Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

Continue Reading

GRATIS LÆSERGAVE!!!

Har du børn eller børnebørn i alderen ca. 3-4 til ca. 7-8?

Og vil du–og de–tage lidt tid til at gennemlæse/gennemse en børnebog om en prut sammen?

Således at der kan komme nogle tilbagemeldinger hertil?

Bogen er stadig ikke helt gennemarbejdet, men det kunne være rart at få jeres konstruktive kritik med ind i de sidste overvejelser. Formatet kan evt. også drille, men sæt det ned til 50%, og den skulle være der.

Hvis du har nogle samarbejdsvillige og læseglade børn/børnebørn, så send en mail med din mailadresse til anetteboye@hotmail.com Så overfører jeg via Weetransfer asap.

Hvis du vil beholde “bogen”, skal du downloade den. Og jeg er så computerimbecil, at jeg på ingen måde formår at misbruge mailinformationer!

Og har du ikke nogen alibibørn eller børnebørn, er du hjertelig velkommen til alligevel at få bogen. Forhåbentlig på forventet efterbevilling ang. afkom.

På forhånd mange tak for alle de tilbagemeldinger, jeg ser frem til at læse.

Continue Reading

(Noget af) historien om Liban.

Der er vel næppe nogen, der ikke har været opmærksomme på historien om drengene fra Ry, der har floreret i såvel aviserne som på de sociale medier i disse dage. Det var den, der satte nogle tanker i gang hos mig, men samtidig skal jeg kraftigt understrege, at dette indlæg IKKE er et indlæg i netop den debat. Jeg vil prøve at være så upartisk som muligt, og det er absolut ikke min intention at skrive et indlæg om skyld eller skyldplacering. Det er der folk nok, der gør i forvejen. Ydermere har jeg overhovedet ikke lyst til at grave endnu flere grøfter mellem “os” og “dem”. Det er der også folk nok, der gør i forvejen. De klarer sig tilsyneladende fint uden min assistance. Jeg skriver dette, fordi historien er der.

Da mine børn i sin tid skulle starte i skole, var der ikke frit skolevalg. Jo, vi kunne da sende dem på den private realskole eller på den kristne ditto, men da vi er, og altid har været, af den overbevisning, at en god social forståelse er guld værd rent menneskeligt hele resten af livet, så blev det den lokale skole, som dækker flere pæne villakvarterer og et, på det tidspunkt, stort, socialt boligbyggeri, som også i mange år har figureret på den såkaldte ghettoliste.

Så jeg mødte Liban første gang i begyndelsen af 90-erne, da min datter startede i 0 klasse. Han var fra Somalia og den ældste i en stor søskendeflok, som sammen med deres mor var havnet ovre i “Parken”. Faderen var død, tror jeg. Anyway, jeg kan stadig huske det der store, forventningsfulde, smilende ansigt og de små ben, der bare sparkede helt vildt til alle sider, mens han prøvede at sidde stille på stolen. Han var dødcharmerende, knægten. Min private tese er, at netop den charme må have reddet ham en del gange–i alt fald som barn.

Desværre gik der ikke lang tid, før ethvert forældremøde i klassen nærmest kun havde et punkt på dagsordnen: Liban. Enhver kan vel også godt regne ud, hvad hans navn blev forvandlet til efter bare et par måneder. Liban var ustyrlig, totalt utilpasset, dødirriterende og en hæmsko for enhver seriøs indlæring på klassebasis. De der små ben kunne ikke sidde stille, og det, der i begyndelsen var smådril overfor de andre elever, blev med tiden til mere og mere alvorlige fysiske angreb. Når vi havde forældremøder (og det havde vi tit, kan jeg huske) kom Libans mor enten ikke, eller også mødte hun op og sad tavs som en østers i et hjørne. Min teori er, at hun ikke forstod, hvad der foregik, og ingen forsøgte vist at forklare hende det. Vi skulle jo i den grad ud med vores egne frustrationer, ikke? Libans mor var sikkert også vildt frustreret, men som jeg husker det, var der ikke rigtigt nogen, der tog det alvorligt.

Allerede omkring slutningen af 1. klasse begyndte eleverne at sive fra klassen. De stærkeste forældre (til drenge) flyttede deres børn til private skoler, og når man talte med dem, var årsagen entydig: Liban. Som forældre til en pige var vi ikke på den måde generede af de mere fysiske drillerier, men vi var da bekymrede over klassens faglige niveau. Omvendt mente vi også, at problemerne burde kunne løses, og at den danske folkeskole netop udmærker sig ved at skulle have plads til alle. Der var nu også tydelige spor i lærernes ansigter efter, at netop denne klasse og dens problemer var rimeligt uovervindelige. De lærere gjorde alt, hvad de kunne og magtede indenfor de rammer, de havde. Men det var ikke nok.

Liban var ikke bare charmerende. Han var også meget velbegavet. Han havde fundet sit publikum, sin scene, og der blev ikke på nogen mulig måde sat de nødvendige begrænsninger for hans udfoldelser. Hverken i skolen eller hjemme. Da han omkring 3-4 klasse startede på intensivt pjæk, var vi og vores børn vel nærmest bare lettede. Så kunne alle få nogle skoledage i fred. Selvfølgelig var de sociale myndigheder inde over, men jeg husker det, som at de ikke anede, hvad de skulle stille op, hvilket resulterede i , at uanbringelige Liban bare holdt op med at gå i skole.

Det betød jo langt fra, at han holdt op som sådan. Liban blev et nattedyr, som altid, da han var 12-13, kunne findes nede i byens pisserende, og hvor der nu ellers var gang i den. Som forældre stillede man jo op, når fodboldklubben skulle tjene penge ved at rydde op efter den årlige festival midt om natten, og der kunne man altid møde evigtglade Liban på 12, som klokken 3 om natten føjtede rundt og havde helt sin egen fest. Jeg kan også huske, at en bekendt indenfor politiet på et tidspunkt indrømmede, at samtlige politimænd i byen glædede sig inderligt til, at Liban blev 15, for først da kunne de stille ham til regnskab for det relativt betydelige synderegister, han allerede dengang havde. Her i familien fulgte vi Liban fra sidelinjen. Med meget blandede følelser, for han VAR jo charmerende og velbegavet, men F… også “a pain in the arse”.

Umiddelbart før Liban fyldte 15 ( om det så havde noget med sagen at gøre!) valgte familien at flytte til en større midtjysk by, og vores by åndede vist en smule lettet op. Vi talte somme tider stadig om Liban her i familien, for faktisk var vi interesserede i, hvordan det var gået ham. Selv om vi frygtede det værste.

Der gik så en del år, hvor Libans liv ligesom gik lidt i glemmebogen. Men pludselig en dag læste jeg en reportage i Politiken fra et statsfængsel, hvor flere af de indsatte fortalte deres historie. Allerede da jeg begyndte på artiklen, spøgte Liban i mit baghoved. Og ganske rigtigt: Der stod han nu, som et velvoksent, charmerende mandfolk og var i gang med at afsone 10 år for væbnet røveri. Ambivalente føleser igen: Både “Jeg vidste det.” og ” Brug dog den intelligens på noget andet.”

Jeg kan ikke finde artiklen mere, hvilket i denne sammenhæng også er ret ligegyldigt, men i forbindelse med Ry-sagen blev jeg altså nysgerrig omkring, hvad der senere er hændt Liban. Og det kan da ellers nok være, at det i sig selv også er en spændende historie, som, rent googlisk, fylder flere sider af hits på nettet.

Det viser sig, at han efter afsoning er blevet tilknyttet avisen Information (Det er vel ikke sådan lige alle, der bliver det!), hvor han skriver debatindlæg omkring såvel sin egen som andre flygtninges situation. Og hold da lige op, hvor den nu unge mand kan skrive! I et indlæg fra august 2015 ” Jeg har fucket tingene godt og grundigt op.” skriver han “Lad mig lige slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri. Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt.”  Samt “Min dom var velfortjent. Og den var gavnlig for mig.” Det kan man da kalde selverkendelse, grænsende til undskyldende og lidt sentimentale.

Ligeledes i et indlæg i forbindelse med flygtningestrømmen i september 2015  (Vi står klar, brormand.) hedder det “Det sammenhold. jeg oplevede på Hovedbanen og ikke mindst ved grænsen, kom fuldstændig bag på mig. At se så stor en sammensmeltning af mennesker af forskellig social baggrund og status arbejde sammen for at hjælpe folk i nød var fuldstændig utroligt.” Samt “I dag kan jeg faktisk mærke, at hændelserne har fået mange af gadedrengene her i Århus til at ændre syn på danskerne.”

Så Liban havde altså både fortrudt sin kriminalitet samt var stået op af den grøft, der hedder “Det er danskernes skyld, det hele. De er racister.” Og med sådan et sprog, sådan nogle erkendelser, sådan et mod på livet samt–ikke mindst–en løs ansættelse på Information, så så det da absolut ud som om den lille grimme, sorte ælling omsider havde fundet sin svaneham.

Men nej! I april 2016 kører Liban sin ekskæreste ned i Århus samt tager hendes mand som gidsel. Han efterlyses af politiet (med billede, men de har nok også et helt fotoalbum af ham efterhånden), og melder først sig selv i januar i år. Aviserne melder intet om, hvad han har lavet i mellemtiden, samt hvordan sagen mod ham står lige nu. Men man kan vel roligt konkludere, at han sidder i fængsel. I øvrigt kan man også i samme forbindelse finde et indlæg på justitsminister Søren Papes Facebookside om Liban og skandalerne omkring ham.

Det var (noget af) historien om Liban. Det meste kan verificeres ved at google ham. Jeg har hele vejen igennem prøvet at være så upartisk som mulig. Den dreng har stadig en plads i mit hjerte. Jeg kan stadig huske Liban, når han storsmilende jagede alle de hvepse, som pigerne i klassen var skrækslagne for. Nej, hvor var han stolt. Men det kan jo samtidig ikke benægtes, at en hel del ting er gået galt i forbindelse med Liban. I vores land har vi en nationalsport, der går ud på at placere skyld. Vi tror, vi får det bedre, når skylden er havnet et sted. Jeg tvivler.

Så det står enhver frit for at tænke, hvad de vil, om denne historie. Personligt håber jeg bare på, at denne gode skribent engang kommer tilbage til Information. Og bliver der!

 

Continue Reading

Om skrotbunker. Eller idekataloger.

Forleden blev jeg spurgt, hvor jeg får ideerne til indlæggene her på bloggen fra. De står i kø. De ligger jo lige der foran mig og trygler om at blive samlet op og anvendt. Der skal meget lidt til for at sætte en proces i gang. Nærmest bare det at leve, være og eksistere.

Det sværeste er faktisk at begrænse dem. Kritisk at tage stilling til, om de nu overhovedet er så væsentlige, at jeg behøver at kommentere på dem. Eller om andre end mig i hele verden synes, at de har nogen form for relevans. Herunder hører også, at jeg hele tiden skal være bevidst om, at jeg ikke falder i den fælde, der hedder personlige korstog. Der findes ikke ret meget, der er mindre interessant end andre menneskers overstrømmende vrede. Og det er aldrig godt at skrive på vrede–den løber over, eller af med en. (Kunne sagtens være et indlægsemne!)

For sådan ligesom at illustrere, hvad der på en ganske almindelig onsdag i februar var såvel inspiration som til overvejelse, så kommer her et lille katalog over alle de indlæg, som måske/måske ikke bliver til noget med tiden.

–Jeg læste en artikel om en gammel elev, som er en af de mest mindeværdige, jeg nogensinde har haft. Forældreløs afrikaner, som i en alder af 12 og efter at have fået kørt begge ben af i en ulykke, bliver adopteret af dansk bandagistfamilie og får såvel nyt hjem som nye ben. I gymnasiet er denne velbegavede charmetrold noget af det mest luddovne, udspekulerede, charmerende og pjækkende, jeg nogensinde har mødt. Hvis nogen nogensinde har trukket sin studentereksamen i en automat, så…  Anyway, hun vælger (nok grundet sin noget specielle historie) at blive socialrådgiver, og det gør mig forbandet glad, når jeg ser hende i en uhyre veltrimmet udgave med skønne børn og marathonbeviser. Så ser jeg så i avisen, at hun stiller op for Liberal Alliance. Hvordan i alverden forklarer man lige det? Er her stof nok til indlæg om liberalisering/om at være sin egen lykkes (sine egne bens) smed? Eller skal vi lige have den ambitiøse indvandrer?

–Jeg sad og læste i Ældresagens blad–den er min mand nemlig medlem af, men det er kun mig, der læser bladet. Her er rent proportionsmæssigt flere rejseannoncer, end der er artikler. Hvad siger det lige om ældresegmentet? Hvorfor rejser vi så meget? Er her stof nok til indlæg om ældre og rejser? Om at se at komme afsted, mens man har pengene og helbredet? Eller om alle de forskellige måder, vi rejser på–fra daseferier (som jeg ikke kan finde ud af) til oplevelser 24/7 (det er jeg meget bedre til)? Og til hvorfor nogle mennesker aldrig kommer afsted, mens andre gør?

–Jeg fandt et nyt ord i et debatindlæg. Nemlig “elitebashing”. Vildt fancy, godt ord. Det ord må jeg gøre noget mere ved, for jeg er allerede dybt forelsket i det. Men skal det så være noget om, at vi alle er eliten indenfor hvert vores felt?( Og møgstupide indenfor andre.) Eller om den tendens til bashing af velfunderede, faktabaserede meninger, der nu er blevet legal fra mennesker, der udelukkende tager udgangspunkt i mavefornemmelser og pludseligt opståede følelser omkring enkelthændelser?

–Det sner. Jeg er vild med sne. Det er Fozziehunden også. Hvad er det lige, sne kan? Hvorfor elsker vi sne så højt, selv om det ved Gud er noget så fandens besværligt? Eller: Hvorfor er det, at vi elsker de der årstider så højt, hvis de lige gider opføre sig som forventet? Altså sne om vinteren og solskinne om sommeren og hænge blade af og på? Er vi emotionelt påvirkede af at leve i et land med markante årstider? I litteratur, levemåde og tankegang?

–Og den, der bare rumsterer inde i hovedet hele tiden: At vi, besynderligt nok pga. teknologiseringen, er blevet et meget mere skriftligt samfund, end vi nogensinde tidligere har været. At ALLE skriver-her især på sociale medier. Det gjorde ALLE ikke før i tiden, af den ene eller anden årsag. Alle har selvfølgelig ret til frit at ytre sig, men alle har desværre ikke opdaget, at det nogle gange er meget bedre at holde skriftlig kæft. Ytringsfriheden kan på ingen måde diskuteres, men jeg synes godt, man kan diskutere, hvad den bruges til. Som gammel dansklærer gør det også usigeligt ondt at se diverse indlæg på samme sociale medier. Der kunne sagtens skrives indlæg om sprog. Om at vi altså er nødt til at tage stilling til, om vi accepterer, at vores sprog får en vejledende form i stavning og udtryksmåde, eller om vi er bevidste om, at det kræver en indsats at bibevare en fastlagt norm for sproget. Sådan at vi har regler og retningslinjer og ikke–som resultatet ellers vil være–hvert sit personlige sprog om 50 år. Den er kontroversiel. Men der er godt nok diskussionsstof i den!

Så det var så onsdagens skrotbunke. Og idekatalog. Noget af det bliver sikkert til noget–engang.

Continue Reading

Brugerundersøgelse.

Bloggen her har nu eksisteret i næsten 5 måneder. Jeg er helt bevidst om, at den er en rodebutik af mange forskellige og forskelligrettede kategorier, at billedsiden mildest talt er amatøragtig ( eller i alt fald ikke styrken!), og at layout råber efter en hjælpende hånd. Det kan jeg sagtens leve med, for for mig er teksten/ordene det vigtigste.

Men alligevel kunne det være rart med noget feedback, når man sådan sidder skriver lige ud i luften uden et defineret publikum og uden at vide, hvem det er, der læser bloggen.

Så jeg vil gerne komme med en opfordring til konstruktiv kritik. Eller, mere konkret: Hvorfor læser I bloggen? (Det må I jo gøre, hvis I ser dette!)

Hvilke indlæg/kategorier læser I især?/Hvorfor?

Er der kategorier/indlæg, som er totalt meningsløse eller uinteressante?/Hvorfor?

Er der noget, der skal opprioriteres/nedprioriteres?

Altså–generelt–enhver form for feedback. PLEASE!

Man kan enten trykke på kommentarikonet ved siden af indlægget eller skrive i gruppen på Facebook. Og er man ikke medlem der, kan man–ved et enkelt klik–blive det.

På forhånd tak herfra.

Continue Reading

Store Tjek-bagkatalog-dag.

I dag er store Tjek-bagkatalog-dag!

Denne blog har efterhånden et omfattende bagkatalog, og det er min fornemmelse, at det kun er meget få, der færdes der. Jeg vil da håbe, jeg tager fejl, men hvis jeg ikke gør, så er der altså en hel del at komme efter. PRØV!

For at finde illustration til dette googlede jeg “katalog”, og dette pragtfulde billede var blandt de brugsretsløse. Jeg har forgæves forsøgt at finde kunstneren, men hælder en del mod Klimt. I alt fald er det da Art Nouveau, der vil noget. Det kan Opel være stolte af. Det er derfor, jeg i mit forsøg på at lokalisere kunstneren i alt fald kan starte med at udelukke William Morris!

Jeg siger bare: God rejse ned i bagkataloget. Og kommenter endelig undervejs!

Continue Reading

Nyhedsjunkien.

Der er sket noget med mit forbrug af elektroniske nyheder i løbet af den sidste uges tid. Det er, mildt sagt, eksploderet. Gang på gang i løbet af en dag går jeg nærmest helt automatisk ind på diverse danske og udenlandske (her nok primært amerikanske) aviser og tjekker deres nyheder. Så ihærdig en nyhedslæser har jeg da aldrig nogensinde før i mit liv været. Jo, måske omkring 9/11 i sin tid, men det var lidt mere utilgængeligt og besværligt, for dengang foregik det på Tekst TV.

Det er jo heller ikke, fordi jeg læser alle de nyheder som sådan. Jeg tjekker dem vel nærmest bare. Jeg bilder mig selv ind, at jeg på den måde kan have en lille, bitte usynlig snor i, hvad der sker i verden. Jeg er nemlig ikke tryg mere. Jeg er ligesom nødt til hele tiden at vide, hvad det alternativt kloge menneske derovre i USA foretager sig. Hvilke besynderligheder jeg og verden stilles overfor.

Det er nok mest, fordi jeg gang på gang ikke lige forstår, hvad der sker. Jeg er begyndt at få det lidt med USA, som jeg har det med Nordkorea. At det hele er så urealistisk, så rablende alternativt uvanvittigt, at jeg er nødt til at læse det mange gange for overhovedet at erkende, at det faktisk, virkeligt finder sted. Jeg tror nemlig også, jeg dybt naivt leder efter dementier. Altså at hvis jeg nu læser en helt anden avis, så er det vanvid, jeg lige har læst, en fejl fra den første avis` side. Det er så ikke sket endnu.

Jeg ved godt, der ikke hænger en personlig atombombe til mig over mit hoved. Men jeg har det lidt som om, der hænger et eller andet modbydeligt, som jeg ikke helt kan definere. På et tidspunkt gik jeg også meget op i at følge med i alle de fejl, aviserne fandt. Som nu med antallet af alternative tilskuere til indsættelsesceremonien. Det er jeg lidt holdt op med, for jeg har forstået, at dette slet ikke handler om antallet af fejl. Eller om fejl overhovedet. Over de sidste dage ER det jo etableret, at enhver form for sandhed i bedste fald kun er vejledende, og når det forholder sig sådan, giver det absolut ingen mening at forholde sig dømmende overfor begreber som sandhed og løgn (UPS! Forkert ord, sorry! Jeg mener: alternative fakta!) Det er derfor, jeg er så forvirret. For hvad skal jeg så forholde mig til, når alle de parametre, jeg hele mit lange liv har anvendt, er sat uigenkaldeligt ud af spil?

Når jeg har svært ved at forholde mig til noget og bliver forvirret, bliver jeg utryg. Jeg lider desværre af den, tilsyneladende europæiske sygdom, at jeg vil have tjek på fakta, tjek på tingene. Det må jeg nok indstille mig på, at jeg ikke får. Så jeg er på en måde fanget i dette nyhedsspind som i en ond cirkel. Jeg leder efter sandheder og sammenhænge, som lige nu enten er sat ud af spil eller er omdannet til alternative sandheder og sammenhænge. Men jeg læser trofast og nærmest helt manisk/panisk videre med det lille, naive håb, at det hele stopper, holder op eller bare er et verdensomspændende mareridt. Altså sådan et, man har i søvne. I alt fald er jeg nødt til hele tiden at følge med…….

Continue Reading

Om faktaresistens.

Det er lige gået op for mig, at jeg ER et af tidens trendy ord: Nemlig faktaresistent. Det vil altså sige, at jeg har en del til fælles med halvdelen af Storbritanniens og Amerikas befolkning, for slet ikke at tale om en ukendt procentdel af Danmarks. Så vi er mange.

Det giver sig udslag på den måde, at jeg benægter fakta. Indlysende fakta, som fuldt bevisligt står lige for næsen af mig. Det preller bare af, fordi der simpelthen er fakta, jeg ikke vil vedkende mig. I mit tilfælde er det overhovedet ikke politisk. Det er såmænd bare god, gammeldags stædighed, håbløs dovenskab og tilbagestræberiskhed.

F.eks. tror jeg stadig naivt på, at DSBs tog kommer til tiden, selv om jeg bevisligt kan se, at der stadig står en tom skinne og griner foran mig 5 minutter efter afgang. Jeg tror også på, at selv om jeg stabler mit beskidte service i meterhøje stakke i opvaskemaskinen, så skal det hele nok blive rent alligevel. Faktisk undrer det mig hver gang, at miraklet er udeblevet. Det samme gælder vaskemaskinen. Her mener jeg stadig, at en god uges vasketøj bliver superrent på sparevask ved 30 grader. Mit klare mål er at fylde så meget som muligt ind i det gabende hul, og en af grundene til, at jeg aldrig læser brugsanvisninger er jo netop, at jeg overhovedet, slet ikke vil have det mindste kendskab til maskinens kapacitet.

Jeg tror også på, at min minimale varmtvandsbeholder i sommerhuset vil undergå mirakuløse, selvudløste forstørrelser, mens jeg er i bad. Og jeg nægter at erkende det faktum, at min varmtvandsration altid udløber, når jeg er sølet ind i allermest shampoo. Ligeledes opgiver jeg aldrig troen på, at alle mine skilsmissestrømper vil finde tilbage i deres gamle ægteskaber. Jeg har faktisk et helt skab til dem, hvor de ligger trygt og venter på, at deres troløse makkere dukker ud af et dynebetræk eller fnullerskuffen. (Så hvis nogen er lige så strømpe-faktaresistente som mig, kan vi måske sammen skabe nye, lykkelige fodbeklædningsægteskaber?)

Faktisk tror jeg også på, at jeg igen begynder at løbe. Det har jeg nu ikke gjort i flere år, men det skal sandelig nok komme en dag. Her er vi nok lidt mere ude i “mig” end i fakta, indrømmet! Men i alt fald tror jeg på, at alt ukrudt i mit have er i besiddelse af selvudløsende forsvindingsbomber, så hvis jeg bare venter længe nok, så skal det nok af sig selv springe i luften.

Endelig er jeg også overbevist om, at jeg engang vinder adskillige millioner i Lotto. Jeg spiller godt nok aldrig, men når man er faktaresistent, er det i sig selv ingen hindring. Faktisk kan jeg undre mig over, at det ikke er sket endnu.

Så jeg kan egentlig godt forstå den der ret globale faktaresistens. Det gør da alting meget nemmere. Samtidig er det da betænkeligt utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind–og tro på. Tilligemed at man helt og aldeles nægter at vedkende sig det uafvendelige resultat, når (ikke hvis) det kommer. Men måske kommer der en dag, hvor man er nødt til at blive faktamodtagelig?

PS. Og faktaresistens er tilsyneladende arveligt. Da mine børn var yngre, troede de fuldt og fast på, at snavsetøjet selv spadserede ned til vaskemaskinen, vaskede sig selv og derefter lagde sig selv pænt sammen. De mente også, at køleskabet var selvopfyldeligt.

Continue Reading