Om et fantastisk mini-krydstogt.

Vi anede ikke andet, end at vi skulle ud at sejle i en smuk bugt.

Altså ikke, at Halong Bay er noget af det forunderligst smukkeste med sine over 2000 småøer spredt over bugten med det perlemorsgrønne vand. Heller ikke, at vi fik vores eget helt private, gamle træskib med al den indbyggede charme, man næsten kan forestille sig. Og at mandskabet ( som vist i antal oversteg vores) absolut ikke havde andet for end at varte os op og kokkerere/ servere de mest fantastiske små retter af alt godt fra havet og mængder af andre delikatesser. Ret beset spiste vi det meste af tiden, fra vi gik ombord, indtil vi igen var på land.

Det er en oplevelse at glide langsomt forbi de bevoksede øde øer af eroderet kalksten i de mest fantasifulde formationer. At sejle ud i bådens lille challup og slynge sig gennem smalle passager og forbi bebyggelser på pæle, hvor livet stadig leves som for mange år siden. Ydermere er området fyldt med smukke huler, hvor de prægtigste, overvældende drypstensfigurer overgår alt, hvad jeg tidligere har set. Her er så smukt, at det næsten gør ondt.

Desværre er selve bugten en turistmagnet, så der er livlig trafik af såvel endages som flerdages krydstogter. Det er sådan et sted, hvor alle verdens sprog mødes. Forhåbentlig formår det desværre noget korrupte regime at sætte visse begrænsninger på denne lille naturjuvel, inden slitagen og omkostningerne bliver for voldsomme. Det kan man da håbe.

Fordi vi ikke helt anede, præcis hvad vi gik ind til, blev turen til og i Halong Bay en oplevelse for livet. De fleste vinterturister i Vietnam holder sig til sydligere himmelstrøg og styrer udenom/nedenom dette imponerende sted, fordi her faktisk er ret køligt her i februar.

De aner så ikke, hvad de går glip af!

Continue Reading

Januarlørdag.

Findes der overhovedet noget mere afdødt, trist og direkte depressionsfremkaldende end et dansk parcelhuskvarter fra 70-erne en lørdag i januar? Uden ret meget liv, for hvad skal vi gå ud efter? Uden nogen sol, for den har været gået sin vej nogle måneder, og har ikke sådan lige intentioner om snarlig returbillet. Uden nogen troværdig sne, for den, der faldt, har vi brugt, eller også er den gået samme vej som solen. Uden nogen form for blomstrende, optimismeskabende vegetation, for hvis man selv var en blomst, var man sikkert også bare stået af og blevet i jorden.

Januarlørdage i parcelhuskvarterer fra 70-erne ( og sikkert også dem fra alle de andre parcelhusårtier!) er en fejl i årsplanen, et unødvendigt og totalt overflødigt hul i kalenderen, som bare skal overleves. Umiddelbart ser jeg 3 muligheder, samt en 4., som jeg absolut ikke har den fjerneste lyst til.

Man kan jo have været så heldig, at nogen har inviteret en til noget opløftende, noget ujanuarligt. Som nu i morgen, hvor jeg skal til brunch hos en fødselar, der tydeligvis også har set det store potentiale for glædesskabelse ved at slå en januarsøndag ihjel for en masse udvalgte mennesker. Ellers må man jo selv være påhittelig. Kaste sig over museer, udstillinger og alskens kulturtilbud. Jeg er sikker på, januar er årets boommåned for de fleste indendørs museer, uanset udstillingernes karakter. Vi kommer der såmænd ikke primært for den (altså udstillingen), vi skal bare ind i et andet hus end vores eget og se andre ting end vores egne. Endelig kan man gå i stolehi med en god bog eller en alenlang tv-serie. Tænde op i pejsen, spise en forfærdelig masse slik og lade som om, januar udenfor er gået væk midlertidigt. Det er oftest den løsning, der ligger lige til mit højreben. Nok fordi den absolut intet kræver af mig. Udover at holde ilden vedlige og stoppe E-stoffer i hovedet. Den fjerde mulighed er, –selvfølgelig, og jeg ved det godt– at gå i krig med alle de projekter, der har været på stand-by i årevis. Rydde op, primært. Det afholder jeg mig dog fuldstændigt fra. Af den simple grund at man ikke unødvendigt behøver at lave en dobbeltjanuar, en januar i anden potens. BÅDE shitty, lysforladt måned OG gøremål, der i forvejen dræber den mindste solstråle.

Nej, januar er en killer. Den burde afskaffes. Især nord for Alperne og i parcelhuskvarterer fra ethvert årti.

 

Continue Reading

Der sad en mand i en spejderhytte. Om et moralsk dilemma.

Hver morgen går hunden og jeg den samme tur ned gennem Spejderskoven. Ikke fordi jeg er fuldstændig fantasiløs mht. gåtursudfordringer, men fordi hunden er et vanedyr, der klart fortrækker at tisse de samme steder og lægge en pøl på det samme græsstrå. Hver dag.

Skoven er altid fuldstændig tom for andre end os, og i den ligger 5-6 spejderhytter spredt ud mellem træerne. Især en af dem ligger en smule afsides fra de andre, og det er så den, vi passerer tæt på og betisser hver morgen. Her i vinterperioden har jeg da ofte undret mig over spejdernes lemfældige omgang med elektricitet, for i et bestemt rum har lyset de fleste gange brændt. Og selv storespejdere går vel næppe til møder om natten eller tidligt om morgenen. Men det hører til kategorien: Dem om det!

Så i dag kunne jeg pludselig se, at der også var lys i det tilstødende rum. Hvilket de dog, trods alt, plejer at huske at slukke. Og da jeg passerede meget tæt på ( græsset er smalt på det sted), så jeg, at der sad en mand derinde. Han sad som om han sov–eller den lidt mere definitive udgave af at sove. I alt fald rørte han sig overhovedet ikke, selv om 40 kg. Retriever og jeg da støjede noget ca. 1 meter fra ham. Han var også fuldt påklædt i vintertøj og med gammeldags, speciel pelshue, og hovedet lidt hængende ned på halsen. Jeg så ikke hans ansigtstræk tydeligt, men han virkede forhutlet, forsømt og mager i hele sin fremtoning.

Selvfølgelig spurtede vi hjemad. Jeg var bange. En Retriever er nu engang ikke det allerbedste forsvar mod alt det, en enlig, hundeluftende kvinde udmærket kan forestille sig, at en forhutlet mandsperson i en tom skov kan gøre ved hende.

Det var så der, det moralske dilemma tog sin start. For hvad skulle jeg gøre? Negligere det eller ringe til politiet?

Hvis der nu var tale om en forhutlet, østeuropæisk tigger, der bare havde fundet sig et en smule behageligt natlogi for en enkelt nat uden andet end blot at sove, var det så overhovedet på sin plads, at jeg meldte ham til politiet? Skulle han ikke have lov til at sove i fred, efter at have brugt dagevis nede foran Netto på at spille ubehjælpeligt på et mystisk instrument og sige “God dag” det bedste, han kunne? Og hvem ved, hvor mange sultne, arme børn, der var afhængige af, at far sled sig sig til nogle håndører heroppe i overflodssamfundet? Med andre ord: Var han ikke i sin fulde ret til en ordentlig nattesøvn, uden min indblanding? Kommer det overhovedet mig ved, hvem der sidder rundt omkring i diverse spejderhytter? Ville min hovedintention med at melde ham i virkeligheden mest være, at jeg så kunne få min Spejderskov i fred igen, uden indblanding af grimme mænd, som garanteret sagtens kunne overmande en Retriever–og gøre meget værre ting ved samme Retrievers ejer? En ting som, i sin yderste konsekvens, ville betyde, at jeg måtte finde en anden morgenrute, fordi den skov var for skummel og farlig?

Men hvad hvis nu han var syg? Var død? Havde problemer af anden art? Ville jeg så ikke blive skyldig i lemfældig omgang med medmennesker, som jeg burde have hjulpet? Og–endelig–så HAVDE han jo faktisk ikke noget at gøre i den spejderhytte. Han var i alt fald hverken i uniform eller havde den rigtige alder til hverken ulveunge eller storspejder–eller hvad det nu hedder i dag. Inde i mit hoved koblede jeg også straks det underlige elektricitetsspild med, at han måske i virkeligheden havde boet dernede det meste af vinteren. Hvilket også kunne lede videre til, at det måske heller ikke var så heldigt for små spejdere uforvarende at træffe over ham en mørk aften på vej til spejdermøde. Der findes ingen duelighedstegn i tackling af angst for akut opstået, uventet, østeuropæisk tigger. (Hvis det altså var det, han var.)

Så jeg valgte, efter nogen overvejelse, at ringe til politiet. Tydeligst i min indre diskussion vægtede, at manden overhovedet ikke havde reageret på min eller dyrets tilstedeværelse, så hvis han var syg eller i anden form for nød, så skulle han hjælpes. Det er politiets opgave at finde lig i spejderhytter. Ikke min eller små spejderdrenges.

Jeg har ingen anelse om, hvordan det hele er endt. Hvis han er død, kan jeg givetvis læse om det i avisen. Hvis han, som nok trods alt-og forhåbentlig– er det mest oplagte alternativ, er nået at blive vågen før patruljevognen, så kan jeg jo selv tage et supermarkedstjek senere på dagen og lidt nøjere, end jeg plejer at gøre, studere de tilstedeværende musikanters hovedbeklædning.

Men tilbage står, at jeg faktisk ikke rigtigt ved, om jeg tør gå i Spejderskoven mere. Helt alene, mellem træerne og kun bevæbnet med en totalt uanvendelig Retriever. Så er det, at jeg skal fortælle mig selv to ting. Nemlig at ikke alle mænd er farlige i  øde skove, og at han garanteret og uden nogen form for sammenligning har et liv, der er så meget mere elendigt og usselt end mit priviligerede ditto. Han ville garanteret elske, at det eneste, han skulle om morgenen, var at lufte en gul uldklump i en skov.

Til slut må jeg så også slå fast. Ikke fordi det er et argument, en begrundelse eller en retfærdiggørelse af mit valg: Han havde ABSOLUT intet at gøre i den spejderhytte, og han kan kun være kommet derind på ulovlig vis.

 

Continue Reading

Nytårstale.

Ulig dronningen og statsministeren taler jeg ikke på hele nationens vegne. Jeg taler udelukkende på min egen. Det er også nemmere. I alt fald at overse og overholde. Med både fremad- og tilbagevirkende kraft.

Og ulig så mange andre vil jeg også prøve at undgå at tale i banaliteter og clicheer, skrevet af Gud ved hvem (Jeg ville også forholde mig anonym, hvis jeg skrev den slags!) af den uudholdelige slags, som nogle mennesker tilsyneladende elsker at poste på sociale medier af den meget forkerte årsag, at de synes at tro, der er tale om visdomsord.

Nytårstaler har deres helt bestemte regelsæt, som primært består af, at man først kigger tilbage på det brugte år og dernæst ser frem i et forsøg på at forudsige, hvad det kommende år måtte bringe. Eller hvad man ønsker af det. Det passer ikke, at man hverken kan gøre fra eller til på den front. Man kan have oceaner af indflydelse. Hvis man vil. Og tør.

2017 var et godt år. Det opfyldte næsten mine ønsker og drømme, og hvis det på nogle områder ikke gjorde, var det nok primært min egen skyld, og ikke årets. Jeg har aldrig taget mit eget liv så seriøst og så velgennemtænkt som i 2017. Og da der er 60 andre år som sammenligningsgrundlag, siger det en del.

Mit clue, kodeord og det kort, der skal være trumf for 2018, er ansvar. Ansvar for verden, men allermest for mig selv, mit liv og min tid. Måske er det i virkeligheden ansvar i betydningen “bevidsthed”–bevidsthed om den verden, jeg lever i, og det liv og den tid, jeg har til rådighed. I de forløbne 60 år har jeg, temmelig ubevidst, klattet en del af de store ord og deres betydning væk. Udelukkende for–og det er så det positive!–at nå præcis dertil bevidsthedsmæssigt, hvor jeg er nu!

Jeg kan kun påtage mig et minimum af ansvar for klimaændringer, flygtninge- og naturkatastrofer samt tåbelige, politiske beslutninger, som for tiden mestendels falder over os vestfra, men jeg kan bestræbe mig på at gøre, hvad der er mig muligt. I alt fald kan jeg være bevidst om, hvad jeg gør og ikke gør. Det er sådan set et skridt i den rigtige retning.

Men jeg kan tage ansvar for mit liv og min tid. Især det sidste. Uden at gå i klynken over den død, som er nærmere forestående end ved sidste årsskifte, må jeg bare konstatere, at jeg ikke længere har tid til at bruge min tid på tåbeligheder af den slags, der hverken gavner mig eller verden. Med andre ord kunne jeg også sige, at jeg skal være bevidst om min tid. Ikke gå og klatte den væk, men have et ansvar overfor at bruge den ordentligt. At kunne stå inde for min tid overfor mig selv.

Dronningen sagde i sin nytårstale, at vi skal lære at gøre noget unyttigt. Af de eksempler, hun nævnte, forstod jeg, at “unyttigt” i hendes terminologi primært betyder “egennyttigt”, og det er sådan set noget ganske, ganske andet. Der er da noget basalt, hun har forstået. Nemlig at man må økonomisere med sin tid, så den giver mening ( og glæde) for en selv. Og at skære i alt det, man gennem årtier primært har gjort for at leve op til udefrakommende krav og andres forventninger. Det, der har givet stress og fået en til at slå knuder på sig selv. Det kan vel også siges på en anden måde: Det er ikke længere andre, der skal bestemme eller have indflydelse på, hvordan min tid skal bruges. Det skal JEG! Og vælger jeg at anvende den på noget, som i andres øjne enten er–eller grænser til–det “unyttige”, så er jeg efterhånden blevet så trekvartgammel, at jeg er flintrende ligeglad.

Det er nemlig udelukkende MIT ansvar, hvordan jeg bruger min tid. Men det er sådan set også nok i sig selv. Jeg skal jo altid og til enhver tid kunne se mig selv i øjnene og stå inde for, at jeg brugte den på en måde, som på det givne tidspunkt var god og positiv. Jeg vil gøre mit yderste for at afskaffe tidsrøvere så som mennesker, der egentlig ikke er værd (for mig) at bruge tid på, gøremål, der er pålagt mig udefra til ingen verdens nytte–eller måske pålagt mig af mig selv, uden at nytteværdien af den grad er større. Jeg har nemlig et stort, betydeligt ansvar overfor mig selv omkring at sige fra. At sige uigenkaldeligt og forståeligt fra, når det er min tid, der ikke anvendes til positive formål. Det sidste er noget, jeg virkelig skal arbejde på, men jeg bliver mere og mere professionel. Det gør jo ikke ondt. Tværtimod gør det uendeligt meget mere ondt at prostituere sig selv ud i tidsrøveri og misforstået pænhed.

Mange af de sidste 30-40 år har jeg også brugt til at samle. Samle til huse, købe ting, eje ting, eje flere ting, eje mange flere ting. Det er i den forbindelse mit ansvar at bruge min tid på at samle på oplevelser og ikke døde ting. I mit regnskab lige nu er der flere materielle ting omkring mig, end der er oplevelser inden i mig. Det skal der laves om på. Status skal være, at mængden af oplevelser, store som små, så langt overskygger døde, materielle og fuldstændigt overflødige ting. Selvfølgelig er der visse minimumskrav til en tilværelse, sådan rent materielt, men jeg skal være noget så forbandet ansvarlig overfor, at det er NU (LIGE NU), jeg har helbreddet og mulighederne for at skabe mig et fantastisk lager af strålende, fantastiske, egennyttige oplevelser. Det er nok ikke om 15 år. Og det er mit ansvar at forholde mig til det faktum!

Det er, i den forbindelse, også mit store ansvar at forholde mig til, at jeg er så umådelig priviligeret. En ting, jeg også er ansvarlig for at påskønne. Jeg HAR jo netop mulighederne for at dyrke denne ansvarlighed og give mit liv den kulør, jeg gerne vil have på det. Hvis jeg svigter netop DET ansvar, svigter jeg jo både mig selv, mit liv og min tid. Og kan samtidig ikke tillade mig at brokke mig over ret meget!

Så bare kom an 2018. Du skal bruges og blive brugt. På en ansvarlig måde. Jeg påtager mig det!

 

Continue Reading

Hvorfor blog?

Det er tidens trend “at dele”. Kors, hvor vi “deler”! Ikke bestikkelsesposen med vingummi og den gule sodavand, som gerne var normen i min barndom, når vi skulle være alene hjemme, men allerhelst og meget mere vores inderste hemmeligheder, vores fortrængte følelser, vores største uretfærdigheder gennem barndom og ungdom, der tilsyneladende ikke på nogen mulig måde har en udløbsdato. Men allermest den der lille ( og i vores hjerner store) fortrædelighed eller halvlunkne oplevelse, der kan gøre os bare en lille fjer mere interessante end alle de andre. Deling af alt–vitterligt i størrelsesorden fra mest effektive vaskemiddel til mest modbydelige misbrug–er blevet en oplagt mulighed med de teknologiske muligheder, vi har. Og når noget er en mulighed, så er det også, altid, en realitet.

At skrive en blog er at lave en offentlig dagbog. Det er kun og udelukkende skriveren, der bestemmer, hvor grænserne for deling går. De skriblerier i dertil indrettede bøger, som i min barndom blev nidkært aflåst med små nøgler, der oftest blev båret i kæder omkring halsen og bevirkede, at ingen andre end selve skribenten kunne få legitim adgang til de inderste hemmeligheder, er nu blevet offentligt eje. Vi kaster omkring os med misbrugte børn, afhængigheder, dysfunktionelle familier, psykopatiske kærester og årelange mobberier. For der er nemlig altid nogen derude, der gider tager bad i dem. Ellers holdt vi nok også op indenfor en rimeligt overskuelig tid.

Så jeg har spekuleret på, hvorfor jeg overhovedet skriver denne blog. Og er kommet frem til, at det ved jeg faktisk ikke. Som i: Aner det ikke, udover at det for mig er en fremragende måde at komme af med ting, der vokser sig så store i mig, at de bare må ud. Men det er vel i sig selv også en ganske legitim årsag. Især fordi det jo er helt og aldeles frivilligt at læse dem.

Jeg har også spekuleret på, hvorfor andre (måske inklusiv mig selv?) skriver blogge og er faktisk kommet frem til hele tre bærende, væsentlige årsager. Samt en fjerde, som i min hjerne er helt udefinerbar.

  1. Narcissisten. Det er personen, der ligesom er nødt til at gøre opmærksom på sit eget fantastiske liv. Selvværdet er relativt lavt, oftest ikke-eksisterende, men det rådes der bod på ved at forfatte fantastiske fortællinger om et glamourøst liv på solsiden, som nok kan få en og anden læser til at gå i besvimelse af ren og skær misundelse. Det er så også lige præcis hensigten. Narcissisten er ofte en pseudo-kendis, en selvopfundet profet udi mode, kagebagning eller tidens trends, hvis klare formål er at skabe sig selv en form for idolstatus på et, omend spinkelt, grundlag.Hovedformålet er, som sagt, andre menneskers beundring, eller lad os bare være ærlige: misundelse. Narcissister er jo, for nu at skære det hele sådan lidt ud i kraftigt pap, totalt identitetsløse i sig selv og får udelukkende deres (falske) selvværd og det, de tror er en identitet, fra andre menneskers beundring og anderkendelse. Så det er F…. med at have en del flotte kager på repertoiret……
  2. Missionæren. Missionæren har en SAG, et KALD, en MISSION. Den kan være politisk–også helt ud i de små detaljer som at bibevare den nedlægningstruede lilleskole i Søndre Smørum eller reklamere for det vidunderlige naturmedicinske middel, der kurerede moster Annas hudkræft. Altså inden hun blev egentlig diagnosticeret. Den kan være lokal, medicinsk, kulturel eller bare inderligt personlig. Helst det sidste, for det er den slags, et bestemt læsersegment sværmer så umådeligt meget for. Nogle sager er bestemt meget mere profitable ( altså hvis det er læsere, der tælles!) at kaste sig over, og som hovedregel er det altid mere lukrativt at missionere omkring ting, der involverer børn og kæledyr. Missionæren kan som regel også altid kendes på sit noget vidtløftige sprog og sin en smule bastante ensretning. Her er total valuta for alle, der netop har samme mening, for den bestyrkes på utallige og særdeles vedvarende måder, og der vil heldigvis ikke krybe forstyrrende alternativer til den eviggyldige sandhed ind i missionærens skriverier.
  3. Offeret. Offeret er nok tidens mest populære blogger og den, der målbart har allerflest læsere. Der er selvfølgelig virkelig mange offergrader, og de bliver ikke nemmere at hamle op med. Jeg vil umiddelbart tro, at det efterhånden er nødvendigt at have haft minimum to-tre traumatiske hændelser i ens liv for at kunne indgå i fair konkurrence med alle de andre ofre. Offeret har nemlig været ude for noget afsindigt traumatisk. På en skala fra 1-10 ( eller mere, den her skala ændres næsten dagligt) rangerer hustruvold ( gerne i kombination med en psykopatisk ægtefælle), at være blevet misbrugt som barn og usle barndomme i det hele taget allerøverst. Skilsmisser kan efterhånden godt gå hjem og lægge sig. De er udelukkende interessante, hvis de også er voldelige og langtrukne, og det er mandens skyld. Jeg vil forfærdeligt nødigt forklejne alle disse bestemt uhygggelige og ganske forskrækkelige oplevelser, og jeg har den største respekt for, at det er en måde at komme videre på, at de deles. Men jeg mister gradvist enhver form for respekt for mennesker, der dyrker deres offerrolle og bevidst fastholder sig selv i den uden at nære noget som helst ønske om at komme videre med deres liv. Som definerer sig selv som “offer” og bliver der!
  4. Og så er der sådan nogle som mig! Lidt narcissistiske personlighedstræk har jeg da nok. Hvem har ikke det? Men jeg lever ikke af andres anerkendelse–jeg er faktisk rimeligt god til også at anerkende mig selv. Helt fri for indtil flere missioner er jeg nok ikke, men jeg synes ærligt talt ikke, de er så overvældende, at de har overtaget mit liv, mine meninger og i sidste ende min sunde fornuft. Og et offer? Det er nok den rolle, jeg aldrig nogensinde har set mig selv i, og forhåbentlig aldrig nogensinde kommer til at krybe ind i. Så måske skriver jeg bare, fordi jeg ikke kan lade være?
Continue Reading

Om ferie og forventningsafstemninger.

Efter næsten to år og temmelig mange rejser med min lille rejseklub, tror jeg endelig, jeg omsider har fundet ud af, at ferie og forventninger til ferie ikke er de samme for alle mennesker. Det har jeg nok, på et eller andet plan, gået og troet, og talrige ferier med min familie har da heller ikke rokket ved den formodning. Vi vil jo, jævnt hen, det samme. Og vi er forbandet gode til at gå.

Når jeg planlægger en rejse til et sted, jeg kender og elsker ( og dem er der efterhånden rigtigt mange af!), så er det helt indiskutabelt for mig, at de medrejsende på de få dage, de har til rådighed, skal nå at se så meget som overhovedet muligt. Faktisk føler jeg nogle gange, jeg snyder dem, hvis jeg ligesom ikke får alt det vigtige med. Som om der går et skår af deres ferie–eller måske i virkeligheden af mig!–hvis jeg ikke er ansvarlig for, at det givne sted er set seriøst, inderligt og i alle kroge og hjørner. Dette skyldes såvel den gode, gamle glæde ved at dele noget, som står ens eget hjerte så ualmindeligt nært, men også at ferie for mig er oplevelser. Både gentagelser af forgangne ferier, men også nye. Hvis en by har fået en ny park, bygning, vej–eller måske bare forretning, så MÅ jeg da se det. Måske skal der her også tilføjes: Ferie for mig er nysgerrighed.

Så når jeg laver programmer, er de tætpakkede med oplevelser. Folk skal jo for S… have noget for deres penge og føle, at de har set feriestedet grundigt efter i sømmene samt ikke snydes for et eneste af de steder, der står mit hjerte så nært, og som jeg bare brænder så vildt meget for at dele. Sådan ER ferie for mig, og jeg har faktisk først for ganske nyligt måttet erkende, at det er det så ikke for alle.

For jeg oplever tit, at nok har et givet steds hovedseværdigheder en hvis form for prioritet, men det er mindst lige så vigtigt at slappe af, drikke kaffe og slentre rundt. Det overgik længe min fatteevne, at det tilsyneladende var vigtigere at drikke meget lang kaffe end at se den vildt spændende ting, der var lige om hjørnet. På det reagerede jeg med først at blive ret ked af det, for jeg VILLE jo så gerne vise det frem, dernæst at få lidt ondt af de, der bare gik glip af en sådan herlighed, og til sidst ved at blive lidt tøsefornærmet over denne, i mine øjne, totale mangel på påskønnelse af verdens vidunderligheder.

Jeg kan, belært af erfaring, sagtens se, hvad der går galt her. Det er jo mig, der står med nogle forventninger og andre, der har nogle helt andre. Hvis man skal nå alt det, jeg elsker og gerne vil vise frem, skal man have det lange ben forrest, og der er ikke så meget tid til at drikke kaffe. Hvis man derimod gerne vil slappe af, drikke kaffe og gå i slentretempo, så må jeg lære at affinde mig med, at det måske ikke er alt det, der er så væsentligt for mig, der har fuldstændigt samme prioritet for andre.

Jeg må simpelthen indse, at min definition på ferie ikke er totalitær. At det bare ikke er sådan for alle. Og allermest: At der kan være andre og fuldtud lige så gyldige, gode og seriøse bud på, hvordan man holder ferie. Når jeg bliver utålmodig, skyldes det jo, at jeg synes, vi bruger tid på ting, som ikke er essentielle for at se netop det sted og for min glæde ved at vise frem. Når andre synes, vi ræser afsted, skyldes det jo, at at der er andre ting, de prioriterer højere. Andre værdier, der for dem er indbegrebet af ferie. Så selv om jeg synes, at man SKAL have set XXX for at have været i XXX by, så behøver det jo overhovedet ikke at forholde sig sådan. For andre end mig!

Desværre kan jeg ikke “bare” geare ned. Det ville gøre alt for ondt på mig og jeg ville føle, at jeg anvendte god tid på ting, der burde have været erstattet med andre. Men jeg må tage en alvorlig snak med mig selv om, at ferie er et begreb med utallige definitioner, hvoraf min absolut ikke er den eneste sande og endegyldige. Jeg må lægge kaffepauser strategisk på steder, hvor jeg ( og andre) så i mellemtiden kan rende hen på en god seværdighed, slutte dagsprogrammerne så tidligt, at der er tid til de, der gerne vil se endnu mere på egen hånd samt, aller-aller-allermest lære at holde op med at blive ked af og tøsefornærmet over, at ikke alle brænder lige så meget som jeg selv for at vise, se og gense alle de steder, jeg elsker.

Det er akkurat som at være lærer. Sådan en, der glæder sig som et lille barn, hver gang der står Shakespeare eller Herman Bang på programmet i timerne. Der må man også lære, at det ikke er alle, der synes, det er genialt. Og at det er der så absolut ikke det fjerneste i vejen med at synes!

Men når tingene så går op i en højere enhed, som de netop på den mest afslappende, dejlige og givende måde gjorde, da jeg var i Rom med et fantastisk hold i sidste uge, ja, så er der noget ved at holde ferie. Og man får mindst lige så meget tilbage, som man har investeret, for glæden ved, at andre tydeligt både påskønner og forundres over de samme ting, som man selv elsker, er næsten den allerstørste, der findes. Det er lige præcis det, der får en til at blive ved……

Continue Reading

Mads og monopolet.

Den her er altså under bæltestedet, og jeg tror ikke Mads Steffensen overhovedet lige overvejede, hvad  han sagde, men jeg, der sad i min bil, var næsten ved at køre i grøften af indestængt grin i går formiddags…..

Dilemmaet var, at en mand på 15. år og 3 børn var gift med samme smukke kone, som ikke blot var smuk udvendig, men også klog, empatisk, intelligent og vel noget nær en topscoring. Det var han så ikke selv! Når han f.eks. postede ting på FB, fik han altid kommentarer, der slet skjult indikerede noget i retning af, at det da var fantastisk, at sådan en lille grim gnom i den grad kunne overscore. Og hvad skulle han gøre, når han indirekte hele tiden fik stukket i hovedet, at han var fæl og grim og slet ikke fortjente skønheden ved sin side?

Så er det Mads Steffensen uskyldigt kaster den ud i rummet ” Og er der nogen i monopolet, der måske kan genkende noget af det og har en kommentar? Hvad siger du f.eks. Simon Emil Ammitzbøll?

Jeg tror slet ikke, jeg fattede at lytte efter svaret af bare grin…….. Og det var meget lidt pænt af mig!

Continue Reading

Lys over land.

Jeg synes, det er smukt, når folk sætter lys i deres træer her ved juletid. Det er hyggeligt og giver en form for liv i en ellers mørk tid.

Jeg elsker at gå gennem mit kvarter, eller måske endda midtbyen, efter mørkets frembrud og bare nyde alle de flotte lys. Jeg bliver glad, når jeg ser dem, og for mig river de ligesom mørket itu. Får mig til at glemme, hvor mørkt det hele i virkeligheden er.

Da mine børn var mindre, var det primært noget, vi gjorde for at glæde børnene. Sagde vi i alt fald. Jeg tror nu fuldt og fast på, det glæder de voksne mindst lige så meget. Der er  sket et skift siden den tid, så lys i træer og buske nu nærmest er et must for alle, og man ude på villavejene undrer sig lidt, hvis nogen ikke lige har fået oplyst et stykke vegetation.

Heldigvis er de fleste lyskæder smagfulde og slynger sig veldesignet omkring deres respektive træer. Samt lader være med at blinke! Jeg husker endnu en december, hvor min far af vanvare var kommet til at købe en lyskæde med indlagt blink. Den stakkels mand blev på det nærmeste lynchet af resten af familien, og selv om han havde brugt ret lang tid på at sætte lysmonstret fast i træet, måtte han med det samme bruge akkurat lige så lang tid på at demontere det. Ellers var det aldrig blevet jul i det lille hjem det år.

For når vi nu har så stort et udbud i diskrete og pæne lyskæder, hvorfor skal nogle så gå amok i farveorgier, blink, håbløst designede rensdyr og nissemænd fra helvede? Forstå det dog: Det er IKKE pænt, det er lysforurening, dårlig smag og en visuel katastrofe. Det er en forstyrrelse af den generelle julefred og sikkert også en sikker måde på at blive upopulær i det meste af kvarteret.

Netop på lyskædeparametret er less lig med more. Når man stiller sin udendørs julepynt til tvungen anskuelse for hele kvarterer, så er man simpelthen nødt til at tage hensyn. Ikke til sin egen blinkende, overdådige smag, men til alle de andre, der også færdes på gader og veje, og som nyder det stille, fine, ublinkende lys på et smukt træ.

Hvis man endelig har en ustyrlig og akut trang til at omgive sig med blinkende lygter, usmagelige, nordskandinaviske efterligningsdyr og overvægtige nissemænd i katastrofedesign, så bør man, af hensyn til alle naboer og forbipasserende, holde sin mareridtsopstilling indendøre og venligst huske at trække alle gardiner forsvarligt for.

Så kan vi andre nemlig nyde alle de smukke lys, som slynger sig om træer og buske og lyser de mørke dage op på en dejlig måde.

Continue Reading
1 2 3 7