Om ferie og forventningsafstemninger.

Efter næsten to år og temmelig mange rejser med min lille rejseklub, tror jeg endelig, jeg omsider har fundet ud af, at ferie og forventninger til ferie ikke er de samme for alle mennesker. Det har jeg nok, på et eller andet plan, gået og troet, og talrige ferier med min familie har da heller ikke rokket ved den formodning. Vi vil jo, jævnt hen, det samme. Og vi er forbandet gode til at gå.

Når jeg planlægger en rejse til et sted, jeg kender og elsker ( og dem er der efterhånden rigtigt mange af!), så er det helt indiskutabelt for mig, at de medrejsende på de få dage, de har til rådighed, skal nå at se så meget som overhovedet muligt. Faktisk føler jeg nogle gange, jeg snyder dem, hvis jeg ligesom ikke får alt det vigtige med. Som om der går et skår af deres ferie–eller måske i virkeligheden af mig!–hvis jeg ikke er ansvarlig for, at det givne sted er set seriøst, inderligt og i alle kroge og hjørner. Dette skyldes såvel den gode, gamle glæde ved at dele noget, som står ens eget hjerte så ualmindeligt nært, men også at ferie for mig er oplevelser. Både gentagelser af forgangne ferier, men også nye. Hvis en by har fået en ny park, bygning, vej–eller måske bare forretning, så MÅ jeg da se det. Måske skal der her også tilføjes: Ferie for mig er nysgerrighed.

Så når jeg laver programmer, er de tætpakkede med oplevelser. Folk skal jo for S… have noget for deres penge og føle, at de har set feriestedet grundigt efter i sømmene samt ikke snydes for et eneste af de steder, der står mit hjerte så nært, og som jeg bare brænder så vildt meget for at dele. Sådan ER ferie for mig, og jeg har faktisk først for ganske nyligt måttet erkende, at det er det så ikke for alle.

For jeg oplever tit, at nok har et givet steds hovedseværdigheder en hvis form for prioritet, men det er mindst lige så vigtigt at slappe af, drikke kaffe og slentre rundt. Det overgik længe min fatteevne, at det tilsyneladende var vigtigere at drikke meget lang kaffe end at se den vildt spændende ting, der var lige om hjørnet. På det reagerede jeg med først at blive ret ked af det, for jeg VILLE jo så gerne vise det frem, dernæst at få lidt ondt af de, der bare gik glip af en sådan herlighed, og til sidst ved at blive lidt tøsefornærmet over denne, i mine øjne, totale mangel på påskønnelse af verdens vidunderligheder.

Jeg kan, belært af erfaring, sagtens se, hvad der går galt her. Det er jo mig, der står med nogle forventninger og andre, der har nogle helt andre. Hvis man skal nå alt det, jeg elsker og gerne vil vise frem, skal man have det lange ben forrest, og der er ikke så meget tid til at drikke kaffe. Hvis man derimod gerne vil slappe af, drikke kaffe og gå i slentretempo, så må jeg lære at affinde mig med, at det måske ikke er alt det, der er så væsentligt for mig, der har fuldstændigt samme prioritet for andre.

Jeg må simpelthen indse, at min definition på ferie ikke er totalitær. At det bare ikke er sådan for alle. Og allermest: At der kan være andre og fuldtud lige så gyldige, gode og seriøse bud på, hvordan man holder ferie. Når jeg bliver utålmodig, skyldes det jo, at jeg synes, vi bruger tid på ting, som ikke er essentielle for at se netop det sted og for min glæde ved at vise frem. Når andre synes, vi ræser afsted, skyldes det jo, at at der er andre ting, de prioriterer højere. Andre værdier, der for dem er indbegrebet af ferie. Så selv om jeg synes, at man SKAL have set XXX for at have været i XXX by, så behøver det jo overhovedet ikke at forholde sig sådan. For andre end mig!

Desværre kan jeg ikke “bare” geare ned. Det ville gøre alt for ondt på mig og jeg ville føle, at jeg anvendte god tid på ting, der burde have været erstattet med andre. Men jeg må tage en alvorlig snak med mig selv om, at ferie er et begreb med utallige definitioner, hvoraf min absolut ikke er den eneste sande og endegyldige. Jeg må lægge kaffepauser strategisk på steder, hvor jeg ( og andre) så i mellemtiden kan rende hen på en god seværdighed, slutte dagsprogrammerne så tidligt, at der er tid til de, der gerne vil se endnu mere på egen hånd samt, aller-aller-allermest lære at holde op med at blive ked af og tøsefornærmet over, at ikke alle brænder lige så meget som jeg selv for at vise, se og gense alle de steder, jeg elsker.

Det er akkurat som at være lærer. Sådan en, der glæder sig som et lille barn, hver gang der står Shakespeare eller Herman Bang på programmet i timerne. Der må man også lære, at det ikke er alle, der synes, det er genialt. Og at det er der så absolut ikke det fjerneste i vejen med at synes!

Men når tingene så går op i en højere enhed, som de netop på den mest afslappende, dejlige og givende måde gjorde, da jeg var i Rom med et fantastisk hold i sidste uge, ja, så er der noget ved at holde ferie. Og man får mindst lige så meget tilbage, som man har investeret, for glæden ved, at andre tydeligt både påskønner og forundres over de samme ting, som man selv elsker, er næsten den allerstørste, der findes. Det er lige præcis det, der får en til at blive ved……

Continue Reading

Mads og monopolet.

Den her er altså under bæltestedet, og jeg tror ikke Mads Steffensen overhovedet lige overvejede, hvad  han sagde, men jeg, der sad i min bil, var næsten ved at køre i grøften af indestængt grin i går formiddags…..

Dilemmaet var, at en mand på 15. år og 3 børn var gift med samme smukke kone, som ikke blot var smuk udvendig, men også klog, empatisk, intelligent og vel noget nær en topscoring. Det var han så ikke selv! Når han f.eks. postede ting på FB, fik han altid kommentarer, der slet skjult indikerede noget i retning af, at det da var fantastisk, at sådan en lille grim gnom i den grad kunne overscore. Og hvad skulle han gøre, når han indirekte hele tiden fik stukket i hovedet, at han var fæl og grim og slet ikke fortjente skønheden ved sin side?

Så er det Mads Steffensen uskyldigt kaster den ud i rummet ” Og er der nogen i monopolet, der måske kan genkende noget af det og har en kommentar? Hvad siger du f.eks. Simon Emil Ammitzbøll?

Jeg tror slet ikke, jeg fattede at lytte efter svaret af bare grin…….. Og det var meget lidt pænt af mig!

Continue Reading

Lys over land.

Jeg synes, det er smukt, når folk sætter lys i deres træer her ved juletid. Det er hyggeligt og giver en form for liv i en ellers mørk tid.

Jeg elsker at gå gennem mit kvarter, eller måske endda midtbyen, efter mørkets frembrud og bare nyde alle de flotte lys. Jeg bliver glad, når jeg ser dem, og for mig river de ligesom mørket itu. Får mig til at glemme, hvor mørkt det hele i virkeligheden er.

Da mine børn var mindre, var det primært noget, vi gjorde for at glæde børnene. Sagde vi i alt fald. Jeg tror nu fuldt og fast på, det glæder de voksne mindst lige så meget. Der er  sket et skift siden den tid, så lys i træer og buske nu nærmest er et must for alle, og man ude på villavejene undrer sig lidt, hvis nogen ikke lige har fået oplyst et stykke vegetation.

Heldigvis er de fleste lyskæder smagfulde og slynger sig veldesignet omkring deres respektive træer. Samt lader være med at blinke! Jeg husker endnu en december, hvor min far af vanvare var kommet til at købe en lyskæde med indlagt blink. Den stakkels mand blev på det nærmeste lynchet af resten af familien, og selv om han havde brugt ret lang tid på at sætte lysmonstret fast i træet, måtte han med det samme bruge akkurat lige så lang tid på at demontere det. Ellers var det aldrig blevet jul i det lille hjem det år.

For når vi nu har så stort et udbud i diskrete og pæne lyskæder, hvorfor skal nogle så gå amok i farveorgier, blink, håbløst designede rensdyr og nissemænd fra helvede? Forstå det dog: Det er IKKE pænt, det er lysforurening, dårlig smag og en visuel katastrofe. Det er en forstyrrelse af den generelle julefred og sikkert også en sikker måde på at blive upopulær i det meste af kvarteret.

Netop på lyskædeparametret er less lig med more. Når man stiller sin udendørs julepynt til tvungen anskuelse for hele kvarterer, så er man simpelthen nødt til at tage hensyn. Ikke til sin egen blinkende, overdådige smag, men til alle de andre, der også færdes på gader og veje, og som nyder det stille, fine, ublinkende lys på et smukt træ.

Hvis man endelig har en ustyrlig og akut trang til at omgive sig med blinkende lygter, usmagelige, nordskandinaviske efterligningsdyr og overvægtige nissemænd i katastrofedesign, så bør man, af hensyn til alle naboer og forbipasserende, holde sin mareridtsopstilling indendøre og venligst huske at trække alle gardiner forsvarligt for.

Så kan vi andre nemlig nyde alle de smukke lys, som slynger sig om træer og buske og lyser de mørke dage op på en dejlig måde.

Continue Reading

Anskuelighedsundervisning.

Manden pakker bilen til årets sidste hjemrejse fra sommerhus, mens jeg støvsuger og bevidst lukker dørene til alle de rum, jeg har været i. Sådan for ligesom at markere overfor mig selv, at det er blevet vinter i dem, og at de må vente til næste forår med at se mig igen.

På et tidspunkt mangler hunden. Fuldstændigt. Han er som sunket i jorden, for manden troede jo, han var hos mig, og jeg troede jo, han gik i vejen for bilpakningen. Fozzie er ikke verdensrekordindehaver af hundefantasi, så det allermest logiske er at gå ned til vandet og se, om han, som han plejer, når han er på selvvalgt udgang, går i græsser i vandkanten, mens han forgæves prøver at skræmme et par fuldstændigt cool vadefugle.

Det gør han så ikke. Stranden er gabende hundetom. Derfor må der yderlige ammunition til, så lommerne fyldes med hundebom, og stemmen går ind i et syngende omkvædet med hans navn på højfrekvens. Ingen hund. Ikke engang et sølle poteaftryk.

Det er så der, panikken begynder at indfinde sig. Ikke blot skal vi nå en fodboldkamp (nå, nej, ikke lige MIG!), men dyret er totalt trafikimbecil og har han vovet sig i den forkerte retning, kan han meget vel ligge absolut afdød i vejkanten ude på den ret befærdede landevej. Bilen bliver inddraget i afsøgningen, og jeg overfalder og antaster alle, jeg møder på min vej. Altså frem og tilbage fra stranden og langs den rute, han nok mest plejer at gå. Ingen, absolut ingen har set en vildfaren Retriever. Hvilket er en smule påfaldende, da Fozzie sjældent er vildfaren ret længe. Han mænger sig nemlig ved enhver given lejlighed med enhver passerende hund eller sammes menneske.

Så inde i mit hoved ligger han selvfølgelig enten død derude ved landevejen, eller også er han i sin snuseiver kommet så langt væk, at han ikke aner, hvor han er, eller hvordan han skal finde hjem. Det er så nu, millioner af tanker går gennem mit hoved, mens tårerne sådan helt impulsivt sprøjter ud til alle sider. Kan man tillade sig at tage hjem fra sommerhus, hvis ens hund går for lud og koldt vand og bræger af ensomhed deroppe? Hvordan i alverden får man forklaret børnene, at bare fordi vi voksne var uopmærksomme 3 sekunder, så ligger deres yndlingshund stendød ude på landevejen? Eller mon han fryser? Er tørstig? Har brækket et ben (så var det næsten bedre, han var helt igennem død!)? Har nogen taget ham? Eller sidder han et sted og hundetuder og venter på sine forældre, der skal finde ham? Kan vi overhovedet undvære ham? Er vi ikke verdens mest forfærdelige hundeejere, når det sådan nærmest er vores helt personlige skyld, at en hund på ikke engang 4 år kommer af dage eller skal sulte sig selv ihjel de næste 10 dage ( eller hvor længe det nu varer for en lettere overvægtig Retriever at dø af sult)?

Sagt på en anden måde var de 2 timer, dyret var komplet udraderet fra jordens overflade både nogle af de værste i mit liv (nå, ja, måske VAR det trods alt lidt værre, da yngstesønnen midlertidigt forsvandt efter en festival, men alligevel!), men også den allermest strålende anskuelighedsundervisning i, hvor meget jeg holder af det tåbelige dyr.

—-Som jeg selvfølgelig havde fået lukket inde i det afstøvsugede soveværelse, hvor tumpen overhovedet ikke gad give lyd fra sig, selv om samtlige hans familiemedlemmer galpede som gale udenfor og nok har brølet “Hundebom” omkring en million gange med mere og mere grådkvalte stemmer!

Bagefter er det jo sådan set derfor hans egen skyld, at han ikke fik gået sin yndlingstur 6-7 gange sammen med mig i panik….. Men han fik en knuser og lidt tårevædet hundebom.

 

Continue Reading

Om at være et geni.

Jeg er intet mindre end et geni! Næsten dagligt (hvis jeg er HELT hudløst ærlig!) bliver jeg på skrift mindet om det, og jeg må sige, at jeg labber det i mig med den største glæde og en smule selvfølgelighed. For i det fleste tilfælde ved jeg det jo godt. Jeg skal bare lige have det at vide igen og sole mig lidt i det.

Normalt er jeg altså ikke sådan en, der deltager i stupide quizzer på Facebook.Overhovedet ikke! Det er kun alle de andre, som virkelig ikke har andet fornuftigt at tage sig til, som gider spilde kostbar tid på den slags ubrugeligt pjat. JEG deltager kun, når jeg med al tydelighed kan se, at det første spørgsmål er så let, at man burde skamme sig, hvis man ikke vidste det. Og når jeg så er gået i gang, og det da bare kører derudaf, kan jeg jo lige så godt gøre idiotien færdig. Det er så her, jeg får det på skrift, at jeg er et geni.

Problemet er så bare, at når man nu føler sig alt for fornuftig til overhovedet at deltage i den slags pjat, så er det jo lidt svært at offentliggøre, at man rent faktisk er et geni. Altså at publicere resultatet af en quiz, man ikke kunne drømme om at deltage i. Det ville jo svare til at indrømme, at man alligevel var så dum, at man deltog.

Så det der med at være et geni, det må jeg så holde lidt for mig selv. For jeg må vel vælge mellem, om jeg vil råbe det ud og samtidigt indrømme, at jeg faktisk i sjældne tilfælde (virkelig, virkelig MEGET sjældne!) kaster mig over åndsvage, tidrøvende quizzer på Facebook, eller om jeg bare vil forbigå det i tavshed ( og selv selvfølgelig godt vide det!) og behændigt undgå, at nogen som helst mistænker mig for at falde for den slags tåbelige idioti!

Nu skal det så også siges, at jeg vælger mine quizzer med omhu. Der er ligesom nogle, der bliver sorteret fra, fordi de trods alt er for lavpandede. Som nu den forleden med at gætte logoer og kølerfigurer på bilmærker. Hvem i alverden gider dog spilde tid på sådan noget pjat? Modigt, og meget uengageret, kastede jeg mig dog ud i det, men da jeg ved spørgsmål 7 stadig ikke havde ramt noget som helst i kølerhøjde, blev jeg enig med mig selv om, at udelukkende imbeciler gad bruge tid på den slags. Der er ikke nogen, der skal bilde mig ind, at de med rette kan kalde sig et geni, bare fordi de kan skelne mellem nogle skide bilmærker. Nej, rigtige genier ( altså sådan nogle som mig!) ved nogle helt, helt andre og meget mere anvendelige ting–så som f.eks. hvad det mest brugte efternavn i Vietnam er!

Så selv om jeg selvfølgelig er alt for beskeden til at skilte med det, så ER jeg altså et geni. Det står selv på Facebook. Hver gang jeg er blevet lokket til at deltage i en af de der tåbelige quizzer, som jeg overhovedet ikke kunne drømme om at spilde min tid på!

Continue Reading

Lidt brugerinfo med penge i!

Så er vi nået til den tid på året, hvor der sagtens kan være penge i at tjekke sin gamle, gerne nedarvede, julepynt. Altså den, der har stået på loftet i årevis, uden at have fået lov til at være fremme, fordi man (fejlagtigt!) har troet, den var grim, gammel og værdiløs. Der kan nemlig sagtens være små perler imellem, og sådanne kan jo f.eks. omsættes til nye julegaver–eller alt det, der måske var rarere at eje end en kasse gammelt julepynt. Så bare kom i gang–det er i alt fald det, jeg skal bruge noget af dagen på!

Billedet viser motiver af Nina Langebæk, og hun er populær. Hun kan som regel kendes på englene, den blå farve og initialerne NL i et hjørne. Endnu mere populær er Preben Jangaard, og har man f.eks. en gammel julekalender af ham, er der lidt mere end en middag for to hjemme. ALT af Jansgaard bliver revet væk, for her er der virkelig tale om samlere. Bare google, så er det tydeligt, hvordan det ser ud.

En anden meget populær serie er Betlehem fra Sødahl. Det skal helst være i hessianversionen, men er det almindeligt stof, kan det også sagtens sælges. Er man så heldig at have stellet Betlehem, så er det da bare lige lykken, hvis det kan skippes af, da en enkelt spisetallerken godt kan indbringe 100-150 alene. I det hele taget er vintage Sødahl absolut ikke til salg ret længe, og med vintage mener jeg fra før ca. 1980. I øvrigt findes der vel næppe et hjem for folk på min alder, der ikke har en rimeligt god beholdning af Sødahl fra dengang!

Hessian er i øvrigt meget salgbart. Altså det fra 70-erne i de orange og klare farver. Brun er lidt mindre populær. Firmaet Inka har en del basunengle, der er noget salg i, men selvfølgelig er Sødahls ditto noget mere afsættelige.

I det hele taget er gamle juleduge et scoop. Også dem fra Daehls Varehus, der i sin tid kun kostede en smule mere end portoen. Men ligger man inde med en stor, velholdt Betlehem dug ( her stof), så er der gode julegaver til resten af familien i vente.

Og så er der de gamle, hjemmebroderede julekalendere/pakkekalendere. Markedet støvsuges for tiden af hipstermødre, der er gået i nostalgisk mode og gerne vil have afkommets jul til at passe til alt teaktræet. En god, velbroderet kalender kan sagtens gå for 200-250. Selvfølgelig kun hvis køber bor på Vesterbro, Nørrebro eller lige er flyttet til Sydhavnen eller NV!

Endelig er det også værd lige at gennemgå de gamle julekugler og andet juletræspynt fra før ca. 1970. Gamle julekugler i flot stand kan godt trække en 50-er stk., og har man flere af samme model, betyder det jo en væsentlig prisforøgning.

Så måske ligger der en skjult middag for hele familien deroppe på loftet i de kasser, der bare skulle have været smidt ud. Eller en forkælelsesdag til en selv, fordi man tog sig sammen og fik gennemgået lortet for salgbarhed.

Bedste sted for salg af gamle julesager er DBA. Og er nogen i tvivl om værdi eller salgbarhed, så er I da meget velkomne til at spørge. Men husk ALTID et billede, ellers er det umuligt at tage stilling til.

–Og glem Etly Klarborg og Trip Trap. Det sælges man kun–og med tab!–hvis man virkelig ikke ønsker at se det indefor sine døre mere.

God arbejdslyst!

Continue Reading

Om at spille spil.

Jeg går ud fra, de fleste familier har en form for yndlings-være-sammen-måde. En form for tidsfordriv, som gennem årene–og især i julen og under halvlange ferier–bliver nærmest ikonisk og helt af sig selv optræder på programmet for, hvordan ens familie nu engang er sammen. Jeg går også ud fra, at disse være-sammen-sysler er særdeles forskellige fra familie til familie.

I min familie er vi ikke specielt sporty. De fleste af os ville hellere spise sure citroner end at divertere den sammenbragte med fysiske udfoldelser eller en fælles Ironman efter frokosten. Vi er heller ikke specielt praktiske. Vi kaster os ikke ud i fælles garagebyggeri eller omlægning af forhaven, når vi er sammen. Og det kunstneriske holder vi sådan lidt på det individuelle plan. I alt fald skaber vi ikke store værker sammen eller afholder konkurrencer i servietfoldning efter familiemiddagen.

I stedet spiller vi spil. Gerne–og faktisk kun–vidensspil. De fleste af os går nemlig til daglig rundt og er ret så imponerede over vores egen, kolossale viden indenfor sådan lidt afgrænsede nicher, og det er jo, desværre, ikke den slags ting, man uopfordret praler med rundt omkring på arbejdspladser og i nabolag. Det holder man gerne indenfor familien. Til gengæld kan man så glæde sig til grundigt at kanøfle afkommet og vise dem, hvem der til stadighed er den klogeste! Det afkom, som givetvis har det på samme måde. Bare med omvendt fortegn.

Vi kan godt lide spil, der giver point for paratviden. Det er nemlig noget så dejligt konkret at kunne blære sig af et korrekt svar på noget, der bare ikke kan diskuteres. Derfor er det af uhyre væsentlighed, hvem man kommer på hold med. F.eks. synes jeg jo nok, at sport er sådan en opreklameret og i virkeligheden temmelig overflødig kategori, men når den nu skal med, er jeg ligesom nødt til at lure på, hvem der er af en anden mening. Ligesom al den naturvidenskab. Den slags er jeg nødt til at have folk til, men så er jeg altså også ret stærk og leveringsdygtig indenfor kunst, litteratur, historie og geografi i de nærmestliggende nærområder.

Når vi spiller spil, er det organiseret kaos. Det gælder ikke så meget om at vinde, som det gælder om at slå de andre oven i hovedet med deres manglende viden–eller ens eget storslåede videnskatalog. F.eks. skal man gerne oplæse spørgsmål, som man selvfølgelig selv kender svarene på, på en særdeles ironisk, nærmest hånlig måde, når man er absolut sikker på, at det gør det svarende hold ikke. Gerne ledsaget af kommentarer om, at her kommer dagens babyspørgsmål. Og får et konkurrerende hold et fuldstændigt forrykt let spørgsmål, som enhver vel kender svaret på, må man prøve at nedgøre det så meget, at de næsten bliver flove over at svare rigtigt. Derudover er det selvfølgelig et stort højdepunkt og en personlig sejr, når et hold ikke kan svare på et VIRKELIG svært spørgsmål, som selvfølgelig er noget i retning af piece of cake for en selv. Så skal man hviske halvhøjt og bedrevidende til sit eget hold og pege lidt af imbecilerne.

Det meste af tiden, når vi spiller, diskuterer vi regler. For vi har nemlig lige så mange sæt regler som antallet af spillere. Regler er absolut til for at kunne bøjes, og den slags sker udelukkende til egen fordel. Hvis man ved, at modparten kan svare på spørgsmålet, kan man jo altid hævde, at det har været stillet før, ligesom man kan gå vildt op i, at svarkortets ordlyd følges til punkt og prikke. Nogle gange er det også legalt at flytte i begge retninger i Trivial, mens der kan opstå akutte situationer, hvor det er nødvendigt at nedlægge personligt veto mod det samme. Hvor mange gange en Bezzerwizzerbrik kan kastes, er et personligt skøn, og hvis ingen andre opdager ens måske en smule overdrevne brug af en sådan, kan man jo bare blive ved. Det sidste sker dog sjældent, for vi vogter virkelig, virkelig nidkært på alle hinandens manøvrer. Ydermere kan svartid forkortes og forlænges–især når det svarende hold formodes kun at have nogle få omveje tilbage, før de når til det, man selvfølgelig selv udmærket har vidst hele tiden. Og når et hold er lige ved at vinde endeligt, kan man jo også påstå, at selve svaret på kortet er helt hen i vejret og totalt forkert. Spilkonstuktører er vel også bare mennesker og tager fejl som alle andre.

Så vi diskuterer mere, end vi spiller. Hvis udenforstående iagttog vores vidensslag, ville vedkommende nok anslå, at et ultimativt familieopgør, som nok kun kunne klinkes igen af hende psykologen inde i TV efter et tiår eller mere, var i gang. Det er så heldigvis ikke tilfældet. Som regel bærer vi kun nag ½ times tid eller indtil næste spil….. Men nogle gange kan vi da godt lige vende tilbage til dengang “du virkelig ikke kunne svare på det der babyspørgsmål”. Gerne, når vi selv er lidt trængt.

Underligt nok kan vi, de få gange om året, vi alle er sammen, næste ikke vente på at gå i gang med at rive hovederne af hinanden på brættet. Jeg er sikker på, en psykolog kunne få overordentligt meget ud af såvel samspil som konstellationer og det ikke altid lige høviske ordvalg. Og jeg tænker nogle gange på, om familier, der omarrangerer forhaver, indgår i lige så mange højrøstede diskussioner. Det gør de såmænd nok.

For det er jo en fantastisk måde at være sammen på. Det er en gen-etablering og meget ofte ny-definering af de altid foranderlige roller i en familie, en masse fælles grin, legalt råberi af hinanden—samt en fantastisk understregning af, at man er SAMMEN om noget. Man er simpelthen en familie….

Og så er der jo spørgsmål og svar, der går over i familiehistorien. Nogle gange de, der var så idiotiske og helt hen i vejret, at de bare MÅ mindes. Andre gange fordi de nærmest var skræddersyede til den/de, der fik dem. Som nu i lørdags, hvor min gruppe måtte svare på: “Hvad hedder den britiske taskeproducent, der har et morbærtræ som logo?”

Det vidste jeg godt!

 

Continue Reading

Lidt statistik.

I anledning af den nært forestående fejring af et jubilæum på min gamle arbejdsplads, tillader jeg mig at komme med følgende statistik. Tallene er baseret på årene 1984-2016 og har som udgangspunkt et anslået tal på medarbejdere på ca. 300-350 fordelt over alle årene.

Af dem har 3 begået selvmord (gift, udstødningsgas og springe ud foran tog).

Omkring 50 (lavt sat!) har i kortere eller længere perioder været sygemeldte med stressrelaterede sygdomme. Nogle så alvorligt, at de aldrig er kommet tilbage til arbejdsmarkedet. I en enkelt faggruppe har over 60% gennem perioden været sygemeldte med stress og stressrelaterede sygdomme.

6 er døde af kræft i en alt for ung alder.

20-30 (lavt sat!) har fundet arbejde indenfor andre brancher.

3 er blevet fyret for alkoholmisbrug, mens er ukendt antal har massive misbrugsproblemer. Arbejdspladsen tilbyder hverken psykologhjælp eller økonomisk hjælp til behandling.

Jeg har absolut ingen anelse om, om disse tal er “normale” eller gennemsnitlige. Men personligt synes jeg, de er skræmmende!

Continue Reading

Om at vide noget.

Da jeg var lærer, var det rent fagligt suverænt mig, der lå i spidsen. Altså vidste mest. Jeg var den stærkeste i stærke verber, i forholdsordenes placering i forhold til den kasse, som alle forholdsord nu engang forholder sig til, i væsentlige perioder i engelsktalende landes historie, i kæmpeområder af samme landes litteratur samt alt det forefaldende, som vi stødte over. Før Google var jeg også den, der uden sammenligning havde de bedste opslagsværker.

Det var nu lidt rart. I alt fald for selvtilliden.

Som guide er jeg stadig den, der er gruppens verdensmester i engelsksproget litteratur. Hvis jeg kunne køre Irland rundt og udelukkende drysse forfatternavne, fødesteder, gravstene, største værker–krydret med min egen grænseløse betagelse af samme–ud over tilhørerskaren (som vel at mærke ikke har en levende chance for at undslippe, så længe de er fanget i en kørende bus!), så ville det da være enormt behageligt. Som afveksling kunne vi endda sagtens ordne forskellen på tillægsord og biord mellem to mindre provinsbyer.

Men der er godt nok meget, jeg ikke ved! Eller rettere: Der er rene oceaner af viden, som jeg først nu opdager, at jeg ikke har. Vel at mærke viden, jeg aldrig sådan rigtigt har spekuleret på, at jeg overhovedet burde have. Som jeg, desværre, aldrig sådan lige ellers har stået og manglet. I mine klasselokaler har vi sjældent beskæftiget os indgående med stenarter, flora og fauna, fugletræk, affaldssortering, jordbundsforhold, mærkning af får og invasive plantearter. For bare at nævne nogle få af de områder, som jeg desværre må indrømme er ren nyopdyrkelse for mig i min høje alder.

Som guide forventes man at være ekspert på alle områder. Sådan en slags lærer, der suverænt og uhindret kan undervise i alle fag. Eller et omvandrende opslagsværk over udenlandske besynderligheder. Det er jo absolut ingen hemmelighed, at jeg er humanist og dyrker fagene inden for det område, så alle de der planter, dyr og sten har virkelig været en udfordring. Der er umådeligt mange sten i Irland, sådan nærmest til overforskammet overflod, og nogle af dem opfører sig underligt, eroderer og laver andre krumspring, så det altså bare slet ikke er nok at have styr på dem i deres oprindelige form. Man skal Gudhjælpemig også vide, hvad de kan finde på at udvikle sig hen imod og væk fra. Der er også planter, vi ikke har herhjemme, og det skyldes så jordbundsforhold, som vi så heller ikke har. Det sidste gør, at alle rododendrons får samme farve, og den er sgu` svær at forsvare, når de ikke er i blomst og umiddelbart synlige.  Og hvis vædderen parrer sig med fåret, får hun en anden farve. Ligesom man ikke fanger muslinger, men høster dem. Hvis nogen skulle være i tvivl!

Der er absolut ingen smalle steder, hvad angår de spørgsmål jeg får. Folk har tilsyneladende utroligt forskelligrettede interesser, og jeg har virkelig haft mange eksperter indenfor ting, der for mig lidt ligner nicher, ombord på mine busser. Men for dem er det selvfølgelig selve det, livet drejer sig om og mange gange selve grunden til, de lige ville tjekke deres egen lille niche ud i udlandet. Generelt er de fleste uhyre venlige og overbærende forstående overfor, at jeg ikke lige er up-to-date på affaldssortering i landområder og placeringen af traktormuseer i det vestlige Irland. Men da jeg jo stadigvæk er den, jeg er, og vant til at VIDE, irriterer det mig da lidt, at jeg ikke er helt med på udbuddet. Heldigvis er flere af de absolutte specialister så uhyre venlige, at de bagefter sender mig lange, informative mails om netop deres spidskompetence. Således har jeg fået 2½ tætskrevne A-4 sider om irske stenformationer, en mindre skrivelse om fårehold og fåreproduktion, brochurer om uldvævning samt en længere udredning om irske fuglearter pr. mail. Og undervejs belæres jeg også gerne om ting, jeg ikke lige er verdensmester i. F.eks ved jeg nu rigtigt meget om lyssiv og stråtækning.

Så jeg tænker tit med stor selvtilfredshed tilbage på dengang, det var mig, der altid vidste det hele. Eller i alt fald var tilstrækkeligt genial til altid at afværge at komme ind på de områder, hvor jeg var blank. Og så alligevel! For det er jo faktisk enormt inspirerende sådan hele tiden at blive bombarderet med udfordringer, man aldrig nogensinde havde set komme. Ja, faktisk slet ikke vidste fandtes! Det er en udvidelse af ens horisont, af en selv, af ens verden pludselig at smugkigge ind i store, nye områder af livet, som der bare aldrig har været plads til. Og blive klogere. Samt nogle gange, til ens forbavselse, opdage, at der ligger noget interessant og gemmer sig derinde eller derude.

Jeg bliver aldrig stennørd, fritidsbotaniker, amatørornitolog eller fåreholder i baghaven. Men jeg kan, NU, godt se, at der altså også er nogle værdier i netop de nicher. Det hele ligger ikke i litteraturen, selv om det altid vil være der, det mest værdifulde ligger for mig.

Der vil nemlig givetvis også være nogle, endda mange, der ikke sådan lige synes, det er vildt ophidsende at kende forskellen på “who” og “whom” i søvne. Eller bliver begejstrede over naturopfattelsen hos Shakespeare. De er nok sådan mere til sten, blomster, får, affald, gamle traktorer og jordbundsforhold. Til fælles har vi dog, at begejstringen er den samme.

Så jeg kan vist bare konkludere, at jeg fra at være den, der altid VIDSTE, er blevet den, der faktisk VED meget lidt. Det er sundt, tror jeg! For mig har det i alt fald været utroligt inspirerende at blive revet totalt ud af min comfortzone, og det vil det vel også være for andre. Hvis de tør.

Til gengæld kan jeg da lige fortælle, at Irland har hele 4 forskellige former for marmor, hvoraf den fineste er den elfenbensfarvede fra Connamara. Stik den!!

Continue Reading
1 2 3 6