Guldsøstre

La Lua, Frederikssundsvej, København NV.

Inde bag ved dette uhyre beskedne ydre gemmer der sig en lille, kulinarisk perle. Af den slags, man virkelig nemt overser, fordi bygningen rent ud sagt er røvtrist og uspiselig, og restauranten i sit ydre look er overvældende beskeden.

Her råder en hel storfamilie med yngste generation som serveringspersonale og den ældre i køkkenet. Og det virker umiddelbart som en fortrinlig fordeling, for sjældent har jeg fået så venlig, smilende ( læs: i modsætning til slesk!) og velkvalificeret betjening og så ny- og veltillavet mad. Det er hjemlandets køkken, der specialiseres i, og det gøres der altså adskillige niveauer over grillbarnormen. Selvfølgelig mest ris-, nudel- og supperetter–men hvilke retter!

På asisatiske restauranter synes jeg næsten altid, der sker uhyrligheder overfor krydderierne. Enten er maden så stærk, at man lige så godt kunne have slugt en mindre ildebrand, eller også har kokken, af misforstået hensyntagen til sarte, europæiske ganer, totalt udeladt enhver form for smagsingredienser over saltniveau. Det er ikke tilfældet her. Her SMAGER maden af noget, og de utallige grøntsager og frugter, som også blandes i den, smager i den grad alle af sig selv. Det er en fornøjelse.

Prisniveauet er udsøgt lavt. Omkring 100 kr. for en hovedret, som gerne er så omfangsrig, at selv særdeles sultne kan blive mere end mætte.

Og så er det jo altid en god ide, når man er på asiatiske restauranter, hvor alting serveres i små skåle med ris til, at bestille et antal retter, som alle kan dele og smage. Den allerbedste ide er at lade tjeneren råde, for han/hun ved så udmærket, hvor restaurantens styrker og svagheder ligger, samt hvordan et passende varieret måltid skal sammensættes. Det gør asiaterne selv, og jeg er fuldstændigt enig i deres åbenlyse forbavselse over mange danskeres ejermentalitet i forhold til “min mad, som jeg selv vælger og ikke vil dele”.

I denne restaurant bør man i alt fald smage så meget som muligt. Eller komme igen. Det vil jeg helt sikkert gøre.

Hvis man er på brækstadiet over Strøget og diverse, fuldstændigt ens udseende, tilstødende gader, hvis man gerne vil føle sig sådan en lille smule i “udlandet”, hvis man elsker det frie, kreative, anarkistiske initiativ og inderst inde længes lidt efter en stemning af ren Klondyke—–så er det bare med at tage S-toget til Nørrebro og bevæge sig nordpå fra Nørrebro Station.

Her begynder NV nemlig. Et udskældt, lavstatus, økonomisk trængt, anarkistisk, etnisk meget udansk kvarter–men også her, hvor den såkaldt kreative klasse er ved at flytte hen. Altså dem, nogle også kalder Firstmovers, og som såmænd nok er flyttet igen, når resten af befolkningen endelig får øjnene op for denne vildt charmerende bydel.

Her er små etniske butikker, med alt fra KBHs største udvalg i tørklæder, eksotiske frugter, skrammel på snart sagt ethvert sprog, en overrepræsentation af slikforretninger og masser af billige restauranter fra hjemlande, man oftest udelukkende har hørt om. Her er små værksteder i charmerende baggårde og kunstnere, der bare på stedet har taget initiativ til det, de nu havde lyst til. Det sidste udmønter sig i områder som Containerbyen (billedet), hvor kreative sjæle arbejder med alt fra filmproduktion til små cafeer i containerne. Eller måske en blomstrende storbyhave midt i ingenting. Kunstnergruppen Superflex har lavet den spændende korridor/plads Den Røde Plads, hvor der er opstillet ting fra hele verden, bl. a. palmer, kinesiske skakspil og arabiske mosaikker. I øvrigt lige ved siden af Nørrebrohallen, hvor der garanteret er enten loppemarked eller lagersalg af mærkevarer hver eneste weekend.

Det vrimler med aldeles ufancy cafeer. Af den slags, hvor man bare har flyttet de forhåndenværende søm ind i en tom butik og så serverer det bedste, man har eller kan. F.eks. i nedlagte blomsterforretninger og ismejerier–gerne til en pris, hvor absolut alle kan være med, mens de drikker af umage kopper, placerede på lige så umage møbler.

Fik man bind for øjnene og propper for ørene, før man blev sat af i dette kvarter, ville man nok umiddelbart gætte på, at man befandt sig i Londons East End. Før East End blev alt for fancy, forstås. Der er ikke så forfærdeligt mange af rent, lysblondt, nordisk udseende, og dansk er måske heller ikke det allermest udbredte, lokale sprog, men hvor ER her dog livligt, mangfoldigt, kreativt og tolerant.

Så se at komme derud i en fart. For den nye metro er godt på vej, lejlighedspriserne stiger, hipsterne er i den grad flyttet ind, så det er desværre kun et spørgsmål om tid, inden den lille Klondykelomme bare ligner alt det andet. Mange siger, at det er som Vesterbro for 25 år siden, og hvis det er sandt, kan man jo fuldstændig konkret regne på, hvor mange år den jublende skaberglæde får lov at trives, inden det hele bare ligner Sønder Boulevard. (Ikke, at der er noget i vejen med den, men ligefrem anarkistisk kan man vel næppe kalde den mere!)

Jeg skal i alt fald ud og trave NV tyndt og igennem. Dybt forelsket.

Der er internationalt marked i min by i denne uge.

Eller er der?

Det giver et fantastisk liv i en ellers halvdød, lettere småslumrende provinsby, når markedet en gang om året kommer til byen. Udover enkelte besynderligheder fra det nordligste Finland og lettisk hjemmestrik til koldere tider, drejer det sig nærmest udelukkende om fødevarer. Især oste. Hvad det så end skyldes. Der deles også gavmildt smagsprøver ud, selv om gavmildheden har sin absolutte grænse, når der skal betales for eksotiteterne. Jeg kan i alt fald sagtens blive lidt halvmæt på sådan en slentretur mellem boderne–især hvis jeg både går op og ned ad den ikke specielt lange gågade. En tre-fire gange.

Men der er nu et par ting, der ligesom undrer mig lidt. Den første er priserne. Hold da op, hvor er det dyrt, og hold da lige endnu mere op, hvor min vanlige ostemand ville skamme sig, hvis han tog det samme for, hvad der for mig ligner den samme Gorgonzola. Han ville i øvrigt nok heller ikke sælge noget. Men når det nu er internationalt det hele, så tror vi da alle på, at netop den Gorgonzola er født, opvokset og kælet for på italiensk på støvlens sletter og desuden har kostet en større lastbil at få herop. Ligeså med den autentiske, hollandske gouda. Den kan min ostemand godt og snildt vinde en priskonkurrence på. Men når vi nu tror på, at alle disse omrejsende handlende sælger den absolut autentiske og genuine vare, så anser vi vel overprisen som betaling for en smule af sydens sol og varme.

Den anden er, at det der med det internationale godt nok passer. Det gør nationaliteterne desværre bare ikke. De er tilsyneladende blevet forbyttet undervejs i dette omrejsende madcirkus. Som nu ham, der nærmest iført et jakkesæt af Union Jack tilbød mig smagsprøver af sin fudge på et noget gebrokkent engelsk. Jeg forsøgte at forklare ham på engelsk, at jeg inderligt hader fudge og alt dens væsen, men det forstod han ikke. Hvorefter han på noget, der lød som italiensk i mine ører, spurgte sin makker om, hvad den besynderlige dame mon sagde og på hvilket lige så besynderligt sprog. Det var der, min fudgeverden ramlede! Og jeg begyndte at lytte. Til de belgiske bagere, der indbyrdes var nødt til at snakke pidginengelsk, de italienske skinkemænd, der præsterede noget i samme skuffe, og de hollandske ostemænd, der i øvrigt snakkede et fremragende dansk. Sådan lidt med den slags udprægede, midtjyske accent, jeg umiddelbart vil placere hos indfødte mellem Århus og Randers.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at markedet er internationalt. På præcis samme måde, som omrejsende cirkus er det. Der er forfærdeligt mange nationaliteter indblandet, og ligesom cirkusfolk tager de vel en sæson ad gangen og rejser rundt med deres egen, spiselige version af den skæggede dame. Verden vil jo stadigvæk bedrages. Og jeg er da noget så sikker på, at de griner hele vejen hjem til vinterhiet over, at vi pungede ud til deres vildt eksotiske varer, fra deres vildt eksotiske lande. Altså dem, de fleste af dem næppe nogensinde overhovedet har set.

Pyt! Det giver liv i en hensygnende udkantsby. Vi skal bare nyde det, lukke ørerne for, hvordan de taler, betale overpriserne og nyde den eksotiske mad.

Ellers måske slå et slag omkring den lokale ostemand på vejen. Han er både billigere og taler præcis, som de gør nord for Vejle. Han påstår så heller ikke andet!

Yngstesønnen er hjemme på kort visit, så der skulle ske en lille smule. Hernede falder valget tit på det store udland dernede syd for grænsen, hvor man så samtidig har en forfærdelig god undskyldning for at gå akut amok i E-stoffer.

Og så skulle vi ud at spise lidt frokost. Fandt restaurant, fik bestilt. Så vidt, så godt. Få sekunder efter stod drikkevarerne på bordet. Og så begyndte den lange venten ellers. Først er man tålmodig og undskylder med den smule travlhed, der vitterlig var. Så bliver man utålmodig og finder sig selv med øjnene fast klæbet til køkkenregionerne. Så bliver man både sur og utålmodig og begynder at vrantne lidt. Også fordi man både er sulten og ligesom har vendt alt det, man nu vender sammen, når man venter på mad.

Efter tre kvarter går sulten over optugtelsen, og man tager lidt tilløb til at spørge servitricen på tysk, om den mad ikke snart kommer. Det, viser det sig, gør den ikke, for hun har fuldstændigt glemt ens bestilling, som hun ellers møjsommeligt skrev ned. Der er ingen mad på vej. Skal vi have noget at spise, er vi slået helt tilbage til start. OG har drukket vores sodavand.

Vi laver alle fejl, og det er tilgiveligt, omend irriterende. Men da jeg i min ungdom arbejdede mig gennem adskillige restauranter, pubber og andre severingssteder, var reglen, at lavede man fejl og glemte bestillinger, var drikkevarer med den allerstørste naturlighed, og med et undskyldende smil, på huset. Jeg har også senere været ude for selvsamme naturlige, uskrevne regel på de (få) steder, hvor en sådan fejl med min bestilling er sket.

Men ikke her! Hun beklagede halvhjertet og spurgte så, om vi ville bestille igen. Vi påpegede, at vi i så fald forventede, at vi fik nye sodavand til maden, hvilket hun særdeles kategorisk afslog. Det var så der, vi betalte ( uden så meget som en cent i drikkepenge!) og gik!

Måske er det mig, der stadig lever på forældede restaurationsnormer indenfor høflighed og kundepleje? I alt fald mistede hun to potentielle, fremtidige kunder, og jeg hvæsede også olmt Tripadvisor, da vi gik. Men det hørte hun nok ikke!

Der findes en del variationer af national stolthed, og ikke alle er lige frugtbare. Det er dog en helt anden diskussion. Hvor uenigheden givetvis vil blomstre.

Men heldigvis er der også den form, der direkte affødes af at se, hvad vores lille land egentlig kan i udlandet. Af at føle en stor, rig, indre stolthed over, at vi i den grad kan noget med møbler og design, som både er unikt og samtidig særdeles populært i udlandet. Som nu Fredericia Møbelfabrik, som i årevis har produceret danske møbelklassikere, og som bare har så fin og tiltalende en udstilling på verdens største møbelmesse. Vel at mærke en møbelmesse, der fylder 22 velvoksne udstillingshaller og et areal på størrelse med en mindre provinsby.

Så får man sådan en lyst til at stille sig op med et lille skilt, der tilkendegiver, at man altså (også) er dansker. Ikke for decideret at stjæle af opmærksomheden, men fordi det er rigtigt meget værd for en selv at være dansker, når vores land repræsenteres så smukt.

Cafe Jens Otto. Randers.

Cafeen gør sig stor umage for at ligne en italiensk baggård med malerisk vasketøj, grønne planter og ternede duge. Samtidig er den opkaldt efter et af byens nok mest kendte bysbørn. Og hvad de to ting umiddelbart har med hinanden at gøre, har jeg virkelig ikke fattet endnu. Det er måske heller ikke meningen.

I grunden er det også så uendeligt ligegyldigt, for det vigtigste er vel maden og atmosfæren. Og maden er rigtig god til absolut forståelige priser. Prøv salaten med laks og rejser, som en en super frokostret, der mætter på den der ikke-tyngende måde–og smager godt. Det er sådan en ret, der er snakke-venlig. Man skal ikke bøvle rundt med bestikket og skære og file. Gaflen kan få det hele til at glide ind i nogle snuptag.

Og selv om det er sådan lidt forvirrende at sidde i en fake-italiensk-vasketøjs-baggård midt i Randers, så er det altså også ret hyggeligt. Ikke mindst pga. det venlige personale. Det er sådan et sted, man sagtens kan falde forbi igen til god mad og pensionistvenlige priser.

Færgekroen. Hadsund.

God, gedigen, gammeldags kromad og en af de bedste udsigter, der findes til skov, fjord, bakker og dansk provinsby.

Hvis man alligevel er på de kanter, så er Færgekroen et rigtigt godt bud på en forsvarlig omgang god og veltillavet mad. Prisen er absolut forståelig, og udsigten er endda helt gratis. Selvfølgelig flottest, når skoven står i fuldt flor, men sådan en stormomsust forårsdag kan nu også noget.

Det skinner med al tydelighed igennem, at stedet har virkelig tætte forbindelser til Trip Trap, men kan man lide det firmas maritime, ternede stil, så kan man i den grad få sin lyst stillet. De er, om man så kan sige, gået overordentligt seriøst i Trip Trap mode på stedet.

Men prøv at dumpe ind. Her er altid god mad og gedigen udsigt.

Det gamle rådhus, Gråsten.

Det er Sønderjysk Gourmetuge. Andre landsdele har vist allerede afholdt lignende arrangementer, men hernede sætter vi en ære i at være lidt langsomme og give os god tid. Anyway, det er en super ide at promovere de lokale råvarer til en absolut spiselig pris–220 for 3 retter mad.

Så Det gamle rådhus i Gråsten skulle prøves. Udefra ligner det noget, der er designet af en eller anden, der engang har besøgt Århus Rådhus og fundet det ret smart. Så udenpå er vi i fake 40-erne, men indeni er samme bygmester (kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive arkitekt!) gået i Matador-mode med malede vægpaneler og ren 30-er nostalgi. Samtidig bærer de kolossalt store vinduer absolut ikke præg af denne periode. Så noget må altså være god, gedigen fake, og tilsammen opnås en besynderlig stilforvirring. Det gør da en en smule betænkelig overfor, hvordan det så vil påvirke maden. Stilforvirringen, altså.

Men tonen anslås klart ved, at alle servitricer render rundt i Agnes-kostumer, og det var garanteret ikke bare fordi, det var Fastelavn i går. Det ser lidt spøjst ud, men de passer faktisk strålende til maden. Den er solid, hjemmelavet på mormormåde–og så alligevel med et moderne tvist. Selve byen er jo berømt for både fjerkræ og æbler (Ikke et ord om industrisalater!), så det er det, man får. Og den kylling smagte virkelig som min barndom. Det var sgu` lige før, jeg kunne lugte de afbrændte fjer fra de kyllinger, vi fik ude fra landet, og som min mor selv plukkede. Det er forfærdeligt at sige, men faktisk havde jeg lige glemt, hvordan en kylling kan og skal smage. Meget kan man sige om Netto, men kyllinger med kyllingesmag har de nu aldrig sådan rigtigt dyrket, og jeg har vist over årene fuldstændigt fortrængt, hvordan sådan et stykke fjerkræ i grunden smager. Det var ualmindeligt behageligt at få det genopfrisket. Sammen med de syltede rabarber og den lidt tvistede agurkesalat.

Og desserten med Gråsten æbler. Sådan på gammeldags maner med godt med sukker og kanel og hjemmelavet is. Den vil gå ind i min samling af mindeværdige desserter, og samme samling er desværre ikke ret omfangsrig, for købeprodukter tæller ikke.

Så selv om man udefra forventer en modernistisk middag (hvad det så end er?), og indefra overfaldes af lidt for meget Postgård og en sværm af fake Agnesser, så kan maden klart anbefales.

Læg mærke til, hvornår de enkelte landsdele har gourmetuger. Det kan virkelig betale sig at afprøve god mad til spiselige priser. Næste år vil jeg prøve noget marsklam. Forhåbentlig uden alt for meget havtorn og med en klar neddrosling af Agnes-effekten.

Når det at gå ud at spise ikke er en del af livsstilsdesignet og heller ikke en decideret nødvendighed, skal det gerne være en oplevelse. Ikke nødvendigvis en begivenhed eller en fejring, men altid et brud på en hjemmekokkereret dagligdag. Det skal med andre ord være et stykke over medisterpølseniveau.

Dette handler ikke så meget om maden, men meget mere om betjeningen. Og den kan der skrives en del om. For som den dog varierer, og som den dog også ofte irriterer. Da jeg anser betjening som en del af min betaling for at få serveret et måltid, føler jeg mig også fuldt berettiget til at kommentere på den. Der findes mange kategorier af udførelse indenfor netop det fag, men lad mig bare tage fat i nogle stykker af dem.

Bønnelederen: Bønnelederen ypperste formål er at lære ignorante gæster ærefrygt og næsegrus beundring. I virkeligheden er der slet ingen mennesker, der madmæssigt er tilstrækkeligt oplyste til overhovedet at indtage føde i hans restaurant, men han kæmper sin egen brave kamp i madoplysningens hellige navn. Han læser ikke menukortet for gæsterne, han messer det. Og under afmesningen dvæler han længe og inderligt ved retter og ingredienser, som han er fuldstændig overbevist om, at han er den eneste i hele Danmark, der nogensinde har plukket klokken 4 om morgenen i morgendis på en brakmark i det nordlige Vestjylland. Når maden endelig kommer på bordet missionerer han så længe om dens fortrinligheder, dens aroma, dens smagsoplevelser, dens visuelle indtryk og dens usædvanlige ingredienser, at den nærmest er kold, inden man allernådigst får lov at spise den. Gerne–hvis det var muligt–med foldede hænder og i højstemt taknemmelighed. Han forventer den ultimative ærefrygt og næsegruse beundring fra dagens ignoranter. Det er absolut underordnet, om de bliver mætte. Bare de betaler en mindre formue for oplevelsen.

Vimseren: Vimseren er over en, allerede før man har fået hele skosålen solidt over dørtærsklen. Han må ikke forveksles med den sydeuropæiske udendørs-vimser, som agiterer såvel højlydt som fysisk for sit spisested. Denne afart mister nemlig enhver form for interesse i kunden, så snart denne har fået samme skosål ind over restaurantens dørtærskel. Vimseren kalder alle Hr. og Frue (ikke Fru, husk det!), og han er i stand til at være alle steder på en gang. Han er ekspert i at flå overtøj af gæsterne og har gerne trukket samtlige stole omkring et bord ud, inden man overhovedet har overvejet, om det er der, man ønsker at sidde. Han anser sig selv som den yderste ekspertise omkring menukortslæsning og spørger da også gentagne gange, om man nu har forstået. Pedant-vimseren formår endda at få ens serviet placeret hen over lårene i udfoldet stand, og det er her, man sådan lidt føler, at ens privatzone er bare en lille smule udfordret. Når man har vimseren som tjener, skal man være meget opmærksom på ikke at tabe noget. For han er der! Indenfor ca. ½ sekund. Ligesom han ca. hvert andet spørger, om der er noget herren og fruen mangler, eller om maden nu smager. Omkring midt i måltidet begynder man så småt at forstå Stasis påvirkning og indflydelse i det gamle DDR. Man er nærmest udsat for et privatlivsovergreb af samme størrelsesorden.

Den hurtige: Den hurtige er ham, der i virkeligheden er et overset multitalent og udelukkende går og venter på at blive spottet til X-Factor eller en hovedrolle i en TV-serie. Imens må han lide den uretfærdighed at være nødt til at tjene sine penge på at servere for alle de små mennesker, der nok engang skal komme til at se, hvor stor han i virkeligheden er. Så det her kan han virkelig ikke tage alvorligt. Han er ligesom for stor til det. Derfor skal det bare overstås. Altså serveringen. Ordrer tages i kanonfart, maden serveres ikke–den kastes. Man gør klogt i ikke at tage sit allerpæneste tøj på, eller i det mindste iføre sig en form for beskyttelsesdragt, da løsgående supper og sovse ofte forvildes de mest mystiske steder hen på ens krop under et kast. Det værste er pommes frites. Dem kan han sprede over mindre parceller.

Den dovne: Den dovne er egentlig en undergruppe til ham den hurtige. Hans begrundelser for elendig service er de samme. Hos ham udmønter storhedsvanviddet sig bare i, at gæsterne som sådan er en evig kilde til forstyrrelse. Den slags forstyrrende elementer, der Gudhjælpemig understår sig i at anmode om et menukort samt helt ovenud uforskammet forventer, at han (JA HAM!) også har tid til at servere. Når han nu lige har så travlt med at finde nye auditions på nettet, tale i telefon med potentielle agenter, diskutere verdensituationen med kollegaen, der har det akkurat som ham selv, eller måske bare kigge ud af vinduet i sin helt uoverskuelige tristesse. Omvendt er det så på hans domæne, man tidsmæssigt får noget for pengene. Sådan en frokost kan jo tage ½ dag.

Men så er der også ham, jeg blev mødte i går. Han er tjener på et større restaurant/kongres/kursus-kompleks, hvor jeg kommer rimeligt ofte. (De har også et casino, hvis det gør dem lettere at placere!). Han var en stor, glad dreng, der tog sit job yderst alvorligt. Det der smil var ægte, og de der høflige spørgsmål til os gæster om, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var sammen netop på hans sted blev diskret stillet, fordi han simpelthen var nysgerrig. Han kunne kunsten med at spørge “Er der noget, I skal have hjælp til?”, istedet for nærmest at begå overgreb på gæsterne eller totalt at ignorere dem. Han skabte, med andre ord, en rigtig god stemning. Det gør hans kolleger på samme sted i øvrigt også altid.

Og det sidste er jo lige netop den slags, der får os gæster til at komme igen!

Når man ofte kommer til Himmerland, er man yderst forvænt med gode oste og velsmagende flødeis af den gode, gammeldags slags, for de har Vebbestrup Mejeri deroppe. Men hernede i det sydlige findes der faktisk også et lille supermejeri. Det gemmer sig bare ualmindeligt godt, og man skal kende det–eller kende nogen, der gør–for overhovedet at få ideen at tage turen ud på Lars Tyndskids mark og prøve at lokalisere det. Her anbefales GPS!

Det hedder Jernved Mejeri og ligger i trekanten Ribe, Bramming, Gørding. Og derude kan de lave oste. Både dem, der smager af rigtigt meget og dem, der forsvarligt og uden at virke decideret lugtstødende kan medbringes i en madpakke. Det er sådan et lidt gammeldags sted, hvor ostene bare ligger på hylden, og man kan så enten pege eller smage sig frem. Hvis man, som jeg, har det meget lidt godt med supermarkeds-vacuum-oste, er det sådan et sted, osteindkøb skal foretages.

Det er vist heller ingen overdrivelse at påstå, at de er uhyre large med priserne. Selv om jeg altså bor adskillige kilometer fra denne ostehimmel, kan det nærmest svare sig at køre dertil for at proviantere mejerivarer, for de har skam også is mm. Det har jeg ikke smagt endnu, men det er i sig selv ganske belejligt, for så har jeg en rigtig god undskyldning for at komme tilbage.