Om tyskere og borgkonstruktioner.

Når ingeniørmæssigt udfordrende konstruktioner som denne begynder at skyde op på vores strand med få meters mellemrum, ja, så ved vi, at tyskerne er kommet. Når vores ellers flade og til tider forblæste strand i løbet af få dage forvandles til en opvisning af skæve, men dybe huller og middelalderlige sandscenerier, komplette med voldgrave og tårnkonstruktioner, så er vi ikke et sekund i tvivl om, at vores nabolands entrepenante feriegæster har startet deres bygningsmæssige indtagelse af vores land. Tyskere går ikke ubemærkede hen over en strand. De har alle, fra barnsben, en arkitekt eller entrepenør i maven, og når de kommer til en dansk strand, kan de slet, slet ikke styre det.

Det må jo være noget genetisk. Tysk genetisk. Denne helt overvældende trang til at bebygge strande. At omdanne dansk fladstrand til tyske middelalderbyer og sindrige kanalsystemer. For hver eneste dag skyder der for tiden slotte, borge, herregårde og huller, mange huller, rigtigt mange huller op på min strand. Og jeg har endnu ikke hørt nogen snakke dansk, mens de fuldstændigt opslugte af at flytte sand i spandevis har omkonstrueret min ellers så sandflade strand. Derimod diskuteres kanalsystemer og tårnbygning intensivt på tysk.

Hvor vi danskere mest bruger stranden i godt vejr og til at ligge på, har tyskerne helt modsatrettede interesser. De ligger ikke ret meget. Og hvis de gør det, så er det gerne inde i et læsejl. Der må være et enormt marked for læsejl i Tyskland. Tyskere er mest ude af læsejlene, når de skal bygge. Til gengæld spiller vejret ikke den store rolle. Tyskere kan bygge i al slags vejr. Faktisk tror jeg, mange tyskere ser dårligt vejr som en gave til fuldtud at koncentrere sig om borgkonstruktioner. Så behøver de slet ikke tænke på alt det der med at bade og sidde inde i læsejlene. Mange af dem har endda forberedt sig virkelig grundigt hjemmefra og derfor medtaget skovle og spande i alle størrelser, således at konstruktionerne ligesom bliver mere kunstneriske og præcise.

Hos os danskere er det, og nu generaliserer jeg nok lidt, primært børnene, der går i byggemode på stranden. Sådan forholder det sig ikke med tyskerne. Her er byggeri for alle aldre og gerne en familieting. Ydermere ofte organiseret i detaljer, så finjusteringer klart overlades til voksne, mere erfarne strandbyggere. Det er heller ikke, slet ikke, et særsyn at se en gruppe velvoksne mænd af germansk afstamning bruge en god feriedag på at opføre en sandet middelalderborg, selv om jeg, med skam at melde, godt kan se en tydelig kønsforskel i graden af byggeiver, for tyske kvinder er klart mere til læsejl end til borgkonstruktioner.

Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor al den strand-imperialisme dog måtte stamme fra. Hvorfor enhver tysker ser det som en indre nødvendighed minimum at opføre et mindre lejlighedskompleks på enhver dansk strand, han ( nu er jeg så sexistisk!) måtte passere. Jeg ved da godt, at tyskerne har så forsvindende få strande at bygge på, så de ligesom må farte udenlands for at opfylde det indre behov. Men det forklarer vel ikke helt, hvorfor de overhovedet har behovet. Måske er det bare en gammel vane, en uskrevet regel, dette med, at sandstrand er lig tårnopførelser. Omvendt har vi vel på danskersiden ikke set en lignende aktivitet siden Christian IV–i alt fald ikke på stranden.

Så længe jeg ikke går og falder i voldgravene og de imponerende huller, er det da i orden, at de omdanner min strand til en byggeplads. Vejret, sandet og vandet er dem jo alligevel ikke nådige og udvisker gerne alle de formidable bygværker henover vinteren.  Og det er så her, min danske, sikkert genetiske, snusfornuft kommer ind. Hvorfor i alverden dog bruge en god stranddag på at opføre forgængelige middelalderborge? Det er da uendelig spild af tid og gode kræfter.

Måske ved tyskerne slet ikke det? I alt fald har de, lige så længe jeg kan huske, opført imponerende konstruktioner og gravet lige så imponerende huller på min strand. Under alle omstændigheder ved jeg altid præcis, hvornår de er ankommet.

Continue Reading

Om måner og mange år.

For præcis 50 år siden på denne dag var jeg også i sommerhus cirka 2 kilometer fra, hvor jeg befinder mig lige nu. Jeg har givetvis været på vej ned mod havnen, hvor en altid lyseblå træningsdragtklædt Birger holdt svømmeklub for byens børn og diverse sommerferierende ditto i havnebassinet lige bag ydermolen. Fælles barndomsminder fra Hurup inkluderer altid at have svømmet hos Birger på havnen. Det var det, vi gjorde.

Men om aftenen i dag, for 50 år siden, kørte vi hjem. Hjem til vores rigtige hus. Dengang var TV i sommerhuse en luksus forbeholdt de allerrigeste og de, der var fantasiløse nok til ikke at kunne finde ud af at spille Ludo i timevis som vi andre. For TV skulle vi nemlig se. Der skulle landes på månen, og den landing er gået over i mit livsalbum på samme uforglemmelige side som 9/11, præsident Kennedys og John Lennons død. Jeg slugte hvert sekund af dogmeserien derude fra det ydre rum og var nærmest himmelfalden over, at nogen kunne sige noget så viist som alt det med “giant leap for mankind”. Herregud, jeg var 12 og anede stadig meget lidt om, at verden vil bedrages, og at viise ord ikke sådan bare falder ned fra atmosfæren, men helt sikkert er indøvet hjemmefra, forfattet af en af dem, der senere ( men ikke endnu) kom til at hedde spindoktorer. Det var en noget grynet landing, den der på månen, og i mange år derefter var jeg da også af den formening, at månevejr er absolut lortevejr. Tilligemed at jeg var lidt træt af, at alting foregik i uægte slow motion. Hvorfor kunne de ikke bare gå ordentligt og normalt?

Det var dengang, vi holdt med amerikanerne, og russerne var de grimme. Det er så gået over. Nu holder vi ikke med nogen af dem, og de første er også gået hen og blevet farlige, fordi de ledes af en forrykt præsidents impulsive nykker. Der var kold krig i verden, sagde de voksne, og vi børn havde ikke den fjerneste ide om, hvorfor den krig lige skulle være kold og ikke udkæmpes med tanks og panservogne, som vi da kunne forstå, fordi vi var vokset op med et sandt efterslæb af krigsfilm til forherligelse af de allierede styrker i den krig, vi stadig i 60-erne var produkter af, rent ideologisk. At lande på månen var, forstod vi, at give de uhyggelige russere et ordentligt spark i røven. Og det, syntes vi så samtidig, var særdeles velfortjent, fordi samme russere havde sendt en uskyldig og lidt kær vovse til himmels. Den slags gør man ikke mod hunde. Kun fæle russere, der dermed understregede deres fatale mangel på almindelig dyrevenlighed.

Vi var bange for atombomber og u-både i havet. Og det sagdes, at der var to røde telefoner med direkte forbindelse fra Kreml til Det hvide hus, som man lige kunne bruge til at vasko hinanden, når man HAVDE trykket på atombombeknappen. Som om det ligesom hjalp ret meget. Det var derfor, det var så vigtigt at sikre sig magten, ikke blot på denne planet, men også med udvidet imperialisme helt op til månen. For, logisk nok, så kunne det land, der ejede månen, vel med rette kalde sig verdens retmæssige hersker. 100 år før var det indtagelsen af polerne, der signalerede magtstrukturen, men når nu jorden har den størrelse, som jorden nu engang har, således at man på et tidspunkt render tør for mere jord at komme først frem til, så må man nødvendigvis ud i rummet for at sikre sig mere land foran fjendens næse.

Det er underligt, nærmest lidt skræmmende, at tænke på, hvorledes ikke bare verden, men i højere grad den måde, vi ser på den, har ændret sig på de 50 år. Den kolde krig er ovre, og magtbalancen har forskubbet sig i forvirrende retning, således at alt det, der dengang var indiskutable konstanter, er blevet flydende. Det VAR nu noget lettere at forholde sig til, at russerne var de grimme og amerikanerne de gode. Allermest nok, at det er blevet så inderligt svært overhovedet at FINDE de gode i dag. Og kapløbet om at annektere rummet som satellitstater i koldkrigs-supermagterne er ligesom gået af mode. Den enorme fokus, der var på alt det derude, er, i alt fald hos menigmand og udenfor forskerkredse, stærkt aftaget, og den generelle klistring til grynet dogmefjernsyn ved enhver opsendelse af rumraketter er erstattet af at binge Netflix og HBO. I min barndom talte vi tit med himmelvendte øje om “Houston”. For nutidens børn er det, i bedste fald, en by i Texas, som givetvis kun er kendt, hvis den har været med i en serie.

Men der sad vi så og grynede os igennem Armstrongs såkaldt viise ord. Og det var stort–dengang for 50 år siden. Jeg kan stadig huske det. Og næste morgen har jeg sikkert, sammen med alle de andre børn, igen været nede at svømme hos Birger på havnen. Same procedure as every morning.

Ja, ja–ren Space Oddity. The stars look very different today……aye, aye, aye……

Continue Reading

Billede af sommer, juni 2019.

Det er det, der er sommer og det, der er juni. At købe jordbær ved en jordbærsælger på en rasteplads ude midt i en skov. Og for at tilføje tidens trend, så kan der selvfølgelig betales med mobilepay herude midt i skoven.

I øvrigt havde han også ærter. For ærter, jordbær og kartofler køber vi helst langs vejene i juni, når de er friske, nyplukkede og ligesom bliver så meget mere autentiske og velsmagende, når vi køber dem i det fri. Personligt køber jeg kun jordbær i forretninger af nød, og rent mentalt foregøgler jeg mig selv, at de er betydeligt dårligere i smag end dem, jeg køber langs vejen. Resten af året køber vi bare i supermarkederne, for da har det hele mistet sin delikatesseværdi. Forresten er vi også, til mange udlændinges forundring, et af de eneste lande, hvor ærter i bælg spises rå som slik. Hvor en simpel grøntsag nogle uger om året ophøjes til næsten kultstatus, inden vi resten af året bare nøjes med at fryse den ned eller putte den på dåse, som de andre gør.

At købe nyplukkede ting langs vejen er så sommerdansk som noget. Det er næsten en fysisk markering af, at nu er det endelig sommer. Og heldigvis kan vi så betale med telefonen, når vi tilfældigt og kontantløse kommer forbi og bare MÅ dyrke sommeren på smaglig vis.

Continue Reading

Sikke da en super ide!

På fødevaremarkedet i Vancouver i Canada har man fået en strålende ide til at nedbringe folks brug af emballage, plastik og andre overflødigheder. For noget skal man jo bruge til at transportere sine nyopgravede asparges eller nyoptrukne gulerødder hjem i. Her er det nemlig sådan, at hvis man ikke medbringer sit eget indkøbsnet eller anden form for vareindpakning, så kan man udelukkende købe poser ( klimavenlige, selvfølgelig!), der klart og tydeligt giver udtryk for, hvad der er i dem. Det kunne være vortesalve eller pornofilm, og jeg kan da personligt tænke på en del andre kompromitterende posetekster, der godt kan være en hjælp til at huske selv at medbringe indkøbsnet. Hvad med glidecreme, viagrapiller, intimmassageapparater eller måske bare luseshampoo?

Det er, efter min mening, en fremragende ide og samtidig et udtryk for fed humor. Det kunne vi lære noget af. Eller måske bare skænke det en tanke og et skævt smil, når vi selv skal ud at handle og er liiige ved at glemme indkøbsnettet!

Continue Reading

Og sådan er der vel så meget….

Dette besynderlige syn mødte os på en udendørs vinduesramme i sommerhuset. Det blev sidst forladt i påsken, så ligefrem årevis af neglegt og forfald er der jo ikke tale om. Da jeg sidst så vinduet, trængte det da, som alting i nærheden af havet, til maling, men ikke mere end at “ i løbet af sommeren” var fuldt tilstrækkeligt.

Det siges, det er fugle, der gør den slags. Det undrer mig. Og får mig også på et splitsekund til at erindre Hitchcocks Fuglene, som i sin tid fremprovokerede et noget anstrengt forhold til fugle hos mig. Hvorfor i alverden spiser fugle vores huse? Det giver ligesom ikke meget mening. Her i maj burde der da være tilgængelig føde til alle flyvende dyr, fugle inklusiv, så de kunne afstå fra at holde festmiddage og mæske sig i vores huse. For slet ikke at tale om smagen. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der rangerer som gourmetmiddage i fugleperspektiv, men umiddelbart ville jeg da tro, at en fed regnorm lå noget højere på skalaen end en vinduesramme.

Ydermere er det træls. At skulle til indgående at reparere sit hus, fordi det er blevet spist af fugle. Havde jeg vidst, at mit sydlige vindue var så oplagt en lækkerbisken, havde jeg nok sørget for alternativer i form af fuglekugler og måske et par af hundens aflagte træpinde til at tygge i. Det strejfer mig da også, om det bare er her, der er så tumpede fuglearter, at de ikke engang ved, hvad de selv bør spise. Det kan de da i hvert fald finde ud af hjemme i min have, hvor jeg er helt forskånet for ædegilder på vinduesplan.

Og gad vide, om en udskiftning bare betyder ny mad på bordet? Eller er de så forblændede af mine vinduers smag, at de utålmodigt venter på en lejlighed til at holde et ædegilde, der involverer hele huset?

Continue Reading

Om den rungende stilhed.

Og her ligger så elg, kanin, hund og bold i al deres ensomhed og mangel på mobilitet. Der er ingen, der flytter rundt med dem, slæber dem ud i haven ( til trods for utallige forbud), ruller sig i dem, boller dem lidt, hilser dem som gamle venner, der pludseligt er vendt tilbage efter årtier i eksil ovenpå en 10 minutters gåtur eller bare lægger sig trygt op ad dem.

For ejeren, flytteren, legeren og overbolleren er i pension, og hele huset er ramt af præcis den samme stilhed, som disse fortabte dyr nu lider af og under. Når man hele sit liv har været vant til at have en hund i huset, bliver den uhundede stilhed meget rungende. Man mangler de der tap-tap fra poterne, den pludselige puslen et underligt sted fra, den overbevisende snorken fra kurven og bare det, at der er et andet væsen til stede. Når man går allermest i næsten sygelige abstinenser, mangler man næsten også at jage kræet ud af fodenden af sengen i halvtsovende tilstand. Netop den tilstand som samme kræ har spottet og for tusind og halvtredsindstyvende gang prøver at tilkæmpe sig en plads der, hvor menneskene tilsyneladende har det så blødt og festligt om natten.

De ganske få perioder i mit liv, jeg har været hundeløs, har jeg ofte følt det omsonst at komme hjem. Ikke TAGE hjem–det er noget andet. Men det er nu noget af et antiklimaks at åbne sin fordør uden at blive modtaget af nærmest stående ovationer og en glæde, som mennesker kun er i stand til at udvise, når de har vundet hovedgevinsten i verdens mest profitable lotteri. Hvor mange af os står f.eks. på 1 ben,når vi modtager velkomne gæster? Hopper og springer, slikker dem i øret eller bider os fast i deres ene arm et pænt antal minutter? For slet ikke at tale om at tilbyde dem et skønsomst udvalg af legedyr med indlagt pib og tilsavlet pels? Det er den slags små frynsegoder, der hører med til at blive modtaget af en hund, og den allerbedste er næsten, at man aldrig, aldrig nogensinde, tvivler på, at man er usigeligt velkommen.

Der er heller ingen til at spise rugbrødsskorpen eller nedstirre den sidste frikadelle på panden, som om nedstirring i sig selv er et tryllemiddel, der akut bringer frikadeller i hop. Ingen at gå og snakke med, når der er noget, man føler trang til at sige. For det er vel trods alt bedre at snakke med sin hund end med sig selv. Selv om jeg selvfølgelig stadig har til gode at få et bare nogenlunde velgennemtænkt svar. Og ingen at skælde lidt ud på, hvis det er den slags mood, der præger dagen.

Der er heller ingen at gå tur med. For det besynderlige er jo, at en hund skaber legalitet for, at ældre kvinder bevæger sig steder hen, hvor ældre kvinder ellers ikke kommer. Der er i alt fald steder, hvor jeg går rundt med hunden, hvor jeg personligt ville studse en del, hvis jeg mødte andre kvinder på min alder. Uden hund, forstås. Faktisk er det ikke bare steder. Problemet inkluderer også tidspunkter. Illustreret ved, at jeg kender en kvinde, som i en hundeløs periode tog sin vanlige travetur langs havnen i sin by tidligt hver morgen. Kun for at opleve, at folk kiggede underligt. Indtil hun fik en ny hund og tog den med. Så var den gåtur ligesom helt legal.

Det er også underligt, at det dyr, som ind imellem er ved at drive en til vanvid, skaber så stort et tomrum ved sit fravær. Man glemmer ligesom alle hans tumbede sider og den klare antydning af mild autisme. Aldrig har elg, kanin, hund og bold da haft så rolig en dag. Der er dyb kedsomhed på plysdyrsfronten.

Men selvfølgelig–enten er man hundemenneske, eller også er man ikke. Det er ikke sådan noget, man vokser fra, selv om jeg sagtens kan forestille mig, at man kan vokse til det. Blive lidt afhængig af altid at have sin bøvlede, kærlige, snorkende, tillidsfulde, søde, fældende, legende, plagende og tilstedeværende ven hos sig.

Det kan man jo også tydeligt se på hund, elg, kanin og bold. Det er bare så tydeligt, at der mangler noget i deres liv. Det er godt, vores gulve snart er færdigtlakerede, så bøvlet kan komme hjem til os, dyrene og det flotte, nye gulv, som han sikkert vil se det som sin personlige opgave at sætte sit umiskendelige potede præg på.

Continue Reading

Og der arbejdes…

Dette er et før-billede. Efter eksisterer ikke endnu. Det kommer det forhåbentligt til. Om temmelig mange dages til. Om et ukendt antal væggelige kvadratmeter, der skal returneres til farven hvid, efter på egen hånd at have transformeret sig til beskidt skidengrå med udefinerbare pletter.

Mit hjem er i denne og næste uge omdannet til et orgie i rod og malerbøtter. Ingenting er i lave, og alting har mistet sin vanlige plads. Der ligger overtøj i stuen, står gangmøbler i soveværelset, og alle mine krydderier står som den naturligste ting midt på spisestuegulvet. Alle køkkenets dimser og dingenoter er opblandet med spisestellet, og jeg selv er noget så uendeligt lost. Jeg er hvid overalt, selv på undertøjet, og så er jeg samtidig hjemløs i mit eget hjem.

Og så er vi ikke engang gået i gang med stuen endnu. Har hverken flyttet rundt på de flere tusind bøger eller min forbandede hang til nipsting i træ. Jeg ved godt, hvor genial en opfindelse en bogreol er, og jeg er fuldt bevidst om, at nipssamlinger er af det onde i malesituationer. Faktisk er jeg allerede møgtræt af situationen her en halv gangmaling inde i projektet. Med uanede flytninger og uhvide kvadratmeter foran mig. Faktisk har jeg noget så godt, gammeldags ondt af mig selv, men lige nu kan jeg såmænd ikke bruge det til andet end at blive ved, lege hvid tornado til den bitre stuevægsende.

Malingen er jo i virkeligheden blot det mindste. Den består primært af at gratte på og forsøge at gratte på indenfor det intenderede område. Selvfølgelig er det svært, og selvfølgelig ophæver man hurtigt sin egen krops immunitet og lader sig male med. Det er al rengøringen, flytningen, klargøringen, sømudtrækningen, pollyfillaningen, malertapeningen og alle de forbandede indledende øvelser, der trækker tænder ud. Det er jo lige før, man er totalt udmattet, brugt og opgivende, når man omsider endeligt er nået frem til at kunne sætte en pensel på væggene.

Så mit liv er på under halvt de næste mange dage. Jeg maler hus. Og så håber jeg på at nå frem til et efter- billede af et vist format i hvidt i hvidt. Det har jeg, til den tid, F…  fortjent!

 

Continue Reading

Om til-stedeværelse og til-tideværelse.

I går lærte jeg et nyt ord. Til-tideværelse.

Det lader sig egentlig bedst forklare ved først at definere til-stedeværelse, som betyder at være i samspil med det sted, man rent fysisk befinder sig. Med andre ord at indgå i konkrete sammenhænge, samtaler og andre gøremål med de mennesker, man befinder sig på samme sted som. Til-tideværelse betyder så, omvendt, at indgå i sammenhænge og samtaler med mennesker, man befinder sig sammen med i tid, men ikke i sted. Som eksempel kan nævnes at fordybe sig i en telefonsamtale med moster Anna i Åbenrå, skrive SMS-er med bedsteveninden på den anden villavej eller være på enhver form for sociale medier–gerne hvor der i den anden ende/ andre steder befinder sig personer, der umiddelbart svarer på ens henvendelser eller chat, fordi de også er tidsmæssigt på. Man er, med andre ord, PÅ samtidig.

Til-tideværelse kræver også, uligt til-stedeværelse, at der mellem de mennesker, man kommunikerer med og en selv, befinder sig et stykke elektronisk udstyr, så som en computer eller en telefon. Det er fuldstændigt unødvendigt i forhold til de mennesker, man er til-stedeværende sammen med.

Problemet her er så, at vi gradvist–meget hurtigt gradvist–er ved at udvikle os til et samfund, hvor til-tideværelse med andre opfattes som fuldt lige så legalt som at være til-stede med de, der befinder sig i samme rum som en selv. Se bare på den berømte 2. klasse, der de sidste dage har huseret i samtlige medier, fordi poderne, helt rigtigt og retmæssigt, kunne konstatere, at deres forældre i mange situationer prioriterede at være til-tide fremfor at være til-stede. De besvarede i en uendelighed beskeder og surfede på nettet på tidspunkter, hvor de burde have kommunikeret med de selvproducerede børn, der bare var noget så synligt til-stede i rummet.

Og det er vel lige præcis der, det store problem ligger. At vi har legaliseret, helt uden at notere det for alvor, at til-tideværelse er helt OK, selv når vores til-stedeværelse er noget så påkrævet og nødvendig. Jeg tror, de allefleste har oplevet, at de midt i en god snak med en anden pludselig oplever et mentalt udfald fra samtalepartnerens side, fordi “Denne her besked er jeg altså nødt til at svare på.” Samt har accepteret, at det nu engang forholder sig sådan. Fordi det næsten er blevet reglen mere end undtagelsen, at alt, hvad der formidles via elektroniske medier, er meget mere væsentligt end at være til-stede det sted, man nu engang befinder sig. Og med de mennesker, der nu engang befinder sig der. Det kan jeg noget så uendeligt godt forstå, at 2. klassen reagerer på. Elektronikken har slugt deres forældre, der klart prioriterer at være sammen med andre i tid–end i sted.

Og hvorfor gør vi det så? Sidder der og tjekker alle de andre ude i verden, mens vi i virkeligheden er sammen med vores egen familie? Vel primært, fordi vi kan. Og sekundært, fordi det er blevet normen. Noget, det er legalt at gøre. Noget, alle de andre også gør. Og, ærligt talt, hvem har ikke som cyberanalfabet siddet i en flok, hvor man har kedet sig noget så gevaldigt og følt sig helt udenfor, fordi man var den eneste, der ikke lige var PÅ i tid med andre, andre steder hele tiden? Følt, at de mennesker, man var sammen med, faktisk meget hellere ville være sammen med nogle helt andre, helt andre steder?

Det kunne være så rart, så befriende, så absolut givende i forhold til menneskelige relationer, om vi i stedet så det som legalt at være til-stede. Dermed, at til-tideværelse blev ugleset og illegalt, når vi er i selskab med andre. At vi rent faktisk er sammen med dem, vi er sammen med, uden at der nødvendigvis skal være et stykke elektronik indblandet i den samværsform. At vi taler til og med hinanden–istedet for at tale i telefon eller skrive til hinanden. Vende tilbage til den gang, vi ikke kunne være til-tide, fordi det ikke var muligt.

Nu er jeg nok ikke den eneste, der hos mig selv har konstateret en klar forskubbelse fra telefonsamtaler til samtaler, der foregår på skrift. Efterhånden taler jeg faktisk kun i telefon med de allernærmeste samt folk, jeg skal give konkrete beskeder til eller har lige så konkrete, mere eller mindre professionelle, spørgsmål til. Det er kun få veninder, jeg ringer til. Resten af min kommunikation foregår på skrift. Jeg føler, helt ærligt, at folk kommer for tæt på, hvis jeg skal tale med dem. Og det chokerer mig. Meget. Men det forklarer jo også vores store forkærlighed for at være til-tide, fremfor at være til-stede. Hvis vi er ved at blive noget så angste for egentlig menneskelig kontakt og at interagere med andre på stedet, så er det jo straks mere behageligt at være sammen i tid. Der kommer ingen for tæt på. Vi kan slukke, afslutte samtaler, logge af præcis, når vi selv ønsker det. Og samtidig kan vi, fordi vi er i cyberspace, undgå nærkontakt med de, der rent konkret er i rummet. På en måde undgår vi alle, der kommer for tæt på. Og bliver mere og mere ensomme……

Egentlig skriver jeg bare dette for at opfordre til et lille eftersyn af livet. Til et lille tjek på, om man selv er mere til-tide end til-stede. Og hvis det er tilfældet, så er det nok noget, man skal være opmærksom på. Måske endda gøre noget ved. For pludselig går børnene jo ( i overført betydning) ikke længere i 2. klasse, men er blevet til voksne, fremmede mennesker, som man glemte at se vokse op, fordi man havde så forbandet travlt med at være til-tide med alle de andre derude, der også var PÅ.

 

Continue Reading

Herfra hvor vi står. Eller: Om at se på kort.

For ikke så længe siden læste jeg fremragende bog om Ruslands grænser og dets naboer. Heri fremgik det, at afstanden mellem Rusland og USA er 37 kilometer. Det kom sådan lidt bag på mig. For på det billede, jeg har af verden, er den da væsentligt større. På min udfladede version af verden skal man rejse en hulens masse kilometer for at komme fra Rusland til USA. Med mindre, altså, man rejser den modsatte vej, skyder genvej gennem Beringstrædet og VUPTI–er fremme. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg mener: Hvis jeg skal til Rusland, rejser jeg da mod øst, mens USA mig bekendt ligger relativt vestpå. Det lå næsten udenfor min begrebsverden, at de to lande kunne nå sammen i den billige ende. Akkurat ligesom jeg nogle gange har undret mig såre over eksplosioner af nyankomne asiater på den amerikanske vestkyst. Jeg kunne ind imellem få noget så ondt af de stakkels, stakkels mennesker, som jo måtte have rejst i månedsvis, forceret Sibirien, de russiske stepper, Uralmassivet for slet ikke at tale om shitbåde i ugevis over Atlanterhavet og en gåtur fra New York hele vejen til San Francisco, inden de nåede frem. Altså indtil jeg pludselig en dag opdagede Stillehavet derude i periferien af mit kort…..

Det fik mig til at kigge lidt mere på kort. Ikke, at jeg ikke kigger på kort, jeg kigger skam meget på kort. Men som hovedpræmis har jeg så også, fuldstændigt uden spørgsmålstegn, at verden ser ud, som den gør på ovenstående billede. Med Danmark sådan ca. i midten og resten som en slags kulisser udenom. Faktisk har jeg det med at glemme, at kortet burde være rundt. At der ikke bare er en slags brat stopper, en stejl kant til intetheden, hvor man falder ned og slår sig noget så grusomt, derude, hvor kortet holder op.

Så var det, jeg kom til at tænke på, om verden mon ser ens ud kortmæssigt, uanset hvor man bor. Om folk i Beringstrædets nærhed også anskuer verden fra et perspektiv, hvor de nærmest ikke selv eksisterer og i alt fald på papiret har forfærdeligt langt over til naboen? Jeg ved godt, at folk på Bornholm generelt er oplyste om, at de ikke bor i den øverste del af Kattegat, nær Læsø, og nogle gange, af pladsmangel, ovenpå Doggerbanken, men her er vi altså ude i noget større perspektiver. Faktisk har jeg vist aldrig set et kort, der er produceret andre steder end i min umiddelbare, europæiske virkelighed. Men er det sådan, at folk i Australien har en helt anden verdensopfattelse, hvor den der klat nede i venstre hjørne sidder lige i Solar Plexus? Og hvorfor mente kineserne selv, de boede i Riget i Midten, når enhver da tydeligt kan se, at de i virkeligheden bor ret meget ude på venstre flanke, og at Kina gør mange ting, men mellem dem er absolut ikke at ligge i midten? I midten af hvad, i øvrigt? Er det sådan, at kort produceret på Hawaii mestendels består af et par undselige klatter i midten, masser, virkelig masser, af blåt hav og så nogle kolonner med land i hver side? Hvad hvis man bor på Svalbard–ligger alting så for ens fødder, mens man, hvis man tegner kort på Sydpolen, har det hele hængende over hovedet? Hvad hvis man bor syd for Ækvator–har man så overhovedet plads til os andre ovenpå, hvis hovedpræmissen er at få sig selv i midten? Og hvis (T)rumpen producerede kort, ville han så overhovedet finde det nødvendigt at inkludere alle de andre små klatter udenom midterpartiet? Givetvis uden Canada, og med Alaska som en ø, frit sejlende.

Jeg ved det ikke. Men jeg begynder mere og mere at forstå, at hvis verden skal forstås på verdens egne præmisser, så må der vist en globus til. De fleste kender sikkert også den undren, man kan blive udsat for, når man flyver længere strækninger mellem verdensdele. Jeg har den i alt fald. For ikke længe siden fløj jeg fra Zürich til Havana, og det var da lige før, vi kunne skimte Grønland fra oven, og for at det ikke var løgn, så fløj vi hele vejen fra Newfoundland til Miami INDE over det amerikanske kontinent. Ifølge de flade kort, jeg kender og forholder mig til, er det da noget af en omvej. Ikke så lidt endda, noget af en brændstofsluger med indlagt totalt uinteressant sightseeing. Men måske ER det faktisk den korteste vej, hvis verden ikke er flad og ender efter Hawaii.

Det ændrer nu ikke ved, at jeg er vildt nysgerrig i forhold til at se verdenskort produceret andre steder end Europa. For er det virkelig sådan, at det faktum, at det var os europæere, der i sin tid på godt og ondt koloniserede verden, stadig betyder, at enhver verdensgengivelse er lavet ud fra et europæisk perspektiv? Med os lige der i midten og resten udenom? Det kunne da være megaspændende at erfare, hvordan en afrikaner ser verden, samt om kineserne har et kort, der beviser, at de ligger lunt i midten. Hvad hvis vi vedtog, at Beringstrædet, som nu er verdens ende–ovenikøbet i BEGGE sider–, istedet skulle ligge lige i midten, så alle ved selvsyn kunne konstatere, at der kun er 37 kilometer fra Rusland til USA. Hvilke enorme forskydelser ville det give på det indre billede af den verden, vi lever i?

Den eneste konklusion, jeg umiddelbart kan komme til (jeg er næsten ved at komme til kort overfor disse store topografiske spørgsmål, sorry!!), er, at vi i Europa decideret ser verden derfra, hvor vi står. Og det har vi nok så altid gjort. På alle tænkelige måder. Men jeg tillader mig da at se det som et udtryk for villighed til at skifte perspektiv og måske endda holdninger til verdensdelenes indbyrdes placering, at jeg forfærdeligt gerne vil vide, om verden i kortmæssig gengivelse ser anderledes ud andre steder. Det håber jeg, den gør!

Continue Reading
1 2 3 10