Om hvad man sådan kan gå og købe.

Jeg kan ikke stå for spøjse ting. Også selv om ordet “spøjs” nok er så strengt forældet, at man sikkert skal tilhøre min generation for at forstå, hvad det betyder. Men andre burde kunne høre, at spøjs er så ualmindeligt et ord, så det simpelthen må dække over noget, der langtfra er almindeligt. Og på en pudsig måde.

Anyway, jeg er opsamler af spøjsheder. De klæber til mig, besynderlighederne, og ser jeg en ny, skal jeg ud i overmåde kontrol for, at den ikke også havner hjemme hos mig. Som nu dette trafiklys.

Det var på auktion for et stykke tid siden. Og ret beset har jeg faktisk aldrig ejet et trafiklys. Jeg vidste heller ikke, at man overhovedet KAN eje trafiklys. For mig er trafiklys sådan nogle, der hænger oppe over mig, sidder på siderne af mine veje, og som jeg overhovedet aldrig nogensinde har overvejet ejerskabet af. Det er vel kommunen, en eller anden obskur afdeling, der påtager sig at eje trafiklys. I grunden tror jeg heller ikke, det for alvor er sådan noget, folk går op i: Altså hvem der ejer trafiklysene. Det er jo heller ikke fordi, trafiklysområdet står for en overvejende del af kriminaliteten i mit område. Når jeg sådan rigtigt tænker over det, så har jeg vist aldrig hørt om trafiklystyverier eller påfaldende mange forbrydelser, der involverer trafiklys. Der er aldrig nogle i min lokale avis–hvor næsten intet ellers er for småt til at komme i avisen—der har påtalt større forbrydelser, der har involveret ejerskab til byens lyskurver.

Så derfor blev jeg da lige lidt overvældet, da det viste sig, at der var trafiklys i auktionskataloget. Det var selvfølgelig ikke fordi, jeg gennem længere tid havde gået og brændende ønsket mig et trafiklys.Jeg kan da godt se, at i julen, hvor vi er mange, ville et enkelt eller to trafiklys i umiddelbar nærhed af badeværelserne være ganske fornuftigt, men til daglig synes det en smule overflødigt at regulere trafikken og stoppe for rødt for mand, hund og mig på husets gangarealer. Der kan vi nøjes med almindelig høflighed, hvis vi overhovedet skal samme vej.

Der er bare det ved det, at når noget sådant kommer til salg, så er jeg den, der er solgt. Så jeg overbød de (få!) andre trafiklysentusiaster, der lige den dag var ude i scorehjørnet. Min plan var at forære det i julegave til yngstesønnen, som har arvet sin mors passion for spøjsheder. Indtil kæresten flyttede ind (hvilket også kolliderede med, at han selv for alvor pakkede ud–dog efter at have boet i lejligheden i over 3 år!) boede han jo alligevel i en skilteskov af aflagte vejskilte, suppleret med et bredt udvalg af Starwars Lego og japanske tegneserier, som skulle læses bagfra. Så her ville et enkelt trafiklys vel bare sådan passe ind i indretningsstilen. Desværre var han udelukkende enig med mig i, at trafiklyset var spøjst–ikke, at det nødvendigvis skulle stå og være spøjst i den lejlighed, som kæresten på få måneder har forvandlet til noget lidt anderledes end fortidens konglomerat af uåbnede papkasser, Hovedvej Forude, Manga og Legodesign.

Så nu er jeg så selv den lykkelige ejer af et trafiklys. Selvfølgelig er jeg da ovenud begejstret over, at jeg er den eneste, jeg kender, der har en personlig lyskurve. Men det er lidt som om, den der fantastiske, første glæde over at være ejer af noget så usædvanligt som et trafiklys er ved at blegne en smule. Ikke mindst fordi, sådan et trafiklys også fylder en smule. Jeg har indset, at der er en helt naturlig grund til, at man hænger den slags op. De ville simpelthen fylde alt for meget nede på jorden.

Derfor har jeg sat mit trafiklys til salg på DBA. Jeg håber så på, at der enten findes folk som mig, der bare MÅ eje et trafiklys af den simple grund, at der er et til salg. Eller–og her er vi så ude i det lidt spøjse–at nogen fortvivlede står og akut skal bruge et trafiklys. En kommune, måske?

Continue Reading

Glædelig jul.

Alle læsere af bloggen ønskes en rigtig god og glædelig jul.

En af mine egne faste juletraditioner er altid at oploade Banksys geniale kommentar til såvel julen som verdenssituationen generelt “Joseph and Mary won`t make it to Bethlehem this year”.

Så her kommer den. Nyd julen, nyd samværet, nyd maden, nyd gaverne. Og husk er verden desværre er, som den er–og ikke som vi gerne ville have, den var…..

Continue Reading

Itale-sæt dig ned og skift dine paradigmer, før du handler ind.

Eller: Sæt dig ned og snak om, hvorfor du har skiftet mening, før du går ud og køber ind.

Jeg er allergisk overfor at italesætte. Vedkommende, der har opfundet det ord, burde straffes med at blive tvunget til at lære Ordbog over det danske sprog udenad. Mestendels således at samme vedkommende til fulde kunne indse, at ordet er totalt overflødigt, at vi på ingen mulig måde behøver det. For vi har nok ord i forvejen, der betyder at snakke om ting og forklare sine synspunkter. Der er intet, virkelig intet, behov for den grimme bastard.

Så vi burde altså foretage et paradigmeskifte med hensyn til det rædselsord. Altså finde ud af, at vi mener noget helt andet end det, vi hidtil har ment. Selvfølgelig kan jeg da godt se, at det lyder en hel del smartere at skifte sine paradigmer end blot at ændre mening. Men mens jeg samtidig gerne bruger fremmedord, når de er nødvendige, dækkende og uden alternativer, så ser jeg absolut ingen grund til at anvende dem, når de bare skal udfylde videns-pralværdi–og hvis deres betydning i øvrigt kan udtrykkes med andre ord meget mere mundret og ukompliceret.

Endelig er jeg lidt allergisk overfor den mærkelige hybrid, der er opstået mellem udtrykkende “handle” og “købe ind”. Det er enten/eller. Beklager: Der er ikke noget, der hedder “at handle ind”. Selv om halvdelen af Danmarks befolkning så gør det alligevel…..

Dette er ikke et korstog mod, at vi skal undgå nye og fremmede ord og vendinger i vores sprog. For dem undgår vi ikke. Sprog er en levende mekanisme, som hele tiden ændrer sig, og er man i tvivl om sandheden i den påstand, kan man jo bare lige tage et genkig–eller rettere genhør–med en gammel dansk film. Det er meget mere en påmindelse om, at vi altså godt kan tillade os at være lidt kræsne med, hvad vi sådan lige lukker ind og giver plads til. Især når vi har noget i forvejen, som er ganske anvendeligt og ikke råber på en snarlig udskiftning. Som nu “at tale om” istedet for at “italesætte.”

Og når vi nu er ved det, der kommer til os udefra, så er jeg næsten nødt til at inddrage et af de nyeste ord indenfor telefonabonnementer. Vi roamer rundt, fordi roaming på engelsk betyder at fare lidt rundt omkring med og uden mål. Desværre er ordet ved at indgå hos mange med udtalen “rooming”. Og hvis man så har “rooming” på sin telefon, så er det en beundringsværdig stor og alternativ model, der er i stand til at give en husly for natten. Rooming betyder, hvordan man fordeler værelser mellem folk, giver dem natlogi. Godt nok er teknologien indenfor mobiltelefoner i rivende udvikling, men ligefrem at stille en seng til rådighed–det kan min mobil i alt fald næppe!

Måske er det et aldersfænomen–eller endda et udslag af den nostalgi, der kommer krybende ind på en med alderen, at man bliver sprogligt en smule konservativ. Før i tiden lod man sig jo bare rive med af den førende sproglige mode uden egentlig at overveje dens indhold. Jo, sprog handler også om mode. I min ungdom var alting “fedt”, “kedeligt” (det var et positivt ord), “post til tiden”, “knæhøj karse” og meget andet besynderligt, og alle disse udtryk virker i dag strengt forældede, da de forlængst er gået så meget af mode, at kun vi dinosaurer ved, hvad de betyder.

Men jeg ser stadig ingen grund til grimme, overflødige ord, som sagtens kan erstattes. Og jeg synes faktisk også, vi skylder vores sprog–og os selv, så vi ikke fremstår latterlige–at tage vores sprog alvorligt og udtale fremmede ord korrekt, så de ikke kommer til at betyde noget helt andet end det, de gør.

Continue Reading

Om and på dåse.

Jeg er rimeligt allergisk overfor kød på dåse. Det er ikke simpel kræsenhed, det er sådan mere en alt for påtrængende erindring om barndommens campingture, spejderlejre og langtursroninger, hvor vi spiste bøf, frikadeller og leverpostej på dåse. Jeg kan stadig huske de der små blegfede, slappe, grågrumsede kønsløsheder i ubestemmelig væde, der gav sig ud for at være bøf og fedtknoldene, der troede, de var frikadeller. For slet ikke at tale om den slimede, babylortsfarvede masse, der skulle få naive sjæle til at tro, den var i familie med leverpostej. Fy for dåse, siger jeg bare. Indrømmet: der var en undtagelse, og det er der vist stadig, selv om jeg nu ikke har konfronteret mig selv med den i mange år. ( Måske skyldes det, at mit nuværende liv fatalt mangler camping, spejderlejre og åretag på ugebasis?) Og nu sidder alle så og læser frem for at se, om jeg skriver “Forloren skildpadde.” Det gør jeg så: Forloren skildpadde.

Derfor blev jeg også virkelig forundret, da en dreven madlaver–en af den slags, der bare er beundringsværdigt god til at lave mad–jeg kender, fortalte mig, at juleaften stod den skam på and på dåse hjemme hos dem. Hun var helt nøgtern, ikke påvirket af noget og faktisk helt glad og lettet. Altså som i: hun fejlede ikke noget! Med skam må jeg melde ud, at jeg hverken vidste, man overhovedet KUNNE få and på dåse, eller at man overhovedet KAN SPISE and på dåse. Jeg må også indrømme, at min første indskydelse var en følelse af total blasfemi, vanhelligelse af den af selve den danske julemiddag. Som at smide julen ud med andefedtet og lege 1. Verdenskrig der mellem gaverne. For det skulle de vel, trods alt, have?

Men det kan man! Altså spise and på dåse. For selvfølgelig skulle det prøves, og jeg kan meddele, at det at købe and på dåse skam er en videnskab i sig selv. Der findes utallige andegårde på dåse, og der er indenfor udvalget alt fra proletarænder til 100 kr. dåsen til de mere aristokratiske håndfodrede til næsten 700 kr. Pr. dåse–ikke pr. and! And på dåse er, har jeg senere fundet ud af, en stor delikatesse i Frankrig. Noget, man sådan dyrker, hvis man er andefanatiker.

Nu har vi så lige spist vores dåseand. Middeklasse, vil jeg sige, rent prismæssigt. Men virkelig, virkelig delikat, mør, velsmagende og let at lave. Faktisk er det jo bare at åbne dåsen og lægge de på forhånd udskårne stykker i ovnen en 20 minutters tid. Ingen kalorius til at småstege det meste af dagen–men desværre nogenlunde det samme svineri, for andefedt tager enhver førstepræmie indenfor køkkentilsvining.

Men det smager godt! Virkelig godt! Der er absolut ingen mindelser om såkaldte bøf på dåse eller udflydende, skidengrå leverpostejsubstitutter. Det smager af and, det ligner and, og det er en rigtig god, lødig og fin middagsret.

Men derfra og til at servere det juleaften er der nu lidt langt. Endnu. Omvendt er der ikke så langt til radikalt at ændre mit syn på kød ( i alt fald andekød!) på dåse. Prøv det!

Continue Reading

Om hunde, mad og numser.

Det her er Fozzie Fodvarmer. Eller i alt fald kladden, nummer syv hundrede og spidskål iblandt kladder, til ham. Forhåbentlig udkommer han som en rigtig bog engang indenfor nærmeste fremtid.

Og hvorfor gør han så det? Tjah, jo ikke fordi hunde af natur er noget så fabelagtigt litterære, men de er faktisk gode at tegne om i al deres nuttethed. Der er bare det ved hunde, at deres spændvidde omkring selve historien i en bog er relativt begrænset. Hunde, let`s face it, har faktisk kun to interesser: mad og numser!  Da vi syntes, at emnet numser i sig selv er rimeligt begrænset og i længden kan tendere mod at blive uinteressant, har vi valgt at lade bogen handle om mad. Altså al den mad ( og andre ting), som familien taber under spisebordet, hvor den lokale skraldespand, Fozzie Fodvarmer, ligger parat til at samle det op. Og sammen.

Ideen er selvfølgelig affødt af ham, der her i huset ofte går under navnet “Den gule skraldespand”–endda så indgroet, at en uforvarende gæst måbende rendte rundt i hele køkkenet i ivrig jagt på en gul affaldsspand, da vi bad vedkommende om at hælde en leverpostejrest i “Den gule skraldespand”. Samme gule skraldespand er, i forbindelse med mad, mere bestikkelig end alle grene af den østeuropæiske mafia og regeringerne i samtlige bananrepublikker tilsammen. Man kan roligt konkludere, at mad er incitamentet til alt fra at gøre knuder på sig selv og opføre sig fjollet og ganske uhundet. Lige nu har han en julekalender med hundebom, og netop ordet “julekalender” er så forbundet med disse delikatesser, at det ikke kan nævnes i huset, uden at tumben sætter ny rekord for løb hen ad gangen for at sætte sig foran samme kalender. Skal han ind fra haven–hvilket han i mange tilfælde overhovedet ikke har lyst til ( der lugter af numser langs hegnet!), er det fuldstændigt omsonst at bruge hans navn, hvorimod et menneske, der ud over kvarteret brøler “Julekalender” af sine lungers fulde kraft, har omgående held med at kalde ham til sig. Det er i øvrigt en af den slags situationer, hvor man helt skal fortrænge, hvad naboerne tænker.

Mad kan få selv en indlæringshæmmet hund til at gå acceptabelt i snor. En enkelt hundebom i lommen sikrer, at man både har en hund 2 centimeter fra sig–samt at samme lomme er fortvivlende oversavlet. Hunde behøver heller ikke ret megen maderfaring, før de har opdaget, at vi mennesker har en helt anden og væsentlig mere tillokkende og varieret diæt end dem. Selv om hunde, for deres egen skyld, formodes at leve af små, brune, hårde piller, så er de noget så udmærket klar over, at smagsværdien i en flæskesteg med svær er rimeligt meget højere. Til gengæld er hunde ikke udstyret med fornemmelse for nydelse. De gange, hvor et stykke godt kød er blevet tilovers, og man af sit hjertes godhed taber det ned i den gule skraldespand–så er det bare væk. Som i VÆK! Man kan ikke lære en hund at nyde en oksemørbrad. Hunde har et meget praktisk og pragmatisk forhold til mad: Det skal simpelthen bare spises. Og selv om hunde burde være bevidste om det absolut sundhedsskadelige i chokolade, så er de dumme nok til at sluge det alligevel. Langsomt selvmord på eget ansvar, siger jeg bare.

Og så er der alt det med numserne. For numser er lige så interessante som mad. For hunde. Faktisk er numser så interessante for hunde, at de totalt har opgivet at hilse civiliseret på hinanden. Hunde giver ikke pote til artsfæller. De stikker istedet ublu og totalt ugenerete snuden langt ind i hinandens numser som deres form for goddag. Jeg har tit tænkt på, at samtlige hunhunde og en del hanhunde da virkelig havde et issue, hvis de dannede en hundet metoo-bevægelse. Der kunne da ikke være megen tvivl om, at de dagligt blev chikaneret og forulempet helt ud i det groteske. Mit dyr hilser i alt fald udelukkende i numsehøjde, når han møder artfæller. Og her er netop han faktisk relativt cool overfor modpartens køn. (Jeg havde også engang en hund, der var bøsse. Han var slet ikke til hunhunde, men en god hanhundenumse–se, det var kræs!) Jeg tror simpelthen ikke, mit dyr overhovedet ved, hvordan naboens hund ser ud, eller for den sags skyld kan komme på dens farve, men han ville garanteret kunne udpege den på stedet, hvis han skulle finde den mellem 500 numser. Jeg har ham også mistænkt for, at han præcis har styr på, hvem af hans numser, der har gået på stien lige foran os, for han gør da i alt fald et ihærdigt arbejde og en tilbundsgående research omkring at kombinere lagt afføring med kendte numser. Ydermere virker han fuldstændigt uinteresseret i den ene nabos firkantede hund (mad, I ved!) og kan med lethed forbipassere den uden at numsehilse, fordi han har så forbandet travlt med at finde dens afføringsspor og lege detektiv omkring dem.

Og så opdager jeg pludselig, at jeg alligevel har skrevet en hel del om hunde og numser! Se, det er jo interessant. Især på den måde, at der vel er en god portion stof ( det var lige før, jeg skrev “lort”) til endnu en bog om Fozzie Fodvarmer. Hvem ved.

Continue Reading

….øjnene, der ser.

I min bilradio hørte jeg følgende lille historie, fortalt af Poul Nesgaard. Jeg synes, den fortjener gengivelse. Og måske en smule tænksomhed.

Men–en mand var ude at køre i tog og kom til at sidde lige overfor Picasso. Samme mand havde længe været noget utilfreds med Picassos gengivelse af det, han (altså manden) anså som virkeligheden, så efter lang tids tilløb tog han mod til sig, præsenterede sig og spurgte, om Picasso da aldrig malede noget, der lignede virkeligheden.

Til det svarede kunstneren blot, at manden var så velkommen til at vise ham noget virkeligt. Piece of cake, tænkte manden, åbnede straks sin pung og fremviste det foto af sin kone, han altid bar rundt på i sin pung.

Hvorefter Picasso svarede: “Sikke dog en lille og flad kone, De har. Og har hun slet ingen underkrop?”

Det sete afhænger, for nu at putte en clichekonklusion på, i overmåde grad af øjnene, der ser……..

Continue Reading

DBA er fuld af gode historier.

Jeg har lige solgt disse engle på DBA. De 3 rejste til en dame, der ikke kunne finde de 3, hun havde i forvejen. Men da det umuligt kunne blive jul i hendes lille hjem uden lige præcis denne slags engle, var hun simpelthen nødt til at anskaffe en reserveflok. Den sidste tog afsted til en anden dame, som havde 4 i forvejen. For sine 4 levende sønner, en for hver. Men da hun opdagede, at der også var en trompetengel (hvad hun ikke vidste), måtte hun have en engel for den søn, der døde ung, og som spillede trompet.

Og sådan er DBA så uendelig fuld af gode historier. Det er (også) derfor, jeg sælger alt overskydende den vej. Nogle gange overstiger historierne så overmåde betalingen. De er rørende, sjove, forunderlige, mystiske og bare menneskeligt forståelige.

Der var min vintage Burberry trenchcoat, som blev afhentet af skuespilchefen på Århus Teater, fordi den skulle medvirke i en forestilling. (Nej, betalingen inkluderede ikke billet til samme!) Og den gamle påskepynt, som gik til den scenograf, som laver reklamer for Danske Spil. Så jeg er på gensyn med samme pynt, når jeg støder ind i reklamen for påskeskrab, hvor den gamle dame sidder midt mellem sin hønseflok i filt. I dag skal jeg ned på det lokale bibliotek og aflevere en kagedåse, der skal indgå i en udstilling om Kamma Svensson, og flere andre kagedåser har fået nye hjem hos folk, hvis mødre eller mormødre havde haft en magen til.

Der er masser af samlere derude, og man forundres utallige gange over, hvad folk dog render rundt og samler på. Samt oplever den overstrømmende lykke, de viser, når netop den ting, de har ledt huller i luften efter, dukker op. Kvinder i min alder kan gå i lykkespagat over Sødahls Bethlehemsserie og gamle juleløbere fra Preben Jangaard, og det hænder ikke så sjældent, at de nærmest foreslår at betale overpris–af ren glæde. Mænd, derimod, kan komme helt op at køre over gammelt tin fra Just Andersen og nærmest alt keramik med fiskene fra Bornholm på–men de passer nu helt anderledes godt på deres penge! Samme mænd kører også gerne langt efter gamle skrivemaskiner–jeg har solgt en aflagt til Luxembourg, hvor køberen vel og mærke selv afhentede, da han ellers ikke kunne opstøve de rigtige farvebånd.

Og når vi er ved porcelænet, så er der nogle rigtigt gode sønner derude, som opkøber dele til deres demente mødres gamle stel–blot for at lade samme mødre opleve genkendelsens glæde. Der var også hende, der som ung havde boet i Finland, og derfor støvsugede DBA for alt Arabia af ældre dato. Ligegyldigt hvad. Og moderen, hvis søn og svigerdatter samlede på noget, efter hendes mening, grimt, billigt stads, så hun derfor egenhændigt var ved at opkøbe et spisestel til 12 til dem. Af ordentlig kvalitet. Og del for del.

Så var der hende, nordmand i øvrigt, der 10 minutterefter, at annoncen var sat i, ophidset ringede omkring den gamle køjeseng fra sommerhuset. Hun havde nemlig lige købt et sommerhus i nærheden, som ikke indeholdt senge, og var ufatteligt lettet over nu at have fundet et sted at sove for natten. Hun brækkede den ovenikøbet selv ned, for sådan en seng sælger ligesom lidt bedre, når den står samlet på billeder. Og i møbelafdelingen også den unge mand, som havde mobiliseret far og farfar til at køre fra Ålborg, fordi han bare MÅTTE eje vores gamle skrivebord. Hvorfor vidste han ikke rigtigt, men det måtte han ligesom bare.

Man må heller ikke lade sig personligt gå på af, at ens gamle tøj i fremtiden skal anvendes til formål, man ikke lige havde set komme. Jeg har solgt en del gamle kjoler til udklædning og temaparties. En yderst flot og dyr kjole blev endda givet fra veninde til veninde i hadegave, og der blev jeg da lidt slukøret over selv at have brugt den, når jeg syntes, jeg skulle være rigtig fin! En anden favorit skulle tilsyneladende klippes op til dukketøj, så der må være nogle meget velklædte dukker derude.

Men jeg elsker folks små historier. Der er så mange af dem derude, og de er nærmest en slags overbetaling for at få lov til at komme af med ens eget gamle overskud.

Continue Reading

En stor og dybfølt tak.

Netop midt i pakningen til en måneds bortrejsthed sker det uforudsigelige. Det katastrofale og det, der bare ikke må ske. Fjederen springer på den ene brillestang, og man kan altså ikke sætte nye fjedre i gamle briller. Man kan heller ikke rejse rundt i verden uden at kunne se noget. Eller det kan man vel i grunden godt. Det giver bare overhovedet ingen logisk mening.

Normalt har vi brillebrugere altid adskillige par såvel udtjente som umoderne, gamle briller liggende, som i akutte nødsituationer kan klatre op på næsen igen og gøre verden synlig. Men siden alle de andre par skuffebriller har jeg gennemgået flere øjenoperationer, som gør, at jeg lige så godt kunne putte vinduesglas, som forgangne briller, for øjnene. Det ville give samme resultat.

Så i privat akutbil til optiker, som kun kan komme med den nedslående besked, at der ikke er redningsaktioner, der kan puste kunstigt åndedræt i brillerne, at der skal et par nye til, og at det vil tage 7-8 dage at få sådan nogle klar. Samme optiker er, heldigvis, så hensynsfuldt et menneske, at hun ved den lejlighed totalt undgår at nævne prisen. Måske fordi hun ved, at den slags kan jeg ligesom godt selv regne ud. Samt kan se på mine ører, hvor forfærdelig en situation, jeg befinder mig i.

Det er så der, hun tænker sig om. Det er hun sådan set også nødt til, for jeg er på mere end nippet til katastrofegråd og højlydt hårrivning. Hun har, fortæller hun, nemlig temmelig mange gamle brillestel nede i kælderen, og man KUNNE da prøve, om ikke bare et af dem kunne mønstre et par stænger, der tilnærmelsesvis passer. Ikke nødvendigvis i farve og design. Mere, tror jeg, til ørerne, så glassene ligesom får noget at hænge sig op på. Ikke at det er noget, de ellers gør (fortæller hun), men hun kan tilsyneladende kende en syns-nødstedt, når hun ser sådan en.

Så bliver jeg sendt hjem og vente. På om jeg får chance for at SE mine rejsedestinationer, eller jeg bare skal være der. Og minsandten. En lille time senere får jeg en SMS om, at mine briller er klar til afhentning. Da har hun nemlig været i kælderen og nørklet rundt mellem gamle brillestel for at finde et par gode stænger. Hun har endda fundet et par, der er helt ens–og så tæt på den oprindelige farve, at uvidende bare tror, det er et designfif, at nuancerne skaber lidt variation.

Dernede i brilleforretningen er jeg næsten lige ved at sprænges af taknemmelighed. Næsten ved at bryde sammen i positiv katastrofe-afværgnings-gråd. Og tænk–så forlanger hun 100 kr. for sin indsats! Lige der kunne hun have forlangt det halve af et par nye brillers pris ( og de er dyre, skal jeg hilse og sige!) og fået dem udstukket på stedet med et kæmpesmil–så meget betød det, hun gjorde for mig. Hold da op, hvor jeg fik sagt en stor og dybfølt tak. Må hun opleve et liv af masser og masser af brillestelshandel og forhåbentlig blive byens førende optiker. Det fortjener hun!

Nu er der så det, at lige ved siden af min optiker ligger telebutikken. Lige i dag følte jeg mig bare noget så inderligt berettiget til barnligt at række tunge ind af det vindue for at markere, hvad de kan lære af naboen om god service. Men jeg gjorde det ikke. For tænk hvis jeg kom til at gabe så højt for at få tungen rigtigt godt og langt ud, at de nye fjedre i stængerne sprang. Der er vel ingen grund til at udfordre Nemesis på brillestængerne.

 

Continue Reading

Om hvor lille verden er….

Jeg skriver den bare, fordi det simpelthen er en god historie…

I turistbussen på motorvejen omkring Manchester falder snakken fra guidestolen på Manchester United. Først selvfølgelig på Peter Schmeichel, men hurtigt over til George Best, som, hvis nogen ellers kan huske det, havde en dansk kæreste nogle måneder i 1969.

Hun hed Eva Haraldsted, var kæreste med den lokale slagters søn, men mødte så Best, droppede slagterens søn og blev forsideudstillet kæreste med fodboldikonet. Det forhold varede vist et halvt års tid og en masse opstillinger og henslængninger på køleren af diverse luksuskøretøjer.

Her burde historien så ende, men det gør den ikke. For nysgerrigheden i bussen var enorm omkring, hvad der dog var blevet af den skønne Haraldsted–men bestemt også slagterens søn. Enden på en tredje aktør kender vi jo alle, og den var ikke allerbe(d)st.

Det er så her, det fra bagsædet i bussen lyder: “Jeg købte et hus af Eva for et par år siden. Hun bor i Skæring–og er i øvrigt gift med (gæt så lige engang!!!)–slagterens søn!”

Det er lige præcis det, jeg mener med, at verden somme tider er lille. Og fyldt med gode historier.

Continue Reading
1 2 3 9