Guldsøstre

Der findes en del variationer af national stolthed, og ikke alle er lige frugtbare. Det er dog en helt anden diskussion. Hvor uenigheden givetvis vil blomstre.

Men heldigvis er der også den form, der direkte affødes af at se, hvad vores lille land egentlig kan i udlandet. Af at føle en stor, rig, indre stolthed over, at vi i den grad kan noget med møbler og design, som både er unikt og samtidig særdeles populært i udlandet. Som nu Fredericia Møbelfabrik, som i årevis har produceret danske møbelklassikere, og som bare har så fin og tiltalende en udstilling på verdens største møbelmesse. Vel at mærke en møbelmesse, der fylder 22 velvoksne udstillingshaller og et areal på størrelse med en mindre provinsby.

Så får man sådan en lyst til at stille sig op med et lille skilt, der tilkendegiver, at man altså (også) er dansker. Ikke for decideret at stjæle af opmærksomheden, men fordi det er rigtigt meget værd for en selv at være dansker, når vores land repræsenteres så smukt.

Cafe Jens Otto. Randers.

Cafeen gør sig stor umage for at ligne en italiensk baggård med malerisk vasketøj, grønne planter og ternede duge. Samtidig er den opkaldt efter et af byens nok mest kendte bysbørn. Og hvad de to ting umiddelbart har med hinanden at gøre, har jeg virkelig ikke fattet endnu. Det er måske heller ikke meningen.

I grunden er det også så uendeligt ligegyldigt, for det vigtigste er vel maden og atmosfæren. Og maden er rigtig god til absolut forståelige priser. Prøv salaten med laks og rejser, som en en super frokostret, der mætter på den der ikke-tyngende måde–og smager godt. Det er sådan en ret, der er snakke-venlig. Man skal ikke bøvle rundt med bestikket og skære og file. Gaflen kan få det hele til at glide ind i nogle snuptag.

Og selv om det er sådan lidt forvirrende at sidde i en fake-italiensk-vasketøjs-baggård midt i Randers, så er det altså også ret hyggeligt. Ikke mindst pga. det venlige personale. Det er sådan et sted, man sagtens kan falde forbi igen til god mad og pensionistvenlige priser.

Færgekroen. Hadsund.

God, gedigen, gammeldags kromad og en af de bedste udsigter, der findes til skov, fjord, bakker og dansk provinsby.

Hvis man alligevel er på de kanter, så er Færgekroen et rigtigt godt bud på en forsvarlig omgang god og veltillavet mad. Prisen er absolut forståelig, og udsigten er endda helt gratis. Selvfølgelig flottest, når skoven står i fuldt flor, men sådan en stormomsust forårsdag kan nu også noget.

Det skinner med al tydelighed igennem, at stedet har virkelig tætte forbindelser til Trip Trap, men kan man lide det firmas maritime, ternede stil, så kan man i den grad få sin lyst stillet. De er, om man så kan sige, gået overordentligt seriøst i Trip Trap mode på stedet.

Men prøv at dumpe ind. Her er altid god mad og gedigen udsigt.

Det gamle rådhus, Gråsten.

Det er Sønderjysk Gourmetuge. Andre landsdele har vist allerede afholdt lignende arrangementer, men hernede sætter vi en ære i at være lidt langsomme og give os god tid. Anyway, det er en super ide at promovere de lokale råvarer til en absolut spiselig pris–220 for 3 retter mad.

Så Det gamle rådhus i Gråsten skulle prøves. Udefra ligner det noget, der er designet af en eller anden, der engang har besøgt Århus Rådhus og fundet det ret smart. Så udenpå er vi i fake 40-erne, men indeni er samme bygmester (kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive arkitekt!) gået i Matador-mode med malede vægpaneler og ren 30-er nostalgi. Samtidig bærer de kolossalt store vinduer absolut ikke præg af denne periode. Så noget må altså være god, gedigen fake, og tilsammen opnås en besynderlig stilforvirring. Det gør da en en smule betænkelig overfor, hvordan det så vil påvirke maden. Stilforvirringen, altså.

Men tonen anslås klart ved, at alle servitricer render rundt i Agnes-kostumer, og det var garanteret ikke bare fordi, det var Fastelavn i går. Det ser lidt spøjst ud, men de passer faktisk strålende til maden. Den er solid, hjemmelavet på mormormåde–og så alligevel med et moderne tvist. Selve byen er jo berømt for både fjerkræ og æbler (Ikke et ord om industrisalater!), så det er det, man får. Og den kylling smagte virkelig som min barndom. Det var sgu` lige før, jeg kunne lugte de afbrændte fjer fra de kyllinger, vi fik ude fra landet, og som min mor selv plukkede. Det er forfærdeligt at sige, men faktisk havde jeg lige glemt, hvordan en kylling kan og skal smage. Meget kan man sige om Netto, men kyllinger med kyllingesmag har de nu aldrig sådan rigtigt dyrket, og jeg har vist over årene fuldstændigt fortrængt, hvordan sådan et stykke fjerkræ i grunden smager. Det var ualmindeligt behageligt at få det genopfrisket. Sammen med de syltede rabarber og den lidt tvistede agurkesalat.

Og desserten med Gråsten æbler. Sådan på gammeldags maner med godt med sukker og kanel og hjemmelavet is. Den vil gå ind i min samling af mindeværdige desserter, og samme samling er desværre ikke ret omfangsrig, for købeprodukter tæller ikke.

Så selv om man udefra forventer en modernistisk middag (hvad det så end er?), og indefra overfaldes af lidt for meget Postgård og en sværm af fake Agnesser, så kan maden klart anbefales.

Læg mærke til, hvornår de enkelte landsdele har gourmetuger. Det kan virkelig betale sig at afprøve god mad til spiselige priser. Næste år vil jeg prøve noget marsklam. Forhåbentlig uden alt for meget havtorn og med en klar neddrosling af Agnes-effekten.

Når det at gå ud at spise ikke er en del af livsstilsdesignet og heller ikke en decideret nødvendighed, skal det gerne være en oplevelse. Ikke nødvendigvis en begivenhed eller en fejring, men altid et brud på en hjemmekokkereret dagligdag. Det skal med andre ord være et stykke over medisterpølseniveau.

Dette handler ikke så meget om maden, men meget mere om betjeningen. Og den kan der skrives en del om. For som den dog varierer, og som den dog også ofte irriterer. Da jeg anser betjening som en del af min betaling for at få serveret et måltid, føler jeg mig også fuldt berettiget til at kommentere på den. Der findes mange kategorier af udførelse indenfor netop det fag, men lad mig bare tage fat i nogle stykker af dem.

Bønnelederen: Bønnelederen ypperste formål er at lære ignorante gæster ærefrygt og næsegrus beundring. I virkeligheden er der slet ingen mennesker, der madmæssigt er tilstrækkeligt oplyste til overhovedet at indtage føde i hans restaurant, men han kæmper sin egen brave kamp i madoplysningens hellige navn. Han læser ikke menukortet for gæsterne, han messer det. Og under afmesningen dvæler han længe og inderligt ved retter og ingredienser, som han er fuldstændig overbevist om, at han er den eneste i hele Danmark, der nogensinde har plukket klokken 4 om morgenen i morgendis på en brakmark i det nordlige Vestjylland. Når maden endelig kommer på bordet missionerer han så længe om dens fortrinligheder, dens aroma, dens smagsoplevelser, dens visuelle indtryk og dens usædvanlige ingredienser, at den nærmest er kold, inden man allernådigst får lov at spise den. Gerne–hvis det var muligt–med foldede hænder og i højstemt taknemmelighed. Han forventer den ultimative ærefrygt og næsegruse beundring fra dagens ignoranter. Det er absolut underordnet, om de bliver mætte. Bare de betaler en mindre formue for oplevelsen.

Vimseren: Vimseren er over en, allerede før man har fået hele skosålen solidt over dørtærsklen. Han må ikke forveksles med den sydeuropæiske udendørs-vimser, som agiterer såvel højlydt som fysisk for sit spisested. Denne afart mister nemlig enhver form for interesse i kunden, så snart denne har fået samme skosål ind over restaurantens dørtærskel. Vimseren kalder alle Hr. og Frue (ikke Fru, husk det!), og han er i stand til at være alle steder på en gang. Han er ekspert i at flå overtøj af gæsterne og har gerne trukket samtlige stole omkring et bord ud, inden man overhovedet har overvejet, om det er der, man ønsker at sidde. Han anser sig selv som den yderste ekspertise omkring menukortslæsning og spørger da også gentagne gange, om man nu har forstået. Pedant-vimseren formår endda at få ens serviet placeret hen over lårene i udfoldet stand, og det er her, man sådan lidt føler, at ens privatzone er bare en lille smule udfordret. Når man har vimseren som tjener, skal man være meget opmærksom på ikke at tabe noget. For han er der! Indenfor ca. ½ sekund. Ligesom han ca. hvert andet spørger, om der er noget herren og fruen mangler, eller om maden nu smager. Omkring midt i måltidet begynder man så småt at forstå Stasis påvirkning og indflydelse i det gamle DDR. Man er nærmest udsat for et privatlivsovergreb af samme størrelsesorden.

Den hurtige: Den hurtige er ham, der i virkeligheden er et overset multitalent og udelukkende går og venter på at blive spottet til X-Factor eller en hovedrolle i en TV-serie. Imens må han lide den uretfærdighed at være nødt til at tjene sine penge på at servere for alle de små mennesker, der nok engang skal komme til at se, hvor stor han i virkeligheden er. Så det her kan han virkelig ikke tage alvorligt. Han er ligesom for stor til det. Derfor skal det bare overstås. Altså serveringen. Ordrer tages i kanonfart, maden serveres ikke–den kastes. Man gør klogt i ikke at tage sit allerpæneste tøj på, eller i det mindste iføre sig en form for beskyttelsesdragt, da løsgående supper og sovse ofte forvildes de mest mystiske steder hen på ens krop under et kast. Det værste er pommes frites. Dem kan han sprede over mindre parceller.

Den dovne: Den dovne er egentlig en undergruppe til ham den hurtige. Hans begrundelser for elendig service er de samme. Hos ham udmønter storhedsvanviddet sig bare i, at gæsterne som sådan er en evig kilde til forstyrrelse. Den slags forstyrrende elementer, der Gudhjælpemig understår sig i at anmode om et menukort samt helt ovenud uforskammet forventer, at han (JA HAM!) også har tid til at servere. Når han nu lige har så travlt med at finde nye auditions på nettet, tale i telefon med potentielle agenter, diskutere verdensituationen med kollegaen, der har det akkurat som ham selv, eller måske bare kigge ud af vinduet i sin helt uoverskuelige tristesse. Omvendt er det så på hans domæne, man tidsmæssigt får noget for pengene. Sådan en frokost kan jo tage ½ dag.

Men så er der også ham, jeg blev mødte i går. Han er tjener på et større restaurant/kongres/kursus-kompleks, hvor jeg kommer rimeligt ofte. (De har også et casino, hvis det gør dem lettere at placere!). Han var en stor, glad dreng, der tog sit job yderst alvorligt. Det der smil var ægte, og de der høflige spørgsmål til os gæster om, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var sammen netop på hans sted blev diskret stillet, fordi han simpelthen var nysgerrig. Han kunne kunsten med at spørge “Er der noget, I skal have hjælp til?”, istedet for nærmest at begå overgreb på gæsterne eller totalt at ignorere dem. Han skabte, med andre ord, en rigtig god stemning. Det gør hans kolleger på samme sted i øvrigt også altid.

Og det sidste er jo lige netop den slags, der får os gæster til at komme igen!

Når man ofte kommer til Himmerland, er man yderst forvænt med gode oste og velsmagende flødeis af den gode, gammeldags slags, for de har Vebbestrup Mejeri deroppe. Men hernede i det sydlige findes der faktisk også et lille supermejeri. Det gemmer sig bare ualmindeligt godt, og man skal kende det–eller kende nogen, der gør–for overhovedet at få ideen at tage turen ud på Lars Tyndskids mark og prøve at lokalisere det. Her anbefales GPS!

Det hedder Jernved Mejeri og ligger i trekanten Ribe, Bramming, Gørding. Og derude kan de lave oste. Både dem, der smager af rigtigt meget og dem, der forsvarligt og uden at virke decideret lugtstødende kan medbringes i en madpakke. Det er sådan et lidt gammeldags sted, hvor ostene bare ligger på hylden, og man kan så enten pege eller smage sig frem. Hvis man, som jeg, har det meget lidt godt med supermarkeds-vacuum-oste, er det sådan et sted, osteindkøb skal foretages.

Det er vist heller ingen overdrivelse at påstå, at de er uhyre large med priserne. Selv om jeg altså bor adskillige kilometer fra denne ostehimmel, kan det nærmest svare sig at køre dertil for at proviantere mejerivarer, for de har skam også is mm. Det har jeg ikke smagt endnu, men det er i sig selv ganske belejligt, for så har jeg en rigtig god undskyldning for at komme tilbage.

Da det spritnye Vadehavscenter for nylig blev indviet, fik det strålende anmeldelser og omtaler. Det kan jeg godt forstå.

Selve centerbygningerne, tegnet af Dorte Mandrup, falder genialt ind i landskabet og er indvendigt lette, lyse og gennemtænkte. Alt udvendigt er stråtækket/beklædt–også væggene–og det er virkelig flot og usædvanligt. Men som jeg ser det, er det vigtigste i arkitekturen, at man hele tiden har været bevidst om lys og lysindfald gennem de store vinduer, som hele tiden minder en om, hvilket fantastisk landskab–og lys–man befinder sig midt i. Det er lidt ligesom at gå rundt og kigge ind i et maleri af Nolde.

Det var selvfølgelig lidt idiotisk at tage derover en dag i vinterferien. I alt fald hvis man gerne ville have plads til at nærstudere alt. Omvendt var det en fornøjelse at se, hvor engagerede og optagede alle de ferierende børn var. Det var virkelig noget, der fængede. Især fordi de fleste moderne museer er meget bevidste om, at ting ikke blot skal ses og læses. De skal også røres ved og føles. Her kan man dissekere fuglevinger, røre ved fisk, krabber og andre former for bunddyr samt hele tiden finde en vidende medarbejder at stille spørgsmål til. Det var derfor også meget tydeligt, at vi var nogle af de eneste i bedsteforældrealderen uden børnebørn!

Centret er bygget op omkring temaer som vand, natur og dyreliv, og alt forklares så selv fugleignoranter som mig såvel lærer noget som faktisk får tændt en interesse. Hvis man er amatørornitolog eller bare en smule fugleinteresseret, er dette sted et absolut must. Ligeledes er der en rigtig flot film om stormfloder gennem tiderne, som både er lidt skræmmende omkring naturens vilde kræfter, men også meget informerende omkring, hvordan vi mennesker prøver at leve med såvel naturen som dens kræfter. Jeg lærte i øvrigt også en masse om tidevand, og det er i sig selv faktisk også meget interessant.

Centret har et kæmpeområde forbeholdt madpakkespisning, og det tiltaler mig virkelig meget, at man ikke bare banker et megadyrt cafeteria med grillos og hele svineriet op. Man kan købe sine drikkevarer (eller lade være) og så ellers nyde sin mad i gratis fred med en rigtig god udsigt ud over marksengene og Vadehavet i det lidt fjerne. I øvrigt kører ebbebussen/traktoren til Mandø også lige udenfor centret.

Så bare afsted til Ribeområdet. Udover dette fine sted er der masser af andre attraktioner, så som f.eks. Vikingemuseet og det lokale kunstmuseum, som p.t. har en udstilling med bysbarnet Jacob A. Riis` billeder fra slummen i New York.

Da der desværre kun er plads til et billede her på bloggen, oploader jeg lige nogle flere i gruppen Guldsøstre på Facebook.

Museet CLAY ligger i Grimmerhus, det tidligere enkesæde til herregården Hindsgavl. Det huser en del moderne keramik, men også et skatkammer med over 55.000 genstande fra Royal Copenhagen, B&G og Aluminia.

Grimmerhus er pragtfuldt restaureret, men selve museets samlinger ligger i den nye, arkitektonisk meget spændende del, der primært er bygget ind i skrænten ud mod Lillebælt. Fra restauranten, som serverer dejlig mad og ligger i en tidligere, flot udestue er der den mest fantastiske udsigt ned over bæltet og helt ud på den anden side af den ny Lillebæltsbro. Det er i samme klasse–både med mad og udsigt– som restauranterne på Trapholt og Louisiana.

Desværre befandt museet sig netop i dag mellem udstillinger, så kun den store sal med udstillingen på billedet og skatkammeret var åbent. Man er nemlig ved at sætte sejl til en Axel Salto særudstilling, som vist skulle blive af international klasse. Men skatkammeret er bestemt også i sig selv værd at køre til museet for. Samlingen var for få år siden en gave under forudsætning af, at man byggede lokaler, der kunne huse den, og det lykkedes med mange fonde som donorer. Her er hele Danmarks porcelænshistorie i montrer, som er yderst pædagogisk opbyggede og klart har lyttet til en museumsdesigner. Det allermest spændende, synes jeg, er fornemmelsen af de skiftende perioder og stilarter, som meget tydeligt kommer til udtryk. Her er alt fra Flora Danica til Axel Salto og Arne Bang. Det er virkelig imponerende og meget, meget flot.

Og hvis man nu, som ham, jeg tog med, i grunden ikke har den fjerneste interesse for den slags, så er det faktisk meget vigtigt, at man giver sig selv chancen for bare at snuse lidt til det. Vrangvilligheden forduftede så småt undervejs og indrømmelsen af, at det var et flot og imponerende museum, kom også til orde. Mest ved, at vi allerede nu har aftalt, at vi bestemt skal tilbage og se Salto-udstillingen, som starter i slutningen af måneden.

Da jeg var lille, boede mit ene hold bedsteforældre i umiddelbar nærhed af kunstmuseet i Vejen. Det var et problem. For udenfor museet stod trolden, som jeg var panisk angst for. Jeg nægtede simpelthen enhver form såvel visuel som anden mulig kontakt med det fæle udyr, så at tage mig med ned i byen må have krævet en god portion logistik af min farmor. Det siges, jeg vrælede meget højt og meget inderligt, og at de stadig taler om det forfærdelige barn i Vejen.

Anyway, i dag var jeg tilbage for sådan lige at tjekke, om den grimme trold nu stadig kunne skræmme mig til vanvid. Det kunne den ikke. Et eller andet må der være sket med min kunstforståelse undervejs, for den trold er da virkelig, virkelig flot. Hold da helt op et mesterværk, de har stående der midt på pladsen i den lille provinsby. Kors, hvor er jeg pludselig flov over alt det fordums vræleri. Det var godt, jeg overvandt min troldeskræk og kom tilbage!

Vejen kunstmuseum er sådan en lille perle, man skal tage sig tid til at køre omkring, når man er på de kanter. Især pga. billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, som var fra Vejen, og hvis værker museet har en stor, permanent udstilling af. Jeg er overhovedet slet ikke til billedhugning, ialt fald ikke sådan “large scale”, som man vel nok må sige, at Jacobsen praktiserede. Jeg hører til dem, der kan gabe mig hele vejen gennem Glyptoteket og bagefter være fuldstændigt mættet og ødelagt af bare røve. ( Og hvis en bestemt, gammel veninde læser dette, husker hun nok også dengang, vi 2 sad samfulde 2 timer i træk og frøs på samme samlings iskolde trappe og voldlæste “Danmark Rundt”, fordi vi 1) ikke gad/orkede gå ind og 2) skulle skrive en stil om det.) Men her skete der noget, som jeg bare måtte overgive mig fuldstændigt til.

Disse skulpturer emmer af liv, af farligt, opslidende, levet liv. Det er som at se Munchs “Skriget” udført som skulpturer. Jacobsen lavede sine skulpturer mellem ca. 1890 og helt op til nær sin død i 1941. Derfor er han selvfølgelig influeret af de mange kunsthistoriske perioder, han levede under. Hans første og ret naturalistiske skulpturer er, efter min mening, jævnt kedelige og mainstream, men lige så snart symbolismen og Skønvirke/Art Nouveau kommer ind i billedet, sker der noget. Allerbedst–og her menes faktisk fænomenal–er han som symbolist. Wauw! Skulpturerne “Trold, der vejrer kristenblod” og “Skyggen” går lige ind i hjertekulen–i alt fald på mig. Det er kunst, der vil noget–vil noget for mig! Så bliver jeg sådan helt paralyseret.

Udover denne fremragende samling har museet faktisk også en anselig keramiksamling med alle de kendte danske keramikere/fabrikker. Den er bestemt også værd at bruge tid på.

Skægt nok var særudstillingen Ingrid Vang Nyman, og hvis nogen (som mig!) er i tvivl om, hvem den dame lige er, så er det altså Pippis reservemor. Altså hende der tegnede Pippi. Hun var en sprudlende, finurlig tegner, som kunne meget andet end tegne alternativt artige, svenske børn. Oprindeligt var hun fra Vejen, ud af Alfa-dynastiet, hvis nogen ellers er stive i deres barndoms margarinemærker.

Så hvis vejen går omkring eller i nærheden af Vejen, så afsæt tid til denne perle. Bagefter kan man som belønning, hvis det nu kræves, spise på den rimeligt nærliggende og vildt hyggelige Hovborg kro. Jeg siger bare “Fiskefilet. Smørstegt. Hjemmebagt rugbrød. Hjemmelavet remoulade.” Get the picture?

Når der findes firstmovers, må der nødvendigvis også findes lastmovers. Ellers giver ordet i sig selv ingen mening. Jeg spekulerer somme tider på, om der er andre end mig? Men i det mindste er der da mig.

Jeg er absolut lastmover på ud-at- spise-området. Jeg har ikke rokket mig en flad tallerken siden min barndom. Jeg spiser nemlig helst, glad, tilfreds og gerne præcis de samme steder. Nemlig på landevejskroerne. Det var der, vi i min barndom, når noget skulle fejres, drog ud til 2 retter mad (med gemyse og brun sovs) klokken 12 om middagen-om søndagen. Min hukommelse siger også noget om fløderand og citronfromage…..

Jeg elsker disse gamle, atmosfærefyldte steder, hvor man stadig kan stege en snitzel på størrelse med ½ kalv, diske op med det der lidt sjove konglomerat, der hedder Stjerneskud og lave en æggekage (NEJ, ikke quiche eller tærte!), der både indvendigt og i munden løfter sig til skyerne. Hvor tilhørende bacon har en skivestørrelse, der er til at forholde sig til, og hvor der meget nemt kan være gammeldags æblekage, altså den med udkogte æbler, makroner og bjerge af flødeskum, til dessert.  Og jeg nyder skam ikke bare maden, jeg nyder hele det vidunderligt autentiske miljø og atmosfæren.

Indrømmet, mange af kroerne er lidt smagsmæssigt udfordrede på interiøret, men jeg er utroligt tilgivende overfor udstoppede dyr, gammelt kobber og blomstrede tapeter. Bare det ikke kommer for tæt på min mad. For det er jo netop det, der er hele den sjæl, jeg savner så usigeligt i de der moderne glasaffodringssteder.

Jeg samler på landevejskroer, og jeg kører gerne langt for at besøge endnu en. Eller gense og genspise på en af mine favoritter. Besynderligt nok er det faktisk også for det meste søndag middag, jeg/vi foretager den slags ekspeditioner ud i det danske land. Gerne kombineret med en eller anden anden spændende attraktion.

Ikke at jeg har noget imod moderne restauranter. Jeg spiser da også gerne på dem, men det bliver aldrig helt det samme. Hver ting til sin tid, selvfølgelig, men er det mig, der bestemmer, så står der landevejskro på frokostmenuen. Jeg gør mit yderste for, at så mange som muligt af dem får en chance for at overleve, og at jeg kan falde i madsvime over en velgennemført æggekage.

Så i denne henseende har jeg absolut ingen mindreværdskomplekser over at være lastmover. Tværtimod, jeg er stolt og taknemmelig. Især fordi de første nok slet ikke ved, hvad de går glip af.

Billedet viser en af mine absolutte favoritter, hvor wienerschnitzlen fylder et mindre fad, og ophobningen af sjælfuldt skrammel er uovertruffen. Og hvis nogen læser dette og har rigtigt gode lastmovertip til gode, gamle kroer, så vil jeg MEGET gerne vide det!