De ting, der sker, når man mindst venter det.

Havde været på et lokalt lagersalg og syntes egentlig, at scoren på 5 par shorts/nederdele/kjoler i et middelgodt mærke for 500 kr. var til at have økonomisk med at gøre. Så jeg var lettere tøjmanisk og særdeles tilfreds med dagens tekstilmæssige udfordring, da jeg holdt på en lille sidevej for at dreje ud på omfartsvejen. En så minimal sidevej, at INGEN kører ud på den seriøst trafikerede omfartsvej uden at holde helt stille først og tage bestik af trafiksituationen.

Undtagen altså ham, der kørte lige bag mig. Hvis store udfordring desværre bestod i, at min bil befandt sig foran ham. Så han bragede sin lille varebil direkte ind i min bagsmæk. Uheldigvis må jeg i samme splitsekund have kigget ret kraftigt til den ene side, for ved sammenstødet gav det et alvorligt ryk i min venstre side af nakken. Sådan totalt uventet og meget kraftigt. Chokerende kraftigt, for for det første får jeg sjældent ryk i nakken, og for det andet kom det hele fuldstændigt uventet.

Til min ros skal siges, at jeg overhovedet ikke opførte den verbale pendant til min trafikale springfinger. Jeg stod vist bare ud af bilen og sagde noget i retning af, at han da godt nok havde givet mig noget af et nakkeryk. Den utrolige søde, rare og venlige elektriker fra et lokalt firma syntes også særdeles bekymret for den ældre dame, han sådan uopmærksom havde været ved totalt at overse og overkøre. Det sidste gøres lidt lettere af Aygoens fysiske størrelse! (Det har jeg i øvrigt tænkt en del over siden: Hvordan i alverden kunne han dog overse mig på et sted, hvor der er så eminent et udsyn, og hvor ALLE skal holde? Mobil??) Han var tydeligt brødebetynget, påtog sig umiddelbart skylden og spurgte endda, om han ikke skulle køre mig til lægen for at få nakken tjekket.

Og så var den eftermiddag spoleret. De helt konkrete planer, jeg havde om at sidde ude i skyggen og nyde en skotsk krimi, blev i stedet til lægebesøg, værkstedsbesøg og skadesanmeldelse. Det første tager lang tid, fordi der er uhøfligt megen ventetid, men opstår der efterfølgende  eller på sigt problemer med en omvredet nakke, er man nødt til at have sine papirer i orden. Det næste beslaglægger også en del diskussionstid omkring, hvad der skal repareres samt logistisk planlæggelse af en uges bilmangel på grund af udretning og omlakering. Og det sidste tager bare så umådelig mange krige, fordi man skal svare på spørgsmål, man enten overhovedet ikke forstår, eller som synes totalt irrelevante i forhold til ens personlige bilbuler. Det er på ingen måde omkostningsfrit at blive kørt ind i. Muligvis står den skyldige part med det økonomiske ansvar, men man sidder altså helt selv med aben omkring alle de lavpraktiske ting, der også følger med.

Min nakke har det som om, jeg har sovet helt forkert i forhold til mit eget hoved. Det gør ikke specielt ondt–og lægen mente da også “kun”, at jeg havde pådraget mig en “lille forstuvning”–men er mere hen i retning af at have vendt sig selv forkert i lidt for lang tid. At have drejet nakken i en vinkel, den ikke lige havde set komme. Det skal nok gå, og jeg forventer bestemt ikke længerevarende krøblingetilstande.

Men det, der altid slår mig, når folk kører ind i mig ( og det ER altså sket nogle gange!), er den pludselighed, det hele opstår med. At det altid lige sker, når man allermindst venter det. Som en drejning på livet, man ikke i sin vildeste fantasi havde set komme og et alternativ ( potentiale er nok lidt for positivt), ens forventninger til de næste sekunder ikke havde kalkuleret med. Allermest slår det mig hver gang–fordi der trods alt er så langt mellem “gangene”, at jeg glemmer fra uheld til uheld–at jeg overhovedet og umuligt kan bruge den naive tilgang til trafikken, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt, så er jeg i fred og ingen fare. At hvis jeg passer mine trafikale pligter og lader være med at opføre mig som en idiot, så har jeg helle, og intet ondt kan mig vederfares. For sådan fungerer det ikke. Faktisk akkurat som resten af livet. For der ER andre idioter derude, som meget nemt kan inddrage mig i deres idioti–hvad enten jeg vil og er forberedt eller ej. Min pligtopfyldende opførsel er ikke trumfkort til udødelighed og nul buler. Der er nemlig andre spillere med i det game. Også falskspillere. Og de kommer altid, når jeg aller-allermindst venter det.

Heldigvis er både bil og jeg kun sårede, men så absolut i spillevende live. Vi skal bare på hver vores værksted nogle dage–bilen nok væsentligt længere end jeg. I mellemtiden kan vi så glemme alt om de ting, der sker, når vi mindst venter det. For det gør man jo. Heldigvis da!

Continue Reading

Historiens stækkede vingesus.

For en gangs skyld har billedet absolut intet med indlægget at gøre. Det viser molen i Eastbourne i går, i solskin. Og er da ganske nydeligt!

Min chauffør på denne tur rundt i det sydlige England er en rigtig sød, ung mand, der taler ligesom Hugh Grants håbløse bofælle i Notting Hill og kommer fra “The Valleys” ovre i Wales. Så ved kendere, at vi ikke kan undgå at tale miner og minearbejdere. Eller rettere: mig, for jeg er en nysgerrig sjæl. For hans vedkommende virker det som om, vi sagtens kan lade den slags ligge, selv om han da gerne vil tale om det.

For han er en af de heldige. Hans far var lastbilchauffør og var dermed en af de eneste, som bibeholdt sit arbejde dengang i 80-erne, hvor Fru Thatcher lukkede samtlige miner over hele England. Og allermest i Wales. Her skal ikke diskuteres minernes rentabilitet eller rimeligheden i at lukke arbejdspladser og livsnerver i små samfund, kun fortælles om, hvordan det er derovre i dalene her næsten 40 år senere.

For min driftige unge mand fortæller om, at han for få år siden købte et hus til dine svigerforældre. Svigerfaderen mistede nemlig sit arbejde i minerne i 80-erne og har siden ikke haft arbejde. Så han har opdraget sine 5 børn på socialhjælp og sidder nu til leje hos sin svigersøn, mens han slider numsen i laser frivilligt for Røde Kors, så alle de andre, der heller ikke har haft arbejde i 4 årtier, kan få lidt hjælp. Det er jo ikke fordi, de er specielt dovne derovre i Wales— jeg har nu heller aldrig anset minearbejdere som udpræget dovne!— der ER bare intet arbejde. For når minen lukker, så lukker købmanden, slagteren og alt det andet såmænd også hurtigt…

Selvfølgelig har han drømt om at flytte, men han elsker jo sin tætte familie og sin hjemegn. Også selvom kommuneskatten er Storbritanniens næsthøjeste efter London, for nogen skal jo betale for alle de arbejdsløse. Vel får de da støtte både fra London og EU ( endnu!) derovre, men han mener, at det tydeligst giver sig udtryk i en forfærdelig masse statuer og springvand, de får sat op. Værst er det med springvandene. De bliver alt for let tilholdsstederfor de utallige, som kun kan komme gennem dagene med et stort kvantum alkohol og lidt selskab på springvandskanten. I de senere år har også drugproblemerne eskaleret til umådelige og ukontrollable højder. Ikke blot de gadeforhandlede, men lægerne derovre er tilsyneladende også gavmilde med deres recepter til folk, de ikke aner, hvad de skal stille op med. Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om og anvisninger på, hvordan man ellers kurerer arbejdsløshed, der nedarves gennem 3 generationer.

Ved Brexitafstemningen lå de Walisiske dale i absolut førerposition på national basis. Nærmest alle stemte for, at Storbritanien skulle ud af EU. Og, som min chauffør siger, så var det vel i første omgang primært noget helt, helt andet, de stemte imod. Nemlig imod shitty liv, arbejdsløshed, afmagt og et permanent liv på overførselsindkomster. Det giver mening.

Så de er heldige derovre, at de har en ung mand, gift og far til to små børn, som kører turistture herovre i England, hvor arbejdet er. Sådan at han både kan forsørge sin familie ( i flere led), købe huse til dem ( han har tre) og bryde den forbandede, onde cirkel, der har ligget og stækket historiens fremadskridende gang derovre i The Valleys.

Og jeg er på samme tid dybt imponeret over ham og lige så dybt forfærdet over, at der findes områder så tæt på mig, der er så ramte af historiens mere eller mindre naturlige gang. 40 år efter!

Continue Reading

Advarsel mod angribende ris.

Jeg synes selv, jeg er ret påpasselig med at få mine rester fra aftensmaden ind i køleskabet i, hvis ikke rekordfart, så dog magelig hurtigspeed. Tilmed er jeg også ret OBS på madspild, så her i huset gemmer vi rester. For det meste–eller i alt fald nogle gange–får vi dem også spist. Andre står de til spot og spe og forrådnelse i køleskabet. Sådan cirka akkurat som i de fleste andre hjem, som jeg ind imellem pudser resteglorie sammen med.

Men det er helt forkert, når det drejer sig om ris. Fandt jeg for nyligt ud af, for efter at have spist kolde ris adskillige gange samt opvarmet gårsdagens rester lige så adskillige gange uden nogen form for helbredsskadende effekt, så kan det da ellers nok være, at en flok opvarmede ris forleden slog fra sig på den allermest ubehagelige måde. Der er mange ord for den slags tæt toiletbundne resultater, og jeg vil helt udelade dem alle. Blot konstatere, at det tager et par dage at skille sig af med sine bakterieinficerede ris, og der er intet, absolut INTET, der er morsomt, så længe de er i grovkornet, aggressiv offensiv.

Det hele skyldes, har jeg læst mig til, bakteriesporer fra bakterien Cereus, som findes i ris, og som elsker opvarmning, for så kan den rigtigt trives og mæske sig. Og som det jo er med den slags små fandener, så kan man altså ikke se dem med det blotte øje. Tilligemed at i alt fald jeg ikke gider at afprøve, om de har indvaderet lige netop mine ris. Opvarmede ris er absolut no-go fra nu af. Her i huset. Og jeg skal hilse og sige, at det nok for mavefredens skyld bør være præcis på samme måde i alle andre huse.

Ja, og de fleste har opvarmet deres ris på et utal af fantasifulde måder. Og ja, de er aldrig blevet syge. Sådan var det skam også her i huset. Jeg skal heller ikke blande mig i andre menneskers potentielle maveonder, blot sige, at hvis man opvarmer ris, så er man da noget så gevaldigt selv ude om at underdreje sig selv i flere dage, hvis man er uheldig.

Så lad hellere være at eksperimentere med denne angrebslystne grøntsag!

Continue Reading

I påskehi.

Det er jo ikke fordi, de ikke er her. Sommerhusgæsterne. De er bare ikke umiddelbart synlige. De har trukket alt deres tøj og deres huse på, og så sidder de der indendørs og leger, at de nyder påsken noget så helhjertet og forårskådt.

I går havde bageren akut udsolgt af alle rugbrødstyper. Samt franskbrød, for hvidt brød er stadig i nogenlunde spisekurs heroppe. Så nogen må vel spise det. Eller også er det fordi, påskefantasien ikke rækker længere end til at spise, spise og foræde, fordi de fleste andre muligheder er kuldestoppede no- go. Vi spiser meget, og tit, her i påskesommerhusene. Vi kompenserer med mad.

Stranden er gabende mennesketom. Hvor der plejer at vrimle med mennesker, især dem, der ejer en hund, er der nu bare flyvende sand, skumsprøjt og langt til Sverige. Hundene er såmænd egentlig ligeglade med kulden og forstår nok ikke helt, at deres mennesker slet ikke gider bruge hele dagen på at kaste en pind 317 gange ud i vandet og blive jublende glade, hver gang den igen, igen bliver bjærget i land. På den måde ligner mennesker og deres hunde så ikke helt hinanden. I påsken.

For en gangs skyld får alle fuld valuta for deres licenskroner. Der er gang i TV-serier, utallige genudsendelser og indslag om vejret. Især det sidste. Familierne rykker ligesom sammen om kassen, fordi det også er en måde at holde den fælles varme på. Altså mens de spiser til….

Her i huset har vi et vandrør, der er sprunget. Så ikke nok med, at vi virkelig rykker tæt sammen, nu er vi også så småt begyndt at kunne lugte forskel på hinanden. Det kan man efter et par dage uden brusebad. Vi har skam opfyldt vores kvote af opfindsomme løsninger på problemet, men faktum er, at vi kun i meget korte perioder— i alt fald langt under generel brusebadsnormering—kan åbne for vandet. Og da kun, hvis vi polstrer det affældige rør med husets samlede håndklædebeholdning.

Så hvor er det dog hyggeligt at være i påskesommerhus. Eller i alt fald udfordrende. Jeg vil slet ikke spørge mig selv, om jeg hellere ville have været på overlevelsesekspedition til Indre Mongoliet. Det ville jeg da ikke. Her har vi da, trods alt, et fungerende TV, og så har vi da stadig mad nok. Og slik. Det kan man da også hygge sig gevaldigt med. Med hele garderoben på og sådan lidt halvnusset allerinderst inde.

Fantastisk påske!

Continue Reading

Om at bytte. Ikke smide ud.

Centralt på Vesterbro, sådan ca. midt på Sdr. Boulevard, står denne byttestation. Det gør mig glad at se, at den findes. Det kunne vi andre— altså alle os, der ikke lige bor i nærheden af Sdr. Boulevard— lære en hel del af. Samt komme af med det overskud, vi personligt har opbrugt, på en genbrugsvenlig, økologisk og miljøfremmende måde.

Man tager sig selv i at tænke på, hvor enkelt det hele i grunden er. Danmark er i den absolutte skraldelite, hvis man måler efter mængder af udsmid, så her er det absolut ikke nogen ros at være blandt eliten. Så hvorfor ikke lade alt det overskud gå videre til nye hjem og nye liv? Ved simpelthen at bære det ned på byttestationen, hvor nye øjne igen kan se dets værdi og bære det hjem til endnu en omgang brug?

Det er Københavns Kommune der, i samarbejde med beboerforeninger, står for denne form for uformel byttehandel. Altså handel uden nogen form for involverede penge. Man går slet og ret ned og henter, hvad man har brug for. Eller måske forelsker sig i. Jeg kan godt forestille mig, at der især indenfor områder som børnetøj og bøger kan være pænt run på et sådant sted. Ikke mindst fordi der samtidig er en del at spare.

Der burde tages initiativer til mange flere af den slags små skattefyldte ishuse rundt omkring. Samtidig er det nok også vigtigt, at der er en fælles konsensus omkring, at stederne ikke må udvikle sig til rene lossepladser eller skattekammer for folk, der ønsker at tjene penge på andres skrald. Således at det forbliver rent lokalt bytteri—-til alles glæde og fordel. Både de, der kommer af med ting, der har udlevet deres tid i deres hjem. Og de, der står parat til at give tingene endnu en omgang liv.

Ideen er jo i grunden så himmelråbende simpel…..

Continue Reading

Mysteriet om Coffeyville, Kansas.

Hvis man tjekker på nettet, er Coffeyville, Kansas en absolut mindre, amerikansk by med 10.295 indbyggere. Tilsyneladende ligger den langt ude på prærien og har ikke udmærket sig indenfor noget som helst eller med nogen som helst. Faktisk anede jeg intet om dens eksistens eller havde nogensinde hørt om den, før den på underligste måde vadede ind i mit liv.

Engang imellem tjekker jeg nemlig statistikkerne over denne blogs læsere. Jeg kan ikke se, hvem de er, men jeg kan se, hvordan de fordeler sig geografisk. Og det er så på den måde, jeg er blevet bekendt med Coffeyville, Kansas. Her, midt ude på den amerikanske prærie, er jeg nemlig overmåde populær. Jeg har flere læsere i Coffeyville end i de fleste danske provinsbyer, og det er ikke, ifølge statistikken, den samme trofaste læseR, der hele tiden optræder. Der er tale om en særdeles talrig læserskare–så meget desto mere, når man er bekendt med, hvor mange der rent faktisk bor der. Jeg kan vist nærmest bryste mig af at være verdensberømt i Coffeyville, Kansas. Som om det ikke er noget at være stolt af! Jeg mener: Jeg kender ærligt talt ikke så meget som en eneste anden levende sjæl, der lige har en trofast fanskare i en mindre provinsby i Kansas.

Nu kan jeg jo så ikke lade være med at spekulere på, hvem det lige er derovre, der så ivrigt læser min blog. For det første må det jo være nogen, der kan lidt dansk. Til trods for min søgning på Coffeyville på nettet, melder ingen hits noget om, at der skulle være en specifikt stor danskerkoloni i netop det område. At det i fordums tid var os, der grundlagde Coffeyville, og at alle de lokale i virkeligheden har danske aner og taler dansk indbyrdes til husbehov. Heller ikke, at danske ex- au pairs, der har giftet sig til en amerikansk mand, har været specielt OBS på alle sammen at ende i Coffeyville. Der er tilsyneladende heller ikke et verdenskendt sprogkursus i dansk i området, så de bare bruger mig til at øve sig, og jeg nægter at tro på, at folk i Coffeyville har taget en fælles, urokkelig beslutning om, at nu vil de altså akut til at være danskere og tale og læse dansk. Selvfølgelig er det et fuldt forståeligt valg, når man tænker på T(rumpen), men det er en helt anden historie.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke lade være med at tænke på, at det mon er sådan, at jeg er “the talk of town” i Coffeyville. At det er sådan, at man simpelthen er nødt til at læse min blog for at kunne være med i samtalerne rundt omkring i de små hjem, og når man møder hinanden i den lokale Wall-Mart. Måske har de endda studiekredse omkring mine daglige emner derude på prærien? Sådan at de giver hinanden lektier for i kategorierne og har et fast mødested på det lokale bibliotek om tirsdagen? At det virkelig er mig, der giver dem livsindhold derude på prærien? Måske endda afholder dem fra at gå rundt og skyde hinanden, fordi de nu har mere relevante ting at give sig til?

Hvem ved? Men jeg ville nu gerne vide det. Det er da lidt interessant sådan at have fået et internationalt gennembrud derovre i Kansas. Hvis jeg selv skulle have valgt, havde jeg måske satset lidt mere på New York, men mig bekendt er der da heller ikke noget i vejen med Coffeyville, Kansas. Som en begyndelse, forstås.

På nettet kan man selvfølgelig ikke–i alt fald med min kunnen–se, om der står en stor server derude på prærien. Sådan en, man kan filtrere hackerangreb og andet uvelkomment lort igennem. Jeg vælger derfor at tro på, at det gør der ikke. Og er meget taknemmelig for min store opbakning, verdensberømmelse og internationale gennembrud i Coffeyville, Kansas.

 

Continue Reading

Om alt det vrøvl om forkert påklædning.

Morgenstund havde så hverken guld eller noget som helst andet positivt i mund. Men når man har et dyr, er man pinedød nødt til at konfrontere sig selv- og det- med ligegyldigt hvad, morgenstund så end har i gabet. Jeg skal hilse og sige, at det for i dags vedkommende ikke drejer sig om noget som helst godt. Nærmest næppe noget overleveligt! Jeg kunne også vælge at sige, at jeg er totalt fejlcastet i dagens vejr.

Det er løgn, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning. Det er en vildledende kliche, som man faktisk overhovedet ikke kan bruge til noget som helst, når man iført termotøj ( flere lag, endda), en overflod af sokker i fede, forede støvler og endda husets samlede bestand af uldne halstørklæder alligevel er ved at fryse enhver form for udhæng fra ens torso af. Når man har brugt væsentligt længere tid på at hælde sig selv ned i alt det tøj, end det rent faktisk tager at gå turen–for hunde skal gå korte ture i dette vejr. De er endnu mere udsatte for kuldepåvirkninger end vi mennesker. Efter ca. 3 minutter begynder man så småt at overveje, om man stadig har en næse. Men da man tilsyneladende stadig trækker en form for vejr, må det heldigvis være tilfældet. Og på lange, lige stykker er det en klar fordel at have et dyr på over 40 kg., så i alt fald det står fast, mens man selv er påfaldende udsat for at blæse direkte derhen, hvor al sneen i forvejen ligger. Også selvom man på afstand ligner en farverig pølse i uldsvøb eller Michelinmanden efter en mislykket kønsskifteoperation, der ydermere har fordelt dækkene i asymmetriske fejlformer.

Jeg hadede den ældgamle cliche om tøjet, da jeg var barn. Det var jo bare en dødssyg måde at fortælle os børn, at det var os selv ( vores uønskede sarthed?), og ikke vejret, der afgjorde, om vi gik ud eller ej. Ud i den slags vejr, som de voksne da ved Gud heller ikke gad sætte deres spor i. Der findes rent faktisk vejr, hvor det er fuldstændigt revnende ligegyldigt, hvad man iklæder sig. For det er vederstyggeligt modbydeligt alligevel. I dag er en af den slags dage!

Jeg er simpelthen ikke i stand til at mobilisere nok fantasi til at forestille mig, hvad i alverden jeg dog skulle have iklædt mig for at have det “rigtige” tøj på i dag. Med mindre, selvfølgelig, jeg tilfældigt havde arvet overskudsgarderoben fra en Nordpolsekspedition eller en måneds tur over Indlandsisen. Det har jeg så ikke. Og mindre kan faktisk ikke gøre det! For der findes nemlig dårligt vejr. Der findes vejr, som er fuldstændigt udenfor enhver form for såvel pædagogisk som indpakningsmæssig rækkevidde. Ja, der gør. Brrrrrrrrrrrrr…….

 

Continue Reading

Der sad en mand i en spejderhytte. Revisited.

For nogle uger siden fandt jeg en mand i en spejderhytte. Jeg skrev dengang et indlæg om det her på bloggen og fortalte det såmænd også vidt og bredt til alle, der gad lytte. I flere dage efter ventede jeg–i alt fald lidt–på en tilbagemelding fra politiet, som jeg jo var så venlig at sende en tur op forbi hytten. Ellers i alt fald anmode om at dreje den vej forbi. Jeg hørte ingenting.

Siden har flere vendt tilbage til historien og gerne villet have et svar på mysteriet. Det er jeg nu i stand til at give. Modvilligt, men ærligt. Skamfuldt, men også indvendigt lidt spruttende af selv-latter.

I flere uger undgik jeg efterfølgende skoven og hytten. I min fantasi havde politiet garanteret fanget den grimme karl og talt meget højt til ham, og hvis han nu havde fået bare et enkelt lille blik af mig og hunden, kunne han jo teoretisk set godt være en smule hævngerrig over at miste sin lune bolig. Mig kunne han jo kende på hunden, og hunden er min eneste begrundelse for at gå på stierne dernede. Faktisk udviklede dyret og jeg i de følgende uger adskillige overspringsstier–i ordets bogstaveligste betydning. Hvis vi snoede os bag om hytterne, kantede os langs smalle skovbryn, forcerede væltede træer og buske, klatrede rundt på mudrede skråninger og generelt valgte det mest uvejsomme terræn, så kunne vi med nød og næppe undgå at stå ansigt til ansigt med den grimme, grimme mand.

Indtil altså forleden, hvor jeg egentlig oplevede at være så ufatteligt træt af vores tornede, mudrede omveje og al den overflødige tøj- og hundevask, de har indebåret. Så jeg tog gevaldigt meget mod til mig og spankulerede ( nej: krøb!) forbi det formastelige vindue. Og der sad han skam endnu! På præcis samme sted og i præcis samme stilling, som politiet nok også har fundet ham i. Der var bare det ved det, at han nu med al tydelighed var en stor, brun bamse! Rigtig stor, faktisk. Altså virkelig, meget stor. Hans døde øjne viste sig at være–nå, ja–døde, og den gammeldags skindhue med flapper, han bar første gang, jeg så ham, var nu blevet til bamsens lange ører. Det slidte tøj var nok mere ydersiden af en bamse, der i årenes løb havde fået en del fysisk kærlighed af mange, små hænder. Men jeg havde da i det mindste forklaret politiet, at hans jakke var foret med teddybearstof, så helt tåbeligt gal på den har jeg da ikke været. Ikke helt.

Selvfølgelig blev jeg en smule flov. Nej, det passer ikke. Jeg blev så flov, at jeg akut kunne have krøbet i et musehul (bamsehul?), og lovede mig selv aldrig endda at overveje at foretage mig noget minimalt ulovligt, så jeg kunne risikere at skulle konfronteres med det lokale politi. Hvis den bamse har været godt for noget, så er det da i alt fald, at jeg minimum de næste 2-3 år nidkært overholder fartbegrænsningerne, aldrig lister mig over for rødt, aldrig tjekker så meget som bare en eneste lille SMS, mens jeg kører–og i øvrigt kun ringer til politiet, hvis jeg selv er omkommet, død og borte!

De må have fået sig et billigt grin, må de. Og jeg erindrer tydeligt, at jeg måtte opgive både adresse og personnummer, så de ved godt, hvor den bindegale, halvblinde tumbe holder til. Jeg kender også flere betjente personligt, så jeg må have private smuthuller for akutte redningsaktioner, hvis jeg skulle risikere at møde dem i byen.

Det er slet ikke nemt at være en lovlydig, omsorgsfuld borger. Men i det mindste kan jeg da trøste mig med 2 ting: Bamsen er tilsyneladende intet kommet til, og jeg kan helt uden angst bevæge mig ad fremkommelige stier i skoven for fremtiden.

Continue Reading

Om Prins Henrik.

Det er ligesom, der har manglet noget på denne blog den sidste uges tid. Ikke noget overordentligt væsentligt, men mere noget, der er alle de andre steder. Noget, man ikke kan komme udenom. Med den samlede danske ( og en stor del af den etablerede udenlandske) presse i selvsving over et kongeligt dødsfald og en nation, der indadtil er gået i noget nær den største fælles selvransagelse, der har optrådt på disse breddegrader siden afslutningen af 2. Verdenskrig, føler man sig næsten tvunget ud i det, det hele drejer sig om: At have en mening om Prins Henrik.

Mit problem er, at det har jeg sådan set ikke rigtigt haft før. Ligesom rigtigt mange andre. Men nu, hvor manden er død, lader det til, at meninger om ham og hans liv kommer styrtende ned fra– himlen må vide hvor– til os alle. Indtil nu har det så heller ikke været nødvendigt at tage personlig stilling til Prins Henrik. Men når folk dør, opstår der en nærmest automatisk konsensus omkring, at nu skal vi alle sammen til at mene noget om dem. Mennesker, der, mens de levede, har været ligegyldige og perifere i vores liv, skal pludselig opsummeres og sættes i en kasse med etiketter, før de sådan for alvor kan forlade os. Eller også kan jeg personligt sige det sådan, at det er første gang i mit liv, at jeg sådan næsten føler mig presset ud i at skulle mene noget som helst om Prins Henrik. At skulle tage stilling til ham. Det har jeg sådan set aldrig gjort før. For alvor. Det har–og her prøver jeg helt at undgå at lyde arrogant–aldrig været et issue, en nødvendighed for mig. Der har været seriøse ting nok i mit liv, som jeg har skullet bruge min tid på at tage stilling til!

Helt ærligt har jeg de sidste mange år primært set ham som en perifer intellektuel, royal pauseklovn, hvis scene og forestillinger, jeg enten var afskåret fra eller ikke havde den mindste lyst til at købe billet til. Som en rolle i et teaterstykke, jeg ingen interesse havde i. Men samtidig et stykke, der kørte i årevis for mere eller mindre fulde huse–i en by langt væk fra mig. Som noget perifert, af den type det egentlig var befriende rart ikke at skulle aftvinges en mening om.

Derfor har jeg også bestemt, at jeg ikke gider mene noget som helst om Prins Henrik. Jeg vil lade ham hvile i fred. Jeg gider ikke indgå i den nationale skamrosning og bodsgang. Hvis jeg har sagt noget negativt om ham over årene, må det være en tilfældighed. Og i en anledning, jeg ikke på stedet kan finde årsagen til, for jeg kan faktisk ikke lige huske, at jeg nogensinde har været i selskaber, hvor vi har diskuteret Prins Henrik. Jeg mener: Hvorfor i alverden skulle vi dog det? Omvendt kan jeg så heller ikke stampe et par pæne ord op, for jeg kender ikke manden. Han var ret flot, da han var ung, husker jeg, og jeg erindrer også at have set ham trække sjove stofdyr i næsen. Men kvalificerer det sådan for alvor? Jeg har intet at gå bodsgang over, hverken på egne eller nationens vegne, for jeg har garanteret i årenes løb sagt flere grimme ting om min nærmeste familie, end jeg nogensinde har om Prins Henrik. Han var ligesom ikke vores samtaleemne, tilligemed at vi aldrig sådan har sat os bevidst ned og lavet en Henrik-analyse med vægt på fordele og ulemper.

Jeg synes, det er synd for Margrethe, at hun har mistet sin mand. Og for resten af familien, at de har mistet en far og bedstefar. Det er altid svært og ulykkeligt at miste. Men så vil jeg så også lade den dø i tavshed der. Lad os dog komme videre! Jeg er sikker på, at samtlige aviser, andre medier og folk på gaden nu har overstået den hykleriske selvransagelse og selvpålagte bodsgang i en sådan grad, at vi kan lade den stakkels prins gå derhen, hvor han nu har valgt at gå hen. I stilhed.

Og i øvrigt må det da være lidt fascinerende for så mange mennesker, at de pludselig har opdaget, at de skal have en mening om Prins Henrik. Især alle dem, der aldrig i livet har haft sådan en før!

Continue Reading

Om et fantastisk mini-krydstogt.

Vi anede ikke andet, end at vi skulle ud at sejle i en smuk bugt.

Altså ikke, at Halong Bay er noget af det forunderligst smukkeste med sine over 2000 småøer spredt over bugten med det perlemorsgrønne vand. Heller ikke, at vi fik vores eget helt private, gamle træskib med al den indbyggede charme, man næsten kan forestille sig. Og at mandskabet ( som vist i antal oversteg vores) absolut ikke havde andet for end at varte os op og kokkerere/ servere de mest fantastiske små retter af alt godt fra havet og mængder af andre delikatesser. Ret beset spiste vi det meste af tiden, fra vi gik ombord, indtil vi igen var på land.

Det er en oplevelse at glide langsomt forbi de bevoksede øde øer af eroderet kalksten i de mest fantasifulde formationer. At sejle ud i bådens lille challup og slynge sig gennem smalle passager og forbi bebyggelser på pæle, hvor livet stadig leves som for mange år siden. Ydermere er området fyldt med smukke huler, hvor de prægtigste, overvældende drypstensfigurer overgår alt, hvad jeg tidligere har set. Her er så smukt, at det næsten gør ondt.

Desværre er selve bugten en turistmagnet, så der er livlig trafik af såvel endages som flerdages krydstogter. Det er sådan et sted, hvor alle verdens sprog mødes. Forhåbentlig formår det desværre noget korrupte regime at sætte visse begrænsninger på denne lille naturjuvel, inden slitagen og omkostningerne bliver for voldsomme. Det kan man da håbe.

Fordi vi ikke helt anede, præcis hvad vi gik ind til, blev turen til og i Halong Bay en oplevelse for livet. De fleste vinterturister i Vietnam holder sig til sydligere himmelstrøg og styrer udenom/nedenom dette imponerende sted, fordi her faktisk er ret køligt her i februar.

De aner så ikke, hvad de går glip af!

Continue Reading
1 2 3 8