En rigtig sød film.

Jeg er mest til feel-good film deroppe over skyerne, så på vej hjem fra Istanbul valgte jeg denne lille, britiske perle. Også fordi, den er britisk. Britiske film har ofte en rigtig god ironisk distance, en fed humor og nogle hjertevarme historier–og så er det altid en fornøjelse at lytte til sproget.

Udgangspunktet for filmen er fuldstændigt forrykt og utroværdigt! P.g.a. en verdensomspændende kortslutning udraderes ethvert minde om The Beatles, således at kun femterangs-amatørsangeren med det lousy job og de bristede illusioner, der er så heldig at gå i sort i et trafikuheld samtidig med alle andres kortslutning, er den eneste (eller næsten den eneste), der kan huske alle sangene. Eller næsten dem alle, for nogle gange går der en smule uheldig volapyk i sangteksterne. Men hvad betyder det, når man er den eneste, der kan dem?

Så derfor bliver han meget berømt meget hurtigt. Overnight, really. Ikke mindst takket være Ed Sheran, der faktisk har en rigtig fin rolle i filmen og gør det charmerende godt. Udover ham vrimler det også med halvparodier (søde, dog!) på ikoniske roller fra den type film, så som den skæve roadie, den altfortærende amerikanske manager, de uforstående forældre og sidst, men absolut ikke mindst: Barndomsveninden. Hun spilles af Lily Allen, som er britisk films nye naboens datter og så fuld af sødme og charme, at man bare må knuselske hende og finder det en smule bizart, at vores sanger skal gå gennem det meste af filmen, inden han pludselig opdager, at det gør han såmænd også!

Den store, altfortærende morale er selvfølgelig, at penge og berømmelse ikke er alt. Det er kærligheden og sandheden til gengæld. SOM de er. Det går syvtommertykt op for os, mens vi både griner og græder os gennem 1½ times sublim, britisk underholdning.

Og i øvrigt er The Beatles ikke de/det eneste, der er kortsluttet væk. Der er heller ingen, der husker Coca Cola, cigaretter og Harry Potter!

Continue Reading

En maratonpræstation. Når vi er færdige, altså….

Game of Thrones. HBO.

I tidernes morgen læste jeg den første bog. Og ind imellem har jeg da også set brudstykker af afsnit, hvis jeg har været på besøg hos mine relativt afhængige børn.

Men jeg har aldrig SET Game of Thrones. Til gengæld har jeg prædiket om den i årevis, når jeg, med gæster, har kørt forbi de indendørs studier bag Titanic Museet i Belfast, grusgraven i Nordirland, hvor mange scener skydes og ikke mindst Dunluce Castle, som tilsyneladende bruges som teknisk forbedret kulisse i afsnit, jeg endnu ikke er nået til.

Game of Thrones har været sådan en af de ting, der bare aldrig blev tid til. Ikke fordi, jeg ikke ville. Mere fordi det, som afsnittene gik, blev mere og mere uoverskueligt overhovedet at begynde. Og det, da det hele egentlig var ovre, gik op for mig, at der skulle investeres ikke mindre end 74 timer af mit liv i serien. Det er relativt lang tid. Mere end, faktisk.

Men nu har vi taget os sammen herhjemme. Har vi. Besluttet at vi vil dedikere regnvejsdage, lange, mørke efterårsaftener og almindelig kedsomhed og ugidelighed på at trænge ind i det univers, som har fascineret så mange. Vi begyndte forleden. Og det går faktisk ualmindeligt godt, for vi er allerede halvvejs gennem første sæson. Det hjælper selvfølgelig fint, at vi begge har særdeles veludviklede gener for binge-watching. Samt at vi begge finder serien decideret værd at se. Sammen.

Selvfølgelig hjælper det på forhånd at være fantasy freak. Men al den fantasy er jo i grunden kun ydre staffage og en formidabel undskyldning for flotte effekter og glamourøst TV. For indeni al overnaturligheden findes jo ganske almindelige mennesker af kød og blod, der decideret ligner alle dem, vi omgiver os med til daglig. Meget, endda. Her er kærlighed, her er magtkampe, her er ondskab, glæde og godhed. Og her er allermest troværdige, facetterede personer, som man i mange tilfælde kan identificere sig med–eller i alt fald føler, man har mødt herude i det, der går for at være et mere virkeligt liv. Hvis de ikke var klædt i brynjer, harnisker og andre former for semi-middelalderlige stafager, så lignede de vel beboerne på enhver gennemsnitlig villavej over det meste af landet.

Hertil kan så indvendes, at gennemsnitsdanskeren nok trods alt ikke har så overvældende aktivt et sexliv samt et så imponerende cv omkring liv på samvittigheden. Det er så det, man må henregne til den mere kulørte underholdningsværdi og sige til sig selv, at det dog, trods alt, er en forbedring i forhold til Ringenes Herre, hvor alle individer er totalt aseksuelle og enhver form for afkom må være kommet med troldmænd eller storke. I denne serie udgøres den eftertragtede ring af simpel magt, og ret beset er netop det vel nogenlunde det samme. Og der er kvinder med. Mange. Rigtige kvinder med lyster, følelser og almenmenneskelige kvaliteter. Ikke kun kønsløse elverprinsesser.

Jeg er faktisk overrasket over, hvor god serien er. I alt fald dertil, hvor jeg befinder mig nu. Så jeg kan kun anbefale at gå i gang, hvis man, som jeg, ikke rigtigt har været oppe på barrikaderne omkring den.

OK, det er 74 timer. Men der er jo absolut ingen, der siger, at de skal ses i streg. Og vinteren er lang, mørk og blodfattig meget længe endnu!

Continue Reading

Om tyske film.

Jeg kan huske, at jeg så meget Fassbinder i 70-erne. Derefter holdt i alt fald jeg op. Altså med at se tyske film. Det var som om, at med Fassbinders død, afgik tysk film generelt ved døden.

Først i løbet af de sidste år har jeg igen fået øjnene op for tyske film. Og det er jeg noget så taknemmelig for. For tyske film er gode. De er seværdige, de har gode historier, de har humor, de vrimler med gode skuespillere–og så har de det der uforklarlige europæiske touch, som gør dem så behageligt anderledes end alt det, der spyes ud fra Hollywood. Helt ærligt er vi vel som danskere også mentalt noget nærmere vores sydlige naboer end glimmerfabrikken derovre på den amerikanske vestkyst. For tyske film handler om dig og mig, sådan som vi kan genkende os selv, og –indrømmet!–i alt fald jeg finder det mange gange svært at identificere med glamourdamerne fra “over there”. For slet ikke at tale om actionheltene med samme adresse. Jeg er mere til realisme end til overgearet action. Og det er netop det første, tyskerne er så eminente til.

Faktisk har jeg nydt den bølge indenfor tyske film, der seriøst tog nazitiden op og behandlede den med sviende selvransagelse. Ikke undskyldte den, men viste den med hovedvægten på almindelige menneskers liv og forhold. Den trend spyttede mange små mesterværker ud, tillige med at den også samtidigt forårsagede en kiggen indad på tiden bag det såkaldte jerntæppe i Østtyskland. Til stor overraskelse for mine uhyrlige fordomme, er tyske film fulde af en stille, underfundig humor, som er så let genkendelig for mig som dansker. For det er præcis der på smileskalaen, jeg også selv er. Tyske film brager ikke derudad med lagkage- og falde på halen, men dyrker i stedet underfundigheden, ironien og alt det, vi som danskere elsker omkring humor.

Alle DRs  små kanaler er rigtigt gode til at vise tyske film. Endda altid tyske kvalitetsfilm. I aftes var der faktisk 2 i streg på DRK. Nok var filmen om den unge Karl Marx interessant, men den egentlige godte måtte man vente til en noget mere sengetids-uvenlig tid for at se. Til gengæld var filmen Ud af intet et lille mesterværk om det moderne Tyskland. Det var lige præcis sådan en film, der skriver sig ind i den allerbedste realistiske tradition og, hvis de nu ikke havde talt tysk!, sagtens kunne have været instrueret af en mester på feltet som engelske Ken Loach. Hvis den bliver genudsendt, kan jeg kun anbefale, at den ses, for enhver, der ser den med et par tysk-film-fordomsfulde briller på, vil straks blive omvendt. Det var netop sådan en film, der bliver uendeligt stærk i kraft af sin egen lavmælthed.

Så her i huset er der TV-glæde, når programmet byder på en tysk film. Det ville jeg have forsvoret for bare nogle få år siden, hvor reaktionen i stedet ville have været at undlade netop den tyskfilmvisende kanal. At gå udenom et stort filmland på grund af tåbelige fordomme, begrundet i uvidenhed. Nu ved vi i stedet, at tyske film borger for kvalitet, gode historier, fantastiske skuespillere—og netop den realisme, humor og lavmælthed, der i grunden også er så dansk. Og samtidig så uendeligt fjern fra Hollywood.

Dette blot for diskret at pege på, at man snyder sig selv, hvis man ikke tager imod muligheden for at se de tyske film, der ofte sendes på DRs små kanaler……

 

 

Continue Reading

En god, underfundig film.

The Black Klansman. Viaplay.

Det er noget af en uhyrlig, men tilsyneladende autentisk, historie, denne underfundige film af Spike Lee bygger på. Men ingen er trods det, det fjerneste i tvivl om hvad instruktøren mener.

Vi er i 70-ernes Amerika med Vietnamkrig, sorte pantere, afrohår, Ku Klux Klan og racistiske politibetjente. Her får den nyansatte ( og primært arkivhenviste!) sorte betjent Ray den himmelråbende tossede ide at ville infiltrere Ku Klux Klan. Ikke nok med det. Som sit alter ego hyrer han lige sin jødiske kollega, således at opgaven er, at Ray taler i telefon med klanen, mens kollegaen tager sig af den mere konkrete optræden i miljøet. Oven i det er Ray i øvrigt kæreste med den relativt kontroversielle leder af den lokale, sorte studenterbevægelse. Sådan bare for, at tingene ikke skal være alt for ukomplicerede.

Men faktisk går det ret glat. Klanmiljøet er, for nu at være diplomatisk, ikke overbebyrdet med store tænkere, og på ingen tid er Ray blevet telefon-slyngven med David Duke, klanens øverste chef(ideolog). Skildringen af klanmiljøet er på den ene side dybt udleverende og grinagtigt, men samtidigt også skræmmende i al sin enfoldige fundamentalisme og rendyrkede had. Der spares ikke på slogans som “America first”, og man har nok en fæl lille mistanke om, at der hver gang, det siges, sendes en pæn lille hilsen et helt andet sted hen. Især fordi det synes at være alle overtossernes motto. Og nok er de sortes oprørsbevægelse skildret med en smule oversentimentalitet og ubetinget solidaritet, men det er altså til at leve med i denne film. Især fordi nogle- og- halvfemsårige Harry Belafonte stråler på scenen med sin historie om filmen Birth of a Nation. Jeg troede, manden var død. Det er han så heldigvis ikke, så ingen har for alvor “…had to leave a little girl in Kingston Town.”

Det hele ender i bomber og brag, og den kloge narrer den mindre kloge. Og vi er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem der er klog, og hvem der bare bevidstløst kan sige America first. Det er så også i orden, for historien er god og underfundig, skuespillerne stråler nok til adskillige Oscar-nomineringer, og Fox News har sikkert fundet det hele socialistisk og samfundsundergravende. Hvilket nok også var meningen……

Continue Reading

Den skal bare ses!

Chernobyl. HBO.

Indrømmet! Jeg mangler 2 afsnit. Med min sædvanlige flair for intensiv binge-watching skulle det vel nok kunne lade sig gøre at komme igennem dem her til formiddag i 30 graders varme, klamsved og nedrullede gardiner. Det er alligevel ulideligt at være udenfor. Præcis lige så gennemført ulideligt som det må have været at opholde sig i og omkring Chernobyl dengang i 1986.

Og måske er det old news. Sådan at forstå, at jeg må være en af de absolut sidste, der er gået i (atom)krig med denne stærkt roste serie, som bare skal ses. Som en form for forsvar på old news fronten kan jeg så her indrømme, at jeg også stadig mangler samtlige afsnit af Game of Thrones, men har, dog ikke nærmere datomæssigt definerede, planer om ligesom at tage den i et hug. Alle 75 timer. Engang. Når det bliver dårligt vejr.

Der er givetvis ingen læsere, der ikke husker Chernobyl. Vi har alderen til det. Personligt var jeg gravid og derfor ekstra bekymret, men anede intet foruroligende, før rensdyrene i Lapland blev frarådet at spise deres lav. Jeg burde nok have været endnu mere foruroliget, men er da sådan set lidt lettet over, at jeg ikke var helt opdateret på, hvor tæt på en verdensomspændende katastrofe, vi egentlig var dengang.

Serien følger katastrofen i Chernobyl kronologisk fra det første tegn på fejl. Den er meget bevidst om stærke personkarakteristikker, hvilket også er en af dens store, seværdige styrker. Vi kommer ind under huden på de ansvarlige, de uskyldige ofre, og allermest det system, der i serien (og sikkert også i virkeligheden) bliver portrætteret som himmelråbende uansvarligt. Der går timevis med at fornægte katastrofens omfang, med at fortrænge dens følgevirkninger og med at forsvare det kommunistiske systems ufejlbarlighed med tusindvis af menneskelige omkostninger til følge. Hvilket, som en sidegevinst, gør serien til et af de stærkeste og mest gribende angreb på et totalitært styre, jeg længe har set.

Der går dagevis, inden de lokale beboere bliver evakueret. Og der går kostbar tid til spilde med at fornægte samt ikke at indsætte kompetente specialister til at modvirke følgerne. Allerværst og mest inhumant er den kyniske brug af mennesker på deciderede selvmordsmissioner. Man VED godt, at arbejdere, der sendes ind for at grave tunneller samt kaste vand over branden, enten vil få forbrændinger og dø en pinefuld død eller på få år udvikle uhelbredelig kræft, men alt dette forsvares udfra simpel patriotisme og tro på den aldrig fejlende kommunistiske model. Det er disrespekt for menneskeliv, og det er et modbydeligt portræt af et land, der tydeligvis ikke engang er tynget af at udvise en sådan.

I de bærende roller ses nogle af Storbritanniens største karakterskuespillere, suppleret med (og især) den tidligere så enfoldige morder, Stellan Skarsgård, der her bestemt ikke på nogen måde, som indbegrebet af partiets mand, er enfoldig. Også danske David Dencik skinner igennem som Gorbachev. Komplet med landkort på issen. Emily Watson er for en gangs skyld ikke klynkende, men faktisk ret handlekraftig, og det klæder hende. Og scenografen må have stået foran en kolossal opgave med at fremskaffe så meget brugt, rustent, østeuropæisk jern, maling i umulige og umenneskelige farver samt en kolonne af udstødnings-udfordrede skrotbusser.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, hvordan det hele ender, at jeg skal se de sidste 2 afsnit. Det er mere fordi, det her er kvalitetsfjernsyn med umådelig styrke i skuespilpræstationer, menneskeportrætter og udlevering af, hvordan et totalitært regime fungerer indefra.

Så her på starten af en ubegribeligt varm dag leveres altså et alternativ til klamsved eller strandture. SE DEN!

Continue Reading

En rigtig god film.

Boyhood. DRK og DR streaming.

For tiden “kører” den dejlige coming-of-age film, Boyhood på DRK, og kan derfor streames. At den “kører” betyder blot, at den vises flere gange på forskellige tidspunkter. Så det er bare et spørgsmål om at finde et TV-program.

Konceptet bag filmen er relativt enkelt, men også genialt. Man følger samme dreng og hans familie gennem 12 år, fra han er 7-8, og til han flytter hjemmefra og begynder på college. Da det kontinuerligt er de samme skuespillere, får man også visuelt selve udviklings- og dannelseprocesserne med. Uden teatersminke og andre billige tricks. Især er det forunderligt at iagttage drengen, som udvikler sig fra en lille hvalp, over en bumset teenager til en ung, livsparat mand.

Men selvfølgelig er der tale om fiktion. Det er ikke en dokumentar om en opvækst, men forudplanlagte episoder som en slags synopsis over et liv. Så instruktøren har bevidst valgt de steder i barndommen, der skal ses som betydningsfulde og pegende frem mod en egentlig skabelse af et menneske.

Så det er faktisk en film helt uden nogen form for dramatiske højdepunkter, spændingskurver eller forløsende udgang. Der er i al sin enklehed bare tale om en barndom, sådan som mange af den slags nu engang ser ud. Med skilte forældre, hvor far tager sig af det sjove og alle de zoologiske haver, mens mor tilkæmper sig en god uddannelse mellem alle sine mange, totalt ubrugelige mænd. Og kærligheden mangler aldrig. Selv om livet nogle gange er surt, er der altid kærlighed tilbage. Og selv om der nogle gange lyser langt væk af dysfunktionalitet, så er livet fuldt af forunderlige ting, rare oplevelser–og kærlighed.

Det er en meget poetisk film i flotte, flotte billeder. Og en film, der glimrer med fantastiske skuespilspræstationer. Samt en film, der skinner af troværdighed. Både fordi alle vokser op og ældes, men også fordi vi jo i bund og grund alle kan genkende. Hvis ikke det hele, så brudstykker af det hele, som en barndom udgør. Det er fint, fintfølende og meget indsigtsfuldt lavet, og denne films store styrke er også, at den nok er sød, men den bliver aldrig, aldrig sentimental og patetisk. Den skildrer såmænd bare livet, præcis som det er.

 

Continue Reading

En FANtastisk serie.

Alias Grace. Netflix.

Måske er jeg håbløst for sent ude, og ALLE andre (kvinder!) har allerede set denne FANtastiske serie, som på den ene side set overhovedet ikke er spritny, men på den anden fuldstændig eviggyldig og nærmest et MUST. Men hvis der nu alligevel sidder nogen derude, der ligesom mig har misset ud på den og reelt ikke har overskyggende væsentlige planer for en søndag i marts ( eller ethvert andet tidspunkt, for den sags skyld), så er der altså kun 6 afsnit. Med indbygget garanti for, at man ikke sådan lige stopper, før man er til vejs ende.

Nok læste jeg Margaret Atwoods fremragende bog tilbage i 1996 og var benovet over og betaget af den, men med mit litteraturindtag hænder det, at ting bliver glemt undervejs. Møflet ned under alle de andre indtag. Således også at Grace var ankommet i serieversion.

Vi er i Canada i midten af 1800-tallet, hvor den unge tjenestepige Grace Marks er blevet dømt for 2 brutale mord. Historien er bygget på virkelige begivenheder, men den stræber mere efter at forsøge at beskrive Graces liv end egentlig at finde frem til sandheden eller skildre den, præcis som den var. Det, der i sin tid var Atwoods og nu seriens mål, er at fortælle historien om, hvordan det var at være fattig, irsk immigrant i et samfund domineret af uretfærdighed, gamle penge, stive klasseforskelle–og mænd. Hvordan en ung pige uden andre at værge for sig end sig selv hele tiden bliver misbrugt, i alle facetter af det ord, og udnyttet. For selv om Grace er gammeldags snusfornuftig, stadig har sin barnetro i overvældende behold og derudover besidder en spændende blanding af snuhed og naivitet, så er verden bare generelt på kollisionskurs med fattige, forældreløse immigranter som hende. Og det hjælper heller ikke overvældende, at Grace både er køn og sød. Nærmere tværtimod.

Genialt er progressionen i serien bygget op omkring Grace, der fortæller sin historie til en ung, amerikansk psykiater, så vi får hele handlingsforløbet i fortløbende tilbageblik/flashbacks og med Graces egne ord. Ældgammel, godt brugt fortælleteknik, men den virker. Og Grace er umiddelbart en troværdig fortæller, for hun undlader fuldstændigt at tolke på, hvad hun oplever. Hendes fortælling er udelukkende styret af, hvad hun rent faktisk ser og oplever og indeholder den ind imellem tilløb til bedømmelser og tolkninger, er disse primært baseret på hendes dybe religiøsitet, og hvad Gud iflg. hende ville have ment. Det er derfor totalt op til seeren at tolke på, hvad Grace egentlig indeholder, og hvorfor hun (måske?) blev morder. Lidt forenklet: Er hun et forfærdeligt, kynisk menneske–eller levede hun bare i et forfærdeligt, kynisk samfund?

Umiddelbart skulle man tro, BBC stod bag denne pragtserie, for mellem alle genvordighederne lyser elementer af deres fantastiske evne for kostumedramaer igennem. Men den her har Canada selv klaret, og det har de med billeder, der er så smukke, at man decideret er på nippet til at bestille en rejse derover–samt får klare deja vus til hedengangne filmatiseringer af samtlige romaner af Jane Austen i smukke Bath og omegn. Dickens har også klart leveret en skygge, for når det er shitty for Grace i fængsler og sindssygeanstalter ( ikke mit ord, men seriens!), så går der gamle billeder af Londons gældsfængsler og Oliver Twist uden happy end i sagerne.

Måske er det en pigeserie, fordi den så klart vil det at skildre et kvindeliv på et tidspunkt i historien, hvor der ikke var den store gevinst i at have sådan et. I alt fald ikke, hvis man var fattig, irsk immigrant i Canada. Omvendt bør mændene også se med, for måske er der noget, de (akkurat som kvinderne!) godt lige kunne trænge til at blive mindet om. Og endelig er det en fantastisk flot, velfortalt,vedkommende og spændende fortælling.

 

Continue Reading

En god serie.

Black Earth Rising. Netflix.

Jeg har været vild med skuespilleren John Goodmann, siden han bogstaveligt talt væltede ind på skærmen som barm- (og resten af kroppen!) fagre Roseannas mand i 80-erne. Han er, om nogen, en skuespiller, der spiller på hele kroppens register, og den (altså kroppen) er, selv om han på det sidste har tabt sig, relativt omfangsrig. Ikke blot mestrer han komikken, men som seriøs skuespiller formår han også at give vægt og dybde til alle de roller, han påtager sig. Han er, med andre ord, en stor fornøjelse.

Så når jeg ser hans navn, tjekker jeg altid, om resten af projektet lever op til hans høje standarter. Og det gør dette. MON ikke. Selv om jeg kun er 3 episoder inde i de 8 af slagsen, kan jeg allerede give min uforbeholdne anbefaling til denne serie. Og faktisk har jeg slet ikke tid til at skrive dette, når jeg nu meget hellere ville bruge dagen på at binge-watche de resterende 5….

Det handler om folkemordet i Rwanda. Og er man sådan lidt på Afrikas mark hvad det angår, så kunne man jo evt. lave lidt indledende øvelser ved at (gen)se den fremragende film Hotel Rwanda og lige blive opdateret. Men her, 25 år senere, spøger dette grusomme folkemord på over 1 million mennesker, som dengang nærmest gik upåagtet hen, stadig masser af steder. Især hos de dengang involverede, hvad enten de var internationale udsendinge, på magisk vis undslap massakrerne eller selv deltog i de grusomme nedslagtninger. Vi har dem fra alle hjørner af datidens begivenheder: det adopterede barn, der nu er blevet en vred voksen, den internationale anklager, den godhjertede, men cancerramte og lidt  handlingslammede advokat, den undslupne krigsforbryder, den mystiske præst, som (måske?) reddede sine sognebørn og den anklagede, hvis skyld vi kastes rundt mellem at tro på eller fornægte. Det er alt sammen meget, meget kompliceret, og spændingskurven er støt stigende, mens vi som seere hvirvles ind i fortællingen om ting, der næsten er mere grusomme end fatteligt.

Samtidig er det også en fortælling om det hvide, internationale samfund og dets forhold til Afrika, både nu og dengang. Om hvad det vil sige at være hvid europæer kontra sort afrikaner. Om gode og meget, meget slemme viljer. Og midt i dette stråler fantastiske skuespillerpræstationer. Ikke bare Goodmanns advokat, men det adopterede, nu voksne, vrede barn, der ligner en remake af grundideen om Cleopatra, er fantastiske og troværdige helt ind i sjælen. Ydermere anvendes animationsteknikker i sort/hvid til at skildre datidens begivenheder, hvilket har en helt fænomenal effekt.

Det er en forfærdelig ting, der er rammen om serien. Måske endda så forfærdelig, at vi lige skal have den repeteret, for vi glemte den jo nærmest allerede, mens den stod på. Men mens man ser serien, overbevises man gang på gang om, at ikke sølle 25 år, ikke engang fulde levealdre, nogensinde vil få de involverede i dette mareridt til at glemme noget som helst.

Serien er, i England, blevet sammenlignet med Susanne Biers Natportieren. Faktisk synes jeg, denne er bedre.

Continue Reading

En god film.

I, Daniel Blake. Filmstriben.

Den britiske instruktør, Ken Loach, er både verdensmester i socialrealisme og i at vinde Guldpalmerne i Cannes. De to ting hører sikkert sammen. Han har et utal af film i præcis samme genre bag sig, og da vi danskere generelt er rimeligt vilde med netop socialrealisme, er han da også en af de allermest populære, udenlandske instruktører herhjemme. Herhjemme, hvor vi aldrig går af vejen for en film om enlige mødre i NordVest ( gerne på baggrund af en bandekrig eller et nødstedt, socialt projekt) i sort/hvid eller arbejdsløse bistandsmodtagere i en nordengelsk skodby i krise i gråt i gråt. Men aldrig, ALDRIG, uden humor!

Og lige præcis det sidste sted er vi så denne gang. I Newcastle, hvor den ældre tømrer, Daniel Blake, er fanget “between a rock and a hard place” i en situation, der er umulig at komme ud af, videre fra eller helt fundamentalt bare forstå. Han har haft et hjertetilfælde og kan hverken få sygedagpenge, arbejde eller for den sags skyld opnå arbejdsløshedsunderstøttelse. Ydermere er Daniel totalt computeranalfabet, hvilket selvfølgelig er ustyrligt tragikomisk, men også et uoverkommeligt handicap i hans situation. Gudskelov har han humor, og Gudskelov har han gode naboer derude i sin shitty towerblock af den slags, som herhjemme ville have været revet ned, og Gudskelov støder han over den enlige mor ( der kom hun!) med 2 børn ( det ene selvfølgelig belæsser med et helt alfabet af diagnoser), som er god som guld indvendig, men undertrykt, glemt, bortskaffet og behandlet som lort af systemet. De formår, trods alt, at give hinandens liv en smule venlighed, værdighed og værdi.

Egentlig er filmen mere et debatoplæg end en historie. Den aftegner på rystende vis et England i krise, som har glemt enhver form for menneskelighed og i stedet hylder et system, der næsten synes at være til udelukkende for sin egen skyld. Og jeg lover, at den slags ikke vil ændre sig til det mere positive efter Brexit. No way! Men midt i al denne håbløshed lyser Daniel Blake med sin humanisme og sin ukomplicerede tilgang til livet. At det hele så gør ham til såvel anarkist overfor systemet som fuldstændigt talentløs graffitimaler er så bare yderligere bonus på komiksiden. Det ER faktisk komisk, når Daniel med sine underskole-blokbogstaver overtegner arbejdsformidlingens facade i ren og skær desperation.

Det er en god, human film. En af den slags film, hvor personerne nærmest bliver ens venner, og man indvendigt føler deres smerte og glæde. Nok mest det første. Ikke, at den er væsentlig forskellig fra majoriteten af Loach`s andre film–men det er vel også netop derfor, den skal ses. Man ved, hvad man får!

Behøver jeg at fortælle, at den fik Guldpalmerne i Cannes?

Continue Reading

En god film.

The Limehouse Golem. Netflix.

Hvis man nu er forvejen er til Sherlock Holmes, London i evig tåge, Dickensk, malerisk fattigdom samt kostumedramaer fra BBC og samtidigt erkender, at ingen kommer op på siden af britisk film, når det gælder om at styre gotikken gennem serier af blodige mord, så er der guf på drengen her.

Styret af Bill Nighy, som i de seneste år klart har udviklet sig til britisk films Grand Old Man, i rollen som den (måske?) homoseksuelle detektiv og med farverige karakterer fra Music Hall scenen vrimlende omkring sig. Allermest den store stjerne Little Lizzie og hendes ven komikeren Reno. Sidstnævnte en Freddy Mercury-klon i victoriansk udklædning.

Der er mørkt, og der er farligt i Londons slumgader. Og der begås blodige, virkelig blodige, mord, af The Limehouse Golem, der som en anden Jack The Ripper raserer og flænser prostituerede, gamle jøder og hele familier i flæng. Alt imens der lystigt spilles Music Hall for folket. Omdrejningspunktet er selvfølgelig at finde frem til den brutale morder, og det gøres gennem et spind af gåder og talrige mistænkte. Heriblandt selveste Karl Marx, og hvordan han går fri, er man næsten nødt til selv at se. Den utrættelige detektiv (Nighy) spilles puds efter puds af den snedige morder, alt imens vi allesammen i flashback får historien om umiddelbart ganske troværdige Little Lizzie, der arbejder sig op gennem slummen til at blive den største kvindelige musichallstjerne. Hun har ambitioner, den pige, og hun ender da også med at blive gift med en velhavende mand—hvis det ellers, i det tilfælde, er lykken?

En god, britisk film ender, i denne genre, ofte med en god hængning. Det gør denne (heldigvis?) også. Men er det den rigtige morder, der bliver hængt? Personligt er jeg vist nødt til at se den slutning et par gange mere, inden jeg kan føle mig helt sikker. Hvis jeg nogensinde bliver det. Og i øvrigt gør jeg det gerne, for filmen er i sit visuelle udtryk og alle sine indbyggede gåder der i tågen, mørket, blodet og music hallen virkelig fascinerende og en sand godbid for sådan nogle som os, der har brug for lidt victoriansk uhygge, flot scenografi, vildt dygtige skuespillere og uløselige gåder på den der subtile, britiske måde med fantastiske Nighy i spidsen.

Continue Reading
1 2 3 5