En stor og dybfølt tak.

Netop midt i pakningen til en måneds bortrejsthed sker det uforudsigelige. Det katastrofale og det, der bare ikke må ske. Fjederen springer på den ene brillestang, og man kan altså ikke sætte nye fjedre i gamle briller. Man kan heller ikke rejse rundt i verden uden at kunne se noget. Eller det kan man vel i grunden godt. Det giver bare overhovedet ingen logisk mening.

Normalt har vi brillebrugere altid adskillige par såvel udtjente som umoderne, gamle briller liggende, som i akutte nødsituationer kan klatre op på næsen igen og gøre verden synlig. Men siden alle de andre par skuffebriller har jeg gennemgået flere øjenoperationer, som gør, at jeg lige så godt kunne putte vinduesglas, som forgangne briller, for øjnene. Det ville give samme resultat.

Så i privat akutbil til optiker, som kun kan komme med den nedslående besked, at der ikke er redningsaktioner, der kan puste kunstigt åndedræt i brillerne, at der skal et par nye til, og at det vil tage 7-8 dage at få sådan nogle klar. Samme optiker er, heldigvis, så hensynsfuldt et menneske, at hun ved den lejlighed totalt undgår at nævne prisen. Måske fordi hun ved, at den slags kan jeg ligesom godt selv regne ud. Samt kan se på mine ører, hvor forfærdelig en situation, jeg befinder mig i.

Det er så der, hun tænker sig om. Det er hun sådan set også nødt til, for jeg er på mere end nippet til katastrofegråd og højlydt hårrivning. Hun har, fortæller hun, nemlig temmelig mange gamle brillestel nede i kælderen, og man KUNNE da prøve, om ikke bare et af dem kunne mønstre et par stænger, der tilnærmelsesvis passer. Ikke nødvendigvis i farve og design. Mere, tror jeg, til ørerne, så glassene ligesom får noget at hænge sig op på. Ikke at det er noget, de ellers gør (fortæller hun), men hun kan tilsyneladende kende en syns-nødstedt, når hun ser sådan en.

Så bliver jeg sendt hjem og vente. På om jeg får chance for at SE mine rejsedestinationer, eller jeg bare skal være der. Og minsandten. En lille time senere får jeg en SMS om, at mine briller er klar til afhentning. Da har hun nemlig været i kælderen og nørklet rundt mellem gamle brillestel for at finde et par gode stænger. Hun har endda fundet et par, der er helt ens–og så tæt på den oprindelige farve, at uvidende bare tror, det er et designfif, at nuancerne skaber lidt variation.

Dernede i brilleforretningen er jeg næsten lige ved at sprænges af taknemmelighed. Næsten ved at bryde sammen i positiv katastrofe-afværgnings-gråd. Og tænk–så forlanger hun 100 kr. for sin indsats! Lige der kunne hun have forlangt det halve af et par nye brillers pris ( og de er dyre, skal jeg hilse og sige!) og fået dem udstukket på stedet med et kæmpesmil–så meget betød det, hun gjorde for mig. Hold da op, hvor jeg fik sagt en stor og dybfølt tak. Må hun opleve et liv af masser og masser af brillestelshandel og forhåbentlig blive byens førende optiker. Det fortjener hun!

Nu er der så det, at lige ved siden af min optiker ligger telebutikken. Lige i dag følte jeg mig bare noget så inderligt berettiget til barnligt at række tunge ind af det vindue for at markere, hvad de kan lære af naboen om god service. Men jeg gjorde det ikke. For tænk hvis jeg kom til at gabe så højt for at få tungen rigtigt godt og langt ud, at de nye fjedre i stængerne sprang. Der er vel ingen grund til at udfordre Nemesis på brillestængerne.

 

Continue Reading

Om hvor lille verden er….

Jeg skriver den bare, fordi det simpelthen er en god historie…

I turistbussen på motorvejen omkring Manchester falder snakken fra guidestolen på Manchester United. Først selvfølgelig på Peter Schmeichel, men hurtigt over til George Best, som, hvis nogen ellers kan huske det, havde en dansk kæreste nogle måneder i 1969.

Hun hed Eva Haraldsted, var kæreste med den lokale slagters søn, men mødte så Best, droppede slagterens søn og blev forsideudstillet kæreste med fodboldikonet. Det forhold varede vist et halvt års tid og en masse opstillinger og henslængninger på køleren af diverse luksuskøretøjer.

Her burde historien så ende, men det gør den ikke. For nysgerrigheden i bussen var enorm omkring, hvad der dog var blevet af den skønne Haraldsted–men bestemt også slagterens søn. Enden på en tredje aktør kender vi jo alle, og den var ikke allerbe(d)st.

Det er så her, det fra bagsædet i bussen lyder: “Jeg købte et hus af Eva for et par år siden. Hun bor i Skæring–og er i øvrigt gift med (gæt så lige engang!!!)–slagterens søn!”

Det er lige præcis det, jeg mener med, at verden somme tider er lille. Og fyldt med gode historier.

Continue Reading

Om clicktivisme.

Jeg har lært et nyt ord i dag. Det sker ind imellem, men jeg må nok indrømme, at det er lidt sjældent. Selv om verden selvfølgelig er fuld af nye ord. Jeg synes bare, at den hastighed, med hvilken de når frem til mig, er omvendt proportionel med min alder. Jo flere år, jeg bliver. Jo flere dage tager det for sproglige nyskabelser at nå mig. Mit højeste ønske er så bare, at de, fremskreden alder til trods, NÅR frem til mig. Og bliver integreret i mig. For jeg er jo i forvejen fyldt op med ord, jeg intet har at bruge til. Ord som kassebukser, Carmencurlers, kildeskat, stoppeæg, realeksamen, stramaj, afbetaling og andre, der ikke beviser  andet end et langt liv. Og samtidig tager plads op for ord, jeg måske endda kan bruge til noget fornuftigt.

Det nye ord er clicktivisme. Og det er et af den slags ord, som dækker noget, jeg udmærket ved, hvad er, men bare aldrig har kendt et ord for. Jeg kan godt lide den slags ord. De er som små velordnende åbenbaringer midt i alle de andre, til tider, upræcise og lidt-ved-siden-af-ord.

Jeg er nemlig selv somme tider clicktivist. Og nu har jeg så fået et ord for, hvad jeg egentlig er, og det er da helt forrygende lettende. En clicktivist er en, der gennem sin clickmæssige aktivitet på de sociale medier giver sin mening til kende. En, der bevidst, med positive eller negative ikoner, tilkendegiver sin mening— gerne i forhold til politiske spørgsmål.

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, alt det klikkeri. Det menes nemlig, at meningsdannende opslag på de sociale medier allerede til en hvis grad  nu, og sikkert totalt i fremtiden, vil overtage pladsen fra de gamle debatindlæg i den trykte presse. Altså at læserbreve og anden debat i fremtiden udelukkende vil være at finde på sociale medier. Allerede nu er det da, fuldstændigt bevisligt, også der, de hovedsageligt bliver læst og videreformidlet. Ydermere betyder dette, at alle, der har læst dem, umiddelbart kan give deres mening til kende ved et simpelt ikon. Hvilket nok for mange mennesker virker mere tiltalende end et skrevet indlæg/svar. For slet ikke at tale om, at spredningsfarten jo er rasende hurtig på netop denne måde.

Så vil man have sit budskab ud med speed, nå en masse mennesker— og måske i sidste ende opnå en form for indflydelse— må man lige overveje, om den mest sikre vej ikke er at appellere til alle de små skabs-clicktivister derude. Det er IKKE uhørt, og vil i fremtiden bestemt ikke være det, at en given gang brok, eller måske endda et konkret, politisk forslag, er blevet særdeles veleksponeret ved at komme på nettet. Der spekuleres endda i det. Siges der. At det at udsende et klart budskab, der næsten får alle de små fingre derude til at klikke af sig selv, simpelthen er effektivt og utroligt virkningsfuldt. Så virkningsfuldt, at det sagtens kan sammenlignes med fysisk aktivisme og måske endda er meget mere omfangsrigt. Der er garanteret flere mennesker, der ser en død hval fra Greenpeace på nettet og sætter et personligt valgt ikon under den, end  der er folk, der hører om samme gruppes sidste besættelse.

Men selvfølgelig går den jo begge veje, som enhver form for kommunikation forhåbentlig altid gør. For der er jo både den oprindelige ophavsmand, der udsender budskabet med håb om spredning  og indflydelse via utallige klik. Men der er så også alle de små klikkere derude, hvoraf mange bare venter på gode, retfærdige sager at sætte deres klik ved.

Vil man have en storstilet kampagne i gang mod den siddende regering, sådan for eksempel, så er clicktivisme da et strålende våben. Bare udsend aktivismen på de sociale mediet og vent på alle småklikkerne. Det ved de også godt i dyreværnsforeninger og grupper for og imod mod snart sagt enhver sag. Uden clicktivisme er det utænkeligt, at #metoo overhovedet havde eksisteret. Bare som eksempel.

Jeg clicktiverer også. Det gør vi vel alle. Især holder jeg mig i utallige tilfælde tilbage med mit klik, fordi jeg enten er rygende uenig, synes sagen er latterlig eller bare overhovedet ikke gider forholde mig til det, der i min verden er småtingsafdelingen. Desværre kan jeg ofte iagttage, at det ikke er tilfældet for alle. Nogle mennesker bruger helt andre parametre for, hvad de klikker positivt for. Min fornemmelse er, at virkelig mange bevidstløst blot klikker, fordi opslaget kommer fra en, de kender og gerne vil holde sig rimeligt venner med.

Det ville jeg nok være lidt varsom med. Man kan lidt for nemt blive clicktivist i en meget dårlig sags tjeneste, hvis man ikke lige ser sig for. Og hvis opslaget blot er delt af en, man skylder at være venlig overfor, fordi hun likede ens seneste familieudflugt, kan man ubevidst ende som klinkende støtte til et projekt, der decideret ikke har andet formål end at blive så udbredt og mangfoldiggjort gennem klik, at det i sig selv bliver en magtfaktor. Også selv om man dybest set er hamrende uenig.

For det er det ved at blive. En magtfaktor, altså.

Så pas på derude. Der er folk og grupper, der er noget så forbandet bevidste om, hvordan de kan bruge alle vores klik i deres egen clicktivisme. Og gør det.

Continue Reading

Om en hvepseting.

Jo, jeg bruger skam gamle husråd. Som gennemsnit virker halvdelen af dem. Halvdelen af den resterende halvdel af umulige udfordringer klarer jeg så med Gaffatape og masser af Ajax, mens jeg stadig tror, den sidste fjerdedel kan bandes væk. Det er endnu ikke lykkedes mig.

Hvepse har altid været en af de uoverkommelige udfordringer, som hverken gaffatape eller bandeord synes at have den fjerneste virkning overfor. Jeg hader hvepse, og ligesom det er med fluer, så mangler jeg stadig en troværdig begrundelse for hvepsens eksistens. Hvepse er støjkilder, og så har de den allermest ekcentriske måde at flyve på. Der er sådan lidt speedet helikopter i nødsituation, manglende retningsssans og beruset leden efter morgenværtshuset over dem. Man ved aldrig lige, hvor de lander og tvivler lidt på, om de i grunden selv ved det. Og så stikker de. Sådan nogle hvepse kan nemlig blive noget så overdådigt tøsefornærmede, når man forsøger at afskære dem på ruten ned i ens marmelade, saftevand eller andre søde ting. Slår man ud efter dem, starter insekthjernen en enorm gengældelsesaktion, hvor man desværre lidt for ofte bliver taber. Gerne stærk hjulpet af yderligere en tilkaldt hær af ekcentriske piloter på speed.

Men så var det, at jeg læste om en herre, der havde en morgenbrødspose til overs og derfor som den største selvfølgelighed hængte den op på sin terrasse. Det faldt tilfældigvis sammen med, at jeg også lige stod med en tom pose, og da jeg jo altid sådan lige har Gaffatape indenfor en overkommelig rækkevidde, så var det faktisk nemmere for mig at hænge posen op i min parasol end at smide den helt ind i skraldespanden.

Sådan en pose skal nemlig få alle de hvepsene syrehoveder til at tro, at der i forvejen er et hvepsebo på parasolmatriklen, og så begynder de skam at lave lidt logistik på deres tumbeflyvninger og styrer udenom. Eller i alt fald hjem til sig.

Jeg ved ikke, om hvepse virkelig er så ualmindeligt enfoldige— eller måske bare ser en smule dårligt, men faktum er, at vi siden indførelse af papirspose på parasolstang er blevet hvepsefri. De styrer simpelthen udenom. Faktisk helt udenom terrassen, ikke bare afvigemanøvrer i forhold til det lokale udvalg af marmelade.

Så her er faktisk et husråd, der tilsyneladende virker. Måske— og kun måske, siger jeg til mig selv— KAN det være, fordi der OGSÅ er Gaffatape involveret i projektet!

Continue Reading

Om agurketid.

Ikke nok med, at den største af de hjemmedyrkede agurker på billedet repræsenterer en afart, et misfoster, en monsterål look-alike af næsten uappetitlige dimensioner, så viser billedet også lidt, hvor fuldstændigt agurketomt der er inde i mit hovede. Enhver kan vel med det blotte øje se, at de tre typer på fotoet hverken nu eller i fremtiden vil opfinde, kreere eller tænke noget som helst. For slet ikke at tale om at mene det fjerneste.

Når man gearer fuldstændigt ned i sommerhusmode, går ens hjerne gradvist i midlertidig agurk. Den begynder at leve fra gøremål til gøremål, og da der i virkeligheden er uhyre få af sådanne, er den ude i en afslapning, der vil noget. Det er næsten lige før, den går i selvsving bare ved tanken om, om der nu er kartofler (eller agurker, for den sags skyld) nok til aftensmaden. Og kalder det dagens udfordring.

Derfor har bloggen været noget agurket de sidste dage. Sådan en agurkehjerne gider nemlig ikke mene noget som helst. Eller fundere over livets store og uendeligt små spørgsmål. Den vil helst bare være.

Og det har den noget så eftertrykkeligt, gevaldigt godt af. Sådan at den rigtigt kan mose rundt i sine ingenting-agurketider og blive rigtigt opladet til igen at mene noget så enormt meget. Når agurketiden engang er ovre…….

Continue Reading

De ting, der sker, når man mindst venter det.

Havde været på et lokalt lagersalg og syntes egentlig, at scoren på 5 par shorts/nederdele/kjoler i et middelgodt mærke for 500 kr. var til at have økonomisk med at gøre. Så jeg var lettere tøjmanisk og særdeles tilfreds med dagens tekstilmæssige udfordring, da jeg holdt på en lille sidevej for at dreje ud på omfartsvejen. En så minimal sidevej, at INGEN kører ud på den seriøst trafikerede omfartsvej uden at holde helt stille først og tage bestik af trafiksituationen.

Undtagen altså ham, der kørte lige bag mig. Hvis store udfordring desværre bestod i, at min bil befandt sig foran ham. Så han bragede sin lille varebil direkte ind i min bagsmæk. Uheldigvis må jeg i samme splitsekund have kigget ret kraftigt til den ene side, for ved sammenstødet gav det et alvorligt ryk i min venstre side af nakken. Sådan totalt uventet og meget kraftigt. Chokerende kraftigt, for for det første får jeg sjældent ryk i nakken, og for det andet kom det hele fuldstændigt uventet.

Til min ros skal siges, at jeg overhovedet ikke opførte den verbale pendant til min trafikale springfinger. Jeg stod vist bare ud af bilen og sagde noget i retning af, at han da godt nok havde givet mig noget af et nakkeryk. Den utrolige søde, rare og venlige elektriker fra et lokalt firma syntes også særdeles bekymret for den ældre dame, han sådan uopmærksom havde været ved totalt at overse og overkøre. Det sidste gøres lidt lettere af Aygoens fysiske størrelse! (Det har jeg i øvrigt tænkt en del over siden: Hvordan i alverden kunne han dog overse mig på et sted, hvor der er så eminent et udsyn, og hvor ALLE skal holde? Mobil??) Han var tydeligt brødebetynget, påtog sig umiddelbart skylden og spurgte endda, om han ikke skulle køre mig til lægen for at få nakken tjekket.

Og så var den eftermiddag spoleret. De helt konkrete planer, jeg havde om at sidde ude i skyggen og nyde en skotsk krimi, blev i stedet til lægebesøg, værkstedsbesøg og skadesanmeldelse. Det første tager lang tid, fordi der er uhøfligt megen ventetid, men opstår der efterfølgende  eller på sigt problemer med en omvredet nakke, er man nødt til at have sine papirer i orden. Det næste beslaglægger også en del diskussionstid omkring, hvad der skal repareres samt logistisk planlæggelse af en uges bilmangel på grund af udretning og omlakering. Og det sidste tager bare så umådelig mange krige, fordi man skal svare på spørgsmål, man enten overhovedet ikke forstår, eller som synes totalt irrelevante i forhold til ens personlige bilbuler. Det er på ingen måde omkostningsfrit at blive kørt ind i. Muligvis står den skyldige part med det økonomiske ansvar, men man sidder altså helt selv med aben omkring alle de lavpraktiske ting, der også følger med.

Min nakke har det som om, jeg har sovet helt forkert i forhold til mit eget hoved. Det gør ikke specielt ondt–og lægen mente da også “kun”, at jeg havde pådraget mig en “lille forstuvning”–men er mere hen i retning af at have vendt sig selv forkert i lidt for lang tid. At have drejet nakken i en vinkel, den ikke lige havde set komme. Det skal nok gå, og jeg forventer bestemt ikke længerevarende krøblingetilstande.

Men det, der altid slår mig, når folk kører ind i mig ( og det ER altså sket nogle gange!), er den pludselighed, det hele opstår med. At det altid lige sker, når man allermindst venter det. Som en drejning på livet, man ikke i sin vildeste fantasi havde set komme og et alternativ ( potentiale er nok lidt for positivt), ens forventninger til de næste sekunder ikke havde kalkuleret med. Allermest slår det mig hver gang–fordi der trods alt er så langt mellem “gangene”, at jeg glemmer fra uheld til uheld–at jeg overhovedet og umuligt kan bruge den naive tilgang til trafikken, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt, så er jeg i fred og ingen fare. At hvis jeg passer mine trafikale pligter og lader være med at opføre mig som en idiot, så har jeg helle, og intet ondt kan mig vederfares. For sådan fungerer det ikke. Faktisk akkurat som resten af livet. For der ER andre idioter derude, som meget nemt kan inddrage mig i deres idioti–hvad enten jeg vil og er forberedt eller ej. Min pligtopfyldende opførsel er ikke trumfkort til udødelighed og nul buler. Der er nemlig andre spillere med i det game. Også falskspillere. Og de kommer altid, når jeg aller-allermindst venter det.

Heldigvis er både bil og jeg kun sårede, men så absolut i spillevende live. Vi skal bare på hver vores værksted nogle dage–bilen nok væsentligt længere end jeg. I mellemtiden kan vi så glemme alt om de ting, der sker, når vi mindst venter det. For det gør man jo. Heldigvis da!

Continue Reading

Historiens stækkede vingesus.

For en gangs skyld har billedet absolut intet med indlægget at gøre. Det viser molen i Eastbourne i går, i solskin. Og er da ganske nydeligt!

Min chauffør på denne tur rundt i det sydlige England er en rigtig sød, ung mand, der taler ligesom Hugh Grants håbløse bofælle i Notting Hill og kommer fra “The Valleys” ovre i Wales. Så ved kendere, at vi ikke kan undgå at tale miner og minearbejdere. Eller rettere: mig, for jeg er en nysgerrig sjæl. For hans vedkommende virker det som om, vi sagtens kan lade den slags ligge, selv om han da gerne vil tale om det.

For han er en af de heldige. Hans far var lastbilchauffør og var dermed en af de eneste, som bibeholdt sit arbejde dengang i 80-erne, hvor Fru Thatcher lukkede samtlige miner over hele England. Og allermest i Wales. Her skal ikke diskuteres minernes rentabilitet eller rimeligheden i at lukke arbejdspladser og livsnerver i små samfund, kun fortælles om, hvordan det er derovre i dalene her næsten 40 år senere.

For min driftige unge mand fortæller om, at han for få år siden købte et hus til dine svigerforældre. Svigerfaderen mistede nemlig sit arbejde i minerne i 80-erne og har siden ikke haft arbejde. Så han har opdraget sine 5 børn på socialhjælp og sidder nu til leje hos sin svigersøn, mens han slider numsen i laser frivilligt for Røde Kors, så alle de andre, der heller ikke har haft arbejde i 4 årtier, kan få lidt hjælp. Det er jo ikke fordi, de er specielt dovne derovre i Wales— jeg har nu heller aldrig anset minearbejdere som udpræget dovne!— der ER bare intet arbejde. For når minen lukker, så lukker købmanden, slagteren og alt det andet såmænd også hurtigt…

Selvfølgelig har han drømt om at flytte, men han elsker jo sin tætte familie og sin hjemegn. Også selvom kommuneskatten er Storbritanniens næsthøjeste efter London, for nogen skal jo betale for alle de arbejdsløse. Vel får de da støtte både fra London og EU ( endnu!) derovre, men han mener, at det tydeligst giver sig udtryk i en forfærdelig masse statuer og springvand, de får sat op. Værst er det med springvandene. De bliver alt for let tilholdsstederfor de utallige, som kun kan komme gennem dagene med et stort kvantum alkohol og lidt selskab på springvandskanten. I de senere år har også drugproblemerne eskaleret til umådelige og ukontrollable højder. Ikke blot de gadeforhandlede, men lægerne derovre er tilsyneladende også gavmilde med deres recepter til folk, de ikke aner, hvad de skal stille op med. Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om og anvisninger på, hvordan man ellers kurerer arbejdsløshed, der nedarves gennem 3 generationer.

Ved Brexitafstemningen lå de Walisiske dale i absolut førerposition på national basis. Nærmest alle stemte for, at Storbritanien skulle ud af EU. Og, som min chauffør siger, så var det vel i første omgang primært noget helt, helt andet, de stemte imod. Nemlig imod shitty liv, arbejdsløshed, afmagt og et permanent liv på overførselsindkomster. Det giver mening.

Så de er heldige derovre, at de har en ung mand, gift og far til to små børn, som kører turistture herovre i England, hvor arbejdet er. Sådan at han både kan forsørge sin familie ( i flere led), købe huse til dem ( han har tre) og bryde den forbandede, onde cirkel, der har ligget og stækket historiens fremadskridende gang derovre i The Valleys.

Og jeg er på samme tid dybt imponeret over ham og lige så dybt forfærdet over, at der findes områder så tæt på mig, der er så ramte af historiens mere eller mindre naturlige gang. 40 år efter!

Continue Reading

Advarsel mod angribende ris.

Jeg synes selv, jeg er ret påpasselig med at få mine rester fra aftensmaden ind i køleskabet i, hvis ikke rekordfart, så dog magelig hurtigspeed. Tilmed er jeg også ret OBS på madspild, så her i huset gemmer vi rester. For det meste–eller i alt fald nogle gange–får vi dem også spist. Andre står de til spot og spe og forrådnelse i køleskabet. Sådan cirka akkurat som i de fleste andre hjem, som jeg ind imellem pudser resteglorie sammen med.

Men det er helt forkert, når det drejer sig om ris. Fandt jeg for nyligt ud af, for efter at have spist kolde ris adskillige gange samt opvarmet gårsdagens rester lige så adskillige gange uden nogen form for helbredsskadende effekt, så kan det da ellers nok være, at en flok opvarmede ris forleden slog fra sig på den allermest ubehagelige måde. Der er mange ord for den slags tæt toiletbundne resultater, og jeg vil helt udelade dem alle. Blot konstatere, at det tager et par dage at skille sig af med sine bakterieinficerede ris, og der er intet, absolut INTET, der er morsomt, så længe de er i grovkornet, aggressiv offensiv.

Det hele skyldes, har jeg læst mig til, bakteriesporer fra bakterien Cereus, som findes i ris, og som elsker opvarmning, for så kan den rigtigt trives og mæske sig. Og som det jo er med den slags små fandener, så kan man altså ikke se dem med det blotte øje. Tilligemed at i alt fald jeg ikke gider at afprøve, om de har indvaderet lige netop mine ris. Opvarmede ris er absolut no-go fra nu af. Her i huset. Og jeg skal hilse og sige, at det nok for mavefredens skyld bør være præcis på samme måde i alle andre huse.

Ja, og de fleste har opvarmet deres ris på et utal af fantasifulde måder. Og ja, de er aldrig blevet syge. Sådan var det skam også her i huset. Jeg skal heller ikke blande mig i andre menneskers potentielle maveonder, blot sige, at hvis man opvarmer ris, så er man da noget så gevaldigt selv ude om at underdreje sig selv i flere dage, hvis man er uheldig.

Så lad hellere være at eksperimentere med denne angrebslystne grøntsag!

Continue Reading

I påskehi.

Det er jo ikke fordi, de ikke er her. Sommerhusgæsterne. De er bare ikke umiddelbart synlige. De har trukket alt deres tøj og deres huse på, og så sidder de der indendørs og leger, at de nyder påsken noget så helhjertet og forårskådt.

I går havde bageren akut udsolgt af alle rugbrødstyper. Samt franskbrød, for hvidt brød er stadig i nogenlunde spisekurs heroppe. Så nogen må vel spise det. Eller også er det fordi, påskefantasien ikke rækker længere end til at spise, spise og foræde, fordi de fleste andre muligheder er kuldestoppede no- go. Vi spiser meget, og tit, her i påskesommerhusene. Vi kompenserer med mad.

Stranden er gabende mennesketom. Hvor der plejer at vrimle med mennesker, især dem, der ejer en hund, er der nu bare flyvende sand, skumsprøjt og langt til Sverige. Hundene er såmænd egentlig ligeglade med kulden og forstår nok ikke helt, at deres mennesker slet ikke gider bruge hele dagen på at kaste en pind 317 gange ud i vandet og blive jublende glade, hver gang den igen, igen bliver bjærget i land. På den måde ligner mennesker og deres hunde så ikke helt hinanden. I påsken.

For en gangs skyld får alle fuld valuta for deres licenskroner. Der er gang i TV-serier, utallige genudsendelser og indslag om vejret. Især det sidste. Familierne rykker ligesom sammen om kassen, fordi det også er en måde at holde den fælles varme på. Altså mens de spiser til….

Her i huset har vi et vandrør, der er sprunget. Så ikke nok med, at vi virkelig rykker tæt sammen, nu er vi også så småt begyndt at kunne lugte forskel på hinanden. Det kan man efter et par dage uden brusebad. Vi har skam opfyldt vores kvote af opfindsomme løsninger på problemet, men faktum er, at vi kun i meget korte perioder— i alt fald langt under generel brusebadsnormering—kan åbne for vandet. Og da kun, hvis vi polstrer det affældige rør med husets samlede håndklædebeholdning.

Så hvor er det dog hyggeligt at være i påskesommerhus. Eller i alt fald udfordrende. Jeg vil slet ikke spørge mig selv, om jeg hellere ville have været på overlevelsesekspedition til Indre Mongoliet. Det ville jeg da ikke. Her har vi da, trods alt, et fungerende TV, og så har vi da stadig mad nok. Og slik. Det kan man da også hygge sig gevaldigt med. Med hele garderoben på og sådan lidt halvnusset allerinderst inde.

Fantastisk påske!

Continue Reading
1 2 3 8