Jomfruvandet.

Hermed et foto fra min terrasse af årets mest ubrugte, jomfruelige vand. Jeg har i alt fald ikke været i det og kommer det efter al sandsynlighed heller ikke.

I grunden er det mange år siden, jeg var i vandet her i Danmark, fordi jeg følte et helt uundertrykkeligt, akut behov for det. Det var vist i 06, så vidt jeg husker. Eller deromkring. Siden har enhver form for overtalelser prellet fuldstændigt af på mig. Bare tanken har mobiliseret enorme mængder af virtuelt, indvendigt frys.

Jeg er fuld af beundring for vinterbadere og folk, der har været i vandet siden 06. De har ligesom berettiget grund til at prale lidt af deres vikingeblod. Nogle gange tvivler jeg da lidt på, om det virkelig passer, hvad de siger om at bade i isvand og krympeforstærkende ditto. Om det hele bare er pral. Men det er det tilsyneladende ikke. Der er sikkert også ting, som jeg værdsætter, som de nok ikke forstår.

Men det er nok fordi, jeg er så forbandet kuldskær og lider af den vrangforestilling, at det skal være en udpræget fornøjelse at tage karbad i havet. Også mens man er i.

Jeg kan da godt savne det lidt. Men altså ikke mere end at det der vand godt nok temperaturmæssigt skal til at oppe sig gevaldigt, før det får mig i sig.

I mellemtiden er det da heldigvis ganske nydeligt et se på. Det nøjes jeg frivilligt med.

Continue Reading

Om fordomme. Igen.

På min sidste rejse havde jeg en magtfuld politiker fra en stor (MEGET stor) dansk provinsby med. Hun tilhørte ikke et parti, jeg ville stemme på. Jeg ville vist nærmere dyppes i tjære og rulles i fjer!

Jeg havde også en helt ung, dansk muslimsk pige med tørklæde med, som, ligesom politikeren, rejste alene.

Det var ikke sådan, at der var kold luft imellem dem. De talte bare ikke sammen, undgik måske behændigt hinanden og passede hvert sit. Så vidt, så godt.

Men det, der gjorde mig så glad, var, at adskillige af de andre medrejsende på det nærmeste adopterede Julie, som vores unge muslim hed. De tog sig af hende, tog hende med ud at spise og var i det hele taget utroligt opmærksomme på, hvordan Julie havde det. Nu var det ikke fordi, hun på nogen mulig måde ikke kunne klare sig selv–hun var en stærk, men meget ung, selvstændig pige, der læste engelsk og derfor ville se et af de lande, hun blev undervist i.

Det var ikke beskyttelse som sådan, men alligevel fornemmede jeg en alternativ form for trods i den måde, Julie blev behandlet på. Som om alle de mennesker, der var sammen med hende og nød hendes selskab, havde en skjult dagsorden, de på en, for mig, særdeles underfundig, men samtidig klar måde ville formidle. Der var et helt utvetydigt budskab, et standpunkt. Også selv om det blev formidlet på en uhyre venlig, stille måde. Det var jo netop ikke menneskeligt overfald og fremvisning af alibinegre (sorry, det hedder det!), men helt almindelig mellemmenneskelig venlighed og accept, som her blev demonstreret på allerfineste vis.

Det gjorde mig glad! Og fortrøstningsfuld!

Continue Reading

Om hjulbolte.

Somme tider forundres jeg selv over, hvad jeg skriver om. Dette er en af gangene. Jeg ville ønske, emnet overhovedet aldrig blev aktuelt, men det er det.

Min bil har stået parkeret i Ålborg lufthavn en god uges tid siden sidste mandag. I de mellemliggende dage har der været en del skriverier om løsnede hjulbolte i netop Ålborg lufthavn, og familien derhjemme har da også advaret mig om, at jeg…eller rettere bilen…lige skal tjekkes, inden jeg kører.

Min første reaktion er selvfølgelig, at jeg bliver bange for at glemme det. Helt ærligt, så går jeg da ikke sådan lige og tjekker mine hjulbolte på daglig basis. Min næste er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal konstatere, om jeg har påmonterede hjul, der varer mere end få meter. Næste igen, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad jeg overhovedet skal stille op, HVIS jeg husker at tjekke OG finder ud af at konstatere, at jeg er løs i boltene. Hvad gør man så klokken lort om aftenen i Ålborg lufthavn?

Videre til, at jeg finder det forkasteligt, at hjulbolte overhovedet skal influere mit liv. Hvorfor i alverden skal jeg bekymre mig om dem?

Det skal jeg tilsyneladende, fordi en flok overidioter har fået den tåbelige ide at skrue på andre folks hjul. Som et rationelt tænkende menneske er jeg faktisk ret nysgerrig hvorfor. Altså hvorfor de skruer hjulkapsler. Umiddelbart kan jeg ikke genkende, at det at skrue går direkte i belønningscentret, men det virker måske bedre, når man skruer på andres ting og sager? Lige så umiddelbart er det da også min fornemmelse, at idiotskruerne er over alle bjerge, når jeg og andre sætter os ind i vores biler. De kan da umuligt spå om, hvornår vi agter at påbegynde en køretur. Så de ser altså ikke engang følgerne af den skade, de har forvoldt. De står ikke og griner ovre i en hæk, mens folks biler falder fra hinanden, og folk kommer voldsomt til skade. Den oplevelse får de sket ikke med. På et eller andet parameter ville man måske ikke kunne forstå det, men da i det mindste bruge det som en form for forklaringsmodel.

Hvad bliver det næste mon? Skal jeg forvente, at mørtlen på mit hus møjsommeligt er pillet ud, så det kun er et spørgsmål om tid, inden hele hytten falder sammen omkring mig? Fordi nogen har fundet ud af, at de KAN.

Jeg er hjulkapselskruetignorant. Jeg forstår ikke ting, der har forsinket virkning. For hvem i alverden får noget ud af det her? Udover autoværkstederne. Og så måske, desværre, ekstra arbejde på hospitalerne.

Jeg beder til, at jeg husker at tjekke.For første gang i mit liv. Og at jeg så får en åbenbaring om, hvad jeg skal gøre, hvis idioterne har lavet noget, der bare overhovedet ikke giver mening.

Det siges, at det farligste ved at flyve er turen til lufthavnen. Tilsyneladende er det nu turen FRA lufthavnen!

Continue Reading

Om Hobnobs.

Som rejseleder er man udstyret med gratis spisebilletter til overdådige morgenbuffetter og storslåede 3-retters middage. Det er også fint nok. Dog, hvis man virkelig tillader sig selv at være godt arrogant, så er det såmænd ikke så spændende dag ud og dag ind og i længden. Øjnene kaster somme tider lange blikke efter de heldige asner, der har fået lov til at få en skål salat eller en sandwich i stedet.

Men så er der heldigvis Hobnobs. De kan anskaffes i de fleste velassorterede supermarkeder for 2 for 2 Euro og for 1,5 stk. i mindre butikker. De smager himmelsk, er en lille, bitte smule sunde og en gennemsnitsperson kan godt gå på ca. en kvart pakke om dagen mellem svinerimåltiderne morgen og aften.

Jeg har en næsten lidenskabeligt forhold til mine Hobnobs. Sådan noget med, at det er vel nok dejligt, at jeg gerne må spise Hobnobs, efter jeg har været så venlig at kvæle de obligatoriske æg med bacon.  Dog ikke før klokken 11. Maven skal lige have hønsegården fordøjet. Hobnobs er min livline til et liv uden overdådighed og minder mig om, at jeg somme tider også selv er nødt til at lave lidt mad selv. De er ” Real life” mellem hotellernes i grunden ret ens forslag til supermiddage.

Jeg elsker mine Hobnobs. Men jeg tager dem aldrig med hjem. De hører til herovre, i dette liv. Derhjemme er der jo i øvrigt heller aldrig nogen, der serverer 3-retters middage for mig. Eller bacon og æg.

Continue Reading

Næsten sommerklar.

At male er ikke min yndlingsbeskæftigelse. Til gengæld er det et af den slags jobs, der udmærker sig ved, at man næsten altid kan se, præcis hvor langt man er kommet. Ligesom støvsugning og rengøring.

Det er også sådan et job, hvor man for sin egen skyld altid burde tage før- og-efter billeder, så man rigtigt kan beundre det synlige resultat af ens arbejdsindsats.

At et helt hus skal males synes næsten uoverkommeligt i tanken. Jeg kan i alt fald af samme årsag altid finde et utal af undskyldninger for ikke at gå i gang. Til gengæld er det en personlig sejr og en æstetisk nydelse, når det er gjort. Man har det sådan rigtigt godt med sig selv, sit nymalede hus og sin samvittighed.

Og så skal man selvfølgelig prøve at undlade at tænke på, at ingen maling varer evigt. At de der trævægge og vinduer vil skrige om endnu en omgang om ganske få år.

Så er det da godt, at den maling, der sidder på arme, ben, hund og tøj nok skal bruge nogle dage til at blive slidt af. For i min optik er de kropslige malerpletter at ligne med en form for fortjenstmedalje. Et synligt og svært afvaskeligt bevis på, at man deltog aktivt og fik det gjort!

 

Continue Reading

To hjem-fra-ferie-hadere.

Der findes to ting, der altid er svære at vænne sig til, når man kommer hjem fra ferie.

Den første er at få sit tøj vasket. På ferien har man jo garderet sig med ekstra af alt det allermest nødvendige samt med dagene accepteret, at det er i orden at være en lille smule ferienusset. Ikke beskidt, men bare sådan lidt minimalplettet. Ved hjemkomst bliver man så nærmest overfaldet af overvældende bunker af godt brugte underbukser og en hel uges pletter. Om ikke andet kan man i det mindste repetere feriens menukort. Bare ved at studere tøjet.

Den anden er, at man selv skal til at lave sin mad. Nogle gange synes jeg næsten, at jeg lidt har glemt at være tilstrækkeligt taknemmelig undervejs over, at andre har gjort det for mig. Mod betaling, selvfølgelig. Hvor er det dig bare let at sætte sig ned, bestille noget spiseligt, indtage det, betale og gå sin vej. Ikke at jeg som sådan har noget imod madlavning, men jeg kunne altså sagtens og særdeles nemt vænne mig til at have folk til den slags.

Heldigvis blæser det lige en god vind i dag, så tøjet tørrer hurtigt. Bare der så var nogen, der gad at stryge det….

 

Continue Reading

Spamming.

Jeg bliver for tiden udsat for enormt heftig spamming på kommentarsporet til bloggen. Op til 3-400 om dagen. Derfor har jeg midlertidigt lukket sporet. Der er ABSOLUT INGEN fare ved at læse bloggen, ingen virus eller infektioner, det er udelukkende af irritationsmæssige årsager, jeg har gjort det. Og sporet vil genåbne, når stormen har lagt sig. Så læs roligt videre…..

Hvis I har kommentarer, kan I i stedet gå ind i gruppen Guldsøstre på Facebook, som alle kan blive medlemmer af, og skrive dem der.

Håber på forståelse!

Continue Reading
1 2 3 5