Guldsøstre

Restaurant Bies Gård, Hobro.

Der er utroligt hyggeligt inde i de mange gårde i det gamle bryggeri i Hobro. Stilen fra dengang, der virkelig blev brygget øl her, er holdt meget gennemført, og man føler sig hensat til  en travl arbejdsplads for mange år siden. Ikke mindst brostenene og de restaurerede industribygninger øger hyggen her mellem alle de gamle huse, som nu anvendes til alle mulige kreative og rekreative formål.

Midt i det hele ligger restauranten, som er et godt bud på en frokostoplevelse. Der er både udendørs og indendørs servering, og i denne såkaldte sommer er det nok en klar fordel. Det indendørs lokale er stilrent og holdt i lyse farver, og maden svarer egentlig ganske pænt til det moderate og rene look. Der er ikke mange frokostretter at vælge imellem, men de, der er, er gode, pæne, varierede og velsmagende. Og prisen er også i samme moderate ende.

Det er absolut et rart, fredeligt og hyggeligt sted at indtage sin frokost og samtidig indsnuse atmosfæren fra fortidens travle brygning. Os, der var unge her omkring, husker stadig deres store ( og jeg mener STORE) hit med 1 liters ølflasker, som var et scoop dengang, det overhovedet ikke drejede sig om smagen, men udelukkende om virkningen. Og i dag er trækasserne til samme øl i øvrigt noget af et samlerobjekt.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan på regelmæssig basis kommer forbi Hobro til frokosttid, men alligevel er det helt rart at vide, at her findes et rigtigt hyggeligt, godt sted, som kan anbefales.

Jacobs Fiskerestaurant, Havnen i Sæby.

Under navnet Jensens Fiskerestaurant var den vist nærmest landskendt i Jylland. Men så var der en anden Jensen-restaurant, der mente at have patent på et af Danmarks allermest almindelige efternavne, og så blev den pludselig til et fornavn og flyttede nogle hundrede meter hen ad kajen.

Men det er stadig den samme megabuffet, og det er stadig de samme ret uforståelige priser. Uforståelige forstået på den måde, at 150 kroner for at torskespise sig overmæt ( når man nu ikke kan styre den slags og derfor ikke bør komme der alt for ofte!) i enhver form for lækker, og lækkert tilberedt, fisk, bestemt på ingen måde er vanvittigt. Det er i stedet ret uforståeligt billigt.

Her er simpelthen alt, hvad det grådige fiskehjerte kan begære. Man svømmer, bogstaveligt talt, i fisk. Fra den gængse rødspættefilet med hjemmelavet remoulade over et orgie af sild i alle afskygninger og i enhver tænkelig lage, til rejesalater en masse og store krabber og jomfruhummere, som man sagtens kan bruge særdeles megen tid til at demontere. Ikke altid med kød som resultat! Her er også de mere utraditionelle fisk ( for vi danskere er meget traditionelle, når det kommer til vores fisk), og faktisk smager kulmule med mango og en torskefisk i citronsovs yderst delikat. Derudover er her lækre salater, så salatfreaken i den grad skal passe på ikke at spise sig mæt i coleslawen her blandt alle fiskene.

Eneste klagepunkt er det ledsagende brød, som er en smule kedeligt og sagtens kunne optimeres. Omvendt når i alt fald jeg altid til et punkt undervejs i en buffet, hvor jeg simpelthen må gå brødflov for overhovedet at nå igennem så meget som muligt af alt det andet. Det gjorde bestemt ikke ondt denne gang! Det kan gøres meget, meget bedre.

Selv om der selvfølgelig skal opbygges en forfærdelig masse koncentration omkring at nå gennem alle delikatesserne samt udøves indre logistik omkring mavekapacitet for at nå så meget som muligt, så er der faktisk også ydre omstændigheder, der klart tæller opad. Udsigten over Sæby Havn er fortrinlig–her sker en masse, både på land og til vands.

–Og er man på endnu mere fattigrøvstur, eller bare mindre sulten, så har samme sted ( dog lidt længere henne ad gaden) et godt hul i husmuren, der langer mere grillbaragtig fisk ud i stride strømme. Her kan jeg give min fulde anbefaling til både fiskefiletter og scampi/indbagte rejser. For her i huset byder sommeren altid på en tur i fisk i Sæby, og det er en tradition, der er værd at bibeholde. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Af fare for at lyde skadefro på en dag som denne, er jeg alligevel nødt til at klemme ud, at det da er en velsignelse for denne dejlige festival, at der ikke er anlagt en omfartsvej omkring Mariager, da alle de mennesker, der havde fundet frem til den, i så fald bare var kørt udenom!

For Foodfestivalen i Mariager ligger nede ved havnen, nærmest midt i byen, og den afholdes hvert år på Grundlovsdag. Den er samtidig værd at køre efter. Ikke, at den er specifikt stor og prangende. I stedet er den en flot opvisning i lokale tiltag indenfor madområdet med masser af forskellige former for føde- og drikkevarer. Ofte fra ganske små, nærmest stalddørsproducenter.

Her er et væld af smagsprøver–hvilket i sig selv er uhyre tiltalende for min udgiftssky sjæl. Fra de dejligste, hjemmemostede juicer, over honning af enhver art til hjemmedyrkede/avlede, økologiske grøntsager og spegepølser. Her er pesto i alle varianter, sundt slik, et utal af mikrobyggerier, dejligt brød og faktisk også en del ting, man slet ikke lige havde tænkt på som salgsobjekter. Der er noget for enhver smag–og enhver pengepung. Det er fantastisk at se, hvor megen entusiasme, kærlighed og stolthed, der lægges i at producere lødige, bæredygtige og smagfulde fødevarer, og man bliver glad ved at erfare, at der er masser af veje udenom supermarkedernes kølediske og deres indbyggede kønsløshed. Nok er ordentlig mad dyrere–men den er altså også ordentligere, og kan fortæres med en helt anden form for god samvittighed og nydelse.

Så når der nu alligevel ikke er en omfartsvej omkring Mariager, så var det vel en god ide at køre derind næste år d.5. juni? Det er umagen–og smagen–værd.

Cafe Vi.2. Obels Plads, Ålborg.

Underligt at komme ind på pladsen med de mange restauranter og så iagttage, at de allerfleste af de imponerende mange gæster på sådan en ganske almindeligt mandag sidder på et og samme spisested. Der var næsten tomt alle andre steder, men på Cafe Vi.2 var der faktisk en lille smule ventetid på et bord.

Det kan jeg så godt forstå. Nu bagefter. For maden er virkelig god, betjeningen sød, effektiv og smilende–og prisen i et leje, hvor enhver nærmest kan være med. Portionerne er imponerende–hvis det da overhovedet er positivt i disse madspildstider, men jeg vil vove at påstå, at selv de allermest glubende sultne kan blive fint mætte, og vi resterende kan så til gengæld næsten ikke undgå at spise for meget.

For den er god og grøn, maden. Nok er der kød på menuen, men det er garneret med en rigdom af såvel friske som syltede grøntsager og pesto. Personligt er jeg overbevist om, at jeg til frokost fortærede det meste af en nyhøstet mark med rucula, et halvt oliventræ og et halvt hundrede tomater, der ligesom aldrig helt fik lov at blive voksne. Det var lækkert, det var friskt, og så er det faktisk også rart at sidde et sted, hvor man kan mærke byens puls og helt legalt kan sidde og glo på alle de mennesker, der kommer forbi. Perfekte steder til menneskegloning er vi en smule i underskud med, os ude fra provinsen, så en cafe på et centralt sted er så absolut guf for provinsboere i glounderskud.

Fuldt fortjent at alle sad her. Men jeg tror nu alligevel, jeg skal prøve de andre cafeer også………

Cafe 33. Dybbølsgade. Vesterbro.

I min ungdom sværmede jeg lidt for de brune bodegaer. Der var også væsentligt flere brune bodegaer at sværme for. Jeg tror, jeg var lidt fascineret af såvel grimheden som den undergangsstemning, der prægede sådanne steder. Men de findes skam endnu. Især rundt omkring i bymidterne. Klientellet har ændret sig rigtigt mange steder, primært vel fordi det oprindelige klientel for længst er døde af at sidde der, og er blevet til unge, trendy, hipsterske bymennesker, der tilsyneladende også sværmer lidt for brune bodegaer. Meget kan man sige om den–men den er i alt fald væsentligt mere oprindelig og ægte end de fleste cafeer, hvor anonymiteten nærmest er indbygget i det overvældende antal spejle.

Cafe 33 er sådan en brun bodega. Og har man glemt, hvordan de ser ud, så er den faktisk et rigtigt godt sted til genopfriskning. Det er en rigtig Vesterbrobar, hvor de lokale ( og i det område er de lokale enten medlemmer af den såkaldt “kreative klasse” eller lejere i forældrekøb!) mødes over en sodavand eller øl til 25 kr. stykket. Og så er det sådan et sted, hvor man skal spørge pænt, hvis man derudover gerne vil have et glas! Her er også billardbord, og efter en langsom hensygnen og nærmest død med de oprindelige kunder er billard faktisk gået hen og blevet vældigt populært blandt netop unge mennesker. Der er i alt fald kø til køerne. Tendensen er også, at der hellere spilles med kø end overdrikkes, så alle de brune fulderikker er længst forduftet.

Oppe i baren er der en lille lem, som fører ned til—intet mindre end verdens største samling af vodka. Den kan man få lov at se, hvis ejeren er til stede, og man spørger pænt. Det var herfra, at en guldbelagt flaske vodka til 8. millioner ( ja, det skrev hun!) blev stjålet for et års tid siden. Den blev dog senere fundet, tom, på en byggeplads ude i en forstad, så selve flasken er tilbage på sit museum. Underligt nok giver stueetagen med sit umiskendeligt brune præg og alle sine overdådige, gamle ølskilte absolut ingen mistanke om, at der nedenunder befinder sig en spirituøst samling i verdensklasse.

En gang imellem er det ganske hyggeligt kortvarigt at genopfriske sin ungdommelige fascination. For der er jo også tale om et stykke dansk kulturhistorie, som man ikke lige render over på alle gadehjørner. Jeg kan kun anbefale et besøg på Cafe 33–det er også ubeskriveligt billigt, set i lyset af københavnerpriser. Der er ingen, der siger, man skal blive der i evigheder, men det er sjovt at se, at et sådant sted har overlevet. Og det er dejligt at se, at de lokale har taget det til sig og bruger det. Ikke som førhen til langsomt, tuborgeligt selvmord ved bardisken, men til at mødes, spille billard og hygge sig.

Det er nemt at finde. Bare drej fra Sdr. Boulevard ved Kihosk. Og hvis man ikke lige ved, hvor Kihosk ligger, så er der ingen, virkelig ingen, lokale, der ikke ved det!

Cafe Extrablatt. Galerie Flensburg, Flensburg.

Jeg har en god veninde, som jeg årligt er på juletur med til Flensburg. Vi spiser det samme sted hver gang. Ikke blot er vi efterhånden blevet noget traditionsbundne, vi er også blevet noget dovne, for når man nu ved, at maden dette sted er absolut spiselig–hvorfor så i alverden gå andre steder hen?

Nu var jeg her så lige forleden, altså ganske ujulet. Deres burgere er stadig spiseværdige, og det med pommes frites forstår de også. Her lugter helt anderledes end på de forfærdelige pølsehuse og grillbeværdinger, som de fleste grænsekiosker forsøger at lokke bratwursthungrige danskere med, og maden ligger decideret klasser over. Personligt giver jeg også gerne 5 Euro mere for at slippe for friturestanken og fedtklumpen, der hedder “brat” til fornavn.

Extrablatt først i centret Gallerie Flensburg er bestemt ikke noget gourmetsted, men det er handy og også en smule kitch med sit forlorne bindingsværk midt i et moderne shoppingcenter. Det er sådan et sted, som flensburgerne selv mødes på, læser dagens avis på og får sig en kop kaffe på, mens de kigger på livet og die dumme Dänen, der har i grunden bare burde sætte sig ned og få en af de yderst spiselige burgere til omkring 10 Euro.

Så længe jeg kender sådan et rart sted i Flensburg, behøver jeg overhovedet ikke anvende nogen form for grillbarer, hvor almindelige de tyskere i området aldrig kunne drømme om at sætte deres ben.

Je t`aime. Dybbølsgade. Lige overfor Dybbølsbro Station/Fisketorvet.

Min datter havde fået stedet anbefalet af en kokkeven. Hvis jeg var kok, ville jeg nok også anbefale sådan et sted. Hyggeligt, intimt, solid og venligt betjening samt fantastisk mad.

Og min ene svigerdatter var adskillige gange gået forbi stedet og havde undret sig over, at de mennesker, der boede derinde, konstant, hver aften og til relativt sent havde spisende gæster i en uendelighed. Det er forståeligt. For restauranten bærer tydeligt præg af at være et par gamle Vesterbrolejligheder, der er slået sammen, uden at man af den grund har ophævet rumfordelingen. Det giver en forfærdelig masse rum, men også mulighed for at være privat på uprivat grund samt at undgå andre eventuelt støjende gæster. Det er næsten som at være inviteret til en bedre middag hos dem, der ejer lejlighederne.

Og en bedre middag får man her. Klart efter fransk inspiration, men bestemt med lokale råvarer i centrum. Menukortet er ikke stort, nok 6 forskellige hovedretter, men det gør så, at der er kælet i detaljerne for hver eneste af dem. Man kan også vælge en 4 retters menu med det hele, og så spise en del mere varieret. Under alle omstændigheder er alle retter superlækre og tilbehøret, som man køber særskilt, passer bare fantastisk til de enkelte retter. Grundpriser er omkring 225-250 pr. ret og 40-50 for tilbehør, hvilket ikke er vildt dyrt i København, mens vi jyder nok synes, det er på den absolut pæne side. Omvendt er det sjældent at få så velkomponeret mad i lige præcis den størrelse portion, der giver en dejlig mæthed uden at provokere overspisningsfornemmelser.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser her. Det kunne bestemt godt gå hen og blive en (god) vane.

Cafebiografen. Brandts. Odense.

–Og nu vi er gode spisesteder, og hvad der skal til for at skabe den gode julestemning!

Det er ikke fordi, der ikke er masser af andre spisesteder i Odense. Det er bare fordi, Cafebiografen både er hyggelig, prisvenlig, ligger et centralt sted og med årene ligesom er blevet en del af det at tage til Odense i december. Som noget, der skal tages i ed, for at det igen kan blive jul i den lille mave.

Jeg kan godt lide stemningen i det store, relativt rustikke lokale. Der emmer både af travlhed blandt de mange strøggæster, der bare lige skal have en kop kaffe eller noget let, inden næste shoppingfase samt af forventning fra de, der skal videre ind i biografen. Og maden er god og rigelig. Egentlig ret traditionel cafemad med tapas, burgere og salater, men alt i en ualmindeligt appetitlig udgave. Det smager simpelthen godt. Tilligemed at man skal lede længe for at finde retter, der koster meget over de 130 kroner.

Odense er også et godt bud på en julet by. Her findes også kvarterer med ældgamle huse, snoede gader og hygge, selv om man desværre i årevis gjorde sit bedste for at sløre det faktum ved nærmest at føre en motorvej ind gennem de mest bevaringsværdige kvarterer. For mig er et besøg hos M. Hansen et must–mere nuttet forretning skal man lede længe efter. Samt et lille sneak-peak hos Damgaard-Lauridsen, hvor de har så mange fantastiske antikke smykker, som desværre kun kvinder med megarige mænd ( og hvor finder man lige sådan en–i min alder???) eller supergode jobs kan komme i nærheden af. Odense har også Danmarks mest tiltalende udgave af Magasin, sådan et lillebitte minivarehus, der udmærker sig ved både at være til at finde rundt i og til at forholde sig til.

Og så altså Cafebiografen. Som de fleste år må indtages kulinarisk, for at julestemningen kan brede sig ud i alle kropsdele.

Sælhunden. Ribe.

Lige ved den gamle stormflodssøjle og langs med åen i Ribe ligger restaurant Sælhunden. Lidt væk fra selve midtbyen, men det påvirker tilsyneladende slet ikke søgningen omkring frokosttid. I går, sådan en helt almindelig torsdag, var her i alt fald fuldt.

Og det er ganske forståeligt. Lokalerne er gamle, lavtloftede og charmerende på en meget uprætentiøs måde. Her vrimler ikke med Madam blå, udstoppede dyr eller gammelt porcelæn–her er bare rent og pænt. Og så er maden god. Her dyrkes de gamle frokostretter som pandestegte rødspættefiletter og æggekager, og de dyrkes godt og ærligt. Det er endda muligt at få bakskuld (tørret ising), så det kan de, der har den slags lyster, jo binde an med. Portionerne er særdeles rigelige, remouladen hjemmerørt, og det er endda muligt at vælge mellem et pænt udvalg af både gode frugtsafter og spændende mini-bryggeriøl.

For mig er Ribe et must i december. Byen har sat sig for at blive Danmarks juleby nummer 1, og i mine øjne er den det allerede. Der er næppe noget andet sted end her, hvor julehyggen kan pible ud mellem alle de gamle mure uden at blive forloren. Selvfølgelig er de priviligerede derovre, at de allerede har de kulisser i forvejen, som mange andre byer må stable op i julehygge-øjemed, men der er nu altså også noget over en by, hvor nærmest samtlige hovedstrøgs-kædeforretninger glimrer ved deres fravær.

I Ribe er der i stedet et sandt eldorado af små, sjove, spøjse overskudsforretninger, der sælger masser af ting, som er vidunderligt smukke, men som man måske ikke står akut og skal bruge–med mindre man lige er i humør til at forkæle sig selv! Hvis jeg var juletræsbegynder, ville jeg tage en tur til Ribe. Hold da op et udvalg i smagfuld bepyntning til nyskovede grantræer! Og kommer man tilstrækkeligt langt ind i alle de små, fine forretninger, åbenbarer der sig sande kjole-himle. Som i: Hvad F… gør jeg nu, for jeg vil gerne have dem alle med hjem?

Det er så derfor, man behændigt må bestikke sig selv med en god frokost på sådan et præmiested som Sælhunden. Ribe har et sandt overskud af restauranter, nærmest en på hvert gadehjørne. Og da jeg, over årene, har været inde på mange af de gadehjørner, kan jeg fuldt konkludere, at dette er det bedste sted, jeg hidtil har spist i Ribe.

Cafe Kajkanten, Bønnerup Strand, Djursland.

Det er sådan et sted, der gør sig i høj sol, sommervejr og dansk ugennemsnitssommer. Som den vi har lige nu. Jeg tvivler på stedets appel en grå-sort, regnvåd gennemsnitssommer. Men i dag var det fortrinligt at sidde der på kajkanten og spise fisk, mens såvel fiskerbåde og lystsejlere strøg forbi på vej ud på det hav, der bare bliver blåere og blåere, når solen skinner på det.

Man kan kun få fisk herude på den yderste mole i det, der ligner en tidligere landings- eller auktionshal. Og det primært i de allermest gængse varianter, fra frikadellerne til filetterne. Men det er også godt nok. For det er jo netop lige det, der er med til at skabe stemningen, når man kan sidde ude og nyde det hele sådan en fantastisk dag. Ydermere er priserne absolut til at forstå, så 3 personer kan få en god gang fisk and chips, inkl. drikkevarer for lige godt 300 kroner. Oven i købet uden at det hele minder det mindste om en ordinær grillbar.

Lige ved siden af cafeen ligger i øvrigt en virkelig fin fiskeforretning i samme bygning, og den venlige ekspedient er både klar med isposer og gode opskriftsråd til langtursfarere. Og kører man bare få kilometer fra stedet, er der alle muligheder for at prøvesejle en af Danmarks mindste færger over Randers Fjord. Hvis man da ellers skal den vej…..