Guldsøstre

Før i tiden var det påskefrokosterne. De store, de våde og de næsten uoverkommelige, rent madmæssigt. De kunne vare godt og vel halve dage at indtage og sikkert adskillige flere dage for dem, der skulle forberede dem. Det vrimlede med kødretter, iklædt det autoriserede tilbehør, og hvis leverpostejen ikke var hjemmebagt, og frikadellerne hjemmestegte, var det sådan en slags interfamiliær falliterklæring, der ligesom signalerede, at værterne ikke tog den slags alvorligt nok. Der var også snaps nok. Mere end. Og værterne ( især, desværre, værtinden!) stod så med såvel forberedelser som oprydning, og, som jeg husker det, også temmelig meget tid i køkkenet under indtagelsen af selve det store madorgie. Måske priste hun sig ligefrem lykkelig over, at den slags i de fleste familier gerne gik på omgang, så det i alt fald ( og alt efter slægtens størrelse) varede nogle år, inden hendes hjem igen blev påskefrokost-indtaget som en megaspiselig markering af højtiden.

Der er sikkert mange, der stadig holder påskefrokostflaget højt. Der er sikkert også mange, der har indset det retfærdige og fornuftige i, at fællesspisningen sagtens kan uddelegeres på madfronten, så ingen står med monopol på ansvaret, og alle medbringer en ret eller to. Og tidens trend bevæger sig samtidig nok ad andre veje end frikadellernes og snapsens. For det er da stadig hyggeligt, og nogle gange årets eneste chance for at ses med den familie, der ofte er spredt over både ind- og udland.

Men hvis man nu bare ikke gider alle de forberedelser mere. Og da slet ikke gider rydde op. Fordi det egentlig formål er at være sammen. Uden at nogen er mere sammen end andre, fordi nogen har køkkentjansen. Ja, så kan man jo gå ud og spise brunch. Rent økonomisk er der nok ikke den store forskel, da en hjemmelavet påskefrokost måske endda vil overstige det beløb, en udespist brunch koster. Og med hensyn til antal og udvalg af retter, er der nok, trods alt, større og måske endda mere varieret udvalg hos den professionelle udbyder. Og man betaler sig fra enhver form for oprydning. Inklusiv gryderne…

Brunch er sådan et behageligt måltid med så mange tillokkende karaktertræk. For det første er det (hvis man altså kan vente!) dagens første måltid, som ligger så sent, at man kan nå at blive rigtigt godt sulten. Det tiltaler vist alle de udgiftssky, som så i den grad føler, der gives valuta på madfronten. For det andet er der denne geniale sammensmeltning af morgenmadens ost og mælkeprodukter samt frokostens lune og mere kød- og salatprægede produkter. Leverpostejen og de lune deller synes også, i alt fald i jylland, at være en fast bestanddel, så ingen går i akut levernød. Også på andre områder–altså det med leveren–for brunch er et spisemåltid, ikke et camoufleret snapsegilde. For mig personligt er bestanddelene i en ordentlig brunch også så fristende, at det med lethed er dagens hovedmåltid, der kun efterlader sult efter lidt rugbrød et godt stykke ud på aftenen. Og når det holdes ude, er ingen ansvarlige for hverken indledende forårsrengøring, frikadellernes hjemmelavethed, tallerkenskift og grydeskrubning undervejs eller den afsluttende oprydning. Den slags betaler man for at have folk til, således at det eneste, man sådan set er ansvarlig for, er sit eget madindtag og den hyggelige, uafbrudte samtale med de andre deltagere.

På det seneste har jeg også været til en del runde fødselsdagsfester, som blev fejret med en god brunch på kro eller restaurant. Jeg har hver gang lovet mig selv, at hvis/når jeg står i bekneb for en god fejring af mig selv, så er dette den eneste fremgangsmåde, jeg kunne tænke mig. Gæsterne kommer relativt tidligt på dagen–og går hjem på et, for folk i min alder, humant tidspunkt. Der er rigeligt med madmæssige valgmuligheder. Eller: Fri mig dog for suppe, steg og is–også i de mere moderne og innovative variationer. Alle er i stand til at køre pænt hjem efter fejring, og ingen bliver dumme eller ulidelige at høre på. Til gengæld går snakken ualmindeligt godt over denne udvidede kop kaffe med tilbehør. Og gaverne er, i alt fald de steder, jeg har været, fuldt ud på højde med de, der plejer at udløses af et væsentlig større og vådere arrangement. Det skal man da heller ikke forklejne som festholder, selv om de fleste nok går lidt stille med sådanne kyniske udregninger.

Jeg tror, brunch er kommet for at påske- og fødselsdagsblive. Tiden er ikke længere til disse overdrevne æde-og drikkegilder med ganske få ansvarlige, som hænger på det hele. De fleste er allerede kommet, eller kommer sikkert, dertil, at det intense, pligtfri samvær er værd at betale sig fra udenfor ens eget hjem. Sådan–og det er jo det vigtigste–at alle nyder det!

Så før i tiden var der påskefrokosterne. Nu har de fået voldsom konkurrence af påskebruncherne. Tror jeg.

Voergaard Slot. Ved Dronninglund.

Jeg var der sidst i 1975, så på sådan en Langfredag uden vand, meget lidt varme og, trods alt, tålelige udendørstemperaturer, blev det pludselig en god ide at besøge dette finurlige, lille slot. Samt få en is i Sæby.

Voergaard har en lang og særdeles brudt historie, sådan arvefølgemæssigt. Som Danmarks nok eneste slot er det aldrig gået i arv fra generation til generation. Til gengæld har det været i mange slægters eje. Helt fra opførslen i 1510 som fæstningsborg af den navnkundige biskop Stygge Krumpen, som drak, horede og levede det verdslige liv her, mens han passede sine religiøse, cølibatiske og biskoppelige pligter, når han var på Børglum. Over den lige så berygtede Ingeborg Skeel, som stadig huserer på stedet, da et lykkeligt efterliv nok er rimeligt betinget af, at man opfører sig rimeligt medmenneskeligt. Hun gjorde det modsatte. Til den såkaldte greve, Oberbech- Claussen, som giftede sig til en helvedes masse penge, besiddelser og antikviteter i La Belle Epoke Frankrig og efter hustruens død fragtede 18 fyldte togvogne af det hjem til nykøbte Voergaard, hvor vi andre så kan beundre både det og den prægtige renæssancefacade på den ene fløj af slottet.

Man kan kun komme rundt med en rundviser, og det er en fornøjelse, for her, oppe i det nordligste Jylland, har de forstået grundprincipperne i underholdende, oplysende, spændende guidning. Fem stjerner til rundviseren. Måske også fem stjerner til Oberbech-Clausen, som bestemt ikke fyldte sine togvogne udfra kunsthistoriske, intellektuelle principper. Han tog det, han kunne lide. Revl og krat, stort og småt, kostbare antikviteter og det rene lort— alt tilsyneladende udvalgt con amore til det nykøbte slot, som han desværre kun nåede at bebo otte år frem til 1963, hvor det overgik til en fond. Her er malerier tilskrevet Goya, Rafael og Rubens, Marie Antoinettes sidste brev og Napoleons sidste spisestel— og i det hele taget et bredt udvalg af effekter, som tilskrives de sidste to, lettere anløbne, historiske personer. Her er kunst fra snart sagt alle perioder ( ingen smalle steder her!), masser af gamle møbler og gobeliner og finurligheder af enhver art. Som f.eks. den franske kongerække broderet med menneskehår. Ydermere var den franske enkegrevindes ( altså hende, der oprindeligt havde pengene) far den berømte kirurg Pean, som i sin tid opfandt Peantangen ( bare google!), så en større samling kirurgiske værktøjer fra datiden er her da også blevet plads til.

Det er et finurligt lille slot, det her. Så helt sit eget. Med sin helt egen rodede, charmerende samling, atmosfære fra adskillige hundrede år— og rigtigt gode rundvisere. Illustreret ved, at der på vores rundtur var 2 børn på 8-10 med, og de var dybt optagede og imponerede. Selvfølgelig mest af de lokale spøgelser og den uhyggelige fangekælder, men alligevel. Prøv det! Og de har gode is i Sæby!

Behov. Rentemestervej 94, København NV.

Der er efterhånden gået inflation i pizzaer. Eller også er der gået noget andet i dem, så mange af dem burde forbydes overhovedet at kalde sig noget, der minder om pizza. Der er oceaner af steder, hvor man kan erhverve sig slasket brød med erstatningstomat og fake skinke. Og så er der Behov!

Behov er New Yorkerpizzaer af allerbedste kvalitet. Det sande eldorado for den udsøgte pizzasmag og den perfekt bagte bund. Ved ankomst får man udleveret en spiseseddel med et væld af alternative muligheder for såvel oste- som fyldvalg, og så er det ellers bare med at gå i gang med at krydse af. Alle pizzaer koster 100 kr., og intet fyld er for meget. Sådan at forstå, at man har totalt carte blanche til at sætte sine små krydser lige præcis der, hvor udelukkende ens smagsløg eller ens beskedenhed sætter grænser. En totalt overfyldt pizza er måske næppe den store oplevelse, men det er virkelig boostende for den pizzamæssige selvtillid personligt at kreere et lille mesterværk af smagssammensætninger.

Det underlige er, at dette hyggelige, afslappede sted ligger på grænsen af et industrikvarter og i en gammel, relativt ucharmerende villa højt oppe i Nordvest. Det er absolut ikke et sted, man bare lige kommer forbi. Man skal vide, det eksisterer. Og det er der tilsyneladende rigtigt mange, der gør, for her vrimler med gæster. Det kan jeg godt forstå, for det er meget, meget lang tid siden, jeg sidst har fået en pizza af så udsøgt en kvalitet. Og så overvældende en volumen!

Madkælderen. Koldinghus.

Nede i de dybe kældre under Koldinghus ligger et utroligt hyggeligt spisested, Madkælderen. Det er IKKE nødvendigt at købe billet til selve slottet (som koster 95 kr., og absolut, hvis man har tid og ikke bare er frokostsulten, er værd at se). Det er udelukkende nødvendigt at forklare billetmanden, at man skal ind for at spise–og så får man faktisk også den smagfulde, spændende museumsbutik gratis med.

Til frokost har de udelukkende en særdeles righoldig buffet til 148 kr. Og den er værd at gå om bord i. Ikke at den er specielt eksotisk og nytænkende, men den er så ærlig, veltilberedt og helt uden nogen form for uheldige, moderne gimmicks og overspringsmad. Her er smørstegte rødspættefiletter med lækker, hjemmerørt remoulade, hjemmelavede sild af enhver art, nystegt flæskesteg med husets rødkål, den obligatoriske nybagte leverpostej og en fantastisk laks fra det lokale røgeri. Ikke at forglemme masser af spændende oste–også med lokal oprindelse. Derudover en del, jeg ikke lige overkommer at nævne i detaljer–eller som jeg slet ikke fik smagt, fordi det er et af den slags tag-selv-borde, man egentlig bør spise minimum to dage i træk for at kunne lave en ordentlig logistisk på sit madindtag.

Udover maden er omgivelserne også virkeligt behagelige og rare. Rummene er hyggelige og historiske, og i modsætning til de fleste strøgrestaturanter er her råd til, at borde og stole placeres med så stor rummelighed, at man både kan komme forbi uden at kante sig og er behageligt fri for at overhøre, hvad nabobordet taler om.

Så en ærlig, velsmagende, primært lokal og hjemmelavet frokost i fantastiske omgivelser til 148 for maden. Det kan man da forholde sig til! Og fristes til at gøre igen meget snart. Gerne med inddragelse af det fantastiske slot, som altid er et besøg værd–hvis man har tid!

Havde hjemmefra læst om Børkop Vandmølle, og både beskrivelsen af stedet og dets madtilbud lød virkelig lokkende. Sådan til en opløftende frokost på en solrig vinterdag i februar, hvor det rent geografisk også var muligt at vende omkring Brejning, som bare er så vidunderligt smukt et sted. Paradoksalt nok! For ganske få år siden var området en grim institutionsby for de psykisk handicappede med alle de forkætrede, misforståede tiltag, man nu havde dengang. I dag er de store, nærmest palæagtige bygninger forvandlet til en velholdt, flot lille landsby af skoler, hoteller, privatbeboelser og andet ved den smukke fjord.

Anyway, forventningerne blev kraftigt skruet i vejret, da vi nåede frem til den gamle mølle, som både med sine bygninger og sin beliggenhed signalerer solid hygge. Der var da også mange mennesker derinde. Alt for mange. I alt fald så mange, at de dumme idioter, der ikke lige havde fået bestilt bord, måtte gå igen med uforrettet spisesag. Hvilket ikke blev gjort nemmere af, at vi faktisk ventede så længe på den nedslående besked, at vi mageligt kunne iagttage, hvad de heldige indviede fik at spise. Det lignede lige præcis sådan noget, mine tænder virkelig gerne ville have haft under behandling. Der er ingen tvivl om, at det ikke kommer til at vare længe, inden jeg får bestilt et bord på det herlige sted. Det skal prøves!

Med endnu et tilskud til den allerede eksisterende sult og en god portion skuffelse, skulle der så findes alternativer. Fordi det nu engang er et nederlag bare at køre hjem og tage den obligatoriske pose frikadeller op af fryseren. Få km. til Munkebjerg, men der føler man sig nærmest selv som indsat på en institution, og frokostmaden smager sådan ca. også sådan, Skamlingsbanken nok vinterlukket, og det der nye sted med Michelinstjerne i Vejle nok fuldstændigt overbooket og i alt fald garanteret for dyrt til en pludselig indskydelse. Michelinstjerner skal man glæde sig til og kræse lidt om, synes jeg, der i øvrigt kun en ( 1, altså!) gang i mit liv har været den slags steder. Der skulle jo nødigt gå hverdag i det…..

Så det blev et sats på Vejle midtby, og det var et dårligt sats og en mærkbar straf for at være spise-booking-u-forberedt frokostgæst. Strøgrestauranter er såmænd gode nok og OK, hvis man bare er sulten. Hvem kan ikke klemme den obligatoriske burger, Cæsarsalat eller fiskefilet ned? Med en altid beredvillig håndsrækning fra Thousand Islands, remoulade og ruculasalat i nærmest skamfulde mængder. Og hvis bølgerne går rigtigt højt en påstået hjemmerørt Aioli?  Men det ER nu ikke det samme at spise sig ulækkermæt i den slags, når man fra starten af havde sat næsen op efter et dejligt, let og fantasifyldt måltid i en hyggelig gammel vandmølle.

Jeg skal af venlighed undgå at nævne etablissementets navn, men for evt. lokale kan det da godt afsløres, at det var en gammel gård i midtbyen, at deres svingdør ( som jeg selvfølgelig fik som nabo) givetvis koster mig endnu en forkølelse, at de bestemt er særdeles rundhåndede med både de tusinde øer ( her var nærmest tale om et helt øhav!) og forvoksede morgenkryddere i særdeles hvidt brød, der her udgiver sig for at være burgerboller.

Så kan man lære det! Altså at bestille sit bord hjemmefra, når man kører ud med forventning om en god frokost. For den skal prøves, den vandmølle!

Det er da i grunden alt for ringe, jeg aldrig har været derude før. Det er da heller ikke fordi, det har skortet på hverken interesse eller vilje, men det er, som med så mange andre ting, bare aldrig blevet til noget konkret.

Men i går var der et andet (arkitektonisk, der sker jo virkelig noget på den front i Gellerup!) ærinde derude, og så skulle det være! Og det var en anderledes oplevelse på en vintergrå februarlørdag i Århus. Sådan ret bling-bling i forhold til de umiddelbare omgivelser udenfor.

Bazar Vest er en sjov, underlig og finurlig blanding af Mellemøsten og, nå ja, Århus. Butikkerne er for de flestes vedkommende af den slags, man udmærket kan genkende fra ferieture til muslimske lande, og de sælger jævnt hen det samme. Der er en højlydt forkærlighed for ting, der ligner guld, blinker og er lavet af materialer, man nok ikke skal spørge alt for grundigt ind til samt en del vidunderlige grønthandlere og spændende slagtere. Især grønthandlerne sælger de mest indbydende, eksotiske varer og tilmed en del frugter, jeg nærmest aldrig har set før. Hvis jeg boede i nærområdet, ville jeg placere min samlede grøntsags- og frugthandel her. Ingen tvivl om det.

Og så er der de små torve og torvecafeer, hvor man kan få de lækreste specialiteter, og hvor mellemøstlige mandlige pensionister nyder deres stærke kaffe side om side med de lokale hipstere og børnefamilier af Århusiansk etnicitet. Det kan jeg godt lide. Denne blanding af rå, ufortyndet Mellemøsten og Århus med moderne fortegn. På en måde også det billede af fred, fordragelighed og fælles nydelse og samvær, som det kunne være så befriende at se andre steder i samfundet.

Jeg ville ønske, jeg boede i nærheden. For madvarernes skyld. Jeg er desværre vokset fra bling-bling. Eller også har jeg i forvejen nok.

Gorm`s Pizza i Magstræde, KBH.

Tv-kokken Gorm ( Fortvivl ikke, hvis han synes ukendt. Jeg kendte ham heller ikke!) har et lille pizza-spisehus inde i Magstræde, lige klods op ad det legendariske “Huset” og midt i det ældste København, hvor både huse og gader krummer–nogle gange lidt faretruende.

Her er rigtigt hyggeligt, og pizzaerne er virkelig gode. Som sådan er det ikke pizzaer på gængs take-away-alt-andet-end-italiensk-personale-overdænget-med-falsk-ost-måde. Der er tale om gourmetpizzaer med den dejligste, sprødeste bund, jeg nogensinde har fået. Jeg hører til dem, der meget selektivt spiser indmaden i en pizza og gerne lader enhver form for kanter ligge–eller fodrer hunden med dem. Men her var det en fornøjelse.

Derudover er selve fyldet også noget mere fantasifuldt end de gængse dåseananas og revne bov, forklædt som skinke. Der er virkelig kælet for ingredienserne, og smagen er så også derefter. Den der trykkende fornemmelse, man ofte får efter at have spist alt for megen fed vikarost, er overhovedet ikke en risiko herinde. Det hele mætter på en fin, velafbalanceret måde.

Hvis man er vant til discountpizzapriser, så er det selvfølgelig en smule dyrt, for en pizza koster mellem 130 og 160 kroner. Men det er absolut det hele værd! Og derudover sidder man i et enormt hyggeligt lokale i et lidt skævt hus midt i et af Københavns gamle kvarterer.

Det er sådan et sted, man skal vide findes. Og en stor oplevelse at komme ind i, når man så ved, det findes.

Inde på Christiansborg, over staldene ved ridebanen, ligger der faktisk et gammelt træteater fra 1767. Det er nu teatermuseum, men har været anvendt til teater helt op til 1881, hvor det efter en storbrand i et træteater i Wien sammen med samtlige træteatre i Europa blev lukket. Siden 1922 har her været teatermuseum.

Historiens vingesus hviler i den grad over stedet, hvor både Struense og Grevinde Danner sammen med den til enhver tid siddende monark ( og vedkommendes kone!) har været hyppige gæster. Selve teatersalen er i barokstil og vrimler derudover med morsomme, mange gange hånddrevne vindmaskiner og rekvisitter. Det er som at komme ind i en forgangen tid, hvor man egentlig mere gik i teatret for at BLIVE set end for selv at se, og det er utroligt nemt at forestille sig teatret i fuldt vigør med skuespillere og alskens guder fra maskinerne.

Der er en særlig stemning herinde. En stemning af ældgammel teaterromantik og selve scenens magi. Man kan simpelthen ikke undgå at blive fascineret. Og har man været på det pragtfulde gamle teater på Drottningholm Slot ved Stockholm, forundres man over, at vi i Danmark faktisk har et lige så flot og fantastisk af slagsen.

Jeg har slet ikke tjek på åbningstider, men det vil givetvis fremgå af nettet. Der er også ind imellem arrangementer af scenemæssig karakter derinde, og det kan man jo lige være obs på, for så får man ikke blot det vidunderlige gamle teater, men også en forestilling med i købet.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at andre mennesker, der har deres arbejdsgang på Christiansborg, måske ville have rigtigt godt af at forlyste sjæl og legeme i dette forunderlige lokale. For nogle sådan bare for at komme på andre tanker…….

Restaurant Chhat, Blåvand.

Egentlig er det det gamle forsamlingshus i Blåvand, hvor min kusines mand hævder, at han i sin barndom har gået til gymnastik. Det skal nok passe, for den gamle scene eksisterer stadig som en fin forhøjning, og rummet med højt til loftet og de gamle trægulve er en rigtig god nytænkning af at forsamle sig.

Denne gang bare til rigtig fin mad til fornuftige priser. Det er ikke gourmetsegmentet, der skal køre her ind forbi, men de, der er sultne efter en gedigen, god frokost af fine råvarer. Her er et fint udvalg af gode frokostretter, og priserne er absolut også til at forholde sig til. Betjeningen er sød og ordentlig, og lokalerne er lyse og venlige.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser frokost her! Også selv om de tilsyneladende har lidt stavevanskeligheder eller har haft et H i overskud.

La Lua, Frederikssundsvej, København NV.

Inde bag ved dette uhyre beskedne ydre gemmer der sig en lille, kulinarisk perle. Af den slags, man virkelig nemt overser, fordi bygningen rent ud sagt er røvtrist og uspiselig, og restauranten i sit ydre look er overvældende beskeden.

Her råder en hel storfamilie med yngste generation som serveringspersonale og den ældre i køkkenet. Og det virker umiddelbart som en fortrinlig fordeling, for sjældent har jeg fået så venlig, smilende ( læs: i modsætning til slesk!) og velkvalificeret betjening og så ny- og veltillavet mad. Det er hjemlandets køkken, der specialiseres i, og det gøres der altså adskillige niveauer over grillbarnormen. Selvfølgelig mest ris-, nudel- og supperetter–men hvilke retter!

På asisatiske restauranter synes jeg næsten altid, der sker uhyrligheder overfor krydderierne. Enten er maden så stærk, at man lige så godt kunne have slugt en mindre ildebrand, eller også har kokken, af misforstået hensyntagen til sarte, europæiske ganer, totalt udeladt enhver form for smagsingredienser over saltniveau. Det er ikke tilfældet her. Her SMAGER maden af noget, og de utallige grøntsager og frugter, som også blandes i den, smager i den grad alle af sig selv. Det er en fornøjelse.

Prisniveauet er udsøgt lavt. Omkring 100 kr. for en hovedret, som gerne er så omfangsrig, at selv særdeles sultne kan blive mere end mætte.

Og så er det jo altid en god ide, når man er på asiatiske restauranter, hvor alting serveres i små skåle med ris til, at bestille et antal retter, som alle kan dele og smage. Den allerbedste ide er at lade tjeneren råde, for han/hun ved så udmærket, hvor restaurantens styrker og svagheder ligger, samt hvordan et passende varieret måltid skal sammensættes. Det gør asiaterne selv, og jeg er fuldstændigt enig i deres åbenlyse forbavselse over mange danskeres ejermentalitet i forhold til “min mad, som jeg selv vælger og ikke vil dele”.

I denne restaurant bør man i alt fald smage så meget som muligt. Eller komme igen. Det vil jeg helt sikkert gøre.