En rigtig brun bodega.

Cafe 33. Dybbølsgade. Vesterbro.

I min ungdom sværmede jeg lidt for de brune bodegaer. Der var også væsentligt flere brune bodegaer at sværme for. Jeg tror, jeg var lidt fascineret af såvel grimheden som den undergangsstemning, der prægede sådanne steder. Men de findes skam endnu. Især rundt omkring i bymidterne. Klientellet har ændret sig rigtigt mange steder, primært vel fordi det oprindelige klientel for længst er døde af at sidde der, og er blevet til unge, trendy, hipsterske bymennesker, der tilsyneladende også sværmer lidt for brune bodegaer. Meget kan man sige om den–men den er i alt fald væsentligt mere oprindelig og ægte end de fleste cafeer, hvor anonymiteten nærmest er indbygget i det overvældende antal spejle.

Cafe 33 er sådan en brun bodega. Og har man glemt, hvordan de ser ud, så er den faktisk et rigtigt godt sted til genopfriskning. Det er en rigtig Vesterbrobar, hvor de lokale ( og i det område er de lokale enten medlemmer af den såkaldt “kreative klasse” eller lejere i forældrekøb!) mødes over en sodavand eller øl til 25 kr. stykket. Og så er det sådan et sted, hvor man skal spørge pænt, hvis man derudover gerne vil have et glas! Her er også billardbord, og efter en langsom hensygnen og nærmest død med de oprindelige kunder er billard faktisk gået hen og blevet vældigt populært blandt netop unge mennesker. Der er i alt fald kø til køerne. Tendensen er også, at der hellere spilles med kø end overdrikkes, så alle de brune fulderikker er længst forduftet.

Oppe i baren er der en lille lem, som fører ned til—intet mindre end verdens største samling af vodka. Den kan man få lov at se, hvis ejeren er til stede, og man spørger pænt. Det var herfra, at en guldbelagt flaske vodka til 8. millioner ( ja, det skrev hun!) blev stjålet for et års tid siden. Den blev dog senere fundet, tom, på en byggeplads ude i en forstad, så selve flasken er tilbage på sit museum. Underligt nok giver stueetagen med sit umiskendeligt brune præg og alle sine overdådige, gamle ølskilte absolut ingen mistanke om, at der nedenunder befinder sig en spirituøst samling i verdensklasse.

En gang imellem er det ganske hyggeligt kortvarigt at genopfriske sin ungdommelige fascination. For der er jo også tale om et stykke dansk kulturhistorie, som man ikke lige render over på alle gadehjørner. Jeg kan kun anbefale et besøg på Cafe 33–det er også ubeskriveligt billigt, set i lyset af københavnerpriser. Der er ingen, der siger, man skal blive der i evigheder, men det er sjovt at se, at et sådant sted har overlevet. Og det er dejligt at se, at de lokale har taget det til sig og bruger det. Ikke som førhen til langsomt, tuborgeligt selvmord ved bardisken, men til at mødes, spille billard og hygge sig.

Det er nemt at finde. Bare drej fra Sdr. Boulevard ved Kihosk. Og hvis man ikke lige ved, hvor Kihosk ligger, så er der ingen, virkelig ingen, lokale, der ikke ved det!

 

Continue Reading

Og så lige en god burger…

Cafe Extrablatt. Galerie Flensburg, Flensburg.

Jeg har en god veninde, som jeg årligt er på juletur med til Flensburg. Vi spiser det samme sted hver gang. Ikke blot er vi efterhånden blevet noget traditionsbundne, vi er også blevet noget dovne, for når man nu ved, at maden dette sted er absolut spiselig–hvorfor så i alverden gå andre steder hen?

Nu var jeg her så lige forleden, altså ganske ujulet. Deres burgere er stadig spiseværdige, og det med pommes frites forstår de også. Her lugter helt anderledes end på de forfærdelige pølsehuse og grillbeværdinger, som de fleste grænsekiosker forsøger at lokke bratwursthungrige danskere med, og maden ligger decideret klasser over. Personligt giver jeg også gerne 5 Euro mere for at slippe for friturestanken og fedtklumpen, der hedder “brat” til fornavn.

Extrablatt først i centret Gallerie Flensburg er bestemt ikke noget gourmetsted, men det er handy og også en smule kitch med sit forlorne bindingsværk midt i et moderne shoppingcenter. Det er sådan et sted, som flensburgerne selv mødes på, læser dagens avis på og får sig en kop kaffe på, mens de kigger på livet og die dumme Dänen, der har i grunden bare burde sætte sig ned og få en af de yderst spiselige burgere til omkring 10 Euro.

Så længe jeg kender sådan et rart sted i Flensburg, behøver jeg overhovedet ikke anvende nogen form for grillbarer, hvor almindelige de tyskere i området aldrig kunne drømme om at sætte deres ben.

Continue Reading

Et supergodt spisested.

Je t`aime. Dybbølsgade. Lige overfor Dybbølsbro Station/Fisketorvet.

Min datter havde fået stedet anbefalet af en kokkeven. Hvis jeg var kok, ville jeg nok også anbefale sådan et sted. Hyggeligt, intimt, solid og venligt betjening samt fantastisk mad.

Og min ene svigerdatter var adskillige gange gået forbi stedet og havde undret sig over, at de mennesker, der boede derinde, konstant, hver aften og til relativt sent havde spisende gæster i en uendelighed. Det er forståeligt. For restauranten bærer tydeligt præg af at være et par gamle Vesterbrolejligheder, der er slået sammen, uden at man af den grund har ophævet rumfordelingen. Det giver en forfærdelig masse rum, men også mulighed for at være privat på uprivat grund samt at undgå andre eventuelt støjende gæster. Det er næsten som at være inviteret til en bedre middag hos dem, der ejer lejlighederne.

Og en bedre middag får man her. Klart efter fransk inspiration, men bestemt med lokale råvarer i centrum. Menukortet er ikke stort, nok 6 forskellige hovedretter, men det gør så, at der er kælet i detaljerne for hver eneste af dem. Man kan også vælge en 4 retters menu med det hele, og så spise en del mere varieret. Under alle omstændigheder er alle retter superlækre og tilbehøret, som man køber særskilt, passer bare fantastisk til de enkelte retter. Grundpriser er omkring 225-250 pr. ret og 40-50 for tilbehør, hvilket ikke er vildt dyrt i København, mens vi jyder nok synes, det er på den absolut pæne side. Omvendt er det sjældent at få så velkomponeret mad i lige præcis den størrelse portion, der giver en dejlig mæthed uden at provokere overspisningsfornemmelser.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser her. Det kunne bestemt godt gå hen og blive en (god) vane.

Continue Reading

En gammel kending.

Cafebiografen. Brandts. Odense.

–Og nu vi er gode spisesteder, og hvad der skal til for at skabe den gode julestemning!

Det er ikke fordi, der ikke er masser af andre spisesteder i Odense. Det er bare fordi, Cafebiografen både er hyggelig, prisvenlig, ligger et centralt sted og med årene ligesom er blevet en del af det at tage til Odense i december. Som noget, der skal tages i ed, for at det igen kan blive jul i den lille mave.

Jeg kan godt lide stemningen i det store, relativt rustikke lokale. Der emmer både af travlhed blandt de mange strøggæster, der bare lige skal have en kop kaffe eller noget let, inden næste shoppingfase samt af forventning fra de, der skal videre ind i biografen. Og maden er god og rigelig. Egentlig ret traditionel cafemad med tapas, burgere og salater, men alt i en ualmindeligt appetitlig udgave. Det smager simpelthen godt. Tilligemed at man skal lede længe for at finde retter, der koster meget over de 130 kroner.

Odense er også et godt bud på en julet by. Her findes også kvarterer med ældgamle huse, snoede gader og hygge, selv om man desværre i årevis gjorde sit bedste for at sløre det faktum ved nærmest at føre en motorvej ind gennem de mest bevaringsværdige kvarterer. For mig er et besøg hos M. Hansen et must–mere nuttet forretning skal man lede længe efter. Samt et lille sneak-peak hos Damgaard-Lauridsen, hvor de har så mange fantastiske antikke smykker, som desværre kun kvinder med megarige mænd ( og hvor finder man lige sådan en–i min alder???) eller supergode jobs kan komme i nærheden af. Odense har også Danmarks mest tiltalende udgave af Magasin, sådan et lillebitte minivarehus, der udmærker sig ved både at være til at finde rundt i og til at forholde sig til.

Og så altså Cafebiografen. Som de fleste år må indtages kulinarisk, for at julestemningen kan brede sig ud i alle kropsdele.

Continue Reading

Et rigtigt hyggeligt sted.

Sælhunden. Ribe.

Lige ved den gamle stormflodssøjle og langs med åen i Ribe ligger restaurant Sælhunden. Lidt væk fra selve midtbyen, men det påvirker tilsyneladende slet ikke søgningen omkring frokosttid. I går, sådan en helt almindelig torsdag, var her i alt fald fuldt.

Og det er ganske forståeligt. Lokalerne er gamle, lavtloftede og charmerende på en meget uprætentiøs måde. Her vrimler ikke med Madam blå, udstoppede dyr eller gammelt porcelæn–her er bare rent og pænt. Og så er maden god. Her dyrkes de gamle frokostretter som pandestegte rødspættefiletter og æggekager, og de dyrkes godt og ærligt. Det er endda muligt at få bakskuld (tørret ising), så det kan de, der har den slags lyster, jo binde an med. Portionerne er særdeles rigelige, remouladen hjemmerørt, og det er endda muligt at vælge mellem et pænt udvalg af både gode frugtsafter og spændende mini-bryggeriøl.

For mig er Ribe et must i december. Byen har sat sig for at blive Danmarks juleby nummer 1, og i mine øjne er den det allerede. Der er næppe noget andet sted end her, hvor julehyggen kan pible ud mellem alle de gamle mure uden at blive forloren. Selvfølgelig er de priviligerede derovre, at de allerede har de kulisser i forvejen, som mange andre byer må stable op i julehygge-øjemed, men der er nu altså også noget over en by, hvor nærmest samtlige hovedstrøgs-kædeforretninger glimrer ved deres fravær.

I Ribe er der i stedet et sandt eldorado af små, sjove, spøjse overskudsforretninger, der sælger masser af ting, som er vidunderligt smukke, men som man måske ikke står akut og skal bruge–med mindre man lige er i humør til at forkæle sig selv! Hvis jeg var juletræsbegynder, ville jeg tage en tur til Ribe. Hold da op et udvalg i smagfuld bepyntning til nyskovede grantræer! Og kommer man tilstrækkeligt langt ind i alle de små, fine forretninger, åbenbarer der sig sande kjole-himle. Som i: Hvad F… gør jeg nu, for jeg vil gerne have dem alle med hjem?

Det er så derfor, man behændigt må bestikke sig selv med en god frokost på sådan et præmiested som Sælhunden. Ribe har et sandt overskud af restauranter, nærmest en på hvert gadehjørne. Og da jeg, over årene, har været inde på mange af de gadehjørner, kan jeg fuldt konkludere, at dette er det bedste sted, jeg hidtil har spist i Ribe.

Continue Reading

Nok en pause værd.

Cafe Kajkanten, Bønnerup Strand, Djursland.

Det er sådan et sted, der gør sig i høj sol, sommervejr og dansk ugennemsnitssommer. Som den vi har lige nu. Jeg tvivler på stedets appel en grå-sort, regnvåd gennemsnitssommer. Men i dag var det fortrinligt at sidde der på kajkanten og spise fisk, mens såvel fiskerbåde og lystsejlere strøg forbi på vej ud på det hav, der bare bliver blåere og blåere, når solen skinner på det.

Man kan kun få fisk herude på den yderste mole i det, der ligner en tidligere landings- eller auktionshal. Og det primært i de allermest gængse varianter, fra frikadellerne til filetterne. Men det er også godt nok. For det er jo netop lige det, der er med til at skabe stemningen, når man kan sidde ude og nyde det hele sådan en fantastisk dag. Ydermere er priserne absolut til at forstå, så 3 personer kan få en god gang fisk and chips, inkl. drikkevarer for lige godt 300 kroner. Oven i købet uden at det hele minder det mindste om en ordinær grillbar.

Lige ved siden af cafeen ligger i øvrigt en virkelig fin fiskeforretning i samme bygning, og den venlige ekspedient er både klar med isposer og gode opskriftsråd til langtursfarere. Og kører man bare få kilometer fra stedet, er der alle muligheder for at prøvesejle en af Danmarks mindste færger over Randers Fjord. Hvis man da ellers skal den vej…..

Continue Reading

Den store opfordring til overspisning.

Restaurant Flammen. Overalt, næsten.

Jeg ved godt, at det er en gammel nyhed, og at nærmest enhver middelstor provinsby med respekt for sig selv har en. Det er også flere år siden, jeg havde min debut i Flammenregi, men i går var jeg der så igen. Bevæbnet med et gavekort på 500 kr., som lige præcis var nok til, at den selvbetalte del af regningen blev 9 kr. Og det er jo en pris, enhver jyde til fulde forstår.

På Flammen koster det 200 kr ( på helligdage og i weekender lidt mere) at gå ustyrligt amok i 15 slags grillet kød, et alenlangt salatbord og diverse forretter. Det gør man så!  Jeg ved ikke, om det bare er min lokale udgave af kødorgiet, der midt på aftenen virker en smule slidt og rodet, men umiddelbart syntes jeg, det hele udtrykte en form for træthed. Der er vel også grænser for, hvor længe et stykke nygrillet kød kan holde sig netop nygrillet, samt hvor mange salatrodehoveder der går på at få rødløgene godt integreret i dagens coleslaw. Ligesom ærter og majs helt tydeligt var ved at indgå en gul/grøn alliance.

Der er ingen tvivl om, at Flammen er ved at være den foretrukne familierestaurant for op til flere generationer sammen. Det fremgik tydeligt af klientellet. Der er gået lidt luksus-McDonald med et stænk af Jensensovs i det hele, og det er ganske forståeligt med de familievenlige priser, hvor selv teenagedrenge ( har dem stadig i erindring!) kan spise sig fuldmætte på en måde og til en pris, som absolut ingen gourmetsteder kommer i nærheden af. Og så er der noget for alle. Kan man ikke lide lammet, er der stadig 14 andre kødlunser at vælge imellem.

Men ikke et ord om klimaforandringer og husdyrenes effekt på dem. Måske bare, at Flammen nok ikke ligger blandt eliten indenfor begrænsning. Det er dog ikke den begrænsning, der bekymrer mig mest. I første omgang er jeg nødt til at gribe i egen mave og blankt indrømme, at når så megen mad (ja, det ER svinsk meget mad!) står til nærmest fri afbenyttelse, så har jeg virkelig, virkelig svært ved at styre og begrænse tingene. Min hjerne går på overforbrugsmode, og jeg kører ind, så jeg næsten stresser over ikke at få smagt det hele. Resultatet er da også hver gang, at jeg nærmest vralter derfra–med hvad der svarer til en god uges anbefalet kødforbrug indenbords. Det sker noget psykologisk med en, når så meget mad står frit fremme. Først spiser man af decideret lyst og for smagens skyld. Anden halvleg handler nærmest om en pligt til for det første at smage så meget som muligt, for det andet at opnå den fulde valuta for pengene……

Udover de mange (stor)familier iagttog jeg desværre også, at en restaurant som denne decideret appellerer til mennesker med problemer med overspisning. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, men netop i aftes var der et højst synligt koncentrat af seriøst overvægtige. Nogle endda alene i byen. Her kan man nemlig upåfaldende fylde sin tallerken gang efter gang, for gør man det, følger man jo bare lige præcis stedets koncept. Hvis man har behov for rigtig meget mad, vil det jo til enhver tid være yderst besparende at gå på Flammen, fremfor at frekventere de lokale burger- og grillbarer, som tager penge pr. indtaget stykke mad.

Så efter at have brugt resten af aftenen på at fordøje, er jeg nu der, hvor jeg så småt begynder at overveje, om der er plads til noget morgenmad oven på den halve ko og det hele lam. Og er kommet til den konklusion, at det skal vare et stykke tid, før jeg igen vover mig ud i denne spiseudfordring. SÅ lækkert er det nu heller ikke. Og så tit får vi jo heller ikke lige et gavekort. For uden gavekort ville vi jo nok gå et andet sted hen…….

 

Continue Reading

Hvidsten Kro.

Siden filmen om Hvidstengruppen kom for nogle år siden, har den “tilhørende” kro oplevet en næsten altovervældende interesse. På en sådan måde at bordbestilling langt ud i fremtiden har været nødvendig, at enhver pensionistudflugt med respekt for sig selv har skullet besøge stedet, og at kroens, i øvrigt omfattende, parkeringsplads har bugnet af busser på endagsture med Hvidsten som omdrejningspunkt.

Ikke at filmen i sig selv var noget særligt. Den formåede, troværdigt, at fortælle den heroiske og tragiske historie om en af besættelsestidens navnkundige modstandsgrupper, men for os indfødte jyder gik der, som vanligt, store, irriterende og forstyrrende kurrer på tråden, som det altid sker, når ikke- jyske skuespillere amatøragtigt forsøger at efterligne vores pæne dialekt. Så hører vi ikke andet end den slags utilgivelige klytsprog, som hverken er fugl eller fisk. Og i alt fald ikke jysk.

Men i går kom vi tilfældigt forbi og var heldige at kunne få et bord. Hverken jeg eller pensionistmanden havde været der siden vores barndommen. Og det var dengang, kroen kun var kendt for sin historie og gode mad. Ikke for en reklamemæssig guldgrube af en film. Vi kunne nu godt genkende det hele, for der var vist ikke noget nævneværdigt, der var blevet flyttet eller noget gammelt, der var blevet smidt ud. Hvidsten Kro trives i sin egen tidslomme af såkaldt almuestil— den der, hvis man er lidt venlig, oplevede en kortvarig renæssance omkring 70-erne, men som nu, i alt fald i private hjem, anses for utroligt ude af trit med den designmæssige virkelighed. Her er absolut overskud af gammelt porcelæn, broderede hængestykker med fædrelandskærlige inskriptioner, messing ( der dog er særdeles velpudset), skabe i almuefarver, ethvert køkkenredskab indenfor Madam Blå- serien og nips med oprindelsesdato fra før 1800. Forskellen til rigtige hjem er så bare, at her er det på sin egen måde charmerende og historisk autentisk, selv om man godt kan føle sig en smule omklamret af ting. Masser af ting. Den var aldrig gået på Noma. Eller i Kødbyen. Men her, hvor man taler autentisk jysk, er det sgu’ ret meget helt i orden.

Kroens specialitet er æggekage, men da jeg forleden kom til at investere i 30 billige æg til stor fare for familiens kolesteroltal, var vi allerede på forkant med dagens ægindtag og havde faktisk også lyst til noget andet. Så det blev kroens sild og fiskefillettet, og begge dele kan bestemt også anbefales. Selve menukortet svarer fuldstændigt til dekorationerne. Her er ingen stegte græshopper eller franskinspireret delikatesser, men god, gedigen, traditionel dansk mad. Og det er vel sådan, det skal være, hvis alting ligesom skal hænge sammen og bevare sin troværdighed. Det var god og ærlig mad, vi fik, og det smagte godt. Selv om de ualmindeligt gerne må droppe at smøre rugbrødsskiverne med tandsmør på forhånd. Det er simpelthen ikke lækkert, anno 2018.

Så hvis turen går via den smukke, snoede landevej mellem Mariager og Randers, så tag chancen med at kigge ind på Hvidsten Kro. Ikke for den forglemmelige films skyld, men fordi her er historie, autenticitet og god mad.

 

Continue Reading

Brunch—den perfekte, alternative påskefrokost.

Før i tiden var det påskefrokosterne. De store, de våde og de næsten uoverkommelige, rent madmæssigt. De kunne vare godt og vel halve dage at indtage og sikkert adskillige flere dage for dem, der skulle forberede dem. Det vrimlede med kødretter, iklædt det autoriserede tilbehør, og hvis leverpostejen ikke var hjemmebagt, og frikadellerne hjemmestegte, var det sådan en slags interfamiliær falliterklæring, der ligesom signalerede, at værterne ikke tog den slags alvorligt nok. Der var også snaps nok. Mere end. Og værterne ( især, desværre, værtinden!) stod så med såvel forberedelser som oprydning, og, som jeg husker det, også temmelig meget tid i køkkenet under indtagelsen af selve det store madorgie. Måske priste hun sig ligefrem lykkelig over, at den slags i de fleste familier gerne gik på omgang, så det i alt fald ( og alt efter slægtens størrelse) varede nogle år, inden hendes hjem igen blev påskefrokost-indtaget som en megaspiselig markering af højtiden.

Der er sikkert mange, der stadig holder påskefrokostflaget højt. Der er sikkert også mange, der har indset det retfærdige og fornuftige i, at fællesspisningen sagtens kan uddelegeres på madfronten, så ingen står med monopol på ansvaret, og alle medbringer en ret eller to. Og tidens trend bevæger sig samtidig nok ad andre veje end frikadellernes og snapsens. For det er da stadig hyggeligt, og nogle gange årets eneste chance for at ses med den familie, der ofte er spredt over både ind- og udland.

Men hvis man nu bare ikke gider alle de forberedelser mere. Og da slet ikke gider rydde op. Fordi det egentlig formål er at være sammen. Uden at nogen er mere sammen end andre, fordi nogen har køkkentjansen. Ja, så kan man jo gå ud og spise brunch. Rent økonomisk er der nok ikke den store forskel, da en hjemmelavet påskefrokost måske endda vil overstige det beløb, en udespist brunch koster. Og med hensyn til antal og udvalg af retter, er der nok, trods alt, større og måske endda mere varieret udvalg hos den professionelle udbyder. Og man betaler sig fra enhver form for oprydning. Inklusiv gryderne…

Brunch er sådan et behageligt måltid med så mange tillokkende karaktertræk. For det første er det (hvis man altså kan vente!) dagens første måltid, som ligger så sent, at man kan nå at blive rigtigt godt sulten. Det tiltaler vist alle de udgiftssky, som så i den grad føler, der gives valuta på madfronten. For det andet er der denne geniale sammensmeltning af morgenmadens ost og mælkeprodukter samt frokostens lune og mere kød- og salatprægede produkter. Leverpostejen og de lune deller synes også, i alt fald i jylland, at være en fast bestanddel, så ingen går i akut levernød. Også på andre områder–altså det med leveren–for brunch er et spisemåltid, ikke et camoufleret snapsegilde. For mig personligt er bestanddelene i en ordentlig brunch også så fristende, at det med lethed er dagens hovedmåltid, der kun efterlader sult efter lidt rugbrød et godt stykke ud på aftenen. Og når det holdes ude, er ingen ansvarlige for hverken indledende forårsrengøring, frikadellernes hjemmelavethed, tallerkenskift og grydeskrubning undervejs eller den afsluttende oprydning. Den slags betaler man for at have folk til, således at det eneste, man sådan set er ansvarlig for, er sit eget madindtag og den hyggelige, uafbrudte samtale med de andre deltagere.

På det seneste har jeg også været til en del runde fødselsdagsfester, som blev fejret med en god brunch på kro eller restaurant. Jeg har hver gang lovet mig selv, at hvis/når jeg står i bekneb for en god fejring af mig selv, så er dette den eneste fremgangsmåde, jeg kunne tænke mig. Gæsterne kommer relativt tidligt på dagen–og går hjem på et, for folk i min alder, humant tidspunkt. Der er rigeligt med madmæssige valgmuligheder. Eller: Fri mig dog for suppe, steg og is–også i de mere moderne og innovative variationer. Alle er i stand til at køre pænt hjem efter fejring, og ingen bliver dumme eller ulidelige at høre på. Til gengæld går snakken ualmindeligt godt over denne udvidede kop kaffe med tilbehør. Og gaverne er, i alt fald de steder, jeg har været, fuldt ud på højde med de, der plejer at udløses af et væsentlig større og vådere arrangement. Det skal man da heller ikke forklejne som festholder, selv om de fleste nok går lidt stille med sådanne kyniske udregninger.

Jeg tror, brunch er kommet for at påske- og fødselsdagsblive. Tiden er ikke længere til disse overdrevne æde-og drikkegilder med ganske få ansvarlige, som hænger på det hele. De fleste er allerede kommet, eller kommer sikkert, dertil, at det intense, pligtfri samvær er værd at betale sig fra udenfor ens eget hjem. Sådan–og det er jo det vigtigste–at alle nyder det!

Så før i tiden var der påskefrokosterne. Nu har de fået voldsom konkurrence af påskebruncherne. Tror jeg.

 

Continue Reading

Et finurligt lille slot i Nordjylland.

Voergaard Slot. Ved Dronninglund.

Jeg var der sidst i 1975, så på sådan en Langfredag uden vand, meget lidt varme og, trods alt, tålelige udendørstemperaturer, blev det pludselig en god ide at besøge dette finurlige, lille slot. Samt få en is i Sæby.

Voergaard har en lang og særdeles brudt historie, sådan arvefølgemæssigt. Som Danmarks nok eneste slot er det aldrig gået i arv fra generation til generation. Til gengæld har det været i mange slægters eje. Helt fra opførslen i 1510 som fæstningsborg af den navnkundige biskop Stygge Krumpen, som drak, horede og levede det verdslige liv her, mens han passede sine religiøse, cølibatiske og biskoppelige pligter, når han var på Børglum. Over den lige så berygtede Ingeborg Skeel, som stadig huserer på stedet, da et lykkeligt efterliv nok er rimeligt betinget af, at man opfører sig rimeligt medmenneskeligt. Hun gjorde det modsatte. Til den såkaldte greve, Oberbech- Claussen, som giftede sig til en helvedes masse penge, besiddelser og antikviteter i La Belle Epoke Frankrig og efter hustruens død fragtede 18 fyldte togvogne af det hjem til nykøbte Voergaard, hvor vi andre så kan beundre både det og den prægtige renæssancefacade på den ene fløj af slottet.

Man kan kun komme rundt med en rundviser, og det er en fornøjelse, for her, oppe i det nordligste Jylland, har de forstået grundprincipperne i underholdende, oplysende, spændende guidning. Fem stjerner til rundviseren. Måske også fem stjerner til Oberbech-Clausen, som bestemt ikke fyldte sine togvogne udfra kunsthistoriske, intellektuelle principper. Han tog det, han kunne lide. Revl og krat, stort og småt, kostbare antikviteter og det rene lort— alt tilsyneladende udvalgt con amore til det nykøbte slot, som han desværre kun nåede at bebo otte år frem til 1963, hvor det overgik til en fond. Her er malerier tilskrevet Goya, Rafael og Rubens, Marie Antoinettes sidste brev og Napoleons sidste spisestel— og i det hele taget et bredt udvalg af effekter, som tilskrives de sidste to, lettere anløbne, historiske personer. Her er kunst fra snart sagt alle perioder ( ingen smalle steder her!), masser af gamle møbler og gobeliner og finurligheder af enhver art. Som f.eks. den franske kongerække broderet med menneskehår. Ydermere var den franske enkegrevindes ( altså hende, der oprindeligt havde pengene) far den berømte kirurg Pean, som i sin tid opfandt Peantangen ( bare google!), så en større samling kirurgiske værktøjer fra datiden er her da også blevet plads til.

Det er et finurligt lille slot, det her. Så helt sit eget. Med sin helt egen rodede, charmerende samling, atmosfære fra adskillige hundrede år— og rigtigt gode rundvisere. Illustreret ved, at der på vores rundtur var 2 børn på 8-10 med, og de var dybt optagede og imponerede. Selvfølgelig mest af de lokale spøgelser og den uhyggelige fangekælder, men alligevel. Prøv det! Og de har gode is i Sæby!

 

Continue Reading