Baghave til salg!

Jeg har overvejet at sælge den yderste del af min baghave. Cirka der omkring, hvor der alligevel er fyldt med lugningsmodent ukrudt, og hvor ingen rigtigt kommer undtagen i september, når der er nødder. Der er kun et lille stykke, men lidt har vel også international ret.

For hvis (T)rumpen nu køber de godt og vel 4m2, så kan jeg godt gatantere ham en strategisk vigtig position i Europa. Ikke nok med, at han står som legal grundejer, når Sønderjylland syd for Kongeåen nok snart bliver solgt til tyskerne, men han kan på under en time nå Vadehavet omkring usønderjyske Darum, som han jo bare også kan købe og fylde op med vand og lave nye krigshavne på. For den sags skyld kan han vel også ekspropriere min bagbo og obersten bagved, for så er der næsten plads til en landingsbane, selv om den selvfølgelig bliver lidt bumpet.

Jeg har overvejet en pris i nærheden af et par milliarder. Dollars, altså. Fordi selv han må indse, at et sted skal han vel ligesom begynde. Det kan lige så godt være hos mig som hos naboen. Og hvis han begynder at bygge (T)rumpetårne, så skal han da være så velokommen, for jeg kan godt sige ham, at det bliver noget af en kamp at fælde de nødder. Vi har alligevel heller ingen udsigt den vej.

Jeg synes, det er rart at sådan en mand som ham viser sig velvillig til at købe al vores shitjord. For det bliver han nok nødt til, når han pludselig fatter, at ingen rigtigt synes, de vil sælge Grønland til ham. Selv for ham kan mindre vel gøre det. Og han skal være så velkommen til mine 4m2 skvalderkål.

Selvfølgelig vil han få en neighbour from hell. Men det finder han først ud af, når de der par milliarder er betalt!

Continue Reading

Om nabohjælp.

Vi har været hjemmefra i næsten 2 måneder. On and off. Nu er vi hjemme igen til et hus, der står indbrudsfrit, en tømt postkasse, en relativt velplukket have, en stak læste aviser og et drivhus, der har afgivet en enorm høst til de omkringboende. Græsset er ikke slået, ukrudtet ikke luget, hækken ikke klippet. Men det skal det så heller ikke være. Der går en usynlig grænse mellem nabohjælp og naboudnyttelse, og den skal ikke overskrides. For der kommer jo altid en næste gang.

I aftes, da kortegen med trailer og stuvet bil rullede ind ved godt og vel sen-TV-avistid, holdt genboens ene bil i vores indkørsel. Det gør den, som hovedregel, hver nat. Og det er da betryggende, at eventuelle bortførere af vores få bortførelige værdier så tror, vi er hjemme.( Samt at andre forbipassende samtidig tror, at vi har fået SÅ flot en bil!). Det minimum af post, man nu til dags kan være så heldig at få og de tonsvis af reklamer, man ikke kan undgå at få, lå flot stablede på køkkenbordet sammen med de sidste ugers aviser, som heldigvis gennemlæses grundigt af de, der har postkassenøglen. Hvis der undervejs i vores bortrejselse er mistænkelige underligheder omkring og inde i huset, bliver vi ringet op, for der spadseres daglige runder omkring huset. Tilligemed at den ene nabo, via den ret blå og lysende knap på køleskabet, fra sit stuevindue kan konstatere, om strømmen i huset er intakt og fungerende. Der er, med andre ord, 3-4 husfulde af naboer, der varskos hver gang, vi ikke er hjemme, og som derfor tager det alvorligt netop at give det udseende af, at vi skam er noget så gevaldigt hjemme.

Den slags er guld og en enorm betryggelse værd. Akkurat som det er en lige så stor betryggelse for naboerne, at vi gør præcis det samme for dem. At man altid før en afrejse her på vores lille hjørne tager en afrejserunde og melder, hvor man skal hen og hvor længe. Samt om der er specielle hensyn, der skal tages–så som f.eks. at sørge for at få spist syndfloden af tomater og agurker i drivhuset.

Dette med som en naturlig ting at se efter hinandens gods, guld og væksthuse, er diamanter værd. For det kræver jo et minimum af årvågenhed for de hjemblevne, mens de rejsende føler en tryghed, som er væsentlig større end den, nogen form for alarmsystem kan give dem. Ikke, at de to ting udelukker hinanden. De supplerer vel bare. Og giver en selv en rolig, en tryg ferie.

Det er nu heller ikke fordi, der ligesom er mere guld og andre værdifulde grønne skove tilbage her i huset. Det er forlængst bortført og ikke genanskaffet, da der ligesom ikke er så forfærdeligt meget point i at genanskaffe til  endnu en gang bortførelse. Vi ville være en stor skuffelse for enhver optimistisk indbrudstyv. Det er sådan mere fornemmelsen af, at ingen fremmede bør gå ind på ens enemærker. At ens hjem er ens eget og kun tilgængeligt for de, der har legale ærinder.

Så når jeg hjemvender med kortegen fuld af god ferie og beskidt vasketøj, så bliver jeg så glad ved mine gode naboer. Som ikke overrender mig i dagligdagen, men som altid er gode for en snak over hækkene og effektiv husovervågning. Det er så trygt både at tage afsted–og at komme hjem igen! Så trygt, at man ind imellem, når talen kommer på at købe noget mindre, noget mere arbejdsfrit, altid ender med de sidste to store men-er: Hvor får man ellers så gode naboer, og hvor skal hunden så være?

 

Continue Reading

En lettelse!

Jeg har været på en dårlig forbindelse med den, helt siden jeg selv, personligt, anlagde mig den. På foranledning af en emsig ekspedient hos Elgiganten, der givetvis stod med en usælgelig sending skodtelefoner, der bare ledte efter en flok naive telefonidioter. Som mig.

I går tabte jeg den på et stykke asfalt. Helt med uvilje. Facit er selvfølgelig, at jeg nu står med en ubrugelig telefon. Men også, at jeg med en utroligt lettet, ren og pletfri samvittighed kan tillade mig selv at anskaffe en anden. Åh, hvilken befrielse for det udgiftssky jeg.

For der findes virkelig ikke ret meget selvværds- nedboostende end at lave fejlinvesteringer, impulsivkøb og dårlige anbringelser af ens egne penge. I mit tilfælde går det lige ind i den yderst protestantiske retfærdighedssans, således at man må ligge, som man har redet. Har man smidt sine penge efter noget lort, så må man sgu’ selv æde det. Beklage sig må man godt. Men mest til den idiot, der er en selv.

Den telefon var umulig at tage. Den havde sådan en tåbelig form for scrollen op som tagemekanisme, men skærmen nægtede i alt fald at tage mod mine fingre. Resultatet var i de allerfleste tilfælde, at jeg kæmpede en ulige og på forhånd tabt kamp mod en telefonskærm. Bagefter kunne jeg så bruge tid på at lokalisere ukendte numre på Krak samt penge på at ringe tilbage til alle dem, jeg gerne ville have talt med, hvis jeg ellers kunne have taget min telefon. Den ville i øvrigt heller ikke åbne på fingerbevilling. Udelukkende en snirklet omvej med kodeskrivning syntes acceptabel. Derfor brugte jeg den sjældent som kamera. Motivet var alligevel dødt, gået, borte og uinteressant, inden jeg nogensinde fik den satan låst op. I øvrigt tog den også lousy fotos. Samt erklærede sig uvillig til at integrere de fleste apps. I alt fald dem, jeg gerne ville have.

Alligevel levede den videre. For jeg havde jo selv betalt den. Som i øvrigt den allerførste telefon i hele mit liv, for jeg er sådan en telefonarver, der altid på den front er sidste led i fødekæden. Men lige på det tidspunkt, hvor den blev anskaffet, var der en tydelig brist og mangel i samme forsyningskæde. Det var nok derfor, jeg købte for billigt og lod mig besnære.

Men nu har jeg så heldigvis tabt den. Ganske uforvarende heldigvis slået den til telefonfisk på en god gang asfalt. Hvor er det dog en lettelse sådan med rigtig god samvittighed at kunne sige farvel til den spand uforløste samtaler og manglende vilje til oplukning. For hvis jeg ikke havde tabt den, havde jeg jo i årevis hængt på det idiotapparat som en retfærdig straf for, at jeg selv havde anskaffet den.

Og nej. Jeg skal ikke have en ny. Jeg skal bare have en anden. Manden mente, som mænd nu besynderligvis gør, at han trængte til en ny. Hvilket i min optik er fuldstændigt ufatteligt, for han har ikke engang slået den gamle i stykket. Men nu køber han så en ny, og jeg arver som altid og som sidste telefonled i telefon- pølseenden.

Hovedsagen er i hvert fald, at jeg for evigt er lettet og befriet for den møgsatan af en telefon, jeg indædt måtte leve med, fordi jeg selv havde købt den!

Continue Reading

Om kunsten at være ligeglad.

Lige nu siler det bare vedvarende. I nat var det noget mere seriøst, det regnvejr. I går var det, i udvalgte, korte perioder, muligt at bevæge sig lidt udenfor. Eller i alt fald at styrtløbe hen til og ind i sin bil. Vi har dog ikke haft skybrud, oversvømmelser, vildfarende kloakdæksler eller vand i den kælder, vi ikke har. Men det regner. Meget.

Som semi-pensionist har man et andet forhold til sommerregn end det nærmest traumatisk-hidsige, der prægede ens år på arbejdsmarkedet. Dengang var sommerferieregn en katastrofe. Nu er det en våd streg i regningen og en direkte opfordring til at finde alternative indendørsaktiviteter. Når man ikke har et nøje afmålt antal feriedage, der alle, for sjælefredens skyld, bør udstyres med højt solskin, er regn kun et incitament til at praktisere kunsten at være så forbandet ligeglad. Det skal jo nok blive godt vejr igen. Og man har, heldigvis, tid til at vente på det.

Når ferien ikke længere består af tre ugers hektisk opfyldelse af enhver form for alt det, der ikke er tid til i hverdagen, udelukkende garneret med strålende solskin, så bliver regn kun bump på vejen. Oven i købet en slags åndepause- bump, hvor det er muligt at fordybe sig i alt det indendørs eller bare det, der ikke kræver tørvejr.

Endelig skal det vel også indrømmes, at de dage, hvor enhver solstråle var en direkte opfordring til udendørs brank og ubehageligt kropssvederi, så uigenkaldeligt er ovre. Omkring et par og tyve grader er bare noget så inderligt fint med mig. Når vi når 30, står jeg faktisk med op til 10 overskudsgrader, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Og har samtidigt forbandet dårlig samvittighed over, at det overhovedet er nødvendigt at stille noget op med dem. Danske huse er ikke bygget til mere end 25 grader. Vi solamatører har i årevis anlagt vores udendørsarealer ved dem, så vi fik så meget direkte sol som muligt. Ulig de solprofessionelle sydpå, som selvfølgelig har anlagt med skygge som hovedformål.

Så det bliver endnu en grå og våd dag. En af dem, der førhen var et ufatteligt spild af en feriedag. Decideret stressende, faktisk. I alt fald hvis man ikke havde feriemæssigt råd til at lære sig selv kunsten at være komplet og fuldkommen ligeglad.

 

Continue Reading

Om tyskere og borgkonstruktioner.

Når ingeniørmæssigt udfordrende konstruktioner som denne begynder at skyde op på vores strand med få meters mellemrum, ja, så ved vi, at tyskerne er kommet. Når vores ellers flade og til tider forblæste strand i løbet af få dage forvandles til en opvisning af skæve, men dybe huller og middelalderlige sandscenerier, komplette med voldgrave og tårnkonstruktioner, så er vi ikke et sekund i tvivl om, at vores nabolands entrepenante feriegæster har startet deres bygningsmæssige indtagelse af vores land. Tyskere går ikke ubemærkede hen over en strand. De har alle, fra barnsben, en arkitekt eller entrepenør i maven, og når de kommer til en dansk strand, kan de slet, slet ikke styre det.

Det må jo være noget genetisk. Tysk genetisk. Denne helt overvældende trang til at bebygge strande. At omdanne dansk fladstrand til tyske middelalderbyer og sindrige kanalsystemer. For hver eneste dag skyder der for tiden slotte, borge, herregårde og huller, mange huller, rigtigt mange huller op på min strand. Og jeg har endnu ikke hørt nogen snakke dansk, mens de fuldstændigt opslugte af at flytte sand i spandevis har omkonstrueret min ellers så sandflade strand. Derimod diskuteres kanalsystemer og tårnbygning intensivt på tysk.

Hvor vi danskere mest bruger stranden i godt vejr og til at ligge på, har tyskerne helt modsatrettede interesser. De ligger ikke ret meget. Og hvis de gør det, så er det gerne inde i et læsejl. Der må være et enormt marked for læsejl i Tyskland. Tyskere er mest ude af læsejlene, når de skal bygge. Til gengæld spiller vejret ikke den store rolle. Tyskere kan bygge i al slags vejr. Faktisk tror jeg, mange tyskere ser dårligt vejr som en gave til fuldtud at koncentrere sig om borgkonstruktioner. Så behøver de slet ikke tænke på alt det der med at bade og sidde inde i læsejlene. Mange af dem har endda forberedt sig virkelig grundigt hjemmefra og derfor medtaget skovle og spande i alle størrelser, således at konstruktionerne ligesom bliver mere kunstneriske og præcise.

Hos os danskere er det, og nu generaliserer jeg nok lidt, primært børnene, der går i byggemode på stranden. Sådan forholder det sig ikke med tyskerne. Her er byggeri for alle aldre og gerne en familieting. Ydermere ofte organiseret i detaljer, så finjusteringer klart overlades til voksne, mere erfarne strandbyggere. Det er heller ikke, slet ikke, et særsyn at se en gruppe velvoksne mænd af germansk afstamning bruge en god feriedag på at opføre en sandet middelalderborg, selv om jeg, med skam at melde, godt kan se en tydelig kønsforskel i graden af byggeiver, for tyske kvinder er klart mere til læsejl end til borgkonstruktioner.

Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor al den strand-imperialisme dog måtte stamme fra. Hvorfor enhver tysker ser det som en indre nødvendighed minimum at opføre et mindre lejlighedskompleks på enhver dansk strand, han ( nu er jeg så sexistisk!) måtte passere. Jeg ved da godt, at tyskerne har så forsvindende få strande at bygge på, så de ligesom må farte udenlands for at opfylde det indre behov. Men det forklarer vel ikke helt, hvorfor de overhovedet har behovet. Måske er det bare en gammel vane, en uskrevet regel, dette med, at sandstrand er lig tårnopførelser. Omvendt har vi vel på danskersiden ikke set en lignende aktivitet siden Christian IV–i alt fald ikke på stranden.

Så længe jeg ikke går og falder i voldgravene og de imponerende huller, er det da i orden, at de omdanner min strand til en byggeplads. Vejret, sandet og vandet er dem jo alligevel ikke nådige og udvisker gerne alle de formidable bygværker henover vinteren.  Og det er så her, min danske, sikkert genetiske, snusfornuft kommer ind. Hvorfor i alverden dog bruge en god stranddag på at opføre forgængelige middelalderborge? Det er da uendelig spild af tid og gode kræfter.

Måske ved tyskerne slet ikke det? I alt fald har de, lige så længe jeg kan huske, opført imponerende konstruktioner og gravet lige så imponerende huller på min strand. Under alle omstændigheder ved jeg altid præcis, hvornår de er ankommet.

Continue Reading

Om måner og mange år.

For præcis 50 år siden på denne dag var jeg også i sommerhus cirka 2 kilometer fra, hvor jeg befinder mig lige nu. Jeg har givetvis været på vej ned mod havnen, hvor en altid lyseblå træningsdragtklædt Birger holdt svømmeklub for byens børn og diverse sommerferierende ditto i havnebassinet lige bag ydermolen. Fælles barndomsminder fra Hurup inkluderer altid at have svømmet hos Birger på havnen. Det var det, vi gjorde.

Men om aftenen i dag, for 50 år siden, kørte vi hjem. Hjem til vores rigtige hus. Dengang var TV i sommerhuse en luksus forbeholdt de allerrigeste og de, der var fantasiløse nok til ikke at kunne finde ud af at spille Ludo i timevis som vi andre. For TV skulle vi nemlig se. Der skulle landes på månen, og den landing er gået over i mit livsalbum på samme uforglemmelige side som 9/11, præsident Kennedys og John Lennons død. Jeg slugte hvert sekund af dogmeserien derude fra det ydre rum og var nærmest himmelfalden over, at nogen kunne sige noget så viist som alt det med “giant leap for mankind”. Herregud, jeg var 12 og anede stadig meget lidt om, at verden vil bedrages, og at viise ord ikke sådan bare falder ned fra atmosfæren, men helt sikkert er indøvet hjemmefra, forfattet af en af dem, der senere ( men ikke endnu) kom til at hedde spindoktorer. Det var en noget grynet landing, den der på månen, og i mange år derefter var jeg da også af den formening, at månevejr er absolut lortevejr. Tilligemed at jeg var lidt træt af, at alting foregik i uægte slow motion. Hvorfor kunne de ikke bare gå ordentligt og normalt?

Det var dengang, vi holdt med amerikanerne, og russerne var de grimme. Det er så gået over. Nu holder vi ikke med nogen af dem, og de første er også gået hen og blevet farlige, fordi de ledes af en forrykt præsidents impulsive nykker. Der var kold krig i verden, sagde de voksne, og vi børn havde ikke den fjerneste ide om, hvorfor den krig lige skulle være kold og ikke udkæmpes med tanks og panservogne, som vi da kunne forstå, fordi vi var vokset op med et sandt efterslæb af krigsfilm til forherligelse af de allierede styrker i den krig, vi stadig i 60-erne var produkter af, rent ideologisk. At lande på månen var, forstod vi, at give de uhyggelige russere et ordentligt spark i røven. Og det, syntes vi så samtidig, var særdeles velfortjent, fordi samme russere havde sendt en uskyldig og lidt kær vovse til himmels. Den slags gør man ikke mod hunde. Kun fæle russere, der dermed understregede deres fatale mangel på almindelig dyrevenlighed.

Vi var bange for atombomber og u-både i havet. Og det sagdes, at der var to røde telefoner med direkte forbindelse fra Kreml til Det hvide hus, som man lige kunne bruge til at vasko hinanden, når man HAVDE trykket på atombombeknappen. Som om det ligesom hjalp ret meget. Det var derfor, det var så vigtigt at sikre sig magten, ikke blot på denne planet, men også med udvidet imperialisme helt op til månen. For, logisk nok, så kunne det land, der ejede månen, vel med rette kalde sig verdens retmæssige hersker. 100 år før var det indtagelsen af polerne, der signalerede magtstrukturen, men når nu jorden har den størrelse, som jorden nu engang har, således at man på et tidspunkt render tør for mere jord at komme først frem til, så må man nødvendigvis ud i rummet for at sikre sig mere land foran fjendens næse.

Det er underligt, nærmest lidt skræmmende, at tænke på, hvorledes ikke bare verden, men i højere grad den måde, vi ser på den, har ændret sig på de 50 år. Den kolde krig er ovre, og magtbalancen har forskubbet sig i forvirrende retning, således at alt det, der dengang var indiskutable konstanter, er blevet flydende. Det VAR nu noget lettere at forholde sig til, at russerne var de grimme og amerikanerne de gode. Allermest nok, at det er blevet så inderligt svært overhovedet at FINDE de gode i dag. Og kapløbet om at annektere rummet som satellitstater i koldkrigs-supermagterne er ligesom gået af mode. Den enorme fokus, der var på alt det derude, er, i alt fald hos menigmand og udenfor forskerkredse, stærkt aftaget, og den generelle klistring til grynet dogmefjernsyn ved enhver opsendelse af rumraketter er erstattet af at binge Netflix og HBO. I min barndom talte vi tit med himmelvendte øje om “Houston”. For nutidens børn er det, i bedste fald, en by i Texas, som givetvis kun er kendt, hvis den har været med i en serie.

Men der sad vi så og grynede os igennem Armstrongs såkaldt viise ord. Og det var stort–dengang for 50 år siden. Jeg kan stadig huske det. Og næste morgen har jeg sikkert, sammen med alle de andre børn, igen været nede at svømme hos Birger på havnen. Same procedure as every morning.

Ja, ja–ren Space Oddity. The stars look very different today……aye, aye, aye……

Continue Reading

Billede af sommer, juni 2019.

Det er det, der er sommer og det, der er juni. At købe jordbær ved en jordbærsælger på en rasteplads ude midt i en skov. Og for at tilføje tidens trend, så kan der selvfølgelig betales med mobilepay herude midt i skoven.

I øvrigt havde han også ærter. For ærter, jordbær og kartofler køber vi helst langs vejene i juni, når de er friske, nyplukkede og ligesom bliver så meget mere autentiske og velsmagende, når vi køber dem i det fri. Personligt køber jeg kun jordbær i forretninger af nød, og rent mentalt foregøgler jeg mig selv, at de er betydeligt dårligere i smag end dem, jeg køber langs vejen. Resten af året køber vi bare i supermarkederne, for da har det hele mistet sin delikatesseværdi. Forresten er vi også, til mange udlændinges forundring, et af de eneste lande, hvor ærter i bælg spises rå som slik. Hvor en simpel grøntsag nogle uger om året ophøjes til næsten kultstatus, inden vi resten af året bare nøjes med at fryse den ned eller putte den på dåse, som de andre gør.

At købe nyplukkede ting langs vejen er så sommerdansk som noget. Det er næsten en fysisk markering af, at nu er det endelig sommer. Og heldigvis kan vi så betale med telefonen, når vi tilfældigt og kontantløse kommer forbi og bare MÅ dyrke sommeren på smaglig vis.

Continue Reading

Sikke da en super ide!

På fødevaremarkedet i Vancouver i Canada har man fået en strålende ide til at nedbringe folks brug af emballage, plastik og andre overflødigheder. For noget skal man jo bruge til at transportere sine nyopgravede asparges eller nyoptrukne gulerødder hjem i. Her er det nemlig sådan, at hvis man ikke medbringer sit eget indkøbsnet eller anden form for vareindpakning, så kan man udelukkende købe poser ( klimavenlige, selvfølgelig!), der klart og tydeligt giver udtryk for, hvad der er i dem. Det kunne være vortesalve eller pornofilm, og jeg kan da personligt tænke på en del andre kompromitterende posetekster, der godt kan være en hjælp til at huske selv at medbringe indkøbsnet. Hvad med glidecreme, viagrapiller, intimmassageapparater eller måske bare luseshampoo?

Det er, efter min mening, en fremragende ide og samtidig et udtryk for fed humor. Det kunne vi lære noget af. Eller måske bare skænke det en tanke og et skævt smil, når vi selv skal ud at handle og er liiige ved at glemme indkøbsnettet!

Continue Reading

Og sådan er der vel så meget….

Dette besynderlige syn mødte os på en udendørs vinduesramme i sommerhuset. Det blev sidst forladt i påsken, så ligefrem årevis af neglegt og forfald er der jo ikke tale om. Da jeg sidst så vinduet, trængte det da, som alting i nærheden af havet, til maling, men ikke mere end at “ i løbet af sommeren” var fuldt tilstrækkeligt.

Det siges, det er fugle, der gør den slags. Det undrer mig. Og får mig også på et splitsekund til at erindre Hitchcocks Fuglene, som i sin tid fremprovokerede et noget anstrengt forhold til fugle hos mig. Hvorfor i alverden spiser fugle vores huse? Det giver ligesom ikke meget mening. Her i maj burde der da være tilgængelig føde til alle flyvende dyr, fugle inklusiv, så de kunne afstå fra at holde festmiddage og mæske sig i vores huse. For slet ikke at tale om smagen. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der rangerer som gourmetmiddage i fugleperspektiv, men umiddelbart ville jeg da tro, at en fed regnorm lå noget højere på skalaen end en vinduesramme.

Ydermere er det træls. At skulle til indgående at reparere sit hus, fordi det er blevet spist af fugle. Havde jeg vidst, at mit sydlige vindue var så oplagt en lækkerbisken, havde jeg nok sørget for alternativer i form af fuglekugler og måske et par af hundens aflagte træpinde til at tygge i. Det strejfer mig da også, om det bare er her, der er så tumpede fuglearter, at de ikke engang ved, hvad de selv bør spise. Det kan de da i hvert fald finde ud af hjemme i min have, hvor jeg er helt forskånet for ædegilder på vinduesplan.

Og gad vide, om en udskiftning bare betyder ny mad på bordet? Eller er de så forblændede af mine vinduers smag, at de utålmodigt venter på en lejlighed til at holde et ædegilde, der involverer hele huset?

Continue Reading
1 2 3 11