Rent nørderi. Eller: Om politikere.

Da denne blog primært henvender sig til 60+, er det ikke nødvendigt at forklare, hvad billedet forestiller. Yngre læsere kan selv finde ud af det.

Jeg kender flere, der udelukkende bedømmer danske politikeres troværdighed på deres tøjstil. Disse “flere” er ofte kvinder. Og desværre falder denne bedømmelse meget ofte ud i særdeles negativ retning. Især for de mandlige politikere.

Jeg har et helt andet bedømmelseskriterium. Jeg går nemlig efter, hvor gode de er til at tale engelsk. Dette har i sig selv intet at gøre med, om jeg er enig eller uenig med deres politiske ståsted, men mere om, om jeg kan have tillid til dem og det, de siger. Om der er substans i deres udtalelser–ligegyldigt hvilken politisk fløj de måtte befinde sig på. Og om de gør et godt indtryk rent internationalt–altså giver et indtryk af Danmark som andet og mere end landet med den evindelige, nisseagtige hygge under PH-lampen. For det betyder jo noget–dette engelsk. Meget, meget mere end man lige går og tror. Prøv bare lige og vend det om og se på, hvor stor troværdighed vi selv tillægger folk, der ikke er gode til at tale dansk i Danmark.

Der har gennem årene været en rimeligt stor portion sproglige katastrofer på markedet. Og det kan da i den forbindelse undre, at man ikke har iværksat engelskundervisning for dem, når det nu er alment kendt, at det kun har kostet staten omkring 1 million at betale for privatundervisning til Carl Holst. (Her skal så indskydes, at jeg stadig forbander mig selv for, at jeg ikke lige var OBS på det velbetalte job–jeg bor jo for F….  lige i nærheden af ham!). Anyway, sprognørder som mig har jo måttet slå knuder på sig selv og næsten tage piller for åndedrætsbesvær og røde knopper, når Anders Fogh og Villy Søvndal rullede sig ud. Faktisk tror jeg aldrig, jeg sådan rigtigt har hørt, hvad de egentlig SAGDE, altså indholdet, fordi jeg enten var ved at besvime over accenten eller kom på overarbejde med at tælle kongruensfejl. Det skaber altså ikke troværdighed, og man sidder der og skammer sig dybt på sit lands vegne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de egentlig kommer til at opfatte os derude i verden, men vi er tættere på latterlige end på seriøse.

Heldigvis havde vi en periode, hvor en særdeles engelskkyndig dame tegnede os udadtil. Det virkede som noget af en oprejsning, og fik for en stund verden til at se bag om alle havenisserne og hyggen. Det skaber jo i den grad troværdighed, at vi rent faktisk på internationalt plan kan tale, så andre kan forstå os. Og sådan nogle nørder som mig får lov til at lytte til, hvad der bliver sagt, istedet for at få mishandlet ørerne i et katalog over de allermest basale fejltyper på 6. klasses niveau. Ind imellem bliver jeg også så uendeligt glad for, at vi trods alt har Margrethe. Hun er ligesom det sproglige bevis på, at vi altså godt både kan formulere os forståeligt samt tænke udover 5. klasses ordforråd– og mentalitet– i Danmark. I folketinget i dag sidder der da også engelsksprogede sprogbegavelser. Ikke for at Pinde det ud, men venstre har en!

Nu har vi så fået endnu en ny udenrigsminister. Jeg venter i spænding. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg politisk absolut ikke er enig med ham, så derfor håber jeg selvfølgelig på den ene side set, at han vil vælte sproglige skrubtudser ud over Europa og gøre sig selv jammerligt til grin. På den anden side set håber jeg, at han vil give mit land en stemme, der vil blive hørt. Jeg er nemlig ikke den eneste, der overhovedet ikke hører indholdet, når engelskimbeciler hælder sproglort ud over kontinenterne. Som vi altid sagde til hinanden ved eksamensbordet–censor og jeg–når vi havde et tilfælde af absolut uforståeligt sprog: “Det er minsandten en stor fordel, at vi også taler dansk.”

Men det gør de jo ikke derude i verden!

PS. Danmark har lige opnået en andenplads på listen over lande, der ligger i top mht. at tale engelsk. Gad vide, om det udelukkende er danske politikeres skyld, at vi ikke er nr. 1?

Continue Reading

Årets julehits.

Dette er en servicemeddelelse!

Hvis du, som jeg, er kommet i arvealderen og ligger inde med alle disse kasser med gammel julepynt, som alligevel ikke har den store affektionsværdi, så er det altså nu, de skal omsættes til gode, nye julegaver. Der er penge i lortet.

Især juletekstiler fra 50-70-erne er i høj kurs, så det var nok en god ide at gå i gemmerne og tjekke, om der ikke er noget af det flg.:

Alt fra Aase og Preben Jangaard. Især julekalendere (som billedet, men der er også andre modeller), klokkestrenge, løbere og duge.

Alt fra Nina Langebæk. Især hendes små engle på blå baggrund er populære. Hun kendes bedst på den flotte, krummelurede signatur NL i hjørnet på tekstilerne.

Vintage Sødahl. Især serien Bethlehem i hessian og basunengle i enhver udformning. Bethelem findes også i lærred, men her er prisen lidt lavere.

Alt i hessian fra 70-erne. Det vrimlede tilsyneladende med basunengle i den periode, og de står foran et ret voldsomt comeback. Klare farver er mest populære–de lortbrune brænder man nok inde med…  De var jo heller ikke engang pæne i 70-erne!

Så op i kasserne. Hvis der ikke er affektion tilknyttet samlingen, så er det nu, den skal finde nyt hjem. Og familien have ekstra store julegaver (inkl. en selv).

Continue Reading

Genbrugshunden.

Den måtte jo komme-historien om genbrugshunden. Så her er den, og så er den ude af verden.

Fozzie er en genbrugshund. Han var 1½, da han kom til os, og vi kan derfor fralægge os ethvert ansvar for hans navn. Z er et grimt bogstav, så 1 i hans navn ville have været tilstrækkeligt. Han stod og råbte på mig ud gennem en side på Intenettet, som jeg bare tilfældigt og helt uden intentioner var inde på, for vi skulle ikke have flere hunde. Vi var ude over hundealderen. Det var 4 år siden, Lucky var gået til de evige kødben, og vi havde en uges tid forinden fejret, at sofaen nu omsider var hundehårsfri.

Men pludselig var han her altså. Til halv pris, for han var, med andre ord, langt over sidste salgsdato. Der var nu heller ikke rift om ham, og han var endda blevet kasseret som førerhund. Det kan jeg godt forstå. Jeg melder ham heller ikke som besøgshund. Lidt anstændighed, stolthed og respekt for plejehjemsbeboere har man vel tilbage.

Hvad Fozzie har lavet sine første 1½ år, står hen i det uvisse. Men vist ikke ret meget. Der var en del ting, han var ret ignorant omkring. F.eks. anede han ikke, at retrievere burde være ret vilde med vand (det er vel derfor, de har svømmehud mellem tæerne!), så det var han forstenet rædselsslagen overfor. Det tog en tålmodig sommer at få ham til at forstå, at vand både er sjovt og kan bruges. Det ved han så nu. Nu kan vi nærmest ikke få ham op igen. Han er også skrækslagen overfor ukendte lyde og ting, der ikke ser ud, som de plejer. F.eks. er valgplakater på lygtepæle og vasketøj i folks haver en evig skræmmekilde, og vi har overvejet at bede naboerne informere om, hvornår de flager. Især i blæsevejr. Så det er godt, at Fozzie ikke er jagthund. Eller bor i en storby. Alle i familien mindes stadig den ene gang, Fozzie oplevede Nørrebrogade i KBH. Det var lige før, en del busruter måtte omlægges ( forvirret hund med mand i snor på kørebanen), og diverse cyklister fik uforvarende testet kvaliteten af deres bremser. Når Fozzie bliver bange, løber han i alle retninger– samtidig. Heldigvis er han aldrig bange herhjemme.

Men han har også sine gode sider. Han er verdens kærligste dyr og fortæller på sin egen højrøstede måde, hvor glad han er ved, at det var ham, der vandt os i hundelotteriet. Han er et uovertruffent økologisk vækkeur, som hver morgen 5.45 sharp svinger en pote i ansigtet på mig–fulgt af et meget vådt bid i ørerne. Han er fabelagtig til at makulere papir, men vi er somme tider lidt uenige om, om al den evindelige makulering af elevopgaver nu også er nødvendig. Han er også god til gamle sokker–han kunne sagtens have bijob hos genbrugsforretningerne med at trevle tøjrester. Han er heller ikke sokkepartisk–han trevler lige så gerne de spritnye. Han er, på sin egen excentriske måde, et umådeligt sødt og kærligt dyr. MEN: der skal være orden i tingene, som altid skal være, præcis som de plejer.

I dag fik jeg så den tåbelige ide (kan jeg se nu), at jeg ville tage ham med op til mekanikeren, hvor jeg skulle have skiftet dæk. Så kunne han få den lange gåtur hjem. Vi bøvlede ½ time med at få hund inkl. hale ind i bilen, men det var det mindste, for da vi nåede mekanikeren, startede balladen for alvor. Deroppe har de nogle helt vanvittigt farlige reklameflag, som smælder uanstændigt højt i vinden. Så højt, at man må fare i alle retninger samtidigt, forsøge at få sig selv godt og grundigt kørt over i morgentrafikken samt med al tydelighed illustrere, at ens ejer både er svagpisser og lettere hundefremmed. Ind i forretningen kom vi dog–det svarede til at hale en mellemstor lastbil gennem døren. Desværre var det halvmørkt derinde, så genskinnet i ruderne viste en stor, farlig retriever, som klart opfordrede til, at man inde i forretningen også skulle gå i panik over den væmmelige hund og fare rundt mellem bilerne med snoren–og mig–hængende efter sig. På et tidpunkt gav jeg næsten grådkvalt op og spottede en mekaniker i 150 kilos klassen, som jeg ydmygt måtte bede om at genanbringe mit imbecile dyr i bilen. Han havde faktisk også besvær, for da vi kom hen til døren, var den grimme hund tilfældigvis lige dukket op igen–og de forfærdelige flag udenfor var der jo stadig. Så hjem igen med møgdyr og bil, ½ times halen møgdyr ud af bilen–og så op til mekanikeren igen, før jeg kunne begynde min lange gåtur hjem i total ensomhed. Om lidt går jeg så selv op og henter bilen…..

Og mens jeg har skrevet dette, har Fozzie sovet den sødeste, uskyldige søvn i sin kurv. Det er helt klart en fordel for ham, at han ser så sød ud. Ellers ville det i mange situationer være gået ham ilde. Og der er jo ikke meget point i at sælge ham igen. Der er næppe penge i det–discount-discount-discount-hund. Her ville nu også blive så underligt stille, og hvem skulle så få os op om morgenen?

Continue Reading

Om familekter.

Underligt ord, men det betyder såmænd bare de ord, som man med allerstørste naturlighed bruger indenfor en given familie, og hvor alle forstår, hvad de betyder. Mens udenforstående undrer sig såre.

Jeg tror, alle familier har deres. Ofte skyldes de talefejl eller misforståelser–og så bliver de hængende, fordi de enten er søde, rammende, eller fordi de med tiden kommer til at dække et begreb. De virker også familiesammenbindende. Den følelse af, at vi har noget sammen, os i familien. Noget, som ingen andre forstår, og det er rigtigt dejligt. På den måde bliver vi selv i større familiesammenhænge individualister.

I min familie hedder vuggestue “Nusu” og Mcdonald`s “Hagdonnus” ( selv om jeg er lidt flov over, at vi overhovedet har et navn for det!), og i mit barndomshjem hed fasaner Frits Hansen–vist fordi vi havde en nabo med det navn, og da min mor påpegede, at “der kom en fasan”, troede min bror, hun refererede til Frits Hansen.

Begge mine drenge fik et chok, da andre begyndte at kalde det dyr, de altid havde kendt som en “hittepottemås”, for en flodhest. Historien er, at denne her overambitiøse mor allerede i 2-års alderen forsøgte at lære sin datter engelsk. Og hvorfor ikke starte blidt med et af de suverænt sværeste ord: hippopotamus. Ambitionerne gik desværre helt til grunde, og siden kom det dyr aldrig til at hedde andet end en hittepottemås. Siden blev det også et ord, vi faktisk alle elsker. Det binder os sammen.

Vi er også gode til “at finde vild”. At finde vild er sådan set det modsatte af at fare vild–og så alligevel ikke. Det betyder, at man helt bevidst–gerne i sydlandske bazarer eller byer uden ret megen velovervejet byplanlægning–bevidst ikke orienterer sig. Man går bare, og man er samtidig fløjtende ligeglad med, hvor man kommer hen, og om man overhovedet kan finde tilbage. Det, det drejer sig om, er oplevelserne undervejs, og når man så er håbløst lost, så er det forhåbentlig et eksotisk sted, man aldrig havde fundet uden at finde vild. I min optik er det at fare vild en noget stressbetonet oplevelse–at finde vild er ren oplevelse.

Familekter er fælles sproglige referencerammer og rigtigt gode at have. Ofte hører der jo også en sjov fælles oplevelse med til ordets historie, og det er den slags, vi skal–om ikke dyrke–så i alt fald passe på.

Og så vil jeg gøre noget, jeg ikke tidligere har gjort! Da det jo ikke just regner ind med kommentarer til denne blog, kunne det da være sjovt at få eksempler på andre familiers familekter. Der må da sidde nogen derude, der har nogle rigtigt gode sjove, rørende, pudsige historier om ord, som kun DERES familie bruger? Del dem endelig!

Continue Reading

Hvorfor blog?

Forleden blev jeg spurgt om, hvorfor jeg overhovedet skriver denne blog. Det gør jeg først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er nødt til at gøre noget konstruktivt med alle de ord, der pibler ud af mig. Gøre noget VED dem, bruge dem, få orden og struktur på dem. Men der er også mange andre årsager.

Jeg kan godt lide at skrive. For mig er ord ligesom modellervoks eller tomme lærreder. De kalder på mig og insisterer på at blive anvendt. De vil skabes–de vil leve. De vil gå fra at være intetsigende enheder til at skabe en mening. Jeg former og maler med ord. Ord er også min måde at bringe orden i kaos. Hvis jeg tumler med et problem og skal have orden i uordentlighed, så skal jeg skrive mig ud af det. Det svarer vel mere eller mindre til alle de mennesker, der maler. Jeg skriver “det” ud–de maler “det” ud. Jeg tror på, at ord og lærreder på deres egen måde er fremragende sikkerhedsventiler–men også på, at vi alle har vores egen lille måde at komme af med tingene/få dem struktureret. Hvad enten vi maler, skriver eller noget helt, helt andet.

Og når jeg så alligevel ikke kunne lade være med at skrive, var det jo oplagt at finde en målgruppe, som måske gad læse mine skriblerier. Jeg har absolut ingen kommercielle mål i tankerne og kan heller ikke med opbygning af min allerstørste portion fantasi forestille mig, hvem i alverden, der ville annoncere for hvad i alverden på denne blog. Målgruppen var uendelig let at definere, for jeg nægter at skrive om ting, jeg ikke ved noget om. Så bliver jeg usikker, vævende og utroværdig–og det keder mig. Men jeg ved altså noget om at være kvinde på 60+, for det ER jeg jo. Derfor kalder jeg også bloggen Guldsøstre. Navnet kommer af klicheen “det grå guld” (sic!) og den “søstersolidaritet” (hader denne anakronisme af et ord, men kan ikke finde andet), vi forhåbentlig stadig har tilbage.

Tilligemed havde jeg (helt indrømmet!) set mig lidt muggen på det udvalg af blogge, der ligesom var på markedet. Der var ikke meget for 60+-erne. Blogge er tilsyneladende et ungdomsfænomen, og kvinder over ca. 55 formodes at være blogignoranter. Der ligger flere ting i det: 1) det kan da ikke passe, at kvinder på min alder ikke læser blogge. Statistisk set er det da dem, der læser allermest–+ har tiden til at læse. 2) hvis de ikke læser blogge, så er der nok en anden årsag til det. I min optik ligner den, at bloggene er uinteressante og måske ikke rammer dem (kvinder på 60+ er nemlig uhyre bevidste om tidsspilde!) 3) det kan jeg godt forstå. Min lyn-udbudsanalyse viser med stor tydelighed, at de fleste blogge handler om: mad, mode, have, livsstil generelt, skønhed og håndarbejde–give and take a little. Det er derfor, jeg prøver at lave en blog, der absolut ikke handler om disse ting.

At lave en blog, der IKKE handler om disse ting, er selvfølgelig en satsning. Eller–i mit tilfælde–en nødvendighed. Jeg ved ikke tilstrækkeligt om dem. MEN–og her kommer så den, der også skal klemmes ud mellem sidebenene: Det kan da ikke passe, at vi kvinder ikke interesserer os for andet end det? Det kan da simpelthen ikke passe, at flertallet at 60+ kvinder i Danmark går rundt og tænker på mad, mode, håndarbejde og have det meste af tiden? Jeg nægter at tro på det. Samtidig nægter jeg også at tro på, at jeg er den eneste, enlige svale, der har en forsvindende lille interesse for netop de områder. Og vil man vide mere om dem, er der jo et kanonstort udvalg af andre meget mere kvalificerede blogge.

Endelig er min blog også et opgør med den ungdomsfiksering, der bliver mere og mere tydelig i vores samfund. Den er en måde at overbevise i alt fald mig selv om, at der er masser af sprudlende, positivt liv efter de 60. Jeg interesserer mig ikke for præcis de samme ting, som da jeg var væsentligt yngre, men jeg lever i min alder og har det rigtigt godt med det. Jeg nægter at lade mig alderstyrannisere ud af meningsmarkedet.

Og hvis nogen gider læse om–og genkende–hvordan det er at være 60+ kvinde, så er det rigtigt fint. Og gør mig lidt glad.

Continue Reading

Liste over ting jeg har opgivet at lære.I.

– at parrallelparkere

– fransk

-at lave bearnaisesovs der ikke skiller

– at forstå Klassefesten 1,2,3,4,5,6,7

– at parrallelparkere

– at samle møbler fra Ikea

– at lægge øjenskygge

– at læse Jussi Adler Olsens krimier

– at parrallelparkere

– at lægge duge sammen

– at spise sukat

– at pudse vinduer uden at lave striber

– at parrallelparkere

– at forstå meningen med Donald Trump

– at pudse sko

– at gøre ordentligt rent

– og endelig at parrallelparkere

 

 

 

 

 

 

 

Continue Reading

Hvad vil denne blog?

Denne blog handler om alt det, som netop vi kvinder på 60+ har i livet, og alt det, der tilsammen giver det gode liv.

Vi rejser meget—derfor en del om rejser. Til hele verden og på alle måder.

Vi læser meget—derfor en del om bøger. Ikke altid de nyeste, men også dem, der sagtens kan tåle en genlæsning.

Vi ser mange film—derfor en del om film. Heller ikke altid de nyeste, men også gerne dem, der kan ses igen og igen.

Vi går en del i teatret—derfor ind imellem noget om seværdige stykker.

Vi er ret interesserede i kultur generelt—derfor en del om kultur generelt.

Vi er, til trods for at det absolut ikke føles sådan, ved at blive ”ældre”—derfor en del om at blive ”ældre”.

Og så er vi alle kvinder—derfor en del om at være kvinde på godt og ondt.

Til gengæld lover jeg, at der i denne blog IKKE vil optræde indslag om mode, mad-og strikkeopskrifter, boligindretning, slankekure, kendisser, sex, navlepilleri eller personlige vendettaer!

Continue Reading
1 11 12 13