Og der arbejdes…

Dette er et før-billede. Efter eksisterer ikke endnu. Det kommer det forhåbentligt til. Om temmelig mange dages til. Om et ukendt antal væggelige kvadratmeter, der skal returneres til farven hvid, efter på egen hånd at have transformeret sig til beskidt skidengrå med udefinerbare pletter.

Mit hjem er i denne og næste uge omdannet til et orgie i rod og malerbøtter. Ingenting er i lave, og alting har mistet sin vanlige plads. Der ligger overtøj i stuen, står gangmøbler i soveværelset, og alle mine krydderier står som den naturligste ting midt på spisestuegulvet. Alle køkkenets dimser og dingenoter er opblandet med spisestellet, og jeg selv er noget så uendeligt lost. Jeg er hvid overalt, selv på undertøjet, og så er jeg samtidig hjemløs i mit eget hjem.

Og så er vi ikke engang gået i gang med stuen endnu. Har hverken flyttet rundt på de flere tusind bøger eller min forbandede hang til nipsting i træ. Jeg ved godt, hvor genial en opfindelse en bogreol er, og jeg er fuldt bevidst om, at nipssamlinger er af det onde i malesituationer. Faktisk er jeg allerede møgtræt af situationen her en halv gangmaling inde i projektet. Med uanede flytninger og uhvide kvadratmeter foran mig. Faktisk har jeg noget så godt, gammeldags ondt af mig selv, men lige nu kan jeg såmænd ikke bruge det til andet end at blive ved, lege hvid tornado til den bitre stuevægsende.

Malingen er jo i virkeligheden blot det mindste. Den består primært af at gratte på og forsøge at gratte på indenfor det intenderede område. Selvfølgelig er det svært, og selvfølgelig ophæver man hurtigt sin egen krops immunitet og lader sig male med. Det er al rengøringen, flytningen, klargøringen, sømudtrækningen, pollyfillaningen, malertapeningen og alle de forbandede indledende øvelser, der trækker tænder ud. Det er jo lige før, man er totalt udmattet, brugt og opgivende, når man omsider endeligt er nået frem til at kunne sætte en pensel på væggene.

Så mit liv er på under halvt de næste mange dage. Jeg maler hus. Og så håber jeg på at nå frem til et efter- billede af et vist format i hvidt i hvidt. Det har jeg, til den tid, F…  fortjent!

 

Continue Reading

Om til-stedeværelse og til-tideværelse.

I går lærte jeg et nyt ord. Til-tideværelse.

Det lader sig egentlig bedst forklare ved først at definere til-stedeværelse, som betyder at være i samspil med det sted, man rent fysisk befinder sig. Med andre ord at indgå i konkrete sammenhænge, samtaler og andre gøremål med de mennesker, man befinder sig på samme sted som. Til-tideværelse betyder så, omvendt, at indgå i sammenhænge og samtaler med mennesker, man befinder sig sammen med i tid, men ikke i sted. Som eksempel kan nævnes at fordybe sig i en telefonsamtale med moster Anna i Åbenrå, skrive SMS-er med bedsteveninden på den anden villavej eller være på enhver form for sociale medier–gerne hvor der i den anden ende/ andre steder befinder sig personer, der umiddelbart svarer på ens henvendelser eller chat, fordi de også er tidsmæssigt på. Man er, med andre ord, PÅ samtidig.

Til-tideværelse kræver også, uligt til-stedeværelse, at der mellem de mennesker, man kommunikerer med og en selv, befinder sig et stykke elektronisk udstyr, så som en computer eller en telefon. Det er fuldstændigt unødvendigt i forhold til de mennesker, man er til-stedeværende sammen med.

Problemet her er så, at vi gradvist–meget hurtigt gradvist–er ved at udvikle os til et samfund, hvor til-tideværelse med andre opfattes som fuldt lige så legalt som at være til-stede med de, der befinder sig i samme rum som en selv. Se bare på den berømte 2. klasse, der de sidste dage har huseret i samtlige medier, fordi poderne, helt rigtigt og retmæssigt, kunne konstatere, at deres forældre i mange situationer prioriterede at være til-tide fremfor at være til-stede. De besvarede i en uendelighed beskeder og surfede på nettet på tidspunkter, hvor de burde have kommunikeret med de selvproducerede børn, der bare var noget så synligt til-stede i rummet.

Og det er vel lige præcis der, det store problem ligger. At vi har legaliseret, helt uden at notere det for alvor, at til-tideværelse er helt OK, selv når vores til-stedeværelse er noget så påkrævet og nødvendig. Jeg tror, de allefleste har oplevet, at de midt i en god snak med en anden pludselig oplever et mentalt udfald fra samtalepartnerens side, fordi “Denne her besked er jeg altså nødt til at svare på.” Samt har accepteret, at det nu engang forholder sig sådan. Fordi det næsten er blevet reglen mere end undtagelsen, at alt, hvad der formidles via elektroniske medier, er meget mere væsentligt end at være til-stede det sted, man nu engang befinder sig. Og med de mennesker, der nu engang befinder sig der. Det kan jeg noget så uendeligt godt forstå, at 2. klassen reagerer på. Elektronikken har slugt deres forældre, der klart prioriterer at være sammen med andre i tid–end i sted.

Og hvorfor gør vi det så? Sidder der og tjekker alle de andre ude i verden, mens vi i virkeligheden er sammen med vores egen familie? Vel primært, fordi vi kan. Og sekundært, fordi det er blevet normen. Noget, det er legalt at gøre. Noget, alle de andre også gør. Og, ærligt talt, hvem har ikke som cyberanalfabet siddet i en flok, hvor man har kedet sig noget så gevaldigt og følt sig helt udenfor, fordi man var den eneste, der ikke lige var PÅ i tid med andre, andre steder hele tiden? Følt, at de mennesker, man var sammen med, faktisk meget hellere ville være sammen med nogle helt andre, helt andre steder?

Det kunne være så rart, så befriende, så absolut givende i forhold til menneskelige relationer, om vi i stedet så det som legalt at være til-stede. Dermed, at til-tideværelse blev ugleset og illegalt, når vi er i selskab med andre. At vi rent faktisk er sammen med dem, vi er sammen med, uden at der nødvendigvis skal være et stykke elektronik indblandet i den samværsform. At vi taler til og med hinanden–istedet for at tale i telefon eller skrive til hinanden. Vende tilbage til den gang, vi ikke kunne være til-tide, fordi det ikke var muligt.

Nu er jeg nok ikke den eneste, der hos mig selv har konstateret en klar forskubbelse fra telefonsamtaler til samtaler, der foregår på skrift. Efterhånden taler jeg faktisk kun i telefon med de allernærmeste samt folk, jeg skal give konkrete beskeder til eller har lige så konkrete, mere eller mindre professionelle, spørgsmål til. Det er kun få veninder, jeg ringer til. Resten af min kommunikation foregår på skrift. Jeg føler, helt ærligt, at folk kommer for tæt på, hvis jeg skal tale med dem. Og det chokerer mig. Meget. Men det forklarer jo også vores store forkærlighed for at være til-tide, fremfor at være til-stede. Hvis vi er ved at blive noget så angste for egentlig menneskelig kontakt og at interagere med andre på stedet, så er det jo straks mere behageligt at være sammen i tid. Der kommer ingen for tæt på. Vi kan slukke, afslutte samtaler, logge af præcis, når vi selv ønsker det. Og samtidig kan vi, fordi vi er i cyberspace, undgå nærkontakt med de, der rent konkret er i rummet. På en måde undgår vi alle, der kommer for tæt på. Og bliver mere og mere ensomme……

Egentlig skriver jeg bare dette for at opfordre til et lille eftersyn af livet. Til et lille tjek på, om man selv er mere til-tide end til-stede. Og hvis det er tilfældet, så er det nok noget, man skal være opmærksom på. Måske endda gøre noget ved. For pludselig går børnene jo ( i overført betydning) ikke længere i 2. klasse, men er blevet til voksne, fremmede mennesker, som man glemte at se vokse op, fordi man havde så forbandet travlt med at være til-tide med alle de andre derude, der også var PÅ.

 

Continue Reading

Herfra hvor vi står. Eller: Om at se på kort.

For ikke så længe siden læste jeg fremragende bog om Ruslands grænser og dets naboer. Heri fremgik det, at afstanden mellem Rusland og USA er 37 kilometer. Det kom sådan lidt bag på mig. For på det billede, jeg har af verden, er den da væsentligt større. På min udfladede version af verden skal man rejse en hulens masse kilometer for at komme fra Rusland til USA. Med mindre, altså, man rejser den modsatte vej, skyder genvej gennem Beringstrædet og VUPTI–er fremme. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg mener: Hvis jeg skal til Rusland, rejser jeg da mod øst, mens USA mig bekendt ligger relativt vestpå. Det lå næsten udenfor min begrebsverden, at de to lande kunne nå sammen i den billige ende. Akkurat ligesom jeg nogle gange har undret mig såre over eksplosioner af nyankomne asiater på den amerikanske vestkyst. Jeg kunne ind imellem få noget så ondt af de stakkels, stakkels mennesker, som jo måtte have rejst i månedsvis, forceret Sibirien, de russiske stepper, Uralmassivet for slet ikke at tale om shitbåde i ugevis over Atlanterhavet og en gåtur fra New York hele vejen til San Francisco, inden de nåede frem. Altså indtil jeg pludselig en dag opdagede Stillehavet derude i periferien af mit kort…..

Det fik mig til at kigge lidt mere på kort. Ikke, at jeg ikke kigger på kort, jeg kigger skam meget på kort. Men som hovedpræmis har jeg så også, fuldstændigt uden spørgsmålstegn, at verden ser ud, som den gør på ovenstående billede. Med Danmark sådan ca. i midten og resten som en slags kulisser udenom. Faktisk har jeg det med at glemme, at kortet burde være rundt. At der ikke bare er en slags brat stopper, en stejl kant til intetheden, hvor man falder ned og slår sig noget så grusomt, derude, hvor kortet holder op.

Så var det, jeg kom til at tænke på, om verden mon ser ens ud kortmæssigt, uanset hvor man bor. Om folk i Beringstrædets nærhed også anskuer verden fra et perspektiv, hvor de nærmest ikke selv eksisterer og i alt fald på papiret har forfærdeligt langt over til naboen? Jeg ved godt, at folk på Bornholm generelt er oplyste om, at de ikke bor i den øverste del af Kattegat, nær Læsø, og nogle gange, af pladsmangel, ovenpå Doggerbanken, men her er vi altså ude i noget større perspektiver. Faktisk har jeg vist aldrig set et kort, der er produceret andre steder end i min umiddelbare, europæiske virkelighed. Men er det sådan, at folk i Australien har en helt anden verdensopfattelse, hvor den der klat nede i venstre hjørne sidder lige i Solar Plexus? Og hvorfor mente kineserne selv, de boede i Riget i Midten, når enhver da tydeligt kan se, at de i virkeligheden bor ret meget ude på venstre flanke, og at Kina gør mange ting, men mellem dem er absolut ikke at ligge i midten? I midten af hvad, i øvrigt? Er det sådan, at kort produceret på Hawaii mestendels består af et par undselige klatter i midten, masser, virkelig masser, af blåt hav og så nogle kolonner med land i hver side? Hvad hvis man bor på Svalbard–ligger alting så for ens fødder, mens man, hvis man tegner kort på Sydpolen, har det hele hængende over hovedet? Hvad hvis man bor syd for Ækvator–har man så overhovedet plads til os andre ovenpå, hvis hovedpræmissen er at få sig selv i midten? Og hvis (T)rumpen producerede kort, ville han så overhovedet finde det nødvendigt at inkludere alle de andre små klatter udenom midterpartiet? Givetvis uden Canada, og med Alaska som en ø, frit sejlende.

Jeg ved det ikke. Men jeg begynder mere og mere at forstå, at hvis verden skal forstås på verdens egne præmisser, så må der vist en globus til. De fleste kender sikkert også den undren, man kan blive udsat for, når man flyver længere strækninger mellem verdensdele. Jeg har den i alt fald. For ikke længe siden fløj jeg fra Zürich til Havana, og det var da lige før, vi kunne skimte Grønland fra oven, og for at det ikke var løgn, så fløj vi hele vejen fra Newfoundland til Miami INDE over det amerikanske kontinent. Ifølge de flade kort, jeg kender og forholder mig til, er det da noget af en omvej. Ikke så lidt endda, noget af en brændstofsluger med indlagt totalt uinteressant sightseeing. Men måske ER det faktisk den korteste vej, hvis verden ikke er flad og ender efter Hawaii.

Det ændrer nu ikke ved, at jeg er vildt nysgerrig i forhold til at se verdenskort produceret andre steder end Europa. For er det virkelig sådan, at det faktum, at det var os europæere, der i sin tid på godt og ondt koloniserede verden, stadig betyder, at enhver verdensgengivelse er lavet ud fra et europæisk perspektiv? Med os lige der i midten og resten udenom? Det kunne da være megaspændende at erfare, hvordan en afrikaner ser verden, samt om kineserne har et kort, der beviser, at de ligger lunt i midten. Hvad hvis vi vedtog, at Beringstrædet, som nu er verdens ende–ovenikøbet i BEGGE sider–, istedet skulle ligge lige i midten, så alle ved selvsyn kunne konstatere, at der kun er 37 kilometer fra Rusland til USA. Hvilke enorme forskydelser ville det give på det indre billede af den verden, vi lever i?

Den eneste konklusion, jeg umiddelbart kan komme til (jeg er næsten ved at komme til kort overfor disse store topografiske spørgsmål, sorry!!), er, at vi i Europa decideret ser verden derfra, hvor vi står. Og det har vi nok så altid gjort. På alle tænkelige måder. Men jeg tillader mig da at se det som et udtryk for villighed til at skifte perspektiv og måske endda holdninger til verdensdelenes indbyrdes placering, at jeg forfærdeligt gerne vil vide, om verden i kortmæssig gengivelse ser anderledes ud andre steder. Det håber jeg, den gør!

Continue Reading

Når hunhundene er i løbetid.

Det er slet ikke fordi, vi er overbebyrdede med hunhunde her i kvarteret. Vi er sådan mest til hanner, er vi. Men genboen har da en krølhåret, overdimensioneret hamster, og oppe ved marken bor den store kærlighed i skikkelse af en lettere sortbroget Collie, der nok generelt bør afholde sig selv fra at se i spejlet.

Det er fuldstændigt uden betydning. Min hund går udelukkende, og her mener jeg det seriøst, udelukkende efter indre skønhed. Det går han så også efter. SOM han gør. Ikke nok med, at han, hvis det lykkes ham at forcere havens hegn, altid kan findes med elskovssyge hundeøjne og tissemanden til skamløs udstilling på den sortbrogedes fortrappe. Han synger også vilde serenader til hende på falsk hundsk. Selv herhjemme.

Men at gå tur med ham i de dage, hvor hormonerne fiser rundt i kvarteret, er et mareridt. Det siges, at en gennemsnits hanhund kan lugte en hunhund i løbetid på over 20 kilometers afstand. Det tror jeg gerne. Min kan garanteret lugte dem i Ålborg. Så når vi så bevæger os ud, med selen godt spændt fast, opfører han sig som en rundtosset grønthøster på speed. Ikke nok med, at vi helst skal løbe. Vi skal også helst løbe over det hele. Sådan frem og tilbage, i cirkler, baglæns, sidelæns og meget hurtigt. Alt mens snuden ikke løfter sig fra jorden, og vores livsvigtige mission er at fare fra det ene vildt interessante tissested til det andet. Det er så noget, jeg har tænkt meget over. Hunde tisser ikke lineært. Altså følger en nøje fastlagt, logisk og fremadskridende rute. De afleverer hist og pist og på alle sider af de forhåndenværende stier. Det kunne de, ikke mindst for ejernes skyld, godt lave lidt mere logistik på, for man ligner jo en forvildet høne, når man bliver trukket afsted på den måde, uden mål og med.

Det er som om, vi bare på en enkelt gåtur skal have tjek på samtlige hunhunde i skruk herfra og til Ålborg. Vi skal som regel fare så meget afsted, at jeg bliver sådan et vedhæng til snoren, der hele tiden er i umiddelbar fare for at lette. Bare at holde os på nogenlunde stabil kurs er noget af en snudefuld, og jeg må indrømme, at jeg i de dage vælger ture, der går de allermest mennesketomme steder, for jeg synes, det er flovt at blive kølhalet af 40 kilo Retriever, der bare skal have noget på den dumme. Eller i alt fald en god portion efterslæb af hunhund til at blive yderligere liderlig af. Jeg er sikker på, han gerne var mig foruden, for så kunne sådan en pisopstøvningstur i løbetidssæsonen da virkelig blive interessant. Måske skulle jeg også bare vælge den løsning at lukke ham ud og hente ham et par timer senere midt i en serenade oppe på den udkårnes fortrappe.

Kyniske hundejere ville selvfølgelig sige, at den hund skal kastreres. Det skal han så ikke. For det er unaturligt i mine øjne, og hundene bliver fedladne og grimme, så jeg må ligesom bare finde mig i at være flyvende, hurtigtgående objekt i cirkelbevægelser over kvarteret de dage, det står på. Jeg må finde mig i at være vedhæng til den rundtossede grønthøster på speed, der som en anden Verdensmester i Hanhund raserer samme kvarter med sin ustoppelige elskovssyge.

Det holder jo også op igen. Det ved jeg. Det plejer det da at gøre. Selv i Ålborg har de perioder uden hunhunde i løbetid. Og så får jeg min relativt fredelige bamse tilbage.

Continue Reading

En minimal smule om Brexit.

Hvis nogen ellers orker at høre mere om Brexit, så vil jeg faktisk gerne give mit besyv med. Og udelukkende omkring Irlandsspørgsmålet. Men på en relativt a-politisk måde. Meget mere som en, der kender grænsen mellem Irland og Nordirland til hudløshed og har kørt over den så mange gange, at jeg har mistet tal på dem. Til gengæld ved jeg, hvordan tingene fungerer deroppe og gruer for, hvordan de kan begynde ikke at fungere.

Grænsen mellem Irland og Nordirland er næsten 500 km. lang, og enhver, der bare kaster et lille blik på et kort, kan se, at så må den tage nogle gevaldige omveje for at blive så umådeligt langtrukken. Det gør den også. Den bugter, snor og slanger sig ved grænserne af de 6 grevskaber, der valgte at forblive i unionen med England i sin tid. Dette er ikke uden betydning. For akkurat som ved grænsen mellem DK og Tyskland er der en ivrig trafik mellem landene, og tusindvis af mennesker er daglige grænsependlere. I øvrigt er den eneste måde, hvorpå man kan konstatere, at man er kørt over grænsen, ved at kigge ned og se, om kantstregen på vejen har skiftet fra hvidt til gult. Eller omvendt.

Kører man den nemmeste vej fra f.eks. Letterkenny i republikken til Derry i Nordirland, skal man krydse grænsen ca. 8 gange. Mere, hvis man kommer fra andre steder og vil over. Det vil mange mennesker, for mange Nordirske katolikker går i skole og kirke i republikken, og utallige mennesker arbejder på den anden side grænsen. Ca. lige mange fra hvert land. I Nordirland er en del daglige fornødenheder billigere, og der er en ivrig trafik til læge og tandlægebesøg fra republikken. Ligeledes er der (heldigvis!) opstået en konsensus omkring, at man nu engang handler i den nærmeste butik–eller går i den nærmeste skole, hvis den passer til ens ståsted, fuldstændigt uafhængigt af, hvilket land alt dette befinder sig i. De mange år uden grænsekontrol har betydet, at ingen rigtigt bekymrer sig om, i hvilket land de befinder sig–så længe de ikke skal krydse en konkret grænse.

Jeg har iagttaget, at mine gæster altid forundres over, hvor umærkeligt man pludselig er havnet på den anden side af en grænse. Jeg har også, og meget mere væsentligt, iagttaget, at den næsten forsvundne grænse har indebåret, at fredsprocessen i Nordirland er skredet mærkbart mod det positive.

Så det er både folks dagligdag og folks fred, der er på spil derovre. Man kan jo bare forestille sig, at samtlige grænsependlere mellem DK og Tyskland skal vise pas og kontrolleres–og hvad det vil munde ud i. Og så lige gange det med enten 8–eller en kolossal omvej–for de, der kører ad de små, hurtige og lidt snørklede veje. Måske skal man også forestille sig, at tusindvis af børn må skifte skole, tonsvis udbytte deres kirkelige tilhørsforhold og atter tusinder, der skal have ny læge og tandlæge. For slet ikke at tale om alle de, der med tiden nok opgiver at arbejde på den anden side af grænsen, fordi det simpelthen er alt, alt for besværligt på alle måder.

Nu går det lige så pænt fremad, deroppe i det betændte land. Ikke at alt er lutter idyl og uden konflikter, men der er en tydelig vilje fra mange parter til at passe på alt det, der dog trods alt er opnået.

I løbet af de sidste dage har der været episoder, der minder om gamle dages “troubles” ( læs: bomber) i både Derry og Belfast, fordi frustrationerne er ved at tage magten over en situation, hvor ingen ved, hvor de står. Det vil være en katastrofe, hvis det griber om sig. Og det er vist fuldstændigt ligegyldigt, hvilken politisk overbevisning, man bekender sig til–alle er enige om netop DEN katastrofe.

Jeg ser for mig, at rejsebureauerne enten sletter Nordirland eller Nordirland som rejsemål sammen med republikken, fordi det bliver alt, alt for møjsommeligt at skulle gennem de utallige grænseovergange. Men det er så kun den allermindste top af den ulidelige kransekage. Det er da meget mere livsændrende, fredsforstyrrende og forfærdeligt for de stakkels mennesker, der bor langs og ved den grænse. Som man for alt, virkelig alt i verden, må bevare som en “soft border”. En grænse, der består af et skift i kantstriber mellem gult og hvidt.

Continue Reading

Om hvad man sådan kan gå og købe.

Jeg kan ikke stå for spøjse ting. Også selv om ordet “spøjs” nok er så strengt forældet, at man sikkert skal tilhøre min generation for at forstå, hvad det betyder. Men andre burde kunne høre, at spøjs er så ualmindeligt et ord, så det simpelthen må dække over noget, der langtfra er almindeligt. Og på en pudsig måde.

Anyway, jeg er opsamler af spøjsheder. De klæber til mig, besynderlighederne, og ser jeg en ny, skal jeg ud i overmåde kontrol for, at den ikke også havner hjemme hos mig. Som nu dette trafiklys.

Det var på auktion for et stykke tid siden. Og ret beset har jeg faktisk aldrig ejet et trafiklys. Jeg vidste heller ikke, at man overhovedet KAN eje trafiklys. For mig er trafiklys sådan nogle, der hænger oppe over mig, sidder på siderne af mine veje, og som jeg overhovedet aldrig nogensinde har overvejet ejerskabet af. Det er vel kommunen, en eller anden obskur afdeling, der påtager sig at eje trafiklys. I grunden tror jeg heller ikke, det for alvor er sådan noget, folk går op i: Altså hvem der ejer trafiklysene. Det er jo heller ikke fordi, trafiklysområdet står for en overvejende del af kriminaliteten i mit område. Når jeg sådan rigtigt tænker over det, så har jeg vist aldrig hørt om trafiklystyverier eller påfaldende mange forbrydelser, der involverer trafiklys. Der er aldrig nogle i min lokale avis–hvor næsten intet ellers er for småt til at komme i avisen—der har påtalt større forbrydelser, der har involveret ejerskab til byens lyskurver.

Så derfor blev jeg da lige lidt overvældet, da det viste sig, at der var trafiklys i auktionskataloget. Det var selvfølgelig ikke fordi, jeg gennem længere tid havde gået og brændende ønsket mig et trafiklys.Jeg kan da godt se, at i julen, hvor vi er mange, ville et enkelt eller to trafiklys i umiddelbar nærhed af badeværelserne være ganske fornuftigt, men til daglig synes det en smule overflødigt at regulere trafikken og stoppe for rødt for mand, hund og mig på husets gangarealer. Der kan vi nøjes med almindelig høflighed, hvis vi overhovedet skal samme vej.

Der er bare det ved det, at når noget sådant kommer til salg, så er jeg den, der er solgt. Så jeg overbød de (få!) andre trafiklysentusiaster, der lige den dag var ude i scorehjørnet. Min plan var at forære det i julegave til yngstesønnen, som har arvet sin mors passion for spøjsheder. Indtil kæresten flyttede ind (hvilket også kolliderede med, at han selv for alvor pakkede ud–dog efter at have boet i lejligheden i over 3 år!) boede han jo alligevel i en skilteskov af aflagte vejskilte, suppleret med et bredt udvalg af Starwars Lego og japanske tegneserier, som skulle læses bagfra. Så her ville et enkelt trafiklys vel bare sådan passe ind i indretningsstilen. Desværre var han udelukkende enig med mig i, at trafiklyset var spøjst–ikke, at det nødvendigvis skulle stå og være spøjst i den lejlighed, som kæresten på få måneder har forvandlet til noget lidt anderledes end fortidens konglomerat af uåbnede papkasser, Hovedvej Forude, Manga og Legodesign.

Så nu er jeg så selv den lykkelige ejer af et trafiklys. Selvfølgelig er jeg da ovenud begejstret over, at jeg er den eneste, jeg kender, der har en personlig lyskurve. Men det er lidt som om, den der fantastiske, første glæde over at være ejer af noget så usædvanligt som et trafiklys er ved at blegne en smule. Ikke mindst fordi, sådan et trafiklys også fylder en smule. Jeg har indset, at der er en helt naturlig grund til, at man hænger den slags op. De ville simpelthen fylde alt for meget nede på jorden.

Derfor har jeg sat mit trafiklys til salg på DBA. Jeg håber så på, at der enten findes folk som mig, der bare MÅ eje et trafiklys af den simple grund, at der er et til salg. Eller–og her er vi så ude i det lidt spøjse–at nogen fortvivlede står og akut skal bruge et trafiklys. En kommune, måske?

Continue Reading

Glædelig jul.

Alle læsere af bloggen ønskes en rigtig god og glædelig jul.

En af mine egne faste juletraditioner er altid at oploade Banksys geniale kommentar til såvel julen som verdenssituationen generelt “Joseph and Mary won`t make it to Bethlehem this year”.

Så her kommer den. Nyd julen, nyd samværet, nyd maden, nyd gaverne. Og husk er verden desværre er, som den er–og ikke som vi gerne ville have, den var…..

Continue Reading

Itale-sæt dig ned og skift dine paradigmer, før du handler ind.

Eller: Sæt dig ned og snak om, hvorfor du har skiftet mening, før du går ud og køber ind.

Jeg er allergisk overfor at italesætte. Vedkommende, der har opfundet det ord, burde straffes med at blive tvunget til at lære Ordbog over det danske sprog udenad. Mestendels således at samme vedkommende til fulde kunne indse, at ordet er totalt overflødigt, at vi på ingen mulig måde behøver det. For vi har nok ord i forvejen, der betyder at snakke om ting og forklare sine synspunkter. Der er intet, virkelig intet, behov for den grimme bastard.

Så vi burde altså foretage et paradigmeskifte med hensyn til det rædselsord. Altså finde ud af, at vi mener noget helt andet end det, vi hidtil har ment. Selvfølgelig kan jeg da godt se, at det lyder en hel del smartere at skifte sine paradigmer end blot at ændre mening. Men mens jeg samtidig gerne bruger fremmedord, når de er nødvendige, dækkende og uden alternativer, så ser jeg absolut ingen grund til at anvende dem, når de bare skal udfylde videns-pralværdi–og hvis deres betydning i øvrigt kan udtrykkes med andre ord meget mere mundret og ukompliceret.

Endelig er jeg lidt allergisk overfor den mærkelige hybrid, der er opstået mellem udtrykkende “handle” og “købe ind”. Det er enten/eller. Beklager: Der er ikke noget, der hedder “at handle ind”. Selv om halvdelen af Danmarks befolkning så gør det alligevel…..

Dette er ikke et korstog mod, at vi skal undgå nye og fremmede ord og vendinger i vores sprog. For dem undgår vi ikke. Sprog er en levende mekanisme, som hele tiden ændrer sig, og er man i tvivl om sandheden i den påstand, kan man jo bare lige tage et genkig–eller rettere genhør–med en gammel dansk film. Det er meget mere en påmindelse om, at vi altså godt kan tillade os at være lidt kræsne med, hvad vi sådan lige lukker ind og giver plads til. Især når vi har noget i forvejen, som er ganske anvendeligt og ikke råber på en snarlig udskiftning. Som nu “at tale om” istedet for at “italesætte.”

Og når vi nu er ved det, der kommer til os udefra, så er jeg næsten nødt til at inddrage et af de nyeste ord indenfor telefonabonnementer. Vi roamer rundt, fordi roaming på engelsk betyder at fare lidt rundt omkring med og uden mål. Desværre er ordet ved at indgå hos mange med udtalen “rooming”. Og hvis man så har “rooming” på sin telefon, så er det en beundringsværdig stor og alternativ model, der er i stand til at give en husly for natten. Rooming betyder, hvordan man fordeler værelser mellem folk, giver dem natlogi. Godt nok er teknologien indenfor mobiltelefoner i rivende udvikling, men ligefrem at stille en seng til rådighed–det kan min mobil i alt fald næppe!

Måske er det et aldersfænomen–eller endda et udslag af den nostalgi, der kommer krybende ind på en med alderen, at man bliver sprogligt en smule konservativ. Før i tiden lod man sig jo bare rive med af den førende sproglige mode uden egentlig at overveje dens indhold. Jo, sprog handler også om mode. I min ungdom var alting “fedt”, “kedeligt” (det var et positivt ord), “post til tiden”, “knæhøj karse” og meget andet besynderligt, og alle disse udtryk virker i dag strengt forældede, da de forlængst er gået så meget af mode, at kun vi dinosaurer ved, hvad de betyder.

Men jeg ser stadig ingen grund til grimme, overflødige ord, som sagtens kan erstattes. Og jeg synes faktisk også, vi skylder vores sprog–og os selv, så vi ikke fremstår latterlige–at tage vores sprog alvorligt og udtale fremmede ord korrekt, så de ikke kommer til at betyde noget helt andet end det, de gør.

Continue Reading

Om and på dåse.

Jeg er rimeligt allergisk overfor kød på dåse. Det er ikke simpel kræsenhed, det er sådan mere en alt for påtrængende erindring om barndommens campingture, spejderlejre og langtursroninger, hvor vi spiste bøf, frikadeller og leverpostej på dåse. Jeg kan stadig huske de der små blegfede, slappe, grågrumsede kønsløsheder i ubestemmelig væde, der gav sig ud for at være bøf og fedtknoldene, der troede, de var frikadeller. For slet ikke at tale om den slimede, babylortsfarvede masse, der skulle få naive sjæle til at tro, den var i familie med leverpostej. Fy for dåse, siger jeg bare. Indrømmet: der var en undtagelse, og det er der vist stadig, selv om jeg nu ikke har konfronteret mig selv med den i mange år. ( Måske skyldes det, at mit nuværende liv fatalt mangler camping, spejderlejre og åretag på ugebasis?) Og nu sidder alle så og læser frem for at se, om jeg skriver “Forloren skildpadde.” Det gør jeg så: Forloren skildpadde.

Derfor blev jeg også virkelig forundret, da en dreven madlaver–en af den slags, der bare er beundringsværdigt god til at lave mad–jeg kender, fortalte mig, at juleaften stod den skam på and på dåse hjemme hos dem. Hun var helt nøgtern, ikke påvirket af noget og faktisk helt glad og lettet. Altså som i: hun fejlede ikke noget! Med skam må jeg melde ud, at jeg hverken vidste, man overhovedet KUNNE få and på dåse, eller at man overhovedet KAN SPISE and på dåse. Jeg må også indrømme, at min første indskydelse var en følelse af total blasfemi, vanhelligelse af den af selve den danske julemiddag. Som at smide julen ud med andefedtet og lege 1. Verdenskrig der mellem gaverne. For det skulle de vel, trods alt, have?

Men det kan man! Altså spise and på dåse. For selvfølgelig skulle det prøves, og jeg kan meddele, at det at købe and på dåse skam er en videnskab i sig selv. Der findes utallige andegårde på dåse, og der er indenfor udvalget alt fra proletarænder til 100 kr. dåsen til de mere aristokratiske håndfodrede til næsten 700 kr. Pr. dåse–ikke pr. and! And på dåse er, har jeg senere fundet ud af, en stor delikatesse i Frankrig. Noget, man sådan dyrker, hvis man er andefanatiker.

Nu har vi så lige spist vores dåseand. Middeklasse, vil jeg sige, rent prismæssigt. Men virkelig, virkelig delikat, mør, velsmagende og let at lave. Faktisk er det jo bare at åbne dåsen og lægge de på forhånd udskårne stykker i ovnen en 20 minutters tid. Ingen kalorius til at småstege det meste af dagen–men desværre nogenlunde det samme svineri, for andefedt tager enhver førstepræmie indenfor køkkentilsvining.

Men det smager godt! Virkelig godt! Der er absolut ingen mindelser om såkaldte bøf på dåse eller udflydende, skidengrå leverpostejsubstitutter. Det smager af and, det ligner and, og det er en rigtig god, lødig og fin middagsret.

Men derfra og til at servere det juleaften er der nu lidt langt. Endnu. Omvendt er der ikke så langt til radikalt at ændre mit syn på kød ( i alt fald andekød!) på dåse. Prøv det!

Continue Reading

Om hunde, mad og numser.

Det her er Fozzie Fodvarmer. Eller i alt fald kladden, nummer syv hundrede og spidskål iblandt kladder, til ham. Forhåbentlig udkommer han som en rigtig bog engang indenfor nærmeste fremtid.

Og hvorfor gør han så det? Tjah, jo ikke fordi hunde af natur er noget så fabelagtigt litterære, men de er faktisk gode at tegne om i al deres nuttethed. Der er bare det ved hunde, at deres spændvidde omkring selve historien i en bog er relativt begrænset. Hunde, let`s face it, har faktisk kun to interesser: mad og numser!  Da vi syntes, at emnet numser i sig selv er rimeligt begrænset og i længden kan tendere mod at blive uinteressant, har vi valgt at lade bogen handle om mad. Altså al den mad ( og andre ting), som familien taber under spisebordet, hvor den lokale skraldespand, Fozzie Fodvarmer, ligger parat til at samle det op. Og sammen.

Ideen er selvfølgelig affødt af ham, der her i huset ofte går under navnet “Den gule skraldespand”–endda så indgroet, at en uforvarende gæst måbende rendte rundt i hele køkkenet i ivrig jagt på en gul affaldsspand, da vi bad vedkommende om at hælde en leverpostejrest i “Den gule skraldespand”. Samme gule skraldespand er, i forbindelse med mad, mere bestikkelig end alle grene af den østeuropæiske mafia og regeringerne i samtlige bananrepublikker tilsammen. Man kan roligt konkludere, at mad er incitamentet til alt fra at gøre knuder på sig selv og opføre sig fjollet og ganske uhundet. Lige nu har han en julekalender med hundebom, og netop ordet “julekalender” er så forbundet med disse delikatesser, at det ikke kan nævnes i huset, uden at tumben sætter ny rekord for løb hen ad gangen for at sætte sig foran samme kalender. Skal han ind fra haven–hvilket han i mange tilfælde overhovedet ikke har lyst til ( der lugter af numser langs hegnet!), er det fuldstændigt omsonst at bruge hans navn, hvorimod et menneske, der ud over kvarteret brøler “Julekalender” af sine lungers fulde kraft, har omgående held med at kalde ham til sig. Det er i øvrigt en af den slags situationer, hvor man helt skal fortrænge, hvad naboerne tænker.

Mad kan få selv en indlæringshæmmet hund til at gå acceptabelt i snor. En enkelt hundebom i lommen sikrer, at man både har en hund 2 centimeter fra sig–samt at samme lomme er fortvivlende oversavlet. Hunde behøver heller ikke ret megen maderfaring, før de har opdaget, at vi mennesker har en helt anden og væsentlig mere tillokkende og varieret diæt end dem. Selv om hunde, for deres egen skyld, formodes at leve af små, brune, hårde piller, så er de noget så udmærket klar over, at smagsværdien i en flæskesteg med svær er rimeligt meget højere. Til gengæld er hunde ikke udstyret med fornemmelse for nydelse. De gange, hvor et stykke godt kød er blevet tilovers, og man af sit hjertes godhed taber det ned i den gule skraldespand–så er det bare væk. Som i VÆK! Man kan ikke lære en hund at nyde en oksemørbrad. Hunde har et meget praktisk og pragmatisk forhold til mad: Det skal simpelthen bare spises. Og selv om hunde burde være bevidste om det absolut sundhedsskadelige i chokolade, så er de dumme nok til at sluge det alligevel. Langsomt selvmord på eget ansvar, siger jeg bare.

Og så er der alt det med numserne. For numser er lige så interessante som mad. For hunde. Faktisk er numser så interessante for hunde, at de totalt har opgivet at hilse civiliseret på hinanden. Hunde giver ikke pote til artsfæller. De stikker istedet ublu og totalt ugenerete snuden langt ind i hinandens numser som deres form for goddag. Jeg har tit tænkt på, at samtlige hunhunde og en del hanhunde da virkelig havde et issue, hvis de dannede en hundet metoo-bevægelse. Der kunne da ikke være megen tvivl om, at de dagligt blev chikaneret og forulempet helt ud i det groteske. Mit dyr hilser i alt fald udelukkende i numsehøjde, når han møder artfæller. Og her er netop han faktisk relativt cool overfor modpartens køn. (Jeg havde også engang en hund, der var bøsse. Han var slet ikke til hunhunde, men en god hanhundenumse–se, det var kræs!) Jeg tror simpelthen ikke, mit dyr overhovedet ved, hvordan naboens hund ser ud, eller for den sags skyld kan komme på dens farve, men han ville garanteret kunne udpege den på stedet, hvis han skulle finde den mellem 500 numser. Jeg har ham også mistænkt for, at han præcis har styr på, hvem af hans numser, der har gået på stien lige foran os, for han gør da i alt fald et ihærdigt arbejde og en tilbundsgående research omkring at kombinere lagt afføring med kendte numser. Ydermere virker han fuldstændigt uinteresseret i den ene nabos firkantede hund (mad, I ved!) og kan med lethed forbipassere den uden at numsehilse, fordi han har så forbandet travlt med at finde dens afføringsspor og lege detektiv omkring dem.

Og så opdager jeg pludselig, at jeg alligevel har skrevet en hel del om hunde og numser! Se, det er jo interessant. Især på den måde, at der vel er en god portion stof ( det var lige før, jeg skrev “lort”) til endnu en bog om Fozzie Fodvarmer. Hvem ved.

Continue Reading
1 2 3 10