Påskeferie i sprinklerens slipstrøm.

Det er sikkert fuldstændigt korrekt, at de rige må have mange glæder. Jeg drister mig endda til at påstå, at de rige også har en del glæder på andres bekostning.

Som nu i forbindelse med det kønsløse, nybyggede sommerhus, der er skudt op i vores umiddelbare sommerhusbaghave i løbet af det sidste års tid. Bygget af en af de rige. Ikke fordi, han sådan lige stod og manglede et sommerhus ( dem har han nok af!), men nok mere fordi, han tilsyneladende ikke kunne lade være med at bygge det. Altså bygge det, før han selvfølgelig skal bygge endnu et på samme grund.

Jeg er uformående i forhold til at være dame over, hvad folk bygger på deres grunde. Desværre. Var jeg en smule mere formående, havde jeg nok foreslået en anden arkitekt. Eller måske bare en arkitekt overhovedet?

Det er svært at leve med, men der er dog, trods alt, noget, der er meget sværere at sluge. MEGET, MEGET sværere. For det gør ondt helt ind i sjælen, at det stykke natur, der i årevis har henligget som vild fyrretræsskov med bakker, små, intime stier, megamyretuer og lyngklædte skråninger nu tilsyneladende skal omdannes til nysselige græsplæner som dem, der omkranser et helt almindeligt parcelhus. Inde i byen, langt fra stranden og dens oprindelige natur, forstås. For hver gang entrepenøren anlægger endnu et hus ( som han vel og mærke intet brug har for), omdannes et stykke oprindeligt skov til prydhave med neglesaksklippet græs. Det er, efter min mening, at gøre vold mod naturen. Og mod mig. I nævnte rækkefølge.

Den herlighedsværdi og den pragtfulde naturskov, som jeg i sin tid også købte mit hus på grund af, er ikke længere eksisterende. Skoven har han trukket op med sine store maskiner, mens han sikkert har set det som en lille sejr over den Fandens til rodede natur, hver gang endnu et ældgammelt fyrretræ har ladt livet. En endnu større sejr har det sikkert været at anlægge en prydplæne der midt i det, der engang var et unikt stykke natur. I alt fald gør han da sit ypperste for at få græsset til at gro. Sprinkleranlæggene kører i døgndrift, og hver en lille vildfaren stikling fra fyr og hyben bliver garanteret også tæmmet på særdeles håndfaste måder. Det skal jo se pænt ud. Helst ligne det, der er derhjemme. Der var myrer, hugorme og døde træer i vores naturskov. Fandens til ubekvemmeligheder. De er så også væk.

Så i går var vi faktisk henne og se på et andet sommerhus. På en kæmpe naturgrund. Huset var relativt shitty, sjælløst og lignede alle de andre fra 90-erne, der har klinker, hemser og møbler fra Ikea. Men der var i det mindste ikke begået vold mod naturen. Det vil, i givet fald, gøre ondt helt ind i sommerhushjertekulen at skulle sige farvel til det hus, vi mere eller mindre selv har knopskudt i alle retninger, men det ER altså lige før, det gør endnu mere ondt ufrivilligt at være vidne til bevidstløs vold mod naturen. Til en mands kamp mod alle de gode værdier, som alle vi, der netop i sin tid valgte DET sted til vores feriehus, har elsket og nydt gennem årene. I bund og grund minder udsigten nu jo nærmest om den, jeg har her fra mit køkkenvindue. Parcelhushaver. Dog minus sprinkleranlæg, for heroppe i mit kvarter er vi lidt mere klimabevidste med vandet. Eller ikke rige nok til at tæmme både det og naturen.

Jo, de rige har mange glæder. Eller det håber jeg da, de har. Skam få ham, hvis han ikke ( som sikkert den eneste!) glæder sig helt vildt og inderligt helt ind i kernen af belønningscentret over sin nye husvanskabning og dens tilhørende prydplæne derude midt i det, der engang var en flot, utæmmet naturskov!

 

Continue Reading

Om støv.

Efter en omfattende gulvafslibning må jeg konstatere, at den overvejende del af mine trægulve nu befinder sig jævnt fordelt over det meste af mit hus. Afsliberen lovede egentlig, at hans maskiner ville sluge det meste overskudsgulv. Det var løgn.

Faktisk er det beundringsværdigt, at så relativt få kvadratmeter kan formere sig til at blive til så mange. Det er som om, mit gulv ved mødet med afslibningsmaskinen har fået et eget liv, en egen dagsorden for, hvor det vil bo. Eller også har jeg bare altid haft et rejselystent gulv, der nu, ved afsliberens hjælp, har fået en form for visa til samtlige andre værelser i mit hus.

Der er støv ovenpå alt. Det kan man ligesom forstå og acceptere. Det er ganske logisk, at når støv flyver op, så lægger det sig ned på de forhåndenværende læggeflader. Men at det også kryber ind i mine skabe? Finder en vej gennem lukkede skabslåger til at orme sig ind i armhulerne på mine T-shirts og vrangen af mine underbukser? Holder kongres mellem mine tallerkener og årsmøder for støv i bunden af alle kopper? For slet ikke at tale om håndklæderne, hvor man får kløet ryggen med ekstra kraft, når man tørrer sig. Og de sorte lagner på sengen? De ligner jo efterslæbet efter en jagttur til det nærmeste mudderhul for samtlige kvarterets Retrievere. Inklusiv alle Labradorerne og de langhårede, MEGET langhårede, gravhunde. Det er som at sove i en grusgrav.

Og så var artige mig en meget sød husmor, da adskillige af tingene fra skabe skulle flyttes. Jeg vaskede dem skam af. Gjorde jeg. Det arbejde var åbenlyst totalt overflødigt, grinagtigt overflødigt. Jeg kan jo skrive “Svin” med gevaldige bogstaver i støvet på dem alle. Selv de ting, der har fundet en midlertidig plads i kælderen, synes støvinficerede. Hvordan det så ellers finder derned. Og min computer er indhyllet i sin egen lille støvboble. Jeg kan ikke lade være med at tænke på folk i Asien, som går rundt med mundbind i deres ulidelige, selvskabte smog. Sådan et burde min pc også have.

Engang for mange, mange år siden boede vi et funkishus fra 30-erne. Med jernvinduer. Ja, korrekt, jernvinduer. Da vi besluttede, at jernvinduerne ligesom havde haft deres glansperiode og ville skifte dem, måtte der relativt hårdhændende midler, så som skærebrændere og andet, til. Det tog flere år, inden støvet havde lagt sig. Måske var det i virkeligheden derfor, vi solgte det hus? For at flygte grundigt fra støvet? Anyway, den slags støvede minder kryber ligesom op til overfladen igen og giver en forudanelse om, at støv er umådeligt langlivet. Støv er ikke bare sådan at slå ihjel. Faktisk er støv så umådeligt smart og velovervejet, at det ikke går væk–det flytter sig bare. Når man lige går og tror, at nu har man endelig udryddet den sidste rest på skuldrene af selskabskjolen, så er den da bare flyttet ned i strømpeskuffen. Og nok kan man give sine overflader Grundrens, Ajax, Rens-Let og skurepulver, men endnu har jeg aldrig gået i krig med den slags midler i forhold til mine sommerkjoler eller, for den sags skyld, mine underbukser. Muligvis er det forsøget værd.

Jeg er træt af støv. Træt af den nye fordeling af mine gulve. Faktisk er jeg også træt af, at solen skinner så smukt og dejligt udenfor. Og ind i mit hus. For solskin er decideret ubarmhjertigt overfor mennesker, der bærer deres afslebne gulve på tøj og på enhver overflade. I min barndom brandede Ajax sig som “Den flyvende tornado” (Hvem husker lige det?). Den slags gammeldags, effektivt Ajax må godt lige tage en tornadorunde i mit hus. Og blæse alt det satans støv et andet sted hen!

Continue Reading

Om et etui til en ipad.

Jeg har mistet etuiet til min elskede ipad. Eller rettere: Jeg må have forlagt det. Faktisk helt uden “for”, for i ruinerne af dette hus i absolut undtagelsestilstand er det nok bare at lægge noget. Det kan sagtens blive væk og borte, uden man overhovedet behøver FORlægge det.

Nogle gange, når Søren Ryge eller andre med tydelig flair for opstøvning af specielle, ikke specifikt oprydningsmindede personer, er på besøg hos Maren i Kjæret, tænker jeg, at sådan kan man da ikke leve. Ikke blot er der decideret overdrevent bakterievenligt, og jeg ville aldrig kunne få så meget som en bid tørt rugbrød ned, men min største bekymring er oftest, hvordan i alverden de mennesker finder det, de lige står og skal bruge. Hvordan de dog kan vide, hvor i de 3 meter lodrette besynderligheder, kaffekoppen eller de mindst beskidte underbukser befinder sig. Sandheden er så nok, at det kan de heller ikke. Lige som sandheden så nok er, at sådan ville jeg ikke kunne leve, for jeg har det nu engang bedst med relativt hurtigt at kunne lokalisere de mest anvendte af mine besiddelser.

Men i løbet af sidste uge og denne er det så småt begyndt at gå op for mig, hvordan det hele kan ende på den måde. For faktisk er det jo sådan, jeg bor lige nu. Når man sådan skal have tømt samtlige opholdsrum i sit hus for alt inventar, så starter man altså ud med de allerbedste intentioner om logik og logistisk i hensætningen. Det første på udrydningslisten står så pænt, så nydeligt på række, så overmåde civiliseret. Men den slags overdrevne pænheder fortager sig. For når pladsen bliver trang på de førhen tomme arealer, begynder stuvningen, og stuvning er kun positivt, når det drejer sig om hvidkål. Ellers ikke. Og når rodet så alligevel overmander hele projekter, kan man jo lige så godt kaste ting ind. Uden mål og med. Mestendels med den eneste begrundelse, at der kan de lige være. Det var der, der var plads.

Det minder i storslået art om afpyntning af juletræer. Som alle ved, så sidder der altid, hvert evig eneste år, 3 små forhutlede, vildt affektionsværdifyldte, krøllede stykker julepynt tilbage, når træet er båret ud. De har gemt sig blandt grenene og sidder nu og ler i kræmmerhusskægget over, at alt det andet pynt lige er forseglet i  kasser og båret på loftet. Inderst, forstås. Det er så der, man må gøre op med sig selv, hvor affektionsværdifulde, de er, og hvor meget børnene vil savne dem næste jul. Eller om de egentlig fortjener en værdig død efter talrige år til julens glæde. Her vinder sentimentaliteten altid–i alt fald her i huset. Så er det, at de nærmeste skuffer og skabe befolkes af handicappede nisser og violiner uden stang på helårsbasis. For slet ikke at tale om, at man totalt glemmer deres årshi, når det faktisk igen bliver jul. Sådan er det også, når man rydder sine rum. Trods ihærdig nedpakning står der altid disse tåbeligheder tilbage, der garanteret med vilje har gemt sig de underligste steder. Det er så dem, der i afmagt bare bliver kastet oven i alt det andet.

Således er en mængde af afmagtsbetingede intetheder blevet henverfet i retning af mit cover til min ipad. Ved siden af, ovenpå–og i grunden kunne jeg her benytte alle de biord, der har et forhold til en kasse! Hvor jeg i første omgang fandt en yderst civiliseret, velordnet, logisk plads til mit cover, er en hemmelighed så stor, at end ikke jeg er indviet i den. Og enhver ved jo, at når man har fået den fikse ide, at noget, der er blevet væk, SKAL findes, så går jagten noget så gennemgribende ind. Så er det som om, belønningscentret går i totalt sort, indtil den ting, som den eneste, kan give ens liv værdi og belønning igen.

Egentlig skal jeg først benytte coveret igen omkring 6. april. Men lige nu er det totalt ubetydeligt. Jeg er som en baby, der bare skriger efter den eneste ting i hele verden, der kan gøre mig mæt og tilfreds. Omvendt har jeg så en 10 dages tid til at grave mig gennem rodet. For jeg kan jo godt regne ud, at når alle gulve skal slibes af, lakeres og tørre, så bliver det langt over 6. april, inden jeg vil kunne gå i gang med den mere logiske adgang til mine ting—nemlig den, der går ud på at sætte dem tilbage på deres egentlige pladser. Og jo mere, jeg graver, jo mere bliver jeg decideret moden til at være hovedperson i endnu en dokumentar om Maren og hendes rod.

Måske er det der, jeg i stedet skal hen. Måske skal jeg fatte min telefon (hvis jeg altså kan finde den) og ringe til Søren Ryge og sige, at mit hjem lige nu er totalt oplagt til en dogmefilm om mennesker, der klarer sig ( sådan næsten) gennem et hjem i undtagelsestilstand. Så kan han jo også, som det venlige menneske, han er, hjælpe mig med at finde coveret til min ipad.

Continue Reading

Metropolen Mariager.

Jeg er sikker på, at det nye trafikforlig har fundet masser af nye veje, selv om dets primære formål klart var at finde veje til nye stemmer. De er sikkert trafikmæssigt overlykkelige mange steder, og så vil jeg i den forbindelse samtidig sende mine dybeste kondolencer på forhånd til beboerne på Egholm, hvis ø må gå direkte i den asfalterede død, hvis vejene til nye stemmer viser sig at kunne give direkte afkast i en valgsituation.

Der er bare en ting, der undrer mig i det forlig. Det er den der omfartsvej omkring Mariager. Jeg kommer selv en del i Mariager og har sådan set gjort det det meste af mit liv. Ikke, at der er sket de store ændringer i løbet af det. Indbyggertallet holder sig stabilt omkring de 2500, stokroserne blomstrer om kap hvert år, den indre, brostensbelagte bykerne er et mareridt at bevæge sig ind i i en bil, for man ender altid samme sted, som man er begyndt, uden at have været ret mange andre steder, men der går en udmærket, større vej nede omkring havnen, som man jo i så fald bare kan benytte. Dette er IKKE et argument for omfartsvejen. Tværtimod. Det er bare lidt turistguidning i en lille by, der allerede i forvejen har en særdeles passabel rute udenom selve bykernen. Generelt kommer man kun til Mariager, hvis man SKAL til Mariager, og ingen, virkelig INGEN, med deres fornuft  i rette behold, kører ind i den by. Den er så lille og overskuelig, at man udelukkende skal spadsere rundt i de hyggelige gader og måske få en is nede på havnen efter besøg på Saltcentret. Der er masser af parkeringsmuligheder, OG hvis nogle læsere ikke har været i Mariager, så er den et oplagt, smukt, smukt mål—som man på ingen måde må køre UDENOM!

Mennesker, der kender området, ved også, at INGEN, der skal hurtigt frem langs fjorden, overhovedet ville overveje at tage vejen syd om Mariager Fjord. Nordenfjords er den rute, man bruger. Så igen–kører man til Mariager, er det fordi, man VIL til Mariager. Eller med andre ord: Da i alt fald ikke, fordi man vil UDENOM Mariager. Det giver ingen mening, Absolut ingen mening.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der er personlige interesser indblandet i denne sag. Men selv personlige interesser kan vel næppe forsvare en omfartsvej omkring Mariager. Det svarer til at lave lyskryds ved mellemstore vandpytter. Jeg er sikker på, at folk, der bor i Mariager, er stolte af deres Torneroseby og ser den som verdens centrum, men nogen egentlig metropol med svære, trafikale problemer har den aldrig været–og bliver næppe heller. Jeg er sikker på, at de 2500 indbyggere samt de turister, der kommer til Mariager, fordi de netop VIL til Mariager, absolut ingen intentioner har om at bruge en sådan prestigevej. Jeg mener: hvorfor ligge og køre i storcirkel udenom sit hjem, eller for den sags skyld den turistseværdighed, man oprindeligt stiler efter? Eller: Handler det her i virkeligheden om at styre turisterne VÆK fra Mariager og beboerne ud på Herrens Mark, der vel i dette tilfælde må være Marias Ager?

Og HVIS man laver en omfartsvej, så viser nøjagtige udregninger, at man kan spare 2½ minuts kørsel. Det kan turisterne så enten lægge til deres kørsel–eller vælge at køre derhen, hvor de skal!

Problemet er jo så desværre ikke bare, at en enkelt mand har fået storhedsvanvid på Mariagers vegne. Det er meget større. For med dette latterlige tiltag mister hele planen jo sin vederhæftighed. Bliver komisk, utroværdig. Ydermere kan man jo forvente, at hvis metropolen Mariager skal have en unødvendig omfartsvej, så skal de fleste byer af samme størrelse have en lignende. Det er da bare fair. Det bliver noget af et anlægsarbejde at asfaltere marker og engdrag omkring enhver ubetydelig flække i kongeriget med omfartsveje. Og dyrt. Samtidig kan de fleste flækker vel vederhæftigt argumentere for omfartsveje, fordi ingen i virkeligheden VIL til dem, men gladeligt kører udenom. Ulig Mariager, som man altså kun kører til, hvis det er der, man skal hen……

Det er somme tider uheldigt, utroværdigt–og meget komisk, at politik er kompromissernes svære kunst. Det er lige så uheldigt, at amatøragtige politikere ikke selv kan indse, når de med deres latterlige krav sætter troværdigheden i et helt projekt over styr. Jeg tror ikke engang, dette er vejen til stemmer fra Mariager. De stakkels beboere vil da basalt bare gerne hjem til sig selv, og det vil da være en katastrofe, hvis den ret massive turiststrøm kører udenom. Ellers har jeg ret svært ved at gennemskue, hvem det lige er, der skal køre uden om metropolen Mariager…..

Continue Reading

Om at stemme. Eller have en stemme.

Jo, jeg stemte skam i aftes til den nationale sangdyst. Det gør jeg de år, hvor jeg synes, der er noget, der er værd at stemme på. Ellers lader jeg være. Det er de år, hvor valget mellem skingerhed, bras og larmende intetheder fortæller mig, at jeg egentlig er bedøvende ligeglad, og at verden såmænd hverken ændres eller udslettes bare på grund af min manglende stemme. Hvor jeg glad og gerne afgiver min ret til brok/brokkeret. For stemmer man ikke, har man, i min optik, heller ikke den fjerneste legale brokkeret.

Det viste sig dog, at mit indlæg i den store Nordatlantiske sangforsøstring var spildt. Det kan jeg leve med, selv om jeg selvfølgelig stadig mener, at jeg havde ret, og at den lille (yndige, indrømmet!) klon mellem Ein bisschen Frieden (tyske stemmer, YES!) og en Mumitrold (Finland og alle børnene, YES!) både sang skringrende falsk og hentede sig nogle uforskammet billige point ved at synge på retteværdigt skolefransk. Måske skal nogen lige forklare hende, at jiddich og hebræisk (Israel, YES. Dog minus palestinenserne.) er dagligsprogene dernede, hvor hun nu skal hen, så hun lige kan øve sig i at sige de viise ord, at “kærligheden er for evigt” på dem også.

Ovenstående afsnit er så udelukkende skrevet, fordi jeg stemte. Hvis jeg ikke havde stemt, ville jeg, efter min opfattelse, være uberettiget til at have en mening overhovedet. I alt fald til at brokke mig over, at udfaldet ikke blev efter mine tonalpræferencer. Det samme gælder for alle andre væsentlige valg, hvor man som menneske personligt skal afgive en stemme for at få en lige så personlig indflydelse. Hvis man ikke aktivt gider stemme, bør man heller ikke aktivt brokke sig. Som jeg har lært det, og som jeg klart har givet det videre til mine børn, så er det en borgerpligt at anvende sin mulighed for at stemme–og dermed sin indflydelse, og hvis man ikke gider anvende den, så betyder det i al sin enkelthed, at man ikke VIL have indflydelse. At man (og det er da helt i orden!) bevidst har taget det standpunkt, at man blander sig udenom. Ingen stemme er noget så konkret lig med ingen brokkeret.

At stemme er så også lig med at have en stemme. At have noget at skulle have sagt, at blande sig og have en indflydelse. Jeg mødes somme tider, dog heldigvis sjældent, af  folk, der ikke gider stemme med den begrundelse, at deres ene stemme jo alligevel ikke rokker eller rykker noget som helst. Det kan så statistisk modbevises, for ALLE stemmer tælles jo med. Eller, omvendt, manglende stemmer/ustemte stemmer kan jo faktisk rykke resultater i retninger, der ikke var intenderede. Give modstanderne overhånd stemmemæssigt. Det er vel næppe det sidste, der er det overordnede mål for ikke at afgive sin stemme. I øvrigt mener jeg også, at vi til enhver tid skal støtte vores demokrati. Af den simple grund, at vi skal være noget så taknemmelige over, at vi har det.

Så jeg vil lige afslutningspippe med, at det, efter min dybeste overbevisning, var den forkerte sang ( altså den, jeg ikke stemte på!), der nu skal forsvare nationen og at kærligheden lever for evigt dernede i Israel, hvor de da ellers nok kunne lære lidt af det altdominerende viise budskab. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg udnyttede min demokratiske ret til SMS-isk at sende mit kryds til den smukke rigsfælleskabelige forsøstring fra nord, så jeg er i min fulde ret til at brokke mig over resultatet.

Continue Reading

Om beskidte råb i haven.

Vore hus er omkranset af dels vejen, dels en offentlig sti, der går langs bagsiden af haven. Hele vejen langs grunden står et trådhegn på ca. ½ meters højde, som en begavet Retriever med lethed kunne forcere, mens en relativt ubegavet af slagsen lader være. Og tak for det.

Samme Retriever ser det som sin opgave i livet, selve sit livsmål at holde sin sti ren. En opgave, der gås til med en beundringsværdi portion entusiasme, der især viser sig ren fysisk ved kapløb med næsten enhver forbipasserende langs hegnet samt auditivt ved, at specifikt uvelkomne stifindere klart medgøes, at de er uønskede.

Nu er der jo forskel på godtfolk og godthunde, og det ved selv en intelligensmæssigt udfordret Retriever. Den slags kan opdeles i mængder af kategorier, fra de totalt uinteressante, rollatorførende ældre damer, der kun får en halv hegnløbetur med på vejen, og oftest bevæger sig så langsomt, at en vaks hund efter ½ time lige må gentjekke, om de overhovedet er nået forbi. I live. Så er der skolebørnene, som generelt har så travlt med at tale indbyrdes, at man må oplade sin hunderøst til max. på den venlige måde, for ligesom at gøre opmærksom på, at man da sandelig også er deltager i konversationen. Andre gående følges gerne rimeligt godt på vej, men interessante er de kun for alvor, hvis de medbringer eget dyr. SÅ tager livet på stien en imponerende interessant drejning.

Små hunde ignoreres dog. På den der spidsfindige måde, der går ud på at følge dem langs hegnet, sådan nærmest med bagpartiet vendt mod hegnet. En tydelig markering af, at de virkelig ER små, men samtidig skal de da lige passe på, hverken at tro noget om sig selv eller komme for godt i gang. Mellemstore hunde kræver en del mere opmærksomhed og KAN afstedkomme en vis form for højrøstethed langs stien. De skal i alt fald være noget så bevidste om ikke at vokse sig større.

Og så er der de store hunde. Store hunde betyder alt, hvad der er over 20 kilo og kropsmæssigt virker truende på kvarterets bestyrer og selvbestaltede overhund på næsten 40. De ska`ha`! Hunhundene selvfølgelig på en særlig hunhundevenlig måde, som i løbetidsperioder overgår til en slags ulvelignende, elskovsyge hyl og til daglig bare en vedvarende glammen. Men hanhundene! De skal i den grad overfuses, hoppes og springes af, forfølges til pustegrænsen langs hegnet og garanteret svines på det allermest ubehøvlede hundsk, der findes.

Der er især en hanhund, en lys Labarador, som tilsyneladende er tronprætendant i kvarteret. Den skal tilsvines, tilknurres og tilgøes på en måde, der nærmer sig utilgiveligt uforskammet. Stakkels hund, hvis den forstår, hvad der bliver sagt. Men det gør den jo nok, for den svarer da meget ivrigt igen på  fornærmelserne.

Så er det, vi kommer til at tale om, manden og jeg, at tænk nu, hvis det var os. Altså vi, trods alt mere fornuftige og besindige mennesker, der opførte os sådan. Det er da ikke nogen hemmelighed, at der selv i vores kvarter er folk, jeg ikke sådan lige synes allerbedst om, og som da godt kunne tåle at høre et par sandheder ind imellem. Hvad hvis vi nu stillede os op derude ved hegnet og skrålede ubehøvletheder i spandevis ned over dem, vi ikke sådan kan alvor kan lide, mens de gik forbi? Råbte lidt sandheder og et par løgne i tilgift ud over dem, mens de gik langs hegnet? Var på evig havevagt, fordi der kunne træffe at komme et dumt svin forbi?

Somme tider HAR man jo faktisk lyst til det! Vel har man da det. Hvis så bare hunden kunne klare det. Jeg mener, en af livets uretfærdigheder ligger jo i, at det ikke altid er de dummeste svin, der er ejere af de hunde, vores hund ikke kan lide. Hvis det bare var sådan. At man trygt kunne stole på, at hund og ejer var totalt samstemmende i svinekvalitet, således at haveRetrieveren ufortrødent og uden afbrydelser herfra kunne aflevere en bredside til de rigtige. Med hilsen fra huset.

Jeg kender faktisk ikke den mand, der ejer Labradoren. Men han ser da utroligt venlig ud. Han må så bare affinde sig med, at herinde på matriklen findes der et dyr med potens og selvværd, der sætter en ære i at holde sin sti ren og gø ukvemsord efter alle seriøse konkurrenter over 20 kg.

Continue Reading

Brug testen: Ville du selv købe det?

For nogle dage siden talte jeg med en venlig dame i en genbrugsforretning, som fortalte mig, at i “hendes” forretning var man begyndt at bruge plastikhandsker, når man sorterede de indleverede ting til genbrug. Simpelthen fordi man aldrig vidste, hvad man i givet fald stak fingrene ned i.

Endvidere fortalte hun også om en beslutning om prompte at afvise såkaldt glade givere, der mødte op med foræringer, som man med det blotte øje kunne se, at ingen kunne drømme om at købe.

Det er tilsyneladende blevet kutyme at anvende genbrugsforretningerne som en form for udvidede lossepladser, hvor man ubeskedent kører sit usorterede lort hen. Der fortælles om antikke pizzabakker–med indhold– og sure, uvaskede strømper og hullede, præcis lige så urene, underbukser. Om ting, der mangler det allermest essentielle for at kunne fungere og porcelæn, der ville kræve en ekspert i at klinke skår for overhovedet at kunne blive halv-helt igen. Mest bizart er det, at samme porcelæn kan ankomme med resterne af julens brune sovs og ris a la mande–i juni. Haveaffald og visne blomster kan også finde vej ned i poserne, ligesom samme dame også kunne berette om en død, meget død, overvældende død, slange. Måske er plastikhandsker i grunden alt, alt for lidt?

Men, som samme kloge dame også sagde, så er der vel kun en retningssnor for, hvad man kan køre til genbrugsforretningerne. Den er ganske simpel og hedder i al sin enkelthed: Ville du selv købe det? Ville du virkelig selv købe de uvaskede, skårede tallerkener, de beskidte underhylere og en illegal python på opløsningsstadiet?

For hvis du nu ikke ville, så er der lossepladser, der tager imod den slags. Jeg ved godt, at der somme tider er længere til dem end ned til Røde Kors. Men de er gearede til det, og det er damerne (selv med plastikhandsker!) i genbrugsforretningerne ikke. Vi kan faktisk ikke være os selv bekendt, hvis vi samvittighedsløst og af ren og skær dovenskab kaster vores affald den vej.

For vi kunne jo ikke drømme om at købe det! Vel?

Continue Reading

(Måske) verdens mest overflødige ting?

Forleden kom vi til at tale om, hvor ufatteligt mange overflødige ting, der er i verden. Ting, der hverken har brugsværdi, æstetisk værdi–eller for den sags skyld kan spises. Men også ting, der, trods alt, bliver til affald og på den ene eller anden måde skal destrueres eller i alt fald bortskaffes. Hvilket nok i sidste ende er det allerstørste problem med dem.

Vi var langt omkring, men endte på et tidspunkt i omegnen af sugerør, som umiddelbart ikke har nogen synderlig brugsværdi. Andet end at man kan suge drikkelige væsker op med dem–men hvorfor skal man overhovedet det, når det faktisk er rimeligt mere bekvemmeligt at lade være og så bare drikke sin drikkelse. Det er muligt, at børn under en hvis alder finder dem tillokkende, men det er absolut lige så muligt at børn under en hvis alder sagtens kan leve vældigt fornøjeligt foruden.

Fra sugerør er der ikke langt til drinksparaplyen. Denne tåbelige, lille, mangefarvede tingest, som tilsyneladende har tilkæmpet sig en plads i enhver lidt mere fancy drink. Som bare sidder der og troner i al sin ubehjælpelige mangel på enhver form for brugsværdi. Den kan hverken spises eller drikkes og ser samtidig utroligt fjollet ud. Den har ingen umiddelbar indflydelse på nydelsen af drinken, og for de flestes vedkommende er den et uønsket vedhæng, som ved først givne lejlighed verfes i nærmeste skraldespand. Faktisk sidder den oftest i vejen og spærrer for direkte adgang til det sugerør, som er næsten lige så unødvendigt.

Jeg har aldrig, virkelig aldrig, hørt nogen prise drinksparaplyens egenskaber. Man diskuterer, mig bekendt, heller aldrig kvaliteten af og den æstetiske udførelse eller kunstneriske værdi. Helt ærligt har jeg aldrig nogensinde hørt nogen bemærke om deres drinksparaply, at de syntes, den var pæn, charmerende eller værd at gemme eller samle på. Den er, som konklusion, bare en totalt overflødig ting, som er der, og som ingen kan opstøve en logisk forklaring på.

Og ikke nok med det. For før en drinksparaply bliver til en tåbelighed i en drink, skal der vel skaffes materialer til anvendelse til produktion af uhyrligheden. Jeg vil overhovedet ikke gå ind i regnestykket her, men jeg kan da godt forestille mig, at ikke helt minimale arealer af regnskoven årligt omdannes til drinksparaplyer. Og efter brug–eller hvad man nu skal kalde den der bevægelse, som primært går ud på at flytte den så hurtigt som muligt–skal den vel smides ud. Jeg ved ikke, hvor drinksparaplyer går hen, når de går ud, men faktum er vel, at de også bliver til skrald, som skal bortskaffes. Og lige så meget faktum er, at jeg aldrig, vitterlig aldrig, har hørt om den store genanvendelse af drinksparaplyer. De er næppe i høj kurs hos skattejægere på loppemarkederne.

Jeg vil gerne slå et slag for nedlæggelse af enhver form for drinksparaplyproduktion. Et eller andet sted skal vi vel begynde for at komme af med tåbeligheder, som en verden i klimakrise sagtens kan undvære.

Samtidig kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig kommentarer i samme spor. Hvad er, efter DIN mening, måske verdens mest overflødige ting?

Continue Reading

Julen varer lige til påske?

I de senere år–og mest markant netop i år–har jeg iagttaget en næsten forkrampet stædighed omkring at bibeholde julens udendørs lys til påske. Der er oplyste buske, markerede gelændere og flagstænger, der har været udsat for uhyrlige overgreb, overalt, når jeg går tur med hunden i mørket. Måske skal den med flagstængerne lige forklares: Efter min mening er de der fangarme, som man kan klistre på sin flagstang, så man selv ( andre narres desværre ikke så behændigt!) kan bilde sig ind, at man overhovedet slet ikke har en flagstang, men har lånt et juletræ på Rådhuspladsen i KBH, noget af den allermest afskyelige julebelysning, der nogensinde er opfundet. Og hvad har flagstænger egentlig gjort for at fortjene en sådan skæbne?

Anyway, det er som om, vi ikke kan få jul nok og lysmæssigt må forlænge den langt ind i det nye år. For jeg tror nemlig ikke på, at det bare er fordi, folk har glemt at slukke. Det ville jeg have gjort, hvis det var hjemme hos os, der stadig var udendørs jul. Men andre mennesker må vel have tænkt over det der med at lade lyset brænde.

Personligt har jeg et lidt ambivalent forhold til det. På den ene side set synes jeg, at julen er noget særligt, som har sin egen tid. En tid, vi ser frem til i mørket og derfor skal fejre lige præcis, når den er der. Sådan at julen bliver særlig, speciel og ikke udvandet og langstrakt, så den mister sin egen betydning. Akkurat som det føles en smule blasfemisk at kaste sig over påskeæggene i oktober og lave Skt. Hansbål hele december. Selv om det sidste selvfølgelig kunne være lidt oplysende. Der er heller ikke noget så vammelt som ting, der er ude af sync, har mistet deres besøgelsestid og danser macabre som moster Annas strikkede nissepar i februar. Alting har en ende, og alting har en tid.

På den anden side set anerkender jeg fuldt lyset i mørket. Selve dets opysningsværdi. Januar er u-hyggelig ( bemærk bindestreg!), januar er uforsvarligt lang, og januar er alt, alt for mørk. Januar er sådan en måned, der må gøres noget seriøst ved, og kan man gøre skodmåneden bare en lille smule mere spiselig ved at lade juletræet brænde en måneds tid mere, så er det vel det, man gør. Jeg tror, de fleste kender tomhedsfølelsen og det lille stik i maven, når julelysene uigenkaldeligt slukkes den sidste gang omkring nytår, og den kan man så behændigt undgå ved simpelthen bare at lade være at slukke. Vi mørke-hundeluftere synes, det er dejligt med lysene rundt omkring, men vi synes også, det er en smule besynderligt, at de er der. Og der er i alt fald ingen hjemme hos os selv!

Nu er det så bare, at jeg er meget spændt på, hvornår julen endelig er ovre derude i de små hjem og de store flagstænger? HVORNÅR slukker de mennesker uigenkaldeligt for deres langvarige jul? Findes der mon en, mig ubekendt, absolut sidste udløbsdato for udendørs julebelysning, som alle lyserne kender? Jeg mener, da de hårdnakket lyste videre efter Hellig Tre Konger, hvor jeg ellers troede, det var slut med de udendørs show, tænkte jeg virkelig alvorligt over, om der var noget i kirkeårets kalender, der var blevet ændret, tilføjet eller måske bare udsendt som den slags fake news, som mange mennesker tror på. Måske VAR vismændenes rejse i virkeligheden længere og mere strabadserende, så man nu med sikkerhed ved, eller i alt fald påstår, at de først nåede frem til påske?

 

Continue Reading

Om snestorme.

Man KAN nu altså have en lille smule svært ved at skjule sin umiddelbare skuffelse, når dagens såkaldte snestorm tager sig sådan ud fra stuevinduet. Der er knapt nok sne, og da i alt fald ingen form for storm.

Ordet “snestorm” kalder altid på det indbyggede hygge-hule-gen hos mig. Jeg forestiller mig noget med ild i pejsen, varme drikke, gode bøger eller godt TV og masser af chokolade. Chokoladen anskaffede jeg mig allerede i går, for sådan at være rigtigt velforberedt, og selv om jeg har spist det meste, er der da stadig en Yankee eller to tilbage, som jeg så kan gå ud i smuskvejret og lege snestorm med.

Der er dog det med snestorme, at de er allermest belejlige, når man ikke skal noget og har tid til dem. Ellers er de noget besværligt møg. Snestorme burde planlægge sig selv til, når det er fridage, og alle har det nødvendige hyggeudstyr indenfor rækkevidde. Når der er snestorm, skal man hverken hente brænde, købe ind, på arbejde eller til tandlæge, og hunden bør lære at gå en tur med sig selv. Så skal man nemlig være klar til at gå ind i en slags undtagelsestilstand, hvor hygge er det eneste punkt på dagsordenen.

Det er så ikke fordi, jeg ikke har oplevet snestorme nok. Jeg har bare aldrig oplevet en, hvor jeg var sådan rigtigt velforberedt og kunne sætte mig i min gode stol og bare hygge den af, indtil sneen smeltede. Talrige er de gange, hvor man med frygt for liv og lemmer er trasket afsted gennem sneen for at komme på arbejde–gerne for bare at nå frem og få at vide, at skolen i øvrigt lukkede ned. Og lige så talrige er de gange, hvor de allermest essentielle fødevarer slap op, og man stod der med en flot sultne unger, der bare var SÅ færdige med at spille Matador i timevis, at det eneste, der kunne formildne, var det rugbrød, der stod på den anden side sneen.

I øvrigt var der nu mere gedigne snestorme, da jeg var barn og yngre. Det var som om, vejret tog den slags en del mere seriøst og ikke småklattede med det, som det har for vane nu om dage. Jeg kan stadig huske engang i 70-erne, hvor jeg kæmpede mig gennem mandshøje driver for at aflevere en stil–til ingen verdens nytte, for skolen var alligevel lukket den følgende dag, og jeg kunne sagtens have nået en bedre og mere alternativ konklusion. Og turene i bil, hvor man måtte banke på for husly hos vildtfremmede mennesker, fordi man bare ikke kunne køre længere ind i stormens hvide hjerte. Samt dengang i 90-erne, hvor jeg sammen med en kollega og en optimistisk cykel som vist de eneste nåede frem til skolen og var vildt glad for, at det ikke var MIN cykel, der skulle med hjem igen. For ikke at glemme dengang vanvittigt morsomme elever havde brugt deres snefridag på at skulpturere en penis i størrelse XXXXXXXL og et par gigantiske bryster umiddelbart foran skolens hovedindgang. Som tøvejret satte ind, svandt kønsdelene gradvist ind til misfostre i normalstørrelse, men man skulle stadig skræve over dem for at komme ind ad døren. Min datter hævder stadig, at hun intet kender til hændelsen, men jeg ved bedre….

Med manden afsted på den årlige træningslejr i Tyrkiet er der selvfølgelig den fordel, at jeg ikke skal skovle sne. I øvrigt en træningslejr, der år efter år–trods planlægning månedsvis i forvejen–altid foregår netop den uge, hvor sneen falder. Jeg er meget dårlig til at skovle sne. Faktisk er jeg sådan en, det er direkte uforsvarligt at sætte til at skovle sne. Jeg tager det simpelthen ikke alvorligt, og så sjusker jeg noget så grusomt og pærer bare det hele ud i fortovsrabatten. Omvendt må man vel sige, at hvis forbipasserende ikke kan ramme mine 10 snerene centimeter i gåsegang, så må de gå over på den anden side, hvor genboen er en smule mere large med fortovsplads.

Nu tror jeg, jeg vil sætte mig ned og lege snestorm. Det nytter jo ligesom ikke noget at lade al den gode chokolade gå til spilde, bare fordi vejret ikke kan finde ud af at snestorme.

Continue Reading
1 2 3 14