Et godt, gammelkendt sted.

Quedens Gård, Ribe.

Det er absolut ingen nyhed eller et sted, der på nogen mulig måde har forandret sig, der lige skal præsenteres her. Quedens Gård ligner sig selv, hvilket også betyder, at maden er god og relativt billig, og atmosfæren er den gode, gamle, der oser af hygge og jul i Ribe.

De seneste år har Ribe slået sig op på at afholde selveste Peters Jul–altså ham fra bogen. Umiddelbart kan jeg ikke se forskel julemæssigt til alle de andre byer, der kappes om at blive Danmarks juleby nummer et, men samtidig må det vel konstateres, at samtlige andre byer er ude i unfair konkurrence, for intet andet sted i Danmark er der så hyggeligt i juletiden som i Ribe. Det handler ikke om at pynte gevaldigt op, om at vælge det nostalgiske tilsnit og om nisser, engle og anden staffage. Det handler udelukkende om selve byen og dens atmosfære. Og her slår ingen Ribe. Absolut ingen. Tillige betyder den turiststrøm, som Ribe især om sommeren må lægge gader til, at adskillige af byens forretninger sælger ting og mærker, som vi jyder ellers gerne skal helt over Bæltet for at finde. Det ER altså ret usædvanligt at finde kæmpestore udvalg af f.eks. Marimekko i en provinsby med under 10.000 indbyggere.

Og et julebesøg i Ribe inkluderer altid en frokost på en af byens utallige hyggelige restauranter. Så da det faktisk var flere år siden, vi sidst var på Quedens Gård, blev det dens tur i år. Vi blev heller ikke skuffede. Alt var, som det plejer at være. Og det er vel netop lige præcis sådan, man allerhelst gerne vil have det til jul!

Menuen er såmænd ikke væsentlig forskellig fra de fleste cafeer landet over–her er salater, burgere, pastaretter og alt det andet sædvanlige. Men det er usædvanligt veltillavet, lækkert og nydeligt at se på, smagfuldt at spise, og så er atmosfæren i de gamle lokaler bare helt fantastisk julehyggelig.

–Og det den bestemt også om sommeren. Selv om man der må kæmpe sig frem gennem alverdens turister, er Ribe bare hyggelig. Og god at spise frokost i!

 

Continue Reading

Michelin light.

Manfreds. Jægersborggade. KBH N.

Lige ovre på den anden side af gaden ligger storebror, Relæ, som har stjernen. Det ved de godt hos Manfreds, for det virker som om, de er noget så tilfredse med bare at være Michelin light og befinde sig i en helt anden såvel pris- som madssfære.

Hos Manfreds består en god frokost af 7-8 små retter, der tilsammen koster 295. De fleste er vegetariske og består egentlig fundamentalt af meget simple, urdanske ingredienser som kålrabi, bolchebeder, rødbeder, græskar, torsk, svinefilet, svampe, rødkål og syltede løg mm. Hver ret har sit smagstema og er kælet for i detaljerne. Der er ikke meget, men det, der er, er smagfuldt, anderledes og kreativt. Og selv relativt grovsultne kan sagtens blive mætte.

Udover de ind imellem udfordrende smagsoplevelser, er det også rigtigt rart at spise en frokost, der tager 2-3 timer. I alt fald hvis man har tid og befinder sig bedst indendøre på sådan en ruskende oktobereftermiddag. Man sidder også fint i det rustikke kælderlokale, som her i mørkets kvartal er rigtigt hyggeligt.

Trenden for tiden synes at gå mod de mange små, men kreativt velafbalacerede rettet. Så får man bare nogle flere af dem…. Jeg er ganske tilfreds med netop det tiltag, for personligt behøver jeg ikke blive stopmæt til burgerbristepunktet, tilligemed at det passer mig fortrinligt at prøve så meget som muligt. Det er der stor mulighed for på Manfreds, hvor det virker som om, det udelukkende er kokken, der på daglig basis gennemtænker, hvad han lige kunne tænke sig at servere for sine gæster. I alt fald var menuen også tydeligt inspireret af årstidens udbud.

Og har man mere tid i området, er Jægersborggade en sand foræring af små, kreative butikker, der mestendels handler med anderledes tøj og hjemmelavede karameller og brød. Tiden i rockernes jerngreb er for længst ovre, og nu er det bare, efter min mening, den rareste, mest spændende gade på hele Nørrebro. Eneste sorte plet på kortet er kokinden Fru Plum, der mener sig i stand til at afsætte sine nedfaldsæbler for 30 kr. kiloet. De ligner præcis dem, vi andre enten juicer eller slet og ret smider ud, og for en jyde gør det da ondt helt ind i det inderste kernehus, at nogle tåbeligheder med tilsyneladende penge nok forledes til at investere i den slags. De skal da være så evigt velkomne hjemme hos mig, hvor de kan opsamle adskillige kilo orm med mug på. Gratis.

Men Manfreds er et besøg værd…..

Continue Reading

En fantastisk oplevelse!

Domestic, Mejlgade, Århus.

Det er ikke så tit, jeg spiser på Michelinrestaurant. For nu at være helt ærlig, så har jeg kun gjort det en gang før, og det var i New York for snart mange år siden. Jeg mindes det dog stadig!

Men i går var jeg ude at formøble et halvgammelt gavekort til en af slagsen. Det var meget dyrt (trods gavekort!), og det var meget, meget dejligt. Faktisk var det så stor en oplevelse, at jeg kraftigt overvejer at gentage den. Når jeg, med tiden, har fået sparet sammen til det.

Mine væsentligste indvendinger mod Michelinrestauranter har altid været, at de var for dyre for en trekvartgammel husmor, der da sagtens kan lave sin mad selv. Og som derudover nødigt vil indrømme, at hun nok slet ikke forstår, eller forstår at værdsætte nydelsen af grøftekantens udbud og diverse marinerede insektfamilier. Tilligemed at man vel altid er bange for at falde seriøst udenfor i miljøer, der er relativt ukendte: holde gaflen forkert, have det umulige tøj på, ikke kende forskel på to væsentlige afarter indenfor havtorn eller være ude af stand til diskutere aromaen i juice de whatever tilstrækkeligt.

Sådan var det ikke! Jo, det var dyrt, men absolut usnobbet og bare rart, venligt og imødekommende. Sådan på ” føle-sig-hjemme”-niveau. Lokalet er særdeles rustikt, men på en charmerende, hyggelig måde. Og personalet–som det nærmest vrimler med–er smilende, venlige (ikke sleske!) og meget opsatte på at formidle den mad og de drikkevarer, som man kan mærke, at de brænder for.

Man starter med at få 8 små, eksperimenterende snacks og kan derefter vælge mellem en 4- eller 8-retters menu. Som tilbehør kan vælges mellem afstemte vine eller afstemte juicer. Det sidste er et stort plus for mennesker, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at drikke alkohol. De 8 snacks er helt klart køkkenets innovationsafdeling, for her leges med nye smagsoplevelser og sammensætninger. Her lades ingen grøftekant, strandbred eller i forvejen kendt spiselighed i stikken, men alt kombineres på den allermest kreative måde. Der var godt nok mange ting, jeg ikke lige havde indset som enten spiselige eller sammensættelige, men det hele gik i den grad op i en større enhed rent smagsmæssigt. Sikke et arbejde at stå og rense, riste, røre, stege, marinere og kreere de små kunstværker af smag og kunstnerisk indtryk.

Hovedretterne er ikke store. Men de er et orgie af smag og–igen–kreativitet. For os, der er opdraget i kaskader af brun og opbagt sovs, og som senere, som klar reaktion, bare har lagt sovsen bag os, er det en oplevelse, en åbenbaring, at sovs kan være så meget andet og nøje tilpasses en ret, så den ikke blot dækker–men indlysende supplerer. Hovedværket blandt alle de små mesterværker var tydeligt krondyret. Det var værd at skyde Bambi for! Ydermere var såvel vine som juicer–igen–nøje afstemte med retternes smag samt–vi er vel i Michelinklassen!–farve! Personligt har jeg aldrig fået juicer i den klasse. Jeg havde nærmest helt ondt af de, der havde valgt at drikke vin til.

Det tog godt 3 timer at komme igennem det hele. Hele tiden under kyndig, venlig, usnobbet, århusiansk vejledning af søde tjenere. Selv om restauranten sådan en fredag aften var helt fyldt op, var der service i særklasse til alle. I øvrigt bestod alle af en skønsom blanding af folk, som de nu engang ser ud på gaden. Befriende frit for de lokale Karl Smartpralere, men i stedet en aldersmæssig stor variation af folk, der bare ville have en madmæssig oplevelse uden af den grund at iføre sig festtøj og store armbevægelser.

Det hele løb op i cirka 1000 kr. pr. person. Og det ved jeg da godt, hvad man ellers kan få for samt hvor længe, jeg ville have kunnet leve for. MEN dette var en fantastisk oplevelse, et unikt indblik i madkunstens store scene, hvor jeg ellers ikke ret tit kommer. Jeg er helt sikker på, at jeg så småt begynder at spare sammen til endnu en oplevelse af samme kaliber. Og selvfølgelig hjælper det da gevaldigt med et gavekort også. Dem vil jeg ønske mig nogle flere af……

Samt kraftigt anbefale, at man prøver det!!

Continue Reading

En god omgang forkælelse.

Hotel Altes Gymnasium, Husum.

Og bedst som man troede, at gymnasieskolen endelig var sluppet efter næsten 35 år–så ender man der igen. Dog på en noget anderledes måde, for Altes Gymnasium i Husum er et luksushotel, et wellness-resort og en oplevelse for både sanser og belønningscenter.

Der må på et eller andet tidspunkt have været en meget stor pose penge ind over at ombygge Husums gamle gymnasium til dette fantastiske sted. Men jeg tror, det har givet gevinst i den sidste ende. For det er gjort smagfuldt og uden overdrivelse, så man bare føler sig ualmindeligt godt tilpas på stedet. Tilsyneladende er alle gamle klasselokaler blevet til hver deres værelse, så man kan bade sig i plads og endda undgå at dele toilet med manden, der her har sit eget! Store, skyggefulde altaner er også bygget på, og sådan en sensommerdag, hvor septembers himmel er særdeles blå, er det en fornøjelse bare at sidde derude og bare være til.

Der er stor wellness-afdeling ( vi er vel i kur-Tyskland!), og restaurantområdet er lyst og indbydende. Maden er absolut også fin, uden på nogen måde at være opstyltet. I det hele taget emmer stedet af en fin og velbalanceret diskretion, så enhver–uanset pengepung, tøjstil, bil- eller taskemærke–føler sig noget så velkommen. Her er simpelthen bare rart at være!

Udover det er placeringen i hyggelige Husum optimal. Alt er indenfor gåafstand, så der er masser af muligheder for at slentre rundt i den gamle bys hyggelige gader.

Selvfølgelig koster det noget. Men samtidig er det sådan et sted, hvor man næsten får mere, end man har betalt for. Eller i alt fald føler, at det hele i den grad har været pengene værd. Hvis det står til mig, kommer det på listen over steder, der skal genbesøges. Og med en personlig rate på omkring 100 hotelovernatninger pr. år, vil jeg egentlig mene, jeg har en form for kvalifikation for at udtale mig……

Continue Reading

Et rart, folkeligt sted.

Sønderbro købmand. Ved Nokken, Amager.

Det er et af de mest folkelige steder, jeg nogensinde har spist. I nærmest alle ordets betydninger. Og maden er god. Rigtig god. Dertil er den billig. Der er ikke mange steder udenfor Asien, det kan lade sig gøre at spise sig mæt i en lækker indisk ret for 35 kroner. Og det siges, at smørrebrødet sammesteds har præcis samme kvalitet–og pris.

Det, man egentlig skal gøre, er at trave sig dejligt sulten i kolonihaveforeningen Nokken. Nokken er sådan et sted, hvor årene er gået lidt sporløst hen rent designmæssigt, hvor alternativt gør-det-selv og genbrugsmaterialer af enhver art har fantastiske vilkår, hvor knopskydning er en præmis, hvor man kan opleve ren og uforfalsket Klondyke-stemning, og hvor det siges, at man udelukkende kan komme til et hus ved at arve det. De sælges efter sigende ikke, og hvis de en sjælden gang gør, er salgsssummen skyhøj og mestendels bygget på nepotisme. Det sidste er træls–det første forståeligt, for hvis man er kommet til et hus i denne skønne del af København, kun få kilometer fra Rådhuspladsen, så bør man være taknemmelig. Meget taknemmelig.

Sønderbro købmanden ligger for enden af en vej, hvorfra man ikke kan komme længere. Her ender verden. Og her ender rigtigt mange lokale beboere og forbipasserende. Selvfølgelig er her et lille udvalg af dagligvarer til stedets fastliggere, men allermest lever de nok af dagens ene, varme ret og smørrebrød. Både ud af huset, sådan for alvor og i papæsker til afhentning, men også udenfor huset, hvor der findes masser af godt brugte, charmerende bord-bænkearrangementer, som man kan slå sig ned på. Jeg tror også, at dømme efter hvad jeg sådan ved selvsyn kunne konstatere, at de sælger en god portion drikkevarer. Ikke bare som akkompagnement til maden. Så her er meget folkeligt. Meget. Og på den gode måde.

Men den der indiske kyllingeret med indbygget efterfølgende stortørst var mindeværdig. Hvor går man ellers hen og får sådan en for 35 kroner? Og hvor sidder man ellers, få kilometer fra Rådhuspladsen, i strålende sol og hyggeligt selskab og nyder den midt i alt det grønne? Oven i købet med egen skål til hunden?

Det kan anbefales, men husk lige traveturen gennem Nokken først. Det må være her, de herrer Clausen og Petersen gik en tur, mens de i sin tid skrev en lille sang til Eva Madsen. Her nemlig er sus og dus på det private initiativ….

Continue Reading

Et godt sted.

Restaurant Bies Gård, Hobro.

Der er utroligt hyggeligt inde i de mange gårde i det gamle bryggeri i Hobro. Stilen fra dengang, der virkelig blev brygget øl her, er holdt meget gennemført, og man føler sig hensat til  en travl arbejdsplads for mange år siden. Ikke mindst brostenene og de restaurerede industribygninger øger hyggen her mellem alle de gamle huse, som nu anvendes til alle mulige kreative og rekreative formål.

Midt i det hele ligger restauranten, som er et godt bud på en frokostoplevelse. Der er både udendørs og indendørs servering, og i denne såkaldte sommer er det nok en klar fordel. Det indendørs lokale er stilrent og holdt i lyse farver, og maden svarer egentlig ganske pænt til det moderate og rene look. Der er ikke mange frokostretter at vælge imellem, men de, der er, er gode, pæne, varierede og velsmagende. Og prisen er også i samme moderate ende.

Det er absolut et rart, fredeligt og hyggeligt sted at indtage sin frokost og samtidig indsnuse atmosfæren fra fortidens travle brygning. Os, der var unge her omkring, husker stadig deres store ( og jeg mener STORE) hit med 1 liters ølflasker, som var et scoop dengang, det overhovedet ikke drejede sig om smagen, men udelukkende om virkningen. Og i dag er trækasserne til samme øl i øvrigt noget af et samlerobjekt.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan på regelmæssig basis kommer forbi Hobro til frokosttid, men alligevel er det helt rart at vide, at her findes et rigtigt hyggeligt, godt sted, som kan anbefales.

Continue Reading

Når alting går i fisk….

Jacobs Fiskerestaurant, Havnen i Sæby.

Under navnet Jensens Fiskerestaurant var den vist nærmest landskendt i Jylland. Men så var der en anden Jensen-restaurant, der mente at have patent på et af Danmarks allermest almindelige efternavne, og så blev den pludselig til et fornavn og flyttede nogle hundrede meter hen ad kajen.

Men det er stadig den samme megabuffet, og det er stadig de samme ret uforståelige priser. Uforståelige forstået på den måde, at 150 kroner for at torskespise sig overmæt ( når man nu ikke kan styre den slags og derfor ikke bør komme der alt for ofte!) i enhver form for lækker, og lækkert tilberedt, fisk, bestemt på ingen måde er vanvittigt. Det er i stedet ret uforståeligt billigt.

Her er simpelthen alt, hvad det grådige fiskehjerte kan begære. Man svømmer, bogstaveligt talt, i fisk. Fra den gængse rødspættefilet med hjemmelavet remoulade over et orgie af sild i alle afskygninger og i enhver tænkelig lage, til rejesalater en masse og store krabber og jomfruhummere, som man sagtens kan bruge særdeles megen tid til at demontere. Ikke altid med kød som resultat! Her er også de mere utraditionelle fisk ( for vi danskere er meget traditionelle, når det kommer til vores fisk), og faktisk smager kulmule med mango og en torskefisk i citronsovs yderst delikat. Derudover er her lækre salater, så salatfreaken i den grad skal passe på ikke at spise sig mæt i coleslawen her blandt alle fiskene.

Eneste klagepunkt er det ledsagende brød, som er en smule kedeligt og sagtens kunne optimeres. Omvendt når i alt fald jeg altid til et punkt undervejs i en buffet, hvor jeg simpelthen må gå brødflov for overhovedet at nå igennem så meget som muligt af alt det andet. Det gjorde bestemt ikke ondt denne gang! Det kan gøres meget, meget bedre.

Selv om der selvfølgelig skal opbygges en forfærdelig masse koncentration omkring at nå gennem alle delikatesserne samt udøves indre logistik omkring mavekapacitet for at nå så meget som muligt, så er der faktisk også ydre omstændigheder, der klart tæller opad. Udsigten over Sæby Havn er fortrinlig–her sker en masse, både på land og til vands.

–Og er man på endnu mere fattigrøvstur, eller bare mindre sulten, så har samme sted ( dog lidt længere henne ad gaden) et godt hul i husmuren, der langer mere grillbaragtig fisk ud i stride strømme. Her kan jeg give min fulde anbefaling til både fiskefiletter og scampi/indbagte rejser. For her i huset byder sommeren altid på en tur i fisk i Sæby, og det er en tradition, der er værd at bibeholde. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Continue Reading

Om Foodfestival i Mariager.

Af fare for at lyde skadefro på en dag som denne, er jeg alligevel nødt til at klemme ud, at det da er en velsignelse for denne dejlige festival, at der ikke er anlagt en omfartsvej omkring Mariager, da alle de mennesker, der havde fundet frem til den, i så fald bare var kørt udenom!

For Foodfestivalen i Mariager ligger nede ved havnen, nærmest midt i byen, og den afholdes hvert år på Grundlovsdag. Den er samtidig værd at køre efter. Ikke, at den er specifikt stor og prangende. I stedet er den en flot opvisning i lokale tiltag indenfor madområdet med masser af forskellige former for føde- og drikkevarer. Ofte fra ganske små, nærmest stalddørsproducenter.

Her er et væld af smagsprøver–hvilket i sig selv er uhyre tiltalende for min udgiftssky sjæl. Fra de dejligste, hjemmemostede juicer, over honning af enhver art til hjemmedyrkede/avlede, økologiske grøntsager og spegepølser. Her er pesto i alle varianter, sundt slik, et utal af mikrobyggerier, dejligt brød og faktisk også en del ting, man slet ikke lige havde tænkt på som salgsobjekter. Der er noget for enhver smag–og enhver pengepung. Det er fantastisk at se, hvor megen entusiasme, kærlighed og stolthed, der lægges i at producere lødige, bæredygtige og smagfulde fødevarer, og man bliver glad ved at erfare, at der er masser af veje udenom supermarkedernes kølediske og deres indbyggede kønsløshed. Nok er ordentlig mad dyrere–men den er altså også ordentligere, og kan fortæres med en helt anden form for god samvittighed og nydelse.

Så når der nu alligevel ikke er en omfartsvej omkring Mariager, så var det vel en god ide at køre derind næste år d.5. juni? Det er umagen–og smagen–værd.

 

Continue Reading

Et godt, grønt måltid.

Cafe Vi.2. Obels Plads, Ålborg.

Underligt at komme ind på pladsen med de mange restauranter og så iagttage, at de allerfleste af de imponerende mange gæster på sådan en ganske almindeligt mandag sidder på et og samme spisested. Der var næsten tomt alle andre steder, men på Cafe Vi.2 var der faktisk en lille smule ventetid på et bord.

Det kan jeg så godt forstå. Nu bagefter. For maden er virkelig god, betjeningen sød, effektiv og smilende–og prisen i et leje, hvor enhver nærmest kan være med. Portionerne er imponerende–hvis det da overhovedet er positivt i disse madspildstider, men jeg vil vove at påstå, at selv de allermest glubende sultne kan blive fint mætte, og vi resterende kan så til gengæld næsten ikke undgå at spise for meget.

For den er god og grøn, maden. Nok er der kød på menuen, men det er garneret med en rigdom af såvel friske som syltede grøntsager og pesto. Personligt er jeg overbevist om, at jeg til frokost fortærede det meste af en nyhøstet mark med rucula, et halvt oliventræ og et halvt hundrede tomater, der ligesom aldrig helt fik lov at blive voksne. Det var lækkert, det var friskt, og så er det faktisk også rart at sidde et sted, hvor man kan mærke byens puls og helt legalt kan sidde og glo på alle de mennesker, der kommer forbi. Perfekte steder til menneskegloning er vi en smule i underskud med, os ude fra provinsen, så en cafe på et centralt sted er så absolut guf for provinsboere i glounderskud.

Fuldt fortjent at alle sad her. Men jeg tror nu alligevel, jeg skal prøve de andre cafeer også………

Continue Reading

En rigtig brun bodega.

Cafe 33. Dybbølsgade. Vesterbro.

I min ungdom sværmede jeg lidt for de brune bodegaer. Der var også væsentligt flere brune bodegaer at sværme for. Jeg tror, jeg var lidt fascineret af såvel grimheden som den undergangsstemning, der prægede sådanne steder. Men de findes skam endnu. Især rundt omkring i bymidterne. Klientellet har ændret sig rigtigt mange steder, primært vel fordi det oprindelige klientel for længst er døde af at sidde der, og er blevet til unge, trendy, hipsterske bymennesker, der tilsyneladende også sværmer lidt for brune bodegaer. Meget kan man sige om den–men den er i alt fald væsentligt mere oprindelig og ægte end de fleste cafeer, hvor anonymiteten nærmest er indbygget i det overvældende antal spejle.

Cafe 33 er sådan en brun bodega. Og har man glemt, hvordan de ser ud, så er den faktisk et rigtigt godt sted til genopfriskning. Det er en rigtig Vesterbrobar, hvor de lokale ( og i det område er de lokale enten medlemmer af den såkaldt “kreative klasse” eller lejere i forældrekøb!) mødes over en sodavand eller øl til 25 kr. stykket. Og så er det sådan et sted, hvor man skal spørge pænt, hvis man derudover gerne vil have et glas! Her er også billardbord, og efter en langsom hensygnen og nærmest død med de oprindelige kunder er billard faktisk gået hen og blevet vældigt populært blandt netop unge mennesker. Der er i alt fald kø til køerne. Tendensen er også, at der hellere spilles med kø end overdrikkes, så alle de brune fulderikker er længst forduftet.

Oppe i baren er der en lille lem, som fører ned til—intet mindre end verdens største samling af vodka. Den kan man få lov at se, hvis ejeren er til stede, og man spørger pænt. Det var herfra, at en guldbelagt flaske vodka til 8. millioner ( ja, det skrev hun!) blev stjålet for et års tid siden. Den blev dog senere fundet, tom, på en byggeplads ude i en forstad, så selve flasken er tilbage på sit museum. Underligt nok giver stueetagen med sit umiskendeligt brune præg og alle sine overdådige, gamle ølskilte absolut ingen mistanke om, at der nedenunder befinder sig en spirituøst samling i verdensklasse.

En gang imellem er det ganske hyggeligt kortvarigt at genopfriske sin ungdommelige fascination. For der er jo også tale om et stykke dansk kulturhistorie, som man ikke lige render over på alle gadehjørner. Jeg kan kun anbefale et besøg på Cafe 33–det er også ubeskriveligt billigt, set i lyset af københavnerpriser. Der er ingen, der siger, man skal blive der i evigheder, men det er sjovt at se, at et sådant sted har overlevet. Og det er dejligt at se, at de lokale har taget det til sig og bruger det. Ikke som førhen til langsomt, tuborgeligt selvmord ved bardisken, men til at mødes, spille billard og hygge sig.

Det er nemt at finde. Bare drej fra Sdr. Boulevard ved Kihosk. Og hvis man ikke lige ved, hvor Kihosk ligger, så er der ingen, virkelig ingen, lokale, der ikke ved det!

 

Continue Reading
1 2 3 5