En grufuld film.

Apocalypse Now. Final cut. Viaplay.

Vi så den vel alle, da vi var unge. I 1979. Men måske SÅ vi den ikke, sådan rigtigt. For de 40 år, der er gået siden, har modnet os og givet os en helt anden kapacitet for at forstå og analysere de billeder, filmen er skabt af. Filmen er nok, i sig selv, ikke blevet grusommere, men måske har livet lært os at forstå grusomheder på en meget mere intensiv måde.

Apocalypse Now er den ultimative Vietnamfilm. Og ja, det hjælper at have Vietnam siddende present i sit baghoved, når man sætter sig for at se den 2,5 timers odysse ind i den ondskab, dehumanisering, galskab og mareridt, der var Vietnamkrigen. Filmen er bygget op omkring den traumatiserede Oberst Willards, der sendes på en quest, hvor han som en anden Frodo skal finde mørkets hjerte i form af Kurtz og tilintetgøre det. Han skal, bogstaveligt talt, rejse ind i den dybeste jungle, som ikke bare naturmæssigt bliver tættere og tættere, men som også menneskeligt er en rejse ind i selve ondskabens og galskabens væsen. Således er filmen, akkurat som nærmest enhver moderne fantasy fortælling, bygget op omkring et antal episoder “på vejen”, hvor vores hovedperson ulig fantasyhelte ikke skal vise sit mod og sin styrke, men istedet være vidne til en konstant eskalerende galskab.

Det er rejsen ind i selve The Heart of Darkness, i galskabens væsen, i dystopiens inderste kammer. Fordi det er fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Hvordan krig dehumaniserer os og fremmedgør os overfor alt, hvad der er ordentlig, anstændigt, elskeligt og solidarisk menneskeligt.

Og mens vi rejser med flodbåden op ad Vietnams Styx, står billedsiden bare som uendeligt smuk. Så smuk, at det næsten gør ondt, og samtidig visende naturens skønhed som kontrast til menneskets grusomhed. Det er de billeder, fra den film om verdens menneskelige undergang, der dominerer vores generations billedside af Vietnam. Det er sådan, Vietnam ser ud i vores fotoalbums over landet, når det er “rigtigt”. Og selve scenen med den idylliske landsby med den vidundersmukke jungle, der bombes om morgenen ( fordi “I love the smell of napalm in the morning.”), så alt, mennesker og jungle, brænder, er lige præcis billedet på den krig, hvor alt smukt blev destrueret. Hvadenten det var natur eller mennesker.

Det er en grusom film. Men det er også en nødvendig film. Ingen er selvfølgelig på noget tidspunkt i tvivl om Coppolas holdning til krigen. Og den skildrer han så godt, at alle disse billeder af menneskelig fornedrelse i underskønne omgivelser, bogstaveligt talt brænder sig som napalm om morgenen direkte ind på en blivende plads på nethinden.

NU forstår jeg filmen. Helt anderledes end dengang i 1979, hvor mit ungdommelige jeg nok var imod krigen, men hvor jeg ikke havde livserfaring nok til at fortære og forstå, hvad jeg så. Hvis man har været i Vietnam fornylig eller bare engang, så se den. Og genkend. Og har man ikke det, så er det en vanvittigt vigtig og vildt fascinerende film at se alligevel. Selv om den er fra 1979.

Continue Reading

En god film.

Judy. I biograferne.

Nogle gange har man svært ved at forstå, at nogen eller noget har fået en Oscar. Det er ikke tilfældet her. I denne film leverer Renee Zellweger en præstation, der er så dybfølt, så fantastisk gennemspillet og så uendeligt rørende på samme tid. Den Oscar er mere end fortjent.

Judy er selvfølgelig Judy Garland, og filmen skriver sig da også ind i den nuværende trend omkring at portrættere fortidens ikoner og deres liv. Vi møder hende få måneder før hendes død (som 47-årig), hvor alting bare går ad helvede til: hun er hjemløs, dybt alkoholiseret og på benzoer, har ingen penge og må endda nærmest give sine børn fra sig. Så tilbydes hun en serie koncerter i London, som bliver filmens omdrejningspunkt.

Og det går jo ikke så godt. Der drikkes, pilles og glemmes sangtekster, hvis koryfæet overhovedet er i stand til at optræde. Ægtemand nummer Gud ved hvad kommer og går, og til sidst må Judy da også drage stærkt nedværdiget tilbage til staterne. Men–og dette er filmens store styrke–selv om vi har hørt hele historien før til bevidstløshed, så spilles Judy med en sødme, en inderlighed, en skrøbelighed og en stor indre styrke af Zellweger. Hun bliver til et rigtigt, levende menneske og ikke blot et Hollywoodkoryfæ. Især den pragtfulde scene, hvor hun passes op af to elskelige bøssebeundrere udenfor teatret og ender med at spille gamle sange og lave omeletter i deres lille lejlighed er fantastisk rørende og sød–uden nogensinde at blive patetisk.

Det var ikke let at være Judy Garland, og The Yellow Brick Road førte langtfra til den gode troldmand eller op over regnbuen. Det var, som vi selvfølgelig ved, fake det hele. Filmen forsøger også at give begrundelser for, hvordan det hele endte så ulykkeligt, og man forstår, at det har været relativt nemt at dø eller i alt fald få et miserabelt liv, af at have været barnestjerne i Hollywood.

Alt det, og meget mere mere, får Zellweger os til at forstå, når hun spiller røven ud af bukserne. Sikke en præstation!

Continue Reading

En god serie.

22. juli. DR2 og streaming.

-Vil bare lige pippe op om, at der netop (hvor netop betyder i søndags) er startet en ny norsk serie på DR2 (som selvfølgelig også kan streames), som udfra de første 2 afsnit virker fortræffelig, sober og samtidig også oplysende.

22. juli er selvfølgelig Norges forfærdelige skæbnedag i 2011, hvor adskillige blev dræbt såvel i Oslo og på Utøya. Serien følger en håndfuld personer før, under og efter angrebet, og man har bevidst valgt at lade disse hovedpersoner være mennesker, der har stået på centrale positioner i forhold til, hvad der skete, mens de udførte deres helt almindelige, daglige arbejde. Her er de hospitalsansatte, politibetjenten, præsten og journalisten. Men her er også medlemmerne af en ekstrem højreorienteret bevægelse og moderen til drengen, der savnes i forbindelse med bombesprængningen i Oslo.

Det er, efter min mening, selve seriens scoop, at den lader os få indgående kendskab til netop disse personer, deres arbejde, bevæggrunde og daglige liv, INDEN ragnarok rammer verdens tilsyneladende lykkeligste land på en strålende solskinsdag i juli. Og endnu et scoop er vel også, at den indtil nu har valgt fuldstændigt at tie gerningsmanden ihjel.

Det tegner godt, og det tegner sobert. Her er ingen udpenslede terrordetaljer eller udspekuleret følelsesporno, men en  beskrivelse af rigtige mennesker, der pludseligt befinder sig i en krisesituation.

-Så er det pippet ud…..

Continue Reading

Om Dracula.

Dracula. Netflix.

De store britiske aviser, her specifikt The Guardian og The Telegraph, har været ved at gå i overkill på ros til serien, og især til danske Claes Bang som Dracula. Han er faktisk er blevet sammenlignet med Roger Moore i rollen som 007–hvis det da ellers er noget at være stolt af. Det hele er produceret af Netflix og BBC sammen, og det kan man godt se. BBC er uovertrufne på udstyrssiden, og Netflix er med tiden blevet rigtigt gode på plotafdelingen. Så der er kul på uhyggen i skumle, labyrintiske, transsylvanske slotte, og det er heller ikke antallet af groteske afdøde i forskellige stadier af forrådnelse, man går ned på. Slet ikke.

Jeg vil tilråde, at man ser serien i selskab med en voksen. Aldrig om jeg så meget vil overveje at tænke på den, når jeg er alene hjemme–og så har jeg endda kun set første afsnit. Hvis et tilstrækkeligt antal betryggende voksne stiller op, vil jeg overveje at se flere. Også selv om jeg var lidt skuffet, en smule i vildrede. For faktisk var jeg i tvivl om, om det var historien om den spiddende, transsylvanske greve, Brad Dracula, altså den historiske person, eller om der var tale om en filmatisering af Bram Stookers udødelige, gotiske klassiker. Selvfølgelig håbede jeg på det sidste, for det er en god bog, og jeg ville så forfærdeligt gerne have set nogle gode shots af Whitby Abbey, som jeg altid har været for doven til at klatre op til, når jeg har været på de kanter. Men det er hverken fugl eller fisk, og da i alt fald slet ikke historien om en rumænsk krigshelt, der i sin fritid stak pæle gennem dumme tyrkere. Nok har Stooker været inde over, men kun som inspiration for de personer, han nok opfandt, men som i denne serie har fået helt deres eget liv.

Her har vi Dracula som den vampyriske gentleman. Mere britisk end selv Roger Moore og med en overklasseaccent, der lyder som om, den har gæret i whisky og gamle slotte i århundreder. Jeg er mildest talt målløs over, at nogen dansker kan tale så kultiveret et engelsk uden at have haft mig til faget, men selvfølgelig havde jeg da også kapable kolleger. Han er vild, han er uforudsigelig, han er farlig, han er dyrisk, han er overmåde sexet og endda nøgen i en lang, lang scene. Det er den lige efter, han slimet, blodig og genfødt er krøbet ud af en levende ulv foran en flok nonner på et afsidesliggende nonnekloster. Hvilket siger ikke så lidt om denne version af Dracula. Det er næsten for meget, for grænseoverskridende, for bidende (undskyld udtrykket!) hysterisk og for spektakulært. Det er Dracula som dyrisk gentleman-007, og han skal såmænd nok ende med at få en bid af nonnebaben.

Jeg er lidt forvirret, men også noget fristet af at se, hvad dette bizarre show udvikler sig til. Om ikke andet så er Claes Bang værd at se på, både nøgen, med vampyrtænder og med butterfly, og hvis jeg kan finde voksne til at være til stede og passe på mig, skal jeg vel hen til at ramme en pæl gennem forbryderen. Inden da forventer jeg et sandt orgie af forrådnelse og fremvisning af det ypperste, BBCs sminke- og kostumeafdeling indtil nu har udsat skærmene for.

 

 

Continue Reading

Jul på dansk.

Juletid er, blandt meget andet, også filmtid. Det er der, hvor mørket er så altdominerende og forsyningen af tid så rigelig, at der kan blive plads til fordybelse og sammen at se gode (ind imellem også mindre gode) film. På mirakuløs vis undgik jeg i år at se film med Hugh Grant, og det var mere min egen end TV-programmernes skyld. De sidstnævnte flashede ham ihærdigt til den årlige juleluftning, og dybt inde i mig sidder da også en lille britisk nål og stikker lidt med en påmindelse om, at det sjældent er rigtig jul i filmens verden uden Hugh Grant, som gennem årene har tegnet monopol på medvirken i samtlige britiske julefilm. Til gengæld må man godt gå uden om ham resten af året. Faktisk bør man.

Anyway, her er et par af de gode, danske film, som alle kan se i biograferne for tiden. Samt en ikke så vellykket..

 

Onkel.

Her er en fantastisk opdatering af Herman Bangs “stille eksistenser”, hvor Katinka Bai er blevet flyttet ud til sin handicappede onkel på en gård i den sønderjyske marsk. Og her kommer nutidens Huus såmænd også forbi, og vi ved jo godt, hvordan det hele ender. Det er ikke godt….

Men dette er ikke mindre end en fremragende film. En jysk film, måske endda en sønderjysk film? om livet derude, hvor muligheder er til for langsomt at forsvinde i Vadehavet. Kris (som altså er en ung pige) er, efter flere familietragedier, flyttet sammen med sin gangbesværede onkel og eneste tilbageværende familiemedlem på en stærkt nedrivningstruet gård, hvor de to i tavshed, men også dyb forståelse, varetager den daglige drift. Der er linoleum på gulvene, kopier af såkaldte “stilmøbler”–og i grunden ikke ret meget andet. Udover køerne og de daglige måltider med kartofler og sovs (med soduko til), masser af sovs. Stilheden er lige så stor som himlen (der sagtens kunne være malet af Nolde), og det er kærligheden mellem de to stille mennesker også. Uden nogen sinde at blive rungende.

Det virker næsten som helligbrøde, som brud på en slags ubrydelig messe for to, at både den lokale dyrlæge og den lokale ungersvend forsøger at hjælpe Kris til et liv. I begyndelsen er hun tøvende, senere blomstrer hun op og forsøger at række ud, men–som sagt–vi ved jo godt, hvordan Bangske personer ender. Så Kris bliver i sin marsk. I den grad også i overført betydning.

Det er en smuk, smuk film. En tyst film, en indfølende film, en overvældende film og en ulykkelig film. Sådan en film, hvor man (i alt fald som jyde)genkender personerne og ligefrem kan sætte navne på, og hvor hvert af de ikke specielt mange ord får en overvældende betydning. Det er et kunstværk, og det er en befrielse at se en dansk film, der ikke har København som omdrejningspunkt, og hvor enhver form for stilhed forsøges udfyldt med bevidstløs tale eller grovkornet action. SE DEN!

 

Kollision.

Her har vi så hele orkestermusikken af danske stjerneskuespillere samlet–og for 117-ende gang Nicolaj Lie Kaas i den mandlige hovedrolle. Det gør han, som han plejer. Ligesom Bodil Jørgensen, Tommy Kenter og alle de andre også gør, som DE nu plejer.

Men det er en god historie. Om vidunder/yndlingsbarnet, der pludselig dør og sætter hele familiens eksistens og samhørighed på spil. Økonomisk i skikkelse af patriarken på godset, Tommy Kenter, og følelsesmæssigt af moderen, Cecilie Stenspil og farfaderen Henning Jensen, der faktisk spiller helt eminent, selv om han også gør det, som han plejer. Oveni har man faktisk også rørt en krigsveteran med posttraumatisk stressesymptom, selv om der da egentlig er nok drama i forvejen.

Det er et skilsmissedrama (jo, jo vi kommer også i retten!), et opgør mellem generationer, og der er sandelig også nogen, der bliver skudt! Så der sker en del på filmens godt halvanden time. Det er underholdende, det går stærkt, Københavnerstærkt, og ingen tror jo en hujende fis på, at det foregår i Århus og Frederikshavn, selv om locations fra de to byer er hentet ind som alibiaber. Sådan taler man F…. ikke i Frederikshavn!

Anyway, den er værd at se. En god actionsfilm af den slags, som underholder, mens den spiller. Og som man har glemt et par dage efter. Den kravler ikke ind og bliver siddende, nagende som Kris derude i marsken….

 

Harpiks.

Filmen har fået mest omtale i forbindelse med den heftige diskussion omkring Sofie Gråbøls fatsuit. Det forstår jeg godt. For hvad i alverden skulle man ellers tale om?

Den handler om den socialt belastede, dysfunktionelle familie med drømme om det naturlige, enkle liv, der flytter til the middle of nowhere uden nogen fornemmelse af, hvordan man så gør det. Derfor dør de såmænd også med såvel jævne mellemrum som passende intervaller, og det er så synopsen over, hvad der sker handlingsmæssigt. Det er ikke bare lidt kedeligt, det er faktisk, hvilket er værre, rimeligt utroværdigt, og man føler sig totalt ladt i stikken i forhold til at identificere sig med nogen eller noget overhovedet. Midt i det hele har de importeret selveste Ghita Nørby. Det hjælper heller ikke….

 

The Cave.

Filmen er en sindsoprivende dokumentar om et syrisk undergrundshospital, lige midt i den mest belastede krigszone ved hovedstaden Damaskus, hvor man følger den unge, kvindelige børnelæge, som har valgt at blive trods daglige bombardementer og ufatteligt udfordrende arbejdsvilkår. Her er faktisk tale om en dybt idealistisk, fantastisk kvindeskikkelse.

Man er med i dagligdagen på hospitalets mørke, klaustrofobiske gange og sidder som en flue på væggen i tilspidsede situationer, hvor små, uskyldige krigsofre bringes ind til et nødhospital, hvor man ikke har meget andet end lægernes ufattelige vilje og overskud til et hjælpe. Der er forfærdelige scener, selv om vi nok skånes for det værste, og der er direkte anskuelighedsundervisning i, hvorledes en bizar og uforståelig borgerkrig påvirker totalt uskyldige ofre. Det er stærkt, og det er fremfor alt tankevækkende.

Optagelserne til filmen er smuglet ud af det borgerkrigshærgede land og derefter klippet sammen i Danmark. Det er en vigtig film, nogle væsentlige optagelser, og de giver en forståelse for mareridtet dernede, som gør et uudsletteligt indtryk. Som sidehistorie fokuseres også på kvinders position i samfundet, og scenen, hvor den kvindelige læge af en patient får besked om at gå hjem til sin familie og finde sin rette plads, giver et fantastisk indtryk af, hvilket kræfter hun er oppe imod. Der er krig på flere fronter….

Det er sådan en film, det gør ondt at se. Men den er også nødvendig!

 

Continue Reading

En fantastisk serie.

Unbelievable. Netflix.

Hvis juledagene føles lange og mørke, eller det måske bare kniber med at få tiden til at gå op mod den store pakkeforløsning, så er her buddet på en gang intelligent krimi-underholdning. Intet mindre end en fængende, spændende og særdeles vedkommende amerikansk serie, hvor to stærke kvinder i centrum udmanøvrerer såvel uduelige mandlige kolleger som en brutal voldtægtsmand. Samt får retfærdigheden til at ske fyldest.

Serien (8 afsnit) foregår på to parallelle tidsplaner, det ene omkring 3 år før det andet. Vi følger institutionsbarnet Marie, som både bliver voldtaget og af politiet–primært pga. sin noget dysfunktionelle baggrund–mistænkes (og dømmes) for at have indgivet falsk anmeldelse. 3 år senere er den samme kyniske voldtægtsmand (stadig) på spil i andre stater, men heldigvis løber han her ind i 2 vedholdende, kvindelige efterforskere, der som rigtige mennesker af kød og blod ( altså ulig de stereotype superhelte, der ofte optræder i amerikanske film) bider sig fast i at ville opklare de kvindefjendske forbrydelser. Det er er lang, kroget vej, fyldt med vildspor og afstikkere, men også med humor, menneskelighed og den slags små tilfældigheder, der vel kendetegner opklaringsarbejde i det liv, der tilhører vi andre og ligger udenfor et filmunivers.

Det er nogle barske mostre, de to, og i starten har de da også relativt svært ved at komme til for hinanden. Men i al sin enkelhed er der en vej, hvor der er to stærke viljer. Og vi jubler og erkender nederlag sammen med dem og voldtægtsmandens ofre, mens vi langsomt, og sikkert, sporer os ind på, hvem der dog har så kvindefjendsk et verdensbillede og så lavt et selvværd overfor det modsatte køn. På sin vis er det en gammeldags who dunnit i moderne, amerikansk indpakning, men vi er langt ude på landet og i et univers, der selv for os europæere er troværdigt og beboet af helt almindelige, genkendelige mennesker.

Så jeg kan godt røbe, at retfærdigheden sker fyldest til sidst. For i denne serie er det ikke selve målet, der er det saliggørende og omdrejningspunktet som sådan. Det er vejen dertil. Med dens bump, vejspærringer og store omveje. Og netop den vej er værd at gå sammen med to kvinder, der på mange måder ligner os selv. Så se den endelig…..

Continue Reading

Hver generation, sin stjerne.

A Star is Born. Netflix.

Som barn svømmede jeg hen over Judy Garland og James Mason. Især den sidste, hvilket jeg i øvrigt stadig gør, for ingen mandlig skuespiller har siden ham haft så fantastisk en stemme og så uovertruffen en diktion. Da jeg var omkring 20 kom Barbra Streisand og Kris Kristofferson, og så var jeg solgt igen. Jeg kan faktisk stadig huske, hvor jeg så den film første gang. Nu er jeg så sådan trekvartgammel og har lige set den sidste nye remake af A Star is Born. Med stjerner som ligger lysår fra mig selv i år, men som tydeligvis har bragt den evigtgyldige, gamle historie up to date.

Så hver generation, sine stars. Historien er den samme. Det er kun tiden og de ydre omstændigheder, der skifter. Og skuespillerne, selvfølgelig. Det er selve indbegrebet af Den amerikanske drøm, garneret med kærlighed, storhed og fald. Fra rags to riches, og et point of no return, der altid ligger lige der, hvor hun når toppen, og han samtidigt begynder sin deroute. For vi ved jo alle sammen, at den kærlighed er umulig, allerede fra begyndelsen. Det er netop derfor, vi ser filmen, for selve historien er så velkendt, at den nærmest altid har eksisteret og helt sikkert kommer i en ny version, som mine børnebørn så kan gå i Kleenex over.

For det er jo det, i alt fald jeg gør. Jeg elsker den historie, og det gør absolut intet, at jeg udmærket ved, hvordan den ender. Eller rettere: det er vel netop en del af charmen ved at se den. Her skal snottes!

I øvrigt synes jeg, denne version er udmærket og tidssvarende på en god måde. Godt spillet, godt sunget og godt gået ind i tilskuernes følelser. Værd at bruge nogle timer på at hulke sig igennem. Mest til sidst, selvfølgelig!

–Og så tænkte jeg altså ret meget over kategorien til dette indlæg, for måske burde det have stået under “Om at være kvinde”. Det er en tøsefilm, det her. På den fede måde…..

 

Continue Reading

En film…

Marriage Story. Netflix.

Det er sådan en film, der får mig til akut at føle mig dum, ukultiveret og fuldstændigt uden sans for kunst. Den har været så opreklameret, så rosende omtalt og en rigtig kritikerdarling. Jeg syntes, den var kedelig.

Vel spiller de godt og næsten begge deres velformede røve ud af bukserne, Scarlett Johansson og Adam Driver, og selvfølgelig er der da også masser af identifikationspotentiale i disse to hipsters med ondt i livet. Jeg er sikker på, den vil gøre sig fremragende på og omkring Sdr. Boulevard og over det meste af Brooklyn. Men for mig virker den underligt tomt, uvedkommende og relativt overflødig. Mest af alt ligner det et opkog af den fremragende TV-serie ( og nu også teaterstykke) Scener fra et ægteskab–uden dog på nogen mulig måde bare at være i nærheden af at være morsom.

Den handler om en skilsmisse, der udvikler sig katastrofalt. Ikke mindst takket være to ærkeamerikanske advokater, der absolut er mere end på nippet til at virke som rene karikaturer. Jeg forstod bare aldrig de to væsentlige grundprincipper for samme skilsmisse, nemlig 1) Hvorfor de to overhovedet fandt sammen til at starte med, og 2) Hvorfor det der, som jeg ikke fandt ud af, hvad var, holdt op med at eksistere, så de kunne påbegynde deres uinteressante skilsmisse. Og så er man ligesom lidt lost og har relativt svært ved at placere sine sympatier og sin interesse.

Så det var en lang dags rejse mod nat. ( Som i øvrigt er et FREMragende teaterstykke!) Eller rettere: en lang rejse I natten. Måske skulle man overveje at sætte filmen op som teater, genoplive Ingmar Bergman som instruktør og lige skrive en forhistorie om kærligheden ind som en slags hjælpende guide til imbeciler som mig.

Men Adam Driver er da et nydeligt stykke mandfolk og Scarlett Johansson en sød, flot og charmerende kvinde. Det ville bare have klædt dem at have en historie at fortælle, som selv kulturelle ignoranter som jeg kunne opfatte.

Continue Reading

En god film.

Parasite. I biograferne.

Det er yderst sjældent, jeg ser sydkoreanske film. Faktisk har jeg vist aldrig før set en sydkoreansk film. Jeg er altid så bange for, at jeg må give op og indrømme, at jeg mildest talt ikke forstår en lyd. Eller et billede, for den sags skyld. Fordi sydkoreansk kultur ligger så langt fra min egen, og jeg derfor mister store nuancer, endda selve plottet og garanteret aldrig får grint på de rigtige steder.

Men denne er forbavsende både god og forståelig. Det er nok også derfor, at den fik Guldpalmerne i Cannes. Fordi juryen forstod den og grinte på de rigtige steder. I øvrigt har jeg væsentlig større tiltro til Cannes-juryen sådan kvalitetsmæssigt, end jeg har til Oscar-komiteen, som ind imellem går mere efter det betydeligt mere mainstream, kommercielle og sikre. Det gør de ikke i Cannes.

Sidste år kæmpede jeg mig gennem den kritikerroste film Roma–uden dog på noget tidspunkt at kunne skimte bare konturerne af en handling. På sin vis kan man sige, at denne film er en remake af Roma MED handling. Vi møder den arbejdsløse slumfamilie på mor, far, søn og datter, som egentlig intet andet har at give sig til end at parasitsurfe på andres internet, indtil en appelsin (her repræsenteret ved en stor sten) falder i deres hænder, og sønnen arver et job som huslærer hos en rig ( MEGET rig, megarig) familie. Snildt og hurtigt får han udmanøvreret alle andre tjenestefolk i huset, således at hans egen slumfamilie overtager styringen af det. Det er heller ikke så svært, for rige mor er dum som et bræt og snobbet som en nyrig, rige far er aldrig hjemme, og rige børn er verdensfjerne, for de har vel intet at bekymre sig om, udover det sidste nye, fjernstyrede og elektroniske legetøj.

Så langt, så godt. Men da fattige vel altid har haft udprægede talenter ( og næsten medfødte overlevelsesevner) for at krybe som parasitter på de rige, viser det sig, at de sandelig ikke er de eneste pengeigler i det hus. Som i øvrigt ligner et, der er tegnet af Arne Jakobsen. Der er mange om buddet, og der må tages mange drabelige slåskampe, og dødelige nederlag, undervejs. Sandt er sige er der ret mange, der dør. Og lige så sandt at sige gør de fleste det på yderst spektakulære måder.

Det er en finurlig film på den måde, at man aldrig ved, hvad der venter omkring næste hjørne. Tror man, at man har fat på historien og dens potentielle forløb, så må man tro om, for intet udvikler sig på den måde, det kunne forventes. Det kan jeg godt lide. Ligeledes indebærer hele persongalleriets spænd fra megarig til subproletariat, at filmen er dybt og inderlig kritisk overfor såvel det moderne samfund som sådan, men også overfor de stereotyper, vi forbinder med rigdom og fattigdom. Og så er den morsom. Faktisk meget morsom på en grotesk måde, der allermest minder om de historier, man kan se hos instruktøren Wes Anderson, der heller ikke just dyrker mainstream.

Denne film er værd at se, og skal man i sit liv kun nå en eneste sydkoreansk film, så må det blive denne. Som, siger nogen, nok også vinder en Oscar for bedste udenlandske film……

Continue Reading

Som i de gode, gamle Godfatherdage.

The Irishman. Netflix.

De er der allesammen, de gamle filmganstere. Fra Robert de Niro, over Al Pacino til Harvey Keitel og Joe Pesci. Og hvis de fleste ikke allerede har gættet det, når nu netop DE navne står sammen, så er de såmænd bare instrueret af ingen ringere end Martin Scorsese. Han har dog svigtet sine gamle venner lidt på det sidste, men i grunden var det vel OK–især i forbindelse med Shutter Island, som er en af mine absolutte yndlingsfilm.  Omvendt så har jeg nu altid været mere til et De/Di med Niro bagefter. Fremfor Caprio.

Det er gangster-godt, det her. Det er ånden fra Godfather, tilsat en aldrende mesterinstruktør og en flok absolut lige så aldrende skuespillere. Men de kan deres kram, de herrer. Som de har kunnet deres kram gennem adskillige årtier, hvor de tydeligt har bevist, at erfaring i sidste ende er mere værd og holder længere end six-packs og kunstige bryster. Jeg fristes næsten til at sige, at man sagtens udelukkende kunne se filmen for at nyde selve essensen af mesterligt skuespil.

Rammefortællingen for denne 3½ timers lange tour de force gennem et helt liv med The Mob er i al sin enkelhed et roadtrip fra Philadelphia til Detroit. Undervejs holdes der mange stop, ryges endnu flere cigaretter og mindes, således at vi får hele det begivenhedsrige liv, Frank Sheeran har levet, rullet i op mørke, dunkle, røgfulde farver. Det er USA under fagforeningskampe, Kennedys regering og død, gangstervældets store dage og selve indbegrebet af det land, som vi så det på film i vores barndom. Samtlige scener kunne være malet af Hopper, hvilket vel også er et adelsmærke.

Frank Sheeran er god til at male huse, og hvis man ikke ved, hvad det betyder på gangsters, er det nok bare endnu en god grund til at se filmen. Han spilles eminent af De Niro, der som vanligt ( elelr i alt fald igen) er fast bestanddel i/af Scorseses film. Underligt nok har man valgt at benytte samme skuespiller(e) gennem hele filmen, men heldigvis virker det faktisk troværdigt, at alle de aldrende koryfæer ser relativt midaldrende ud allerede fra deres ungdom. Det må da også formodes, at op til flere af dem render af med en Oscar for præstationerne–ligesom der givetvis også falder mindst en nominering af til instruktøren.

Der er masser af blod, skyderier, fordægtige plots og regulære gangstermetoder i filmen. Men der er også en supergod historie, som fortløbende fortæller om en enkelt mafiahåndlangers liv. Også det af det, der ikke vedrører The Mob.

Når man, som jeg, blev hooket på De Niro allerede omkring hans radmagre taxidriver og siden nærmest har fulgt ham i tykt og tyndt, er denne film et must. Også fordi man, som sagt, får både Pacino, Pesci og Keitel–samt en rigtig god historie–med i samme abonnement.

Continue Reading
1 2 3 7