En god serie.

Peaky Blinders. Netflix.

—Hvis man nu overhovedet ikke er til nytårskoncert fra Wien eller de nytårslige skihop, så er her en ualmindeligt god undskyldning for binge-watching hele den lange, mørke (og i dag stormfulde) nytårsdag. Men pas på! Birminghams slum i mellemkrigstiden og dens omkringliggende væddeløbsbaner er stærkt vanedannende. Det er formidable britiske og irske skuespillere også. Heldigvis er der så 24 afsnit. Der skulle derfor være tilstrækkeligt til at gå i seriemode et stykke ind i ubrugelige januar.

Peaky Blinders ( som vel betyder noget i retning af at smugkigge ud gennem (rulle)gardiner) er navnet på en familiebande i Birmingham lige efter 1. Verdenskrig. Anført af Thomas Selby, som spilles smukt og lurende farligt af irsk films overcutie, Cilian Murphy (udtales med K), og med gode, farverige og flot nuancerede medlemmer på sidelinjen. Persongalleriet omkring familien er lige så spændende og udfordrende, og især reservekongen af alle serier, Sam Neill, har faktisk en af sine glansroller som den både kloge, men også relativt letnarrelige politiinspektør. I modsætning til et utal af andre serier, hvor man næsten kan få følelsen af, at han bare er med, fordi man nu engang HAR Sam Neill med i serier.

Udover en god og realistisk handling, er serien også et fabelagtigt tidsbillede af en engelsk industriby i begyndelsen af sidste århundrede. Af fattigdommen, af slummen, af fordrukkenheden, af alle arrene fra den nyligt overståede verdenskrig—og fremfor alt af håbet om en bedre tilværelse. Farvetonerne er mørke og smukke. Akkurat som hos familien Selby, som nok tjener de fleste penge illegalt, men samtidig står som beskyttere af alle, der er værdige til at få en hjælpende hånd. Ydermere ulmer det i baggrunden med den irske borgerkrig og IRAs inflydelse, så her er absolut også noget at hente for Irlandsfreaks.

Endelig er her, som allerede antydet, også Cilian Murphy at hente. Selv om dette stortalent har sjoflet med sit rollevalg og fejlcastet sig selv utallige gange siden glansrollen i The Wind that Shakes the Barley (SE den–det er en af mine absolutte yndlingsfilm!), så er han helt tilgivet efter denne smukke præstation, hvor han i den grad får mulighed for at vise sin kunnen. Og den farlighed, der lurer latent inde bag det smukke, smukke ansigt.

—Jeg har lang vej endnu. Men den er værd at gå…….

Continue Reading

En god film med en dårlig slutning.

Glasslottet. Viaplay.

Det er lidt synd for denne film. For den er rigtigt god indtil sin totalt uforståelige, utroværdige slutning. Den burde have endt uden. Uden denne slutning, altså. Eller måske have fundet på en anden, men det er jo i sig selv også en smule utroværdigt, når filmen er baseret på en selvbiografisk bog.

Endnu engang er vi i en af tidens så populære dysfunktionelle familier. En nomadefamilie med hele fire omsorgssvigtede børn, en alkoholiseret far og en særdeles ukunstnerisk, såkaldt kunstner af en mor. Alle fremragende spillet af folk som Brie Larsson, Naomi Watts og Woody Harrelson, tilsat nogle charmerende børn. Far og mor har udelukkende egen behov af enhver art for øje, pengene er små, maden endnu mindre, og livet skal tilsyneladende forstås ved brutalt at blive kastet ud på dybt vand, hvor man så må lære sig selv at svømme, hvis man vil overleve. Der er dog også stjernestunder forældre og børn imellem. Især mellem far og børn i de få øjeblikke, hvor børnene glimtvis kommer foran alkoholen.

Det er en shitty barndom, men shitty barndomme er uhyre interessante, så alle vi, der ikke selv havde en, ser forslugent, nysgerrigt og en smule på afstand  på de, der havde. Især på, hvordan de kæmper sig ud af den, og alligevel bliver til voksne, rimeligt velfungerende mennesker. Til trods for, at de aldrig nogensinde kom i nærheden af det glasslot, de hele tiden blev lovet derude i den faldefærdige white trash hytte blandt de andre hillbillies.

I filmens første halvdel, med en synsvinkel dikteret af den mellemste datter, ser vi udelukkende fire børn, der rejser sig PÅ TRODS. Det gør selvfølgelig forældrene til endnu større egoistiske idioter. Derfor er det også uendeligt svært at acceptere den tilgivelse, der så underligt påklistret bliver filmens slutning. Jeg er stadig af den overbevisning, at begge forældre omsorgssvigtede deres børn i fatal grad, så min tilgivelse får de altså ikke.

Og det er synd for filmen. For den første del er virkelig et hudløst og særdeles interessant portræt af en familie med amerikansk rekord i dysfunktionalitet. Var der ikke gået Hollywood i den, havde det været en ualmindeligt god film. Nu er det så kun en halv god film. Men den halvdel er bestemt også seværdig og god.

Continue Reading

En god film.

The Florida Project. Viaplay.

Dette må være filmen om, hvordan det hele startede for Thelma and Louise. Vi ved jo nok allesammen, hvordan det hele endte….

Vi er i Florida, sådan nærmest på bagsiden af Disneyworld, hvor de usle moteller, usunde take-aways og storskrydende, lettere udbrændte spin-offs fra Disneykoncernen bor i helt deres egen skraldespandsby. Her er alle shit-motellerne katastrofelilla eller afskallede grå, og det er her, samfundets bund, alle taberne i den store Disneyficering, opmagasineres på deres etværelses møgkamre med dør direkte til gaden. Det eneste, de umiddelbart ser til drømmelandet i deres forgård, er de evigt lettende helikoptere, der tager bedre bemidlede på sightseeing over det magiske kongerige. Eller væk.

Her bor så 6-årige Moonee med sin unge mor, der mentalt nok heller ikke er meget over 6. Moonee virker som et barn med samtlige, fatale bogstavkombinationer på speed, og er i bund og grund en af filmhistoriens mest irriterende møgunger. Enhver form for moral er, af naturlige årsager med DEN mor, gået totalt tabt i opvæksten, så Moonee tilbringer sin sommerferie med, sammen med ligesindede og ligestillede børn, at gøre præcis, hvad hun har lyst til. Det inkluderer afbrænding af tomme, forladte, lyserøde shitmoteller, kraftig bespytning af biler, studering af hængepatter og småchikane og -rapserier af enhver art. For hvad i alverden skal man ellers tage sig til i denne shitty, lyserøde ødemark for menneskeligt affald, hvor Disneyworld lige så godt kunne ligge på en fjern planet?

Der er pragtfulde scener, hvor både mor og datter bryder enhver norm for almindelig, ordentlig opførsel i dette farverige helvede, og især skal nævnes scenen, hvor de, efter at have stjålet, og afsat, turpas til forlystelsesparken, går på seriøs shopping i en slags spøg og skæmt-butik. Man kan undre sig helt ned i sin nederste sjæl over, at så fattige og udsatte mennesker bruger de illegale dollars på SÅ meget, totalt unyttigt bling-bling. Men de har det sjovt! Det allermest geniale er dog, at den evige tilstedeværelse af Disneyworld næsten omdanner parken til et ikke-eksisterende sted. Det er, for seeren, uhyggeligt svært at tro på, at stedet overhovedet er virkeligt ( det er det måske heller ikke?), og filmens personer nævner eller ænser da heller ikke denne drømmeverden overhovedet.

Til trods for, at den næsten for gode og beskyttende bestyrer, Bobby (brilliant spillet af Willem Dafoe) prøver at holde sin hånd over denne totalt dysfunktionelle familie, går det selvfølgelig galt. Lidt for mange, fremmede mænd har spyttet i den evigt slunkne kasse, og det er heller ikke nogen specielt god ide aggressivt  at tilbyde parfumekopier foran luksushotellerne, så de sociale myndigheder kommer forbi. Hvad der derefter sker, må man selv se, men det kan dog røbes, at filmens slutscene minder en del om Thelma og Louises afsked—omend den nok levner plads til, at Moonee kan vokse op og kaste sig over og i endnu en fatal kløft i livet.

Det er beundringsværdigt som instruktøren har fået sine børneskuespillere til at agere. Intet virker uægte i denne film, hvor et hav af børn har skullet forestille at være på fattigdommens speed gennem en hel spillefilm. Især lille Moonee er et fantastisk talent. Ellers havde hun nok heller ikke virket så gennemført røvirriterende….

Så endnu en film om det amerikanske mareridt og en dysfunktionel familie. Men her er slet ingen bøsser, og det hele er ind imellem ufatteligt (tragi)komisk. Værd at bruge et par timer på!

 

 

Continue Reading

Måske en god film?

Roma. Netflix.

Jeg læste mig til, at denne film skulle være en af årets sensationer, og anmelderne har elsket den. Den vil givetvis få en Oscar som årets bedste udenlandske film, for den er mexikansk. Nu er jeg ikke specielt vidende indenfor Mellem- og Sydamerikanske film af den simple grund, at jeg ikke har set ret mange, men filmen Sin Nombre fra for nogle år siden er da i det mindste en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Så jeg var faktisk meget forventningsfuld.

Basalt er jeg meget mere til langsomme film end til hurtige actionfilm. Står valget mellem Hollywood og alt, hvad der ikke er producet med den maskine i ryggen, så er mit valg forfærdeligt simpelt. Jeg elsker britiske film, med deres langsomhed, dvælen og ofte barske socialrealisme, og tyskerne er i de senere år da i den grad også kommet på filmlandkortet. De kan også. (Der skal nok komme omtale af den yderst fremragende serie Babylon, Berlin senere–jeg skal bare lige være HELT færdig med den!) Vi kan også godt herhjemme. Vi skal bare lige erkende, at vi er meget bedre til det fordybende end til usjove falde-på-halen-komedier, som ikke har flyttet samme hale ud af stedet de sidste 50 år og derfor er pinligt utidssvarende umorsomme.

MEN–Roma er sådan en film, hvor der, på overfladen, ikke foregår ret meget. Tilmed er den filmet i sort/hvid og minder umådeligt meget om ens egne gamle fotoalbums fra en længst overstået barndom. Den foregår da også i begyndelsen af 70-erne i et velhaverkvarter i Mexico City, hvor alt vel i virkeligheden også er en smule grågrumset i nuancerne. Her møder vi lægefamilien med de 4 børn, den evigt skidende hund og, især, tjenestepigen Clio. Clio er sådan indbegrebet af den evigt tjenende ånd, som altid gerne sætter andre over sig selv og kun sover på sit usle, delte loftskammer de få timer, hvor ingen for alvor har brug for hendes arbejdskraft. Men det synes ikke at have nogen væsentlig indflydelse på hendes livskvalitet–sådan ER tingene bare.

I det hele taget ER mange ting bare i denne film. Der sker store begivenheder undervejs, så som nedskydningen af  flere hundrede studerende under en demonstration, stor politisk uro, lægen og familiefaderen som forlader familien til fordel for en ukendt elskerinde samt Clios egen uønskede graviditet, som heller ikke får en specielt lykkelig udgang. Men det bliver aldrig dramatiske højdepunkter i denne film, hvor verden altid bare går videre, nærmest som om, intet specielt er hændt. Som opdraget i en filmtradition, hvor dramatiske højdepunkter er det, der bringer handlingen videre, er det faktisk lidt frustrerende, at ting bare sker–uden at de får nogen form for umiddelbare konsekvenser rent handlingsmæssigt.

Omvendt er det vel sådan, livet for os virkelige mennesker er. Os, der ikke er med i en film, og hvis drejebøger er skrevet af livet selv og ikke en manuskriptforfatter. For vi passerer jo gennem massevis af store begivenheder, uden at de mærkbart ændrer vores livskurs. Det er vel kun på film, livet er en evig serie af retningsændrende udfordringer.

Lige så omvendt så ser vi vel netop filmene, fordi de er anderledes end vore egne liv. Anderledes konstruerede og forfattet ned i den slags detaljer, som i det virkelige liv er noget, der kommer bag på os, og som vi mange gange slet ikke kan forholde os til, som personer i film kan. Det er nok derfor, vi til sammenligning oplever vores egne liv som kedelige og tomme for egentlige begivenheder.

Så dette er en film om det helt almindelige liv. I Mexico. I 70-erne. Men det er en flot film. Og, hvis man endelig skal sætte et mærkat på, så er det vel en film om alle disse kvinder, som klarer sig og overlever PÅ TRODS.

Continue Reading

En god film.

Moonlight. Viaplay.

Jeg er sådan gået lidt i jul på forskud. Rent filmmæssigt. Når det er jul, går min skal-lave-noget-retfærdighedssans nemlig fuldstændigt ud af  hverdagens indstilling, og alle praktiske gøremål må hjertensgerne vige for ren fornøjelse og sammenkryb i den gode stol. Derfor får jeg set en hel del film.

Men det er nu ikke fordi, jeg samtidigt er gået i julebøsse-mode. Det er en ren tilfældighed, at også denne film er endnu en coming-of-age film om det at være/erkende at være bøsse. Det er så også det eneste, den har til fælles med Call Me by Your Name.

For her er vi i underdog-Amerika, på de barskeste, narkoinfiltrerede gader i slummen i Miami. Her er ikke pænt, hverken indeni eller udenpå huse og mennesker. Det er ikke verdens mest oplagte område at afsløre sin, i alt fald her, noget afvigende seksualitet mellem kunstigt oppustede macho-gangstere og deres gadehjørnetrækkende kvinder. Her er ikke plads til bøssede Boyz`n the hood.

Så vores hovedperson, Chiron, med den afhængige mor har det svært gennem de tre livsfaser, vi følger ham: som barn, teenager og voksen. Der er tæv, svigt og fornedrelse i luften overalt, og Chiron er tilmed et meget tavst menneske, som sjældent tager til genmæle overfor de forfærdeligheder, han udsættes for. Men midt i dette spirer det lille håb, da han har sin første seksuelle oplevelse med en klassekammerat. Ikke meget, men nok. I alt fald nok til at føle sig endnu mere forkert.

Det er filmens flotte side–både billed- og indholdsmæssigt–at den formår at skildre dette lille håb så flot og som noget, der nærmest bliver en form for ledetråd for livet. Hvis man vel og mærke tør at gribe den. For allerførst skal man så uendeligt meget ondt igennem, og endnu mere skal man lære at erkende, hvem og hvad man egentlig er, før livet (måske?) kan forandre sig. Netop selverkendelsesprocessen er for Chiron nok det sværeste. På de kanter er det meget, uhyggeligt meget lettere bare at vokse op og blive narkogangster. Det er jo det, man ligesom gør.

Så endnu en anbefalelsesværdig og rigtig god film om at blive voksen!

Continue Reading

En god film.

I, Tonya. Viaplay.

Det er selvfølgelig en fordel at have alderen til at kunne huske, da skøjteprinsserne Harding og Kerrigan var rivaler, og Hardings bøvede boyfriend forsøgte at stoppe Kerrigans karrierre med et velvoksent slag over knæet–eller i alt fald hans hitman, her i ordets allermest bogstavelige betydning. Men det gør nu ikke noget  ( altså det med at huske!) for yngre og uindviede, for filmen fortæller historien fint alligevel.

Fortællestilen er valgt med omhu, så vi hele tiden har subjektive fortællere (jeg-fortællere), der selvfølgelig beretter løs udelukkende ud fra eget synspunkt. Det gør flere af dem til fuldstændigt gennemskuelige løgnere. Og det er faktisk ret morsomt! Tonya selv, som er filmens hovedperson, er dog en smule mindre gennemskuelig, og stik mod alle odds ender man trods alt med at tro på, hvad den midaldrende, halvfede Tonya fortæller i sit shitkøkken, der ligner en afdeling af en beboelsesvogn i den lokale afdeling for white trash.

Og det er da også en af filmens glimrende pointer. Dette med, at Tonya fra den allermest shitty del af white trash-segmentet og med en mor, der trodser enhver nederdrægtighed ( hun spiller i øvrigt så godt, at hun lige fik en Oscar for det, og er klart den hvide pendant til Precisous` djævel af en mor!) stik mod alle forudsigelser fik sig en skøjtekarrierre og adskillige mesterskabstitler. Det handler nemlig også om pigen, der selv syede sine kostumer (lidt akavet!), trodsede alle indbyggede klasseforskelle og bare gik all in på sin stræben efter den amerikanske drøm. At hun så omgav sig med lallende idioter–fra det kyniske moderdyr, over den voldelige kæreste og til hans stupide kumpaner–var bare så forbandet ærgerligt. Også for Nancy Kerrigan, som måtte ofre et knæ på det alter.

Det er en film, som (vel som de allerfleste amerikanske film) handler om den amerikanske drøm–og det, at den, når den slår fejl, bliver til det amerikanske mareridt. Uden at røbe for meget, så går det ikke specielt godt for pigen fra caravanparken. Måske er det også derfor, man er tilbøjelig til at tro på, hvad hun siger. Der er ligesom ikke så meget mere at tabe.

Og hvem husker i øvrigt Nancy Kerrigan? Det er da Tonya, der er blevet den mediemæssige vinder af det, i bogstaveligste forstand, slag!

Continue Reading

En smuk film.

Call Me by your Name. Viaplay.

Når man er sådan en biografdoven en som mig, ses de fleste film på Netflix eller Viaplay. Jeg er overbevist om, at ingen biografsæder matcher min gode stol, og intet biografslik er så prisbilligt som mit. Det er for dårligt, men jeg gider ikke engang tage diskussionen.

Denne lille perle kan altså findes på Viaplay, og det er der mange gode grunde til at gøre. Ligefrem at kalde den en decideret bøssefilm er måske i overkanten, men den indeholder en utroligt smuk skildring af forholdet mellem en voksen mand og en på samme tid meget moden og meget famlende teenagedreng på 17. Jeg vil meget hellere beskrive den som den mest inderlige, virkelig følte beskrivelse af en coming-of-age proces, jeg længe har set.

Og så gør det jo heller ikke noget, at vi er i vidunderligt smukke, smukke Italien på den allermest fotogene årstid. I selskab med en amerikansk/italiensk forskerfamilie, som også er så meget andet end det. Det er nemlig også sjældent at se så lavmælt og dybfølt et bånd mellem forældre ( her mest far) og barn fortalt så medrivende og helt igennem forståeligt. Til denne alt andet end dysfunktionelle familie( OBS! Brud på den bærende tendens, der gerne beskriver samtlige familier som dysfunktionelle. Befriende!!) ankommer sommerens forskerassistent, Oliver, som bestemt også for kvinder gør sig ret fantastisk i badebukser, om end 80-ernes bærende badetøjsmode minder en del for meget om landsholdets katastrofedesignede shortsmode i samme årti. Men kan man se gennem stumpeshorts og røvomklamrende tøjstil er her faktisk er godt skår–for nu at blive i 80-er jargon.

Mellem Oliver og den søgende teenager opstår først et bånd og dernæst den smukkeste, famlende kærlighed. Og i modsætning til alle clicheer, så er det faktisk teenageren, der er initiativtageren. Teenageren, der er ude i ærindet “at blive voksen” og opsøge, hvad det indebærer. Og teenageren, der ved filmens –og forholdets–slutning er kommet “of age”.

Så alt i alt en forførende smuk film om at blive voksen. På den fine måde, hvor man får sig selv med. Og hvor ens forældre fra sidelinjen iagttager, at man bliver det, men samtidigt lader en blive det i fred og uden nogen form for moralisering. Kun ægte, kærligt ment, forståelse. Altsammen uden en eneste lummer tone—det er bare smukt, smukt!

Continue Reading

En god serie.

Sharp Objects. Netflix.

At opfordre andre til at gå i clinch med denne serie er som en direkte opfordring til binge-watching. Lad være med at gå i gang, hvis der ikke omkostningsfrit kan afsættes den tid, det tager at se alle afsnit. Direkte efter hinanden.

Rent filmisk er serien lidt som at komme hjem eller genfinde gode, gamle og velkendte venner. Vi befinder os i lillebyen Wind Gap (sikke et navn, fortolkninger helt åbne!) i yderst landlige Missouri, og atmosfæren i byen er i direkte familie med Twin Peaks: Her er lidt uhyggeligt, og hengemte traumer ligger på lur overalt. En enkelt klovn eller to ville på ingen måde overraske i gadebilledet. Der er skelet ret kraftigt til “It” i både billeder og handling. Og, når vi nu er ved Stephen King, så er der bestemt også et pænt antal lån fra og referencer til Carrie. Vores kvindelige journalist og hovedrolleindehaver må have gået på samme årgang mentalt som hovedrollen i Niceville, og den lokale sherif så vist på, da Mississippi brændte. Alt i alt et konglomerat af det allerbedste–og allermest uhyggeligt foruroligende–fra alle disse andre blændende skildringer af, hvad lillebyen kan præstere af dysfunktionelle familier, hengemte traumer og usle barndomme.

I Wind Gap er to piger blevet myrdet på bestialsk vis, og hovedpersonen, journalisten Camille, tvinges til at rapportere derfra og dermed at face det provinshul og det kolde  moderdyr, hun mange år tidligere flygtede fra. Ikke, at flugten så sådan har været mere end rent geografisk–mentalt er hun stadig fanget i uforløst selvdestruktion i alkohol og selvskadning. Men, som det jo er i den slags ting: hun må lære at stå ansigt til ansigt med sin egen fortid, for overhovedet at kunne få en fremtid. Samt være med til at opklare, hvem der dog kynisk nedslagter teenagere, når det nok (trods alt!) ikke er underbevidsthedens fæle klovn i kloakken.

Til gengæld er der kloakker nok derude i provinsen. Alle sten, der vendes, viser sig at føre lige lukt ned i den menneskelige kloak af misundelse, kynisme og den rene, skære ondskab. Og skære gør de også. Serien er fyldt med (qua titlen) skarpe, skærende tingester. For her skærer man i hinanden og sig selv, såvel konkret som i overført betydning.

Gennem afsnittene konfronteres man som seer hele tiden med tågede, og i begyndelsen relativt mystificende, flashbacks til Camilles egen traumatiske barndom, som, finder man hen ad vejen ud af, minsandten også inkluderer endnu en myrdet pige. Nemlig hendes søster. Så er er da bestemt noget med den mor, og med den søster, og med den stedfar—og med hele den modbydelige lilleby, der har skabt, og stadig skaber, permanente ar på både krop og sjæl.

Og hvis man stadig ( efter alle disse år) tydeligt erindrer uhyggen i Twin Peaks, Carrie og It, så kan serien da i den grad anbefales. Hvis man har tid. Altså.

Continue Reading

En god–aktuel–film.

DR2. 20.00: Ondskab.

I forbindelse med den særdeles aktuelle debat omkring de såkaldte “puttemiddage” på især Nordsjællandske gymnasier, er der her filmisk indspark om, hvordan den svenske overklasse behandler sig selv og hinanden på samme alderstrin.

Her er ikke mange repræsentanter for kvindekønnet, men det lader til, at drengene i filmen udmærket indbyrdes selv klarer enhver form for seksuelt betinget fornedrelse og rå kynisme. Det er en brutal, men også meget smuk film om en drengs oplevelse af miljøet på en svensk kostskole. Samt hvorledes  samme miljø og de grusomme oplevelser bliver medvirkende for dannelsen af selve voksenidentiteten.

Absolut en god og meget anbefalelsesværdig film. Som alle de infantile tåbelighoveder på visse gymnasier burde bruge deres fredag aften på at se i stedet for at prøve at stive ikke-eksisterende egoer af i uskyldige pigers lapdance. Tænker–nu vi er ved det–at når nu pigerne skal møde op uden hår på kussen, så er det sikkert fordi, de ville udgøre en umiddelbar hårmæssig trussel overfor bumsede pubertetsdrenge, der endnu ikke selv er begyndt at gro den slags. Nogen steder.

 

Continue Reading