Om gårsdagens nyheder.

Hvis det nu var mig, der var hende Trishy/Bitchy-damen på Fox News, så ville jeg slå til nu. I det store Danmarksangreb. I disse dage kan hun nemlig med lethed udstille nationen som et tegneserieland, HELT uden selv at medvirke til at opfinde fake news. Hun skal bare kommentere på de aktuelle nyheder.

I Danmark kan man nemlig ikke blive statsborger uden at give sin personlige borgmester hånden. Det er, udover en masse seriøse ting, udelukkende det, der er udslagsgivende. Sådan. Ens kvalifikationer omkring alvorligt ment nationalt tilhørsforhold sidder tilsyneladende i fingrene. Som allerede indfødt skaber det da lidt problemer og seriøse overvejelser hos mig omkring mulig fratagelse af samme statsborgerskab. Der er nemlig mange borgmestre (i særdeleshed inklusiv ham i min egen by), som jeg selv meget nødigt ville blåstemple via et håndtryk, og som jeg helt sikkert ville undgå som tilsmudser af mine hænder. For slet ikke at tale om, at jeg ville rende højtskrigende bort, hvis nogen bad mig hilse på folketingets formand eller den minister, der bor i Hadsund. Det kunne Trishy/Bitchy da godt få en god-og sand- historie ud af.

I Danmark må man ikke gå ind på en politistation–eller færdes udenfor–hvis man har niqab på. Så får man en bøde, og bliver man ligefrem vaneforbryder og gentager al denne formumning, så vanker der kraftige indhug på bankkontoen. Vi har nemlig mange politimænd ansat til at holde øje med den slags grimme ting. Det er, altså politimændene, alle dem, der ikke lige står nede ved grænsen og tjekker, at der heller ikke kommer hovedbeklædninger ind den vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer altid til at tænke på den lysegrønne, elektriske plydstingest  af en hovedbeklædning med hale og takker på cirka ½ meters længde, jeg engang købte i Inverness. Den skulle forestille Nessie, søuhyret, men den var, indrømmet, mere komisk end egentlig vellignende, og hvis nogen ellers kender Nessies udseende, så er jeg sikker på, det ligger langt fra den tingests. Pointen er her, at jeg bare noget så udmærket forstår, hvis jeg havde fået en bøde for at vise mig offentligt med den. I den dårlige smags tjeneste. Men på nogle områder er vi tilsyneladende vildt liberale med regler for hovedbeklædning, så den havde jeg såmænd nok fået lov til at gå rundt med i fred og fordragelighed. Mon ikke Trishy/Bitchy kunne lave et lille spin på det?

Og når vi nu er ved beklædningen, så er det blevet forbudt ved lov i Danmark at bære rygmærker og andre tilkendegivelser af synlige tilhørsforhold til banden Loyal to Familia. Enhver kan selvfølgelig sige sig selv, at det er den direkte og sikre vej til på stedet at afskaffe alt det bandeuvæsen. De melder sig jo ud og bliver illoyale overfor familien i hobetal, når sådan en spidsfindig lov får skovlen under dem. Hvorfor i alverden har ingen dog tænkt på en så intelligent løsning på bandeproblemer før nu? Måske kan man så i samme åndedrag lovgive for ( eller mod?) flashing af Gucci, Versace og andre farlige mærker blandt de nordkøbenhavnske elitebander og på den måde afskaffe klassesamfundet? Her kunne Trishy/Bitchy måske endda blive inspireret til et nemt lille tiltag mod både storbykriminalitet og en gang elitebashing i området omkring Martha`s Vinyard?

Endelig er der så den med tegneserielandets tegneserielandshold. Eller mangel på samme. Eller hvordan det nu hænger sammen det hele. Her er jeg på fuldstændig usikker grund, for jeg er absolut ude at stand til at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, og mine meninger stritter i alle retninger og modsiger samtidigt hinanden. Men heldigvis, og det er da en lettelse, gør den slags overhovedet ikke spor indenfor Trishy/Bitchys form for logik. Men jeg forstår ikke det der med tøsefornærmethed over manglende sponsorindtægter. Personligt flasher jeg da gerne 4-5 mærker samtidigt, hvis jeg scorer kassen, for enhver ved da godt, at det da på ingen måde er fordi, man selv anvender og billiger et mærke, at man reklamerer for det. Ligeledes forstår jeg heller ikke, at nogen agerer skruebrækkere–altså samtidig med, at jeg da så udmærket forstår, at det er med at gribe chancen for at komme på landsholdet, når man normalt spiller i Tarup/Paarup. Eller Østvendsyssel. Og så forstår jeg i den grad de stakkels tjekker, der føler sig snydt, bedraget og gjort til grin, når vi ikke regner dem for mere, end vi gør, ved at komme anstigende med et tegneseriehold. Her er jeg yderst overbevist om, at Trishy/Bitchy kunne finde op til flere indgange på at lave en overfladisk analyse af socialismens fordærvelige indflydelse på landsholdsfodbold.

Gårsdagens topnyheder i Danmark! Nogle gange skal vi passe noget så inderligt på, at vi ikke larmer så meget over tegneserieproblemer, at vi totalt overhører de støvletramp, der lyder højere og højere……..

Og du må frit kopiere, Trishy/Bitchy. This is, unfortunately, not fake news!

 

Continue Reading

Om at være kunde i Danmarks værste bank.

Nu ser jeg så lige, at min bank er kåret til Danmarks værste. Det kommer ikke bag på mig. Egentlig tror jeg bare, jeg er enig. Eller i alt fald enig så langt, at det da er meget muligt, den er en smule værre end alle de andre slemme banker, men i det mindste ved jeg da, hvad jeg har i “værrelse”.

Det er nemlig sådan med mig, at der er to ting, der er konstanter i mit liv. Den første er, at jeg er nærmest trofast til døden–eller pensionsalderen– os skiller overfor banker, frisører, læger, tandlæger og skomagere (de sidste dog aftagende trofast, efter at børnene for længst er flyttet hjemmefra). Jeg kan simpelthen godt lide at vide præcis, hvad jeg går ind til af hårlængde, overskridelse af smertetærskel, forsålinger og placering af kontantautomater. Ydermere er jeg alt for doven til at være innovativ på netop de punkter–og især med frisurer.

Den anden er, at jeg ikke stoler på banker over en dørtærskel. Jeg lider af en udbredt, stålfast tro på, at deres fornemste formål er at stjæle mine penge på de allermest spidsfindige måder. Til møder med min ( i øvrigt udadtil ganske sympatiske) bankrådgiver sidder jeg gerne anspændt som en anden lille valutadetektiv og vogter udelukkende på, hvornår han blotlægger, på hvilken måde han denne gang vil snyde mig til at poste endnu flere penge i foretagendet. De tider er forlængst ovre, hvor en bankrådgiver formodedes at varetage kundens interesser–i min optik er det udelukkende bankens ditto, der tilgodeses, og jeg ser desværre mere og mere rådgiveren som en modstander, en listig fjende. Jeg er overbevist om, at jeg på en eller anden snedig måde såmænd nok betaler for, at banken opbevarer mine surt sammensparede skillinger, og hvis det stod til mig–og forsikringen ellers dækkede i forbindelse med tyveri fra hjemmet–så puttede jeg dem da hjertensgerne i madrasser eller andre former for ubankede skjulesteder. Det der med indlånsrenter er jo alligevel afskaffet for år tilbage, så dynebetræk giver vel præcis samme saldo i det lange løb.

Selvfølgelig er det yderst beklageligt, at det forholder sig på den måde. At banker er så overvældende magtfulde, at de qua deres magt totalt har mistet enhver form for troværdighed og kundetække. Og at banker af mange almindelige mennesker ses som fjender, som en form for legale  og uundgåelige tyveknægte, hvis eneste formål er at tilrane sig så meget som muligt. Det må ikke være rart at være bankansat. Ens ry og rygte nærmer sig jo i faretruende grad samme niveau som ansatte hos skattevæsnet.

Så derfor kan det såmænd være hip som hap, om min bank placerer sig øverst eller nederst på skalaen. Det svarer nærmest til at vælge mellem pest og kolera. Men hvor er det dog ærgerligt, at det forholder sig sådan!

Continue Reading

Om apotekernes biindtægt.

Vi tilhører en generation, hvor mange af os (ulig tidligere generationer) stadig har begge, eller den ene, af vores forældre. Rigtigt mange af os har dem også på plejehjem og i beskyttede boliger, hvor ansatte tager sig af de nødvendigheder, vi ikke, pga. arbejde, afstand mm., kan tage os af i hverdagen. Og som mange af vores forældre simpelthen er for gamle til selv at involvere sig i. Jeg ved ikke, om der bevidst spekuleres i den slags rent økonomisk, men med hensyn til apotekerne kunne jeg godt få en lille, fæl mistanke.

Når man er ældre og svagelig, får man gerne sin medicin bragt ud fra apotekerne. Det koster selvfølgelig et gebyr, hvilket er fuldt forståeligt og acceptabelt. Der er bare det ved det, at i et alt fald et apotek, jeg selv har kendskab til, tager udbringelsesgebyr PR. VARE. Altså således, at forskellige former for medicin, der både er bestilt samtidigt og leveres i samme ombæring, får pålagt udbringelse separat pr. vare. Skal man have blot 2-3 forskellige præparater, må man altså betale for udbringelse af samtlige 2-3—til trods for, at de ankommer med samme bud på samme tidspunkt.

Foreholdt denne besynderlighed begrundede det givne apotek ekstraomkostningerne med, at det var fordi den ene vare var fra en løbende recept, mens den anden var fra en akut, men da personnummeret jo i begge tilfælde er det samme, giver det absolut ingen mening og er den hidtil dårligste undskyldning, jeg nogensinde har hørt. Det skal hertil også siges, at denne praksis har stået på gennem enormt lang tid, uden at den, trods påtale, er blevet rettet.

Det er muligt, at 12,50 ( som en udbringning koster) ikke virker som det store, konkursskabende beløb, men da mange ældre faktisk får ret meget medicin, kan det hurtigt løbe op i flere hundrede kroner på månedsbasis. For slet ikke at tale om hvad det kan blive til på et år!

Min personlige tese er, at kun de færreste pårørende overhovedet tjekker disse beløb. Faktisk er de kun lettede over, at medicineringen forløber gnidningsløst. Og det er da slet ikke de plejehjemsansattes område–de har bestemt nok andre ting at tage sig til omkring de ældre. Jeg vil så nødigt sende ubegrundede beskyldninger ud i cyberspace, men hvem ved, om apotekerne udmærket kender til, at denne praksis foregår. (Jeg siger INTET om at gå grinende i banken–jeg ser det bare for mig!)

For hvis et givet apotek har måske 1-200 ældre medborgere, der får udbragt diverse medicintyper med samme bud flere gange om ugen, og der hver gang går 12.50 x hvert præparat ind for masser af ingenting, så kan det altså godt blive til en pæn lille slat til rødvinen. Hvem det så end er, der scorer overskuddet, men man må vel gå ud fra, at det i sidste ende er apotekeren? Skattefrit er det vel også.

Dette blot for, at alle I, der har forældre, der får medicin udbragt, lige tager et tjek på de regninger for udbringning. Og selv måske undersøger, om der betales for hver vare separat.

For hvis der bevidst snydes med den slags, så er det bare så ualmindeligt, usmageligt uetisk. Tænk at score skattefri penge på ældre, svagelige medborgere–bare fordi man kan. Det er sgu` næsten ikke til at bære at tænke på.

 

Continue Reading

Om indestængt surhed.

Det er meget muligt, min tilgivelses- og tolerancetærskel er påvirket af, at det regner, og sommeren gør sit allerbedste for at blæse sig selv væk. Det er som om, jeg er meget mere tilgivelsesparat, når solen skinner. Så kan jeg ligesom meget bedre aflede min opmærksomhed fra det, jeg sådan kan pille i stykker, dissekere og atomisere i surhedens tjeneste, når det regner.

Men jeg er på fortvivlelsens hørerand, når de gælder de håndværkere, der arbejder i min baghave og meget mod min vilje er ved at opføre et fritidspalads et godt stykke inde i mit køkken. Det gør mig selvfølgelig også sur, men selv jeg er nok i sidste ende nødt til at forlige mig med den lokale fordeling af matrikelnumre.

Det er sådan set OK (i alt fald sådan næsten), at de hamrer, borer, sømmer og bruger en masse støjstærke maskiner, jeg ikke ved, hvad er. Udover at jeg ved, de larmer. Selv jeg har til nød forstået, at det nok er et af grundprincipperne omkring opførsler af paladser i andre folks baghaver, at det laver lyd.

Men hvorfor er det dog nødvendigt at have en radio gående på fuld styrke, indstillet på et bevidstløst program, der primært består af tåbelige annoncespots og en musiksmag, der ligger meget langt fra min? Når jeg opholder mig udenfor, får jeg fuld valuta for muzakpengene, og går jeg ind og lukker dørene, må jeg nøjes med basrytmerne. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad der er det værste af de onder. Det er mildest talt ulideligt sådan at være tvangsindlagt til en evigt kværnende bevidstløshed, og det kan indestænge umådelige mængder surhed inden i mig. Jeg føler det som om, jeg er fanget i et lydhelvede, hvor alverdens andenrangsrappere bare vil tage mig, Rasmus Seebach ligger på permanent lur udenfor min dør og alverdens kælne reklamestemmer hvert tiende minut forsøger at pådutte mig billige vinterdæk fra den lokale autoforhandler. Hvis jeg da ikke vinder dem i stedet, for mellem utålelighederne er der også vildt spændende konkurrencer, hvor man, blandt usandsynligt kreative præmier, kan vinde en klipning hos frisøren på Torvet og 5 kilo kaffe i Spar.

Gad vide, om de folk derude ved min bagdør slet ikke overvejer, at der måske findes mennesker, der helst er Seebachfri, lige er blevet klippet og i øvrigt ikke drikker kaffe? Eller— meget mere seriøst betragtet— overhovedet ikke påskønner auditiv forurening, der bare kører uden tanke for andres intimssfære, sådan lydmæssigt. Jeg føler det akkurat, som jeg gør, når et andet menneske fysisk kommer alt for tæt på mig og invaderer det rum, der kun er mit. Jeg føler mig kvalt, trådt på, fuldstændigt grænseovertrådt og negligeret. Samt meget, meget indestængt sur. Altså virkelig sur.

Jeg vil så nødigt fremstå som en trekvatgammel furie, der er ved at kvæles i sin egen surhed. Men nu går jeg altså over til dem og beder dem holde deres lydmæssige forurening indenfor deres egen matrikel.

Og det er overhovedet ikke mit problem, hvordan de har tænkt sig at gøre det. Bare denne tortur standser. Så min indestængte surhed går over, inden den bliver fysisk…..

Continue Reading

Om clicktivisme.

Jeg har lært et nyt ord i dag. Det sker ind imellem, men jeg må nok indrømme, at det er lidt sjældent. Selv om verden selvfølgelig er fuld af nye ord. Jeg synes bare, at den hastighed, med hvilken de når frem til mig, er omvendt proportionel med min alder. Jo flere år, jeg bliver. Jo flere dage tager det for sproglige nyskabelser at nå mig. Mit højeste ønske er så bare, at de, fremskreden alder til trods, NÅR frem til mig. Og bliver integreret i mig. For jeg er jo i forvejen fyldt op med ord, jeg intet har at bruge til. Ord som kassebukser, Carmencurlers, kildeskat, stoppeæg, realeksamen, stramaj, afbetaling og andre, der ikke beviser  andet end et langt liv. Og samtidig tager plads op for ord, jeg måske endda kan bruge til noget fornuftigt.

Det nye ord er clicktivisme. Og det er et af den slags ord, som dækker noget, jeg udmærket ved, hvad er, men bare aldrig har kendt et ord for. Jeg kan godt lide den slags ord. De er som små velordnende åbenbaringer midt i alle de andre, til tider, upræcise og lidt-ved-siden-af-ord.

Jeg er nemlig selv somme tider clicktivist. Og nu har jeg så fået et ord for, hvad jeg egentlig er, og det er da helt forrygende lettende. En clicktivist er en, der gennem sin clickmæssige aktivitet på de sociale medier giver sin mening til kende. En, der bevidst, med positive eller negative ikoner, tilkendegiver sin mening— gerne i forhold til politiske spørgsmål.

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, alt det klikkeri. Det menes nemlig, at meningsdannende opslag på de sociale medier allerede til en hvis grad  nu, og sikkert totalt i fremtiden, vil overtage pladsen fra de gamle debatindlæg i den trykte presse. Altså at læserbreve og anden debat i fremtiden udelukkende vil være at finde på sociale medier. Allerede nu er det da, fuldstændigt bevisligt, også der, de hovedsageligt bliver læst og videreformidlet. Ydermere betyder dette, at alle, der har læst dem, umiddelbart kan give deres mening til kende ved et simpelt ikon. Hvilket nok for mange mennesker virker mere tiltalende end et skrevet indlæg/svar. For slet ikke at tale om, at spredningsfarten jo er rasende hurtig på netop denne måde.

Så vil man have sit budskab ud med speed, nå en masse mennesker— og måske i sidste ende opnå en form for indflydelse— må man lige overveje, om den mest sikre vej ikke er at appellere til alle de små skabs-clicktivister derude. Det er IKKE uhørt, og vil i fremtiden bestemt ikke være det, at en given gang brok, eller måske endda et konkret, politisk forslag, er blevet særdeles veleksponeret ved at komme på nettet. Der spekuleres endda i det. Siges der. At det at udsende et klart budskab, der næsten får alle de små fingre derude til at klikke af sig selv, simpelthen er effektivt og utroligt virkningsfuldt. Så virkningsfuldt, at det sagtens kan sammenlignes med fysisk aktivisme og måske endda er meget mere omfangsrigt. Der er garanteret flere mennesker, der ser en død hval fra Greenpeace på nettet og sætter et personligt valgt ikon under den, end  der er folk, der hører om samme gruppes sidste besættelse.

Men selvfølgelig går den jo begge veje, som enhver form for kommunikation forhåbentlig altid gør. For der er jo både den oprindelige ophavsmand, der udsender budskabet med håb om spredning  og indflydelse via utallige klik. Men der er så også alle de små klikkere derude, hvoraf mange bare venter på gode, retfærdige sager at sætte deres klik ved.

Vil man have en storstilet kampagne i gang mod den siddende regering, sådan for eksempel, så er clicktivisme da et strålende våben. Bare udsend aktivismen på de sociale mediet og vent på alle småklikkerne. Det ved de også godt i dyreværnsforeninger og grupper for og imod mod snart sagt enhver sag. Uden clicktivisme er det utænkeligt, at #metoo overhovedet havde eksisteret. Bare som eksempel.

Jeg clicktiverer også. Det gør vi vel alle. Især holder jeg mig i utallige tilfælde tilbage med mit klik, fordi jeg enten er rygende uenig, synes sagen er latterlig eller bare overhovedet ikke gider forholde mig til det, der i min verden er småtingsafdelingen. Desværre kan jeg ofte iagttage, at det ikke er tilfældet for alle. Nogle mennesker bruger helt andre parametre for, hvad de klikker positivt for. Min fornemmelse er, at virkelig mange bevidstløst blot klikker, fordi opslaget kommer fra en, de kender og gerne vil holde sig rimeligt venner med.

Det ville jeg nok være lidt varsom med. Man kan lidt for nemt blive clicktivist i en meget dårlig sags tjeneste, hvis man ikke lige ser sig for. Og hvis opslaget blot er delt af en, man skylder at være venlig overfor, fordi hun likede ens seneste familieudflugt, kan man ubevidst ende som klinkende støtte til et projekt, der decideret ikke har andet formål end at blive så udbredt og mangfoldiggjort gennem klik, at det i sig selv bliver en magtfaktor. Også selv om man dybest set er hamrende uenig.

For det er det ved at blive. En magtfaktor, altså.

Så pas på derude. Der er folk og grupper, der er noget så forbandet bevidste om, hvordan de kan bruge alle vores klik i deres egen clicktivisme. Og gør det.

Continue Reading

Om at komme fra et sol-ugearet land.

Netop hjemkommet fra et land, hvor solen faktisk skinner det meste af sommeren, og hvor indbyggerne derfor tager sig deres forholdsregler overfor dens ofte nådesløse stråler, slår det mig, hvor absolut ugearede til solen, vi er herhjemme. Man kan selvfølgelig med rette hævde, at vi for det meste ikke har haft nogen seriøs begrundelse for at være det. Vi danskere har pr. tradition dyrket solen. I mere solrige lande har de dyrket skyggen. Det sidste er vi så ved at lære, men det er svært, for forudsætningerne (såvel mentale som fysiske) er lidt imod os.

Fra barnsben har i alt fald jeg lært, at når solen skinner, så er det med at komme ud i den. For der er absolut ingen garanti for, hvornår den igen dukker frem. Jeg har også dyrket ( i alt fald i min ungdom) dens strålers brunende effekt og klart syntes, at en brun hud var så langt at foretrække frem for en mere aspargeslignende. De hvide, altså. Solen har været et ustabilt gode, som med respekt skulle nydes, når det ellers kunne lade sig gøre. Det er ikke lige sådan, det forholder sig i denne sommer. I alt fald for mig.

Jeg er nemlig blevet et skyggemenneske. Og det i sig selv giver faktisk nogle udfordringer. For hvor er den skygge lige? I et land, der aldrig har haft behov for arkitektonisk (både i byggeri og haver) at kalkulere med skygge og derfor har baseret  samme arkitektur på præcis det modsatte: nemlig at finde solen. Utallige er de annoncer fra ejendomsmæglere, der praler med dejlige solterrasser–men hvor ser man lige dem, der promoverer fantastiske skyggesteder?

Danske gågader er for det meste træ- og skyggeløse, således at solen hele tiden har en chance for at ramme os. Andre, mere solede steder, har man kunstigt og bevidst skabt mulighed for skygge med store træer. Jeg gider næsten ikke nævne ( men gør det så alligevel!) skyggeanordninger som skodder for vinduer og indendørs klimaanlæg, men kan blot konstatere, at producenterne af sådanne nok ikke har haft verdens mest stabile og trofaste kundekreds netop i Danmark. Lige nu er jeg næsten villig til at investere i den slags for dog blot at kunne sove et par sammenhængende timer uden at skulle op og vride mig selv.

Ligeledes anså jeg i mange år en parasol for en absolut falliterklæring, der primært kunne anvendes i forbindelse med tussegamle mennesker, der havde mistet det lommetørklæde, de ellers bandt om hovedet på en yderst utjekket måde. Helt ærligt var jeg vist over 40, før den første parasol flyttede ind i min have–og lige nu er den et af mine kæreste våben mod den nærmest evigt skinnende sol. Det er så heller ikke ret mange år siden (måske først i år?), jeg er holdt op med at grine af tåbelige tyskere, der afmærker deres strandterritorier med store parasoller eller små skyggetelte. Førhen kunne man altid spotte nationalitet på stranden via sådanne anordninger + en udpræget territorial borgkonstruktion i sand, men den slags nationale kendetegn er så også blevet lidt udvandede denne sommer. Selv vi danskere er jo begyndt at medbringe den slags på stranden, og der går måske ikke længe, før vi kaster os ud i arkitektoniske fæstningsværker på samme?

Hvor jeg førhen bevidst søgte solen, søger jeg lige nu bevidst væk fra den. Den er simpelthen for meget, for skinnende, for altoverdøvende solet. Men det er svært. For jeg bor i et land, hvor jeg ellers alle andre normale ( hvis noget klimamæssigt ellers kan kaldes normalt længere!) somre har dyrket de kostbare og mangelfulde stråler. Jeg frygter byture gennem stegende hede gågader uden ret megen skygge eller træer, jeg kryber rundt langs buske af en anselig størrelse og store træer i min have, jeg overvejer seriøst at sove i kælderen og kan overhovedet ikke tage mig sammen til at komme op i træsommerhuset, hvor varmen forfølger mig, ligegyldigt hvor jeg står og går, og trævæggene genererer saunatilstande helt af sig selv.

Men mest af alt slår det mig, hvor ugearede vi er overfor solens stråler. Hvor andre beskytter, dyrker vi. Eller rettere: det gjorde vi, men lige nu må vi vist sande, at de forholdsregler, vi nok har fundet en smule latterlige ind imellem, er blevet noget nær overlevelsesnødvendigheder. Også for os.

Hvis dette blot er begyndelsen på drastiske, selvforårsagede klimaforandringer, så skal der selvfølgelig helt andre tiltag til end plantning af skyggefulde træer, tætsiddende skodder, indendørs klimaanlæg og gevaldig vækst indenfor parasolområdet. Men lige nu kan jeg vist, sådan helt hernede fra mit eget steghede køkkenbord, konstatere, at jeg personligt–sammen med resten af mit land–er totalt ugearet til denne varme. Og at jeg ( det her er noget, jeg hvisker til mig selv!) nok, trods alt, foretrækker somre, hvor solen er sådan noget, man dyrker. Herhjemme, altså.

Continue Reading

For en gangs skyld en TV-anmeldelse!

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

 

 

Continue Reading

Hvad er egentlig meningen med fluer?

Selv om det er mentalt hårdt at forlade strand, vand, gode bøger og det at lave ingenting, er der absolut også positive aspekter i at komme hjem til sit vinterhi og mere permanente bolig. Sit rigtige hus, det af gedigne mursten. I parcelhuskvarteret, langt fra kostalde, marker og andre insektmagneter.

Det væsentligste har nok at gøre med fluer. Jeg er inkarneret fluemodstander, og ingen, selv nok så dybdegående, argumenter har hidtil kunnet overbevise mig om fluernes eksistensberettigelse. Derfor fører jeg også konsekvent kort proces uden forudgående rettergang overfor enhver flue, der  vover at komme i min nærhed. Enhver indtrængende flue kan gøre mig til massemorder på blodigt raid gennem mit eget hjem. Jeg jubler over antallet af nedlagte fluefjender og tager ofte mig selv i højlydt at råbe “Got you!”, når en ekstra besværlig modstander, efter et halvt hundrede slag i luften, er behørigt nedlagt. Jeg ville forfærdeligt gerne kunne melde ud, at ingen fluer kommer levende fra netop det, men det er jo ikke korrekt. Mange fluer kommer faktisk særdeles levende fra mødet med mig og min forlængede højre hånd–i form af en godt brugt fluesmækker. De er jo flyvesnu, de sataner. Også selv om jeg stadig ikke fatter, hvor undslipningshjernen (eller hjernen i det hele taget) sidder på et insekt, der mestendels består af ben og menneskeforagt.

I mit sommerhus er jeg nødt til at have alle døre åbne for at skabe gennemtræk. Fluerne tror, jeg gerne vil skabe fluetræk, da netop vejen gennem mit hus synes at ligge på fluernes mest benyttede gennemfartsrute fra A til B, eller hvor det nu er, fluer lige skal hen. Oven i købet får samtlige rejsende fluer akut den ide, når de er kommet ind i mit hus, at her er da en forfærdelig god rasteplads, hvor de bare får sådan en lyst til at blive. Især vil de gerne blive på hunden. Samme hund har i forbindelse med fluer vist sig beundringsværdigt solidarisk omkring mine mordraids. Af gode grunde er han fysisk uegnet til at myrde fluer med fluesmækker, men han gør absolut en stor indsats med sin snude. Ikke at det hjælper noget, men det nænner jeg ligesom ikke at fortælle ham. Han har endnu aldrig fanget en eneste fluer med sine ihærdige indsatser, men han gør i alt fald sit bedste. Også om natten, hvor man vækkes hver 5. minut af den der lyd af en snude, der siger haps. Den er høj, vil jeg bare lige informere om.

Men nætterne er jo også de værste. For ikke nok med, at det altid er kogetid i et træhus om natten. Det er også der, der for alvor samles til fluekongres på rastepladsen i mit hus. Gerne med aftalt mødested på alle de dele af mig, der stikker ud under vattæppet. Og det er en del, da nattetid er kogetid. Besynderligt nok er det ikke engang antallet af tilrejsende møgfluer, der skaber søvnløse nætter. En flue er faktisk nok! Hvis det ene møgdyr tager en beslutning om at løbe orienteringsløb på alle mine ledige, tilgængelige legemsdele og render vild i en sådan grad, at det i en uendelighed løber frem og tilbage på sin egen rute, så er søvn slet ikke et issue. I stedet kan man lege ufrivillig vindmølle med motorlyd af velvalgte bandeord, mens hunden gør sit bedste med højlydte snappelyde fra hver forgæves fluefangning. Men jeg er da sikker på, at fluen–eller fluerne, for reglen er, at får man myrdet den første, står afløsningen i form af en hel hær af kamikazefluer direkte klar på ens højre overarm– har haft en vældig fest, mens det hele stod på.

Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg ikke helt forstår meningen med fluer. Tilsyneladende er de udelukkende skabt som irritationsmoment  og mål for menneskelig aggression. Mens de driver psykisk tortur mod ens legeme eller nattesøvn er det da meget muligt, de har det lidt sjovt. Men hvis de ellers var udstyrede med blot den mindste smule hjerne, burde de da vide, at det, de synes er så morsomt, er den direkte vej til den visse død. Jeg er da fuldstændigt sikker på, at fluer godt kunne finde andre, mere livsbekræftende gøremål, som ikke lige ville koste dem livet, hvis de var i stand til at tænke sig bare en lille smule om. Som nu når et utælleligt antal af slagsen leger “irriter et menneske”, og samme menneske får ram på en i flokken. Måske endda 4. Hvorfor i alverden bliver resten så bare ved med at spille fandango, når de tydeligvis kan se et uhyggeligt antal af deres legekammerater, der allerede har mistet livet i legen og ligger døde, blodige, udsmattede med løsthængende legemsdele på gulvet? Hvis det var mig, ville jeg da ret hurtigt finde et andet sted at lege. Men ikke fluer. Næ nej, de er enten beundringsværdigt standhaftige–eller også har de indbyggede kamikazeegenskaber. Eller også—og det er næsten det værste–har de overhovedet ikke den fjerneste anelse om, hvad de overhovedet selv laver. Hvem ved?

Så jeg vil nyde et par fluefri dage i parcelhuset. Alt imens jeg nogle gang nok alligevel spekulerer på, hvad i alverden der dog er meningen med fluer?

 

Continue Reading

Om Jehovas Vidner.

Jeg har lige haft besøg af et af Jehovas vidner. En pæn og nydelig ældre dame, der udelukkende havde den altruistiske intention om at redde min sikkert, i alt fald i hendes øjne, temmelig ufrelste sjæl. Det var pænt af hende at ville inkludere mig mellem de få, der skal frelses på dommens dag, men da jeg anser mig selv for totalt ufrelselig på hendes præmisser, takkede jeg pænt nej tak og lukkede døren en smule mere bestemt, end jeg normalt plejer.

Nu er hun sikkert gået over for at frelse min nabo. Selv om jeg godt kunne have fortalt hende, at heroppe i mit kvarter er vi forfærdeligt ugudelige med helvedeshud, der bare preller helt af på alt det frelseri. Vi har også tunge fordøre ( det er kram, er det!), så nogle steder burde jeg nok have rådet hende til at være lidt hurtig på fodaftrækkeren inden dørsmækkeriet.

Jeg vil ikke frelses af Jehovas Vidner. Og skal jeg endelig frelses af noget som helst, tror jeg godt, jeg selv kan finde på at opsøge det, hvis der skulle opstå et akut behov. Jeg er samtidig sikker på, at utallige af vidnerne udelukkende tilbyder frelsen netop for min skyld. De tror jo, for F…., på det. Akkurat ligesom jeg selv tror på en masse ting–af politisk, ideologisk og åndeligt tilsnit. Men derfor går jeg altså ikke rundt og sælger mine budskaber fra dør til dør–også selv om jeg da i den grad er overbevist om, at jeg både har ret og med lethed kunne frelse hele verden, hvis antallet af ligesindede og rettroende ( altså troende på det samme som mig!) bare blev forøget. Tænk, hvis vi alle gjorde det? Altså tog en ugentlig rundtur til lokale og fjernereliggende kvarterer og ved hjælp af simpel dørringning opsøgte folk i deres hjem for at udbrede alle vores geniale budskaber?

Det er selvfølgelig en metode, som anvendes af pressede politikere omkring valgdatoer. Heldigvis mere i udlandet end herhjemme. Jeg kunne også godt tænke på politikere, som ville risikere mere end en smækket dør i hovedet, hvis de opsøgte mig privat, men det er selvfølgelig en helt anden (forsikrings?)historie.

Jeg bryder mig bare ikke om budskaber, som overbringes mig i mit eget hjem, når jeg ikke har bedt om at få dem bragt. Faktisk føler jeg lidt, mit privatliv pludselig ikke respekteres, og at der lugter af dommedag flere timer efter ude i forgangen. Jeg er fuldt bevidst om, at vidnerne er pålagt at missionere, men mon ikke, deres viise skrifter og ældsteråd har glemt at medtage det faktum, at de faktisk gør sig selv og deres frelsende virksomhed en forfærdelig tjeneste ved at tilbyde frelse til alle os, i vores eget hjem, som overhovedet hverken vil have den, eller have besøg af sælgere af den? Sådan at få ubelejligt besøg af et frelsebud er da i sig selv med til at fornægte enhver form for lydhørhed overfor og samkvem med samme bud. Hvis jeg var salgschef ( eller hvad det nu hedder på Jehovask), så tror jeg da nok, jeg ville omlægge strategien betydeligt–især efter at salgstallene år efter år tydeligt viser det samme.

Jeg vil gerne have mit hjem i fred. Og skal der komme et bud, så skal han givetvis komme med pizza på min egen opfordring. Til gengæld kan jeg både love og holde, at jeg nok skal holde mine ideologier indenfor egen ligusterhæk og ikke på udvalgte dage tage et dørringningsraid med tilhørende dommedagspræk på det umiddelbare nabolag. Jeg vil nemlig gerne stå mig forladeligt med andre mennesker og samtidigt undgå ømme tæer.

Og, helt uden at have noget som helst konkret at bygge min statistisk på, så tror jeg på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Continue Reading

Om Danmark, den danske sommer og at være dansk.

For første gang i flere år har jeg fået tilkæmpet mig en længere periode hjemme i Danmark her midt i det, der ellers er min arbejdsmæssige højsæson. Og jeg nyder det grænseløst. Selvfølgelig er jeg ualmindeligt heldig med vejret, men jeg er altså også mere end ualmindeligt heldig med, hvor ofte jeg lader mig positivt overraske over, hvor fantastisk dejligt der dog er herhjemme i Danmark om sommeren.

Lidt mere uheldig er jeg med at formidle min glæde. Altså min umiddelbare glæde over mit skønne, smukke land. Min glæde over, at det er MIT land. Her hvor jeg heldigvis hører hjemme. Og hvor jeg bliver glad og næsten lidt rørt, når jeg ser mit rød/hvide flad vaje over det. For så føler jeg, at jeg er ude i en balancegang på en knivskarp æg, hvor jeg bare i mit ordvalg skal foretage mig meget få uhensigtsmæssige valg for, at jeg bliver slået i hartkorn med noget og nogen, jeg slet ikke, på nogen mulig måde, vil hverken sammenlignes med eller tilhøre.

Nogle gange føler jeg, at der er nogen, der har stjålet glæden ved Danmark fra mig. Nogen, der vil bruge den på en højst ekskluderende måde. Nogen, som nærmest har taget patent på mit land, mit flag og min danskhed for at bruge netop den til at holde alle andre ude. Altså dem, der, i deres øjne, ikke må deltage i landet, flaget og danskheden. Bare så glædelig en ting som at hejse eller skilte med Dannebrog kan godt give mig tanker, jeg for bare få år siden overhovedet ikke havde. Jeg er begyndt at spare på mit flag. At overveje, om det nu i en given anledning er nødvendigt. For tænk, hvis nogen troede om mig, at jeg tilhørte det segment, der (mis)bruger netop det, det tidligere var vores alles positive nationalsymbol, til at påberåbe sig en “danskhed”, der udelukkende tjener til at stemple andre som “udanske”?

Det kan krible i mine fingre for at skrive lange, måske endda til tider drivende sentimentale beretninger om, hvor smukt jeg synes Danmark er her om sommeren. Hvor stolt og henrykt jeg er over, at selve MIT land er så betagende forunderligt. Men hver gang jeg er på vej ud i endnu en lovprisning, er det som om, den lille grimme abe stikker hovedet frem og fortæller mig, at jeg skal passe på ikke at blive alt for jublende rørstrømsk, for så nærmer jeg mig dem, der bruger præcis de samme skyts i en kamp, jeg ikke vil deltage i. I alt fald ikke på DEN og DERES side.

Det er det, jeg mener med, at nogen er ved, med stormskridt, at tage patent på Danmark og danskhed. Som om de ejer noget, som vel i virkeligheden er uejeligt. Men også på en måde, således at hvis vi ” andre” påberåber os en glæde ved fædrelandet, så må vi nødvendigvis være med på deres side. Eller, og endnu værre: hvis vi er uenige med dem, så er det givetvis fordi, vi ikke elsker, ærer og agter vores eget fædreland. Hvilket jo er noget forfærdeligt vrøvl, for ingen kan vel tage patent på et land. Eller i alt fald følelser for et land. Men der er nogen, der kæmper hårdt for at gøre det. Lige nu.

Helt ærligt har jeg det sådan, at jeg klart føler, der er et politisk parti, som har stjålet mit flag. Som har annekteret det som symbol for en form for ekskluderende nationalisme, hvor Dannebrog nærmest står som en beskyttende mur mellem os “rigtige danskere” og de andre. De udanske. Hvor samme flag er ved, bare i kraft af at blive hejst, at signalere, at “her i huset” mener vi noget ganske bestemt rent politisk. Således at alle vi, der er vokset op med flaget som et symbol på positiv, inkluderende danskhed uden den grimme form for nationalisme, gradvis hører op med at sætte det i spil på mærke- og flagdage, hvor vi førhen nød at se det vaje. Af frygt for at blive set som medløbere på noget, vi slet ikke hverken følelsesmæssigt, humant eller anstændighedmæssigt kan lægge ryg til.

Ligeledes har jeg altid elsket de gamle, danske fædrelandssange. Vel vidende at de fleste er skrevet i en tid, hvor nationalismen også blomstrende, og hvor mange af dem faktisk også, i den tids konsensus, var ekskluderende. Dengang var det dog de grimme tyskere, der stod for døren og ville tage vores land. Det lykkedes, som historien har vist, så ikke! Det er så ikke pointen her. Den er meget mere, at jeg desværre også føler, at aben banker på, når jeg synger om bøgelyse øer, moderlige have og blundende lyse nætter. Som om at det må jeg nok holde mig lidt skeptisk overfor af frygt for, at det så også bliver tolket som noget, det på ingen mulig måde er.

Jeg er, med andre ord, ved at blive bundet på hænder, tastatur, flagknob og bare simple ord, når jeg skal formidle min umiddelbare glæde ved mit land. Jeg skal overveje mine ord, mine flagdage og mit brug af Dannebrog meget mere, end jeg nogensinde troede, jeg ville komme til. For gør jeg ikke det, bliver jeg straks genkendt som et medlem af alt det, jeg foragter så usigeligt, og som gør mig så trist. Trist fordi det er ved fuldstændigt at stjæle min ellers sprudlende glæde over at være dansk. Og fordi det, for mig, på en bizar, tragisk måde, repræsenterer præcis alt det, der er så uendeligt lidt dansk: Småligheden, indskrænketheden, manglen på rummelighed og empati, frygten for det ukendte og det at være sig selv nok.

Så jeg nyder mine sommerdage i Danmark. Med grønne marker og (trods alt!) vajende flag. Men jeg skriver slet, slet ikke så meget om dem, som jeg kunne have lyst til. Jeg kan så bare håbe på, at denne kedelige tendens vil vende, så dette land igen kan blive os alles. Uden at nogen vil lykkes med at tage patent på det!

 

 

 

Continue Reading
1 2 3 11