Endnu en tysk film.

Fog in August. Netflix.

Jeg begriber ikke, hvorfor en tysk film skal udstyres med en engelsk titel på dansk Netflix. Man er bare nødt til at acceptere sprogroderiet for at finde frem til filmen derude i Netflix` enorme bagkatalog.

Endnu engang et af de små tyske mesterværker, for, som jeg har skrevet utallige gange før, så er tyskerne eminente til at lave film og serier. Det er især to faktorer, der tiltaler mig. For det første tager tyskerne deres egen historie dybt seriøst, med udpræget tysk grundighed og imponerende objektivitet. Det sidste noget af en bedrift i et land, der, diplomatisk sagt, godt kunne forfalde til at pynte lidt på visse kendsgerninger. Lige nu befinder tysk film sig i et ståsted, hvor især film om Nazitiden og DDR dominerer, en slags på afstand forligen sig med fortidens uhyrligheder og et opgør med en bagage, der samtidig er en historisk kendsgerning, man ikke kan flygte fra. For det andet har tysk film en både forståelig og på sin vis gammeldags fortællestil. Her er ikke de store eksperimenter, men en rolig, fremadskridende fortælling, der følger alle regler om hjem-ude-hjem og en afsluttet historie med en klar introduktion, forståeligt plot og spændingskurve og en afslutning, der ikke bare står og blafrer eller udelukkende er for de allermest skarpe hjerner. Tyskerne mestrer den gode historie, den store fortælling, om man vil.

Hvis man stadig har mesterværket Drengen i den stribede pyjamas siddende på de små film-fimrehår–for det har man, hvis man har set den!–så er denne film et must! Her er vi på en af de anstalter for samfundets uønskede i form af fysisk og psykisk handicappede og utilpassede, som Hitler meget hurtigt omdannede til en del af sin Endlösung. Det var udelukkende et spørgsmål om tid og tilstrækkelige aflivningsmetoder. Hertil kommer Ernst, en 10-årig rimeligt utilpasset, men absolut ikke på andre måder afvigende sigøjnerdreng. Fortalt fra barnets naive og subjektive synsvinkel introduceres vi til dette rædselssted, som udefra nok forekommer relativt spiseligt, men som voksen tilskuer ved man jo altid bedre. Kan gennemskue. Og så er det meget uspiseligt. Mildt sagt.

Filmens helt store scoop er dens casting. For samtlige skuespillere er tydeligvis valgt efter udseende, æstetisk appel, om man vil. Overlægen og den allermest morderiske sygeplejerske er vanvittigt smukke, tiltalende og perfekte mennesker på ydersiden, mens den hjertevarme og menneskelighed, der heldigvis og trods alt også eksisterer i dette forkammer til døden, bor i den ydre uskønhed, grimhed, om man vil. Det er ret genialt. Ydermere konfronteres vi ( igen, igen) med den blinde tro på socialdarwinismen, på overmennesket, på den rene race, således det bliver en forklaring (IKKE en undskyldning!) for at handle, som man gør.

Ernst er barnet i en grusom, uforståelig handlingsplan, men gennem filmen går han pinefuldt fra erkendelse til erkendelse. Han bliver voksen på den hårde måde. Den slags er selvfølgelig ikke tilladt et sådant sted. Man skal aldrig afsløre slutningen på en god film. Men jeg kan da godt afsløre, at man græder. Græder på præcis samme måde, som man næsten gik i ufrivillig krampegråd over drengen i den stribede pyjamas. Og som med alle de andre gode tyske film, så sidder man også tilbage beriget med en god oplevelse, en god historie, en slags stor fortælling.

PS. Og hvis man har mod på det mere alternative, så er den taiwanesiske film A Sun på Netflix også et lille mesterværk. Dens filmsprog er lidt anderledes, end vi i vesten er vant til, men dens historie er sønderknusende og fuldt ud genkendelig. giv den en chance!

Continue Reading

En farverig og kulørt serie.

A Discovery of Witches. HBO.

Det er i disse dage tilladt, hvis man vel at mærke også husker både at spise sundt og gå sine mindst 10000 skridt hver dag, at gå amok i farverigt TV. Det har jeg lovet mig selv!

Så her er Oxford, igen, igen, igen! For enhver fantasyserie med respekt for sig selv udgår af og fra dette lærdommens ældgamle og fascinerende tempel, hvor alle hobitter, orker, garderobeskabe med løs bagbeklædning, alethiometre, Alicer og alle de andre kommer fra. Nogle gange undrer det mig, at ikke også Morse ( både som ung og gammel), Lewis og Hathaway jagter fantasifigurer, for dem må der da næsten være flere tilbage af end myrdelige mennesker.

Denne gang er det hekse, vampyrer og dæmoner, der udgør det eksklusive selskab, og hvis nogen troede, at sådan nogle ikke kunne være lærde professorer, sexede ungkarle på godt og vel 1500 år og naboens-datter-søde graduates–ja, så tager de fejl! For dybt inde i Bodlian Library ( det er den der runde, som Lewis og Hathaway altid går rundt om) findes der en magisk bog, som alle disse væsner kappes om at få fat i. Det sker selvfølgelig ikke uden spændende forviklinger og masser af umulig kærlighed, som først bliver mulig, når hekse og vampyrer erkender, at de slet ikke behøver at hade hinanden, selv om de altså altid har troet, at det var sådan, verden hænger sammen. Så det er den gode gamle historie om Romeo og Julie, Sandy og Danny, Maria og Tony og Richard Gere og hans pretty woman–NU med vampyrer og hekse!

Det lyder som en parafrase over en dårlig teenageroman, men det er det faktisk overhovedet ikke. Det er en absolut fin serie med alt det, flertallet af kvinder har brug for lige i disse dage, hvor dagdrømmeri også er en slags overlevelsesmekanisme. Der er garanteret ikke mange, der ikke gad sætte tænderne i seriens ualmindeligt spiselige vampyr, ligesom hende naboens-datter heksen da godt nok også er sød. Og så er selve plottet faktisk intelligent og velkonstrueret. På sidelinjen har man endda, igen, igen, pragtfulde Oxford med nogle vildt gode billeder fra alle de smukkeste steder, og det er da også en måde at gå ind i eskapismen på. Om ikke andet kan man da højlydt kommentere på, at i netop den cafe har de gode kager, i netop den pub plejer Morse og Lewis at hænge over bardisken, og i netop den butik har de nogle af de fedeste lædertasker, der findes.

Forfatteren til bøgerne, det hele er baseret på, Deborah Harkness, er i øvrigt selv professor. Akkurat ligesom Tolkien, C. S. Lewis og Lewis Carroll. De må have et sprudlende indre liv, de professorer!

Men er man til fantasy, så er her et godt bud. Også selv om hverken Morse, Lewis eller Hathaway på noget tidspunkt viser sig!

Continue Reading

En anderledes–og sød–film.

Ekstremt højt og utrolig tæt på. Netflix.

Langt inde i Netflix` enorme bagkatalog fandt jeg i går denne lille perle. Glemte, nok. Det er så derfor, jeg lige gør opmærksom på den igen her i en tid, hvor der på mange måder er så mørkt, at det fuldt ud legaliserer at se et væld af film. Og så kan man jo lige så godt se de gode!

Jeg læste romanen af Jonathan Safran Foer i sin tid–dette pragtværk om efterveerne af 9/11, men allermest om noget så rørende som en lille dreng, der savner sin far. Men havde egentlig lidt glemt den. Måske var det lige opblusningen af fokus på terror derovre på den anden side af Atlanten, der fik den til at poppe op. Hvem ved?

I alt fald er det er sød, rørende og anderledes film om Thomas, der som hovedpunkt i sin Aspergerske logik har, at der går 8 minutter, fra solen går ned, til det er helt mørkt. De 8 minutter med sin far, der befandt sig i det ene tårn d. 11. september og siden (måske?) kun er set som et faldende objekt, må han kunne genskabe, genvinde, klemme det sidste ud af. Nøglen til dette er–en nøgle, der måske tilhører en person ved navn Brown. Så Thomas sætter ud på sit helt eget roadtrip ( først til fods, senere, hjulpet af en solidt spillende svensker, med subwayen) gennem New York for at finde det, der i sidste ende bliver såvel en coming-of-age-tur som en selvovervindende hyldest til livet, til kærligheden og til familien. Sådan, på en måde, der næsten gør helt ondt langt ind i sjælen.

Og så er det altså ikke hvem som helst, der er med Thomas på vejen. Ikoniske skuespillere ses i ret små roller, mens Thomas og hans logiske tilgang til livet står i absolut centrum. Det er sådan en finurlig feel-good film, et glad pust på en tragisk baggrund–og en film, der i den grad fortjener at blive hentet frem af det enorme bagkatalog på Netflix.

Continue Reading

Årets juleserie.

Bridgerton. Netflix.

ENDELIG! Efter 25 års nærmest konstante og sommetider særdeles akutte abstinenser efter noget, der bare tilnærmelsesvist minder om pragtfulde Pride and Prejudice fra 1995 ( den RIGTIGE version, den med Colin Firth og Jenneifer Ehle!), er Bridgerton nu på banen!

For elskere og beundrere af “It is a truth universally acknowledged that a single man in possession of good fortune must be in want of a wife.”, kjoler og manerer i regencystil, intrigante ægteskabsmarkeder, store baller, skjulte kys og forbudte passioner og den relativt simple livsfilosofi, at det hele fundamentalt handler om at blive godt gift, er der nu strålende hjælp at hente. Her er dueller ved daggry, masser af nydelig dansant, artige konversationer med underliggende spidstegning, løse damer i uartige etablissementer og hele det udstyrsstykke på kostumefronten, som BBC plejer at have patent på, men som Netflix godt nok er ved at være en mere end værdig konkurrent til at overtage.

Helt basalt handler Bridgerton altså derfor bare om at få Daphne Bridgerton godt gift. Det er slet ikke så simpelt. For selv om Daphne ikke helt er nogen Elizabeth Bennett, er hun klog, smart, intelligent og selvfølgelig også sødmefyldt nok til ikke bare at nøjes med hvem som helst. Dem er der nemlig nok af. I sin kvide indgår hun en alliance (af hvilken slags må man selv se) med den noget stolte Duke of Hastings (Gæt, hvem HAN minder om!), og det åbner op for såvel intriger som forviklinger og den helt store kærlighed. Det er både morsomt, romantisk og spændende, selv om det selvfølgelig er ret omsiggribende, hvad de to skal igennem.

Omkring Daphne og greven vrimler det med fantastiske bipersoner fra nærmest alle lag i datidens hierarkiske samfund. Allerede nu er jeg decideret skudt i den ironiske, boglige søster Eloise, der i virkeligheden ikke begriber så forfærdeligt meget af verden og veninden Penelope Featherington ( spillet af trivelige Nicola Coughlan, hende den lille fede fra den pragtfulde serie Derry Girls). De to er i øvrigt ude på en mission omkring at lokalisere, hvordan i alverden børn kommer ind i kvinders mave. Det har ingen fortalt dem, og løsningsforslagene fra de to teenagere er intet mindre end hilarious. Her er en sand overflod af giftelystne grever, baroner og hvad al den slags nu ellers går og kalder sig—og det kan vi jo godt lide, vi kvinder!

Der er dog et punkt, hvorpå serien (udover sin underliggende ironi) for alvor adskiller sig fra alt andet, der tidligere er produceret indenfor genren. Nemlig hudfarvemæssigt. Alle hudfarver er repræsenteret her i et enormt kalejdoskop over næsten enhver nuance. Mange af skuespillerne ( bl.a. The Duke of Hastings og dronningen) er sorte, adskillige indiske og asiatiske, og det end ikke nævnes eller kommenteres på. Sådan ER det bare. Det er selvfølgelig ( og desværre) historisk ukorrekt, hvis man ellers ser en sådan fiktionsserie som en afspejling af noget som helst konkret historisk, men når man først har vænnet sig til den særdeles mangenuancerede rollebesætning, bliver man egentlig så glad. Så lettet. For der ligger selvfølgelig også et skjult budskab om, at selv om englændere fra samfundets allerøverste lag i regencytiden ikke var mangefarvede, så kan fiktionen skabe en fuldstændig troværdig verden, hvor hudfarve er totalt irrelevant. Overhovedet ikke et issue. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om mennesker og den fandens gode historie med de umanerligt mange forviklinger, i stedet. Det er ret godt gået!

Og så kommer vi rundt til en masse af i alt fald mine yndlingssteder, rent locationmæssigt. Elskere af Bath vil gå i selvsving. SOM de dog rider rundt om Royal Crescent! Og selvfølgelig er der tonsvis af scener fra Castle Howard deroppe i Yorkshire, hvor BBC med jævne mellemrum producerer endnu en version af Brideshead helt overflødigt. Der er jo kun den med Jeremy Irons, der nogensinde kommer til at tælle. I det hele taget er kostumerne og scenografien så umådelig smukke, at det i sig selv nærmest er nok til at indånde serien.

Her er altså julens serie. Eller måske serie nok til resten af julen. Der er kun 8 afsnit, og det skulle vel nok kunne klares på en dags tid. Jeg mener, hvem kan lade være med at gå i totalt binge? I alt fald næppe ret mange kvinder! Selv Miss Austen, tror jeg, ville være gået i klappende beundring og have nydt en genial opdatering af gode gamle Elizabeth Bennett og Mr. Darcy.

Continue Reading

Endnu en gang Mary.

Mary, Queen of Scots. Netflix.

Hvad er julen uden historiske dramaer? På filmfronten er de næsten lige så uundværlige og julede som alle de film med Hugh Grant, man kun bør se om julen.

Historien om Mary, den ulykkelige, dybt dramatiske historie om skotternes favoritdronning ( hun var den eneste, de havde sådan helt for sig selv!), som samme skotter faktisk kun begyndte at kunne lide en smule, efter hun rent faktisk var død, er altid godt stof. Den har det hele: Ung, vistnok smuk dronning (Saiorse Ronan med det umulige, irske fornavn–vistnok fordi, jeg aldrig har syntes, Ronan var særligt smuk–helt siden hun debuterede som den djævelske lillesøster, der ødelægger liv på stribe i Atonement), ægtemænd en masse, utroskab, religiøse stridigheder, mord, svigt og bedrag. For slet ikke at tale om halshugning, som var ret moderne på den tid i England.

Mary blev faktisk ikke særligt gammel, men sikke en historie hun nåede at gøre ikonisk inden sit sørgelige endeligt, da kusine Elizabeth nede i England omsider fik det hoved hugget af. I filmen får vi det hele med–også det, der ikke står i nogen form for officielle historiebøger og kilder, men det er da (indrømmet!) en god historie, at Darnley og Rizzio skulle have været bøsser, som filmen påstår. Netop DEN version havde jeg så ikke lige stødt over før.

Det er kulørt, Ronan spiller fremragende som altid, men historien halter lidt på de andre karaktertegninger–nok fordi Ronan er så blændende dygtig, Men der er masser af ramasjang, historisk fyrværkeri og modige kvinder, tilligemed at det jo ER, for ever and ever, en rigtig god historie.

Og den opmærksomme, anglofile seer kan også få lidt af et kick ved at nærstudere kulisserne. Som de da har været i Oxford, på Blenheim Palace og de skønneste, genkendelige steder i højlandet for at filme!

Som sagt, Mary er uudtømmelig som baggrund for endnu en udlægning af en fandens god historie. Dette er ikke den bedste version, men sådan om julen kan den sagtens bruges. Især hvis eneste alternativ er Hugh Grant!

Continue Reading

Mest for skuespillernes skyld!

The Good Liar. Netflix.

Det er et lidt ujævnt plot, for nu at sige det mildt! Sådan en film, der ikke rigtigt kan bestemme sig for, om den vil være en solid komedie, hvor alle snyder alle, og den klogeste griner højst til sidst–eller om den i virkeligheden hellere vil dyrke melodramaet omkring grimme nazister og hævn med (mere end!) halve århundreders forsinkelse.

Det siger sig selv, at når det sidste også er et tema, så må skuespillerne være relativt aldrende. Det gør så heller ikke noget, når man sætter så eminente kræfter som Helen Mirren og Ian McKellen overfor hinanden. Som i SLET ingenting–for det hele gnistrer. McKellens furede ansigt kan afsløre et helt liv og 1000 følelser ved bare et beskedent vrink med en rynke, og Mirren er som altid både yndefuld og dybt fascinerende. Personligt tænker jeg altid på, hvilke magtfulde forbindelser hun dog har, den kvinde, for at ældes med så megen sødme. Hun vil jo stadig ligne en gudinde som 100-årig. Uden Botox.

Men i alt fald prøver alle at snyde alle. McKellen er efter penge, og Mirren er efter hævn, og som sædvanligt vinder den klogeste. Og griner. Man må undervejs sluge nogle dybt urealistiske kameler og skrue sko i helt forkerte størrelser på Askepot, men det hele går–med hiv og sving– op i den sidste ende. Og hvis plottet er en smule utroværdigt, så kan man jo bare nyde de to fænomenale kunstnere. Det er skuespilkunst, så englene synger endog meget højt, og det er selve beviset på, at nogle ting blot bliver bedre, bedre og bedre med årene.

Continue Reading

Oxford igen, igen, igen, igen og igen.

His Dark Materials. HBO.

Egentlig er det snyd at blande Oxford så kraftigt ind i overskriften. Men det får være.

For allermest handler det om at pippe op om, at anden sæson af fantasy-serien His Dark Materials er startet, og at man derfor på HBO kan gå i total bjørne-, hekse-, støv-, luftskibs-, helte-, skurke- og Oxfordjagt. Serien har det hele. Samtidig med, at den, som rigtigt mange andre nye serier, har en fantastisk billedside, en fænomenal æstetik. Sådan en slags blanding af Game of Thrones, sort viktoriansk mekanikfascination og skurkinder, der er taget ud af 50-ernes amerikanske gyserfilm.

Man må håbe, at serien kan rette op på de særdeles uheldige signaler, der blev tolket ind i Philip Pullmans geniale bøger, da Madam Kidman i sin tid botoxerede den til ukendelighed. For den er både spændende og rimeligt tro mod romanforlægget. Man har ingen problemer med at identificere sig med Lyra, hendes daimon ( se den, eller læs bøgerne for at finde ud af, hvad sådan en er!) og hele hendes quest for at finde ud af, hvad det mystiske støv dog er og vil, som hun står der alene i verden mellem en femme fatalsk bitch af en mor og en fraværende forskerfar, der måske/ måske ikke kæmper det godes sag. Skulle man bebrejde de første 2 afsnit, der er kommet, noget, må det være, at samme far, som spilles James McAvoy, endnu ikke har vist sig. Og det må han gerne, efter min mening. Endog særdeles gerne, for ham er jeg altså ret vild med!

Det er selvfølgelig en klar fordel at være til fantasy, hvis man går ombord i støv og luftskibe. Men nye, potentielle fantasyfreaks, der bare ikke endnu har opdaget, hvor genial genren er, kan sagtens starte deres fascination her. His Dark Materials er en god indførelse i et fantastisk univers, og så er den, som Harry Potter er det, det, man kalder portal-fantasy. Altså at der stadig er en velkendt, genkendelig verden, som man umiddelbart kan forholde sig til, men som samtidig indeholder en portal ( som perron 9 3/4 og klædeskabet i Narnia-bøgerne) til en anden, fantastisk verden.

I denne serie ligger en af portalerne faktisk midt i Oxford. Selvfølgelig gør den det. Man kommer vel næppe udenom fantasygenrens hovedstad, hvor ikke bare denne bog, mens også Narnia, Ringenes herre og Alice i eventyrland–for bare at nævne nogle ud af mange andre–blev skrevet.

Og for lige at binde en sløjfe tilbage til overskriften, så oplevede jeg ved gensynet med byen på film lige præcis den følelse, at jeg ved med mig selv, at når jeg engang (hvem ved hvornår?) igen står der, så vil jeg knibe en tåre. Måske endda nive mig selv i armen af bare forundring over, at det omsider kan lade sig gøre. Fordi det på alle måder vil markere, at Coronamareridtet er ovre, verden er berejselig, og jeg har fået det liv, jeg elsker så højt og indgående, tilbage!

Men indtil da kan jeg da i det mindste se His Dark Materials!

Continue Reading

En god, men også lidt utroværdig serie.

Dronninggambit. Netflix.

Hvis man ellers kan forestille sig en eksotisk blanding af Million Dollar Baby, Jane Eyre, Judy Garland eller Whitney Houston (de virkelige) og skak, så er man på sporet af denne serie. Som absolut er seværdig.

Man behøver ikke vide en hujende fis om skak, selv om det selvfølgelig hjælper. Jeg klarede mig fint igennem trods min absolutte ubehjælpsomme skak-ignorans. Omvendt har serien så heller ikke givet mig fornyet lyst og mod til at gå i krig med bønder, tårne, konger, dronninger og hvad der ellers er at flytte rundt med på det bræt.

Vi følger Beth Harmon, skakgeniet, der lærer det ædle spil af pedellen på det børnehjem, hvor hun anbringes efter moderens mystiske selvmord, der også nær koster Beth livet. Samme børnehjem har en yderst effektiv pædagogik mod længsler, drømme og utilpassethed: man fodrer bare pigerne med benzodiazepiner. Til alle måltider. For Beth, påstås det, er benzoerne vejen til en effektiv drømmeverden, hvor hun kan spille skak med imaginære brikker på loftet af ethvert rum og klart gennemskue ethvert problem og dets modtræk.

Men samme benzoer er også den direkte vej ind i et misbrug, som hurtigt går over i også at omfatte alkohol. Især da Beth, som en meget moden adoptant, flytter ind hos sin nye, afhængige moder, der da også ender med akut at stå af med skrumpelever. Samtidig bliver Beth dog mere og mere genial til at spille skak og kommer som meget ung helt op i de øverste cirkler af skakhierarkiet.

Så vi har altså balladen med afhængighed på den ene side og genialitet på den anden. Vi ser, hvordan Beth let og elegant slår nærmest samtlige (mandlige) mestre, men også hvordan hun forsumper i misbrug mellem de store slag. Heldigvis har hun en kødrand af hjælpende, nærmest tilbedende ungersvende som altid parate riddere i nødens stund, og de kan tilsyneladende løfte hende ud af tågerne blot ved at vise deres hengivenhed. Tro det, hvem der vil! Overridder er Benny, der som en anden Baby- Leonardo ( DiCaprio) nærmest magisk kan bede enhver skadelig substans holde sig fra døren. Bare ved at sige det.

Beth portrætteres som feminismens svar på billedet af den store skakmester, der nok er stærk, uafhængig og eminent til skak, men som har sine egne dæmoner så inderligt imod sig. At det så hver eneste gang, verden opløses i sprut, er mænd, der redder hende ud af miseren, er måske en smule uheldigt rent ideologisk. Og, ikke at forglemme, utroværdigt.

Derfor håber jeg faktisk, at serien får endnu en sæson efter de første 7 afsnit, for slutningen, som udspilles i selve skakkens højborg, Rusland før murens fald, virker ikke specielt spiselig. For nem, for ukompliceret, så at sige. Tilbage står i alt fald budskabet, at har du et misbrugsproblem, så fat skakbrikkerne og få en god portion mandlige venner, så skal det nok gå over!

På positivsiden er, at serien er et glimrende tidsbillede på 60-erne, og især æstetikken er i højsædet. Den er, på sin egen måde, næsten lige så smuk og betagende som Ratched. At den så foregiver at foregå i 68 og lader Beth danse helfuld til Shocking Blues Venus, der udkom i 69, vælger jeg at tilgive. Der er andre ting, det kræver større tårne og bønder at sluge!

Continue Reading

En super serie.

The Undoing. HBO.

Som en gammel kollega, der nu er pensionist, fortalte, da jeg mødte hende nede i byen i går og spurgte, som man jo gør, om, hvordan det sådan gik her i den sociale undtagelsestilstand: I det mindste får vi set en masse serier!

Det gør vi så også. For det er så dejligt let og afslappende at befri sig selv for flowTV-ets tyranni med faste tidspunkter og en programflade, hvor man alt i alt kun gider se under en tredjedel. Mørke råber også på fjernsyn. Mit mørke råber højt.

Og i grunden gør det heller ikke så meget, når udbuddet af gode programmer af såvel fiktion som dokumentar er ret overvældende på streamingstjenesterne. Bevares, der er også en god del shitty TV, men det kan man jo bare vælge udenom. For der er nemlig mange lækre lagkager der midt i lortet.

Lige nu er godbidden, den med den lækreste creme og chokoladeglasur, Susanne Biers nye serie The Undoing på HBO. Det er rasende godt TV. Og det kan jeg allerede sige nu efter kun 3 afsnit. Råbe så højt, at jeg samtidig får ondt i maven af bare abstinenser efter de næste. Den dame kan vi endnu engang være stolte af. Meget stolte.

Og så er det ikke lige sådan, at vi befinder os præcis der, hvor enhver dansker umiddelbart kan identificere sig med hovedpersonerne. Som i øvrigt spilles af Nicole Kidman og Hugh Grant. Førstnævnte med så megen Botox, at hun nærmest er gået i ren stivnelse og sidstnævnte med nogle klædelige år på bagen, som har skyllet så megen flødebolle af ham, at man sagtens kan se ham, selv om det slet ikke er jul. Inden i Hugh Grant er der faktisk en god skuespiller.

Anyway, vi er på Upper East Side på Manhattan, Yuppiernes (hvis nogen ellers kan huske dem!), de megarige fra finansbranchens og de gamle penges holdeplads. Hos Donald Sutherland, som spiller Nicoles far, holder der så mange penge, at man næsten ikke kan se helt op til loftet eller rundt om de sikkert meget gamle græske torsoer, han omgiver sig med. Selvfølgelig er vores hovedpersoner også hhv. psykiater for de meget rige ( og vildt tåbeligt selvcentrerede) og kræftlæge samt har et nydeligt trofæbarn, der går på den rigtige skole sammen med alle de andre vidundere med guldskeer i røven.

Men så stopper det også. For der begås et mord. På moderen til en af de andre elever på skolen, ovenikøbet en elev “udefra” på den slags velgørenhedsstipendier, de rige ynder at legitimere sig selv med. Og vores lille familie indrulleres endog særdeles kraftigt i efterforskningen og skyldspørgsmålet. DET er spændende.

For her troede man lige, man sad med familien Superrig Plastik, indbegrebet af alt det, vi misunder så meget, at vi må undsige det. Og så er det hele bare løgn. Eller er det? For det er lige præcis det, mesterlige Bier kan. Hun kan få os til at tvivle, til at vende på en tallerken omkring, hvor vores sympati vender hen, til at tro på, vi har set ting, vi måske slet ikke har set. Eller omvendt. Hun er en mester i deception og krakkeleringer. Hun kan få selv Nicole Kidmans Botox til at gå i opløsning og Hugh Grant til at virke sølle og forhutlet. Og man forventer allerede, at Hr. Sutherlands skyhøje lofter falder til jorden, mens hans samling af torsoer går i indbyrdes kamp og selvudslettelse. DET i sig selv er mesterligt.

Derudover er det hele bare så lækkert filmet. New York-freaks får lidt på Manhattan-kontoen. Kidmanfans kan fastholde sig selv i, at hun på 4. årti stadig er 18–i alt fald i de første episoder. Og Hugh Grant-skeptikere får en på fordommene, for manden kan andet end rollen som den evige julemand med kostskolehår og gode kejtede, gode manerer tilsat den rigtige accent.

Jeg kan næsten ikke vente, til de næste afsnit kommer. Men lige nu kan jeg godt sige: SE DEN!

Continue Reading

Sikken en fest!

Oktoberfest. Netflix.

Nu gentager jeg lige mig selv endnu engang og konstaterer igen, at tyskerne altså godt kan lave endda ovenud gode serier og film. Her er nemlig en mere af slagsen.

Det giver sig selv, hvad omdrejningspunktet er: Nemlig den store ølfest i München. At man så også oplyses om, at serien er baseret på virkelige begivenheder, er staks mere udfordrende. Det giver i alt fald et andet blik på tysk moral, grundighed og almindeligt medmenneskeligt samkvem. For her er smæk på skillingerne ( mark, vel?) med bloddryppende mord, fatale intriger, uægte børn, løgn, bedrag og ultimative magtkampe, og den slags kan tyskerne altså også lave virkelig udpenslet. Selvfølgelig er her også en Romeo og en Julie i Lederhosen, der endnu engang kommer fra stridende familier. Ung kærlighed er jo altid godt at kaste ind mellem verdens uhyrligheder.

Til trods for omdrejningspunktet er det ikke en samling øllede tumper, vi følger. Nok er her Prositter, sprøjtende krus og udringede damer, men selve plottet i serien handler meget mere om magt. Især mænd med magt, så man må vel liste sig til at sige, at det ligesom skriver sig gevaldigt ind i tidsånden. Der er underholdning ( også for husarerne!) på alle parametre, og ind imellem bliver det hele da også en smule kulørt–men sådan er det vel at være til Oktoberfest….

Den er værd at se, denne meget handlingsmættede tyske serie. Hvis man da ikke i forvejen har fået nok af mænd med magt…..

Continue Reading
1 2 3 8