En god film.

Lige et hurtigt tip til en rigtig god film. TV2 22.15 i aften. Million Dollar Baby.

Man kan i og for sig mene om Clint Eastwood, hvad man vil, men i denne film, som han både har instrueret og spiller en bærende rolle i, er han virkelig god. No gunsmoke eller mandehørm, men en smule boksning.

Den amerikanske drøm–eller er det den amerikanske tragedie? Og selvfølgelig er Morgan Freeman også med og spiller vidunderligt.

Og så er det en af den slags film, der kan genses–og genses. Engelsklærerne elsker den, for novellen, den bygger på, er også genial!

Continue Reading

En god film.

Stegte grønne tomater.

Tænk, at denne klassiker allerede er 25 år gammel! Så forstår jeg da bedre, at jeg gennem årene har haft tid til at se den så utroligt mange gange. Og intenst nyde den. Hver gang.

Hvis man ikke har set den (endnu), så er det bare med at komme igang, og hvis man har, så se den lige igen, igen, for den vinder ved hvert eneste nyt gennemsyn. Den har jo det hele: fantastiske skuespillere, fængende historie, smukke billeder, suveræn humor og et galleri af hovedpersoner, der alle på hver deres måde er fabelagtige rollemodeller for enhver kvinde. Det er også en film om kvinders svaghed, men allermest om deres styrke.

Personligt har jeg også en svaghed for osende sydstatsdramaer, som blev grundlagt, da jeg i min barndom savlede over Rhette Butler i Borte med blæsten, og her er vi da også i det dybeste syd. Faktisk i nærheden af Savannah, hvor man stadig kan få stegte, grønne tomater på jernbanecafeen, og hvorfra der kun er få meter over til den bænk, hvor en anden af filmhistoriens ikoner sad og delte fyldte chokolader ud.

Historien er opbygget som en kinesisk æske med gamle Ninny som den bærende fortæller. Historien, hun fortæller, handler om venskabet mellem den vilde, ustyrlige Idgie og den pæne, lidt selvudslettende Ruth. De fleste kan nok huske, at der kommer en fæl ægtemand mellem de to, og at Idgie på sin egen spiselige, appetitlige måde får skaffet kalorius af vejen. Samtidig fortælles historien til overvægtige Evelyn, der hjulpet af Ninnys beretning kæmper sig frem til et bedre liv og en uafhængighed af sin, mildest talt, ikke særligt charmerende mand. Så vi har altså både vildkatten, madonnaen, den undertrykte kvinde og alderens visdom–så der skulle være identifikationsmuligheder nok.

For mig er Idgie Threadgood Pippi Langstrømpes forlængede sok. Det er derfor, jeg elsker den karakter så umådeligt meget. Ikke nok med at hun pisser stort og flot på enhver form for konventioner og autoriteter, men hun er samtidig sine venners trofaste støtte og ven. Hun går gennem (grill)ild og statsfængsler for dem. Og skildringen af venskabet mellem hende og Ruth–og især de sidste scener–er smukkere end smukt, og sørgeligere end sørgeligt.

Hver gang jeg ser filmen spørger jeg altid mig selv om, om der er mere end venskab mellem Idgie og Ruth, og om Ninny i virkeligheden er Idgie som gammel? Jeg har aldrig fundet svaret, så derfor er det vidunderligt dejligt rart, at netop de uopklarede spørgsmål giver mig endnu et påskud for at gense filmen. Igen og igen.

Continue Reading

En god film.

This is England.

Her har vi så filmhistoriens nok mest perlende latter. Og vel også mest ucharmerende, charmerende barn, Thomas Turgoose som hovedpersonen, Shaun.

Ikke at der er noget som helst at grine af. Vi er i det dybt nedslidte og deprimerende Nordengland i 1982, umiddelbart efter Falklandskrigen, som også lige tog Shauns far med sig blandt de, der kæmpede den ærefulde kamp og døde for en lille gruppe stormomsuste øer langt fra England. Men Thatcher fik da lige en smule tiltrængt popularitet på den front.

Shaun og hans mor har det hårdt, og Shaun har meget svært ved både at vokse op, finde sig selv og finde ud af, at hans elskede far ikke kommer tilbage. Så det er også en “coming of age”-film. Men allermest er det en historie om en flok varmhjertede, desillusionerede skinheads i Doc Martens, der adopterer lille Shaun og gengiver ham troen på livet. Altså indtil over-skinheaden Combo returnerer fra fængslet og laver en helt ny dagsorden, der består af stærkt højredrejet populisme, fremmedhad og fysisk vold. Så fanges Shaun i et net, han ikke helt selv forstår, og som både leder til bristede illusioner og–heldigvis–nye, vigtige erkendelser.

Det er en barsk, men også sød film, som selvfølgelig kan tolkes på mange måder, og som vel næppe udelukkende handler om England i 1982. Den er hylende morsom ind imellem, men den er også skræmmende voldelig til andre tider. Hele tiden bæres den af dette vidunderlige barn, som i den grad kan grine. Resten af skuespillerne, mange amatører, er også fantastiske. Især Combo, som har den helt rette udstråling af at være muntert vennesæl, men også bærer rundt på ustyrlige mængder af smerte og had, som han hele tiden må lade gå ud over verden.

Og når man så har været gennem den forfærdelige historie og til sidst ser det forhadte flag forsvinde i Nordsøens bølger, så er det faktisk også en feelgood film. Ham Shaun skal sgu` nok klare sig.

Continue Reading

En god film.

The Lady.

Filmen om Myanmars elskede “Lady” , Aung San Suu Kyi, blev vist i aftes på DRK, så det var selvfølgelig ærgerligt, hvis man lige missede den.

I alt fald er den værd at se. Den udmærker sig i mine øjne ved, at den lidt nedtoner de forfærdelige politiske og menneskelige forhold i Myanmar og i stedet optoner kærlighedshistorien mellem Aung og den britiske universitetslærer, Michael Aris. Hvordan de to, tvunget af militærjuntaen, er nødt til at bo på hvert sit kontinent og kun “mødes” under korte, afbrudte telefonsamtaler. Ikke engang, da Aris er døende af kræft, får ægtefællerne mulighed for at sige farvel.

Det er historien om den kvinde, som i Myanmar er blevet ikonisk. De elsker hende grænseløst og ubetinget dernede, og de lidt uheldige politiske forviklinger, hun har været indblandet i for nylig, er sket efter filmens udgivelse. Udover en god–og sand–historie er filmen også vidunderlig smuk i sine billeder. Som faktisk ikke engang er optaget i Myanmar, for filmholdet var ikke velkomne, og Michelle Yeoh, som spiller Aung, er på livstid nægtet indrejsetilladelse.

Så hvis man gerne vil se, hvordan der ser ud i virkelighedens Myanmar, så tag derud. Læs evt. indlæg om landet her på siden først! Det er nok med i Top 10 over de smukkeste steder i verden, og selv om militæret stadig sidder på en lille del af magten, så kan enhver rejse frit mellem verdens nok mest gæstfri og smilende folk. Det er OGSÅ en måde at yde personlig U-landsbistand på.

Continue Reading

En god film.

The Best Exotic Marigold Hotel.

Man kunne måske godt have denne film lidt mistænkt for starflashing. I alt fald er der ikke mange store, britiske stjerner over 60, der ikke medvirker i den. Til gengæld er det unfair overfor den bare at tro, at det er tom stjernefremvisning. Det er faktisk en sød lille film. Med skuespilpræstationer på størrelse med en indisk storby.

For det er der, vi er. Altså i Indien. Hvortil et antal aldrende briter er blevet lokket af forførende brochurer fra sådan et hotel, hvor man kan blive gammel midt i varmen og alt det eksotiske. Selvfølgelig forholder det sig mildest talt slet ikke sådan i virkeligheden. Alle har deres grunde til dette indiske eventyr, men alle må også undervejs tage såvel deres liv, deres drømme som deres fremtid op til fornyet overvejelse. Det kommer der en masse morsomme scenerier og en masse alvorlige kendsgerninger omkring livet som sådan ud af.

Og hvis jeg ikke har sagt det før (og det har jeg!), så spiller disse vidunderlige mennesker røven ud af bukserne. I og for sig kan historien for mig være ret ligegyldig, hvis jeg bare kan se og høre på Maggie Smith og Judi Dench.

Den er sjov, den er vemodig–men den er også hjertevarm på sådan en måde, at man må knuselske den. Og dem.

PS. Jeg ved, der er en toer, men jeg har ikke set den.

Continue Reading

En god film.

East is East.

Jeg ved godt, at denne film er ca. 15 år gammel og en klassiker indenfor genren “dysfunktionel indvandrerfamilie”, og at mange sikkert allerede har set den og grinet deres bagdel i laser over den, men hvis nu ikke? Så er det ikke for sent at nyde denne lille perle, som i øvrigt sagtens kan ses igen–og igen–og igen.

Vi er i Manchester i 70-erne, kvarter med en del udfordringer og familie med ditto. Engelsk mega-arbejderklassemor, pakistansk muslim-i-munden far og et hav af afkom. Dog kun 1 pige, rapkæftede, fodboldspillede Meena. Drengene fordeler sig over bøssestorebror, kunststuderende, der bilder far ind, at han læser til ingeniør, den relativt rettroende muslim, happy-go-lucky-bror og lillebror i evig parkacoat, som desværre i skyndingen har misset sin omskæring. Det er noget af et menageri, der både forsøger at efterleve kravene i det britiske samfund, men samtidigt hele tiden må forsøge at tilfredsstille ( og narre) überpakistanske far.

For at få alle de britiserede knægte (altså dem, der stadig er tilbage, for bøssestorebror er for længst afskrevet) ind i folden igen, arrangerer far lige et par tvangsægteskaber med, vel nok, Storbritanniens grimmeste brude. Nej, grim er ligesom for svagt her. Se selv! Og se også hvordan det går.

Filmen er fuld af ustyrligt morsomme scener. Som da far uventet kommer hjem, mens børnene forlyster sig med det store bacongilde. Eller da bøssebror hentes ind som assistance til udkommanderede brudgomme, da lillebror omsider skal omskæres og det helt store afslutningscrescendo, da de mildest talt uskønne brude på forbilledlig måde afvises.

Der er også dybe, dyb alvor. For inde bag det hele er der jo også en dybt dysfunktionel familie med vold og andre overgreb. Og så spiller de bare røven ud af bukserne, allesammen. En stor nydelse er Mrs. Patmore fra Downtown, som her er den gode, kæderygende veninde, der fungerer som fornuftens rapkæftede talerør, vel nærmest som et stort græsk tragediekor.

NB. Kan man lide genren, er der i samme genre den superbe film Ae Fond Kiss–endnu en film af mesteren Ken Loach, som jeg vist har nævnt før.

Continue Reading

En god film.

Sin Nombre.

Det er vel ikke en alternativ sandhed at påstå, at det ikke regner med mexikanske film her i landet. Så her er en. Og hvis man kun skal se 1 mexikansk film i sit liv, så anbefaler jeg, at det bliver denne. Den er rigtig, rigtig god. God på den måde, at man kan se den mange gange og hver gang opdage nyt.

Filmen har to hovedomdrejningspunkter. Den ene er den Sydamerikanske bande Mara Salvatrucha, som mildest talt ikke er noget romantisk bekendtskab, og den anden den lille familie, der prøver at flygte ind i det forjættede (filmen har 4-5 år på bagen!) USA. Via hovedpersonen, bandemedlemmet Willy, kombineres de to omdrejningspunkter, og filmen bliver til skildringen af den farefulde rejse mod USA samt den umulige kærlighedshistorie, der også bliver en del af/forhindring for rejsen.

Personerne i filmen spilles superbt af helt unge skuepillere, og som tilskuer lever man sig utroligt meget ind i deres håb, drømme–og mareridt. Det er samtidig en skildring af nutidens Sydamerika, og den var i alt fald for mig en rigtigt god kilde til forståelse af, hvad der egentlig foregår på et kontinent, jeg slet ikke lige har opdateret for nylig. Den er vildt spændende, den er vildt udfordrende–og den er vildt sørgelig. Det er en stor, fortællende film, og den historie, den vil fortælle, går lige ind!

Continue Reading

En god film.

Min far Tony Erdmann.

STOR advarsel! Dette er en Kleenexfilm i kassevis! Sjældent har jeg grinet så meget, sjældent har tårerne sådan nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af mine øjne af ren og skær latter, og sjældent har jeg bagefter haft så ondt i maven af at overgrine.

Så tyskerne kan skam sagtens være morsomme. Selv om, hvis man nøgternt barberer det hele ned, man i denne film primært og igen og igen går i krampelatter over…….et falskt gebis! Mere skal der faktisk ikke til.

Farmand (alias Tony Erdmann, men se filmen og få forklaringen) er en lidt nusset musikærer, der for nyligt har mistet sin elskede, gamle, blinde hund. Så han tager på quest ( iført falskt gebis) til Bukarest, hvor datter er jetsettet, cool businesswoman og meget lidt imødekommende overfor det noget uventede besøg. De skal nemlig finde hinanden, finde IND til hinanden igen, de to, og det, kan vi som tilskuere godt se, er i ligaen med at udrydde Voldemort.

Så nu starter en eksiltysk familiekrig på rumænsk grund, hvor far og datter noget ambivalent både forsøger at nærme sig hinanden og samtidig hele tiden udfordre hinanden. Det er hylende morsomt. Det underlige er, at mange af scenerne udefra virker helt bizarre og surrealistiske, men indenfor filmes univers er de absolut troværdige. Som det obskure fødselsdagsselskab, hvor datter pludselig går i nudistmode, og farmand ankommer iklædt King Kong med multifarvet kobjælde i toppen. Eller æggemalingsscenen (æg kan åbenbart noget i film–tænk bare på Blinkende lygter), som heldigvis også munder ud i et noget disharmonisk, men dog reelt, samspil mellem far og datter.

Om de finder hinanden, vil jeg ikke røbe. Det er heller ikke det, filmen vil. Den vil fortælle om VEJEN derhen. Og om falske gebissers utrolige magt i det senmoderne samfund.

Det er sådan en film, der skal ses. For den er nærmest umulig at forklare. Prøv det. Og husk endelig Kleenex!

Continue Reading

En god film.

Precious.

Det er utroligt, at der kan laves en feel-good film om en stærkt overvægtig, farvet, nærmest analfabetisk, voldtaget teenagemor, der bor med sin yderst dysfunktionelle familie i en grim lejlighed i den allermest belastede del af Harlem.

Men det kan man. Den film hedder Precious. Til kataloget over gebrækkeligheder kan også tilføjes incest, barn med Downs syndrom og en både forfærdeligt egoistisk, men også psykisk ustabil mor. Så (jeg havde nær skrevet fede) vægtmæssigt udfordrede Precious scorer højt på shitbarometret–altså indtil hun møder filmens anden heltinde, den lesbiske (nå ja, det skulle der da også lige være plads til!) lærer på skolen for de mildest talt akademisk udfordrede unge mennesker. (OBS: 2 gange politisk korrekt i samme sætning!)

For Precious vil jo gerne gøre en selvstændig indsats for et bedre liv for både sig selv og sit Downsbarn+ det, hun har i maven. Faderen er i begge tilfælde moderens mand, hvilket selvfølgelig også får lidt god jalousi mellem generationer ind i filmen. Og Precious kæmper bravt–hun er faktisk ret brav! Omkring sig og nogle gange til hjælp har hun de virkeligt underholdende typer, hun går i skole med, og som modspiller står det forfærdelige moderdyr.

Det er en sjov film, men det er også en dybt alvorlig film om, kan man vist godt sige uden at overdrive, store problemer for typer som Precious i 80-ernes Harlem. Vi griner med hende og græder med hende, og allermest knuselsker vi det der store menneske, som har den mest fantastiske livsvilje. Og når filmen er færdig, er de fleste vist i tvivl om, at Precious nok har udfordringer, men hun har også vilje og mod til at kæmpe både mod dem–og videre.

Continue Reading

Drengen i den stribede pyjamas.

Det er sådan en af de film, der gør ondt. Virkelig ondt! Især fordi synsvinklen nærmest hele vejen igennem er drengens (altså ikke ham i den stribede pyjamas–og så måske alligevel???), og dette gamle trick med den umodne barnefortæller, der ikke rigtigt forstår den virkelighed, han lever i, er med til at give denne film en ekstra, genial dimension.

Men den begynder jo faktisk så ualmindeligt godt og idyllisk. Tilsyneladende velfungerende familie med sød mor og venlig far forflyttes fra storby til land under 2. verdenskrig, fordi faderen har fået nyt arbejde. Drengen Bruno keder sig derude og savner i den grad legekammerater, men finder efter nogen tid ud af, at der faktisk bor mennesker i nærheden, om end de alle sammen er spærret inde bag pigtrådshegn og går i underlige, stribede pyjamasser hele dagen.

Gennem hegnet finder han sig en ven, den jødiske dreng Shmuel, og filmens skildring af de 2 drengens venskab er hjerteskærende i al sin naivitet. Her har vi barnefortælleren, der stadig har til gode at opdage verdens ondskab, om end Shmuel har en begyndende fornemmelse af, at samme verden ikke vil ham det bedste. Det er i netop denne skildring af det rene, fordomsfri venskab, at filmen er umådelig stærk.

Selvfølgelig varer idyllen ikke ved. Og selvfølgelig er faderen lejrkommandant, ligesom der er en forfærdelig, skjult dagsorden, som Bruno overhovedet ikke har opdaget. Dog må man siger, at det stærke venskab mellem de 2 drenge varer helt til…………

Det er en Kleenexfilm. Man mister lidt troen på menneskeheden som sådan, men undervejs har man til gengæld fået troen på barnets uskyldige fordomsfrihed. Den, der beviser det, som vi altid og for evigt skal huske: Nemlig at fordomme ikke er medfødte. De er noget, vi lærer.

Continue Reading