Min gamle moster boede en årrække på plejehjem i Varde. Hun døde for nogle år siden, og det er jeg lige nu meget taknemmelig for på hendes vegne. Hun kunne jo, teoretisk set, have været en af de plejehjemsbeboere i den by, som ikke havde fået sin coronavaccine, fordi den var blevet givet til lægernes pårørende i stedet.

Jeg tror slet ikke, jeg har ord for nepotisme i en sådan størrelsesgrad. Her står vi alle pænt i kø for omsider at opnå den på alle måder livgivende vaccine, og så booster nogen deres egen egoisme på en så arrogant og usmagelig måde. Det burde hverken være i lægers eller andres ånd at foretage sig noget sådant på nuværende tidspunkt. Gad vide–også–om det bare er toppen af isbjerget? Man burde vel–igen på nuværende tidspunkt– tage et tjek på sin egen moral og etik og før stikket lige spørge egoet, om man bagefter både, uden flovhed, kan se sig selv i spejlet og i det hele taget være sig selv bekendt.

For vi venter alle. Og jeg håber da, at vi samtidig alle har så megen moral, at vi kan vente, til det er vores retmæssige tur. Sådan at det ikke er mangel på moral, arrogance, nepotisme og noget så simpelt som familiemæssige forhold, der bestemmer, hvem der skal have vaccine hvornår. Jeg ved i alt fald med sikkerhed, at den slags aldrig ville være kunnet foregå i min familie. Man skal nemlig leve med sig selv bagefter.

Jeg fandt frem til lægeløftet og vedhæfter et billede. Det siger det hele, synes jeg. Også om, hvorfor de pågældende derovre i den vestjyske stad nok egentlig bør få en reprimande på størrelse med faldet i BNP. Bare til skræk og eftertanke.

Og så ærgrer det mig, ærgrer mig virkelig–hvis det altså er den måde, vi skal drive samfund på–at jeg i sin tid ikke insisterede på at undervise mine egne børn. Jeg kunne jo have givet dem karakterer, der ville have fået dem ind på ethvert tænkeligt studie!!

Som efterrationalisering og hektisk forsøg på at finde en forklaringsmodel på (T)rumpens for nogle overraskende valgsejr og efterfølgende ( ja, stadigt vedvarende!) popularitet i nogle grupper, er det ofte blevet hævdet, at han ramte lige derind, hvor man fortvivlet ledte efter en løsning. På liv, der var blevet ødelagt af nedlæggelsen af store industrier, på fortvivlelse over ikke at blive hørt i sit samfund, på magtesløshed overfor instanser, der bare bestemte hen over hovedet på en selv.

Det er den slags, der skaber diktatorer. Den slags, som er den allerbedste grobund for populistiske folkeforførere, der eminent kan tale folket efter munden og love dem den oprejsning og, måske især, den hævn, de tørster efter. Anderkendelse, synliggørelse, identitet er vel også ord, der i denne forbindelse er væsentlige som ingredienser i en forklaring.

Det, der bekymrer mig for tiden, er, at vores eget land er ved at nærme sig samme situation. Vi er ved at skabe et fremragende afsæt for lige præcis den/de populist(er), der kan tale de utilfredse masser efter munden. Og dem er der nok af. Utilfredse mennesker, altså. Ligeså med fortvivlede og magtesløse.

Det er korrekt, at vores regering har formået at holde hånden økonomisk under sin kernevælgere, således at offentligt ansatte og ansatte i større firmaer ikke har mærket det store til coronakrisens kradsen. Men venstrefløjen som sådan har på ingen måde tilgodeset eller kæmpet for den store gruppe af andre vælgere, der traditionelt har placeret deres stemme hos dem. Og sikkert også hos Socialdemokratiet. Her tænker jeg på kunstnerne og hele den spirende, kreative klasse, som har måttet iagttage en kulturminister, der hellere har villet dyrke Absolute Music end absolut kompensation. Hun er, sammen med sine støttepartier, forsvundet ind i total fortrængning af, at vores samfund, besynderligt nok ikke længere, består af arbejdsgivere og arbejdstagere og offentligt ansatte, men faktisk også –og heldigvis–har en enorm gruppe af mennesker, der lever fra job til job. Har en gig-økonomi, er freelancere. Og traditionelt hører til på venstrefløjen. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Akkurat det samme gør sig gældende på den anden side af det politiske spektrum, hvor mindre selvstændige, iværksættere og folk med innovation indenfor firmaoprettelser, igen traditionelt, hører hjemme. De borgerlige partier har på ingen måde kunnet få lydhørhed for, at deres vælgere også lider. Hver eneste dag hører jeg skrækhistorier og får udmalet skrækscenarier omkring små slidere, der må kaste håndklædet i ringen. Fordi ingen hjælper dem. Man frygter jo ligefrem en genåbning af sin by, hvor tomme butikslokaler vil stå og grine hånligt, fordi regeringen overså alle indehaverne, og de borgerlige partier ikke magtede at gøre noget for de vælgere, der plejer at lægge deres stemmer der. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Da de Radikale i sin tid brød ud fra Venstre for omkring 100 år siden, bestod de af en besynderlig blanding af husmænd fra landet og intellektuelle fra byerne. Selvfølgelig havde disse grupper ikke specifikt meget til fælles, men de fandt dog trods alt deres fodslag i en afstandtagen fra Venstre. I at være sammen, imod. Man kunne med stor selvfølgelighed godt antage, at nogenlunde det samme havde en mulighed for at ske igen. At de små selvstændige, kunstnerne og freelancerne og alle andre negligerede grupper kunne finde sammen. Selv om det lyder som faktastridigt, at de har så forfærdeligt meget til fælles, så er de i alt fald fælles om at føle sig overset af de traditionelle partier og at opleve en sønderrivende magtesløshed. Og at være blevet partiløse.

Det er så her, vi skal til at passe så forfærdeligt meget på. For lige her i det skisma er der plads til en (T)rumpe. Der er eminent grobund for en folkeforfører, en populist med verbale gaver til de negligerede grupper. Aldrig nogensinde før i de senere årtier har så mange følt sig så svigtet, så overset og (igen) så magtesløse. De fleste vil selvfølgelig hævde, at danskerne som folk betragtet er en del mere veluddannede og kan gennemskue væsentligt mere end amerikanerne, men tilstrækkelig frustration gør desværre meget i retning af at søge en kilde til oprejsning og retfærdighed. Det er muligt, at en demagog ikke på traditionel radikal vis kan ramme ind hos alle grupper. Men det betyder vel bare, at vi så skal have flere af slagsen.

Jeg tror, det er på tide, at samtlige partier begynder at tage deres vælgergrupper seriøst. Med andre ord kæmper for dem. Jeg er samtidig sikker på, at samme samtlige partier vil sige, at det gør de da sandelig også. Men det er ikke sådan, det føles hernede på bunden. I magtesløsheden. Her ligger en kæmpe gruppe mennesker, der ikke forstår, at ingen tager dem alvorligt. Og mange af netop de mennesker er i deres frustration over de traditionelle partier stået af i afmagt. Blevet partiløse. Blevet til salg for meget lidt, hvis der endelig kommer en, der tager dem alvorligt og hører deres stemmer.

Jeg forstår ikke, at partierne, ligegyldigt hvor de står i det politiske landskab, ikke handler på det. For ellers står vi med en forfærdende risiko for, at populismen kommer ind fra bunden. Her er virkelig grobund for en farlighed, der bør mane til politisk alvor.

I eftersommeren, i slutningen af august, konstaterede vi en vandskade i vores badeværelser. Vi kontaktede med det samme forsikringsselskab, således at arbejdet med at reparere skaden kunne påbegyndes. Det blev det også. Det er ikke færdigt endnu!

Heldigvis begrænsede skaden sig til gæstetoilettet, således at der var tale om en genopbygning af et rum på ca. 3×2 m2. Så vi er altså ikke ude i balsale med jacuzzi og andre herlige overflødigheder. Der er et toilet, en brusekabine, et spejl og en vask med et lille skab under. Med en noget large margin skulle man da egentlig gå ud fra, at selv de mest sendrægtige håndværkere kunne klare det på en måneds tid. Det gælder så ikke dem, der er involverede her i huset. Man må formode, de når op på noget, der ligner et år, før de har svunget den ultimative pensel og udbedret den allersidste fejl. I alt fald her hos os.

For det første er al form for koordinering gået, som man siger på engelsk, down the drain. I lange perioder har bombekrateret, Ground Zero, stået og grinet hånligt af os derinde. Derudover er det jo sådan med de forskellige fag, at en handling gerne forudsætter en anden handling fra et andet fags side. Det kom tilsyneladende helt bag på dem. Det var fortrinlig vækning, alle de morgener, hvor der stod en mand uanmeldt udenfor klokken 7, som så blot måtte konstatere, at den lille ting, som var forudsætningen for hans indsats, manglede–og derfor måtte gå igen. Lad mig bare sige det sådan, at jeg virkelig, virkelig godt kunne tænke mig, at håndværkere intensivt begynder at kommunikere indbyrdes. Selv på tværs af faggrænser. I alt fald dem, der kommer hos os.

Så er der så alle fejlene. Jeg nævner i flæng et loft, der efter opsætning lignede noget, en vuggestue havde frembragt i papmache-timen. En dør, der var så skæv, at den ikke kunne lukkes, og stadig binder. En nedlægning af gulvvarme, hvor ventilen var drejet forkert, så den var lukket ( som i LUKKET for varme!), og en afstand nedad, som blev opgivet, fordi det var for besværligt at grave længere ned. Der er endnu ikke ordentligt varmt derude. Et toiletbræt med takker. Heldigvis på ydersiden, så man kunne undgå at rive røven i laser. Hvis man lige vidste det. Men det er nok kun hos os.

Nu er vi så begyndt at få regningerne. Og forbavses dagligt over, hvad de håndværkere tilsyneladende har gået og lavet her hos os. F.eks. har BÅDE mureren og maleren spartlet den samme væg. Som er spartlet en gang. Mureren har tilsyneladende også gravet derned, hvor han skulle have gravet. I alt fald i følge regningen. Så må han jo have dækket det til igen, fordi han, efter at have gravet det, fandt ud af, at det var for besværligt at grave det. Der er i det hele taget brugt en beundringsværdig fantasi i nogle regnskabsafdelinger. I alt fald hos dem, der sender regninger til os.

Nu er det så også, jeg kommer til at tænke på, hvilke besynderlige konsekvenser, en sådan tilgang til ens arbejde kunne have indenfor andre brancher. Det ville jo svare til, at lærerne ikke altid mødte op til timerne, og at årsplaner eller andre undervisningstiltag blæste fuldstændigt ukoordinerede rundt på skolegangene. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville indebære, hvis der var tale om flyledere. Men heldigvis er de fleste fly, i alt fald for tiden, coronagroundede. Det ville også indebære, at kassedamen i Bilka ( har læst, at det primært er der, man kommer, når man går ud) for en sikkerheds skyld scannede et antal ekstra usynlige varen ind, og da i det mindste lod én betale for halvdelen af indkøbene for den næste i køen. Det ville også implicere, at mekanikeren skiftede tændrørene til nogle, der ikke duede, og undlod at påfylde nødvendg bremsevæske, fordi det var så Fandens besværligt. Hvilket ikke indebærer, at han ikke tog betaling for det samme. Og endelig, at frisøren klippede, præcis som min Fiskars husholdningssaks klipper pandehår. Det ville de nok alle sammen ikke slippe af med. Selv hos os.

Grunden til at jeg så ihærdigt gentager, at det nok kun er her hos os, det er sådan, er, at jeg på ingen måder vil generalisere. Eller hænge andre ud end dem, der kommer–nå nej, IKKE kommer–her hos os!

Det er muligt, jeg er den eneste i hele kongeriget, der synes, det går lidt vel langsomt med at få os vaccineret. At jeg er den eneste, der er absolut uimponeret over den indsats på vaccinefronten, der hidtil er lagt for dagen. Og den eneste, der regner så dårligt, at mine personlige kalkulationer giver mig en slutdato på vaccinationer om 10 år, hvis det hidtidige tempo bibeholdes. Fred med det. Det er nok bare mig, der er indædt skeptiker, mistroisk og aldeles uforstående.

Men i alt fald er jeg ikke den eneste, der godt kan se, at hvis dette samfund skal i gang igen, så er vacciner et absolut must. Og at jo flere dage, der går uden, desto mere lider store, ja enorme, dele af såvel befolkningen som økonomien. Der er mange, der er på fallittens rand økonomisk, og der er mange, der mentalt ikke kan ret meget længere. Følgevirkningerne indenfor begge kategorier er enorme, uhyggelige, langvarige og hænger også uløseligt sammen.

Det er derfor, jeg ikke kan forstå, at vi ikke gør mere for at skaffe vacciner. At EUs kontakter og kontrakter har været en smule uheldige, vil jeg slet ikke kommentere på. Men jeg vil forfærdeligt gerne kommentere på, at der jo faktisk findes et dansk firma, som lige nu står overfor ikke at kunne komme videre til Fase 3 af en meget lovende vaccine udelukkende på grund af økonomi. Det drejer sig om 2 milliarder. Som firmaet ikke har.

Det er muligt, at vaccinen ikke går efter planen. Ikke bliver optimal eller bare anvendelig. Må kasseres som ubrugelig. Men det er absolut lige så muligt, at den bliver en succes og kan give et særdeles velkomment supplement til de vacciner, vi ikke har. Få os vaccineret meget hurtigere, således at vi ikke oplever dødsfald og alvorlig sygdom i en tid, hvor der rent faktisk findes vacciner mod netop den slags. Så jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke giver den en chance. Ofrer de 2 milliarder på at finde ud af, om vi kan redde endnu flere menneskeliv. Tager dem af statskassen og bruger dem på et lovende potentiale. Også fordi, at vaccinen, hvis den virker, på sigt kan skaffe endda mange flere milliarder tilbage til os. Vi kan faktisk sælge den.

Men det vil staten så ikke. Det overgår min forstand. Det overgår især min forstand, at det beløb, det i givet fald ville kræve, er ca. en niendedel af, hvad der blev udbetalt i erstatning til minkavlerne.

Men det er jeg nok den eneste, der synes.

I går, da jeg var ude at gå en tur ( iført termotøj og stærkt overvejende en form for stabilisator, men det er en anden historie), skulle jeg ned ad denne ret stejle sti. Stien er den nærmeste forbindelse fra mit kvarter og til en stor færdselsåre ind til byen. Alternativer er enten en stor, lang omvej eller at klatre gennem skovens kløfter og tætte beplantning, hvilket for tiden er en ikke så lille udfordring med al den sne, vi har. Så stien er uhyre befærdet, bruges af alle, og især af de skolebørn, som fra i dag kan komme i skole.

Nu er billedet taget nedefra, så faktisk kan man ikke helt se, hvor livsfarlig stien, der ikke er ryddet, egentlig er. Der er et tykt lag is på trapperne, det er foroven ikke muligt at gå i løs sne på siderne, og min nedtur i går bestod da også af skrid, babyskridt, klamren til sidehækkene og egentlig angst for at falde og brække et eller andet.

Det var så derfor, jeg skrev i en gruppe på FB for mennesker, der bor her i byen. Jeg var simpelthen bange for, at nogen skulle komme galt afsted, tilligemed at jeg også gerne ville vide, hvem der har rydningspligt, så jeg evt. kunne kontakte de rette, inden stien sådan en mandag morgen blev overbefærdet af potentielle brækkede ben. Altså en ganske almindelig advarsel og forespørgsel. Ikke skyggen af ironi eller slet skjulte bebrejdelser, kun de 2 fakta: Stien er livsfarlig, hold jer væk, og er det kommunen, man skal kontakte omkring den?

Så kan det da ellers nok være, at vredlingerne kom op ad deres huller. Eller hvor de nu ellers sidder og gnaver. Selvfølgelig var der venlige mennesker, der anbefalede telefonnumre, men den overvejende del af svar var indenfor følgende kategorier: Kan du ikke engang finde ud af at gå en anden vej? Underforstået: Jeg nærer stor mistillid til din geografiske intelligens. Folk skal da også altid brokke sig over det mindste–underforstået: Har du virkelig ikke andet at tage dig til? Hvorfor i alverden strør du ikke bare selv kattegrus hele vejen ned ad den sti? Hvorfor samler du ikke bare alle naboer til fællesrydning af den sti? Folk ( underforstået: mig) har da så begrænset et udsyn og et så pedantisk forhold til livet, at de burde skamme sig over at komme med den slags brugeroplysninger. Det var lige før, og det var nok sket, hvis jeg ikke i ren frustration havde slettet opslaget, at det vel var gået hen og blevet muslimernes skyld, at den sti ikke var ryddet, fordi vi i stedet bruger penge på dem i stedet for snerydning!

Det, der slår mig, er den ufattelige vrede, der ligger latent så mange steder. Og ikke bare den, men den evindelige søgen efter en indgangsport til at komme af med samme vrede i forhold til ethvert emne. Mange af de indlæg handlede jo slet ikke om den sti. De handlede om at finde en anledning til at få fræset lidt alment raseri ud gennem sidebenene. At finde et alibi for at skælde lidt ud. De fleste fornuftige mennesker kan vel objektivt godt se, at der absolut intet er at skælde ud over, når man bare vil advare samt spørge, hvem der skal snerydde, således at man, for kommende gåendes skyld, kan kontakte de rette. Troede jeg. Det var så ikke tilfældet.

Da raseriet nåede højder, hvor det sådan blev surrealistisk, valgte jeg at slette opslaget. Det piner mig lidt. Ikke alt det her forblommede omkring simpel ytringsfrihed. Men udelukkende fordi, jeg skammede mig dybt og inderligt over mine medmennesker. Kunne ikke holde ud at læse på, at de i den grad udstillede deres vrede, deres fuldstændige mangel på at holde fokus og ( må jeg vel desværre sige) deres små, små liv. Hvor var det sølle. Og her vælger dansklæreren endda overhovedet ikke at kommentere på massakren på sprog, grammatik og tegnsætning, for det er slet ikke det, det handler om.

Jeg kan godt forstå, at mange offentlige personer får chok, når de ytrer sig på SoMe og andre medier. Det må være forfærdeligt at stille sig selv op som skydeskive for al den vrede hele tiden. På en måde at være nødt til hele tiden at indkassere lige vredladne højrer, fordi man, f.eks. som politiker, er tvunget til at markere sig og sine meninger. Det må gøre ondt helt ind i sjælen, sådan på næsten daglig basis.

Jeg kan måske mindre forstå al den vrede. Jo, vel er der da masser af frustrationer omkring den nuværende coronasituation, hvor mange mennesker lider på den ene eller den anden måde, men det berettiger da ikke til at vrede ud over ethvert tilgængeligt emne. Fokus, siger jeg sådan bare lidt stille. Og glæder mig over, at jeg da i det mindste kun konfronteres med vredlingerne på skrift. Tænk at skulle bo sammen med dem! De ville vel nå højdepunktet af ophidselse over, hvordan man skrællede gulerødder.

Jeg vil selvfølgelig ikke advare om farlige, stærkt befærdede stier igen. Jeg har fået en effektiv vaccine mod almindelig, venlig brugerinfo. Til gengæld så håber jeg da ( Nej, jeg gør ej. Kun lidt, i alt fald!) , at bare et par af vredlingerne tager hele rutcheturen fra toppen af stien og ned. De behøver ikke brække noget, men det er samtidig da en mulighed……

Jeg har i det forløbne år søgt et utal af stillinger. Nej, et hav, flere verdenshave. Jeg har ikke fået én eneste af dem. Har ikke fået andet end intetsigende, ubegrundede afslag. Ikke så meget som en eneste samtale har jeg været indkaldt til. Hvis jeg ind imellem føler mig som totalt ubrugelig, vil jeg mene, at det er veldokumenteret.

Jeg har heller ikke været kræsen. Jeg har vel nærmest sådan været arbejdsmæssigt altfavnende. Nok har jeg da en uddannelse og sådan noget nær et halvt århundredes erfaring, men det har da på ingen måder begrænset mig søgemæssigt. Desværre har det alligevel været mig umuligt at finde så meget som et eneste job, jeg skønnes at være kvalificeret til.

Jeg har søgt undervisningsjob i såvel mit modersmål som det fremmedsprog, jeg taler flydende, men her er 40 års undervisningserfaring en irrelevant ubetydelighed. Jeg har søgt guidning på museer, og selv om jeg, måske lidt arrogant, vil påstå, at der næppe findes mange syd for Århus, der har omvist på så mange førende, udenlandske museer som mig, så er jeg ikke kvalificeret. Jeg har søgt tekstforfatning og korrekturlæsning, men også her mestrer jeg nok ikke sproget godt nok til at komme i betragtning, og næsten 40 års kontinuerlig stileretning ligger tilsyneladende milevidt fra korrekturlæsning. Jeg har søgt rengøring, og for en gangs skyld har arbejdsgiverne ret. Jeg er decideret ukvalificeret. Jeg har søgt coronapodning, og her er det også bevisligt, at jeg aldrig før har stukket pinde i halsen på folk. Det, der nager mig, er, at jeg formodes ude af stand til at lære det. Jeg har søgt coronaopsporing, som jeg så også mangler de basale kompetencer for at udføre. Jeg må jo være elendig til at tale i telefon eller med folk generelt, selv om jeg har brugt hele mit arbejdsliv på at gøre det. Og så har jeg søgt alt det løse. Uden held.

Jeg gider slet ikke at komme ind på, hvad det gør for selvværdet at blive bedømt værdiløs på verdenshavsplan. Det er ikke det, det her handler om. Det handler derimod om, at der et eller andet sted må være en fællesnævner for, hvorfor jeg kun får afvisninger. Der er jo ingen af de ansættende mennesker, der har set mig, endsige talt med mig, så de må vel have et bedømmelseskrav, som jeg aldrig vil kunne honorere. En barre, jeg ikke kan komme over. Ligegyldigt hvad jeg gør og har af kvalifikationer. For det virker da ærligt talt som om, jeg er dømt ude sådan nærmest på forhånd. Sådan nærmest inden, nogen gider læse mine konkrete ansøgninger.

Det mest nærliggende er at konkludere, at jeg er for gammel. At jeg med mine 64 år forhåndsbedømmes ude af stand til at varetage ethvert job på en ansvarlig måde. At jeg med demensen i baghaserne, glemsomheden hængende over mig, langsomheden som et uovervindeligt gærde og det kontinuerlige tab af intelligens og basal erhvervsevne decideret er en risiko og dermed det gamle øg, ingen sætter så meget som en øre på. Alderen har frataget mig de allermest vitale funktioner, og det har intet at gøre med, hvor gammel jeg virker, hvor påfaldende alderspåvirket jeg helt konkret er. Man kan tilsyneladende se på mit antal af år, at jeg statistisk set må være faretruende nær falderebet. Det kan ikke betale sig at ansætte sådan en som mig. Min erfaring bliver ikke en fordel, men en gevaldig og tung ulempe.

Det er muligt, der er mennesker på 64, der er ude af stand til at varetage et arbejde på en fornuftig og samfundstjenlig måde. Jeg tillader mig bare at mene, at det ikke er mig. Alligevel bedømmes jeg tilsyneladende ikke på kvalifikationer, men på alder. Jeg kunne være professor i smitteopsporing med århundreder af erfaring og alligevel ikke være ung nok til at få et af de midlertidige jobs, der for tiden opslås. Hvis jeg var 64, forstås. Min ansøgning ville gå i NOT-bunken bare på den irrelevante oplysning, der består af et personnummer.

Det værste er næsten, at jeg er totalt magtesløs i forhold til at indgå i en diskussion omkring retmæssigheden i hele tiden at give mig afslag. Jeg kan på ingen måde bevise, at det netop er på alderen, jeg forvises til uinteressanthed. Jeg kan bevise, at jeg til fulde har de kvalifikationer, der er nødvendige til oceaner af stillinger, men den kan man vel altid tale sig ud af. Hvis jeg har omvist på nærmest samtlige verdensberømte kunstmuseer, så er der vel altid en på 40, der næsten har gjort det samme på halvdelen. Og det er da også helt bevisligt, at der måske ikke er altovervældende meget fremtid i mig. Men det, der er, er vel også værd at tage med.

Jeg synes, som udgangsbøn, at det er begrædeligt, at vores samfund lider så meget af alderisme, at det snyder sig selv for al den erfaring, al den viden, al den i årevis opsamlede menneskekundskab, al den soliditet der ligger i at kende sine kompetencer og begrænsninger og i det hele taget al den entusiasme, vi trekvartgamle kan stille op med. Der er masser af arbejde i mig endnu. Jeg er bare, i samfundets øjne, for gammel til at måtte udføre det.

Umiddelbart er det selvfølgelig en lidt kryptisk overskrift. Men den dækker såmænd bare over, at jeg, belært af erfaring, ved, at de, der egentlig burde læse mine indlæg, ikke gider gøre det. Jeg har skrevet til erhvervsministeren, til min lokale folketingskandidat og til selveste statsministeren. Med undtagelse af folketingskandidatens personlige svar blev yngste og mest uerfarne medarbejder i ministerierne tilsyneladende sat til at replicere. Det blev så derefter. Bortset fra en betydelig mængde færre stave- og tegnfejl og en fin mestring af såvel basal grammatik og retoriske greb, adskilte indholdet af folketingskandidatens svar sig ikke sønderligt fra praktikanternes.

Nok om det. Jeg skriver egentlig dette for først at ønske Danmarks minkavlere tillykke med en rundhåndet erstatning. De skal på ingen måde klandres for, hvad der er hændt dem ( og deres mink), og jeg håber, de alle danser jublende henrykte i banken. Faktisk ville jeg nok klandre dem, hvis de ikke gjorde.

Dernæst er jeg selvfølgelig også nødt til at begræde. For der er faktisk også en god del her i landet, der absolut hverken danser eller er lykkelige, når de går i banken. Nogle lister sig endda tøvende og skrækslagne langs bankslottenes mure, inden de tør gå ind. Lad os bare blande de offentligt ansatte udenom. Mange af dem er regeringens kernevælgere, så dem har man selvfølgelig ingen intentioner om at inddrage i de coronarelaterede ulykker, der rammer så mange andre. Nej, der er tale om det ikke fåtallige B-hold, bestående af små, private erhversdrivende, hotel-restaurations- og rejsebranchen, kunstnerne og hele oplevelsesbranchen. Det er dem/os, der græder og dem/os, jeg faktisk godt vil begræde. Havde vi haft så meget som en enkelt mink at slå ihjel, så havde vi ved Gud gjort det, men de ministre, der egentlig burde varetage vores interesser, har tilsyneladende andre interesser, der i alt fald ikke inkluderer os.

Det er svært at se på, at nogle så rundhåndet skal belønnes for at afstå fra at holde små pelsdyr, når man ikke selv skal belønnes ( hvilket i sig selv er et helt forkert og misvisende ord i denne sammenhæng) for at afstå fra at gøre det arbejde, der nu er ens levebrød. Jeg har, sådan nede på det allermest fundamentale og forståelige plan, virkelig svært ved at forstå, hvorfor nogle skal have erstatning for at opgive deres erhverv, mens andre ikke skal. I bund og grund er årsagen jo den samme. Nemlig coronaen.

Jeg har virkelig og intensivt søgt efter en begrundelse for, at så mange af os arbejder ( hvis vi arbejder, altså) indenfor brancher, der skal ignoreres, negligeres og overses. Personligt kan jeg da, selv om et er en beskidt sammenligning, noget lettere få øje på en dygtig kunstner end en mink. I det hele taget er mink af så perifer betydning i mit liv, at det hverken gør mig fra eller til, om de eksisterer. Til gengæld er det faktisk af vital betydning i mit liv, at der findes dygtige kunstnere, at jeg kan få kulturoplevelser, gå ud at spise, blive klippet og rejse.

Blandt de brancher, jeg har nævnt, er der for tiden er stor overdødelighed. De falder som coronasmittede mink, de små virksomheder, iværksætterne, kunstnerne og alle de løstansatte. Nogle får fuldstændigt latterlige kompensationer, hvoraf de gerne afleverer hovedparten til i forvejen velbeslåede revisorfirmaer, andre får ingenting. Personligt har jeg gået arbejdsløs i næsten et år, uden kompensation, uden arbejdsløshedsstøtte ( man skal have et bestemt antal timer på årsbasis for at blive berettiget, og det kan vi sæsonansatte ikke få skrabet sammen), men jeg er ikke værst ramt. Jeg overlever, ulig mange andre, der må se livsværk, kreativitet og ellers fuldt rentable firmaer gå i graven.

Det er derfor, det er så svært at se på alle de minkavlere, der springer rundt der foran bankerne. Man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor de så forholdsvist rundhåndet skal belønnes, mens man selv og andre skal overses. Hvorfor små pelsdyr er mere værd end store kunstnere. Samt hvem det lige er, der har defineret, hvem der er lige så væsentlige for samfundets opretholdelse som mink. Således at de skal kompenseres. Det er også derfor, jeg føler mig så usigeligt uintelligent. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det, selv om jeg virkelig gerne ville.

Hvis jeg nu går ud og køber to mink på det sorte marked og slår dem hurtigt ihjel, vil det så automatisk berettige mig til den kompensation, jeg ikke kan få for et års aflyste rejser? For så gør jeg da gerne det. Det er da ikke det, det skal komme an på.

Når nu B-holdet, de inkompensable efter statens mening, sidder og ser på, hvilke erstatninger man altså godt kan få, så forstår jeg så inderligt godt, at der opstår bitterhed. Bitterhed, utilstrækkelighed, grædefærdighed–måske endda raseri. For alle de mennesker, de små erhversdrivende, kunstnerne, rejseguiderne, dem med hotellerne og restaurationerne og mange, mange andre må da undres helt ned i de efterhånden hullede sokker på storetåen over, hvorfor de tilsyneladende er kommet til at tilhøre niveauet langt under mink. MINK??

Det var bare lige det, der skulle ud. Og endnu engang tillykke til minkfarmerne. Jeg vil også lige sige, at det jo ikke er samme farmeres skyld, at deres mink pludselig er steget så meget i værdi. Det glædes jeg gerne over på deres vegne. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig er dybt uforstående.

Jeg har boet i Jylland hele mit voksne liv. Bortset fra kortere og længere perioder i London, Gloucestershire, Kent og Skotland. Så jeg er altså baglandsbo. Dybt forankret i de mudrede, jyske plovfurer, hvor vi alle stavrer rundt med populistisk halm i vores træsko, henrykte deler kageopskrifter med Inger Støjberg, undlader at tænke ret meget ( for det kan vi nok ikke alligevel) og i det hele taget befinder os i en dyster afkrog langt, langt væk fra forlandet.

For hvis der er et bagland, må der jo nødvendigvis også være et forland, hvis geografien skal passe. Og der er vel ingen tvivl om, hvad der er det bedste, det fineste, det mest spiselige. Måske endda det mest korrekte. Herovre kan vi da trods alt godt fornemme, hvilken ende på en ko, der er den den mest tiltalende. Det er så ikke den bageste.

Heldigvis bor jeg så ikke på Skiveegnen. De er tilsyneladende lidt ekstra formørkede deroppe. I øvrigt en nedsættende betegnelse i sig selv. Hvem har nogensinde hørt om Københavnsegnen? Den slags termer gør ligesom steder meget små, meget perifere og meget langt væk.

Jeg er træt af ufrivilligt at være blevet bagland. Det jyske bagland. Sådan en grå masse af enfoldigheder derovre bag de broer, man kun krydser i uge 29, hvor Skagen for en uge bliver forlandiseret. Jeg er ude af stand til at identificere mig, falder totalt udenfor kategorisering, er fejlcastet til begrædelighed som tilhørende det, medierne fra Københavnsegnen uden blusel, groft nedsættende og gentagne gange de senere uger har kaldt baglandet. Det jyske bagland.

Derfor vil jeg gerne, her i oplysningens og protestbevægelsernes epoke, gøre mit eget lille oprør. Om det skal være JLM (Jutland Lives Matter) eller #justoo ( Jyllandsfraktionen af, at vi F… ikke gider høre mere bullshit og gerne vil tages seriøst), ved jeg ikke, men i alt fald må hovedessensen af oprøret være en smule fundamental oplysning om jyder. En begyndermanual for ignorante Københavsegnere omkring det der mørke bagland.

Besynderligt nok er vi for det første forskellige herovre. Det er et statistisk faktum, at endda betydelige mængder af os hverken spiser kager med eller stemmer på Inger Støjberg. Og det betyder ikke engang, at det bare er fordi, vi så stemmer på DF. Vi er fuldt oplyste om, at der også findes andre partier, andre tankegange, som mange af os endda godt forstår. Vi ville nok ikke have stemt på Trump–i alt fald ikke ret mange af os–hvis vi havde været amerikanere, hvilket selvfølgelig nok kommer som en overraskelse for forlandet. Vi har skam skoler og højere læreanstalter, og faktisk er vi ofte endda i stand til at sende begavede hoveder i eksil på Københavnsegnen, hvor de gør det fremragende og nærmest upåagtet falder ind i forlandet uden at lugte alt for meget af mødding og gammelt halm. Selv på Skiveegnen bor de i rigtige huse og har asfalterede gader og gadelys, skulle jeg hilse og sige. Jeg har nemlig, ulig mange forlændere, været der.

Hvis man decideret ønsker at opdele et land, skabe splid og ulighed mellem landsdele, så er det oplagt at kalde det sted, man ikke selv bor, for baglandet. Så har man ligesom sagt, selv så baglænderne kan forstå det, at der er forskel på folk på en måde, så ingen kan være det fjerneste i tvivl om, hvem der er de bedste. Det er hovent, det er arrogant, det er københavneri af værste skuffe.

Men tak–jeg befinder mig ganske strålende alligevel herovre i min formørkede baglandsdel. Jeg tillader mig endda at tænke ud af træskoene. Så langt endda, at jeg ved med mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville kunne finde mig til rette derovre i det svenske bagland, på Københavnsegnen, hvor man tilsyneladende også er så enige om, at de 2,5 millioner mennesker i de populistiske træsko derude i plovfurerne er fuldstændigt ens. Derovre, i det jyske bagland.

Jeg sender en del pakker. Også ting, der kan gå i stykker. Det sker også af og til, at mine pakker–trods virkelig ihærdig emballering–kommer frem i en tilstand, der både ligner løgn, og som vil have krævet en decideret helhjertet indsats ud i ren destruktion.

Og så har jeg lige været nede og aflevere en pakke. Efter at jeg havde overgivet den til butiksassistenten, lavede han sådan nærmest et kraftigt overhåndskast, en sand styrkeprøve i kylning og ramte målet ( nemlig pakkebeholderen) med en speed og kraftighed, der ville have fået enhver ishockeyspiller til at føle sig underlegen. Da det efterfølgende røg ud af mig, at han egentlig godt måtte behandle min pakke ordentligt, fik jeg svaret: “Bare rolig. Det her er ingenting imod, hvordan pakkefirmaerne behandler dem!”

Jeg forstår ikke det der “Bare rolig.”. Betyder det, at jeg skal være helt rolig for, at selv om det desværre ikke lykkedes ham ( tror jeg) at molestrere mit indhold, så kan jeg roligt gå ud fra, at det i sidste ende nok vil lykkes pakkefirmaet at få kål på alt istykkergåeligt indhold? At jeg kan være noget så rolig omkring, at min pakke nok skal blive behandlet som shit, kastebold eller ishockeypuck? At det i virkeligheden er kundernes højeste ønske ( mit inklusive), at alle transportører sætter en ære i at destruere, hvad destrueres kan? At vi netop sender pakker for enten at opfordre til en lille munter køkkenleg, eller at det ultimative formål med enhver pakke er at få den til at gå i stykker?

Jeg er ret forvirret. Her gik jeg og troede, at pakkefirmaerne tog deres transport af andres ejendele alvorligt, men i virkeligheden er alle afsendte pakker blot en god anledning til lidt bold-pakkespil i denne tid, hvor man jo desværre må finde andre måder at dyrke boldsport. Det var jo sådan set det, han fortalte mig.

I en tid, hvor pakkefirmaerne qua den øgede nethandel får mere og mere at lave, flere og flere pakker at transportere, er det da uhyggeligt, at vi som kunder er reduceret til blot og bart leverandører af pakker til omkastning. Det har længe været min mistanke, at det forholdt sig sådan. I alt fald at dømme efter, hvor mange gange nogle af mine ellers godt emballerede pakker har set ud, når modtageren skuffet har sendt mig billeder af den ultimative destruktion.

Det er i øvrigt også besværligt. For så skal man i gang med erstatningskrav og udfyldelse af flere tons anmeldelser. Faktisk erstatter de mest lødige pakkefirmaer, hvis man er en led kælling og bider sig fast, meget fast, efter lange tidsrum og al for megen unødig parlamentering. Det er nok derfor, jeg heller ikke rigtigt forstår, hvorfor samme firmaer ikke kraftigt påtaler, måske endda fyrer, de omkastere, der anser andres pakker for firkantede pucks og fodbolde til almindelig sparkning. Det ville da gøre livet nemmere for alle parter.

Men selvfølgelig: Når sådan en enfoldighed, som jeg lige traf over i dag, hver dag står og beundrer og griner af den daglige pakkekastning og endda åbent fortæller kunderne, at de sagtens kan være rolige omkring, at deres pakker nok skal blive seriøst omkastet, så er der vel ingen grund til, at pakkebudene bare et øjeblik skal standse op og overveje, om det, de foretager sig, nu også er OK. Der synes at være en konsensus omkring, at pakker SKAL kastes, SKAL forsøges ødelagt, SKAL tages dybt useriøst.

Det kan vi, som kunder, være helt rolige omkring! Det siger de i alt fald i Brugsen!

Det er nu omkring 10 dage siden, hunden opgav sin ellers elskede aftenstur. Helt præcis skete det d. 22 december ved 20-tiden, da en flok kåde og ikke så lidt flabede teenagere nærmest kastede fyrværkeri efter ham. At de var flabede begrundes i, at de ved konfrontation omkring ulovligheden i foretagendet syntes, det var på sin plads både at kommentere min alder, udseende og status som kvinde. Jeg var både kælling og bitch. Samtidig.

Siden har han ikke været til at trække ud ad døren om aftenen. Ikke, at vi ikke har prøvet. Hver aften opfører vi en lille sketch, hvor vi pænt tager overtøj på, indfanger hunden under borde eller stole, somme tider er heldige at få en snor på ham, og, hvis det sker, trækker ham modstræbende mod hoveddøren. Det ligner sådan lidt den gamle kliche med manden og æslet. I stedet for gulerødder bruger vi selvfølgelig hundebom, men lige i den situation kunne vi såmænd have brugt oksestege og røde bøffer i sværvægtsklassen uden gevinst. Han skal ikke ud. Han skal overhovedet slet ikke ud. Bare det blik, det angstfulde, forskrækkede blik, han sender os, er nok til at konkludere, at han på ingen mulig måde skal ud af sit hus.

Så fra eftermiddagsturen indtil næste morgen tager hunden sin selskabsblære på. Han tisser ikke i op til 17-18 timer, for det skal jo også være lyst, inden verden er befarlig igen næste morgen. Selvfølgelig er morgen- og eftermiddagsturen også påvirkede af verdens krudtede farlighed, for i stedet for at snuse som vanligt, skal han anspændt efterforske verden i alle retninger og anstrenge sig for at høre alt, mens vi går. Og hvis der kommer grimme lyde fra en bestemt gåretning, må vi jo vende om og kapløbe mod hjemmets sikre arne. Nogle gange er det lidt farligt for sådan en rimeligt beskeden (i størrelse) person som mig at fare afsted der med 40 kilo Retriever som multistærk frontløber, over stok og sten. Jeg falder ind imellem. Og svæver.

Selve nytårsaften er et kapitel for sig. Den er sådan en slags kulmination af alt det, der både har været og vil komme i decibel 3 millioner. Angstens højborg, skrækkens inderste bolig, selve indbegrebet af hyperventilation og desperat traven omkring, kombineret med putten under alt, hvad der kan puttes under.

Det er så også i orden. Sådan at forstå, at hvis den aften var den eneste hele året, hvor hunden gik i selv-skrækindjagende selvsving og mistede enhver form for livskvalitet, inklusiv sin elskede aftentur–så var det da i orden. Enhver kan overleve bare en enkelt aften om året. Selv hunden. Vi andre har for længst opgivet at holde nytår med andre end os selv og et dirrende dyr, og det kan man sagtens acceptere. Hvis det bare var sådan, at alle, inklusiv alle de, der synes, jeg er en bitch og en led kælling d. 22. december, skød samtlige deres raketter og krudt af nytårsaften. Som det da vist er meningen. Eller–hvis jeg nu skal være meeeeget large: Forlystede sig med at sende penge direkte op i luften indenfor de grænser, der lovmæssigt findes. Fra d. 27 til og med d. 1. Sådan. Og ikke mere.

For her i huset holder hundens blære nytår fra før jul og et stykke ind i januar. Han holder sig 17-18 timer hver dag, og jeg gad da–bare som sammenligning–nok se den kvinde, der kunne præstere en lignende blæremæssig kraftpræstation. Jeg selv ville end ikke deltage i konkurrencen. Eller ville i alt fald måtte udgå i 2. time. Det er så den ene del. Altså den fysiske. Det er, på sigt, langt mere kompliceret med den stedlige, hvis man kan kalde den sådan. For selv om hunden ikke brillerer med sin umiddelbare intelligens, så kan han sagtens huske præcis, hvor der er blevet skudt. Og skudt efter ham. Der er steder, han nægter at passere. Hvor panikken allerede i flere hundrede meters afstand står malet i hans ansigt, og hvor han, som han plejer at gøre, markerer sin angst med at løbe i samtlige retninger samtidig. Det er blevet et logistisk mareridt at udtænke ture, der lige præcis undgår fortidens krudtrøg eller bare kommer i nærheden af dem.

Nu er det jo ikke hans første nytår. Så vi kender rummelen. Den gentager sig med usvigelig sikkerhed hvert eneste år. Uden undtagelse. For selv om lov og lovgivning siger en ting, så forholder den virkelige afskydningsverden sig helt, helt anderledes. Takket være folk der synes, andre mennesker er bitches og dumme kællinger, og som synes, det er vildt sjovt at skyde julen ind efter hunde. Derfor må hunden beholde sin selskabsblære på i alt fald en uges tid endnu. Derfor vil det også tage i alt fald indtil midten af januar, før aftensturen så småt kan genoptages. Og et stykke længere, inden den kan elskes igen. Omkring marts vil vi sikkert forsigtigt kunne passere de umådeligt farlige steder igen.

Men så har vi da også helt frem til lige før jul, før det hele starter igen!