Om faktaresistens.

Belief_Venn_diagram_svg

Det er lige gået op for mig, at jeg ER et af tidens trendy ord: Nemlig faktaresistent. Det vil altså sige, at jeg har en del til fælles med halvdelen af Storbritanniens og Amerikas befolkning, for slet ikke at tale om en ukendt procentdel af Danmarks. Så vi er mange.

Det giver sig udslag på den måde, at jeg benægter fakta. Indlysende fakta, som fuldt bevisligt står lige for næsen af mig. Det preller bare af, fordi der simpelthen er fakta, jeg ikke vil vedkende mig. I mit tilfælde er det overhovedet ikke politisk. Det er såmænd bare god, gammeldags stædighed, håbløs dovenskab og tilbagestræberiskhed.

F.eks. tror jeg stadig naivt på, at DSBs tog kommer til tiden, selv om jeg bevisligt kan se, at der stadig står en tom skinne og griner foran mig 5 minutter efter afgang. Jeg tror også på, at selv om jeg stabler mit beskidte service i meterhøje stakke i opvaskemaskinen, så skal det hele nok blive rent alligevel. Faktisk undrer det mig hver gang, at miraklet er udeblevet. Det samme gælder vaskemaskinen. Her mener jeg stadig, at en god uges vasketøj bliver superrent på sparevask ved 30 grader. Mit klare mål er at fylde så meget som muligt ind i det gabende hul, og en af grundene til, at jeg aldrig læser brugsanvisninger er jo netop, at jeg overhovedet, slet ikke vil have det mindste kendskab til maskinens kapacitet.

Jeg tror også på, at min minimale varmtvandsbeholder i sommerhuset vil undergå mirakuløse, selvudløste forstørrelser, mens jeg er i bad. Og jeg nægter at erkende det faktum, at min varmtvandsration altid udløber, når jeg er sølet ind i allermest shampoo. Ligeledes opgiver jeg aldrig troen på, at alle mine skilsmissestrømper vil finde tilbage i deres gamle ægteskaber. Jeg har faktisk et helt skab til dem, hvor de ligger trygt og venter på, at deres troløse makkere dukker ud af et dynebetræk eller fnullerskuffen. (Så hvis nogen er lige så strømpe-faktaresistente som mig, kan vi måske sammen skabe nye, lykkelige fodbeklædningsægteskaber?)

Faktisk tror jeg også på, at jeg igen begynder at løbe. Det har jeg nu ikke gjort i flere år, men det skal sandelig nok komme en dag. Her er vi nok lidt mere ude i “mig” end i fakta, indrømmet! Men i alt fald tror jeg på, at alt ukrudt i mit have er i besiddelse af selvudløsende forsvindingsbomber, så hvis jeg bare venter længe nok, så skal det nok af sig selv springe i luften.

Endelig er jeg også overbevist om, at jeg engang vinder adskillige millioner i Lotto. Jeg spiller godt nok aldrig, men når man er faktaresistent, er det i sig selv ingen hindring. Faktisk kan jeg undre mig over, at det ikke er sket endnu.

Så jeg kan egentlig godt forstå den der ret globale faktaresistens. Det gør da alting meget nemmere. Samtidig er det da betænkeligt utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind–og tro på. Tilligemed at man helt og aldeles nægter at vedkende sig det uafvendelige resultat, når (ikke hvis) det kommer. Men måske kommer der en dag, hvor man er nødt til at blive faktamodtagelig?

PS. Og faktaresistens er tilsyneladende arveligt. Da mine børn var yngre, troede de fuldt og fast på, at snavsetøjet selv spadserede ned til vaskemaskinen, vaskede sig selv og derefter lagde sig selv pænt sammen. De mente også, at køleskabet var selvopfyldeligt.

Continue Reading

Om statistik.

statistics-76198_960_720

En sjælden gang imellem går jeg ind på en side, hvor jeg kan se, hvem der læser denne blog. Jeg kan ikke se “hvem” med navns nævnelse og andre fortrolige oplysninger. Jeg kan udelukkende se, hvor de bor. Eller rettere, hvor de har opholdt sig på det tidspunkt, de har været inde på bloggen. Altså serverens placering.

Da man jo nok alligevel må gå ud fra, at de fleste har opholdt sig i eller nær deres hjem under blogscanning, giver det sikkert et rimeligt pålideligt billede af, hvor mine læsere bor. Ikke, at jeg som sådan kan bruge en sådan markedsanalyse til noget som helst fornuftigt, men der er alligevel fakta i den, som giver stof til eftertanke.

Jeg “står stærkest” i storbyerne. København er min absolutte højborg, men Århus er også rigtigt godt med. Ålborg er i forhold til indbyggerantal pænt placeret, mens Odense halter en smule bagefter. (Det kan I gøre bedre, Fyn!) De fleste mellemstore provinsbyer langs den jyske østkyst hænger også fint på, og selvfølgelig glimrer min hjemby ved at sprænge alle statistiske sammenligninger. Min barndomsby og barndomsegn gør det også glimrende.

Derimod er jeg ikke særligt populær på Sjælland og øer. Faktisk nærmest ukendt. Det vestlige Nordjylland, det meste af Midtjylland og (især) Vestjylland i en linje fra Thyborøn til Tønder er nærmest totalt uopdyrket blogland. Fyn er også i denne statistik reduceret til Odense og omegn. Resten er statistisk uden de pletter, der indikerer, at nogen har været herinde.

Den der med, at læserskaren primært består af folk, der har tilknytning til byer, jeg selv på den ene eller anden måde er tilknyttet, behøver vel ingen nærmere forklaring. Heller ikke, at den blogmæssige nepotisme i den grad trives, sådan at forstå, at hvis jeg har en eller flere gode veninder i en by, så er de byer helt pænt med.

Men København og Århus som topscorere? Mig som storbyfænomen? Selvfølgelig bor der, sådan rent lavpraktisk, flest mennesker i de to byer, men det er samtidig 35 år siden, jeg sidst boede i Århus, og mine bekendte i hovedstadsområdet begrænser sig til folk, der knapt har rundet de 30. Jeg tror ikke, de bruger deres dage på at cykle rundt i byen for at ramme diverse fremmede servere udelukkende for at optimere min personlige statistik.

Men det glæder mig da, at jeg læses i storbyerne. At de virkelig gider læse provinstøsens lommefilosofi. Det gør mig faktisk lidt stolt og en lille bitte, bitte smule hipstersk. Til gengæld er det da lidt ærgerligt, at jeg ikke på nogen måde appellerer til folk i det vestjyske. Det, der irriterer mig ved det, er, at jeg står helt på bar bund overfor, hvad det lige er, de gerne vil læse i Vestjylland. Ikke at jeg på nogen mulig måde vil gå på kompromis og begynde at lefle for eller snakke mine potentielle læsere efter munden–det er ren og skær interesse i, hvordan landets kvinder rent geografisk opfører sig mht. bloglæsning.

Endelig har jeg også en stor læserskare i Rusland. Hvad de lige laver inde på min blog i Skt. Petersborg og nærmeste omegnsflækker står lidt hen i det uvisse, men måske vil de alle sammen bare gerne giftes med mig? De prøver i alt fald ikke at hacke siden, så deres dagsorden må jo være en anden.

Statistikker er som sådan meget sjove, og man kan uddrage mange, forskelligartede fakta fra dem. Jeg ved så bare ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til. For egentlig er det jo revnende, bedøvende ligegyldigt, hvem og hvor jeg læses. Jeg mener, ud fra det grundpræmis, at jeg da, uanset hvad, bliver ved med at skrive. Og gider folk læse det, er det jo rigtigt fint. Ligegyldigt hvor de bor.

 

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VII.

untitled-chaplin

Waterville.

Det var slet ikke meningen, at denne lille, forblæste flække skulle have helt sit eget indlæg. Men nogle gange sker der rent verdenspolitisk uhyrligheder, som gør det nødvendigt at gribe til alternative våben.

Waterville er som sagt et udsted. En lille hengemt, lukningstruet for længst afdød flække på halvøen Iveragh lige ud til Atlanterhavet. Det blæser meget i Waterville, og man kan både lugte, fornemme og direkte mærke det frådende Atlanterhav. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, og turisterne består primært af de buslæs, der holder her ½ time for at spise frokost i de halvtomme restauranter.

Men engang, i fordums tid, holdt Charlie Chaplin ferie her hvert år 11 år i træk. Derfor er byens hovedattraktion en statue af samme herre midt på strandpromenaden. Chaplin blev desværre et af ofrene for Mccartyismen i 50-ernes USA, hvor senatoren Joseph Mccarthy retsforfulgte påståede ventreorienterede kunstnere for såkaldt anti-amerikansk virksomhed. Chaplin valgte at flytte sig selv og hele sin omfangsrige familie til Europa og satte aldrig sine ben i USA igen. Og i dag ser de fleste vel Chaplin som selve indbegrebet af en partitro kommunist? Ikke?

Derfor tror jeg, at Waterville ser en lys fremtid i møde. Med Meryl Streep som anfører vil byen givetvis blive et populært tilholdssted for adskillige landflygtige, såkaldt venstreorienterede Hollywoodstjerner de næste 4 år. Den vil opleve en blomstring som aldrig før, og den halvtomme strandpromenade vil vrimle med statuer af alle de kommunistiske kendisser fra Beverly Hills og omegn. Jeg er sikker på, de allerede glæder sig helt enormt i Waterville. Sikke et scoop. Måske er borgmesteren derovre allerede begyndt at indflette takketaler til (T)rumpen i sin aftenbøn?

I nærheden af Waterville ligger Doonbeg Golf Course, som tidligere er omtalt her på siden. Den skal nok ikke forvente det store besøg af de forventede stjerner. De kan nok heller ikke komme derind overhovedet, da ejeren har det med at bygge store mure omkring alt, hvad han tror, han ejer.

Continue Reading

Min jul som Firstmover.

first_mover_advantage

Jeg har lige læst en artikel i Politiken om Firstmovers. Hvis nogen er i tvivl om ordets betydning, så betyder det jævnt hen det samme som det oldgamle, antikke udtryk “trendsætter”  helt fra 90-erne–altså personer som sætter nye strømninger i gang. Jeg er stærkt berørt at samme artikel, da det pludselig–og til min store forbløffelse–viser sig, at jeg i julen og faktisk i flere år i den grad har været firstmover. Helt uden selv at ane det og sikkert til københavnerbørnenes store glæde og stolthed. Tænk at have en jysk mor, der virkelig er fremme i de jyske træsko og næsten er så politisk korrekt, at hun kan vises frem uden skam (Nej, ikke TV-serien–den led gabedøden efter sæson 1. Der var alligevel 40 år til forskel i livsopfattelse, slang og verdensbillede.) på Sdr. Boulevard.

I artiklen står der, at firstmovers ikke underspiser, men spiser/drikker mindre mængder af højere næringsintensitet, som f.eks. sødmælk. Den eneste gang om året, jeg køber sødmælk, er til risengrøden juleaften. Den, der senere skal flødeskumsoptimeres til ris ala mande. Men der bliver jo altid lidt til overs, for her i huset køber vi ligesom altid nok (det gør firstmovers dog ikke, de har f.eks. ingen frysere) til både os selv og det meste af kvarteret, og da mine udgiftssky gener stadig dominerer, prøver jeg at få overskudsmælken hældt i besøgende børn. JEG drikker det i alt fald ikke! Og så står idioten her Gudhjælpemig og UNDSKYLDER for sødmælk (underforstået: MAN drikker vel minimælk!), totalt uvidende om, at sødmælk er voldsomt trendy på Vesterbro og de mere indvandrerfri områder af Nørrebro. Jeg håber så bare, mine tåbelige undskyldninger blev overhørt, og at de tror, at jeg som en af de første jyder syd for Kongeåen virkelig er “on the move” på sødmælksstien.

Der står også, at for firstmovers er kød tilbehør og topping. Min dårlige samvittighed over lakselasagnen 2. juledag forsvinder som dug over dambruget. Herovre i Jylland har vi i mange år opereret med begrebet “Hurra-rejser”–altså at der skal råbes højlydt Hurra af den, der er så heldig at finde rejEN i rejsesalaten. Sådan var min reste-lakse-lasagne. Måske var der mere end en, der kunne have råbt HURRA, men lad mig bare konkludere, at den var relativt spinatdomineret. Og så står idioten her Gudhjælpemig og UNDSKYLDER for hurralaks! Jeg burde da i stedet have strålet som en lille glasål over, at det var lykkedes mig at putte så forsvindende lidt af det der farlige fisk i retten. Jeg skulle da bare have toppet al den spinat med 1×1 cm. lakserest og stolt fremført, at jeg som den første jyde hylder og tilbeder udtrykket “Hurra-laks”. Ikke fordi den, der får det, er heldig. Det er vedkommende, der IKKE får laksen, der skal råbe Hurra.

Og artiklen går videre med, at firstmovers bevidst lader være med at fragte maden rundt i verden. De lader den være, hvor den hører hjemme. Ikke noget med øl fra Nørrebros Bryghus (Jo altså, hvis man bor på Nørrebro) og brød fra Emmery`s. I alt fald ikke herovre i Jylland. Hvor er jeg stolt af, at jeg køber hos de lokale forretningsdrivende og producenter. Det gør jeg nu ikke, fordi de er lokale, men mere fordi de er ubestridt, ubetinget gode, men det holder jeg så selvfølgelig helt for mig selv. Næste år sætter jeg i lille flag i alle den slags madvarer med tydelig hjemadresse på kalorius, og jeg er dødheldig med, at mange af mine madvarer lige holder sig indenfor 10 km. afstand. Hold kæft, hvor jeg dog mover! Samtidig spekulerer jeg så på, hvad der egentligt er tilstrækkeligt politisk korrekt at putte i munden på Vesterbro og Nørrebro? Hvad F… kan de lige dyrke der?

Ydermere står der, at der skal være mening med dyrs liv. Derfor kan man sagtens købe en bøf, der nærmer sig sidste udløbsdato. Det har jeg da gjort i årevis! Nede i min Netto sætter de da varerne ned sådan et par timer før sidste salgsdato, og er man om sig og kender tidspunkterne, så vanker der da masser af billigt kød. Jeg havde ikke lige set den der med dyrs velfærd komme, men jeg er virkelig superglad og stolt over, at jeg i årevis i den grad har støttet op om dyrevelfærd. Jeg troede, det var nærighed, men det er det overhovedet, slet ikke—det er firstmove!

Endelig står der, at firstmovers køber ind dagligt, fordi de ikke bruger hjemmet som lagerplads for fødevarer. (Det var den med fryseren igen!). Jeg køber da for det meste også ind dagligt. Det er godt nok fordi, jeg næsten altid glemmer noget vigtigt eller lige forfærdeligt meget mangler det, jeg i skyndingen glemte. Men jeg er da on the move hver dag….

Til allersidst står der, at firstmovers er begyndt at sniffe kakao. Tænk, jeg anede ikke, at man kan sniffe kakao. Og det har jeg da faktisk aldrig gjort. Jeg har også en smule svært ved at forestille mig, hvordan man overhovedet gør det. Men om 10-15 år kommer der jo nok alligevel en cafe for kakaosniffere her i byen. Eller måske skal jeg bare åbne en og i den grad booste mine kvalifikationer som firstmover?

Jeg håber, alle lagde mærke til den jyske længdespringer indenfor firstmoves her i julen. Og det var vel nok dejligt at læse artiklen, så jeg selv blev bevidst om, hvor ualmindeligt trendy jeg både er og har været.

Continue Reading

Nytårsstatus.

new-years-eve-1041737_960_720

Jeg vil ikke kommentere på verdens situation generelt. Det er der andre, der er væsentligt mere kvalificerede til. Eller vejret. Eller betalingsbalancen. Eller “what`s hot and what`s not”. Jeg vil derimod følge tidens trend og udelukkende skrive om mig selv. Om mit eget, personlige 2016. For det blev et godt, tiltrængt og anderledes år.

2016 blev det år, hvor jeg efter 32 år på samme arbejdsplads, og i en alder af 59, omsider fik samlet tilstrækkeligt mod til at sige fra. Sige op. Måske er det i virkeligheden meget mere korrekt at skrive ” at sige TIL”. Gennem flere år havde jeg gået med den der fornemmelse af, at jeg ikke hørte tilstrækkeligt til mere, at det ikke længere var, hvad jeg gerne ville, og hvad (resten af) mit liv skulle bruges til. Jeg har altid elsket at undervise, jeg har altid (dog med visse uheldige undtagelser) holdt utroligt meget af mine elever, og jeg har altid såvel elsket som dyrket mine fag. Men med en kerneydelse, der via reformer og andre ubelejligheder var reduceret til ca. 25%, en tiltagende mængde af uendeligt brok på arbejdspladsen og en endnu mere stigende fornemmelse af, at der et eller andet sted såvel måtte være brug for mig som nye udfordringer for mig, satte jeg mig bogstaveligt talt ned i en stol en dag og tænkte.

Jeg var simpelthen dybt pragmatisk og havde som simpelt grundpræmis: Hvad kan jeg? Hvordan kan jeg genopfinde mig selv, så det både giver mening og indhold? Og–den er man jo ligesom nødt til at have med–løn? Svaret var egentlig ganske simpelt: Jeg kan rejse. Belært af mange års undervisningserfaring og en god portion nærighed er jeg blevet en god logistiker, der rimeligt nemt kan skrue en rejse sammen på papiret, og jeg ved, hvor de billige fly kan findes. Samme erfaringsgrundlag betyder, at jeg har været mange steder, og derfor, i især engelsktalende lande, føler mig både bomsikker og på hjemmebane. Oveni–eller rettere som det allervigtigste–så elsker jeg at rejse. Samt at formidle den viden om og den store forelskelse i rejsemålene, jeg har, til andre mennesker.

Så i 2016 sagde jeg altså endelig op, lavede min egen lille rejseklub og meldte mig som freelance guide på engelsktalende destinationer. Og den bar jo, ideen. Det lykkedes! Der VAR folk, der gad at rejse med mig, og der var sandelig også professionelle rejsebureauer, der godt kunne bruge mig. Det kan godt være, at der ikke er råd til det samme forbrug som tidligere, men i stedet er der kommet glæde og arbejdsiver. Hvilket, set fra mit synspunkt, er helt usammenligneligt mere værd. Helt konkret var det vel også noget med, hvad jeg egentlig brugte pengene til førhen. At rejse, tror jeg! Så måske giver det hele økonomisk bare samme facit. Men denne gang med glæden og tilfredsheden i mente.

Så 2016 blev året, hvor jeg endelig turde se alternativerne til brok og vanetænkning og genopfinde mig selv. Eller finde mig selv. Alle de år på samme arbejdsplads var absolut ikke en uendelig trædemølle. Men der kommer tidspunkter i ens liv, hvor det er nødvendigt at gøre status og kritisk se på, om det måske ikke er på tide, at der skal ske noget andet. Om man ikke skal prøve at genfinde glæden og udfordringerne i det, man gør. Jeg kender en del, der har gjort det samme. Og de er, helt uden sammenligning, de mest tilfredse og brokfri mennesker, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke økonomisk omkostningsfrit at vende sit liv på hovedet. Som 60-årig kan jeg få en lille pension, som er grundsubstansen i at overleve. Tillige vil de fleste nok også i samme alder være nået til et punkt, hvor de løbende udgifter ikke er så uhyggeligt store længere. Ungerne er væk, og faste udgifter er nok heller ikke så høje. Og alt det, man førhen troede, var en absolut forudsætning for et lykkeligt liv, har jo med årene vist sig at være relativt betydningsløst. I min alder samler mange ikke længere på ting–de samler på oplevelser.

Og når jeg ser på kalenderen for 2017, så ser den rigtigt indbydende ud. Lige til at kaste sig ud i. Der er masser af rejser, både for etablerede rejsebureauer og med min egen lille flok. Jeg skal Irland rundt adskillige gange–og hvis nogen spørger, om det da ikke bliver trivielt, så kan jeg vist kun svare, at det er væsentligt mindre trivielt end i en uendelighed at prædike om kongruens i engelske sætninger. Det sidstnævnte får man ligesom ikke så meget positivt feedback på, mens det første altid foregår med glæde og vidensbegejstrede, rejselystne gæster.

Så 2016 blev et godt år. Det var, måske mest af alt, det år, hvor jeg beviste overfor mig selv, at jeg TURDE!

Continue Reading

Det var så den (supermarkeds)jul!

imagesuxq4mqjv

Jeg har lige været i min lokale Netto efter de sidste madvarer til julen, så nu kan vi roligt sne inde en god uges tid uden at sulte ihjel. Eller i år måske nærmere blæse inde.

Det var billigt at handle i dag. Alle varer med lav holdbarhed, som bare duftede det allermindste af den forestående højtid, var sat betydeligt ned, og resterne af årets julepynt var smidt i indkøbsvogne med store, gule mærkater. Altså på varerne. Så her d. 23.-ca. 1½ dag før juleaften–er julen altså uigenkaldeligt ved at blive båret ud af Netto. Der var også en medarbejder, som var travlt beskæftiget med at fylde nytårshalløj på hylderne. Det er vel også på tide, hvis nytåret slutter i Netto omkring middagstid d. 30. december.

Jeg læste en supergod klumme om samme emne i Politiken i går, men det skal ikke afholde mig fra at abe en smule efter. Jeg synes, det er disrespekt overfor julen at bære den ud, flere dage før den overhovedet er ankommet. Jeg forstår udmærket markedsmekanismerne bag det, men behøver de være så MARKANTE? De understreger jo netop med al tydelighed, at for detailhandlen er julen perioden mellem ca. 20. oktober og 23. december. Hverken mere eller mindre. Selve juledagene har intet med julesalget at gøre–de er julemadsudsalgstid og nytårsoptur. Det er efterhånden blevet sådan, at ingen højtider supermarkedsmæssigt falder, som de falder ifølge kalenderen. Påsken slutter dagen før Skærtorsdag, Fastelavn slutter dagen før–men jeg skal da ellers lige love for, at såvel påske som Fastelavn begynder i ualmindeligt god tid. Nu om dage kan man hos de fleste bagere købe fastelavnsboller fra midt i januar. Eller før.

I de fleste andre europæiske lande varer julen til 6. januar. Til gengæld begynder den (jeg ved godt, at her skal Storbritannien og danskerbaserede, tyske grænsekiosker i den grad udelukkes!) først i december. Her holder man jul, når det er jul. Ret tankevækkende!

Da jeg var barn, blev juletræet højtideligt båret ind og pyntet Lillejuleaften. Så begyndte julen. I dag kan jeg, når jeg er ude at lure på andre menneskers boligindretning sammen med alibihunden om aftnen, iagttage, at rigtigt mange mennesker har juletræ inde og fuldt pyntet fra midt i december. Jeg kan da godt forstå de bagvedliggende tanker. Det er da med at få så meget ud af julen som muligt, mens den lige er her, og inden den er ovre. Når anden er spist og gaverne flået op, så er det vel ligesom bare det? I alt fald hvis man underlægger sig markedsmekanismerne og følger den autoriserede, danske supermarkedskalender.

Mit træ står stadig derude og venter på at kommer ind. Det vil, som alle andre år, få adgang i løbet af dagen. Og så bliver det stående helt til 1. januar, hvor julen officielt er ovre i mit lille hjem. Så jeg er håbløst bagefter. Jeg burde jo allerede i juledagene begynde at planlægge min fastelanvsbollespisning og mit kommende påskepynt. I alt fald iflg. supermarkederne!

Continue Reading