45 år.

Dette billede er 45 år gammelt. Det er taget på fortrappen udenfor det daværende Hobro Gymnasium, som nu er omdøbt til Mariagerfjord, sikkert i den hellige inklusions navn, så dem fra omegnbyerne og de utallige små landsbyer også skal føle sig velkomne.

Det viser 26 unge mennesker, som meget snart skal påbegynde deres afsluttende studentereksamen. Man kan vel kalde det et “før”-billede, men desværre eksisterer der ikke noget “efter”-billede, selv om alle slap ud med et eksamensbevis. Huer, derimod, var knapt så populære det år, så mange havde valgt at lægge hovedbeklædningen på lighedens og den socialistiske tankegangs alter, for man skulle ikke prale. Og man skulle heller ikke tro, man var noget særligt, bare fordi man havde taget en studentereksamen.

Det var en dejlig sommer. Selv forsommeren var varm og badevenlig, og nætterne var lysere, end de nogensinde har været siden. Der var sådan en, lidt tøvende og forventningsfuld, glæde over, at det hele var overstået, og at noget nyt, som man ikke engang selv kunne definere præcist, ventede forude. Vi kaldte det sikkert ikke “livet”, for dengang var selv ikke næste år en del af vores begrebsverden. Og samtidig var de 3 år, fra vi gik ind på gymnasiet som børn og kom ud igen som unge mennesker, ufatteligt betydningsfulde i vores liv. Jeg tænker tit tilbage på dem, hvor de, under nostalgiens englekor og mangel på skydække, bliver nogle af de bedste i mit liv.

Og vi kom ud i en verden, hvor adgangskrav til mellem og højere uddannelser end ikke var på tale. Man kunne, bogstaveligt talt, spadsere ind på de fleste læreanstalter, og man havde umådelige chancer for ligeså at spadsere videre mellem alle de uddannelser, man nu havde lyst til at snuse til, indtil man fandt den rette. Eller lod være. Derfor fik den her flok faktisk alle gode uddannelser. Vi blev til NOGEN. Ikke NOGET specielt pralende, men vi fik mulighederne, og vi tog dem på vores egne, sindige, jyske måder.

Nogle af os har holdt sammen gennem alle årene. Nogle af os har holdt pauser fra hinanden, mens vi tog sving i livet, som vi helst ville tage alene. Men vi, der stadig ses, knytter venskaberne endnu tættere, fordi vi mere og mere erkender, at vi er hinandens livsvidner, hinandens spejlbilleder af en fælles fortid, og mange gange de eneste, der kan huske hinandens ungdom og familier. Årenes gang gør os nostalgiske, og jo ældre vi bliver, desto mere kommer vores fortid i fokus.

Det er alligevel med en slags vemod, jeg betragter billedet af disse glade, unge mennesker, der bogstaveligt talt sidder på livets trappe. Vemod, fordi det jo i al sin ubekvemmelighed fortæller, at jeg selv er blevet 45 år ældre siden dengang, og derved har brugt en ikke ubetydelig andel af min egen livsration siden. Men der er også glæde. Glæde over, trods alt, stadig at være her efter så lang tid, stadig at kende mange af disse formidable mennesker og over, at det hele gik godt. Der var ups and downs, men i det store hele gik det jo godt…… I de fleste af de 45 år!

Continue Reading

Båltale.

Så blev det Skt. Hans. Eller gjorde det? Sådan rigtigt? Der er ingen tvivl om, at det vejrmæssigt er blevet sådan for alvor sommer, at nætterne lyser, og alle de højsommerske urter og buske står i fuldt flor. Men bålene mangler.

Samtidig er der desværre heller ingen tvivl om, at hvert eneste by har sine hekse og hvert sogn sine trolde. Fabelvæsner har altid udgjort en form for forklaringsmodeller på ting og hændelser, man ikke har kunnet forstå. Og lige nu er det allermest uforståelige, uhåndgribelige og utæmmelige Coronaen.

Derfor vi jeg brænde mine hekse selv. Alene. Og sende mine trolde afsted til steder så langt borte, at de aldrig har en levende chance for selv at finde tilbage igen. I år er mine fabelvæsner ikke kostridende, hæslige gamle kvinder i laset tøj eller mænd med store næser og krogede, behårede lemmer. De er meget mindre. De er såmænd ikke større end sølle, uskyldige bakterier.

Så jeg vil sende hver eneste bys og hver eneste sogns bakterier til Bloksbjerg. Eller hvor man nu end sender den slags hen, når man godt kan se, at det er fuldstændigt unfair at smide al lortet ad det østlige Tyskland til. De har jo nok i forvejen. Jeg vil brænde virus på kvas og bøgegrene som en gal pyroman og endda stå og grine med skadefryd samtidig. Jeg vil endda snyde og hælde benzin på bålet, hvis det kan hjælpe skidtet med at få en hurtigere afgang. Jeg vil synge Midsommervisen for fuld falskhed, og hvis det kan hjælpe står jeg gerne samtlige vers igennem. Flere gange. Både på Shu-bi-duask og på den flotte, gamle melodi. Jeg vil skide højt og flot på tidens trend omkring det sexistiske i hekseskikkelsen og antage, at der findes vira af begge køn, som bare skal tage billetten til de evige virusmarker, hvor de hører til. Jeg vil se bålet som en renselsesproces, som en skærsild, hvor alle former for Corona får deres fortjente straf. Og den er ikke ubetydelig.

For så kan det blive sommer. Både indvendigt og udvendigt. Så kan vi komme ud af fabelviravæsnernes omklamrende favntag og begynde at leve igen. Vi kan fortætte, forsøstre og forbrødre os på enhver tænkelig fysisk måde, og vi kan være sammen med alle dem, der bare noget så uendeligt trænger til at være sammen med os. Med de gamle, de syge og de udsatte, som i alt, alt for mange måneder har u-levet deres liv på præmisser, der gør, at de, hvis de dør nu, vil dø AF (ikke MED) Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen. Og så vil ikke blot ungdommen gå til dans, men alle vi trekvartgamle vil såmænd også valse ud i livet på skæve trin og twiste en gang ekstra for befrielsen.

Måske vil vi endda selv rejse til Bloksbjerg. Uden kost, men med mod på verden igen. På at se det hele farefrit igen og rejse uden hudløshed og angst. Generobre den hverdag, vi savner, og næsten har glemt, hvordan fungerer.

Det kræver bare lige, at vi får sendt virustroldene og heksene afsted. Ved fælles indsats og noget så eftertrykkeligt. Så lad os bruge denne bålfri Skt. Hans til hver især at oprette et indre bål, således at vi med enorm fælles kraft kan blive ved med at elske vort land og leve vore liv på den måde, vi alle gerne vil. Og som vi gjorde, før fabelvæsnerne erobrede os!

Continue Reading

På rejse med hystaden.

Nu har jeg så brugt samtlige togskinner mellem Vojens og Ringsted på at flytte rundt fra plads til plads med jævne mellemrum. Det til trods for, at jeg faktisk har den obligatoriske pladsbillet.

Min købte og betalte plads viste sig at være ved siden af superhystaden med mundbind og arsenaler af håndsprit, og det kunne på ingen måde komme på tale, at jeg kunne få min retmæssige plads i hendes nærhed. Jeg var for smittefarlig, ser sikkert decideret intensiv-indlæggelsesmoden ud. For ikke at ødelægge togfreden for resten af vognen lod jeg så damen beholde sit afsprittede territorium—og min plads—og har så siden flyttet rundt, alt efter hvem der stod af og på på stationerne undervejs. Heldigvis er toget ikke fyldt, men det er da ret fedt alligevel, at der lige kom en ny passager overfor damen på i Odense. Jeg håber i al min skadefryd, at han er forkølet. I alt fald lidt!

Personligt synes jeg, damen burde være blevet hjemme. Hvis man lider af Coronaangst i et størrelsesorden, der både influerer ens egen og andres rejse, så har man det nu nok allerbedst derhjemme. Så er det halsløs gerning at prøve at overvinde det tilsyneladende uovervindelige, og man bliver tilmed ret upopulær i sine anstrengelser. Vi er alle Coronarædde, men vi kan tøjle vores angst, når vi er ude blandt andre. Og kan vi ikke, så må vi blive hjemme!

Continue Reading

Om at køre i tog, privatbilisme og infrastruktur.

I morgen skal jeg ud at køre i tog. I flere år har jeg i forvejen haft et noget anstrengt forhold til DSB, og især til DSBs toiletforhold, men jeg må da indrømme, at Coronaen bestemt yderligere har rykket ved min umiddelbare lyst til at komme på skinner.

Man kan da godt sådan gå og frygte en togtur. Hvor det førhen primært var træls at tænke på, fordi det var så forbandet kedeligt, at selv ugebladet Søndags krydsord havde svært ved at lade en abstrahere fra turen over Fyn, og man i den grad skulle knibe ballerne sammen for at undgå konfrontationer med toilettet og toilettets, så går man jo nu og visualiserer alle de angrebslystne bakterier, der måtte befinde sig i vogn 62, som pr. tradition altid er den, jeg ender i.

Nu er pladsbilletter jo blevet obligatoriske, fordi DSB vil vide, hvor de har os og vores medbragte vira, og det i sig selv er noget af et slag i rejselysten. Principielt køber jeg aldrig pladsbillet. For det første, fordi jeg er for udgiftssky til at investere i min egen røvs bekvemmelighed, når der faktisk er er absolut mindretal, der overhovedet gider rejse mod syd efter Fredericia, og flertallet ikke lige rejser, når jeg gør. For det andet er det nærmere reglen end undtagelsen, at jeg med en pladsbillet ender uflytteligt lige præcis der, hvor jeg ikke har lyst til at være. Midt i en børnefamilie fra Struer, hvis baby altid har permanent kolik, mens storesøstrene indædt forsøger at myrde hinanden, ved siden af præstefruen fra Tarm, der uindbudt diverterer med såvel sin, sin mands og (over Fyn) hele sognets livshistorie eller i selskab med det samlede opbud af øllede typer uden specifik megen sans for personlig hygiejne. De skal altid af i Kolding.

Denne gang vil jeg helt sikkert få min røv tvangsanbragt mellem en konvention af samtlige landets superspredere og indgå i et nysende, harkende, prustende, småspyttende fællesskab der i vogn 62, som jeg vel kun kan slippe ud af ved at søge tilflugt på toilettet. Ikke specifik opløftende rejseudsigter. Især ikke det med toilettet.

Og sådan er jeg nok ikke den eneste, der tænker. For egentlig kunne jeg jo bare tage min bil, men det er altså også besværligt og –især–hundedyrt. Når man ikke er bosiddende i indre KBH, koster afparkering af bil i et par dage ca. det samme som selve bilen. Hvis man kører i Aygo, forstås. BMW-ejere kan nok klare den på motoren, læderindtrækket og et par alufælge. Ydermere er bil mentalt forstyrrende. Man bliver idiot af at blive reduceret til en, der hele tiden skal passe og være OBS på betaling, flytning og henstilling af den rullende klods om benet.

Men det får mig til at tænke på, om ikke dette forværrede forhold til DSB og andre offentlige transportmidler også gælder andre end lige mig. Om ikke vi alle går med et sug i maven overfor offentlig trafik og føler, at vi med sand dødsforagt kaster os ud i det, når vi er tvungne. Personligt kan jeg da iagttage, at de bybusser, der kører i mit kvarter, glimrer ved deres absolutte fravær af andre end lige chaufføren. Her er ingen, med andre ord, voldtvungne ind i de øllede typer, for her er pladser nok.

Jeg er sikker på, Coronaen har betydet et mærkbart opsving for privatbilismen. For andre måder at transportere sig på end netop de offentlige. Lur mig om ikke de daglige pendlere i hovedstadsområdet undgår S-tog og metro, hvis det er muligt, mens vi andre hellere tager vores egne bakterier i egen bil end de delbare med det offentlige. Vi foretrækker klart at genbruge vores egne bakterier i vores egne små kørende rum. Det er forståeligt, men det er også dybt beklageligt.

For hvis vi alle lader angsten for andres smittefare råde, så er vi faktisk på vej til at ødelægge ikke bare den offentlige trafik, men også, i et større perspektiv, selve landets infrastruktur. For hvis ingen anvender busser, tog og færger, så bliver de urentable, og som samfundet ser ud lige nu, så er rentabilitet mere væsentlig end borgernes muligheder for adgang. Der er selvfølgelig steder, hvor man næppe kan nå frem uden at anvende f.eks. færger, men jeg kan tydeligt se en nedgang på alle sejladser, der ikke er decideret nødvendige for den enkelte. Så længe vi stormer rundt i egne biler i udpræget grad, så mister vi samtidig rigtigt mange muligheder for offentlig transport. Hvilket er yderst begrædeligt for mennesker, der ikke har andre alternativer, men da sandelig også betyder en væsentlig forøgning af forureningen og udslip af alt det, vi ellers beklager os over udslipper.

Jeg plæderer ikke for en indstilling til helgenkåring, fordi jeg underlægger mig DSB i morgen. Kun til, at man tænker lidt over det. I mellemtiden vil jeg så tænke over, hvilke udfordrende typer, min pladsbillet vil give mig adgang til, frygte toiletforholdene samt prøve at abstrahere fra det grovnysende Coronakonvent, der helt sikkert venter mig i vogn 62.

Continue Reading

Min politisk ukorrekte nabo.

Nede bag mit sommerhus ligger der en negerhytte. Det står selv på skiltet, og selve hytten er da også helt rund, er opført i genbrugsmaterialer og havde oprindeligt stråtag. Dengang den blev bygget i 30-erne. Skiltet har stået der de sidste 10-20 år, sådan i stilhed og ubemærkethed. Altså bortset fra at vi selvfølgelig allesammen altid har refereret til huset som negerhytten. Helt uden at tænke over det. Bare fordi, det var det, den hed.

Jeg går forbi mindst en gang om dagen på traveture, og pludselig slår det skilt mig i hovedet, på samvittigheden og helt ind i min egen etnicitet, når jeg passerer. Det er fuldstændigt utrendy, politisk øredøvende ukorrekt og både en ydmygelse og fornærmelse at kalde sit hus den slags. Men med skam at melde har jeg faktisk aldrig, før nu, tænkt over, at det var tilfældet. Jeg har, sandt at sige, gået meget mere op i husets historie, som fortæller om, at der skulle være et hagekors indmuret i gulvet, fordi en meget forhenværende og nedskudt (i 45, netop i forbindelse med troen på samme hagekors) ejer bekendte sig til det, der også efter 45 blev særdeles politisk ukorrekt.

I lyset af de senere dages begivenheder på verdensplan, og især på USA-plan, er det selvfølgelig en skændsel, at vi her i vores lille samfund går rundt og kalder vores huse for negerhytter. Ligefrem reklamerer på store sten for, at de hedder sådan. Men det slår mig altså også, at sproget i sig selv tydeligt afspejler en historisk betinget bevidsthed. Det er særdeles muligt, at det hus bør finde sig et andet navn, men samtidig viser navnet jo også, at det for bare få år siden ikke var et omdiskuteret emne, om man gav sit sommerhus et racistisk navn. Der er givetvis ikke strejfet en eneste racistisk tanke gennem stenopsætteren, som bare har markeret, at hans hus alligevel altid har været kaldt negerhytten.

Den er svær, den her. For på den ene side ER det åbenbart forkert og fornærmende, og N-ordet er ikke velset i sproget, men samtidig er vi også der, hvor det ind imellem virker hysterisk at give ting, der altid og gennem adskillige år har haft et navn, et helt andet. Jeg har heller aldrig hørt nogen klage over navnet, men nu ligger vi jo heller ikke på de mest befærdede, internationale strøg.

Men jeg vil iagttage situationen. Se, om det skilt kommer ned. Om der simpelthen kommer klager over det. Om det sågar kommer på landsdækkende TV, så vi her i byen kan blive udråbt som racister med rod et kvart århundrede tilbage i historien.

Hvis skiltet går væk, vil der ske det, at et skilt forlader os. Der er nok ingen grund til at tro, at huset vil blive kaldt noget andet. Det er ikke fordi, vi er dybt politisk ukorrekte og bærer på en ulmende, latent racisme, men bare fordi det nu engang er det, huset altid har heddet. Måske kommer vi til at hviske det til hinanden af frygt for repressalier, eller også holder vi bare op med overhovedet at tale om det hus.

–Eller måske skal vi bare for fremtiden tale om “det politisk ukorrekte sommerhus”. Så kan man jo sådan set også selv bestemme, hvornår huset har haft sin ultimative ukorrektheds-tid.

Continue Reading

Om superspredere.

Nu er det åbenbart kun supersprederne, vi skal undgå. For det er nemlig dem, der på lang og ubestemt tid vil sætte en stopper for alt det, der er sjovt i flok og sammen. De har effektivt taget vores koncerter, vores festivaller, vores markeder og vores fysiske fællesskab. Alle de andre småspredere er reduceret til amatører. De klatter tilsyneladende rundt med deres uprofessionelle vira på en særdeles ineffektiv måde, som om de slet ikke rigtigt mener noget med det hele.

Supersprederne, derimod, tager det hele seriøst og spreder i voldsom ringform. Så er det bare, at jeg (og sikkert rigtigt mange andre) da bare så forfærdeligt gerne vil vide, hvem de er. I forbindelse med superspredere går jeg absolut ind for stigmatisering. Jeg er hensynsløs for-stander (hvis det altså er det modsatte af modstander) af såvel klare farvemarkører, oplyste veste i neonfarver, gerne påskrifter i tydelige blokbogstaver, ja faktisk helt ud i små badges med klare piktogrammer, som selv små børn kan forstå. Det nytter jo ikke noget at have den slags gående rundt iblandt os, når det positive alternativ i stedet ville være, at vi kunne få vores festivaller, alle øllede begivenheder, koncerter, markeder og selv ringridning tilbage. Der må da være en måde at indfange den slags på. Det må Søren Brostrøm vel kunne finde ud af. Især fordi det vel næppe er en politisk agenda, men en i den absolutte almeninteresse at finde frem til samtlige, der går rundt og skyder vira med spredehagl.

For hvis man nu sammenligner med dem, der surstråler, så er de da rimelige nemme at lokalisere. Sætter man sådan en surmulet kværulant ind i en flok gladerikker, så starter spredningen af dårlig stemning på et splitsekund, og det varer sandelig ikke længe, før de mindst immune er stærkt smittede, mens hele flokken vel går i ren surhed over et overskueligt stykke tid. Selvfølgelig kræver det lidt detektivarbejde at finde ud af, hvem der var først og mest sur, men jeg tror godt, en rimelig inspector i klassen lige under Barnaby og Lewis ville have en yderst speedy opklaring. Måske kan man bare her konkludere, at mental smitteskydning er nemmere at pinpointe end fysisk. Også fordi surstråling ikke opererer med latenstid og inkubationsperiode. Den er sådan meget mere akut. Der er jo ingen, der bliver sursmittet og så lige venter en fjorten dages tid med at blive sådan rigtig for alvor sur og grovvranten. Men bortset fra det, fungerer det vel ens.

Så hvis vi da bare kunne finde de der superspredere. Problemet er jo også, at de næppe selv ved, hvem de er. Jeg mener, der er vel ingen, der går rundt og kaster med Corona med vilje. Det hele bliver også lidt uhyggeligt, når man ved, at man i større forsamlinger kan rende ind i en forklædt Corona, der ikke engang selv er bevidst om sin identitet eller bærer tydelige kendetegn. Ultimativt kunne det jo være en selv….

Men alt dette betyder desværre, at så længe de usynlige superspredere er blandt os, så får vores virus-agtpågivenhed ikke fri eller går på sommerferie. Vi må mindes vores store fester, gode koncerter, fede festivaller og alt det, der var stort, fordi menneskemængden var stor, med glæde, men der er ikke de store chancer for, at det bliver denne sommer, hvor den infamt snedige virus går i sig selv og ud af supersprederne. Dette faktum er yderligere grobund for rigtigt gode vilkår for sursprederne. Der er masser af dårlig stemning, forliste jobs, ferier og oplevelser at hænge tonsvis af spredbare frustrationer op på–med akut virkning.

Så i takt med, at vi desværre må acceptere, at superspredere af usynlig virus står på lur blandt og imellem os, så kan vi vel gøre en indsats for at de andre møgspredere går en stigmatiseret fremtid i møde.

Continue Reading

Den dag, folk kom ud af Coronahullerne.

Jeg har aldrig ( og aldrig er meget længe i mit tilfælde!) set så mange mennesker i min lille ferieby før. Ved sammenligning med de store, solbeskinnede søndage i højsæsonen går denne pinse af med den absolutte sejr. Vi skal nærmest tilbage til før charterferiernes introduktion for at finde noget lignende. Helt tilbage til dengang, Hadsundbroen var ensporet, og alle måtte holde i tællelige, enorme køer, hvis toget skulle over, eller broen svinges ud.

Aldrig har så mange valfartet til vandet, til stranden og ud af de Coronahuller, som de har siddet i alt for længe. Selv vores statsminister tog herud, og det må vel betyde, at hun også helt legalt og med god samvittighed har lettet Coronarøven og bare trængt til at se lidt andet og andre end Søren Brostrøm.

De lokale forretninger har givetvis indhentet en pæn indtjening, og aldrig har jeg set så lange køer til is. Ved det værtshus, som er byens mest populære, sad folk nærmest opstablede i flere etager, og der var drøn på enhver form for abstraktion fra smittefare. Jeg er også sikker på, at sommerens nyopskudte outlets med alt det, man kun kan sælge til turister, havde en formidabel dag. Selv Kattegat var fyldt med gæster, som bogstaveligt talt grovskyllede virus af sig i det ellers ikke alt for venlige vand.

Der var sådan en stemning af isbjørne, der er gedigent færdige med vinterhi, ivrige køer, der har fået lov til at hoppe på rigtigt græs, små børn, der endelig får verdens største vaffelis og lidt mølædte, hengemte mennesker, der pludselig får åbnet en dør ud i friheden efter nærmest at have glemt, hvad frihed er.

Sikke da en pinse! I hele 3 dage fik vi lov næsten totalt at fortrænge alle angrebslystne vira. Vi kom ud i solen, vi stimlede anstændigt og med halvpassende afstand, vi så andre mennesker i umiddelbar nærhed, og vi kom pludselig i tanke om, hvad normalitet er og hvor meget, vi har savnet den.

Aldrig har jeg set så mange mennesker her. Og aldrig har jeg set så mange mennesker med fuldstændigt den samme dagsorden: at komme ud af Coronahullerne!

Continue Reading

Om ferier og ideologi.

Selvfølgelig har jeg da ondt af alle de, der ikke kommer på udenlands ferie. Meget kan man sige om Tyskland, Norge og Island (også meget positivt!), men jeg tror ikke, jeg tager munden for fuld ved at pippe, at de ikke sådan er vildt ekstremt, eksotiske lande. Der er sgu` ikke megen sydlandsk stemning i Harzen, ligesom det nok mere er undtagelsen end reglen, at man forkølelsesfrit kan tage solbad i Norge og Island. Misforstå mig ikke: Jeg holder meget af de ovennævnte lande, men nogen Middelhavsstrand med palmer kan de ligesom ikke stille op med. Hvis det er det, man vil have.

Anyway, så er det egentlig slet ikke der, jeg vil hen. Jeg er nødt til at skrive, at alle ferienødstedte selvfølgelig har min sympati, og at jeg er glad ved, at de i de allerfleste tilfælde får deres penge for såvel mellem- som absolut eksotiske feriemål tilbage. Jeg læser grådkvalte beretninger om familier, der har op til 100.000 i klemme ( bare jeg var så velhavende, at jeg kunne holde ferie for 100.000!), og det er da virkelig synd for dem, at de ikke kommer afsted. Mine dybeste kondolencer. Også til medierne for en skævvridning af hele diskussionen.

For lad os lige blive ved tallet 100.000. Det er så pænt og rundt. Det forholder sig nemlig sådan, at et stort antal danskere vil tabe endog meget mere end lige 100.000 på Coronasituationen. Det gælder ikke blot små erhvervsdrivende, men bestemt også den uhyre store gruppe, der er for fattige til at få kompensation. ( Se evt. reglerne for kompensation. Her fremgår det tydeligt, at mange er for fattige til at modtage en sådan.) Her har vi alle de løstansatte, sæsonarbejderne, freelancerne uden eget firma samt mange, mange flere, der generelt kun har det til fælles, at de er lavtlønnede med ustabil indtjening. En meget stor del af disse mennesker tjener IKKE 100.000 om året, kommer næppe på ferie ( selv de billige), og er i denne tid fuldstændigt glemt og overset af en såkaldt socialdemokratisk regering. Kompensationsreglerne har ingen nicher for dem, ingen erstatning, intet noget som helst. Bare som eksempel kan nævnes de 40.000 sæsonansatte på hoteller og restauranter i hovedstaden samt et utal af kunstnere og, nå ja, rejseledere.

Jeg er så ubeskriveligt naiv, at jeg altid har set venstrefløjspartierne som de svages, de lavtlønnedes, endog arbejderklassens beskyttere. Med store ord som en slags garanter for velfærdssamfundet, for solidariteten og samfundssindet. Det sidste har vi ydermere fået utallige opfordringer om at dyrke i denne tid, men det er tilsyneladende kun nogle af os, der skal vise samfundssind og holde kæft uden løn. Jeg ved ikke helt, hvor velfærdssamfundet er blevet af, for velfærden er pludselig blevet en selektiv størrelse for de specielt udvalgte, og solidariteten gælder tilsyneladende kun overfor visse firmaer. Det her er ikke socialdemokratisk ideologi. Det er ydmygelse af de svageste, de dårligst lønnede og lige præcis de, som socialdemokratiet skulle beskytte og ikke nedgøre ved at lade dem forstå, at deres arbejde er totalt irrelevant for det fælles samfundssind og den store solidaritet.

Jo, jeg hører også alle historierne. Dem om de små erhversdrivende, der på ingen måde kompenseres, men må bruge samtlige de pensionsopsparede penge på blot at overleve. Og abstrahere fra, at de på et tidspunkt bliver gamle. Om kollega-rejselederen, der har 550 kr. at leve for, indtil verden bliver Coronafri. Men ikke mindst ( med omvendt fortegn!) alle beretningerne fra folk, jeg kender, som sidder rundt omkring på revisions- og regnskabskontorer og har det forfærdeligt med hver ENESTE dag at konstatere mange ( som i MANGE) snyd med kompensationsmidler. De, der møder folk, der officielt er hjemsendt med staten i røven, men som nu arbejder i skjul hjemmefra, for det kan staten ikke regulere, og firmaet kan på den måde få en rimeligt gratis, usynlig medarbejder. Easy, peasy. Jeg vil slet ikke udtale mig om, hvad alle disse firmaer mon tænker på. Min mund har det med at blive så grim, når jeg er virkelig provokeret.

Jo, jeg synes bestemt, det er synd for alle de mennesker, der ikke kan komme på ferie. Det synes medierne helt klart også. Men tillad mig at råbe ud, at jeg altså personligt synes, at det er 100.000 gange mere synd for alle de, der er kommet i klemme i den nuværende såkaldt socialdemokratiske ideologi, der udelukkende tilgodeser alle andre end netop de, der altid har været socialdemokratiets kernevælgere. Her er ikke bare tale om ansvarsforflygtigelse og direkte vælgermassakre. Her er også tale om et parti, der har ydmyget sine trofaste støtter ved totalt at overse dem og indirekte skrige til dem, at de er uvæsentlige for samfundets opretholdelse.

Jeg er helt sikker på, at alle disse mennesker fuldstændigt brokfrit ville “nøjes” med en ferietur til Tyskland, Norge eller Island. Der står nemlig slet ikke ferie på deres dagsorden. Den drejer sig udelukkende om overlevelse, blot og bart. Og en sådan kan være særdeles svær og ekstremt fantasikrævende i et land, hvor en selvudråbt form for socialdemokratisme pisser højt, flot og ydmygende på lige præcis de, der burde tages hånd om.

Hvad i alverden er der dog sket med deres ideologi? Er den taget på ferie? Mig bekendt opfører man sig da ordentligt og ikke nedgørende overfor andre mennesker, selv i Norge, Tyskland og på Island.

PS. Skal i denne forbindelse, for at undgå misforståelser, også sige, at det ville være 1) langt billigere med adskillige milliarder og 2) langt mindre ydmygende at give alle disse mennesker kompensation fremfor offentlige ydelser. Mange lever på en selvvalgt minimumsgrænse allerede, og det er netop et valg, der er truffet på baggrund af, at man både er stolt af sit arbejde samt stolt af, trods alt, at kunne klare sig selv. Alle disse mennesker ønsker generelt ikke sociale ydelser–de ønsker anerkendelse for, at deres arbejde er væsentligt og ikke overset.

Continue Reading

Om uønskede lejere.

Der er nogen, der holder fest under vores hus om natten. Eller også er der bare tale om en yderst dysfunktionel familie, der har det med at styre det meste aggressivitet over i højlydt råben og meget fysiske slagsmål. Det lyder som om, de kaster seriøst rundt med hinanden. I alt fald banger de sådan ret voldsomt mod stuegulvet nedefra, mens de siger nogle vældigt høje lyde, der lyder ligesom hele Disneyland på speed.

Det er næsten altid omkring klokken 2. Og ikke hver nat. Det virker lidt, som om de samler sammen, og så holder et enormt party, eller husspektakel, eller hvad de nu gør, når de har samlet råb og skrig nok sammen til at give den ekstra power. Når den natlige fest under vores hus begynder, vil selv den mest hårdtsovende ikke have en eneste chance. Det er, som væggene dirrer, gulvet går i bølgegang, og nattens tysthed forstyrres af Anders And og samtlige nevøer i rewind.I begyndelsen troede vi, det var katte. Altså 2 hankatte, der var gået i territorieselvsving. Men selv de allermest adrætte katte vil ikke kunne komme ind under det hus. Tilligemed at hankatte på pisse-af-togt ikke er velkendte for at mave sig ind under huse for at kaste rundt med hinanden. I alt fald er der ikke megen plads dernede for en gennemsnitshankat til at møfle rundt med en anden.

Det er selvfølgelig ubehageligt at blive vækket af den slags midt om natten. Ikke alene er det altid ubekvemt at blive vidne til andres interne skænderier, men der er også yderligere omkostninger forbundet med det. For det første er enhver form for sov sat på stand-by, når deres mundtøj går på myldrebæ, og de går i familiekast. For det andet er den eneste chance for at få dem pacificeret selv at trampe rundt som en gal, gerne ivrigt syngende, hvad man nu kan finde på at synge på den tid af natten. For det tredje afstedkommer deres tilstedeværelse en så panisk angst hos vagthunden, at den, pustende og urolig, skal indtage en siddende position cirka midt på min mave. Hvor den så skal blive, indtil alt det der farlige er overstået. Jeg går sjældent efter de billige point, men her kan jeg simpelthen ikke styre mig selv omkring den konklusion, at han absolut ikke er nogen mårhund.

Netop denne form for uønskede lejere er ikke underlagt lejeloven og dermed udsmidelige. Det ved vi, for vi har haft dem før. Heldigvis har vi aldrig oplevet samme modbydeligheder som genboen, som for år tilbage også blev besat og måtte iagttage et fastklemt, dødt pindsvin omkring tagryggen, der sad i klemme, halvt ude, halvt inde. Døde pindsvin har det med at blive endnu dødere hen ad vejen, og når selv lejeren ikke kunne få det igennem hullet, så krævede det bestemt også en indsats af ejeren. En modbydelig, endda. Så er det, vi bare skal lade være med at være specifikt fantasifulde omkring, hvad der måtte gemme sig inde under vores hus. Hvad vores foretagsomme lejere har slæbt derind, og som, det er jo naturens gang, bare bliver dødere og dødere. Man skal simpelthen abstrahere fra, hvad der er efterladt under køkkenvasken, selv om jeg da godt synes, jeg ind imellem kan ane det sådan lugtmæssigt. Var det en almindelig, menneskelig lejer, der sådan moslede rundt med lig om natten, ville det da være en oplagt opsigelsesårsag, men den går desværre ikke her.

Derhjemme har vi også, for år tilbage, haft samme problem. Der fik vi rådet, at den slags familier ikke tolererer støj om dagen, selv om de da ellers nok fråder i egen larm om natten. Man skal derfor sætte en radio i gang, så de stresses. Problemet er så bare, at ulig derhjemme, hvor vi dengang gik på arbejde, så er vi faktisk her om dagen, og skal selv tortureres med permanent støj. Men hvad gør man ikke for at få sin nattesøvn tilbage, undgå mareridtsagtige scener med visualiseringer omkring, hvilke afdøde der befinder sig under ens hus samt undgå at blive kvalt af en tøsedrengshund på 40 kg., der okkuperer sin ejers mave til kvælningsstadiet?

Jeg var i sin tid meget fortørnet over, at man nedlagde Radio 24-7. Og jeg er da heller ikke fri for skadefryd, når det kommer til, at lytterfri Radio Loud, der overtog licensen, men absolut ikke lytterne, er sådan en fiasko. Så jeg tænker, at når virkelig ingen gider at lytte til den station, så må den virkelig være så enerverende, at den selv kan virke oprivende, flytningsfremmende og stressende på mårfamilier. Den får de! Samtidig med, selvfølgelig, at jeg vil synge og danse, trampe og hoppe, invitere tonsvis af larmende gæster samt i det hele taget være noget så dødstøjende, at selv uønskede lejere får nok. Faktisk kender jeg også en, der kan snakke som Anders And, så hvis alt det ikke virker, så må jeg vel hidkalde vedkommendes assistance og give ris til egen mårrøv.

For jeg gider ikke deltage i andres natlige parties. Eller høre på deres skænderier. Eller huse deres lig.

Continue Reading

Om vira.

Jeg har slet ikke været forårsforkølet i år. Jeg har heller ikke haft spænende maveonder. Jeg kender, for den sags skyld, heller ingen, der har. Ligesom jeg (i parentes bemærket) heller ikke kender nogen, der har haft Corona. Sammen med alle de, jeg kender, har jeg været noget så uovervindeligt sund på virusfronten. Selv ikke, når jeg egentlig syntes, jeg sådan gik og frøs lidt og nok ville få en akut forkølelseslussing på efterkrav, så er jeg sluppet. Så ikke engang på de fortjente forkølelser har der været uønsket Bingo. Ikke megen lidelse her, ingen snot, ingen nys og en særdeles velafbalanceret afføringscyklus, tak.

Så det er da ganske forfærdeligt så meget, vi i grunden går rundt og smitter hinanden. Og hvor meget vi de sidste måneder har ladt være. Ikke bare os trekvartgamle med anstændige, moderate adfærdsmønstre, men sandelig også andre grupper i samfundet. Jeg hørte om en praktiserende læge, hvis urinprøver på daglig basis var dalet fra ca. 20 til cirka 2, primært fordi alle de unge piger ikke havde nogen som helst chance for at score sig diskoteks-opsamlede one-night-stands, og i øvrigt heller ikke har haft nogen som helst grund til at rende rundt om natten, i kulden, i alt for tyndt tøj, når der nu ikke har været nogen steder at rende hen om natten i scoretøj. Jeg er også sikker på, det statistisk må kunne spores, at diverse kønssygdomme har haft særdeles udfordrende vilkår. Det har givetvis være op ad bakke for gonorreen…

Og har det så egentlig været sjovt at gå rundt med sig selv, totalt virusløs og ueksponeret for alskens dårligdomme? Ja, de fleste af os undgik da i alt fald Coronaen, men jeg havde nu nok ofret en 3 dages snot ind imellem, bare for at have fået lov at se lidt andre mennesker. Jeg er seriøst villig til at give et maveonde i pant for at komme på arbejde, og jeg tager også gerne en lille (men kun minimal og smertefri) mellemørebetændelse for, at verden bliver sig selv igen.

Selvfølgelig er det vigtigt, at vi som samfund passer på de særligt udsatte, og at vi ikke åbner vores samfund for tidligt og for hurtigt, men hvem skulle have troet, at vi ligefrem (eller i alt fald jeg) i ren desperation var kommet dertil, hvor almindelige vira egentlig er at foretrække fremfor ingen vira. Fordi de vante vira signalerer normalitet og liv.

Jeg kan også godt frygte, hvordan alle de tilsattesatte og hengemte vira vil falde os i ryggen, når de nu snart får deres store comeback. Når vi begynder at mænge os lidt med hinanden igen og måske endda, selvfølgelig ved en fejl, erobrer hinandens intimssfære og kommer på mindre end en meters afstand. Vil de så iværksætte et hævntogt, de vira, som plaster på et alt for magert og kedeligt forår, hvor de, med rette, har følt sig outede og fejlcastede i et samfund, der bare ikke har været virusvenligt? Vil de tage en så voldsom hævn, at vi må ligge underdrejede i sommervarmen, mens de små piger går på såvel diskoteker som på kroniske blærebetændelser? Hvem ved.

Underligt nok er det jo først nu, jeg sådan konstaterer min virusmangel. Jeg har overhovedet ikke skænket snot en tanke hele foråret. Så på den ene side set har Coronaen da bestemt været positiv for majoritetens fysiske helbred på en underlig omvendt måde, men på den anden side set, så længes jeg næsten efter en god, gennemsnottet forkølelse, hvis den samtidig er signal om, at der er liv, normalitet og samvær mellem mennesker.

Continue Reading
1 2 3 18