Den døde by.

Jeg er sjældent nede i min by mere. Det er begrænset, hvad jeg har at komme der efter. Og der er efterhånden ikke ret meget, der lokker mig. Hvor en strøgtur førhen var et formål og en fornøjelse i sig selv, er samme gåtur nu nærmest blevet en sur pligt, der bare markerer afstanden mellem A og B.

Enhver form for fødevareshopping foregår i et randområde omkring den indre by, hvor alle supermarkederne bor. Jeg har ikke nødvendige, ugentlige besøg i min bank, og jeg har ikke længere børn, der vokser ud af deres tøj i hujende hast. Det gør jeg heller ikke selv.

Faktisk er jeg på det seneste begyndt at undgå min bymidte. Dens større og større gabende tomhed gør mig dybt deprimeret samt giver mig en følelse af, at jeg som menneske er ved at blive væk i en tidslomme. Et tomt hul, som jeg bør indse, at jeg skal se at komme ud af, inden det helt har slugt mig, og det er uigenkaldeligt for sent.

Næsten hver andet butiksvindue glor forladt ud i intetheden. I nogle områder–yderkrogene–er procentdelen endda væsentlig større. Der findes en lille halv kilometer, hvor butiksdøden har fået de stadig overlevende til at rykke sammen og bebo næsten hver rude, så man kan foregøgle sig, at der er en form for liv. Førhen var det sådan, at når en butik afgik ved døden (og det har butikker altid gjort), så skød der en ny, energisk op på samme sted. Det gør der ikke mere. Nu står tomheden bare der og bebrejder og bliver måske til julemandens hus en måneds tid omkring december. Derefter rejser han jo alligevel igen.

Der var engang, hvor der var op til 2-3 elektronikbutikker, en massiv mængde slagtere, 5-6 bagere og en del sportbutikker. De fleste er døde, dybt afdøde. Nu er der en ret stor mængde tøjbutikker, hvoraf kun en meget lille del er konstanter. De andre skyder og og dør, når drømmene viser sig ikke at kunne bære. Genbrugsforretninger og frisører har vi en sand overflod af. Min private teori er, at en bys overlevelsesniveau umiddelbart kan bedømmes udfra, hvor prominente og synlige netop de to forretningstyper er. Hvis det visuelle indtryk af en by er, at det umiddelbart vrimler med genbrug og frisører, så er det et faretegn, et varsel om snarlig død.

Og det er jo det samme billede, jeg får, når jeg bevæger mig til andre provinsbyer. De er også ved at gå i tomhedens opløsning indefra. Førhen blomstrende provinsbyer på under 5000 indbyggere kan om ganske få år vises frem som den slags  afdøde guldgraverbyer, man kan se i USA. Men man kan givetvis stadig blive klippet og få sig en brugt tallerken i dem!

Jeg ved godt, vi selv bærer skylden. Vi har glemt at handle lokalt, så kun de allermest seje og velrennomerede butikker har fået lov til at overleve. Og supermarkederne. Som nu også tager mere og mere af detailhandlen, fordi det altså ikke er nødvendigt længere at frekventere midtbyen for at få ny beklædning. Det står på hylderne i Føtex.

Jeg kan godt forstå, de fleste unge flygter. I første instans flygtede de, fordi uddannelsesmulighederne var sparsomme og begrænsede. Men der var dog, trods alt, mange år, hvor tendensen var, at rigtigt mange vendte tilbage, når de stod med brugbare uddannelser og jobs på hjemegnen. Sådan er det ikke mere. Ved det blotte syn af barndomsbyernes forfald og gradvise død bliver mange af dem da skræmt ved tanken om at vende tilbage. Hvad skal de her? Hvad i alverden skulle kunne lokke dem? Udsigten til en billig klipning og et stykke brugt tekstil?

Jeg kan mærke på mig selv, at tendensen også begynder at kunne mærkes i den anden ende af livsskalaen. At alle os, der havde gode jobs og nu er pensionerede og ved at blive ældre, også mærker udlængslen. Eller i alt fald længslen efter det større, det mere varierede, steder med LIV. Gradvist får jeg sværere og sværere ved at se mig selv i denne hendøen som gammel og arbejdsfri. Blot så lille en ting som at have muligheden for at kunne gå gennem sin egen by og kigge på en form for blomstrende liv og ikke blot forfald, dødelighed og tomme, gabende tomme, ruder. Det er som om, den ydre død, på en udspekuleret måde, næsten fremskynder den indre. Hvis jeg bliver her, begynder jeg at gå i stå. Jeg bliver til tomme vinduer og ophørsudsalg indeni.

Og så har jeg end ikke nævnt kulturtilbuddene. Jeg er træt af omrejsende teater, fallerede stjerner i såkaldt “intime omgivelser”, kopibands og et tilbud hver anden måned, der nogle gange er værd at overveje. Jeg vil så gerne prøve at have den ægte vare lige udenfor min dør. Eller måske ønsker jeg mig bare en form for valgmuligheder. Jeg har såmænd aldrig overrendt samme kulturtilbud, men jeg har en stærk fornemmelse af, at det kunne jeg godt komme til, hvis de var umiddelbart tilgængelige, og jeg rent faktisk havde en form for valgmulighed.

For hver dag, der går, presser det sig mere og mere insisterende på: Mon vi ikke skulle overveje at komme væk herfra? Til et sted med liv, der blomstrer. Og væk fra et liv, der er ved at gå i sig selv? Vel vidende, at vi både svigter (men det er vel vores liv?), men også at valgmulighederne i vores land er ved at indskrænke sig til 4: KBH, Århus, Odense og Ålborg. De eneste steder med en form for garanti for, at det hele ikke bare går guldgravervejen. Måske en smule kategorisk, men desværre sandt.

Hvor er det dog sørgeligt! Hvorefter jeg faktisk, for en gang skyld, har til hensigt at bevæge mig ned i byen. Jeg skal nemlig klippes!

Continue Reading

Om at blive udsat for censur.

I går blev jeg udsat for censur fra Facebooks side. Et indlæg omkring brugen af samme medie blev forkastet, tilsyneladende forbudt og i alt fald forment adgang til min side.

Indlægget var også meget, meget farligt og oprørende. Og ville sikkert umiddelbart friste svage sjæle til at begå unævnelige uhyrligheder.

Under normale omstændigheder ville jeg nok have reageret med  øjeblikkelig vrede, voksende raseri og en forfærdelig masse ord. Altså hvis jeg nu havde skrevet et indlæg til/om et lødigt og seriøst medie. Hvis jeg nu forestillede mig, at jeg havde skrevet et debatindlæg til f.eks. Politiken, Information, Kristeligt Dagblad– eller hvis der findes andre seriøse og lødige medier–og de så havde udstyret mig med en verbal mundkurv, så VAR jeg da blevet edderspændt rasende. Så var jeg nok nærmest blevet korsfarer i min egen hellige sags tjeneste. Bevæbnet til spaltekanten med alle de ord, jeg lige kunne finde.

Det er så ikke tilfældet. Min umiddelbare reaktion er af en helt anden substans. Jeg synes, det/de er latterlige. Totalt, inderligt, infantilt latterlige. For det første kom afvisningen så hurtigt, at selv en speedlæser umuligt kunne have nået at læse noget som helst ordentligt igennem, og for det andet var der absolut intet farligt, provokerende eller direkte revolutionsopfordrende i mit indlæg, som udelukkende bestod af konstateringer. Ikke provokeringer. ( Ved godt, ordet ikke eksisterer, men det rimer!)

Desværre bider den slags jo sig selv i halen. Forstået på den måde, at når mit indlæg konstaterer, at Facebook er ved at gå til i tåbelige latterligheder, og samme Facebook så forbyder det faktum, at jeg kommer min konstatering på ord—-ja, så beviser de jo med deres censur, at jeg har så inderligt ret. Beviser, at vi her har at gøre med et socialt medie, der i sin egen krise er ved at blive så pinligt smålig, at man ikke engang må kritisere det. Eller sige sandheden. Jeg skal behændigt undgå at referere til andre historiske perioder eller nulevende, såkaldte politiske partier, selv om det synes at ligge lige til højrebenet.

Jeg kender også til andre, der er blevet bortcensurerede eller endda kortvarigt bortvist med karantænelignende status fra samme medie. En god historie er den om fotoet af et kunstværk på et museum i Krakow, som udløste censur. Man kan så måske bare, lidt kynisk, konstatere, at kunst har de så heller ikke forstand på, dem Facebook.

Jeg må så bare, endnu engang, konstatere, at Facebook desværre er det eneste, for mig, kendte sociale medie, hvor jeg kan oprette og indgå i særgrupper med specifikke interesser. Hvor jeg kan udveksle meninger, planer og andet med med-interesserede. Og det er—lad os nu ikke være smålige!–en virkelig god og brugbar funktion, som jeg sætter uhyre meget pris på.

Jeg kan også konstatere–ikke for at være barnligt ældrekvindefornærmet–at jeg simpelthen ikke gider uploade mere personligt derinde i det store forum, og at man, hvis man vil have mig i tale derude i cyberspace, for fremtiden er nødt til at nævne mit navn eller tagge mig, for ellers huserer og eksisterer jeg udelukkende indenfor rammerne af mine mange, særdeles anvendelige grupper.

Continue Reading

Om at se hvad der sker, når han åbner pakken.

Mine trashaviser og min FB er ved at svømme over i lokkende overskrifter. Der bliver flere og flere af dem. Af den slags, som jeg må lære ikke at lade mig besnære af, men som udelukkende er skabt til, at det lige præcis er det, der skal ske for mig.

“I adskillige år havde han  brændende ønsket sig en (whatever). Se hvad der sker, når han åbner pakken.”  “Se hvad den trofaste hund/kat/kamel/gris ( fortsæt selv) pludselig gør for sin ejer.” “Se reaktionen når den bortkomne søn vender tilbage efter 40 års forsvinden.” Og jeg skal, generelt, komme efter dig…..

Som alle andre falder jeg også nogle gange, flest gange i en blanding af ren kedsomhed og ufortyndet nysgerrighed, for den slags. Og lige så mange nogle gange bliver jeg skuffet. Men allermest undrer det mig, det hele. Undrer mig meget.

For for det første må de stakkels mennesker jo være nærmest traumatisk besatte af at dokumentere ethvert skridt og enhver lille sidefis. Hvordan kan de ellers være fuldstændigt sikre på, at der i alt fald er kamera på, de ganske få gange i deres liv, der virkelig sker noget storslået og mindeværdigt? De må simpelthen filme ALT. Fra morgenhår til toiletbesøg. Der må ligge stakkevis af  ubrugelige, uinteressante videoer på deres mobiler, fordi der ustandseligt skal filmes i håbet om, at noget går galt eller bare går en smule usædvanligt. Det må være et fuldtids-, heltids- og endda nattidsjob at dokumentere sit liv så energisk udelukkende i håbet om en forventet efterbevilling på 1 minuts fame på et socialt medie. Det er ren prostitution i den flygtige (meget flygtige!) berømmelses tjeneste. Og sygt! Faktisk så sygt, at jeg anser det for en total umulighed at have nogen form for seriøst lønarbejde ved siden af. Det kan der da vist ikke være tid til.

For det andet har jeg ofte en fæl mistanke om, at det hele er godt og grundigt konstrueret. Eller instrueret. I mit liv er det i alt fald sådan, at de morsomste og mest spektakulære øjeblikke oftest står totalt (og heldigvis) udokumenterede rent billedligt. Når jeg laver et spændende fald på køkkengulvet, modtager en uventet besked på telefonen eller får en Mulberrytaske, har jeg Gudhjælpemig amatøragtigt fuldstændigt glemt at få nogen til at filme det. Men hvis jeg nu på forhånd VIDSTE, at jeg fik den Mulberry, eller vedkommende, der ringer om, at jeg har vundet 7 millioner i det lotteri, jeg nok i øvrigt slet ikke spiller i, i forvejen havde ringet og varskoet mig om, at han/hun ville ringe 5 minutter senere og fortælle mig det hele igen, SÅ kunne jeg da lige nå at få kamera på. Eller hvis sønnen impulsivt lavede en regndans over et nyt Legosæt, så kunne jeg vel bare bede ham om at gøre det igen. Sådan på samme måde, fordi det var så vidunderligt sjovt og rørende og bestemt ville gøre sig strålende på ethvert socialt medie. Jeg er sikker på, at mange “Se hvad der sker, når….” i virkeligheden ikke er “når”, men omhyggeligt instruerede dacapoer af det “når”, der engang var.

For hvad gør man ikke for at få sine, fuldt berettigede, 15 minutters berømmelse. Det er da forbandet ærgerligt at finde et halvdødt jordskælvsoffer 5 dage efter skælvet og grave ham frem, uden der er kamera på. Efter at have udstyret ham med lidt tiltrængt vand og et skud morfin kan man vel grave ham ned igen i de få minutter, det vil tage at få den rette kameravinkel, så hele verden kan se “Hvad der sker, når…”

Som jeg tidligere har skrevet, så er mange desværre efterhånden af den opfattelse, at intet er/har været, med mindre det er dokumenteret. Vi var desværre ikke i Tivoli forleden, for vi har ingen billeder af det! For nogle mennesker er det taget et skridt videre, således at de ikke ER, med mindre de er heltidsdokumenterede. Og for mange resulterer det sidste i, at deres liv er en evindelig hellivsfilm film med dem selv i hovedrollerne udfra det eneste formål, at HVIS der nu skete noget spektakulært, noget usædvanligt, SÅ var der en spinkel mulighed for, at den flygtige berømmelse på de sociale medier og i trashaviserne blev deres i nogle få minutter. Get a life, tænker jeg bare!

I øvrigt sker der det samme, hver gang jeg åbner en “Se hvad der sker, når..” 1) Jeg bliver noget så skuffet. 2) Jeg får noget så forfærdeligt ondt af de stakkels mennesker med så tomme liv.” 3) Jeg bliver noget så forbandet sur på mig selv over, at jeg endnu engang er faldet for den slags. Get a life, siger jeg så til mig selv!

 

Continue Reading

Om det her såkaldte selskab.

Hvorfor er det lige, at det endnu aldrig er lykkedes mig at gå ud af dette her selskabs telebutik på hovedgaden i min by uden at smække med døren? Uden at have et blodtryk på omkring 10 gange over nationalgennemsnittet for seriøst plagede mennesker med medicinkrævende blodtryksproblemer? Uden at have afleveret hele arsenalet af infantile bandeord, slibrige nedværdigheder og endda ironiske, personlige angreb, der næsten når til den grænse, hvor jeg både indlemmer faglig kunnen og personligt udseende? Og uden at det meste af samme hovedgade for et øjeblik standser op i deres gøremål for at iagttage furien, som de enten afskriver som psykisk og højrystet ustabil, har medlidenhed med–eller så inderligt sympatiserer med og forstår. Den sidste gruppe er de, der også ind imellem er nødsaget til at frekventere samme butik.

Måske er det fordi, jeg allerede i bilen derned kvinder mig noget så umanerligt op og nøje planlægger strategier og nye versioner af undermålerbandeord, fordi jeg bare VED, at det her, det går galt! For det gør det jo. Kampberedt som en amazone udi telefonitisregler og med en blanding af opsparede aggressioner fra de sidste 2 måneders uretfærdigheder, der absolut ikke behøver at indbefatte noget, der har det mindste med telefoner at gøre, indtager jeg jo den der butik og er allerede sur og optændt på slaget, når jeg trækker nummeret. I dag var der ingen ventetid. Det gjorde mig faktisk lidt vranten. For så havde jeg jo ikke det til at supplere og maksimere til min allerede opsparede vrede.

Det var bare et SIM-kort. Sådan et lille, uskyldigt kort, der skulle puttes ind i min nyanskaffede padde, fordi en tyvagtig italiener havde tilranet sig min elskede gamle på højst ulovlig vis. Men nej! Abonnementet står ikke i mit navn, så jeg skulle have lov af manden. Altså til at putte et SIM-kort i MIN padde, som JEG betaler for. Hvis det ikke var fordi, selvsamme padde havde kostet mig halvdelen af 10.000, havde han fået den lige i synet, fordi det nu engang var det eneste brugbare våben, jeg var i besiddelse af. I stedet for slog jeg ham noget så gevaldigt med ord. 1) Han ved udmærket godt, hvem jeg er og hvem, min mand er. Han kender også min vrede. Jeg forstår faktisk ikke, at han ikke bare gør, hvad jeg siger. Det ville gøre hans liv en hel del mere acceptabelt på hørefronten. 2) Da jeg–for 7 måneder siden– var nede ved ham i præcis samme ærinde, fik jeg resolut udleveret kortet totalt problemløst. (Jeg kan godt huske, jeg var lidt skuffet over, at det næsten gik alt for nemt, og jeg sådan ligesom brændte inde med en helvedes masse bandeord og et par uforløste aggressioner!) Men nu er det så blevet juridisk uforsvarligt at udstyre hystaden med et SIM-kort, hvis hun ikke medbringer manden. Hertil skal så lige tilføjes, at manden meget nødigt går med mig i telebutikker. Han siger, det er lidt flovt, selv om han godt ved, jeg har ret!

Så endnu engang blev min selvopfyldende profeti omkring telebutiksbesøg så inderligt opfyldt. Og jeg må sige, at det da hjalp rigtigt fint at få det hele skrevet ned. Jeg er næsten faldet helt ned igen, og blodtrykket er givetvis også ved at bevæge sig indenfor normalområdet.

Hvorfor jeg ikke skifter selskab? Det HAR jeg da gjort. Flere gange. Som om det skulle give den fjerneste anledning til nogen form for forbedringer. Og ovre på den anden side gaden hos det andet selskab kan jeg da også godt se deres smørede, lettede grin, når den mindeværdige, tidligere kunde kamppåklædt braser ind hos konkurrenten!

Continue Reading

Notits om, hvad man kan tage sig til, hvis man keder sig Lillejuleaftensdag!

Så kan man nemlig, som jeg og samtlige andre tilstedeværende i mit hus, gå i krig med en 32 forbandede lys og en trilliard knuder, omviklinger og gale veje lang juletræskæde.

Optimismen fejlede absolut ikke noget, da projektet blev startet, og det var et usigeligt held, at indtil flere af de involverede var gamle nok til have leget “Kluddermutter” som børn dengang i forrige århundrede. Sådan en lyskæde er klart lang nok til, at man både kan gå over og under og endda behændigt smyge sig gennem knuder og løkker med hele sit legeme og den ene ende, der sådan ligesom altid bare hænger fast i den anden.

Desværre forvandlede samme optimisme sig gradvist til en spirende pessimisme efter et par timer og adskillige akrobatiske kravl gennem lyskæden. Det var som om, intentionen blev kraftigt modarbejdet af samme kæde, således at det, der burde være resulteret i opløsning, nærmere blev til knudeoptimering og nedsmeltning.

På et tidspunkt var det bare noget så nok. Det var efter tre timer. Så nu hænger den der, på træet, inklusiv en halv million knuder og lys i forvredne stillinger. Men den virker. Og heldigvis er træet virkelig tæt. Så tæt, at man sagtens kan stoppe uløselige knuder og andre æstetiske udfordringer langt ind i granens gemmer. I alt fald så længe, det er mørkt.

Hvis den kæde, i løbet af den uge, den får lov til at hænge på træet, så meget som overvejer at stå af rent lysmæssigt, så skriger jeg.

Og overvejelser om igen at gå over til levende lys er bestemt ved at vinde indpas på min juledagsorden. Det er vel begrænset, hvor mange knuder de sådan kan slå på sig selv!

Continue Reading

Nekrolog over min elskede padde.

Jeg har de seneste gange, jeg har været i Rom, boet på det samme lille og (troede jeg) hyggelige, sikre hotel. Det er uigenkaldeligt ovre nu!

Lørdag aften satte jeg nemlig min elskede padde til opladning på hotelværelset, mens jeg gik ud for at spise. Låste selvfølgelig døren og afleverede nøglen i receptionen. Alt i alt ca. 1½ time. I mellemtiden brød, tilsyneladende sted- og videokendte tyve ind i værelset, stjal padden og dens storebror, min mands computer, uden at efterlade sig så meget som en ridse på døren.

Lige netop vores værelse er et af de eneste på hotellet, som befinder sig i en blind vinkel i forhold til hotellets CCTV. Det må tyvene have vidst. Lige netop vores værelse havde en afleveret nøgle i receptionen. Det kan man jo så også spekulere på, om tyvene har vidst. Samt havde adgang til. Under alle omstændigheder er det påfaldende oplagt at få en lille mistanke til, at stedkendte, eller måske endda ansatte eller deres familie/bekendte, har en hvis andel i min paddes bortgang. Og hvorfor vælger man at bibevare et kamera, der rent vinkelmæssigt er utilstrækkeligt?

Romerske politistationer er i sig selv en særpræget oplevelse der sent på aftenen, men det vidste jeg nu godt, efter at have rejst med bestjålne og på andre måder tilskadekomne elever gennem årene, så det er ikke en mindeværdig oplevelse, jeg behøver genopfriske. Dog skal det siges, at romerske politiansatte har umådeligt god tid, sjældent forhaster sig samt har en beundringsværdig overrepræsenteret brug af stempler.  Hold da op hvor de stempler!

Men det værste er tabet af min elskede padde, som i flere år har været min forlængede højre hånd. Den indeholdt det meste af mit liv, mine lynopslag, mit morgenritual i sengen, mit læsestof på rejser,  min ven på ensomme aftner som guide i det udenlandske, hele mit liv i billeder og videoer, min bank, alle mine sociale medier og, ja, mig. Det er som at få revet en umælende, men meget trofast ven væk på den allermest ublide, ubarmhjertige måde, når man allermindst venter det. Den padde er godt nok savnet!

Og den store ironi ligger jo i, at tyven vel ikke engang kan anvende den. Han (undskyld!) kan vel næppe komme ind i den, for den er beskyttet med enhver form for passwords og fingeraftryk. Den er nærmest intet værd i en hælerhandel. Jeg forsøgte selvfølgelig at opspore den dernede, inden jeg tog hjem, men der var ikke megen gevinst. Ellers var jeg fuldstændigt indstillet på at tage en taxa til tyvens adresse og så skælde ham så meget ud, at selv en romersk mama må se sig slået på himmelvendte øjne, hændervridning og høj, intens stemmeføring. Mit arsenal af bandeord på engelsk er, hvis jeg selv skal sige det, relativt uovertruffent, og selv med min klejne størrelse kan jeg godt gøre et rimeligt og uforglemmeligt verbalt indtryk på enhver, der krydser min vej på den forkerte måde. Det var sgu` lige før, jeg så frem til at tæske den lede lille lus med velvalgte ord. Som i dagens anledning kunne tilsættes en portion italiensk accent for ligesom at understrege pointen!

Så nu sidder jeg her med mit store savn. Og min stakkels padde er kommet i dårligt selskab og savner helt uden tvivl også mig. Forsikringen betaler noget af tyvens idioti, men det bliver jo alligevel aldrig min padde, jeg så får igen. Altså den med ridserne de helt bestemte steder, sporene efter tyggegummiklatter på bagsiden og en strålende evne til at efterkomme mine teknisk analfabetiske ønsker. Jeg har flere gange tidligere og mod min egen vilje fået eksporteret mine smykker syd for grænsen, men følelsen er en helt anden denne gang. Smykker er jo bare døde ting. Min padde var levende. Den var i alt fald mit liv.

Heldigvis har jeg stadig mit store, uhandy dyr af en computer, hvor jeg snarest vil skrive en frygtelig anmeldelse af hotellet på bookingsiden samt huske at indvie Tripadvisor i mine oplevelser. INGEN, absolut INGEN, bør nogensinde og på noget tidpunkt bo på det værelse, hvor enhver tilsyneladende havde fri adgang til at udvælge sig ting, de helt glemte tilhørte nogle helt andre.

Jeg håber virkelig for min padde, at den har det godt, hvor så end den måtte være. Og forstår, at det på ingen måde er med min gode vilje, at vi to har måttet skilles ad!

RIP, padde!

Continue Reading

Om hunde og julepynt.

Det er nu engang sådan, at rigtigt meget julepynt befinder sig i hundehøjde. Det er selvfølgelig et problem, der kan afhjælpes kraftigt ved at lade være med at anskaffe sig et dyr over gravhundeniveau. Så har man ca. ½ meter mere at løbe på i forhold til en Retriever. Opad, altså. I længden giver det vel nogenlunde det samme.

Lavthængende julepynt og hunde er en Fandens dårlig kombination. I alt fald her. Mit dyr mangler simpelthen forståelse for jul generelt og for julepynt i særdeleshed. Og det er den samme mangel på julemæssig respekt, der udfolder sig hvert eneste år. Hvis julepynten udgøres af grangrene med en smule udvalgt pynt, fejer hans velbehårede hale skånselsløst enhver form for velophængt pynt ned. Ikke bare ned. Men ud til alle sider, under sengene og i kroge og hjørner. Således at man hver morgen kan tage en runde og opsamle lemlæstede, forslåede og nogle gange helt uigenkendelige engle samt hovedløse nisser. Hvis der derimod er tale om større, østeuropæisk udseende hybrider mellem havenisser og den almindelige danske gårdnisse, udsættes de for intensiv auditiv mobning i timevis. Det foregår på den måde, at dyret stiller eller sætter sig foran dem og gør vedvarende, indtil de….. Ja, hvad F…. skal de sådan nærmest gøre???

Det bliver endnu værre, når juletræet kommer op. Så pynter vi naivt træet, hvorefter dyret indleder sit stormangreb, og på kortere tid, end vi har brugt til at pynte det, får det totalt afpyntet. Den største sejr, som han tilsyneladende går efter, er at få det totalt væltet omkuld, men den har han så (desværre for ham) kun haft held med en gang. Da var han også meget tæt på at få en enkeltbillet til Kina, hvor det vel ( altså selv om de ikke fejrer jul) godt kunne give lidt helligdagsstemning at blive indehaver af 40 kg. velhængt Retriever.

Godt nok er jeg ikke indehaver af de der pyntegener, men selv jeg kan da godt se, at et hjem pyntet med julepynt, der udelukkende hænger ½ meter fra loftet og ned, ser en smule besynderligt ud. Samtidig tror jeg stadig på, at han på et eller andet tidspunkt lærer basale kundskaber omkring, hvordan man behandler nisser høfligt.

Så jeg tror naivt på, at dyret i løbet af december såvel vænner sig til som lærer at respektere sine nye venner. I alt fald forsøger at lade være med at tage livet af hovedparten af dem, samt gør en indsats for at undgå større nissemandsmassakrer. Ellers må jeg jo lære at leve med at jeg enten må vælge mellem hund og førlige nisser–eller simpelthen acceptere, at min nissebestand ligner et rekonvalescenthjem efter en forfærdelig, konventionel verdenskrig.

Han får udelukkende og kun lov til at blive, fordi der dog, trods alt, er en smule mere liv i ham end den benamputerede engleflok!

PS. Billedet viser desværre ikke hans bevidsthed om egen skyld og den anger, det medfører. Han er bare sur over, at han skal sidde stille og ikke gå i frontalangreb på grangrenene bag ham, hvor enkelte smånisser ikke endnu har doneret legemsdele til støvsugeren.

 

Continue Reading

Om sort fredag, Allerhelgensaften og Valentins dag.

Jeg er på ingen måde nationalist i ordets allermest ekstreme og danskhedsdyrkende forstand. Min nationalisme er ikke politisk og ekskluderende i forhold til andre nationaliteter. Men jeg er glad ved og stolt af mit land, og især synes jeg, vores gamle skikke, som vist kun vi ( nogle gange fordi de er lidt særprægede) dyrker, er værd at bibeholde. Så kan man jo kaste sig ud i dem, alt efter hvad man selv orker. Der er såmænd nok af dem. Vi behøver ikke flere.

Jeg har derfor også tidligere tordnet mod de nye tiltag, der vælter ind over os. Især fra USA. Fælles for dem alle er, at de 1) på ingen mulig måde har rod i en dansk og mangeårig tradition og 2) udelukkende tjener kommercielle interesser og derfor decideret dyrkes af firmaer, der ønsker at øge deres omsætning.

Black Friday er i USA navnet på fredag i Thanksgiving weekenden, som traditionalt er en fridag, store kæder hen ad vejen har omdefineret til, at de skal få folk til at gå amok i før-julegaver til sig selv.  MEN Thanksgiving fejres som en tradition fra de oprindelige indvandrere til USA ( The Pilgrim Fathers), som på det tidspunkt af året var færdige med høsten og derfor takkede for udkommet ved at spise et overdådigt måltid. Jeg er fuldstændigt uforstående overfor, hvorfor den amerikanske tradition formodes at få mig til at gå shop-amok i Bilka og Elgiganten.

Hvorfor kan vi ikke bare nøjes med de gode, gamle udsalg? Altså dem, der engang fandt sted sommer og vinter, men som nu er blevet så udvandede, at de nærmest er på dagsordenen hele året, og ingen anstændig jyde nogensinde betaler fuld pris for noget som helst, for der er altid et sted, der er udsalg. Det er da (også) derfor, det er nødvendigt at lancere tåbelige, amerikanske markedsmekanismer, som de fleste overhovedet ikke har nogen anelse om, hvor stammer fra. Ydermere burde mennesker, der nidkært stemmer for en etnisk renholdning af Danmark, decideret afholde sig fra sådanne tiltag!!

Halloween er ligeledes en amerikansk ( og keltisk) skik, som langt tilbage stammer fra, at 31. oktober er den dag, hvor sommeren ophører, og vinteren for alvor begynder. Hvor alting dør, om man så kan sige. Det er hen ad vejen blevet omdefineret til, at man såvel skal fejre de døde, men også lave en form for karneval ud af det, således at man klæder sig ud i død og uhygge. Allerhelgensaften er også en kristen tradition til fejring af de døde, og den vil jeg ikke angribe, da den rigtigt mange steder i landet markeres med stemningsfulde gudstjenester, hvor man på fineste vis mindes årets døde sammen.

Men hvorfor kan vi ikke bare fejre vores karneval, som vi engang gjorde? For ganske få år siden var Fastelavn i februar vores udklædningstidspunkt. Fastelavn, som jo markerer enden på den kristne faste, hvor man har så usigeligt meget grund til at gå amok efter al den forsagen. ( Akkurat som Eid efter Ramadan.) Jeg investerede da i udklædning i februar måned til mine børn, da de var mindre, men det er der da vist ingen, der gør mere. Det er ikke mange år siden, der legalt blev tigget slik Fastelavnsmandag. I dag er gaderne tomme, mens de 31. oktober vrimler med skeletter og andre grusomheder. Der må tilsyneladende være stærkere markedsmekanismer til støtte for den amerikanske skik, for hvorfor kan vi ikke bare dyrke vores egen? Og er det måske, hvis vi stadig husker at slå katten af tønden, ikke bare et genialt scoop fra de, der griner hele vejen hen til banken, at de nu får os til at investere i udklædning hele to gange årligt?

Oprindelsen på Valentins dag er en smule tåget, idet der temmelig mange steder i verden ( dog ikke lokalt i Norden) har eksisteret Valentiner, men en af dem var i alt fald den romerske helgen Skt. Valentin, som blev fængslet og dræbt, fordi han, stik mod ordrer, foretog vielser af romerske soldater, der ellers ikke måtte gifte sig, når de var i tjeneste. Af den grund formodes vi så at overdænge hinanden d. 14. februar med usmagelige, lyserøde hjertekort, chokolader fremstillet til lejligheden og endda diverse intim beklædning med hjerter, som vist mere tjener som markering af dagen end egentlig, fornuftig påklædning.

Hvorfor har vi pludselig, i løbet af de sidste 10-20 år, fået en akut længsel efter en specifik dag at vise vores kærlighed? Svaret er ganske enkelt, at det har reklamens magt bildt os ind, at vi stod med et uforløst behov for. Førhen kunne vi sagtens nøjes med personlige bryllups- og andre mærkedage, men det er tilsyneladende ikke nok. Det højner jo ikke omsætningen helt så synligt på en bestemt dag.

Jeg undlader bevidst at kommentere på opfindelser som mors og fars dage, som efterhånden er så indgroede i vores system, at vi tror, de er medfødt danske. Det er de ikke–de stammer fra USA.

Det er muligt, vi er ved at udvikle os til en nation af fejrere, som intet middel skyr for at finde en lejlighed til at falde i markedsspekulanternes kløer. Men vi skal lige være bevidste om, at 1) de “nye” fejringsdage er UDELUKKENDE introducerede på det danske marked for at tjene penge og 2) vi har i grunden traditionelle fejringsdage nok i forvejen. Nogle har bare bevidst arbejdet på at få os til at glemme dem, for der er tilsyneladende mere profit i de andre.

For det er det eneste, soleklare formål: PROFIT!

 

Continue Reading

Om kommunalvalg.

Kommunalvalg er en af de mest sæsonbetonede tingester, jeg kender. F.eks. meget mere end jul, som jo dog trods alt med usvigelig sikkerhed kommer tilbage hvert år, og som på det seneste er ved at erobre mere og mere territorium fra november, og nogle gange selv oktober. Eller sommerbrok, som gerne har højsæson fra midt i  juni til engang i august, hvor det fader ud, når vi giver op og erkender, at den heller ikke gik hele vejen hjem dette år.

Kommunalvalg har sæson ca. 1 uge hvert 4. år. I 3 år, 11 måneder og 3 uger og sikkert nogle løse timer er de fleste af os relativt ligeglade og ville næppe, sådan halvvejs inde i en valgperiode, være i stand til at nævne mere end godt halvdelen af navnene på siddende byrådsmedlemmer. Men i den ene uge tager vi så hamrende revanche. I alt fald majoriteten af os. Her skal selvfølgelig nævnes undtagelser som mærkesager, der ofte kan få os op af stolene. Men de fleste mærkesager er og bliver personlige, og de vedrører ofte ikke kommunalpolitik som helhed, men udelukkende den lille flig, der netop angår os selv.

Op til valget forsøger vi primært at gøre os klart, hvem vi skal stemme på. Den uæstetiske skilteskov på alt forhåndenværende elforsyningsmateriale gør os næppe klogere, og jeg vil vove at påstå, at denne usmagelige femvisning af fejlsprøjtet Botex, iblandet photoshopping næppe har nogen målelig effekt på valgenes udfald. Og når vi så har sat vores kryds, går vi selvfølgelig hjem og hepper på netop vores parti eller kandidat, samt håber på at resten af kommunens indbyggere undlader at være lige så ignorante, imbecile og bare generelt uintelligente, som de plejer. (Læs: Stemmer på dem, vi ikke stemmer på!)

Valgaftener er de eneste aftener, hvor jeg i mange stive timer ser “politisk” TV. Selvfølgelig interesserer politik mig til husbehov, men jeg kan, i de fleste omgange, sagtens nøjes med væsentligt kortere doser. Jeg ved også godt hvorfor. På valgaftener er jeg nemlig en del af en supporterklub, der akkurat som fodboldsupporters holder med “mit” hold/ “min” kandidat og ivrigt såvel glædes over sejre som bander over nederlag. Det er næsten en “os” mod “dem” situation, og jeg jubler højlydt, når mit hold får straffe eller sender den direkte i målet. Tilligemed at jeg råber lidt indvendigt, når modstanderne får, selvfølgelig helt uretfærdige og ufortjente, point.

Faktisk gik det jævnt godt for mit hold i går, men desværre på en måde, så modstanderne alligevel snød sig til sejren. Her i byen må vi endnu engang trækkes med en borgmester, som til et nys overstået, væsentligt jubilæum holdt en tale, der ( nærmest som vanligt) var så øredøvende pinlig, at halvdelen af salen undlod at klappe. Det er sådan noget, der kan hidse mig op i dag.

For om 2-3 dage begynder jeg jo alligevel bare at blive sådan lidt ligeglad hen ad vejen. Så starter min 3 års, 11 måneders og 3 ugers latenstid i forhold til kommunalpolitik, og om ca. en måned kan jeg givetvis ikke huske navnene på mere end halvdelen af byrådsmedlemmerne.

Så har jeg ligesom forliget mig selv med, at de forkerte endnu engang skal bestemme over mit liv på en (for mig) fejlslagen måde, således at jeg, når det igen bliver sæson for kommuner, kan bruge en uges tid på at kvinde mig op, stemme og forhåbentlig denne næste gang blive rigtigt glad, fordi mit hold vinder.

Endelig skal der da–mens jeg endnu er i kommunalmode–lyde mine dybeste kondolencer til venner og bekendte over hele landet, som, efter hvad jeg kan se på resultaterne, er minimum lige så meget på det ufortjente nedrykningshold, som jeg er. Nogle decideret mere!

PS. Min vrede er for nedadgående, så jeg har bevidst slettet et par udfald under bæltestedet fra skrift. Men jeg mener dem nok stadig!

Continue Reading

Om DSB. Igen, igen—og så lige igen!

Sidder i et tog omkring Kolding. Har i dagens anledning taget noget gammelt tøj på, som sagtens kan tåle pletter. Der er vel ingen, der med vilje udsætter pænt og rent tøj for DSB-afsmitning. Eller, sagt på en anden måde, man ved aldrig rigtigt, hvad der venter en, eller hvad man kan komme ud for. Udover at det næsten altid er værre end sidste gang.

Nogle gange synes jeg, at vi tenderer mod at være næsten hysteriske omkring vores Smileymærkning af nærmest alt. Der skal ikke meget til, før en sur en af slagsen er hevet i land. Det er fint, at diverse brancher holdes lidt nidkært i ørerne, men jeg er fuldstændigt uforstående overfor, at andre overhovedet ikke indbefattes af samme kontrol. Og her tænker jeg primært på vores offentlige transportmidler, med DSB i spidsen.

Hvis DSB var en restaurant eller et plejehjem ( det er det så også, men det er for fejlfylde, italienske tog!), var foretagendet omgående blevet lukket med sundhedsskadelige begrundelser  og sikkert tilkendt en bøde på størrelse med det beløb, en italiensk togfabrikant grinende har danset i banken med. Togvogne, som den på billedet, var blevet skrottet og erklæret uegnede som menneskesæder. Iagttag nøje antallet af pletter på gulvet og opnå givetvis samme resultat som mig— nemlig at de er utællelige. Hvis dette gulvtæppe, for slet ikke at tale om disse æstetisk modbydelige, pletbefængte sæder var blevet fundet i en restaurant, ja, faktisk blot en grillbar i den yderste provins, ville det have indebåret øjeblikkelig lukning samt obligatorisk tilkaldelse af såvel skadedyrsbekæmpelse som overtræksdragter.

Og så er jeg ikke engang gået i gang med toiletterne, som generelt er så ulækre, at man nærmest hellere tisser i bukserne vej under Storebælt end nødsager sig til at anvende dem. Så er man da i det mindste sikker på, at det udelukkende er ens eget tis, man står i!

Jeg forstår simpelthen ikke, at et halvstatsligt foretagende, som mere eller mindre har en form for monopol på den kollektive togtrafik, får lov til dette. At ingen griber ind. At vi rejsende skal sidde her i denne grisseribule med toiletter, der nærmest overgår ethvert latrinært skrækscenarie. Og at dette foregår i et land, hvor vi virkelig, virkelig vogter over vores renlighed og fødevarestandard. Hvorfor sætter ingen standarder for DSB? Hvorfor skal de overhovedet ikke leve op til noget som helst? Inklusiv køreplanen, som de, akkurat som med renlighedsniveauet, også udelukkende betragter som vejledende?

Afslutningsvis så er jeg faktisk heldig. Jeg er med morgentoget. Nogle gange må jeg tage aftentoget. Der tisser jeg noget så grundigt af inden afgang, tager mit allerældste tøj på, sætter mig helst ikke ned på sæderne samt anvender udelukkende den kollektive trafik ( som jeg i den grad ellers principielt går ind for), fordi jeg ikke har nogen alternativer. Måske er det lige præcis derfor, DSB kan oppebære sit uanstændige niveau af svineri!

Continue Reading
1 2 3 9