Sikken en fest!

Oktoberfest. Netflix.

Nu gentager jeg lige mig selv endnu engang og konstaterer igen, at tyskerne altså godt kan lave endda ovenud gode serier og film. Her er nemlig en mere af slagsen.

Det giver sig selv, hvad omdrejningspunktet er: Nemlig den store ølfest i München. At man så også oplyses om, at serien er baseret på virkelige begivenheder, er staks mere udfordrende. Det giver i alt fald et andet blik på tysk moral, grundighed og almindeligt medmenneskeligt samkvem. For her er smæk på skillingerne ( mark, vel?) med bloddryppende mord, fatale intriger, uægte børn, løgn, bedrag og ultimative magtkampe, og den slags kan tyskerne altså også lave virkelig udpenslet. Selvfølgelig er her også en Romeo og en Julie i Lederhosen, der endnu engang kommer fra stridende familier. Ung kærlighed er jo altid godt at kaste ind mellem verdens uhyrligheder.

Til trods for omdrejningspunktet er det ikke en samling øllede tumper, vi følger. Nok er her Prositter, sprøjtende krus og udringede damer, men selve plottet i serien handler meget mere om magt. Især mænd med magt, så man må vel liste sig til at sige, at det ligesom skriver sig gevaldigt ind i tidsånden. Der er underholdning ( også for husarerne!) på alle parametre, og ind imellem bliver det hele da også en smule kulørt–men sådan er det vel at være til Oktoberfest….

Den er værd at se, denne meget handlingsmættede tyske serie. Hvis man da ikke i forvejen har fået nok af mænd med magt…..

Continue Reading

En noget anderledes serie.

Ratched. Netflix.

Man bliver på samme tid både kildrende fascineret og ubehageligt frastødt af denne serie, der som udgangspunkt har at forklare, hvorfor monster-sygeplejersken Ratched fra Keseys Gøgereden egentlig blev så ond og gemen. Det var hende, der gjorde sit ypperste for at forpeste Jack Nicholsons liv–hvis nogen ellers kan huske det….

Vi er i USA i slutningen af fyrrerne. Og SOM vi er. Æstetikken i serien er som taget ud af datidens reklamer, blandet med Edward Hoppers malerier og lysende pastelfarver, der umiddelbart også giver associationer til samme datids superhelte. Det er FLOT. Det er farvestrålende. Og der må have været ansat en hær af syersker for at klæde seriens kvindelige hovedpersoner på, for mage til opvisning af amerikansk haute couture fra efterkrigsperioden har jeg faktisk aldrig set. Ingen kulisse er overladt til tilfældigheder, og ingen farver er ikke afstemt efter samtlige de andre. Det er et fantastisk syn.

Og så foregår det hele faktisk på et psykiatrisk hospital. Godt nok for de velhavende og godt nok i Californien og lige så godt nok milevidt fra Keseys lurvede anstalt, men alligevel! Hertil kommer sygeplejersken Ratched umiddelbart efter, at en ung morder har forlystet sig med at skære 4 katolske præster i småstykker. Netop disse mord giver i øvrigt et generelt clou til den billedlige beskrivelse af samtlige seriens forbrydelser ( og der er mange!), for absolut ingen (som i ABSOLUT ingen) detaljer overlades til fantasien. Selvfølgelig er der en forbindelse mellem Ratched og den brutale morder— det skal vi bruge adskillige afsnit på. Ligeledes spærres den unge mand inde i hospitalets kælder, der ligner en blanding mellem den føderale pengetank i Chicago, verdens dyreste vinkælder og lige præcis det sted, hvor Hannibal Lechter ( en fiktiv forfader udi mord) også huserede.

Primært følger vi så det ualmindeligt begivenhedsrige liv på hospitalet. Stedets chef, Dr. Hanover, er nemlig så fremsynet, at han afprøver alle de behandlingsmetoder, der nærmest gennem hele psykiatriens historie er gået fortvivlende galt. Så det GÅR galt. Vi er gennem hydro-terapi ( så koger vi lige en patient eller to), bevidsthedsudvidende stoffer ( så skærer vi lige vores lemmer af under rusen), lobotomi ( så paralyserer vi lige et antal patienter) og sikkert adskillige andre, som rædselsvækkende dukker op i de afsnit, jeg endnu ikke har set. Heldigvis er såvel overlægen som hospitalets ansatte ret cool omkring sindssyge fejltagelser. Man har en fortrinlig brændeovn!

Tilligemed centrerer serien sig om de såkaldte lidelser, som datiden så med meget alvorlige øjne på. Specielt homoseksualitet ansås som en psykisk skavank af kolossale dimensioner som krævede særdeles alternative behandlingsformer! Men der mangler på samme tid ingen form for seksuelle lyster i serien. SLET ikke!

Det er som at træde ind i et tegneserie-sci-fi-univers, hvor selve æstetikken fascinerer så meget, at man nærmest fikseres til sin stol. Samtidig med at man føler sig ubehageligt frastødt af selve plottet, personerne og deres handlinger. Faktisk er der ikke en eneste likeable karakter. Kun en spirende, evigt latent ondskab, garneret med flotte kostumer og fantastiske farver.

–Jeg kan godt forstå, Jack Nicholson ikke brød sig om hende!

Continue Reading

En rigtig god serie.

Charite. Netflix.

Det er desværre stadig en velbevaret hemmelighed for mange, at tyskerne er eminente til at lave gode film og serier. Sådan efter dansk smag–med gode historier, velgennemtænkte manuskripter og seriøst dygtige skuespillere. Charite er en af dem.

Ironisk nok har denne fremragende serie, som foregår på hospitalet Charite i Berlin i 1880-erne, fået nærmest fornyet aktualitet i en Coronatid, da omdrejningspunktet for handlingen er forskningen og gennembruddet omkring datidens store pandemiske killers: tuberkulose og difteritis. Det var store dødsspedere, der blev slået effektivt ihjel der. Faktisk større end Coronaen.

Derudover er serien et fantastisk tidsbillede af en periode, hvor troen på lægevidenskab hele tiden kolliderede med at lægge sin skæbne i Guds hænder og med nedbøjet hoved tage, hvad der nu retfærdigvis kom. Hovedpersonerne, de store (og ikke altid helt behagelige!) medicinske forskere med de velvoksne egoer, er bygget på autentiske, historiske personer–for det VAR faktisk på Charite, at verden fik vendt sin medicinhistorie på den tid. Enkelte fiktive personer er der også blevet plads til, og især den unge Ida Lenze er en af den slags heltinder, enhver moderne kvinde kan relatere noget så gevaldigt til. Flere af hendes slags, tak….

Man behøver absolut ikke være freak omkring medicinsk historie for at nyde denne serie med spændende handling og geniale personer. Som tidsbillede er den fængende, som fortælling er den decideret binge-fremkaldende, og som underholdning spiser den tiden, så man pludselig har været inde i Charites fascinerende univers meget længere, end man selv lige anede.

–Der findes også en sæson 2, som foregår omkring 2. Verdenskrig. Gudskelov! Så er der råd for de serie-abstinenser, man uvægerligt får, og som de gode forskere på Charite i 1880-erne ikke lige fik fundet en kur eller vaccine for!

Continue Reading

En anderledes verden.

Unorthodox. Netflix.
Her er en lille miniserie, som sagtens–og med fordel–kan puttes ind mellem alt det andet Coronakiggeri.
Tilmed er den et blik ind i en verden, som for de fleste er fuldstændigt fremmed og mærkeligt fascinerende i al sin anderledeshed. Den foregår i Williamsburg, New York og Berlin, men hovedparten af personerne kunne lige så vel have været fra det ydre rum.
Vi følger Esty, teenagebrud fra det yderst lukkede ultraortodokse, jødiske samfund i Brooklyn, der vælger at bryde ud fra (og med) sit samfunds normer ved at flygte til Berlin, hvor hendes, også frafaldne, lesbiske mor nu bor. Ikke, at de to af den grund nærmer sig hinanden synderligt, men Berlin kommer til at stå som den ultimative kontrast til alt, hvad Esty hidtil har oplevet, tror på og er opdraget til.
Serien er opbygget, så nutidsplanet nok er Berlin, men der er hele tiden flashbacks til Etsys tidligere liv. Genialt er guidelinen her ( så man ved hvor og hvornår man er) Etsys hår ( eller mangel på samme), hvor den før-ægteskabelige tid skildres ved det flotte, bølgende, lange hår, tvangsægteskabet ved den uklædelige paryk og den begyndende frihed ved den kronragede frisure, som både er eftervirkningen af livet hos de ultraortodokse samt symbolet på den nyvundne frihed og skabelse af en ny identitet.
Selve skildringen af det lukkede, jødiske samfund er–heldigvis!–solidarisk og sine steder ligefrem morsom. Og det forjættede Berlin portrætteres da –heldigvis!–heller ikke som verdens smørhul for frafaldne ortodokse, om end der selvfølgelig ligger en sarkastisk, historisk kommentar i, at det netop er Berlin, Etsy søger til. Også Etsys forsmåede mand, der rejser til Berlin ( med lagkagehat i hatteæske, for det bliver jo Sabbat!) for at lokalisere den undslupne og bringe hende hjem på bedre tanker, er skildret med kærlighed og forståelse, så selv om han er et uvidende skvat, er han da en rar fyr. Ulig gangsterfætteren, bevæbnet med noget så sekulært som en mobiltelefon, der rejser med–hvadenten det nu er for at finde Etsy eller dyrke sex, spil og druk, som alt andet jo er noget nemmere flere tusind kilometer fra dydens hotspot i Williamsburg.
Serien er ind imellem en smule ujævn og postulerende, og flere steder har man sine tvivl om, om tilfældigheder virkelig er så udbredte i et enkelt menneskes liv. Etsys nye venner i Berlin er også lidt til den utroværdige side–men det er jo film og godt fjernsyn! Så kan vi godt hakke lidt hår og klippe et par bedetæpper.
Det er alt sammen underholdende, Coronafrit og fascinerende. Så se den!

Continue Reading

Man skulle tro, det var løgn!

Tiger King. Netflix.

Som vanligt er jeg nok ude med det, der for mig er en slags nyheder, længe efter, at mange andre både har set, fordøjet og fattet dem. Det har jeg vænnet mig til. Men nu kan jeg da i alt fald tale med om den dokumentarserie, som lige nu er den mest sete og omtalte.

Og det kan jeg så godt forstå. Omtalen og fascinationen, altså. Jeg er også såvel dybt fascineret som dybt frastødt af seriens hovedpersoner, der alle har det til fælles, at de er besatte af, lever af ( nogle ville måske sige udnytter) og med ( her er vi på sengekantsniveau) og efter eget udsagn også forsvarer vilde dyr. Helst så store og farlige som muligt.

Der er Joe med de 2 ægtemænd ( man overværer det højst bizarre bryllup) og en imponerende samling af sociale udskud med manglende lemmer, der passer hans dødsensfarlige menageri, Carole med den forsvundne ægtemand, som tigrene siges at være blevet fodret med, mafiosoen, der skulle have syet narko til smugling ind i klapperslanger, og som nu lever blandt tusindvis af vilde dyr samt tigerkongen, der samler på og dresserer kvinder til at fremvise sine vilddyr iført leopardplettede BH- er.

Og alle er de fortalere for, at netop de er verdensmestre i at beskytte vilde dyr. I fangenskab. USA må såvel have nogle meget liberale love på vilddyrsområdet som en kolossal tolerance overfor menneskelige bizarheder. Det er vildt ( næsten vildere end dyrene selv) TV, det her. Det er også meget amerikansk. Uhyggeligt meget amerikansk.

Men ligegyldigt hvor meget man synes, det burde være løgn— så er det altså vildt underholdende. Og så kan man jo også snakke med. ( I telefonen, eller over gaden eller hækken!)

Continue Reading

En grufuld film.

Apocalypse Now. Final cut. Viaplay.

Vi så den vel alle, da vi var unge. I 1979. Men måske SÅ vi den ikke, sådan rigtigt. For de 40 år, der er gået siden, har modnet os og givet os en helt anden kapacitet for at forstå og analysere de billeder, filmen er skabt af. Filmen er nok, i sig selv, ikke blevet grusommere, men måske har livet lært os at forstå grusomheder på en meget mere intensiv måde.

Apocalypse Now er den ultimative Vietnamfilm. Og ja, det hjælper at have Vietnam siddende present i sit baghoved, når man sætter sig for at se den 2,5 timers odysse ind i den ondskab, dehumanisering, galskab og mareridt, der var Vietnamkrigen. Filmen er bygget op omkring den traumatiserede Oberst Willards, der sendes på en quest, hvor han som en anden Frodo skal finde mørkets hjerte i form af Kurtz og tilintetgøre det. Han skal, bogstaveligt talt, rejse ind i den dybeste jungle, som ikke bare naturmæssigt bliver tættere og tættere, men som også menneskeligt er en rejse ind i selve ondskabens og galskabens væsen. Således er filmen, akkurat som nærmest enhver moderne fantasy fortælling, bygget op omkring et antal episoder “på vejen”, hvor vores hovedperson ulig fantasyhelte ikke skal vise sit mod og sin styrke, men istedet være vidne til en konstant eskalerende galskab.

Det er rejsen ind i selve The Heart of Darkness, i galskabens væsen, i dystopiens inderste kammer. Fordi det er fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Hvordan krig dehumaniserer os og fremmedgør os overfor alt, hvad der er ordentlig, anstændigt, elskeligt og solidarisk menneskeligt.

Og mens vi rejser med flodbåden op ad Vietnams Styx, står billedsiden bare som uendeligt smuk. Så smuk, at det næsten gør ondt, og samtidig visende naturens skønhed som kontrast til menneskets grusomhed. Det er de billeder, fra den film om verdens menneskelige undergang, der dominerer vores generations billedside af Vietnam. Det er sådan, Vietnam ser ud i vores fotoalbums over landet, når det er “rigtigt”. Og selve scenen med den idylliske landsby med den vidundersmukke jungle, der bombes om morgenen ( fordi “I love the smell of napalm in the morning.”), så alt, mennesker og jungle, brænder, er lige præcis billedet på den krig, hvor alt smukt blev destrueret. Hvadenten det var natur eller mennesker.

Det er en grusom film. Men det er også en nødvendig film. Ingen er selvfølgelig på noget tidspunkt i tvivl om Coppolas holdning til krigen. Og den skildrer han så godt, at alle disse billeder af menneskelig fornedrelse i underskønne omgivelser, bogstaveligt talt brænder sig som napalm om morgenen direkte ind på en blivende plads på nethinden.

NU forstår jeg filmen. Helt anderledes end dengang i 1979, hvor mit ungdommelige jeg nok var imod krigen, men hvor jeg ikke havde livserfaring nok til at fortære og forstå, hvad jeg så. Hvis man har været i Vietnam fornylig eller bare engang, så se den. Og genkend. Og har man ikke det, så er det en vanvittigt vigtig og vildt fascinerende film at se alligevel. Selv om den er fra 1979.

Continue Reading

En god film.

Judy. I biograferne.

Nogle gange har man svært ved at forstå, at nogen eller noget har fået en Oscar. Det er ikke tilfældet her. I denne film leverer Renee Zellweger en præstation, der er så dybfølt, så fantastisk gennemspillet og så uendeligt rørende på samme tid. Den Oscar er mere end fortjent.

Judy er selvfølgelig Judy Garland, og filmen skriver sig da også ind i den nuværende trend omkring at portrættere fortidens ikoner og deres liv. Vi møder hende få måneder før hendes død (som 47-årig), hvor alting bare går ad helvede til: hun er hjemløs, dybt alkoholiseret og på benzoer, har ingen penge og må endda nærmest give sine børn fra sig. Så tilbydes hun en serie koncerter i London, som bliver filmens omdrejningspunkt.

Og det går jo ikke så godt. Der drikkes, pilles og glemmes sangtekster, hvis koryfæet overhovedet er i stand til at optræde. Ægtemand nummer Gud ved hvad kommer og går, og til sidst må Judy da også drage stærkt nedværdiget tilbage til staterne. Men–og dette er filmens store styrke–selv om vi har hørt hele historien før til bevidstløshed, så spilles Judy med en sødme, en inderlighed, en skrøbelighed og en stor indre styrke af Zellweger. Hun bliver til et rigtigt, levende menneske og ikke blot et Hollywoodkoryfæ. Især den pragtfulde scene, hvor hun passes op af to elskelige bøssebeundrere udenfor teatret og ender med at spille gamle sange og lave omeletter i deres lille lejlighed er fantastisk rørende og sød–uden nogensinde at blive patetisk.

Det var ikke let at være Judy Garland, og The Yellow Brick Road førte langtfra til den gode troldmand eller op over regnbuen. Det var, som vi selvfølgelig ved, fake det hele. Filmen forsøger også at give begrundelser for, hvordan det hele endte så ulykkeligt, og man forstår, at det har været relativt nemt at dø eller i alt fald få et miserabelt liv, af at have været barnestjerne i Hollywood.

Alt det, og meget mere mere, får Zellweger os til at forstå, når hun spiller røven ud af bukserne. Sikke en præstation!

Continue Reading

En god serie.

22. juli. DR2 og streaming.

-Vil bare lige pippe op om, at der netop (hvor netop betyder i søndags) er startet en ny norsk serie på DR2 (som selvfølgelig også kan streames), som udfra de første 2 afsnit virker fortræffelig, sober og samtidig også oplysende.

22. juli er selvfølgelig Norges forfærdelige skæbnedag i 2011, hvor adskillige blev dræbt såvel i Oslo og på Utøya. Serien følger en håndfuld personer før, under og efter angrebet, og man har bevidst valgt at lade disse hovedpersoner være mennesker, der har stået på centrale positioner i forhold til, hvad der skete, mens de udførte deres helt almindelige, daglige arbejde. Her er de hospitalsansatte, politibetjenten, præsten og journalisten. Men her er også medlemmerne af en ekstrem højreorienteret bevægelse og moderen til drengen, der savnes i forbindelse med bombesprængningen i Oslo.

Det er, efter min mening, selve seriens scoop, at den lader os få indgående kendskab til netop disse personer, deres arbejde, bevæggrunde og daglige liv, INDEN ragnarok rammer verdens tilsyneladende lykkeligste land på en strålende solskinsdag i juli. Og endnu et scoop er vel også, at den indtil nu har valgt fuldstændigt at tie gerningsmanden ihjel.

Det tegner godt, og det tegner sobert. Her er ingen udpenslede terrordetaljer eller udspekuleret følelsesporno, men en  beskrivelse af rigtige mennesker, der pludseligt befinder sig i en krisesituation.

-Så er det pippet ud…..

Continue Reading

Om Dracula.

Dracula. Netflix.

De store britiske aviser, her specifikt The Guardian og The Telegraph, har været ved at gå i overkill på ros til serien, og især til danske Claes Bang som Dracula. Han er faktisk er blevet sammenlignet med Roger Moore i rollen som 007–hvis det da ellers er noget at være stolt af. Det hele er produceret af Netflix og BBC sammen, og det kan man godt se. BBC er uovertrufne på udstyrssiden, og Netflix er med tiden blevet rigtigt gode på plotafdelingen. Så der er kul på uhyggen i skumle, labyrintiske, transsylvanske slotte, og det er heller ikke antallet af groteske afdøde i forskellige stadier af forrådnelse, man går ned på. Slet ikke.

Jeg vil tilråde, at man ser serien i selskab med en voksen. Aldrig om jeg så meget vil overveje at tænke på den, når jeg er alene hjemme–og så har jeg endda kun set første afsnit. Hvis et tilstrækkeligt antal betryggende voksne stiller op, vil jeg overveje at se flere. Også selv om jeg var lidt skuffet, en smule i vildrede. For faktisk var jeg i tvivl om, om det var historien om den spiddende, transsylvanske greve, Brad Dracula, altså den historiske person, eller om der var tale om en filmatisering af Bram Stookers udødelige, gotiske klassiker. Selvfølgelig håbede jeg på det sidste, for det er en god bog, og jeg ville så forfærdeligt gerne have set nogle gode shots af Whitby Abbey, som jeg altid har været for doven til at klatre op til, når jeg har været på de kanter. Men det er hverken fugl eller fisk, og da i alt fald slet ikke historien om en rumænsk krigshelt, der i sin fritid stak pæle gennem dumme tyrkere. Nok har Stooker været inde over, men kun som inspiration for de personer, han nok opfandt, men som i denne serie har fået helt deres eget liv.

Her har vi Dracula som den vampyriske gentleman. Mere britisk end selv Roger Moore og med en overklasseaccent, der lyder som om, den har gæret i whisky og gamle slotte i århundreder. Jeg er mildest talt målløs over, at nogen dansker kan tale så kultiveret et engelsk uden at have haft mig til faget, men selvfølgelig havde jeg da også kapable kolleger. Han er vild, han er uforudsigelig, han er farlig, han er dyrisk, han er overmåde sexet og endda nøgen i en lang, lang scene. Det er den lige efter, han slimet, blodig og genfødt er krøbet ud af en levende ulv foran en flok nonner på et afsidesliggende nonnekloster. Hvilket siger ikke så lidt om denne version af Dracula. Det er næsten for meget, for grænseoverskridende, for bidende (undskyld udtrykket!) hysterisk og for spektakulært. Det er Dracula som dyrisk gentleman-007, og han skal såmænd nok ende med at få en bid af nonnebaben.

Jeg er lidt forvirret, men også noget fristet af at se, hvad dette bizarre show udvikler sig til. Om ikke andet så er Claes Bang værd at se på, både nøgen, med vampyrtænder og med butterfly, og hvis jeg kan finde voksne til at være til stede og passe på mig, skal jeg vel hen til at ramme en pæl gennem forbryderen. Inden da forventer jeg et sandt orgie af forrådnelse og fremvisning af det ypperste, BBCs sminke- og kostumeafdeling indtil nu har udsat skærmene for.

 

 

Continue Reading

Jul på dansk.

Juletid er, blandt meget andet, også filmtid. Det er der, hvor mørket er så altdominerende og forsyningen af tid så rigelig, at der kan blive plads til fordybelse og sammen at se gode (ind imellem også mindre gode) film. På mirakuløs vis undgik jeg i år at se film med Hugh Grant, og det var mere min egen end TV-programmernes skyld. De sidstnævnte flashede ham ihærdigt til den årlige juleluftning, og dybt inde i mig sidder da også en lille britisk nål og stikker lidt med en påmindelse om, at det sjældent er rigtig jul i filmens verden uden Hugh Grant, som gennem årene har tegnet monopol på medvirken i samtlige britiske julefilm. Til gengæld må man godt gå uden om ham resten af året. Faktisk bør man.

Anyway, her er et par af de gode, danske film, som alle kan se i biograferne for tiden. Samt en ikke så vellykket..

 

Onkel.

Her er en fantastisk opdatering af Herman Bangs “stille eksistenser”, hvor Katinka Bai er blevet flyttet ud til sin handicappede onkel på en gård i den sønderjyske marsk. Og her kommer nutidens Huus såmænd også forbi, og vi ved jo godt, hvordan det hele ender. Det er ikke godt….

Men dette er ikke mindre end en fremragende film. En jysk film, måske endda en sønderjysk film? om livet derude, hvor muligheder er til for langsomt at forsvinde i Vadehavet. Kris (som altså er en ung pige) er, efter flere familietragedier, flyttet sammen med sin gangbesværede onkel og eneste tilbageværende familiemedlem på en stærkt nedrivningstruet gård, hvor de to i tavshed, men også dyb forståelse, varetager den daglige drift. Der er linoleum på gulvene, kopier af såkaldte “stilmøbler”–og i grunden ikke ret meget andet. Udover køerne og de daglige måltider med kartofler og sovs (med soduko til), masser af sovs. Stilheden er lige så stor som himlen (der sagtens kunne være malet af Nolde), og det er kærligheden mellem de to stille mennesker også. Uden nogen sinde at blive rungende.

Det virker næsten som helligbrøde, som brud på en slags ubrydelig messe for to, at både den lokale dyrlæge og den lokale ungersvend forsøger at hjælpe Kris til et liv. I begyndelsen er hun tøvende, senere blomstrer hun op og forsøger at række ud, men–som sagt–vi ved jo godt, hvordan Bangske personer ender. Så Kris bliver i sin marsk. I den grad også i overført betydning.

Det er en smuk, smuk film. En tyst film, en indfølende film, en overvældende film og en ulykkelig film. Sådan en film, hvor man (i alt fald som jyde)genkender personerne og ligefrem kan sætte navne på, og hvor hvert af de ikke specielt mange ord får en overvældende betydning. Det er et kunstværk, og det er en befrielse at se en dansk film, der ikke har København som omdrejningspunkt, og hvor enhver form for stilhed forsøges udfyldt med bevidstløs tale eller grovkornet action. SE DEN!

 

Kollision.

Her har vi så hele orkestermusikken af danske stjerneskuespillere samlet–og for 117-ende gang Nicolaj Lie Kaas i den mandlige hovedrolle. Det gør han, som han plejer. Ligesom Bodil Jørgensen, Tommy Kenter og alle de andre også gør, som DE nu plejer.

Men det er en god historie. Om vidunder/yndlingsbarnet, der pludselig dør og sætter hele familiens eksistens og samhørighed på spil. Økonomisk i skikkelse af patriarken på godset, Tommy Kenter, og følelsesmæssigt af moderen, Cecilie Stenspil og farfaderen Henning Jensen, der faktisk spiller helt eminent, selv om han også gør det, som han plejer. Oveni har man faktisk også rørt en krigsveteran med posttraumatisk stressesymptom, selv om der da egentlig er nok drama i forvejen.

Det er et skilsmissedrama (jo, jo vi kommer også i retten!), et opgør mellem generationer, og der er sandelig også nogen, der bliver skudt! Så der sker en del på filmens godt halvanden time. Det er underholdende, det går stærkt, Københavnerstærkt, og ingen tror jo en hujende fis på, at det foregår i Århus og Frederikshavn, selv om locations fra de to byer er hentet ind som alibiaber. Sådan taler man F…. ikke i Frederikshavn!

Anyway, den er værd at se. En god actionsfilm af den slags, som underholder, mens den spiller. Og som man har glemt et par dage efter. Den kravler ikke ind og bliver siddende, nagende som Kris derude i marsken….

 

Harpiks.

Filmen har fået mest omtale i forbindelse med den heftige diskussion omkring Sofie Gråbøls fatsuit. Det forstår jeg godt. For hvad i alverden skulle man ellers tale om?

Den handler om den socialt belastede, dysfunktionelle familie med drømme om det naturlige, enkle liv, der flytter til the middle of nowhere uden nogen fornemmelse af, hvordan man så gør det. Derfor dør de såmænd også med såvel jævne mellemrum som passende intervaller, og det er så synopsen over, hvad der sker handlingsmæssigt. Det er ikke bare lidt kedeligt, det er faktisk, hvilket er værre, rimeligt utroværdigt, og man føler sig totalt ladt i stikken i forhold til at identificere sig med nogen eller noget overhovedet. Midt i det hele har de importeret selveste Ghita Nørby. Det hjælper heller ikke….

 

The Cave.

Filmen er en sindsoprivende dokumentar om et syrisk undergrundshospital, lige midt i den mest belastede krigszone ved hovedstaden Damaskus, hvor man følger den unge, kvindelige børnelæge, som har valgt at blive trods daglige bombardementer og ufatteligt udfordrende arbejdsvilkår. Her er faktisk tale om en dybt idealistisk, fantastisk kvindeskikkelse.

Man er med i dagligdagen på hospitalets mørke, klaustrofobiske gange og sidder som en flue på væggen i tilspidsede situationer, hvor små, uskyldige krigsofre bringes ind til et nødhospital, hvor man ikke har meget andet end lægernes ufattelige vilje og overskud til et hjælpe. Der er forfærdelige scener, selv om vi nok skånes for det værste, og der er direkte anskuelighedsundervisning i, hvorledes en bizar og uforståelig borgerkrig påvirker totalt uskyldige ofre. Det er stærkt, og det er fremfor alt tankevækkende.

Optagelserne til filmen er smuglet ud af det borgerkrigshærgede land og derefter klippet sammen i Danmark. Det er en vigtig film, nogle væsentlige optagelser, og de giver en forståelse for mareridtet dernede, som gør et uudsletteligt indtryk. Som sidehistorie fokuseres også på kvinders position i samfundet, og scenen, hvor den kvindelige læge af en patient får besked om at gå hjem til sin familie og finde sin rette plads, giver et fantastisk indtryk af, hvilket kræfter hun er oppe imod. Der er krig på flere fronter….

Det er sådan en film, det gør ondt at se. Men den er også nødvendig!

 

Continue Reading
1 2 3 7