En film.

Manchester by the Sea.

Det fremgår forhåbentlig med al tydelighed, at der mangler et af de sædvanlige ord i overskriften. Jeg har ikke glemt det.

Man tillader sig selv at have visse forventninger til en film, der er løbet med flere Oscars, heriblandt bedste mandlige hovedrolle. For mit vedkommende skuffedes de, og jeg sad hele tiden med den der følelse af, at havde det dog bare været en europæisk film, så ville den i grunden ganske rørende historie være gået fint hjem i et helt andet, langsomt tempo.

Det er en film om traumer, tab og dysfunktionelle familier. Her er, desværre også på et meget konkret plan, en del brændte børn. Michelle Williams med dukkeansigtet har endnu engang mistet sine børn (som hun også gjorde i Shutter Island (se den, den er genial!)–i Brokeback Mountain mistede hun bare sin mand, men hun så jævnt hen ud på præcis samme måde!) Den fortabte nevø har mistet sin far, og Casey Affleck har som onklen mistet sig selv, sin kone og sine børn. Og alle de traumer skal gennemleves om vinteren i samme øde, amerikanske lilleby, som Stephen King normalt drysser monstre ud over. Det er lige før, man føler, at det ville have været nemmere at forholde sig til et par løstgående klovne.

Jeg synes, den var kedelig. Hvis amerikanerne synes, at dette er topmålet af familietragedie i provinsen, så burde de tvangsindlægges til samtlige film af Ken Loach. Som i øvrigt også ville have gjort denne–i øvrigt basalt gode historie–vedkommende.  Nu synes man bare, det er lidt synd for dem alle, inkl. skuespillerne. Især for Michelle Williams, fordi hun igen, igen skal hive “Jeg har mistet mine børn”-udtrykket frem. Hun må da kunne andet.

På samme transatlantiske tur så jeg i øvrigt også La La land. Den vil jeg i stilhed undgå at kommentere.

Continue Reading

En god film.

Simon og egetræerne. DRK. 20.00.

Svenskerne kan bestemt også lave andet end de evindelige krimier, vi nærmest får serveret som godnatmord hver aften. Så hvis der er tid til overs i aften, så er her et noget andet bud på en svensk film. Her nedbringer de ikke befolkningstallet i Sverige med samme hastighed som i hverdagskrimierne.

Vi er under og efter 2. verdenskrig, og spørgsmålet om etnicitet (selvfølgelig jødisk) er ret dominerende i filmen. Filmes hovedpersoner er de 2 drenge, Simon og Isak, hvis liv vi følger et antal år under og efter krigen. De kommer fra særdeles forskellige familier og økonomiske kår, men viser sig at have en del mere til fælles, end de umiddelbart troede. Deres drømme og håb for fremtiden er også forskelligartede, men heldigvis viser det sig, at når familierne står sammen, så er der (næsten) uanede muligheder i livet.

Det er en flot og velspillet film. Den er lang–måske også for lang, og ind imellem lidt ujævn. Men man kan tydeligt se, at det er en af svensk films store satsninger, og at den langt hen ad vejen også går rigtigt fint og følsomt hjem.

I alt fald er den bestemt værd at se!

Continue Reading

Om musicals.

På bordet foran mig ligger 2 musicalbilletter. En til Cats på Broadway på næste lørdag og en til Grease i Oxford 1. april. Det er mine små skatte. Min ultimative glæde og begejstring.

Nu er det ikke første gang, jeg ser de to musicals. Langtfra. Jeg ser dem igen og igen, og det vil jeg sikkert blive ved med, til jeg når en alder, hvor det at se musicals er uden for rækkevidde. Jeg ser også andre end dem, og jeg er lige glad hver gang.

Desværre er jeg født uden operagenet, og selv om jeg utallige gange har afprøvet, om det nu (stadig) var rigtigt, så må jeg konkludere, at opera bare ikke ringer hos mig. Jeg er vildt misundelig på de, er forstår at nyde og værdsætte den kunstart, men den preller altså bare af på mig.

Men musicals! Ikke bare sangene (som jeg vel efterhånden kan udenad!), men også alt glimmeret, dansene og hele halløjet. Jeg sidder med åben mund og indtager store stemmer og flotte benspjæt. Det risler mig behageligt ned ad ryggen, når udførelsen er perfekt, og jeg får store anfald af gåsehud, når bestemte numre synges. Især Memory. Eller Don`t Cry for me, Argentina. Så går jeg i indre musicalselvsving.

Det kan godt være, at de fleste musicals har en handling, der kan nedskrives på 3-4 linjer, og at livets store spørgsmål sjældent bliver sat til debat. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om. Det her er udelukkende ultimativ underholdning for min sangsjæl og visuel fordybelse for mine øjne. Jeg har helt og aldeles fri fra livet i 3 timer og nyder bare at være tilskuer til et spektakulært show, som jeg ikke engang behøver at deltage i. DET er stort.

Og ja, det koster noget. Men der er, helt ærligt, så mange andre konti, jeg med glæde spinker og sparer på for at få disse oplevelser med. Akkurat som dem, der samler på så meget andet–så samler jeg på musicals.

Continue Reading

En god film.

Crossing Over. DR2. 20.00.

Hvis man ikke lige har andre planer for sin fredag aften, er dette et superbt bud på en rigtig god film, hvis historie desværre ikke er blevet mindre aktuel set i lyset af den senere tids begivenheder i USA.

Harrison Ford, som i mine øjne altid spiller fabelagtigt, er hverken på rumtogt eller ude at finde skjulte skatte, men mindre kan også gøre det. Han er såmænd bare politimand med nogle store, menneskelige dramaer og skæbner, der kræver en stillingtagen.

Det er sådan en film, der præsenterer moralske dilemmaer, man godt kan tænke en del over–og så passer den virkelig godt til engelske vingummier eller Pandalakridser.

 

Continue Reading

En god film.

Lige et hurtigt tip til en rigtig god film. TV2 22.15 i aften. Million Dollar Baby.

Man kan i og for sig mene om Clint Eastwood, hvad man vil, men i denne film, som han både har instrueret og spiller en bærende rolle i, er han virkelig god. No gunsmoke eller mandehørm, men en smule boksning.

Den amerikanske drøm–eller er det den amerikanske tragedie? Og selvfølgelig er Morgan Freeman også med og spiller vidunderligt.

Og så er det en af den slags film, der kan genses–og genses. Engelsklærerne elsker den, for novellen, den bygger på, er også genial!

Continue Reading

En god film.

Stegte grønne tomater.

Tænk, at denne klassiker allerede er 25 år gammel! Så forstår jeg da bedre, at jeg gennem årene har haft tid til at se den så utroligt mange gange. Og intenst nyde den. Hver gang.

Hvis man ikke har set den (endnu), så er det bare med at komme igang, og hvis man har, så se den lige igen, igen, for den vinder ved hvert eneste nyt gennemsyn. Den har jo det hele: fantastiske skuespillere, fængende historie, smukke billeder, suveræn humor og et galleri af hovedpersoner, der alle på hver deres måde er fabelagtige rollemodeller for enhver kvinde. Det er også en film om kvinders svaghed, men allermest om deres styrke.

Personligt har jeg også en svaghed for osende sydstatsdramaer, som blev grundlagt, da jeg i min barndom savlede over Rhette Butler i Borte med blæsten, og her er vi da også i det dybeste syd. Faktisk i nærheden af Savannah, hvor man stadig kan få stegte, grønne tomater på jernbanecafeen, og hvorfra der kun er få meter over til den bænk, hvor en anden af filmhistoriens ikoner sad og delte fyldte chokolader ud.

Historien er opbygget som en kinesisk æske med gamle Ninny som den bærende fortæller. Historien, hun fortæller, handler om venskabet mellem den vilde, ustyrlige Idgie og den pæne, lidt selvudslettende Ruth. De fleste kan nok huske, at der kommer en fæl ægtemand mellem de to, og at Idgie på sin egen spiselige, appetitlige måde får skaffet kalorius af vejen. Samtidig fortælles historien til overvægtige Evelyn, der hjulpet af Ninnys beretning kæmper sig frem til et bedre liv og en uafhængighed af sin, mildest talt, ikke særligt charmerende mand. Så vi har altså både vildkatten, madonnaen, den undertrykte kvinde og alderens visdom–så der skulle være identifikationsmuligheder nok.

For mig er Idgie Threadgood Pippi Langstrømpes forlængede sok. Det er derfor, jeg elsker den karakter så umådeligt meget. Ikke nok med at hun pisser stort og flot på enhver form for konventioner og autoriteter, men hun er samtidig sine venners trofaste støtte og ven. Hun går gennem (grill)ild og statsfængsler for dem. Og skildringen af venskabet mellem hende og Ruth–og især de sidste scener–er smukkere end smukt, og sørgeligere end sørgeligt.

Hver gang jeg ser filmen spørger jeg altid mig selv om, om der er mere end venskab mellem Idgie og Ruth, og om Ninny i virkeligheden er Idgie som gammel? Jeg har aldrig fundet svaret, så derfor er det vidunderligt dejligt rart, at netop de uopklarede spørgsmål giver mig endnu et påskud for at gense filmen. Igen og igen.

Continue Reading

En god film.

This is England.

Her har vi så filmhistoriens nok mest perlende latter. Og vel også mest ucharmerende, charmerende barn, Thomas Turgoose som hovedpersonen, Shaun.

Ikke at der er noget som helst at grine af. Vi er i det dybt nedslidte og deprimerende Nordengland i 1982, umiddelbart efter Falklandskrigen, som også lige tog Shauns far med sig blandt de, der kæmpede den ærefulde kamp og døde for en lille gruppe stormomsuste øer langt fra England. Men Thatcher fik da lige en smule tiltrængt popularitet på den front.

Shaun og hans mor har det hårdt, og Shaun har meget svært ved både at vokse op, finde sig selv og finde ud af, at hans elskede far ikke kommer tilbage. Så det er også en “coming of age”-film. Men allermest er det en historie om en flok varmhjertede, desillusionerede skinheads i Doc Martens, der adopterer lille Shaun og gengiver ham troen på livet. Altså indtil over-skinheaden Combo returnerer fra fængslet og laver en helt ny dagsorden, der består af stærkt højredrejet populisme, fremmedhad og fysisk vold. Så fanges Shaun i et net, han ikke helt selv forstår, og som både leder til bristede illusioner og–heldigvis–nye, vigtige erkendelser.

Det er en barsk, men også sød film, som selvfølgelig kan tolkes på mange måder, og som vel næppe udelukkende handler om England i 1982. Den er hylende morsom ind imellem, men den er også skræmmende voldelig til andre tider. Hele tiden bæres den af dette vidunderlige barn, som i den grad kan grine. Resten af skuespillerne, mange amatører, er også fantastiske. Især Combo, som har den helt rette udstråling af at være muntert vennesæl, men også bærer rundt på ustyrlige mængder af smerte og had, som han hele tiden må lade gå ud over verden.

Og når man så har været gennem den forfærdelige historie og til sidst ser det forhadte flag forsvinde i Nordsøens bølger, så er det faktisk også en feelgood film. Ham Shaun skal sgu` nok klare sig.

Continue Reading

En god film.

The Lady.

Filmen om Myanmars elskede “Lady” , Aung San Suu Kyi, blev vist i aftes på DRK, så det var selvfølgelig ærgerligt, hvis man lige missede den.

I alt fald er den værd at se. Den udmærker sig i mine øjne ved, at den lidt nedtoner de forfærdelige politiske og menneskelige forhold i Myanmar og i stedet optoner kærlighedshistorien mellem Aung og den britiske universitetslærer, Michael Aris. Hvordan de to, tvunget af militærjuntaen, er nødt til at bo på hvert sit kontinent og kun “mødes” under korte, afbrudte telefonsamtaler. Ikke engang, da Aris er døende af kræft, får ægtefællerne mulighed for at sige farvel.

Det er historien om den kvinde, som i Myanmar er blevet ikonisk. De elsker hende grænseløst og ubetinget dernede, og de lidt uheldige politiske forviklinger, hun har været indblandet i for nylig, er sket efter filmens udgivelse. Udover en god–og sand–historie er filmen også vidunderlig smuk i sine billeder. Som faktisk ikke engang er optaget i Myanmar, for filmholdet var ikke velkomne, og Michelle Yeoh, som spiller Aung, er på livstid nægtet indrejsetilladelse.

Så hvis man gerne vil se, hvordan der ser ud i virkelighedens Myanmar, så tag derud. Læs evt. indlæg om landet her på siden først! Det er nok med i Top 10 over de smukkeste steder i verden, og selv om militæret stadig sidder på en lille del af magten, så kan enhver rejse frit mellem verdens nok mest gæstfri og smilende folk. Det er OGSÅ en måde at yde personlig U-landsbistand på.

Continue Reading

En god film.

The Best Exotic Marigold Hotel.

Man kunne måske godt have denne film lidt mistænkt for starflashing. I alt fald er der ikke mange store, britiske stjerner over 60, der ikke medvirker i den. Til gengæld er det unfair overfor den bare at tro, at det er tom stjernefremvisning. Det er faktisk en sød lille film. Med skuespilpræstationer på størrelse med en indisk storby.

For det er der, vi er. Altså i Indien. Hvortil et antal aldrende briter er blevet lokket af forførende brochurer fra sådan et hotel, hvor man kan blive gammel midt i varmen og alt det eksotiske. Selvfølgelig forholder det sig mildest talt slet ikke sådan i virkeligheden. Alle har deres grunde til dette indiske eventyr, men alle må også undervejs tage såvel deres liv, deres drømme som deres fremtid op til fornyet overvejelse. Det kommer der en masse morsomme scenerier og en masse alvorlige kendsgerninger omkring livet som sådan ud af.

Og hvis jeg ikke har sagt det før (og det har jeg!), så spiller disse vidunderlige mennesker røven ud af bukserne. I og for sig kan historien for mig være ret ligegyldig, hvis jeg bare kan se og høre på Maggie Smith og Judi Dench.

Den er sjov, den er vemodig–men den er også hjertevarm på sådan en måde, at man må knuselske den. Og dem.

PS. Jeg ved, der er en toer, men jeg har ikke set den.

Continue Reading

En god film.

East is East.

Jeg ved godt, at denne film er ca. 15 år gammel og en klassiker indenfor genren “dysfunktionel indvandrerfamilie”, og at mange sikkert allerede har set den og grinet deres bagdel i laser over den, men hvis nu ikke? Så er det ikke for sent at nyde denne lille perle, som i øvrigt sagtens kan ses igen–og igen–og igen.

Vi er i Manchester i 70-erne, kvarter med en del udfordringer og familie med ditto. Engelsk mega-arbejderklassemor, pakistansk muslim-i-munden far og et hav af afkom. Dog kun 1 pige, rapkæftede, fodboldspillede Meena. Drengene fordeler sig over bøssestorebror, kunststuderende, der bilder far ind, at han læser til ingeniør, den relativt rettroende muslim, happy-go-lucky-bror og lillebror i evig parkacoat, som desværre i skyndingen har misset sin omskæring. Det er noget af et menageri, der både forsøger at efterleve kravene i det britiske samfund, men samtidigt hele tiden må forsøge at tilfredsstille ( og narre) überpakistanske far.

For at få alle de britiserede knægte (altså dem, der stadig er tilbage, for bøssestorebror er for længst afskrevet) ind i folden igen, arrangerer far lige et par tvangsægteskaber med, vel nok, Storbritanniens grimmeste brude. Nej, grim er ligesom for svagt her. Se selv! Og se også hvordan det går.

Filmen er fuld af ustyrligt morsomme scener. Som da far uventet kommer hjem, mens børnene forlyster sig med det store bacongilde. Eller da bøssebror hentes ind som assistance til udkommanderede brudgomme, da lillebror omsider skal omskæres og det helt store afslutningscrescendo, da de mildest talt uskønne brude på forbilledlig måde afvises.

Der er også dybe, dyb alvor. For inde bag det hele er der jo også en dybt dysfunktionel familie med vold og andre overgreb. Og så spiller de bare røven ud af bukserne, allesammen. En stor nydelse er Mrs. Patmore fra Downtown, som her er den gode, kæderygende veninde, der fungerer som fornuftens rapkæftede talerør, vel nærmest som et stort græsk tragediekor.

NB. Kan man lide genren, er der i samme genre den superbe film Ae Fond Kiss–endnu en film af mesteren Ken Loach, som jeg vist har nævnt før.

Continue Reading