Min far.

I dag er det 4 år siden, min far døde. Han blev 86. Han sagde selv, at han var dybt taknemmelig overfor livet, for det havde givet ham 85 gode år. Det 86-ende, hvor kræften sled ham op, kunne han godt have undværet.

I 2013 var 31. marts Påskedag. Det er en flot dag at dø. Ikke at min far på nogen måde var religiøs, den afdeling overlod han trygt til min mor. Han var i stedet en underligt kontrær pragmatiker, der trofast stemte konservativt hele sit liv. Basalt gik han ikke ind for monarkiet, men han var dybt imponeret af dronningen, fordi hun var så intelligent, vidende og kreativ. Han skyede enhver form for nepotistiske broderskaber og undslog sig for optagelse i alt fra Rotary til Y Men. Alligevel var han pavestolt, den dag han rejste til KBH for at modtage Ridderkorset, for det syntes han faktisk, han havde fortjent. Han var det mest gennemført usnobbede menneske, jeg har kendt. Hans gunst kunne udelukkende vindes ved indsats.

Min far var på mange måder så tidstypisk, at han kunne stå model til indbegrebet af MANDEN fra 1927. I min barndom var han den fraværende fader, der levede det meste af sit liv “på kontoret”, og lod min mor stå for alt indenfor hjem- og børneopdragelsesområdet. Hvis han blev kaldt til assistance, var det gerne, når afkommets unoder oversteg hendes umiddelbare evner. Han havde hele sit arbejdsliv i statens tjeneste og var embedsmand med stort E. Om morgenen, når han cyklede til rådhuset på sin politicykel, kunne skolebørnene stille uret efter ham og afveje, om de var i god eller mindre god tid–alt efter hvor de mødte ham på ruten. Han tog sin opgave som overvåger af kommunens financer dybt seriøst og siges talrige gange at have sendt yngstemand afsted på cykel med kommunale breve til indbyggere, da det var billigere end at ofre frimærkerne. Ydermere gik han ind for at genbruge–især kuverter–så det meste af samme kommunes regnskab blev oftest nedfældet i hånden på bagsiden af brugte, opsprættede konvolutter.

Da han gik på pension, gik det meste af embedsmanden også. Eller cyklede. Han blev nærværende i vores liv og en tilstedeværende morfar. Han fik også tid til at dyrke alle sine mangeartede interesser, især (lokal)historie, danske godser og herregårde, navigation, topografi, litteratur, whisky, rødvin og alle de små opdagelsesrejser, han gerne foretog ned ad alle de små veje, som han bare måtte vide, hvor endte. Samtidig fornægtede hans kommunale baggrund sig ikke, for aktiekurser, diverse indkøb og andre små, for ham væsentlige, detaljer, blev stadig møjsommeligt noteret på bagsiden af brugte kuverter. Han havde nemlig taget en hel stak med fra rådhuset!

Da han blev syg, samlede jeg nogle feriefridage sammen, så jeg kunne køre ham til kemo en måneds tid. En tur på 45 kilometer hver vej. Troede jeg. Men sådan blev det ikke, for hvis jeg havde en ide om, at vi blot skulle fra A til B, så tog jeg fejl. Når han nu var udstyret med chauffør og givetvis selv havde en klar ide om, at livet var ved at rinde ud, så skulle vi se det hele. Alle hans små markveje, store og mellemstore godser, underlige, gemte genveje og små landsbyer, hvor vi var nødt til at vende for at kunne komme tilbage. Og hans viden om det hele var jo formidabel og betragtelig. Jeg kan vel nærmest anse mig selv som semi-ekspert i Ålborgegnen, dens historie og topografi gennem adskillige år.

Nogle gange, når vi kørte, var vi også bare helt tavse. Det var næsten de allerbedste ture. Aldrig har jeg været så tæt på min far. Og aldrig, før da, har jeg kendt ham så godt og virkelig indset, hvor meget vi to egentlig havde til fælles. For selv om jeg er et mega-rodehoved med uoverskueligt rod i mange ting, så havde vi så uendeligt mange punkter, hvor vores fælles interesser supplerede hinanden. Gik op i en højere enhed. I bagklogskabens klare skær kan jeg også se, at det var der, jeg tog afsked med min far. Men det var nok kun ham, der dengang vidste det.

Jeg savner ham ikke hver dag. Selvfølgelig ikke, for livet går videre. Men jeg savner ham akut i mange situationer. Mest, når jeg skal spørge ham om noget, som jeg ved, han ville have vidst til perfektion. Typisk når jeg er i en fremmed by, passerer en for mig ukendt herregård eller ikke lige kan huske, hvordan lokalhistorien for et bestemt sted har formet sig.  Eller når jeg skal fortælle ham om en lille markvej, som jeg har været nede af og høre, om han kender den. For det ved jeg jo godt, at han gør. Han kørte og travede jo verden igennem på præcis samme måde, som jeg gør.

Og i dag er det så fire år siden, han kørte sin sidste tur. Hvor den så end gik hen, for han var da blevet slemt forbavset, hvis den var gået derhen, hvor min mor mener, den gik. Men hvis der er en himmel, så er jeg sikker på, han har fået den kortlagt. Bag på en gammel kuvert.

 

Continue Reading

Om lærere.

En gang imellem, på denne tid af året, tjekker jeg lige indstillinger til Politikens Undervisningspris for at se, om nogen, jeg kender, er indstillede. Jeg kender nemlig rigtigt mange, der fortjener prisen. Denne, den nok eneste pris, der overhovedet er til belønning indenfor lærergerningen. I betragtning af, hvor mange lærere der findes, burde der nok være adskillige flere. Især når man f.eks. sammenligner med skuespilleres hyppige og højlydte fejringer af sig selv. Hvis lærere skulle belønnes i samme udprægede grad, ville mindst en lærer skulle fejres om dagen……

Som sagt, jeg kender uendeligt mange eksempler på den gode lærer. Jeg har jo personligt arbejdet sammen med og ved siden af dem i 32 år. Og selv om dørene til klasseværelserne i alt fald på min skole generelt var lukkede, så vidste vi jo godt, hvor det hele fungerede og gik op i en højere enhed–og hvor det ikke gjorde.

Forleden læste jeg også en artikel om, at vi skal blive bedre til at sige fra overfor de dårlige lærere. For de findes. Tro mig, det gør de. Men ligesom i alle andre brancher er vi alt for dårlige til at erkende det højlydt. Vi snakker bedrevidende og lidt lavmælt om det i egne kredse, men så kommer Sorteper så heller ikke længere. Man er vel ikke usolidarisk! At der så sidder flere generationer af unge mennesker derude, som får et håbløst forhold–eller i værste fald intet forhold–til et absolut nødvendigt fag, det undgår vi tyst at forholde os til.

Da mine børn skulle starte på min egen skole–som grundprincip en dårlig ide, men der ER kun en i byen–snød jeg mig da til lige at tjekke lærernavne på deres fremtidige klasser. Og faktisk fik jeg også i et tilfælde med nogle særdeles snu manøvrer en lærer skubbet fra en klasse til en anden. Jeg kunne simpelthen ikke leve med, at mit barn skulle få et så forkvaklet forhold til mit yndlingsfag. At jeg så ved samme undergravende virksomhed udsatte 31 andre, uskyldige unge mennesker for noget, jeg ikke ville udsætte mit eget barn for–det så jeg vist relativt stort på. Fanden hytter sine egne, og i øvrigt har jeg aldrig deltaget i og været ansvarligt for ansættelser. Jeg havde også engang en kollega, som konsekvent krævede at undervise sine egne børn (som man som hovedregel ALDRIG gør) i sine egne fag. Så vidste han, at undervisningen var i orden. Det var måske at skyde en smule over målet, men måske var det samtidig en konkret visning af det, vi allesammen nok drømmer om inderst inde, hvis vi er helt og aldeles ærlige.

Det værste, man kan angribe en (gymnasie)lærer på, er vedkommendes faglighed. Og jeg vil til enhver tid stå på mål for, at når man underviser unge over 15 år, så er de absolut kvalificeret modne nok til omgående at spotte, om fagligheden hos en lærer er i orden. Hvis ikke, så mister de respekten. Så den ikke så gode lærer på det niveau er ofte den fagligt svage lærer–men samtidigt også læreren, der er så svær at sige noget til, fordi enhver indvending rammer lige der, hvor det gør aller-allermest ondt. Det er til dels derfor, vi lader være. Tror jeg.

Men det er samtidig derfor, vi skal have alle disse tusindvis af gode lærere frem i lyset til den årlige, eneste belønningsfest. Det skal understreges, hvad det er, de kan. Så det måske kan komme til at indebære en dialog om, hvad det rent faktisk er, man skal kunne. Kravene til pædagogiske metoder og undervisningsmæssige strategier forandrer sig hele tiden, MEN det gør den gode, gedigne faglighed altså ikke. Hvis man ikke er tilstrækkeligt inde i sit fag og kan det, kan man såmænd lave alskens pædagogiske krumspring, uden at det hjælper en hujende fis. Det kan de godt gennemskue, de der teenagere. På under et splitsekund. De kan også genkende den faglige nørd med den håbløse, ikke-eksisterende pædagogik. Sjovt nok lærer de faktisk alligevel en del af ham/hende…

Så jeg tjekker videre i årets indstillinger. Og håber, at de faglige fyrtårne, jeg kender, vil blive belønnet med skoleverdenens Bodil. Denne ene gang om året til en af landets største erhvervsgrupper.

 

Continue Reading

Min ven, fanatikeren.

Hvis nogen genkender en slet skjult oversættelse af en af de helt store klassikere indenfor gymnasielitteratur, skrevet af den fantastiske britiske forfatter, Hanif Kureishi i 1995 (bemærk årstal!), så er det fuldstændigt intenderet. Det er en tekst, som med alt for jævne mellemrum bliver aktuel. Ca. hver gang, der forekommer et terrorattentat, som IS meget belejligt og helt omkostningsfrit lige sørger for at tage “æren” for.

Dette indlæg handler IKKE om terror. Det handler om min ven M. Eller i alt fald om M, som jeg indtil for få år siden regnede som min ven. Lige nu ved jeg ikke, hvor han er.

Men først et kort resume af novellen om Parvez og Ali. Om taxachaufføren Parvez, som har opnået sin ultimative drøm–nemlig at komme til England fra Pakistan og give sin familie et bedre liv. Parvez er glad og taknemmelig og vælter sig i bacon, whisky, den sympatiske luder Betina samt sønnen Alis fremragende resultater i skolen, der nok med tiden skal gøre ham til revisor. Altså indtil Ali erkender, at ligegyldigt hvad han foretager sig, så vil han aldrig blive RIGTIGT britisk, og så kan han jo lige så godt lade være og helhjertet bekende sig til alt det, han umiddelbart og ubesværet kan blive. Nemlig fanatisk muslim. For fundamentalisme er, uanset karakteren af den, altid en ualmindeligt let udvej. Sat på spidsen kan enhver på få sekunder blive fundamentalist. Det kræver udelukkende, at man holder op med at tænke sig og blot adopterer allerede formulerede dogmer.

Min ven M var kommet hertil med familien fra et relativt berygtet land i Afrika. Der var mange søskende, og M var den ældste. Efter få år blev faderen udvist på livstid, efter sigende fordi han havde smuglet khat, men den historie viste sig at være en såkaldt alternativ sandhed. Så den psykisk udfordrede moder sad tilbage med et børnehav, heraf en med Downs syndrom. Hvert år rejste hun i øvrigt tilbage til hjemlandet og den udviste fader, som boede dernede med en ny kone–hvilket dog ikke afholdt hende fra sjældent at komme tommavet hjem.

Selvfølgelig udpegede ansvarsfulde M sig til familieoverhoved. Han vidste, at han måtte have en ordentlig uddannelse, at det var ham, der måtte passe på de lidt løstgående (efter hans normer) mindre søstre, og at han måtte indpasse sig i det danske samfund simpelthen for at få denne stærkt dysfunktionelle familie på fode igen. Ikke et lille ansvar som 15-årig, da jeg først mødte ham. Og han sled. Som han sled. Som eneste elev af anden etnicitet i den allerbedste klasse af kerneunger, jeg nogensinde har undervist, blev han en højt respekteret elev, som vi alle satte stor pris på. Især fordi han somme tider var lidt “skæv” og så tingene fra helt andre synsvinkler end vores allerede etablerede. Udover skolen havde han også flere fritidsjobs, hentede og afleverede de yngre søskende i deres respektive institutioner samt sørgede for familiens mad og indkøb.

Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle på studietur, og han ikke turde tage med. For hvordan skulle familien dog klare sig herhjemme uden ham? Efter mange snakke og ansøgninger til alle tilgængelige fonde fik vi–for det her var noget, klassen stod sammen om–ham med, og hvis nogen nogensinde har nydt en studietur til tåspidserne, så….. Men kunne ligefrem føle, hvordan manglen på ansvaret på skuldrene dag for dag gjorde ham flere centimeter højere.

En dag spurgte han mig, om jeg ville gå med ham på retshjælpen, for den havde han læst om. Han ville nemlig prøve, om han kunne få hjælp til at få faderen tilbage til Danmark. Nok mest i erkendelse af, at han simpelthen havde behov for hjælp til at styre hele menageriet alene. Jeg bad ham om at møde op med alle relevante papirer, så vi kunne få hul på sagen, hvilket han sagde, ville være lidt svært, da moderen havde låst dem inde og nægtede at udlevere dem. På selve dagen stod jeg på det aftalte sted og ventede. Og ventede. Indtil en meget lille dreng grædende kom krybende og undskyldende forklarede mig, at vi altså ikke skulle på retshjælpen alligevel. Han var brudt ind i det låste skab foran en hysterisk moder, havde fundet papirerne, læst dem igennem og erkendt, at det ikke var khat, faderen havde smuglet. Det var mennesker.

Fra den dag skete der noget med ham. Ikke på et øjeblik, men ganske langsomt og hen ad vejen. Han blev ligesom mere indesluttet, og samtidig blev søstrene kommanderet i tørklæder. Han fik sin eksamen og havde klare planer om at læse Mellemøstlige studier i Århus, for hvis nogen vidste noget om den slags samt kunne sproget, kulturen og formidlingen, så var det vel ham. Og så kunne en god, akademisk uddannelse vel også hjælpe hele familien på vej.

Vi var Facebookvenner flere år efter endt eksamen, så jeg kunne følge lidt med på sidelinjen. Og det gjorde jeg, for den dreng stod mit hjerte nær. Efter et par år i Gellerupparken slettede han mig. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg have gjort det samme. Relativt hurtigt skete der en sproglig forvandling, og udtryk, der ellers aldrig havde boet i hans mund, blev gængse. Der begyndte at optræde propaganda for relativt militante og fundamentalistiske grupperinger og–allermest–selve livssynet blev et andet. Fra at være den, der var stolt af at klare sig, blev han til den, der var stolt af og dyrkede at være et offer. Det er nemlig vigtigt i netop den retorik–at være et offer. Så min lille vinder endte altså som et selvbestaltet offer.

Det er nok 4-5 år siden, jeg sidst har hørt nyt. Og nogle gange har jeg sådan en lyst til at sende en kopi af Kureishis pragtnovelle til Århus. For den læste vi nemlig i sin tid sammen, og jeg kan stadig huske de vægtige indlæg, han kom med i diskussionen. På en besynderlig, omvendt måde håber jeg så bare aldrig at høre mere til ham. Fordi jeg simpelthen nogle gange er hunderæd for, at det ikke bliver personligt, men i medierne.

Continue Reading

Vores helt egne celebrities.

Og hvem i alverden er så de to mænd? Forklaring følger.

Min mand sad i mange år i samme bestyrelse som grevinde Alexandra, og min bror har engang tisset overkors med Kim Larsen og fløjet hjem fra Polen med Rod Steward. Min far spiste, i embeds medfør, flere gange frokost med dronningen, og jeg kender en, der engang spiste middag ved bordet ved siden af Bonos selskab. Forleden optrådte en del venner på Facebookbilleder i selskab med Jacob Haugaard, og min ene søn så engang Steffen Brandt på et museum i udlandet.

Personligt var jeg engang ved at cykle dronningen ned på fortovet foran uni i Århus, fordi hun og hendes følge ikke forstod, hvor travlt jeg havde. Det var udelukkende derfor, jeg nødvendigvis måtte cykle på fortovet i den forkerte side af vejen.

Og sådan har vi alle vores små historier. Vores celebrityhistorier. Om hvordan vi mødte XX i en, i alt fald for os, usædvanlig situation, hvor vi så nogenlunde var de eneste, der i nogle små øjeblikke fik lidt af stjernestøvet og beholdt det til evig arv og eje. For historien kan ingen jo ikke tage fra os. Underligt nok giver sådanne oplevelser os en besynderlig ejerfornemmelse, som om netop den celebrity er lidt mere vores end alle andres. Hvis nogen ellers kan eje andre mennesker og deres stardust. Jeg kender folk, der nærmest føler, de har en særlig intimitet med såkaldte VIPs, de tilfældigt har mødt. Og det er vel også derfor, at der findes utallige konkurrencer om at møde “the stars” backstage, udveksle virkelige ord med dem og endda få taget et foto, der allerede på forhånd har fået en æresplads i hjemmet.

Så er vi tilbage ved de to mænd! For nogle år siden var jeg på besøg i det Nordirske parlament, Stormont. Det kan alle i øvrigt komme–bare skriv til dem. Under en (fælles) rygepause på deres fantastiske udendørs trappeopgang med udsigt ud over hele Belfast kom jeg i snak med herren til højre på billedet, og vi fik vendt både udsigt, dårlige rygevaner og mit besøg i Belfast. Han var særdeles venlig, og jeg anede ikke, hvem har var, til trods for at jeg faktisk er rimeligt inde i de politiske forhold i Nordirland. Det var først, da sessionen i parlamentet blev genoptaget, og Mr. Martin Mcguinness blev kaldt til talerstolen, at jeg genkendte min skodbror som lederen af Sinn Fein i Nordirland. Nu ved jeg så ikke, hvor stor viden om netop det parti er i Danmark, men lad mig diplomatisk sige, at det er stort og indflydelsesrigt blandt katolikker i Nordirland, og det har utallige gange måttet benægte, at det havde nogen som helst (jeg understreger igen NOGEN SOM HELST) forbindelse til terroraktioner udført af IRA, eller til IRA som sådan. (Så kan man jo spørge sig selv om, hvor i alverden nogen dog skulle få den besynderlige tanke fra?)

Jeg synes altså, det er lidt kinky, at jeg har smalltalket venligt med en mand af den kaliber. Det giver mig som regel også en del fede celebritypoint på de kanter. Hvis jeg ellers kan blive ved med at ride på min Mcguinnessbølge. For Martin Mcguinness døde forleden. Kun 66 år gammel og helt uden at nogen kunstigt hjalp ham på vej, som det ellers ofte var tilfældet deroppe.

Manden ved siden af er Ian Paisley. Mangeårig leder af protestanterne i Nordirland og med en retorik, der ville få folk som Erhard Jakobsen, (T)rumpen og Mogens Glistrup til at blegne af misundelse. Billedet er fra fredsforhandlingerne i 90-erne, og man kan da i den grad se, hvor ualmindeligt fornøjede de begge er med resultatet!

Så nu har jeg altså mistet min egen celebrity. Ham, der var ikonisk for mig, fordi vi havde røget en smøg sammen. Heldigvis gik jeg også engang nærmest ind i Yoko Ono foran Dakotabygningen i New York, så det må jeg så nøjes med. Selv om det nok ikke giver helt så mange celebritypoint lige i Nordirland. Og herhjemme kan jeg jo altid hive Dronning Margrethekortet.

Continue Reading

Om rankeklubber.

Der findes et provinsielt, sikkert meget jysk fænomen, der hedder en rankeklub. En rankeklub er en mere eller mindre afgrænset gruppe af naboer, der sammen sætter ranker op rundt om hovedøre og andre væsentlige indgangspartier, når noget skal fejres. Ranken består gerne af en lænke af gran, der pyntes med årstidens blomster og et stort skilt i midten, der proklamerer selve dens anledning. Og anledningerne er oftest bryllupsdage og konfirmationer.

Vi har en rankeklub i mit nabolag. Og vi er 9-10 par/familier, der er “medlemmer” af den. Aldersmæssigt spænder vi fra 30-erne til langt op i 80-erne. Når man flytter til vores lille hjørne, hvor flere veje støder sammen, får man automatisk tilbudt at være med, og de, der ikke lige har interesse, må så fejre deres mærkedage uden vores flotte, og for det meste hjemmebundne, ranker. Os, der har været med i adskillige årtier, har været gennem et utal af ægteskabelige fejringer og et betragteligt antal konfirmationer, og nu er vi faktisk der, hvor det hele er ved at starte forfra igen på såvel bryllups- som konfirmationsfronten.

Og ranken er det mindste. Den er smuk, men den er også en anledning. Nemlig en vigtig anledning til at se hinanden, følge med i hinandens liv og passe på hinanden. Vi overrender ikke naboerne her i vores kvarter. Vi lever i yderst fredelig sameksistens uden de store hække- eller matrikelstridigheder. Vi holder øje med hinandens huse, når hinanden er ude at rejse, og vi låner alt det af hinanden, som vi ikke lige selv har, eller som er gået til de evige græsslåmaskinemarker. Men vi render ikke ud og ind hos hinanden i tide og utide. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at der altid er nogen, der kan træde til i nødstilfælde.

Der er jo det med naboer, at man ikke selv vælger dem. Man vælger sit hus, og må så sluge de kameler, der også har valgt huse i nærheden. På den front har vi været heldige, for der er ingen genstridige kameler indenfor en overskuelig radius. Til gengæld kunne jeg godt frygte, at hvis vi ikke havde rankeklubben som påskud, så ville naboskabet være et andet. Vi ville simpelthen ikke få os taget sammen til at mødes uden en egentlig anledning. Heldigvis har samme rankeklub også foranlediget, at vi her i kvarteret alle inviterer hinanden med til store fejringer af netop de begivenheder, som rankerne er sat op for. Det er vist, har jeg hørt, ret usædvanligt nu om dage.

Når vi sætter ranker op, foregår det i hemmelighedsfuld stilhed. Ejerne af den forestående begivenhed forventes at være helt uvidende om angrebet på deres fordør samt fuldstændigt at negligere enhver form for bankelyde og støjen fra en snes mennesker inklusiv medbragte børn. Når det hele er pænt, nydeligt og fastmonteret, får overrankemesteren den ærefulde tjans at ringe på døren, og beboerne må så lade, som om de er dybt forbavsede over deres fordørs granmæssige forandring. ½ times beundring er cirka normen, men så er der også drikkevarer, chips og alskens godter til opsætterne. Hvilket jo sådan set er en smule forunderligt, når begivenhedsejerne overhovedet ikke på nogen mulig måde vidste, at der kom nogen.

Så er det, at vi vender nabolagssituationen og lige får verden sat på plads. Nogle gange får vi os også ekstraordinært taget sammen til at planlægge en lille sommerfest ved samme lejlighed. Hvis det hele foregår om vinteren, kan vi faktisk have gået rundt i hver vores vinterboble i flere måneder uden at have set hinanden. Men vi har hele tiden vidst, at hinanden var der, og at behørig hjælp til alskens formål kun var få huse væk.

Der er naboer, og der er venner. Kun de sidste vælger man selv. Så man er ualmindeligt heldig, når man gnidningsløst fungerer sammen med de første. Og en rankeklub–hvor ualmindeligt provinsielt, jysk, gammeldags og ude af trit med tidens puls den end lyder–er en rigtig god måde at finde ud af at fungere sammen på.

 

Continue Reading

Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

Continue Reading

GRATIS LÆSERGAVE!!!

Har du børn eller børnebørn i alderen ca. 3-4 til ca. 7-8?

Og vil du–og de–tage lidt tid til at gennemlæse/gennemse en børnebog om en prut sammen?

Således at der kan komme nogle tilbagemeldinger hertil?

Bogen er stadig ikke helt gennemarbejdet, men det kunne være rart at få jeres konstruktive kritik med ind i de sidste overvejelser. Formatet kan evt. også drille, men sæt det ned til 50%, og den skulle være der.

Hvis du har nogle samarbejdsvillige og læseglade børn/børnebørn, så send en mail med din mailadresse til anetteboye@hotmail.com Så overfører jeg via Weetransfer asap.

Hvis du vil beholde “bogen”, skal du downloade den. Og jeg er så computerimbecil, at jeg på ingen måde formår at misbruge mailinformationer!

Og har du ikke nogen alibibørn eller børnebørn, er du hjertelig velkommen til alligevel at få bogen. Forhåbentlig på forventet efterbevilling ang. afkom.

På forhånd mange tak for alle de tilbagemeldinger, jeg ser frem til at læse.

Continue Reading