Nok en pause værd.

Cafe Kajkanten, Bønnerup Strand, Djursland.

Det er sådan et sted, der gør sig i høj sol, sommervejr og dansk ugennemsnitssommer. Som den vi har lige nu. Jeg tvivler på stedets appel en grå-sort, regnvåd gennemsnitssommer. Men i dag var det fortrinligt at sidde der på kajkanten og spise fisk, mens såvel fiskerbåde og lystsejlere strøg forbi på vej ud på det hav, der bare bliver blåere og blåere, når solen skinner på det.

Man kan kun få fisk herude på den yderste mole i det, der ligner en tidligere landings- eller auktionshal. Og det primært i de allermest gængse varianter, fra frikadellerne til filetterne. Men det er også godt nok. For det er jo netop lige det, der er med til at skabe stemningen, når man kan sidde ude og nyde det hele sådan en fantastisk dag. Ydermere er priserne absolut til at forstå, så 3 personer kan få en god gang fisk and chips, inkl. drikkevarer for lige godt 300 kroner. Oven i købet uden at det hele minder det mindste om en ordinær grillbar.

Lige ved siden af cafeen ligger i øvrigt en virkelig fin fiskeforretning i samme bygning, og den venlige ekspedient er både klar med isposer og gode opskriftsråd til langtursfarere. Og kører man bare få kilometer fra stedet, er der alle muligheder for at prøvesejle en af Danmarks mindste færger over Randers Fjord. Hvis man da ellers skal den vej…..

Continue Reading

Den store opfordring til overspisning.

Restaurant Flammen. Overalt, næsten.

Jeg ved godt, at det er en gammel nyhed, og at nærmest enhver middelstor provinsby med respekt for sig selv har en. Det er også flere år siden, jeg havde min debut i Flammenregi, men i går var jeg der så igen. Bevæbnet med et gavekort på 500 kr., som lige præcis var nok til, at den selvbetalte del af regningen blev 9 kr. Og det er jo en pris, enhver jyde til fulde forstår.

På Flammen koster det 200 kr ( på helligdage og i weekender lidt mere) at gå ustyrligt amok i 15 slags grillet kød, et alenlangt salatbord og diverse forretter. Det gør man så!  Jeg ved ikke, om det bare er min lokale udgave af kødorgiet, der midt på aftenen virker en smule slidt og rodet, men umiddelbart syntes jeg, det hele udtrykte en form for træthed. Der er vel også grænser for, hvor længe et stykke nygrillet kød kan holde sig netop nygrillet, samt hvor mange salatrodehoveder der går på at få rødløgene godt integreret i dagens coleslaw. Ligesom ærter og majs helt tydeligt var ved at indgå en gul/grøn alliance.

Der er ingen tvivl om, at Flammen er ved at være den foretrukne familierestaurant for op til flere generationer sammen. Det fremgik tydeligt af klientellet. Der er gået lidt luksus-McDonald med et stænk af Jensensovs i det hele, og det er ganske forståeligt med de familievenlige priser, hvor selv teenagedrenge ( har dem stadig i erindring!) kan spise sig fuldmætte på en måde og til en pris, som absolut ingen gourmetsteder kommer i nærheden af. Og så er der noget for alle. Kan man ikke lide lammet, er der stadig 14 andre kødlunser at vælge imellem.

Men ikke et ord om klimaforandringer og husdyrenes effekt på dem. Måske bare, at Flammen nok ikke ligger blandt eliten indenfor begrænsning. Det er dog ikke den begrænsning, der bekymrer mig mest. I første omgang er jeg nødt til at gribe i egen mave og blankt indrømme, at når så megen mad (ja, det ER svinsk meget mad!) står til nærmest fri afbenyttelse, så har jeg virkelig, virkelig svært ved at styre og begrænse tingene. Min hjerne går på overforbrugsmode, og jeg kører ind, så jeg næsten stresser over ikke at få smagt det hele. Resultatet er da også hver gang, at jeg nærmest vralter derfra–med hvad der svarer til en god uges anbefalet kødforbrug indenbords. Det sker noget psykologisk med en, når så meget mad står frit fremme. Først spiser man af decideret lyst og for smagens skyld. Anden halvleg handler nærmest om en pligt til for det første at smage så meget som muligt, for det andet at opnå den fulde valuta for pengene……

Udover de mange (stor)familier iagttog jeg desværre også, at en restaurant som denne decideret appellerer til mennesker med problemer med overspisning. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, men netop i aftes var der et højst synligt koncentrat af seriøst overvægtige. Nogle endda alene i byen. Her kan man nemlig upåfaldende fylde sin tallerken gang efter gang, for gør man det, følger man jo bare lige præcis stedets koncept. Hvis man har behov for rigtig meget mad, vil det jo til enhver tid være yderst besparende at gå på Flammen, fremfor at frekventere de lokale burger- og grillbarer, som tager penge pr. indtaget stykke mad.

Så efter at have brugt resten af aftenen på at fordøje, er jeg nu der, hvor jeg så småt begynder at overveje, om der er plads til noget morgenmad oven på den halve ko og det hele lam. Og er kommet til den konklusion, at det skal vare et stykke tid, før jeg igen vover mig ud i denne spiseudfordring. SÅ lækkert er det nu heller ikke. Og så tit får vi jo heller ikke lige et gavekort. For uden gavekort ville vi jo nok gå et andet sted hen…….

 

Continue Reading

Hvidsten Kro.

Siden filmen om Hvidstengruppen kom for nogle år siden, har den “tilhørende” kro oplevet en næsten altovervældende interesse. På en sådan måde at bordbestilling langt ud i fremtiden har været nødvendig, at enhver pensionistudflugt med respekt for sig selv har skullet besøge stedet, og at kroens, i øvrigt omfattende, parkeringsplads har bugnet af busser på endagsture med Hvidsten som omdrejningspunkt.

Ikke at filmen i sig selv var noget særligt. Den formåede, troværdigt, at fortælle den heroiske og tragiske historie om en af besættelsestidens navnkundige modstandsgrupper, men for os indfødte jyder gik der, som vanligt, store, irriterende og forstyrrende kurrer på tråden, som det altid sker, når ikke- jyske skuespillere amatøragtigt forsøger at efterligne vores pæne dialekt. Så hører vi ikke andet end den slags utilgivelige klytsprog, som hverken er fugl eller fisk. Og i alt fald ikke jysk.

Men i går kom vi tilfældigt forbi og var heldige at kunne få et bord. Hverken jeg eller pensionistmanden havde været der siden vores barndommen. Og det var dengang, kroen kun var kendt for sin historie og gode mad. Ikke for en reklamemæssig guldgrube af en film. Vi kunne nu godt genkende det hele, for der var vist ikke noget nævneværdigt, der var blevet flyttet eller noget gammelt, der var blevet smidt ud. Hvidsten Kro trives i sin egen tidslomme af såkaldt almuestil— den der, hvis man er lidt venlig, oplevede en kortvarig renæssance omkring 70-erne, men som nu, i alt fald i private hjem, anses for utroligt ude af trit med den designmæssige virkelighed. Her er absolut overskud af gammelt porcelæn, broderede hængestykker med fædrelandskærlige inskriptioner, messing ( der dog er særdeles velpudset), skabe i almuefarver, ethvert køkkenredskab indenfor Madam Blå- serien og nips med oprindelsesdato fra før 1800. Forskellen til rigtige hjem er så bare, at her er det på sin egen måde charmerende og historisk autentisk, selv om man godt kan føle sig en smule omklamret af ting. Masser af ting. Den var aldrig gået på Noma. Eller i Kødbyen. Men her, hvor man taler autentisk jysk, er det sgu’ ret meget helt i orden.

Kroens specialitet er æggekage, men da jeg forleden kom til at investere i 30 billige æg til stor fare for familiens kolesteroltal, var vi allerede på forkant med dagens ægindtag og havde faktisk også lyst til noget andet. Så det blev kroens sild og fiskefillettet, og begge dele kan bestemt også anbefales. Selve menukortet svarer fuldstændigt til dekorationerne. Her er ingen stegte græshopper eller franskinspireret delikatesser, men god, gedigen, traditionel dansk mad. Og det er vel sådan, det skal være, hvis alting ligesom skal hænge sammen og bevare sin troværdighed. Det var god og ærlig mad, vi fik, og det smagte godt. Selv om de ualmindeligt gerne må droppe at smøre rugbrødsskiverne med tandsmør på forhånd. Det er simpelthen ikke lækkert, anno 2018.

Så hvis turen går via den smukke, snoede landevej mellem Mariager og Randers, så tag chancen med at kigge ind på Hvidsten Kro. Ikke for den forglemmelige films skyld, men fordi her er historie, autenticitet og god mad.

 

Continue Reading

Brunch—den perfekte, alternative påskefrokost.

Før i tiden var det påskefrokosterne. De store, de våde og de næsten uoverkommelige, rent madmæssigt. De kunne vare godt og vel halve dage at indtage og sikkert adskillige flere dage for dem, der skulle forberede dem. Det vrimlede med kødretter, iklædt det autoriserede tilbehør, og hvis leverpostejen ikke var hjemmebagt, og frikadellerne hjemmestegte, var det sådan en slags interfamiliær falliterklæring, der ligesom signalerede, at værterne ikke tog den slags alvorligt nok. Der var også snaps nok. Mere end. Og værterne ( især, desværre, værtinden!) stod så med såvel forberedelser som oprydning, og, som jeg husker det, også temmelig meget tid i køkkenet under indtagelsen af selve det store madorgie. Måske priste hun sig ligefrem lykkelig over, at den slags i de fleste familier gerne gik på omgang, så det i alt fald ( og alt efter slægtens størrelse) varede nogle år, inden hendes hjem igen blev påskefrokost-indtaget som en megaspiselig markering af højtiden.

Der er sikkert mange, der stadig holder påskefrokostflaget højt. Der er sikkert også mange, der har indset det retfærdige og fornuftige i, at fællesspisningen sagtens kan uddelegeres på madfronten, så ingen står med monopol på ansvaret, og alle medbringer en ret eller to. Og tidens trend bevæger sig samtidig nok ad andre veje end frikadellernes og snapsens. For det er da stadig hyggeligt, og nogle gange årets eneste chance for at ses med den familie, der ofte er spredt over både ind- og udland.

Men hvis man nu bare ikke gider alle de forberedelser mere. Og da slet ikke gider rydde op. Fordi det egentlig formål er at være sammen. Uden at nogen er mere sammen end andre, fordi nogen har køkkentjansen. Ja, så kan man jo gå ud og spise brunch. Rent økonomisk er der nok ikke den store forskel, da en hjemmelavet påskefrokost måske endda vil overstige det beløb, en udespist brunch koster. Og med hensyn til antal og udvalg af retter, er der nok, trods alt, større og måske endda mere varieret udvalg hos den professionelle udbyder. Og man betaler sig fra enhver form for oprydning. Inklusiv gryderne…

Brunch er sådan et behageligt måltid med så mange tillokkende karaktertræk. For det første er det (hvis man altså kan vente!) dagens første måltid, som ligger så sent, at man kan nå at blive rigtigt godt sulten. Det tiltaler vist alle de udgiftssky, som så i den grad føler, der gives valuta på madfronten. For det andet er der denne geniale sammensmeltning af morgenmadens ost og mælkeprodukter samt frokostens lune og mere kød- og salatprægede produkter. Leverpostejen og de lune deller synes også, i alt fald i jylland, at være en fast bestanddel, så ingen går i akut levernød. Også på andre områder–altså det med leveren–for brunch er et spisemåltid, ikke et camoufleret snapsegilde. For mig personligt er bestanddelene i en ordentlig brunch også så fristende, at det med lethed er dagens hovedmåltid, der kun efterlader sult efter lidt rugbrød et godt stykke ud på aftenen. Og når det holdes ude, er ingen ansvarlige for hverken indledende forårsrengøring, frikadellernes hjemmelavethed, tallerkenskift og grydeskrubning undervejs eller den afsluttende oprydning. Den slags betaler man for at have folk til, således at det eneste, man sådan set er ansvarlig for, er sit eget madindtag og den hyggelige, uafbrudte samtale med de andre deltagere.

På det seneste har jeg også været til en del runde fødselsdagsfester, som blev fejret med en god brunch på kro eller restaurant. Jeg har hver gang lovet mig selv, at hvis/når jeg står i bekneb for en god fejring af mig selv, så er dette den eneste fremgangsmåde, jeg kunne tænke mig. Gæsterne kommer relativt tidligt på dagen–og går hjem på et, for folk i min alder, humant tidspunkt. Der er rigeligt med madmæssige valgmuligheder. Eller: Fri mig dog for suppe, steg og is–også i de mere moderne og innovative variationer. Alle er i stand til at køre pænt hjem efter fejring, og ingen bliver dumme eller ulidelige at høre på. Til gengæld går snakken ualmindeligt godt over denne udvidede kop kaffe med tilbehør. Og gaverne er, i alt fald de steder, jeg har været, fuldt ud på højde med de, der plejer at udløses af et væsentlig større og vådere arrangement. Det skal man da heller ikke forklejne som festholder, selv om de fleste nok går lidt stille med sådanne kyniske udregninger.

Jeg tror, brunch er kommet for at påske- og fødselsdagsblive. Tiden er ikke længere til disse overdrevne æde-og drikkegilder med ganske få ansvarlige, som hænger på det hele. De fleste er allerede kommet, eller kommer sikkert, dertil, at det intense, pligtfri samvær er værd at betale sig fra udenfor ens eget hjem. Sådan–og det er jo det vigtigste–at alle nyder det!

Så før i tiden var der påskefrokosterne. Nu har de fået voldsom konkurrence af påskebruncherne. Tror jeg.

 

Continue Reading

Et finurligt lille slot i Nordjylland.

Voergaard Slot. Ved Dronninglund.

Jeg var der sidst i 1975, så på sådan en Langfredag uden vand, meget lidt varme og, trods alt, tålelige udendørstemperaturer, blev det pludselig en god ide at besøge dette finurlige, lille slot. Samt få en is i Sæby.

Voergaard har en lang og særdeles brudt historie, sådan arvefølgemæssigt. Som Danmarks nok eneste slot er det aldrig gået i arv fra generation til generation. Til gengæld har det været i mange slægters eje. Helt fra opførslen i 1510 som fæstningsborg af den navnkundige biskop Stygge Krumpen, som drak, horede og levede det verdslige liv her, mens han passede sine religiøse, cølibatiske og biskoppelige pligter, når han var på Børglum. Over den lige så berygtede Ingeborg Skeel, som stadig huserer på stedet, da et lykkeligt efterliv nok er rimeligt betinget af, at man opfører sig rimeligt medmenneskeligt. Hun gjorde det modsatte. Til den såkaldte greve, Oberbech- Claussen, som giftede sig til en helvedes masse penge, besiddelser og antikviteter i La Belle Epoke Frankrig og efter hustruens død fragtede 18 fyldte togvogne af det hjem til nykøbte Voergaard, hvor vi andre så kan beundre både det og den prægtige renæssancefacade på den ene fløj af slottet.

Man kan kun komme rundt med en rundviser, og det er en fornøjelse, for her, oppe i det nordligste Jylland, har de forstået grundprincipperne i underholdende, oplysende, spændende guidning. Fem stjerner til rundviseren. Måske også fem stjerner til Oberbech-Clausen, som bestemt ikke fyldte sine togvogne udfra kunsthistoriske, intellektuelle principper. Han tog det, han kunne lide. Revl og krat, stort og småt, kostbare antikviteter og det rene lort— alt tilsyneladende udvalgt con amore til det nykøbte slot, som han desværre kun nåede at bebo otte år frem til 1963, hvor det overgik til en fond. Her er malerier tilskrevet Goya, Rafael og Rubens, Marie Antoinettes sidste brev og Napoleons sidste spisestel— og i det hele taget et bredt udvalg af effekter, som tilskrives de sidste to, lettere anløbne, historiske personer. Her er kunst fra snart sagt alle perioder ( ingen smalle steder her!), masser af gamle møbler og gobeliner og finurligheder af enhver art. Som f.eks. den franske kongerække broderet med menneskehår. Ydermere var den franske enkegrevindes ( altså hende, der oprindeligt havde pengene) far den berømte kirurg Pean, som i sin tid opfandt Peantangen ( bare google!), så en større samling kirurgiske værktøjer fra datiden er her da også blevet plads til.

Det er et finurligt lille slot, det her. Så helt sit eget. Med sin helt egen rodede, charmerende samling, atmosfære fra adskillige hundrede år— og rigtigt gode rundvisere. Illustreret ved, at der på vores rundtur var 2 børn på 8-10 med, og de var dybt optagede og imponerede. Selvfølgelig mest af de lokale spøgelser og den uhyggelige fangekælder, men alligevel. Prøv det! Og de har gode is i Sæby!

 

Continue Reading

Som at være i New York……

Behov. Rentemestervej 94, København NV.

Der er efterhånden gået inflation i pizzaer. Eller også er der gået noget andet i dem, så mange af dem burde forbydes overhovedet at kalde sig noget, der minder om pizza. Der er oceaner af steder, hvor man kan erhverve sig slasket brød med erstatningstomat og fake skinke. Og så er der Behov!

Behov er New Yorkerpizzaer af allerbedste kvalitet. Det sande eldorado for den udsøgte pizzasmag og den perfekt bagte bund. Ved ankomst får man udleveret en spiseseddel med et væld af alternative muligheder for såvel oste- som fyldvalg, og så er det ellers bare med at gå i gang med at krydse af. Alle pizzaer koster 100 kr., og intet fyld er for meget. Sådan at forstå, at man har totalt carte blanche til at sætte sine små krydser lige præcis der, hvor udelukkende ens smagsløg eller ens beskedenhed sætter grænser. En totalt overfyldt pizza er måske næppe den store oplevelse, men det er virkelig boostende for den pizzamæssige selvtillid personligt at kreere et lille mesterværk af smagssammensætninger.

Det underlige er, at dette hyggelige, afslappede sted ligger på grænsen af et industrikvarter og i en gammel, relativt ucharmerende villa højt oppe i Nordvest. Det er absolut ikke et sted, man bare lige kommer forbi. Man skal vide, det eksisterer. Og det er der tilsyneladende rigtigt mange, der gør, for her vrimler med gæster. Det kan jeg godt forstå, for det er meget, meget lang tid siden, jeg sidst har fået en pizza af så udsøgt en kvalitet. Og så overvældende en volumen!

Continue Reading

En virkelig god, gedigen frokost.

Madkælderen. Koldinghus.

Nede i de dybe kældre under Koldinghus ligger et utroligt hyggeligt spisested, Madkælderen. Det er IKKE nødvendigt at købe billet til selve slottet (som koster 95 kr., og absolut, hvis man har tid og ikke bare er frokostsulten, er værd at se). Det er udelukkende nødvendigt at forklare billetmanden, at man skal ind for at spise–og så får man faktisk også den smagfulde, spændende museumsbutik gratis med.

Til frokost har de udelukkende en særdeles righoldig buffet til 148 kr. Og den er værd at gå om bord i. Ikke at den er specielt eksotisk og nytænkende, men den er så ærlig, veltilberedt og helt uden nogen form for uheldige, moderne gimmicks og overspringsmad. Her er smørstegte rødspættefiletter med lækker, hjemmerørt remoulade, hjemmelavede sild af enhver art, nystegt flæskesteg med husets rødkål, den obligatoriske nybagte leverpostej og en fantastisk laks fra det lokale røgeri. Ikke at forglemme masser af spændende oste–også med lokal oprindelse. Derudover en del, jeg ikke lige overkommer at nævne i detaljer–eller som jeg slet ikke fik smagt, fordi det er et af den slags tag-selv-borde, man egentlig bør spise minimum to dage i træk for at kunne lave en ordentlig logistisk på sit madindtag.

Udover maden er omgivelserne også virkeligt behagelige og rare. Rummene er hyggelige og historiske, og i modsætning til de fleste strøgrestaturanter er her råd til, at borde og stole placeres med så stor rummelighed, at man både kan komme forbi uden at kante sig og er behageligt fri for at overhøre, hvad nabobordet taler om.

Så en ærlig, velsmagende, primært lokal og hjemmelavet frokost i fantastiske omgivelser til 148 for maden. Det kan man da forholde sig til! Og fristes til at gøre igen meget snart. Gerne med inddragelse af det fantastiske slot, som altid er et besøg værd–hvis man har tid!

Continue Reading

Om at være så dum, at man snyder sig selv.

Havde hjemmefra læst om Børkop Vandmølle, og både beskrivelsen af stedet og dets madtilbud lød virkelig lokkende. Sådan til en opløftende frokost på en solrig vinterdag i februar, hvor det rent geografisk også var muligt at vende omkring Brejning, som bare er så vidunderligt smukt et sted. Paradoksalt nok! For ganske få år siden var området en grim institutionsby for de psykisk handicappede med alle de forkætrede, misforståede tiltag, man nu havde dengang. I dag er de store, nærmest palæagtige bygninger forvandlet til en velholdt, flot lille landsby af skoler, hoteller, privatbeboelser og andet ved den smukke fjord.

Anyway, forventningerne blev kraftigt skruet i vejret, da vi nåede frem til den gamle mølle, som både med sine bygninger og sin beliggenhed signalerer solid hygge. Der var da også mange mennesker derinde. Alt for mange. I alt fald så mange, at de dumme idioter, der ikke lige havde fået bestilt bord, måtte gå igen med uforrettet spisesag. Hvilket ikke blev gjort nemmere af, at vi faktisk ventede så længe på den nedslående besked, at vi mageligt kunne iagttage, hvad de heldige indviede fik at spise. Det lignede lige præcis sådan noget, mine tænder virkelig gerne ville have haft under behandling. Der er ingen tvivl om, at det ikke kommer til at vare længe, inden jeg får bestilt et bord på det herlige sted. Det skal prøves!

Med endnu et tilskud til den allerede eksisterende sult og en god portion skuffelse, skulle der så findes alternativer. Fordi det nu engang er et nederlag bare at køre hjem og tage den obligatoriske pose frikadeller op af fryseren. Få km. til Munkebjerg, men der føler man sig nærmest selv som indsat på en institution, og frokostmaden smager sådan ca. også sådan, Skamlingsbanken nok vinterlukket, og det der nye sted med Michelinstjerne i Vejle nok fuldstændigt overbooket og i alt fald garanteret for dyrt til en pludselig indskydelse. Michelinstjerner skal man glæde sig til og kræse lidt om, synes jeg, der i øvrigt kun en ( 1, altså!) gang i mit liv har været den slags steder. Der skulle jo nødigt gå hverdag i det…..

Så det blev et sats på Vejle midtby, og det var et dårligt sats og en mærkbar straf for at være spise-booking-u-forberedt frokostgæst. Strøgrestauranter er såmænd gode nok og OK, hvis man bare er sulten. Hvem kan ikke klemme den obligatoriske burger, Cæsarsalat eller fiskefilet ned? Med en altid beredvillig håndsrækning fra Thousand Islands, remoulade og ruculasalat i nærmest skamfulde mængder. Og hvis bølgerne går rigtigt højt en påstået hjemmerørt Aioli?  Men det ER nu ikke det samme at spise sig ulækkermæt i den slags, når man fra starten af havde sat næsen op efter et dejligt, let og fantasifyldt måltid i en hyggelig gammel vandmølle.

Jeg skal af venlighed undgå at nævne etablissementets navn, men for evt. lokale kan det da godt afsløres, at det var en gammel gård i midtbyen, at deres svingdør ( som jeg selvfølgelig fik som nabo) givetvis koster mig endnu en forkølelse, at de bestemt er særdeles rundhåndede med både de tusinde øer ( her var nærmest tale om et helt øhav!) og forvoksede morgenkryddere i særdeles hvidt brød, der her udgiver sig for at være burgerboller.

Så kan man lære det! Altså at bestille sit bord hjemmefra, når man kører ud med forventning om en god frokost. For den skal prøves, den vandmølle!

Continue Reading

Bazar Vest. Århus.

Det er da i grunden alt for ringe, jeg aldrig har været derude før. Det er da heller ikke fordi, det har skortet på hverken interesse eller vilje, men det er, som med så mange andre ting, bare aldrig blevet til noget konkret.

Men i går var der et andet (arkitektonisk, der sker jo virkelig noget på den front i Gellerup!) ærinde derude, og så skulle det være! Og det var en anderledes oplevelse på en vintergrå februarlørdag i Århus. Sådan ret bling-bling i forhold til de umiddelbare omgivelser udenfor.

Bazar Vest er en sjov, underlig og finurlig blanding af Mellemøsten og, nå ja, Århus. Butikkerne er for de flestes vedkommende af den slags, man udmærket kan genkende fra ferieture til muslimske lande, og de sælger jævnt hen det samme. Der er en højlydt forkærlighed for ting, der ligner guld, blinker og er lavet af materialer, man nok ikke skal spørge alt for grundigt ind til samt en del vidunderlige grønthandlere og spændende slagtere. Især grønthandlerne sælger de mest indbydende, eksotiske varer og tilmed en del frugter, jeg nærmest aldrig har set før. Hvis jeg boede i nærområdet, ville jeg placere min samlede grøntsags- og frugthandel her. Ingen tvivl om det.

Og så er der de små torve og torvecafeer, hvor man kan få de lækreste specialiteter, og hvor mellemøstlige mandlige pensionister nyder deres stærke kaffe side om side med de lokale hipstere og børnefamilier af Århusiansk etnicitet. Det kan jeg godt lide. Denne blanding af rå, ufortyndet Mellemøsten og Århus med moderne fortegn. På en måde også det billede af fred, fordragelighed og fælles nydelse og samvær, som det kunne være så befriende at se andre steder i samfundet.

Jeg ville ønske, jeg boede i nærheden. For madvarernes skyld. Jeg er desværre vokset fra bling-bling. Eller også har jeg i forvejen nok.

Continue Reading

Gourmetpizzaer.

Gorm`s Pizza i Magstræde, KBH.

Tv-kokken Gorm ( Fortvivl ikke, hvis han synes ukendt. Jeg kendte ham heller ikke!) har et lille pizza-spisehus inde i Magstræde, lige klods op ad det legendariske “Huset” og midt i det ældste København, hvor både huse og gader krummer–nogle gange lidt faretruende.

Her er rigtigt hyggeligt, og pizzaerne er virkelig gode. Som sådan er det ikke pizzaer på gængs take-away-alt-andet-end-italiensk-personale-overdænget-med-falsk-ost-måde. Der er tale om gourmetpizzaer med den dejligste, sprødeste bund, jeg nogensinde har fået. Jeg hører til dem, der meget selektivt spiser indmaden i en pizza og gerne lader enhver form for kanter ligge–eller fodrer hunden med dem. Men her var det en fornøjelse.

Derudover er selve fyldet også noget mere fantasifuldt end de gængse dåseananas og revne bov, forklædt som skinke. Der er virkelig kælet for ingredienserne, og smagen er så også derefter. Den der trykkende fornemmelse, man ofte får efter at have spist alt for megen fed vikarost, er overhovedet ikke en risiko herinde. Det hele mætter på en fin, velafbalanceret måde.

Hvis man er vant til discountpizzapriser, så er det selvfølgelig en smule dyrt, for en pizza koster mellem 130 og 160 kroner. Men det er absolut det hele værd! Og derudover sidder man i et enormt hyggeligt lokale i et lidt skævt hus midt i et af Københavns gamle kvarterer.

Continue Reading