Umiddelbart er det selvfølgelig en lidt kryptisk overskrift. Men den dækker såmænd bare over, at jeg, belært af erfaring, ved, at de, der egentlig burde læse mine indlæg, ikke gider gøre det. Jeg har skrevet til erhvervsministeren, til min lokale folketingskandidat og til selveste statsministeren. Med undtagelse af folketingskandidatens personlige svar blev yngste og mest uerfarne medarbejder i ministerierne tilsyneladende sat til at replicere. Det blev så derefter. Bortset fra en betydelig mængde færre stave- og tegnfejl og en fin mestring af såvel basal grammatik og retoriske greb, adskilte indholdet af folketingskandidatens svar sig ikke sønderligt fra praktikanternes.
Nok om det. Jeg skriver egentlig dette for først at ønske Danmarks minkavlere tillykke med en rundhåndet erstatning. De skal på ingen måde klandres for, hvad der er hændt dem ( og deres mink), og jeg håber, de alle danser jublende henrykte i banken. Faktisk ville jeg nok klandre dem, hvis de ikke gjorde.
Dernæst er jeg selvfølgelig også nødt til at begræde. For der er faktisk også en god del her i landet, der absolut hverken danser eller er lykkelige, når de går i banken. Nogle lister sig endda tøvende og skrækslagne langs bankslottenes mure, inden de tør gå ind. Lad os bare blande de offentligt ansatte udenom. Mange af dem er regeringens kernevælgere, så dem har man selvfølgelig ingen intentioner om at inddrage i de coronarelaterede ulykker, der rammer så mange andre. Nej, der er tale om det ikke fåtallige B-hold, bestående af små, private erhversdrivende, hotel-restaurations- og rejsebranchen, kunstnerne og hele oplevelsesbranchen. Det er dem/os, der græder og dem/os, jeg faktisk godt vil begræde. Havde vi haft så meget som en enkelt mink at slå ihjel, så havde vi ved Gud gjort det, men de ministre, der egentlig burde varetage vores interesser, har tilsyneladende andre interesser, der i alt fald ikke inkluderer os.
Det er svært at se på, at nogle så rundhåndet skal belønnes for at afstå fra at holde små pelsdyr, når man ikke selv skal belønnes ( hvilket i sig selv er et helt forkert og misvisende ord i denne sammenhæng) for at afstå fra at gøre det arbejde, der nu er ens levebrød. Jeg har, sådan nede på det allermest fundamentale og forståelige plan, virkelig svært ved at forstå, hvorfor nogle skal have erstatning for at opgive deres erhverv, mens andre ikke skal. I bund og grund er årsagen jo den samme. Nemlig coronaen.
Jeg har virkelig og intensivt søgt efter en begrundelse for, at så mange af os arbejder ( hvis vi arbejder, altså) indenfor brancher, der skal ignoreres, negligeres og overses. Personligt kan jeg da, selv om et er en beskidt sammenligning, noget lettere få øje på en dygtig kunstner end en mink. I det hele taget er mink af så perifer betydning i mit liv, at det hverken gør mig fra eller til, om de eksisterer. Til gengæld er det faktisk af vital betydning i mit liv, at der findes dygtige kunstnere, at jeg kan få kulturoplevelser, gå ud at spise, blive klippet og rejse.
Blandt de brancher, jeg har nævnt, er der for tiden er stor overdødelighed. De falder som coronasmittede mink, de små virksomheder, iværksætterne, kunstnerne og alle de løstansatte. Nogle får fuldstændigt latterlige kompensationer, hvoraf de gerne afleverer hovedparten til i forvejen velbeslåede revisorfirmaer, andre får ingenting. Personligt har jeg gået arbejdsløs i næsten et år, uden kompensation, uden arbejdsløshedsstøtte ( man skal have et bestemt antal timer på årsbasis for at blive berettiget, og det kan vi sæsonansatte ikke få skrabet sammen), men jeg er ikke værst ramt. Jeg overlever, ulig mange andre, der må se livsværk, kreativitet og ellers fuldt rentable firmaer gå i graven.
Det er derfor, det er så svært at se på alle de minkavlere, der springer rundt der foran bankerne. Man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor de så forholdsvist rundhåndet skal belønnes, mens man selv og andre skal overses. Hvorfor små pelsdyr er mere værd end store kunstnere. Samt hvem det lige er, der har defineret, hvem der er lige så væsentlige for samfundets opretholdelse som mink. Således at de skal kompenseres. Det er også derfor, jeg føler mig så usigeligt uintelligent. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det, selv om jeg virkelig gerne ville.
Hvis jeg nu går ud og køber to mink på det sorte marked og slår dem hurtigt ihjel, vil det så automatisk berettige mig til den kompensation, jeg ikke kan få for et års aflyste rejser? For så gør jeg da gerne det. Det er da ikke det, det skal komme an på.
Når nu B-holdet, de inkompensable efter statens mening, sidder og ser på, hvilke erstatninger man altså godt kan få, så forstår jeg så inderligt godt, at der opstår bitterhed. Bitterhed, utilstrækkelighed, grædefærdighed–måske endda raseri. For alle de mennesker, de små erhversdrivende, kunstnerne, rejseguiderne, dem med hotellerne og restaurationerne og mange, mange andre må da undres helt ned i de efterhånden hullede sokker på storetåen over, hvorfor de tilsyneladende er kommet til at tilhøre niveauet langt under mink. MINK??
Det var bare lige det, der skulle ud. Og endnu engang tillykke til minkfarmerne. Jeg vil også lige sige, at det jo ikke er samme farmeres skyld, at deres mink pludselig er steget så meget i værdi. Det glædes jeg gerne over på deres vegne. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig er dybt uforstående.