Hvalpsund Færgekro.

Formedelst lidt over 500 kr. fik vi i går sommerens hidtil mest rædselsfulde oplevelse. I særklasse af den art, så man næsten føler sig forpligtet til at advare andre om at begive sig ud i at få en lignende.

Beliggenheden smukt og lige ned til vandet ved travl havn og færgested fejler ellers ikke noget. Enhver med bare en lille smule forstand på og tæft for hotel- og restaurationsdrift burde kunne få banket et endog særdeles rentabelt sted op lige der. Det er så tilsyneladende ikke den slags enhver, der har stedet. Men der er rent. Utroligt rent. Måske, tør man måske gætte på?, fordi der ikke er så forfærdeligt meget at andet at tage sig til end netop at gøre rent. Der var nærmest ingen kunder. Det forstår jeg godt.

Menukortet er kort og en fantasiløs variation over samme tema. Selv var vi også fantasiløse nok til at tro, at det netop signalerede, at man derfor kælede for hver ret. Vi tog fejl. Burgeren var kønsløs og kedelig, men dog spiselig. Hvilket man desværre ikke kunne sige om kyllingesandwichen. Det ualmindeligt kedelige hvide plasticbrød var ikke toastet. Det var kremeret. Man havde end ikke (som vi gamle rotter udi brødristningens kunst da sommetider må ty til i stilhed) skrabet de kulsorte forbrændinger af–kun behændigt vendt dem nedad i en åbenlys foragt for frokostgæsternes såvel intelligens som smagsløg. Da vi påpegede det, fik vi svaret, at det var brødets beskaffenhed, der gjorde det letantændeligt. Det var sådan set det nærmeste, vi kom på en undskyldning! Eller en ellers særdeles velkommen beklagelse.

Dog må man sige, at kroen nok, som sikkert den eneste i landet, udmærker sig ved at servere sandwiches helt uden det mindste islæt af grønt. Indeni var en kogt, hel kyllingefilet, begravet ( for nu at blive i den terminologi, den er også passende!) i noget tomat-et-eller-andet. Tørt, i alt fald. Her må man sige, at et enkelt, krøllet salatblad ville have gjort en verden til forskel. Smagsmæssigt er vi på niveau med brændt snogbrød med plastic.

Så vi spiste det simpelthen ikke. Havde hunden været med, var selv han nok stået af. Alligevel kom regningen uden nedslag eller forståelige undskyldninger. Jeg tror også kun, vi betalte, fordi vi havde lidt ondt af dem. Gæster var der jo nærmest ingen af–til trods for godt vejr, brillant udsigt og ferieperiode. Og nogen skal vel betale de mennesker, der i den grad har tid til at gøre rent på stedet.

Jeg kan, selv om jeg da har en god del ikke så specielt imponerende spiseoplevelser med i bagagen, ikke erindre at have fået noget så dårligt nogensinde. Vi er i klassen, hvor man sikkert vil erindre i mange år, fordi oplevelsen næsten var helt surrealistisk. Det var lige før, man på ingen måde var blevet overrasket, hvis Basil Fawlty eller Manuel pludselig havde stået ved bordet.

Så hermed en advarsel. Med mindre man elsker kremeret brød med kønsløst indhold samt at være til grin for sine egne penge, bør man nok holde sig væk. Langt væk!

Forleden var jeg til auktion. Jeg plejer at elske at gå til auktion og har gjort det med stor glæde og mange gange gode køb i efterhånden mange år. Jeg er, med andre ord, en ualmindeligt erfaren auktionsgænger, der ikke bare holder af at slæbe fund med hjem, men for hvem en auktion også er en slags social begivenhed.

Indtil nu har alle lokale auktioner fundet sted i et mellemstort lokale, hvor vi har siddet tæt sammenklemte og kommet hinanden gevaldigt meget ved. Der har aldrig været stoleplads nok til alle, så halvdelen har stået op, gået lidt rundt, eller, selv om det anses for no-go, siddet på de møbler, der skulle bortauktioneres. Det var særdeles muligt under den 3-4 timer lange session–hvis man altså havde interesser i de sidste numre– at gå ud at tisse, hente en pølse ( auktionen har egen pølsemand, der kommer trillende med sin vogn) eller sodavand, tage et sidste kig på de ting, man evt. ville byde på samt gen-studere alle genstandene, fordi de stod hulter til bulter i auktionslokalet. Langs vægge, midt i og ophængt, hvis de var lamper. Ydermere var der en uskreven regel om, at man gerne måtte snakke, så længe man ikke tilnærmelsesvis overdøvede auktionarius. Altså en rar, utvungen stemning og faktisk også et godt sted for en god sludder med med- interesserede. Jeg har vendt meget godt sladder med min auktionsveninde under nervepirrende salg af gammelt sølv.

Sådan er det ikke mere. Nu er auktionen flyttet til noget, der minder om en hangar eller DSBs remise til samtlige ubrugelige italienske tog. Der er en vej ind, og en vej ud. Ydermere skal man hele vejen rundt om huset, altså hangaren med sidelokaler, hvis man skal tisse eller ind at kigge på tingene, som er sendt i eksil i et andet lokale. Slag på tasken er, at man mister 10-15 numre på en hotter eller en gang tis. Og i øvrigt er det slet ikke velset, at man overhovedet forlader sin på forhånd tildelte plads. Man skal passe sin stol. Skal man. Altså den stol, som er placeret med noget, der ligner en afstand på godt og vel 15 auktionshamre på langs fra de omkringstående. Det er umuligt at bytte sladder, at diskutere gode bud og røverkøb, at foretage sig noget som helst andet end at følge med i salget af gravemaskiner og stiksave og tålmodigt vente på, at der endelig dukker et interessant nummer op. Som det ser ud lige nu, er auktionen ikke en social begivenhed. Det er en ensom affære, hvor man sidder klistret til sin hangarstol i timevis uden nogen som helst social kontant. Det er, til sammenligning, særdeles meget mindre ensomt at glo på sit TV alene. Så føler man sig da i det mindste ikke som en øde ø i et sandt øhav af andre øde øer, der, hvis de skulle kommunikere med hinanden, uvægerligt måtte råbe så højt, at de klart overdøvede auktionarius.

Men det er nok sådan, det er blevet. Og sådan det vil forblive. At selv denne form for underholdning frarøves ethvert socialt element og mellemmenneskelig kontakt. Det er ikke auktionshusets skyld. De gør bare, hvad de får ordre på. Men selve formen på noget, jeg hidtil har elsket højt, fratager mig lysten til at deltage. Denne fuldstændigt fremmedgørende, kønsløse, sterile oplevelse er, trods auktionarius` aldrig svigtende dårlige vittigheder og desværre dødsdømte forsøg på at lette stemningen, ikke min auktion. Det er en corona-inficeret ikke-begivenhed, der egentlig bare burde gå i sig selv, indtil den kan blive sit eget, sprudlende selv igen.

Så skal jeg nok komme!

Jeg ved, der er en del læsere af bloggen, som jeg ikke umiddelbart kender. Jeg ved også, at en del af dem bor i Københavnsområdet.

Så dette lidt utraditionelle opslag for at gøre samme læsere opmærksomme på, at der nu på søndag d. 13 klokken 10.00 og 13.00 er gratis guidede byvandringer gennem Nordvest-området. Der startes og sluttes ved Lygten Station, og det hele er sponseret af Københavns Kommune.

Nordvest bugner af gode historier og er et sandt kalejdoskop i miniformat over udviklingen de sidste lidt mere end 100 år. Fra bondelandet, over industrialiseringen, til nedgangsperioden fra omkring 70-erne og til nutidens kreative, innovative værksted, hvor nye tiltag er skudt op, hver eneste gang man har vendt ryggen til bare kort tid.

Der er selvfølgelig tale om et bevidst valg–eller rettere fravalg–omkring vandrerute, da en gennemgang af samtlige kvarterets knopskydninger, tilligemed at inddrage den spændende historie fra hvert gadehjørne, er en tidsmæssig umulighed. Alligevel er der historier nok til et par timer og strålende mulighed for at få et nyt og måske endda helt positivt anderledes syn på et område, som decideret fortjener et væsentligt bedre omdømme, end det det haft i mange år. Der gemmer sig mange små (ud?)skud til en spirende forelskelse i Nordvest. Garanterer jeg.

Skulle nogen være interesseret, så er det bare en mail til hejanetteboye@gmail.com eller en SMS til 25745835. Men man skal nok ikke vente for længe. Der er ikke så mange pladser tilbage. For turene overholder alle coronaregler omkring deltagerantal. På en søndag, hvor der nok ikke er så forfærdeligt mange andre tilbud……

Restaurant Kronborg på den lille ø Egholm i Limfjorden praler med, at de serverer Nordjyllands største tartelet. Det er en underdrivelse, tror jeg. Hvis nogen tarteletter i andre landsdele er større, så skal de serveres i forme på størrelse med opvaskebaljer.

Der er det med tarteletter, at den første smager himmelsk. Den næste smager bare godt. Problemet opstår omkring den tredje, hvor kvalmen langsomt, men sikkert bemægtiger sig festen sådan godt og vel halvvejs igennem. Hvis man vel at mærke NÅR igennem, forundres man bagefter i sin tilstand over, at man på nogen muligt måde har kunnet se det fjerneste attraktive i en tartelet. Jeg er aldrig nået til den fjerde…

Den tartelet, de serverer på Kronborg, akkompagneres af smilende servitricer, fantastisk udsigt over Limfjorden mod både syd og nord samt ren hygge, men alligevel må jeg nok tilstå, at det, der på menukortet virker så usigeligt tillokkende, ligesom overmander en og tager magten helt fra en. Det bliver, sådan en fjerdedel inde, en uløftelig byrde at kæmpe sig gennem en halv kogt hønsegård, et par hurra-asparges og tyk sovs indrammet af kage. Virkelig tarteletfanatikere når nok lidt længere, men det kræver godt nok såvel beslutsomhed som en velfungerende mave.

Det er sådan, at den første tartelet koster 135. Kan man spiser en mere, er prisen 85. Den tredje er gratis. Mit altid udgiftssky jeg pønsede faktisk på at spørge, om jeg ikke bare kunne begynde med den anden….

Men der var altså en mand, som havde spist tre. Sagde servitricen. Ham gad jeg godt se. Især bagefter.

Heldigvis er alle færger til de danske øer–og mellem dem–gratis i hele juli måned for gående og cyklende, så der er ingen undskyld for, hvis man altså er i området, ikke at tage den lille færge til Egholm og prøve kræfter med den lokale tarte-tung. Der er også rigtigt gode vandrestier på øen, selv om de i går var en smule våde og mudrede.

I øvrigt har jeg besluttet mig for, her i min groundede Corona-arbejdsløshed, at prøve nogle af alle disse færger. Ikke blot for at sejle bevidstløst rundt, men fordi det åbner muligheder for at se øer og steder, jeg nok ellers ikke ville være kommet. Så kan jeg jo også tjekke, om nogen kan hamle om med Egholms tartelettiske lyksaligheder. Tror det dog næppe…

Det er sådan en helt almindelig lettere gråvejrstorsdag lige omkring 18-tiden på Blågaardsgade på Indre Nørrebro. Helt almindelig som i før-Coronaalmindelig.

Der er så god gang i barer, cafeer og restauranter, så man næsten kan abstrahere fra 3 måneders ingen gang i noget som helst. Der er masser af mennesker, masser af latter, snak og kommen hinanden ved, og det er som om, sommeren har gennemtrumfet, at den vil være som alle de andre somre her på stedet.

Man får sådan en lidt ambivalent følelse indeni, når man går gennem så meget liv. På den ene side set har Coronaen lært os, at liv er skræmmende og smittefarligt, og at andre mennesker er den letteste kilde til styg sygdom og sikkert højst ubehagelig død. Derfor skal man kæmpe med sin egen skepticisme, for på ganske få måneder er andre mennesker forvandlet til nogle, man ikke sådan skal være sammen med. På den anden side set minder et sådant menneskeopbud om alt det, man inderst inde har længtes noget så forfærdeligt efter. At være sammen, at blande sig godt og grundigt, at føle man er del af noget, at være glad og ubekymret. Det er så et personligt valg, hvilken tilgang man tager.

Samtidig er der sådan noget “same procedure as every year” over scenariet. Dette med, at når det bliver sommer, uanset vejret, så ser Blågaardsgade altså sådan ud en torsdag ved aftenstid. Det vidner om en form for menneskelig ukuelighed, at den fæle virus kun tilkendes den magt, den er berettiget til, og at den nok kan slå ihjel, men ikke kan slå ukueligheden og viljen til også at leve, mens vi lever, ihjel.

Personligt satte jeg mig ikke ned og fik noget et eller andet. Det var så mit valg. Men det gjorde mig inderligt glad, at andre gjorde det!

Her er et billede af en næsten tom restaurant. Næsten. Der var to, udover os. Menukortet var nu heller ikke nogen stor og uoverkommelig læseoplevelse, for man kunne vælge mellem fish and chips og kaffe og kage.

Men det var fint, deroppe på Lindholm Høje. Der var fisk i fishen og kartofler i chipsene, og så var der en tartare sauce, der nærmest satte hele Storbritanniens indsats på det område til vægs. Jeg regner mig selv som selvsmagt ekspert udi tartare sauce, og til trods for min ikke imponerende viden har jeg i alt fald gjort en kolossal indsats for at smage mig igennem skovlfuld efter skovlfuld af slagsen over hele det britiske ørige. Tænk engang, så skal man bare til Nørresundby for at finde vinderen! Det viste sig i øvrigt, at kokken var britisk, og det er vel en form for forklaring.

Anyway, så var det rigtigt rart at komme ud at spise. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har været på en rigtig restaurant med en rigtig tjener og en dejlig fornemmelse af ikke endnu en gang at spise mad, jeg selv har lavet. For slet ikke at tale om fuldstændigt at kunne abstrahere fra fedtede pander og den opvask, som i alt fald i sommerhuset ikke selv kan finde ned i den opvaskemaskine, vi ikke ejer.

Så jeg kan kun anbefale det: At gå ud at spise! For som sagt var vi på det nærmeste de eneste kunder, og det illustrerer vel om noget, at branchen er hårdt ramt og trænger til en hjælpende kniv og gaffel i form af os: kunderne. Ejeren, som vi fik en snak med ( der var ligesom ikke så meget andet at lave for ham) fortalte, at med hjælpepakker går det liiige med at holde skindet på næsen (eller hvad man ellers har på næsen i den branche), men at det er af yderste vigtighed, at forsamlingsforbuddet øges med flere mennesker, så man igen kan holde større arrangementer. Vi husmødre ved jo også godt, at det er billigere pr. person at lave mad til mange! Jeg vidste faktisk heller ikke, at mange indtægter sådanne steder kommer fra begravelser, altså begravelseskaffe, og med nedlukning til den absolut nærmeste familie kan de fleste godt klare at drikke efter-kirke-kaffe hjemme hos sig selv. Nu prædiker jeg selvfølgelig ikke for, at man akut skal begynde at gå til flere begravelser, inkl. kaffe, når vi forhåbentlig snart må mødes flere, men blot og bart for, at der altså sidder en masse restauratører med en masse dejlig mad derude (her inkl. tartare sauce på udvalgte steder), som har brug for vores hjælp til, at de på sigt også kan være der til at hjælpe os, når vi står og skal fejre og mindes.

I øvrigt kan man, på samme sted, gå en fortrinlig sultfremkaldende tur gennem de mange grave fra vikingetiden på højene. Det er en lidt stenet oplevelse, og den kræver umiddelbart mere fantasi omkring henkastede sten, end jeg lige kan mobilisere. Men smukt er det. Der er også et flot museum, som vi dog valgte at springe over, da jeg af erfaring ved, at nogle museer kræver mere af min indlevelsesevne, end jeg kan mønstre. Det er også en måde at sige på, at man for det første har ret til at vælge sine museer med omhu, og at man for det andet ikke nødvendigvis skal interessere sig for alt i både denne verden og den hedengangne. Stenaldergrave har aldrig stået højest på min interesseagenda. Her kunne nogen måske indvende, at det kunne de jo så komme til, men, helt ærligt, jeg tror det næppe. Hvilket bestemt ikke skal afholde fra en super gåtur i området, som også byder på en fænomenal udsigt over landskabet. Og der er endda geder med kid til børnene. Der var faktisk en skoleklasse på stedet (hvor er der ikke skoleklasser til udendørsluftning for tiden?), og det var ret markant, hvordan de tydeligt prioriterede omkring gedekid og vikingesten.

Men: se at komme ud at spise. Det er godt for det personlige velvære, det er godt for restauratørerne, og det betaler sig på langt sigt, så vi beholder vores restauranter til når vi har brug for dem. For alvor.

Restaurant Skovtur. Overalt.

Som så mange andre gamle dyder, tiltag og ideer, der lige nu får en kraftig renæssance, så er skovturen— altså den med de hjemmesmurte klemmer— også virkelig på vej til at blive et Coronahit.

Der er jo ingen restauranter og andre former for spisesteder at frekventere, så vil man spise undervejs på sin udflugt, må man være selvforsynende. Og at spise på en udflugt er bare så enormt hyggeligt. Det er som om, netop spisedelen gør udflugten hundrede gange mere attraktiv, og attraktionen gøres endda så meget desto større ved, at man gør sig lidt umage med det spiselige, der skal med på udflugt til skov, strand og andre dejlige steder.

Når nu Coronaen skulle besætte os og sætte os i undtagelsestilstand, så må man indrømme den, at den i det mindste har valgt et godt tidspunkt på året til sit angreb. Det pibler, spirer, springer, vokser og grønnes derude, og hvad er vel bedre end at finde sig et smukt sted, en siddelig træstub, og så gå om bord i de klemmer, man selv har kastet lidt omhu over.

Ikke siden børnene var relativt små, har jeg dyrket skovturen med indbygget picnic så heftigt. Med alderen har økonomien og mageligheden givet sig udslag i, at det var så meget mere indbydende at finde et spisested. Det er i grunden lidt synd. For det er faktisk ualmindeligt hyggeligt at sidde derude med sine håndmadder.

Eneste klagepunkt er, at mange mennesker har en decideret minimal skovtursfantasi og klumper sig sammen på de samme steder. Der er masser af plads derude til både at være helt alene og finde et uforstyrret sted til leverpostejen. Det er vi i alt fald blevet gode til, så det vil andre også kunne komme efter!

Og så smager sådan en lidt sofistikeret leverpostejmad ( selv hvis det eneste sofistikerede er, at den er agurkebelagt) nu altså helt vidunderligt derude i naturen. Prøv Restaurant Skovtur. Den kan man godt blive helt afhængig af! Også når alt dette forhåbentlig med tiden er overstået.

Under sejlet. Åbenrå havn.

På årets første tilnærmelsesvist forårsagtige dag er der rart ved stranden i Åbenrå. Koldt, lidt blæsende, men himlen er høj, hundene lufter deres mennesker i hobetal og udsigten er flot ud over fjorden, hvis man ellers kan abstrahere fra Enstedværket. Og det bliver man jo nødt til.

Under et helt bogstaveligt sejl ligger så restauranten Under sejlet. Det har den gjort længe. Jeg har bare aldrig været der før, og det kan jeg da kun fortryde med tilbagevirkende kraft. Ikke at menukortet byder på de store overraskelser, for her er de obligatoriske burgere, Pariserbøffen og stjerneskuddet, men her kommer de alle i deres mest ærlige udgaver. Med ordentligt brød, kød uden tilsæt af underligheder, friske grøntsager, friske fisk og en yderst behagelig mangel på tilsyltning af alt i Thousand Islands. Sidstnævnte burde aldrig have været klassificeret som fødevare, og opfinderen burde skamme sig for evigt.

Og så kan man sidde her med den mest vidunderlige udsigt og blive betjent af en af de sødeste servitricer, jeg er stødt på længe. Jeg har altid været lidt misunderlig på folk dernede, der sådan har en fin strand lige midt i byen, og når man så sidder her, får man pludselig sådan nærmest en aktie i al den strandoverflod. Ydermere er priserne særdeles spiselige–for nu at blive i terminologien. Hvilket da også gjorde, at der sådan en helt almindelig hverdag var temmelig mange mennesker, der nød foråret, udsigten, den venlige betjening og den gode mad.

Det er ikke sidste gang, der bliver pitstop lige netop under DET sejl.

Restaurant Herregårdskælderen, Sønderskov Slot ( ved Askov/Brørup/Vejen).

Det er ikke sådan et sted, man hverken falder over eller falder tilfældigt ind. Det er nødvendigt at vide, at det er der, og selv med den viden i baghovedet kan man fristes til at blive en smule bekymret, når man sulten rager rundt ud på meget, meget små og snoede veje ude i midten af det rene ingenting. Det er så kun et spørgsmål om at blive ved, indtil den imponerende hovedbygning på Sønderskov Slot pludselig rager op i det flade landskab, for så mangler man kun lige krydse den gamle voldgrav for at være fremme.

Restauranten holder til i den ældgamle kælder, på stenet guld, med et loft båret af de utroligste gamle egeplanker, med buede hvælvinger og med et grundprincip om, at alting bør være så skævt, det kan blive indenfor rimelighedens grænser. Det er utroligt hyggeligt, meget autentisk, og den levende ild i det ene hjørne gør bestemt ikke oplevelsen mindre.

Og maden! Til frokost kan man få 3 små retter, nærmest en slags udvidet tapas, efter kokkens smag og humør. I dag var kokken tilsyneladende i sprudlende godt humør, for vi fik Fanølaks med grøntsagsterrine, bagt torsk på skorzonerødder og oksemørbrad med svampe. Alt sammen med lækkert brød til, formedelst 130 kroner. Det var en nydelse, en fornøjelse og en fuldstændig mættelse. Tænk, at man kan servere så god, enkel og velsmagende mad for så lille et beløb og alligevel både tage råvarer, mad og gæster særdeles seriøst. Oven i købet havde de en tjener, der passede til stedets atmosfære af gammel herregård og stor madkunst. For selv om jeg generelt krymper mig ved at blive kaldt “Frue”, så var det næsten det eneste, man kunne kalde mig i de omgivelser.

Sønderskov Slot huser også et museum, som dog har vinterlukket indtil i morgen. Den havde vi ikke lige undersøgt tilstrækkeligt godt! Anyway, så er et besøg på museet jo et særdeles kærkomment alibi for at tage derop igen. For det skal vi! Sjældent finder man et sted med så megen hygge, så venlig betjening, så god mad og så næsten uforståelige priser!

I øvrigt er der ikke langt ind til Vejens hyggelige kunstmuseum. Det er overskueligt, velindrettet i smuk, gammel bygning og huser især billedhuggeren Hansen Jacobsens fantastiske og voldsomme værker og en imponerende samling keramik med en Saltovase, der er så smuk, at den nærmest er ubeskrivelig. Ofte har de også udstillinger med Ingrid Vang Nymans tegninger, for Pippis visuelle mor var fra Vejen og gik i helt andre retninger end det margarinedynasti, hun ellers var ud af. Og uden hende var der ingen af os, der havde vidst, hvordan Pippi så ud!

–Men Sønderskov Slot er et af de bedste steder, jeg har spist ude i meget lang tid! Så det var godt, vi fandt det.