Historien om en sekt.

The Vow. HBO.

Det, der altid tiltrækker, forbløffer og fascinerer mig ved sekter, er spørgsmålet om, hvordan tilsyneladende fornuftige, intelligente mennesker lader sig lokke ind i et spind af løgne, taber enhver form for kritisk stillingtagen og i de fleste tilfælde også sig selv. Tilligemed at jeg ofte irriteres til bristepunkter over, at selvsamme mennesker da ikke bare havde en lille smule mistanke om, hvad der i virkeligheden foregik og efterfølgende greb ind. Selvfølgelig er enhver sekts hovedformål udadtil og som en form for målsætning, at medlemmerne skal få det bedre med sig selv, lære at forstå sig selv og verden og optimere det selv, de nu engang er mødt op med, til noget, som de uden sektens strålende hjælp ellers aldrig ville være i stand til at komme i nærheden af. Det får man til dels svar på her.

Selv om det stadig er en lille gåde for pragmatiske mig, der er opdraget i en verden af synlige beviser, skolet i kritisk, analytisk stillingtagen og aldrig har været til fals for selvbestaltede guruer og mystiske metoder til akut selvhjælp. Men dokumentaristen Mike bringer mig da et stykke af vejen, om end han i sin iver for at retfærdiggøre sig selv og det faktum, at han nok ikke helt kendte sin besøgelsestid, bliver alt, alt for lang i forklaringernes lange spyt. Det her kunne være gjort på halvdelen af skærmtiden. Men så måtte Mike selvfølgelig have droppet at starte med Adam og Eva.

Det handler om den for tiden meget omtalte sekt NXIVM, som huserer i medierne pga. en stribe af retssager. Nogle allerede med domsfældelse, bl. a. til sektens leder, Keith Raniere, som for nyligt har fået 120 års fængsel–hvilket vel er en smule overkill at idømme en mand på 60. Mike, dokumentarens ophavsmand, har været med hele vejen fra den spæde start og til den dag, han omsider, hjulpet af sin en smule mere skarpe kone, fik et klarsyn omkring, hvad det hele egentlig gik ud på. Hele vejen har han, som den dokumentarist, han er, optaget alt fra møder, interviews, dagligliv til telefonsamtaler, så der er materiale nok at vælge fra. Blot kunne man ønske, at Mike havde været en smule selektiv.

Med en slags subjektiv kameraføring og fortælleteknik ledes vi, seerne, ind i samme spind som Mike, der fascineres dybt af, at man kan blive såvel lykkeligere, overvinde sin angst, vrede og andre negative følelser blot ved at følge anvisningerne fra Raniere. Samme anvisninger antager selvfølgelig form af milliondyre kurser. Som man også skal have taget et nærmest astronomisk antal af for selv at kvalificere sig til at undervise. Det lyder som scientology, og det er det vel også på dette punkt. At Mike ikke undrer sig over, hvor alle de penge bliver af, står helt uden svar. Jeg kan nu også godt selv gætte det!

Men der er mere. For med påberåbelsen af en særdeles selektiv form for feminisme oprettes nærmest en sekt i sekten, DOS. Som adgangspant til denne inderkreds skal man for det første aflevere et stykke af sig selv ( det kan være samtlige koder til alt på nettet og i banken, nøgenbilleder eller andet kompromitterende) samt glæde sig til at blive brændemærket, så man kan blive en rigtig slave med en hersker, der befaler over en. Generelt også seksuelt–med, jo sørme, Raniere som overhersker og fuld adgang til alt og alle(s). Det er så her, man undres over, hvad det lige har at gøre med at blive et gladere, bedre menneske.

Egentlig er der jo ikke sønderlig langt fra Manson eller Jonestown eller Waco eller alle de andre skræmmebilleder til dette. Forskellen er nok bare, at dette er så forbandet og grundigt veldokumenteret. I begyndelsen af en dybt troende, senere af en skræmt og angrende skeptiker. Alligevel skræmmes jeg også som seer af et genialt trick i dokumentaren: Nemlig at jeg selv heller ikke i begyndelsen ænser, at der er noget galt. For når jeg ser med Mikes begejstrede, subjektive øjne, ånder alt fred, idyl og forbandet effektiv optimering af menneskesjælen. Det kommer ligesom lidt tættere på, at vi alle kan lade os narre. Hvis vi loves tilstrækkeligt meget guld og personligt grønnere skove.

Alligevel får jeg nok ikke helt svar på mine spørgsmål, selv om jeg da bliver en anelse klogere. Til gengæld fascineres jeg, endnu engang, af, hvor let vi lader os mislede, hvor uendeligt naive og blinde vi er parate til at være, hvis belønningen blot er tilstrækkelig. Og af, at en mand kan holde så mange i sin absolut hule og brændemærkende hånd.

Så er man fascineret af sekters magt, deres indbyrdes struktur–eller bare af storhed og fald, så er The Vow en god dokumentarserie. Den er for lang, for irriterende grundig og for selvretfærdig ind imellem–men den kommer altså også med både fascinationsmomenter og tilløb til brugelige svar.

—Der kommer snart en opfølger til serien, hvor retssagen bliver gennemgået. Den er på trapperne–i alt fald arbejdes der med det grafiske i et hjem i KBH…

Continue Reading

En virkelig god serie.

Mare of Easttown. HBO.

Vi er meget langt fra Manhattans glitrende lysreklamer, skyskraberhøje huspriser, loftlejligheder (som absolut intet har med det, vi på dansk forstår ved et loft at gøre!) og trendy livsstil. Ude i small town American, hvor alle kender alle, hvor krisen kradser, hvor misbrug er et vilkår, og hvor enhver familie har sine skelletter i de ramponerede, dysfunktionelle skabe. Vi er, med andre ord, mellem helt almindelige mennesker af den slags, som for alvor er ved at blive mainstream i dele af den amerikanske filmindustri. Her er forbandet langt til Hollywood. Og det er befriende.

Alligevel spilles den altdominerende hovedrolle af et af de helt store navne indenfor den etablerede filmindustri. Kate Winslet. Som i øvrigt er britisk, men det er en nørdet sidebemærkning! Winslet har bevæget sig milevidt fra det relativt tamme ishav, hvor Leonardo udførte en af filmhistoriens mest ikoniske og romantiske redningsaktioner og er nu genopstået som halvfed lokal strømer med helt sin egen agenda for, hvordan man tackler lillebyens små og store forbrydelser. Hendes ovenud dysfunktionelle familie består af intet mindre end en fraskilt ægtemand med ny kærlighed i baghaven, en mor, der mest af alt minder om en krydsning af en varan og et traditionelt græsk kor fra de antikke tragedier, en lesbisk datter midt i udspringsperioden, en afdød, autistisk og misbrugende søn, der hængte sig selv på loftet og nu efterleves af af et lille barnebarn og en mor med misbrugsproblemer–samt sådan lige på sidelinjen en bedsteveninde, der både har en datter med Downs og en serie-utro mand. Sådan! En af seriens styrker er faktisk, at alt dette i sig selv ikke virker overvældende eller bare det mindste utroværdigt, for Mare tackler det. På helt sin egen slagfærdige måde. Og med de menneskelige omkostninger, der selvfølgelig følger med.

I denne alle-kender-alle ( og især alles hemmeligheder!) forsvinder unge piger, og Mare skal selvfølgelig ud og opklare. Det skal detektiver jo. Men egentlig er det ikke selve forbrydelserne, der kommer til at stå som det allermest centrale i serien. Det er meget mere beskrivelsen af dette lilleby-samfund, hvor Barnabyske stokroser ikke har en jordisk chance i den støvede jord. Her bor nemlig rigtige mennesker, og der er ikke det fjerneste lørdag-aftenshygge omkring de modbydelige forbrydelser.

Kate Winslet spiller sin noget omfangsrige røv ud af bukserne i størrelse XLLLL. Det er befriende at se en hovedrolleindehaver, der bare ligner alle vi andre og også har forvaskede sweatshirts og uformelige joggingbukser som klare beklædningsfavoritter. Mare er et rigtigt menneske–på godt og ondt. Et menneske, der er formet i både sin egen dysfunktionelle familie og i den lilleby, hun selv er vokset op i, men netop formår at bruge det samme som sin store, humane styrke. Hun er træls, hun er uretfærdig, hun tager fejl, hun er optimalt morgengrim, og hun drikker slubrende en del håndbajere af flasken ved enhver lejlighed–men kors, hvor er hun dog lige til at identificere sig med i al sin totale menneskelighed.

Som sagt er der ingen Barnabysk idyl bag de slidte huse her. Vi er meget mere i Twin Peak-land–uden at hverken plot eller karakterer virker det mindste fortænkte. Mare er ingen Miss Marple–hun er meget mere rundet af Sara Paretsky, Ella Griffith og andre hårdtslående krimiforfattere. Eller også er hun bare sig selv. Det er i sandhed også nok!

Continue Reading

En fantastisk film.

Room. HBO

Egentlig havde jeg glemt alt om, at Emma Donoghues eminente roman Room for efterhånden flere år siden var blevet filmatiseret. Men ved lidt effektiv gravning i HBOs bagkatalog sådan en regnvåd majdag, stødte jeg pludselig på den. Der er altid nogle film, som man har bestemt sig for helt sikkert at skulle se, men som tiden går, går de hen ad vejen i glemmebogen. Room var en af dem. Indtil jeg heldigvis fandt den igen.

Godt nok har man Hollywoodiseret alt det irske og omplantet den gæliske baghave til en ditto i small town America, men jeg tilgiver. Selvfølgelig burde de i mine ører også have talt et af verdens smukkeste, mest velklingende, syngende sprog og er i stedet gået i et af de aller, aller grimmeste og skurrende, men det kan også tilgives. For filmen er god. Virkelig fantastisk.

Som baggrund for Donoghues historie ligger givetvis de talrige sager om kidnapning, indespærring og seksuel udnyttelse af unge piger, som især Fritzl-sagen fra Østrig er eksponent for. Her har vi Jack og hans mor, som lever i et særdeles minimalt haveskur, Room, udnyttes og nedværdiges og i det hele taget nærmest ikke har noget liv. Men så alligevel. For Joy (velvalgt navn, ikke?) formår, sin forfærdelige situation til trods, at give 5-årige Jack en slags liv, en slags glæde og en slags eksistensberettigelse. Mor og barn har helt deres egen verden, som, hvilket er af stor betydning, er præcis den eneste verden, som Jack kender. Alt det andet er flade personer på TV og et mudret kig gennem et uklart tagvindue.

Det er selvfølgelig tragisk interessant. Men langt mere interessant er det, hvordan de to tackler verden, da det omsider lykkes dem at flygte. Hvordan Jacks beskyttede tilværelse pludselig bliver en ganske anden ude i et samfund, der nok tager mod dem med åbne arme, men som samtidig står med essentielle forbehold ( Jack er jo søn af sin kidnapper!) og krav til at fungere som alle andre. Den symbiose mellem mor og barn, som nærmest var en eksistensbetingelse i haveskuret, bliver nu en belastning— og verden er decideret vanskelig at afkode, når man kastes hovedkulds ud i den som 5-årig. Nogle gange er det næsten lettere at være indespærret end at være fri.

Lille Jack er ganske fantastisk og rører dybt i alle vores hjerter, og mor, Brie Larson, gjorde det da også godt nok til en fortjent Oscar. De spiller røven ud af haveskuret begge to. Og når historien også en god, så gør det, alt i alt, filmen til sådan en, det er værd at lede HBOs bagkatalog igennem for at finde frem til. Også selv om den nu nok ville have været endnu bedre, hvis den havde holdt sig til sit irske!

Continue Reading

Om at være god til at spå—og om gensyn med et lille mirakel.

Jeg er ret stolt af mig selv her til morgen. For efter den obligatoriske sengelæsning af morgenaviserne viser det sig jo med al tydelighed, at jeg enten er fabelagtig til at spå–eller også er jeg dedikeret, uovertruffen filmkender. Jeg tror mest på det første. I alt fald fik Frances McDormand og Anthony Hopkins lige præcis de Oscars, mine forudsigelser allerede havde givet dem.

Det udmunder så selvfølgelig i, at jeg endnu engang på det kraftigste vil anbefale de fabelagtigt gode film, de fik dem for. Nemlig Nomadland og The Father. Strøm i biografen, når man igen kan strømme derhen. Der er omtale af begge film her på bloggen. Faktisk vidste jeg også godt (det er lidt billigt at sige her på baghånd, men det er sandt nok alligevel), at den koreanske skuespiller, som spiller bedstemoderen i Minari også ville få en. Den eneste grund til, at jeg ikke har skrevet det, er, at jeg faktisk på ingen måde syntes, at filmen Minari var ret meget at skrive om. Den var da sød og ganske underholdende, men i min optik løftede den sig på ingen måde op over så mange andre film. Undtagen bedstemoderen, altså. Hun var fantastisk.

Og så kan jeg jo lige så godt spolere den nationale stolthed og glæde her fra morgenstunden. Det er fantastisk, at vi fik en grim statue for Druk, og historien bag filmen er så rørende, at den næsten i sig selv burde præmieres med en Oscar. Men jeg har det lidt stramt med den film. Den taler ikke til mig, rører ikke ved noget sønderligt berørligt i mig, skaber ikke en troværdighed, jeg kan identificere mig med og virker både drengerøvet og falsk alvorlig. Hvad de heller ikke ved derovre i det store udland er, at samtlige skuespillere efter min mening bare er ude i gentagelser af roller, de allerede har spillet et utal af gange. Men det er nok bare mig, der ikke har forstået det, jeg formodedes at forstå.

Til gengæld fik jeg ikke gjort tilstrækkelig reklame for det lille filmmirakel, der gik over TV2s skærm lige før den store uddeling i aftes. Heldigvis kan den stadig streames, denne fantastiske The Shape of Water. Det er en lille historie, pakket ind i selve livet, dets mangfoldigheder og den altdominerende tese, at kærligheden vinder til sidst. Sådan en film, man går jublende glad og underfundigt smilende i seng på. Men som også sidder derinde i hjernen med alle sine symboler, hentydninger og en scenografi, der er som taget ud af Edward Hoppers malerier og et USA i koldkrigsmode og stepdansende biograffilm. Faktisk er det vores egen (her kan den nationale stolthed så komme til sin ret!) H C Andersen, der vel står som ophavsmand til en lang ende spundet over en lille havfrue og hendes jordiske kærlighed–med omvendt fortegn. Kun en sjælden gang trigges jeg stadig efter et hedengangent job, men når jeg ser så analyserbart et stykke filmkunst, så længes jeg ligesom lidt efter at blive vejleder på noget, der kunne blive en superb opgave. Jeg så den, da den udkom, men jeg så den meget mere ved dette gensyn. Og jeg skal se den igen.

Så det er hele tre film, der står og blinker i al deres fremragende vælde: Nomadland, The Father og The Shape of Water. Bare glem Druk.

Continue Reading

En øjenåbner.

Shtisel. Netflix.

Der er to muligheder. Afhængige af mit humør. Enten bliver jeg dybt melankolsk, fyldt med en nærmest ubærlig længsel, der gør ondt helt ind i sjælen. Ellers også nyder jeg at lade kameraet være mit kunstige øje, at lade det føre mig gennem, forbi, på tværs af og lige ind i alle de steder, som jeg ikke kan komme til. Som lige nu er lukket land for mig, og som jeg savner så inderligt, at selv jeg ikke kan finde ord, der er stærke nok til at udtrykke det. Der er den slags dage, hvor skotske og irske films skal undgås, fordi sproget alene står som auditive knytnæver, der banker det ind i mig, at her er målet for mine største, uopnåelige længsler. Men der er heldigvis også den slags dage, hvor jeg bare intensivt nyder at komme på virtuel udflugt til et af de steder, jeg elsker. Højt og inderligt.

Sådan et sted er Jerusalem. Og den israelske serie Shtisel er mit lånte, kunstige øje. Den kan føre mig et sted hen, jeg holder så umådeligt meget af. Tage mig rundt til alle mine favoritsteder og næsten give mig følelsen af, at det i grunden er underligt, jeg ikke møder mig selv undervejs. I alt fald et stykke af mit hjerte.

Jerusalem vrimler med ortodokse jøder. Selvfølgelig gør den det. I deres besynderlige outfits fra en polsk fortid i 1700-tallet, toppet med lagkagehatten, når det er Sabbath og rigtigt fint og helligt. Og deres strenge, uopnåelige lukkethed, som næsten gør en helt bange for alle disse sorte fugle, der udefra udstråler utilnærmethed og fremfor alt, at denne verden og dens vanhellige, som mig, ikke har den fjerneste interesse. Jeg har altid fundet dem såvel skræmmende som dybt fascinerende. Men jeg har også holdt mig pænt på afstand af dem. Været lidt skræmt, nok, især af den sorte strenghed, de umiddelbart signalerer. Og mest af alt nærmest totalt uvidende om den verden, der er deres.

Derfor gav jeg serien Shtisel, som handler om en familie af ortodokse Haredijøder en chance. Lidt naivt nok for at se, hvad i alverden det dog var for nogle mennesker. Og så blev jeg fanget. Binge-fanget. For det er faktisk en ualmindeligt god serie. Virkelig værd at se.

Det viser sig jo, at disse sorte fugle besynderligt nok er mennesker som alle vi andre. Med glæder, sorger, problemer og levede liv som resten af verdens befolkning. De har kvaler med kærligheden, med familiemedlemmer, med utroskaben, med arbejdet, med økonomien, med hinanden–og med troen. Der er ikke mange ting på identifikationsparametret, der ikke går op i en højere enhed og er genkendeligt. Så under lagkagehattene og kvindernes parykker bor der et kalejdoskop af typer, der påfaldende minder om dem, vi selv sådan til daglig går og omgås med.

Der er strenge ritualer, love og anvisninger for, hvordan livet bør leves. Også, i vores øjne, mange gange besynderlige, men en af seriens store styrker er, at den udviser en enorm solidaritet med sine personer. Vi forstår dem, selv om meget af det, de gør, ville være uforståeligt for os at gøre. Derved bliver det også et glimt ind i et lukket land, som gradvist åbner op og bliver forståeligt. For selv om de er strenge overfor såvel sig selv og andre, lærer vi at påskønne dem som de mennesker, slet og ret, som de er.

I centrum står den unge Akiva. På tærsklen til at blive rigtigt voksen ( der er også coming-of-age her), hvilket primært består i at blive gift. Denne procedure består af temmelig aktiv indblanding af en matchmaker, og det er alt sammen ikke så nemt, når man både skal rette sig efter sin families ønsker, men også samtidigt går hen og forelsker sig i en, der absolut ikke matcher hverken matchmakerens forslag eller familiens drømme om anstændighed. Akivas søster Giti har også sine problemer med sin overvældende børneflok og en mand, der er rejst til Argentina, hvor han garanteret har afført sig det polske kostume for at leve et noget anderledes liv. At dømme efter efterretningerne, der absolut ikke indbefatter kone og børn derhjemme. Og så står hun der og laver krumspring efter krumspring for at skjule sit nederlag og basalt bare skaffe mad til alle de børn. Der er også den vidunderlige bedstemor, der på plejehjemmet konfronteres med et TV i en fantastisk scene, for sådan et har den slags jøder altså ikke. Ligesom Akavi, der både er nuttet-sød, men også meget naiv, har sine kvaler omkring en mobiltelefon.

Der er sådan en Matadoragtig almindelighed omkring den serie. Genkendelse, der sprænger alle fordomme omkring religion, levemåde og fremmedhed og fortæller, at vi jo alle i grunden er påfaldende ens.

Jeg vil fortsætte min binging med de sorte fugle. For jeg er blevet ret forelsket i dem. Jeg vil samtidigt også grovnyde alle de vidunerlige billeder fra det Jerusalem, som jeg elsker så inderligt, men ikke kan komme til andet end gennem et lånt, kunstigt kameraøje.

Continue Reading

Et stille mesterværk.

The Father. Diverse betalings-streamingtjenester og i biograferne, når de åbner.

Egentlig bryder jeg mig ikke om altid at spå om Oscaruddelinger. Ikke mindst fordi, de ind imellem synes uretfærdige, indspiste og blinde overfor strålende præstationer indenfor indie-film, hvor de sammenspiste venner ikke lige er på rollelisten. Omvendt borger en Oscar gerne for en ud over alle grænser strålende og belønningsværdig præstation. Så her er en af dem. En ud over alle kendte grænser fantastisk skuespillerpræstation, der går lige i hjertet, sjælen, samvittigheden og de små fimrehår overalt på kroppen. Og det er Anthony Hopkins, der leverer den.

Han bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af et genialt manuskript. Egentlig et filmet teaterstykke, som med hensyn til kulisser må have været ret ubelastet af omkostninger, for vi befinder os hele tiden i de samme lejligheder. Måske.

Måske på den intelligente måde, at vi, seerne, også er i tvivl om, hvor vi er. Det hele handler nemlig om Altzheimer, denne knusende demenssygdom, som langsomt, men sikkert tager livet i den form, vi kender det, fra os. Filmens styrke er derfor synsvinklen, som udelukkende er den sygdomsramtes. Vi ser, med andre ord, præcis hvad han ser, oplever, føler og forundres over.

Når sygdommen rammer, bliver livet fragmenteret, atomiseret og usammenhængende. Sted, tid og logik ophæves. Personer blandes sammen, og enhver form for mening bliver opløst. Livet er ikke længere logisk forståeligt og forklarligt, men består af en række løsrevne brudstykker, der tilsammen ikke udgør en begribelig enhed. Det er sådan, vi kastes ind i filmen. Vi ser, hvad den sygdomsramte fader ser. Forgæves prøver vi at finde hoved og hale på det hele, indtil vi langsomt erkender, at det slet ikke er det, der er filmens mission. Som i stedet er at vise os, hvordan det er at være ramt af sygdommen. Forfærdeligt, ulideligt, frustrerende ude af stand til at forstå den virkelighed, vi selv lever i.

Det er stærke sager. Og midt i det står Hopkins med lige dele vrede og fortvivlelse. Vrede over at ting bliver væk, omgivelserne forandrer sig, personerne smelter sammen, og logikken går fløjten. Samt ind imellem fortvivlelse over selv at have mistet grebet eller retten til at kende sandheden. Han føler sig snydt, bedraget. Problemet er bare, hvem det egentlig er, der snyder og bedrager.

Og selvfølgelig spiller han røven ud af natbukserne. Ligesom Olivia Colman gør det som den noget plagede, men absolut solidariske datter. Hun skal nok ende som en af britisk films store, gamle damer– allerede klar til at tage over fra Dench, Smith, Mirren og alle de andre koryfæer.

Denne film burde være tvunget filmstof for alle over 60. Som en forsmag på en forståelse for, hvad der kan komme til nære relationer, venner og bekendte. Og en selv. Det er et stille mesterværk, der gør ondt helt ind i den inderste hjertekule. Og som, hvis verden er retfærdig, kaster en Oscar i favnen på Anthony Hopkins.

Continue Reading

Et lille mesterværk.

Philomena. DR2. 20.00.

Det er en af den slags film, man kan glæde sig til at gense, selv om man allerede har set den 3-4 gange. Et lille mesterværk med en fortræffelig Judi Dench i sit livs nok næstbedste rolle. Den bedste var, efter min mening, da hun for år tilbage var Lady Macbeth overfor den bedste Macbeth ever, Ian McKellen.

Men kors, hvor de dog bare kan noget, de der relativt aldrende britiske kvinder som Dench, Maggie Smith, Helen Mirren og adskillige andre. Man bliver jo aldrig træt af at se på dem. Her er Dench moderen, der leder efter sit (tvangs)bortadopterede barn. Med en journalist ved sin side graver hun i den hvepserede, som den irske katolske kirkes såkaldte opdragelsesanstalter for “utilpassede” piger var indtil for blot få år siden.

Og det er barske sandheder, der kommer for dagen. Særdeles forfærdelige. Men besynderligt nok også optimistiske og lettende på samme tid. For i grunden handler det hele om tilgivelse. Eller i alt fald evnen til at tilgive.

Så handlingen er medrivende, spændende og egentlig også provokerende. Det bedste er dog Dench, som stråler i al sin afdæmpethed gennem hele filmen.

Se eller gense den. Der kommer vel næppe en fed fest eller en mindre rejse i vejen for det i aften…..

Continue Reading

En film, hvor nærmest ingen er under 60. Og en Oscar?

Nomadland. Hulu og andre streamingtjenester (hvis man nu kender nogen, der har dem!) og biograferne, når de åbner.

Jeg kan huske, at jeg for et par år siden spåede, at Frances McDormand ville få en Oscar for fremragende Three Billboards outside Ebbing, Missouri. Det gjorde hun så også. Jeg vil tillade mig at spå, at hun får statuetten igen i år. Det fortjener hun. Denne gang for Nomadland.

Der er det ved Frances McDormand, at hun ikke sådan er Hollywoodkøn i almindelig forstand. Hun er også langt, langt over samme Hollywoods favoritalder for kvindelige skuespillere. Ikke et ord om den diskussion lige her, blot en begrædelig konklusion omkring, at kvinder over 60 har svære vilkår som andet end nogen andres bedstemødre på lærredet i netop den by. Men McDormand har et ansigt, som med sine brugsspor er så sigende, så inderligt udtryksfuldt, at det i sig selv kunne fortælle en mangfoldighed af spændende historier. Det får det lov til i Nomadland.

Nomadland er en slags halvgeriatrisk roadmovie om alle de trekvartgamle. De, der enten af eget valg eller tvunget af omstændighederne, er endt “on the road” derovre i det mastodontisk store land, hvor nærmest alle klimatyper kan findes, hvis man bare gider køre langt nok. Fern, som hovedrollen sigende hedder, har mistet mand, arbejde, pension og, på det materielle område, alt andet end sin faldefærdige van, som tjener som et mobilt hus på hjul, der kan fragte hende fra det ene løs- og sæsonarbejde til det andet. Der er Amazons pakkeborde ved juletid, ferieparker om sommeren og frugtplukning, når den slags har sæson. Og hvis nogen allerede nu sidder med Thelma og Louise, Vredens druer og Easy Rider i baghovedet, så er det absolut forståeligt, for oven i al denne konkrete bevægelse fra sted til sted ligger også det vigtige og ærkeamerikanske begreb: frihed. Frihed til at bestemme over sit eget liv.

Den egentlige handling i filmen ligger primært i mødet med alle de andre nomader. Alle de trekvartgamle evigt rejsende på de uendelige, amerikanske highways, som alle har en historie om valg, svigt eller drømme at fortælle. Det er betagende at høre på. Og det er både modigt, tragisk og livsbekræftende på samme tid. Derude på de veje, der næsten alle minder om den ikoniske scene, hvor Cary Grant bliver angrebet små sprøjtefly i majsmarkerne, kører alle de gode historier rundt. Og der er nok af dem.

Der bliver også gjort kraftigt op med begrebet “at finde hjem”. For hvor er hjem? Det skorter ikke på gode tilbud til Fern om at blive fastboende. Hvad enten det er familiebånd, vennetjenester eller faktisk også kærlighed. Men, som det gælder for alle de andre nomader, så går vejen i blodet, det at flytte sig bliver en livsstil. Og det skal jeg da være den allerførste til fuldt at solidarisere mig med!

Udover en perlerække af fortrinlige præstationer af en skuespillerstab bestående af nærmest udelukkende 60+-ere, så er filmen også en visuel kærlighedserklæring til et Amerika, hvor der er højt til loftet, fantastisk natur og langt til det, vi andre nok fejlagtigt tror er den eneste form for civilisation. Det er nutidens pionerer, ude for at finde den oprindelige amerikanske drøm, som Fern så smukt portrætterer. Og som det var dengang, hvor beboelsesvognene rullede ud over prærien, så var målet vel primært at opfylde drømmen gennem selve rejsen og egentlig ikke så meget, hvor man kom hen. Men jeg synes da, for lige at gentage mig selv, at et endemål for Ferns fantastiske rejse må blive en Oscar.

Men se den selv, når de der biografer engang får lov til at vise film. Og drømme.

Continue Reading

En god film. Se den!

Urmageren. DR2. 20.00.

Jeg føler mig nogle gange som en slags selvbestaltet ambassadør for tysk film generelt og tysk films enorme seværdighed, gode, gedigne historier og åbenlyse kvaliteter i særdeleshed.

Så har man stadig denne lille skepsis overfor nabolandets filmindustri, så er dette et godt sted at begynde. Det er en fremragende film, DR2 sender i aften. Ikke blot er den i sig selv fantastisk, men den er også en god repræsentant for, hvad tysk film kan, vil og for tiden er. Er man, som jeg, tilhænger af den gode historie, fortalt i et forståeligt tempo med hovedpersoner, man umiddelbart kan forstå og forholde sig til, så er man også kommet det rette sted hen.

Så se den! Og kan den omvende til en tyskvenlig filminteresse, så kan jeg fortælle, at Filmstriben har et utal af de der virkelige perler på tysk. De har, altså hos Filmstriben, også forstået såvel kvaliteten i filmene samt den stærkt øgede interesse for dem, så de har simpelthen en kategori, der bare hedder Tyske Film. Og der er nok at slå sig løs i!

Continue Reading

En god film.

Mustang. Filmstriben.

Mit liv er ikke overbefolket med tyrkiske film. Det skyldes udelukkende mine fordomme. Jeg tror, altså uden egentlig at have undersøgt det, at tyrkiske film er fremmedartede, halvvejs uforståelige og har et billedsprog og en historie forbeholdt–nå, ja folk fra Tyrkiet. Nu har jeg så set en tyrkisk film. Og den viste sig på alle måder at gå tværs imod mine hæslige, beklagelige fordomme. Den var rigtigt, rigtigt god. Faktisk så god og vedkommende, at selv jeg kunne forstå den, grine på de rigtige tidspunkter (hvilket nok er den bedste markør for forståelse) og nød at se den.

Også selv om vi er forfærdeligt langt ude på landet–omkring 1000 km. fra Istanbul, som, hvilket vi får at vide, det vil tage 9 dage at spadsere til. I en lille landsby, hvor gamle og nye normer brydes med hinanden, og hvor 5 forældreløse, ualmindeligt livlige, charmerende og hjertevindende powerpiger omkring giftealderen bor hos deres rimeligt liberale ( men noget undertrykte) farmor og en onkel, der nok som jurist har fat i lovens paragraffer om retfærdighed, men i sit personlige liv har meninger som en analfabetisk bonde fra 1700-tallet. Især omkring kvinder.

Så efter en smule uskyldig kådhed med landsbyens drenge den første feriedag, slår onkels hammer i form af indespærring, “koneskole” ( det er her man lærer at lave perfekte dolmer og uformelige, grå kjoler) og instant giftemål til den første, den bedste. Ælstepige får ham, hun vil have, men derefter går det galt. Helt utroligt galt, tragisk galt endda. Men hele den historie må man selv se.

Hele denne proces omkring coming of age og uhyrlig diskrimination fortælles gennem yngstepige, Lale, som med det store barns naive øjne ikke altid lige forstår, hvad der sker, men som i den grad kommer gennem en øjenåbner–og tager konsekvenserne af den. Ind imellem er det drønende morsomt og lige så ofte dybt tragisk. Men heldigvis er instruktør og kamera hele vejen igennem på pigernes side. Vi er, som seere, ikke et sekund i tvivl om, hvor retfærdigheden–og livet, for den sags skyld–ligger henne.

Det er også en væsentlig film. For hvis der nu er flere enfoldigheder som mig, der har forudfattede fordomme om tyrkisk film og måske endda om livet i de små landsbyer i Tyrkiet samt deres kvindelige beboere, så viser de her 5 powergirls altså, at vi alle sammen tog fejl. Meget, fatalt fejl. Og faktisk er det jo altid en stor lettelse at få en på fordommene, at blive revet ud af sine fejltolkninger og forudfattede meninger og se, at verden er mangfoldig og ikke det mindste sort/hvid og stereotyp. Jeg ved ikke med andre, men jeg har i alt fald godt af at blive revet lidt op med rod og rystet igennem engang imellem. Jeg tror på, det gør mig til et mere tolerant menneske.

Så hvis det her er prototypen på tyrkiske film, så skal jeg se nogle flere….

Continue Reading
1 2 3 9