Sådan kan det gå….

Vi bor i en indeklemt kommune mellem to af landets absolutte højdescorere på smittetalsbarometret. Ydermere er det sådan i vores område, at mellem netop de to kommuner og vores er der en enormt stor udveksling af arbejdskraft, fordi store industrier og offentlige arbejdspladser befinder sig i de to andre kommuner. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før smørhullet mellem smitterederne udfyldes. Det eneste, vi kan gøre, er at vente….

Oven i det var der lige en visitationsperson ved vagtlægeordningen, der ikke var opmærksom nok forleden og fik manden sendt ud til en coronapatient. Han er heldigvis selv mere opmærksom end den sløvhed, der sendte ham afsted, så han prøvede at holde behørig afstand og beskytte sig selv mest muligt. Men han var inde i vedkommendes hus og i nærheden af patienten nogle minutter. Det kvalificerer efter de officielle regler ikke i sig selv til en isolation. Men det kvalificerer til, at vi herhjemme har omorganiseret vores liv, således at vi selv i det mindste tager alle forholdsregler, indtil der foreligger en negativ test. Eller to.

Han er selvfølgelig af-vaccineret. Men det er jeg ikke. Og jeg ville ikke kunne bære at få sygdommen nu. Hvor det udelukkende er bureaukratisk lal, der gør, at jeg endnu ikke er vaccineret. Før der fandtes en vaccine, var det skæbnen, der bestemte. Nu er det smøl, og det er uacceptabelt. Som at blive snydt og lide fuldstændigt forgæves.

Så vi lever altså i disse dage sammen, på afstand. Jeg er rimeligt OBS på de to meter, jeg har udnævnt til min ubrydelige intimssfære, og selv om jeg ikke decideret går rundt med et målebånd, så har jeg et ret godt indtryk af, hvad to meter er sådan med et slag på tasken. Heldigvis har vi to badeværelser, så fra at bruge dem i flæng, har vi nu hvert sit. Vi har også (i alt fald mig!) et overdrevent forbrug af sprit, og køleskabslågen er ved at være slidt op af bare gedigen afspritning. Når vi spiser vores måltider, ligner vi sådan en parodi på den britiske overklasse, hvor man selvfølgelig må tænke sig til riddersalen og de udstoppede dyr som baggrund, men hvor vi nu alligevel skal hæve stemmen lidt for at kunne høre hinanden. Og heldigvis har vi et dobbeltsenget gæsteværelse, så vi kan undgå sovende smitte. Jeg har også hævdet min uskyldsret ved at forlange soveværelset med TV, så jeg kan falde i søvn derinde alene med alle mine uopklarede TV-mord. Det er vel den uskyldige uvaccineredes eneste lille kompensation.

Det er selvfølgelig problematisk at mødes i gangen, for i parcelhuse fra 70`erne brugte man ikke overflødige kvadratmeter på gangarealer. Men så må man jo steppe to meter ind på et værelse af ren coronahøflighed. Værst er det dog med allergien. Altså den af mandens, som giver sig udslag i store nyseforløb. Så må en af os i haven. Heldigvis er vejret for tiden ganske udendørs coronavenligt, så man kan lige tage en runde og se på vintergækker, mens der nyses og sprittes indenfor.

Vi har dog vedtaget, at udendørs gåture godt må forefindes, hvis behørig afstand opretholdes. Så når vi så går sammen, så tror de fleste nok, at vi er lidt uvenner. Men det er såmænd bare potentiel corona, der er imellem os.

Så jeg føler mig sådan lidt under dobbeltbeskydning for tiden. Både af de der to nabokommuner, der såmænd nok skal få eksproprieret deres lort til os, men også af den lille bombe, jeg måske har i mit eget hjem. Det er selvfølgelig mig, der er mest hysterisk. Men det er også mig, der er ubeskyttet og bare overhovedet ikke, på nogen mulig måde vil have den sygdom.

Endelig tænker jeg også på, om den der ignorant, der visiterede, mon ved, hvordan han har formet vores liv i disse dage. Han burde mindst, som straf, selv prøve at leve sammen, på afstand, i det samme hus og med to meters afstand. Udefra betragtet er det jo nærmest grinagtigt, men for mig er det altså ramme alvor.

Og jeg kan næsten ikke vente til den test, som først skal tages på torsdag. Sådan er reglerne–fire dage. Det er godt nok fire lange, meterlange, om man vil, dage…..

Continue Reading

Om smittetal og dagens længde.

Egentlig gider jeg ikke udbrede mig mere om tilværelsens ulidelige kedelighed. Som man altid påpeger, når der skal skrives skønlitteratur, så skal man vise og male hændelser, aldrig referere dem. Derved er det op til læseren selv at fortolke.

Jeg vil derfor kort fremmale to af mine fikspunkter i det liv, jeg fører lige nu. Måske endda de to væsentligste. (Det er så her, der virkelig skal fortolkes!) Jeg er nemlig blevet sådan lidt besat af smittetal og dagens længde. Hver eneste dag tjekker jeg ovennævnte, og besættelsen giver mig sådan en dejlig ro i sindet og helt klart en fornemmelse af styring. Af at have tjek på det liv, jeg ellers overhovedet ikke har væsentlig indflydelse på.

Hvilket jo i sig selv er en modsigelse, da netop de to ting er områder, jeg ikke har den fjerneste indflydelse på. Og heller aldrig, ligegyldigt hvad jeg stiller op, vil få. Men jeg oplever en indre beroligelse, en slags fornyet håb for fremtiden ved hver dag at tjekke, om de der smittetal er for nedadgående. Hvis de derimod går ind i en opstigende kurve, føler jeg sådan en snert af lidt depression. Så smager verden af forlænget undtagelsestilstand og en deadline, jeg ikke magter at gribe fat i. Jeg visualiserer også alle de stakkels mennesker, der pludselig har fået deres liv drastisk ændret, og jeg forbander endnu engang en vaccineindsats, der både er katastrofal og i al sin katastrofalitet kommer til at koste menneskeliv. Jeg vil her, og det mener jeg måske, man for alvor bør tilbunds-fortolke, indskyde, at Storbritannien er tæt på at have vaccineret halvdelen af sin befolkning. Men tænk at sidde der og studere smittetal! Som om verdens omdrejningspunkt er placeret i antallet af nysmittede og indlagte. Lige den er åben for en tilbundsgående fortolkning af indholdet i mit liv.

Jeg er også ret OBS på, hvornår solen står op og går ned. Med andre ord har jeg fuldt tjek på dagens længde. Jeg har sådan en indre uro omkring, om det hele nu går planmæssigt derhen, hvor dagslængder på denne tid af året nu helst skal gå. Måske sidder der en slags indre angst for at blive snydt i mig. Forårsaget af, at jeg for tiden gerne vil indrømme, at jeg føler mig lidt snydt af livet som sådan, så er jeg nødt til at være opmærksom på, at i det mindste solen gør, hvad solen nu bør gøre. At vi virkelig går mod forår, og det hele ikke bare kan aflyses eller omdirigeres, som man har for vane at omdirigere vacciner. Jeg bliver så dejligt tryg, når dagen virkelig ER blevet 4 minutter længere, og fniser da også lidt i mit næselange pandehår over, at her er da i det mindste et område, hvor EU ikke kan forhindre processen. Min besættelse af solopgange står også fuldstændig åben for videre fortolkning.

Endelig, og her skriver jeg så noget, som jeg nok slet ikke bør skrive, men altså skriver alligevel, så savner jeg ind imellem lidt (T)rumpen. I det mindste var hans aldrig svigtende vanvid en kærkommen afledning fra smittetal og dagslængder. Inde i mit inderste jeg savner jeg somme tider noget konkret at hænge min forargelse op på. Noget håndfast at være gal på, noget synligt at overøse med samtlige mine frustrationer. Misforstå mig ikke: Jeg savner ikke en psykopatisk narcissist i et af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige embeder, men jeg savner en af skælde ud på. For når livet er en evig række smittetal og tidspunkter for solens op- og nedgang, så ville det nu være rart også at have et andet sted at placere sin forargelse. Og det var han altså god til. Aldrig har jeg mødt et menneske, der i den grad kunne aflaste min indre vrede.

Så her sidder jeg altså. Fra at have været en nærmest evigt omrejsende kosmopolit med interesser, arbejde og engagement i mange af verdens lande og baserer mine daglige højdepunkter på dagens smittetal og solens op- og nedgangstider. Der skulle være rige muligheder for fortolkning!

Continue Reading

En stor tak til vejret.

Det er (hunde)koldt derude, og urt og busk står i den grad i skjul. Men solen skinner, og for hver dag kan man næsten mærke lyset vende mere og mere tilbage helt ind i sin inderste sjæl.

Jeg tror, den sne er decideret livgivende, humøropgraderende, depressionsfortrængende og et incitament til overlevelse i en tid, hvor der ellers hersker en ret fatal mangel på samme.

Den er, såvel konkret som i overført betydning, som sendt fra himlen. Til glæde, til smil og leg–og til at lyse op. Verden bliver så køn af sne. Det er næsten som om, sneen formår at lægge sig dækkende over samtlige coronerede bakterier, således at man, bare ved at se på den, kan abstrahere fra dem.

Den må gerne blive liggende.

-Og i denne forbindelse ikke et ord om, at den skal skovles!

Continue Reading

Om januar.

Ved midnat i nat fik vi overstået verdenshistoriens længste januar. Selv november kunne godt pakke sammen i forhold til at prøve at komme i førerfeltet indenfor uendelig langhed. Det er en bedrift i sig selv.

Da det ikke skal være nogen hemmelighed, at den januar heller ikke har skortet på at flashe sin længde, intensivt at prøve at bevise, hvad uendelighed egentlig er og drillende forsøgt at udvide sit territorium, har jeg bestemt mig for sådan at opregne lidt for mig selv, hvad jeg egentlig har brugt al den overflod af januar til. Det er absolut ingen hemmelighed, at der ligger en god portion selvafstivning, måske endda tenderende til simpel selvros i det hele. Jeg vil gerne rose mig selv for at være nået februar. Det er godt gået, synes jeg. Der er mange ting, jeg kan være stolt af.

Netop gået har været et ret markant kodeord for januar. Som det kan ses på billedet, har mine ben været på overarbejde. Jeg har i gennemsnit gået 11, 5 kilometer om dagen, hvilket sikkert også svarer ret proportionelt til de centimeter, jeg nok har slidt af mig selv. Det svarer til ca. 351 km, hvilket er helt til København og tilbage til Storebæltsbroen igen for ligesom at gøre det lidt mere fatteligt. Jeg har dog ikke været vandrende til hovedstaden på en månedslang tur, men en smule fantasiløst bevæget mig af de samme ruter i nærområdet. Således har jeg været i Brugsen ca. 15 gange, i industrikvarteret hvad der synes som en million gange, i det nærmestliggende parcelhuskvarter så mange gange, at jeg vel næsten er blevet en smule suspekt og ca. 27 gange gennem den lokale, lukkede skole. En enkelt gang har jeg gået i et afdødt industrikvarter i Vejle, men det var nu kun, fordi jeg alligevel skulle vente der. Det kan man da godt være stolt af. I benene.

Jeg har set omkring 20 spillefilm af varierende kvalitet og er blevet helt fortrolig med samtlige søgefunktioner og udvidede bagkataloger på både Netflix, HBO og Filmstriben. Jeg har også nuppet en enkelt fra DR.dk. Her har jeg endda ikke medtalt det antal film, jeg bare er startet på og forkastet 5-10 minutter inde i begivenhederne, fordi de enten var for åndsvage, for pjattede eller for finske. Jeg har binge-watched så mange serier, at jeg slet ikke har lyst til at tælle dem på baghånd, og jeg ville på stående fod kunne etablere mig som serieguide for fantasy freaks og trekvartgamle damer. Det kan man da godt være stolt af. I øjnene.

Jeg har læst 5 bøger, hvoraf den ene var god og de andre relativt ligegyldige. Jeg er også begyndt på 3-4 andre, men selv den her januar får mig nok ikke til at læse dem, og det siger altså ret meget om kvaliteten. Jeg har hæklet omkring en runde på det slumretæppe, jeg startede i juni, og lige nu tegner det til at blive et evighedsprojekt at få hele kroppen dækket. Jeg har overvejet at købe et idiotsikret strikkekit fra Kit Couture, men har aldrig fået det bestilt, og det er også for dårligt, men samtidig meget pædagogisk, når jeg stadig kun er nået til hofterne på det der tæppe. Alligevel kan man da godt være stolt af sine intentioner.

Jeg har spist omkring en mindre bagerbutik af kager og er ved at udvikle mig til specialist indenfor kagekøb. Tillige er der også en ualmindeligt fornuftig sammenhæng mellem alle de kilometer og kagerne. Lad os bare sige, at de med lidt god vilje supplerer hinanden og kan bruges som uigennemskydeligt alibi. Jeg er endda nået dertil, hvor jeg føler mig kvalificeret til at give andre gode kageråd. Den januar har virkelig opbygget og finpudset min kageerfaring. Det kan man da godt prale lidt af. Synes jeg.

Jeg har set, altså for alvor og bevidst snakket med live, 4-5 mennesker, og det er lige før, det er en kritisk overskridelse af det, der skulle være min boble. Den ene er en nabo, som jeg endda har lukket ind i mit hus, men det er også fordi, hun er lidt mere ajour på de andre naboer, således at de ikke flytter, bliver syge, får børn eller nye biler, uden at jeg da i det mindste har hørt lidt om det. Jeg har også en veninde, jeg går ture med, og vi sniger os til at drikke the og spise kager, når vi både har været i Brugsen, i industrikvarteret, i nærområdet og et par gange gennem den lokale, lukkede skole. Og så har jeg set det ene af mine børnebørn og dets forældre, for det kunne jeg ikke lade være med på hendes 1-års fødselsdag. Men jeg kan i det mindste være stolt af, som jeg har gået og vogtet indgangsdørene til min egen boble.

Jeg har desuden brugt en del tid på Facetime, hvor jeg næsten hver dag ser opdaterede programmer af familiens babyer. Selv om jeg ikke kan knuse dem, føle dem og mærke dem sådan live, så går jeg altså ind for den næsten daglige bedstemorration af fjernbabyer. Jeg har også en lille afhængighed af alle de videoer, jeg heldigvis også får sendt af samme babyer, så dem kan jeg sagtens få presset ind mellem de 20 film og bingeserierne. Det kan man da også godt være stolt af. At se så mange babyvideoer, at have sin egen rekord i babyfjernsyn i januar.

Jeg er, i småtingsafdelingen, også blevet ferm til selvklip af pandehår og arbejder energisk på en mere ligelig fordeling af takker over øjnene. Det skal jeg nok få lært, inden frisørerne åbner. Jeg nærstuderer mine aktier og ser dem dratte mod undergrunden, mens jeg overvejer, om jeg også kan Robin Hoode mig selv til deltage i at sænke en hedgefond eller to, selv om jeg godt ved, hvem det er, der i sidste ende bliver sænket. En enkelt gang gik jeg amok på en hjemmeside med udsalg og købte noget nyt tøj, der nu ligger i skabet og undrende spørger mig, hvornår det skal bruges. Jeg må blive det svar skyldigt. Men man kan da godt være stolt af, at man både har støttet det ene og det andet og har alle intentioner om at støtte både skovle under hedgefonde og frisører engang.

I det hele taget er det jo ikke bare mig, der skal være stolt over at have gennemgået verdenshistoriens længste januar. Det skal vi alle. Der er masser at være stolte over, at rose os selv for, at klappe os selv på skulderen over. Og har vi så ikke fået lært at blive eminente til selvros og småstolthed endnu, så er det overhovedet ikke noget problem.

Vi har hele februar til at blive bedre!

Continue Reading

Om livet.

Tillykke til os! Så fik vi lige 1 måned mere på kaffe og kager derude i de små parcelhusceller og lejlighedsarresterne. Naturen er der selvfølgelig stadig, og den vil vi med fornyet kraft myldre ud i i en fælles folkebevægelse, der indtil nu har gjort denne januar til den suverænt mest velgåede måned nogensinde. Nok har vi ingen steder at gå hen sådan rigtigt, men vi går de ringe, de cirkler, der ligesom er blevet overskriften for resten af vores liv også. Det er vi nødt til for at forsvare belønningskagen og erstatningskaffen.

Det var det generelle. Nu bliver vi-et personligt. Hvis man føler sig inkluderet, er det nok både en utilsigtet tilfældighed– og uundgåeligt.

Af de 10 bøger, vi nåede at hamstre ud inden den generelle kulturlukning, er de 7 læst, og vi ved godt, at vi, engang midt i februar, må tvinge os selv til at læse resten, selv om det er røvsygt. Netflix, HBO og Filmstriben er slidt op helt derind, hvor bagkataloget nu udelukkende består af amerikanske high school komedier fra 80`erne og danske sømandsfilm med Ove Sprogøe. Vores kvalitetstærskel er for evigt nedadgående, men det har vi lært at abstrahere fra. Vi ser for at se. Ikke for at nyde det. Det er nok derfor, vi spiser så meget kage.

Kælderen er næsten ryddet op. Det, der står tilbage, er de besynderligheder, vi enten ikke aner, hvad er, eller som vi måske engang, engang, engang, lige står og skal bruge. Vi er ved at lave daglige repetitionsrunder omkring, hvad naboerne egentlig hedder, og de lidt fjernere venner har vi monteret billedligt på Memorybrikker, så vi både kan genopfriske deres navn, udseende og hvem de lige er parret med, når vi trænger til andet selskab end vores eget. Vi sniger os til at besøge vores børnebørn i nøje afmålte doser og helst en ad gangen. Men heldigvis kan vi da Facetime og videoe, så vi om få år vil mindes deres første år som abrupte videoklip af babyer, der vokser op stakkato foran en skærm.

Vi er ved at have slidt hverdagskostumerne. Underbukserne og sokkerne røg først, men det ser vi stort på, for de huller kan ingen se. Men nu begynder de blå bukser så småt at blive hvide, og midt i måneden kan der forventes hul på knæene.

Vi er ved at være trænede i at kede os med anstand. Når vi er lige ved at brække os over det hele, spiser vi bare en kage mere, og så går det jo nok. Vi er næsten holdt op med at snakke om, hvor meget vi i grunden keder os, hvor idiotisk det hele er, og hvem det er mest synd for. Det gik vi meget op i en overgang, fordi vi ikke havde andet at gå op i. Nu har vi sådan ligesom resigneret og har affundet os med at mene, at det bare er lige synd for alle. Og så behøver vi jo sådan set ikke snakke mere om det. I det hele taget snakker vi ikke så meget mere. Andet end om, at der ikke er så meget at snakke om.

Vi er fuldstændigt enige om, at en yderligere nedlukning er nødvendig. Her i huset er sundhedshensyn topprioritet, og vi kan da sagtens forsikre hinanden om, at vi da nok heller ikke havde så meget andet, vi skulle. Hellere dø af kedsomhed end af Corona, siger vi og tror, vi mener det. Vi binder bare en knude på vores liv, bider tænderne sammen, finder de sidste 3 bøger og ser en dansk sømandsfilm med Ove Sprogøe.

Ind imellem går vi lidt i enrum og skriger indvendigt. Hver for sig. Men så peger vi også ud i haven på de vintergækker og påskeliljer, der er ved at finde fodfæste, og hvis stængler altså gror et par millimeter hver dag. Vi kunne, for den sags skyld, godt måle dem. For det har vi tid til. Vi tror nemlig på, at vintergækkerne er symbolske forårsbebudere, og at det forår, der kommer, bliver anderledes end alle andre forår, der nogensinde er kommet før.

Og så siger vi sigende “Februar” til hinanden. Det betyder, at februar som den eneste måned kun har 28 dage, og at vi egentlig tvivler på, vi ville overleve den i år, hvis det var skudår. En dag er lang tid. Og så overbeviser vi hinanden om, mens vi spiser kager, at alle andre har det på præcis samme måde som os. Vi ved også godt, at der er mange, der har det meget, meget værre.

Continue Reading

Om Dubai.

Jeg har aldrig været i Dubai. Hvis jeg nogensinde kommer til Dubai, vil det være i forbindelse med en ufrivillig mellemlanding eller et flyskift. Jeg har nemlig absolut ingen intentioner, ønsker, længsel eller nogen form for craving efter at komme til Dubai. Dubai er mig så inderligt ligegyldig, et ikke-sted, som ingen plads har i mit liv.

Derfor er jeg heller ikke misundelig på alle de semi-kendte, selvoptagne tankeløsheder, der tilsyneladende er flokkedes til stedet på det sidste. For mig er et ophold dernede sådan mere at ligne med en form for straf end en belønning.

Men jeg er sur på dem. Lidt vranten. Og fornærmet. Selvfølgelig fordi de er så idiotiske at rejse ud midt i en pandemi, hvor risikoen for at slæbe uønskede vira og nyfundne mutationer fra sheikerne og alle deres underbetalte arbejdere dernede med herhjem, hvor vi da i forvejen ligesom har vores forråd af smitsomhed dækket. Men allermest, fordi de alle sammen arrogant smider ud på de medier, som altid har været narcissisternes holdeplads, at de sandelig har været dernede i såkaldt arbejdsrelaterede sammenhænge.

Er der noget, der til enhver tid virker som en rød klud, en direkte opfordring til presserende brækfornemmelser og uforbeholdent, rødglødende raseri, så er det, når andre mennesker undervurderer min intelligens. Sådan har de fleste det vel. Når ubetydeligheder tror, at jeg ( og andre) er så ubeskriveligt naiv(e), at jeg, uden at overveje det det mindste, bare køber løgne og usandheder, som er så himmelråbende forrykte, at selv afsenderen må have haft svært ved at tro på sig selv. I denne sammenhæng, at hele Danmarks underdrejede og lockdownede befolkning er så fortvivlende naive, at de køber en nødløgn fra folk, der udover at have været totalt tankeforladte, ikke engang er kompetente nok til at lyve ordentligt. For mig, i alt fald, kommer sådanne mennesker til at fremstå som små og latterlige. Sikkert også for de fleste andre.

For hvad er det lige, de alle sammen har haft af komplet uopsættelige erhvervsmæssige ærinder i Dubai i januar? Hvad er det for presserende, væsentlige ting, der ikke har kunnet udsættes? Jeg har læst, at en noget uheldig politiker selv har anmodet om diplomatisk besøg som en slags alibi, men udover det har jeg endnu ikke hørt, hvorledes resten har tænkt sig at omskrive og omdefinere solbadning til erhvervsmæssigt formål. Hvis niveauet på fantasi svarer til den noget enfoldige fremtræden, der hidtil har hersket blandt de udrejste, bliver det desværre nok en jammerdal af endnu mere nedvurdering af vores intelligens at høre, hvad de kan stampe op.

Ikke nok med, at det efter min mening er topmålet af arrogance, tankeløshed og egoisme at rejse ud for tiden, men det er næsten endnu mere uansvarligt, ubegavet og decideret frækt at være så hoven, at man tror, at Danmarks befolkning er ude af stand til at tænke selv. Det er blevet en flok ynkeligheder, latterligheder, der troede, de var smarte, da de rejste til Dubai. Det var de så ikke.

Hvis jeg skal udtrykke min skadefryd overfor de, der forhåbentlig får en god portion vanskeligheder med at komme hjem igen, så er den ikke baseret på misundelse. Jeg gad jo end ikke komme i nærheden af det sted. Den er udelukkende begrundet i, at så patetiske forsøg på at undervurdere min intelligens i grunden er dybt fornærmende!

Continue Reading

Om katedraler og Covid.

Når man står og skal have en masse mennesker vaccineret nogenlunde samtidigt ( som man jo skal, hvis vaccinefirmaerne ellers overholder deres livsvigtige aftaler!), så kræver det meget plads. Til venten, til selve vaccineringen og til efterfølgende observation. I går ventede jeg (det var jo ikke mig, der skulle opgraderes) f.eks. udenfor en stor Arla lagerhal.

Så industrielle er de ikke i England. Her tænker de lidt mere guddommeligt kreativt. For hvorfor ikke anvende de store, og på nuværende tidspunkt, relativt tomme katedraler? Her er masser af plads, nærmest al for megen plads, og måske kan man endda hive sig en form for velsignelse fra oven med hjem ved samme lejlighed. I alt fald har man indrettet vaccinationsområder i flere katedraler, og da England jo på ingen måde går i akut katedralmangel på noget tidspunkt, giver det samtidig en god, decentraliseret spredning.

Det skrives endda, at ( sikkert midlertidigt arbejdsløse) organister stiller op og akkompagnerer stikkeriet med smuk, tordnende orgelmusik. Jeg er sikker på, kanyleangste sagtens kan afledes tilstrækkeligt af et buldrende orgel, mens man i sin efterventning bare kan sidde og falde hen til al den smukke musik.

Sikke da en fantastisk ide! Den kunne vi godt lige efterabe herhjemme. Jeg ville med glæde smutte en tur i domkirken og få mit, på den måde, næsten guddommelige stik. Og mens jeg så skulle afvente de obligatoriske 15 minutter, ville jeg da til enhver tid foretrække at sidde med et smukt tordnende orgel i ørerne og en imponerende gammel domkirke i øjnene. Fremfor en udrangeret, klatmalet og kold lagerhal hos Arla!! Det er som om, det næsten bliver blasfemisk overhovedet at lave sammenligningen. Op på kirketrapperne SSI. Her må gerne kopieres!

Continue Reading

Om vaccinationer.

Manden skal vaccineres i dag. Det skal hans kone så ikke. Og jeg må sige, åbent og ærligt indrømme, at jeg er så misundelig, at jeg næsten ikke kan rumme det. Når jeg sidder der i bilen og venter på ham, mens han er inde og få det, der næsten synes som selve adgangsbilletten til at få livet, normaliteten og befrielsen fra angst tilbage, så vil jeg på den ene side være stormende lykkelig på hans vegne og på den anden skulle bide mig selv seriøst der, hvor misundelsen sidder. Det er nok i læben.

For mig er vaccinationen kommet til at stå som indbegrebet af udfrielse. Jeg ved godt, at man ikke går totalt knuseamok og begynder at holde intime parties med med-vaccinanter af den grund, men jeg tror samtidig, man sådan tillader sig selv en lille følelse af beskyttelse, af lettelse, af mindre basal forskrækkelse. At man kommer til at færdes lidt mere frit. At man begynder at tro på, at der virkelig er en ende på det hele. At det lille prik bliver det, der langsomt, men sikkert, bliver returbilletten til en form for normalitet. Den følelse glæder jeg mig til at prøve at eje.

Nu skal han selvfølgelig ikke tro, det sådan er omkostningsfrit at være på A-holdet. Der følger skam forpligtelser med, for nu kan man jo med god samvittighed og fine begrundelser hælde alt det, der foregår udenfor huset, ud på ham. Han kommer til at købe ret meget ind, gør han. Der må vel, trods alt, være måder, hvorpå man kan vise sin misundelse sådan mere konkret. Imens vil jeg så sidde herhjemme og prøve at være tapper. Jeg er fundamentalt enormt elendig til tapperhed, egner mig ulideligt lidt til det, og synes inderst inde, at tapperhed er en smule overrated. Især for tiden.

Men en ting har nu alligevel slået mig i denne vaccinationstid. Man kunne nemlig med lethed have frygtet en ulmende utilfredshed med de danske vaccinationsstrategier. Altså planerne for, hvem der skal have det i sidste ende måske livsreddende stik, hvornår. Regeringen har udformet en plan, der med udgangspunkt i det, man vel godt kan kalde det stik modsatte af socialdarwinisme, tager klart udgangspunkt i de ældste og svageste borgere. Andre regimer kunne have haft noget anderledes strategier. Det er flot og meget sigende om os, at vi slet ikke har haft diskussioner og markante utilfredsheder herhjemme på den konto. At vi har accepteret og bifaldet, at sådan skal og må det være. Det viser ikke så lidt om vores helt basale måde at tænke på og den fundamentale indstilling, vi har til andre mennesker. Det kan vi vist godt være stolte af! Meget stolte!

Det burde selvfølgelig have været sådan, at dagens mand i vaccine ligesom skulle finansiere en form for fejring. En markering på den nye begyndelse. Vi har virkelig overvejet det! En god frokost på en hyggelig landevejskro på vejen hjem ville bestemt have været en naturlig afslutning på mærkedagen. No-go, desværre. En god gåtur med en smule forretningskig i den fremmede by, hvor han skal vaccineres, så da. Bestemt en mulighed under normale forhold, men jeg må indrømme, at tidens tomme, afdøde gågader nærmere giver mig små depressioner end store opmuntringer. Indtil nu har jeg aldrig rigtigt vidst, hvor livløs en bymidte kan se ud, når selve formålet med den er sat på stand-by. Det hele ligner jo Langfredagene i min barndom. Gange 7. Heldigvis har de tilbud på skyr i den Bilka, vi nødvendigvis skal passere, så det bliver dagens oplevelse og belønning. Selv om vi selvfølgelig må snige os ind og prøve at lade som om, vi handler hver for sig.

Og så vil jeg prøve at tøjle min misundelse. Mobilisere lidt af den tapperhed, der ligger mig så fjern, indtil det bliver min tur dernede sidst i køen. Se frem til den dag, hvor også jeg kan få lettelsens stik og dermed retten til at komme på arbejde igen. Men misundelig–det er jeg sgu`!

Continue Reading

I had a dream.

Jeg havde den mest fantastiske drøm i nat. Det var forår. Sådan forår med storblomstrende kirsebærtræer, nyudsprungne bøgetræer og små cardigans udenpå lette sommerkjoler. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, men drømme har heldigvis deres egen, indre indiskutable logik. Her er alt muligt.

Der var sådan en stor, meget grøn græsplæne, der skrånede ned til en lille sø. Og i udkanten af græsplænen var alt det der lyserøde og lysegrønne, og man kunne sådan føle spædheden og sprødheden i de der få dage gamle bøgeblade. Det var på den overgrønne græsplæne, vi sad.

Vi var på skovtur, hele familien. Alle børnebørn havde på magisk vis lært at gå, stavre vel nærmest på den der usikre måde, hvor voksne hele tiden frygter katastrofer, mens børnene ret beset er ligeglade. Og de voksne havde madkurve og tæpper med. Så vi sad tæt, meget tæt, på de få tæpper og delte den mad, vi havde med. Børnene legede med alle de andre børn, nærmest i store klumper, hvor de hele tiden rendte efter hinanden eller faldt over og imellem hinanden i store stakke, mens de hvinede og grinte højt.

Henne i det ene hjørne af plænen var der et hyggeligt udskænkningssted med borde og bænke, hvor folk stod i kø for at købe kolde drikkevarer eller maste sig sammen på bænkene, uanset om de tilhørte samme selskab. Der var sådan en stemning af, at alle var velkomne, og der kunne med lethed skaffes plads til de, der gerne ville komme hinanden ved. Det ville de allesammen.

Og der var også en stemning af lethed, inderlig ro i mavefornemmelsen og ren, uforfalsket glæde. Den glæde, der spontant opstår af bare det at være sammen. Vi havde også nogle simple plænespil med, husker jeg, så ind imellem spillede vi dem og grinte og småskændtes lidt over det. Der var også tilskuere, som ivrigt blandede sig i regler og afspilning og endda nogle af dem, der spontant deltog i spillene.

På et tidspunkt blev jeg opmærksom på, at alle de andre mennesker på plænen og i den lille cafe var folk, jeg kendte. Det var simpelthen alle dem, jeg kender, der var på den plæne den dag. Ikke bare lige dem, jeg kender godt og regner for venner og bekendte, men alle dem, der på noget tidspunkt har krydset mit liv og stadig er genkendelige. Drømmens logik tillod endda længst afdøde at møde op, købe kaffe, spille Boule eller bare sidde på den græsplæne. Det var hele mit liv i et menneskeligt panorama, der var ude i de nyudsprungne bøge og kirsebær den dag.

Det mærkelige var også, at de tilsyneladende også alle kendte hinanden, selv om de i real life aldrig ville have haft en chance for at gøre det. Så efterhånden begyndte der sådan en slags folkevandring der på den grønne plæne, omkranset af bøge og kirsebær, hvor alle simpelthen bare måtte gå rundt og hilse på alle med store kram, smil og omfavnelser. Samt henrykte genkendelsessamtaler om alt det, de var gået glip af i hinandens liv.

Jeg kan huske, at selve tanken om alle de mennesker, jeg forfærdeligt gerne ville hilse på, nærmest naglede mig til tæppet af bare angst for at misse nogen, gå forbi dem, opleve at de lige var gået, når jeg nåede frem. Men det var intet problem, for folk kom til mig. Kom til mig og min familie—som vi sad der klistret sammen på tæpperne med skovtursmad og børn i stakke. Jeg kan også huske, at det var underligt, at alle knuste alle. Også folk, jeg aldrig ville drømme om at knuse, fordi jeg slet ikke kender dem godt nok. Men det var bare befriende rart, underligt sådan lettende rart og slet ikke spor akavet alligevel.

Og da vi gik hjemad, blev det pludselig vedtaget, at alle børn skulle med hjem til os at sove, fordi deres forældre bare ville nyde forårsaftenen med at gå på cafe eller slentre på må og få i gader og parker og til sidst måske finde ind i en biograf og se en sen, sen film. Der var sådan noget lys forårsaften over det hele, med det lys, der kun er om foråret, og som varer ved til langt, langt ud på aftenen.

Jeg ville gerne have vidst mere. For netop der i skumringens hjemslentring stoppede filmen, stoppede drømmen, og jeg vågnede op til januar.

Som regel er drømme surrealistiske, genspejlinger af alle vores ikke altid særligt stuerene og ofte ubehagelige fortrængninger. De kan efterlade os med blandende, mærkelige følelser, når vi langsomt prøver at overvinde nattens sjælelige begivenheder. Ødelægge dagens første timer, fordi det både er skræmmende, hvad man sådan selv går og indeholder, samt hvad der sker af uhyrligheder der bag øjenlågenes biograf. Sådan var det ikke denne gang. Det var som at vågne himmelstormende glad, beriget og med mod, håb og glæde.

Altså indtil januar gradvist bankede på med en telefonpæl. Så var det så også, at jeg selvfølgelig tænkte på, hvorfor i alverden jeg lige drømte det? Men ved nærmere eftertanke tror jeg såmænd nok, jeg har svaret.

Continue Reading

Godt nytår!

Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt og Coronafrit nytår. Med ønsket om, at 2021 som udgangspunkt bliver væsentligt anderledes end 2020, og at alt det, der er sjovt, socialt, eksotisk og af stor livsværdi vender noget så inderligt og seriøst tilbage.

Ved årsskifter fristes man altid til at gå i ubehagelig, rørstrømsk sentimentalitet og lave en vurdering af det forgangne år. Lad os bare hurtigt konkludere, at dette med nemhed kan optimeres. Som alle andre har jeg aldrig oplevet et år som dette og håber heller aldrig at komme til det igen. Og jo, der var sandelig positive ting, vi lærte. Om sammenhold, om naturen, om tæthed, om livsværdier, om klima og allermest om os selv. Men jeg ville nu nok have foretrukket andre, mere humane, undervisningsmetoder.

2020 har været superlativernes år. Det bedste og det værste. De 3 bedste, allerbedste uden sammenligning, kom dumpende i januar, marts og juni, og livet er blevet anderledes og har fået et helt andet perspektiv med dem. Det er godt, de også er her, når verden bliver normal igen, for det fortjener de. Det værste var arbejdsløsheden, ydmygelsen, de bristede illusioner om et samfund, der tog hånd om alle sine medborgere, alle de søvnløse nætter og de utallige afslag på jobansøgninger, hvor hver eneste åd endnu en bid af selvværdet. De, der selv har prøvet det, ved, hvordan det er, så jeg vil undgå at gå i detaljer.

Der er billeder fra 2020, der bliver stående. Nok for evigt. Af personlige situationer fra det år, der nu er gået. Af at se det første barnebarn for allerførste gang, af at se det andet hele 3 uger efter, det var født, fordi man ikke måtte andet. Af en smuk sejltur på Mekongfloden, og af småfnisende at måtte tage mundbind på for første gang i februar for at komme ind og bese en stendød og balsameret Ho Chi Mihn. Vi vidste ikke bedre. Af flugten fra Amerika i panik i marts, og af en fantastisk køretur langs Den Mexikanske Golf, gennem Corona og smukke sydstatsbyer. Af en lang, så lang som fra maj til september regnvejrssommer i Hurup, hvor højdepunkterne var alle de dage, hvor jeg endelig, endelig fik lov til at guide rundt der på stranden. Og af årets sene sommerferietur til Harzen, hvor Coronaen indirekte betød, at ikke bare jeg, men også mange andre, fik åbnet øjnene for det uendeligt smukke i det nære. Og når jeg så ser på de billeder, så er de jo næsten alle sammen centreret om noget positivt. Hvilken vel fortæller mig, at selv om 2020 var en decideret fejlleverance, der ind imellem virkede som om, man bare havde taget en dag og kopieret den i 365 eksemplarer, så er vi mennesker heldigvis oftest sådan indrettet, at vi erindrer og gemmer det gode.

Jeg glæder mig til, vi forhåbentlig allesammen oplever en slags genfødselsdag i det nye år–den dag, vi har fået vores vacciner. Det er muligt, alderen sætter visse genstridige begrænsninger for at danse på bordet af samme årsag, men jeg vil i alt fald gøre et effektivt forsøg på at foretage mig noget lignende i samme anledning. Måske–jeg tør næsten ikke sige det af bare forskrækkelse for, at jeg så leger med ilden–kan jeg endda igen komme på arbejde. Og allerede nu ved jeg, at når jeg står der på The Royal Mile, så kommer tårerne. Glædestårerne. Så vil jeg fortælle indgående om Edinburgh Castle, mens tårerne løber i stride strømme ned over mine kinder, og glæden bare sprutter ud af mig. TÆNK!

Godt nytår!

Continue Reading
1 2 3 22