Lidt brugerinfo med penge i!

Så er vi nået til den tid på året, hvor der sagtens kan være penge i at tjekke sin gamle, gerne nedarvede, julepynt. Altså den, der har stået på loftet i årevis, uden at have fået lov til at være fremme, fordi man (fejlagtigt!) har troet, den var grim, gammel og værdiløs. Der kan nemlig sagtens være små perler imellem, og sådanne kan jo f.eks. omsættes til nye julegaver–eller alt det, der måske var rarere at eje end en kasse gammelt julepynt. Så bare kom i gang–det er i alt fald det, jeg skal bruge noget af dagen på!

Billedet viser motiver af Nina Langebæk, og hun er populær. Hun kan som regel kendes på englene, den blå farve og initialerne NL i et hjørne. Endnu mere populær er Preben Jangaard, og har man f.eks. en gammel julekalender af ham, er der lidt mere end en middag for to hjemme. ALT af Jansgaard bliver revet væk, for her er der virkelig tale om samlere. Bare google, så er det tydeligt, hvordan det ser ud.

En anden meget populær serie er Betlehem fra Sødahl. Det skal helst være i hessianversionen, men er det almindeligt stof, kan det også sagtens sælges. Er man så heldig at have stellet Betlehem, så er det da bare lige lykken, hvis det kan skippes af, da en enkelt spisetallerken godt kan indbringe 100-150 alene. I det hele taget er vintage Sødahl absolut ikke til salg ret længe, og med vintage mener jeg fra før ca. 1980. I øvrigt findes der vel næppe et hjem for folk på min alder, der ikke har en rimeligt god beholdning af Sødahl fra dengang!

Hessian er i øvrigt meget salgbart. Altså det fra 70-erne i de orange og klare farver. Brun er lidt mindre populær. Firmaet Inka har en del basunengle, der er noget salg i, men selvfølgelig er Sødahls ditto noget mere afsættelige.

I det hele taget er gamle juleduge et scoop. Også dem fra Daehls Varehus, der i sin tid kun kostede en smule mere end portoen. Men ligger man inde med en stor, velholdt Betlehem dug ( her stof), så er der gode julegaver til resten af familien i vente.

Og så er der de gamle, hjemmebroderede julekalendere/pakkekalendere. Markedet støvsuges for tiden af hipstermødre, der er gået i nostalgisk mode og gerne vil have afkommets jul til at passe til alt teaktræet. En god, velbroderet kalender kan sagtens gå for 200-250. Selvfølgelig kun hvis køber bor på Vesterbro, Nørrebro eller lige er flyttet til Sydhavnen eller NV!

Endelig er det også værd lige at gennemgå de gamle julekugler og andet juletræspynt fra før ca. 1970. Gamle julekugler i flot stand kan godt trække en 50-er stk., og har man flere af samme model, betyder det jo en væsentlig prisforøgning.

Så måske ligger der en skjult middag for hele familien deroppe på loftet i de kasser, der bare skulle have været smidt ud. Eller en forkælelsesdag til en selv, fordi man tog sig sammen og fik gennemgået lortet for salgbarhed.

Bedste sted for salg af gamle julesager er DBA. Og er nogen i tvivl om værdi eller salgbarhed, så er I da meget velkomne til at spørge. Men husk ALTID et billede, ellers er det umuligt at tage stilling til.

–Og glem Etly Klarborg og Trip Trap. Det sælges man kun–og med tab!–hvis man virkelig ikke ønsker at se det indefor sine døre mere.

God arbejdslyst!

Continue Reading

Om at spille spil.

Jeg går ud fra, de fleste familier har en form for yndlings-være-sammen-måde. En form for tidsfordriv, som gennem årene–og især i julen og under halvlange ferier–bliver nærmest ikonisk og helt af sig selv optræder på programmet for, hvordan ens familie nu engang er sammen. Jeg går også ud fra, at disse være-sammen-sysler er særdeles forskellige fra familie til familie.

I min familie er vi ikke specielt sporty. De fleste af os ville hellere spise sure citroner end at divertere den sammenbragte med fysiske udfoldelser eller en fælles Ironman efter frokosten. Vi er heller ikke specielt praktiske. Vi kaster os ikke ud i fælles garagebyggeri eller omlægning af forhaven, når vi er sammen. Og det kunstneriske holder vi sådan lidt på det individuelle plan. I alt fald skaber vi ikke store værker sammen eller afholder konkurrencer i servietfoldning efter familiemiddagen.

I stedet spiller vi spil. Gerne–og faktisk kun–vidensspil. De fleste af os går nemlig til daglig rundt og er ret så imponerede over vores egen, kolossale viden indenfor sådan lidt afgrænsede nicher, og det er jo, desværre, ikke den slags ting, man uopfordret praler med rundt omkring på arbejdspladser og i nabolag. Det holder man gerne indenfor familien. Til gengæld kan man så glæde sig til grundigt at kanøfle afkommet og vise dem, hvem der til stadighed er den klogeste! Det afkom, som givetvis har det på samme måde. Bare med omvendt fortegn.

Vi kan godt lide spil, der giver point for paratviden. Det er nemlig noget så dejligt konkret at kunne blære sig af et korrekt svar på noget, der bare ikke kan diskuteres. Derfor er det af uhyre væsentlighed, hvem man kommer på hold med. F.eks. synes jeg jo nok, at sport er sådan en opreklameret og i virkeligheden temmelig overflødig kategori, men når den nu skal med, er jeg ligesom nødt til at lure på, hvem der er af en anden mening. Ligesom al den naturvidenskab. Den slags er jeg nødt til at have folk til, men så er jeg altså også ret stærk og leveringsdygtig indenfor kunst, litteratur, historie og geografi i de nærmestliggende nærområder.

Når vi spiller spil, er det organiseret kaos. Det gælder ikke så meget om at vinde, som det gælder om at slå de andre oven i hovedet med deres manglende viden–eller ens eget storslåede videnskatalog. F.eks. skal man gerne oplæse spørgsmål, som man selvfølgelig selv kender svarene på, på en særdeles ironisk, nærmest hånlig måde, når man er absolut sikker på, at det gør det svarende hold ikke. Gerne ledsaget af kommentarer om, at her kommer dagens babyspørgsmål. Og får et konkurrerende hold et fuldstændigt forrykt let spørgsmål, som enhver vel kender svaret på, må man prøve at nedgøre det så meget, at de næsten bliver flove over at svare rigtigt. Derudover er det selvfølgelig et stort højdepunkt og en personlig sejr, når et hold ikke kan svare på et VIRKELIG svært spørgsmål, som selvfølgelig er noget i retning af piece of cake for en selv. Så skal man hviske halvhøjt og bedrevidende til sit eget hold og pege lidt af imbecilerne.

Det meste af tiden, når vi spiller, diskuterer vi regler. For vi har nemlig lige så mange sæt regler som antallet af spillere. Regler er absolut til for at kunne bøjes, og den slags sker udelukkende til egen fordel. Hvis man ved, at modparten kan svare på spørgsmålet, kan man jo altid hævde, at det har været stillet før, ligesom man kan gå vildt op i, at svarkortets ordlyd følges til punkt og prikke. Nogle gange er det også legalt at flytte i begge retninger i Trivial, mens der kan opstå akutte situationer, hvor det er nødvendigt at nedlægge personligt veto mod det samme. Hvor mange gange en Bezzerwizzerbrik kan kastes, er et personligt skøn, og hvis ingen andre opdager ens måske en smule overdrevne brug af en sådan, kan man jo bare blive ved. Det sidste sker dog sjældent, for vi vogter virkelig, virkelig nidkært på alle hinandens manøvrer. Ydermere kan svartid forkortes og forlænges–især når det svarende hold formodes kun at have nogle få omveje tilbage, før de når til det, man selvfølgelig selv udmærket har vidst hele tiden. Og når et hold er lige ved at vinde endeligt, kan man jo også påstå, at selve svaret på kortet er helt hen i vejret og totalt forkert. Spilkonstuktører er vel også bare mennesker og tager fejl som alle andre.

Så vi diskuterer mere, end vi spiller. Hvis udenforstående iagttog vores vidensslag, ville vedkommende nok anslå, at et ultimativt familieopgør, som nok kun kunne klinkes igen af hende psykologen inde i TV efter et tiår eller mere, var i gang. Det er så heldigvis ikke tilfældet. Som regel bærer vi kun nag ½ times tid eller indtil næste spil….. Men nogle gange kan vi da godt lige vende tilbage til dengang “du virkelig ikke kunne svare på det der babyspørgsmål”. Gerne, når vi selv er lidt trængt.

Underligt nok kan vi, de få gange om året, vi alle er sammen, næste ikke vente på at gå i gang med at rive hovederne af hinanden på brættet. Jeg er sikker på, en psykolog kunne få overordentligt meget ud af såvel samspil som konstellationer og det ikke altid lige høviske ordvalg. Og jeg tænker nogle gange på, om familier, der omarrangerer forhaver, indgår i lige så mange højrøstede diskussioner. Det gør de såmænd nok.

For det er jo en fantastisk måde at være sammen på. Det er en gen-etablering og meget ofte ny-definering af de altid foranderlige roller i en familie, en masse fælles grin, legalt råberi af hinanden—samt en fantastisk understregning af, at man er SAMMEN om noget. Man er simpelthen en familie….

Og så er der jo spørgsmål og svar, der går over i familiehistorien. Nogle gange de, der var så idiotiske og helt hen i vejret, at de bare MÅ mindes. Andre gange fordi de nærmest var skræddersyede til den/de, der fik dem. Som nu i lørdags, hvor min gruppe måtte svare på: “Hvad hedder den britiske taskeproducent, der har et morbærtræ som logo?”

Det vidste jeg godt!

 

Continue Reading

Lidt statistik.

I anledning af den nært forestående fejring af et jubilæum på min gamle arbejdsplads, tillader jeg mig at komme med følgende statistik. Tallene er baseret på årene 1984-2016 og har som udgangspunkt et anslået tal på medarbejdere på ca. 300-350 fordelt over alle årene.

Af dem har 3 begået selvmord (gift, udstødningsgas og springe ud foran tog).

Omkring 50 (lavt sat!) har i kortere eller længere perioder været sygemeldte med stressrelaterede sygdomme. Nogle så alvorligt, at de aldrig er kommet tilbage til arbejdsmarkedet. I en enkelt faggruppe har over 60% gennem perioden været sygemeldte med stress og stressrelaterede sygdomme.

6 er døde af kræft i en alt for ung alder.

20-30 (lavt sat!) har fundet arbejde indenfor andre brancher.

3 er blevet fyret for alkoholmisbrug, mens er ukendt antal har massive misbrugsproblemer. Arbejdspladsen tilbyder hverken psykologhjælp eller økonomisk hjælp til behandling.

Jeg har absolut ingen anelse om, om disse tal er “normale” eller gennemsnitlige. Men personligt synes jeg, de er skræmmende!

Continue Reading

Om at vide noget.

Da jeg var lærer, var det rent fagligt suverænt mig, der lå i spidsen. Altså vidste mest. Jeg var den stærkeste i stærke verber, i forholdsordenes placering i forhold til den kasse, som alle forholdsord nu engang forholder sig til, i væsentlige perioder i engelsktalende landes historie, i kæmpeområder af samme landes litteratur samt alt det forefaldende, som vi stødte over. Før Google var jeg også den, der uden sammenligning havde de bedste opslagsværker.

Det var nu lidt rart. I alt fald for selvtilliden.

Som guide er jeg stadig den, der er gruppens verdensmester i engelsksproget litteratur. Hvis jeg kunne køre Irland rundt og udelukkende drysse forfatternavne, fødesteder, gravstene, største værker–krydret med min egen grænseløse betagelse af samme–ud over tilhørerskaren (som vel at mærke ikke har en levende chance for at undslippe, så længe de er fanget i en kørende bus!), så ville det da være enormt behageligt. Som afveksling kunne vi endda sagtens ordne forskellen på tillægsord og biord mellem to mindre provinsbyer.

Men der er godt nok meget, jeg ikke ved! Eller rettere: Der er rene oceaner af viden, som jeg først nu opdager, at jeg ikke har. Vel at mærke viden, jeg aldrig sådan rigtigt har spekuleret på, at jeg overhovedet burde have. Som jeg, desværre, aldrig sådan lige ellers har stået og manglet. I mine klasselokaler har vi sjældent beskæftiget os indgående med stenarter, flora og fauna, fugletræk, affaldssortering, jordbundsforhold, mærkning af får og invasive plantearter. For bare at nævne nogle få af de områder, som jeg desværre må indrømme er ren nyopdyrkelse for mig i min høje alder.

Som guide forventes man at være ekspert på alle områder. Sådan en slags lærer, der suverænt og uhindret kan undervise i alle fag. Eller et omvandrende opslagsværk over udenlandske besynderligheder. Det er jo absolut ingen hemmelighed, at jeg er humanist og dyrker fagene inden for det område, så alle de der planter, dyr og sten har virkelig været en udfordring. Der er umådeligt mange sten i Irland, sådan nærmest til overforskammet overflod, og nogle af dem opfører sig underligt, eroderer og laver andre krumspring, så det altså bare slet ikke er nok at have styr på dem i deres oprindelige form. Man skal Gudhjælpemig også vide, hvad de kan finde på at udvikle sig hen imod og væk fra. Der er også planter, vi ikke har herhjemme, og det skyldes så jordbundsforhold, som vi så heller ikke har. Det sidste gør, at alle rododendrons får samme farve, og den er sgu` svær at forsvare, når de ikke er i blomst og umiddelbart synlige.  Og hvis vædderen parrer sig med fåret, får hun en anden farve. Ligesom man ikke fanger muslinger, men høster dem. Hvis nogen skulle være i tvivl!

Der er absolut ingen smalle steder, hvad angår de spørgsmål jeg får. Folk har tilsyneladende utroligt forskelligrettede interesser, og jeg har virkelig haft mange eksperter indenfor ting, der for mig lidt ligner nicher, ombord på mine busser. Men for dem er det selvfølgelig selve det, livet drejer sig om og mange gange selve grunden til, de lige ville tjekke deres egen lille niche ud i udlandet. Generelt er de fleste uhyre venlige og overbærende forstående overfor, at jeg ikke lige er up-to-date på affaldssortering i landområder og placeringen af traktormuseer i det vestlige Irland. Men da jeg jo stadigvæk er den, jeg er, og vant til at VIDE, irriterer det mig da lidt, at jeg ikke er helt med på udbuddet. Heldigvis er flere af de absolutte specialister så uhyre venlige, at de bagefter sender mig lange, informative mails om netop deres spidskompetence. Således har jeg fået 2½ tætskrevne A-4 sider om irske stenformationer, en mindre skrivelse om fårehold og fåreproduktion, brochurer om uldvævning samt en længere udredning om irske fuglearter pr. mail. Og undervejs belæres jeg også gerne om ting, jeg ikke lige er verdensmester i. F.eks ved jeg nu rigtigt meget om lyssiv og stråtækning.

Så jeg tænker tit med stor selvtilfredshed tilbage på dengang, det var mig, der altid vidste det hele. Eller i alt fald var tilstrækkeligt genial til altid at afværge at komme ind på de områder, hvor jeg var blank. Og så alligevel! For det er jo faktisk enormt inspirerende sådan hele tiden at blive bombarderet med udfordringer, man aldrig nogensinde havde set komme. Ja, faktisk slet ikke vidste fandtes! Det er en udvidelse af ens horisont, af en selv, af ens verden pludselig at smugkigge ind i store, nye områder af livet, som der bare aldrig har været plads til. Og blive klogere. Samt nogle gange, til ens forbavselse, opdage, at der ligger noget interessant og gemmer sig derinde eller derude.

Jeg bliver aldrig stennørd, fritidsbotaniker, amatørornitolog eller fåreholder i baghaven. Men jeg kan, NU, godt se, at der altså også er nogle værdier i netop de nicher. Det hele ligger ikke i litteraturen, selv om det altid vil være der, det mest værdifulde ligger for mig.

Der vil nemlig givetvis også være nogle, endda mange, der ikke sådan lige synes, det er vildt ophidsende at kende forskellen på “who” og “whom” i søvne. Eller bliver begejstrede over naturopfattelsen hos Shakespeare. De er nok sådan mere til sten, blomster, får, affald, gamle traktorer og jordbundsforhold. Til fælles har vi dog, at begejstringen er den samme.

Så jeg kan vist bare konkludere, at jeg fra at være den, der altid VIDSTE, er blevet den, der faktisk VED meget lidt. Det er sundt, tror jeg! For mig har det i alt fald været utroligt inspirerende at blive revet totalt ud af min comfortzone, og det vil det vel også være for andre. Hvis de tør.

Til gengæld kan jeg da lige fortælle, at Irland har hele 4 forskellige former for marmor, hvoraf den fineste er den elfenbensfarvede fra Connamara. Stik den!!

Continue Reading

Om at skulle mene noget. Hele tiden.

Hvor har det været befriende dejligt at holde ferie fra at mene noget om noget som helst i næsten 2 uger. Mental meningsstrejke. Total tomhed i toppen på den afslappende måde. Ikke at tage stilling er også en form for stillingtagen. Nemlig at man holder sig fra at tænke over eller overveje alt det, der tager tid for hjernen.

Men sådan kan det jo ikke blive ved. Den har jo alligevel sit eget liv, den der hjerne, og den har ikke specifikt væsentlige erfaringer med at blive sat på stand-by. Jeg kan faktisk mærke, at den sådan har gået og samlet en hel masse meninger sammen, som den nu er noget så overvældende klar til at vælte ud over cyberspace.

Og det vrimler jo stadig med ting, begivenheder, standpunkter og oplevelser, som det er svært ikke at have en mening om. Fordi det stadig er præcis sådan, at når folk spørger om, hvorfor jeg overhovedet skriver bloggen, så er svaret virkelig simpelt: Jeg kan ikke lade være!

I mellemtiden har jeg selvfølgelig haft en mening om Raket-Madsen og hans synkende mordskude, men den er nok cirka den samme i foragelsesstørrelse som alle andres. Om vejret ( selv om den i forbindelse med i går faktisk var positiv), om ministerafskedslønninger, om rockerkrig og om livet generelt. Faktisk allermest om vejret, som sidste uge i Irland var oversvømmende vådt, og når det er exceptionelt vådt derovre, så det er altså rimeligt syndflodsagtigt. Men hvor har det dog været befriende at kunne holde alt det for mig selv. Sådan midlertidigt, i hvert fald. Indtil knoppen blev så fuld af alt det, der nu vil ud, at det nærmest svarer til at begynde at tømme gammeldags latriner–bare med et noget andet indhold end rent lort!

Forhåbentlig!

 

Continue Reading

Jomfruvandet.

Hermed et foto fra min terrasse af årets mest ubrugte, jomfruelige vand. Jeg har i alt fald ikke været i det og kommer det efter al sandsynlighed heller ikke.

I grunden er det mange år siden, jeg var i vandet her i Danmark, fordi jeg følte et helt uundertrykkeligt, akut behov for det. Det var vist i 06, så vidt jeg husker. Eller deromkring. Siden har enhver form for overtalelser prellet fuldstændigt af på mig. Bare tanken har mobiliseret enorme mængder af virtuelt, indvendigt frys.

Jeg er fuld af beundring for vinterbadere og folk, der har været i vandet siden 06. De har ligesom berettiget grund til at prale lidt af deres vikingeblod. Nogle gange tvivler jeg da lidt på, om det virkelig passer, hvad de siger om at bade i isvand og krympeforstærkende ditto. Om det hele bare er pral. Men det er det tilsyneladende ikke. Der er sikkert også ting, som jeg værdsætter, som de nok ikke forstår.

Men det er nok fordi, jeg er så forbandet kuldskær og lider af den vrangforestilling, at det skal være en udpræget fornøjelse at tage karbad i havet. Også mens man er i.

Jeg kan da godt savne det lidt. Men altså ikke mere end at det der vand godt nok temperaturmæssigt skal til at oppe sig gevaldigt, før det får mig i sig.

I mellemtiden er det da heldigvis ganske nydeligt et se på. Det nøjes jeg frivilligt med.

Continue Reading

Om fordomme. Igen.

På min sidste rejse havde jeg en magtfuld politiker fra en stor (MEGET stor) dansk provinsby med. Hun tilhørte ikke et parti, jeg ville stemme på. Jeg ville vist nærmere dyppes i tjære og rulles i fjer!

Jeg havde også en helt ung, dansk muslimsk pige med tørklæde med, som, ligesom politikeren, rejste alene.

Det var ikke sådan, at der var kold luft imellem dem. De talte bare ikke sammen, undgik måske behændigt hinanden og passede hvert sit. Så vidt, så godt.

Men det, der gjorde mig så glad, var, at adskillige af de andre medrejsende på det nærmeste adopterede Julie, som vores unge muslim hed. De tog sig af hende, tog hende med ud at spise og var i det hele taget utroligt opmærksomme på, hvordan Julie havde det. Nu var det ikke fordi, hun på nogen mulig måde ikke kunne klare sig selv–hun var en stærk, men meget ung, selvstændig pige, der læste engelsk og derfor ville se et af de lande, hun blev undervist i.

Det var ikke beskyttelse som sådan, men alligevel fornemmede jeg en alternativ form for trods i den måde, Julie blev behandlet på. Som om alle de mennesker, der var sammen med hende og nød hendes selskab, havde en skjult dagsorden, de på en, for mig, særdeles underfundig, men samtidig klar måde ville formidle. Der var et helt utvetydigt budskab, et standpunkt. Også selv om det blev formidlet på en uhyre venlig, stille måde. Det var jo netop ikke menneskeligt overfald og fremvisning af alibinegre (sorry, det hedder det!), men helt almindelig mellemmenneskelig venlighed og accept, som her blev demonstreret på allerfineste vis.

Det gjorde mig glad! Og fortrøstningsfuld!

Continue Reading

Om hjulbolte.

Somme tider forundres jeg selv over, hvad jeg skriver om. Dette er en af gangene. Jeg ville ønske, emnet overhovedet aldrig blev aktuelt, men det er det.

Min bil har stået parkeret i Ålborg lufthavn en god uges tid siden sidste mandag. I de mellemliggende dage har der været en del skriverier om løsnede hjulbolte i netop Ålborg lufthavn, og familien derhjemme har da også advaret mig om, at jeg…eller rettere bilen…lige skal tjekkes, inden jeg kører.

Min første reaktion er selvfølgelig, at jeg bliver bange for at glemme det. Helt ærligt, så går jeg da ikke sådan lige og tjekker mine hjulbolte på daglig basis. Min næste er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal konstatere, om jeg har påmonterede hjul, der varer mere end få meter. Næste igen, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad jeg overhovedet skal stille op, HVIS jeg husker at tjekke OG finder ud af at konstatere, at jeg er løs i boltene. Hvad gør man så klokken lort om aftenen i Ålborg lufthavn?

Videre til, at jeg finder det forkasteligt, at hjulbolte overhovedet skal influere mit liv. Hvorfor i alverden skal jeg bekymre mig om dem?

Det skal jeg tilsyneladende, fordi en flok overidioter har fået den tåbelige ide at skrue på andre folks hjul. Som et rationelt tænkende menneske er jeg faktisk ret nysgerrig hvorfor. Altså hvorfor de skruer hjulkapsler. Umiddelbart kan jeg ikke genkende, at det at skrue går direkte i belønningscentret, men det virker måske bedre, når man skruer på andres ting og sager? Lige så umiddelbart er det da også min fornemmelse, at idiotskruerne er over alle bjerge, når jeg og andre sætter os ind i vores biler. De kan da umuligt spå om, hvornår vi agter at påbegynde en køretur. Så de ser altså ikke engang følgerne af den skade, de har forvoldt. De står ikke og griner ovre i en hæk, mens folks biler falder fra hinanden, og folk kommer voldsomt til skade. Den oplevelse får de sket ikke med. På et eller andet parameter ville man måske ikke kunne forstå det, men da i det mindste bruge det som en form for forklaringsmodel.

Hvad bliver det næste mon? Skal jeg forvente, at mørtlen på mit hus møjsommeligt er pillet ud, så det kun er et spørgsmål om tid, inden hele hytten falder sammen omkring mig? Fordi nogen har fundet ud af, at de KAN.

Jeg er hjulkapselskruetignorant. Jeg forstår ikke ting, der har forsinket virkning. For hvem i alverden får noget ud af det her? Udover autoværkstederne. Og så måske, desværre, ekstra arbejde på hospitalerne.

Jeg beder til, at jeg husker at tjekke.For første gang i mit liv. Og at jeg så får en åbenbaring om, hvad jeg skal gøre, hvis idioterne har lavet noget, der bare overhovedet ikke giver mening.

Det siges, at det farligste ved at flyve er turen til lufthavnen. Tilsyneladende er det nu turen FRA lufthavnen!

Continue Reading
1 2 3 6