Gourmetpizzaer.

Gorm`s Pizza i Magstræde, KBH.

Tv-kokken Gorm ( Fortvivl ikke, hvis han synes ukendt. Jeg kendte ham heller ikke!) har et lille pizza-spisehus inde i Magstræde, lige klods op ad det legendariske “Huset” og midt i det ældste København, hvor både huse og gader krummer–nogle gange lidt faretruende.

Her er rigtigt hyggeligt, og pizzaerne er virkelig gode. Som sådan er det ikke pizzaer på gængs take-away-alt-andet-end-italiensk-personale-overdænget-med-falsk-ost-måde. Der er tale om gourmetpizzaer med den dejligste, sprødeste bund, jeg nogensinde har fået. Jeg hører til dem, der meget selektivt spiser indmaden i en pizza og gerne lader enhver form for kanter ligge–eller fodrer hunden med dem. Men her var det en fornøjelse.

Derudover er selve fyldet også noget mere fantasifuldt end de gængse dåseananas og revne bov, forklædt som skinke. Der er virkelig kælet for ingredienserne, og smagen er så også derefter. Den der trykkende fornemmelse, man ofte får efter at have spist alt for megen fed vikarost, er overhovedet ikke en risiko herinde. Det hele mætter på en fin, velafbalanceret måde.

Hvis man er vant til discountpizzapriser, så er det selvfølgelig en smule dyrt, for en pizza koster mellem 130 og 160 kroner. Men det er absolut det hele værd! Og derudover sidder man i et enormt hyggeligt lokale i et lidt skævt hus midt i et af Københavns gamle kvarterer.

Continue Reading

Hofteatret på Christiansborg. En perle!

Det er sådan et sted, man skal vide findes. Og en stor oplevelse at komme ind i, når man så ved, det findes.

Inde på Christiansborg, over staldene ved ridebanen, ligger der faktisk et gammelt træteater fra 1767. Det er nu teatermuseum, men har været anvendt til teater helt op til 1881, hvor det efter en storbrand i et træteater i Wien sammen med samtlige træteatre i Europa blev lukket. Siden 1922 har her været teatermuseum.

Historiens vingesus hviler i den grad over stedet, hvor både Struense og Grevinde Danner sammen med den til enhver tid siddende monark ( og vedkommendes kone!) har været hyppige gæster. Selve teatersalen er i barokstil og vrimler derudover med morsomme, mange gange hånddrevne vindmaskiner og rekvisitter. Det er som at komme ind i en forgangen tid, hvor man egentlig mere gik i teatret for at BLIVE set end for selv at se, og det er utroligt nemt at forestille sig teatret i fuldt vigør med skuespillere og alskens guder fra maskinerne.

Der er en særlig stemning herinde. En stemning af ældgammel teaterromantik og selve scenens magi. Man kan simpelthen ikke undgå at blive fascineret. Og har man været på det pragtfulde gamle teater på Drottningholm Slot ved Stockholm, forundres man over, at vi i Danmark faktisk har et lige så flot og fantastisk af slagsen.

Jeg har slet ikke tjek på åbningstider, men det vil givetvis fremgå af nettet. Der er også ind imellem arrangementer af scenemæssig karakter derinde, og det kan man jo lige være obs på, for så får man ikke blot det vidunderlige gamle teater, men også en forestilling med i købet.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at andre mennesker, der har deres arbejdsgang på Christiansborg, måske ville have rigtigt godt af at forlyste sjæl og legeme i dette forunderlige lokale. For nogle sådan bare for at komme på andre tanker…….

Continue Reading

God mad.

Restaurant Chhat, Blåvand.

Egentlig er det det gamle forsamlingshus i Blåvand, hvor min kusines mand hævder, at han i sin barndom har gået til gymnastik. Det skal nok passe, for den gamle scene eksisterer stadig som en fin forhøjning, og rummet med højt til loftet og de gamle trægulve er en rigtig god nytænkning af at forsamle sig.

Denne gang bare til rigtig fin mad til fornuftige priser. Det er ikke gourmetsegmentet, der skal køre her ind forbi, men de, der er sultne efter en gedigen, god frokost af fine råvarer. Her er et fint udvalg af gode frokostretter, og priserne er absolut også til at forholde sig til. Betjeningen er sød og ordentlig, og lokalerne er lyse og venlige.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser frokost her! Også selv om de tilsyneladende har lidt stavevanskeligheder eller har haft et H i overskud.

Continue Reading

Fantastisk vietnamesisk mad.

La Lua, Frederikssundsvej, København NV.

Inde bag ved dette uhyre beskedne ydre gemmer der sig en lille, kulinarisk perle. Af den slags, man virkelig nemt overser, fordi bygningen rent ud sagt er røvtrist og uspiselig, og restauranten i sit ydre look er overvældende beskeden.

Her råder en hel storfamilie med yngste generation som serveringspersonale og den ældre i køkkenet. Og det virker umiddelbart som en fortrinlig fordeling, for sjældent har jeg fået så venlig, smilende ( læs: i modsætning til slesk!) og velkvalificeret betjening og så ny- og veltillavet mad. Det er hjemlandets køkken, der specialiseres i, og det gøres der altså adskillige niveauer over grillbarnormen. Selvfølgelig mest ris-, nudel- og supperetter–men hvilke retter!

På asisatiske restauranter synes jeg næsten altid, der sker uhyrligheder overfor krydderierne. Enten er maden så stærk, at man lige så godt kunne have slugt en mindre ildebrand, eller også har kokken, af misforstået hensyntagen til sarte, europæiske ganer, totalt udeladt enhver form for smagsingredienser over saltniveau. Det er ikke tilfældet her. Her SMAGER maden af noget, og de utallige grøntsager og frugter, som også blandes i den, smager i den grad alle af sig selv. Det er en fornøjelse.

Prisniveauet er udsøgt lavt. Omkring 100 kr. for en hovedret, som gerne er så omfangsrig, at selv særdeles sultne kan blive mere end mætte.

Og så er det jo altid en god ide, når man er på asiatiske restauranter, hvor alting serveres i små skåle med ris til, at bestille et antal retter, som alle kan dele og smage. Den allerbedste ide er at lade tjeneren råde, for han/hun ved så udmærket, hvor restaurantens styrker og svagheder ligger, samt hvordan et passende varieret måltid skal sammensættes. Det gør asiaterne selv, og jeg er fuldstændigt enig i deres åbenlyse forbavselse over mange danskeres ejermentalitet i forhold til “min mad, som jeg selv vælger og ikke vil dele”.

I denne restaurant bør man i alt fald smage så meget som muligt. Eller komme igen. Det vil jeg helt sikkert gøre.

Continue Reading

København. NV.

Hvis man er på brækstadiet over Strøget og diverse, fuldstændigt ens udseende, tilstødende gader, hvis man gerne vil føle sig sådan en lille smule i “udlandet”, hvis man elsker det frie, kreative, anarkistiske initiativ og inderst inde længes lidt efter en stemning af ren Klondyke—–så er det bare med at tage S-toget til Nørrebro og bevæge sig nordpå fra Nørrebro Station.

Her begynder NV nemlig. Et udskældt, lavstatus, økonomisk trængt, anarkistisk, etnisk meget udansk kvarter–men også her, hvor den såkaldt kreative klasse er ved at flytte hen. Altså dem, nogle også kalder Firstmovers, og som såmænd nok er flyttet igen, når resten af befolkningen endelig får øjnene op for denne vildt charmerende bydel.

Her er små etniske butikker, med alt fra KBHs største udvalg i tørklæder, eksotiske frugter, skrammel på snart sagt ethvert sprog, en overrepræsentation af slikforretninger og masser af billige restauranter fra hjemlande, man oftest udelukkende har hørt om. Her er små værksteder i charmerende baggårde og kunstnere, der bare på stedet har taget initiativ til det, de nu havde lyst til. Det sidste udmønter sig i områder som Containerbyen (billedet), hvor kreative sjæle arbejder med alt fra filmproduktion til små cafeer i containerne. Eller måske en blomstrende storbyhave midt i ingenting. Kunstnergruppen Superflex har lavet den spændende korridor/plads Den Røde Plads, hvor der er opstillet ting fra hele verden, bl. a. palmer, kinesiske skakspil og arabiske mosaikker. I øvrigt lige ved siden af Nørrebrohallen, hvor der garanteret er enten loppemarked eller lagersalg af mærkevarer hver eneste weekend.

Det vrimler med aldeles ufancy cafeer. Af den slags, hvor man bare har flyttet de forhåndenværende søm ind i en tom butik og så serverer det bedste, man har eller kan. F.eks. i nedlagte blomsterforretninger og ismejerier–gerne til en pris, hvor absolut alle kan være med, mens de drikker af umage kopper, placerede på lige så umage møbler.

Fik man bind for øjnene og propper for ørene, før man blev sat af i dette kvarter, ville man nok umiddelbart gætte på, at man befandt sig i Londons East End. Før East End blev alt for fancy, forstås. Der er ikke så forfærdeligt mange af rent, lysblondt, nordisk udseende, og dansk er måske heller ikke det allermest udbredte, lokale sprog, men hvor ER her dog livligt, mangfoldigt, kreativt og tolerant.

Så se at komme derud i en fart. For den nye metro er godt på vej, lejlighedspriserne stiger, hipsterne er i den grad flyttet ind, så det er desværre kun et spørgsmål om tid, inden den lille Klondykelomme bare ligner alt det andet. Mange siger, at det er som Vesterbro for 25 år siden, og hvis det er sandt, kan man jo fuldstændig konkret regne på, hvor mange år den jublende skaberglæde får lov at trives, inden det hele bare ligner Sønder Boulevard. (Ikke, at der er noget i vejen med den, men ligefrem anarkistisk kan man vel næppe kalde den mere!)

Jeg skal i alt fald ud og trave NV tyndt og igennem. Dybt forelsket.

Continue Reading

Internationalt marked.

Der er internationalt marked i min by i denne uge.

Eller er der?

Det giver et fantastisk liv i en ellers halvdød, lettere småslumrende provinsby, når markedet en gang om året kommer til byen. Udover enkelte besynderligheder fra det nordligste Finland og lettisk hjemmestrik til koldere tider, drejer det sig nærmest udelukkende om fødevarer. Især oste. Hvad det så end skyldes. Der deles også gavmildt smagsprøver ud, selv om gavmildheden har sin absolutte grænse, når der skal betales for eksotiteterne. Jeg kan i alt fald sagtens blive lidt halvmæt på sådan en slentretur mellem boderne–især hvis jeg både går op og ned ad den ikke specielt lange gågade. En tre-fire gange.

Men der er nu et par ting, der ligesom undrer mig lidt. Den første er priserne. Hold da op, hvor er det dyrt, og hold da lige endnu mere op, hvor min vanlige ostemand ville skamme sig, hvis han tog det samme for, hvad der for mig ligner den samme Gorgonzola. Han ville i øvrigt nok heller ikke sælge noget. Men når det nu er internationalt det hele, så tror vi da alle på, at netop den Gorgonzola er født, opvokset og kælet for på italiensk på støvlens sletter og desuden har kostet en større lastbil at få herop. Ligeså med den autentiske, hollandske gouda. Den kan min ostemand godt og snildt vinde en priskonkurrence på. Men når vi nu tror på, at alle disse omrejsende handlende sælger den absolut autentiske og genuine vare, så anser vi vel overprisen som betaling for en smule af sydens sol og varme.

Den anden er, at det der med det internationale godt nok passer. Det gør nationaliteterne desværre bare ikke. De er tilsyneladende blevet forbyttet undervejs i dette omrejsende madcirkus. Som nu ham, der nærmest iført et jakkesæt af Union Jack tilbød mig smagsprøver af sin fudge på et noget gebrokkent engelsk. Jeg forsøgte at forklare ham på engelsk, at jeg inderligt hader fudge og alt dens væsen, men det forstod han ikke. Hvorefter han på noget, der lød som italiensk i mine ører, spurgte sin makker om, hvad den besynderlige dame mon sagde og på hvilket lige så besynderligt sprog. Det var der, min fudgeverden ramlede! Og jeg begyndte at lytte. Til de belgiske bagere, der indbyrdes var nødt til at snakke pidginengelsk, de italienske skinkemænd, der præsterede noget i samme skuffe, og de hollandske ostemænd, der i øvrigt snakkede et fremragende dansk. Sådan lidt med den slags udprægede, midtjyske accent, jeg umiddelbart vil placere hos indfødte mellem Århus og Randers.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at markedet er internationalt. På præcis samme måde, som omrejsende cirkus er det. Der er forfærdeligt mange nationaliteter indblandet, og ligesom cirkusfolk tager de vel en sæson ad gangen og rejser rundt med deres egen, spiselige version af den skæggede dame. Verden vil jo stadigvæk bedrages. Og jeg er da noget så sikker på, at de griner hele vejen hjem til vinterhiet over, at vi pungede ud til deres vildt eksotiske varer, fra deres vildt eksotiske lande. Altså dem, de fleste af dem næppe nogensinde overhovedet har set.

Pyt! Det giver liv i en hensygnende udkantsby. Vi skal bare nyde det, lukke ørerne for, hvordan de taler, betale overpriserne og nyde den eksotiske mad.

Ellers måske slå et slag omkring den lokale ostemand på vejen. Han er både billigere og taler præcis, som de gør nord for Vejle. Han påstår så heller ikke andet!

Continue Reading

Når man bliver glemt.

Yngstesønnen er hjemme på kort visit, så der skulle ske en lille smule. Hernede falder valget tit på det store udland dernede syd for grænsen, hvor man så samtidig har en forfærdelig god undskyldning for at gå akut amok i E-stoffer.

Og så skulle vi ud at spise lidt frokost. Fandt restaurant, fik bestilt. Så vidt, så godt. Få sekunder efter stod drikkevarerne på bordet. Og så begyndte den lange venten ellers. Først er man tålmodig og undskylder med den smule travlhed, der vitterlig var. Så bliver man utålmodig og finder sig selv med øjnene fast klæbet til køkkenregionerne. Så bliver man både sur og utålmodig og begynder at vrantne lidt. Også fordi man både er sulten og ligesom har vendt alt det, man nu vender sammen, når man venter på mad.

Efter tre kvarter går sulten over optugtelsen, og man tager lidt tilløb til at spørge servitricen på tysk, om den mad ikke snart kommer. Det, viser det sig, gør den ikke, for hun har fuldstændigt glemt ens bestilling, som hun ellers møjsommeligt skrev ned. Der er ingen mad på vej. Skal vi have noget at spise, er vi slået helt tilbage til start. OG har drukket vores sodavand.

Vi laver alle fejl, og det er tilgiveligt, omend irriterende. Men da jeg i min ungdom arbejdede mig gennem adskillige restauranter, pubber og andre severingssteder, var reglen, at lavede man fejl og glemte bestillinger, var drikkevarer med den allerstørste naturlighed, og med et undskyldende smil, på huset. Jeg har også senere været ude for selvsamme naturlige, uskrevne regel på de (få) steder, hvor en sådan fejl med min bestilling er sket.

Men ikke her! Hun beklagede halvhjertet og spurgte så, om vi ville bestille igen. Vi påpegede, at vi i så fald forventede, at vi fik nye sodavand til maden, hvilket hun særdeles kategorisk afslog. Det var så der, vi betalte ( uden så meget som en cent i drikkepenge!) og gik!

Måske er det mig, der stadig lever på forældede restaurationsnormer indenfor høflighed og kundepleje? I alt fald mistede hun to potentielle, fremtidige kunder, og jeg hvæsede også olmt Tripadvisor, da vi gik. Men det hørte hun nok ikke!

 

Continue Reading

Om national stolthed.

Der findes en del variationer af national stolthed, og ikke alle er lige frugtbare. Det er dog en helt anden diskussion. Hvor uenigheden givetvis vil blomstre.

Men heldigvis er der også den form, der direkte affødes af at se, hvad vores lille land egentlig kan i udlandet. Af at føle en stor, rig, indre stolthed over, at vi i den grad kan noget med møbler og design, som både er unikt og samtidig særdeles populært i udlandet. Som nu Fredericia Møbelfabrik, som i årevis har produceret danske møbelklassikere, og som bare har så fin og tiltalende en udstilling på verdens største møbelmesse. Vel at mærke en møbelmesse, der fylder 22 velvoksne udstillingshaller og et areal på størrelse med en mindre provinsby.

Så får man sådan en lyst til at stille sig op med et lille skilt, der tilkendegiver, at man altså (også) er dansker. Ikke for decideret at stjæle af opmærksomheden, men fordi det er rigtigt meget værd for en selv at være dansker, når vores land repræsenteres så smukt.

 

 

Continue Reading

God mad i baggården.

Cafe Jens Otto. Randers.

Cafeen gør sig stor umage for at ligne en italiensk baggård med malerisk vasketøj, grønne planter og ternede duge. Samtidig er den opkaldt efter et af byens nok mest kendte bysbørn. Og hvad de to ting umiddelbart har med hinanden at gøre, har jeg virkelig ikke fattet endnu. Det er måske heller ikke meningen.

I grunden er det også så uendeligt ligegyldigt, for det vigtigste er vel maden og atmosfæren. Og maden er rigtig god til absolut forståelige priser. Prøv salaten med laks og rejser, som en en super frokostret, der mætter på den der ikke-tyngende måde–og smager godt. Det er sådan en ret, der er snakke-venlig. Man skal ikke bøvle rundt med bestikket og skære og file. Gaflen kan få det hele til at glide ind i nogle snuptag.

Og selv om det er sådan lidt forvirrende at sidde i en fake-italiensk-vasketøjs-baggård midt i Randers, så er det altså også ret hyggeligt. Ikke mindst pga. det venlige personale. Det er sådan et sted, man sagtens kan falde forbi igen til god mad og pensionistvenlige priser.

Continue Reading

Både for maden og for udsigten.

Færgekroen. Hadsund.

God, gedigen, gammeldags kromad og en af de bedste udsigter, der findes til skov, fjord, bakker og dansk provinsby.

Hvis man alligevel er på de kanter, så er Færgekroen et rigtigt godt bud på en forsvarlig omgang god og veltillavet mad. Prisen er absolut forståelig, og udsigten er endda helt gratis. Selvfølgelig flottest, når skoven står i fuldt flor, men sådan en stormomsust forårsdag kan nu også noget.

Det skinner med al tydelighed igennem, at stedet har virkelig tætte forbindelser til Trip Trap, men kan man lide det firmas maritime, ternede stil, så kan man i den grad få sin lyst stillet. De er, om man så kan sige, gået overordentligt seriøst i Trip Trap mode på stedet.

Men prøv at dumpe ind. Her er altid god mad og gedigen udsigt.

Continue Reading