En dame med power!

Prøv lige at søge på nicola sturgeon on twitter og se/hør den opsang på forrygende, syngende skotsk, som samme dame ( der i parantes er Skotlands førsteminister) kommer med!

Det er højst usandssynligt, at danske ører vil kunne forstå hvert enkelt ord og det imponerende arsenal af slang og bandeord, men jeg er dybt, dybt imponeret over, at hun gør det. Det lægger kilometre til den beundring, jeg allerede har for hende.

Og forestil jeg Mette Frederiksen, på syngende Niels Hausgaardsk, godt krydret med eder og forbandelser, gøre det samme…….

I øvrigt er der klart forspring på Coronapoint til verdens kvindelige ledere ( så som vores egen, Skotlands, New Zealands og Tysklands), som har vist sig som sande statsmennesker, mens adskillige af de mandlige ditto har løjet og foregøglet en styring, de ikke har haft. Jeg siger bare USA og Storbritannien som en begyndelse….

–Og forstår I ikke ret mange ord, så er jeg samtidig sikker på, I forstår meningen!

NB! Det er pt. indslag nummer 3 fra oven på hendes konto!

Continue Reading

Om Coronadage.

Det er som om, dagene er ved at finde deres egen rytme. Er begyndt at ligne hinanden. Som om den ellers meget væsentlige skelnen mellem hverdage, weekender og måske endda ferie- og helligdage er suspenderet, så hver eneste dage har fået en umiskendelig lighed med den forrige. Der er begyndt at optræde et mønster. Et mønster af bittesmå dagligdagsheder. Måske den slags genkendeligheder, som også er nødvendige for at overleve.

Rammen om det meste er, at der skal gåes en lang tur midt på dagen. Helst en time eller mere. Med den geografiske begrænsning på 4 retninger, kræver det ind imellem lidt opfindsomhed, men samtidig lære man da sit nærområde at kende. Ud i hjørnerne. Og faktisk er det en stor gave, at det netop er lige nu, man er i den situation, for der kan hver eneste dag iagttages nye tiltag fra naturens side. Det springer ud fra dag til dag, bliver grønnere, gulere og andet-farvere. Det er som om, naturen har bestemt sig for at modbevise, at dagligdagen, som vi kender den, er i krise. For det er naturen ikke. Den skider højt og flot på anderledeshed og gør, præcis som den altid har gjort.

Der bliver set meget TV. Nyhedsopdateringer virker som magneter i denne tid, og i alt fald jeg er ved at blive lidt for afhængig af hele tiden at være up to date med udviklingen. Der ville i virkeligheden nok ikke ske så meget ved at misse et par tal fra Sundhedsstyrelsen, men samtidig føler jeg, at hvis jeg ikke følger med, vil udviklingen rende fra mig. Falde mig i ryggen. Det, jeg selvfølgelig er bange for at misse, er forbedringer. Gode, nedadgående tal for smittede, syge, indlagte og døde. Den grundlæggende forklaring er, at jeg, som alle andre, klamrer mig til håbet om håb. Hvis der er et lille lys i mørket, grumsetheden og ulykken, så vil jeg vide det. For min egen sjælefreds skyld.

Jeg har erkendt, at mine læsevaner er ude i en omlægning. Jeg har decideret svært ved at koncentrere mig om andet end aviser og præsentationer af facts. Skønlitteraturen har svære kår. Det er som om, jeg ikke rigtigt kan nå ind til den. Eller at den ikke kan nå ind til mig. Derfor har jeg givet mig selv carte blanche til at få fiktionen ind på billeder. Hen ad eftermiddagen må jeg gerne se serier og film. Og det gør jeg så, i vid udstrækning. Mine abonnenter på diverse streamingtjenester, som ellers nogle gange er vinduesudsmidning, er kommet til deres ret i overvældende grad. Lige nu manøvrerer jeg faktisk rundt i ikke mindre end 3 gode serier, af vidt forskellig kaliber, og forskellen til min ucoronerede dagligdag er, at jeg har ophævet enhver form for restriktioner overfor mig selv. Jeg binger løs. Hvis den selvvalgte karantæne ender med at vare til hen i juni, vil jeg, med lidt let hovedregning, være fuldstændigt opdateret på de fleste serier, der kommer mig ved. Og sikkert også nogen, der ikke gør. Hovedsagen er, at jeg totalt har suspenderet mine forbehold overfor mig selv og blankt indrømmet, at i disse tider må jeg gå amok. Vel vidende, at jeg, når amoktilladelsen render ud, er så forstoppet af billeder, at det slet ikke bliver nødvendigt med en kold tyrker for at holde op. Allerede nu kan jeg jo godt mærke, at 2-4 afsnit om dagen sådan lige er i overkanten af, hvad jeg egentlig gider.

Det er også vigtigt at holde skidtet fra dørene. Med al den tid kunne man jo tilnærmelsesvis gennemgå forårsrengøring fra kælder til ikke-eksisterende kvist hver dag, men helt så gennemgribende går det jo ikke. Det er vel, de fleste steder, blevet sådan, at hvis man bare kan overholde sit eget overlevelses- og standardniveau, så er det såmænd godt nok. Der kommer jo ikke nogen. Ingen gæster og fremmede, der dog kræver at vist mål af rengjorthed og fravær af rod og opsamlede skrotbunker. Der er ingen, der skal se, hvordan vi bor. Ingen, vi skal vise os frem, som vi gerne vil se, til. Hvilket ikke betyder, at man tilladeligt kan gro til i skidt, men toptunede udstillinger af pæne hjem har ligesom svære vilkår.

I sidste uge, kunne jeg forstå, gik mange i gang med projekter, der ellers havde ligget i årevis og ventet på god tid og forhøjet dårlig samvittighed. Den tog ikke mig. Jeg ved med mig selv, at jeg simpelthen ikke har overskud til at begive mig ud i husforbedringer, omlægning af havearealer eller dybdegående oprydninger. Det er ikke nu, stresstærkslen skal udfordres med den slags. Eller med projekter, der bliver halvt færdige og står og griner ad ens dårlige samvittighed. Jeg siger til mig selv, at det ikke er en velkommen, uventet ferie, jeg har fået. Men en ufrivillig pause i mit liv, hvis årsager er så alvorlige, at jeg basalt bare skal respektere, at livet er gået på stand by. Men det er selvfølgelig en individuel vurdering..

Endelig–og dette er vigtigt samt uhyre vigtigt hele tiden både at være taknemmelig og ydmyg overfor–så er jeg og mine nærmeste ikke direkte berørte af sygdommen. 7-9-13, bank under bordet, Nemesis bliv væk og alle de andre besværgelser, som man uvægerligt er nødt til at tage i ed, fordi man hele tiden frygter sin egen arrogance, held eller manglende respekt. For konstant sidder tanken om at blive ramt, personligt eller gennem pårørende, venner og bekendte jo i baghovedet. Man skal tage sit liv forbandet seriøst, mens det går godt. Dyrke de små opmuntringer, forsøge at give det indhold, men samtidig være bevidst om, at nogle kæmper og har det rigtigt svært.

Håber, alle derude er ved godt mod, raske og har fået en form for struktur på deres udaglige dagligdag. Vi skal nok komme igennem!

Continue Reading

Om alt det, man ikke kan. Og må lære at leve uden.

Forleden slog jeg en minimal flis af en tand. Af den slags, der nok bare skal slibes lidt, men som min tunge alligevel er overmåde fascineret af. Hele tiden. Jeg er næsten helt skæv i ansigtet af at have tungen boende oppe i den tand. Men komme til tandlæge kan jeg jo ikke. Ikke nok med, at tandlægerne har lukket for småtingsafdelingen. Min tandlæge bor også på den anden side grænsen, og den er lukket. Jeg priser mig samtidig lykkelig over, at jeg blev klippet for et par uger siden. Min klipperate ligger ca. på 6-7 uger, hvorpå det hele bliver træls, en smule klistret, uklædeligt, falder ned i øjnene og mister enhver lighed med nogen kendt frisure. Undtagen Old English Sheepdog. Jeg har snart heller ikke mere kød i fryseren, for mit slagteri er lukket. Og selv om det var åbent, ville jeg nok ikke tage derud.

Sådan er der så meget. Mere og mere meget. Hver dag og hele tiden. Det vil udelukkende blive værre de næste uger. Hår vil vokse, dårligdomme skrige efter fysioterapeuter, tænder gå i gnidsel, fryserforsyninger svinde ind,  mangel på fodbehandlinger ( jeg kender mange, der nærmest opfatter den slags som en menneskeret) give ømme fødder + alt det, jeg slet ikke evner at forestille mig. Endnu. Hvad der hidtil har været en form for indiskutable borgerrettigheder er gået ud af stil, og ingen ved, hvornår de bliver benytbare igen. Den sundhedsperson, jeg deler min egen tilbagetrækning fra livet, og i alt fald 14 dages fuldstændig karantæne indtil næste søndag, med, mener i et kvalificeret gæt, at vi skal frem til engang i juni, før vi forhåbentlig kan begynde at normalisere nogle af vores undtagelsestilstande. Så indtil da kan man godt pakke sammen med sit brok, sine hårmængder, flisede tænder og alt det andet, der nok skal blive irritationsmomenter.

Og det skal man lige præcis, fordi det kan man godt! Det er jo, i grunden, peanuts. Ubetydeligheder. Det er ting, der kan leves med. Ulig Coronaen er det ting, man hverken bliver syg eller dør af. Bare en slags personlige irritationer, som i den store, verdensomspændende pandemi er totalt betydningsløse, totalt irrelevante. Faktisk bør man beskedent overveje helt at lade være med at omtale dem. For andre end sig selv og læsere af ens blog!

Det er bl.a. derfor, jeg ikke forstår mange danskeres opførsel i disse dage. Det er som om, netop deres små, personlige problemer og afsavn på egoistisk vis dyrkes på en måde, så de direkte bliver samfundsskadelige og farlige. Det er som om, der er et budskab, der ikke siver ind bag mig-kulturens fortæppe. Jeg bliver dybt forarget, når jeg ser, at utallige skider højt og flot på påbud om ikke at forsamle sig, at holde afstand og ikke indgå i fysiske, sociale kontakter med mennesker, de ikke bor sammen med. Ved de mennesker da slet ikke, at deres uansvarlige opførsel ikke blot skader dem selv ( så fristes man næsten til at sige, at det har de i så fald rigtigt godt af, men det er selvfølgelig dybt kynisk!), men endnu mere andre, som kan være i risikogrupper, syge og modtagelige for den bakterie, vi skal hjælpes ad med at skille os selv og andre fra? Faktisk var jeg forbløffet over rigspolitimandens saglige fremførsel af sin utilfredshed på TV. Jeg ville godt nok have skældt meget mere ud. MEGET! Samtidig sad jeg og tænkte på, hvad der mon sker, når de samme mennesker om få uger trænger til en klipning? En tandrensning? En fodterapeut? Hvor flokkes de så hen?

Jeg er udmærket klar over, at det i denne situation er en enorm fordel at bo i provinsen. Herude har de fleste af os haver og går vi en tur, er vi så få i områderne, at vi let kan passere hinanden på forsvarlig afstand. Vi behøver ikke alle flokkes ved 3 søer og et gammelt kaserneareal, men kan nøjes med at flokke os selv i ensomhed i vores rummelige haver. Jeg kan levende forestille mig, hvor ubetinget modbydeligt det må være at være spærret inde i en lejlighed uden altan—men må samtidig sige, at det dog selv i storbyerne er tilladt at bruge sin fantasi omkring at opsøge mindre befærdede udendørs arealer. Samt at undgå nærkontakt med andre.

Her i mit hus har vi droppet enhver form for fysisk, social kontakt med andre. Eneste berøringsflade er den ugentlige tur til supermarkedet på et tidspunkt, hvor vi formoder, der er relativt tomt. Vi tillader ikke besøg eller andre former for berøring, og skal der tales med andre mennesker i andet end cyberspace, skal det foregå udendørs med stor og behørig afstand. Der kan råbes over nabohække eller tværs over veje. Ikke andet. Hverken vi eller andre kan vide, om vi/de er inficerede, og det er direkte hensynsløst ikke at tage dette med i alle betragtninger omkring samvær. Det gør ondt ikke at kunne besøge gamle og ensomme, som man jo lige nu har al tid i hele verden til at være der fysisk for, men det kan komme til at gøre meget, meget mere ondt i længden, hvis man uforvarende kommer til at være smittespreder. Personligt gør det også uhyre ondt ikke fysisk at kunne se barnebarnet på 2 måneder samt ham, der skal fødes ind i denne kaotiske verden om ganske få dage samt at tænke på, at man på ingen måde aner, hvornår man overhovedet vil få lejlighed til at være sammen med dem igen. Men hellere DEN smerte–end den utilgivelighed der ligger i at have taget chancer, der senere viser sig at have været fatale. Isolering og afsondrethed er til at leve med, mens livsvarig dårlig samvittighed ikke er det!

Så tænder, hår, fødder og hvad der nu end måtte være er til at leve med. Til at acceptere. Til at forstå, at man må afgive sine krav på. Fordi der er så meget, der er så seriøst livsvigtigt væsentligere. Hvor ville jeg ønske, folk ville begynde at forstå og gøre, hvad der bliver sagt.

Forstå at der er så meget, man ikke kan. Men at man kan lære at leve uden.

 

Continue Reading

Om danskere og tillid.

Jeg læste en tankevækkende artikel her til morgen. Primært omkring, hvordan udlændinge bosat i Danmark så på os. Specielt i denne krisetid.

Det, der gik igen, var danskernes tillid. Ikke bare til hinanden, men også til systemet, autoriteterne og til rigtigheden af, hvad der bliver sagt. Personligt tror jeg, at netop denne tillid vil vise sig at få en seriøs indflydelse på, hvordan vi kommer igennem Coronakrisen. Vi er nemlig et land, hvor vi som hovedregel stoler på, hvad vores autoriteter anbefaler os at gøre. Fordi vi forventer, at de siger netop de ting af den simple grund, at de vil os det godt. Vil passe på os. Aldrig for at vildlede os, men for at lede os.

Sådan er det ikke i mange andre lande. I England blæser de pubcrawlende Boris en lang fadølsmarch, mens unge amerikanere stålsatte mener, at de har krav på øllet og tæt påskeferie på Floridas strande. Bare for at nævne et par horrible eksempler. Man kan jo udelukkende opføre sig sådan, hvis man tvivler på sandheden i myndighedernes budskab og tror, at de i virkeligheden er ens fjender. At det, de siger, som hovedregel er løgn.

For de fleste danskere gør jo lige netop, hvad der bliver sagt. Vi bliver hjemme, holder afstand, vasker og spritter. Fordi vi har en tyrkertro på, at når autoriteterne siger det, så er det sandt og for vores eget bedste. Med andre ord tillid. Nok har Brittas bedragerier og andre store sager svækket den ultimative tillid, men som hovedregel er vi overbeviste om, at vores myndigheder er på vores side og vil os det bedste med det, de beder os om.

Selvfølgelig er der idioter, der gør præcis, som de selv vil. Det skyldes nok snarere egoisme og ubeskrivelig dumhed, end det skyldes manglende tillid til autoriteterne. Folk, der stimler sammen, holder fester, eller bliver på deres ferie i udlandet, til de selv gider at komme hjem, fordi det nu engang er deres selvcentrerede ret. Men hovedparten af vi danskere lytter og gør, som vi anmodes om.

Sådan en tillid, tror jeg, kan bringe os langt. Og bringe os forbi de skrækscenarier, der kunne være kommet, hvis vi ikke i stor tillid lyttede til de myndigheder, der lige nu bare vil det allerbedste for os!

Continue Reading

Tidlig morgen. Stilhed. Og tanker.

Det er ikke stilheden før stormen. Det er bare almindelig stilhed. Før ikke ret meget.

Der er ingen biler på vejen, med folk på vej til arbejde. Ingen tidlige skolebørn, for når man bor langs hovedtransportruten for de allerfleste skolebørn i kvarteret, plejer vrimlen allerede at starte omkring 7-tiden. Og larmen og latteren. Der er heller ingen fly på himlen, som ellers i dag er så relativt skyfri, at man under normale forhold sagtens kunne spotte en hel del striber i horisonten En enkelt bybus er kørt forbi, og så vidt jeg kunne se, var den noget nær mennesketom. Bortset fra chaufføren.

Der er heller ikke oprullede gardiner og tegn på liv hos naboerne, som da ellers gerne er ret tidligt oppe. Nabobørnene sover, tror jeg. Hvilket man vel næppe kan fortænke dem i.

Det er i det hele taget en helt anden verden. En verden af stilhed og ro, af en udefra pålagt dvaletilstand. Det er muligt, vi alle lider under en indre uro, men sådan en tidlig morgen er udelukkende præget af en stor, ydre ro.

Så er det, at jeg tænker på, om vi i sidste ende kan lære noget af denne krise. Om vi måske, på en eller anden måde, når til nye erkendelser af, hvad der i virkeligheden er vigtigt. Lærer at prioritere på en anden måde. Selvfølgelig er det en uopfyldelig utopi, at samfundshjulene for evigt kan gå i stå, og vi allesammen hensætter os selv i denne form for dvale. Men måske vil vi, hen ad vejen, lære at prioritere anderledes. Erkende, at det, vi troede var yderst nødvendigt, måske slet ikke er så væsentligt. At verden såmænd nok går uden. Men også, at ting, vi indtil nu har taget for givet, og som med Coronaen er taget fra os, er så væsentlige, at vi får et helt andet syn på dem.

Det er jo f.eks. et ubestrideligt faktum, at Coronaen har en fabelagtig positiv indvirkning på klimakrisen, at der sker meget mindre fatale ødelæggelser på naturen, og at der simpelthen bliver færre mennesker, der dør af forurening. Måske bliver det også et faktum, at erhvervslivet erkender, at lufttransport af mennesker bliver mindre relevant, fordi man får lært, at der er andre måder at mødes og holde multinationale firmaer produktive. Det er også muligt, at forældre og børn, som for tiden er i tvunget selskab med hinanden, finder ud af, at netop dette selskab og disse tider sammen, skal opprioriteres. Måske vil vi se, at børnefamilier går ind i en helt, helt anden form for hverdag med andre præferencer. Det er også muligt, at vi pensionister indser, at vi ikke nødvendigvis behøver bevæge os verden rundt for at finde, eller i alt fald lede efter, paradis. At de oplevelser, vi søger efter, også kan findes lige for næsen af os. Jeg er også sikker på, at vi alle, nærmest allerede nu, har mærket længsel efter alle dem, vi ikke fysisk kan se. Hvis hverdag, vi ikke kan dele. Det være sig venner, familie, børn og børnebørn. Jeg kunne forestille mig, at vi indser, hvor meget de betyder for os, og at vi derfor vil opprioritere hinanden og hinandens selskab på måder, vi hidtil ikke har gjort. Indtil nu har vi jo bare vidst, at hinanden var der, og at muligheden for at ses var fuldt legal. Sådan er det ikke mere. Længslen vil givetvis give os helt andre forhold til hinanden og lære os at påskønne hinanden på en helt anden måde.

Det er stadigvæk rimelig tidlig morgen. Der er gået noget vejarbejde i gang et sted i nærheden. Men der er ingen mennesker på gaden, og skoletrækket, som nu ville være på sit højeste, er fuldstændigt aflyst. Bortset fra vejarbejdet er der helt stille.

Sådan vil det nok blive ved. Hele dagen. Og i denne sammenhæng og under disse vilkår er stilheden god. Måske endda lærerig?

Continue Reading

Som om, det er løgn!

Jeg har seriøst overvejet, om jeg skal oprette en ny kategori. Men jeg har bestemt mig for, at det skal jeg ikke. Så længe, jeg kan abstrahere fra Coronaen på en eller anden måde, i alt fald i små, afmålte doser, så skal jeg det. Omvendt er der jo ikke den mindste tvivl om, at samtlige indlæg det næste stykke tid enten vil handle om Corona–eller i alt fald være berørt af det. Det er den skygge, der ligger over alle vores liv, hvad enten vi er syge eller ej. Den skygge, vi hverken kan eller må fortrænge. Men vi må godt forsøge at leve med den på en måde, så det ikke bliver angsten for at vi selv og dem, vi elsker, bliver syge, der rent faktisk GØR os syge.

I går oprettede jeg en gruppe for de, der gerne ville give, dele og få gode råd til, hvordan man kan afstresse og af-angstificere (mit ord!) sig selv og finde en form for ro i dette kaos. Jeg må da nok sige, det er blevet en succes. Det er jeg glad for! Og I, der er medlemmer–bliv ved med at være så aktive, givende og positive!

Men det, der slår mig, er, at verden på Coronasiden er blevet en anden, mens verden på synssiden er helt sig selv. Se nu bare min have her til morgen. Træer og buske er ved at gå i blomst, solen skinner på den måde, som kun martssol kan skinne, og alt ånder fred og nærmest idyl. Det er som om, lige netop min have er fuldstændigt uberørt af, at “verden er blevet kaotisk påny”–for nu at citere Tom Kristensen, der om nogen vidste, hvad kaos var. Og som i øvrigt tolkede det som noget positivt, noget innovativt, noget der gav verden nye muligheder. Uden at det lige skal diskuteres.

Det er som om, naturen, omgivelserne slet ikke har fattet, at verden er i krise. Det er alt sammen bare sig selv, styret af helt, helt andre regler end de, der drejer sig om prognoser for smittede og spredning af bakterier. Faktisk af gammelkendte regler, der gentager sig selv med usvigelig sikkerhed år efter år. Det gør mig, på en underlig måde, så dejligt tryg. At der dog er noget, der er ved det gamle. At noget er bestandigt. At noget, om man så kan sige, er ganske og aldeles upåvirkeligt. Det er muligt, verden er i krise, men mit mirabelletræ blomstrer!

Så det er fuldstændigt rigtigt, som nogen skriver i den nye gruppe. Nemlig at der er ufattelige kræfter at hente i naturen. I første omgang bestandighed. Forsikringen om, at noget er præcis, som det altid har været. Fuldstændigt og aldeles upåvirket. En slags forsikring om, at selv om pandemien er her, så er naturen ret ligeglad. Den står over enhver form for menneskelige forfærdeligheder. Dernæst skønhed. Helt konkret er sådan et mirabelletræ i blomst da ualmindeligt smukt. Akkurat som alt det andet, der pibler frem for tiden. Det kan man godt få styrke og glæde af. Simpelthen bare ved at bruge sine sanser og glo, indsnuse og dvæle. Og også tro. Altså den tro på, at det hele nok skal gå, for det gør det i naturen. Som på forunderlig vis kommer til at være symbolet på, at der trods alt er bestandighed og evne til at komme videre.

Det er som om, det er løgn, at dette træ overhovedet orker at blomstre i disse tider. Næsten sådan lidt blasfemisk. Men på samme tid så vidunderligt velgørende. Jeg vil så nødigt henfalde til rørstrømske clicheer, men sådan et træ, der næsten er løgn, er sådan lidt både tro, håb og kærlighed.

–Og det kan man faktisk mentalt komme ret langt med!

Continue Reading

Læs, strik, hækl og se TV.

Jeg laver lige om lidt en gruppe på Facebook, som man kan melde sig ind i. Den vil få samme navn som overskriften på dette indlæg. Det er tanken, at den skal fungere som en slags værktøjskasse til alle os, der er i en form for karantæne og gerne vil have gode ideer til bøger, serier, film, strik, hækling og andre former for håndarbejde. Og er der andre gode ideer til ting, der er rare at gøre og lave, så er de meget, meget velkomne. Bare frem med dem!

Og jeg vil gerne kraftigt understrege, at dette ikke er en måde at fortrænge den epidemi, der omgiver os. Det er meget mere en måde at forsøge at gøre os stærkere, mindre stressede og opretholde en form for social kontakt.

Så altså–meld jer ind, hvis det har interesse! Og få også gerne andre med. Kom med gode anbefalinger på fede serier, gode film, fantastiske bøger, strikkeprojekter og andet håndarbejde. Skriv lidt om det, I anbefaler, og husk altid at fortælle, hvor man, helt præcis, kan finde det.

Der er selvfølgelig også mulighed for at stille spørgsmål. Om bøger, serier og film i en bestemt genre, om opskrifter på dette og hint og i det hele taget, hvad der måtte falde en ind. Sidder man helt alene, kan dette forum forhåbentlig også give en en form for kontakt og fællesskab med andre.

Lad os lave et virtuelt fællesskab og få nogle rigtigt gode ideer af hinanden! Vi kan nok ikke hjælpe så meget ude i samfundet ved andet end at holde os væk fra det, men vi kan hjælpe hinanden med at finde ro, stresse af og gøre rare ting.

Continue Reading

Om karantæne fra samfundet.

Jeg bliver selvfølgelig hjemme. Har sat mig selv i frivillig karantæne, siden jeg kom hjem fra USA. Men ikke blot derfor. Situationen er nu sådan, at hvad enten man er kommet hjem fra udlandet eller bare har opfyldt sine helt almindelige gøremål på daglig basis herhjemme, så har man en dobbeltsidig pligt. Nemlig både at beskytte andre mod en selv. Men også at beskytte sig selv mod andre. Det er det, man kan være bekendt. For nu at gentage dronningens ordvalg med en lettere omskrivning.

Der er ingen legale begrundelser for at drive uforpligtende social omgang med andre mennesker. Ethvert mellemmenneskeligt socialt tiltag er at spille hazard med både andres og ens eget helbred. At vise sønderlemmende disrespekt for sine medmennesker. For ingen af os ved jo, om vi i virkeligheden er syge og dermed latente smittespredere.

Så angsten og magtesløsheden præger de små hjem for tiden. Angsten for, om vi er smittede og bare befinder os i en boble, der snarest brister og giver os en sygdom, vi ikke aner, hvordan vil forløbe. Var det bare en almindelig influenza, var det til at forholde sig til, men angsten går jo netop lige præcis på, om vi selv er blandt de, der ikke er så heldige bare at få en overkommelig influenza. Som skal indlægges, og som er i farezonen. Sådan en lille, nagende angstorm giver stress. Man bliver urolig og får svært ved at samle sig om noget som helst fornuftigt. Dertil kommer magtesløsheden. Erkendelsen af, at der på nuværende tidspunkt intet, som i absolut intet, er, man selv kan gøre. Udover at holde sig hjemme og håbe det bedste. Magtesløshed kan være en fortvivlende følelse, men omvendt kan den også på en besynderlig måde give ro på. Jeg plejer at arbejde med min egen magtesløshed på den måde, at jeg forsøger at acceptere den. For hvis jeg gør det, er tingene ude af mine hænder. Overladt til noget udenfor mig, hvad det så end måtte være. En underlig form for fatalisme, men samtidig en erkendelse af at acceptere, at der er ting, jeg umuligt kan influere. Det er ligesom at sætte sig ind i en flyver. Hvis den styrter ned, har jeg ingen, absolut ingen indflydelse. For sådan må det være.

En anden ting, som er angst-stress- og magtesløshedsfremkaldende for tiden, er selvfølgelig, at vi alle er afskårede fra vores familie og alle, vi ellers har kære. Der er gamle forældre, børn og børnebørn, som vi overhovedet ingen chancer har for at besøge, hjælpe eller være i nærheden af. Måske er det vigtigt at fortælle sig selv, at man nemt risikerer at gøre ondt værre ved at opsøge dem. Og at være så inderligt taknemmelige for, at vi lever i en tid med oplagte elektroniske muligheder for dog trods alt at kunne være i cyberspace-kontakt med hinanden. For bare 20 år siden ville vores kontaktmuligheder være ekstremt begrænsede.

Og den leder vel direkte til et par ord omkring samfundet. Velfærdssamfundet, for det har det vist sig at være i disse krisetider. Det er så beroligende, at det hele indtil videre fungerer omkring alle de, vi ikke selv kan fungere omkring. At plejepersonale tager sig af vores gamle forældre, at de syge er i gode hænder på hospitalerne, og at lægehjælpen til os derude stadig kører næsten som vanligt. Selvfølgelig ville jeg da gerne være der. Hos min mor på over 90, hos datteren der skal føde netop i disse dag, hos det 2 måneder gamle barnebarn. Men jeg skal både erkende min magtesløshed samtidig med, at jeg for alt i verden må holde mig for øje, at jeg risikerer at ødelægge langt, langt mere med med min tilstedeværelse end ved at blive helt væk.

Så de fleste af os sidder rundt omkring i vores lejligheder og huse, afskåret fra omverdenen og med en fysisk, social kontakt, der udelukkende er begrænset til de, vi bor sammen med. Hvis nogen. Mens vi både er stressede, bange og magtesløse og har fået en forfærdelig masse tid foræret. (Eller hvad man nu skal kalde det!). Personligt har jeg bestemt, at al den tid skal bruges på ting, der som hovedprincip er rare. Der skal ikke ordnes have, ryddes op i antikke bunker af rod, males vægge, døre eller vinduer eller for den sags skyld haves dårlig samvittighed over ikke at gøre den slags ting. Personligt tror jeg på, at når stressfaktoren er høj, skal man forsøge at gøre ting, der er rare og behagelige for en selv. Som giver ro og får en til at slappe af.

Hvad det så måtte være, er selvfølgelig individuelt. Men for mig er det helt og aldeles simpelt. Der skal læses bøger. Jeg har lige tilmeldt mig Mofibo (bibliotekerne er jo lukkede, og hvem ved også, hvor mange baciller de bøger har opsamlet!), hvilket er gratis de første 14 dage. Og så må vi se… Der skal hækles og strikkes. Der ligger stakkevis af garnrester i kælderen og andre mystiske steder, og bliver slutresultatet katastrofalt, så er det absolut til at leve med. Der skal ses TV. Ikke blot de daglige, opskræmmende pressemøder, men i den grad film og gode serier. Binge-watching har i min optik aldrig nogensinde været mere legalt. Og det er nu, der er chance for totalt at opdatere backlisten med alle de film, man missede undervejs. Og så skal der laves god mad. For der er tid til at gøre sig umage på madfronten….

(Så det er nu, det er absolut undskyldeligt overfor en selv at investere i både Mofibo, HBO, Netflix og hvad der ellers måtte være af tjenester, som man indtil nu ikke har kunnet unde sig selv. Face it: Der er alligevel ingen lokkende forretninger åbne, som man i stedet kan bruge sine penge på!)

Det er skræmmende, stressende, ensomme, magtesløse tider, vi lever i lige nu. Og det vigtigste er at gøre præcis, hvad myndighederne og dronningen har bedt os om. Så kan man være sig selv bekendt!

Continue Reading

Om små potter og medierne.

Forleden fløj jeg fra Doha i Emiraterne til København. Det var en af disse monsterstore sardindåser til menneskelig transport, og blandt alle disse sædemuligheder var en dansk familie med 4 børn blevet strøet ud over et mindre areal. Ved at bytte med manden og jeg kunne de imidlertid komme til at sidde nogenlunde sammen–dog med 2 små charmerende, rødhårede drenge på 7-8 alene på rækken i forlængelse af vores.

De to havde en fest det meste af vejen. De fik afprøvet samtlige trykkemuligheder på den indbyggede skærm, flyttede nærmest ind på både gulv og gang, brugte lang tid på seriøs konversation omkring, hvad de skulle bestille hos stewardessen, samt hvordan man udtalte det på engelsk og var i det hele taget præcis så livskloge, som man nu er som 7-8-årig. Men da vi landede i København, drog den ene af dem et meget dybfølt suk, vendte sig mod den anden og sagde med julelys i øjnene og lidt forbavselse “Og så blev vi slet ikke skudt ned over Iran!”

Af gode grunde kan jeg jo ikke vide, om hans forventninger til flyveturen indebar en form for ufrivillig katapultering over Iran, eller om han hele vejen bare frygtede for det øjeblik, missilet ramte. Men jeg kan til gengæld udmærket vide, hvor han overhovedet har fået ideen fra. For små potter har også øjne, og samme små potter bevæger sig i et medielandskab, hvor man knapt behøver at kunne læse for hele tiden at blive bombarderet med verdens fortrædeligheder og, især, verdens utallige mængder af farer. Dødsfarer. Hvis vi ikke får missiler i hovedet, når vi overflyver Iran, så er vi da i alt fald i overhængende risiko for at få Corona. Overalt. Og det dør man af.

Jeg skal ikke forklejne, at der er tale om en alvorlig sygdom, der spreder sig hurtigt, og som man skal have respekt for og tage seriøst. Men jeg har i de seneste dage oplevet, at jeg personligt er blevet mere og mere indebrændt og aggressiv i forhold til den måde, medierne behandler den på og decideret anvender den til at forøge oplagstal, clicks og indtjening. Alt omkring Coronaen er i formiddagsaviserne gået i Breaking News med stor, sort skrift på gul baggrund (vi er opdraget til, at netop de farver signalerer farlighed! Eller udsalg!), og ingen ny overskrift udelader værdiladede tillægsord. Enhver kan vel se forskellen mellem ” Endnu en person smittet med Corona.” til “Endnu en person smittet med den frygtelige Corona.”, og mediernes lingo har faktisk indenfor de sidste uger ændret sig til ALTID at anvende negativt ladede tillægsord i forbindelse med sygdommen. Ekstra Bladet og BT kører endda såkaldte Corona-tråde, hvor læserne kan stille spørgsmål af enhver art ( og det må man da nok sige, de gør!), samt hvor enhver ny udvikling går i Breaking News. Selv f.eks. hvor mange der testes for smitten, allerede INDEN nogen af dem er testet positive.

Så hvis små potter er hundeangste for Coronaen, så er det yderst forståeligt. De er omringet af en syndflod af dårligdomme på skrift, lyd og billede, som konstant smækkes lige i hovedet på dem. Det er muligt, læseevnerne endnu ikke er store, men en kæmpeoverskrift med kolossale bogstaver i sort på gult, kræver nok ikke meget mere end 1. klasse. Selvfølgelig sidder de fleste børn ikke og læser de omtalte aviser, men det gør de voksne, som de til enhver tid kan kigge over skuldrene–meget af tiden. Og de voksne snakker også om, hvad de ser. Samtidig med, at rigtigt mange voksne faktisk ikke har andre informationer end mediernes fuldstændigt overskruede billede, som mestendels går ud på at skabe sensation. For sensation er selve mediernes grobund, indtjening og selvbestaltede eksistensberettigelse. Vi ledes til fejlagtigt at tro, at medierne (i alt fald mange af dem) står for objektiv videns- og nyhedsformidling. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Og hvordan skal man dog som 7-årig kunne kende forskel på, om der virkelig er tale om en sensation eller ej, når rigtigt mange voksne heller ikke engang kan?

Episoden med den 7-årige, der heldigvis ikke blev skudt ned over Iran, fik mig til at tænke på, at vi i den Coronasituation, vi står i, i den grad skal være bevidste om at beskytte børnene. Ikke bare lade dem indgå i den frygt, vi måske selv føler, fordi medielandskabet har oppisket en stemning af forfærdelighed og nærmest uundgåelig dommedag. Til trods for Breaking News om den snarlige afslutning er det umådeligt væsentligt, at vi forsøger at forklare, hvad der sker, uden på nogen mulig måde selv at anvende gule overskrifter. Sagt med andre ord, så mener jeg faktisk, at man som forældre har pligt til at sætte sig ind i de faktiske omstændigheder, så det–ulig hvad vi ser i pressen–kan afdramatiseres, at 2-3 danskere er smittet. Og fortælle at, ulig ganske almindelig influenza, rammer Coronaen umådeligt sjældent børn. Det kan man f.eks. orientere sig om hos Sundhedsstyrelsen, som har en noget anden terminologi end formiddagspressen. Samt en væsentligt mere velbegrundet, saglig viden.

Som gammel dansklærer kan jeg jo udmærket se, hvilke såkaldte appelformer den mere kulørte del af pressen anvender for tiden. Det er i sig selv usmageligt, ligesom det er usmageligt at anvende en alvorlig sygdom til at skabe sensation og håbe på at forøge sit oplagstal. Men allermest usmageligt er det, at vi udsætter alle de små potter for en form for fake news, som de på ingen måde har kvalifikationer til selv at bearbejde og udlede den egentlige sandhedsværdi fra.

 

 

Continue Reading

Om Coronavirus.

Alle, der ejer så meget som en eneste aktie, har oplevet en massiv påvirkning af økonomien pga. Coronavirus. Og her taler jeg ikke bare om private eller bankmæssige investeringer. Vi har nok alle pensionsordninger, der står i investeringer. Dem har vi, hver især, tabt rigtigt meget på. Lad være at tjekke, hvis morgenchokket skal undgåes. Det kan sagtens nåes i morgen, for det bliver højst sandssynligt ikke bedre lige i dag–eller i denne uge. Eller de næste måneder. For ikke at sige, at det ikke bliver bedre, før der er styr på sygdommen. Hvis.

Det er så den ene del af denne møgsygdom. Den økonomiske. Men samtidig den, der er ved at sætte dele af verden i stå økonomisk, og som på sigt vil ramme især kineserne umådeligt hårdt med konkurser, arbejdsløshed, sikkert sult og al den modbydelighed, den slags trækker med sig. Vi mærker også allerede dønningerne, og de skal nok blive til magtfulde bølger.

Men i grunden er det jo kun overfladen. For nedenunder ligger der faktisk lidelser, der er meget større end at tabe nogle penge på aktier og pensioner. Asien, som jeg lige har været i, er i choktilstand og rådvilde i forhold til, hvordan i alverden de dog skal gebærde sig. Tillige er det et kontinent, hvor uoplystheden og overtroen, især i krisetider, har fremragende vækstvilkår. Derude tror folk på, at den bedste beskyttelse mod alt uvæsen, er et mundbind. Så det har alle på, og man kan endda købe mundbind i design, der passer til ens øvrige påklædning eller f.eks. signalerer store modehuse som Burberry (tern) og Gucci. Vi prøvede flere gange at påpege, at mundbind virker på den måde, at de beskytter andre mod en selv—ikke en selv mod andre. Det lykkedes ikke. Derfor anses europæere uden mundbind som arrogante koloniherrer eller i værste fald uhyre potentielle smittespredere.

I det hele taget er Coronaen en lige højre mod antiracismen. Folk er blevet hunderædde for alt, hvad der smager af kineser, og da de fleste europæere ser asiater som en stor masse af fuldstændigt identiske folkeslag, så udvides denne angst selvfølgelig til samtlige mennesker med asiatisk udseende. Hvor de så end kommer fra. (Faktisk kan man godt kende forskel: f.eks. er japanere og koreanere meget grovere i ansigtstræk, har stridere, ukrøllet hår og er tættere bygget, mens vietnamesere er små og spinkle og burmesere højere, slankere og som regel meget, meget kønnere efter europæisk standard, bare for at nævne nogle få forskelle). Avisen The Guardian rapporterer om adskillige tilfælde af racisme på europæisk jord, og selv i Asien tages der mærkbart afstand fra alt, der smager af Kina. Jeg oplevede da også mig selv ubevidst rykke lidt væk fra mennesker med udpræget kinesisk udseende… Jeg vil vædde på, at vi allerede nu også begynder at tage bestik af, om mennesker i nærheden måske kunne være italienere!

Og så er der alle aflysningerne af det helt almindelige liv. Vi hørte mange historier derude. Blandt andet den om store rejsegrupper, der havde booket 2-dages kryds i Halongbugten. Da de nåede dertil, valgte halvdelen af grupperne på egen regning at booke sig ind på hoteller på fastlandet, fordi den forfærdelige historie om de strandede viruskrydstogter er meget, meget stor i Asien, og de derfor på ingen måde skulle ombord på et skib. Adskillige markeder er aflyst, adskillige attraktioner kræver mundbind, adskillige besynderlige råd florerer mellem menigmand, og frygten ligger latent og mærkbart overalt. Selvfølgelig er der også religiøse fanatikere, der ser Coronaen som selve opfyldelsen af de dommedagsprofetier, de længe har prædiket og dermed selve begrundelsen for, at de hele tiden har haft ret. Det varer sikkert ikke længe, før fundamentalistiske grupper tager selve ansvaret for den! Frygten vil sikkert også komme til at dominere herhjemme, hvis den får de rette vækstbetingelser. Det kræver bare, at vi får virussen tættere på.

Og så er der det helt nære, som går ud på, at Coronaen faktisk påvirker ens egen opførsel og gebærden. Man er hundeangst for at pudse næse, nyse eller hoste offentligt. Gør man det, vendes alle øjne mod en, mens man fornemmer en mærkbar afstandtagen eller næsten konkret flugt. Bare det at få noget galt i halsen, eller lide af en smule allergi, er vildt traumatisk. Det siges, at folk, der har en mindre og helt almindelig forkølelse, ikke tør gå udenfor i Asien. Det er slet ikke let at være kinesisk udseende og have en let sommerforkølelse. Det giver ingen venner på kontoen.

Noget helt andet er, at man som europæer desværre også får nogle af sine grimme fordomme bekræftet. Jo tak, jeg har været på kinesiske markeder, hvor alskens dyr lå hulter til bulter under forfærdelige forhold, der var så uudholdelige og også gav en god grobund for at tro, at der kunne opstå endda meget alvorlige, smitsomme modbydeligheder. Og hvor kød og andet til salg lå i adskillige graders varme i hele dage. Boligforholdene i f.eks. Hanoi er også af en art, der er nærmest uforståelig for os. Der bor 2 mennesker pr. kvadratmeter, og hvis det ikke er smittefarligt, så ved jeg ikke, hvad er. Vi spiste også på en, faktisk god og fin, restaurant, hvor den lille husmus bogstaveligt talt dansede på bordet. I nærheden af et af vores hoteller, lå adskilligt affald henslængt, og om aftenen skulle man sådan lige have et årvågent blik for ikke at træde på de piblende rotter. På sejlture på Mekongfloden så vi adskillige gange almindeligt husholdningsaffald blive kastet i floden. Altså den, hvor man også fanger de fisk, man/vi spiser, og som i Mellemøsten er graden af ophobning af affald langs veje, floder og på marker direkte proportionel med graden af fattigdom. Der er megen fattigdom. Fattigdom og affald. Og fattigdom og affald er Coronaens allerbedste venner. Det er lige præcis det, den trives på.

Med ganske få undtagelser har Coronaen kun dræbt mennesker, der i forvejen var svækkede. Det er dybt, dybt tragisk. Men det er faktisk også tragisk, at sygdommen har racisme og at den almindelige verden for hele kontinenter går i stå med i sit kølvand.

Som sædvanlig er det os, de rige europæere, der i første omgang går lidt ram forbi. Vi rammes kun på vores økonomi og vores pensioner. Selvfølgelig håber jeg da, at det hele får en snarlig ende. For alle. Ellers får vi en overgang en verden, hvor vi frygter hinanden, tager afstand fra hinanden, hengiver os til mystisk overtro, og hvor fanatisme får ualmindeligt gode vilkår. Må det ikke ske!

Continue Reading