Om Hobnobs.

Som rejseleder er man udstyret med gratis spisebilletter til overdådige morgenbuffetter og storslåede 3-retters middage. Det er også fint nok. Dog, hvis man virkelig tillader sig selv at være godt arrogant, så er det såmænd ikke så spændende dag ud og dag ind og i længden. Øjnene kaster somme tider lange blikke efter de heldige asner, der har fået lov til at få en skål salat eller en sandwich i stedet.

Men så er der heldigvis Hobnobs. De kan anskaffes i de fleste velassorterede supermarkeder for 2 for 2 Euro og for 1,5 stk. i mindre butikker. De smager himmelsk, er en lille, bitte smule sunde og en gennemsnitsperson kan godt gå på ca. en kvart pakke om dagen mellem svinerimåltiderne morgen og aften.

Jeg har en næsten lidenskabeligt forhold til mine Hobnobs. Sådan noget med, at det er vel nok dejligt, at jeg gerne må spise Hobnobs, efter jeg har været så venlig at kvæle de obligatoriske æg med bacon.  Dog ikke før klokken 11. Maven skal lige have hønsegården fordøjet. Hobnobs er min livline til et liv uden overdådighed og minder mig om, at jeg somme tider også selv er nødt til at lave lidt mad selv. De er ” Real life” mellem hotellernes i grunden ret ens forslag til supermiddage.

Jeg elsker mine Hobnobs. Men jeg tager dem aldrig med hjem. De hører til herovre, i dette liv. Derhjemme er der jo i øvrigt heller aldrig nogen, der serverer 3-retters middage for mig. Eller bacon og æg.

Continue Reading

Næsten sommerklar.

At male er ikke min yndlingsbeskæftigelse. Til gengæld er det et af den slags jobs, der udmærker sig ved, at man næsten altid kan se, præcis hvor langt man er kommet. Ligesom støvsugning og rengøring.

Det er også sådan et job, hvor man for sin egen skyld altid burde tage før- og-efter billeder, så man rigtigt kan beundre det synlige resultat af ens arbejdsindsats.

At et helt hus skal males synes næsten uoverkommeligt i tanken. Jeg kan i alt fald af samme årsag altid finde et utal af undskyldninger for ikke at gå i gang. Til gengæld er det en personlig sejr og en æstetisk nydelse, når det er gjort. Man har det sådan rigtigt godt med sig selv, sit nymalede hus og sin samvittighed.

Og så skal man selvfølgelig prøve at undlade at tænke på, at ingen maling varer evigt. At de der trævægge og vinduer vil skrige om endnu en omgang om ganske få år.

Så er det da godt, at den maling, der sidder på arme, ben, hund og tøj nok skal bruge nogle dage til at blive slidt af. For i min optik er de kropslige malerpletter at ligne med en form for fortjenstmedalje. Et synligt og svært afvaskeligt bevis på, at man deltog aktivt og fik det gjort!

 

Continue Reading

To hjem-fra-ferie-hadere.

Der findes to ting, der altid er svære at vænne sig til, når man kommer hjem fra ferie.

Den første er at få sit tøj vasket. På ferien har man jo garderet sig med ekstra af alt det allermest nødvendige samt med dagene accepteret, at det er i orden at være en lille smule ferienusset. Ikke beskidt, men bare sådan lidt minimalplettet. Ved hjemkomst bliver man så nærmest overfaldet af overvældende bunker af godt brugte underbukser og en hel uges pletter. Om ikke andet kan man i det mindste repetere feriens menukort. Bare ved at studere tøjet.

Den anden er, at man selv skal til at lave sin mad. Nogle gange synes jeg næsten, at jeg lidt har glemt at være tilstrækkeligt taknemmelig undervejs over, at andre har gjort det for mig. Mod betaling, selvfølgelig. Hvor er det dig bare let at sætte sig ned, bestille noget spiseligt, indtage det, betale og gå sin vej. Ikke at jeg som sådan har noget imod madlavning, men jeg kunne altså sagtens og særdeles nemt vænne mig til at have folk til den slags.

Heldigvis blæser det lige en god vind i dag, så tøjet tørrer hurtigt. Bare der så var nogen, der gad at stryge det….

 

Continue Reading

Spamming.

Jeg bliver for tiden udsat for enormt heftig spamming på kommentarsporet til bloggen. Op til 3-400 om dagen. Derfor har jeg midlertidigt lukket sporet. Der er ABSOLUT INGEN fare ved at læse bloggen, ingen virus eller infektioner, det er udelukkende af irritationsmæssige årsager, jeg har gjort det. Og sporet vil genåbne, når stormen har lagt sig. Så læs roligt videre…..

Hvis I har kommentarer, kan I i stedet gå ind i gruppen Guldsøstre på Facebook, som alle kan blive medlemmer af, og skrive dem der.

Håber på forståelse!

Continue Reading

Min far.

I dag er det 4 år siden, min far døde. Han blev 86. Han sagde selv, at han var dybt taknemmelig overfor livet, for det havde givet ham 85 gode år. Det 86-ende, hvor kræften sled ham op, kunne han godt have undværet.

I 2013 var 31. marts Påskedag. Det er en flot dag at dø. Ikke at min far på nogen måde var religiøs, den afdeling overlod han trygt til min mor. Han var i stedet en underligt kontrær pragmatiker, der trofast stemte konservativt hele sit liv. Basalt gik han ikke ind for monarkiet, men han var dybt imponeret af dronningen, fordi hun var så intelligent, vidende og kreativ. Han skyede enhver form for nepotistiske broderskaber og undslog sig for optagelse i alt fra Rotary til Y Men. Alligevel var han pavestolt, den dag han rejste til KBH for at modtage Ridderkorset, for det syntes han faktisk, han havde fortjent. Han var det mest gennemført usnobbede menneske, jeg har kendt. Hans gunst kunne udelukkende vindes ved indsats.

Min far var på mange måder så tidstypisk, at han kunne stå model til indbegrebet af MANDEN fra 1927. I min barndom var han den fraværende fader, der levede det meste af sit liv “på kontoret”, og lod min mor stå for alt indenfor hjem- og børneopdragelsesområdet. Hvis han blev kaldt til assistance, var det gerne, når afkommets unoder oversteg hendes umiddelbare evner. Han havde hele sit arbejdsliv i statens tjeneste og var embedsmand med stort E. Om morgenen, når han cyklede til rådhuset på sin politicykel, kunne skolebørnene stille uret efter ham og afveje, om de var i god eller mindre god tid–alt efter hvor de mødte ham på ruten. Han tog sin opgave som overvåger af kommunens financer dybt seriøst og siges talrige gange at have sendt yngstemand afsted på cykel med kommunale breve til indbyggere, da det var billigere end at ofre frimærkerne. Ydermere gik han ind for at genbruge–især kuverter–så det meste af samme kommunes regnskab blev oftest nedfældet i hånden på bagsiden af brugte, opsprættede konvolutter.

Da han gik på pension, gik det meste af embedsmanden også. Eller cyklede. Han blev nærværende i vores liv og en tilstedeværende morfar. Han fik også tid til at dyrke alle sine mangeartede interesser, især (lokal)historie, danske godser og herregårde, navigation, topografi, litteratur, whisky, rødvin og alle de små opdagelsesrejser, han gerne foretog ned ad alle de små veje, som han bare måtte vide, hvor endte. Samtidig fornægtede hans kommunale baggrund sig ikke, for aktiekurser, diverse indkøb og andre små, for ham væsentlige, detaljer, blev stadig møjsommeligt noteret på bagsiden af brugte kuverter. Han havde nemlig taget en hel stak med fra rådhuset!

Da han blev syg, samlede jeg nogle feriefridage sammen, så jeg kunne køre ham til kemo en måneds tid. En tur på 45 kilometer hver vej. Troede jeg. Men sådan blev det ikke, for hvis jeg havde en ide om, at vi blot skulle fra A til B, så tog jeg fejl. Når han nu var udstyret med chauffør og givetvis selv havde en klar ide om, at livet var ved at rinde ud, så skulle vi se det hele. Alle hans små markveje, store og mellemstore godser, underlige, gemte genveje og små landsbyer, hvor vi var nødt til at vende for at kunne komme tilbage. Og hans viden om det hele var jo formidabel og betragtelig. Jeg kan vel nærmest anse mig selv som semi-ekspert i Ålborgegnen, dens historie og topografi gennem adskillige år.

Nogle gange, når vi kørte, var vi også bare helt tavse. Det var næsten de allerbedste ture. Aldrig har jeg været så tæt på min far. Og aldrig, før da, har jeg kendt ham så godt og virkelig indset, hvor meget vi to egentlig havde til fælles. For selv om jeg er et mega-rodehoved med uoverskueligt rod i mange ting, så havde vi så uendeligt mange punkter, hvor vores fælles interesser supplerede hinanden. Gik op i en højere enhed. I bagklogskabens klare skær kan jeg også se, at det var der, jeg tog afsked med min far. Men det var nok kun ham, der dengang vidste det.

Jeg savner ham ikke hver dag. Selvfølgelig ikke, for livet går videre. Men jeg savner ham akut i mange situationer. Mest, når jeg skal spørge ham om noget, som jeg ved, han ville have vidst til perfektion. Typisk når jeg er i en fremmed by, passerer en for mig ukendt herregård eller ikke lige kan huske, hvordan lokalhistorien for et bestemt sted har formet sig.  Eller når jeg skal fortælle ham om en lille markvej, som jeg har været nede af og høre, om han kender den. For det ved jeg jo godt, at han gør. Han kørte og travede jo verden igennem på præcis samme måde, som jeg gør.

Og i dag er det så fire år siden, han kørte sin sidste tur. Hvor den så end gik hen, for han var da blevet slemt forbavset, hvis den var gået derhen, hvor min mor mener, den gik. Men hvis der er en himmel, så er jeg sikker på, han har fået den kortlagt. Bag på en gammel kuvert.

 

Continue Reading

Om lærere.

En gang imellem, på denne tid af året, tjekker jeg lige indstillinger til Politikens Undervisningspris for at se, om nogen, jeg kender, er indstillede. Jeg kender nemlig rigtigt mange, der fortjener prisen. Denne, den nok eneste pris, der overhovedet er til belønning indenfor lærergerningen. I betragtning af, hvor mange lærere der findes, burde der nok være adskillige flere. Især når man f.eks. sammenligner med skuespilleres hyppige og højlydte fejringer af sig selv. Hvis lærere skulle belønnes i samme udprægede grad, ville mindst en lærer skulle fejres om dagen……

Som sagt, jeg kender uendeligt mange eksempler på den gode lærer. Jeg har jo personligt arbejdet sammen med og ved siden af dem i 32 år. Og selv om dørene til klasseværelserne i alt fald på min skole generelt var lukkede, så vidste vi jo godt, hvor det hele fungerede og gik op i en højere enhed–og hvor det ikke gjorde.

Forleden læste jeg også en artikel om, at vi skal blive bedre til at sige fra overfor de dårlige lærere. For de findes. Tro mig, det gør de. Men ligesom i alle andre brancher er vi alt for dårlige til at erkende det højlydt. Vi snakker bedrevidende og lidt lavmælt om det i egne kredse, men så kommer Sorteper så heller ikke længere. Man er vel ikke usolidarisk! At der så sidder flere generationer af unge mennesker derude, som får et håbløst forhold–eller i værste fald intet forhold–til et absolut nødvendigt fag, det undgår vi tyst at forholde os til.

Da mine børn skulle starte på min egen skole–som grundprincip en dårlig ide, men der ER kun en i byen–snød jeg mig da til lige at tjekke lærernavne på deres fremtidige klasser. Og faktisk fik jeg også i et tilfælde med nogle særdeles snu manøvrer en lærer skubbet fra en klasse til en anden. Jeg kunne simpelthen ikke leve med, at mit barn skulle få et så forkvaklet forhold til mit yndlingsfag. At jeg så ved samme undergravende virksomhed udsatte 31 andre, uskyldige unge mennesker for noget, jeg ikke ville udsætte mit eget barn for–det så jeg vist relativt stort på. Fanden hytter sine egne, og i øvrigt har jeg aldrig deltaget i og været ansvarligt for ansættelser. Jeg havde også engang en kollega, som konsekvent krævede at undervise sine egne børn (som man som hovedregel ALDRIG gør) i sine egne fag. Så vidste han, at undervisningen var i orden. Det var måske at skyde en smule over målet, men måske var det samtidig en konkret visning af det, vi allesammen nok drømmer om inderst inde, hvis vi er helt og aldeles ærlige.

Det værste, man kan angribe en (gymnasie)lærer på, er vedkommendes faglighed. Og jeg vil til enhver tid stå på mål for, at når man underviser unge over 15 år, så er de absolut kvalificeret modne nok til omgående at spotte, om fagligheden hos en lærer er i orden. Hvis ikke, så mister de respekten. Så den ikke så gode lærer på det niveau er ofte den fagligt svage lærer–men samtidigt også læreren, der er så svær at sige noget til, fordi enhver indvending rammer lige der, hvor det gør aller-allermest ondt. Det er til dels derfor, vi lader være. Tror jeg.

Men det er samtidig derfor, vi skal have alle disse tusindvis af gode lærere frem i lyset til den årlige, eneste belønningsfest. Det skal understreges, hvad det er, de kan. Så det måske kan komme til at indebære en dialog om, hvad det rent faktisk er, man skal kunne. Kravene til pædagogiske metoder og undervisningsmæssige strategier forandrer sig hele tiden, MEN det gør den gode, gedigne faglighed altså ikke. Hvis man ikke er tilstrækkeligt inde i sit fag og kan det, kan man såmænd lave alskens pædagogiske krumspring, uden at det hjælper en hujende fis. Det kan de godt gennemskue, de der teenagere. På under et splitsekund. De kan også genkende den faglige nørd med den håbløse, ikke-eksisterende pædagogik. Sjovt nok lærer de faktisk alligevel en del af ham/hende…

Så jeg tjekker videre i årets indstillinger. Og håber, at de faglige fyrtårne, jeg kender, vil blive belønnet med skoleverdenens Bodil. Denne ene gang om året til en af landets største erhvervsgrupper.

 

Continue Reading

Min ven, fanatikeren.

Hvis nogen genkender en slet skjult oversættelse af en af de helt store klassikere indenfor gymnasielitteratur, skrevet af den fantastiske britiske forfatter, Hanif Kureishi i 1995 (bemærk årstal!), så er det fuldstændigt intenderet. Det er en tekst, som med alt for jævne mellemrum bliver aktuel. Ca. hver gang, der forekommer et terrorattentat, som IS meget belejligt og helt omkostningsfrit lige sørger for at tage “æren” for.

Dette indlæg handler IKKE om terror. Det handler om min ven M. Eller i alt fald om M, som jeg indtil for få år siden regnede som min ven. Lige nu ved jeg ikke, hvor han er.

Men først et kort resume af novellen om Parvez og Ali. Om taxachaufføren Parvez, som har opnået sin ultimative drøm–nemlig at komme til England fra Pakistan og give sin familie et bedre liv. Parvez er glad og taknemmelig og vælter sig i bacon, whisky, den sympatiske luder Betina samt sønnen Alis fremragende resultater i skolen, der nok med tiden skal gøre ham til revisor. Altså indtil Ali erkender, at ligegyldigt hvad han foretager sig, så vil han aldrig blive RIGTIGT britisk, og så kan han jo lige så godt lade være og helhjertet bekende sig til alt det, han umiddelbart og ubesværet kan blive. Nemlig fanatisk muslim. For fundamentalisme er, uanset karakteren af den, altid en ualmindeligt let udvej. Sat på spidsen kan enhver på få sekunder blive fundamentalist. Det kræver udelukkende, at man holder op med at tænke sig og blot adopterer allerede formulerede dogmer.

Min ven M var kommet hertil med familien fra et relativt berygtet land i Afrika. Der var mange søskende, og M var den ældste. Efter få år blev faderen udvist på livstid, efter sigende fordi han havde smuglet khat, men den historie viste sig at være en såkaldt alternativ sandhed. Så den psykisk udfordrede moder sad tilbage med et børnehav, heraf en med Downs syndrom. Hvert år rejste hun i øvrigt tilbage til hjemlandet og den udviste fader, som boede dernede med en ny kone–hvilket dog ikke afholdt hende fra sjældent at komme tommavet hjem.

Selvfølgelig udpegede ansvarsfulde M sig til familieoverhoved. Han vidste, at han måtte have en ordentlig uddannelse, at det var ham, der måtte passe på de lidt løstgående (efter hans normer) mindre søstre, og at han måtte indpasse sig i det danske samfund simpelthen for at få denne stærkt dysfunktionelle familie på fode igen. Ikke et lille ansvar som 15-årig, da jeg først mødte ham. Og han sled. Som han sled. Som eneste elev af anden etnicitet i den allerbedste klasse af kerneunger, jeg nogensinde har undervist, blev han en højt respekteret elev, som vi alle satte stor pris på. Især fordi han somme tider var lidt “skæv” og så tingene fra helt andre synsvinkler end vores allerede etablerede. Udover skolen havde han også flere fritidsjobs, hentede og afleverede de yngre søskende i deres respektive institutioner samt sørgede for familiens mad og indkøb.

Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle på studietur, og han ikke turde tage med. For hvordan skulle familien dog klare sig herhjemme uden ham? Efter mange snakke og ansøgninger til alle tilgængelige fonde fik vi–for det her var noget, klassen stod sammen om–ham med, og hvis nogen nogensinde har nydt en studietur til tåspidserne, så….. Men kunne ligefrem føle, hvordan manglen på ansvaret på skuldrene dag for dag gjorde ham flere centimeter højere.

En dag spurgte han mig, om jeg ville gå med ham på retshjælpen, for den havde han læst om. Han ville nemlig prøve, om han kunne få hjælp til at få faderen tilbage til Danmark. Nok mest i erkendelse af, at han simpelthen havde behov for hjælp til at styre hele menageriet alene. Jeg bad ham om at møde op med alle relevante papirer, så vi kunne få hul på sagen, hvilket han sagde, ville være lidt svært, da moderen havde låst dem inde og nægtede at udlevere dem. På selve dagen stod jeg på det aftalte sted og ventede. Og ventede. Indtil en meget lille dreng grædende kom krybende og undskyldende forklarede mig, at vi altså ikke skulle på retshjælpen alligevel. Han var brudt ind i det låste skab foran en hysterisk moder, havde fundet papirerne, læst dem igennem og erkendt, at det ikke var khat, faderen havde smuglet. Det var mennesker.

Fra den dag skete der noget med ham. Ikke på et øjeblik, men ganske langsomt og hen ad vejen. Han blev ligesom mere indesluttet, og samtidig blev søstrene kommanderet i tørklæder. Han fik sin eksamen og havde klare planer om at læse Mellemøstlige studier i Århus, for hvis nogen vidste noget om den slags samt kunne sproget, kulturen og formidlingen, så var det vel ham. Og så kunne en god, akademisk uddannelse vel også hjælpe hele familien på vej.

Vi var Facebookvenner flere år efter endt eksamen, så jeg kunne følge lidt med på sidelinjen. Og det gjorde jeg, for den dreng stod mit hjerte nær. Efter et par år i Gellerupparken slettede han mig. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg have gjort det samme. Relativt hurtigt skete der en sproglig forvandling, og udtryk, der ellers aldrig havde boet i hans mund, blev gængse. Der begyndte at optræde propaganda for relativt militante og fundamentalistiske grupperinger og–allermest–selve livssynet blev et andet. Fra at være den, der var stolt af at klare sig, blev han til den, der var stolt af og dyrkede at være et offer. Det er nemlig vigtigt i netop den retorik–at være et offer. Så min lille vinder endte altså som et selvbestaltet offer.

Det er nok 4-5 år siden, jeg sidst har hørt nyt. Og nogle gange har jeg sådan en lyst til at sende en kopi af Kureishis pragtnovelle til Århus. For den læste vi nemlig i sin tid sammen, og jeg kan stadig huske de vægtige indlæg, han kom med i diskussionen. På en besynderlig, omvendt måde håber jeg så bare aldrig at høre mere til ham. Fordi jeg simpelthen nogle gange er hunderæd for, at det ikke bliver personligt, men i medierne.

Continue Reading

Vores helt egne celebrities.

Og hvem i alverden er så de to mænd? Forklaring følger.

Min mand sad i mange år i samme bestyrelse som grevinde Alexandra, og min bror har engang tisset overkors med Kim Larsen og fløjet hjem fra Polen med Rod Steward. Min far spiste, i embeds medfør, flere gange frokost med dronningen, og jeg kender en, der engang spiste middag ved bordet ved siden af Bonos selskab. Forleden optrådte en del venner på Facebookbilleder i selskab med Jacob Haugaard, og min ene søn så engang Steffen Brandt på et museum i udlandet.

Personligt var jeg engang ved at cykle dronningen ned på fortovet foran uni i Århus, fordi hun og hendes følge ikke forstod, hvor travlt jeg havde. Det var udelukkende derfor, jeg nødvendigvis måtte cykle på fortovet i den forkerte side af vejen.

Og sådan har vi alle vores små historier. Vores celebrityhistorier. Om hvordan vi mødte XX i en, i alt fald for os, usædvanlig situation, hvor vi så nogenlunde var de eneste, der i nogle små øjeblikke fik lidt af stjernestøvet og beholdt det til evig arv og eje. For historien kan ingen jo ikke tage fra os. Underligt nok giver sådanne oplevelser os en besynderlig ejerfornemmelse, som om netop den celebrity er lidt mere vores end alle andres. Hvis nogen ellers kan eje andre mennesker og deres stardust. Jeg kender folk, der nærmest føler, de har en særlig intimitet med såkaldte VIPs, de tilfældigt har mødt. Og det er vel også derfor, at der findes utallige konkurrencer om at møde “the stars” backstage, udveksle virkelige ord med dem og endda få taget et foto, der allerede på forhånd har fået en æresplads i hjemmet.

Så er vi tilbage ved de to mænd! For nogle år siden var jeg på besøg i det Nordirske parlament, Stormont. Det kan alle i øvrigt komme–bare skriv til dem. Under en (fælles) rygepause på deres fantastiske udendørs trappeopgang med udsigt ud over hele Belfast kom jeg i snak med herren til højre på billedet, og vi fik vendt både udsigt, dårlige rygevaner og mit besøg i Belfast. Han var særdeles venlig, og jeg anede ikke, hvem har var, til trods for at jeg faktisk er rimeligt inde i de politiske forhold i Nordirland. Det var først, da sessionen i parlamentet blev genoptaget, og Mr. Martin Mcguinness blev kaldt til talerstolen, at jeg genkendte min skodbror som lederen af Sinn Fein i Nordirland. Nu ved jeg så ikke, hvor stor viden om netop det parti er i Danmark, men lad mig diplomatisk sige, at det er stort og indflydelsesrigt blandt katolikker i Nordirland, og det har utallige gange måttet benægte, at det havde nogen som helst (jeg understreger igen NOGEN SOM HELST) forbindelse til terroraktioner udført af IRA, eller til IRA som sådan. (Så kan man jo spørge sig selv om, hvor i alverden nogen dog skulle få den besynderlige tanke fra?)

Jeg synes altså, det er lidt kinky, at jeg har smalltalket venligt med en mand af den kaliber. Det giver mig som regel også en del fede celebritypoint på de kanter. Hvis jeg ellers kan blive ved med at ride på min Mcguinnessbølge. For Martin Mcguinness døde forleden. Kun 66 år gammel og helt uden at nogen kunstigt hjalp ham på vej, som det ellers ofte var tilfældet deroppe.

Manden ved siden af er Ian Paisley. Mangeårig leder af protestanterne i Nordirland og med en retorik, der ville få folk som Erhard Jakobsen, (T)rumpen og Mogens Glistrup til at blegne af misundelse. Billedet er fra fredsforhandlingerne i 90-erne, og man kan da i den grad se, hvor ualmindeligt fornøjede de begge er med resultatet!

Så nu har jeg altså mistet min egen celebrity. Ham, der var ikonisk for mig, fordi vi havde røget en smøg sammen. Heldigvis gik jeg også engang nærmest ind i Yoko Ono foran Dakotabygningen i New York, så det må jeg så nøjes med. Selv om det nok ikke giver helt så mange celebritypoint lige i Nordirland. Og herhjemme kan jeg jo altid hive Dronning Margrethekortet.

Continue Reading
1 2 3 5