Min ven, fanatikeren.

Hvis nogen genkender en slet skjult oversættelse af en af de helt store klassikere indenfor gymnasielitteratur, skrevet af den fantastiske britiske forfatter, Hanif Kureishi i 1995 (bemærk årstal!), så er det fuldstændigt intenderet. Det er en tekst, som med alt for jævne mellemrum bliver aktuel. Ca. hver gang, der forekommer et terrorattentat, som IS meget belejligt og helt omkostningsfrit lige sørger for at tage “æren” for.

Dette indlæg handler IKKE om terror. Det handler om min ven M. Eller i alt fald om M, som jeg indtil for få år siden regnede som min ven. Lige nu ved jeg ikke, hvor han er.

Men først et kort resume af novellen om Parvez og Ali. Om taxachaufføren Parvez, som har opnået sin ultimative drøm–nemlig at komme til England fra Pakistan og give sin familie et bedre liv. Parvez er glad og taknemmelig og vælter sig i bacon, whisky, den sympatiske luder Betina samt sønnen Alis fremragende resultater i skolen, der nok med tiden skal gøre ham til revisor. Altså indtil Ali erkender, at ligegyldigt hvad han foretager sig, så vil han aldrig blive RIGTIGT britisk, og så kan han jo lige så godt lade være og helhjertet bekende sig til alt det, han umiddelbart og ubesværet kan blive. Nemlig fanatisk muslim. For fundamentalisme er, uanset karakteren af den, altid en ualmindeligt let udvej. Sat på spidsen kan enhver på få sekunder blive fundamentalist. Det kræver udelukkende, at man holder op med at tænke sig og blot adopterer allerede formulerede dogmer.

Min ven M var kommet hertil med familien fra et relativt berygtet land i Afrika. Der var mange søskende, og M var den ældste. Efter få år blev faderen udvist på livstid, efter sigende fordi han havde smuglet khat, men den historie viste sig at være en såkaldt alternativ sandhed. Så den psykisk udfordrede moder sad tilbage med et børnehav, heraf en med Downs syndrom. Hvert år rejste hun i øvrigt tilbage til hjemlandet og den udviste fader, som boede dernede med en ny kone–hvilket dog ikke afholdt hende fra sjældent at komme tommavet hjem.

Selvfølgelig udpegede ansvarsfulde M sig til familieoverhoved. Han vidste, at han måtte have en ordentlig uddannelse, at det var ham, der måtte passe på de lidt løstgående (efter hans normer) mindre søstre, og at han måtte indpasse sig i det danske samfund simpelthen for at få denne stærkt dysfunktionelle familie på fode igen. Ikke et lille ansvar som 15-årig, da jeg først mødte ham. Og han sled. Som han sled. Som eneste elev af anden etnicitet i den allerbedste klasse af kerneunger, jeg nogensinde har undervist, blev han en højt respekteret elev, som vi alle satte stor pris på. Især fordi han somme tider var lidt “skæv” og så tingene fra helt andre synsvinkler end vores allerede etablerede. Udover skolen havde han også flere fritidsjobs, hentede og afleverede de yngre søskende i deres respektive institutioner samt sørgede for familiens mad og indkøb.

Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle på studietur, og han ikke turde tage med. For hvordan skulle familien dog klare sig herhjemme uden ham? Efter mange snakke og ansøgninger til alle tilgængelige fonde fik vi–for det her var noget, klassen stod sammen om–ham med, og hvis nogen nogensinde har nydt en studietur til tåspidserne, så….. Men kunne ligefrem føle, hvordan manglen på ansvaret på skuldrene dag for dag gjorde ham flere centimeter højere.

En dag spurgte han mig, om jeg ville gå med ham på retshjælpen, for den havde han læst om. Han ville nemlig prøve, om han kunne få hjælp til at få faderen tilbage til Danmark. Nok mest i erkendelse af, at han simpelthen havde behov for hjælp til at styre hele menageriet alene. Jeg bad ham om at møde op med alle relevante papirer, så vi kunne få hul på sagen, hvilket han sagde, ville være lidt svært, da moderen havde låst dem inde og nægtede at udlevere dem. På selve dagen stod jeg på det aftalte sted og ventede. Og ventede. Indtil en meget lille dreng grædende kom krybende og undskyldende forklarede mig, at vi altså ikke skulle på retshjælpen alligevel. Han var brudt ind i det låste skab foran en hysterisk moder, havde fundet papirerne, læst dem igennem og erkendt, at det ikke var khat, faderen havde smuglet. Det var mennesker.

Fra den dag skete der noget med ham. Ikke på et øjeblik, men ganske langsomt og hen ad vejen. Han blev ligesom mere indesluttet, og samtidig blev søstrene kommanderet i tørklæder. Han fik sin eksamen og havde klare planer om at læse Mellemøstlige studier i Århus, for hvis nogen vidste noget om den slags samt kunne sproget, kulturen og formidlingen, så var det vel ham. Og så kunne en god, akademisk uddannelse vel også hjælpe hele familien på vej.

Vi var Facebookvenner flere år efter endt eksamen, så jeg kunne følge lidt med på sidelinjen. Og det gjorde jeg, for den dreng stod mit hjerte nær. Efter et par år i Gellerupparken slettede han mig. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg have gjort det samme. Relativt hurtigt skete der en sproglig forvandling, og udtryk, der ellers aldrig havde boet i hans mund, blev gængse. Der begyndte at optræde propaganda for relativt militante og fundamentalistiske grupperinger og–allermest–selve livssynet blev et andet. Fra at være den, der var stolt af at klare sig, blev han til den, der var stolt af og dyrkede at være et offer. Det er nemlig vigtigt i netop den retorik–at være et offer. Så min lille vinder endte altså som et selvbestaltet offer.

Det er nok 4-5 år siden, jeg sidst har hørt nyt. Og nogle gange har jeg sådan en lyst til at sende en kopi af Kureishis pragtnovelle til Århus. For den læste vi nemlig i sin tid sammen, og jeg kan stadig huske de vægtige indlæg, han kom med i diskussionen. På en besynderlig, omvendt måde håber jeg så bare aldrig at høre mere til ham. Fordi jeg simpelthen nogle gange er hunderæd for, at det ikke bliver personligt, men i medierne.

Continue Reading

Vores helt egne celebrities.

Og hvem i alverden er så de to mænd? Forklaring følger.

Min mand sad i mange år i samme bestyrelse som grevinde Alexandra, og min bror har engang tisset overkors med Kim Larsen og fløjet hjem fra Polen med Rod Steward. Min far spiste, i embeds medfør, flere gange frokost med dronningen, og jeg kender en, der engang spiste middag ved bordet ved siden af Bonos selskab. Forleden optrådte en del venner på Facebookbilleder i selskab med Jacob Haugaard, og min ene søn så engang Steffen Brandt på et museum i udlandet.

Personligt var jeg engang ved at cykle dronningen ned på fortovet foran uni i Århus, fordi hun og hendes følge ikke forstod, hvor travlt jeg havde. Det var udelukkende derfor, jeg nødvendigvis måtte cykle på fortovet i den forkerte side af vejen.

Og sådan har vi alle vores små historier. Vores celebrityhistorier. Om hvordan vi mødte XX i en, i alt fald for os, usædvanlig situation, hvor vi så nogenlunde var de eneste, der i nogle små øjeblikke fik lidt af stjernestøvet og beholdt det til evig arv og eje. For historien kan ingen jo ikke tage fra os. Underligt nok giver sådanne oplevelser os en besynderlig ejerfornemmelse, som om netop den celebrity er lidt mere vores end alle andres. Hvis nogen ellers kan eje andre mennesker og deres stardust. Jeg kender folk, der nærmest føler, de har en særlig intimitet med såkaldte VIPs, de tilfældigt har mødt. Og det er vel også derfor, at der findes utallige konkurrencer om at møde “the stars” backstage, udveksle virkelige ord med dem og endda få taget et foto, der allerede på forhånd har fået en æresplads i hjemmet.

Så er vi tilbage ved de to mænd! For nogle år siden var jeg på besøg i det Nordirske parlament, Stormont. Det kan alle i øvrigt komme–bare skriv til dem. Under en (fælles) rygepause på deres fantastiske udendørs trappeopgang med udsigt ud over hele Belfast kom jeg i snak med herren til højre på billedet, og vi fik vendt både udsigt, dårlige rygevaner og mit besøg i Belfast. Han var særdeles venlig, og jeg anede ikke, hvem har var, til trods for at jeg faktisk er rimeligt inde i de politiske forhold i Nordirland. Det var først, da sessionen i parlamentet blev genoptaget, og Mr. Martin Mcguinness blev kaldt til talerstolen, at jeg genkendte min skodbror som lederen af Sinn Fein i Nordirland. Nu ved jeg så ikke, hvor stor viden om netop det parti er i Danmark, men lad mig diplomatisk sige, at det er stort og indflydelsesrigt blandt katolikker i Nordirland, og det har utallige gange måttet benægte, at det havde nogen som helst (jeg understreger igen NOGEN SOM HELST) forbindelse til terroraktioner udført af IRA, eller til IRA som sådan. (Så kan man jo spørge sig selv om, hvor i alverden nogen dog skulle få den besynderlige tanke fra?)

Jeg synes altså, det er lidt kinky, at jeg har smalltalket venligt med en mand af den kaliber. Det giver mig som regel også en del fede celebritypoint på de kanter. Hvis jeg ellers kan blive ved med at ride på min Mcguinnessbølge. For Martin Mcguinness døde forleden. Kun 66 år gammel og helt uden at nogen kunstigt hjalp ham på vej, som det ellers ofte var tilfældet deroppe.

Manden ved siden af er Ian Paisley. Mangeårig leder af protestanterne i Nordirland og med en retorik, der ville få folk som Erhard Jakobsen, (T)rumpen og Mogens Glistrup til at blegne af misundelse. Billedet er fra fredsforhandlingerne i 90-erne, og man kan da i den grad se, hvor ualmindeligt fornøjede de begge er med resultatet!

Så nu har jeg altså mistet min egen celebrity. Ham, der var ikonisk for mig, fordi vi havde røget en smøg sammen. Heldigvis gik jeg også engang nærmest ind i Yoko Ono foran Dakotabygningen i New York, så det må jeg så nøjes med. Selv om det nok ikke giver helt så mange celebritypoint lige i Nordirland. Og herhjemme kan jeg jo altid hive Dronning Margrethekortet.

Continue Reading

Om rankeklubber.

Der findes et provinsielt, sikkert meget jysk fænomen, der hedder en rankeklub. En rankeklub er en mere eller mindre afgrænset gruppe af naboer, der sammen sætter ranker op rundt om hovedøre og andre væsentlige indgangspartier, når noget skal fejres. Ranken består gerne af en lænke af gran, der pyntes med årstidens blomster og et stort skilt i midten, der proklamerer selve dens anledning. Og anledningerne er oftest bryllupsdage og konfirmationer.

Vi har en rankeklub i mit nabolag. Og vi er 9-10 par/familier, der er “medlemmer” af den. Aldersmæssigt spænder vi fra 30-erne til langt op i 80-erne. Når man flytter til vores lille hjørne, hvor flere veje støder sammen, får man automatisk tilbudt at være med, og de, der ikke lige har interesse, må så fejre deres mærkedage uden vores flotte, og for det meste hjemmebundne, ranker. Os, der har været med i adskillige årtier, har været gennem et utal af ægteskabelige fejringer og et betragteligt antal konfirmationer, og nu er vi faktisk der, hvor det hele er ved at starte forfra igen på såvel bryllups- som konfirmationsfronten.

Og ranken er det mindste. Den er smuk, men den er også en anledning. Nemlig en vigtig anledning til at se hinanden, følge med i hinandens liv og passe på hinanden. Vi overrender ikke naboerne her i vores kvarter. Vi lever i yderst fredelig sameksistens uden de store hække- eller matrikelstridigheder. Vi holder øje med hinandens huse, når hinanden er ude at rejse, og vi låner alt det af hinanden, som vi ikke lige selv har, eller som er gået til de evige græsslåmaskinemarker. Men vi render ikke ud og ind hos hinanden i tide og utide. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at der altid er nogen, der kan træde til i nødstilfælde.

Der er jo det med naboer, at man ikke selv vælger dem. Man vælger sit hus, og må så sluge de kameler, der også har valgt huse i nærheden. På den front har vi været heldige, for der er ingen genstridige kameler indenfor en overskuelig radius. Til gengæld kunne jeg godt frygte, at hvis vi ikke havde rankeklubben som påskud, så ville naboskabet være et andet. Vi ville simpelthen ikke få os taget sammen til at mødes uden en egentlig anledning. Heldigvis har samme rankeklub også foranlediget, at vi her i kvarteret alle inviterer hinanden med til store fejringer af netop de begivenheder, som rankerne er sat op for. Det er vist, har jeg hørt, ret usædvanligt nu om dage.

Når vi sætter ranker op, foregår det i hemmelighedsfuld stilhed. Ejerne af den forestående begivenhed forventes at være helt uvidende om angrebet på deres fordør samt fuldstændigt at negligere enhver form for bankelyde og støjen fra en snes mennesker inklusiv medbragte børn. Når det hele er pænt, nydeligt og fastmonteret, får overrankemesteren den ærefulde tjans at ringe på døren, og beboerne må så lade, som om de er dybt forbavsede over deres fordørs granmæssige forandring. ½ times beundring er cirka normen, men så er der også drikkevarer, chips og alskens godter til opsætterne. Hvilket jo sådan set er en smule forunderligt, når begivenhedsejerne overhovedet ikke på nogen mulig måde vidste, at der kom nogen.

Så er det, at vi vender nabolagssituationen og lige får verden sat på plads. Nogle gange får vi os også ekstraordinært taget sammen til at planlægge en lille sommerfest ved samme lejlighed. Hvis det hele foregår om vinteren, kan vi faktisk have gået rundt i hver vores vinterboble i flere måneder uden at have set hinanden. Men vi har hele tiden vidst, at hinanden var der, og at behørig hjælp til alskens formål kun var få huse væk.

Der er naboer, og der er venner. Kun de sidste vælger man selv. Så man er ualmindeligt heldig, når man gnidningsløst fungerer sammen med de første. Og en rankeklub–hvor ualmindeligt provinsielt, jysk, gammeldags og ude af trit med tidens puls den end lyder–er en rigtig god måde at finde ud af at fungere sammen på.

 

Continue Reading

Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

Continue Reading

GRATIS LÆSERGAVE!!!

Har du børn eller børnebørn i alderen ca. 3-4 til ca. 7-8?

Og vil du–og de–tage lidt tid til at gennemlæse/gennemse en børnebog om en prut sammen?

Således at der kan komme nogle tilbagemeldinger hertil?

Bogen er stadig ikke helt gennemarbejdet, men det kunne være rart at få jeres konstruktive kritik med ind i de sidste overvejelser. Formatet kan evt. også drille, men sæt det ned til 50%, og den skulle være der.

Hvis du har nogle samarbejdsvillige og læseglade børn/børnebørn, så send en mail med din mailadresse til anetteboye@hotmail.com Så overfører jeg via Weetransfer asap.

Hvis du vil beholde “bogen”, skal du downloade den. Og jeg er så computerimbecil, at jeg på ingen måde formår at misbruge mailinformationer!

Og har du ikke nogen alibibørn eller børnebørn, er du hjertelig velkommen til alligevel at få bogen. Forhåbentlig på forventet efterbevilling ang. afkom.

På forhånd mange tak for alle de tilbagemeldinger, jeg ser frem til at læse.

Continue Reading

(Noget af) historien om Liban.

Der er vel næppe nogen, der ikke har været opmærksomme på historien om drengene fra Ry, der har floreret i såvel aviserne som på de sociale medier i disse dage. Det var den, der satte nogle tanker i gang hos mig, men samtidig skal jeg kraftigt understrege, at dette indlæg IKKE er et indlæg i netop den debat. Jeg vil prøve at være så upartisk som muligt, og det er absolut ikke min intention at skrive et indlæg om skyld eller skyldplacering. Det er der folk nok, der gør i forvejen. Ydermere har jeg overhovedet ikke lyst til at grave endnu flere grøfter mellem “os” og “dem”. Det er der også folk nok, der gør i forvejen. De klarer sig tilsyneladende fint uden min assistance. Jeg skriver dette, fordi historien er der.

Da mine børn i sin tid skulle starte i skole, var der ikke frit skolevalg. Jo, vi kunne da sende dem på den private realskole eller på den kristne ditto, men da vi er, og altid har været, af den overbevisning, at en god social forståelse er guld værd rent menneskeligt hele resten af livet, så blev det den lokale skole, som dækker flere pæne villakvarterer og et, på det tidspunkt, stort, socialt boligbyggeri, som også i mange år har figureret på den såkaldte ghettoliste.

Så jeg mødte Liban første gang i begyndelsen af 90-erne, da min datter startede i 0 klasse. Han var fra Somalia og den ældste i en stor søskendeflok, som sammen med deres mor var havnet ovre i “Parken”. Faderen var død, tror jeg. Anyway, jeg kan stadig huske det der store, forventningsfulde, smilende ansigt og de små ben, der bare sparkede helt vildt til alle sider, mens han prøvede at sidde stille på stolen. Han var dødcharmerende, knægten. Min private tese er, at netop den charme må have reddet ham en del gange–i alt fald som barn.

Desværre gik der ikke lang tid, før ethvert forældremøde i klassen nærmest kun havde et punkt på dagsordnen: Liban. Enhver kan vel også godt regne ud, hvad hans navn blev forvandlet til efter bare et par måneder. Liban var ustyrlig, totalt utilpasset, dødirriterende og en hæmsko for enhver seriøs indlæring på klassebasis. De der små ben kunne ikke sidde stille, og det, der i begyndelsen var smådril overfor de andre elever, blev med tiden til mere og mere alvorlige fysiske angreb. Når vi havde forældremøder (og det havde vi tit, kan jeg huske) kom Libans mor enten ikke, eller også mødte hun op og sad tavs som en østers i et hjørne. Min teori er, at hun ikke forstod, hvad der foregik, og ingen forsøgte vist at forklare hende det. Vi skulle jo i den grad ud med vores egne frustrationer, ikke? Libans mor var sikkert også vildt frustreret, men som jeg husker det, var der ikke rigtigt nogen, der tog det alvorligt.

Allerede omkring slutningen af 1. klasse begyndte eleverne at sive fra klassen. De stærkeste forældre (til drenge) flyttede deres børn til private skoler, og når man talte med dem, var årsagen entydig: Liban. Som forældre til en pige var vi ikke på den måde generede af de mere fysiske drillerier, men vi var da bekymrede over klassens faglige niveau. Omvendt mente vi også, at problemerne burde kunne løses, og at den danske folkeskole netop udmærker sig ved at skulle have plads til alle. Der var nu også tydelige spor i lærernes ansigter efter, at netop denne klasse og dens problemer var rimeligt uovervindelige. De lærere gjorde alt, hvad de kunne og magtede indenfor de rammer, de havde. Men det var ikke nok.

Liban var ikke bare charmerende. Han var også meget velbegavet. Han havde fundet sit publikum, sin scene, og der blev ikke på nogen mulig måde sat de nødvendige begrænsninger for hans udfoldelser. Hverken i skolen eller hjemme. Da han omkring 3-4 klasse startede på intensivt pjæk, var vi og vores børn vel nærmest bare lettede. Så kunne alle få nogle skoledage i fred. Selvfølgelig var de sociale myndigheder inde over, men jeg husker det, som at de ikke anede, hvad de skulle stille op, hvilket resulterede i , at uanbringelige Liban bare holdt op med at gå i skole.

Det betød jo langt fra, at han holdt op som sådan. Liban blev et nattedyr, som altid, da han var 12-13, kunne findes nede i byens pisserende, og hvor der nu ellers var gang i den. Som forældre stillede man jo op, når fodboldklubben skulle tjene penge ved at rydde op efter den årlige festival midt om natten, og der kunne man altid møde evigtglade Liban på 12, som klokken 3 om natten føjtede rundt og havde helt sin egen fest. Jeg kan også huske, at en bekendt indenfor politiet på et tidspunkt indrømmede, at samtlige politimænd i byen glædede sig inderligt til, at Liban blev 15, for først da kunne de stille ham til regnskab for det relativt betydelige synderegister, han allerede dengang havde. Her i familien fulgte vi Liban fra sidelinjen. Med meget blandede følelser, for han VAR jo charmerende og velbegavet, men F… også “a pain in the arse”.

Umiddelbart før Liban fyldte 15 ( om det så havde noget med sagen at gøre!) valgte familien at flytte til en større midtjysk by, og vores by åndede vist en smule lettet op. Vi talte somme tider stadig om Liban her i familien, for faktisk var vi interesserede i, hvordan det var gået ham. Selv om vi frygtede det værste.

Der gik så en del år, hvor Libans liv ligesom gik lidt i glemmebogen. Men pludselig en dag læste jeg en reportage i Politiken fra et statsfængsel, hvor flere af de indsatte fortalte deres historie. Allerede da jeg begyndte på artiklen, spøgte Liban i mit baghoved. Og ganske rigtigt: Der stod han nu, som et velvoksent, charmerende mandfolk og var i gang med at afsone 10 år for væbnet røveri. Ambivalente føleser igen: Både “Jeg vidste det.” og ” Brug dog den intelligens på noget andet.”

Jeg kan ikke finde artiklen mere, hvilket i denne sammenhæng også er ret ligegyldigt, men i forbindelse med Ry-sagen blev jeg altså nysgerrig omkring, hvad der senere er hændt Liban. Og det kan da ellers nok være, at det i sig selv også er en spændende historie, som, rent googlisk, fylder flere sider af hits på nettet.

Det viser sig, at han efter afsoning er blevet tilknyttet avisen Information (Det er vel ikke sådan lige alle, der bliver det!), hvor han skriver debatindlæg omkring såvel sin egen som andre flygtninges situation. Og hold da lige op, hvor den nu unge mand kan skrive! I et indlæg fra august 2015 ” Jeg har fucket tingene godt og grundigt op.” skriver han “Lad mig lige slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri. Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt.”  Samt “Min dom var velfortjent. Og den var gavnlig for mig.” Det kan man da kalde selverkendelse, grænsende til undskyldende og lidt sentimentale.

Ligeledes i et indlæg i forbindelse med flygtningestrømmen i september 2015  (Vi står klar, brormand.) hedder det “Det sammenhold. jeg oplevede på Hovedbanen og ikke mindst ved grænsen, kom fuldstændig bag på mig. At se så stor en sammensmeltning af mennesker af forskellig social baggrund og status arbejde sammen for at hjælpe folk i nød var fuldstændig utroligt.” Samt “I dag kan jeg faktisk mærke, at hændelserne har fået mange af gadedrengene her i Århus til at ændre syn på danskerne.”

Så Liban havde altså både fortrudt sin kriminalitet samt var stået op af den grøft, der hedder “Det er danskernes skyld, det hele. De er racister.” Og med sådan et sprog, sådan nogle erkendelser, sådan et mod på livet samt–ikke mindst–en løs ansættelse på Information, så så det da absolut ud som om den lille grimme, sorte ælling omsider havde fundet sin svaneham.

Men nej! I april 2016 kører Liban sin ekskæreste ned i Århus samt tager hendes mand som gidsel. Han efterlyses af politiet (med billede, men de har nok også et helt fotoalbum af ham efterhånden), og melder først sig selv i januar i år. Aviserne melder intet om, hvad han har lavet i mellemtiden, samt hvordan sagen mod ham står lige nu. Men man kan vel roligt konkludere, at han sidder i fængsel. I øvrigt kan man også i samme forbindelse finde et indlæg på justitsminister Søren Papes Facebookside om Liban og skandalerne omkring ham.

Det var (noget af) historien om Liban. Det meste kan verificeres ved at google ham. Jeg har hele vejen igennem prøvet at være så upartisk som mulig. Den dreng har stadig en plads i mit hjerte. Jeg kan stadig huske Liban, når han storsmilende jagede alle de hvepse, som pigerne i klassen var skrækslagne for. Nej, hvor var han stolt. Men det kan jo samtidig ikke benægtes, at en hel del ting er gået galt i forbindelse med Liban. I vores land har vi en nationalsport, der går ud på at placere skyld. Vi tror, vi får det bedre, når skylden er havnet et sted. Jeg tvivler.

Så det står enhver frit for at tænke, hvad de vil, om denne historie. Personligt håber jeg bare på, at denne gode skribent engang kommer tilbage til Information. Og bliver der!

 

Continue Reading

Om skrotbunker. Eller idekataloger.

Forleden blev jeg spurgt, hvor jeg får ideerne til indlæggene her på bloggen fra. De står i kø. De ligger jo lige der foran mig og trygler om at blive samlet op og anvendt. Der skal meget lidt til for at sætte en proces i gang. Nærmest bare det at leve, være og eksistere.

Det sværeste er faktisk at begrænse dem. Kritisk at tage stilling til, om de nu overhovedet er så væsentlige, at jeg behøver at kommentere på dem. Eller om andre end mig i hele verden synes, at de har nogen form for relevans. Herunder hører også, at jeg hele tiden skal være bevidst om, at jeg ikke falder i den fælde, der hedder personlige korstog. Der findes ikke ret meget, der er mindre interessant end andre menneskers overstrømmende vrede. Og det er aldrig godt at skrive på vrede–den løber over, eller af med en. (Kunne sagtens være et indlægsemne!)

For sådan ligesom at illustrere, hvad der på en ganske almindelig onsdag i februar var såvel inspiration som til overvejelse, så kommer her et lille katalog over alle de indlæg, som måske/måske ikke bliver til noget med tiden.

–Jeg læste en artikel om en gammel elev, som er en af de mest mindeværdige, jeg nogensinde har haft. Forældreløs afrikaner, som i en alder af 12 og efter at have fået kørt begge ben af i en ulykke, bliver adopteret af dansk bandagistfamilie og får såvel nyt hjem som nye ben. I gymnasiet er denne velbegavede charmetrold noget af det mest luddovne, udspekulerede, charmerende og pjækkende, jeg nogensinde har mødt. Hvis nogen nogensinde har trukket sin studentereksamen i en automat, så…  Anyway, hun vælger (nok grundet sin noget specielle historie) at blive socialrådgiver, og det gør mig forbandet glad, når jeg ser hende i en uhyre veltrimmet udgave med skønne børn og marathonbeviser. Så ser jeg så i avisen, at hun stiller op for Liberal Alliance. Hvordan i alverden forklarer man lige det? Er her stof nok til indlæg om liberalisering/om at være sin egen lykkes (sine egne bens) smed? Eller skal vi lige have den ambitiøse indvandrer?

–Jeg sad og læste i Ældresagens blad–den er min mand nemlig medlem af, men det er kun mig, der læser bladet. Her er rent proportionsmæssigt flere rejseannoncer, end der er artikler. Hvad siger det lige om ældresegmentet? Hvorfor rejser vi så meget? Er her stof nok til indlæg om ældre og rejser? Om at se at komme afsted, mens man har pengene og helbredet? Eller om alle de forskellige måder, vi rejser på–fra daseferier (som jeg ikke kan finde ud af) til oplevelser 24/7 (det er jeg meget bedre til)? Og til hvorfor nogle mennesker aldrig kommer afsted, mens andre gør?

–Jeg fandt et nyt ord i et debatindlæg. Nemlig “elitebashing”. Vildt fancy, godt ord. Det ord må jeg gøre noget mere ved, for jeg er allerede dybt forelsket i det. Men skal det så være noget om, at vi alle er eliten indenfor hvert vores felt?( Og møgstupide indenfor andre.) Eller om den tendens til bashing af velfunderede, faktabaserede meninger, der nu er blevet legal fra mennesker, der udelukkende tager udgangspunkt i mavefornemmelser og pludseligt opståede følelser omkring enkelthændelser?

–Det sner. Jeg er vild med sne. Det er Fozziehunden også. Hvad er det lige, sne kan? Hvorfor elsker vi sne så højt, selv om det ved Gud er noget så fandens besværligt? Eller: Hvorfor er det, at vi elsker de der årstider så højt, hvis de lige gider opføre sig som forventet? Altså sne om vinteren og solskinne om sommeren og hænge blade af og på? Er vi emotionelt påvirkede af at leve i et land med markante årstider? I litteratur, levemåde og tankegang?

–Og den, der bare rumsterer inde i hovedet hele tiden: At vi, besynderligt nok pga. teknologiseringen, er blevet et meget mere skriftligt samfund, end vi nogensinde tidligere har været. At ALLE skriver-her især på sociale medier. Det gjorde ALLE ikke før i tiden, af den ene eller anden årsag. Alle har selvfølgelig ret til frit at ytre sig, men alle har desværre ikke opdaget, at det nogle gange er meget bedre at holde skriftlig kæft. Ytringsfriheden kan på ingen måde diskuteres, men jeg synes godt, man kan diskutere, hvad den bruges til. Som gammel dansklærer gør det også usigeligt ondt at se diverse indlæg på samme sociale medier. Der kunne sagtens skrives indlæg om sprog. Om at vi altså er nødt til at tage stilling til, om vi accepterer, at vores sprog får en vejledende form i stavning og udtryksmåde, eller om vi er bevidste om, at det kræver en indsats at bibevare en fastlagt norm for sproget. Sådan at vi har regler og retningslinjer og ikke–som resultatet ellers vil være–hvert sit personlige sprog om 50 år. Den er kontroversiel. Men der er godt nok diskussionsstof i den!

Så det var så onsdagens skrotbunke. Og idekatalog. Noget af det bliver sikkert til noget–engang.

Continue Reading

Brugerundersøgelse.

Bloggen her har nu eksisteret i næsten 5 måneder. Jeg er helt bevidst om, at den er en rodebutik af mange forskellige og forskelligrettede kategorier, at billedsiden mildest talt er amatøragtig ( eller i alt fald ikke styrken!), og at layout råber efter en hjælpende hånd. Det kan jeg sagtens leve med, for for mig er teksten/ordene det vigtigste.

Men alligevel kunne det være rart med noget feedback, når man sådan sidder skriver lige ud i luften uden et defineret publikum og uden at vide, hvem det er, der læser bloggen.

Så jeg vil gerne komme med en opfordring til konstruktiv kritik. Eller, mere konkret: Hvorfor læser I bloggen? (Det må I jo gøre, hvis I ser dette!)

Hvilke indlæg/kategorier læser I især?/Hvorfor?

Er der kategorier/indlæg, som er totalt meningsløse eller uinteressante?/Hvorfor?

Er der noget, der skal opprioriteres/nedprioriteres?

Altså–generelt–enhver form for feedback. PLEASE!

Man kan enten trykke på kommentarikonet ved siden af indlægget eller skrive i gruppen på Facebook. Og er man ikke medlem der, kan man–ved et enkelt klik–blive det.

På forhånd tak herfra.

Continue Reading