En god serie.

Sharp Objects. Netflix.

At opfordre andre til at gå i clinch med denne serie er som en direkte opfordring til binge-watching. Lad være med at gå i gang, hvis der ikke omkostningsfrit kan afsættes den tid, det tager at se alle afsnit. Direkte efter hinanden.

Rent filmisk er serien lidt som at komme hjem eller genfinde gode, gamle og velkendte venner. Vi befinder os i lillebyen Wind Gap (sikke et navn, fortolkninger helt åbne!) i yderst landlige Missouri, og atmosfæren i byen er i direkte familie med Twin Peaks: Her er lidt uhyggeligt, og hengemte traumer ligger på lur overalt. En enkelt klovn eller to ville på ingen måde overraske i gadebilledet. Der er skelet ret kraftigt til “It” i både billeder og handling. Og, når vi nu er ved Stephen King, så er der bestemt også et pænt antal lån fra og referencer til Carrie. Vores kvindelige journalist og hovedrolleindehaver må have gået på samme årgang mentalt som hovedrollen i Niceville, og den lokale sherif så vist på, da Mississippi brændte. Alt i alt et konglomerat af det allerbedste–og allermest uhyggeligt foruroligende–fra alle disse andre blændende skildringer af, hvad lillebyen kan præstere af dysfunktionelle familier, hengemte traumer og usle barndomme.

I Wind Gap er to piger blevet myrdet på bestialsk vis, og hovedpersonen, journalisten Camille, tvinges til at rapportere derfra og dermed at face det provinshul og det kolde  moderdyr, hun mange år tidligere flygtede fra. Ikke, at flugten så sådan har været mere end rent geografisk–mentalt er hun stadig fanget i uforløst selvdestruktion i alkohol og selvskadning. Men, som det jo er i den slags ting: hun må lære at stå ansigt til ansigt med sin egen fortid, for overhovedet at kunne få en fremtid. Samt være med til at opklare, hvem der dog kynisk nedslagter teenagere, når det nok (trods alt!) ikke er underbevidsthedens fæle klovn i kloakken.

Til gengæld er der kloakker nok derude i provinsen. Alle sten, der vendes, viser sig at føre lige lukt ned i den menneskelige kloak af misundelse, kynisme og den rene, skære ondskab. Og skære gør de også. Serien er fyldt med (qua titlen) skarpe, skærende tingester. For her skærer man i hinanden og sig selv, såvel konkret som i overført betydning.

Gennem afsnittene konfronteres man som seer hele tiden med tågede, og i begyndelsen relativt mystificende, flashbacks til Camilles egen traumatiske barndom, som, finder man hen ad vejen ud af, minsandten også inkluderer endnu en myrdet pige. Nemlig hendes søster. Så er er da bestemt noget med den mor, og med den søster, og med den stedfar—og med hele den modbydelige lilleby, der har skabt, og stadig skaber, permanente ar på både krop og sjæl.

Og hvis man stadig ( efter alle disse år) tydeligt erindrer uhyggen i Twin Peaks, Carrie og It, så kan serien da i den grad anbefales. Hvis man har tid. Altså.

Continue Reading

En god–aktuel–film.

DR2. 20.00: Ondskab.

I forbindelse med den særdeles aktuelle debat omkring de såkaldte “puttemiddage” på især Nordsjællandske gymnasier, er der her filmisk indspark om, hvordan den svenske overklasse behandler sig selv og hinanden på samme alderstrin.

Her er ikke mange repræsentanter for kvindekønnet, men det lader til, at drengene i filmen udmærket indbyrdes selv klarer enhver form for seksuelt betinget fornedrelse og rå kynisme. Det er en brutal, men også meget smuk film om en drengs oplevelse af miljøet på en svensk kostskole. Samt hvorledes  samme miljø og de grusomme oplevelser bliver medvirkende for dannelsen af selve voksenidentiteten.

Absolut en god og meget anbefalelsesværdig film. Som alle de infantile tåbelighoveder på visse gymnasier burde bruge deres fredag aften på at se i stedet for at prøve at stive ikke-eksisterende egoer af i uskyldige pigers lapdance. Tænker–nu vi er ved det–at når nu pigerne skal møde op uden hår på kussen, så er det sikkert fordi, de ville udgøre en umiddelbar hårmæssig trussel overfor bumsede pubertetsdrenge, der endnu ikke selv er begyndt at gro den slags. Nogen steder.

 

Continue Reading

Dronningen af alle roadmovies!

Thelma and Louise. TV2. 21.15.

Hvis man nu er en smule allergisk overfor endnu et Morse-spin-off  (og i ånden ser, at vi om 20 år tilbringer lørdagene i selskab med Lewis`  oldebørn, hvis der ellers er flere levende sjæle tilbage at slå ihjel i Midtengland) og heller ikke (som jeg) skal til Oxford om 14 dage, så er der en umiddelbar redning på TV2 i aften. Selve dronningen af roadmovies. Den til alle tider holdbare, fantastiske og gensyn-se-værdige Thelma and Louise.

Det er den med de 2 small-town tabere, hvem skæbnen ( læse: mændene) indtil nu ikke har behandlet særligt overdådigt, og som beslutter sig for at tage en feminin pause fra deres shitty liv. Tvillinger som i eventyrene: den ene stille, underkuet og temmelig handlingslammet, grænsende til det lettere imbecile, og den anden med en kæft og et (falsk?) selvværd større end den kløft, de i filmens slutning beslutter sig for at forcere.

Undervejs–altså derude på roaden/vejen–møder de grimme mænd af enhver støbning, men de møder selvfølgelig også sig selv, for det gør man i den slags film. Vejen skal jo ligesom føre frem til noget, og det store løsen er vel ofte selverkendelse. Der kommer nogle liv og nogle mandeskæbner ind under hjulene, men undervejs er man som tilskuer ikke et sekund i tvivl om, hvem man holder med. Thelma og Louise er simpelthen indbegrebet af moderne antiheltinder, som man gerne tilgiver et mord eller fem. Især fordi Geena Davies og Susan Sarendon spiller brysterne ud af blusen–eller hvad det nu hedder, når megastore kvindelige skuespillere viser skuespilkunst af allerfornemste karat.

Og så er der den ikoniske slutscene. Den man, selv om resten af filmen står hen i lettere tåge ( den er, trods alt, fra 1991!), husker fuldstændigt detaljeret. Og som i alt fald kvinder siden har diskuteret i flere år, end det varer at spare nok ægteskab sammen til et sølvbryllup. Skal den tolkes positivt eller negativt? Jeg hælder til det første.

Men bedøm selv. Hvis altså det ikke er mere tillokkende at udrydde endnu et par uskyldige englændere, med efterfølgende opklaring af endnu en gren af Morse/Lewis dynastierne!

Continue Reading

En god film.

Three Billboards Outside Epping, Missouri.

Det er en roadmovie, uden at nogen egentlig geografisk flytter sig ret meget. Til gengæld foregår en stor del af filmens samtaler i biler eller mellem personer i forskellige biler. Det meste af filmen er de fleste af personerne “on the road to nowhere på enhver tænkelig måde, men omsider, i slutningen, bryder vores to antihelte ud af den evindelige småbyrundkørsel og kører ud i livet. Eller døden, måske. I alt fald er der klare paralleller til Thelma og Louise, og som publikum kan vi udmærket forestille os de kløfter, de skal over. Ingen af dem har jo sådan set noget at tabe, så hvorfor ikke bare se det hele som “the beginning of a beautiful friendship.”

Det er også en film om de små samfund derude i det allervestlige, forblæste Irland, hvor Martin McDonagh ( manuskript, instruktion) kommer fra. Leenane, måske. Og det betyder ikke en hujende fis, at filmen udgiver sig for at foregå i Epping, Missouri. Hvis nogen ellers har hørt om den. For alle små samfund er så uendeligt ens i deres DNA, deres iboende intriger og deres, trods alt, sammenhold. Det er faktisk også det, filmen vil fortælle os. Og derfor så mange af personerne er så umiddelbart genkendelige. Den kontante mor med en mission, den ædle politimand, den korrupte strisser, den fraskilte far med bimboen, den lokale dværg og alle de andre. De bor også i Leenane og i min by.

Det er en hamrende, underfundigt morsom film. Med fantastiske Frances Mcdormand i hovedrollen som mordyret med en brændende hævnmission. I øvrigt lever hun af at sælge souvenirs til forbipasserende i det, jeg umiddelbart ser som verdens kedeligste–og turisttomme– hul! Det er da i sig selv en udfordring. Men alligevel er hun en umådeligt foretagsom dame med ordet i sin magt, og kniber det med dynamik i hendes personlige projekter, er hun ikke bange for at bombardere den lokale politistation med Molotovcocktails og bruge tandlægebor som afstraffelse overfor tåbelige ignoranter. Overfor hende står den bundreelle, men også meget lokalt bundne, politimand, som vælger at tage sit eget liv. Både som bod, men også som gave til sin familie, der ikke skal se ham hensygne af kræft. Hans afskedsbreve og afskedsmissioner er det, der bringer handlingen videre og næsten giver ham status af en slags deus ex machina, der fra oven formår at sætte uretfærdigheder på plads. Og den evige korrupte, voldelige strisser har vi også. The bad guy, som minsandten omsider indser nogle sandheder om sig selv, andre og livet og forenes i en fælles mission med vores rapkæftede veninde.

Det mord på Dormands datter, hvorom handlingen egentlig drejer, bliver faktisk overhovedet ikke opklaret. Men det er også fuldstændigt ligegyldigt. Det er, til slut, ikke det, det hele handler om. Det handler om at bryde ud, at komme ud af den evige rundkørsel og køre ud i livet. Komme videre. Komme frem. Eller i alt fald komme frem til sig selv.

Det er en FANtastisk film, denne omskrivning, eller måske bare forlægning, af livet i Leenane, hvor McDonagh plejer at husere. Man griner, græder og holder så meget med sin heltinde, at man nærmest er i stand til at tilgive hende hvad som helst. Måske allermest fordi hun også bor inde i en selv, og man kender hende. Kender alt det, HUN lever ud, og som man selv ville ønske, man havde modet til.

Sidste anbefaling af filmen går så også på, at vi her har modtageren af Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle i år. Godt nok ved Oscarkomiteen det ikke endnu—-men det gør jeg!

Continue Reading

En god serie.

The Crown. Netflix.

Altså, hvis man nu er anglofil sådan bare til husbehov ( og det er jeg, i skyskaberhøjde), synes, at halvhistoriske udstyrsstykker med masser af pomp, pragt og flotte kulisser er en æstetisk nydelse ( og det gør jeg), er fuldstændig forblændet af britiske skuespillere og synes, de er de bedste og mest veluddannede i hele filmverdenen (og det gør jeg) samt har en grå januareftermiddag at forholde sig til, så er redningen her: The Crown.

Det er jo langtfra nogen ny serie, så jeg er helt på det rene med, at min serienyhed er ca. lige så dated som mig selv. Men det kunne jo være, at der var andre, der heller ikke var hoppet på endnu. Det kan selvfølgelig altid nås, men hvorfor vente? Januar er jo lang endnu.

Det er, især, en nydelse at se fantastisk vellykket personinstruktion og særdeles autentiske-lignende kulisser i denne serie om det britiske kongehus. Kors, hvor må de have bygget mange indendørs slotsinterørs! Og så er selve det historiske råmateriale jo også sprængfyldt med celebre skandaler og interessante personer. Kun en nævnt her: John Lithgow ( som i øvrigt ikke engang er brite) er intet mindre end fænomenal i rollen som Winston Churchill. Han overtager simpelthen både serie, scene og seernes følelser, når han er på. Sikke en præstation!

Det, der også er så tiltalende, er, at nok følger man primært Elizabeth og hendes nærmeste familie–sådan også nede og rode i lidt snavs ind imellem, men kun på Billedbladsniveau– men serien giver faktisk også et interessant billede af et England, der var og den politiske situation i samme.

Indtil videre er jeg kun nået til først i 50-erne. Så jeg ved da heldigvis, at der er masser af skandaler i farvandet. Dem vil jeg glæde mig til. For når det hele er så smukt, begavet og professionalt udført, kan man vel godt tage et par skilsmisser og elskerinder i dacapo!

En rigtig januarserie. Kan anbefales til at gøre en grå måned lidt mere farverig!

Continue Reading

En lille, fin film.

Når man så er kommet dertil, hvor Die Hard 1-27, Frøken Nitouche, Sound of Music, Ringenes Herre 1-13 og Alene hjemme 1-33 smager som gammel, harsk julekonfekt i den glade filmappetit, så er her en lille, svensk filmperle, som i den grad er seværdig.

Med dejlige Michael Nyquist, som desværre døde alt for ung for nylig, og som i denne film har helt anderledes kvindelige rollemodeller at boltre sig mellem end Lisbeth Salander. Vi er i den allernordligste Sverige, og det centrale omdrejningspunkt er såmænd bare det lokale kirkekor. Her er dybt vand og bratte grunde og en hjemvendt flødebolle af en internationalt (engang) kendt dirigent, der selvfølgelig viser sig også at kunne noget med Nordsvenske kirkestemmer i almindelighed og ditto kvindefigurer i særdeleshed.

Det er feel-good på den fede måde, som svenskerne i den grad også mestrer, og så er det DR2 klokken 20. Og den hedder Som i himlen.

Continue Reading

En god film.

Hotel Rwanda. DR3 15.55.

Sikkert helt hen i vejret ( i bogstaveligste forstand) at anbefale en film lige midt i sommerheden og det allerfineste majvejr. MEN: måske er man allerede sådan lidt for lyserød, måske er der ikke mere skvalderkål at rykke op–eller måske trænger man bare til en rigtig god film.

Denne handler om folkemordet i Rwanda, i alt fald som omdrejningspunkt. Men allermest handler den om os mennesker på godt og ondt. Om hvordan det, trods alt, er muligt at bibeholde sin medmenneskelighed og sunde fornuft midt under et af historiens mest blodige folkedrab. Og selvfølgelig også om, hvad der får os mennesker til at begå de største uhyrligheder overfor helt uskyldige naboer.

Det er ikke en blodig, voldsudpenslende film, men en stille, flot og velkomponeret film, som på den allermest sobre måde kommer omkring et meget stort og kompliceret emne. Og alle skuespillerne spiller fantastisk.

Continue Reading

En god film.

Amour.

Jeg ved godt, det er “old news”, at her er en ganske fantastisk lille film. Men hvis der nu alligevel skulle være nogen, der endnu ikke har set dette lavmælte mesterværk, så får den lige endnu en gang gratis reklame. For selv derovre i Hollywood blev de opmærksomme på den. De gav den en Oscar.

Emnet er i sig selv kontroversielt. Ældre–nej, her er jeg nødt til at slette eufemismerne og blot og bart skrive “gammelt”– ægtepar har levet et kunstnerisk, kreativt, udadvendt liv i stor kærlighed til hinanden gennem mange år, da hun rammes af flere slagtilfælde. Gradvist forvandles hun fra et givende menneske med egen fri vilje til en slags grøntsag, der lever på andres nåde og fornemmelser for, hvad hun egentlig er og ønsker. Han forsøger, især med sin aldrig svigtende kærlighed til hende, og det hun var, at opretholde et værdigt liv for dem begge, men selvfølgelig er det dømt til at mislykkes.

Det gør ondt at se den såvel ydre som indre deroute, der sætter ind for parret. Den blomstrende, livfyldte lejlighed bliver tommere og tommere i takt med, at selve livet også bliver det. Den selvcentrerede datter, som lige har tid til et pit-stop ind imellem med indlagt brok over utro ægtemand, bliver først til allersidst i filmen–hvor det da også er alt, alt for sent–klar over, hvad der i virkeligheden foregår hos forældrene. Ligesom omverdenen, der bare aldrig rigtigt formår at trænge gennem parrets selvskabte panser.

Det er en film om at at blive gammel. På den ubehagelige måde. Men samtidig også en hyldest til kærligheden. Den livslange kærlighed, der, som her, varer helt ind i døden. Og så er den så uendeligt smuk, så dejligt lavmælt i sine budskaber og så vidunderligt indfølende spillet af to af Frankrigs allerstørste, ældre skuespillere.

 

Continue Reading

En god film.

Laksefiskeri i Yemen.

Det er vel ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er dybt fascineret af lidt langsomme, underfundige, britiske film. Så her er endnu en af slagsen.

Den handler om noget så uhyre opfindsomt som anlæggelsen af en dam til laksefiskeri i Yemens ørken. Ikke just det allermest overrendte emne. Til trods for det er historien nu genkendelig nok–altså på den hyggelige måde. Kedelig, vindtør akademiker med ditto kone møder ung, energistruttende pige med navn så langt som transport af laks fra England til Yemen. (I GB er der vildt meget status i at have et navn med bindestreg “to be hyphernated”). De to skal sammen med en uhyre sympatisk, human sheik lige oprette et laksebrug i Yemen. Og det kræver altså løsning på en hel række uventede, logistiske problemer–samt endnu flere følelsesmæssige.

Spilforstyrreren er den ublu emsige regeringsmedarbejder, spillet af altid fantastiske Kristin Scott Thomas, som dog i denne film viser, at hun trods alt er bedre til IKKE at være morsom. Ewan Mcgregor giver den hele armen som skotsk dødbider med varmt hjerte, og faktisk synes jeg ikke, han er set bedre siden Trainspotting. Måske fordi jeg bare sidder med åben mund og polypper og indhalerer det der smukke, smukke skotsk. Emily Blunt er, nå ja, Emily Blunt, men i denne film viser hun da potentiale til at overtage Scott Thomas roller, når hun bliver stor.

Det er sådan en rigtig hyggefilm. Den er en smule politisk korrekt, men ikke mere, end at man aldrig når kvalmestadiet. Altså sådan en bland-selv-slik-jeg-sover-sødt- og-godt-bagefter-film.

Continue Reading

En god film. Reminder.

Jeg har tidligere skrevet om den søde, spøjse og sjove britiske film The Best Exotic Marigold Hotel her på siden.

Så hvis man ikke har set den–eller bare trænger noget så gevaldigt til et gensyn med nærmest alle de store britiske skuespillere over 60 + et par af yngre dato–så er chancen der i aften 22.00 på DR1.

Den er værd at holde sig vågen for!

Continue Reading