Guldsøstre

Under sejlet. Åbenrå havn.

På årets første tilnærmelsesvist forårsagtige dag er der rart ved stranden i Åbenrå. Koldt, lidt blæsende, men himlen er høj, hundene lufter deres mennesker i hobetal og udsigten er flot ud over fjorden, hvis man ellers kan abstrahere fra Enstedværket. Og det bliver man jo nødt til.

Under et helt bogstaveligt sejl ligger så restauranten Under sejlet. Det har den gjort længe. Jeg har bare aldrig været der før, og det kan jeg da kun fortryde med tilbagevirkende kraft. Ikke at menukortet byder på de store overraskelser, for her er de obligatoriske burgere, Pariserbøffen og stjerneskuddet, men her kommer de alle i deres mest ærlige udgaver. Med ordentligt brød, kød uden tilsæt af underligheder, friske grøntsager, friske fisk og en yderst behagelig mangel på tilsyltning af alt i Thousand Islands. Sidstnævnte burde aldrig have været klassificeret som fødevare, og opfinderen burde skamme sig for evigt.

Og så kan man sidde her med den mest vidunderlige udsigt og blive betjent af en af de sødeste servitricer, jeg er stødt på længe. Jeg har altid været lidt misunderlig på folk dernede, der sådan har en fin strand lige midt i byen, og når man så sidder her, får man pludselig sådan nærmest en aktie i al den strandoverflod. Ydermere er priserne særdeles spiselige–for nu at blive i terminologien. Hvilket da også gjorde, at der sådan en helt almindelig hverdag var temmelig mange mennesker, der nød foråret, udsigten, den venlige betjening og den gode mad.

Det er ikke sidste gang, der bliver pitstop lige netop under DET sejl.

Restaurant Herregårdskælderen, Sønderskov Slot ( ved Askov/Brørup/Vejen).

Det er ikke sådan et sted, man hverken falder over eller falder tilfældigt ind. Det er nødvendigt at vide, at det er der, og selv med den viden i baghovedet kan man fristes til at blive en smule bekymret, når man sulten rager rundt ud på meget, meget små og snoede veje ude i midten af det rene ingenting. Det er så kun et spørgsmål om at blive ved, indtil den imponerende hovedbygning på Sønderskov Slot pludselig rager op i det flade landskab, for så mangler man kun lige krydse den gamle voldgrav for at være fremme.

Restauranten holder til i den ældgamle kælder, på stenet guld, med et loft båret af de utroligste gamle egeplanker, med buede hvælvinger og med et grundprincip om, at alting bør være så skævt, det kan blive indenfor rimelighedens grænser. Det er utroligt hyggeligt, meget autentisk, og den levende ild i det ene hjørne gør bestemt ikke oplevelsen mindre.

Og maden! Til frokost kan man få 3 små retter, nærmest en slags udvidet tapas, efter kokkens smag og humør. I dag var kokken tilsyneladende i sprudlende godt humør, for vi fik Fanølaks med grøntsagsterrine, bagt torsk på skorzonerødder og oksemørbrad med svampe. Alt sammen med lækkert brød til, formedelst 130 kroner. Det var en nydelse, en fornøjelse og en fuldstændig mættelse. Tænk, at man kan servere så god, enkel og velsmagende mad for så lille et beløb og alligevel både tage råvarer, mad og gæster særdeles seriøst. Oven i købet havde de en tjener, der passede til stedets atmosfære af gammel herregård og stor madkunst. For selv om jeg generelt krymper mig ved at blive kaldt “Frue”, så var det næsten det eneste, man kunne kalde mig i de omgivelser.

Sønderskov Slot huser også et museum, som dog har vinterlukket indtil i morgen. Den havde vi ikke lige undersøgt tilstrækkeligt godt! Anyway, så er et besøg på museet jo et særdeles kærkomment alibi for at tage derop igen. For det skal vi! Sjældent finder man et sted med så megen hygge, så venlig betjening, så god mad og så næsten uforståelige priser!

I øvrigt er der ikke langt ind til Vejens hyggelige kunstmuseum. Det er overskueligt, velindrettet i smuk, gammel bygning og huser især billedhuggeren Hansen Jacobsens fantastiske og voldsomme værker og en imponerende samling keramik med en Saltovase, der er så smuk, at den nærmest er ubeskrivelig. Ofte har de også udstillinger med Ingrid Vang Nymans tegninger, for Pippis visuelle mor var fra Vejen og gik i helt andre retninger end det margarinedynasti, hun ellers var ud af. Og uden hende var der ingen af os, der havde vidst, hvordan Pippi så ud!

–Men Sønderskov Slot er et af de bedste steder, jeg har spist ude i meget lang tid! Så det var godt, vi fandt det.

Børkop Vandmølle, Børkop.

Der er så hyggeligt derude på landet. Også i en julemåned, hvor sneen absolut ingen intentioner har om at drysse bare til husbehov. Så selv i dette evindelige, ustoppelige regnvejr og dage, hvor det aldrig bliver helt lyst, er der hyggeligt ved og i Børkop Vandmølle. Både udendørs, men sandelig også indendørs i de gamle stuer, hvor der dufter af nostalgisk jul på landet.

Og maden er sandelig også god. Sådan gammeldags god med lidt nytænkning som pynt. Når det er næsten jul, går jeg som regel i rødspættefilet. Især når den er med hjemmebagt brød og hjemmerørt remoulade, for der findes faktisk remoulader ( ikke i tuber, dog!), der næsten når op på siden af en god, engelsk tartaresauce. Næsten, altså kun. Og når der så står sort på hvidt, at spætten er pandestegt, så er jeg solgt til tanken om smørstegt fisk. For paneret fisk skal steges i smør og intet, absolut intet, andet.

Så det var en stor skuffelse, at min fisk decideret ikke havde været i nærheden af et smørprodukt. Jeg mener, der var flot, nydelig og vanvittigt spiseligt garniture med samt det bedste brød, jeg længe har fået. Hvorfor i alverden så dog sløse på fiskefronten? Det klædte absolut ikke alle de andre lækre ting på tallerkenen, og hvor stor en omvej er det egentlig at vende sin fisk i en smule smør? Når man både gider at hjemmerøre sin remoulade, skære sine lækre grøntsager i fine former, bage sit eget brød og anrette til mundsavl? Det er en skam, og, for de, der ind imellem morer sig over Vera Grus /Scrooge (for her er stjålet med arme og ben fra Dickens): rent HUMBUG! Det kan man ikke være bekendt!

Anyway, så er der jo omgivelser der vil noget, også udenfor selve nærområdet. Personligt er jeg dybt fascineret af Brejning, som er et af de smukkeste steder, jeg kender. Det er forfærdeligt at tænke på, hvordan der har været i de statelige bygninger for blot få år siden, da man ikke behandlede de såkaldt ( med datidens ord) åndsvage som rigtige mennesker. Men også tankevækkende, at alle de smukke, smukke bygninger med deres imponerende ydrer har været med til at dække over betændte indre forhold. I dag står de dog og stråler ned langs den vidunderlige bakke med skoven, og kan man fortrænge ( ikke glemme, for det må vi aldrig!) fortidens synder og uvidenhed, er Brejning et helt vidunderligt sted.

Og når man så alligevel er der, er Børkop Vandmølle et godt frokoststed. Men helst med smør……

Quedens Gård, Ribe.

Det er absolut ingen nyhed eller et sted, der på nogen mulig måde har forandret sig, der lige skal præsenteres her. Quedens Gård ligner sig selv, hvilket også betyder, at maden er god og relativt billig, og atmosfæren er den gode, gamle, der oser af hygge og jul i Ribe.

De seneste år har Ribe slået sig op på at afholde selveste Peters Jul–altså ham fra bogen. Umiddelbart kan jeg ikke se forskel julemæssigt til alle de andre byer, der kappes om at blive Danmarks juleby nummer et, men samtidig må det vel konstateres, at samtlige andre byer er ude i unfair konkurrence, for intet andet sted i Danmark er der så hyggeligt i juletiden som i Ribe. Det handler ikke om at pynte gevaldigt op, om at vælge det nostalgiske tilsnit og om nisser, engle og anden staffage. Det handler udelukkende om selve byen og dens atmosfære. Og her slår ingen Ribe. Absolut ingen. Tillige betyder den turiststrøm, som Ribe især om sommeren må lægge gader til, at adskillige af byens forretninger sælger ting og mærker, som vi jyder ellers gerne skal helt over Bæltet for at finde. Det ER altså ret usædvanligt at finde kæmpestore udvalg af f.eks. Marimekko i en provinsby med under 10.000 indbyggere.

Og et julebesøg i Ribe inkluderer altid en frokost på en af byens utallige hyggelige restauranter. Så da det faktisk var flere år siden, vi sidst var på Quedens Gård, blev det dens tur i år. Vi blev heller ikke skuffede. Alt var, som det plejer at være. Og det er vel netop lige præcis sådan, man allerhelst gerne vil have det til jul!

Menuen er såmænd ikke væsentlig forskellig fra de fleste cafeer landet over–her er salater, burgere, pastaretter og alt det andet sædvanlige. Men det er usædvanligt veltillavet, lækkert og nydeligt at se på, smagfuldt at spise, og så er atmosfæren i de gamle lokaler bare helt fantastisk julehyggelig.

–Og det den bestemt også om sommeren. Selv om man der må kæmpe sig frem gennem alverdens turister, er Ribe bare hyggelig. Og god at spise frokost i!

Manfreds. Jægersborggade. KBH N.

Lige ovre på den anden side af gaden ligger storebror, Relæ, som har stjernen. Det ved de godt hos Manfreds, for det virker som om, de er noget så tilfredse med bare at være Michelin light og befinde sig i en helt anden såvel pris- som madssfære.

Hos Manfreds består en god frokost af 7-8 små retter, der tilsammen koster 295. De fleste er vegetariske og består egentlig fundamentalt af meget simple, urdanske ingredienser som kålrabi, bolchebeder, rødbeder, græskar, torsk, svinefilet, svampe, rødkål og syltede løg mm. Hver ret har sit smagstema og er kælet for i detaljerne. Der er ikke meget, men det, der er, er smagfuldt, anderledes og kreativt. Og selv relativt grovsultne kan sagtens blive mætte.

Udover de ind imellem udfordrende smagsoplevelser, er det også rigtigt rart at spise en frokost, der tager 2-3 timer. I alt fald hvis man har tid og befinder sig bedst indendøre på sådan en ruskende oktobereftermiddag. Man sidder også fint i det rustikke kælderlokale, som her i mørkets kvartal er rigtigt hyggeligt.

Trenden for tiden synes at gå mod de mange små, men kreativt velafbalacerede rettet. Så får man bare nogle flere af dem…. Jeg er ganske tilfreds med netop det tiltag, for personligt behøver jeg ikke blive stopmæt til burgerbristepunktet, tilligemed at det passer mig fortrinligt at prøve så meget som muligt. Det er der stor mulighed for på Manfreds, hvor det virker som om, det udelukkende er kokken, der på daglig basis gennemtænker, hvad han lige kunne tænke sig at servere for sine gæster. I alt fald var menuen også tydeligt inspireret af årstidens udbud.

Og har man mere tid i området, er Jægersborggade en sand foræring af små, kreative butikker, der mestendels handler med anderledes tøj og hjemmelavede karameller og brød. Tiden i rockernes jerngreb er for længst ovre, og nu er det bare, efter min mening, den rareste, mest spændende gade på hele Nørrebro. Eneste sorte plet på kortet er kokinden Fru Plum, der mener sig i stand til at afsætte sine nedfaldsæbler for 30 kr. kiloet. De ligner præcis dem, vi andre enten juicer eller slet og ret smider ud, og for en jyde gør det da ondt helt ind i det inderste kernehus, at nogle tåbeligheder med tilsyneladende penge nok forledes til at investere i den slags. De skal da være så evigt velkomne hjemme hos mig, hvor de kan opsamle adskillige kilo orm med mug på. Gratis.

Men Manfreds er et besøg værd…..

Domestic, Mejlgade, Århus.

Det er ikke så tit, jeg spiser på Michelinrestaurant. For nu at være helt ærlig, så har jeg kun gjort det en gang før, og det var i New York for snart mange år siden. Jeg mindes det dog stadig!

Men i går var jeg ude at formøble et halvgammelt gavekort til en af slagsen. Det var meget dyrt (trods gavekort!), og det var meget, meget dejligt. Faktisk var det så stor en oplevelse, at jeg kraftigt overvejer at gentage den. Når jeg, med tiden, har fået sparet sammen til det.

Mine væsentligste indvendinger mod Michelinrestauranter har altid været, at de var for dyre for en trekvartgammel husmor, der da sagtens kan lave sin mad selv. Og som derudover nødigt vil indrømme, at hun nok slet ikke forstår, eller forstår at værdsætte nydelsen af grøftekantens udbud og diverse marinerede insektfamilier. Tilligemed at man vel altid er bange for at falde seriøst udenfor i miljøer, der er relativt ukendte: holde gaflen forkert, have det umulige tøj på, ikke kende forskel på to væsentlige afarter indenfor havtorn eller være ude af stand til diskutere aromaen i juice de whatever tilstrækkeligt.

Sådan var det ikke! Jo, det var dyrt, men absolut usnobbet og bare rart, venligt og imødekommende. Sådan på ” føle-sig-hjemme”-niveau. Lokalet er særdeles rustikt, men på en charmerende, hyggelig måde. Og personalet–som det nærmest vrimler med–er smilende, venlige (ikke sleske!) og meget opsatte på at formidle den mad og de drikkevarer, som man kan mærke, at de brænder for.

Man starter med at få 8 små, eksperimenterende snacks og kan derefter vælge mellem en 4- eller 8-retters menu. Som tilbehør kan vælges mellem afstemte vine eller afstemte juicer. Det sidste er et stort plus for mennesker, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at drikke alkohol. De 8 snacks er helt klart køkkenets innovationsafdeling, for her leges med nye smagsoplevelser og sammensætninger. Her lades ingen grøftekant, strandbred eller i forvejen kendt spiselighed i stikken, men alt kombineres på den allermest kreative måde. Der var godt nok mange ting, jeg ikke lige havde indset som enten spiselige eller sammensættelige, men det hele gik i den grad op i en større enhed rent smagsmæssigt. Sikke et arbejde at stå og rense, riste, røre, stege, marinere og kreere de små kunstværker af smag og kunstnerisk indtryk.

Hovedretterne er ikke store. Men de er et orgie af smag og–igen–kreativitet. For os, der er opdraget i kaskader af brun og opbagt sovs, og som senere, som klar reaktion, bare har lagt sovsen bag os, er det en oplevelse, en åbenbaring, at sovs kan være så meget andet og nøje tilpasses en ret, så den ikke blot dækker–men indlysende supplerer. Hovedværket blandt alle de små mesterværker var tydeligt krondyret. Det var værd at skyde Bambi for! Ydermere var såvel vine som juicer–igen–nøje afstemte med retternes smag samt–vi er vel i Michelinklassen!–farve! Personligt har jeg aldrig fået juicer i den klasse. Jeg havde nærmest helt ondt af de, der havde valgt at drikke vin til.

Det tog godt 3 timer at komme igennem det hele. Hele tiden under kyndig, venlig, usnobbet, århusiansk vejledning af søde tjenere. Selv om restauranten sådan en fredag aften var helt fyldt op, var der service i særklasse til alle. I øvrigt bestod alle af en skønsom blanding af folk, som de nu engang ser ud på gaden. Befriende frit for de lokale Karl Smartpralere, men i stedet en aldersmæssig stor variation af folk, der bare ville have en madmæssig oplevelse uden af den grund at iføre sig festtøj og store armbevægelser.

Det hele løb op i cirka 1000 kr. pr. person. Og det ved jeg da godt, hvad man ellers kan få for samt hvor længe, jeg ville have kunnet leve for. MEN dette var en fantastisk oplevelse, et unikt indblik i madkunstens store scene, hvor jeg ellers ikke ret tit kommer. Jeg er helt sikker på, at jeg så småt begynder at spare sammen til endnu en oplevelse af samme kaliber. Og selvfølgelig hjælper det da gevaldigt med et gavekort også. Dem vil jeg ønske mig nogle flere af……

Samt kraftigt anbefale, at man prøver det!!

Sønderbro købmand. Ved Nokken, Amager.

Det er et af de mest folkelige steder, jeg nogensinde har spist. I nærmest alle ordets betydninger. Og maden er god. Rigtig god. Dertil er den billig. Der er ikke mange steder udenfor Asien, det kan lade sig gøre at spise sig mæt i en lækker indisk ret for 35 kroner. Og det siges, at smørrebrødet sammesteds har præcis samme kvalitet–og pris.

Det, man egentlig skal gøre, er at trave sig dejligt sulten i kolonihaveforeningen Nokken. Nokken er sådan et sted, hvor årene er gået lidt sporløst hen rent designmæssigt, hvor alternativt gør-det-selv og genbrugsmaterialer af enhver art har fantastiske vilkår, hvor knopskydning er en præmis, hvor man kan opleve ren og uforfalsket Klondyke-stemning, og hvor det siges, at man udelukkende kan komme til et hus ved at arve det. De sælges efter sigende ikke, og hvis de en sjælden gang gør, er salgsssummen skyhøj og mestendels bygget på nepotisme. Det sidste er træls–det første forståeligt, for hvis man er kommet til et hus i denne skønne del af København, kun få kilometer fra Rådhuspladsen, så bør man være taknemmelig. Meget taknemmelig.

Sønderbro købmanden ligger for enden af en vej, hvorfra man ikke kan komme længere. Her ender verden. Og her ender rigtigt mange lokale beboere og forbipasserende. Selvfølgelig er her et lille udvalg af dagligvarer til stedets fastliggere, men allermest lever de nok af dagens ene, varme ret og smørrebrød. Både ud af huset, sådan for alvor og i papæsker til afhentning, men også udenfor huset, hvor der findes masser af godt brugte, charmerende bord-bænkearrangementer, som man kan slå sig ned på. Jeg tror også, at dømme efter hvad jeg sådan ved selvsyn kunne konstatere, at de sælger en god portion drikkevarer. Ikke bare som akkompagnement til maden. Så her er meget folkeligt. Meget. Og på den gode måde.

Men den der indiske kyllingeret med indbygget efterfølgende stortørst var mindeværdig. Hvor går man ellers hen og får sådan en for 35 kroner? Og hvor sidder man ellers, få kilometer fra Rådhuspladsen, i strålende sol og hyggeligt selskab og nyder den midt i alt det grønne? Oven i købet med egen skål til hunden?

Det kan anbefales, men husk lige traveturen gennem Nokken først. Det må være her, de herrer Clausen og Petersen gik en tur, mens de i sin tid skrev en lille sang til Eva Madsen. Her nemlig er sus og dus på det private initiativ….

Restaurant Bies Gård, Hobro.

Der er utroligt hyggeligt inde i de mange gårde i det gamle bryggeri i Hobro. Stilen fra dengang, der virkelig blev brygget øl her, er holdt meget gennemført, og man føler sig hensat til  en travl arbejdsplads for mange år siden. Ikke mindst brostenene og de restaurerede industribygninger øger hyggen her mellem alle de gamle huse, som nu anvendes til alle mulige kreative og rekreative formål.

Midt i det hele ligger restauranten, som er et godt bud på en frokostoplevelse. Der er både udendørs og indendørs servering, og i denne såkaldte sommer er det nok en klar fordel. Det indendørs lokale er stilrent og holdt i lyse farver, og maden svarer egentlig ganske pænt til det moderate og rene look. Der er ikke mange frokostretter at vælge imellem, men de, der er, er gode, pæne, varierede og velsmagende. Og prisen er også i samme moderate ende.

Det er absolut et rart, fredeligt og hyggeligt sted at indtage sin frokost og samtidig indsnuse atmosfæren fra fortidens travle brygning. Os, der var unge her omkring, husker stadig deres store ( og jeg mener STORE) hit med 1 liters ølflasker, som var et scoop dengang, det overhovedet ikke drejede sig om smagen, men udelukkende om virkningen. Og i dag er trækasserne til samme øl i øvrigt noget af et samlerobjekt.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan på regelmæssig basis kommer forbi Hobro til frokosttid, men alligevel er det helt rart at vide, at her findes et rigtigt hyggeligt, godt sted, som kan anbefales.

Jacobs Fiskerestaurant, Havnen i Sæby.

Under navnet Jensens Fiskerestaurant var den vist nærmest landskendt i Jylland. Men så var der en anden Jensen-restaurant, der mente at have patent på et af Danmarks allermest almindelige efternavne, og så blev den pludselig til et fornavn og flyttede nogle hundrede meter hen ad kajen.

Men det er stadig den samme megabuffet, og det er stadig de samme ret uforståelige priser. Uforståelige forstået på den måde, at 150 kroner for at torskespise sig overmæt ( når man nu ikke kan styre den slags og derfor ikke bør komme der alt for ofte!) i enhver form for lækker, og lækkert tilberedt, fisk, bestemt på ingen måde er vanvittigt. Det er i stedet ret uforståeligt billigt.

Her er simpelthen alt, hvad det grådige fiskehjerte kan begære. Man svømmer, bogstaveligt talt, i fisk. Fra den gængse rødspættefilet med hjemmelavet remoulade over et orgie af sild i alle afskygninger og i enhver tænkelig lage, til rejesalater en masse og store krabber og jomfruhummere, som man sagtens kan bruge særdeles megen tid til at demontere. Ikke altid med kød som resultat! Her er også de mere utraditionelle fisk ( for vi danskere er meget traditionelle, når det kommer til vores fisk), og faktisk smager kulmule med mango og en torskefisk i citronsovs yderst delikat. Derudover er her lækre salater, så salatfreaken i den grad skal passe på ikke at spise sig mæt i coleslawen her blandt alle fiskene.

Eneste klagepunkt er det ledsagende brød, som er en smule kedeligt og sagtens kunne optimeres. Omvendt når i alt fald jeg altid til et punkt undervejs i en buffet, hvor jeg simpelthen må gå brødflov for overhovedet at nå igennem så meget som muligt af alt det andet. Det gjorde bestemt ikke ondt denne gang! Det kan gøres meget, meget bedre.

Selv om der selvfølgelig skal opbygges en forfærdelig masse koncentration omkring at nå gennem alle delikatesserne samt udøves indre logistik omkring mavekapacitet for at nå så meget som muligt, så er der faktisk også ydre omstændigheder, der klart tæller opad. Udsigten over Sæby Havn er fortrinlig–her sker en masse, både på land og til vands.

–Og er man på endnu mere fattigrøvstur, eller bare mindre sulten, så har samme sted ( dog lidt længere henne ad gaden) et godt hul i husmuren, der langer mere grillbaragtig fisk ud i stride strømme. Her kan jeg give min fulde anbefaling til både fiskefiletter og scampi/indbagte rejser. For her i huset byder sommeren altid på en tur i fisk i Sæby, og det er en tradition, der er værd at bibeholde. Jeg glæder mig allerede til næste år!