Om bageriet Lille.

Helt derude, hvor Refshaleøen begynder at blive en smule begræsset, lettere utrendy og klart signalerer sin industrielle og samtidig Klondykeagtige fortid, ligger bageriet Lille. Man skal vide, det er der, og man skal ligesom have klare intentioner om at besøge det. Det er nemlig ikke sådan et sted, hvor man bare tilfældigt kommer forbi. Desværre.

Bageriet Lille er et fantastisk sted. Ikke arkitektonisk eller på noget som helst æstetisk parameter. For det ligger i en grim industribygning, og omgivelserne består primært af et køreteknisk anlæg med velvoksne højtalerstemmer og forgroede græsarealer, der bruges som opstaldning af højst udtjente campingvogne og affald af den art, der er lidt kompliceret at sortere.

Men på Lille bager de, totalt uanfægtede af beliggenhed, brød. Brød med hjertet. Mange slags brød og kager. Alt sammen af økologisk mel og af en standard, som kun vor mormor sikkert husker. Der er ingen hurtige genveje og bake-offs her. Det er lavet fra bunden, og det er lavet med både kvalitetsbevidsthed og respekt for faget. Det ligner vor mormors pragtudfoldelser, og det smager næsten endnu bedre.

Det er i alt fald sjældent, at et bageri kan få mig til at vandre 3 kilometer hver vej, iført barnevogn og 30 grader, blot fordi de har kardemommesnegle af himmelsk tilsnit, som smager, som fuglene synger, og himlen er blå. Og lidt af Samarkand, for den sprødhed, samme snegle har, har jeg faktisk kun oplevet i Samarkands berømte brød og i min mors fastelavnsboller i min barndom.
Det er ikke billigt derude. Kvalitet og respekt for gamle traditioner koster, men det skal den slags sådan set også. Så den bevidste forbruget kan vælge at bruge sine penge på kvalitet, der tydeligt kan smages. Sådan en himmelsk gang kardemomme står i 30 kroner, men så kan man også sætte sig i en gammel havestol, på en halmballe eller ved de lange borde og intensivt nyde sin himmerigsmundfuld til en kop kaffe eller the.

Inden man skal hjemad igen. For man kommer altså ikke bare tilfældigt forbi. Man skal ville dette lille lykkeland for brød- og kagefreaks, og man skal gå, cykle eller køre et stykke for at opnå det. Der kan dog snydes, for havnebusser og almindelige busser kommer tæt på, men så har man måske ikke helt legaliseret med sig selv, at der må spises kage…..

Prøv bageriet Lille. Selv om det skaber afhængighed….

Continue Reading

Danmarks største tartelet.

Restaurant Kronborg på den lille ø Egholm i Limfjorden praler med, at de serverer Nordjyllands største tartelet. Det er en underdrivelse, tror jeg. Hvis nogen tarteletter i andre landsdele er større, så skal de serveres i forme på størrelse med opvaskebaljer.

Der er det med tarteletter, at den første smager himmelsk. Den næste smager bare godt. Problemet opstår omkring den tredje, hvor kvalmen langsomt, men sikkert bemægtiger sig festen sådan godt og vel halvvejs igennem. Hvis man vel at mærke NÅR igennem, forundres man bagefter i sin tilstand over, at man på nogen muligt måde har kunnet se det fjerneste attraktive i en tartelet. Jeg er aldrig nået til den fjerde…

Den tartelet, de serverer på Kronborg, akkompagneres af smilende servitricer, fantastisk udsigt over Limfjorden mod både syd og nord samt ren hygge, men alligevel må jeg nok tilstå, at det, der på menukortet virker så usigeligt tillokkende, ligesom overmander en og tager magten helt fra en. Det bliver, sådan en fjerdedel inde, en uløftelig byrde at kæmpe sig gennem en halv kogt hønsegård, et par hurra-asparges og tyk sovs indrammet af kage. Virkelig tarteletfanatikere når nok lidt længere, men det kræver godt nok såvel beslutsomhed som en velfungerende mave.

Det er sådan, at den første tartelet koster 135. Kan man spiser en mere, er prisen 85. Den tredje er gratis. Mit altid udgiftssky jeg pønsede faktisk på at spørge, om jeg ikke bare kunne begynde med den anden….

Men der var altså en mand, som havde spist tre. Sagde servitricen. Ham gad jeg godt se. Især bagefter.

Heldigvis er alle færger til de danske øer–og mellem dem–gratis i hele juli måned for gående og cyklende, så der er ingen undskyld for, hvis man altså er i området, ikke at tage den lille færge til Egholm og prøve kræfter med den lokale tarte-tung. Der er også rigtigt gode vandrestier på øen, selv om de i går var en smule våde og mudrede.

I øvrigt har jeg besluttet mig for, her i min groundede Corona-arbejdsløshed, at prøve nogle af alle disse færger. Ikke blot for at sejle bevidstløst rundt, men fordi det åbner muligheder for at se øer og steder, jeg nok ellers ikke ville være kommet. Så kan jeg jo også tjekke, om nogen kan hamle om med Egholms tartelettiske lyksaligheder. Tror det dog næppe…

Continue Reading

Same procedure….

Det er sådan en helt almindelig lettere gråvejrstorsdag lige omkring 18-tiden på Blågaardsgade på Indre Nørrebro. Helt almindelig som i før-Coronaalmindelig.

Der er så god gang i barer, cafeer og restauranter, så man næsten kan abstrahere fra 3 måneders ingen gang i noget som helst. Der er masser af mennesker, masser af latter, snak og kommen hinanden ved, og det er som om, sommeren har gennemtrumfet, at den vil være som alle de andre somre her på stedet.

Man får sådan en lidt ambivalent følelse indeni, når man går gennem så meget liv. På den ene side set har Coronaen lært os, at liv er skræmmende og smittefarligt, og at andre mennesker er den letteste kilde til styg sygdom og sikkert højst ubehagelig død. Derfor skal man kæmpe med sin egen skepticisme, for på ganske få måneder er andre mennesker forvandlet til nogle, man ikke sådan skal være sammen med. På den anden side set minder et sådant menneskeopbud om alt det, man inderst inde har længtes noget så forfærdeligt efter. At være sammen, at blande sig godt og grundigt, at føle man er del af noget, at være glad og ubekymret. Det er så et personligt valg, hvilken tilgang man tager.

Samtidig er der sådan noget “same procedure as every year” over scenariet. Dette med, at når det bliver sommer, uanset vejret, så ser Blågaardsgade altså sådan ud en torsdag ved aftenstid. Det vidner om en form for menneskelig ukuelighed, at den fæle virus kun tilkendes den magt, den er berettiget til, og at den nok kan slå ihjel, men ikke kan slå ukueligheden og viljen til også at leve, mens vi lever, ihjel.

Personligt satte jeg mig ikke ned og fik noget et eller andet. Det var så mit valg. Men det gjorde mig inderligt glad, at andre gjorde det!

Continue Reading

Om den første restaurant. Post-Corona.

Her er et billede af en næsten tom restaurant. Næsten. Der var to, udover os. Menukortet var nu heller ikke nogen stor og uoverkommelig læseoplevelse, for man kunne vælge mellem fish and chips og kaffe og kage.

Men det var fint, deroppe på Lindholm Høje. Der var fisk i fishen og kartofler i chipsene, og så var der en tartare sauce, der nærmest satte hele Storbritanniens indsats på det område til vægs. Jeg regner mig selv som selvsmagt ekspert udi tartare sauce, og til trods for min ikke imponerende viden har jeg i alt fald gjort en kolossal indsats for at smage mig igennem skovlfuld efter skovlfuld af slagsen over hele det britiske ørige. Tænk engang, så skal man bare til Nørresundby for at finde vinderen! Det viste sig i øvrigt, at kokken var britisk, og det er vel en form for forklaring.

Anyway, så var det rigtigt rart at komme ud at spise. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har været på en rigtig restaurant med en rigtig tjener og en dejlig fornemmelse af ikke endnu en gang at spise mad, jeg selv har lavet. For slet ikke at tale om fuldstændigt at kunne abstrahere fra fedtede pander og den opvask, som i alt fald i sommerhuset ikke selv kan finde ned i den opvaskemaskine, vi ikke ejer.

Så jeg kan kun anbefale det: At gå ud at spise! For som sagt var vi på det nærmeste de eneste kunder, og det illustrerer vel om noget, at branchen er hårdt ramt og trænger til en hjælpende kniv og gaffel i form af os: kunderne. Ejeren, som vi fik en snak med ( der var ligesom ikke så meget andet at lave for ham) fortalte, at med hjælpepakker går det liiige med at holde skindet på næsen (eller hvad man ellers har på næsen i den branche), men at det er af yderste vigtighed, at forsamlingsforbuddet øges med flere mennesker, så man igen kan holde større arrangementer. Vi husmødre ved jo også godt, at det er billigere pr. person at lave mad til mange! Jeg vidste faktisk heller ikke, at mange indtægter sådanne steder kommer fra begravelser, altså begravelseskaffe, og med nedlukning til den absolut nærmeste familie kan de fleste godt klare at drikke efter-kirke-kaffe hjemme hos sig selv. Nu prædiker jeg selvfølgelig ikke for, at man akut skal begynde at gå til flere begravelser, inkl. kaffe, når vi forhåbentlig snart må mødes flere, men blot og bart for, at der altså sidder en masse restauratører med en masse dejlig mad derude (her inkl. tartare sauce på udvalgte steder), som har brug for vores hjælp til, at de på sigt også kan være der til at hjælpe os, når vi står og skal fejre og mindes.

I øvrigt kan man, på samme sted, gå en fortrinlig sultfremkaldende tur gennem de mange grave fra vikingetiden på højene. Det er en lidt stenet oplevelse, og den kræver umiddelbart mere fantasi omkring henkastede sten, end jeg lige kan mobilisere. Men smukt er det. Der er også et flot museum, som vi dog valgte at springe over, da jeg af erfaring ved, at nogle museer kræver mere af min indlevelsesevne, end jeg kan mønstre. Det er også en måde at sige på, at man for det første har ret til at vælge sine museer med omhu, og at man for det andet ikke nødvendigvis skal interessere sig for alt i både denne verden og den hedengangne. Stenaldergrave har aldrig stået højest på min interesseagenda. Her kunne nogen måske indvende, at det kunne de jo så komme til, men, helt ærligt, jeg tror det næppe. Hvilket bestemt ikke skal afholde fra en super gåtur i området, som også byder på en fænomenal udsigt over landskabet. Og der er endda geder med kid til børnene. Der var faktisk en skoleklasse på stedet (hvor er der ikke skoleklasser til udendørsluftning for tiden?), og det var ret markant, hvordan de tydeligt prioriterede omkring gedekid og vikingesten.

Men: se at komme ud at spise. Det er godt for det personlige velvære, det er godt for restauratørerne, og det betaler sig på langt sigt, så vi beholder vores restauranter til når vi har brug for dem. For alvor.

Continue Reading

Mange gode steder.

Restaurant Skovtur. Overalt.

Som så mange andre gamle dyder, tiltag og ideer, der lige nu får en kraftig renæssance, så er skovturen— altså den med de hjemmesmurte klemmer— også virkelig på vej til at blive et Coronahit.

Der er jo ingen restauranter og andre former for spisesteder at frekventere, så vil man spise undervejs på sin udflugt, må man være selvforsynende. Og at spise på en udflugt er bare så enormt hyggeligt. Det er som om, netop spisedelen gør udflugten hundrede gange mere attraktiv, og attraktionen gøres endda så meget desto større ved, at man gør sig lidt umage med det spiselige, der skal med på udflugt til skov, strand og andre dejlige steder.

Når nu Coronaen skulle besætte os og sætte os i undtagelsestilstand, så må man indrømme den, at den i det mindste har valgt et godt tidspunkt på året til sit angreb. Det pibler, spirer, springer, vokser og grønnes derude, og hvad er vel bedre end at finde sig et smukt sted, en siddelig træstub, og så gå om bord i de klemmer, man selv har kastet lidt omhu over.

Ikke siden børnene var relativt små, har jeg dyrket skovturen med indbygget picnic så heftigt. Med alderen har økonomien og mageligheden givet sig udslag i, at det var så meget mere indbydende at finde et spisested. Det er i grunden lidt synd. For det er faktisk ualmindeligt hyggeligt at sidde derude med sine håndmadder.

Eneste klagepunkt er, at mange mennesker har en decideret minimal skovtursfantasi og klumper sig sammen på de samme steder. Der er masser af plads derude til både at være helt alene og finde et uforstyrret sted til leverpostejen. Det er vi i alt fald blevet gode til, så det vil andre også kunne komme efter!

Og så smager sådan en lidt sofistikeret leverpostejmad ( selv hvis det eneste sofistikerede er, at den er agurkebelagt) nu altså helt vidunderligt derude i naturen. Prøv Restaurant Skovtur. Den kan man godt blive helt afhængig af! Også når alt dette forhåbentlig med tiden er overstået.

Continue Reading

Et godt sted.

Under sejlet. Åbenrå havn.

På årets første tilnærmelsesvist forårsagtige dag er der rart ved stranden i Åbenrå. Koldt, lidt blæsende, men himlen er høj, hundene lufter deres mennesker i hobetal og udsigten er flot ud over fjorden, hvis man ellers kan abstrahere fra Enstedværket. Og det bliver man jo nødt til.

Under et helt bogstaveligt sejl ligger så restauranten Under sejlet. Det har den gjort længe. Jeg har bare aldrig været der før, og det kan jeg da kun fortryde med tilbagevirkende kraft. Ikke at menukortet byder på de store overraskelser, for her er de obligatoriske burgere, Pariserbøffen og stjerneskuddet, men her kommer de alle i deres mest ærlige udgaver. Med ordentligt brød, kød uden tilsæt af underligheder, friske grøntsager, friske fisk og en yderst behagelig mangel på tilsyltning af alt i Thousand Islands. Sidstnævnte burde aldrig have været klassificeret som fødevare, og opfinderen burde skamme sig for evigt.

Og så kan man sidde her med den mest vidunderlige udsigt og blive betjent af en af de sødeste servitricer, jeg er stødt på længe. Jeg har altid været lidt misunderlig på folk dernede, der sådan har en fin strand lige midt i byen, og når man så sidder her, får man pludselig sådan nærmest en aktie i al den strandoverflod. Ydermere er priserne særdeles spiselige–for nu at blive i terminologien. Hvilket da også gjorde, at der sådan en helt almindelig hverdag var temmelig mange mennesker, der nød foråret, udsigten, den venlige betjening og den gode mad.

Det er ikke sidste gang, der bliver pitstop lige netop under DET sejl.

Continue Reading

Et helt igennem fantastisk sted!

Restaurant Herregårdskælderen, Sønderskov Slot ( ved Askov/Brørup/Vejen).

Det er ikke sådan et sted, man hverken falder over eller falder tilfældigt ind. Det er nødvendigt at vide, at det er der, og selv med den viden i baghovedet kan man fristes til at blive en smule bekymret, når man sulten rager rundt ud på meget, meget små og snoede veje ude i midten af det rene ingenting. Det er så kun et spørgsmål om at blive ved, indtil den imponerende hovedbygning på Sønderskov Slot pludselig rager op i det flade landskab, for så mangler man kun lige krydse den gamle voldgrav for at være fremme.

Restauranten holder til i den ældgamle kælder, på stenet guld, med et loft båret af de utroligste gamle egeplanker, med buede hvælvinger og med et grundprincip om, at alting bør være så skævt, det kan blive indenfor rimelighedens grænser. Det er utroligt hyggeligt, meget autentisk, og den levende ild i det ene hjørne gør bestemt ikke oplevelsen mindre.

Og maden! Til frokost kan man få 3 små retter, nærmest en slags udvidet tapas, efter kokkens smag og humør. I dag var kokken tilsyneladende i sprudlende godt humør, for vi fik Fanølaks med grøntsagsterrine, bagt torsk på skorzonerødder og oksemørbrad med svampe. Alt sammen med lækkert brød til, formedelst 130 kroner. Det var en nydelse, en fornøjelse og en fuldstændig mættelse. Tænk, at man kan servere så god, enkel og velsmagende mad for så lille et beløb og alligevel både tage råvarer, mad og gæster særdeles seriøst. Oven i købet havde de en tjener, der passede til stedets atmosfære af gammel herregård og stor madkunst. For selv om jeg generelt krymper mig ved at blive kaldt “Frue”, så var det næsten det eneste, man kunne kalde mig i de omgivelser.

Sønderskov Slot huser også et museum, som dog har vinterlukket indtil i morgen. Den havde vi ikke lige undersøgt tilstrækkeligt godt! Anyway, så er et besøg på museet jo et særdeles kærkomment alibi for at tage derop igen. For det skal vi! Sjældent finder man et sted med så megen hygge, så venlig betjening, så god mad og så næsten uforståelige priser!

I øvrigt er der ikke langt ind til Vejens hyggelige kunstmuseum. Det er overskueligt, velindrettet i smuk, gammel bygning og huser især billedhuggeren Hansen Jacobsens fantastiske og voldsomme værker og en imponerende samling keramik med en Saltovase, der er så smuk, at den nærmest er ubeskrivelig. Ofte har de også udstillinger med Ingrid Vang Nymans tegninger, for Pippis visuelle mor var fra Vejen og gik i helt andre retninger end det margarinedynasti, hun ellers var ud af. Og uden hende var der ingen af os, der havde vidst, hvordan Pippi så ud!

–Men Sønderskov Slot er et af de bedste steder, jeg har spist ude i meget lang tid! Så det var godt, vi fandt det.

Continue Reading

Det` smørret, der gør`et!

Børkop Vandmølle, Børkop.

Der er så hyggeligt derude på landet. Også i en julemåned, hvor sneen absolut ingen intentioner har om at drysse bare til husbehov. Så selv i dette evindelige, ustoppelige regnvejr og dage, hvor det aldrig bliver helt lyst, er der hyggeligt ved og i Børkop Vandmølle. Både udendørs, men sandelig også indendørs i de gamle stuer, hvor der dufter af nostalgisk jul på landet.

Og maden er sandelig også god. Sådan gammeldags god med lidt nytænkning som pynt. Når det er næsten jul, går jeg som regel i rødspættefilet. Især når den er med hjemmebagt brød og hjemmerørt remoulade, for der findes faktisk remoulader ( ikke i tuber, dog!), der næsten når op på siden af en god, engelsk tartaresauce. Næsten, altså kun. Og når der så står sort på hvidt, at spætten er pandestegt, så er jeg solgt til tanken om smørstegt fisk. For paneret fisk skal steges i smør og intet, absolut intet, andet.

Så det var en stor skuffelse, at min fisk decideret ikke havde været i nærheden af et smørprodukt. Jeg mener, der var flot, nydelig og vanvittigt spiseligt garniture med samt det bedste brød, jeg længe har fået. Hvorfor i alverden så dog sløse på fiskefronten? Det klædte absolut ikke alle de andre lækre ting på tallerkenen, og hvor stor en omvej er det egentlig at vende sin fisk i en smule smør? Når man både gider at hjemmerøre sin remoulade, skære sine lækre grøntsager i fine former, bage sit eget brød og anrette til mundsavl? Det er en skam, og, for de, der ind imellem morer sig over Vera Grus /Scrooge (for her er stjålet med arme og ben fra Dickens): rent HUMBUG! Det kan man ikke være bekendt!

Anyway, så er der jo omgivelser der vil noget, også udenfor selve nærområdet. Personligt er jeg dybt fascineret af Brejning, som er et af de smukkeste steder, jeg kender. Det er forfærdeligt at tænke på, hvordan der har været i de statelige bygninger for blot få år siden, da man ikke behandlede de såkaldt ( med datidens ord) åndsvage som rigtige mennesker. Men også tankevækkende, at alle de smukke, smukke bygninger med deres imponerende ydrer har været med til at dække over betændte indre forhold. I dag står de dog og stråler ned langs den vidunderlige bakke med skoven, og kan man fortrænge ( ikke glemme, for det må vi aldrig!) fortidens synder og uvidenhed, er Brejning et helt vidunderligt sted.

Og når man så alligevel er der, er Børkop Vandmølle et godt frokoststed. Men helst med smør……

Continue Reading

Et godt, gammelkendt sted.

Quedens Gård, Ribe.

Det er absolut ingen nyhed eller et sted, der på nogen mulig måde har forandret sig, der lige skal præsenteres her. Quedens Gård ligner sig selv, hvilket også betyder, at maden er god og relativt billig, og atmosfæren er den gode, gamle, der oser af hygge og jul i Ribe.

De seneste år har Ribe slået sig op på at afholde selveste Peters Jul–altså ham fra bogen. Umiddelbart kan jeg ikke se forskel julemæssigt til alle de andre byer, der kappes om at blive Danmarks juleby nummer et, men samtidig må det vel konstateres, at samtlige andre byer er ude i unfair konkurrence, for intet andet sted i Danmark er der så hyggeligt i juletiden som i Ribe. Det handler ikke om at pynte gevaldigt op, om at vælge det nostalgiske tilsnit og om nisser, engle og anden staffage. Det handler udelukkende om selve byen og dens atmosfære. Og her slår ingen Ribe. Absolut ingen. Tillige betyder den turiststrøm, som Ribe især om sommeren må lægge gader til, at adskillige af byens forretninger sælger ting og mærker, som vi jyder ellers gerne skal helt over Bæltet for at finde. Det ER altså ret usædvanligt at finde kæmpestore udvalg af f.eks. Marimekko i en provinsby med under 10.000 indbyggere.

Og et julebesøg i Ribe inkluderer altid en frokost på en af byens utallige hyggelige restauranter. Så da det faktisk var flere år siden, vi sidst var på Quedens Gård, blev det dens tur i år. Vi blev heller ikke skuffede. Alt var, som det plejer at være. Og det er vel netop lige præcis sådan, man allerhelst gerne vil have det til jul!

Menuen er såmænd ikke væsentlig forskellig fra de fleste cafeer landet over–her er salater, burgere, pastaretter og alt det andet sædvanlige. Men det er usædvanligt veltillavet, lækkert og nydeligt at se på, smagfuldt at spise, og så er atmosfæren i de gamle lokaler bare helt fantastisk julehyggelig.

–Og det den bestemt også om sommeren. Selv om man der må kæmpe sig frem gennem alverdens turister, er Ribe bare hyggelig. Og god at spise frokost i!

 

Continue Reading

Michelin light.

Manfreds. Jægersborggade. KBH N.

Lige ovre på den anden side af gaden ligger storebror, Relæ, som har stjernen. Det ved de godt hos Manfreds, for det virker som om, de er noget så tilfredse med bare at være Michelin light og befinde sig i en helt anden såvel pris- som madssfære.

Hos Manfreds består en god frokost af 7-8 små retter, der tilsammen koster 295. De fleste er vegetariske og består egentlig fundamentalt af meget simple, urdanske ingredienser som kålrabi, bolchebeder, rødbeder, græskar, torsk, svinefilet, svampe, rødkål og syltede løg mm. Hver ret har sit smagstema og er kælet for i detaljerne. Der er ikke meget, men det, der er, er smagfuldt, anderledes og kreativt. Og selv relativt grovsultne kan sagtens blive mætte.

Udover de ind imellem udfordrende smagsoplevelser, er det også rigtigt rart at spise en frokost, der tager 2-3 timer. I alt fald hvis man har tid og befinder sig bedst indendøre på sådan en ruskende oktobereftermiddag. Man sidder også fint i det rustikke kælderlokale, som her i mørkets kvartal er rigtigt hyggeligt.

Trenden for tiden synes at gå mod de mange små, men kreativt velafbalacerede rettet. Så får man bare nogle flere af dem…. Jeg er ganske tilfreds med netop det tiltag, for personligt behøver jeg ikke blive stopmæt til burgerbristepunktet, tilligemed at det passer mig fortrinligt at prøve så meget som muligt. Det er der stor mulighed for på Manfreds, hvor det virker som om, det udelukkende er kokken, der på daglig basis gennemtænker, hvad han lige kunne tænke sig at servere for sine gæster. I alt fald var menuen også tydeligt inspireret af årstidens udbud.

Og har man mere tid i området, er Jægersborggade en sand foræring af små, kreative butikker, der mestendels handler med anderledes tøj og hjemmelavede karameller og brød. Tiden i rockernes jerngreb er for længst ovre, og nu er det bare, efter min mening, den rareste, mest spændende gade på hele Nørrebro. Eneste sorte plet på kortet er kokinden Fru Plum, der mener sig i stand til at afsætte sine nedfaldsæbler for 30 kr. kiloet. De ligner præcis dem, vi andre enten juicer eller slet og ret smider ud, og for en jyde gør det da ondt helt ind i det inderste kernehus, at nogle tåbeligheder med tilsyneladende penge nok forledes til at investere i den slags. De skal da være så evigt velkomne hjemme hos mig, hvor de kan opsamle adskillige kilo orm med mug på. Gratis.

Men Manfreds er et besøg værd…..

Continue Reading
1 2 3 6