Om at vælge mellem pest og kolera.

Jeg tror nok, jeg har forstået. I alt fald har jeg gjort mig umage for at sætte mig ind i det hele. Spurgt, læst, spurgt igen og læst igen. I alt fald kan jeg, på baggrund af mine oplysninger, udelukkende konkludere, at jeg står i valget mellem pest eller kolera. I overført betydning. Det kunne vel også kaldes Corona eller social død.

Det, jeg omsider har forstået, er, at min personlige Coronatrussel ikke går over af sig selv, før der, sikkert ad åre, kommer en vaccine. Enten skal jeg have lortet, eller også skal jeg krybe langs husmurene og bure mig selv inde, indtil nogen formår enten at skabe en vaccine eller et mirakelmiddel til helbredelse. Så er den ligesom ikke længere. Eller kortere. Overhovedet at påstå, at valget er mit, er at foregøgle mig selv noget, der ikke er virkelighed. Der vil sikkert blive valgt for mig. Ubevidst.

For nu at barbere den ned til benet, så kan jeg, hvis jeg stadig foregøgler mig selv et frit valg, vælge mellem 1) at opretholde min hermetisk lukkede, sociale afsondrethed. Allerbedst vil det være, hvis jeg finder en øde ø og opgiver andre mennesker. Som det er nu, med afsavn af selv den næreste familie, er slet ikke nok. Hvis jeg skal have garantier for, at virussen ikke finder mig, må jeg længere væk. Barrikadere mig i intethed, afstå fra enhver form for civiliseret samfund. Som om den nuværende situation ikke kun kan udholdes, fordi den har en aura af midlertidighed, så byder fremtiden på total permanent afholdenhed, indtil den livgivende vaccine er fremavlet. Det er slemt nok at leve, som jeg gør, men hvis jeg skal være helt virussikker, så skal jeg såmænd bare gøre lige præcis det endnu mere. Se frem til måneder i mit eget selskab. Og jeg må da nok indrømme, at jeg de sidste uger (indrømmet) ligesom har fundet tid til at notere karaktertræk ved mig selv, der ikke er så flatterende. Træk, der ligesom også kunne udglattes en smule ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker.

2) Frisk og frejdigt at spadsere ud i verden og få den virus overstået. Kramme enhver på min vej, ( og især dem med tydelige forkølelser) mænge mig i samtlige kassekøer, gnubbe mig op ad forbipasserende og tydeligvis opsøge midten af større forsamlinger samt være obs på, om der er større hestestævner i Herning og åbent på skibarer i Østrig. Måske endda gå den forkerte vej rundt om søerne i KBH, så alle de andre får frit lejde til at puste mig i hovedet. Markere at jeg VIL den virus. Fordi jeg vil have den, få den overstået som en slags billet til at få et liv igen på den anden side. Problemet er bare ( for nu at fejlcitere Forest Gump), at “Life is a box of vira. You never know what you get.” Beklageligvis bliver dette jo som at spille i en gammeldags spilleautomat, hvor man ikke aner, om der er Jackpot eller bare de der 2 sølle kirsebær på stilk. Jeg har jo ingen garanti for, at Coronaen ikke er dødelig, eller i alt fald meget slem, i mit tilfælde. Det kan gå blændende godt, det her, og forvandle mig til en slags Messias, der kan gå på vandet ned gennem alle forskrækkede dødelige i sin immunitet, men det kan også sende mig direkte i graven.  Det er en risiko, et sats, der er næsten større end livet. I alt fald som jeg ser det. Og da bangebukseri netop er et af de karaktertræk, jeg tydeligt har noteret hos mig selv på det sidste, er det en gambling med mit eget liv, jeg slet, slet ikke er modig nok til at tage. Overhovedet ikke.

Så valget står altså mellem ikke at leve rigtigt og potentielt at dø. DET kan man da kalde fremtidsudsigter. Eller i alt fald et valg, som ingen, tror jeg, formår at tage ud fra begrundelser, de selv kan stå inde for. Det letteste er selvfølgelig bare at lade stå til. At afholde sig selv fra decideret smittefremmende situationer og køre videre, som man nu har kørt ( eller slæbt) den sidste måned. Måske er det, man skal forsøge at have i sigte, at der MÅ komme en slags vaccine eller behandling. Ellers syntes det hele immervæk ualmindeligt nyttesløst.

Alligevel ender facit jo, i al sin skræmmende enkelhed, med, at enten må man bibevare sin sociale isolation indtil vaccinealderen–eller også må man ud og have den virus, koste hvad det nu gør. At sende hele vores samfund i en form for isolation hjælper jo ikke på det faktum, at vi, indtil vi kan vaccines, enten SKAL have virussen ELLER leve i afsondrethed. Det hjælper udelukkende på, at vi ikke får den samtidig og dermed overbelaster sundhedsvæsnet. At kurven flader, betyder jo ikke, at sygdommen er væk–blot at vi har formået at graduere antallet af de, der lige nu har den.

Det er altså ikke for at lyde ubeskriveligt negativ og pessimistisk i forhold til fremtiden. Det er nok bare et udtryk for erkendelse af, at sådan forholder det sig.

Continue Reading

Om alt det, man savner. Og drømmer om.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er gået sådan lidt Coronakold de sidste dage. Sådan lidt træt, halvvejs opgivende, lettere mismodig, temmelig utålmodig og ret forfalden til drømme om, hvordan det hele kunne have været. Vel vidende, at jeg bare skal være noget så taknemmelig over, at jeg er rask og endnu ikke kender nogen, der er syge. Alligevel er det jo ingen hemmelighed for nogen overhovedet, at livet også godt kan se anderledes ud, end det har gjort den sidste måned. Se normalt ud.

For det, jeg drømmer om, er jo slet ikke i luksusstørrelsen, ud over det forventeligt vanlige eller kun, hvis jeg vinder i Lotto. Det er helt ordinære, dagligdags ting.

–jeg drømmer om at kunne give alle dem, jeg holder af, et ordentligt knus. At være fysisk indenfor rækkevidde af dem, holde mine børnebørn og tale i almindeligt toneleje med andre mennesker uden at skulle råbe over hække, vejbaner eller større afstande.

–jeg drømmer om at kunne gå over til min nabo eller en veninde, uinviteret, og blive inviteret indenfor til en kop sludrethe, hvor vi både sidder i samme rum, ved samme bord og ind imellem ligefrem rører ved hinanden–uden at opfatte tilfældige berøringer som elektriske stød med potentielt dødelige konsekvenser.

–jeg drømmer om pludseligt at mangle karry, og som den største selvfølgelig styrte afsted til et supermarked, hvor jeg både har god tid, kan snakke med de, jeg kender og kan stå i kø ved kassen uden at gå i chok. (Hvis nogen for bare 1 måned siden havde påstået, at jeg i min vildeste fantasi kunne have positive tanker–ligefrem længsler– om/efter en kassekø, så ville jeg have anset dem for rablende vanvittige!)

–jeg drømmer om impulsivt at stryge på biblioteket og gå rundt mellem hylderne og tage mig rigtigt god tid til at finde ud af, hvad jeg gider at læse. I det hele taget drømmer jeg om at kunne koncentrere mig meget mere om overhovedet at læse.

–jeg drømmer om, at alle de fester, jeg har været inviteret til her i april og maj, og som alle er aflyst eller udsat, bliver afholdt på den måde, vi altid har holdt fester. At vi sidder tæt, griner, snakker–og måske ligefrem danser. Det behøver ikke engang at være tæt…

–jeg drømmer om at gå i biografen, teatret, til foredrag eller koncerter. Vel vidende, at der vil gå oceaner af tid, før jeg basalt overhovedet tør gøre den slags, og at det i de første mange tilfælde vil kræve overvindelse og sikkert blive noget, jeg slet ikke nyder.

–jeg drømmer om at tage en slentretur ned i byen og impulsivt bare gå ind i alle de forretninger, jeg lige får lyst til at besøge undervejs. Helt uden at overveje, om der er andre mennesker derinde.

–jeg drømmer om at kunne besøge alle dem, der for tiden ikke må få besøg. De såkaldt udsatte grupper, som da i denne tid er blevet meget mere udsatte. Bare psykisk, men det er næsten værre.

–jeg drømmer om at tage på en tur ud i det blå med indlagt frokost på en hyggelig landevejskro. Eller bare at gå ud at spise.

–og så drømmer jeg om, at denne møgvirus ved et trylleslag kan sendes til de evige bakteriemarker. Gå i sig selv eller gå væk for evigt. At ingen mere skal lide under den, og at verden bliver sig selv igen.

Nogle gange ryger mit mismod helt ud i, at jeg til overflod glemte at være tilstrækkeligt taknemmelig for alt det, jeg havde præ-Corona. Tog det alt for meget for givet. Begik Hybris og fik Nemesis lige i hovedet som en direkte højre. De tanker er jeg nok ikke den eneste, der har haft. Omvendt hjælper det vel gevaldigt på, at jeg så givetvis lærer at påskønne de helt almindelige, dagligdags ting så meget, desto mere, når alt dette forhåbentlig kommer til en ende.

Og i grunden synes jeg da ikke, de ting, jeg drømmer om, er i kategorien for uopfyldeligheder, når verden bare er normal….

 

Continue Reading

Jeg–en potentiel nordkoreaner?

Jeg tror, jeg på begynderstadiet er ved at forstå folk, der lever i totalitære regimer. Jeg er nemlig så småt ved at se tegn hos mig selv, der tyder på, at det ville jeg også sagtens kunne gøre. Måske ville jeg endda, med lidt øvelse og nogen tid, kunne blive helt god til det. Jeg er i alt fald blevet rimelig ferm til at tilpasse mig, og for hver dag der går, bliver jeg tydeligvis bedre. Jeg er også blevet meget, meget dårligere til at stille kritiske spørgsmål. Det er så også en forudsætning for, at jeg bliver et pragteksemplar udi totalitær ind- og tilpasning.

Som George Orwell påpegede så eftertrykkeligt i Animal Farm, så er den allermest basale forudsætning for at få mennesker til modstandsløst at indrette sig, at der findes en fælles fjende. Helst en usynlig fjende. Usynlige fjender er som hovedregel bedre end synlige, for man ved ligesom aldrig hvor man har dem, og de lurer skånselsløst overalt. Det er så her, det er så essentielt, at nogen går ud og tager lederskab. Overbeviser en befolkning om, at de konsekvent arbejder for fjendens afskaffelse eller passivisering–selvfølgelig til alles og især fællesskabets bedste. Hovedpræmissen er, at samme befolkning skal overbevises om, at hvis den bare følger visse udstukne regler, så vil såvel lederen som hele samfundet være med til at forsvare den fælles fremtid mod fjenden. Og hvis fjendens ultimative mål er død og undergang, såvel personligt som samfundsmæssigt, så er det da soleklart, at man kæmper med klør og negle på netop den anviste måde.

Sådan en fjende kan have mange navne og har da også gennem historien heddet både andre religioner, andre ideologier, andre, navngivne mennesker–og som nu også en frygtet sygdom. Jeg er personligt blevet så ganske, forfærdeligt autoritær af at gå i krig mod Coronaen. Det er næsten ligegyldigt, hvad statsministeren og/ eller andre embedspersoner, som jeg anser som kvalificerede eksperter på virusområdet, siger og befaler–så gør jeg det. Jeg er fuldt fortrolig med, at hvis jeg og samfundet skal bekæmpe denne forfærdelige, usynlige fjende, så skal vi høre efter og gøre, hvad der bliver sagt. Når mennesker bliver rådvilde og bange, slutter de op. Så forsvinder en stor del af egenviljen, som i stedet bliver til en form for higen efter retningslinjer. Afstukne veje.

Jeg er f.eks. for tiden meget i tvivl om, om jeg kan tage i sommerhus i påsken. Grunden til min tvivl er helt konkret, at alle udmeldinger fra autoriteterne har været uldne og hen i retning af, at det må jeg selv finde ud af. Jeg har ikke lyst til selv at finde ud af. Eller rettere: Jeg tør ikke selv finde ud af! Jeg vil have at vide, klart og forståeligt, om jeg må tage afsted eller ej. Jeg vil have en godkendelse ( eller et afslag) fra de autoriteter, der styrer mit liv. De må da kunne forstå, at de sidder med det i deres hænder.

Ligeledes kan jeg mærke på mig selv, at jeg på såvel på egne som autoriteternes vegne øver selvbestaltet justits overfor de, der ikke retter ind. Jeg kan blive helt hys på mennesker, der ikke holder afstand til mig, og jeg forarges ganske betydeligt, når jeg hører om idioter, der ikke overholder forsamlingsforbud. Jeg mærker en indre drift til at skælde dem huden fuld, selvfølgelig på samfundets vegne. Og til lige præcis at fortælle dem, at det har vi jo fået at vide, at vi skal, og hvis de bryder lovene, så er de med til at ødelægge vores samfundsstruktur og eksponere os alle til den der usynlige fjende.

Gennem hele mit liv har enhver form for autoriteter udelukkende opfordret mig til at være kontrær, at gå imod. Jeg er barn af 60-ernes oprør mod alle autoriteter, var ung i samfundsomstyrtende tider og er opdraget til at stille kritiske spørgsmål omkring enhver form for ensretning og fælles tankegange. Indoktrinering, kaldte vi det dengang. Og alligevel sidder jeg så her, fuldstændigt handlingslammet og måbende sikker på, at jeg såvel skal ensrettes som gøre præcis, hvad der bliver mig befalet. Jeg er overgået fra kritisk afstandtagen til en slags jublende tilkendegivelse af, at regeringen og myndighederne har ret, og at jeg skal hjælpe dem med at udøve netop denne ret.

Det er meget underligt at konstatere. Allermest underligt er det dog, at jeg må erkende, at selv kontrære mig er et yderst let offer for lige præcis det, jeg altid har kæmpet imod. Umærkeligt er jeg blevet Nordkoreaner i min tankegang og mine handlinger. Det er sgu` lige før, jeg føler mig det pålagt ( og retfærdiggjort) at melde genstridige forsamlingslystne medmennesker til Stasi eller KGB.

På nuværende tidspunkt er jeg sikker på, jeg gør det rigtige. At dette er vejen frem–og ud. Men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, hvor fortvivlende let de mekanismer, der også gør sig gældende i totalitære samfund, kan ramme mig. Det kræver bare en eneste fjende, som mit samfund skal stå sammen om at bekæmpe, før jeg er klar til at give afkald på de allermest basale frihedsrettigheder.

Misforstå mig ikke: Jeg tror, mine autoriteter har ret. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Meget, meget mere den ultimative forskrækkelse over, hvor let det er gået med at få kontrære, egensindige mig til fuldstændigt at makke ret. Ligesom alle de andre……

 

 

Continue Reading

YES!

I aftes var det 14 dage siden, jeg kom hjem fra USA. På flugt fra Corona, med tungen ud ad halsen for forhåbentlig at nå det sidste fly og hudløs helt ind til skelettet af at være bange. De sidste 14 dage har været en nedtælling til at afføre mig Coronakåben. At føle mig overbevist om, at jeg var gået fri, smittefri. Det lykkedes. Og min taknemmelighed er enorm. Næsten uudtrykkelig enorm.

For de, der ikke har været i den situation, ( og det er der heldigvis mange, der ikke har) kan jeg oplyse, at man går rundt i en evig dommedagsprofeti. Det er som at leve med udløbsdato. Vel og mærke en, man ikke engang selv kender. Man bliver nærmest paranoid af konstant at granske sit eget helbred, at mærke efter, og ethvert vanligt nys eller måske bare en krumme galt i halsen kan i ens undergangsfantasi fortvivlende let tolkes som en dødsdom. Man bliver angst for andre mennesker, fordi man ikke ved, om man selv er en tikkende bombe, og i de allermest paranoide minutter er man næsten bange for at smitte via telefon og sociale medier. Sådan 14 dage er lange.

Der var ellers nok indikationer på, at det ikke ville gå godt. Især i efterrationaliseringens uklare lys. Siden jeg er rejst fra New Orleans, er byen eksploderet i Coronatilfælde. Det siges, at karnevallet sidst i februar, hvor over 10 millioner fra hele verden blev fløjet ind–og ud, har været en grød af smitte, som ingen dengang overhovedet havde øjne for. Borgmesteren dernede har udtalt, at orkanen Katrina var peanuts i forhold til, hvad de oplever nu. Og ingen erindrer vel Katrina som en biting, en uvæsentlighed. Derudover var vi gennem Florida, hvor det netop i de dage vrimlede med unge studerende på påskeferie, som i den grad ikke mente, at deres tætte samvær på nogen mulig måde kunne trues af en perifer bakterie. De er så også kommet på andre tanker. Nævnes skal vel også, at Orlando lufthavn den dag havde business as usual, ingen håndsprit, alenlange køer og ingen respekt for afstand mellem mennesker. I mine tanker i de 14 dage har jeg i alt fald visualiseret temmelig mange steder, hvor jeg har kunnet arve grimme vira.

Der var også Gatwick Lufthavn, som selv på almindelige dage er et mareridt af stuven sammen og klistren til andre medrejsende. På det tidspunkt var briterne ikke bange for Coronaen, nok nærmest bare lidt overbærende overfor andre nationaliteter, der så den slags som farligt. I Gatwick bliver afgangsgates offentliggjort meget sent på en kæmpestor skærm, som alle nærmest er nødt til at kigge på for overhovedet at nå og finde deres fly. Der står man så adskillige hundrede mennesker oven i hinanden og venter på nyt…

Udover min taknemmelighed, som er større, end jeg næsten kan udtrykke den, så slår det mig også, hvor uendeligt meget verden har ændret sig på bare de 14 dage. Det var præcis de dage, der lukkede samme verden. Og derfor er taknemmeligheden også stor i forhold til, at det både lykkedes mig at komme rask hjem–men også at jeg kom HJEM, hjem til Danmark. For jeg tror, at netop Danmark er et af de aller-allerbedste steder at være i denne verdensomspændende krisesituation. Her er god plads, plads til plads mellem mennesker, og vi, der er så uendeligt heldige både at bo i provinsen og have eget hus med have, har lys og luft omkring os på en måde, som milliarder ude i verden ikke har. Det er relativt ukompliceret på pladstangenten at lukke Danmark ned, for majoriteten af os har steder at være, at opbevare os selv. Det er der mange steder i verden, det ikke er. Rigtigt, rigtigt, fortvivlende mange steder.

Så selv om jeg hoster lidt, sådan et par gange om dagen ( det gør jeg nu nok altid på denne tid af året), sover en smule abrupt, stakatoagtigt ( hvem gør ikke det, i disse tider?), nyser minimalt ind imellem (det gør jeg vel også til daglig?) og generelt er så obs på mit helbred, at jeg under normale vilkår ville have udnævnt mig selv til  begyndende hypokonder, så tror jeg, jeg er in the clear. At jeg har overlevet den tur gennem alle farlighederne uden at tage nogen af dem med hjem.

Det er ikke bare held. Det er fantastisk. Det er så her, man ville ønske, at det var muligt at nyde den slags meget, meget mere. Måske ligefrem at fejre det. Men den ligger jo stadig derude som en angrebslysten slange i et midlertidigt paradis, Coronaen. Fordi man har narret den en enkelt gang, betyder det jo ikke livsvarig immunitet. Som alle andre jeg har talt med, har jeg klart planer om at vente med at få den, indtil der er fremstillet en vaccine. Det er måske et noget optimistisk fremtidsønske. Men i det mindste har jeg da chancen for at holde mig fra andre mennesker. Og for at huske at dyrke min taknemmelighed. Over at være sluppet. I denne omgang.

Continue Reading

Om at sige farvel.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der har lagt mærke til det. At vi de seneste par uger er begyndt at sige farvel til hinanden på en anden måde. Med andre ord, i alt fald.

Nu er der jo selvfølgelig ingen, der kan give hinanden det obligatoriske farvelknus længere. Derfor er vores farveller, både i telefoner og over andre sociale medier samt de få, der faktisk udveksles over fysiske afstande mellem mennesker, naturligt forandrede.Umærkeligt, men helt sikkert. I alt fald som jeg iagttager det.

Jeg er nemlig ikke den eneste, der som farvel altid, nærmest som en indre magtpålæggelse siger “Og pas nu godt på dig/jer selv.” Det har jeg da aldrig sagt før. I alt fald ikke til alle. Sikkert til teenagere på vej til abefester eller andre på vej mod potentielle farligheder, men bestemt ikke som et evigt mantra til alle og enhver.

Det gør jeg så nu. Ligesom det også er måden, andre siger farvel til mig. Og jeg mener det. Ligesom alle andre også mener det, når de siger det til mig. Oversættelsen på denne eufemisme er i al sin enkelhed noget i retning af “Jeg håber ikke, du bliver syg.” eller “Prøv at lade være med at udsætte dig selv for smittefarlige situationer.”

Lige netop denne tilføjelse til alle traditionelle farvelhilsner siger vel indirekte noget om det fællesskab, vi for tiden er nødt til at dyrke alene. Vi bekymrer os faktisk om hinanden, om hinandens helbred, om hinandens liv–og i det store perspektiv vel om landets velvære som helhed. Det er rart at tænke på.

Så prøv at lægge mærke til det. Både fra jer selv og fra andre.

Og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Continue Reading

En god ide.

I Storbritanien har et krisetruet bryggeri fået en rigtig god ide. Her kan man nemlig købe gavekort til en kasse med specialøl til sundhedsarbejdere. Når der, fra mange forskellige mennesker, er indbetalt tilstrækkeligt, bliver en sundhedsarbejder, som er indstillet af de betalende, begavet med kassen, som bringes til vedkommendes bopæl. Selvfølgelig kan der være mange indstillinger, men det må så blive bryggeriets sag at finde en måde at vælge.

Da jeg læste det, slog det mig, at 1) man sagtens kunne lave noget lignende herhjemme. Der er masser af muligheder, som ud over øl kan være take-away måltider, blomster, bøger og andet. Kun fantasien sætter grænser.

2) at det ville være en fremragende måde at holde liv i kriseramte forretninger.

og 3) ( ikke mindst!) at vi på den måde kan få sagt tak til alle de sosuer, sygeplejersker, læger og andre former for sundhedspersonale, der slider for vores samfund nat og dag, og i denne tid er ekstremt pressede.

–Så kan jeg jo bare håbe, at nogen har overskud til at gribe ideen!

Continue Reading

Dagbog.

Fra mange sider–statsministeren, psykologer, museumsinspektører og måske også os selv–opfordres vi til at skrive dagbøger over vores liv under Coronakrisen. Her kommer min fra i går:

24. marts.

Vågner tidligt. Som sædvanligt, fordi jeg nok også går i seng ret tidligt som en følge af det ugelange jetlag, der gerne forfølger mig efter lange flyvninger. Og måske det chok over den forhastede tur hjem fra USA, der stadig sidder i mig. Hver morgen bliver jeg så glad, så taknemmelig i selve vågningsøjeblikket, fordi jeg er rask, frisk og symptomfri. Det har jeg aldrig prøvet før. I alt fald ikke så mærkbart. Det er en smuk morgen, og hver eneste morgen overvældes jeg af, at verden er så overvældende normal at kigge på. Stille, men urokkelig. Det siges endda, at bøgen er ved at springe ud.

Skriver lidt på min blog–gerne i nattøj, fordi blogskrivning er bedst i nattøj, og mens tankerne endnu ikke er forstyrrede af selve dagen og alt det, den bringer med sig. Jeg skal være færdig inden 9.05, fordi morgensangen på DR1 er blevet en slags ritual for mig. Det hjælper med at holde dagen sammen, giver en form for struktur. Må også indrømme, at jeg er lidt ukoncentreret og griber mig selv i at tjekke aviserne for nyheder ind imellem. Jeg starter altid med BT og Ekstrabladet, selv om jeg egentlig slet ikke kan lide de aviser, og som gammel lærer i medieundervisning lige nu ser dem som skoleeksempler på alle de forfærdeligheder, man kan udtrykke og manipulere med via sprog. Men de er så tilgængelige, så let læselige. Og vil man i dybden med specifikke ting, kan der jo bare svinges over på lødige aviser. Jeg har heldigvis et netabonnement på Kristeligt Dagblad, men den avis skal læses i fred og ikke i smugkiggeri, mens man faktisk laver noget andet.

Hele tiden kredser tankerne om datteren, der har en tid på Herlev, fordi hun nu er gået mange dage over sin termin. Det er fortvivlende og stressende ikke at kunne være i nærheden og at vide, at der vil gå lang tid, før det er tilrådeligt at se den lille fyr, som forhåbentlig snart kommer til verden. Det var ikke den måde, jeg forestillede mig at blive bedstemor på. Heller ikke den måde, hun selv gerne ville føde. En fødsel er i sig selv en belastende ting ( og glædelig!). Man behøver ikke angsten for at blive smittet på hospitalet og stressede sundhedspersoner oveni. Ved 10-tiden oplyser hun dog, at de er sendt hjem igen med piller, og heldigvis har jeg en kyndig i nærheden, som kan forklare mig, hvad det indebærer. F.eks. at der stadig kan gå lang tid, inden hun føder.

Dagen er lidt usædvanlig ved, at der bliver hentet morgenbrød midt på formiddagen. Fordi vi mangler rugbrød. Ikke af mig, for jeg går helst ikke i forretninger, inden min selvvalgte karantæne er ovre på søndag. I søndags var jeg dog i Netto, men det var en grim oplevelse. Der var alt for mange mennesker og alt for trangt. Jeg vil ikke handle mere i den Netto, før dette er ovre. Der er andre forretninger, der har meget mere plads og virker tryggere. Tænk, at den slags skal influere ens liv!

Inden middag ringes rundt til de, der lige skal have en opringning den dag. Først og fremmest min gamle mor, der er isoleret på sin stue på plejehjemmet og ikke ser andre mennesker end de, der rækker maden ind til hende. Hun er ved rimeligt mod og kan da også grine af, at det eneste, hun mangler, er rødvin. Hun har aldrig drukket noget særligt, men synes, det er rart at få lidt afslapning, og det er da en fabelagtig ide, når man er snart 91 og sidder helt alene. Vi har haft on and off planer om at køre de 2 timer derop, men må nok indse, at skal vi se hende, må vi liste os bag om plejehjemmet og danse lidt i god afstand fra hendes altandør. Hvis vi altså overhovedet kan komme ind på plejehjemmets areal. Og inden den fødsel bliver vi altså herhjemme. Især i kraft af et internet, der ikke rigtigt fungerer i sommerhuset, og at maven skal have en fornemmelse af mission complete, før det overhovedet giver mening at tage afsted. Der er jo også den med, at det faktisk er usolidarisk at rejse, bevæge sig fra landsdel til landsdel. Måske, hvis man nu tager alle sine fornødenheder med, kun bevæger sig ad de allermest mennesketomme stier langs strandkanten og generelt ellers bare bliver på sin egen grund?

Over middag går vi en lang tur. Hver dag. De fleste dage er det som om, det kun er os, der gør den slags. Vi møder ingen mennesker, kun et par biler. Vi har et katalog af ture, og i dag er det industrikvarteret, der står for tur. Hunden får et gevaldigt boost af gode lugte på schæferhundeklubbens tomme areal, og teknisk skole ligner noget, nogen har forladt for årtier siden. Der er ingen salg hos de utallige indvandrerbikse med brugte biler, og selv der, hvor der til daglig er lastbiler, der skændes om pladsen, er der helt tomt. Men buskene blomstrer, og køerne på marken er fuldstændigt uvidende om, at de ikke må stimle sammen og være mere end 10.

Imens vi er væk har en dame fra Århus hentet to stole, hun har købt af mig. Hun har betalt med mobilepay på forhånd og bedt mig stille stolene ud i indkørslen. Hun vil ikke mødes med mig og har en datter med, som vist har et eller andet med immunsystemet. Jeg er sikkert på, stolene kommer i 14 dages karantæne, når de er kommet til Århus.

Vi når lige hjem til dagens pressemøde. Jeg er blevet en hund efter pressemøder. Jeg sluger dem og føler, jeg går glip af noget, hvis jeg ikke er på. I begyndelsen nærede jeg ultimativ tillid til alle myndighedspersonerne og de fleste politikere, men det er for nedadgående. Jeg er begyndt at tvivle på vores sundhedsminister, mens Brostrøm stadig står som indbegrebet af saglighed og villen-os-det-godt. Det er vel også ham, der ved bedst. Men intet er så stålfast og urokkeligt, som det var, da det hele startede. Og det vil nok ikke vende sig i positiv retning.

I den forbindelse kommer jeg også til at tænke på, hvordan det egentlig forholder sig med de modeller, de forskellige lande arbejder efter. For–strengt taget–så kan de vel snævres ind til en dybt socialdarwinistisk med tryk på, at økonomierne skal overleve så godt som muligt og de svage må tabes– og en velfærdsstatsmodel, hvor man sætter det enkelte menneskeliv i centrum. Hvis man bare lader smitten få lov at husere, så dør de svageste, de uarbejdsdygtige og de, der koster penge, mens produktionen til en hvis grad bliver opretholdt, mens man, hvis man tager forholdsregler og indfører forbud, netop slækker på produktionen og holder så mange som muligt i live, så længe som muligt. Vel vidende, at det selvfølgelig også er et spørgsmål om vores sundhedssystems kapacitet, så er jeg stolt af, at vi her i landet bekender os til den humane model. Og forgræmmet over, at det i lande som USA og Storbritannien er den anden model, der indtil for et par dage siden har været den dominerende. Men selvfølgelig–i USA er det hele jo ovre til påske. Det siger præsidenten selv.

Så er det tid til at jeg må se mine serier. Jeg er nemlig ikke så god til at læse i disse tider. Kan faktisk ikke ret godt koncentere mig. Lige nu er jeg halvt igennem The English Game, som bare er noget så Downton-ish og rigtigt hyggelig på den der BBC-måde. Jeg aner ikke en hujende fis om fodbold, men jeg kan godt lide de personer, serien byder på, selv om jeg selvfølgelig mangler Maggie Smith. Hun er ikke med.

Til aften er der lasagne med coleslaw. Fordi det er vigtigt at spise ordentligt og at få en behagelig fornemmelse af at spise noget, der smager godt. Vi har snakket om at bestille take-away—primært for at holde de lokale forretninger i live–men det er ikke rigtigt blevet til noget. Endnu. Vi er jo heller ikke dedikerede take-away-folk til daglig, men måske er vi nødt til at være lidt mere opmærksomme på at støtte, hvor vi kan. I den forbindelse snakker vi, som som ofte før, om støtten til erhvervslivet, som indiskutabelt er god. De har bare lige glemt alle os freelancere. Vi er blevet efterladt på jeg-ved-ikke-hvis mark, og kommer de ikke på andre tanker, vil det kunstneriske miljø–og mange andre væsentlige miljøer–være udhviskede, når vi er ude på den anden side.

Så er det, jeg gør noget, jeg ikke har gjort i 3 uger. Jeg tjekker mine værdipapirer. Igennem de sidste 3 uger har jeg fået mig selv bildt ind, at min beholdning er gået i 0, at jeg er gået teknisk konkurs, og at den må jeg så bare sluge sammen med de forventede 90.000, jeg ikke tjener, fordi jeg er freelancer. Så jeg bliver så umådeligt glad, da jeg ser, at jeg har en aktie ( ud af utallige, for jeg investerer kun små beløb!), der er i overskud på 3,82 kroner. Resten er lort og tab så store, at selv jeg, der havde forventet en katastrofe, må hive lidt efter vejret. Det er så der, jeg snakker med mig selv om, at jeg stadig–til trods for at have været gennem lufthavne i epicentre for smitten, så som Orlando og London–er rask og frisk. Og selv om mine pensionsmidler nu næppe kan holde mig i live ret længe, så skal det da nok gå op igen. Det vigtigste er, at verden kommer gennem denne krise på det menneskelige område. At så få liv som muligt mistes. Resten er jo bare penge.

I vores familie har vi en gruppe på Messenger, så der skrives flittigt hver dag. Det er en god ( mellem andre, selvfølgelig) måde at forvisse hinanden om, at man har det godt. Her udveksler vi også gode tips om film og serier. Så efter aftenens telefonsamtaler med andre familiemedlemmer, ser vi den libanesiske film Kapernium ( Filmstriben), som er anbefalet af datteren, der dog ind imellem har en noget alternativ filmsmag. Denne gang rammes der dog plet hos os to gamle. Det er en virkelig fantastisk film. Rørende, sød, tankevækkende, væsentlig og en stor fornøjelse at se. Især børneskuespillerne er uimodståelige. Det er nok også derfor, den har vundet Guldpalmerne i Cannes.

Så er der såmænd ikke så meget mere den dag end at tage det sidste tjek på nyhedsstrømmen og falde i søvn til TV2 News. Lidt uvanligt, for det plejer at foregå til aftenens krimi på 1-eren, men den har vi set. Ligesom vi har set de fleste af de andre af de utallige genudsendelser, der er for tiden.

Og når man sådan ser på dagbogen over en Coronadag, så er det imponerende, hvor ufatteligt lidt produktivt, man har foretaget sig. Hvor koncentreret om næsten ingenting, ens liv har været. Hvor meget det hele egentlig påvirker.

Og sikkert vil blive ved med at gøre det i lang, lang tid endnu…..

PS. Det kunne være sjovt at se andre dagbøger. Bare opload her på siden!

 

 

Continue Reading

Om hvor syge vi egentlig er. I al almindelighed.

Jeg skriver det udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende.

Jeg har en mand, der for tiden kører mange lægevagter og ligeledes passer telefon for at visitere patienter til samme. Af den gode, gammeldags slags altså. De Coronafrie, hvor det er mellemørebetændelser, maveonder, kroniske sygdomme og geriatriske problemer, ( for bare at nævne nogle få, der kan give en pejling om, hvor vi er henne!) der til dagligt dominerer. Alle, der tilnærmelsesvist er i nærheden af Corona, skal gennem andre kanaler.

Og jeg har ganske klart i min erindring disse, især weekenddage, hvor han styrter det sydlige Jylland rundt og har et utal af besøg fra grænsen til Koldingegnen. Hvor en lægevagt er travl, meget travl. Hvor mange er syge, og mange ringer.

Sådan en vagt løber fra 16 til 23. Normalt er han hjemme igen omkring midnat, for der skal ryddes op til natten. Sådan er det ikke mere. For det første er han noget langsom omkring overhovedet at komme afsted, og de sidste 2 aftener har klokken næppe været mere end 22, før det bal var ovre. Slukket og lukket.

Der er nemlig ikke mange syge. Antallet af det, man med lidt godt vilje kunne kalde almindelige, forventede sygdomstilfælde blandt den danske befolkning, er svundet ind, gået i sig selv og blevet til et minimum af det absolut allermest nødvendige og strengt behandlingskrævende. Nu er det jo nok ikke, fordi Coronaen har afskaffet de fleste andre sygdomme, behandlet dem, om man vil. Eller fordi alle med almindelige sygdomme har fået Corona oveni, så de skal gennem andre kanaler. Så noget andet må jo tilsyneladende være tilfældet.

Jeg tillader mig at tolke det, som at Coronaen har givet os andre perspektiver på vores helbred og vores kriterier for at være syge. Altså med andre ord en uventet, men dog også på sin vis positiv holdningsændring blandt befolkningen. En omsiggribende forståelse af, at den situation, vi lige nu er i, er så alvorlig, at man vist godt kan tøjle barnets snotnæse selv. Vente på, at myldrebæen går over samt huske på, at forkølelser, der behandles, tager 8 dage, mens de ubehandlede varer 1 uge. Det er som om, der er kommet en bevidsthed om, at småtingsafdelingen må vige, så de, der virkelig mangler hjælp og er behandlingskrævende, til enhver tid skal stå forrest. Der er opstået en form for tilbageholdenhed i forhold til ens egne, måske knapt så akutte, symptomer. Det, der førhen absolut ikke kunne vente bare en time, gives nu en chance for helt at gå i sig selv igen!

Hvis min tolkning er korrekt, så viser den med al tydelighed, at der ikke ( for nu at bruge en gammel cliche) er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvis epidemien kan afholde en masse mennesker fra ar bruge ressourcer, der kunne være anvendt mere fornuftigt, så er det jo bare ekstremt positivt. På samme tid afspejler netop denne tendens vel også, at vi forstår at vise en form for samfundssind, at stå sammen og tage det yderste hensyn til de, der lige nu er de svageste. Nemlig de, der ulykkeligvis har fået Coronaen. At consensus er blevet, at hvis noget ikke er meget nødvendigt, så lader man kræfterne blive brugt på de ting, der er.

Det er da oplagt at lege lidt med, om dette kunne blive et varigt resultat af den krise, vi befinder os i. I givet fald, så ville en sådan holdningsændring jo være uhyre besparende for hele vores sundhedssystem. Tænk på, hvilke økonomiske midler, der derved kunne frigives. F.eks. til de kronisk, alvorligt syge.

Jeg skrev det altså udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende……

Continue Reading

En dame med power!

Prøv lige at søge på nicola sturgeon on twitter og se/hør den opsang på forrygende, syngende skotsk, som samme dame ( der i parantes er Skotlands førsteminister) kommer med!

Det er højst usandssynligt, at danske ører vil kunne forstå hvert enkelt ord og det imponerende arsenal af slang og bandeord, men jeg er dybt, dybt imponeret over, at hun gør det. Det lægger kilometre til den beundring, jeg allerede har for hende.

Og forestil jeg Mette Frederiksen, på syngende Niels Hausgaardsk, godt krydret med eder og forbandelser, gøre det samme…….

I øvrigt er der klart forspring på Coronapoint til verdens kvindelige ledere ( så som vores egen, Skotlands, New Zealands og Tysklands), som har vist sig som sande statsmennesker, mens adskillige af de mandlige ditto har løjet og foregøglet en styring, de ikke har haft. Jeg siger bare USA og Storbritannien som en begyndelse….

–Og forstår I ikke ret mange ord, så er jeg samtidig sikker på, I forstår meningen!

NB! Det er pt. indslag nummer 3 fra oven på hendes konto!

Continue Reading

Om Coronadage.

Det er som om, dagene er ved at finde deres egen rytme. Er begyndt at ligne hinanden. Som om den ellers meget væsentlige skelnen mellem hverdage, weekender og måske endda ferie- og helligdage er suspenderet, så hver eneste dage har fået en umiskendelig lighed med den forrige. Der er begyndt at optræde et mønster. Et mønster af bittesmå dagligdagsheder. Måske den slags genkendeligheder, som også er nødvendige for at overleve.

Rammen om det meste er, at der skal gåes en lang tur midt på dagen. Helst en time eller mere. Med den geografiske begrænsning på 4 retninger, kræver det ind imellem lidt opfindsomhed, men samtidig lære man da sit nærområde at kende. Ud i hjørnerne. Og faktisk er det en stor gave, at det netop er lige nu, man er i den situation, for der kan hver eneste dag iagttages nye tiltag fra naturens side. Det springer ud fra dag til dag, bliver grønnere, gulere og andet-farvere. Det er som om, naturen har bestemt sig for at modbevise, at dagligdagen, som vi kender den, er i krise. For det er naturen ikke. Den skider højt og flot på anderledeshed og gør, præcis som den altid har gjort.

Der bliver set meget TV. Nyhedsopdateringer virker som magneter i denne tid, og i alt fald jeg er ved at blive lidt for afhængig af hele tiden at være up to date med udviklingen. Der ville i virkeligheden nok ikke ske så meget ved at misse et par tal fra Sundhedsstyrelsen, men samtidig føler jeg, at hvis jeg ikke følger med, vil udviklingen rende fra mig. Falde mig i ryggen. Det, jeg selvfølgelig er bange for at misse, er forbedringer. Gode, nedadgående tal for smittede, syge, indlagte og døde. Den grundlæggende forklaring er, at jeg, som alle andre, klamrer mig til håbet om håb. Hvis der er et lille lys i mørket, grumsetheden og ulykken, så vil jeg vide det. For min egen sjælefreds skyld.

Jeg har erkendt, at mine læsevaner er ude i en omlægning. Jeg har decideret svært ved at koncentrere mig om andet end aviser og præsentationer af facts. Skønlitteraturen har svære kår. Det er som om, jeg ikke rigtigt kan nå ind til den. Eller at den ikke kan nå ind til mig. Derfor har jeg givet mig selv carte blanche til at få fiktionen ind på billeder. Hen ad eftermiddagen må jeg gerne se serier og film. Og det gør jeg så, i vid udstrækning. Mine abonnenter på diverse streamingtjenester, som ellers nogle gange er vinduesudsmidning, er kommet til deres ret i overvældende grad. Lige nu manøvrerer jeg faktisk rundt i ikke mindre end 3 gode serier, af vidt forskellig kaliber, og forskellen til min ucoronerede dagligdag er, at jeg har ophævet enhver form for restriktioner overfor mig selv. Jeg binger løs. Hvis den selvvalgte karantæne ender med at vare til hen i juni, vil jeg, med lidt let hovedregning, være fuldstændigt opdateret på de fleste serier, der kommer mig ved. Og sikkert også nogen, der ikke gør. Hovedsagen er, at jeg totalt har suspenderet mine forbehold overfor mig selv og blankt indrømmet, at i disse tider må jeg gå amok. Vel vidende, at jeg, når amoktilladelsen render ud, er så forstoppet af billeder, at det slet ikke bliver nødvendigt med en kold tyrker for at holde op. Allerede nu kan jeg jo godt mærke, at 2-4 afsnit om dagen sådan lige er i overkanten af, hvad jeg egentlig gider.

Det er også vigtigt at holde skidtet fra dørene. Med al den tid kunne man jo tilnærmelsesvis gennemgå forårsrengøring fra kælder til ikke-eksisterende kvist hver dag, men helt så gennemgribende går det jo ikke. Det er vel, de fleste steder, blevet sådan, at hvis man bare kan overholde sit eget overlevelses- og standardniveau, så er det såmænd godt nok. Der kommer jo ikke nogen. Ingen gæster og fremmede, der dog kræver at vist mål af rengjorthed og fravær af rod og opsamlede skrotbunker. Der er ingen, der skal se, hvordan vi bor. Ingen, vi skal vise os frem, som vi gerne vil se, til. Hvilket ikke betyder, at man tilladeligt kan gro til i skidt, men toptunede udstillinger af pæne hjem har ligesom svære vilkår.

I sidste uge, kunne jeg forstå, gik mange i gang med projekter, der ellers havde ligget i årevis og ventet på god tid og forhøjet dårlig samvittighed. Den tog ikke mig. Jeg ved med mig selv, at jeg simpelthen ikke har overskud til at begive mig ud i husforbedringer, omlægning af havearealer eller dybdegående oprydninger. Det er ikke nu, stresstærkslen skal udfordres med den slags. Eller med projekter, der bliver halvt færdige og står og griner ad ens dårlige samvittighed. Jeg siger til mig selv, at det ikke er en velkommen, uventet ferie, jeg har fået. Men en ufrivillig pause i mit liv, hvis årsager er så alvorlige, at jeg basalt bare skal respektere, at livet er gået på stand by. Men det er selvfølgelig en individuel vurdering..

Endelig–og dette er vigtigt samt uhyre vigtigt hele tiden både at være taknemmelig og ydmyg overfor–så er jeg og mine nærmeste ikke direkte berørte af sygdommen. 7-9-13, bank under bordet, Nemesis bliv væk og alle de andre besværgelser, som man uvægerligt er nødt til at tage i ed, fordi man hele tiden frygter sin egen arrogance, held eller manglende respekt. For konstant sidder tanken om at blive ramt, personligt eller gennem pårørende, venner og bekendte jo i baghovedet. Man skal tage sit liv forbandet seriøst, mens det går godt. Dyrke de små opmuntringer, forsøge at give det indhold, men samtidig være bevidst om, at nogle kæmper og har det rigtigt svært.

Håber, alle derude er ved godt mod, raske og har fået en form for struktur på deres udaglige dagligdag. Vi skal nok komme igennem!

Continue Reading
1 2 3 13