At have en smule ondt af sig selv.

Jeg har sjældent brug for, at andre har ondt af mig. Den slags klarer jeg noget så udmærket selv. Hvis jeg selv skal sige det, er jeg over middel god til det.

Som nu i dag, hvor min mave pludselig, men meget insisterende, har fået sit eget liv. Totalt ukontrollerbart. Jeg har spist piller og vælger at tro på, de vil have en vis effekt.

Hvis det så bare havde været sådan en helt almindelig dag, sådan lidt leverpostej uden faste aftaler. Men jeg skal altså 6-7 timer i raslebil op over bjerpassene på de rædselsfulde veje, flyve 4 timer klokken lort i nat, vente 5 timer på næste fly i Riga og lige sidde 2 timer i det hjem til DK, hvorefter der så skal køres et par timer i egen bil.

Jeg kan ikke erindre, at jeg har generet min mave sådan udover det allermest generelle, men det kan da ellers nok være, den har timet sin hævn til den allermest ubelejlige dag.

Shit! I øvrigt et ualmindeligt velvalgt ord!

Continue Reading

Hvem i alverden er “alle”?

Vi har vel alle vores små ritualer. Især om morgenen for overhovedet at komme i gang med dagen, mens vi langsomt erkender, at den altså er der. Et af mine er avislæsning. Som så foregår på præcis samme måde hver dag. Først tjekker jeg overskrifterne i den såkaldte “frokostpresse”–som overhovedet intet har at gøre med frokost mere, sådan tidsmæssigt–og hvis der er store nyheder eller bare ting, der interesserer mig, som kræver yderlige uddybning, går jeg videre til de mere seriøse aviser.

Derfor studser jeg hver dag over et sprogbrug, som jeg udelukkende finder i Ekstra Bladet og BT. Nemlig et utal af overskrifter, hvori ordet “alle” indgår: Alle taler om…., alle undrer sig over….,alle diskuterer…., og sådan kunne jeg blive ved. For det meste drejer det sig om indlæg fra nettet, der tilsyneladende har skabt enorm debat. På nettet altså.

Selvfølgelig åbner jeg da op til disse såkaldte nyheder, især fordi jeg jo er nødt til at kunne snakke med om det, som alle andre er så ualmindeligt optagede af. For det meste drejer det sig om farven på en kjole, baggrunden på et foto eller, hvis bølgerne går højt, en ekstra, uplacerbar legemsdel, som ingen på et foto sådan lige synes at eje eller mangle.

Så er det, jeg virkelig gerne vil vide, hvem “alle” er. For selv om jeg vel i løbet af en dag taler med en del mennesker, så er det da påfaldende, at ikke en eneste af dem har påtalt den verdensomspændende diskussion omkring farven på en kjole, når nu alle taler om det. Omgås jeg i realiteten kun imbiciler og ignoranter, der ikke har den fjerneste fornemmelse for, hvilke skelsættende begivenheder der foregår ude i verden?

For at sige det, som det er, så føler jeg mig faktisk lidt udenfor. Selv hvis jeg opsøger bekendte og insisterer på, at vi, fordi vi ellers vil være helt ude af omgangshøjde med verden, indgående taler om alt det, alle de andre taler om, så vinder det ligesom ikke gehør. Måske fordi “alle” af en eller anden grund ikke lige bor i min by? De må så selvfølgelig bo et andet sted, og der må jeg så rejse hen, hvis jeg vil være med i inderkredsen med tjek på de hotteste diskussionsemner.

Det er så den ene side af sagen. Den anden er, at flere aviser er ved at bevæge sig over i en hybridtilstand, hvor de ikke helt kan bestemme sig for, om de vil være aviser–defineret på den konventionelle måde–eller sociale medier. Udover ting, der kan defineres som nyhedsstof, er de nu også begyndt at trykke indlæg, som decideret IKKE er nyhedsstof, men meget mere hører hjemme på Facebook eller andre sociale medier. Ydermere omdefiner de simple indlæg fra disse sider og påstår, at de pludselig er nyheder på lige fod med (T)rumpens seneste svinestreg.

Og det gør de vel pga. “alle”. Fordi de tror, det er det, “alle” gerne vil læse. De tager fejl. På mange parametre.

Folk i min generation er skolede til at læse nyheder i aviserne. Både fordi der i vores ungdom ikke var så forfærdeligt mange medier at vælge imellem, men–vil jeg påstå–også fordi, vi dengang lærte at fordybe os, at læse seriøst og tage os tid til det. Vi er bare på kraftig tilbagegang og ved langsomt at uddø og derfor altså ikke rigtigt værd at satse på for frokostpressen.

Desværre tror frokostpressen så, at generationerne efter os gradvist har tabt meget af den evne–simpelthen fordi det ikke i deres liv har været en nødvendighed. Når ens primære nyhedsmedie er Facebook, så forventer man, at alle nyheder serveres, som de serveres på Facebook. Det er sådan, man er skolet til at læse nyheder. Tror frokostpressen! Jeg tror derimod ikke, at den holder stik i rigtigt mange tilfælde, og kan da også som bevisførelse hive på bordet, at en radiokanal som 24-7 og dusinvis af podcasts trives i bedste velgående, og at den dybdeborende avis Zetland har rigtigt mange yngre abonnenter. Men det ved Ekstra Bladet og BT nok bare ikke.

For de appellerer til et segment, der måske i virkeligheden overhovedet slet ikke findes. I alt fald ikke i noget overvældende antal. Så hvis jeg skal komme med et bud på, hvem de mystiske “alle” er, som altså taler om og diskuterer en hulens masse vildt epokegørende begivenheder, så tror jeg faktisk, de primært befinder sig på førnævnte avisers redaktioner. Vi andre har ligesom andet at gå op i.

Så det er skidt markedsføring. Det lokker ikke kunder til. Nærmere tværtimod, for det taler ned til potentielle kunder. Og så ville det måske også være en god ide en gang for alle ligesom at skelne mellem aviser og sociale medier. Hybrider kan være givtige, men i dette tilfælde er de det ikke. Det tror jeg nok, vi “alle” mener!

 

Continue Reading

Anmeldelsessamfundet.

Forleden læste jeg en anmeldelse af mig selv på nettet. Ikke sådan med navns nævnelse, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det handlede om mig. Den var rimeligt neutral, lidt med pil opad, men alligevel….. Jeg tror såmænd ikke, jeg havde reageret væsentligt anderledes, hvis den havde været negativ. Men jeg reagerer mod, at vi efterhånden er ved at blive til et samfund af anmeldere. Vi anmelder alt: hinanden, ydelser, indkøb, hoved og røv og jeg skal komme efter dig. Og med alles lette tilgang til de sociale medier forventes vi nærmest at gøre det. Vi, eller i alt fald mange af os, mener, det er vores såvel ret som pligt. Især når vi har noget negativt at sige.

Førhen blev offentliggjorte anmeldelser skrevet om (produkter fra) mennesker, der bevidst offentligt og med indtjening for øje udstillede sig selv og deres produkter–her især forfattere og skuespillere. Førhen var anmeldelser også forbeholdt dagspressen, og man kunne så–alt efter politisk og andre former for ståsteder–læse den avis eller den/de anmeldere, man havde tillid til. Endvidere var størstedelen af anmelderkorpset erfarne og uddannede mennesker med speciale i netop det, de nu sad og anmeldte. Altså folk med en stor faglig begrundelse for at mene netop det, de mente.

Sådan er det ikke mere. Nu er vi alle blevet anmeldere. Fagligheden er afgået ved den visse død, og det står enhver frit for at smække anmeldelser af grønthandleren, lille Lauras vuggestue, ferieturen til Rhodos og cafeen nede på hjørnet ud på de sociale medier. Hvor de i øvrigt nok skal blive læst. Og hvis de er negative også delt. Især det sidste.

Jeg kan selvfølgelig kun mane til, at man læser hjemmestrikkede anmeldelser fra brugere med uheldige, personlige oplevelser med et gran salt. Men jeg kan ikke gøre noget ved, at de findes og frit kan lægges ud på de sociale medier. Jeg er samtidig også sikker på, at afsenderne af sådanne bredsider af utilfredshed faktisk får det bedre efter at have publiceret dem. Det hjælper da at komme af med vreden, og det er da bare så utroligt fedt, at der er andre, der ligesom støtter op omkring ens vrede. Det kan såmænd næsten få den til helt at gå over af sig selv…….

Det, der bekymrer mig, er i stedet effekten af, at vi alle pludseligt er blevet offentlige personer (hvad enten vi vil det eller ej) med en bred, usynlig–nogle gange blodtørstig– anmelderskare i kølvandet, der nok skal være der, hvis vi laver en–efter deres mening–fejl. Det influerer mig da, at jeg kan se mig selv anmeldt på nettet. Det influerer mig lige præcis på den måde, at jeg mister min integritet og ofte holder min personlighed tilbage. Jeg bliver bevidst om, at jeg hele tiden for enhver pris skal undgå at lave fejl–være neutral, om man vil–og det er altså en meget ringe arbejdsbetingelse.

Som alle andre sætter jeg da en ære i at være god til mit job. Som alle andre gør jeg da hele tiden mit bedste. Som alle andre har jeg da på ingen måde klare intentioner om at genere mine gæster/kunder mest muligt eller bevidst være et irritationsmoment–tværtimod. Mit mål er da at levere det 100% optimale. Men jeg er også nødt til at have MIG med. Føle mig fri, utvungen og i stand til at dyrke det spontane–uden hele tiden at have i baghovedet, at det er der måske 30%, der synes, er en forfærdelig dårlig ide. Hvis jeg skal overleve bevidstheden om, at jeg aldrig må gøre noget som helst, der ikke passer bare en i flokken, så bliver jeg til en robot. Et ikke-menneske.

Tillige er der i alle arbejdssituationer ting, vi ikke kan styre eller har magt over. Sidste år måtte jeg f.eks. aflyse en sejltur pga. dårligt vejr. Storm i Atlanten, faktisk. Eller rettere: JEG måtte ikke aflyse–bådene sejlede simpelthen ikke. I den situation tænkte jeg faktisk på, om nogen ville klage over netop det. Bagefter kan jeg både se, at det var fuldstændigt urimeligt, at jeg overhovedet skulle tænke sådan—men også, at det er næsten mere urimeligt, at vi anmelder hinanden så meget, at bare tanken om dårlige anmeldelser pga. en brandstorm i Atlanten overhovedet skulle opstå.

Endelig er det da selvfølgelig rart at få gode anmeldelser. At blive rost. Ingen bliver vel nogensinde for gammel til at lappe lidt overdådig pæn omtale i sig. Men hvis prisen for rosen er, at vi alle i offentlige arbejdssituationer går og vogter på os selv og den person, vi nu engang er –samt det evige anmelderkorps, så er jeg faktisk helst fri.

Og så kan jeg da kun indskærpe til, at man lige overvejer en gang til, før man lægger sin vrede på nettet. Måske overvejer, om det er en kvalificeret, velbegrundet klage, man har–og om ens vrede ret beset er gevaldig nok til at holde længere end til dagen efter. For hvis vi alle går og vogter på hinanden og hinandens fejl, så bliver vi nogle upersonlige ikke-mennesker, der ikke tør foretage os andet end det aller-allermest neutrale, uspændende, identitetsløse og fantasiløse i vores jobs.

NB. Og så skal det selvfølgelig understreges, at vi vel alle (jeg er i alt fald) er åbne for den personligt overleverede konstruktive kritik. Jeg kan nemlig sagtens blive bedre eller undlade at gøre ting, jeg ikke vidste kunne være generende. Dette drejer sig om den offentlige omtale på sociale medier, som det ofte kan være svært at tage til genmæle overfor.

Continue Reading

Om kvæg.

At dømme efter lugten er jeg begyndt at holde indendørs kvæg. Besætningen består dog indtil videre kun et et styk lyshåret, langhåret ko med ret markante Retrievergener. Til gengæld giver styrken på lugten grund til at tro, at der i mit parcelhus befinder sig en mellemstor kvæghjord, samt sikkert spekulationer omkring at jeg i min fremskredne alder pludselig er begyndt intensivt at forfølge en gammel drøm at blive indendørs kvæghyrde.

Det er dog ikke tilfældet. Altså det med hyrdedrømmene. Til gengæld har jeg tilsyneladende et dyr, der går med store, uforløste drømme om akut at blive til en ko. Praktiker, som han er, starter han med lugten. Et sted skal man jo begynde. I grunden er det også særdeles enkelt. Man skal bare finde en stor, fed, snasket, rimeligt nylagt kolort og så påføre sig selv den. Helst i et ubevogtet øjeblik, hvor ens mennesker, der nok har købt en Retriever, fordi de gerne ville have en retriever–og ikke en ko!–er sådan lidt udenfor synsvidde. Og råbevidde. Så er det bare med at vende bunden i vejret og rigtigt få sig gnedet ind i snasket. Virkelig grundigt.

Det er sådan med kolort, at det hænger bedst ved på maven, for der er hårene lidt finere og lidt længere. Men ryggen er også taknemmelig, for der kan man få det gnedet helt ind til hudniveau, og enhver med erfaring indenfor kolortbranchen ved jo, at så holder det så meget, desto længere. Så er det nemlig praktisk talt umuligt at vaske af. Når man dypper hovedet i det, kan man i øvrigt også lige tage sig en lille smagsprøve–sådan bare for kvalitetssikringens skyld. Ellers er hestepærer som hovedregel noget mere letfordøjelige, men selvfølgelig er de ikke helt så behageligt snaskede.

Erfaringsmæssigt ved jeg, at mit indendørs kvæg lugtmæssigt holder en god uges tid. I min store naivitet troede jeg engang, at lugtgenerne kunne fjernes med vand og sæbe. Det, ved jeg nu, er ikke tilfældet. Indrømmet, på et tidspunkt greb jeg også i desperation til Burberry Weekend, men blandingen blev ligesom mere til Burberry Hverdag med ko.

Om morgenen vågner jeg derfor ved en morgenfrisk kopote, der vækker mig i et soveværelse, der natten over er blevet transformeret til en kostald med løsdrift. Sådan lugtmæssigt. På intet tidspunkt i løbet af dagen er jeg usikker på, hvor mit kvæg befinder sig, for jeg kan simpelthen bare gå efter styrken af kolugt. Rent lugtæstetisk er det en befrielse, når mit kvæg går i haven, for så oplever jeg nogle få minutter frihed til at genskabe troen på, at jeg i virkeligheden slet ikke bor på en landejendom med en ret massiv kvægbestand–men i et parcelhus.

Selvfølgelig har jeg googlet i øst og vest for at finde ud af, hvorfor det ikke bare er ok er være Retriever. Altså hvorfor man hellere vil være ko. Forklaringerne er lidt besynderlige og ikke altid lige vederhæftige, så jeg må vel bare acceptere, at jeg er indehaver af et dyr, der hellere vil være et andet dyr. En smule uforståeligt, for i min optik er det da, trods alt, lidt mere behageligt at være Retriever end at være ko. Især hvis man, som mit dyr, har været så heldig at vinde manden og mig i hundelotteriet.

Endelig—og det er så den helt personlige vinkel–så havde jeg da nok købt mig en ko, hvis det var sådan en, jeg ville have haft. Måske kan man endda få køer, der meget hellere vil være retrievere?

 

Continue Reading

Om københavnere. Og andre.

Det sete afhænger som sagt oftest af øjnene, der ser. Men jeg har lagt mærke til, at det opfattede meget ofte afhænger af omstændighederne, det opfattes under. At min egen personlige opfattelse, og dermed også bedømmelse, faktisk meget ofte er  dybt afhængigt af noget så tåbeligt som geografi.

Som nu københavnere. Derovre i deres by er de jo, groft sagt, noget overvældende. Der er virkelig, virkelig mange af dem, og de kan alle genkendes på deres sprog, som de i øvrigt ikke tøver med at bruge en del mere, end vi jyder nu umiddelbart synes er nødvendigt. Personligt taler jeg ikke så meget offentligt (og her mener jeg på gader, stræder og i forretninger) i København. Det er så heller ikke nødvendigt, for det kan de indfødte sagtens finde ud af at gøre selv. Jeg føler mig, helt ærligt og dybt begrædeligt, sådan lidt (med et moderne ord) marginaliseret derovre. Sådan lidt som en, der ikke helt hører til. Kusine træskostøvle fra pløjemarken. Vel vidende, at det kun er mig selv, der stopper mig ned i den position.

Men når jeg møder dem (og man kan jo stadig kende dem på sproget!) i Uggabuggaland efter en måned i udlændighed, så kan det da ellers nok være, jeg oplever den store forsøstring. I mangel på ordentlige jyder eller folk fra andre anstændige dele i fædrelandet, må jeg jo indrømme, at selv mennesker fra hovedstadsområdet i alt fald er bedre end ingenting. Så bliver de pludselig til danskere på lige fod med mig selv. Danskerne mod Uggabugga. Selvfølgelig kun ud fra geografiske omstændigheder, men alligevel.

Og sådan er det også med så mange andre folkeslag. Når jeg går rundt nede i Auschwitz og Birkenau, som jeg gjorde i sidste uge, oplever jeg en hjerteskærende medfølelse med alle jøder. Selvfølgelig primært de, der mistede livet og blev pint ihjel under forfærdelighederne, men bestemt også med mere vidtrækkende konsekvenser ind i vore dages samfund. En kollektiv skyld og en stor undskyldning–pr. efterkrav–til samtlige jøder over hele verden. Til gengæld er samme folkeslag absolut ikke øverst på min hitliste, når jeg er i Israel. Dernede er de jo, i mine øjne, primært skurkene, der i den grad ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og anstændigt overfor andre folkeslag. Altså igen en geografisk forskydning, som selvfølgelig i denne sammenhæng også er historisk og tidsmæssigt betinget.

Jeg er også dybt anglofil og elsker det britiske folk. Tillige er jeg protestant, i alt fald af navn og kultur. Jeg dyrker briterne, britisk kultur og britiske skikke, når jeg er i England, men det kan da ellers nok være, at når jeg geografisk befinder mig i Skotland og–især–(Nord)Irland, så er samme folk med et reduceret til modbydelige, undertrykkende imperialister. I Irland er jeg pr. definition og for det meste på katolikkernes side, men det tager kun en lille sejltur over vandet pludselig at skifte side.

Og sådan er det med mig så mange steder i verden. Disse er kun udvalgte eksempler. Mine sympatier skifter som geografien og ( i nogle tilfælde) tiden og historien.

Jeg ved også godt hvorfor. Det hele handler om “The Underdog”. For med en god, socialdemokratisk, demokratisk, dansk opdragelse ligger det simpelthen i mine gener, at jeg altid skal være på underhundens side. Det er så indgroet, at det kommer af sig selv, uden at jeg egentlig skal tænke over det. Det er meget mere en refleks end en overvejelse. Vi danskere–eller i alt fald mange af os–dyrker jo vores lidelsesparametre på den måde, at vi altid har det bedst med at holde med dem, vi har målt til at have lidt mest. I tilfældet med koncentrationslejrene er dette selvfølgelig helt og aldeles indiskutabelt, hvilket nok ikke så kategorisk gør sig gældende andre steder.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke har det så godt med københavnere derovre i deres by. For der er det jo klart mig, der er den lille provinsvovse, som jeg så er nødt til at holde med at have ondt af–for at være sikker på, at nogen overhovedet gør det. Når både de og jeg er på udebane, kan vi derimod mødes på fælles hundetrin. Når briterne holder sig hjemme hos sig selv, er de jo fine, men når de gør andre nationer til underhunde, falder hammeren. Ligesom den gør overfor jødiske bosættelser og landeveje, hvor palæstinenserne ikke må køre.

Og i grunden er det vel godt med al denne nationale ambivalens. På sin egen, bagvendte måde gør den jo netop op med de ting, der i første omgang forårsagede den. Når et folk stemples som mindreværdige i forhold til et andet folk, tænkes der udelukkende i absolutter. Sådan er verden jo ikke. Og at tænke i absolutter er–både mht. folkeslag og livet i alle dets facetter–det farligste, der findes. Så det er faktisk helt ok, at københavnerne er rimeligt irriterende i deres egen by, mens de godt kan bruges i udlandet. Eller at det var utilgiveligt, hvad jøderne led under krigen, mens det samtidig er svinsk, hvad nogle af dem foretager sig nu. Det beviser nemlig, at livet ikke er absolutter, og at det faktisk er vigtigt, at vi stadig fastholder sympatien med underhundene. Alt afhængigt af geografi.

Continue Reading

Om uønsket mail.

Jeg synes da ellers nok, jeg er pansret inde bag firewalls, beskyttelsesprogrammer og virtuelle maskingeværsalver. Men alligevel finder de jo vej til mig. Alle disse uønskede mails, som dog trods alt indeholder et ret fantasifuldt spektrum af tilbud, jeg overhovedet ikke har nogen som helst brug for.

Ikke så meget, fordi lortet skal sendes videre ud på de evige cybermarker, men meget mere fordi, jeg, trods alt, stadig er så u-cyberspacet, at jeg somme tider tror, der har siddet sådan virkelige mennesker og trykket på en knap og sendt mig mail, som de personligt syntes, lige bestemt jeg skulle have. Derfor har jeg for det meste en smule svært ved at forstå deres præcision mht. mig som målgruppe.

Jeg har f.eks. ikke det store forbrug af Viagra. Faktisk har jeg stadig til gode at stå med et uforløst, akut behov for at få min penis i aktion, og jeg påtænker ikke en nært forestående kønsskifteoperation. Og hvis jeg virkelig gjorde, fandt jeg nok andre firmaer at involvere i den. Jeg er heller ikke til 3000 gratis spins på en virtuel roulette, selv om det selvfølgelig lyder besnærende at kunne bruge sin formiddag på at spinde rundt i stedet for at støvsuge og vaske gulv. Jeg vil da forfærdeligt gerne vinde et gavekort til Bilka. Hver eneste uge bliver jeg også udtrukket som en ud af fem potentielle vindere af sådan en fidus. Men jeg finder det en smule overflødigt at svare på de 3577 spørgsmål, jeg skal igennem, for overhovedet at komme i betragtning til de 200 kr., jeg så MÅSKE kan vinde.

Og hvis jeg nu ville, så kunne jeg rejse enormt billigt i en uendelighed. Samtlige restrejser bliver tilsyneladende skovlet min vej. Jeg skal bare rejse på helt bestemte datoer, og jeg må aldrig tage nogen med. De her tilbud er singlerejser i ordets allermest oprindelige betydning. For hvis jeg nu alligevel gerne ville have en rejsefælle, så koster det selvfølgelig et mindre jetfly at få sådan en med. Men rejser jeg helt selv og alene, så kan jeg svømme i luksus og all inklusivere mig selv til bristepunktet. Nogle gange kan jeg endda komme til Tyrkiet for 1 kr., men så skal jeg selvfølgelig også lige beskue landets tæppeproduktion på relativt intensiv måde og deltage i utallige fremvisninger af dette og hint–sikkert udført af guidens 350 fætre fra første til fjerde led.

Udover gavekort til Bilka er der heller ingen smalle steder omkring, hvad jeg kan vinde. Tit kan jeg faktisk vinde ting, jeg slet ikke vidste eksisterede. Engang kunne jeg f.eks. vinde et rigtigt rart fodbad i lækre materialer, og det var, efter min mening, en virkelig god og pædagogisk gave. Hvem står ikke lige og skriger efter et akut, rigtigt rart fodbad efter at have svaret på 4567 spørgsmål? Som regel kan jeg også vinde porcelæn. Altså 1 dyb og 1 flad tallerken. Men dem kan jeg så selvfølgelig tage med mig, når jeg nu alligevel altid skal rejse alene.

Endelig sidder der somme tider venlige mennesker nede i Afrika, som har problemer med deres store, uforløste arv. Tænk! Så skriver de til mig. Altså forestil jer, at de lige finder lille mig midt i alle verdens andre mennesker og tilbyder mig deres enormt store arv? Det er da på sin vis utroligt rørende. Sikke en tillid! Jeg har det nu sådan, at jeg OGSÅ er et pænt menneske, så jeg vil ikke under nogen omstændigheder berøve dødssyge, afrikanske pensionister deres arv bare ved at gøre den lille indsats, der går ud på at give dem mit kontonummer. Så ville jeg synes, at jeg var kommet alt, alt for nemt til deres hårdt opsparede formue.

Som konklusion kan jeg kun sige, at alle disse mail, som helt klart er udvalgt specifikt til at blive sendt til mig, desværre alt for ofte bliver negligeret og mødt med den visse død. Lad mig sige det sådan: Der har desværre endnu ikke lige vist sig et tilbud, der lød tillokkende nok. Helt konkret har jeg endnu til gode at blive bestormet med noget, jeg bare har den mindste, perifere smule brug for!

Hvorfor i alverden finder de ikke ud af det? Så min mailbox får fred?

Continue Reading

En skræmmende oplevelse.

Det var egentlig ikke fordi, det var noget særligt. Men det voksede sig stort i sine perspektiver. Fik mig til at spekulere over, hvad årgammelt had kan forårsage, og hvorfor vi mennesker har så ualmindeligt svært ved at tilgive samt at fravige den lille smule ret, som vi dybfølt mener, vi til overmål er indehavere af.

Min store turistbus var uforvarende kommet på afveje i Nordirland. Et dårligt afmærket motorcykelrace for områdets protestantiske bikere havde spærret en smal gennemkørselsvej for enden, så vi simpelthen pludseligt holdt  foran barriererne uden mulighed for at komme videre. Der var tilsyneladende masser af tid, inden de deltagende motorcykler skulle passere, så de temmelig mange tilskuere hang bare i små grupper og snakkede sammen. Og der holdt vi så!

I første instans lod de fleste, som om de i den grad kunne abstrahere fra, at en megastor turistbus med nummerplader fra Republikken Irland sad uigenkaldeligt fast midt på vejen, mens andre havde uendeligt svært ved at skjule deres skadefryd. Da jeg stod ud af bussen for at spørge om hjælp, blev jeg først mødt af en mur af tavshed, som om jeg virkelig (sammen med bussen!) med et var blevet totalt usynlig, og da jeg insisterende gentog spørgsmålene, var det mest tydelige træk en noget  heftig trækken på skuldrene, ledsaget af tavs, sammenbidt, kollektiv storrullen med øjnene. Det var nok der, jeg for alvor mærkede gennem marv og ben, at jeg aldrig før i mit liv var blevet udsat for en sådan mur af tavst, dybfølt had.

Det var sin sag at bakke med bussen. Men med hjælp fra flere gæster og en behændig chauffør lykkedes det. Ingen af de lokale tilstedeværende rokkede sig en millimeter, hjalp eller anviste vej. De mest anstændige prøvede ihærdigt at negligere episoden, andre grinte åbentlyst, mens endnu en gruppe lod deres skadefryd udmynte sig i spydige, indbyrdes kommentarer. Men under hele seancen lå hadet der. Nej, hvor den gruppe mennesker hadede og foragtede mig og min bus med de “forkerte” nummerplader. Og nej, hvor jeg lige løb ind i noget af et forklaringsproblem overfor de noget chokerede danske gæster, der overværede hele episoden inde fra bussen.

Det allermest barokke er selvfølgelig, at jeg jo faktisk selv er protestant. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde skænket det en tanke, at det kunne give mig så traumatiske problemer at køre rundt i en bus med “katolske” nummerplader i et protestantisk kvarter. Men mere skulle der altså ikke til for at gammelt, uforløst had kunne udstilles og virke som en uigennemtrængelig mur på en gennemkørselsvej i Nordirland.

Så er det, at tingene ligesom går lidt i perspektiv. For hvis en så relativt uskyldig episode kan fremprovokere følelser som dem, jeg så, så bliver verdens borgerkrige pludselig en smule mere forståelige. Så mærker man, at gnister kan antænde meget store bål på lejer af urgammelt had og ubegrundede fordomme.

Det er også her, man lige tænker på, hvad der mon ville være sket med den potentielle (dog ikke-eksisterende!) tolerante sjæl i gruppen, som havde tilbudt sin hjælp, fordi der, ret beset, ikke var tale om andet end en bus med rigtige mennesker som ham selv, der var kørt fast. Var han blevet lynchet for mangel på solidaritet og hans familie i flere generationer udstødt som overløbere? For så er det da klart, at ingen ville hjælpe, og at konflikter, ligesom busser, bare kører mere og mere ubehjælpeligt fast.

Så det skræmmende ligger ikke i, at bussen sad fast. Men i, at episoden i al sin enkelhed illustrerede en forfærdelig masse om os mennesker og vores fordomme. Og også i, at jeg jo faktisk også blev taget som gidsel i en konflikt, der slet ikke er min. Sådan at jeg ufrivilligt blev inddraget og selvfølgelig havde en mening om de forbandet uhøflige protestanter. Jeg oplevede halt klart, at jeg også udviklede et lille, grimt had til alle de tilskuere, der bare, tavse som en mur, så på. Lur mig om jeg ikke også syntes, de var grimme. Altså så utiltalende og utiltrækkende ud! Og hvis en af dem havde siddet fast i en bus i mit kvarter dagen efter, så var det da godt nok ikke mig, der smilende havde tilbudt hjælp til “sådan nogen.” Hvilket vel på fortrinlig vis illustrerer den evigt onde cirkel!

Måske skulle jeg bare have flashet et hvidt flag og indgående forklaret, at jeg altså selv er protestant. Så kunne vi jo sammen have lynchet buschaufføren. Jeg mener, dem og alle os protestantiske danskere i bussen. Hold da op, hvor vi kunne have vist vores tilfredsstillende overmagt overfor den grimme, katolske buschauffør. Så kunne han da lære det!

Continue Reading

Knaptyranni.

Enten er jeg med alderen blevet utilgiveligt dårlig til at huske, eller også bør teleselskaber, forsikrings-ditto og store vandfald fyldt af andre typer selskaber overveje at forventningsafstemme deres trykknapsystem med kundernes hukommelseskapacitet.

For hver gang jeg ringer til sådan et selskab, så får jeg et utal af helt uoverskuelige valgmuligheder. Altså når jeg endelig, efter en gennemsnitsventetid på omkring ½ time, når så langt. Så siger den upersonlige computerstemme noget i retning af “Tryk 1 hvis du vil…, Tryk 2 hvis du vil..”, og sådan fortsætter den ubarmhjertigt derudaf. Nogle steder helt op til 7 eller 8.

For det meste ved jeg da så udmærket godt, hvad jeg vil. Det er jo derfor, jeg overhovedet ringer. Men måske formulerer maskinen det ikke sådan helt, som jeg selv ville have sagt det, så jeg kan godt gå hen og blevet temmelig meget usikker på, hvad det egentlig er, jeg vil. Derfor tager jeg gerne det hele med, for tænk nu, hvis det, jeg nok tror, jeg vil, er nummer sjok? Som regel kan jeg så godt høre omkring valgmulighed nummer 5 eller 6, at jeg nok har forpasset min chance, for nu er den altså ved at bevæge sig over i relativt perifere muligheder, som jeg slet ikke vidste fandtes.

Så er det, at min hullede hukommelse virkelig spiller mig et puds. For hvilket nummer var det nu lige, der var det mest rigtige? Altså tættest på det, jeg fra begyndelsen mente, jeg skulle? Var det 1-eren, 2-eren eller måske helt oppe på mulighed 4? For jeg har jo sløset lidt med at høre efter, fordi jeg sådan ventede på, at maskinen skulle sige det, jeg tænkte.

Og så sidder jeg der med to fuldstændig forrykte muligheder. Enten kan jeg sjusse mig lidt frem til, hvad der nok kommer tættest rent nummermæssigt på mit ærinde. Altså tage chancen, og, som i morges, risikere at ende på skadesanmeldelseskontoret, fordi jeg ville korrigere min hundeforsikring. Det kendte de ikke noget til. De kendte heller ikke det rigtige nummer, men når man sidder der bag et af numrene, kan man vel også bare hytte sit eget og lade de andre om at finde rundt i nummerjunglen.

Anden mulighed er at starte helt forfra. Altså ringe op igen, vente en god halv time i røret og så–For F…..–notere ned som en gal, mens alle de der muligheder danser rundt i røret.

Begge dele er lige slemme. Men hvis det kun er mig, der rimeligt ofte farer vild og mister tråden ca. omkring mulighed 4, så er det jo slet ikke noget problem. Eller rettere: så er det kun, og ene og alene, mit problem.

Andre mennesker må have en anden form for hukommelse end min hulsi.

Continue Reading

Om forudsigelighed, fjernsyn og fjordbyer.

Jeg er ret vild med bogstavrim. De giver en form for kreativ orden.

Men hvis man nu kunne forestille sig, at man på en given aften ikke anede, hvilken ugedag det var. Bare sådan var faldet lidt udenfor kalenderen og så alligevel gerne ville have en fornemmelse af, om weekenden lige var afdød eller i hastig anmarch. Så var den nemmeste løsning at tænde for fjernsynet.

Det er nemlig blevet sådan på dansk fjersyn, at hver ugedag har fået sit specielle aftenforløb, som ikke afviges en tomme, med mindre en flok idioter kører lastbil eller atomiserer en lufthavn. Om mandagen, f.eks, roder nationen i folks køleskabe og madvaner på DR1, mens det forklædte realityprogram på TV2 bruger en farm som skalkeskjul for intriger. Tirsdag bliver skoene en smule større, og vi sælger usælgelige huse og studerer boligindretning på 1-eren, mens langtidsholdbare og tilsyneladende uovervindelige BS endnu engang slæber en flok senmoderne-samspilsramte med ud i en uautentisk ødemark på 2-eren. Hvor de eneste andre mennesker er en myriade af kamerafolk, som vi bare ikke ser. Og så fremdeles. Lørdag belønnes vi så med at få lov til at overvære det blodløse, gerne ret æstetiske mord på endnu en borger i Oxford (hvor de godt nok må have en hel hær af reserveborgere for at kunne modstå den ualmindeligt kraftige nedgang i befolkningstallet, der er nødvendig for at holde Lewis, og før ham Morse, i fast arbejde) eller spises af med den forkerte Barnaby, som overhovedet ikke ligner sin påståede fætter. Altså ham, der hed Bergerac, da han var ung, men voksede op og blev til den rigtige Barnaby.

Hold da op, hvor er det fantasiløst! Det eneste, man kan bruge den slags forudsigelige TV-flader til, er at konstatere, om man er enig med TV-kanalerne omkring, hvilken ugedag det nu lige er. Disse flader kører gerne i moduler på 12 uger–altså så de passer på sæsonerne–og vender gerne tilbage, når det igen bliver sæson for boligindretning og folks usælgelige huse. Kun sommersæsonen adskiller sig markant. Der sendes nemlig ikke andet end genudsendelser af alle de andre sæsoner. Så man kan sagtens nå det i anden eller tredje ombæring, hvis man ikke var på sofaen, da den spændende historie om, hvordan Børges ruinhob af et møghus alligevel blev kastet over på nogle andre uskyldige mennesker, hvis kvababbelser med at få det kastet videre vi så kan forlyste os med om foråret om tre år.

Det er akkurat lige som vores fjordbyer. Dem, der ligger ved bunden af fjordene og gerne har mellem 10 og 30.000 indbyggere. De er præcis lige så forudsigelige, sådan gågademæssigt. Dog skal det, for retfærdighedens skyld, nævnes, at netop mht. vores fjordbyer, så kan man ikke bare lige slå ned i en given by og med det samme vide, hvor man er. Sådan at forstå, at man nærmest efterhånden overhovedet ikke kan skelne Horsens fra Haderslev på gågadens udseende. Faktisk kunne man nemt komme i bekneb for at vide, hvor man var. Butikkerne er, med få undtagelser, præcis de samme. Alle kædeforretningerne, fra Hø og Møg til Matas ligger jo bare der i nærmest samme rækkefølge og udbyder de samme varer.

Det er selvfølgelig umanerligt betryggende, at alting ligner sig selv, hinanden og undgår enhver form for kreative, positive overraskelser. Det ER da nemmere, når alting er så ens. Så er man befriende fri for at tænke selv. Der er overhovedet ingen troværdige begrundelser for at læse TV-programmer–det er nok lige at tjekke op på, hvilken ugedag det er. Der er heller ingen forståelig grund til at bruge dyr benzin på at køre til andre byer for at handle eller se sig omkring. Man kan lige så godt se på sin egen gågade, for den kan det samme som alle de andre. Selvfølgelig kan man ind imellem være tvunget til at kigge lidt opad og måske indfange en silhuet af Koldinghus eller Ålborgtårnet, men hos Hø og Møg vil de givetvis stadig have de samme, trygge tilbud.

Jeg ved godt, der stadig er specialforretninger og skæve TV-programmer. At større byer har små designershops og DR2, 3 og K smalle udsendelser. Men de store sendeflader, som de to store kanaler og mellemstore provinsbyers handelsområder, præges i uhyrlig grad af det, man kunne kalde “den laveste fællesnævners princip”. Nogle kan lide fisk, andre hader dem, nogle kan lide røde bøffer, andre hader dem, men kylling er det, vi alle har et neutralt forhold til: Så får vi kylling! Hver aften. Og hver gågade.

Det er fantasiløst, det er u-kreativt, og det er kedeligt.

PS. Jeg holder meget af kylling. Bare ikke hver dag.

Continue Reading

Genialt!

I Danmark bliver flere og flere vejkryds lavet om til rundkørsler af sikkerhedsmæssige grunde. Men alle kender vist den der megastressende fornemmelse af, at netop ens egen indkørsel til rundkørslen i timevis bliver slagtet, fordi den forudgående er yderst leverancedygtig i biler. Og at reglerne er, at har man først tilkæmpet sig en plads inde i selv rundkørslen, så holder man da lige fast i den! Ofte med en smule kynisk hovering overfor alle dem, der nu bare må bruge adskillige minutter på at nærstudere rundkørselsparader.

Det er der faktisk råd for. På Jersey, hvor vejene er smalle, bilerne er kolossale (der kører ikke ret meget under Jaguardimension!), rundkørslerne talrige og trafikken meget tæt, har de fundet er rigtig god løsning. Nemlig “Filter in turn”. Det eneste, den kræver, er at alle uden undtagelse kender reglerne–for ellers går det bulende galt. I al sin enkelthed betyder systemet, at man, når man holder ved en indkørsel til en rundkørsel, ALTID lader den første bil passere, hvorefter det så er ens egen tur. Til gengæld udøver man præcis samme manøvre, når man selv er inde i rundkørslen.  Alle kommer derved såvel fair og efter tur ind, og ingen tilkørsler bliver sat på stand-by.

Samme uskrevne regler gælder for tilkørsler fra mindre veje ud på mere befærdede veje. Første bil kører forbi, anden bil holder og lader den tilkørende komme ind. Og så fremdeles. For at minde ignorante turister om reglerne har man endda ved adskillige rundkørsler opsat skilte som det viste.

Det virker! Det virker faktisk overmåde godt! Og det kunne vi godt lære en del af!

 

Continue Reading
1 2 3 6