En god film.

toni-erdmann-galleri4

Min far Tony Erdmann.

STOR advarsel! Dette er en Kleenexfilm i kassevis! Sjældent har jeg grinet så meget, sjældent har tårerne sådan nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af mine øjne af ren og skær latter, og sjældent har jeg bagefter haft så ondt i maven af at overgrine.

Så tyskerne kan skam sagtens være morsomme. Selv om, hvis man nøgternt barberer det hele ned, man i denne film primært og igen og igen går i krampelatter over…….et falskt gebis! Mere skal der faktisk ikke til.

Farmand (alias Tony Erdmann, men se filmen og få forklaringen) er en lidt nusset musikærer, der for nyligt har mistet sin elskede, gamle, blinde hund. Så han tager på quest ( iført falskt gebis) til Bukarest, hvor datter er jetsettet, cool businesswoman og meget lidt imødekommende overfor det noget uventede besøg. De skal nemlig finde hinanden, finde IND til hinanden igen, de to, og det, kan vi som tilskuere godt se, er i ligaen med at udrydde Voldemort.

Så nu starter en eksiltysk familiekrig på rumænsk grund, hvor far og datter noget ambivalent både forsøger at nærme sig hinanden og samtidig hele tiden udfordre hinanden. Det er hylende morsomt. Det underlige er, at mange af scenerne udefra virker helt bizarre og surrealistiske, men indenfor filmes univers er de absolut troværdige. Som det obskure fødselsdagsselskab, hvor datter pludselig går i nudistmode, og farmand ankommer iklædt King Kong med multifarvet kobjælde i toppen. Eller æggemalingsscenen (æg kan åbenbart noget i film–tænk bare på Blinkende lygter), som heldigvis også munder ud i et noget disharmonisk, men dog reelt, samspil mellem far og datter.

Om de finder hinanden, vil jeg ikke røbe. Det er heller ikke det, filmen vil. Den vil fortælle om VEJEN derhen. Og om falske gebissers utrolige magt i det senmoderne samfund.

Det er sådan en film, der skal ses. For den er nærmest umulig at forklare. Prøv det. Og husk endelig Kleenex!

Continue Reading

En god film.

Gabourey_Sidibe_at_PaleyFest_2014_-_13491368805

Precious.

Det er utroligt, at der kan laves en feel-good film om en stærkt overvægtig, farvet, nærmest analfabetisk, voldtaget teenagemor, der bor med sin yderst dysfunktionelle familie i en grim lejlighed i den allermest belastede del af Harlem.

Men det kan man. Den film hedder Precious. Til kataloget over gebrækkeligheder kan også tilføjes incest, barn med Downs syndrom og en både forfærdeligt egoistisk, men også psykisk ustabil mor. Så (jeg havde nær skrevet fede) vægtmæssigt udfordrede Precious scorer højt på shitbarometret–altså indtil hun møder filmens anden heltinde, den lesbiske (nå ja, det skulle der da også lige være plads til!) lærer på skolen for de mildest talt akademisk udfordrede unge mennesker. (OBS: 2 gange politisk korrekt i samme sætning!)

For Precious vil jo gerne gøre en selvstændig indsats for et bedre liv for både sig selv og sit Downsbarn+ det, hun har i maven. Faderen er i begge tilfælde moderens mand, hvilket selvfølgelig også får lidt god jalousi mellem generationer ind i filmen. Og Precious kæmper bravt–hun er faktisk ret brav! Omkring sig og nogle gange til hjælp har hun de virkeligt underholdende typer, hun går i skole med, og som modspiller står det forfærdelige moderdyr.

Det er en sjov film, men det er også en dybt alvorlig film om, kan man vist godt sige uden at overdrive, store problemer for typer som Precious i 80-ernes Harlem. Vi griner med hende og græder med hende, og allermest knuselsker vi det der store menneske, som har den mest fantastiske livsvilje. Og når filmen er færdig, er de fleste vist i tvivl om, at Precious nok har udfordringer, men hun har også vilje og mod til at kæmpe både mod dem–og videre.

Continue Reading

Drengen i den stribede pyjamas.

Sachsenhausen_clothes

Det er sådan en af de film, der gør ondt. Virkelig ondt! Især fordi synsvinklen nærmest hele vejen igennem er drengens (altså ikke ham i den stribede pyjamas–og så måske alligevel???), og dette gamle trick med den umodne barnefortæller, der ikke rigtigt forstår den virkelighed, han lever i, er med til at give denne film en ekstra, genial dimension.

Men den begynder jo faktisk så ualmindeligt godt og idyllisk. Tilsyneladende velfungerende familie med sød mor og venlig far forflyttes fra storby til land under 2. verdenskrig, fordi faderen har fået nyt arbejde. Drengen Bruno keder sig derude og savner i den grad legekammerater, men finder efter nogen tid ud af, at der faktisk bor mennesker i nærheden, om end de alle sammen er spærret inde bag pigtrådshegn og går i underlige, stribede pyjamasser hele dagen.

Gennem hegnet finder han sig en ven, den jødiske dreng Shmuel, og filmens skildring af de 2 drengens venskab er hjerteskærende i al sin naivitet. Her har vi barnefortælleren, der stadig har til gode at opdage verdens ondskab, om end Shmuel har en begyndende fornemmelse af, at samme verden ikke vil ham det bedste. Det er i netop denne skildring af det rene, fordomsfri venskab, at filmen er umådelig stærk.

Selvfølgelig varer idyllen ikke ved. Og selvfølgelig er faderen lejrkommandant, ligesom der er en forfærdelig, skjult dagsorden, som Bruno overhovedet ikke har opdaget. Dog må man siger, at det stærke venskab mellem de 2 drenge varer helt til…………

Det er en Kleenexfilm. Man mister lidt troen på menneskeheden som sådan, men undervejs har man til gengæld fået troen på barnets uskyldige fordomsfrihed. Den, der beviser det, som vi altid og for evigt skal huske: Nemlig at fordomme ikke er medfødte. De er noget, vi lærer.

Continue Reading

En god film.

galleri4-vinden-som-ryster-kornet

Vinden der ryster kornet.

Hvis man alligevel skal sofa`e den i aften og allerede har set filmen Jernladyen og derfor er ved at fortvivle over de tilbud, der er på TV, så er denne måske en mulighed?

Efter min mening et mesterværk af “The Grand old Man” i britisk film, Ken Loach, og jeg er nok ikke helt alene i den bedømmelse, for filmen vandt Guldpalmerne i Cannes i 2006.

Vi er i Irland før og under den irske borgerkrig i 1920-21. Brødrene Damien og Teddy kæmper i begyndelsen en indædt, fælles kamp mod de engelske besættelsestropper (personlig udlægning af historiske begivenheder, som jeg gerne står på mål for!), men i forbindelse med Michael Collins` accept af hjemmestyre i Irland, bliver befolkningen skarpt delt mellem de, der er for, og de, der udelukkende ønsker et fuldstændigt uafhængigt Irland. Damien og Teddy kommer desværre til at stå på hver sin side i denne nådesløse kamp, hvor meningsforskelle og hyppige kampe foregår tværs ned gennem familier.

Damien er den lidt intellektuelle helt, som opgiver sin medicinske karriere for at kæmpe for fædrelandet, mens Teddy er praktikeren, der desværre fanges i sin egen stolthed og dens katastrofale følger til sidst. De optræder side om side med det (næsten lidt for) brave irske folk, og ikke mindst pigen Sinead, som er Damiens store kærlighed. Det er, alt i alt, en forfærdelig god, velfortalt og virkelig tankevækkende historie.

Og så spiller det irske landskab nærmest endnu en hovedrolle. Denne film kunne nærmest bruges som turistbrochure, så smuk er den. Ydermere er filmen enormt oplysende, hvis man er interesseret i irsk historie eller måske påtænker en rejse derover?

Continue Reading

Philomena.

Actress Dame Judi Dench arrives at The Orange British Academy Film Awards at the Royal Opera House on February 11

Hvis man kun ser få film om året, så lad, for Guds skyld, denne være en af dem!

Den har nu ellers, udfra standardopskriften på en blockbuster, de fleste odds imod sig: Hovedrollen spilles af en 80-årig kvinde (men hvilken!!), der er en påfaldende mangel på Botoxede Hollowoodstjerner, biljagter og dampende sexscener, den foregår for det meste langt ude på landet, og slutningen er ikke påfaldende lykkelig. Eller?

Philomena leder efter sin søn, som for mange år siden blev fjernet fra hende af nonner fra den katolske kirke. (NB. Irland er på 20 år inde i et  filmisk opgør med samme kirke. Det vrimler med irske filmopgør, og mange af dem er ret gode.) Som hjælp på denne moderlige quest har hun den vrantne journalist med ondt i livet. I begyndelsen er de et besynderligt par, men hen ad vejen–samtidig med at de nærmer sig sandheden–får de et tæt, ubrydeligt venskab.

Selve historien om sønnen afdækkes bid efter bid–og den er god og spændende med de små tvists, der også gør den usædvanlig. Philomena får, på mange måder, sin søn hjem. Og det på en befriende, usentimental måde.

Judi Dench stråler som vanligt. Hun er uovertruffen, den dame. Hun bærer ikke filmen som sådan, men hendes fænomenale nærvær på film er umuligt at overse.

Og selv om slutningen måske ikke lige er, som man havde håbet, er det alligevel en feel-good film. Man får ikke fornyet optimisme–men man får fred.

Continue Reading

Rodebunke. Men med skat!

untitled

Dette indlæg er en stor bunke rod, udelukkende styret af springende associationer. Men det skal nok nå frem til det egentlige. Promise! Havde det været en af de utallige stile, jeg som skriftlig censor gennem tiden har kæmpet mig igennem (I was only in it for the money!), ville dommen være noget med “Total mangel på kohæsion, og stilen brugt som anledning til at skrive om noget helt andet.” Altså ingen indre sammenhæng og en skjult dagsorden.

Jeg var i Flensburg i går for at købe hundemad og hundebom til hunden og rengøringsmidler og slik til mig selv. Sådan har vi så forskelligtrettede interesser, hunden og mig. Der var også udsalg, og da den tyske moms er noget mere human end den danske, er det ved en sådan lejlighed, at der skal underbukse- og strømpeprovianteres. Ellers er tysk beklædning ligesom mere min mor end mig. Der er sgu` ikke meget “Sturm und Drang” over tysk damemode…

Anyway, derfor var jeg træt og ugidelig og bare indstillet på lidt fjersynscoma i min gode stol med fåreskindet fra den der lille, hemmelige souvenirbutik i Leenane, der altid er meget billigere end alle de andre souvenirbutikker–hvis man kan finde den! Jeg ser mest DR, fordi jeg er lidt allergisk overfor TV-reklamer, og jo, trods min alder, ikke skal tisse hvert 15. minut eller for den sags skyld mellem hvert program. På 1-eren kunne jeg så forlyste mig med Riising og mor på rejse–et program, der hele dagen i går tilsyneladende blev inddraget i den store forargelse over såvel heste- som mortransporter rundt i verden. Jeg er så bare ikke lige til det program. Og det skyldes ikke kun min overvældende misundelse på transportable mor samt min morfornærmethed overfor mine egne børn, der ikke var forudseende nok til at blive studieværter, så de kunne bruge mig som alibimor på eksotiske rejser. På en eller anden måde er det som om, såvel Riising som mor ikke ER Riising og mor–de spiller bare nogle på forhånd definerede roller, der tilfældigvis hedder Riising og mor. Jeg ville nødigt spille den mor-rolle–hvor er den dog stereotyp.

Heldigvis nåede jeg lige at opfange, at der på DRK var en film med Kristin Scott Thomas. Denne vidunderlige, kølige, velbegavede, britisk/franske skuespiller kan lokke mig til at se nærmest hvad som helst. Bare hun er med. Efter mesterværket Den engelske patient har hun i mine øjne carte blanche til nærmest alt. Sammen med  (og her er jeg MEGET subjektiv!) britiske ikoner som Judi Dench, Maggie Smith, Julie Walters, Celia Imrie, Brenda Blethyn, Helen Mirren, Emma Thompson, Vanessa Redgrave, Helena Bonham Carter og sikkert flere, jeg har glemt, kan bare hendes navn lokke mig direkte og meget forventningsfuld til en helt ukendt film. (NB. Jeg har IKKE nævnt Kiera Knightley. Bemærk det venligst!)

Og så sad jeg der og så et lille mirakel af en film! (Tak til familien Riising!) Nemlig De kaldte hende Sarah. En film jeg aldrig tidligere har hørt om, men som absolut var værd at bruge en aften på. Nok var den ind imellem lidt ujævn og en smule sentimental, men historien var rigtig god og medrivende–om end en smule traditionel. Altså traditionel som i: har hørt den før. Det er en af den slags film med 2 parallelhistorier, der foregår på 2 forskellige tidspunkter, men som jo selvfølgelig mødes til sidst. Vi er både i Paris i 1942, hvor den franske stat ( det vidste jeg faktisk ikke)  nærmest begik folkedrab på de forhåndenværende jøder samt i vore dages Paris, Brooklyn og Firenze. I 1942 er hovedpersonen den jødiske pige, Sarah, som i forbindelse med familiens tvangsforflyttelse forsøger at skærme sin lillebror ved at låse ham inde i et skab i familiens lejlighed. Netop nøglen til skabet bliver den bestemmende og udløsende faktor for hele Sarahs livsbane og livshistorie. Overfor hende står den moderne journalist med knas i ægteskabet, en (uønsket?) efternøler i maven og en ufortøvet trang til både at finde historien om den lejlighed i Paris, hendes mand har arvet, og om det jødiske barn, Sarah. Mere skal ikke fortælles, men det er en god, en smule sentimental fortælling, der både krydser et utal af landegrænser, men også krydser grænser for, hvad mennesker egentlig indeholder. På godt og ondt. Og med overlegent, suberbt spil af Scott Thomas som journalisten.

Netop denne lille perle fik mig til at tænke på andre små filmperler. Altså de der små mirakler af langsomme, stille film med fantastiske historier og eminente skuespillere. Ikke de store udstyrsstykker med Hollywood og millionbudgetter i røven. I første omgang mindede denne film jo utroligt meget om Drengen i den stribede pyjamas, Simon og egene og faktisk også om Philomena. I anden omgang var jeg ved at blive tankemæssigt overfaldet af adskillige biograffulde af gode “små” film. Det hedder vist “Indie-film” nu om dage. De har absolut ingen tilknytning til landet Indien eller indere som sådan: Indie betyder “Independent”/uafhængig (af store produktionsselskaber).

Derfor tænkte jeg, at jeg da også kunne anbefale nogle af disse, ofte oversete, under- og mesterværker her på siden. Så dette er den første.

Og således nåede jeg, via associationer og rod, fra Flensburg i går til Paris i 1942 samt endnu videre til en ny målsætning.

 

Continue Reading

Soning/Atonement.

atonement460

Den ultimative tøse-tåreperserfilm! Og meget, meget mere end det!

Et fantastisk valg, hvis man som jeg er anglofil og elsker den der stemning af gamle herregårde, viktorianske haver, overklasseliv, stiff upperlips–og bedrag!

Her er den gamle historie fra Romeo og Julie, West Side Story, Grease, Pretty Woman og alle de andre film, der handler om “dreng møder pige, og de kan ikke få hinanden pga sociale skel eller gamle familiestridigheder”–men denne gang tilsat 2. verdenskrig, uretfærdighed, James Mcavoy, Keira Knightly ( det her er den ene film, hvor hun viser, at hun faktisk kan spille teater!), en bitch af en lillesøster, en fandens til chokoladefabrikant og en Vanessa Redgrave, der trækker tæppet væk under det hele til slut, når vi lige, som publikum, følte os helt sikre på den happy end, vi håbede på.

Filmen er underskøn i sine billeder. Især scenen fra den forfejlede invasion i Normandiet er i mine øjne et mesterværk i filmhistorien.

Det er sådan en film, hvor man ikke altid helt kan føle sig sikker på det, man ser. For som i virkeligheden afhænger det sete jo af øjnene, der ser. Derfor får vi nogle gange scenerne fra to synsvinkler. Og nej, det er ikke uforståeligt og overkunstnerisk. Det er tværtimod en hel fantastisk film. Jeg har set den mere end 10 gange–og den bliver bare bedre og bedre!

Continue Reading

Hunt for the Wilderpeople.

81-hunt-for-the-wilderpeople

Noget så usædvanligt som en New Zealandsk roadmovie–til fods!

Utilpasset, forsømt, horisontalt udfordret (læs: overvægtig!) dreng møder sur, gammel knark, og omstændighederne tvinger dem ud på ½ års flugt/woodtrip i den New Zealandske bush med myndighederne og de sædvanlige småforbrydere i hælene.

Den øretæveindbydende ungdomsbølle viser sig selvfølgelig både at skrive Haikudigte og læse Shakespeare, mens den tavse mand gradvist viser sit hjerte af guld og alle sine opsparede traumer. Opskriften er ligesom afprøvet før, men i denne film vendes de sædvanlige clicheer på hovedet og bruges med nye, uventede detaljer og afslutninger. Det er ikke altid lige vellykket–så som den store, sædvanlige forfølgelsesscene, som faktisk bare mangler en forhåndenværende kløft for at ende præcis som Thelma og Louise- men det er sjovt, det er rørende, det er ærligt, og så er det helt utroligt velspillet.

En rigtig Feel Good film. Samspillet tavs mand/utilpasset barn er en klassiker, men jeg har aldrig set det så ægte som her. Og det helt fantastiske landskab ( hvor man ofte forventer, at Aragorn kigger forbi ) fungerer nærmest som en tredje hovedperson. Man får lyst til selv at komme “on the road” dernede.

 

Continue Reading

American Spirit. Et godt genhør.

dsc00553

Da jeg var ung, brød jeg mig, mildest talt, ikke om Johnny Cash. Eller ABBA, eller Frankie Valley, eller Motown musik. Eller en hel masse andet, der ligesom ikke var tilstrækkeligt ikke-mainstream.

Nu går jeg glad og forventningsfuld ind og ser/hører musicals og teaterkoncerter bygget over netop min ungdoms no-goes. Og jeg bliver faktisk sjældent skuffet.

American Spirit, en teaterkoncert over Johnny Cash-musik, var en stor oplevelse i Århus, og det bliver den sikkert også på Aveny i København. The Man in Black kunne noget med musik, med tekster, men mest af alt med stemning og atmosfære. Aldrig før har jeg lagt mærke til, hvor meget han ER der i sine egne sange, og hvor ærlige de er. De oser af depression ( både økonomisk og menneskelig), det hårde liv på landet, livets foranderlighed–men også håbet og glæden, trods alt!

Scenografien er som taget ud af et billede af maleren Edward Hopper, sangerne fabelagtige (især Caroline Henderson, som har en gudbenådet stemme) og musikerne synes som om, de er skræddersyede til at sidde på netop den scene og spille netop de sange.

Det var en god teaterdag. Prøv den.

Continue Reading