeg så en 10 dages tid til at grave mig gennem rodet. For jeg kan jo godt regne ud, at når alle gulve skal slibes af, lakeres og tørre, så bliver det langt over 6. april, inden jeg vil kunne gå i gang med den mere logiske adgang til mine ting—nemlig den, der går ud på at sætte dem tilbage på deres egentlige pladser. Og jo mere, jeg graver, jo mere bliver jeg decideret moden til at være hovedperson i endnu en dokumentar om Maren og hendes rod.

Måske er det der, jeg i stedet skal hen. Måske skal jeg fatte min telefon (hvis jeg altså kan finde den) og ringe til Søren Ryge og sige, at mit hjem lige nu er totalt oplagt til en dogmefilm om mennesker, der klarer sig ( sådan næsten) gennem et hjem i undtagelsestilstand. Så kan han jo også, som det venlige menneske, han er, hjælpe mig med at finde coveret til min ipad.

Jeg er sikker på, at det nye trafikforlig har fundet masser af nye veje, selv om dets primære formål klart var at finde veje til nye stemmer. De er sikkert trafikmæssigt overlykkelige mange steder, og så vil jeg i den forbindelse samtidig sende mine dybeste kondolencer på forhånd til beboerne på Egholm, hvis ø må gå direkte i den asfalterede død, hvis vejene til nye stemmer viser sig at kunne give direkte afkast i en valgsituation.

Der er bare en ting, der undrer mig i det forlig. Det er den der omfartsvej omkring Mariager. Jeg kommer selv en del i Mariager og har sådan set gjort det det meste af mit liv. Ikke, at der er sket de store ændringer i løbet af det. Indbyggertallet holder sig stabilt omkring de 2500, stokroserne blomstrer om kap hvert år, den indre, brostensbelagte bykerne er et mareridt at bevæge sig ind i i en bil, for man ender altid samme sted, som man er begyndt, uden at have været ret mange andre steder, men der går en udmærket, større vej nede omkring havnen, som man jo i så fald bare kan benytte. Dette er IKKE et argument for omfartsvejen. Tværtimod. Det er bare lidt turistguidning i en lille by, der allerede i forvejen har en særdeles passabel rute udenom selve bykernen. Generelt kommer man kun til Mariager, hvis man SKAL til Mariager, og ingen, virkelig INGEN, med deres fornuft  i rette behold, kører ind i den by. Den er så lille og overskuelig, at man udelukkende skal spadsere rundt i de hyggelige gader og måske få en is nede på havnen efter besøg på Saltcentret. Der er masser af parkeringsmuligheder, OG hvis nogle læsere ikke har været i Mariager, så er den et oplagt, smukt, smukt mål—som man på ingen måde må køre UDENOM!

Mennesker, der kender området, ved også, at INGEN, der skal hurtigt frem langs fjorden, overhovedet ville overveje at tage vejen syd om Mariager Fjord. Nordenfjords er den rute, man bruger. Så igen–kører man til Mariager, er det fordi, man VIL til Mariager. Eller med andre ord: Da i alt fald ikke, fordi man vil UDENOM Mariager. Det giver ingen mening, Absolut ingen mening.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der er personlige interesser indblandet i denne sag. Men selv personlige interesser kan vel næppe forsvare en omfartsvej omkring Mariager. Det svarer til at lave lyskryds ved mellemstore vandpytter. Jeg er sikker på, at folk, der bor i Mariager, er stolte af deres Torneroseby og ser den som verdens centrum, men nogen egentlig metropol med svære, trafikale problemer har den aldrig været–og bliver næppe heller. Jeg er sikker på, at de 2500 indbyggere samt de turister, der kommer til Mariager, fordi de netop VIL til Mariager, absolut ingen intentioner har om at bruge en sådan prestigevej. Jeg mener: hvorfor ligge og køre i storcirkel udenom sit hjem, eller for den sags skyld den turistseværdighed, man oprindeligt stiler efter? Eller: Handler det her i virkeligheden om at styre turisterne VÆK fra Mariager og beboerne ud på Herrens Mark, der vel i dette tilfælde må være Marias Ager?

Og HVIS man laver en omfartsvej, så viser nøjagtige udregninger, at man kan spare 2½ minuts kørsel. Det kan turisterne så enten lægge til deres kørsel–eller vælge at køre derhen, hvor de skal!

Problemet er jo så desværre ikke bare, at en enkelt mand har fået storhedsvanvid på Mariagers vegne. Det er meget større. For med dette latterlige tiltag mister hele planen jo sin vederhæftighed. Bliver komisk, utroværdig. Ydermere kan man jo forvente, at hvis metropolen Mariager skal have en unødvendig omfartsvej, så skal de fleste byer af samme størrelse have en lignende. Det er da bare fair. Det bliver noget af et anlægsarbejde at asfaltere marker og engdrag omkring enhver ubetydelig flække i kongeriget med omfartsveje. Og dyrt. Samtidig kan de fleste flækker vel vederhæftigt argumentere for omfartsveje, fordi ingen i virkeligheden VIL til dem, men gladeligt kører udenom. Ulig Mariager, som man altså kun kører til, hvis det er der, man skal hen……

Det er somme tider uheldigt, utroværdigt–og meget komisk, at politik er kompromissernes svære kunst. Det er lige så uheldigt, at amatøragtige politikere ikke selv kan indse, når de med deres latterlige krav sætter troværdigheden i et helt projekt over styr. Jeg tror ikke engang, dette er vejen til stemmer fra Mariager. De stakkels beboere vil da basalt bare gerne hjem til sig selv, og det vil da være en katastrofe, hvis den ret massive turiststrøm kører udenom. Ellers har jeg ret svært ved at gennemskue, hvem det lige er, der skal køre uden om metropolen Mariager…..

Jo, jeg stemte skam i aftes til den nationale sangdyst. Det gør jeg de år, hvor jeg synes, der er noget, der er værd at stemme på. Ellers lader jeg være. Det er de år, hvor valget mellem skingerhed, bras og larmende intetheder fortæller mig, at jeg egentlig er bedøvende ligeglad, og at verden såmænd hverken ændres eller udslettes bare på grund af min manglende stemme. Hvor jeg glad og gerne afgiver min ret til brok/brokkeret. For stemmer man ikke, har man, i min optik, heller ikke den fjerneste legale brokkeret.

Det viste sig dog, at mit indlæg i den store Nordatlantiske sangforsøstring var spildt. Det kan jeg leve med, selv om jeg selvfølgelig stadig mener, at jeg havde ret, og at den lille (yndige, indrømmet!) klon mellem Ein bisschen Frieden (tyske stemmer, YES!) og en Mumitrold (Finland og alle børnene, YES!) både sang skringrende falsk og hentede sig nogle uforskammet billige point ved at synge på retteværdigt skolefransk. Måske skal nogen lige forklare hende, at jiddich og hebræisk (Israel, YES. Dog minus palestinenserne.) er dagligsprogene dernede, hvor hun nu skal hen, så hun lige kan øve sig i at sige de viise ord, at “kærligheden er for evigt” på dem også.

Ovenstående afsnit er så udelukkende skrevet, fordi jeg stemte. Hvis jeg ikke havde stemt, ville jeg, efter min opfattelse, være uberettiget til at have en mening overhovedet. I alt fald til at brokke mig over, at udfaldet ikke blev efter mine tonalpræferencer. Det samme gælder for alle andre væsentlige valg, hvor man som menneske personligt skal afgive en stemme for at få en lige så personlig indflydelse. Hvis man ikke aktivt gider stemme, bør man heller ikke aktivt brokke sig. Som jeg har lært det, og som jeg klart har givet det videre til mine børn, så er det en borgerpligt at anvende sin mulighed for at stemme–og dermed sin indflydelse, og hvis man ikke gider anvende den, så betyder det i al sin enkelthed, at man ikke VIL have indflydelse. At man (og det er da helt i orden!) bevidst har taget det standpunkt, at man blander sig udenom. Ingen stemme er noget så konkret lig med ingen brokkeret.

At stemme er så også lig med at have en stemme. At have noget at skulle have sagt, at blande sig og have en indflydelse. Jeg mødes somme tider, dog heldigvis sjældent, af  folk, der ikke gider stemme med den begrundelse, at deres ene stemme jo alligevel ikke rokker eller rykker noget som helst. Det kan så statistisk modbevises, for ALLE stemmer tælles jo med. Eller, omvendt, manglende stemmer/ustemte stemmer kan jo faktisk rykke resultater i retninger, der ikke var intenderede. Give modstanderne overhånd stemmemæssigt. Det er vel næppe det sidste, der er det overordnede mål for ikke at afgive sin stemme. I øvrigt mener jeg også, at vi til enhver tid skal støtte vores demokrati. Af den simple grund, at vi skal være noget så taknemmelige over, at vi har det.

Så jeg vil lige afslutningspippe med, at det, efter min dybeste overbevisning, var den forkerte sang ( altså den, jeg ikke stemte på!), der nu skal forsvare nationen og at kærligheden lever for evigt dernede i Israel, hvor de da ellers nok kunne lære lidt af det altdominerende viise budskab. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg udnyttede min demokratiske ret til SMS-isk at sende mit kryds til den smukke rigsfælleskabelige forsøstring fra nord, så jeg er i min fulde ret til at brokke mig over resultatet.

Vore hus er omkranset af dels vejen, dels en offentlig sti, der går langs bagsiden af haven. Hele vejen langs grunden står et trådhegn på ca. ½ meters højde, som en begavet Retriever med lethed kunne forcere, mens en relativt ubegavet af slagsen lader være. Og tak for det.

Samme Retriever ser det som sin opgave i livet, selve sit livsmål at holde sin sti ren. En opgave, der gås til med en beundringsværdi portion entusiasme, der især viser sig ren fysisk ved kapløb med næsten enhver forbipasserende langs hegnet samt auditivt ved, at specifikt uvelkomne stifindere klart medgøes, at de er uønskede.

Nu er der jo forskel på godtfolk og godthunde, og det ved selv en intelligensmæssigt udfordret Retriever. Den slags kan opdeles i mængder af kategorier, fra de totalt uinteressante, rollatorførende ældre damer, der kun får en halv hegnløbetur med på vejen, og oftest bevæger sig så langsomt, at en vaks hund efter ½ time lige må gentjekke, om de overhovedet er nået forbi. I live. Så er der skolebørnene, som generelt har så travlt med at tale indbyrdes, at man må oplade sin hunderøst til max. på den venlige måde, for ligesom at gøre opmærksom på, at man da sandelig også er deltager i konversationen. Andre gående følges gerne rimeligt godt på vej, men interessante er de kun for alvor, hvis de medbringer eget dyr. SÅ tager livet på stien en imponerende interessant drejning.

Små hunde ignoreres dog. På den der spidsfindige måde, der går ud på at følge dem langs hegnet, sådan nærmest med bagpartiet vendt mod hegnet. En tydelig markering af, at de virkelig ER små, men samtidig skal de da lige passe på, hverken at tro noget om sig selv eller komme for godt i gang. Mellemstore hunde kræver en del mere opmærksomhed og KAN afstedkomme en vis form for højrøstethed langs stien. De skal i alt fald være noget så bevidste om ikke at vokse sig større.

Og så er der de store hunde. Store hunde betyder alt, hvad der er over 20 kilo og kropsmæssigt virker truende på kvarterets bestyrer og selvbestaltede overhund på næsten 40. De ska`ha`! Hunhundene selvfølgelig på en særlig hunhundevenlig måde, som i løbetidsperioder overgår til en slags ulvelignende, elskovsyge hyl og til daglig bare en vedvarende glammen. Men hanhundene! De skal i den grad overfuses, hoppes og springes af, forfølges til pustegrænsen langs hegnet og garanteret svines på det allermest ubehøvlede hundsk, der findes.

Der er især en hanhund, en lys Labarador, som tilsyneladende er tronprætendant i kvarteret. Den skal tilsvines, tilknurres og tilgøes på en måde, der nærmer sig utilgiveligt uforskammet. Stakkels hund, hvis den forstår, hvad der bliver sagt. Men det gør den jo nok, for den svarer da meget ivrigt igen på  fornærmelserne.

Så er det, vi kommer til at tale om, manden og jeg, at tænk nu, hvis det var os. Altså vi, trods alt mere fornuftige og besindige mennesker, der opførte os sådan. Det er da ikke nogen hemmelighed, at der selv i vores kvarter er folk, jeg ikke sådan lige synes allerbedst om, og som da godt kunne tåle at høre et par sandheder ind imellem. Hvad hvis vi nu stillede os op derude ved hegnet og skrålede ubehøvletheder i spandevis ned over dem, vi ikke sådan kan alvor kan lide, mens de gik forbi? Råbte lidt sandheder og et par løgne i tilgift ud over dem, mens de gik langs hegnet? Var på evig havevagt, fordi der kunne træffe at komme et dumt svin forbi?

Somme tider HAR man jo faktisk lyst til det! Vel har man da det. Hvis så bare hunden kunne klare det. Jeg mener, en af livets uretfærdigheder ligger jo i, at det ikke altid er de dummeste svin, der er ejere af de hunde, vores hund ikke kan lide. Hvis det bare var sådan. At man trygt kunne stole på, at hund og ejer var totalt samstemmende i svinekvalitet, således at haveRetrieveren ufortrødent og uden afbrydelser herfra kunne aflevere en bredside til de rigtige. Med hilsen fra huset.

Jeg kender faktisk ikke den mand, der ejer Labradoren. Men han ser da utroligt venlig ud. Han må så bare affinde sig med, at herinde på matriklen findes der et dyr med potens og selvværd, der sætter en ære i at holde sin sti ren og gø ukvemsord efter alle seriøse konkurrenter over 20 kg.