Om lange sommerferier.

I mange år har jeg drømt om at bo i mit sommerhus hele sommeren. Eller i alt fald en god del af den. Sådan uafbrudt. I år er det for første gang lykkedes mig. Næsten halvanden måned i streg. På positivsiden en ualmindeligt lang og nedstressende dvale, på negativsiden udelukkende betinget af, at der stadig ikke er arbejde. Eller arbejde i syne.

Det har været en sommer med masser af bøger. Ikke mange at skrive hjem, eller i det hele taget noget som helst fornuftigt om, men jeg har da følt mig underholdt. En sommer med masser af gæster, fordi sommerhusfremmede må tage til takke med, hvad huset formår. Hvilket i sidste ende gør enhver sammenkomst så meget mere hyggelig og uformel. En sommer med masser af travede kilometer, især aftenkilometre, hvor lyset har strålet på den der måde, som lys kun stråler over vand, når det er højsommer. En sommer, hvor adskillige kilo brugte, aflagte pre-loved rariteter er blevet langet over plastikbordene hver tirsdag til en tier pr. stk., og jeg har følt mig befriet for tyngden af min årelange akkumulerede oplagring af ting. Der er kun 4 kasser tilbage i skuret nu. Optimistisk tror jeg på, de vil forlade mig næste sommer. Og en sommer med guidede ture for de få udvalgte, der af en eller anden årsag enten ikke skulle i Djurs Sommerland eller Aalborg Zoo og endda formåede at undslippe turistbureauets udlagte labyrintiske spærring, der hver uge annoncerede mine ture med forkert mødested samt obligatorisk tilmelding på et telefonnummer, hvor de havde byttet rundt på adskillige cifre. Samt en sommer med besøg af de der små hoveder, der nu er blevet til selvtransporterende, små mennesker, hvis første ord alle beskriver store ting, der enten kan larme eller køre, således at livet nogle dage forvandles til en evig jagt på traktorer, gravkøer, helikoptere, busser babu-er, og Bingo, hovedgevinsten, er at se sådan en. Det gør mig så glad, at genetikken i den generation tilsyneladende ikke har gjort den slags interesser kønsspecifikke. Og sidst, men ikke mindst, en sommer, hvor min dvaletilstand helt har afholdt mig fra at skrive. Jeg har slet ikke kunnet tage mig sammen. Har haft så forbandet utravlt med bare at være.

Nu er hjemmelivet så tilbage med regnvejr udenfor køkkenvinduet og naboens hus indenfor synsvidde. Fra natur til parcel. Efter 1½ måneds intensivt liv på de 70 kvadratmeter og op til 8 overnattende ad gangen virker mit hus uendeligt stort. Lidt tomt, også. At gå fra soveværelset til stuen herhjemme svarer til hele turen ned til stranden deroppe, og man falder på intet tidspunkt over møbler eller legetøj. Man kan helt abstrahere fra mandens tilstedeværelse og næsten ikke høre ham, når han er på sit kontor, hvilket er en stor omvæltning fra at kollidere konstant i smalle gange og i alt fald være helt bevidst om såvel hinandens opholdssted som væsentlige tarmfunktioner. Faktisk har jeg brugt den sidste halve dag på alvorligt at overveje, hvad jeg dog skal med al den plads, når det går ganske fremragende med de der 70 kvadratmeter. Ikke mindst, når der skal gøres rent. I det hele taget gøres der jo ikke så meget rent i et sommerhus. Sand på gulvet bliver sådan lidt legaliseret af en nærtliggende strand. Det skaber en logisk sammenhæng.

Så nu må jeg i gang med at lære at være hjemme. Nyde de goder, der også er forbundet med det. Svømme i plads. Tumble mine badehåndklæder, så jeg ikke længere får rifter og tørremærker efter stå-selv-lufttørrede monstre, der kan stå oprejst ved egen kraft og er fyldt med salt, vind og Kattegat. Se Netflix og HBO. Gå mine ture uden hensyn til tidevand og en forvirret hund, der hver eneste lørdag går i selvsving over millioner af nye dufte, fordi den endnu ikke har indset, at sommerhusferie er hundeferie for alle, og lørdag er skiftedag. Lære at man ikke behøver spise is hver dag. Nyde at have to toiletter, så kø eller toiletlogistik helt kan undgås. Samt være i stand til at rumme samtlige madvarer i et rimeligt omfangsrigt køleskab, hvor intet behøver stables i tre lag på hver hylde, og man ikke nødvendigvis skal have alt ud, hver gang man skal frem til det inderste. Som altid er det, man skal bruge. Og indse, at livet nok også går uden havudsigt.

Sluttelig må jeg konstatere, at det var en god sommer. Ud over det sædvanlige. Forstået på den måde, at selv om vejrudsigten ikke altid var optimal, så var det faktisk generelt godt vejr. Vejrmæssigt kan jeg godt nøjes. Over 25 grader er en smule arrogant og unødvendigt, synes jeg som udgangspunkt. Men det ultimative pejlemærke for sommerens kvalitet er min vandgang. I år kom jeg under! Det er ikke sket på hjemlige strande i en del år, men underet fandt sted i juli 2021. Godt nok var det ikke længerevarende–lidt har vel også ret–men hvis en sommers godhed skal måles i, om jeg frivilligt kaster mig i bølgerne, så VAR det en fin sommer.

Som stadig ikke er ovre. Der må være mere i den. Selv herhjemme.

Continue Reading

Efter regnen.

Det er morgenen efter det store regnskyl, den aftenlige og natlige syndflod, alle bragene og det store lysshow. Verden virker næsten jomfruelig, ustøvet og forbavsende grøn. Det er lige før, alt det gule, der i ugevis har været græsplænen, viser tegn på begyndende forgrønning, og jeg må ned og tjekke, om bækken, der har været et stort, vandløst hul i dagevis, også har indledt sin reinkarnation som almindeligt vandløb. Der skal nu nok mere til. Mere vand, altså. Livgivende vand.

Så er det, man helt ind i sin allerinderste ville ønske, at det bare var så let med det hele. At en ordentlig spand vand, ledsaget af nogle høje brag og elektriske udladninger, kunne klare verden op. Lade den blive som ny igen uden afsvedet græs og vandløse bække. I den allermest overførte betydning. At verdens største, mest gevaldige tordenvejr og en sand syndflod af vand kunne give os alle en coronafri omstart. Sådan at livet blev til det, vi kendte engang. Og elskede. Eller i alt fald så vi fik de allermest væsentlige ingredienser til at genopbygge, gå i grøde og forgrønnelse igen. Personligt vil jeg bare gerne på arbejde. Så ydmygt er mit, tilsyneladende uopfyldelige, ønske…..

Continue Reading

Om alle de forliste fester.

Faktisk var 2020 et ret begivenhedsrigt år i min familie. Især hvis man tager den udvidede betydning af ordet “familie” og regner andre end de allernærmeste med. Det vrimlede ikke blot med børnefødsler, men vi var også ret leveringsdygtige i bryllupsmærkedage og runde fødselsdage af den slags, hvor man er blevet gammel nok til at fejre, at man er heldig nok til at kunne fejre. Blandt venner og bekendte var der også en del mærkedage, som vi i begyndelsen blev inviteret til. Det gik over.

Så egentlig står vi med et nærmest uoverskueligt bjerg af forliste fester. En skrotbunke af umarkerede og ufestligholdte mærkedage af enhver art. I begyndelsen udsatte folk naivt den slags og troede virkelig på, at et par måneders latenstid før det store brag var det, der skulle til. De, og vi, blev klogere.

Jeg ved ikke, om det bare er her hos os, vi tydeligt kan spore to tendenser omkring det store festforlis. I alt fald er der da begyndt at komme indbydelser, ligesom nogle af de hengemte fester også allerede er afholdt. Men mange er også gået i sig selv igen. Rigtigt mange.

Det er som om, at den slags fejringer, som er betinget af en begivenhed, oftest en kirkelig eller mere officiel, nu begynder at blive afholdt. Her tænker jeg især på barnedåber, navngivninger og bryllupper. Specifikt har vi i alt fald her i familien dedikeret juni til at få alle de små døbt eller navngivet på stærkt forsinket efterbevilling. Man kan selvfølgelig sige, at der er visse fordele i, at de nærmest selv kan spadsere op til døbefonten, men samtidig er det jo ikke sådan, det ville have været, hvis luften over landet ikke havde været coronainficeret.

Men de andre fester, de er ligesom gået i sig selv. Det forstår jeg sådan set også godt. Det virker besynderligt at fejre en rund fødselsdag, når man i mellemtiden faktisk har forladt selve rundheden og er blevet mere end et år ældre. Runde fødselsdage har deres tid og ikke mindst deres udløbstid. Det virker næsten som et postulat at fejre dem på umådelig lang bagkant. Ligesom mange vel i ren udmattelse over de evindelige udsættelser bare har givet op. De orker simpelthen ikke at blive ved med at arrangere noget, der alligevel aldrig bliver. Mange fester er blevet løb, der allerede er kørt uden nogensinde at have været på vejen, på ruten. De har forpasset deres tid, har overskredet datomærkningen. Det samme gælder vel i høj grad bryllups-fejringerne. Altså de, hvor man rent faktisk ER gift. Igen virker det en smule overgemt eksempelvis at fejre sølvbryllup, når man har været gift i 27 år.

I den forbindelse er jeg faktisk spændt på, om vi de næste år vil se en opblomstring i at fejre halvrunde fødselsdage. Om alle udsættelserne vil udmønte sig i, at man i stedet fejrer noget med 5, fordi man blev snydt for 0-et, og jo aldrig kan være sikker på, man når til det næste. Jeg tror det næsten. Ligesom 30-års bryllupsdage nok kommer på listen af storfejringer. Vi får se.

Men hvis det er tilfældet, så vil vi sikkert se nogle ualmindeligt store fester. Det er selvfølgelig samtidig godt for en hensygnende restaurationsbranche. For rundt omkring i de små hjem må der da ligge en god portion uafhentet kapital, som i sin tid var øremærket til de store brag, og som man heller ikke engang har kunnet rejse for. Selvfølgelig har nogle nok investeret i det nye køkken, som de har måttet betale firdobbelt pris for…

Alligevel tror jeg, at vi kan se frem til nogle fede festår. Det er muligt, at vi i første omgang primært skal til alle de mere officielle fejringer, der er understøttet af en form for handling, men samtidig er vi i absolut og smertefuldt festunderskud. Vi trænger simpelthen til legalt at kunne gøre noget sjovt, noget der ikke er coronarestriktivt forbudt. Personligt tror jeg da nok, jeg seriøst overvejer at fejre halvrundt–bare for at fejre lidt. Og manden, der blev snydt for den runde og nu føler sig langt ovre sidste salgsdato, hvad den angår–han skal da garanteret også ud i et halvrundt brag. Ligesom rigtigt mange andre.

I første omgang vil jeg dog tage til navngivningsfest. Med forventning om, at det bliver helt underligt at være sammen med mange mennesker–og helt legalt at have det sjovt!

Continue Reading

Om dagens Plan A.

Først vil jeg selvfølgelig skrive det her. Men dernæst vil jeg foretage et gennemgribende raid. Jeg vil raide til bunds i dag. Komme steder, hvor selv halvhjertede hovedrengøringer aldrig kommer. Overalt. Forhåbentlig.

Jeg vil starte her på skrivebordet. Løfte stakkene, grave ind under dem og lokalisere brugte mundbind. Så vil jeg metodisk gennemgå alt overtøj, og især alt overtøjs lommer, for derefter at gå til bukser, skjorter og andet med lommer store nok til mundbind. Jeg må også hellere tage avisholderen, den køkkenskuffe, der indeholder alle de dimser, man ikke aner, hvad man skal bruge til, men nok især mangler det øjeblik, man har smidt dem ud samt rygsækken og den pæne taske. Der skulle nok være fangst der også. Måske skal jeg også lige tjekke det vasketøj, der ligger til strygning, for jeg har en ufrivillig vane med at vaske mundbind. Det skal man lade være med. Det virker ikke.

Og så er der bilen. Oplagringspladsen, det transportable fjerndepot. Handskerummet, under sæderne, bagagerummet og den der lille sprække på bagsædet, hvor mundbind er eminente til at klemme sig ind.

Med et slag på tasken når jeg nok et tocifret antal i mit personlige udvalg af brugte mundbind. Og nej, jeg er ikke specielt sløset omkring at smide mundbind overalt–dog aldrig i naturen. Det er meget mere, at jeg ved med mig selv, at jeg altid glemmer at få dem med. I tusindvis af gange har måttet gå tilbage, fordi jeg har glemt dem. Eller forleden, da jeg havde en times tid i en fremmed by, totalt måtte afstå fra at gå ind i så meget som en eneste forretning, fordi jeg var flere kilometer fra bilen, inden jeg opdagede min akutte mundbindsmangel. Derfor har jeg dem liggende overalt. For så er de, om man så kan sige, ved munden i nødsituationer. Det er den ene halvdel. Den anden er, at jeg er alt for udgiftssky til at anvende et mundbind i 5 sekunder eller en tur i Netto. Jeg gemmer dem i stedet til en anden god gang. Det gør jeg tilsyneladende ret tit.

Men nu vil jeg altså raide mig igennem mit liv og opsamle samtlige brugte mundbind. Og højtideligt, dog uden så meget som at fælde en eneste tåre, dumpe dem i skraldespanden. Få dem ud af mit liv. Markere, at det er slut. Eller næsten slut, i alt fald. Man skal jo tilsyneladende anvende dem, hvis man står op i offentlige transportmidler. Og den har jeg virkelig grublet over. For hvordan i alverden kan man VIDE på forhånd, om et offentligt transportmiddel er så overfyldt, så man må stå? Det er nok klogt at hamstre lidt reserver til lommerne, hvis man kommer i den situation.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har hadet og afskyet de forbandede regnfrakker til underhovedet, lige siden de blev påbudt. Jeg har kæmpet med duggede briller, brillestængers mystiske for- og indviklinger og endda uheld med samme synshjælp ved både af- og påtagning. Jeg har hadet indendørs trapper, hvor man allerede på 1. sal har følt sig som spærret inde i sin egen sauna og er blevet virkelig upopulær blandt adskillige venner og bekendte, fordi jeg ikke har anet eller kunnet gennemskue, at det lige var dem, når jeg har mødt dem med forklædt underansigt. Jeg har hevet mundbind af så resolut, at jeg ind imellem har været tæt på forstrækkelse, og jeg har gemt mig blandt flåede tomater og morgenmadsprodukter, når min næse har kløet helt uopsætteligt i supermarkeder. Jeg kunne på stedet afsløre min egen undersøgelse omkring forureningsgraden i flere danske byer, for det kan man se på indersiden. Lad mig bare slå fast, at der bliver sortest omkring Nørrebro Station, mens landsbyer i provinsen klarer sig hæderligt med næsten ingen aftryk. Mundbind har, set i bakspejlet, været en decideret forringelse af min livskvalitet, og jeg har haft et særdeles anstrengt forhold til dem. Vi er aldrig blevet venner.

Men nu er det så (næsten) slut. Når mit raid om lidt er overstået, så går jeg ind i en mundbindsfri periode. Undtagen altså, hvis jeg skal ud at stå op i en bus. Mit højeste ønske er derfor, at jeg aldrig skal i karambolage med de skiderikker igen. Jeg gider ikke flere løstgående, siddende, hængende, liggende, smidte mundbind i mit liv. Jeg vil have et mundbindsfrit hus og en bil uden hengemte papirsstrimler med indbygget garanti for kondensvand. Min mund og min næse er røvtrætte af at bo i en drivhus, og mine briller er halvskæve af al den indvikling. Samtidig med, at jeg godt kan finde andre måder at bruge de første 10 minutter i et supermarked på end bare at vente på overhovedet at kunne se kartoflerne og broccolien. Selvfølgelig er mit allerhøjeste ønske dog, at mundbind totalt udfases, fordi der aldrig, aldrig mere kommer medicinske, helbredsmæssige årsager til at anvende dem igen. DET må stå som det ultimative mål. Forever.

Og tak for selskabet, mundbind! Det har på ingen mulig måde været en fornøjelse med det bekendtskab. Nej, hvor skal jeg raide, og nej, hvor skal jeg smide ud!

Continue Reading

Om stilhed før stormen.

Vejret har været vidunderligt. Med årene har jeg fuldstændigt aflagt mig min egentlige farlige dyrkelse af solen, og de sidste dages temperaturer sådan omkring et par og tyve har passet mig fortrinligt. Det behøver ikke være varmere. Det her er perfekt. Perfekt til ikke at storsvede, og perfekt nok til at kunne nyde at være udendørs uden at skulle krybe rundt i skyggen.

Herude ved stranden er jeg så tilsyneladende en af de eneste, der for alvor dyrker alt det her perfekte. Vi er ikke mange herude. Selvfølgelig er der lidt liv på havnen, men strandene er jævnt hen ubesatte. Folk har selvfølgelig ikke for alvor ferie endnu, og tyskerne er jo forvist. Eller i alt fald henstillet til at blive hjemme, og her i forsommeren er det jo sædvanligvis dem, der optager sommerhusene og opgraderer bruttonationalproduktet. Der er enlige svaler af gæster rundt omkring, og så alle de pensionister, som efterhånden er blevet fastboende, men stilheden er til at tage og føle på.

Det er tydeligt, at samme stilhed er en stilhed før en forventet og sikkert længe ventet storm. Der er håndværksmæssig grøde i den rundt omkring. Ikke blot vokser nye sommerhuse op af jorden sådan næsten på natlig basis, men alt det bestående er også inde i den sidste smukkeseringsproces. Der males, kalkes, repareres og istandsættes til den store guldmedalje. Man mærker, at den kommende deadline nærmer sig. At der kun er få uger til en forventet storm af mennesker på ferie. Faktisk kan man næsten føle forventningen, eller måske er det lugten af pengesedler, i luften. Der er omkring halvanden måned til at få tjent til resten af året, og lige nu er det lige før lige før og næsten.

Selvfølgelig er der en anden stemning, når byen vrimler med turister. Når samme turister lægger deres penge i det her lille samfund, og når alle fortovscafeerne er fulde af glade ferierende. At man så skal stå i alenlange køer i Brugsen er bagsiden af medaljen. Ligesom man skal stå op længe før almindelig opståningstid for at få fat i æg ovre ved “Damen”, og uvidende lejere af nabohusene formaster sig til at okkupere den plet på stranden, man har haft besat i over 30 år. Turister og sommer er penge–også for mig, der i år har guidede ture flere gange om ugen, men…

Lige nu er her bare så dejligt, så roligt, så vidunderligt stille før den storm, der vil komme. Jeg kan spadsere mellem mine badebroer uden at møde andet end et par andre med-pensionister, jeg skal ikke stå i kø nogen som helst steder, jeg er generelt bare mig selv–og der er ingen udrykninger efter de evindelige tyskere på tilhavsdrevne luftmadrasser. Jeg kan endda betragte stedets imponerende biodiversitet til fulde. Sådan at forstå, at jeg forleden var ved at køre en kænguru over, og det er altså første gang, jeg har stået i den situation. Jeg håber samtidig, at campingpladsen inden det store run får indfanget deres invasive art.

Men cirka to-tre uger igen, så stormer det. Jeg må se at nyde min fred så længe og samtidig glæde mig til alt det, som turistsæsonen også indebærer. Indtil det har stormet af.

Continue Reading

Om sommerhusarkitektur.

Nu har jeg brugt flere måneder på en nærmest landsdækkende sommerhusodysse. Kørt fra typehus A til typehus D, via typehus B og C. Ikke at forglemme afstikkere til typehus F. Samt variationer over tema med vinkler, hævede planer og spejlvendinger. Jeg har beset sommerhuse fra Skallerup Klit til Roskilde, inklusiv alle dem midt imellem. Og jeg er da blevet klogere. Jeg er også kommet mere i tvivl, for det kan man sagtens gøre samtidig.

Men mest af alt har jeg gjort mig nogle iagttagelser, som egentlig gør mig lidt mismodig. I alt fald på sommerhusarkitekturens vegne. For hvor initiativerne er næsten himmelstormende kreative hos de private, selvbyggede knopskydninger derude i fritidslandet, er konservatismen omkring typehus-sommerhuse decideret til at tage og føle på. Der er ikke meget nyt under solen (hvis den ellers gad skinne!) der. Har tilsyneladende ikke været det siden engang i 80-erne.

Hvor ethvert bare nogenlunde selvbevidst arkitektfirma sætter en ære i nytænkning og kreativitet, det være sig omkring såvel større bygningsværker som ganske almindelige, sociale boligbyggerier, så er samme incitament totalt gået fløjten, når det gælder vores fritidshuse. Det meste af det, der opføres i dag, har jo næsten på millimeter lånt tegningerne fra 70-ernes store boom på fronten. Bjælkehusromantikken og de sprossede vinduer lever i helt sin egen tidslomme, når det gælder sommerhuse. For hvem i alverden ville dog bo på den måde i et almindeligt parcelhus? De fleste sommerhus-typehusfirmaer har en indbygget nostalgi, der i bedste fald er en videreudvikling af mormors kolonihavehus–i værste en fuldstændig fastlåsning i en tid, der længe ikke har været.

Det kan undre mig, at vi i vores nybygning af store bygninger og selv i de allerfleste nyanlagte parcelhuskvarterer da i det mindste anderkender, at tiden også betyder nye krav, såvel indvendigt som udseendemæssigt, mens vi i fritidshusbyggeriet nærmest bliver ahistorisk, uanstændigt, gammeldags og grimt nostalgiske. Når man sådan laver dannelsesrejser til adskillige udstillingshuse, tager man sig i at undre sig over, hvorfor i alverden de stadig har model 1980 stående. Det må de jo have, fordi nogen endnu ønsker lige netop den model. Jeg kan da også iagttage, at det væld af nye huse, som for tiden skyder op i vores sommerhusområder, beviser, at på fritidshusfronten bygger mange, som man gjorde længe før årtusindskiftet. Der bygges et nærmest helt utilgiveligt antal grimme huse, hvis eneste forsvar vel må være, at de præcis ligner dem, der ligger ved siden af og blev bygget for 40 år siden.

Så der skal altså ledes længe for at finde et tidssvarende hus. Et der ikke bare er et afkog af den mastermodel, der tilsyneladende ligger til grund for 90% af de huse, der er bygget, siden den blev tegnet. Og hvis man ligesom får en smule åndedrætsbesvær og røde knopper af endnu en gang blokhusbrædder med nysselige sprossede vinduer, så er man ofte ilde stedt. Det var helt OK på prærien, derovre på den anden side af de store, amerikanske skove for et par hundrede år siden, men herhjemme har de nu altid, efter min mening, været et postulat, der aldrig har haft grobund i andet end en falsk romantik omkring noget, der aldrig var. Der er også stadig enormt salg i de hvide brædder til fuld indendørs beklædning, og jeg er da samtidig ret sikker på, at en TV-serie, der handler om et forgangent badehotel for næsten 100 år siden har væsentlig indflydelse på nutidens sommerhusbeklædning. AK!

Det er selvfølgelig sådan, at typehusfirmaerne besvarer den efterspørgsel, der er. Så det må jo være det, folk vil have. Mærkværdigvis samtidig med at samme folk derhjemme sandelig godt kan være både innovative og fornyende med hensyn til deres permanente huse. Åbenbart er vi et land, der på fritidshusfronten er strandet i en nostalgisk kolonihaveromantik eller det obligatoriske fritidshus fra sidste århundrede. Vi tror, at skal vi ud i naturen, skal det hele være, som det altid har været. Og så skide være med, at vi samtidig hiver samme natur op med bulldozer for at få den forjættede havudsigt gennem sprosserne!

Heldigvis er der enkelte typehusfirmaer, der dog har tittet ud af samme sprosser og fornyet sig en smule. Således at rimelig velovervejet arkitektur stadig, hvis man leder, kan findes sparsomt rundt omkring mellem rædslerne i fritidslandet. Så det med at finde et pænt, stringent hus med et moderne udtryk er ikke bare lige et dyk i posen. For når man skrigende endnu engang er løbet væk fra de upudselige vinduer med blokkene omkring samt åbenlyst undret sig over 70-ernes vedholdenhed, så er der ikke meget tilbage.

Der er faktisk kun Fjordhuset. Så det bliver det!

Continue Reading

Om tiltagende køer ved flaskeautomater.

Nu har jeg så igen tilbragt endnu et langt stykke tid i en mundbindsklædt kø til en flaskeautomat. For ikke nok med, at vi er mange, der skal af med vores pantdåser og flasker. Vi har også mange af slagsen.

Det hele er coronaens skyld. Nok har jeg en tendens til at beskylde den møgsygdom for snart sagt alt, men denne gang har jeg altså 100% ret. Især Sønderjylland er nemlig ramt af tiltagende køer ved flaskeautomater. Og oppe i Rema går samme automat regelmæssigt i selvsving, fordi den simpelthen er overbelastet.

Der er jo det ved det, at sønderjyske flaskeautomater som regel, i af-coroniserede tider, har nogle fede dage i et særdeles mageligt tempo. Der er nærmest aldrig run på dem. Der er heller aldrig køer foran dem. Vi bruger jo ikke pantemballage, for F… Vi henter jo bare det hele på den anden side grænsen og kører i stedet dåserne på genbrug. Det kan de garanteret også mærke derude. Hvor de normalt er ved at drukne i nulpantet emballage, har de sikkert ikke set en Pepsi Max i flere måneder. Og Slotsøl, som man kun drikker, fordi den er vildt billig, eller man er under 25, er helt forsvundet. De kan sikkert heller ikke engang sælge dem i forretningerne for tiden.

Det er selvfølgelig godt for handelsbalancen. Og de sønderjyske supermarkeder. Det er sikkert også godt for miljøet, selv om jeg nu nok tror, at såvel pantede som upantede dåser sådan ligesom ender i den samme dåsehimmel. Vi er garanteret også holdt op med at smide så meget med de brugte, når de nu er 1 krone værd. Det løber jo op. Og jeg har i alt fald ikke set en ejerløs dåse i naturen længe.

Men det er nu alligevel påfaldende med de alenlange køer ved flaskeautomaterne. Sådan nogle har vi da aldrig brugt før i Sønderjylland. Omvendt så vil de, det sekund man legalt og problemfrit kan krydse grænsen, brat afgå ved døden. Altså køerne. Automaterne går bare på efterløn med mulighed for et par timers dagligt arbejde. Det er muligt, vi har lært, at man faktisk godt kan købe drikkevarer på dåse i Danmark (det var ikke alle, der vidste det præ-corona), men vores troløshed overfor fædrelandets dåsepolitik og priser vil blomstre i al sin vildhed, når den grænse for alvor lukkes op omkring Fleggaardistan. Sådan er vi. Vi er også sådan lidt trætte af at stå i kø med vores pantdåser…

Continue Reading

Om påskeliljer og corona.

Umiddelbart skulle man jo ikke synes, at der var en indlysende sammenhæng mellem påskeliljer ( eller rettere: mangel på påskeliljer!) og corona. Men det er der.

Jeg skulle have et par bundter af de der afskårne påskeliljer, der normalt ligger i stakkevis hos såvel supermarkeder som blomsterhandlere på denne tid af året. Bevæbnet med min aldrig svigtende udgiftsskyhed prøvede jeg selvfølgelig supermarkederne først. Ingen held. Ingen påskeliljer.

Så måtte jeg jo til blomsterhandleren, som tilsyneladende heller ikke var leveringsdygtig. Det var ikke engang særligt sent på dagen. Og stadig længe til, det bliver påske. Men da jeg på det tidspunkt var relativt træt af at være på påskeliljejagt, fik jeg fat på en ansat. Sådan bare for at spørge, hvor stakkene med påskeliljer egentlig gemte sig.

Hun beklagede meget, at der ingen afskårne påskeliljer var. Der ville heller ikke komme flere. De kommer nemlig fra England, hvor de lige nu står og rådner på markerne. Og nej, det er ikke Brexiteret forfald, selv om det selvfølgelig ville være noget lettere at forholde sig til og rigtigt godte sig over. Det er udelukkende fordi, de polakker, som hvert år drager til England for at sæsonplukke påskeliljer, ikke kan komme ind i landet, grundet corona. Så der er altså ingen til at plukke de gule narcisser, da englænderne nok ikke ville drømme om selv at gøre det. Sådan lidt ligesom vi bestemt heller ikke holder os tilbage for at bruge udenlandsk arbejdskraft til plukning af ting, vi ikke selv gider plukke.

Så der er en klar sammenhæng mellem påskeliljer ( i alt fald de afskårne!) og corona. Måske er det så bare mig, der synes, at den sygdom ligesom influerer lidt for mange områder? Nu har den sgu` også taget påskeliljerne!

Continue Reading

Om frikendelsen.

Jeg har været på Sundhed.dk ca. tre gange i timen. Eller mere. Hele dagen, indtil for en times tid siden. Det var der, jeg blev frikendt. Løsladt fra coronalænkerne. Denne gang. I øvrigt en fælles frikendelse, så nu skulle det lille hjem være smittefrit. Ikke, at det sådan lige bevirker isolationsophør. Man skal nemlig have to negative tests. Jeg tillader mig at se den anden som en formalitet og vil fejre med at spise en middag sammen med manden i aften. Ved samme bord, forstås.

På magisk vis er samtlige mine andre ulmende dårligdomme forsvundet. Mit snot er gået i hi, mine host har kvalt sig selv, mine ømme punkter oplever en beundringsværdig smertefri genoplivning, og selv vejret er blevet bedre den sidste times tid. I det hele taget er verden lysere og livet til at face. Det er lige før ( men altså også kun lige før), jeg i opstemthedens iver griber støvsugeren og forvandler skidtbunkerne til rent gulv. Det var ligesom, jeg ikke så nogen tvingende nødvendighed i det før nu.

Jeg håber, taxachaufføren får et mildt sygdomsforløb, for omsider har jeg overskud til at tænke på ham. Overskud til at være generøs.

Selvfølgelig går jeg til regelmæssig testning. For tiden går vi nemlig ikke til dans, fodbold, bridge, blomsterbinding eller andet, nogen af os. Vi går udelukkende til testning. Det er blevet vores fritidsinteresse. Den eneste. Men aldrig har jeg før haft det som studenten, der står udenfor eksamenslokalet og venter ulideligt spændt på karakteren. Som ikke ved, om det hele er knald eller fald og sikkert også i sine indre forestillinger tenderer meget mere mod fald end 12-taller. Jeg har fået et 12-tal i coronaløshed i dag. Og det influerer mit liv, mit humør, min nattesøvn, mit livssyn og i et hele taget verden, som den lige nu ser ud for mig, meget mere, end jeg havde forestillet mig.

Nok er vi stadig i obligatorisk isolation indtil resultatet af næste test kommer. Men vi er det ( nok, forhåbentlig, Ama`r og halshug og 7-9-13) uden corona!

Continue Reading

Om at blive helt forpustet–bare ved tanken.

Når engang samtlige coronarestriktioner bliver ophævet, og livet på forunderlig vis bliver genkendeligt igen (eller gen-genkendeligt!), så får jeg så travlt, at jeg næsten ikke kan overkomme det. Sådan virker det i alt fald derinde i tankemylderet, hvor man på de mørkeste dage forlyster sig med fremmaninger af, hvad der ligger forude. Det er sådan en overlevelsesstrategi. Fra at have været i et forlystelsesmæssigt total-limbo, en ventesal af kedsomhed og brudte forhåbninger, så bliver det næsten for meget, når man skal til at indhente alt det, der er blevet aflyst. Det bliver som at gå fra ingenting til alt, fra levende død til levende levende. Jeg kan næsten blive bange for, jeg ikke kan finde ud af det. At det hele bliver for overvældende.

I min familie har vi en stærk tradition for at give gavekort på oplevelser. Det har vi også gjort under coronakrisen. Måske endda endnu mere. Som et plaster på intetheden, der kunne love strålende forventet efterbevilling. For ikke en eneste fødselsdagsgave, julegave eller bare gave af gavekortlig art har jo haft den fjerneste chance for afholdelse. Det har hobet sig, har det. Næsten til forpustelsesgrænsen.

Så når nu det bliver leveligt liv igen, så skal jeg 5 dage til Anholt med hele familien. Undervejs skal vi i Ree Park. Vi skal i det hele taget intensivt i dyreparker, for Givskud alene kan ikke klare alle de midler, der ligger i et andet gavekort. Mine beregninger siger, at der også godt kan blive et halvt Legoland på den konto. Vi må finde så fælles fodslag omkring, om nogle skal blive udenfor, eller det bare er uden turpas og bespisning. Der ligger også to ophold på Small Danish Hotels. Eller et, hvis vi vælger luksusudgaven. Men det gør jeg nu aldrig, for jeg vil hellere have tid end wellness. Så er der frokosten på Gram Slot og den middag, jeg har haft til gode siden sidste sommer. Der er også nogle ældgamle penge for salg af nogle ting, der skal deles med andre i familien. De har stået på min konto så længe, at jeg sagtens kan bilde mig ind, de er blevet til mine egne, hvis jeg ikke lige sparker mig selv. Der er også turen til New York, som var min gave til mandens runde og stærkt coronerede fødselsdag for snart længe siden. Og hele familien, der skal til et eller andet sted med børnepools og solskinsvejr en uge, når verden engang bliver berejselig, og man kan regne med, at flyverne flyver både ud og hjem uden UMs indblanding.

Oven i det er der alle de misrøgtede fester. De ikke-eksisterende fejringer, som nu, i en slags efterkravskatalog, hober sig op i næsten uoverskuelig massevis. 2020 var, tilfældigvis, et ualmindeligt rundt år i vores familie. Og der var børnefødsler, der aldrig afstedkom dåb eller navngivningsfester. Hos venner og bekendte ligger der også et pænt overskud af negligerede mærkedage, som bare råber efter en form for renæssance. Flere af dem har vi allerede været inviteret til, selv om det i ingen tilfælde har afstedkommet en konkret fejring. 2020 var aflysningernes år, og indtil videre har 2021 da været ualmindelig effektiv til at gå i de samme fodspor.

Man kan jo blive helt forpustet af at tænke på alt det, man skal igennem sådan oplevelses- og fejringsmæssigt, når det engang er muligt at glæde sig sammen over noget som helst.

På den lange bane glæder jeg mig selvfølgelig vildt til alt det, jeg skal, når jeg må. Jeg kunne måske bare have ønsket mig, at det var lidt mere humant fordelt, så jeg ikke skulle have glædesopspare i så overvældende lang tid. Men hvis det nu er sådan– og det tror og håber jeg, det er–at jeg og min familie ikke er de eneste, der skubber en mangfoldighed af oplevelser foran sig mod en udfriende deadline, så er det jo fantastisk for netop de industrier, der har gennemgået den allerstrengeste og og allermindst kompenserede nedlukning. Så skal vi ud og boltre os i tusindvis i samtlige dyreparker og Lego-legelande. Vi skal amokrende landets små hoteller og grovæde os gennem oceaner af kulinariske oplevelser. Vi skal rejse til alle dem, der har lidt nød, fordi vi ikke kom og samtidig genfinde evnen til simpel ubekymrethed og ubetinget glæde. Og så skal vi feste. På baghånd kaste os ud i overdådige fejringer–ikke bare af oversete fødselarer og andre mærkedage–men af livet, som vi havde glemt, at det også kunne være.

Man bliver jo helt forpustet ved tanken. Bare at det hele indledelsesvist indebærer, at man skal åbne sit klædeskab og gense andet end de tre par slidte bukser og to trofaste sweatre, der har båret en gennem det sidste år. Måske endda opleve at tage en BH på!

Afslutningsvis slår det mig pludselig, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor mit pas er. Men jeg kunne da, som en begyndelse, prøve at lokalisere det, så jeg er helt og fuldstændigt klar. Til at blive noget så forunderligt forpustet!

Continue Reading
1 2 3 23