En FANtastisk serie.

Alias Grace. Netflix.

Måske er jeg håbløst for sent ude, og ALLE andre (kvinder!) har allerede set denne FANtastiske serie, som på den ene side set overhovedet ikke er spritny, men på den anden fuldstændig eviggyldig og nærmest et MUST. Men hvis der nu alligevel sidder nogen derude, der ligesom mig har misset ud på den og reelt ikke har overskyggende væsentlige planer for en søndag i marts ( eller ethvert andet tidspunkt, for den sags skyld), så er der altså kun 6 afsnit. Med indbygget garanti for, at man ikke sådan lige stopper, før man er til vejs ende.

Nok læste jeg Margaret Atwoods fremragende bog tilbage i 1996 og var benovet over og betaget af den, men med mit litteraturindtag hænder det, at ting bliver glemt undervejs. Møflet ned under alle de andre indtag. Således også at Grace var ankommet i serieversion.

Vi er i Canada i midten af 1800-tallet, hvor den unge tjenestepige Grace Marks er blevet dømt for 2 brutale mord. Historien er bygget på virkelige begivenheder, men den stræber mere efter at forsøge at beskrive Graces liv end egentlig at finde frem til sandheden eller skildre den, præcis som den var. Det, der i sin tid var Atwoods og nu seriens mål, er at fortælle historien om, hvordan det var at være fattig, irsk immigrant i et samfund domineret af uretfærdighed, gamle penge, stive klasseforskelle–og mænd. Hvordan en ung pige uden andre at værge for sig end sig selv hele tiden bliver misbrugt, i alle facetter af det ord, og udnyttet. For selv om Grace er gammeldags snusfornuftig, stadig har sin barnetro i overvældende behold og derudover besidder en spændende blanding af snuhed og naivitet, så er verden bare generelt på kollisionskurs med fattige, forældreløse immigranter som hende. Og det hjælper heller ikke overvældende, at Grace både er køn og sød. Nærmere tværtimod.

Genialt er progressionen i serien bygget op omkring Grace, der fortæller sin historie til en ung, amerikansk psykiater, så vi får hele handlingsforløbet i fortløbende tilbageblik/flashbacks og med Graces egne ord. Ældgammel, godt brugt fortælleteknik, men den virker. Og Grace er umiddelbart en troværdig fortæller, for hun undlader fuldstændigt at tolke på, hvad hun oplever. Hendes fortælling er udelukkende styret af, hvad hun rent faktisk ser og oplever og indeholder den ind imellem tilløb til bedømmelser og tolkninger, er disse primært baseret på hendes dybe religiøsitet, og hvad Gud iflg. hende ville have ment. Det er derfor totalt op til seeren at tolke på, hvad Grace egentlig indeholder, og hvorfor hun (måske?) blev morder. Lidt forenklet: Er hun et forfærdeligt, kynisk menneske–eller levede hun bare i et forfærdeligt, kynisk samfund?

Umiddelbart skulle man tro, BBC stod bag denne pragtserie, for mellem alle genvordighederne lyser elementer af deres fantastiske evne for kostumedramaer igennem. Men den her har Canada selv klaret, og det har de med billeder, der er så smukke, at man decideret er på nippet til at bestille en rejse derover–samt får klare deja vus til hedengangne filmatiseringer af samtlige romaner af Jane Austen i smukke Bath og omegn. Dickens har også klart leveret en skygge, for når det er shitty for Grace i fængsler og sindssygeanstalter ( ikke mit ord, men seriens!), så går der gamle billeder af Londons gældsfængsler og Oliver Twist uden happy end i sagerne.

Måske er det en pigeserie, fordi den så klart vil det at skildre et kvindeliv på et tidspunkt i historien, hvor der ikke var den store gevinst i at have sådan et. I alt fald ikke, hvis man var fattig, irsk immigrant i Canada. Omvendt bør mændene også se med, for måske er der noget, de (akkurat som kvinderne!) godt lige kunne trænge til at blive mindet om. Og endelig er det en fantastisk flot, velfortalt,vedkommende og spændende fortælling.

 

Continue Reading

En god serie.

Black Earth Rising. Netflix.

Jeg har været vild med skuespilleren John Goodmann, siden han bogstaveligt talt væltede ind på skærmen som barm- (og resten af kroppen!) fagre Roseannas mand i 80-erne. Han er, om nogen, en skuespiller, der spiller på hele kroppens register, og den (altså kroppen) er, selv om han på det sidste har tabt sig, relativt omfangsrig. Ikke blot mestrer han komikken, men som seriøs skuespiller formår han også at give vægt og dybde til alle de roller, han påtager sig. Han er, med andre ord, en stor fornøjelse.

Så når jeg ser hans navn, tjekker jeg altid, om resten af projektet lever op til hans høje standarter. Og det gør dette. MON ikke. Selv om jeg kun er 3 episoder inde i de 8 af slagsen, kan jeg allerede give min uforbeholdne anbefaling til denne serie. Og faktisk har jeg slet ikke tid til at skrive dette, når jeg nu meget hellere ville bruge dagen på at binge-watche de resterende 5….

Det handler om folkemordet i Rwanda. Og er man sådan lidt på Afrikas mark hvad det angår, så kunne man jo evt. lave lidt indledende øvelser ved at (gen)se den fremragende film Hotel Rwanda og lige blive opdateret. Men her, 25 år senere, spøger dette grusomme folkemord på over 1 million mennesker, som dengang nærmest gik upåagtet hen, stadig masser af steder. Især hos de dengang involverede, hvad enten de var internationale udsendinge, på magisk vis undslap massakrerne eller selv deltog i de grusomme nedslagtninger. Vi har dem fra alle hjørner af datidens begivenheder: det adopterede barn, der nu er blevet en vred voksen, den internationale anklager, den godhjertede, men cancerramte og lidt  handlingslammede advokat, den undslupne krigsforbryder, den mystiske præst, som (måske?) reddede sine sognebørn og den anklagede, hvis skyld vi kastes rundt mellem at tro på eller fornægte. Det er alt sammen meget, meget kompliceret, og spændingskurven er støt stigende, mens vi som seere hvirvles ind i fortællingen om ting, der næsten er mere grusomme end fatteligt.

Samtidig er det også en fortælling om det hvide, internationale samfund og dets forhold til Afrika, både nu og dengang. Om hvad det vil sige at være hvid europæer kontra sort afrikaner. Om gode og meget, meget slemme viljer. Og midt i dette stråler fantastiske skuespillerpræstationer. Ikke bare Goodmanns advokat, men det adopterede, nu voksne, vrede barn, der ligner en remake af grundideen om Cleopatra, er fantastiske og troværdige helt ind i sjælen. Ydermere anvendes animationsteknikker i sort/hvid til at skildre datidens begivenheder, hvilket har en helt fænomenal effekt.

Det er en forfærdelig ting, der er rammen om serien. Måske endda så forfærdelig, at vi lige skal have den repeteret, for vi glemte den jo nærmest allerede, mens den stod på. Men mens man ser serien, overbevises man gang på gang om, at ikke sølle 25 år, ikke engang fulde levealdre, nogensinde vil få de involverede i dette mareridt til at glemme noget som helst.

Serien er, i England, blevet sammenlignet med Susanne Biers Natportieren. Faktisk synes jeg, denne er bedre.

Continue Reading

En god film.

I, Daniel Blake. Filmstriben.

Den britiske instruktør, Ken Loach, er både verdensmester i socialrealisme og i at vinde Guldpalmerne i Cannes. De to ting hører sikkert sammen. Han har et utal af film i præcis samme genre bag sig, og da vi danskere generelt er rimeligt vilde med netop socialrealisme, er han da også en af de allermest populære, udenlandske instruktører herhjemme. Herhjemme, hvor vi aldrig går af vejen for en film om enlige mødre i NordVest ( gerne på baggrund af en bandekrig eller et nødstedt, socialt projekt) i sort/hvid eller arbejdsløse bistandsmodtagere i en nordengelsk skodby i krise i gråt i gråt. Men aldrig, ALDRIG, uden humor!

Og lige præcis det sidste sted er vi så denne gang. I Newcastle, hvor den ældre tømrer, Daniel Blake, er fanget “between a rock and a hard place” i en situation, der er umulig at komme ud af, videre fra eller helt fundamentalt bare forstå. Han har haft et hjertetilfælde og kan hverken få sygedagpenge, arbejde eller for den sags skyld opnå arbejdsløshedsunderstøttelse. Ydermere er Daniel totalt computeranalfabet, hvilket selvfølgelig er ustyrligt tragikomisk, men også et uoverkommeligt handicap i hans situation. Gudskelov har han humor, og Gudskelov har han gode naboer derude i sin shitty towerblock af den slags, som herhjemme ville have været revet ned, og Gudskelov støder han over den enlige mor ( der kom hun!) med 2 børn ( det ene selvfølgelig belæsser med et helt alfabet af diagnoser), som er god som guld indvendig, men undertrykt, glemt, bortskaffet og behandlet som lort af systemet. De formår, trods alt, at give hinandens liv en smule venlighed, værdighed og værdi.

Egentlig er filmen mere et debatoplæg end en historie. Den aftegner på rystende vis et England i krise, som har glemt enhver form for menneskelighed og i stedet hylder et system, der næsten synes at være til udelukkende for sin egen skyld. Og jeg lover, at den slags ikke vil ændre sig til det mere positive efter Brexit. No way! Men midt i al denne håbløshed lyser Daniel Blake med sin humanisme og sin ukomplicerede tilgang til livet. At det hele så gør ham til såvel anarkist overfor systemet som fuldstændigt talentløs graffitimaler er så bare yderligere bonus på komiksiden. Det ER faktisk komisk, når Daniel med sine underskole-blokbogstaver overtegner arbejdsformidlingens facade i ren og skær desperation.

Det er en god, human film. En af den slags film, hvor personerne nærmest bliver ens venner, og man indvendigt føler deres smerte og glæde. Nok mest det første. Ikke, at den er væsentlig forskellig fra majoriteten af Loach`s andre film–men det er vel også netop derfor, den skal ses. Man ved, hvad man får!

Behøver jeg at fortælle, at den fik Guldpalmerne i Cannes?

Continue Reading

En god film.

The Limehouse Golem. Netflix.

Hvis man nu er forvejen er til Sherlock Holmes, London i evig tåge, Dickensk, malerisk fattigdom samt kostumedramaer fra BBC og samtidigt erkender, at ingen kommer op på siden af britisk film, når det gælder om at styre gotikken gennem serier af blodige mord, så er der guf på drengen her.

Styret af Bill Nighy, som i de seneste år klart har udviklet sig til britisk films Grand Old Man, i rollen som den (måske?) homoseksuelle detektiv og med farverige karakterer fra Music Hall scenen vrimlende omkring sig. Allermest den store stjerne Little Lizzie og hendes ven komikeren Reno. Sidstnævnte en Freddy Mercury-klon i victoriansk udklædning.

Der er mørkt, og der er farligt i Londons slumgader. Og der begås blodige, virkelig blodige, mord, af The Limehouse Golem, der som en anden Jack The Ripper raserer og flænser prostituerede, gamle jøder og hele familier i flæng. Alt imens der lystigt spilles Music Hall for folket. Omdrejningspunktet er selvfølgelig at finde frem til den brutale morder, og det gøres gennem et spind af gåder og talrige mistænkte. Heriblandt selveste Karl Marx, og hvordan han går fri, er man næsten nødt til selv at se. Den utrættelige detektiv (Nighy) spilles puds efter puds af den snedige morder, alt imens vi allesammen i flashback får historien om umiddelbart ganske troværdige Little Lizzie, der arbejder sig op gennem slummen til at blive den største kvindelige musichallstjerne. Hun har ambitioner, den pige, og hun ender da også med at blive gift med en velhavende mand—hvis det ellers, i det tilfælde, er lykken?

En god, britisk film ender, i denne genre, ofte med en god hængning. Det gør denne (heldigvis?) også. Men er det den rigtige morder, der bliver hængt? Personligt er jeg vist nødt til at se den slutning et par gange mere, inden jeg kan føle mig helt sikker. Hvis jeg nogensinde bliver det. Og i øvrigt gør jeg det gerne, for filmen er i sit visuelle udtryk og alle sine indbyggede gåder der i tågen, mørket, blodet og music hallen virkelig fascinerende og en sand godbid for sådan nogle som os, der har brug for lidt victoriansk uhygge, flot scenografi, vildt dygtige skuespillere og uløselige gåder på den der subtile, britiske måde med fantastiske Nighy i spidsen.

Continue Reading

En god film.

The Children Act.

Det bør ikke kunne gå galt, når man for det første har et manuskript af Ian McEwan (Hvornår får den mand den Nobelpris i litteratur, han mere end nogen anden nulevende forfatter har krav på?), dernæst sætter en moden og afdæmpet Emma Thompson på hovedrollen og så bemander resten af filmen med nogle af britisk teaters allerbedste og mest erfarne kræfter. Det gør det så heller ikke. Det går nærmest op i  en højere kunstnerisk enhed i stedet.

Fru Thompson er denne gang befriende umorsom og viser, at meningen med hende heller aldrig har været, at hun skulle forsøge at være sjov. Her er vi i de allerøverste rangklasser i det britiske klassesamfund, hvor Thompson som dommeren står med de allermest vanskelige sager omkring børns rettigheder. Filmen starter in medias res med en sag om adskillelsen af et siamesisk tvillingepar, hvor enhver dom kun kan betyde helvede, død og dårlig samvittighed–og så er stilen ligesom lagt. Omkring dette bjerg af det mest ømtålelige af det mest betændte har dommeren desuden svære ægteskabelige problemer, om end manden både er sød, fornuftig, forstående og virkelig har nogle gode pointer overfor sin relativt kolde skid af en kone.

Men så kommer sagen om den unge dreng fra Jehovas Vidner, der som næsten ( hvilket jo her er af vital betydning) 18-årig nægter at modtage livgivende blod for at kunne leve videre med sin alvorlige kræftsygdom. Så vakler dommerens verden, og for en gangs skyld–vel for livets skyld!–involverer hun sig med meget, meget mere end sin afstandtagende professionalisme. Drengen spilles i øvrigt af stortalentet Fionn Whitehead, som vi (spår jeg) i den grad kommer til at høre meget mere til.

Det hele bliver–på en omvendt måde–dommerens egen coming of age-proces, selv om det burde være hende, der var den voksne i dette forhold. Og alle de fundamentale spørgsmål om liv, død og–især–kunstens betydning bliver vendt på den der måde, som næsten kun britiske film magter. Det er en fordel at kunne sin Yeats–denne pragtfulde, irske digter, som vel at mærke FIK Nobelprisen i litteratur–men hvis det ikke er tilfældet, så vil filmen give en den mest fabelagtige lyst til at lave om på netop det.

Så endnu en trekvartgammel kvinde i sit livs stormvejr. Det er smukt, det er betagende, det kradser helt ned i tåspidserne, og det er så sørgeligt på den der måde, at der næsten kun kan komme en forløsning ud af det. For dommeren altså. Det er straks værre med drengen–men det kan man så selv se….

Continue Reading

En god film.

The Wife.

En af de tiltalende ting omkring at rejse forholdvist langt i et fly er, at der som regel er gode film på programmet. Af den slags, som man aldrig rigtigt får sig nusset ned i biografen for at se, og som virker særdeles dragende deroppe i skyerne, fordi de er gratis. Og også fordi der nærmest ikke er så mange alternativer til, hvad man kan slå nogle tusinde kilometer ihjel med.

The Wife er den ultimative film om “The woman behind the man”, eller hende, der altid har sat sit lys under–i alt fald i denne film–mandens selvværd og popularitet. For ikke at røbe for meget, så er hun i denne version gift med en Nobelprisvindende forfatter af den slags, der indeni er en lille, bitte kloakrotte, men udadtil braldrer som en kongetiger. Han er usympatisk, ham manden. Noget så usympatisk.

Men der er mere til den historie. For gennem filmen afdækkes lag efter lag af det storslåede bedrag, ægtefællerne sammen har udført over utallige år. Et bedrag så stort, at de ligesom er fanget i roller af den slags, at han nyder sin i fulde drag, mens hun bliver mindre og svinder ind i sin. Indtil den fabelagtigt flotte slutning, forstås.

Glenn Close spiller rollen ud af de tækkelige fruebukser i denne film. På alle tangenter og med et ansigt så furet af livets tildragelser og mandens ulidelighed, at det nærmest sig det eminente. Der MÅ ligge en Oscar gemt her–ellers er der ingen retfærdighed til. Og som trekvartgammel kvinde er det så befriende at følge en filmheltinde, der både er oppe i årene og oppe i, hvad hun selv vil med resten af sit liv.

Det er nok mest en kvindefilm. Men jeg er overbevist om, at rigtigt mange mænd kan lære rigtigt meget om mange kvinder ved at se den.

Det må man da håbe….

Continue Reading

En god serie.

Peaky Blinders. Netflix.

—Hvis man nu overhovedet ikke er til nytårskoncert fra Wien eller de nytårslige skihop, så er her en ualmindeligt god undskyldning for binge-watching hele den lange, mørke (og i dag stormfulde) nytårsdag. Men pas på! Birminghams slum i mellemkrigstiden og dens omkringliggende væddeløbsbaner er stærkt vanedannende. Det er formidable britiske og irske skuespillere også. Heldigvis er der så 24 afsnit. Der skulle derfor være tilstrækkeligt til at gå i seriemode et stykke ind i ubrugelige januar.

Peaky Blinders ( som vel betyder noget i retning af at smugkigge ud gennem (rulle)gardiner) er navnet på en familiebande i Birmingham lige efter 1. Verdenskrig. Anført af Thomas Selby, som spilles smukt og lurende farligt af irsk films overcutie, Cilian Murphy (udtales med K), og med gode, farverige og flot nuancerede medlemmer på sidelinjen. Persongalleriet omkring familien er lige så spændende og udfordrende, og især reservekongen af alle serier, Sam Neill, har faktisk en af sine glansroller som den både kloge, men også relativt letnarrelige politiinspektør. I modsætning til et utal af andre serier, hvor man næsten kan få følelsen af, at han bare er med, fordi man nu engang HAR Sam Neill med i serier.

Udover en god og realistisk handling, er serien også et fabelagtigt tidsbillede af en engelsk industriby i begyndelsen af sidste århundrede. Af fattigdommen, af slummen, af fordrukkenheden, af alle arrene fra den nyligt overståede verdenskrig—og fremfor alt af håbet om en bedre tilværelse. Farvetonerne er mørke og smukke. Akkurat som hos familien Selby, som nok tjener de fleste penge illegalt, men samtidig står som beskyttere af alle, der er værdige til at få en hjælpende hånd. Ydermere ulmer det i baggrunden med den irske borgerkrig og IRAs inflydelse, så her er absolut også noget at hente for Irlandsfreaks.

Endelig er her, som allerede antydet, også Cilian Murphy at hente. Selv om dette stortalent har sjoflet med sit rollevalg og fejlcastet sig selv utallige gange siden glansrollen i The Wind that Shakes the Barley (SE den–det er en af mine absolutte yndlingsfilm!), så er han helt tilgivet efter denne smukke præstation, hvor han i den grad får mulighed for at vise sin kunnen. Og den farlighed, der lurer latent inde bag det smukke, smukke ansigt.

—Jeg har lang vej endnu. Men den er værd at gå…….

Continue Reading

En god film med en dårlig slutning.

Glasslottet. Viaplay.

Det er lidt synd for denne film. For den er rigtigt god indtil sin totalt uforståelige, utroværdige slutning. Den burde have endt uden. Uden denne slutning, altså. Eller måske have fundet på en anden, men det er jo i sig selv også en smule utroværdigt, når filmen er baseret på en selvbiografisk bog.

Endnu engang er vi i en af tidens så populære dysfunktionelle familier. En nomadefamilie med hele fire omsorgssvigtede børn, en alkoholiseret far og en særdeles ukunstnerisk, såkaldt kunstner af en mor. Alle fremragende spillet af folk som Brie Larsson, Naomi Watts og Woody Harrelson, tilsat nogle charmerende børn. Far og mor har udelukkende egen behov af enhver art for øje, pengene er små, maden endnu mindre, og livet skal tilsyneladende forstås ved brutalt at blive kastet ud på dybt vand, hvor man så må lære sig selv at svømme, hvis man vil overleve. Der er dog også stjernestunder forældre og børn imellem. Især mellem far og børn i de få øjeblikke, hvor børnene glimtvis kommer foran alkoholen.

Det er en shitty barndom, men shitty barndomme er uhyre interessante, så alle vi, der ikke selv havde en, ser forslugent, nysgerrigt og en smule på afstand  på de, der havde. Især på, hvordan de kæmper sig ud af den, og alligevel bliver til voksne, rimeligt velfungerende mennesker. Til trods for, at de aldrig nogensinde kom i nærheden af det glasslot, de hele tiden blev lovet derude i den faldefærdige white trash hytte blandt de andre hillbillies.

I filmens første halvdel, med en synsvinkel dikteret af den mellemste datter, ser vi udelukkende fire børn, der rejser sig PÅ TRODS. Det gør selvfølgelig forældrene til endnu større egoistiske idioter. Derfor er det også uendeligt svært at acceptere den tilgivelse, der så underligt påklistret bliver filmens slutning. Jeg er stadig af den overbevisning, at begge forældre omsorgssvigtede deres børn i fatal grad, så min tilgivelse får de altså ikke.

Og det er synd for filmen. For den første del er virkelig et hudløst og særdeles interessant portræt af en familie med amerikansk rekord i dysfunktionalitet. Var der ikke gået Hollywood i den, havde det været en ualmindeligt god film. Nu er det så kun en halv god film. Men den halvdel er bestemt også seværdig og god.

Continue Reading

En god film.

The Florida Project. Viaplay.

Dette må være filmen om, hvordan det hele startede for Thelma and Louise. Vi ved jo nok allesammen, hvordan det hele endte….

Vi er i Florida, sådan nærmest på bagsiden af Disneyworld, hvor de usle moteller, usunde take-aways og storskrydende, lettere udbrændte spin-offs fra Disneykoncernen bor i helt deres egen skraldespandsby. Her er alle shit-motellerne katastrofelilla eller afskallede grå, og det er her, samfundets bund, alle taberne i den store Disneyficering, opmagasineres på deres etværelses møgkamre med dør direkte til gaden. Det eneste, de umiddelbart ser til drømmelandet i deres forgård, er de evigt lettende helikoptere, der tager bedre bemidlede på sightseeing over det magiske kongerige. Eller væk.

Her bor så 6-årige Moonee med sin unge mor, der mentalt nok heller ikke er meget over 6. Moonee virker som et barn med samtlige, fatale bogstavkombinationer på speed, og er i bund og grund en af filmhistoriens mest irriterende møgunger. Enhver form for moral er, af naturlige årsager med DEN mor, gået totalt tabt i opvæksten, så Moonee tilbringer sin sommerferie med, sammen med ligesindede og ligestillede børn, at gøre præcis, hvad hun har lyst til. Det inkluderer afbrænding af tomme, forladte, lyserøde shitmoteller, kraftig bespytning af biler, studering af hængepatter og småchikane og -rapserier af enhver art. For hvad i alverden skal man ellers tage sig til i denne shitty, lyserøde ødemark for menneskeligt affald, hvor Disneyworld lige så godt kunne ligge på en fjern planet?

Der er pragtfulde scener, hvor både mor og datter bryder enhver norm for almindelig, ordentlig opførsel i dette farverige helvede, og især skal nævnes scenen, hvor de, efter at have stjålet, og afsat, turpas til forlystelsesparken, går på seriøs shopping i en slags spøg og skæmt-butik. Man kan undre sig helt ned i sin nederste sjæl over, at så fattige og udsatte mennesker bruger de illegale dollars på SÅ meget, totalt unyttigt bling-bling. Men de har det sjovt! Det allermest geniale er dog, at den evige tilstedeværelse af Disneyworld næsten omdanner parken til et ikke-eksisterende sted. Det er, for seeren, uhyggeligt svært at tro på, at stedet overhovedet er virkeligt ( det er det måske heller ikke?), og filmens personer nævner eller ænser da heller ikke denne drømmeverden overhovedet.

Til trods for, at den næsten for gode og beskyttende bestyrer, Bobby (brilliant spillet af Willem Dafoe) prøver at holde sin hånd over denne totalt dysfunktionelle familie, går det selvfølgelig galt. Lidt for mange, fremmede mænd har spyttet i den evigt slunkne kasse, og det er heller ikke nogen specielt god ide aggressivt  at tilbyde parfumekopier foran luksushotellerne, så de sociale myndigheder kommer forbi. Hvad der derefter sker, må man selv se, men det kan dog røbes, at filmens slutscene minder en del om Thelma og Louises afsked—omend den nok levner plads til, at Moonee kan vokse op og kaste sig over og i endnu en fatal kløft i livet.

Det er beundringsværdigt som instruktøren har fået sine børneskuespillere til at agere. Intet virker uægte i denne film, hvor et hav af børn har skullet forestille at være på fattigdommens speed gennem en hel spillefilm. Især lille Moonee er et fantastisk talent. Ellers havde hun nok heller ikke virket så gennemført røvirriterende….

Så endnu en film om det amerikanske mareridt og en dysfunktionel familie. Men her er slet ingen bøsser, og det hele er ind imellem ufatteligt (tragi)komisk. Værd at bruge et par timer på!

 

 

Continue Reading
1 2 3 5