Septembers himmel er så blå.

–Selv om det kun er august. Sen august. Men næsten september.

Men september har den der himmel, som ingen andre måneder kan stille op med. Det blåeste blå og højheden, storheden, vidtstraktheden. Som om himlen på gode vejrdage var malet af Nolde selv, for til trods for, at han på de seneste er kommet lidt i miskredit for at være noget af en vendekåbe under krigen, så er der, efter min mening, ingen, der kan male en god himmel som Nolde. Himmelmesteren.

Og der er ikke ret meget, der er så smukt som min strand under sådan en himmel. Især om morgenen og om aftenen. Her til morgen sådan et stykke land og hav, som næsten er mit alene. Midt i blåheden. Og i aftes, lige der i den blå time, lige før solen går ned. Hvor lyset falder på den måde, som lyset kun kan falde på netop denne årstid.

Der er også kommet dette snif af efterår i luften. Det der lille piv af forventet vinter, modne æbler og fugtighed. Det snif, der konkret indvarsler, at sommeren er ovre, men som også dufter af høst og dengang, vi børn i store flokke drog hærgende gennem kvarterets haver og stjal, hvad der nu kunne stjæles af spiseligt. Ikke fordi, vi som sådan manglede noget, men fordi det var spændende og et afbræk fra den sædvanlige dåse-gemme.

Herude i det, der for bare 3 uger siden var sommerlandet, er der pludseligt blevet langt mellem menneskene. Der er kun os tilbage, der (i mit tilfælde dog ufrivilligt!) er arbejdsfri og aldrig har en egentlig deadline på at skulle hjem. Vi kan så gå under den der overvældende blå himmel og have det hele for os selv.

Og har en hel september endnu til at gøre det i…..

Continue Reading

HVEM læser mon egentlig denne blog?

Det eneste, jeg ved om mine læsere, er, hvor de bor. Sådan på bymæssigt niveau og med en upræcished, der, så vidt jeg kan se, placerer mig selv ikke i min egen by, men i en anden provinsby adskillige kilometer herfra. Så i bund og grund kan jeg ikke bruge statistikken til andet end at konstatere, at læserskaren ikke er imponerende, og samtidig forvisse mig selv om, at jeg gør det hele for min egen skyld.

Men forleden skete der alligevel noget mærkeligt. Som da i bedste fald er tankevækkende. Nemlig at jeg højlydt brokkede mig over, at diverse ministerielle instanser samt et lokalt folketingsmedlem i månedsvis havde syltet mig og arrogant undladt at give mig svar på forespørgsler og generelt brok. Minsandten om der ikke samme dag og dagen efter dukkede lange, uddybende, udførlige mails op i min indbakke–endda med undskyldninger for den lange ventetid. DET er da tankevækkende! Måske er der tale om ganske almindelige tilfældigheder–sådan ER livet jo sommetider. Men der KAN jo også være andre årsager.

Årsager som, at jeg jo sagtens kan tage denne sag videre til pressen, akkurat som diverse ansatte ved erhvervsstyrelsen allerede for flere måneder rådede mig til. Og så ser det mildest talt ikke pænt ud, at de ansvarlige ikke engang har gidet svare mig. Det kræver selvfølgelig, at de har læst bloggen. Jeg tror det næppe, men det er da påfaldende. MEGET påfaldende.

I øvrigt fordeler svarene sig i to kategorier. Vi taler–nu kommer den gamle dansklærer op i mig–logos og patos. Erhvervsministeriet betjener sig af en embedsmandsterminologi, som primært går ud på at opstable et væld af love og paragraffer på et sprog, som man givetvis håber, de færreste forstår. Det er nemlig sværere at klage, når man ikke aner, hvad der er blevet sagt. Der er ikke megen hjælp at hente der, og en juridisk embedseksamen er sådan set et mindstekrav for at få det fulde udbytte af det, man førhen kaldte kancellisprog. Jeg kan godt læse mig gennem intetsigenhederne og omvejene samt konkludere, at der på adskillige ord står, at at jeg bare selv kan læse paragrafferne og dernæst holde min kæft. Anderledes står det til med politikeren, som med hjælp af patos udtrykker sin sympati (ikke decideret medfølelse, men den er jeg også gerne foruden) og en vilje til at tage sagen op med de rette instanser. Der udtrykkes også en forundring og lettere forfærdelse over, at en hel gruppe mennesker er blevet overset og ignoreret samt en villighed til at gøre noget konkret ved det. Selvfølgelig tvivler jeg på, at det bliver tilfældet. For jeg ved godt, at patos taler direkte i hjertet og også er den appelform, jeg selv ville bruge, hvis jeg skulle involvere folks følelser. Så kan man slippe fra meget. Akkurat som man kan, hvis man formulerer sig, så man er sikker på, de færreste forstår.

Men jeg må være optimistisk og tro på, hvad der står i politikerens brev. Og hvis han virkelig har læst min blog i forgårs, så læser han vel også med nu og kan se, at jeg fortrøstningsfuldt lægger hele min skæbne i hans hænder. Det kan han da ikke bare sidde overhørig–der må da bestemt skulle komme et synligt resultat.

I mellemtiden, altså indtil retningslinjerne omkring kompensation bliver samstemmende med virkeligheden og det danske arbejdsmarked, som det rent faktisk ser ud, så vil jeg, som selvbestaltet drama-queen, ved ethvert spørgsmål om, hvad jeg ønsker mig til min tilstundende fødselsdag sige: Retfærdighed og et job. Samt tilføje: At ENDNU flere ministerier og politikere læser min blog. Det kan de kun blive klogere af!

Continue Reading

Om havnekajer. Og godt vejr.

Jeg går tit tur langs havnekajen i min provinsby. I al slags vejr. For det meste møder jeg kun mig selv i glasfacaderne på alt det prestigeøse (og ofte tomme) nybyggeri, selv om der da er andre trekvartgamle kvinder, også med deres mænd, der ind imellem passerer mig på deres gåture. Der er ret tomt ved vores havn. Ikke engang skibe er der mange af. Havne er nemlig ikke længere for skibe.

Og der er da i alt fald ikke en eneste borger i min by–det være sig fuldstændigt uafhængig af alder–der ville drømme om at lægge sig derned på havnen i bikini eller badebukser og bare slikke sol. Jeg er helt sikker på, vi ville kigge lidt, hvis det nu var. Os her i provinsbyerne, hvor vi sandelig er ret velforsynede på kajfronten, lægger os ikke ned på vores havne til offentlig beskuelse. Vi tager til stranden. Hvis vi skal lufte badetøjet, altså. Selv om der er over 10 kilometer derud, så tager vi til stranden. Der ville godt nok lige blive kigget en del, hvis vi ikke gjorde.

Men det gør man ikke i hovedstaden. Der er det mest hippe sommermode at lægge sin bikini eller sine badebukser ned på en havnekaj. Det vælter med badeklædte mennesker på de københavnske kajer. Det vælter endda Coronamæssigt decideret farligt med afklædte mennesker på samtlige københavnske kajer. Når solen skinner, drager man i hovedstaden til kajs. SOM man gør.

Nu er det jo ikke fordi, der er så forfærdeligt langt til stranden, selv derovre. Mit estimat siger mig, at man vist godt kan klare sig med mindre end de 10 kilometer, der sådan er gennemsnittet for alle vi andre i kajejende byer. Men sådan skal det ikke være.

Jeg er som sådan ikke snerpet, forarget og forfærdeligt provinsiel. Hvis folk synes, det er fantastisk og vildt spændende at lægge sig i bikini på en hård træflade ved et relativt snusket havneløb, så ingen problemer fra min side. Udover at jeg har svært ved at forstå logikken. Hvem i alverden synes, det er overfedt at ligge på en træseng ( altså sammenlignet med strandsand) i coronafarvand med 3 cm. til naboens badehåndklæde og højlydte abonnement på Spotify? Ved et vand, der ikke ligefrem er tiltalende, hverken i syn, lugt eller farve?

Jeg ved ikke, om der er en udpræget tendens til ekshibitionisme i kvartererne omkring de københavnske havneområder. At har man en kaj, så skal man godt nok også ned og ligge på den i bikini. Vise sig lidt frem. Mænge sig der på træbrædderne. Svinge tatoveringerne i det omfang, man overhovedet kan svinge noget som helst i det mylder.

For det er jo ikke fordi, der er langt til den nærmeste strand. Det er heller ikke fordi, vandet i det københavnske havneløb udmærket sig ved en påfaldende fantastisk badevandskvalitet. Sammenlignet med strandene. Der må ligesom være andre ting, der trækker, når man frivilligt leger fakir der midt i smittefaren.

Så det er lidt svært at forstå for sådan en provinsiel en som mig. Der kommer fra en by, hvor nogle af os da godt nok går lidt ture på kajerne, men ingen af os kunne drømme om at lægge os sammesteds iført bikini. Måske skulle man bare prøve? Bide rygsmerterne i sig, dyrke sin sikkert fortrængte ekshibitionisme, forsøge sig med det møgbeskidte fjordvand og glemme alt om, at der 10 kilometer væk ligger en dejlig, blødsandet strand med rent vand og lækker bund.

Med andre ord, så er der godt nok ikke nogen, der får mig til at dyrke mig selv og min dårlige ryg på sådan en havnekaj! Men jeg er nok bare for gammel til at forstå dens lyksaligheder.

Continue Reading

Om bageriet Lille.

Helt derude, hvor Refshaleøen begynder at blive en smule begræsset, lettere utrendy og klart signalerer sin industrielle og samtidig Klondykeagtige fortid, ligger bageriet Lille. Man skal vide, det er der, og man skal ligesom have klare intentioner om at besøge det. Det er nemlig ikke sådan et sted, hvor man bare tilfældigt kommer forbi. Desværre.

Bageriet Lille er et fantastisk sted. Ikke arkitektonisk eller på noget som helst æstetisk parameter. For det ligger i en grim industribygning, og omgivelserne består primært af et køreteknisk anlæg med velvoksne højtalerstemmer og forgroede græsarealer, der bruges som opstaldning af højst udtjente campingvogne og affald af den art, der er lidt kompliceret at sortere.

Men på Lille bager de, totalt uanfægtede af beliggenhed, brød. Brød med hjertet. Mange slags brød og kager. Alt sammen af økologisk mel og af en standard, som kun vor mormor sikkert husker. Der er ingen hurtige genveje og bake-offs her. Det er lavet fra bunden, og det er lavet med både kvalitetsbevidsthed og respekt for faget. Det ligner vor mormors pragtudfoldelser, og det smager næsten endnu bedre.

Det er i alt fald sjældent, at et bageri kan få mig til at vandre 3 kilometer hver vej, iført barnevogn og 30 grader, blot fordi de har kardemommesnegle af himmelsk tilsnit, som smager, som fuglene synger, og himlen er blå. Og lidt af Samarkand, for den sprødhed, samme snegle har, har jeg faktisk kun oplevet i Samarkands berømte brød og i min mors fastelavnsboller i min barndom.
Det er ikke billigt derude. Kvalitet og respekt for gamle traditioner koster, men det skal den slags sådan set også. Så den bevidste forbruget kan vælge at bruge sine penge på kvalitet, der tydeligt kan smages. Sådan en himmelsk gang kardemomme står i 30 kroner, men så kan man også sætte sig i en gammel havestol, på en halmballe eller ved de lange borde og intensivt nyde sin himmerigsmundfuld til en kop kaffe eller the.

Inden man skal hjemad igen. For man kommer altså ikke bare tilfældigt forbi. Man skal ville dette lille lykkeland for brød- og kagefreaks, og man skal gå, cykle eller køre et stykke for at opnå det. Der kan dog snydes, for havnebusser og almindelige busser kommer tæt på, men så har man måske ikke helt legaliseret med sig selv, at der må spises kage…..

Prøv bageriet Lille. Selv om det skaber afhængighed….

Continue Reading

Om at hilse.

Når det nu snart bliver efterår sådan rent kalendermæssigt (vejrmæssigt har det jo været det mindst den sidste måneds tid) løber de fleste af os ind i et sandt opsamlingsheat på forårets aflyste fester. Der skal konfirmeres, døbes og fødseleres som aldrig før, og de allerfleste ser restancekalendere af voldsomme dimensioner foran sig. Det kan næsten virke helt uoverkommeligt at få alt den festivitas afviklet, at få betalt sin festgæld.

Store fester er i al almindelighed ikke min yndlingsbeskæftigelse. Jeg er mere til de små og intime. Men der er især nogle ting, jeg altid frygter, og som Coronaen heldigvis har stået på sidelinjen og hjulpet mig med ikke at se frem til med klamme håndflader og en hvis form for stakåndethed.

Herovre i Jylland har vi den ubegribelige skik, at alle skal hilse på alle ( uden undtagelse, børn tæller også med), inden vi legalt kan begynde at spise. Det foregår gerne på den måde, at man efter ankomst til en fest starter en slags cirkelrund opstilling, hvor man stiller sig i enden af slangen, når man (omsider) har givet hånd til samtlige fremmødte, der er ankommet før en selv. Kommer man sent ( hvilket jeg desperat prøver at undgå) må man derfor først løbe spidshånd gennem samtlige den fejrendes bekendte, familie, naboer og børnebørn, før man sådan rimeligvis kan regnes for en akkrediteret deltager. Til rigtigt store fester kan man påregne at skulle give håndtryk op mod 100 gange og forventes selvfølgelig at kunne huske samtlige de deltageres navn, der stadig er så naive, at de tror, man kan huske det. Personligt fristes jeg ofte af at præsentere mig selv som “Prut”–udelukkende for at iagttage, om der overhovedet er nogen, der bemærker, hvad jeg siger.

Jeg hader alle disse håndtryk. Dette upersonlige adgangskort til at høre til. Den overvejende del af de mennesker, jeg ufrivilligt bytter håndbakterier med, vil jeg givetvis aldrig møde igen, endsige kunne huske efter at have sluppet deres hånd. Jeg føler mig tvunget ud i et optagelsesritual, jeg ikke kan finde en forståelig begrundelse for, og mens jeg udfører det, kan jeg tydeligt fornemme, at størsteparten af de øvrige deltagende har det på præcis samme måde. De har heller ikke den fjerneste lyst til at hilse på mig. Nogle endda så seriøst synligt, at de ivrigt snakker videre med sidemanden (som de står ved siden af, fordi de kender ham i forvejen), mens de hilser–uden overhovedet at SE i min retning. Jeg føler mig som en nikkedukke, en snoredukke, der bevidstløst får rakt hånden ind og ud som en del af et bizart optagelsesritual.

Det allerværste er dog, at der somme tider er nogle i slangen af mere eller mindre fremmede mennesker, der mener, at vi kender hinanden lidt mere end bare på håndtryksniveau. Så skal vi knuse. Problemet er bare, at jeg personligt ikke altid har sådan helt tjek på, hvornår man egentlig går fra hånd til knus på bekendtskabsskalaen. I alt fald er jeg tit lidt langsom, hvilket ender i de der pinlige situationer, hvor min fremstrakte hånd kvæles i tilløbet til det store knus, og det hele som regel udmønter sig i besynderlige fakter og slåen hinanden i maven. Samt lidt dårlig samvittighed fra min side, for hvorfor vidste jeg ikke, at netop den vedkommende var gået op til knuserniveau? Og har jeg fornærmet ham/hende ved slet ikke at have bemærket den seriøse udvikling i vores bekendtskab?

Så er det altså, at jeg synes, at Coronaen i allermest bogstaveligste forstand har givet mig en hjælpende hånd. Hvor ER det dog befriende ikke at skulle starte enhver form for større selskabelighed med bevidstløst at stikke hånd ud til horder af fremmede mennesker. Samt ikke at have virkelig styr på, hvem man formodes at være på knus med. At kunne undskylde sig med, at smittefare er den legale forklaring på, at ingen længere skal rende spidshånd gennem menneskeslanger, inden de kan deltage i noget som helst.

Og tænk engang: Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der virkelig på forhånd drager et lettelsens suk ved tanken om at være fri for den slags i forbindelse med efterårets festboom. Det er lige før, man kan begynde at glæde sig…..

Continue Reading

Om Sydhavnen.

Jeg vælger at lade enhver selv fremkalde de billeder, der dukker frem, når snakken falder på Sydhavnen. De forestiller dog næppe mondæne lejligheder i parklignende omgivelser. Og de giver vel heller ikke ustyrlig lyst til netop at flytte til dette kvarter.

Det er da også korrekt, at Sydhavnen har et stort antal meget lidt charmerende lejekaserner og ditto små, lidt outdatede lejligheder. Til gengæld er det også korrekt, at området har nogle af hele Københavns mest fascinerende pletter og helt sin egen atmosfære.
Især Sydhavnstippen er et must, hvis man er på de kanter. Herude, ikke langt fra det fantastiske kulturslot, Karensminde, er åbne, marklignende arealer med kreaturer og endda alpakaer. Sidstnævnte er nok importerede. Der er masser af stier og gode gå- og cykelruter i området, og det er bare smukt på sin egen vilde måde.

Dog er Sydhavnens mange kolonihaveforeninger, der næsten alle ligger ved vandet, helt fantastiske. Her vises en kreativitet, der overgår selv Fjordbyen i Ålborg, og især i den gamle bådehavn ( som altså ikke er en kolonihave) vrimler det med oplevelser indenfor arkitektoniske designs uden sidestykke. Her er tilsyneladende ingen regler, og de gamle bådeskure står enten, som de altid har stået, har knopskudt vildt gennem årene, eller er blevet til nye, fancy bygninger, bygget af de forhåndenværende søm. Især langs Lorterenden er den individuelle byggestil helt unik, så selv om der ikke lugter af lort, lugter der i alt fald af Klondyke, nybyggere og rent anarki på byggesiden. Det er pragtfuld at se og gå rundt i.

Sydhavnstippen er (desværre!) også et af de eneste steder i Danmark, hvor man stadig ser denne næsten uddøde blanding af industri, små enmandsvirksomhed, sejlklubber, kolonihaver, og hvad enhver nu ellers lige har haft lyst til at opføre. Det er unikt, og det er samtidig også exceptionelt truet af et moderne samfund, hvor nogle hellere ser kønsløse etagebygninget end den slags planløst, fantasifuldt rod. Der er allerede planer om at bebygge noget af arealet, og derfor er det nok en god ide at komme dertil snarest, inden denne fantastiske atmosfære er helt slået ihjel.

Det er et af de områder i hovedstaden, som stadig har sjæl. Rigtigt meget sjæl. Men står det til byens politikere, er der ikke længere plads til den slags sjæl, og da i alt fald ikke den rodede, forfaldne charme, der bare så unikt kendetegner Sydhavnen.
— Og prøv så lige at skabe billeder af Sydhavnen igen. Ligner de dem fra indlæggets begyndelse?

Continue Reading

Om sprog på Strøget.

Normalt, når man tager sin obligatoriske jydetur op og ned ad Strøget i hovedstaden, forbløffes man over, at der et sted i Danmark tales en så enorm mængde forskellige sprog. Dansk er på ingen måde det dominerende. Engelsk virker i alt fald meget mere hyppigt, for slet ikke at tale om den kolossale mængde mennesker, der taler svensk. Herunder inkluderes også skånsk, selv om denne dialekts tilhørsforhold kan diskuteres. I alt fald lyder det sjovt.

Men sådan er det slet ikke for tiden. Her midt i skolernes sommerferie. Engelsk tales kun af fastboende briter og amerikanere, mens svensk vel kun bruges af de, der har smuthuller til at forcere grænser. Derimod er det altdominerende sprog denne Internationalt turistløse Coronasommer:jysk.

Det vrimler med jysktalende turister i København. Vrimler helt ustyrligt overvældende. Sikkert fordi alle jyder har en fætter eller tante i hovedstadsområdet, så man kan se stort på, at det er lidt besværligt at booke hoteller i hovedstaden. Det er også ret betydningsløst: Jyder bor ikke på hotel, hvis de har så meget som et eneste familiemedlem i byen. Og her tæller også grandfætre med. Og fordi danskerne vitterlig holder ferie i Danmark denne sommer, så er København det nærmeste, man kommer på lidt international atmosfære. ( Undskyld, Århus, men forleden jeg var hos jer, var det da helt overvældende med de bløde d- er, og der var ikke en eneste, der udtalte is i 2 stavelser!).

Så en strøgtur byder på jysk trængsel. Enorm jysk trængsel. Der tales jysk i flerstemmighed overalt i hovedstadens mest jydepopulære områder for tiden. Det er uhyggeligt tæt på at være en egentlig kortvarig migration, og der må virkelig være meget tomt mange steder i Jylland. Undtagen i Skagen, selvfølgelig, for der er alle københavnerne…
Det eneste, der sådan lige undrer mig lidt, er den påfaldende fantasiløshed mange jyder desværre udviser på københavnerture. Det er derfor, de går i storklumper og taler jysk på Strøget! For København er jo meget mere end Strøget, og helt ærligt er samme strøg uden sammenligning det allermindst interessante område. Jyder burde virkelig tage sig lidt sammen og i stedet gå rundt og snakke jysk i Sydhavnen, på Nørrebro og Vesterbro, Nordvest og Amager.

Det er der så nogle få, der heldigvis gør. Og her taler jeg så af erfaring og egen oplevelse, for der har jeg nemlig selv gået rundt og snakket jysk de sidste dage….


Continue Reading

Om betydningen af et arbejde.

I går havde jeg 10 gæster med ude at vandre. I sidste uge 9. Og i morgen har 4 mere booket sig ind på en ekstratur. Det er på ingen mulig måde imponerende eller en klar indikator på, at jeg er sommerens lokale hit, men det er godt nok. Især er det godt nok, fordi disse dejlige mennesker givetvis selv får en oplevelse, men hvad de ikke ved er, at de samtidig giver mig selvværd, selvtillid, arbejdsglæde og fornyet energi. They make my day.

Det er absolut ingen hemmelighed, at denne sommer er kold, mørk, blæsende og regnfuld, såvel udvendigt som indvendigt, men jeg kan mærke, at de to timers vandringer med indbyggede fortællinger om områdets historie og kultur giver mig et fantastisk boost, som i alt fald varer et godt stykke ind i de følgende dage. Faktisk uanset vejret. Selv om det selvfølgelig aftager noget hurtigere i dagsregn.

Det fortæller mig i al sin enkelthed, hvor meget et arbejde betyder. Vel og mærke et arbejde, man nyder og holder af. Der er ingen, der siger, at et sådant behøver være lønnet og skemalagt og foregå indenfor det etablerede arbejdsmarkeds rammer. Det kan lige så vel være frivilligt, ulønnet og finde sted indenfor områder, der primært benytter sig af frivillighed. For det er jo glæden ved at anvende sig selv og sine kompetencer, der tæller. At bruge sig selv. For når man gør det, kommer betalingen i metermål tilbage ved andres anerkendelse og påskønnelse. Selv den uudtalte.

Jeg elsker med andre ord at stå på stranden og pege med min paraply. At fortælle gode historier og iagttage, om gæsterne nu griner de rigtige steder. Det svarer til at indse, at det hele har en betydning, og at man altså godt selv kan gøre en forskel. Også for andre.

Og i bund og grund er det da så uendeligt lidt, der skal til. Man skal bare gives en chance–eller give sig selv en mulighed–for at gøre noget, der giver mening. Komme ud, måske gøre en lillebitte forskel.

Jeg forstår til fulde, efter denne sommer, den stress, de frustrationer og den mangel på selvværd, som mange arbejdsløse kan føle. For når jeg får mine 2 timer i manegen med fuld skrue på savsmuldsduften, så stopper regnen, og blæser piber stille ud. Livet fortæller mig, at der altså også er en mening med mig, og at jeg kan bruges.

Det ville være fint, om der også kom sådan en halv snes de sidste 4 mandage. Og selv om mange gæster tydeligt tilkendegiver, at de har fået en god oplevelse, så er det nok sådan, at oplevelsen i sidste ende er størst og mest betydningsfuld for mig!

Continue Reading

Where have all the tourists gone?

Jeg ved godt, det er aften. Og solen er ved at gå ned. Og det er lidt halvkoldt. Men det blæser da i det mindste ikke.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvor de mon allesammen er henne. Alle menneskene. Dem, der ellers plejer at gå aftentur på storfamiliebasis, spille fodbold og lege alle former for sommerlege samt, for de unges vedkommende, at cruise på gåben, cykler eller knallerter nede på vores vej.

Denne sommer–eller hvad vi nu skal kalde den årstid, vi befinder os i–er de bare væk. Her er så stille. Sådan lidt uhyggeligt, usommerligt stille. For hvor ER de, alle de mennesker, som omhyggeligt har parkeret deres biler ved sommerhusene, men derefter har ladet sig opsluge af store huller eller permanent stuearrest i ordets allermest bogstaveligste forstand.

For rent statistisk skulle her jo være en sand overflod af turister. Ikke blot dem fra Norge og Tyskland, der er her helt udlændingelegalt, men også alle de danskere, der enten ikke tør eller ikke har kunnet komme på ferie i udlandet. Det skulle jo svømme med mennesker her på vejen. Både de, der er her helt frivilligt, og de der nærmest er tvunget ud i de eneste sommerhuse, der stadig er ledige.

Det er meget mærkeligt, og det er meget påfaldende. ER det virkelig stadig sådan, at et stort antal mennesker stadig påfører sig selv karantæne, selv om de er på ferie? Eller er vejret så gennemført modbydeligt, at ingen rigtigt orker at konfrontere sig selv med det? Er afstand til andre blevet en vane, en nærmest selvpåført dvælen i ensomhed? Eller er aftenture, fodbold og leg med plastikspil gået helt af mode, mens enhver form for cruisning anses for sundhedsskadeligt–også selv om det ikke involverer krydstogtskibe?

Det er meget, meget underligt. Og nu har vi så talt om denne påfaldende mangel på liv, larm og latter, som er så kendetegnende for sommer, i flere uger. Det er korrekt, at alt, hvad der er sjovt, er blevet forbudt, men vi har dog stadig (nu kommer der så en forfærdelig cliche!) det sjov, vi selv laver. Eller har vi?

Det er muligt, det kun er hos mig, der er så stille. Det vil jeg da håbe. For andre. Men: Where have all the tourists gone?

Continue Reading

Hvad er det, vi kan?

Statistikker siger generelt ikke ret meget uden sammenligninger. Det gør betragtninger omkring liv, kultur og måden at se verden på heller ikke. I al min anglofili plejer jeg tit at sammenligne os, altså Danmark, med Skotland. Af to indlysende årsager: Der er 5,8 millioner her og 5,5 derovre, og i mentalitet, økonomi og levevis minder de to lande utroligt meget om hinanden.

Og så alligevel! I Danmark er godt 600 mennesker døde under pandemien, i Skotland er tallet 2500. Det er næsten 5 gange så mange som her. Det er flere måneder siden, vi gradvist begyndte at hæve vores lockdown og åbne f.eks. frisører og restauranter. I Skotland skete det i går. Skolerne er, med få undtagelser, stadig lukkede derovre ( de får først sommerferie først i juli, under normale omstændigheder), og det, der kaldes landets forlængede dagligstue, pubberne, er også først åbnet i går. Der er stadig strenge regler for, hvor mange der må mødes, og alt, hvad der er sjovt, sammenstimlende og overmåde socialt, er stadig helt nedlukket.

Jeg læste om en gennemsnitlig skole derovre, hvor skoleinspektøren for tiden er sat på sit livs prøvelse, da 21 (en-og-tyve) af hans elever er berørte af dødsfald indenfor den allernærmeste familie, og han nu skal til at finde veje at navigere gennem emotionelle udfordringer, han ikke tidligere har mødt så massivt hos sine elever. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv.

Samtidig kan man jo ikke lade være at undre sig over, hvad der mon har skabt så markante forskelle mellem 2 lande, der egentlig ligner hinanden meget på adskillige parametre. Og hvad det er, vi har kunnet, som er gået helt galt derovre. Det er selvfølgelig klart, at de fik lukket ned alt, alt for sent, men det burde vel i grunden statistisk gå lige op med, at vi lukkede op måneder før dem. Sådan er det dog ikke.

Hvis det er lys, luft og afstand mellem mennesker, der er af vital betydning, så scorer Skotland da pænt højt på ødehedsskalaen, for selv ikke de allermest tyndt befolkede egne herhjemme kan tilnærmelsesvist hamle op med højlandet, hvor man sjældent møder sine naboer, og der generelt altid er 1 million flere får end mennesker. Endvidere har Skotland heller ikke påfaldende mange indbyggere af anden etnisk herkomst, som f.eks. i England er den gruppe, der har lidt de allerstørste tab, fordi mange ikke har forstået informationerne pga. manglende sprogkundskaber, og lige så mange har haft lavtlønsjobs i frontlinjen, hvor smitten spredes mere aggressivt. Selvfølgelig er der usle og tætliggende adresser samt dårlige levevilkår i industribyerne, men sammenlignet med herhjemme er der jo ikke væsentligt flere lousy lejligheder og huse.

Så der må altså være andre forklaringer. Forklaringer på, at vi har pandemiske tabstal, hvis lave antal vi egentlig godt kan være stolte af, selv om hvert mistet liv er en tragedie. Jeg tror, vores generelle indstilling til livet og især til autoriteter spiller en væsentlig rolle. Vi har aldrig været den store kolonimagt, og i alt fald tror ingen længere på, at vi stadig er det, så vi er lykkeligvis forskånede for troen på national udødelighed med den eneste begrundelse, at vi nok ( engang, i alt fald) var de største, de bedste og de mest uovervindelige. Med andre ord anså vi det for særdeles sandsynligt, at vi kunne blive smittede–også selv om vi var danskere. Vi tog henstillingerne alvorligt og gjorde, hvad der blev sagt. For vi ved jo godt, at vi er små og ret angribelige. Ikke, at skotterne er braldrende idioter, der mener sig udødelige. De er måske bare lidt mindre dødelige end os. Efter egen mening.

Jeg tror, danskernes generelle tillid til autoriteter ( vi ligger faktisk i toppen i verden med hensyn til at have tillid til hinanden og myndighederne) har reddet mange liv. Ulig de fleste briter har vi accepteret tingenes tilstand på den præmis, at der var nogen, der vidste bedre og ville os det bedste. Her hersker altid en sejlivet form for anarki i Skotland. Myndighederne tiltros ikke den store indsigt og velvillighed, så derfor må man hellere som udgangspunkt være skeptisk overfor alle tiltag–og i mange tilfælde sørge for at gøre det modsatte af, hvad der anbefales. Der er også gang i den individuelle frihed–til at gøre, som man nu synes. Hvor vi snakker om fællesskab og samfundssind og forsøger at leve efter de fine ord, så stilles der i Skotland mangfoldige mere eller mindre intelligente spørgsmål til alle anvisninger, og samfundssind er noget med at passe på sine allernærmeste. Kun.

Under alle omstændigheder taler statistikkerne jo deres tydelige sprog. Der er enormt langt fra 600 til 2500 døde. Der er tydeligvis også noget, som os med de 600 er meget bedre til end dem med de 2500.

Vi kan vist godt være lidt stolte af os selv. Minde os selv om, at vi nok, selv om det var træls, kedeligt og decideret usjovt, gjorde det, der i alt fald på mange områder virkede. For Skotland viser jo lige præcis, hvad der ville være sket, hvis det ikke havde virket.

Jeg kan heller ikke lade være at tænke på, hvordan stemningen og livsmodet her til lands ville have været og haft det, hvis vi havde haft 2500 døde. Bare tænk på de politiske slagsmål, på den intensive jagt på de skyldige, på det mismod, det sikkert ville være dominerende i befolkningen og på alle de, der havde været direkte og forfærdeligt berørte. Så selv om det regner og blæser, så har vi , ved sammenligning, på adskillige parametre et meget bedre land under en pandemisk krise end dem derovre, som vi ellers ofte kan sammenligne os med!

Continue Reading
1 2 3 19