Julestress på toiletfronten.

Så glimrer håndværkerne igen med deres åbenlyse fravær. Det er lige før, de får omfavnelser, kys, kram (men det må man jo ikke!) og blomsterbuketter bare for at dukke op. Det er en stor ting at vinde dagens håndværker i håndværkerlotteriet. Man skal sådan nærmest føle sig privilegeret. Og selv betale, forstås!

Måske er det bare mig, der er lidt tilbagestående på håndværkersiden. Men jeg HAR altså en smule svært ved at begribe, at det skal tage 3 måneder at lave et badeværelse på ca. 2×3 kvadratmeter. Jeg er især fuldstændigt evnesvag i forhold til at forstå alle pauserne. Forstå hvorfor mit kommende toilet skal stå uvirksomt og skrigende efter en hjælpende sjæl dag efter dag uden nogen forståelig årsag. Jeg er helt med på, at cement skal tørre, at puds skal ditto, og at det altså tager tid at lave sjuskeri om, men der er da ingen cement og da slet intet puds, der skal overtørre i hele uger. For slet ikke at tale om, når mit bombekrater derinde bare står i dagevis uden at noget som helst skal så meget som tørre.

Nu er jeg så begyndt at frygte for julen. Virkelig stresse op omkring den. Ikke fordi, vi ikke overholder Coronareglerne–det er meget mere toiletforholdene, der er dybt bekymrende. Vi holder os pænt under de 10, men hvis ikke de håndværkere snart får murerskeen ( eller hvad det nu er) i den hurtige hånd, så er alt over 2 jo et decideret mareridt med 1 toilet. Selv med bare os to i huset er der faktisk somme tider lidt vel meget kø på, fordi vi har sådan en slags synkroniserede maver. Men med 8! Altså otte! 8 mand, der skal sove, spise, bruse, børste tænder og frem for alt bogstaveligt talt fordøje julemad og juledrikke i 3 dage. Det bliver et logistisk mareridt, hvis ikke de håndværkere strenger sig an. Eller bare møder op–som en begyndelse.

Mit altid strukturerende jeg har allerede overvejet worst case scenario. F.eks. er det nok nødvendigt at uddele morgenbads-tider. Og jeg kan da godt være large og lave listen ud fra, hvem der sover mest længe. Det vil også, fordi det er jul, være muligt at bytte lidt og måske endda leje sin tid ud. Det sidste for de, der måske ikke synes, de er helt beskidte nok, eller som bare går i nissemode og viser samfundssind på vandsiden. Det skulle også være muligt at indgå i tandbørstnings-fælleskaber, for vi har en stor vask, hvor der sagtens kan stå helt op til 3, hvis den tredje står sådan lidt bagved og er trænet i at holde på spyttet.

Det er straks værre med toilettet. Jeg finder det nemlig en smule vanskeligt at strukturere andre menneskers udtag på forhånd. Med andre ord skal man, når man skal. Alligevel må vi nok ligesom, når alle er ankommet, lave en slags fælles forventningsafstemning omkring, hvornår det er legalt at skulle. Altså hvor meget, man skal skulle, før man har ret til at skulle. Om der er specielle nødsituationer, hvor man har ret til at mase sig foran. Måske er vi endda nødt til at sætte tid på. Sådan at vi laver et lidt large gennemsnitstal omkring, hvor lang tid det må tage at tisse og til enhver tid kan bruge det som pejlemærke for, hvornår det er legalt at smide folk ud. Vi skal samtidig også undgå udskamning på toiletfronten, selv om det selvfølgelig er belastende, når det er en selv, der skal. I forbindelse med al den badeværelsesvirak er der desværre også gået både vand og overgang i ventilatorerne, som nu ikke helt virker, og det har nok den betydning, at vi må forsøge at forrette enhver form for stort på rimeligt fastlagte tidspunkter. Således at det ikke lugter hele dagen, men kun den times tid, det vel tager at få alle 8 gennem dagens pølsning. Så er der heller ikke nogen, der ved, hvem der lugter mest. Nu er julemad måske ikke lige så egnet til restriktive toiletregler, men jeg nægter altså at gå i salat og kogte grøntsager bare fordi, de satans håndværkere ikke kan snøvle sig færdige.

Det vil selvfølgelig være en uskreven lov, at både telefoner og iPads er bandlyst på toilettet, da man udelukkende må være der det begrænsede stykke tid, det tager at gøre det, man skal. Der skal ikke hygges. Heldigvis er vi her i familien, udover mig, flere, der er rigtigt gode til at kontrollere andre, så mon ikke vi ved fælles hjælp kan få de, der sløser med toiletreglerne, til at afstemme deres afføring med de faktiske forhold.

Lige nu er der 22 håndværkerdage tilbage til jul. Rent tidsmæssigt burde det være piece of cake at få det badeværelse færdigt. Det er så en kalkulation, der ikke medregner håndværkernes fravær. Og hvad kan man så gøre?? Vel ikke andet end at krydse fingre, håbe og bede lidt til de højere håndværkermagter. Hvis det så ikke hjælper, vil det i givet fald ikke blive fingre, der skal krydses!

Continue Reading

Direkte billet til himlen?

Jeg har lige læst følgende pragtfulde historie: Det viser sig, at pavens personlige Instagramkonto har liket et billede af en brasiliansk model. Oven i købet en pænt afklædt en af slagsen. Selv om kvaliteten af det billede af omtalte dame, jeg var i stand til at finde, er en smule dårligt, er jeg sikker på, at man godt kan få en fornemmelse af billedets natur. Måske endda også modellens. I alt fald kan jeg med sikkerhed konkludere, at hun efter min personlige målestok ikke ligner en, der er på vej i kirke.

Nu har paven selvfølgelig dybt betroede medarbejdere i Vatikanet, der sådan går og holder hans konto og skriver pavelige ting, pavelige hilsner og velvalgte pavelige ord. Men ingen af dem kender noget til at have liket damen. Paven har selvfølgelig også adgang til sin egen konto, men han nægter også at have liket damen og hendes relativt påfaldende ( nærmest UDfaldende) attributter.

Jeg kan faktisk ( sådan i en noget sjusset og meget lidt velbegrundet sammenligning) ganske pænt lide den nuværende pave, for han er da i det mindste ikke så slem som mange af de tidligere. Men at han ligefrem går i brasilianske modeller i sin fritid ( eller på sit toilet?), det havde jeg nu ikke lige troet om ham. Især synes jeg, at damen måske mangler lidt klasse–især i et land, der også har Sophia Loren.

Damen selv er meget stolt over den pavelige interesse. Hun er, helt uden konkurrence, også den eneste af samtlige modeller i hendes klasse, der har fået et like fra selveste Guds stedfortræder. ( Gad vide, hvad Gud siger?) Hun citeres for, at dette nok i et mindste betyder, at hun kommer i himlen uden det sædvanlige vrøvl, som storbarmede, letpåklædte modeller ofte oplever fra Skt. Peters side. Hun er ligeledes ganske stolt over, at hun ( eller hendes?) falder så gevaldigt i pavens smag, at hun kan bryste ( sorry–kunne ikke dy mig!) sig af selveste et paveligt like.

Imens er der internt opgør på Vatikangangene, hvor man selvfølgelig går og gransker hinanden for at se, om nogen mon kunne tænkes at have givet det formastelige like. Med sådan en flok hungrende semi-eunukker kunne det vel være hvem som helst–men det er så kun min mening!

Afsluttende vil jeg lige påpege, at damen ikke har specielt meget til fælles med Jomfru Maria, som ellers så nogenlunde er den eneste kvinde, de kan finde ud af at dyrke dernede. Det er så nok derfor, at paven af bare frustration over ene fladbarmede jomfruer med 2000 års hellighed i bagagen har taget en rask beslutning og liket hende her!

Continue Reading

Tak, Madame Tussauds!

Dagens gode nyhed er–selv om den altså er et par dage gammel–at det hæderkronede voksfigursmuseum, Madame Tussauds i London har foretaget visse rettelse på deres figur af Donald Trump. Han ses nu som en afdanket, fedladen, kalveknæet, lettere latterlig golfspiller. Hole in one, Madame Tussauds, siger jeg bare!

I det hele taget slår det mig, hvor meget især briterne er ude i storshaming af manden. De britiske aviser er på ingen måde nærige med nedsættende ord og udtalelser, og det had, der har ligget latent i så mange år, er så at sige brudt ud i stor, flammende retorisk lue på samtlige avissider. Især slår det mig, fordi de da stadig selv har Boris!

Men Donald er altså blevet omklædt af madammen og står nu i sine lidet klædelige, pudsige, decideret ikke maskuline, ternede rædsler af et par golfbukser. Ydermere viser hans mindst lige så uklædelige T-shirt et par tydelige bryster. Man har simpelthen berøvet ham enhver form for maskulinitet. I alt fald den han selv gerne ville postulere. Kalveknæene er heller ikke decideret befordrende for hverken maskulinitet eller udvisning af magt. Det er en lidt sølle brugtvognsforhandler med fallerede ambitioner og latterlig selvforherligelse, der står her. En, der ikke har noget at have noget som helst i.

Man skal også lægge mærke til Donalds nye ansigtsudtryk. Han er ikke bare sur. Han er decideret forurettet. Sådan lidt som kun teenagepiger ellers kan blive det. Tøsefornærmet, er vist ordet. Så kan man jo selv gætte sig til, hvad han måtte være fornærmet og forurettet over.

Endelig er der den med bæltet, som han er ved at spænde. Eller måske stikke hænderne ned i, som nogle mænd gør, når de ligesom vil signalere den magt, de ikke har. Når man gør det iklædt det kostume, bliver man latterlig. Grinagtig.

Så Madame Tussauds har sendt det klare signal, at dette menneske skal huskes som en latterlig golfspiller i uklædeligt tøj, der som en anden brugtvognsforhandler prøver at udvise en ikke-eksisterende magt, der bliver grinagtigt, fordi vedkommende ingen har. Et menneske, hvis ego på ingen måde svarer til den latterlighed og pjaltede usselhed, han udstråler. Donald Trump bliver ikke stående der i voks for eftertiden som en præsident–men som en slags golfspillende havenisse.

Well done, Madame Tussauds! Jeg har ikke været på selve voksmuseet, siden mine børn var små, men nu kunne jeg, når verden bliver til verden igen, sagtens overveje et besøg. Altså bare for at støtte jer!

Continue Reading

Julen er kommet.

Forleden skrev jeg om min bys officielle julebelysning, som i år har en relativt fremskudt premiere. Den er så ikke den eneste. For når man går sin aften-luftetur i villakvarterne, så kan man i den grad konstatere, at resten af byens befolkning følger ivrigt trop rundt omkring på de små parceller.

Der er, med andre ord, kommet gang i de skæve grantræer i haven, og lyskæderne er gået ind i et år, ingen lyskæder nogensinde vil glemme. Det er næsten som en fælles, manisk luftning af alt, der kan give lys her i det tidlige novembermørke. Selv folk, jeg kender, og som ellers er vildt opmærksomme på først at lufte lyskæder, når det behørigt er blevet 1. søndag i advent, er sprunget med på lysvognen. Det er som om, byen er gået i jule-selvsving, lyskæde-eufori og jul-i-november i samstemmende enighed. Man kan endda, når man går rundt derude i mørket og selvfølgelig ivrigt kigger ind af folks vinduer ( de kan jo bare rulle for, hvis de ikke vil ses!), spejde nyopsatte nisser og andre former for bling-bling indendørs. Og det har jeg altså aldrig før set før 10. november. Selv hos de allermest julefanatiske.

Jeg kan selvfølgelig kun komme med en vederhæftig forklaring: Coronaen. Den pest, som i år gør november endnu mere mørk og ufremkommelig, og som derfor lader os ty til de eneste forhåndenværende midler, vi har til at komme mørket, mudderet og mismodet til livs. Op med stadset, så vi kan glæde os over en smule rabalder. At der skulle være en direkte sammenhæng mellem fejringen af (T)rumpens uværdige bortgang, tror jeg ikke helt på, selv om det selvfølgelig ville være i alt fald i min ånd at erstatte ham med mine grimmeste nisser.

Julen er blevet den grangren, vi griber til i disse mørke tider. Det lille strå af glæde og lys midt i en meget ulys tid. Kan vi indføre den allerede nu, kan vi glædes så meget desto længere. For der er jo ikke så meget andet, vi lige kan gribe til. Næsten alt socialt er nedlagt, og selv de hellige, urørlige julefrokoster er no-go i dette mørkeår. Derfor må man ty til sine nisser. Ophøje julen til noget, man kan leve på og leve af i flere måneder. Nissemad for sjælen, og vikaren for alt det, der ikke er. Det er vel forståeligt nok.

Jeg har da også spekuleret på, om stadsen skal ned fra loftet og op på væggene i stedet. Om kæderne skal i gang derude i novemberens dysterhed. Det smitter jo. Allermest smitter det, at vi så forfærdeligt gerne med kunstigt lys derude vil bringe alt det lys tilbage, som vi egentlig mangler så meget i vores Coronaliv og Coronatræthed.

Jeg er sikker på, næste år vil vise en noget mere standhaftig tilbageholdenhed omkring nisse- og lysopsætning end i år. Forudsat at vi får vaccinen. For hvis vi gør, vil vi nok, som vi plejer, synes, at det da er noget forfærdeligt, næsten barnligt pjat at sætte gang i julen her først i november. Men i år er vi på frihjul, på Coronabegrundet kompensation fra alle de juleregler, vi ellers pålægger os selv og andre. Der må gås overvældende, totalt amok i jul, lys og nisser her i november. SOM der mås!

Continue Reading

Om jomfruer.

Jeg har besøg af en jomfru. Jomfruer er sjældne her i huset–med mindre man lige går efter stjernetegn–men i dag er der garanteret, helt uden tvivl, en øredøvende, horribelt støjende og ganske enerverende en jomfru her. En brolæggerjomfru.

Hun ankom med sin jomfrufører 6.45. Jeg har tidligere skrevet, at det overgår min forstand, at håndværkere tilsyneladende har en tidsregning, en dagsrytme, der er væsentlig forskellig fra alle andre mennesker. Undtagen måske lige spædbørn. Så de to var sgu` oplagte der midt om morgen-natten, og det har de så været siden. Tak for vækning, siger jeg bare.

Man fristes til at gribe efter clicheerne: jeg ryster i min grundvold, mine indvolde er ved at falde ud og til siden, eller i alt fald at omorganisere sig, jeg kan ikke høre noget for bare larm, og jeg er begyndt at nære alvorlig bekymring for husets pillotering.

Det er badeværelset, der er gået i ryst. Omsider, må jeg sige. For det er jo sådan med håndværkere ( i alt fald efter min erfaring), at nok står de op midt om natten med deres jomfruer, men det betyder jo ikke, at de finder frem til ens hus. I over en måned har det bombekrater af et forhenværende badeværelse stået der og grinet, inden nogen sådan tog sig sammen til at forbarme sig over det med en skrigende jomfru. Og når der skal både murere, tømrere, smede, elektrikere og de løse involveres, så opstår der uendelige pauser, hvor man skal vente på den, der liiige skal ind over og skrue på en ventil et minuts tid. Min inderste og inderligste håb er, at koordineringen vil overstige enhver forventning ( og tidligere erfaringer), så den lille klat af et badeværelse står klar før jul. Det er mest fordi, jeg finder det uoverskueligt bare at tænke på nogle juledage med 8 voksne og 3 babyer om et badeværelse. Især fordi der ikke er blade på træerne i haven.

Det er også sådan, at når man står midt i pilloteringsryst og øredøvende jomfruer, så mangler man fuldstændigt fantasi til at forestille sig, at ens hus engang ( her mener jeg virkelig ENGANG, om lang tid) bliver sit fornyede selv igen. At man virkelig ad åre, eller i bedste fald måned, får styr på sit badeværelse. At entreen ikke består af uigennemsigtige støvskyer, og resten af huset af støv, der finder ind alle vegne, og for nogets vedkommende først bliver genfundet til sommer. Det er som regel det, der ligger nederst på stakken af underbukser. Og at man, som i en drøm, engang kan foretage sig lige præcis det, man nu foretager sig på et badeværelse.

Jeg er yderst taknemmelig for, at jeg har andre ud-af-huset-planer i dag. Den jomfru er værre end samtlige de forurettede teenagere, jeg eller har kendt, tilsammen. Man kunne måske, helt uden at være sexistisk, med rette spørge, hvad i alverden der dog har gjort hende så larmende, sur, øredøvende og simpelthen uudholdelig?

Continue Reading

Om julebelysning.

Her i min mellemstore provinsby har man taget den (Coronapåvirkede og noget usædvanlige) beslutning at tænde byens julebelysning i dag, d. 5. november. Det er så meningen, at den skal være tændt, indtil slutningen af januar. Det vil altså sige 3 måneders jul. Her i byen.

Eller 9 måneder uden jul. Det kommer vel an på, hvordan man ser det. I alt fald har de handlende trukket det store julekort frem og forlænget den i forvejen lange højtid med 2 hele måneder.

Lige nu synes jeg da, det er hyggeligt. Sådan lidt lys i mørket først i november. Muddermåneden, som Søren Ryge kalder den, med fuld rette. Eller november, november, november, november, november, som Nordbrandt skriver i digtet Året har 16 måneder. Meeen, sådan hen omkring 1. december kan man da sagtens foranlediges til fejlagtigt at tro, at julen rent faktisk nærmer sig, når der nu har været gang i tinglet og tanglet en måned allerede. Det er så bare løgn. Ligesom man nok sidst i januar så småt begynder at længes efter at se røven af julehjerter, glimmer og plastikguirlander. For det er jo ikke sådan, at det bliver juleaften og gavebyt mere end 1 gang alligevel. Selv om de handlende sikkert gerne ville have haft indbygget i modellen, at vi opgraderede på juleaftner og ikke længere lod os spise af med bare en enkelt. Det er slet ikke umuligt, de tror, at de kan foranledige en hver måned.

Nu brokker jeg mig ofte højlydt over, hvad den F.. til Corona har været medvirkende til af lort og mangel på lagkage. Men her må man vel sige, at der er nogle, der har oppet sig på fantasibarometret, alene udfra Coronarestriktioner. Under normale omstændigheder ville man da tro, at en handelsstandsforening med samme plan var gået i fælles jubelidiot-selvsving. Og den ville helt sikkert været kommet i samtlige landsdækkende aviser, akkurat som dengang de opstillede et skønhedsmæssigt særdeles udfordret juletræ i Års.

Men her i vores by holder vi altså jul fra nu af til jul. Og så lidt videre til slutningen af januar. Hvornår vores påske så begynder, kan man kun gisne om, men den bliver nok så småt opstartet midt i februar. Og varer nok til sommer.

Skulle det nu være sådan, at man står og har juleabstinenser lige nu og her, så kom bare hertil. Og husk, at når alting på lysfronten slukkes og lukkes ved nytåret, og alting bliver så forfærdeligt kedeligt, så er der forlænget juleterapi at hente her i byen. Vi holder juleåbent indenfor bling-bling til februar. Gør vi!

Continue Reading

En stille bøn.

Herfra skal bare, i dagens anledning, lyde en stille bøn om, at denne dag må blive den første, hvor almindelig menneskelig anstændighed igen kommer på dagsordnen. Hvis vi ellers kan huske, hvad det er.

Hvor løgn, bedrag og egennyttig udnyttelse af andre går af mode og igen og, retmæssigt, anses for moralsk forkasteligt. Hvor det at tale sandt får den altdominerende rolle, og ord som faktaresistens og fake news såvel glider ud af sproget som mister deres betydning. Fordi det ikke længere er nødvendigt for nogen parter at lyve eller benægte fakta.

Hvor mennesker begynder at tale ordentligt til hinanden igen samt viser hinanden respekt. Hvor det primære bindeled mellem såvel mennesker som lande er tillid–og ikke, som det har været de sidste 4 år, mistro. Hvor ikke bare mennesker viser hinanden den behørige agtelse, men hvor vi også klart begynder at vise den respekt for naturen, som de sidste 4 år har været en kontinuerlig stampen på.

Hvor America ikke behøver at komme first, men hele verden står i centrum og sammen, uden nationalistisk egoisme og populisme. Hvor vi med andre ord genopdager og lever efter den almindelige menneskelige anstændighed, som en mand, der diktatorisk har holdt hele verden i et løgnagtigt jerngreb, fik os til at tilsidesætte. Og for nogles vedkommende endda helt glemme.

Vi skal nemlig kunne være os selv bekendt som mennesker. Kunne holde ud at være i stue med os selv. Det skal amerikanerne også. Det må vi så håbe, de indser, når de sætter deres kryds. For selv om den nuværende præsident er indbegrebet af den fattige mands ide om, hvordan det er at være rig, så må samme fattige mand nok begynde at indse, at selvsamme præsident på ingen måde har tænkt sig at hjælpe ham med at blive det. Han tænker nemlig kun på sig selv og sin egen rigdom.

Herfra skal der udgå en stille, men insisterende, bøn om, at verden igen vil blive et sted, hvor vi genopdager, hvad det vil sige at være ordentlige mennesker.

Continue Reading

Om at melde afbud. Og om grænser.

Det er altså virkelig underligt at sidde her og minde sig selv på at få meldt afbud til tandlægen. Jeg har nemlig en tid på onsdag. Jeg er ikke blevet syg og dårlig–eller har forventninger om at blive det. Jeg skal heller ikke akut noget andet eller uopsætteligt, og i disse tider kalkulerer ingen vel med pludselig at skulle noget sjovt, der betyder, at det mindre sjove må lade livet. Jeg lider heller ikke (ret meget) af tandlægeskræk og er gået ind i udsættelse på udsættelse. Jeg ville, med andre ord, ganske rimeligt gerne være gået til tandlæge på onsdag.

MEN: min tandlæge bor på den anden side af den dansk/tyske grænse, så jeg er afskåret fra fysisk at nå frem til ham. Jeg kan simpelthen ikke komme over den grænse. Med mindre jeg har et arbejde eller andet uopsætteligt at skulle derover efter, og lige der har jeg nok ikke noget godt kort med en sølle tandlæge. Måske skal jeg, siges der, også i en 14 dages karantæne, hvis jeg alligevel bryder alle regler for at nå frem til min tandlæge. Det, synes jeg, sådan lidt er at overgøre tingene.

Det får mig til at tænke på 2 ting. For det første hvor vigtig åbenheden ved den grænse er. Et faktum, som mennesker, der ikke bor eller har tilknytning til grænseegnene, nok ikke er så bevidste om. Der er tusindvis af folk, der hver dag pendler over grænsen pga. jobs. Mens jeg arbejdede på en arbejdsplads med ca. 100 ansatte, boede der altid mellem 2-5 på den anden side grænsen. Jeg siger ikke, det er normen, men det er nok ikke meget ved siden af. Udover dem er der varer, der skal ind og ud, og skolesøgende, der af den ene eller anden grund uddannes i et andet land end det, de bor i. For slet ikke at tale om de helt personlige årsager til daglig grænsekrydsning af kærester, forældre, børn og andre familiemedlemmer, som, som det jo er helt almindelig i grænseegne, bor på hver sin side. Og så har jeg slet ikke nævnt det, måske i denne tid ret overflødige, at vi faktisk handler en del over grænsen. Ikke blot i Fleggaard! Forleden hørte jeg f.eks. om et bageri i Padborg, der virkelig er i problemer. De bager wienerbrød til tyskerne ( tyskere er vilde med dansk wienerbrød!) , og de fleste af deres ansatte er i øvrigt også tyskere. Nu har de så udfordringer med både at få deres ansatte frem samt at sælge deres varer. Det har Fleggaard nok også! På positivsiden kan man så her håbe, at alle danske købmænd i samme område får deres livs julehandel! Men det ændrer ikke, at livet er blevet meget, meget besværligt for alle, der af den ene eller den anden grund skal over den grænse, som vi ellers til daglig blot ser som et irritationsmoment, hvor vi en 5 minutters tid må sætte farten lidt ned.

Den anden er den altdominerende klaustrofobi, jeg selv føler, jeg lider mere og mere af, og som, hvis man dyrker den, nærmest virker kvælende. Følelsen af ikke at kunne komme nogen steder og sammen med den den selvpålagte spændetrøje for, hvad man egentlig tør foretage sig i form af bevægelse nogen steder hen. Ikke fordi, jeg lige står og skal nogen steder eller har konkrete planer om at rejse til Uggabuggaland, men mere fratagelsen af muligheden for både at bestemme selv og at turde. I mit anarkistiske indre er det lige før, jeg virkelig BRÆNDER efter at komme til tandlæge, men samtidig ikke har modet til det. Og det er da aldrig sket før, samt finder udelukkende sted, fordi jeg ikke kan og tør. Det er lidt som om, man ikke kan ånde igennem, trække vejret frit og nydende. Eller akut og impulsivt foretage sig ret mange ting. Forleden, da jeg skulle til KBH, valgte jeg f.eks. at tage bilen. Det gør jeg ellers kun i de få tilfælde, hvor jeg skal have store ting med over bæltet. Det var heller ikke fordi, tanken om at skulle til storbyen virkede specifikt tillokkende, for storbyer er klaustrofobisk menneskefyldte og derfor potentielt smittefarlige for tiden. Men samme følelse af klaustrofobi, eller selv-indespærring, dominerede. Det er ingen fornøjelse at gå rundt i KBH for tiden. For udover fysiske, regeringspålagte grænser for, hvor vi kan bevæge os hen, så eksisterer der også selvpålagte klaustrofobigrænser. Grænser for, hvad vi har mod til at udsætte os selv for. Den Corona påvirker ikke blot vores statstilladte bevægelsesmønster, men den har også en indbygget, mental bevægelsesbegrænsning.

Så den grænse dernede bliver sådan en symbolsk bom på, hvordan vores liv ser ud lige nu. Vi kan ikke, i alt fald de fleste af os, komme over den, men samtidig har vi faktisk heller ikke den fjerneste lyst til at gøre det. Så kunne man jo selvfølgelig indvende, at det da er positivt, og at tingene i så fald passer sammen. Men det fratager jo ikke mig ( og sikkert mange andre) den kvælende fornemmelse af ren, dyb klaustrofobi, af at være spærrede ufrivilligt inde af både det udefra som det indefra pålagte.

Mens jeg så vil glæde mig til engang, ad åre, at kunne krydse grænser og ånde dybt, frit og livgivende, så vil jeg lige finde nummeret på min tandlæge. Og melde afbud til verden.

Continue Reading

Når byen vågner.

Normalt går jeg ikke rundt i storbyer udenfor de allermest almindelige åbningstider. Men når det halvårlige tidsskift sætter en babys soveregulering helt ud af sync, og det er mig, der er indskrevet til at passe samme baby, så må jeg ud på morgengader og morgenstræder, fordi rul bare er så godt for ingen-årige sovehjerter.

Det er en underlig fornemmelse af tomhed blandet med stilhed før en slags menneskestorm. Som om det er besynderligt, hvor alle de mennesker og alt det liv, der normalt præger gaderne, dog er blevet af. Hvor hele storbyen er henne. En slags dvale, der næsten ikke er til at forstå, fordi det er så sjældent, man oplever den. Det er ikke ofte, storbyen er død. Men om morgenen er den.

Billedet er fra ellers altid pulserende Jægersborggade. Her gik en enkelt gadefejer og fejede lidt, men ellers var der stille. Meyers delikatesser var kun så småt ved at komme til live, så ikke engang et stykke morgenbrød var en mulighed. I øvrigt havde vi forinden været omkring Assistens, hvor alle de efterårsflyvende blade, udover os, nærmest var det eneste med en smule liv i. Det sted er ellers, stik mod sine oprindelige intentioner, særdeles livligt, når det ikke lige er morgen i storbyen.

Der er noget næsten meditativt ved at rulle gennem morgen-storbyen med en sovende baby. Som at traske gennem et spejlbillede af en normalt travl by, hvor al travlheden bare er pillet ud. Man ser ting bedre. Man kan oven i købet se nye ting, fordi der ikke er et hav af mennesker til at skygge for dem. Man kan trygt gå over for rødt og næsten rulle afsted ude midt på gaderne, og på Assistens er der ikke en (levende!) sjæl, der er inde for at hilse på H C Andersen. Han får lov at sove videre, helt indtil det hele starter igen. Der var endda 2 små egern, der uforstyrrede sprang rundt på Niels Bohr, og en hund uden snor og menneske stod og nedstirrede Søren Kierkegaard med tydelige intentioner om at betisse ham.

Når det så er sagt, så tror jeg alle småbørnsforældre forbander tidsskift et ualmindeligt grimt sted hen. I forvejen er det rædselsfuldt at have fast vækketid klokken 6, men når tiden skifter, er det altså 5, der får det indre madur i gang. Så passer det med, at formiddagssov er 7.30. Og det eneste gode ved det er så, at man får en hel storby på morgenstilstand forærende, når man skal ud at rulle.

Det kan jeg i øvrigt godt anbefale!

Continue Reading

Om at dukke op igen.

Der har været tavshed på bloggen alt, alt for længe. Jeg skal nok spare på detaljer fra min lidelseshistorie, blot konstatere, at talrige afslag på lige så talrige ansøgninger på ingen måde booster ens selvværd. Tæppet blev eftertrykkeligt rykket væk af Coronaen, min branche er totalt og midlertidigt afdød uden deadline, og trods en villighed til næsten enhver form for beskæftigelse var jeg tilsyneladende blevet fuldstændigt overflødig.

—Men så var det altså, at jeg–igen, igen–satte mig ned i min gode stol og tænkte, hvad i alverden jeg dog kan bruges til. Det har jeg så fundet ud af! Og heldigvis er der også andre, der synes, at jeg har fundet ud af det. Nemlig dem, der betaler mig.

Jeg tror, jeg har fundet et “job”, jeg kan lide. Og det er ikke at stikke en pind ned i halsen på mennesker, der skal Coronatestes! Det er sådan noget, man kan gøre, når man lige har lyst, hjemme ved sig selv og på ethvert tidspunkt af døgnet. Forudsat at man altså gider. Det er ganske velbetalt, men indebærer desværre også, at man sagtens kan komme til at lave et masse arbejde, som ingen kan bruge til noget som helst og ikke får en øre for. Det er betingelserne.

Grunden til, at jeg er så hemmelighedsfuld, er, at det egentlig kunne være sjovt, om nogen kan gætte, hvad det er. Jeg kan sige så meget som, at jeg vil være derude, hvor I også er. Selv de af jer, der måske helst ikke vil indrømme, at I er der. Jeg modtager ingen gætterier, hverken bekræfter eller afviser, inden I er helt sikre. Men når I træffer over mig, så tror jeg ikke, I vil være i tvivl. Så hvis nogen allerede har gæt, de forfærdeligt gerne vil af med, så hold dem tilbage, indtil I har et bevis. Det vil I nemlig have, altså et bevis, når I har fundet sandheden.

Det er ubeskriveligt at genvinde følelsen af, at man kan bruges til noget. Pengene er, i den forbindelse, ret ligegyldige. Det er meget mere det, at man føler sig set, synlig og anvendelig. Jeg har aldrig før været decideret arbejdsløs, men jeg må nok sige, at jeg har fået en indgående forståelse af, hvad det indebærer. Ikke blot økonomisk, for det er den lille del, men i overvejende grad for ens selvværd og identitet.

Men kig nu rigtigt godt efter! Nok først om nogle uger, men så vil jeg være der…….

Continue Reading
1 2 3 20